Viganò: en ny Kirke er det egentlige mål

Ærkebiskop Viganò: ”denne målsætning blev væsentlig tydeligere i moderne tid”

Ifølge Carlo Maria Viganò er det at skabe en såkaldt ”ny Kirke” et århundreder gammelt projekt hos frimurerne, som er blevet accelereret i de sidste 60 år gennem klerikale, der er har været præget af en revolutionær tankegang.

I et interview, der blev offentliggjort (1) mandag den 9. september 2019 af Dr. Robert Moynihan, grundlægger af – og chefredaktør for Inside the Vatican, gentog Viganò pave emeritus Benedikt XVI’s advarsler (2), der blev offentliggjort i april, og som bekræfter, at den nuværende krise, hvor klerikale har foretaget seksuelle overgreb, stammer fra noget, der er større, og som handler om, at man forsøger at forandre Den katolske Kirke.

I et tidligere interview med Moynihan i august, udpegede Viganò ”Jesuitterne”, som hovedpersonerne i en plan, der har været 60 år undervejs, og hvor hensigten er at bringe ”nye tankesæt” ind i hjertet af Kirken, som ikke har noget med katolsk liturgi eller moral at gøre.

I dette nye interview spørger Moynihan ærkebiskoppen om planen rent faktisk kan dateres længere tilbage i tiden end til de oprørske teologer, der var Jesuitter, og om man også kan trække tråde tilbage til den franske revolution i 1789. (3).

Det kan man godt, svarede Viganò. Der er helt klart tale om et projekt, hvis man kan kalde det det, som går århundreder tilbage i tiden, nærmere betegnet til da man stiftede frimurerne i midten af 1700-tallet (4).

Herefter går biskoppen videre med at forklare, hvordan disse bestræbelser på at forandre den katolske doktrin samt Kirkens praksis accelererede i løbet af 1960’erne i forbindelse med Vatikan II. Han siger videre: ”biskopperne havde besluttet, at de ville holde fast ved koncilets originale arbejdsdokumenter, som man betegnede skemaer, (5) men en kardinal, som var Jesuit, bistod med at influere paven, så denne ville give tilladelse til, at de originale skemaer blev erstattet af nye, der var blevet udarbejdet af liberale teologer”:

Den manøvre, der skulle til, for at man kunne påvirke en beslutningsændring, kom fra et sted, en person, endda et meget prominent medlem af Jesuitterne, nemlig kardinal Augustin Bea. Han var sammen med andre i stand til at overbevise pave Johannes XXIII om, at man skulle ”kassere” de skemaer, man allerede havde forberedt og erstatte dem med andre skemaer, der var blevet udarbejdet af teologer specielt fra Nordeuropa, f.eks. Hans Küng, Karl Rahner og andre.

Viganò tilføjede, at dette var den spæde begyndelse på en proces mod skabelsen af en ”ny Kirke”.

Han beskriver derpå, hvordan Jesuitterne spillede en fremtrædende rolle, når det handlede om at misfortolke de 16 dokumenter, der var blevet udfærdiget under koncilet. Han fortæller om, hvordan Jesuitterne mødtes, efter at koncilet var blevet afsluttet i 1965 og igen 1966 for at drøfte, hvordan man kunne fremlægge specifikke ”præciserede ændringsforslag”, som var udarbejdet af den daværende pave Paul VI. ”Resultatet af de bestræbelser Jesuitterne iværksatte har været altødelæggende”, tilføjer ærkebiskoppen.

Viganò fortalte videre: ”det, der skete, efter at Vatikan II blev afsluttet i 1965, var, at man opererede stik imod kontinuitetsprincippet, det princip, som ville være det helt rigtige at benytte i fortolkningen af Vatikan II dokumenterne”.

”En omfattende mediemæssig propagandamaskine spredte hurtigt de falske fortolkninger af dokumenterne fra Vatikan II”, forklarede han. Viganò bemærker også, ”at en lignende propagandamaskine (i dag) forsøger at tegne et billede af pave Frans som værende på linje med de foregående paver, når det handler om katolsk doktrin og disciplin”.

Viganò siger videre: ”man hævder, at pave Frans’ ’nye paradigme’ ligger på linje med den lære, som hans forgængere fremsatte. Men det gør den ikke, fordi det ”nye paradigme” er ensbetydende med en ’ny Kirke’”.

”Formuleringen, et ’nyt paradigme’ er en del af en strategi, hvor man dækker over den egentlige målsætning”, bekræfter Viganò. ”Man benytter denne formulering til at vildlede, narre og antyde, at det ’nye paradigme’ er i overensstemmelse og i lige linje med tidligere paver, men det, der er målsætningen, er det stik modsatte”.

Ærkebiskoppen vender tilbage til det essay, der er skrevet af pave emeritus Benedikt XVI, og som blev offentliggjort i april (6).

Viganò henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at lede læsernes opmærksomhed hen på emnet en ”ny Kirke”, og det som pave emeritus Benedikt XVI har skrevet om dette emne, og som blev udgivet i april. Benedikt udtalte: ”at det ville være en decideret katastrofe, hvis et sådant forehavende blev gennemført”.

I sit essay skriver Benedikt XVI,: ”at forestillingen om en bedre Kirke, der er blevet til ved os, kommer fra djævelen” (7).

Dette er ikke første gang, at Viganò henviser til det, der er blevet skrevet af en tidligere pave, hvor denne advarer de troende om de farer, der optræder i forbindelse med etableringen af en ”ny kirke”.

I sin tale til de amerikanske biskopper ved deres generalforsamling november 2013 talte den daværende apostoliske udsending i USA om et emne, der ligner det, der er blevet behandlet i denne artikel. Her citerede han den tale, pave Johannes Paul II gav til de amerikanske biskopper i 1976, før han blev valgt til paveembedet. Viganò fremhæver følgende fra pavens tale: ”vi står nu overfor den største kamp menneskeheden nogensinde har været vidne til. Jeg tror ikke, at en stor del af det amerikanske samfund eller kristne i det hele taget fuldt ud forstår det, de står overfor. Vi er nu vidner til den endelige kamp mellem Kirken og en antikirke, mellem Evangeliet og et antievangelium og mellem Kristus og antikrist. Denne kamp er en del af den plan, Det Guddommelige Forsyn har lagt. Dette er derfor en del af Guds plan, og Kirken må nødvendigvis følge denne plan med stort mod”.

Noter

1: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

2: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

3: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

4: Link til artikel: https://insidethevatican.com/news/newsflash/letter-48-2019-a-new-church

5: Link til artikel: https://thewandererpress.com/catholic/news/frontpage/vatican-ii-the-rejected-schemas

6: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

7: Link til artikel: https://www.catholicworldreport.com/2019/04/10/full-text-of-benedict-xvi-the-church-and-the-scandal-of-sexual-abuse

Den engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com den 11. september 2019. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/vigano-making-a-new-church-is-the-true-goal

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

”Satan skal være Vatikanets regent og paven hans undersåt”

Denne dristige tilkendegivelse, som er en del af denne artikels overskrift, er personligt blevet overværet (1) af Skt. Maximillian Kolbe, der så frimurerne fejre deres 200-års jubilæum på Skt. Peterspladsen i 1917. Skt. Maximilian Kolbe så bannere med dette budskab midt i et større optrin. Det er en rystende og chokerende ytring, men den stemmer godt overens med den målsætning, frimurerne har sat sig, og denne ytring vækker hos os stor genklang i dag.

Inden vi går videre med denne artikel, er det vigtig at understrege, at Lepanto Institute på ingen måde beskylder pave Frans for være frimurer eller antyder, at han viser en vis velvillighed til at forsvare frimurernes principper. Ikke desto mindre, set i lyset af visse aktuelle omstændigheder, er det kommet til at stå klart, at en trussel af moralsk karakter har vist sig i Kirken, og den er blevet iværksat af skrupelløse personer. Formålet med denne artikel er derfor at kaste lys over netop disse begivenheder, og se om de kan være med til at forklare den turbulens, vi oplever i Kirken.

De bannere, som Skt. Maximillian Kolbe så, leder tankerne hen på den planlagte infiltration af – og kamp mod Den katolske Kirke, som frimurerne står bag. I 1859 offentliggjorde den franske kardinal Jacques Crétineau-Joly (2) dokumenter fra frimurerne, som var kommet i Vatikanets besiddelse. Dokumenterne finder man i hans bog ”The Roman Church facing the Revolution”. Dokumenterne stammer fra en frimurerloge med navnet Alta Vendita. 26 år senere i 1885 udgav Msgr. George Dillon (3) en engelsk oversættelse af disse dokumenter i bogen: ”Grand Orient Freemasony Unmasked as the secret Power Behind Communism”.

Ifølge disse dokumenter erklærede frimurerlogen Alta Vendita helt åbent, at ”deres ultimative målsætning var at fuldføre det, som Voltaire og den franske revolution havde igangsat, nemlig (en gang for alle) at knuse katolicismen og selve den kristne tanke”. Men det er ikke denne målsætning, der er omdrejningspunktet i denne artikel. Det, der er særligt bemærkelsesværdigt i disse dokumenter, er måden, hvorpå frimurerne ønsker at iværksætte deres plan om at ødelægge Kirken. Instruktionen i Alta Vendita giver følgende anvisning:

Vi har ikke til hensigt at få paven til at tage vores parti, så han som en novice forkynder vores idealer. Det ville være utopi, og selv hvis omstændighederne udvikler sig sådan, at kardinaler eller andre prælater af egen fri vilje skulle tilslutte sig nogle af vores hemmelige loger, er det ikke vores ønske, at netop de stiler mod Peters Stol. Et sådant scenarie vil ganske enkelt være vores undergang. En sådan ambition hos disse prælater leder kun til frafald, og ønsket om magt vil tvinge dem til at fravælge os til fordel for deres egen ambition. Det vi ønsker os, det vi spejder efter, og det vi venter på (som når jøderne venter på Messias) er en pave efter vores smag.

Derefter kan vi mere stålfast påbegynde vores angreb mod Kirken, ikke med pamfletter, som stammer fra vore brødre i Frankrig eller guldet i England. Ønsker I at kende begrundelsen for, at vi handler sådan? Vi gør det for at kunne ødelægge den klippe, hvorpå Gud indstiftede Sin Kirke, og vi har ikke længere behov for Hannibals eddike (5), krudtrøg eller våben. Vi har fået fat i lillefingeren på Peters efterfølger, så han bliver en del af dette bedrageri. Denne lillefinger er krumtappen i dette korstog, ligesom lillefingeren på Urban II eller de mange Skt. Bernard’er, der har eksisteret igennem hele kristendommen, har været os til gavn.

”For at vi nu kan være sikre på, at paven har de ”kvalifikationer”, vi søger, er det nødvendigt, at vi for denne pave skaber en generation, der er egnede til det rige, vi forestiller os. Brug ikke tid og kræfter på de ældre og midaldrende, gå direkte efter de unge, og hvis det er muligt også efter børnene”.

Man bør huske på, at dette er blevet skrevet for over 100 år siden … der er altså ikke tale om betragtninger, der stammer fra en blog, der har specialiseret sig i konspirationsteori. Længere inde i teksten i Alta Vendita, kan man læse følgende:

I vil tænke ved Jer selv, hvilken omkostning dette vil have for os i forhold til vores omdømme, som gode katolikker og ægte patrioter. Jeres tanker om omdømme vil bane vejen for vores doktriner, så de finder vej til de unge klerikale, der fungerer blandt Jer og til klostrene. I løbet af få år, mens tiden går sin gang, vil disse unge klerikale besidde alle positioner (i Kirkens hierarki), de vil stå for planlægningen af større og afgørende konciler, og det vil være dem, der skal vælge (den næste) pave, der skal sidde i Peters Stol. Denne pave vil ligesom sine samtidige i væsentlig udstrækning (mere eller mindre) være præget af italiensk og humanistisk tænkning, en tænkning, som vi vil stå for udbredelsen af.

Kort sagt betoner man i Alta Vendita, at man ikke har nogen intention om at få placeret en frimurer i paveembedet, men at man derimod ønsker at opnå en vis form for kontrol over dem, paven er omgivet af og således i sidste ende få valgt en pave, der er sympatisk indstillet overfor frimurerne og deres idegrundlag.

Skt. Maximilian Kolbe tog bestik af denne frimurernes plan, og derfor stiftede han Militia Immaculata (som i dag er en verdensomspændende evangeliseringsbevægelse). Den 16. oktober, blot tre dage efter solunderet i Fatima, skrev denne helgen følgende:

”Disse mennesker, som ikke har knyttet sig til Gud, befinder sig i en forfærdelig situation. Et sådant uforsonligt had rettet mod Kirken og Jesu Kristi stedfortræder på jord, stammer ikke fra enkeltpersoner, men udgår fra en systematiseret aktivitet, der har rod hos frimurerne. Denne aktivitet har som sit centrale mål at ødelægge den katolske tro. Deres ideer er blevet spredt over hele verden og fremstår i forskellig forklædning. Men målet er det samme, ligegyldighed overfor religion samt en svækkelse af de moralske normer, elementer, der er en del af deres agenda. ’Vi vil erobre Den katolske Kirke, ikke med argumenter, men langt hellere med moralsk fordærv’”.

I dag burde den jævne katolik kunne se og erkende, at der findes tydelige tegn på, at der foretages bestræbelser på at fordærve den moralske lære i Den katolske Kirke. Selvom man afviser, at ”nogen” tilbage i historien skulle have lagt planer om at ødelægge Kirken indefra, er den seneste tids udvikling i sig selv et tegn på, at der foregår ”noget”, som man ikke kan lukke øjnene for. For eksempel kunne den italienske journalist Marco Tosatti rapportere den 1. oktober 2015 (6), at en ”hemmelig” task force efter sigende skulle arbejde på et post-synodalt dokument, som skulle tillade Kommunionsmodtagelse for skilte og gengifte, par, der lever sammen papirløst og homoseksuelle par.

Denne nyhed kom i kølvandet på den vovede anmodning fra kardinal Danneels, én af de udvalgte paveligt delegerede ved synoden i denne måned (7). Kardinal Danneels er en del af Skt. Gallen Mafiaen, som aktivt har markeret opposition mod pave Benedikt XVI og arbejdet ihærdigt for, at han skulle trække sig fra paveembedet, så en ny pave skulle findes. Ved pavevalget i 2013 arbejdede Danneels og Skt. Gallen Mafiaen målrettet på at få valgt en vis Jorge Mario Bergoglio til pave, han som senere blev til pave Frans. I 2013 udtrykte kardinal Danneels stærk sympati for partnerskab mellem homoseksuelle foretaget i civilt regi. I kardinal Danneels selvbiografi finder man en oplistning af navne på de kardinaler, der er en del af Skt. Gallen Mafiaen:

Carlo Maria Martini, der er fra Italien.

Achille Silvestrini, der er fra Italien.

Walter Kasper, der er fra Tyskland.

Karl Lehmann, der er fra Tyskland.

Adriaan van Luyn, der er fra Holland.

Basil Hume, der er fra England.

Kardinal Kasper, der deltager i synoden, er nok bedst kendt for sit forslag om at tillade skilte gengifte at modtage Den hellige Kommunion.

Husk på, at målet for frimurerne er at ”erobre Kirken… gennem moralsk fordærv”. Det er værd at erindre på, at i 2013 udtalte den nyvalgte pave Frans sig således, at han benyttede ordene homoseksualitet og frimurer i samme sætning (8):

”Problemet er ikke, at man er homoseksuel. Nej, vi må anse hinanden for at være brødre og søstre. Men det er et problem, hvis man arbejder for at fremme denne form for seksuel observans, være grådig eller have politiske ideologier, at være frimurer eller andre forhold, man måtte finde ’nødvendige’ at fremme”.

Ud over at indrømme, at han (Danneels) var en del af fraktion indenfor Kirken, og at han agiterede for homoseksuelles plads i Kirken, deltog han også aktivt i mødeaktivitet hos frimurerne, hvor han var iklædt ordenens religia. I 2008 indrømmede Danneels, at han var iklædt den rituelle hvide klædning frimurerne bærer, da han skulle afholde en forelæsning i et frimuretempel i Belgien (her optræder en mindre redaktionel tilføjelse: i originalteksten optræder der et billede af kardinal Danneels, hvor han giver hånd til stormesteren af logen ”Grand Orient of Belgium”, der medbringer eksemplarer af dennes to bøger, der omhandler frimurerne: “Become a Freemason at the Grand Orient of Belgium” and “The Treasures of the Temple”.

I 1738 udtrykte pave Clement XII klart, at det for enhver katolik er forbundet med ekskommunikation, hvis man, uanset om det er i større eller mindre udstrækning, har tilknytning til frimurerne. I sin encyklika In Eminenti (9) understreger han følgende:

Derfor understreger vi med stor alvor og med fokus på den hellige dyd, lydighed, at enhver troende uanset stand, livsvilkår, værdighed eller stillingsbetegnelse, uanset om man er klerikal, lægmand, i en orden eller tredjegradsorden, selv dem med specielle positioner eller enkeltpersoner, ja kort fortalt at ingen under påskud eller af anden grund blot vover på – eller antager, at vedkommende kan gå ind i – udbrede eller på anden måde støtter de førnævnte loger Liberi Muratori eller franske frimurere,  eller hvad de nu ynder at kalde sig. Man bør heller ikke under nogen omstændigheder modtage dem i sin bolig eller sit hjem eller skjule dem. Man bør heller ikke blive optaget i deres loger, knytte sig til dem eller pleje omgang med dem. Man bør ej heller give dem beføjelser – eller tilladelse til at forsamle sig. Man bør ikke yde dem støtte på nogen måde, rådgive dem, opmuntre eller støtte dem (offentligt eller i hemmelighed), direkte eller indirekte, alt dette bør man ikke selv gøre, heller ikke med andre som mellemmand. Man bør heller ikke opfordre, tilskynde eller overtale andre til at søge optagelse i deres loger og dermed blive en del af deres fællesskab eller støtte dem på anden tænkelig måde. Man må gøre sig fuldstændig klart, at deltager man som troende i frimuresammenhænge, er det forbundet med ekskommunikation, og det gælder alle de mennesker, der indledningsvis er blevet nævnt. Begår man en sådan handling, er absolution ikke mulig, undtaget i dødsøjeblikket og kun ved den til enhver tid siddende pave”.

Med hensyn til klerikale, der har tilknytning til frimurerne, så er Danneels ikke den eneste, der har været åben om sit engagement. I 2013, da ærkebiskop Pontier blev valgt til overhoved for den franske biskopkonference (10), kom det efterfølgende frem, at han havde et engagement i forhold til frimurerne i form af medlemskab af Grand Orient de France (11). Ærkebiskop Pontier er også deltager ved synoden i denne måned, men derudover har han også deltaget i de mere ”hemmelige” møder (12), som har til hensigt, at man på synoden kommer frem til en accept af homoseksuelle forhold.

Ser man på frimurernes målsætning i forhold til Den katolske Kirke, er det som allerede nævnt at ødelægge Kirken gennem moralsk fordærv, og derfor bør det ikke komme bag på nogen, at få dage før denne måneds synode tog sin begyndelse, offentliggjorde en polsk præst, der har arbejdet ved Troslærekongregationen, at han lever et aktivt homoseksuelt liv (13), og at han videre ønsker, at man reviderer Kirkens lære vedrørende homoseksualitet. Hertil bør også tilføjes, at ved pavens besøg i USA (14) forsøgte enkeltpersoner at overskygge dette besøg ved at rette opmærksomheden på en dagsorden med fokus på homoseksualitet.

Frimurerne har som en sort slange sneget sig ind i kurien, og der fundet sig støtter. Denne sorte slange har brugt mere end 100 år på at finde vej ind bag Vatikanets mure. Kardinal Danneels og ærkebiskop Pontier er blot to eksempler på klerikal støtte til frimurerne, som vi har et sikkert kendskab til. Hvor mange, der ellers blandt de klerikale har valgt at gå i de to’s fodspor med henblik på at ødelægge Kirken gennem moralsk fordærv, ved vi ikke med sikkerhed.

Lad os fortsætte med at bede til Vor Frue, om at Hun må vejlede og beskytte os mod denne hæresi, der spredes i Kirken. Rigtig mange sjæle, som Vor Herre skatter højt, er i stor fare for at gå tabt i det kaos og virvar, der er på vej ind over os. Hold fast ved Kirkens evige sandhed og mist ikke håbet. Dette kaos er intet andet end de sidste krampetrækninger fra en drage, der ved, at den kun har kort tid tilbage.

Noter

1.      Et link til Skt. Maximillian Kolbes øjenvidneberetning: https://books.google.dk/books?id=ZbruAQAAQBAJ&lpg=PA31&ots=h9_lhyEw1h&dq=%22pope+will+be+his+slave%22&pg=PA32&redir_esc=y#v=onepage&q=%22pope%20will%20be%20his%20slave%22&f=false

2.      Link til uddybende information om kardinalen: https://en.wikipedia.org/wiki/Jacques_Crétineau-Joly

3.      Link til uddybende information om George Dillon: https://en.wikipedia.org/wiki/George_F._Dillon

4.      Link til nærmere info om bogen: https://www.amazon.com/Freemasonry-Unmasked-George-E-Dillon/dp/0895620952/ref=sr_1_1?s=books&ie=UTF8&qid=1444060157&sr=1-1&keywords=9780895620958

5.      Link til nærmere info om historien om Hannibal og hans brug af eddike: https://da.wikipedia.org/wiki/Fyrsetting

6.      Link til uddybende artikel: https://translate.google.com/translate?hl=en&sl=it&u=//unafides33.blogspot.com/2015/10/ma-che-li-fanno-fare-sti-sinodi.html&prev=search

7.      Link til uddybende artikel: https://www.ncregister.com/blog/edward-pentin/cardinal-danneels-part-of-mafia-club-opposed-to-benedict-xvi

8.      Link til uddybende artikel: https://www.cnsnews.com/news/article/pope-francis-masonic-lobbies-most-serious-problem-me

9.      Link til encyklika In Eminentihttps://www.papalencyclicals.net/Clem12/c12inemengl.htm

10.  Link til uddybende artikel: https://translate.google.com/translate?hl=en&sl=fr&u=//www.riposte-catholique.fr/perepiscopus/mgr-pontier-nouveau-president-de-la-conference-des-eveques-de-france&prev=search

11.  Link til uddybende artikel: https://translate.google.com/translate?hl=en&sl=pl&u=//www.bibula.com/%3Fp%3D68783&prev=search

12.  Link til uddybende artikel: http://www.ncregister.com/daily-news/confidential-meeting-seeks-to-sway-synod-to-accept-same-sex-unions

13.  Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/gay-cdf-priest-comes-out-declares-church-must-change

14.  Link til uddybende artikel: https://www.lepantoin.org/the-hijacking-of-pope-franciss-visit-to-america

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Michael Hichborn på Lepanto Institute den 6. oktober 2015. Den kan læses på: https://www.lepantoin.org/satan-must-reign-in-the-vatican-the-pope-will-be-his-slave

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

25. alm søn (22/9/19)

1. læsning Am 8,4-7

Hør dette, I, som knuser den fattige og vil gøre det af med de hjælpeløse i landet. I siger: “Hvornår er nymånedagen forbi, så vi kan sælge korn, og sabbatten, så vi kan åbne kornsalget; vi vil gøre efaen lille og sekelen stor og bedrage med falsk vægt. Vi vil købe de svage for penge og den fattige for et par sandaler; vi vil sælge affaldskorn.”

Herren sværger ved Jakobs stolthed:
“Aldrig glemmer jeg nogen af deres gerninger!”

Vekselsang Sl 113,1-2.4-6.7-8

R. Lovpris Herren,
som løfter den fattige 
fra skarnet .

Lovpris, I Herrens tjenere,
lovpris Herrens navn!
Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!

Herren er ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.
Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
så højt som han troner,
så dybt ned som han ser?

Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.

2. læsning 1 Tim 2,1-8

Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle – det var vidnesbyrdet, da tiden var inde. For det vidnesbyrd blev jeg indsat som forkynder og apostel – jeg taler sandhed, jeg lyver ikke – og som hedningers lærer i tro og sandhed.

Jeg vil altså, at mændene alle vegne skal bede med fromt løftede hænder, uden vrede og uden splid.

Akklamation til Evangeliet Jfr 2 Kor 8,9

Halleluja!
Han for vor skyld blev fattig, skønt han var rig,
for at vi kunne blive rige ved hans fattigdom.

Evangelium Luk 16,1-13 eller 16,10-13

På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!”

Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. “Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.

+++) Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store. Hvis I altså ikke har været tro med uærlig mammon, hvem vil så betro jer noget, som er af sand værdi? Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv? Ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”

Som kortere afsnit kan læses: Luk 16,10-13, fra tegnet +++).

24. alm søn (15/9/20)

1. læsning 2 Mos 32,7-11. 13-14

Da Moses var på bjerget Sinaj, sagde Herren til ham: “Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.” Og Herren sagde til Moses: “Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.” Moses ville formilde Herren sin Gud og sagde: “Herre, hvorfor skal din vrede flamme op mod dit folk, som du førte ud af Egypten med stor kraft og stærk hånd? Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du gav det løfte, da du svor ved dig selv: Jeg vil gøre jeres efterkommere så talrige som himlens stjerner, og hele dette land, jeg har talt om, vil jeg give jeres efterkommere til evig ejendom.” Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.

Vekselsang Sl 51,3-4.12-13. 17&18

R. Jeg vil bryde op og gå til min far.

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!

Herre, åbn mine læber,
så min mund kan forkynde din pris,
mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd,
et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

2. læsning 1 Tim 1,12-17

Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus – troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.

Akklamation til Evangeliet Jfr 2 Kor 5,19

Halleluja!
Gud var i Kristus
og forligte verden med sig selv,
og han betroede os ordet om forligelsen.

Evangelium Luk 15,1-32

*Som kortere afsnit kan læses: Luk 15,1-10, fra begyndelsen indtil tegnet +++).

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse: “Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” +++)

Han sagde også: “En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

*Som kortere afsnit kan læses: Luk 15,1-10, fra begyndelsen indtil tegnet +++).

Hvorfor kristne i dag fejrer ét af historiens værste tortur- og henrettelsesinstrumenter

For nogle år siden deltog jeg i en retræte, der blev ledet af en åndelig vejleder med stor indsigt, og han åbenbarede for os stor viden om korsets mysterium. På denne dag, hvor vi fejrer korsets ophøjelse, vil jeg efter bedste evne dele den viden, jeg fik på denne retræte med Jer læsere på LifeSite. Det synes som om, at dette er det helt rette at gøre lige nu, set i lyset af, at Kirken på dette tidspunkt i historien i større og større udstrækning tager del i korsfæstelsens mysterium.

Den hellige Treenighed, Den evige Tre i En, som har været til før altings begyndelse, og som hersker over universet med styrke, visdom og kærlighed, denne Treenighed har taget bolig i en sjæl, der er i nådens stand. Dette er et mirakel, der er ubegribeligt! Den åndelige sjæl, der er skabt i Guds billede, bliver Hans tabernakel, tempel, og det sted, hvor Han tager bolig, og det sted Han glædes ved. Uanset om vi fornemmer dette Guds nærvær i stilhed, eller at vi ganske enkelt bærer på det, fordi vi tror på Vor Herres ord (Joh 14: 23), så er den sandhed, der er i Guds nærvær en kilde til glæde og styrke i dødsøjeblikket. Det kan så være sig døden i overført betydning, i institutionel eller fysisk forstand.

Tro og håb er det altafgørende, når vi står med tomme hænder, altså når vi er fattige. Og det er i sig selv noget, vi kan glæde os over: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5: 3). Det er deres her og nu. Når vi er i mørket, ” i mørkets dal” (Sl 23: 4) (som skriften dystert fremstiller det), har vi desto mere brug for tro og håb. Gud beder os om at overgive os i Hans hænder, at stole på ham, at se hen til Ham og at søge Hans ansigt.

Glæden fra Den hellige Treenighed er at finde i hjertet på Den korsfæstede, lige i korsets midte. Korset er kilden til vores kristne liv, passionen var den, der frelste os fra synden og åbnede Himlens porte og vandt os Guds venskab. Men korset er aldrig den endelige afslutning hverken for Kristus eller den kristne. Passionen opfyldes i opstandelsen. ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15: 14). Hvorfor siger apostlen dette? For var Han (Kristus) ikke opstået fra de døde, ville død og lidelse være afslutningen på vort liv. Men meningen med livet er ikke døden, men derimod livet. Den opstandne Herres liv forklarer det, der er meningen med døden, selve pointen med at dø, og hvorfor det er godt at dø fra verden og sig selv på grund af kærlighed. Til trods for de vanskeligheder, vi vil møde undervejs (i livet), har vi altid målet for øje: ”vores bolig i Himlen” (2 Kor 5: 1 og Fil 3: 20). Øjeblikke præget af glæde, som vi oplever på jorden, skal minde os om, hvor vi er på vej hen, nemlig til den evige glæde.

Jesus, der er Sandheden, forhindrer ikke Sandheden i at komme til os, Han sparer os ikke for Den, og Han skjuler Den ikke for os. Dette er blevet mere tydeligt i forbindelse med de mange skandaler i Kirken, hvor de mænd, der skulle være en in persona Christi eller alter Christus har tilbageholdt og skjult sandheden. Jesus er ikke som mennesker, der taler (stolt og nedladent) ud fra lykkelig uvidenhed eller lover et liv uden smerte. Han tilbyder ikke medicin, der fjerner smerten, da en sådan medicin fjerner en del af vores menneskelighed og endog vores samvittighed og liv. Jesus underviste Sine disciple om korset og i forbindelse med det også om opstandelsen, for disse er tæt forbundet. Han er ikke bedragerisk i Sin tale, når han understreger, at der ikke kan være nogen påske uden en langfredag.

Kirken udsprang fra det sted, hvor spyddet gennemtrængte Den sovende Jesus. Hvis hele Kirken er blevet til på netop den måde, må nødvendigvis enhver døbt også være blevet til på den måde: sammenfattet i Jesu Hjerte og kommet til syne i Hans gennemborede side. Jesus gav den sidste dråbe af Sit blod og vand for dig, dig som Han bragte til verden. Og hvorfor? Fordi Han elsker dig, og fordi Han ønsker at dele Sin evige glæde og herlighed med dig og vil gå til Sit yderste for at gøre det muligt for dig at nå dertil.

Det er derfor Han sender Helligånden, Trøsteren og Talsmanden. Som Skt. Johannes skriver i Johannes’ Åbenbaringen: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21: 4). Helligånden understøtter os allerede, så vi ikke mister hjertegløden. ”Gud stiller for høje krav til mig, og jeg er alt for svag”, skal vi være ærlige, så er det ofte sådan, vi tænker. Men det er ikke rigtigt, at Gud stiller for høje krav. Husk på Elias, da han opholdt sig i ørkenen, der stønner han: ”Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre” (1 Kong 19: 4). Gud sender en engel til ham, som siger: ”Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig” (1 Kong 19: 7). Gud ved, hvad vi har brug for og giver os det i overflod, vi er nødt til at tage os sammen og begynde at spise. Hvis vi vil klare det selv, bliver det for vanskeligt for os, for kun med Guds hjælp er det muligt.

Vi forsøger altid at gøre tingene på vores måde. Gud vil lære os det på den lette eller hårde måde: ”for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15: 5). Men: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4: 13). ” Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber” (Sl 124: 8). Hvis Han skabte himlen og jorden, så kan Han helt sikkert hjælpe os ud af vores trængsler. Vores største værdighed er at blive hjulpet af Gud, for da træder Han ind og tjener os (se Luk 12: 27).

For den ydmyge, for den fattige, der stoler på Gud, bliver vejen lettere. Han vil ikke lade os i stikken, og Han ville ikke tøve med at opfylde Sine løfter. Han er den trofaste Fader, der elsker os. Hvis du spørger Ham om du må få et brød vil Han så give dig en sten (se Matt kap 7:9). ”Giv os i dag vort daglige brød”: og det gør Han i form af det overnaturlige brød, som er englenes brød, Den hellige Eukaristi.

Han venter blot på, at vi vil spørge, tro på, og give os hen i Hans hænder, der er fulde af kærlighed. Det er det, troen afføder, en troshandling. Vi er trofaste overfor Gud, når vi stoler på Ham på trods af mørket. Når Den hellige Skrift fortæller: ”For af den nåde er I frelst ved tro” (Ef 2:8), betyder det, at: Vi er frelst, når vi ydmygt og i vores fattigdom beder til Gud: ”Jeg stoler på Dig, jeg giver mig til Dig, jeg overgiver mig i Dine hænder, gør med mig som det Dig behager, for jeg er Din”. Det er den holdning, et Guds barn besidder, fordi det ved, at dets Fader, er en Fader, der elsker og er kærlighed.

Det er det, det fuldendte korsoffer viser os, lærer os og styrker os, så vi kan gøre det samme. Det er det, Det hellige Messeoffer aktualiserer iblandt os igen og igen, så mysterierne omkring Herrens passion, død, opstandelse og himmelfart altid vil være vores, gennemtrænge vores eksistens og genskabe os til det evige liv. Det er derfor en kristen, der virkelig er troende, er urokkelig, så intet på denne jord kan besejre ham.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-celebrate-today-one-of-historys-worst-instruments-of-torture

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pave Benedikt XVI afviste de hedenskorienterede forslag, der findes i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden

Under sit besøg i Aparecida i Brasilien i 2007 afviste pave Benedikt XVI meget klart visse dele af befrielsesteologien, især dens påstande om at koloniseringen af Sydamerika var forbundet med uretfærdighed, en gerning, der ikke kan ændres, og at det er langt vigtigere at hjælpe de fattige end at omvende dem til den katolske tro. På flyet på vej til Brasilien henviste pave Benedikt til sin instruktion fra 1984 vedrørende befrielsesteologien, hvor han fremlægger en detaljeret kritik af denne retning og dens teoretiske grundlag.

I lyset af den kendsgerning, at den kommende Amazonassynode, der afholdes fra den 6. – 27. oktober 2019, og som er stærkt inspireret af elementer fra befrielsesteologien (1) og samtidig henviser til den femte generalkonference for biskopper fra Latinamerika og Caribien i Aparecida, som fandt sted i 2007, kan det meget vel være værdifuldt at genkalde sig de ord, som pave Benedikt XVI udtalte under sit besøg i Brasilien i 2007.

På det tidspunkt var det også de tankesæt fra befrielsesteologien, der er beskrevet ovenfor, der gjorde sig gældende, altså at Kirken skulle have fokus på at tage sig af de fattige samt den oprindelige befolkning fremfor at evangelisere og give dem katekese for at omvende dem. Det var disse ideer fra befrielsesteologien, der kom til præge konferencen i Aparecidia. Det bør tilføjes, at de latinamerikanske biskopper endda havde opfordret repræsentanter fra befrielsesteologien, der havde stiftet gruppen Amerindia til at bidrage med emner, der skulle drøftes på konferencen i Aparecida. Denne generelkonference havde som det overordnede tema: ”Jesu Kristi disciple og missionærer, så vort folk kan få et liv i Ham”.

Pave Benedikt forsøgte på en markant måde at påvirke debatten ved sit oplæg (2) til de latinamerikanske biskopper, der var forsamlet i Aparecida den 13. maj 2007. I modsætning til befrielsesteologerne, der på det skarpeste kritiserede den kolonisering, der fandt sted af den sydamerikanske befolkning af katolske lande samt den nedbrydning af de oprindelige folkeslag, der var foregået under den evangelisering, der var blevet foretaget på hele kontinentet, tegnede pave Benedikt i sit oplæg et mere positivt billede af det, der var foregået set i et historisk perspektiv.

Han understregede, at ”troen på Gud har levendegjort den eksistens og det kulturelle fundament, der har præget disse lande i mere end fem århundreder”, og efterfølgende tilføjer han, at i ”dette møde mellem troen og den oprindelige befolkning, er den kristne kultur opstået og har beriget dette kontinent, en berigelse, der er kommet til udtryk gennem kunst, musik, litteratur og fremfor alt i de religiøse traditioner hos de forskellige folkeslag, og som har præget deres måde at leve på, og som er blevet forenet gennem deres fælles historie og den trosbekendelse, de har delt, og som har skabt grundlaget for en underliggende harmonisk tilstand til trods for de kulturelle og sproglige forskelle”.

Paven forklarede, at de lande, der udgør Latinamerika, accepterede den katolske tro, og det betyder ”at kende og tage imod Kristus, Den Gud, der er ukendt, og som deres forfædre søgte efter i deres store religiøse traditioner, dog uden at vide, at det var Ham, de ledte efter. Kristus er Frelseren, som de i tavshed længtes efter. Han fortsatte med at sige, at ved dåben modtog disse mennesker ”det guddommelige liv, der gjorde dem til Guds børn, og ved Helligåndens hjælp blev deres kultur beriget og rensede dem”.

Det står her klart, at pave Benedikt understreger det overnaturlige aspekt ved den katolske tro ikke dens sociale eller politiske dimensioner. Han stopper dog ikke her, men fortsætter yderligere ved at insistere på at denne omvendelse til troen ikke var ensbetydende med, at man ”fremmedgjorde de præ-colombianske kulturer, ej heller påtvang man dem en fremmed kultur”.

Med disse ord tog han afstand fra nogle af de mest markante betragtninger hos befrielsesteologerne.

Pave Benedikt fortsatte med at sige, at ”det kun er sandheden, der kan føre til enhed, og beviset herfor er kærlighed. Derfor er Kristus, som i sandhed er det inkarnerede Logos, Den kærlighed, der varer ved til det sidste, ikke fremmed for nogen kultur eller nogen person”. ”Tværtimod” tilføjer han, ”det svar, Han søger i en kulturs hjerte, er det, der giver denne kultur dens egentlige identitet ved at forene menneskeheden og samtidig respekterer den rigdom, der ligger i mangfoldigheden”.

Paven distancerede sig yderligere fra de tankesæt, der stammer fra befrielseteologien ved at understrege, at ”det er utopi at tro, at man træder et skridt frem ved at puste nyt liv i de præ-colombianske religioner, og på den måde adskille disse folkeslag fra Kristus og Den universelle Kirke. Dette kan kun betegnes som et tilbageskridt, fordi man med en sådan handling i realiteten vender tilbage til en historisk epoke, der er forankret i fortiden”.

Denne argumentation i sig selv ville være et godt svar i dag til forfatterne bag Amazonassynodens arbejdsdokument. Desuden beklager pave Benedikt, at der i de latinamerikanske lande” kan spores en nedgang i forhold til folk, der tager del i det kristne liv”, og årsagen til det skal findes i ”sekularisme, hedonisme, ligegyldighed, eller at man har knyttet sig til forskellige sekter, religiøsitet med animisme i centrum (3) eller New Ageinspireret religiøsitet” (4). Derfor ligger ideen om, at man puster nyt liv i de gamle stammerreligioner blandt den oprindelige befolkning, og som man finder i arbejdsdokumentet til Amazonassynoden, meget fjernt fra de betragtninger, man finder hos pave Benedikt.

Benedikt er uenig med Amazonassynodens arbejdsdokument i forhold til dette punkt, for ham ”har Kirken som Sin store opgave at bevare og pleje Gudsfolkets tro og minde de troende på dette kontinent om, at de i kraft af deres dåb er kaldet til at være Jesu Kristi disciple og missionærer. Dette indebærer, at man følger Ham, er forbundet med Ham, og at man følger Hans eksempel og er et levende vidnesbyrd”. Benedikt opfordrede katolikkerne i dette område til at være Kristi missionærer.

Det overnaturlige aspekt af troen er det, der kommer i første række.

Benedikt spøger: ”Hvad er det reelle i det her? Er det kun de materielle goder, sociale, økonomiske og politiske problemer, der udgør ’virkeligheden’? Det var netop den store vildfarelse, der var en del af de dominerende tendenser i det forrige århundrede, og som yderligere var en meget destruktiv fejltagelse. Det er netop også denne tendens, der viser, hvorfor marxismen og kapitalismen har fejlet. Disse to systemer bygger på en forvrænget forestilling af virkeligheden, og på den måde fjerner de sig fra den (egentlige) virkelighed, som er Gud. Enhver, der ikke har Gud som midtpunkt, opnår en fejlagtig forestilling om virkeligheden og vil ende i en blindgyde eller være på vej mod undergang”.

Vi husker stadig, at Vatikanet i midten af 1980’erne fremkom med en kritik af befrielsesteologien (5), på grund af dens pro-marxistiske tendenser og dens benægtelse af katolsk doktrin. Derefter underskrev kardinal Ratzinger dette dokument. Under selve Aparecidakonferencen lagde Amerinda et maksimalt pres på diskussionerne blandt de delegerede, og det gjorde de på en sådan måde, at de under konferencen uddelte pamfletter til de delegerede (biskopperne). Det var pamfletter, der agiterede for fællesskabsbaserede menigheder, kvindelige præster, afskaffelsen af det præstelige cølibat og demokratiskvalgte biskopper samt mange andre ”tiltag”. Derudover kunne man på de omdelte pamfletter finde en opfordring fra Amerinda til at støtte Fidel Castro.

Pave Benedikt tog også afstand til sådanne sekulære og politiske opfordringer i sit oplæg til de latinamerikanske biskopper i Aparecidia, og det gjorde han ved at minde dem om, at ”det kun er dem, der erkender Gud, der har kendskab til den egentlige virkelighed, og som derfor på en passende og menneskelig måde kan møde den virkelighed. Den sandhed, der er i dette udsagn, viser med stor tydelighed, at de ideologier, der har tilsidesat Gud, bryder sammen”. Han betonede den enestående og uerstattelige vigtighed, som Kristus har for os og for menneskeheden”. Han fortsatte med at sige: ”Hvis vi ikke har kendskab til Gud gennem Kristus, har vi ikke Livet og Sandheden”.

Paven forklarede: Hvis en person har kendskab til Gud, ”som stadig elsker på vejen til korset”, vil denne person ikke undlade at reagere på denne kærlighed med en tilsvarende kærlighed: ”jeg vil følge dig, hvor du end går hen” (Luk 9: 57). Når vi følger Kristus, vil vi også møde vore brødre og søstre og vokse i forhold til det at tage et ”moralsk ansvar overfor næsten og andre”, og Benedikt fortsætter: ”på den måde ligger opmærksomheden på næsten i den kristologiske tro på Gud, ”som for vores skyld blev fattig, for at vi kunne blive rige ved Hans fattigdom” (jvf. 2 Kor 8:9).

Det står her klart, at pave Benedikt betragter det at hjælpe den fattige, som værende affødt af en dyb kærlighed til Kristus. Det, at hjælpe de fattige, må have sit udgangspunkt i en dyb katolsk tro, som samtidig er ledestjernen for det at hjælpe de fattige. (Dog er det værd at bemærke, at nogle befrielsesteologer på dette tidspunkt tog det som en opmuntring, at paven i sit oplæg talte om at have et (centralt) fokus på de fattige).

Det er i denne sammenhæng, at den tyske pave opfordrer Kirken i Latinamerika og Caribien til at være garanten for en ”større viden om Guds ord” hvorigennem ”Kristus åbenbarer Sig selv, Sit liv og lære for os”. Her mindede paven også de katolske hyrder om, at det er nødvendigt, ”at man forstærker formidlingen af katekeser og det at lære – og vokse i troen, og at man ikke kun har fokus på børnene, men også de unge og voksne”.

Når pave Benedikt fremhæver evangelisering og katekese, skal det ses som et modtræk til de tankesæt, der præger befrielsesteologien, som meget ofte tilsidesætter katekismen og den katolske doktrin til fordel for sociale og politiske spørgsmål. Men pave Benedikt gør det også klart, at ”evangelisering altid har gået hånd i hånd med et fokus på det enkelte menneske samt en virkelig kristen frigørelse. ’Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten smelter sammen: I den mindste møder vi Jesus selv, og i Jesus møder vi Gud’ (Encyklikaen Deus Caritas Est nr. 15)” (6). Det er også her, at paven anbefaler, at man fremmer den ”sociale katekese samt den nødvendige dannelse i Kirkens sociallære”. ”Det kristne liv kommer ikke kun til udtryk i den personlige dyd, men også i sociale og politiske dyder”.

Når man forkaster enhver betragtning omkring missionsarbejdet, som udelader ethvert forsøg på at omvende mennesker til Jesus Kristus, udtaler paven således: ”at være disciple og udføre missionsbefalingen er to sider af samme sag, for når en discipel elsker Kristus, vil denne discipel ikke kunne lade være med at forkynde for verden, at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus (jvf. ApG 4: 12), og det er, fordi disciplen ved, at uden Kristus er der intet lys, håb, kærlighed eller fremtid”.

I forhold til spørgsmålene om de underliggende politiske begreber, der kendetegner marxismen og kapitalismen, forklarede paven, at begge politiske ideologier ”udstikker retninger, hvor retfærdigheden er det centrale, og når den er blevet etableret, vil den selvstændigt finde en måde at fungere på. Samtidig erklærer disse ideologier, at der ikke er behov for et overordnet moralsk kompas, men at disse ideologier selv vil skabe et fælles moralkodeks. Dette løfte har dog vist sig ikke at holde stik”. Benedikt tilføjer, ”at når det handler om marxismen, og der, hvor denne ideologi blev en politisk styreform, efterlod den ikke kun økonomisk og økologisk ødelæggelse (til de efterfølgende generationer), den efterlod sig også en smertefuld undertrykkelse af sjælene”. Men også i Vesten har vi måttet erfare en stadig større afstand mellem rig og fattig samtidig med ”en nedværdigelse af det enkelte menneske på grund af stoffer, alkohol og ’oppustede’ idealer fyldt med tomme løfter om lykke”.

Pave Benedikt minder os dermed om, at enhver politisk ideologi bør have sit udgangspunkt i kristendommen.

Selvom pave Benedikt ikke direkte nævner befrielsesteologien ved navn, er det alligevel tydeligt, at det var med udgangspunkt i dens idegrundlag, at han holdt sit oplæg den 13. maj 2007.

Ved et tidligere møde med pressen (7) på flyet på vej til Brasilien den 9. maj, kom paven imidlertid ind på emnet på en eksplicit måde, efter at han blev spurgt om, hvad hans budskab til repræsentanterne for befrielsesteologien ville være. Han påpegede, at befrielsesteologien nu blev konfronteret med en politisk virkelighed i forandring, og det gjorde han ved at sige følgende: ”det er åbenlyst, at disse overfladiske millenarisme (8) mennesker, der lovede, at revolutionen ville resultere i et samfund med en hurtig og fuldt ud implementeret retfærdighed, tog fejl.

Derpå henviser han til Troslærekongregationen, som i 1984 offentliggjorde dokumentet: Instruction on Certain Aspects of the ”Theology of Liberation” (9), som blev benyttet i forbindelse med ”et undersøgende arbejde”. ”Med andre ord vi forsøgte at få fjernet den falske form for millenarisme samt den fejlagtige sammenblanding af kirke og politik og tro og politik og dermed gøre det klart, at Kirkens særlige mission er at møde mennesket, når det længes efter Gud og hjælpe det med at svare på den længsel. På den måde lærer Kirken også det enkelte menneske om personlig og social dyd, som er nødvendig, for at man kan få fornemmelsen af, hvad der er rigtigt og forkert”.

På det tidspunkt forsøgte Vatikanet at ”etablere nogle retningslinjer for retfærdighed set i et politisk perspektiv”, og paven fortsætter med følgende tilføjelse, ”der er plads til at tage en svær, men reel diskussion om, hvordan vi finder frem til disse retningslinjer og gør Kirkens sociallære mere robust. I relation til vores arbejde, forsøger visse befrielsesteologer også at arbejde i samme retning, mens andre igen har andre udgangspunkter. Hensigten med læreembedets indgriben var at yde vejledning (forpligtet på retfærdigheden), så man kommer på rette vej, men stadig har øje på den forskel, der er på det politiske og kirkelige ansvar”.

Det er vigtigt at vide, at pave Benedikt tidligere i 2007 nærmere betegnet den 17. februar, også, da han mødtes med de pavelige repræsentanter fra Latinamerika (10), som forberedelse til Aparecidakonferencen, indirekte henviste til dele af det, befrielsesteologien fremsætter, da han først omtalte den ”heldige udveksling, der er sket mellem det gamle, som er hos de oprindelige folkeslag og kristendommen og den moderne kultur. Som vi allerede er bekendt med, peger visse dele af befrielsesteologien på den kontrast, der er imellem økonomisk velfærd og den rigdom, der er i den præ-colombianske kultur og den kristne tro, som blev pålagt dem udefra og fremmedgjorde den latinamerikanske befolkning.

Pave Benedikt modsatte sig endnu engang den kritik, der er blevet fremsat vedrørende koloniseringen af Latinamerika, da han sagde følgende: ”faktisk var mødet mellem disse oprindelige kulturer og troen på Kristus, et svar, som disse mennesker i deres indre havde forventet. Dette møde bør derfor ikke underkendes, det bør snarere uddybes, fordi det har skabt den latinamerikanske befolknings sande identitet”. Benedikt kommer med følgende tilføjelse: ”Den katolske Kirke er faktisk den institution, der er den mest respekterede af den latinamerikanske befolkning”.

Endelig minder paven endnu engang de personer, der arbejder med social retfærdighed, om, at de bør forblive loyale mod den katolske tro, og det understregede han på følgende måde: ”når man giver bevægelser i det kirkelige regi grundlag og beføjelse til at fungere som missionsvirksomhed, bør disse bistås i deres virksomhed således, at de arbejder i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens lære, også når det drejer sig om sociale og politiske spørgsmål”.

Noter

1.    Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/peruvian-expert-in-liberation-theology-reveals-scheme-behind-the-amazon-synod

2.    Link til Pave Benedikts oplæg til biskopkonferencen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

3.    Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, indeholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl.

4.    New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at “Gud” er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne. De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation.

5.    Link til dokument fra Troslærekongregationen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070513_conference-aparecida.html

6.    Link til encyklikaen Deus Caritas Esthttp://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/encyclicals/documents/hf_ben-xvi_enc_20051225_deus-caritas-est.html

7.    Link til oversigt over udtalelser fra pavens møde med pressen: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/may/documents/hf_ben-xvi_spe_20070509_interview-brazil.html

8.    Millenarisme er forestillinger om en fremtidig og total transformation af verden.

9.    Link til: Instruction on Certain Aspects of the “Theology of Liberation”: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_19840806_theology-liberation_en.html

10. Link til dokument: http://w2.vatican.va/content/benedict-xvi/en/speeches/2007/february/documents/hf_ben-xvi_spe_20070217_america-latina.html

 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews den 22. august 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/pope-benedict-already-rejected-paganism-affirming-proposals-made-in-amazon-synod-working-doc

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

23. alm søn (8/9/19)

1. læsning: Visd 9,13-18b

Hvilket menneske kan lære Guds plan at kende,
eller hvem kan udtænke, hvad Herren vil?
Dødelige tanker er jo uden værd,
vore overvejelser er usikre;
for vor forgængelige krop tynger sjælen ned,
det jordiske telt er en byrde for sindet, som er fuldt af tanker.
Vi kan knap nok danne os en forestilling om det, som er på jorden;
selv det, der er inden for rækkevidde, finder vi kun med møje.
Hvem har da udforsket det, som er i himlen?
Hvem har lært din plan at kende, hvis ikke du har skænket ham visdommen
og sendt ham din hellige ånd fra det høje?
Kun således blev stierne jævnet for dem, der bor på jorden,
og menneskene oplært i, hvad der behager dig,
og frelst ved visdommen. 

Vekselsang:  Sl . 90,3-4.5-6.12-13. 14&17

Herre, du har været vor bolig
i slægt efter slægt.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: “Vend tilbage, I mennesker!”
Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!

Mæt os om morgenen med din godhed,
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

2. læsningFilem 1,9b-10. 12-17

Broder! Sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange. Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte. Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld. Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje. Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren!

Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv. 

Akklamation til Evangeliet: Sl 119,135 

Halleluja!
Lad dit ansigt lyse over din tjener,
og lær mig dine lovbud!

Evangelium: Luk 14,25-33

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.