1. søn i advent

1. læsning Es 63,16b-17. 64,1. 3b-7

Du, Herre, er vor fader,
Vor Løskøber er dit navn fra evig tid.
Herre, hvorfor leder du os vild fra dine veje
og forhærder vort hjerte, så vi ikke frygter dig?
Vend om for dine tjeneres skyld,
de stammer, som er din ejendom.
Gid du ville flænge himlen og stige ned,
så bjergene rystede foran dig!
Intet øre har nogen sinde hørt,
intet øje har set en anden Gud end dig,
som griber ind for den, der håber på ham.
Du kommer den i møde, der med glæde handler retfærdigt,
som husker dig på dine veje.
Men du blev vred, og vi syndede,
trods det har vi forbrudt os fra fortiden.
Vi blev alle som den urene,
og al vor retfærdighed blev som snavset tøj.
Vi visnede alle som løv,
som vinden rev vor synd os bort.
Ingen påkaldte dit navn,
ingen vågnede op og holdt fast ved dig;
for du havde skjult dit ansigt for os
og givet os vor synd i vold.
Men, Herre, du er jo vor fader;
vi er ler, og du har formet os,
vi er alle sammen dine hænders værk.

Vekselsang Sl 80,2ac&3b.15-16.18-19

R. Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

Lyt, Israels hyrde,
du, der fører Josef som en hjord.
Du, der troner på keruberne,
træd frem i stråleglans
Opbyd din styrke
og kom os til hjælp!

Hærskarers Gud, vend tilbage,
se dog ned fra himlen!
Tag dig af denne vinstok,
det skud, din hånd har plantet.

Hold din hånd over manden ved din højre hånd,
over det menneske, du gav styrke,
så vil vi ikke vige fra dig.
Hold os i live, så vil vi påkalde dit navn.

2. læsning 1 Kor 1,3-9

Brødre og søstre! Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares. Han vil også grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag. Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.

Akklamation til Evangeliet Sl 85,8

Halleluja!
Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

Evangelium Mark 13,33-37

På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, hvornår tiden er inde. Det er ligesom med en mand, der skulle rejse til udlandet; han forlod sit hus og gav sine tjenere fuldmagt, hver enkelt sin opgave, og dørvogteren pålagde han at våge. Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry; lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!”

Den bedste måde at forberede sig til julen på er den daglige deltagelse i Den hellige Messe

Understøttet af denne bøn bliver det muligt for os at indtage ”Ånd og ild”.

Vi er endnu engang ved at tage de første skridt ind i adventstiden. På en vis måde kan man betragte denne tid som en udvidet fejring af det, der sker, da englen kommer til Maria ved bebudelsen. Herren sender sin engel Gabriel til os i liturgien, som giver os løftet om, at Ordet bliver kød, det kød, der allerede dvæler i vor midte i den hellige banket. Vi ser med forventning på mysteriet, som er knyttet til åbenbaringen af Guds Søn i julen, når vi i denne tid fokuserer vores kærlighed på de ting, vi ikke kan se på grund af deres ydmyge herlighed, for det er netop det (en ydmyg herlighed), der møder vores blik, når vi ser mod Nazaret. Hver eneste dag, i løbet af året, i Kirkens liturgi, er en erindring om det, der allerede er her, en forventning om det, der vil komme og en deltagelse i den virkelighed, der (allerede) eksisterer.

Vi kan gøre mange gode ting i løbet af adventstiden: vi kan på daglig basis bede rosenkransen, vi kan læse en bog, der gør, at vi på et dybere plan overvejer vores tro, vi kan bede dele af tidebønnen eller bruge 15 minutter til en halv time på at læse og grunde over Den hellige skrift, som det første i den stille morgenstund.

Vi er dels forpligtede overfor Gud til at bede til Ham, og dels bærer vi på et indre behov for at komme i kontakt med Ham gennem bøn. Vores liv vil uden bøn over tid visne og tørre ud, hvis vi ikke dagligt gør brug af den. Men ingen overgår Kristus og Hans Kirkes højeste bøn, nemlig Messeofferet. Fejres Den hellige Messe på daglig basis (på en behørig og ærbødig måde), er det den bedste hengivenhedsakt, man kan anvende i løbet af denne advent som en forberedelse til julefesten. ”For Helligånden har gjort liturgien til netop det sted, hvor Han kan arbejde i menneskets sjæl”, som den store Dom Prosper Guérager engang har udtalt. Der er tale om Den selvsamme Helligånd, der overskyggede jomfru Maria, så Guds Ord kom til stede i hendes moderliv, det er Den samme Helligånd, der svævede over Kristus ved Hans dåb i Jordanfloden, det er Den samme Helligånd, Kristus nedsendte over apostlene ved pinseunderet med henblik på, at Kirken til alle tider skulle spredes ud over hele verden, det er den Helligånd, der ”fungerer” lige i centrum af Det hellige Messeoffer og er ”aktiv” netop der mere end noget andet sted på jorden, og derfor bliver det muligt (med Skt. Ephrems’ ord) at indtage ”Ånd og ild”.

Den hellige Messe er det sted, hvor vi oplever et møde med- og indtagelsen af det mysterium, vi tror på. Skt. Athanasius siger i den mest fuldendte betragtning vedrørende julen, der nogensinde er blevet fremsat, at ”Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud”. Hvis vi har et ønske om, at Gud bliver vores helt egen, og at vi selv bliver Guds helt egen, må vi ”lukke Gud ind” på netop den måde, Han har valgt, altså under brødets skikkelse, som er den føde, der giver liv. Betlehem er trods alt ”Brødets hus”. Han kom for at blive vores brød, men som Skt. Augustin fortæller os: Når vi indtager Ham under brødets skikkelse, så fungerer denne fødeindtagelse på en helt anden måde, end hvis vi indtager et almindeligt måltid med almindelige fødevarer, for her sker der det, at den ”almindelige” føde bliver til energi og dermed en del af os selv, og det er, fordi vi står over fødevarerne og kan bearbejde dem, men når vi indtager den guddommelige føde, som er Kristus, og som i den grad er til stede og langt mere kraftfuld, end vi er, så omdanner Han os til Sig, når Han vel og mærke ikke finder nogen forhindring i forhold til denne forandring.

Lyt til det, som præsten fra Ars, Skt. Johannes Vianney, har at sige:

Alle gode gerninger, der foretages i verden, kan ikke betragtes som værende på lige fod med Det hellige Messeoffer, og det er, fordi der er tale om gerninger foretaget af mennesker, hvorimod Det hellige Messeoffer stammer fra Guds Hånd. Martyriet kan heller ikke sammenlignes med Det hellige Messeoffer, for martyriet er er menneskets offer til Gud, hvorimod Messeofferet er Guds offer for mennesket”.

Som det fremgår af dokumentet Lumen Gentium fra Vatikan II, så er liturgien ”kilden og højdepunktet” i vort kristne liv. Liturgien er en kilde, som styrker, giver indsigt, oplyser og hjælper, både i dette liv og det, der vil komme, for det kommende liv er eet, vi bør forberede os på gennem hele vort liv. For Kirken minder os i adventstiden om Kristi andet komme, som bliver til virkelighed (kan man sige) ved den enkeltes egen død, hvor Kristus kommer til hver eneste af os enten til herlighed eller skam.

”Herrens engel forkyndte for Maria, og hun undfangede ved Helligånden. I ordets liturgi forkynder Herren Sit ord til os. I den Eukaristiske liturgi modtager vi Ordet, der er blevet kød, undfanget ved Helligånden. Den hellige Messe er for os den bestandige bebudelse og livslange advent. Den tid af kirkeåret, Den hellige Moderkirke betegner som advent, er derfor en ganske velegnet lejlighed til daglig Messegang. Må Jeres advent afføde en åndelig frugt, der på en vis og skjult måde bidrager til en rensning og helliggørelse af Kirken her på jorden, som vi alle længes imod.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. november 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/no-christmas-preparation-could-be-better-than-daily-praying-this-awesome-pr

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus Universets Konge: en fest, der opfordrer katolikker til at forsamle sig om troen og give den videre til de generationer, der kommer

Han fortjener at herske i ethvert hjerte og hjem, over alle folkeslag, tungemål og menneskeheden generelt.

I den traditionelle romersk-katolsk kalender fejres festen for Jesus Kristus Universets Konge den sidste søndag i oktober, altså ikke den sidste søndag i det liturgiske år (som i den liturgiske kalender for Novos Ordo-Messerne). Grunden til, at denne ændring er blevet foretaget samt de eftervirkninger, det har haft på de liturgiske tekster, er ganske åbenlys, som jeg allerede har uddybet andetsteds. Men først og fremmest er det altid godt at overveje, hvorfor denne relativt nye fest optræder i det liturgiske år. Når jeg her anfører relativt nye, så er det, fordi den er mindre end 100 år gammel.

Da pave Pius VI stadfæstede denne fest, altså festen for Jesus Kristus Universets Konge, hvilket han gjorde med sin encyklika Quas Primas den 11. december 1925, befandt verden sig i en tid præget af usikkerhed (som verden ofte gør). Man havde endnu ikke glemt den ondskab, der dannede rammen for 1. verdenskrig, og den politiske og socioøkonomiske situation i Europa i slutningen af 20’erne var præget af usikkerhed og en dyster stemning. En gennemgribende verdslighed var fremstået, og i den forbindelse blev der fremsat åbne krav vedrørende abort og prævention, som er i strid med det naturlige altså det Gudskabte. Disse moderne tendenser og krav fik mere vind i sejlene efter 1960 og har efterfølgende haft stor fremdrift. Kort sagt, man befandt sig i en tidsalder, hvor man allerede havde vendt Guds lov, sandhed, visdom, kærlighed og Hans position som regent over menneskets hjerte og samfund ryggen.

Der er én ting, vi aldrig bør glemme, og det er, at Gud er Den, der hersker over hele skabelsen, uanset om vi ønsker det eller ej; vi kommer ikke til at skulle beslutte ved en afstemning (hvor folket høres) a la Brexit, om Gud er regent eller ej, men vi accepterer dette faktum ved at ydmyge os under Hans barmhjertige og retfærdige hånd. Vi kunne også markere et oprør mod dette faktum, men derved gør vi blot skade på os selv. Som Pius XI lærer os, så må alle engle og mennesker, altså alle skabninger i sidste ende bøje knæ for Ham, uanset om det er i ydmyg taknemmelighed for Hans frelsesgerning, som er en gave, og det, den bringer med sig, nemlig himlens herlighed, eller det er efter et markant oprør mod Ham, som Skaber og resultatet af det, er den evige fortabelse.

Et samfund vil altid kunne kendes på hvilken af de to ovennævnte positioner overfor Gud, dets leder/ledere og majoriteten af befolkningen har indtaget. Et samfund i sig selv, og dette inkluderer dets leder/ledere, kan vælge at bøje knæ for Gud og vil endda allerede her på jorden få en vis forsmag på frelsen og glæden, eller det vil rase mod åget, synde i stort omfang og nedkalde en straf bestående af bitterhed, åndløshed samt en forøgelse af grusomhed. Med andre ord himmel og helvede tager sin begyndelse her og nu, mens vi befinder os på jorden, og det afhænger helt og aldeles af de valg, vi træffer individuelt og kollektivt.

Pave Pius XI erklærede utvetydigt, at festen, han her indstiftede, havde en social dimension, og at dette var et krav. Steve Skojec har været mig behjælpelig med at indsamle al relevant tekstmateriale vedrørende denne fest. Jeg vil dog i denne artikel begrænse mig til at kommentere afsnit 24 i encyklikaen Quas Primas.

Hvis vi pålægger hele den katolske verden at ære Kristus som Konge, bør vi sørge for, at det bliver gjort på en måde, så det tjener de nutidige behov, og samtidig bliver en væsentlig modvægt til den plage, der nu har inficeret samfundet. Med ordet plage henviser vi til den antiklerikalisme, der gør sig gældende, og de fejlslutninger den rummer og de blasfemiske aktiviteter, den bringer med sig.

Ved at benytte ordet antiklerikalisme kommer Pius XI med en samlet betegnelse for den mangeartede krigsførelse, der er rettet mod katolicismen fra de revolutionære tendenser, der ligger i modernismen, og som er karakteriseret ved et indædt og helt igennem dæmonisk had til de klerikale, cølibatet, ordenslivet, Det hellige Messeoffer, krucifikser, kirkebygninger og sogneskoler, samt meget andet af det, der knytter sig til Kirken. Antiklerikalisme er den rette betegnelse for alt dette, da katolicismen par excellence symboliseres af præsten, der i sine messeklæder, står ved Højalteret med front mod Øst, mod Retfærdighedens Sol og celebrerer Den hellige Messe.

Det er derfor mere foruroligende, at mange i Vatikanet herunder pave Frans har sluttet sig til fortidens og den nutidige antiklerikale strømning vedrørende klerikale temaer, hvor man angriber de klerikale beklædningsgenstande, de traditionelle andagter, tilbedelse, fastholdelse af (katolsk) doktrin og bestræbelserne på at holde fast ved Europa som et kristent kontinent, og hvor man i langt større udstrækning oplever, at Vatikanets initiativer hilses velkommen af frimurere, miljøforkæmpere og økonomiske investorer med et globalt sigte.

Pius XI fortsætter med at skrive følgende:

Ærværdige brødre, denne onde ånd, som I alle kender til, er ikke blevet vakt til live over kort tid, den har længe luret under overfladen. Kristi herredømme over alle nationer er blevet afvist. Den ret, som Kristus selv har overdraget Kirken til at lære mennesker at udarbejde love, at lede mennesket i alt, der vedrører dets evige frelse, denne ret er blevet forkastet. Således kom det gradvist dertil, at Kristi religion sammenlignes med falske religioner og bliver betragtet som værende på samme niveau som dem. Herefter blev Kristi religion underordnet statsmagten og tolereres i større eller mindre grad af forskellige ledere og regenter. Nogle mennesker gik endnu længere og ønskede at udskifte Guds religion med en såkaldt mere naturlig (menneskelig) religion baseret på følelser og hjertets begær. Nogle nationer var endda af den opfattelse, at de helt kunne udlade Gud og basere deres religion på uredelighed og afvisning af Gud.

For Pius XI, der var tro mod sine forgængere, er Kirken ved Guds dekret, Kristi magt over alle nationer. Alle nationer bør derfor respektere Hendes (Kirkens) særlige status og beføjelser. Det kan ikke retfærdiggøres, at katolicismen rangerer på niveau med andre religioner, eller at man behandler den, som om den var et menigt medlem af sammenslutningen af religioner, eller fordi det synes at have et ædelt formål, som går ud på, at man ønsker fred, et såkaldt menneskeligt broderskab eller fredelig sameksistens.

De interreligiøse møder, der fandt sted i Assisi, og som pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI præsiderede ved, samt den deklaration som pave Frans underskrev sammen med storimamen i Abu Dhabi defineres således i Quas Primas, som værende en fornærmelse mod Guds rettigheder. Desuden er den politik, man fører, hvor man offentligt tilkendegiver en neutral holdning i henhold til religion, og hvor man anser, at der bør være fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat, det bliver ligeledes fordømt. (Dette er ikke den eneste encyklika, man kan henvise til vedrørende overstående punkter, der eksisterer langt flere fra for eksempel: Leo XIII, Pius IX, Pius X, Pius XI og endda Pius XII, selvom han fremstår noget uklar i forhold til demokratiaspektet).

Det oprør, som enkeltpersoner og stater har gjort mod Kristi autoritet, har fremkaldt meget beklagelige konsekvenser. Vi har beklaget disse i encyklikaen Ubi Arcano, og det samme gør vi i dag: splittelsens frø er blevet spredt vidt og bredt og har forårsaget bittert fjendskab samt rivalisering nationer imellem, og det i en sådan grad, at fred er umulig. Splittelsen er også årsag til, at grådigheden kan karakteriseres som umættelig, og den fremstilles offentligt under dække af ”at være til det fælles bedste” og som patriotisme. Derudover er splittelsen skyld i et stort antal skænderier mellem enkeltindivider samt en blind og uhæmmet egoisme, der får mennesket til at tragte efter egen bekvemmelighed og fordel og til at benytte disse to som en målestok for alt i livet. Splittelsen forårsager også, at der ikke eksisterer fred i hjemmet (og dermed i familien), ganske enkelt fordi mennesket enten har glemt eller forsømmer sin pligt, og hermed er enhed og stabilitet i familiens regi blevet undergravet. Samfundet er med andre ord rystet i sin grundvold og på vej til at blive ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Pius XI allerede tilbage i 1925 fremkom med en beskrivelse af en sekulariseret verden, der fjernede sig fra det, der er den egentlige mening og det transcendente formål. Man kan spørge sig selv, hvad han mon ville have sagt i dag!

Lad os igen vende os til det, der er artiklens fokus, nemlig Kristi herredømme med et socialt sigte. I den henseende bebrejder Pius XI nænsomt katolikker for deres alt for vage indsats i forhold til forkyndelsen af Gudsriget, som måske skyldes en falsk ydmygenhed eller venlighed, eller en frygt for at møde modstand og opleve forfølgelse:

Vi håber dog meget, at festen for Kristus som Universets Konge, som i fremtiden vil blive afholdt hvert år, kan fremskynde samfundets tilbagevenden til vor kærlige Frelser. Det er enhver katoliks pligt at gøre alt for, at dette må ske. Mange af disse (katolikker) har imidlertid hverken den nødvendige samfundsmæssige platform eller autoritet, der burde tilfalde dem, der bærer sandhedens fakkel. At situationen er sådan, kan måske tilskrives en vis langsommelighed og uregelmæssighed hos mennesker med god vilje, som er konfliktsky eller er fuldstændig afvisende, når der viser sig bare en lille smule modstand, og derved er der givet plads til mere dristighed blandt Kirkens fjender, når de foretager deres angreb. Men hvis de troende blot ville forstå, at det er påkrævet, at de med mandsmod finder deres plads under deres Konges (Kristus) banner, og der kæmper med apostolisk iver for at omvende dem, der er fyldt med bitterhed, og som er blevet fremmedgjort overfor Ham, men samtidig også kæmper tappert for deres Herres ret.

På netop dette tidspunkt (2019), altså næsten et århundrede efter at Pius XI forfattede denne encyklika, er det tydeligt at se, hvorfor katolikker ikke har en fremtrædende platform eller væsentlig autoritet i samfundet. Uanset vores undladelsessynder eller det, vi har gjort i fortiden, er de vestlige demokratier i dag præget af moralsk fordærv eller en kompromitterende liberal ideologi, og det gælder både den ”klassiske” og ”progressive” liberalisme. Vi ser her en perlerække af slyngler, som er ambitiøse, begærlige og slibrige, som enten er præget af et passioneret had til katolicismen (det som vi eksempelvis er vidner til, at de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er), eller at de er villige til om nødvendigt at gå på kompromis med deres tro for at opnå konsensus.

I et system, der ideologisk set er fjendtligt indstillet og samtidig dybt manipulerende, er der ikke levnet nogen chancer, for at katolicismen eller kristendommen kan tage over, sådan som Pius XI troede, at det var muligt, da han indstiftede denne store fest. Da Paul VI i 1969 ændrede denne fests udformning og dens placering i den liturgiske kalender, gjorde han det så ”grundigt”, at han erstattede Pius XI’s Thomistiske inkarnations udtryk med en kosmisk og eskatologisk mysticisme, der mere ligger på linje med det New Age definerede vandmandens tidsalder. Det er altså ikke kun regeringer, der ikke ønsker Kristus som Universets Konge, det synes også at gælde Den postkonciliære Kirke.

De troende, der stadig ærer Kristus som Konge og forstår, at Han bør herske i ethvert hjerte og hjem, over hver eneste stamme, tungemål, folkeslag og nation, og man kan tilføje Vatikanet, ved, hvad der må og skal gøres lige nu. Vi arbejder på at organisere os lokalt og opbygge katolske cellegrupper der, hvor vi er, så vi i det mindste i et stykke tid ikke bliver ”opdaget af Big Brother”, og der opdrage- og give et par generationer katekeser, så de både frygter og elsker Herren, og samtidig ”klæde dem på” til martyriet eller en ny kristen epoke. Vi kender hverken dagen eller timen for Kristi komme, og derfor er vi forpligtet til overfor dem, som fremadrettet i de næste hundrede eller tusinde år vil være her, at sikre, at vi giver så meget videre af vores tro, at den katolske tro også vil være der for dem.

Vi beder og arbejder, vi arbejder og lider, vi giver troen videre, vi beder Herren om at frelse os og Sin Kirke fra de hidtil usete dobbeltangreb, der stammer fra den eksterne og interne antiklerikalisme.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 24. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/christ-the-king-a-rallying-call-for-catholics-to-keep-the-faith-alive-for-generations

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus, universets konge

1. læsning:  Ez 34,11-12. 15-17

Så siger den Herre Herren:
Jeg vil selv søge efter mine får og holde øje med dem. Som hyrden holder øje med sin hjord, når hans får er spredt rundt om ham, således vil jeg holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag.Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.Dette siger Gud Herren: Mine får, jeg vil dømme dyrene imellem, både væddere og bukke.

Vekselsang:  Sl 23,1-2a.2b-3.5.6

R. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge.

Han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

2. læsning:  1 Kor 15,20-26. 28

Brødre og søstre. Kristus er opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden. Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.

Akklamation til Evangeliet : Mk 11,10

Halleluja!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!

Evangelium:  Matt 25,31-46

Jesus sagde til sine disciple:“Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”

Glem ikke de hellige sjæle i purgatoriet

Catherine-Mectilde de Bar var kendt for den tillid, hun nærede til de hellige sjæle i purgatoriet, og hun så sig selv forbundet med de hellige sjæle i alle dele af sin ordens liv. Ved at betragte de hellige sjæle, som en integreret del af en ordens daglige liv, viser Moder Mectilde, hvor meget hun identificerede sig med den gamle benediktinske tradition, hvor man frembærer (sin) lidelse for de troende, der har forladt denne verden. Det var Skt. Odilo fra Cluny (962-1049), der fik grundlagt alle sjæles dag (den 2. november) i sit kloster samt alle klostre i Cluny. Denne fest spredte sig til hele Kirken i Vesten. De hellige sjæle har mere end nogensinde brug for vores forbøn på deres vegne, og vi har på grund af de udfordringer og problemer, vi dagligt slås med mere end nogensinde brug for, at de går i forbøn for os. Moder Mectilde skriver følgende:

Jeg vil også minde Jer om de hellige sjæle i purgatoriet. I bør bede for deres lindring. De varetog med nidkærhed tilsynet med vores ordenshus; I ved, hvor stor en støtte de ydede os i begyndelsen. De bistår os stadig med deres beskyttelse. De har et stort behov for hjælp. Hjælp dem ved at yde gerninger i dyd og kærlighed for dem (ved bøn). De befinder sig ikke i purgatoriet, fordi de har gjort deres gerning i dydighed, men for at have undladt at gøre dem. I kan ikke forestille Jer her og nu, hvor meget den bøn, vi beder for dem, bringer dem trøst og lindring, og dette betyder langt mere end bønsaktiviteten rettet mod de afdøde. En kærlighedsgerning, hvor man giver afkald på sig selv til fordel for andre, eller at man undlader at ytre – eller markere sig i situationer, der er udfordrende eller tilspidsede. Det er netop disse handlinger, der er til stor hjælp for de hellige sjæle i purgatoriet. Det er derfor, jeg påbyder Jer ikke at lade en eneste dag i dette år, ja i hele Jeres liv, gå til ende, uden at I i Jeres bøn har husket på de hellige sjæle i purgatoriet. I vil erfare deres taknemmelighed, og de vil bede til Gud for Jer, og Hans nåde og barmhjertighed vil komme Jer i møde. Guds nåde er over de hellige sjæle i purgatoriet, og Han hører deres bønner, som er en forbøn for os (Conference 41).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 4. november 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/11/forget-not-the-holy-souls-of-purgatory

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om at bede for de hellige sjæle

En blid regn

Det må være mere end halvtreds år siden, at jeg åbnede bogen med det latinske/engelske missale, som er udgivet af klosteret Saint-André-de Bruges og der fandt et billede af et utrolig smukt træsnit, som forestiller en kalk, der er vendt på hovedet, og hvor Kristi dyrebare Blod falder som en blid regn ned mod skærsilden for at bringe lindring og udfrielse til de hellige sjæle der.

Vær udholdende i bøn

At opofre Kristi dyrebare Blod for de hellige sjæle (i purgatoriet) er en unik form for bøn. Da jeg er af den overbevisning, at der ligger en stor værdi i den bøn, man gentager, fordi det er en enkel måde at bede på, og fordi det ganske enkelt handler om gentagelse ligesom ved rosenkransbønnen, begyndte jeg at gøre brug denne bøn, når jeg beder for de hellige sjæle i purgatoriet. Til læsere, der følger bloggen Vultus Christi, og som i løbet af november måned eller til dagligt ønsker at bede for sjælene i purgatoriet, fremlægger jeg her et forslag til bøn, som kan bedes på den ordinære rosenkrans:

På de store perler:

F: Evige Fader, jeg frembærer for Dig, Din elskede Søn, Vor Herres Jesu Kristi dyrebare Blod, ”som af et lam uden plet og lyde” (1 Pet 1: 19).

A: Som lindring for – og udfrielse af sjælene i purgatoriet.

(Man kan her tilføje eksempelvis sin familie, (afdøde) slægtninge eller præster. Helligånden kan lede en til at bede for en bestemt gruppe af de hellige sjæle i purgatoriet.

På de ti små perler:

F: Ved Dit dyrebare Blod Oh Jesus.

A: Rens og udfri deres sjæle.

Efter at have bedt rosenkransens fem dekader afslut da med:

F: Herre giv de afdøde troendes sjæle den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem.

A: De hvile i fred. Amen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 17. november 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/11/praying-for-the-holy-souls

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Laterankirkens indvielse

1. Læsning Ez 47,1- 2.8- 9.12

Han førte mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden.

Han sagde til mig: »Dette vand løber ud i landskabet mod øst og ned i Araba-lavningen, og det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt. Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv.

På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.«

Vekselsang Sl 46,2- 3.5- 6.8- 9

R. Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig.

Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
og bjergene vakler i havets dyb,

Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig.
Gud er i dens midte, den rokkes ikke,
Gud bringer den hjælp ved daggry.

Hærskarers Herre er med os,
Jakobs Gud er vor borg.
Kom og se Herrens gerninger,
de ødelæggelser, han har voldt på jorden.

2. Læsning 1 Kor 3,9c- 11.16- 17

I er Guds mark, Guds bygning.

Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.

Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.

Akklamation til Evangeliet 2 Krøn. 7,16

Halleluja!
Jeg har udvalgt og helliget dette hus,
for at mit navn kan være dér til evig tid, siger Herren.

Evangelium Joh 2,13- 22

Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: »Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!« Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: »Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.«

Jøderne sagde da til ham: »Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?« Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« Da sagde jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?« Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

At leve på jorden uden liturgien er som at leve i helvede sammen med dæmonerne

Den hellige ritus er vores livline

Hvert år, når vi er på vej ind i efteråret, er dette også en indikation af, at vi er nået til fejringen af festen for Alle helgen, men det er også på dette tidspunkt, at der til stadighed synes at være er en tiltagende interesse for de mørke og skræmmende tendenser samt det dæmoniske. Nogle mennesker har den tilgang, at dette kun er en form for harmløs adspredelse, eller at det er en uskyldig måde, hvorpå man kan få ”afløb” eller ganske enkelt have det ”sjovt”. Andre betragter ”denne leg med ondskaben”, som et aktuelt fænomen, der er et udtryk for en dybereliggende åndelig grøde eller en decideret ondskab, der er karakteriseret ved en perverteret fascination af det onde. Film, populærkulturen (musik), computerspilgenren og mode afspejler den samme – eller lignende tendenser. Den sekulære verden har sluttet våbenstilstand med den onde og leger derved med ilden. De, der vælger at lege med lige præcis den slags ild, bliver som oftest forbrændt.

Vores beskyttelse og styrke kommer af, at vi holder os tæt til Jesus og Hans helgener, og det sker fremfor alt i liturgien og sakramenterne, som Han har givet os som kilde til liv og lys. Djævelen har for sit vedkommende ingen liturgi, ingen sakramenter og heller ikke nogen kilde til liv og lys. Hvis vi undersøger dette nærmere, vil det være med til, at vi fornyer vor tak for Guds gaver og de risici, der er forbundet med vores (pilgrims)vandring.

De faldne engle har ikke nogen samlet enhed, der beskriver de gode gerninger eller tilbedelsesakter, man kan foretage. Som én af ørkenfædrene engang har sagt, djævelen har ikke nogen knæ. Hans mentalitet er centreret om, at han ikke vil tjene (non serviam), og det er den samme tankegang, de andre dæmoner praktiserer, og man kan definere dette som en ensartet tænkning. Man finder derfor i helvede ikke et egentligt hierarki. Derfor kan man karakterisere disse dæmoner som en gruppe banditter, der er tvunget til at finde sammen i en gruppering kun med det ene formål at pleje deres respektive egeninteresser.

I modsætning til den gældende demokratiske tænkning, så er liturgien i sit inderste væsen knyttet til et hierarki, hvor Kristus som ypperstepræsten, er Den, der leder tilbedelsen, og Han tillader, at præsten, diakonen, subdiakonen, messetjeneren, korlederen, koret og lægfolket har deres plads og varetager en opgave. Man kan ikke fremsætte noget krav om at udfylde en rolle i liturgien, man kan heller ikke ”opfinde” en ny rolle/opgave, som skal udføres i forbindelse med liturgien. En rolle eller arbejdsopgave i liturgien er noget man bliver overdraget eller så at sige træder ind i. At være i liturgien handler om, at man af egen fri vilje underkaster sig regler, der er defineret, og hvor man under ingen omstændigheder selv finder på noget nyt, fordi liturgien er et ordnet hele, hvor den enkelte er en ydmyg deltager.

Liturgien bringer os ud over os selv og placerer os i roller, der ikke er medfødte, nedarvet eller ”opfundet til lejligheden”, og liturgien tager os med ind i sfærer, der er uden afgrænsning af nogen art og til handlinger og længsler, der i deres udspring og målsætning er af overnaturlig karakter. Når vi synger liturgien, gør vi det udenfor os selv, vi gør det i Himlen: ”Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem” (Sl 122:2). Når vi i vores handling siger ord, der er blevet formuleret af en anden, sker der en ændring af vores person, for vi tager Kristus på os, afviser de ambitioner vi havde i forbindelse med Babel og byder i stilhed Helligånden ved pinseunderet velkommen.

Det er på grund af alt det ovennævnte, at djævelen hverken har eller kan have en liturgi. Selvom han er tvunget til at underkaste sig det reglement, Den Almægtige har forordnet, så har han ikke noget ønske om det, og derfor er det vanskeligt for ham at gå ind til sin Herres glæde. Han anerkender ikke andre regler end det, hans egen vilje vil, og det er netop derfor, der ikke hersker fred i helvede. Han besidder ikke den nødvendige ydmyghed til at kunne være en brik i et større puslespil samt det at tage en andens ord i sin mund, og han har ikke noget ønske om at underkaste sig kærlighedens ekstase.

Vor Herre siger i Johannesevangeliet kapitel 8: 44: ”Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen”. Jesus taler her med metafysisk og psykologisk præcision. Djævelen er en morder, fordi han misunder et liv i Gud og tager det fra dem, der har det, i stedet for selv at modtage det, som en gave og være med til at formidle denne gave til andre. Han tåler ikke sandheden, fordi sandheden for en skabning er lig med en harmonisk tilstand mellem intellektet og det, intellektet retter sig imod (adequatio rei et intellectus), således at intellektet måles og vejes i henhold til den virkelighed, det gør sig gældende i. Det skabte intellekt besidder sandheden, det bærer på sandheden, men det kan ikke være sandheden, for det er kun Gud, der er det. I den forstand kan sandheden kun være i os, men aldrig udgå fra os, som om vi var dem, der fostrede sandheden eller dens målestok.

Derfor ender den person, der afviser Guds sandhed, med at afvise den sandhed, der dvæler i hans sind, og han påbegynder en vandring blandt vildfarelser, der antager form af selvbedrag (vi ser, hvordan djævelen gentagne gange i Evangelierne og i verdenshistorien opfører sig, som om han kan besejre Jesus), men også i form af bedrag af mennesker (vi er vidner til, at løgnens fader leder mennesker ind i et vanvid af løgne, manipulation og konformitet). Djævelen og dem, der følger i hans fodspor, og de gerninger, de udfører, ”taler for sig selv” Han vil kun forkynde denne verdens ”visdom”, for på det mentale plan er det den, han har sit fokus på. Hans tale vil være raffineret, banal og kynisk. Det er det, der sker, når man ikke ønsker at tage sin Skabers visdom, dybde og oplysende og sandfærdige ord i sin mund.

Lucifer og som hans navn (lysbæreren) antyder blev skabt til at være en genspejling af Ordet og på den måde i sig selv være skinnende smuk. Han afviste Ordet og blev derfor grim på trods af sit vidunderlige væsen. En sø kan, når den er blikstille, vise aftegninger af bjerge omgrænset af nattehimlen, og dermed går søen langt ud over det blot at være en sø, der med sit vand er en del af naturen, jorden, luften og ilden. I modsætning til dette vil en sø, der er i oprør, og som er blevet mudret ikke engang være i stand til at levere vand, der er rent og klart og lige til at drikke. Den klare sø bliver med sin refleksionsevne mere end blot en sø. Søen, der er mudret, bliver med sin uklarhed, til det, der kan betragtes som et vandhul, og søen har dermed mistet det, der oprindelig gjorde den til en sø. Herbert McCabe bemærkede engang, at det, der er blevet beskrevet ovenfor, ”er den teologi, der ligger bag det, der skete i Edens Have. Der forelå ingen mulighed for, at mennesket bare kunne være menneske. Mennesket måtte enten være et overmenneske eller være umenneskelig”.

De hellige riter er vores livline og navlestreng til Den hellige Moderkirke. De gør, at vi bliver næret, og er trygge i dalen præget af dødens skygge. Den oprindelige dødens dal ligger ikke i Californien, men i helvede. Helvede er i sandhed dødens dal, fordi den, der lever der, eller snarere lider en vedvarende død der, sidder fast i dybet og umuligt kan komme op i højderne, op til bjerget Sion og Den levende Guds by. Den hellige Skrift karakteriserer den faldne verden, som vi mennesker lever i, som ”dødsskyggens dal”, fordi den er underlagt den ondes magt, og det vil sige, at den er begrænset og forudbestemt til undergang.

Vi bliver frelst fra den ondes greb ved dåben og styrkes ved firmelsen til at kunne gå i kamp mod verden, kødet og djævelen. Vi modtager englenes brød i Eukaristien, og vi bliver renset for vores synd ved skrifte og bod. På mange andre måder deler vi Kristi sejr og Hans følgeskab af helgenerne bliver delt med os, så vores optagelse i Hans Rige er noget, vi har vished for.

Alle, der læser dette, ønskes en velsignet fest for Alle helgen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 31. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/living-on-earth-without-the-liturgy-is-like-living-in-hell-with-the-demons

(Oversat af Mogens Bohn og Patick Fyrst)

Hvor slemt er homoseksualitet? Helgenerne siger følgende om dette emne

I lyset af de seneste begivenheder er en teologisk betragtning blevet støvet af og i større omfang blevet taget i anvendelse. Denne teologiske betragtning handler om en ”synd, der skriger til himlen”.

De fire synder, der skriger til himlen på retfærdighed, er: drabhomoseksualitetundertrykkelse af de fattige og tilbageholdelse af en arbejders løn. Hver eneste af disse synder er for Gud topmålet af synd. Mens der indtil for nylig eksisterede civiljuridisk restriktion i forhold til alle fire synder, har de to første i godt og vel et halvt århundrede tabt den ene sag efter den anden ved domstolene, men sodomi har opnået juridisk legitimitet i Irland og USA indenfor de sidste 60 dage.

Men hvor ondt er homoseksualitet egentlig? Hvis man lytter til de parter, der udviser sympati overfor homoseksuelle forhold, er der blot tale om harmløs kærlighed mellem mennesker, der er ”forelskede”. Men hvor ligger homoseksualitet på en skala, der måler graden og karakteren af synd?

På bloggen Musings of a Pertinacious Papist citerer Philip Blosser Skt. Peter Damian, kirkelærer (1007-1072), som er benyttet i en artikel i 2002 skrevet af Randy Engels. Nedenstående starter med en kommentar af Engels, som så suppleres med et udsagn af Skt. Peter Damien.

Blandt Skt. Peter Damians mest berømte skrifter er hans omfangsrige afhandling, brev nr. 31, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus), der indeholder det mest omfattende (fra en kirkefaders side) arbejde med- og fordømmelse af pæderasti blandt klerikale samt homoseksuel praksis. Hans stridbare diskurs vedrørende lasten homoseksualitet generelt set og denne praksis blandt klerikale her specielt pæderasti er holdt i et ligetil sprog, der gør den let at læse og forståelig.

I overensstemmelse med Kirkens traditionelle lære, som stammer fra apostlenes tid, hævder han, at al homoseksuel aktivitet er et overgreb mod det naturlige og derfor et angreb på Gud, som er Ophavet til det, der er naturligt.

… Damian beklager, at mennesker, ”der er blevet slaver af det snavs, der udgår fra denne betændelsestilstand”, på dristig vis alligevel vover at være postulanter i forhold til hellige ordner, eller hvis de allerede er blevet ordineret forbliver i præstegerningen. Var det ikke for sådanne forbrydelser, Den Almægtige Gud ødelagde Sodoma og Gomorra og lod Onan dø, fordi han lod sin sæd gå til spilde på jorden? Spørger han. Han fortsætter med en henvisning til Paulus brev til Efeserne ”For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige” (Ef 5: 5).

… Ifølge Damian ”overgår lasten sodomi alle andre laster” fordi:

Uden tvivl er denne synd årsag til kroppens forfald og sjælens fordærv. Den fordærver kødet, udslukker sindets lys, jager Helligånden bort fra Sit tempel i menneskehjertet og åbner op for djævelen, der er fader til begæret. Denne synd leder til vildfarelser og udraderer sandheden fra det allerede vildledte sind, den åbner døren til helvede og lukker den i for paradiset … det er denne last, der skader temperamentet, der slår dydigheden ihjel, kvæler kyskheden og nedslagter jomfrueligheden … Denne synd besmitter og fordærver alt.

Denne last udelukker mennesket fra Kirken … den adskiller sjælen fra Gud for at knytte den til dæmoner … uden opmærksomhed for Gud, glemmer mennesket hvem, det egentlig er. Denne last fordærver troens fundament, slukker håbets glød og opløser kærlighedens bånd. Den forsager retfærdighed, nedbryder styrke, fjerner mådehold og mindsker varsomhed.

Ser vi på andre kilder, der tager denne synd under behandling, er Skt. (Peter) Canisius (1521-1597) én af dem, og han forklarer, at det ikke blot er synden, der er afskyelig, men også dens oprindelse. Det lyder som noget, vi allerede har hørt før.

Som Den hellige Skrift fortæller, var sodomitterne ugudelige og syndige. Skt. Peter og Paulus fordømmer denne skændige og depraverede synd. Faktisk fordømmer Skriften denne uanstændighed på følgende måde: ’fordærvet og synden blandt folkene i byerne Sodoma og Gomorra var vokset til et uanet omfang’. Derfor sagde englene til Lot, som afskyede folkene i Sodomas fordærv: ’lad os forlade denne by …’. Den hellige Skrift undlader ikke at nævne de årsager, der gjorde, at sodomitterne handlede, som de gjorde, og disse årsager kan også lede andre til at foretage denne meget alvorlige synd. Man kan læse følgende i Ezekiels Bog: ”For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden. De blev hovmodige og gjorde, hvad der var afskyeligt for mig. Da jeg så det, fjernede jeg dem” (Ez 16: 49-50). De, der på skammelig vis forbryder sig mod det naturlige, har gjort sig selv til slaver af dette afskyelige fordærv.

SktKatharina af Siena (1347-1380) skriver om homoseksualitet på en måde, som om det ikke kommer fra hendes hånd, men Guds:

Men de handler på en modsatrettet måde, for de er fulde af urenhed overfor dette mysterium, ikke kun den urenhed, som er en del af menneskets svage naturs skrøbelighed og dermed en ”naturlig” tilbøjelighed (selvom fornuften, når den frie vilje tillader det, kan sætte en stopper for den rebelske natur), men disse tåber forsøger ikke at tøjle denne skrøbelighed, men gør det, der er værre, de begår denne forbandede synd, som er imod det naturlige, som om de var de blinde tåber med et formørketsind. De har ingen anelse om, at de stinker og den elendighed, de befinder sig i. Denne synd er ikke bare en vederstyggelighed i mine øjne, for Mig, der er Den Højeste og evige Sandhed. Den (synden) vækker hos Mig et stort ubehag, og jeg betragter den, som en så stor vederstyggelighed, at den alene var grund nok til, at Jeg lod Min straffedom begrave fem byer. Denne synd vækker ikke blot Mit ubehag, som allerede nævnt, men det gælder også for de dæmoner, som disse tåber har gjort til deres herre. Det er ikke, fordi dæmonernes ubehag vækkes, fordi disse mennesker gør noget godt, men fordi dæmonerne oprindeligt er engle, og deres englenatur ikke kan tåle synet af den omfattende synd, der foretages.

Forestil Jer, at den synd, som homoseksualitet er, er så unaturlig, at den virker frastødende på de dæmoner, der har fristet mennesket til at foretage denne synd.

Lad os vende tilbage til Skt. Peter Damian, som giver os nogle råd til, hvordan vi skal møde dem, der finder behag i denne synd, samt dem, der harmes over den kristne fordømmelse af denne synd:

”… Jeg vil helt sikkert foretrække, ligesom Josef, at blive kastet i brønden, fordi han fortalte sin far om sine brødres ugerning, end at skulle lide under Guds vrede, ligesom Eli måtte, fordi han kendte til sine sønners onde gerninger og ikke påtalte dem (Sam 2: 12-17) … Hvem er jeg, når jeg ser denne forpestende praksis florere blandt præsteskabet og ikke tænker på en andens sjæls ve og vel, fordi jeg undertrykker min kritiske røst, da jeg blot venter på, at Gud Selv vil foretage det endelige opgør? … Hvorledes kan jeg elske min næste som mig selv, hvis jeg vender mit blik bort fra de sår, der kan være årsagen til hans frygtelige død, fordi de vokser som en byld i hans hjerte? … Lad da ingen dømme mig, når jeg løfter min røst mod denne dødbringende last, for jeg ønsker ikke at vanære en anden, men snarere at fremme min broders velfærd til det bedre. Tag vare på, at du ikke, når du påtaler dette overfor din broder, gør dig skyld i en overtrædelse i dine bestræbelser på at få ham på rette vej. Hvis jeg må have lov til at citere Moses: ”Kom over til mig, I, der er på Herrens side” (2 Mos 32: 26).

Der er flere af lignende udtalelser fra helgenerne. Der er ganske enkelt alt for mange, som der ikke er plads til i denne artikel. Skt. Bernardine fra Siena fremsætter en af de mest rammende domme vedrørende denne synd:

Ligesom mennesker tager del i Guds herlighed på forskellig måde, således er det også i helvede, nogle lider mere end andre. De, som levede et liv med denne last (homoseksualitet) lider mere end andre, for dette er den største synd, der findes.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Skojec og publiceret på OnePeterFive d. 30. juni 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/just-how-evil-is-sodomy-the-saints-weigh-in

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Frugterne, som man høster ved at bede rosenkransbønnen

I morgen er det den sidste dag i denne måned, hvor vi fejrer den hellige rosenkrans. Hvilke frugter kan den person høste, som vedholdende har bedt rosenkransbønnen gennem hele sit liv? Min overbevisning er, at disse er at finde blandt Helligåndens 12 nådegaver, som er oplistet i katekismen. De er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, gavmildhed, mildhed, trofasthed, beskedenhed, selvbeherskelse og kyskhed.

Rosenkransen er garanten for, at man i sind og ånd er forbundet med Den hellige Jomfru Maria. Der, hvor Den hellige Guds Moder er, der er Helligånden også. Den, der igen og igen beder rosenkransen og gentager Ave Maria (Hil dig, Maria), beder indtrængende (med denne bøn) om, at Helligånden må overskygge vedkommende.

Det er en glæde for Helligånden, at Han kan forme helgener gennem Den hellige Jomfru. Maria er ”administrator”, forvalter og midlerinde af Helligåndens nådegaver. Det har stor betydning, om Maria er til stede i et menneskes hjerte, for hvis hun ikke er det, er dette hjerte præget af tomhed og hårdhed. Er Maria derimod til stede i et menneskes hjerte, er det præget af frugtbarhed og anger. Der, hvor Maria dvæler, er Helligånden på en mystisk og fantastisk måde aktiv.

Hvis du ønsker at åbne dit hjertes dør for Maria, så bed hendes rosenkrans. Derpå vil hun gøre sit indtog (i dit hjerte), og Helligånden vil være ved hendes side. ”Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: ’Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?’” (Luk 1: 41-43).  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 30. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/the-fruits-of-the-rosary

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)