33. alm søn (17/11/2019)

1. læsning Mal 3,19-20a

Se, nu kommer den dag, der brænder som en ovn;
da bliver alle de overmodige
og alle, der handler ugudeligt, til strå.
Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem,
siger Hærskarers Herre,
så der hverken bliver rod eller grene tilbage.
Men for jer, der frygter mit navn,
skal retfærdighedens sol stråle frem,
under dens vinger er der helbredelse.

Vekselsang Sl 98,5-6.7-8.9

R. Herren skal holde dom over verden med retfærdighed.

Lovsyng Herren til citer,
til citer og klingende spil,
til trompeter og hornets klang,
bryd ud i fryderåb for kongen, Herren!

Havet med alt, hvad det rummer, skal larme,
jorden og de, der bor på den.
Strømmene skal klappe i hænderne,
alle bjerge skal juble.

For Herren; for han kommer
for at holde dom over jorden.
Han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene med retskaffenhed.

2. læsning 2 Thess 3,7-12

Brødre og søstre! I ved jo selv, hvordan I bør efterligne os. Vi levede ikke uordentligt blandt jer, og vi fik ikke kosten gratis af nogen, men fik den ved at arbejde under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde, ikke fordi vi ikke havde ret til det, men for at give jer et forbillede, så I kan efterligne os. For allerede da vi var hos jer, bød vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden. Vi har nemlig hørt, at der er nogle blandt jer, der lever uordentligt; de arbejder ikke, men blander sig i ting, som ikke kommer dem ved. Dem byder og formaner vi ved Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets ophold.

Akklamation til Evangeliet Luk 21,28

Halleluja!
Ret jer op og løft jeres hoved,
for jeres forløsning nærmer sig.

Evangelium Luk 21,5-19

På den tid, da nogle talte om, at templet var smykket med smukke sten og tempelgaver, sagde han: “Det, I dér ser – der skal komme dage, da der ikke skal lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.”
De spurgte ham: “Mester, hvornår skal dette da ske, og hvad er tegnet på, at det skal til at ske?” Han svarede: “Se til, at I ikke bliver ført vild. For der skal komme mange i mit navn og sige: Det er mig! og: Tiden er nær! Følg dem ikke! Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme. For det skal ske først, men enden er der ikke straks.” Da sagde han til dem: “Folk skal rejse sig imod folk, og land imod land. Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest; der vil ske forfærdelige ting og vise sig store tegn fra himlen.
Men før alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit navn. Det vil give jer lejlighed til at aflægge vidnesbyrd. Læg jer så på sinde, at I ikke skal forberede jer på, hvordan I skal forsvare jer, for jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige. I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden, og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved at holde ud skal I vinde jeres liv.

De helliges samfund

Katolikkerne tror på Den lidende Kirke og helgenernes forbøn

På festen for alle helgen fejrer katolikker de helliges samfund i himlen, de troende på jorden og de hellige sjæle i purgatoriet. Derimod benægter protestanterne eksistensen af de hellige sjæle i purgatoriet, helgenernes forbøn og kampen for frelsen, der udkæmpes af Den militante Kirke på jorden.

De helliges samfund er baseret på Den hellige Skrift. I Paulus’ første brev til Korintherne 12:27, hvor han siger: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer”. I Paulus brev til Kolosserne 1: 18, hvor Paulus bekræfter: ” Han er hoved for legemet, kirken”. Helgenerne bliver kaldt Kristi Brud i Paulus’ brev til Efeserne 5: 28-30: ”… Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv… som Kristus gør med kirken, For vi er lemmer på hans legeme”.

Kristi Brud er opbygget således, at Hendes ”lemmer” er fordelt på tre destinationer med hver deres fuldendelsesfokus: Den triumferende Kirke i himlen, Den militante Kirke på jorden og Den lidende Kirke i purgatoriet.

Helgenerne i himlen er blevet kronet for den sejr, de vandt over synden, mens de var på jorden. De afspejler Gud, der er i himlen og Hans nåde i forhold til, hvor meget de voksede i dyd på jorden. Helgener på jorden kaldes ”de militante”, fordi de stadig kæmper en kamp for at elske Gud og næsten, samtidig med at de prøver at modstå de syndige fristelser, som verden, kødet og djævelen konstant byder ind med. Helgenerne i purgatoriet eller de stakkels sjæle, der lider, mens de renses for den skyld, der er forbundet med de tilgivelige synder, de har begået, og som de villigt soner, uanset hvilken timelig straf, der endnu eksisterer fra den synd, de har begået i løbet af deres jordiske liv.

De tre aspekter ved Den universelle Kirke skal ses i sammenhæng, fordi de tre bekender den samme tro, adlyder det samme Overhoved og bistår hinanden med bønner og gode gerninger. Den militante Kirke ærer dem, der udgør Den triumferende Kirke og stræber efter at efterligne deres dydighed og nyder godt af deres bønner. Den militante Kirke hjælper de hellige sjæle i purgatoriet med bøn, faste, gode gerninger, almisser og aflad. De stakkels sjæle kan til gengæld drage nytte af helgenernes forbøn og bede for dem, der er på jorden.

Protestanterne med deres forståelse af Soli Deo Gloria tror ikke på, at helgenerne i himlen modtager speciel anerkendelse for deres sejr over synden. De (protestanterne) tror på Sola Gratia, og derfor antager de, at den døbte kristne er fuldstændig præget af fordærv, dynget til- og dækket af ”snavs”. De er derfor af den opfattelse, at helgenerne i himlen ikke afspejler Gud i forhold til det niveau af dydighed, de opnåede, mens de var på jorden.

Protestanter tror på Solus Christus, derfor afviser de helgenernes forbøn. De tror ikke, at helgenerne i himlen bistår Den militante Kirke på jorden med deres bøn. På samme måde afviser de (protestanterne) også, at purgatoriet eksisterer, og de er heller ikke af den opfattelse, at de troende på jorden (Den militante Kirke) hjælper de stakkels sjæle, der er i Den lidende Kirke, eller at de ulykkelige sjæle omvendt understøtter Den militante Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 1. november 2017. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/protestants-deny-the-communion-of-saints

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Laterankirkens indvielse

  • 1. Læsning Ez 47,1- 2.8- 9.12

  • Han førte mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden.

  • Han sagde til mig: »Dette vand løber ud i landskabet mod øst og ned i Araba-lavningen, og det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt. Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv.

  • På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.«

  • Vekselsang Sl 46,2- 3.5- 6.8- 9

  • R. Gud er vor tilflugt og styrke.

  • Gud er vor tilflugt og styrke,
    altid at finde som hjælp i trængsler.
    Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
    og bjergene vakler i havets dyb,

  • Flodløb glæder Guds by,
    den Højestes hellige bolig.
    Gud er i dens midte, den rokkes ikke,
    Gud bringer den hjælp ved daggry.

  • Hærskarers Herre er med os,
    Jakobs Gud er vor borg.
    Kom og se Herrens gerninger,
    de ødelæggelser, han har voldt på jorden.

  • 2. Læsning 1 Kor 3,9c- 11.16- 17

  • I er Guds mark, Guds bygning.

  • Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.

  • Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.

  • Akklamation til Evangeliet 2 Krøn 7,16

  • Halleluja!
    Jeg har udvalgt og helliget dette hus,
    for at mit navn kan være dér til evig tid, siger Herren.

  • Evangelium Joh 2,13- 22

  • Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: »Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!« Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: »Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.«

  • Jøderne sagde da til ham: »Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?« Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« Da sagde jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?« Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.


Hengivenhed for det Ubesmittede Hjerte

Derfor er hengivenhed til Det Ubesmittede Hjerte af stor betydning

Hengivenhed for Marias Ubesmittede Hjerte er det centrale i Fatimabudskabet. Den velsignede Moder lagde dette frem, som den egentlige løsning på de problemer, der gør sig gældende i verden samt til at frelse sjæle fra at komme i helvede.

Jesus ønsker en sådan hengivenhedsakt til Det Ubesmittede Hjerte

Ved den tredje åbenbaring i juli 1917, efter at de tre hyrdebørn havde modtaget den forfærdelige vision vedrørende helvede, fremlagde Vor Frue en hengivenhedsakt til Hendes Ubesmittede Hjerte sammen med Kommunionsmodtagelsen med intentionen om soning. Denne skal foregå den første lørdag hver måned fem måneder i træk samt en konsekration af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte, som måder at undgå at sjæle går fortabt, samt en revselse i form af en ny verdenskrig kommer over os, og at kommunismen bliver udbredt.

Ved en tidligere åbenbaring i juni 1917, havde Vor Frue fortalt Lucia, at ”Jesus ønsker at etablere en hengivenhedsakt til Mit Ubesmittede Hjerte, en akt, der skal gøre sig gældende i hele verden”. Til dem, der tager denne akt til sig, giver jeg et løfte om frelse, og disse sjæle vil blive elsket af Gud, som blomster jeg har opstillet, som en smuk dekoration ved Hans trone.

En hengivenhedsakt med fokus på soning

Som anbefalet af Den velsignede Moder foretages denne hengivenhedsakt med en hensigt om at sone for de krænkelser, Hendes Ubesmittede Hjerte udsættes for. Ved åbenbaringen i 1917 åbnede Vor frue Sine hænder, hvorfra der kom et meget stærkt lys: ”foran Vor Frues håndflade på højre hånd sås et hjerte, det var omgrænset af torne, og det så ud, som om de gennemborede det. Vi forstod, at dette var Marias Ubesmittede Hjerte, der er blevet krænket af menneskehedens synder, og dette krævede soning.

Hvad er intentionen med denne hengivenhedsakt? Hvorfor bør vi ære Marias Ubesmittede Hjerte? Da jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan medtage alle betragtninger vedrørende dette emne, har jeg udvalgt enkelte aspekter, som jeg vil gå mere i dybden med, fordi denne hengivelsesakt ganske enkelt er helt fantastisk og er fyldt med megen visdom.

Et billede på Vor Frues kærlighed

Helt fra tidernes begyndelse har hjertet været et billede på kærlighed, den mest ædle af alle følelser. Når man ser dette i relation til Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte, er dette billedet på Frelserens kærlighed, der strækker sig til, at Han overgiver sig selv til døden for os og videre et billede på Den Allerhelligste Marias medfrelsende kærlighed. Hun er tæt forbundet med det offer, som hendes Søn frembar.

Derfor er vores fokus ved hengivenhedsakten rettet mod De hellige Hjerter, Jesu barmhjertige kærlighed. Dette er grunden til, at pave Pius XII bekræftede, at hengivenhed til Jesu hellige Hjerte er altafgørende. Med udgangspunkt i dette argument fremhæver teologerne, at man bør betragte Marias Ubesmittede Hjerte på samme måde, derfor har det altid stået klart, at det er kærligheden, der er det vigtigste i denne hengivenhedsakt til Den velsignede Moder.

En hengivenhedsakt relateret til personerne Jesus og Maria

Når vi har at gøre med et kropsligt organ på et menneske, så varetager dette organ som oftest specifikke opgaver, men det kan også fungere som et billede på fremherskende karaktertræk hos et menneske. Man siger således om et menneske, der er skarpsindigt, at vedkommende har et ”falkeblik”, og f.eks. siger man om en meget modig mand, at han er modig som en ”løve”. Det samme gør sig gældende i forhold til den hengivenhedsakt, der er rettet mod Jesu hellige Hjerte og Marias Ubesmittede Hjerte. Her optræder en legemsdel, der er et billede på et fremtrædende karaktertræk ved hele den tilbedelsesværdige Person, Jesus Kristus og Hans Allerhelligste Moder, som ligeledes er tilbedelsesværdig. Det fremtrædende karaktertræk ved disse to Hjerter er deres barmhjertige kærlighed. Hengivenheden til disse to Hjerter er dermed rettet mod personerne Jesus og Maria (1).

Ubesmittet, Allerhelligst og fuld af nåde

Er synden fraværende hos et menneske, skabes muligheden for, at nåde i stor mængde kan tilflyde dette menneske. Dette kan i sagens natur ikke være muligt uden en ekstraordinær indgriben fra Guds side. Det er derfor englen Gabriel hilser Maria med ordene ”fuld af nåde” (2). På samme måde er et fravær af synd et udtryk for en høj grad af fuldkommenhed og hellighed. Derfor er Marias Ubesmittede Hjerte et symbol på, at Den Allerhelligste Maria er indviet til renhed og hellighed, og at hendes troskab overfor Gud er fuld og hel.

Det Smertefulde hjerte

Marias Ubesmittede Hjerte er også Det Smertefulde Hjerte gennemboret af sorg. Kort tid efter glæden over Frelserens fødsel og ved fremstillingen i templet i Jerusalem henvendte den gamle Simeon sig til Guds Moder og profeterede følgende: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag” (3).

Maximo Peinador, en spansk teolog siger følgende:

På hvilken måde berørte Simeons ord Maria? Man må antage, at hun gik fra en tilstand præget af beundring og glæde over at have bragt denne Dreng til verden til at være i dyb sorg. Simeons utvetydige og ultimative formulering omhandler ikke kun hendes Søns fremtid, men også hendes egen. Simeons profeti blev dog først en realitet på Golgata, for det var netop der, at Den korsfæstede Kristus blev et modsigelsens tegn … Ved korsets fod stod Guds Moder og mærkede, hvordan et sværd gennemtrængte hendes sjæl (4).

Et Visdommens Hjerte

Den Allerhelligste Maria er Moder til den inkarnerede Visdom, Jesus Kristus, og derfor ærer man Hende, som visdommens sæde. Hendes Ubesmittede Hjerte er af den grund Visdommens Hjerte, og den katolske liturgi har refereret til hende siden det 8. århundrede i tekster fra de bøger i Det gamle Testamente, man kalder for Visdomsbøgerne (5).

Visdommen bliver fremhævet i to eksempler i Lukasevangeliet, hvor evangelisten henleder opmærksomheden på Marias hjerte. ”Hjertet” er i denne sammenhæng et billede på Vor Frues indre liv samt hendes vedvarende overvejelse af Guds undere, særligt dem, der kommer til udtryk i hendes guddommelige Søn.

Det første eksempel, der fremdrages, er den situation, hvor hyrderne ankommer til stalden for at besøge den nyfødte Frelser. I den forbindelse skriver evangelisten: ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” (Luk 2: 19). Det andet eksempel er den situation, hvor Maria og Josef genfinder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem. Her benytter evangelisten samme formulering, som i foregående eksempel. Der optræder dog en mindre afvigelse, men meningen er stadig den samme: ”…  hans mor gemte alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Et moderligt hjerte fyldt med ømhed

Det er, som allerede nævnt, vanskeligt i denne artikel, grundet pladshensyn, at få afdækket alle aspekter ved Marias Ubesmittede Hjerte mere dybgående. Men man bør huske på, at et moderligt hjerte er fyldt med ømhed, og det er netop det, den bedste af alle mødre nærer for den bedste af alle sønner. Denne ømhed afspejles i den kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, hun har for os, og det er derfor, at vi anråber hende som Mater Misericordiae (barmhjertighedsmoder).

Denne hengivenhedsakt er særdeles egnet for vor tid

Vi befinder os i en tid, hvor kærligheden er blevet kold, og mentaliteten mennesker imellem er blevet mere rå, præget af kynisme og egoisme samt af en seksualiseret adfærd.

Tænk blot på abort, er denne handling ikke et udtryk for en brutal tilgang til moderskabet og den kærlighed, der ligger i det? Bliver denne moderskabets kærlighed ikke ofret på karrierens og utroskabens alter?

Er det ikke det samme, der sker i forhold til den faderlige kærlighed? Er det ikke den rendyrkede egoisme, der ødelægger familier og andre mellemmenneskelige relationer? Derfor forstår vi nu Den velsignede Moders profetiske visdom i Fatima i 1917, om at mennesket skulle komme til at opleve, at kærligheden bliver kold.

Derfor er det middel, vi kan tage i brug i forhold til den aktuelle krise, vi befinder os i, at vi praktiserer denne hengivenhedsakt til Det ærværdige og Allerhelligste Hjerte, som kan genskabe den sande kærlighed, hengivenhed, barmhjertighed og renhed, der er nødvendig i Vor tid. Det ubesmittede Hjerte er en kilde, der flyder over af moderlig kærlighed, og dette kommer fra Hende, der er ”fuld af nåde” (6).

Noter

1. Jesu hellige Hjerte bør gøres til genstand for tilbedelse. Faktisk lærte pave Pius XII: . . . Hans Hjerte, den ædleste del af mennesket, er i al væsentlighed forenet med Den, der er Det guddommelige Ord. Derfor må tilbedelsen rettes mod Den, Kirken ærer, nemlig Den Person, der er selve Den inkarnerede Guds Søn. Dette er en trosartikel, for den er højtideligt blevet udarbejdet ved det økumeniske koncil i Efesos samt koncilet i Konstantinopel. Haurietis Aquas, Hans Hellighed Pave Pius XII. Encyklika om tilbedelse af Det hellige Hjerte fra den 15. maj 1956 punkt 21.

2. Luk 1:28.

3. Luk 2:34–35.

4. Maximo Peinador, C.M.F., Teologia Biblica Cordimariana (Madrid: Co. Cul. S.A., 1959), p. 125.

5. De bøger, man kalder for Visdomsbøgerne, findes i Det gamle Testamente samt i de gammeltestamentlige apokryfe tekster (som er en del af den katolske Bibel). De bøger, der blandt andet er tale om, er Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Visdommens Bog og Siraks Bog.

6. Luk 1:28.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/why-devotion-to-the-immaculate-heart-is-so-crucial-for-our-days.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk

Mariahengivenhed: den første lørdag hver måned fem måneder i træk er ét af de centrale punkter i budskabet fra Fatima. Det handler om det presserende behov, der er for, at menneskeheden soner og gør bod for den megen skade, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for af mennesker, der er ugudelige, og som er præget af ligegyldighed.

Programmet hver den første lørdag fem måneder i træk er helliget Mariahengivenhed på følgende måde:

1: at man går til skrifte.

2: at man modtager Den hellige Kommunion.

3: at man beder fem dekader på rosenkransen.

4: at man benytter femten minutter til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen.

Alt dette gøres for at sone for den synd (blasfemi og utaknemmelighed), der er blevet begået mod Marias Ubesmittede Hjerte.

Baggrundshistorie

Under den tredje åbenbaring den 13. juli 1917 lod Vor Frue vide, at Hun ville komme og anmode om, at man indviede Rusland til Hendes Uplettede Hjerte og modtagelse af Den hellige Kommunion med intentionen om at ville sone for synden mod Marias Ubesmittede Hjerte de første lørdage fem måneder i træk. Hun anmodede om denne hengivenhedssakt i 1925 og konsekrationen af Rusland til Hendes Ubesmittede Hjerte i 1929.

Mens Sr. Lucia opholdt sig på lokaliteten, der tilhører Skt. Dorothys Søstre (også kaldet De hellige Hjerters Søstre) i Portugal, modtog hun en vision den 10. december 1925, hvor Den hellige Moder trådte frem sammen med en Dreng, der stod oven over en lysende sky. Vor Frue havde placeret Sin ene hånd på Drengens skulder, mens Hun i den anden holdt et hjerte, der var gennemboret af torne.

Sr. Lucia hørte Drengen sige: ”vis medlidenhed med Dette din Allerhelligste Moders Hjerte, som er dækket af torne, som utaknemmelige mennesker hvert øjeblik gennemborer Det med, uden at nogen soner disse handlinger, således at disse torne forsvinder”.

Vor Frue udtrykte Sit ønske med følgende ord:

Min datter, se på Mit Hjerte, Det er omgrænset af torne, der stammer fra utaknemmelige mennesker, der gennem blasfemi og utaknemmelighed gennemborer det, hvert eneste øjeblik. Du bør bringe mig trøst og gøre det klart vidt og bredt, at de, der de første lørdage fem måneder i træk gør følgende: 1: benytter skriftemålet, 2: modtager Den hellige Kommunion, 3: beder fem dekader på rosenkransen, og 4: benytter femten minutter i selskab med mig til at overveje de mysterier, der knytter sig til rosenkransen og gør alt dette med intentionen om at sone det, mit Ubesmittede Hjerte udsættes for, vil jeg i deres dødstime bringe den nåde, der er påkrævet for deres sjæls frelse”.

Få dage senere redegør Sr. Lucia detaljeret for denne vision i et brev rettet til Monsignor Pereia Lopes, hendes skriftefader, da hun bor på asylet Vilar i byen Porto i Portugal.

Hvorfor fem lørdage?

Sr. Lucias skriftefader spurgte hende om grunden til, at det netop skulle være fem lørdage og ikke syv eller ni? Hun gav ham et svar på dette spørgsmål i et brev dateret den 12. juni 1930. Her fortalte hun ham, at hun havde haft en vision af Vor Herre natten mellem den 29 og 30 maj, mens hun opholdt sig i klosterets kapel. Vor Herre gav hende følgende fem grunde til, at det skal være fem lørdage:

De første fem lørdage er relateret til fem former for krænkelser og blasfemier rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte, og disse er:

A. blasfemier fremsat mod Marias Ubesmittede Undfangelse.

B. blasfemier fremsat mod Marias jomfruelighed.

C. blasfemier fremsat mod Maria, som Guds Moder samt en benægtelse af, at Hun er alle menneskers Moder.

D. at man har påført ligegyldighed, hån og endda had mod Denne Ubesmittede Moders børns hjerter.

E. at man har udvist direkte fornærmelser mod hellige billeder af Maria.

Lad os derfor lægge os de ovenfor beskrevne grunde på sinde. En hengivenhedssakt, der har sit udgangspunkt i intentionen om at sone krænkelser og blasfemier mod Marias Ubesmittede Hjerte. Endvidere har man kendskab til, at denne fromhedsdyrkelse, vil løfte hengivenhedsakten samt den, der foretager den, og vedkommende vil modtage fortjenester.

Ændringer i forhold til hengivenhedsakten så den kan gennemføres uden nævneværdige hindringer

Ser vi på den oprindelige anmodning fra Vor Frue, så beder Hun om, at man benytter skriftemålet og modtager Den hellige Kommunion, og at man beder fem dekader på rosenkransen og bruger 15 minutter til at reflektere over rosenkransens mysterier med den intention at gøre bod for de krænkelser og blasfemier, der er blevet rettet mod Marias Ubesmittede Hjerte og menneskenes synder.

Ikke desto mindre i en efterfølgende privatåbenbaring fremlægger Sr. Lucia for Vor Herre de udfordringer, der kan gøre dig gældende for de troende, når de ønsker at opfylde de anmodninger, Vor Frue har fremsat. Med en kærlig omsorgsfuldhed gjorde Vor Herre denne hengivenhedsakt ”mere fleksibel”, så den er mulig at overholde for de troende:

–          Man kan benytte skriftemålet andre dage end netop den første lørdag, blot det er sådan, at man modtager Vor Herre (i Den hellige Kommunion) i nådens stand og med den intention at gøre bod for det, som Marias Ubesmittede Hjerte udsættes for. Selvom man skulle glemme at skrifte med denne intention i mente, er det muligt at have selvsamme intention med ved næste skriftemål.

–          Sr. Lucia gjorde det også klart, at det ikke er påkrævet, at man overvejer alle rosenkransens mysterier den pågældende første lørdag. Ét eller flere er tilstrækkeligt.

Selvom Vor Herre i denne sammenhæng har givet et vist råderum, bør det ikke give anledning til, at de troende tøver med at påbegynde – eller udskyde denne fromme praksis, som åndeligt set har til hensigt at sone det, Marias Ubesmittede Hjerte er blevet udsat for. Man bør huske på, at dette er noget Vor Frue indtrængende har bedt (os) om.

Det er mere end nogensinde påkrævet, at denne hengivenhedsakt bliver udført

Laster og synder synes at blive ved med at præge vores kultur med uformindsket styrke, også selvom verden er blevet præsenteret for ovenstående. Abort, blasfemi, stofmisbrug, pornografi, skilsmisser og dårligt fungerende ægteskaber, religiøs ligegyldighed og den homoseksuelle agenda, der er på stærk fremmarch samt andre lignende fænomener er blot nogle af de ting, der i dag præger vort samfund, og som gennemborer Marias Ubesmittede Hjerte.

Vi bør trøste Vor Frue, mens alle disse krænkelser rettes mod hende og hendes guddommelige Søn. Hun beder os om at sone, hun bønfalder os om at bede, og hun håber på, at vi ændrer vores livsførelse og omvender os. Lad os lytte til Hendes moderlige bønner og sone for den utaknemmelighed, mennesker udviser.

Mariahengivenhed på ovennævnte måde tilskynder til, at man foretager soning, indgyder en hengiven kærlighed til sakramenterne, skriftemålet og Den hellige Eukaristi. Det nærer en hellig hengivenhed til Marias Ubesmittede Hjerte samt rosenkransen. Frem for alt er denne Mariahengivenhed vigtig for at opretholde vedholdenhed, så man er i nådens stand, mens man befinder sig i den daglige åndelige kamp og har en nøgtern tilgang til det at være i en verden, der præges af den nye hedenskab.

Noter

1: Solimeo, Luiz Sergio, Fatima, A Message More Urgent than Ever.
2: Spring Grove, PA: The American Society for the Defense of Tradition, Family, and Property-TFP, 2008.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på America needs Fatima. Den kan læses på: https://www.americaneedsfatima.org/Our-Blessed-Mother/the-five-first-saturdays-devotion.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Alle Helgen

1. læsning Åb 7, 2-4. 9-14

Jeg, Johannes, så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl.Og han råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet: “Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.” Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer. Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst:

Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,  og fra Lammet.

Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde:

Amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder. Amen!

Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Jeg sagde til ham: “Min herre, du ved det.” Og han sagde til mig: “Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

Vekselsang Sl 24,1-2.3-4.5-6

R. Sådan er den slægt, som søger dit ansigt, Herre.

Jorden med alt, hvad den rummer,
verden og dens beboere, tilhører Herren,
for han har grundlagt den på havene,
grundfæstet den på strømmene.

Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.

Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Herre.

2. læsning 1 Joh 3, 1-3

Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.

Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

Halleluja!
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give jer hvile.

Evangelium Matt 5,1-12a

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

“Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene.

Synoden og dødsrigets porte

I løbet af oktober måned har trofaste katolikker oplevet angst, vrede, forvirring og endda fortvivlelse. De rapporter, der kommer fra Rom, som omhandler synoden, har sendt katolikker ud på det, der bedst kan betegnes som en rutsjebanetur. Først var der forlydender om, at man ved synoden skulle stemme om, at åbne op for at skilte og gengifte katolikker vil kunne modtage Den hellige Kommunion (1), men derefter opstod der rygter om, at dette forslag fra kardinal Kasper var blevet taget af bordet (2). Spørgsmålet omkring homoseksualitet har også været oppe at vende ved synoden (3). Pave Frans har proklameret etableringen af et nyt dicastery (en kongregation), der tager sig af spørgsmål vedrørende familien og familieliv (4), og paven har samtidig udbedt sig forslag til, at Kirken kan blive decentraliseret.

Imidlertid har alt dette ledt mange katolikkers tanker hen på den profeti, Vor Frue gav i Akita (5), hvor hun fortalte, ”at man vil se både kardinaler og biskopper rejse sig mod hinanden”, og dette kan ses i lyset af, at nogle prælater angiveligt har et ønske om implicit at manipulere med synoden. Midt i alt dette er der et skriftsted, som mange trofaste katolikker tyer til, og det er det skriftsted, hvor Vor Herre siger, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”.

Mattæusevangeliet kapitel 16: 18 er et passende skriftsted at overveje i denne tid, der er præget af en forvirring, der synes at sprede sig til – og berøre flere dele af Kirken.  I dette skriftsted siger Jesus: ”Og jeg siger dig, at du er Peterog på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Den almindelige forståelse af, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, er, at Kirken ikke vil undervise de troende i vildfarelser, altså forhold, der strider imod Kirkens lære og embede, og at Kirken ikke vil blive udslettet fra jordens overflade. Men måske er det muligt at finde frem til en anden gyldig fortolkning. Det synes som om, at man også kan henvise til, at Kristi Kirke er grundlagt på en klippe, som betyder, at Kirken står fast og er uden fejl. Derfor har den del af skriftstedet vedrørende dødsrigets porte måske en anden betydning.

Lad os opdele dette skriftsted i tre og undersøge disse enkeltdele nærmere:

1.      Og jeg siger dig, at du er Peter (klippe),

2.      og på den klippe vil jeg bygge min kirke,

3.      og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Den første del af det, Vor Herre siger, handler om en navneændring fra Simon til Peter. Vor Herre definerer Peter som en klippe, som noget, der står fast, et fundament. Ligesom Gud indgraverede De ti Bud på stentavler, for at markere at disse Bud står fast og absolut ikke kan ændres. På samme måde karakteriserede Vor Herre, Simon, som en klippe (Petrus), og vi ser her, at Vor Herre understreger, at den lære, der udgår fra Peter, står fast og dermed ikke kan ændres.

Den anden del af dette skriftsted omhandler fundamentet for Kirken, som er Peters læreembede samt den ufejlbarlighed, der knytter sig til det. Da Vor Herre indstiftede Sin Kirke på den klippe, som er Peter, viste Han tilbage til en anden af Sine lignelser. Der er tale om lignelsen om de to huse, der bliver bygget på to forskellige slags grundlag, det ene på klippen og det andet på sand. I denne lignelse fortæller Vor Herre følgende:

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen” (Matt 7: 24-25).

Det er gennem denne lignelse kombineret med, at Vor Herre indstiftede Sin Kirke på klippen kaldet Peter, at Vor Herre gør det klart, at Kirken står fast. Kort sagt, Peter er en klippe, hvis lære aldrig vil være præget af vildfarelser. Kirken er bygget på denne klippe, og uanset hvor forfærdelig verdens tilstand er, vil ”huset” ikke falde.

Den tredje del af skriftstedet Mattæus kapitel 16: 18 er imidlertid det mest forunderlige. Vor Herre siger: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Det græske ord for port i denne sammenhæng er pulai, og netop dette ord har nogle af kirkefædrene antaget, at det skulle betyde autoritet eller magt. Så på en måde henviser ”dødsrigets porte” til satans rige og dettes magt eller autoritet, som benyttes i dets stræben efter at ødelægge Kirken. Forstår man det på den måde, giver det mening at sige: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)”, som er det samme, som at sige, at ” dødsrigets magter ikke vil sejre”. Og selvom vi burde forstå denne linje på netop den måde, så må vi antage, at der også i disse linjer ligger en bogstavelig betydning, rettet til os. Set i det lys indebærer det, som Vor Herre siger, at der er tale om en defensiv position som i ” og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Men forstår man det bogstaveligt, er det Han siger ikke af defensiv karakter, men offensivt, og det ganske enkelt, fordi porte ikke er et våben, der benyttes offensivt.

Lad os derfor undersøge to historier fra det gamle Testamente for at se, om vi kan finde frem til det, Vor Herre mente. Den første historie finder vi i Dommerbogen:

Engang gik Samson til Gaza. Der så han en skøge, og han gik ind til hende. Da gazitterne fik at vide, at Samson var kommet, omringede de stedet, og hele natten lå de på lur efter ham ved byporten. De lå stille natten igennem, idet de tænkte: ’Så snart det bliver lyst, vil vi slå ham ihjel’. Samson blev liggende til midnat. Så stod han op og greb fat i portfløjene og de to dørstolper, rykkede dem op sammen med portslåen, tog dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af bjerget ved Hebron” (Dom 16: 1-3).

I det gamle Testamente optræder en karakter kaldet Samson. Han er det, man kalder en typologi, det vil sige, at han er et billede på en person eller hændelse, der vil komme i det nye Testamente. Samson er en typologi på Vor Herre Jesus Kristus og Kirken. I dette meget korte skriftsted, der ikke synes at foreskrive nogen i – eller noget, der skal foregå i det nye Testamente, optræder en episode, hvor Samson sover ved sine fjenders byport, mens de gennem hele natten ligger på lur efter ham, så de kan slå ham ihjel. Samson gør det, efter han er vågnet, at han griber fat i portfløjene og de to dørstolper og rykker dem op sammen med portslåen og tager den på sine skuldre og bærer dem op på toppen af bjerget. Det, at Samson bærer byporten på sine skuldre op på toppen af et bjerg, er et tydeligt billede på Vor Herre, der bærer sit kors op på Golgata. Ser vi på Samson, som en typologi for Kirken, så er det interessante her, at han bærer sine fjenders byport på skuldrene. Der er to ting, man bør hæfte sig ved i den sammenhæng. Det er ikke kun gazitternes ønske om at slå Samson ihjel, der blev forpurret, men også byens porte var i bogstavelig forstand ikke i stand til at modstå Samsons enorme styrke.

Lad os nu gå videre med den anden historie fra det gamle Testamente, der handler om Josvas sejr over byen Jeriko. Jeriko var en by, der var alment kendt for sin ondskab og vederstyggelighed, og det var af den grund, at Josva efter at have erobret byen med sværdet lagde band på alle, der var i byen både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler, og han lader endvidere byen brænde med alt det, der er i den. Den eneste, der blev sparet, var skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, fordi hun havde hjulpet Josvas spioner ved at skjule dem. Yderligere, efter at Josva havde ladet byen nedbrænde, udtalte han følgende forbandelse over byen: ”Forbandet af Herren være den mand, der går i gang med at genopbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte søn at lægge grunden og hans yngste søn at sætte porten”. Det centrale er her, at Jeriko er et billede på helvede.

Allerede i begyndelsen af denne historie om Jerikos fald til Josva, bliver vi fortalt, at ”Jeriko var lukket og låst for isralitterne, ingen kunne gå ud eller komme ind” (Jos 6: 1). Man betragtede Jerikos mure, som uigennemtrængelige, og som Den hellige Skrift antyder, var der tale om en ”forsegling” af byens porte. I Femte Mosebog gives der følgende beskrivelse af byen: ”Hør, Israel! Du skal i dag gå over Jordan for at fordrive folk, der er større og mægtigere end du, og erobre store og himmelhøjt befæstede byer” (5 Mos 9: 1). Men Jeriko, der var stærkt præget af ugudelighed, faldt ikke ved våben, men ved tro. I Hebræerbrevet kapitel 11: 30, læser vi: ”Ved tro faldt Jerikos mure, da isralitterne i syv dage havde gået rundt om dem”.

Jerikos mure faldt, fordi Josva gjorde, som Gud befalede … gennem bøn og lydighed, og ved at man bar Arken rundt om byen, og på den måde ”faldt byens murværk sammen” (Jos 6: 20). Jerikos mure kunne ikke modstå Israel. Mere specifikt så kunne byens murværk ikke modstå de bønner, der kom fra præsternes bønner og det, at de stødte i hornene, og at de bar Arken rundt om byen.  Tager man udgangspunkt i de formuleringer, der benyttes i det nye Testamente, ville et lignende slag blive anført af bedende præster og biskopper, der ville bære Den nye Ark, som er Den hellige Moder, Jomfru Maria. Kort sagt, det udsagn Vor Herre fremsætter: ”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er en offensiv formulering og dermed ikke en formulering om et forsvar. Da Vor Frue er Den nye Pagts Ark, leder det vore tanker hen på Hendes ord i Fatima: ”Til sidst vil Mit Ubesmittede Hjerte sejre”.

Når Kirken foretager et angreb på dødsrigets porte, er dødsriget forsvarsløst. Hele portkonstruktionen til dødsriget vil blive væltet omkuld, og murværket vil falde sammen. Gud sagde til slangen i Edens have: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15). Kort sagt, dødsrigets porte har ingen chance i sin kamp mod Kirken og kan egentlig blot vente på den dag, hvor Hun knuser dets (dødsrigets) konstruktion. Vor Herres løfte om, at ”dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken)” er ikke et udsagn, der henviser til udholdenhed, men nærmere et jubelråb om at følge Vor Frue, mens Hun stormer frem mod fjendes porte med det eneste mål at erobre og vinde.

Så frygt ikke, vær ikke vrede, forvirrede eller ængstelige, grib derimod Jeres våben … den hellige rosenkrans… og tag del i slaget mod dødsrigets porte med følgende på sinde, som er blevet sagt af Judas Makkabæeren:

Men Judas svarede: Det kan let ske, at mange bliver overmandet af nogle få, og for himlen er det lige nemt at skaffe sejr, uanset om vi er mange eller få. At vinde i krig afhænger jo ikke af hærens størrelse; nej, kraften kommer fra himlen. De drager imod os i al deres overmod og lovløshed for at udrydde os og vore kvinder og børn og for at udplyndre os; men vi kæmper for vort liv og vore skikke. Han selv skal besejre dem for øjnene af os. I skal ikke frygte dem!” (1 Makk 3: 18-22).

Vor Frue, Du som sejrer, bed for os!

Noter

1: Link til uddybende artikel: https://cruxnow.com/church/2015/09/15/list-of-participants-augurs-another-rollicking-synod-on-the-family

2: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/communion-for-divorced-and-remarried-abandoned

3: Link til uddybende artikel: https://www.lifesitenews.com/news/video-romanian-doctor-at-synod-says-leninist-minority-are-hijacking-it-with

4: Link til uddybende artikel: https://www.churchmilitant.com/news/article/pope-creates-new-dicastery-for-the-family

5: Link til uddybende artikel: https://www.ewtn.com/catholicism/library/message-from-our-lady–akita-japan-5167

6: Link til bog om emnet: https://www.ignatius.com/Product.aspx?ModelNumber=RVS-E

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er offentliggjort på Lepanto Institute den 26. oktober 2015. Den kan læses på: http://www.lepantoinstitute.org/faith-and-life/the-synod-and-the-gates-of-hell

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)