30. alm søn

1. læsning 2 Mos 22,21-27

Dette siger Herren:

Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt. Hvis du alligevel gør det, vil jeg høre, når de råber til mig, og da flammer min vrede op, og jeg dræber jer med sværd, så jeres koner bliver enker og jeres børn faderløse.

Hvis du låner penge ud til nogen i mit folk, til den fattige hos dig, må du ikke optræde som ågerkarl over for ham; I må ikke kræve renter af ham. Hvis du tager en anden mands kappe i pant, skal du give den tilbage til ham før solnedgang. Det er det eneste, han har at dække sig med; det er den kappe, han skal have på kroppen; hvad skal han ellers sove i? Når han råber til mig, hører jeg ham, for jeg er nådig. Du må ikke forbande Gud. Du må ikke forbande en stormand i dit folk.

Vekselsang Sl 18,2-3.4.47&5ab

R. Jeg elsker dig, Herre, min styrke.

Jeg elsker dig, Herre, min styrke;
Herren er min klippe, min borg, min befrier,
min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt,
mit skjold, min frelses horn og min fæstning.

Jeg råber til Herren, den lovpriste,
og bliver frelst fra mine fjender.

Herren lever! Lovet være min klippe!
Min frelses Gud er ophøjet.
Han giver sin konge store sejre
og viser troskab mod sin salvede.

2. læsning 1 Thess 1,5c-10

Brødre og søstre. I ved, hvordan vi færdedes hos jer for jeres skyld. I efterlignede os, os og Herren, og I tog under stor trængsel imod ordet, glade i Helligånden, så I er blevet et forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja. Fra jer har Herrens ord givet genlyd ikke blot i Makedonien og Akaja; nej, alle vegne er jeres tro på Gud nået hen, så vi ikke behøver at tale om det. Folk fortæller selv om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om, hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene at vente hans søn, som han oprejste fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede.

Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

Halleluja!
Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
og min fader vil elske ham,
og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Evangelium Matt 22,34-40

På den tid, da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: “Mester, hvad er det største bud i loven?” Han sagde til ham: ” ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Rosenkransen, befrielsen og en ny begyndelse

Vi er kommet til den dag, hvor vi i liturgien mindes Skt. Magaret Mary Alacoque, og dette bekræfter blot min tro på, at en ydmyg og vedvarende recitation af rosenkransbønnen kan blødgøre det mest hårdføre hjerte og fjerne en synders modstand mod at elske Kristus.

Der er situationer, hvor det at bryde med vanebetonede synder, er (eller det synes at være) uoverstigeligt for den, der bærer på disse synder. Dette optræder specielt i forbindelse med synder, der er blevet indarbejdet og gjort til en vane.

Nogle gange fokuserer en sjæl, der kæmper med en vanebetonet synd, på selve synden og på at undgå den, og det kan resultere i en åndelig udmattelse, der kan lede til depression og selvhad. Hvad er løsningen, når noget sådant sker?

Hvor forunderligt det end kan lyde, så er løsningen som oftest, at man ignorer synden og bevarer en vis form for ”angerfuld sindsro”, også selvom man er faldet i fristelse gentagne gange, og på samme tid bør man være i vedvarende, ydmyg og inderlig rosenkransbøn. Efter et stykke tid vil man begynde at betragte rosenkransens mysterier fremfor sin egen elendighed. På en nærmest umærkelig måde begynder det grimme ved den vanemæssige synd at forsvinde foran Den rene Guds Moders skønhed.

Lidt efter lidt opløser rosenkransbønnen enhver modstand mod at elske Kristus og Hans nådes kraft. På denne måde åbner rosenkransbønnen sjælen for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed. For mange syndere har rosenkransen været begyndelsen til helliggørelse.

Naturligvis forholder det sig sådan, at hvis en synder ikke ønsker at bede, hvis denne ikke engang vil forsøge på at bede, blot ved at sige ordene og prøve at finde bønsrytmen, så er denne fortabt. For de fleste af os arme syndere, er frelsen tæt forbundet med lydigheden overfor Kristi ord, ”Bed, så skal der gives Jer” (Luk 11: 9).

En frigørelse fra den vanebetonede synd foregår som regel ikke over en nat (Selvom det kan ske og endda gør det). Langt oftere sker det gradvist, når man opdager den glæde bønnen bidrager med og derfor begynder at bede mere og mere. Uophørlig bøn er ikke forenelig med alvorlig synd.

Hvor mange gange er en fuldstændig omvendelse til Kristi kærlighed ikke startet med, at personer har vist modtagelighed overfor rosenkransen. ”Hav rosenkransen på dig, min ven, hav den i lommen. Jeg vil bede for dig”. Snart vil denne person tage sig selv i at være i færd med at lade den ene perle efter den anden glide igennem sine fingre. Denne person vil lade en eller to Hil dig, Maria passere over sine læber, og derefter følger 10 mere og derpå endnu 20. Efter et stykke tid må denne person tage sig selv i at bede alle fem dekader på rosenkransen … og en dag vil denne person til sin store forbløffelse sidde i skriftestolen og sige: ”tilgiv mig Fader, for jeg har syndet”. Et nyt liv har taget sin begyndelse. Sejren for Det hellige Hjertes barmhjertige kærlighed i forbindelse med menneskers liv, der er blevet ødelagt, og som befinder sig i desperate situationer, kan have sin begyndelse i Marias sødmefyldte og ydmyge bøn. Bed rosenkransbønnen, og du vil opleve, at alting ordner sig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-liberation-and-new

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

29. alm søn

1. læsning Es 45,1. 4-6

Dette siger Herren til sin salvede,
til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet
for at nedtrampe folk foran ham
og løse kongernes bælter,
så døre åbnes for ham,
og porte ikke står lukket.
For min tjeners Jakobs skyld,
for Israels, min udvalgtes skyld,
kaldte jeg dig ved navn;
jeg gav dig hædersnavn,
skønt du ikke kender mig.
Jeg er Herren, der er ingen anden,
der er ingen anden Gud end mig.
Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,
for at de skal vide i øst og vest,
at der ikke er nogen anden end mig,
jeg er Herren, der er ingen anden!

Vekselsang Sl 96,1&3.4-5.7-8.9-10ac

R. Vis Herren ære og hæder!

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden.
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag.

For Herren er stor og højt lovprist,
han er frygtindgydende for alle guder.
For alle folkenes guder er intet værd,
men heren skabte himlen.

Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære,
træd ind i hans forgårde med gaver.

Kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!
Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.

2. læsning 1 Thess 1,1-5b

Fra Paulus og Silvanus og Timotheus. Til Thessalonikerne menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred!

Tak til Gud for menighedens modtagelse af ordet. Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner og uophørligt over for vor Gud og Fader mindes jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet til vor Herre Jesus Kristus. Brødre og søstre, I som er elsket af Gud, vi ved, at I er udvalgt; for vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished, og I ved, at sådan færdedes vi hos jer for jeres skyld.

Akklamation til Evangeliet Matt 22,21

Halleluja!
Giv kejseren, hvad kejserens er,
og Gud, hvad, hvad Guds er.

Evangelium Matt 22,15-21

Farisæerne gik hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Rosenkransen: en betragtning af skønheden i Jesu Kristi ansigt

Jomfru Marias Rosenkrans, som – under Helligåndens ledelse – har udviklet sig i løbet af det andet årtusinde, er blevet en højt skattet bøn for mange helgener og er blevet støttet af læreembedet. Med sin enkelthed og dybde forbliver Rosenkransen med det tredje årtusindes frembrud en betydningsfuld bøn, som er bestemt til at frembringe hellighedens frugter. Denne bøn hører med til kristendommens åndelige vej. Gennem to tusinde år har kristendommen ikke mistet noget af sin oprindelige kraft. Den er af Guds ånd bragt frem til være den udfarende kraft (duc in altum!), der atter og atter proklamerer Kristus, ja, råber til verdenen: Kristus er Herre og Frelser, er ”Vejen, Sandheden og Livet” (Joh 14:6), er ”Det endelige mål for den menneskelige historie, samlingspunktet for alle historiske og kulturelle bestræbelser”. Selv om Rosenkransen er karakteriseret ved sin marianske fremtrædelsesform, så er den dybest set en kristologisk bøn. De enkelte deles nøgterne form forener sig med dybden i Det glade Budskab, som Rosenkransen samtidig er en sammenfatning af. I den genlyder klart Marias bøn, hendes uophørlige Magnificat, fordi menneskevordelsens forløsende værk tog sin begyndelse i hendes jomfruelige moderskød. Med Rosenkransen går de kristne i Marias skole, hvor de lader sig føre ind i kontemplationen over Kristi åsyns skønhed og ind i erfaringen af hans kærligheds dybde. Gennem Rosenkransens mysterier modtager de troende en fylde af nåde, som modtog de den af Forløserens moders egne hænder.

Pave Johannes Paul II

Den apostolske skrivelse Rosarium Virginis Mariae, fra oktober 2002.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 3. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-rosary-contemplation-of-be

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

A step more to sainthood

Carlo Acutis, who died at 15 years old, cataloged all of the Eucharistic miracles (see virtual museum of the Eucharistic Miracle) in the world. “We have always been expected in heaven.”

On Thursday, November 24, 2016, Cardinal Angelo Scola closed the diocesesan phase in the canonization process for Carlo Acutis, an Italian boy who died October 12, 2006, at age 15, of leukemia. He was a well-loved teenager who devoted himself to prayer and daily Mass as well as computer programming, film editing, website creation, editing and layout of comics.

More

En bøn, der får sjælen til at blomstre

Afvæbnende og enkel

Rosenkransbønnen er afvæbnende og enkel. Den kraft, rosenkransen besidder, er ikke proportionel med det, det kræver at bede den på en god (og rigtig) måde. Hemmeligheden bag denne bøn er, at man blot starter med at bede den, og at man fortsætter, er udholdende, uanset om man fornemmer, at man bliver favnet og trøstet. Rosenkransen er kraftfuld, fordi den umærkeligt går ind og ændrer den, der beder den, den frigør mennesket fra synd og læger sår, som det hidtil ikke har været muligt at behandle.

Derfor hader djævelen rosenkransen

Det er en selvfølge, at djævelen hader rosenkransen, og det er, fordi den forandrer menneskets hjerte (mentalitet) og frigør det fra synd og knytter det til det reneste af det rene, nemlig Guds Moder, og endelig leder den til omvendelse. Ét af de kneb, djævelen ofte benytter til at afskrække folk fra at bede rosenkransbønnen, er: ”at med mindre man beder den på den helt perfekte måde, så bør man ikke gå i gang, og ej heller forsøge”. Mit forslag er, at det er langt bedre, at man beder en dårlig rosenkrans, fremfor at man slet ikke beder en rosenkrans. Rosenkransen fungerer ligesom Jesusbønnen, den åbner hjertet for den stille bøn, som i sidste instans afføder den frugt, der udgår fra Helligånden, nemlig kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, gavmildhed, mildhed, trofasthed, beskedenhed, selvbeherskelse og kyskhed.

Rosenkransen stykke for stykke

Man bør benytte enhver lejlighed til at bede rosenkransen, også selvom man kun kan bede en dekade eller to. Den hellige Guds Moder ved til fulde, hvordan hun bedst ”administrerer” de enkelte dekader, hun modtager fra sine børn. De, der er vedholdende i ydmyg rosenkransbøn, bør sige med henvisning til salmisten: ”den styrker sjælen, giver den uerfarne visdom, den glæder hjertet og giver øjnene glans” (Sl 19: 8-9).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/10/a-prayer-that-revives-the-soul

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

En bøn med afvæbnende kraft

Der findes intet problem eller nogen vanskelighed, der ikke kan findes en løsning på, hvis man trofast tyr til Min Moders hellige rosenkrans. Rosenkransen er Min Moders gave til de fattige, de, der ønsker enkelhed og til de ydmyge, der er i stand til at lytte til – og forstå evangeliet i dets renhed, og som svarer på det med et gavmildt hjerte. Det er til disse, der er som børn, der er svage, der er fattige, og som virkelig tror, at rosenkransen er blevet givet, og det er hos dem, rosenkransen virkelig hører hjemme.

Der er ingen lidelse, der ikke kan bæres med fred, så længe en sjæl beder rosenkransen. Det er gennem rosenkransen, at al nåde og kraft i Mine mysterier passerer gennem Min Moders Ubesmittede Hjerte og videre til hjerterne hos dem, der er som børn, og som anråber Hende ved at gentage englens hilsen til hende. Sygdom kan blive kureret ved brug af rosenkransen. Der er visse mørke skyer samt forvirring, kun rosenkransen kan gennemtrænge og det blot fordi, at denne bøn er bønnen, Min Moder skatter højest. Det er en bøn, der har sin oprindelse i Himlenes Himmel, og den kom til jorden ved Min ærkeengel, og det er en bøn, der i Kirken igennem årerne er blevet gentaget og hele tiden forstærket, det er en bøn, som alle Mine helgener har taget til deres hjerte, og det er en bøn, som har en afvæbnende kraft og stor effekt.

Der er dem, der synes, at rosenkransbønnen er en vanskelig bønsform. Det vanskelige ligger dog ikke i selve rosenkransbønnen, men i den overvindelse, der skal til for at finde ind til dens enkelhed. Indbyd sjæle til at tage del i rosenkransbønnen; det er gennem den, Jeg vil helbrede dem, der bærer på sygdom i sindet og legemet, det er gennem den, Jeg vil bringe fred til de steder, hvor der hersker ufred, og det er gennem den, Jeg vil helliggøre mine præster og bringe glæde til dem, der har konsekreret sig til Mig, og det er gennem den, at nye kald vil vokse frem i umådelig mængde.

Lyt derfor til det, Min Moder beder om mange steder. Lyt til hende og tag hendes bøn til Jeres hjerter, bed hendes rosenkrans, og for dig ligesom for hende vil Min Fader frembringe vidunderlige ting.

(Fra bogen: In Sinu Jesu, the Journal of a priest)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. oktober 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/10/a-prayer-of-disarming-power

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

28. alm søn

1. læsning Es 25,6-10a

På dette bjerg skal Hærskarers Herre
holde festmåltid for alle folkene,
et festmåltid med fede retter og lagret vin,
med marvfede retter og ædel, lagret vin.
Så opsluges på dette bjerg sløret,
det slør, der ligger over alle folkene,
det dække, der er bredt over alle folkeslag;
døden opsluges for evigt.
Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt,
han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden,
for Herren har talt.
På den dag skal man sige:
Han er vor Gud,
vi satte vort håb til ham, og han frelste os.
Han er Herren, ham håbede vi på,
lad os juble og glæde os over hans frelse,
for Herrens hånd hviler på dette bjerg.

Vekselsang Sl 23,1-2.3-4.5.6

R. Jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Jorden med alt, hvad den rummer,
verden og dens beboere, tilhører Herren,
for han har grundlagt den på havene,
grundfæstet den på strømmene.

Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.

Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.

Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud.

2. læsning Fil 4,12-14. 19-20

Brødre og søstre! Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft. Alligevel var det smukt af jer at gøre fælles sag med mig i min nød. Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder! Amen.

Akklamation til Evangeliet Jfr. Ef 1,17-18

Halleluja!
Vor Herre Jesu Kristi Gud,
vil give jer visdoms og åbenbarings ånd
så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer.

Evangelium Matt 22,1-14 eller Som kortere afsnit kan læses Matt 22,1-10, fra begyndelsen indtil tegnet +++).

Jesus talte til ypperstepræsterne og folkets ældste og sagde: “Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. +++)

Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.”

Den salige Francisco Marto fra Fatima

Francisco Marto fra Fatima (den 11. juni 1908 – 4. april 1919)

(Denne artikel blev først bragt i bladet Irelands Own. Webmasteren vil derfor takke forfatteren Jim Dunning for hans tilladelse til at bringe den her).

Francisco blev født den 11. juni 1908, han var Jacintas storebror og Lucias fætter. Under åbenbaringerne i 1917 hørte han intet af det, der blev sagt, og derfor måtte han stole på det, som Lucia og Jacinta formidlede videre til ham, og som ”damen” (Vor Frue) sagde til dem under Sin åbenbaring for dem. Faktisk var Han ikke i stand til at se Vor Frue, før hun åbenbarede sig anden gang i juni.

I ”Budskabet fra Fatima” skrevet af Fr. Martindale S.J., beskrives Francisco som en lille robust dreng med et rundt ansigt, en lille mund og en velformet hage. Han elskede at jage slanger, firben og muldvarpe og forskrække sin mor ved at bringe disse dyr med hjem. Hans omgivelser betragtede ham som et sorgløst barn, der ikke bekymrede sig ret meget. Han elskede blomster og lysets skær specielt ved solopgang og solnedgang. Det, han holdt allermest af, var at spille på fløjte. Han efterlignede fugle, men kunne aldrig finde på at fjerne dem fra deres reder. Han løb engang hjem for at indsamle et passende beløb svarende til two pence for at få en anden dreng til at slippe en fugl fri, som han havde i sin varetægt. Francisco var et følsomt barn. Under forberedelserne til modtagelsen af sin første Kommunion var hans recitation af trosbekendelsen uklar, og derfor sendte præsten en grædende Francisco hjem.

Efter at Vor Frue havde opfordret de tre børn til at opofre sig selv til Gud for at sone den synd, der bliver begået, begyndte de at give fårene deres frokost, og senere gav de den til de fattige børn. Francisco kravlede op i et træ for at plukke agern, som de kunne spise sammen med fyrtræskogler, rødder og brombær. De begyndte også at bede rosenkransbønnen med stor alvor. Den virkning åbenbaringerne havde på Francisco, var, at han fik et inderligt ønske om at ”trøste” Vor Herre. På et tidspunkt, hvor Francisco var forsvundet, og hvor han blev fundet bedende bag en klippe, spurgte Lucia ham, hvad han var i færd med. ”Jeg tænkte på Gud, der er så bedrøvet på grund af alle de synder, der bliver begået: bare jeg kunne trøste Ham”.   

Da børnene blev fængslet af den lokale borgmester, der var frimurer og hed Santos, fordi de ikke ville røbe hemmeligheden, Vor Frue havde åbenbaret for dem, knælede de ned og bad sammen rosenkransbønnen. Andre af de indsatte sluttede sig til deres bøn, og én af dem havde beholdt sin hat på, da formanede Francisco ham om, at ”når du beder, bør du tage hatten af”. Manden kastede den skødesløst på gulvet, men Francisco lagde den pænt på en bænk.

Man truede børnene med, at de ville blive kogt levende, og Jacinta var den, der først blev ført bort. Francisco sagde et hil dig, Maria for hende, så hun ikke lod sig skræmme. Han vidste ikke, at den, der stod for alt dette, foretog et bluffnummer, Fracisco var beredt på at skulle dø fremfor at røbe Vor Frues hemmelighed, ”hvis de slår os ihjel, vil vi snart være i Himlen”.

I oktober 1918 blot et år efter solunderet kom influenzaepidemien, der havde ramt Spanien, til familien Marto og hele familien blev syge, dog med undtagelse af faren, der var almen kendt som onkel Marto. Francisco var rolig under sin sygdom og beklagede sig aldrig. Han var overbevist om, at Vor Frue snart ville komme og hente ham og tage ham med til Himlen.

I januar 1919 var Francisco i stand til at gå så langt som til Cova, hvor åbenbaringerne havde fundet sted, for at bede der. Endelig i begyndelsen af april blev han så svag, han ikke kunne sige rosenkransbønnen og spurgte om det var muligt at modtage Den hellige Kommunion. Før dette skete, spurgte han Lucia og Jacinta, om de kunne komme i tanke om synder, han havde begået. Lucia mindede ham om enkelte episoder, hvor han ikke havde vist lydighed, Jacinta mindede ham om, at han havde stjålet en penny, og at han havde kastet sten efter en rivaliserende gruppe drenge fra en anden landsby. Francisco sagde, at han allerede havde bekendt disse synder, men hvis han ikke skulle dø, ville han aldrig synde igen. Lucia sagde ja til at bede for ham og forsikrede ham om, at Jesus allerede havde tilgivet ham, og som vor Frue havde sagt, at hun ville komme og tage ham med til Himlen.

Præsten lyttede til Franciscos skriftemål om aftenen den 2. april og bragte ham Den hellige Kommunion den næste morgen. Francisco var ikke i stand til at sidde oprejst, og derfor modtog han sin første men også sidste Kommunion liggende. Han åbnede øjnene og spurgte: ”hvornår vil du bringe mig Den skjulte Jesus igen?” Det var den beskrivelse, han altid benyttede, når han talte om, Den konsekrerede Hostie i Tabernaklet. Lucia blev hos ham hele dagen. I løbet af natten kaldte han på sin mor: ”se, det vidunderlige lys, der er bag døren”, og derpå sagde han: ”nu kan jeg ikke se det længere”.

Den 4. april kl. 10 om morgenen lyste hans ansigt op, han smilede og døde derpå uden smerter. Dette var blot to måneder før hans 11-års fødselsdag.

Franciaco blev begravet på en kirkegård i Fatima, men senere flyttede man det, der var tilbage af Francisco til det hellige sted, der var blevet bygget, der hvor Vor Frue havde åbenbaret sig. Da hans kiste blev åbnet den 3. marts 1952, blev den rosenkrans, man havde lagt i hans hånd, fundet, og man kunne se dens perler mellem hans fingre. Den lille hyrdedreng havde i sandhed opfyldt sit løfte om at bede mange rosenkranse, som Vor Frue havde bedt ham om. Med hensyn til det mål han havde for øje, nemlig at komme i Himlen, var dette ikke for hans egen skyld. ”Jesus vil snart komme og hente mig og bringe mig til Himlen, og der skal jeg være for evigt for at trøste Ham”.

Det forberedende arbejde (helgenkåringsproces) mod en helgenkåring af Francisco begyndte i 1949. Den 13. maj 1989 godkendte pave Johannes Paul II et dekret om de heroiske dyder, de to Gudstjenere Francisco og Jacinta foretog, og denne godkendelse blev understreget ved, at paven gav disse to børn betegnelsen ”ærværdige”. I Fatima den 13. maj 2000 på 83-årsdagen for den første åbenbaring erklærede paven dem for ”salige”.

Efter at Åbenbaringerne begyndte, havde Francisco gjort det klart, at han ville lide på den måde, som Vor Frue havde ønsket. Han modsatte sig sognepræstens forsøg på at få ham til at benægte åbenbaringerne. Han afstod fra mad og drikke i flere dage ad gangen, selvom temperaturerne var høje, og samtidig bar han om livet et tykt reb. Han bad med henblik på at ”trøste” Gud og ære Herrens Moder og for gradvist at nærme sig hellighed. Han fremstår som et heroisk eksempel på et lille barn, der frembærer et heltemodigt eksempel på et liv levet i dyd. Noget som nutidige forældre kunne lære af og opmuntre deres egne børn til at leve et liv i hellighed.

Salige Francisco Marto bed for os.

Følgende findes ikke i den originale artikel, men er blevet tilføjet, fordi der er sket yderligere fremskridt i kanoniseringsprocessen, siden artiklen blev skrevet. Pave Frans helgenkårede den 13. maj 2017 de to søskende Francisco og Jacinta Marto, mens han var på pilgrimsrejse i Portugal.

For mere information om børnene fra Fatima se følgende links (1) og (2). For mere information om åbenbaringerne i Fatima se følgende link (3).

Noter

1.      Link til artikel om børnene fra Fatima http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-jacinta-marto-of-fatima.html

2.      Link til artikel om børnene fra Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/lucia-dos-santos-of-fatima-sister-lucia.html

3.      Link til artikel om åbenbaringerne i Fatima: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/three-secrets-of-fatima-explained.html

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på mysticsofthechurch marts 2010. Den kan læses på: http://www.mysticsofthechurch.com/2010/03/blessed-francisco-marto-of-fatima.html

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den lille dreng, der bad mange rosenkranse

Mange rosenkranse

Da Den hellige Jomfru Maria åbenbarede sig i Fatima i 1917, sagde hun til den lille Francisco, som på det tidspunkt var ni år, at han ville komme i Himlen, men først måtte han bede mange rosenkranse. Herefter så man ofte den lille dreng bede rosenkransbønnen meget intenst. Det, der vækker min interesse er, at Vor Frue insisterer på, og det bekommer mig svært at sige dette, et stort antal rosenkranse, og det betyder i sagens natur rigtig mange rosenkranse!

Det er nødvendigt at være opmærksom på, at man skal være udholdende for at bede dekade på dekade og rosenkrans på rosenkrans. Hvis ens bønsaktivitet ikke er ordentlig, bør man i det mindste bede meget. ”Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte” (Luk 18: 1). Den, der beder den ene rosenkrans efter den anden, frembærer for Gud, den basis, der udgør bønnen, og har tillid til, at Gud vil finde det rette tidspunkt, hvor Han gennem Helligåndens ild vil gøre brug af den.

Den, der beder mange rosenkranse, tilkendegiver overfor Gud (på en hengiven måde) et brændende ønske om at være værdig til den uvurderlige nåde at kunne bede uden ophør. Til tider er det bedste, man kan gøre at bede meget og henvende sig til Guds Moder, som med Sin bønsmagt kan bistå ens bønsaktivitet, så den ved Helligånden undergår en forandring, så man ”tilbede(r) i ånd og sandhed” (Joh 4: 24), for det er det, der behager Faderen.

Helgenernes rosenkransbøn

Den salige Johannes XXIII bad alle rosenkransens femten mysterier hver dag. Det samme gjorde Guds tjener Father Marie-Joseph Lagrange, O.P., en anerkendt ekseget og grundlægger af École Biblique de Jerusalem. Skt. Pio fra Pietrelcina bad uophørligt rosenkransen, og det samme gjorde Skt. Gaetano Catanoso, det hellige Ansigts ydmyge apostel. Hele Skt. Johannes Paul IIs liv var præget af rosenkransbøn. Helgenerne ”gennemhuller” vores argument om, at ”vi ikke kan finde tid til at bede rosenkransen”. Man kan spørge: Har du mere travlt end Johannes XXIII, Padre Pio eller Johannes Paul II? Der eksisterer en stor visdom, som har bevist sit værd, og som går ud på, at man beder sin første rosenkransbøn, før dagen påbegyndes. Den første rosenkransbøn, der bedes, mens man vågner, er en markør for resten af dagen. Rosenkransene, man beder i løbet af dagen i de mindre travle stunder og igen ved dagens afslutning, bliver umærkeligt en form for vedvarende bøn.

Den, der beder mange rosenkranse, som Skt. Francisco fra Fatima gjorde, vil hurtigt leve et liv i – og med Maria. Maria vil, for denne sjæl, blive, som Gerard Manley Hopkins siger: den luft vi indånder. Der, hvor Maria er, vil Helligånden komme for at helbrede, frelse fra synd, herliggøre Kristus og give os et liv med Kristus og Hans Moder i Faderens skød.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. oktober 2015. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2015/10/the-little-boy-who-prayed-many

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)