Skriftefaderen: et levende redskab for Guds Barmhjertighed

For elleve år siden, mandag den 19. februar 2007, talte Hans hellighed pave Benedikt XVI til de skriftefædre, der forestår skriftemål i de fire store basilikaer i Rom. Hans tale var samtidig rettet til ”alle de præster, der rundt om i verden har dedikeret sig – og deres præstegerning til den tjeneste at forestå skriftemål”. Min egen erfaring er, at folk ganske enkelt benytter skriftemålet, når som helst en præst stiller sig til rådighed ved at være synligt til stede i skriftestolen. Den (vente)tid skriftefaderen kan opleve, før en pønitent henvender sig, er ikke spildtid. Den bør ses som et skridt ind i den varige tålmodighed og barmhjertighed, der kendetegner Den korsfæstede, der venter på, at sjæle vil nærme sig Hans glorværdige sår og overgive sig til Hans barmhjertige favn. Desuden kan skriftefaderen benytte vente(tiden) i skriftestolen til at bede rosenkransen med bønsintentioner for syndere.

Tjenesten som skriftefader

… Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til alle præster i verden, som har dedikeret deres præstegerning samt engagement til at varetage tjenesten som skriftefader.

En vidunderlig og nådefuld begivenhed

Bodens sakramente, der har en stor betydning i det kristne liv, giver den forløsende virkning, der udgår fra Kristi påskemysterium. Idet skriftefaderen giver pønitenten absolutionen, som udtales i Kirkens navn og på Kirkens vegne, bliver skriftefaderen et levende redskab for en begivenhed, hvor nåden bringes over pønitenten.

Skriftefaderen, som formidler af Guds trøstende barmhjertighed

Med ærbødighed og troskab overfor Kirkens læreembede, bliver skriftefaderen formidler af Guds trøstende barmhjertighed. Han henleder fokus på syndens virkelighed, og samtidig viser han den uudgrundelig fornyende kraft, der udgår fra den guddommelige kærlighed, der på ny giver liv.

Gennem præstens handlinger og ord

Derved bliver skriftemålet en åndelig ”genfødsel”, der forvandler pønitenten til en ny skabning. Det er kun Guds nåde, der kan udvirke dette mirakel, og det bliver foretaget gennem præstens ord og handlinger. Ved at erfare en benådning, der er fyldt med ømhed og kærlighed, og som stammer fra Herren, ledes pønitenten til med større lethed at kunne erkende, hvor forfærdelig synd er og (fremtidigt) undgå at begå synd for at kunne forblive i Guds venskab og vokse i dette venskab.

Persona Dramatis

I denne mystiske proces, hvor der sker en indre fornyelse hos pønitenten, er skriftefaderen ikke blot til stede som en passiv deltager, men han agerer persona dramatis, det vil sige, han er et levende redskab for den guddommelige barmhjertighed. Derfor er det nødvendigt, at han forener en funderet åndelighed og pastoral ”følsomhed” med en grundlæggende teologisk, moralsk og pædagogisk forberedelse, som gør ham i stand til at forstå pønitentens livssituation.

Som fader

Desuden er det hensigtsmæssigt, at skriftefaderen har kendskab til den sociale, kulturelle og arbejdsmæssige kontekst, skriftebarnet befinder sig i, for at han kan rådgive denne bedst muligt i åndelig henseende og med bønspraksis etc. Præsten bør erindre sig, at han i forbindelse med dette sakramente er kaldet til at være fader, åndelig vejleder og den, der lærer og er med til at ”forme” pønitenten. Dette kræver i sagens natur, at skriftefaderen hele tiden er åndeligt funderet, men også bredt og alment orienteret, og det er netop det, der er sigtet med det såkaldte ”interne forum”, som apostolske skriftefædre har etableret.

I kontakt med Kristus gennem bønnen

Kære præster, Jeres tjeneste har frem for alt et åndeligt perspektiv. I må, til den menneskelige visdom samt den teologiske forberedelse I foretager, tilføje en dybt funderet åndelighed, som næres ved bønsaktivitet, hvorved I er i kontakt med Kristus, som er Herre og Frelser.

In Persona Christi

I kraft af den præstelige ordination udfører skriftefaderen ganske enkelt en særlig tjeneste in Persona Christi bistået af en række bestyrkende nådegaver. Skriftefaderens forbillede er Jesus, som er sendt af Faderen: Den Kilde, hvorfra Helligåndens livgivende åndedrag udgår. At skulle løfte et så stort ansvar, dertil rækker den menneskelige styrke kun i ringe grad, men den ydmyge og trofaste tro på Kristi frelsergerning gør os, kære brødre, til vidner om Kristi universelle frelse, der udgår fra Ham, og som vi fører ud i livet på formaning af Den hellige Paulus, som siger: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 kor 5: 19).

Den fulde formidling af Barmhjertighedens Kærlighed

For at kunne opfylde en sådan tjeneste må vi først og fremmest lade budskabet om frelsen blive dybt rodfæstet i os og forandre os. Vi kan ikke forkynde nåde og forsoning for andre, hvis vi ikke bærer den i os. Det er sandt, at der i vores tjeneste findes forskellige måder og redskaber til at formidle Guds barmhjertige kærlighed til vore brødre, men det er dog i selve udførelsen af dette sakramente, at det kommer til sit fuldkomne udtryk.

Lad skriftemålet have forrang

Kristus har udvalgt os, kære præster, til at være netop dem og de eneste, der kan tilgive synder i Hans navn: der er her tale om en bestemt tjeneste i Kirken, som vi bør prioritere højt. Hvor mange mennesker med problemer søger ikke trøst og omsorg hos Kristus! Hvor mange pønitenter finder ikke i skriftemålet fred og glæde, en fred og glæde, som de har søgt efter i lang tid! Er det ikke tydeligt for enhver, at det også i en tid som vores, der er præget af religiøse og sociale udfordringer, der er et behov for, at man genopdager dette sakramente, og at det må blive synligt (for mennesker).

Helgenerne som forbillede

Kære brødre, lad os følge helgenernes eksempel, og specielt dem, der ligesom Jer, var dedikeret til netop denne tjeneste. Blandt disse er Skt. Johannes Marie Viannay, Skt. Leopold Mandic og én, som er endnu tættere på os, nemlig Skt. Pio fra Pietrelcina. Må disse fra himlen yde os deres støtte, så vi i rigt mål kan formidle Kristi nåde og barmhjertighed.

Maria, syndernes tilflugt

Må Maria, som er syndernes tilflugt give Jer styrke, opmuntring og håb til at kunne fortsætte Jeres uundværlige gerning. I er med i mit hjertes bønner, nu hvor jeg med hengivenhed bringer Jer min velsignelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 7. april 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/04/the-priest-confessor-an-active

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Benyt bodens sakramente!

”Hvis der er et (helt særligt) himmelsk ’påfund’ i Den katolske Kirke, så må det helt sikkert og næst efter det Allerhelligste sakramente, være bodens sakramente” (John Henry Newman).

Bodens sakramente er ét af de sakramenter, jeg holder allermest af, og jeg forsøger at gøre brug af det så ofte som muligt. Men sådan har det ikke altid været. Jeg er konvertit, og jeg kan stadig huske, hvor akavet mit første skriftemål var. Jeg gruede for det i ugerne op til, at det skulle foregå, ligesom hvis jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg havde totalsmadret deres nye bil.

Det værste var, at den gode præst, som skulle forestå skriftemålet, insisterede på, at det skulle foregå ansigt til ansigt. Der ville altså ikke være mulighed for anonymitet på nogen måde, dette skulle ikke være for let.

Helt ærligt, så var det ydmygende, og jeg husker, at mine øjne var rettet mod gulvet det meste af tiden. Men efter ydmygelsen kom det bedste, det var lyden af de ord, som præsten siger under absolutionen. Det var særdeles kraftfuldt, og det gjorde Guds nåde meget konkret på en helt ny måde.

Som protestant vidste jeg aldrig helt, om jeg var blevet tilgivet, var min anger dyb nok? Havde jeg bedt længe og intenst nok? Selvfølgelig havde jeg det, jeg blev fortalt, at jeg bare skulle have en tro på, at alt var i orden, men da jeg er en skrupuløs type (og jeg har stadig problemer med dette), kunne jeg tage mig selv i at tvivle på mine bevæggrunde og oprigtighed. Ofte og gentagne gange bad jeg de samme bønner om tilgivelse blot for at have én eller anden form for målestok.

Så var der min skyld over at holde mine synder hemmelige for verden. Jeg kunne udadtil vise en hellig og retfærdig adfærd, men der var ingen, der virkelig vidste, hvad jeg ”gemte på” under overfladen. Jeg følte mig som en hykler opfyldt af hemmelige synder.

Bodens sakramente ændrede på alt dette. Jeg kan ikke holde mine synder hemmelige og slet ikke i længere tid. Og jeg behøver ikke at tvivle på, om jeg er blevet tilgivet. Jeg kan på en konkret måde høre, at det er jeg, og denne sætning kan jeg høre blive sagt, så ofte jeg har behov det.

3 grunde til at benytte bodens sakramente

Mange mænd er enten flove over eller bange for at benytte bodens sakramente. De prøver at undgå det så længe som muligt og finder på en mangfoldighed af undskyldninger for ikke at gøre det. Hvis du føler dig ”ramt”, så er her tre grunde til, at du bør opsøge bodens sakramente så hurtigt som muligt.

1.      En ny begyndelse: Ligegyldigt hvad du har gjort, (tænk på det værste du kunne gøre) finder du barmhjertighed og helbredelse i bodens sakramente. Når du går ud fra skriftestolen, er du blevet befriet fra synden på en måde, som du aldrig nogensinde har oplevet det før. Hvorfor skulle du ikke ønske at modtage denne gave?

Selvom du ikke har begået nogle alvorlige synder, er det at gå til skrifte som at blive vasket ren. Svaghedssynder sætter sår på sjælen og gør den praktisk talt snavset. Lad ikke din sjæl blive snavset og ildelugtende af svaghedssynder. Opsøg bodens sakramente. 

2.      Den konkrete tilgivelse: Vor Herre sætter os ikke i den situation, hvor vi selv skal gætte os til, om vi er blevet tilgivet. Når præsten udtaler absolutionen, bliver din sjæl øjeblikkelig og fuldstændig helbredt. Det, der er vigtigt at huske på, er, at i bodens sakramente er Jesus til stede ved præsten. Hvis Jesus var her på jorden, ville du så ikke gå til Ham og bede om tilgivelse? Hvis du ønsker at opleve den guddommelige barmhjertighed på en konkret måde, så er bodens sakramente stedet.

3.      Du modtager nåden: Det er en forkert betragtning, at skriftemålet kun handler om at komme af med sine synder. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Det er ikke kun vores synder, der bliver taget fra os og havner på havets bund, vi modtager også den nåde fra Kristus, som vi så desperat har behov for til at kunne leve et helligt liv. Desto mere du gør brug af skriftemålet, desto mere nåde modtager du.

Hvad venter du på?

Derfor mænd, kom nu afsted og opsøg bodens sakramente. Selvom du måske ikke altid har lyst til det, så er dette sakramente en stor gave. Lad ikke frygt, skyld eller forlegenhed afskrække dig.

Jesus venter på dig i bodens sakramente, og Hans Hjerte længes efter at give dig Sin nåde i overflod. Hvad venter du på? Kom afsted og opsøg bodens sakramente.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Catholic Gentleman, og den kan læses på: https://catholicgentleman.net/2013/08/go-to-confession/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Concerning the Idolatry of Vatican II

While nations that were once Catholic introduce laws that promote abortion and euthanasia, gender theory and sodomitical “marriages;” while in the United States a legitimately elected President is seen to be usurped in the White House by a corrupt, depraved, and pro-abortion “President” placed in power by a gigantic fraud to the sycophantic applause of Bergoglio and progressive bishops; while the world population is held hostage by plotters and conspirators who profit from the psycho-pandemic and the imposition of ineffective and dangerous pseudo-vaccines, the solicitude of Francis is focused on catechesis, in a monologue staged on January 30 for the selected audience of the National Catechetical Office of the Italian Bishops’ Conference [CEI]. The show was presented on the occasion of the 60th anniversary of the Catechetical Office, “an indispensable instrument for catechetical renewal after the Second Vatican Council.”

In this monologue, written in all probability by some grey functionary of the CEI in an outline form and then developed off the cuff thanks to the improvisation in which the august orator excels, all the words that are dear to the followers of the conciliar church are used: first and foremost the word “kerygma” that every good modernist can never omit in his homilies, despite the fact he is almost always ignorant of the meaning of the Greek term, which with all probability he does not even know how to decline without stumbling on accents and endings. Obviously the ignorance of those who repeat the refrain of Vatican II is the instrumentum regni ever since the Clergy were forced to set aside Catholic doctrine in order to privilege the creative approach of the new way. Certainly, using the word announcement instead of kerygma would trivialize the speeches of the initiates, and also reveal the contemptuous intolerance of this elite caste towards the majority who stubbornly cling to the forbidden post-Tridentine notionism.

It is no coincidence that the Innovators detest with all their strength the Catechism of Saint Pius X, which in the brevity and clarity of its questions and answers does not leave any margins for the catechist’s creativity. The catechist should be – but for sixty years no longer has been – the one who transmits that which he has received, not an elusive “personal recollection” of salvation history that from time to time chooses which truths to transmit and which ones to leave aside in order not to offend his listeners.

In the merciful Bergoglian church, the heir of the post-conciliar church (which are both variants of a spirit that no longer has anything Catholic about it), it is licit to discuss, contest, and reject any dogma, any truth of the Faith, any magisterial document, and any papal pronunciation prior to 1958. Since, according to the words of Francis, one can be “brothers and sisters of everyone, independently of faith.” Any believer can clearly understand the very grave implications of the present pseudo-magisterium, which brazenly contradicts the constant teaching of Sacred Scripture, the Divine Tradition, and the apostolic Magisterium. However, the naive victim of decades of conciliar reprogramming of Catholics could believe that, in this composite babel of heretics, protesters, and those given over to vice, there remains at least some space for those who are orthodox, devoted subjects of the Roman Pontiff, and virtuous.

All brothers, independently of faith? This principle of tolerant and indistinct acceptance knows no limits… except for actually being Catholic. In fact, we read in the monologue given by Bergoglio in the Sala Clementina on January 30:

This is magisterium: the Council is the magisterium of the Church. Either you are with the Church and therefore you follow the Council, and if you do not follow the Council or you interpret it in your own way, as you wish, you are not with the Church. We must be demanding and strict on this point. The Council should not be negotiated in order to have more of these… No, the Council as it is. And this problem that we are experiencing, of selectivity with respect to the Council, has been repeated throughout history with other Councils.

May the reader have the goodness not to dwell on the uncertain prose of Our orator, who in his “off the cuff” improvisation combines doctrinal chaos with the slaughter of syntax. The message of the speech to Catechists precipitates the merciful words of Fratelli Tutti into contradiction, forcing a necessary change of the title of the “encyclical” letter to: “All Brothers, with the exception of Catholics.” And if it is very true and acceptable that the Councils of the Catholic Church are part of the Magisterium, the same cannot be said for the only “council” of the new church, which – as I have stated many times – constitutes the most colossal deception that was ever carried out by the Shepherds of the Lord’s flock; a deception – repetita juvant – which occurred in the moment in which a clique of conspiring experts decided to use the instruments of ecclesiastical governance – authority, magisterial acts, papal discourses, documents of the Congregations, texts of the Liturgy – with a purpose opposed to that which the Divine Founder established when he instituted the Holy Church. In so doing, the subjects were forced to adhere to a new religion, ever more blatantly anti-Catholic and ultimately antichristic, usurping the sacred Authority of the old, despised and deprecated pre-conciliar religion.

We therefore find ourselves in the grotesque situation of hearing the denial of the Most Holy Trinity, the divinity of Jesus Christ, the doctrine of Suffrages for the dead, the purposes of the Holy Sacrifice of the Mass, Transubstantiation, and the perpetual Virginity of Mary Most Holy without incurring any canonical sanction (if this were not the case, almost all the consultors of Vatican II and the present Roman Curia would already have been excommunicated); but “if you do not follow the Council or you interpret it in your own way, as you wish, you are not with the Church.” Bergoglio’s gloss on this demanding condemnation of any criticism of the Council leaves us truly incredulous:

It makes me think of a group of bishops who left after Vatican I, a group of lay people, groups, to continue the “true doctrine” that was not that of Vatican I: “We are the true Catholics.” Today they ordain women.

It should be noted that “a group of bishops, a group of lay people, groups” that refused to adhere to the infallibly defined doctrine of the First Vatican Ecumenical Council were immediately condemned and excommunicated, while today they would be welcomed with open arms “regardless of faith,” and that the Popes who at that time condemned the Old Catholics would today condemn Vatican II and would be accused by Bergoglio of “not being with the Church.” On the other hand, the lectresses and acolytesses of recent invention are not a prelude to anything else except the place of “Today they ordain women” where those who abandon the teaching of Christ invariably end up.

Curiously, ecumenical openness, the synodal path and the pachamama do not prevent the showing of intolerance towards Catholics whose only fault is that they do not want to apostatize from the Faith. And yet, when Bergoglio speaks of “no concession to those who try to present a catechesis that does not agree with the Magisterium of the Church,” he disavows himself and the alleged primacy of the pastoral over doctrine that is theorized in Amoris Lætitia as the conquest of those who build bridges and not walls, to use an expression dear to the courtiers of Santa Marta.

So from now on we could update the incipit of the Athanasian Creed: Quicumque vult salvus esse, ante omnia opus est, ut teneat Modernistarum hæresim.

+ Carlo Maria Viganò, Archbishop
Former Apostolic Nuncio in the United States of America

Official Translation

Original Source: The Remnant Newspaper

Husk på de sidste ting

Når det handler om de åndelige øvelser, indbyder Skt. Ignatius dem, der tager del i hans retræter, til dybere at overveje de sidste ting, og dette burde være noget af det vigtigste i vores åndelige liv.

I den teologiske disciplin, der beskæftiger sig med åndelighed, er fagtermen for de sidste ting ”eskatologi”, som betyder læren om de sidste ting. Nogle forfattere opererer med formuleringen ”de fire sidste ting”, men jeg vil her tillade mig at knytte yderligere en femte ting til.

Hvad er så disse ”fem” sidste ting? De følger her, så man på et dybere plan kan overveje dem: døden, dommen, himlen, helvede og, ja, purgatoriet. Som I kan se, er de fire hovedelementer suppleret af purgatoriet. Jeg vil i det følgende komme med en kortfattet betragtning af de sidste ting, som bestemt er meget vigtige elementer.

1.      Døden. Døden, kan man som menneske helt sikkert regne med, kommer, men der er også usikkerhed forbundet med døden. Dette er i sig selv et meget paradoksalt udsagn, og det er det alene af den grund, at intet menneske, der kommer til denne verden, kan undgå døden. Uanset om man er høj eller lav, tyk eller tynd, intelligent eller det modsatte, rig eller fattig, døden holder sit indtog, og ingen går fri. Det mest velhavende menneske, der har levet, såvel som det mest fattige menneske vil afslutte deres liv det samme sted, nemlig under jorden.

Skt. Ignatius af Loyola lærer os i sin berømte meditation med titlen ”Principle and Foundation”, hvordan vi skal beskæftige os med dødens uundgåelige virkelighed. Han minder os om, at: ”Vi ikke bør foretrække et langt liv fremfor et kort liv, sundhed fremfor sygdom, rigdom fremfor fattigdom og ære fremfor ydmygelse. Langt hellere bør vi vælge det, der er det mest befordrende for at nå det mål, vi er skabt til, nemlig vor sjæls evige frelse” (Spiritual Exercises of St. Ignatius no. 23). Med andre ord det, der er vigtigst, er ikke et langt liv, men et helligt liv. Skt. Katarina fra Siena minder os om, at: ”De to vigtigste øjeblikke i vort liv er nuet og dødsøjeblikket”, og dette vækker genklang, når man ser på de sidste linjer i ”Hil dig, Maria-bønnen”. Derfor bør vi gøre alt det, vi kan for at leve et sandt, dedikeret og helligt liv med henblik på at dø en hellig død. Så vil vi blive frelst og være hos Herren i al evighed. Lad os begynde allerede nu og altid stræbe efter at vores sind, hjerte og sjæl er fokuseret på himlen, som er vores evige skæbne.

2.      Dommen. I det øjeblik vi dør, vil vi møde vores dom. Det er Jesus, der vil dømme os alle. Vi beder i trosbekendelsen hver søndag, at ”Han (Jesus) skal komme for at dømme de levende og de døde”. Vores dom er sandhedens øjeblik! Vi kan lyve overfor andre, og vi kan bedrage dem, vi kan lyve overfor vores slægtninge, venner, dem, der står os nær, og vi kan endda lyve overfor os selv. Dette er desværre en realitet. Imidlertid kan hverken den bedste løgner eller bedrager lyve overfor Jesus, som er Vejen, Sandheden og Livet. Dommen er i sandhed sandhedens time.

Alt det, vi har gjort i vores liv, vil i vores samvær med Jesus blive vist for os, og intet vil være skjult. Vi vil ikke blot se alle vore handlinger, det vi har undladt at gøre, de ord vi har sagt, vi vil endda se de tanker, dybeste hemmeligheder og intentioner, vi har båret på, og det er i sandhed, sandhedens time. Om man vil, kan dommen sammenlignes med det at skulle se en film. Sammen med Jesus vil du være foran det store lærred, og den film I ser, der har du den altafgørende rolle, for det er dit liv, denne film handler om. Blot tanken om vores dom, der vil komme, bør ryste os og tilskynde os til at give afkald på uærlighed, beskidte ord, tanker og det, der er lumskt og bedragerisk i vort liv, fordi alt dette vil fremstå i allermindste detalje for selve Gud. 

3.      Helvede. Det er en del af den katolske lære, at helvede eksisterer og er en realitet. Helvede er et sted, hvor man vil opholde sig for evigt, og det er forbundet med lidelse og pine, som ingen ende vil tage. Helvedes smerte og lidelse vil vare for evigt.

Der eksisterer forskellige former for lidelse i helvede (læs mere om dette i Sr. Faustinas bog ”Mercy in my Soul” no. 714). Her følger en oversigt over disse lidelser: 

1.      En bestandig samvittighedskval

2.      Ingen mulighed for forandring, man er for altid i ondskabens ”favn”

3.      Satans og andre djævles vedvarende selskab

4.      En ild, der gennemtrænger sjælen dog uden at ødelægge den

5.      En kvælende stank, der forårsager kvalme

6.      De fordømte sjæles råb af fortvivlelse og had mod Gud

7.      Den værste lidelse er faktisk tabet af Gud, for Hvem vi er skabt til at være sammen med i al evighed

Udover de generelle pinsler, der ”rammer” sjælene kollektivt, så er der specielle former for pinsler, der er konstrueret specifikt til den enkelte sjæl. Det er pinsler, der ”matcher” den måde, hvorpå det enkelte menneske har misbrugt dets legeme og sanser i denne verden. Det klassiske værk, Den guddommelige komedie, skrevet af Dante, skildrer på mesterlig vis lidelsen i helvede. Hvem kommer i helvede? Det gør den person, der dør i en tilstand præget af dødssynd, som ikke er blevet bekendt og angret i skriftemålet, og derved har denne person ved sin skyld valgt den evige adskillelse fra Gud. Vor Frue af Fatima advarede verden om, at mange sjæle fortabes, fordi der er for få mennesker, der beder for og frembærer ofre for dem, der begår synd. Vor Frue sagde også, at langt de fleste sjæle går til fortabelse, fordi de synder mod renhedens dyd. Se på verden omkring os, og det bliver tydeligt, hvor sande disse ord og denne profeti var fra Vor Frue af Fatima.

4.      Purgatoriet. Hvert år efter festen for ”Allehelgen (den 1. november) fejrer Kirken ”Alle sjæles dag” (den 2. november). Dette er dagen, hvor vi specifikt beder for sjælene i purgatoriet. Hvad er purgatoriet? Purgatoriet adskiller sig fra himlen og helvede ved at være et sted, hvor sjælen opholder sig midlertidigt. Purgatoriet er skabt til de sjæle, der er gået bort i en tilstand præget af helliggørende nåde, men de er endnu ikke fuldendte, når det handler om kærlighed. Det er kun sjæle, der er blevet fuldkommengjort i kærlighed, og som er uden syndens plet på deres sjæle, der tillades adgang til himlen.

Disse sjæle bærer stadig pletter fra svaghedssynder på deres sjæls bryllupsklæder, eller de har ikke på tilstrækkelig vis sonet for de synder, det kan være svagheds- og dødssynder, de har begået i fortiden. Det er kun dem, der helt og aldeles er rene af hjertet, der kan komme ind i himlen. Jesus sagde: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8). Vi kan hjælpe sjælene i purgatoriet! Men hvordan? Det kan vi på mange måder. Vi kan gøre det ved bøn, ved at faste for dem, bringe ofre for dem og foretage kærlighedsgerninger, alle disse er måder, vi kan agere på, hvis vi vil hjælpe vore brødre og søstre i den renselsesproces, de gennemgår i purgatoriet. Ikke desto mindre er den mest kraftfulde bøn og det middel, der kan lindre lidelsen for sjælene, der tålmodigt venter på at komme til Herren, Det hellige Messeoffer. Ved en lejlighed fejrede pave Skt. Gregor den Store på hinanden følgende Messer i løbet af en måned for en af sine venner, der døde, og efter at Messerne var blevet sagt denne måned, vendte vennen tilbage til denne helgenagtige pave og fortalte, at han var nået frem til himlen. Vi bør aldrig underkende betydningen af at bede for sjælene i purgatoriet, eller at der bliver fejret Messer for dem. De vil i al evighed vise deres tak for denne kærlighedsgerning.

5.      Himlen er vores sande hjem. Før Jesus forlod denne jord for at vende tilbage til Sin himmelske Fader, gav Han et løfte, der bringer stor trøst: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger, hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” (Joh 14: 1-2).

Dette er i sandhed et budskab, der indeholder trøst: Jesus har allerede gjort en plads rede for dig og mig i himlen. Vi burde i vore hjerter længes efter himlen. Må salmistens ord kendetegne vort hjertes dybeste længsel: ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl 42: 1-2). Vi bør have en sand ærefrygt for Herren, når det drejer sig om helvedes virkelighed, og den mulighed, der eksisterer, for at vi kan havne der. Vi bør dog have en endnu større længsel efter himlen, der er vores sande hjem.

Prøv at huske tilbage på den lykkeligste dag eller time i dit liv og gang den glæde, du fornemmede, med en milliard, læg derudover til at dette vil vare ved i evigheden. Dette er kun et brudstykke af, hvad himlen egentlig er. Den hellige Paulus benytter følgende ord til at karakterisere den ubeskrivelig himmel: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” (2 Kor 2: 9), og videre ”At lidelserne i denne tid, der nu er inde er for intet at regne mod den herlighed, som åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares” (Rom 8: 18). Lad os løfte vore øjne, vort sind, hjerte og sjæl til Vor Frue, som er englenes, jomfruernes, martyrernes, bekendernes og helgenernes dronning og bede for, at vi ved hendes kraftfulde bøn, en dag alle må være juveler i hendes himmelske krone, så vi kan fordybe os og lovprise Faderen, Sønnen og Helligånden i al evighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 3. februar 2015. Den kan læses på: https://catholicexchange.com/remember-last-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om betydningen af fortvivlelse og lidelse

Her bringer vi en tekst, som netop er blevet oversat. Der er tale om et brev med knivskarp psykologisk indsigt, kompromisløs åndelig stringens og medfølelse i åndelig forstand. Moder Mectilde skrev dette brev i 1665 til Moder Saint- Francois-de-Paule Charbonnier, som på alle måder gennemlevede en hård tid. I dette brev går en række af de temaer igen, som Moder Mectilde sædvanligvis behandler, som for eksempel, når hun advarer imod at holde fast ved fortiden, at ville have kontrol (at sætte sin lid til sig selv) og hige efter følelsesmæssig tilfredsstillelse. Moder Mectilde er på den ene side lige så streng som Skt. Johannes af Korset og på den anden side, har hun, som Skt. Teresa af Avila, stor erfaring med det, der foregår på det menneskelige og guddommelige plan.

Når Gud ønsker adgang til et menneskes hjerte og tager det i besiddelse, ved Han også hvilken proces, der skal igangsættes, for at dette hjerte kan blive tømt for menneskelivets krav på egen vilje og tilknytning til andre skabninger. Jeg ved, mit barn, at Hans Almægtige Hånd former et evigt kors i dit hjerte. Dette oplever du, når du går igennem forskellig slags lidelse, for eksempel når du et øjeblik føler dig indfanget i mørke, frygt, rædsel, eller når du er i panik. Nogle gange er der tale om en voldsom smerte, eller andre gange er der tale om en depression, der er uudholdelig og frygtelig, og som forårsager en afsky for alt omkring dig og endda for det, som ligger dybt i din sjæl, og alt dette kan til tider føre til, at du i dit legeme fornemmer sygdom.

Denne prøvelse kan nå nye højder. Når det drejer sig om fristelse, kan Gud nogle gange tillade, at en dæmon angriber med fuld styrke, hvor dens ondskabsfulde had kommer til sit fulde udtryk, og dette kan nå et niveau, hvor sjælen ser sig selv som intet andet end fortabt og som en forhærdet synder. Uanset hvor sjælen vender sig hen, ser den kun sin elendighed og fornemmer fortvivlelsen over sin situation. Indtryk, der er præget af urenhed, plager den, og det sker ved billeder samt en konstant uro.

Den hellige mand Job blev på en helt særlig måde af Gud overgivet til satans varetægt. Den lidelse, han gennemgik, ramte både hans sjæl og legeme på den mest gennemtrængende måde, en skabning kan opleve. Men hvorfor måtte han gennemgå dette? Af to grunde: Den første var, at han blev et eksempel på Jesus Kristus i de lidelser, han gennemgik, og den anden grund var, at han skulle tjene som eksempel på de sjæle, som Den rene Kærlighed vil favne og tage til Sig. Det er vigtigt at trække frem, at i Guds Kirke er der mennesker, der erfarer det samme forløb, som Job gennemgik, og det tjener som et eksempel for dem, der gennemlever lidelse i et stort omfang, at dette er forbundet med en stor grad af renhed og hellighed.

Siden du har åbnet dit hjerte for mig mit barn, vil jeg også åbne mit for dig og fortælle, at jeg tidligere i mit liv har gennemgået det, som du oplever nu. Men jeg må til min store skam indrømme, at jeg ikke besad troen i hjertet til at kunne klare det, som Vor Herre foretager i hemmelighed i Sit arbejde med din sjæl. Forsøg på at tøjle din vilje. Jeg ser, at Hans nåde går foran dig, så du kan holde modet højt, men Han gør det på en ikke synlig måde. Jeg ser tydeligt, at Gud handler i dig, og jeg takker Ham af hele mit hjerte for al den nåde, Han lader tilflyde din sjæl, og at Han lader Sit arbejde (med dig) skride frem, ved at Han lutrer dig for din selvkærlighed, som har inficeret alle dine gerninger.

Jeg havde virkelig håbet, at Gud en dag ville tilskynde dig denne nåde, men jeg troede ikke, at det ville ske så hurtigt på grund af de svagheder, du har. Selv om jeg ser, at du bærer på en så stor ømhed overfor det, der er Guds samt en indre sødme, sædvanligvis givet af Gud for at tiltrække sjæle til Hans tjeneste, så troede jeg ikke at Han så hurtigt ville knytte dig til Sit kors. Jeg troede ikke, at du var stærk nok. Men jeg ser, at Gud selv har truffet Sit valg og straks sat det i værk, for Han behandler dig, som Han behandlede Sin Søn. Det var Ham, der var blevet udset som offer lige fra inkarnationen og samtidig behandlet som sådan, og det i alle dele af Hans hellige liv. Han blev behandlet som en fremmed, en der er blevet forvist, og som ikke blev bistået eller støttet af andre. Med andre ord Gud behandlede Ham som en, der er afvist af Gud, og Han bar den strenghed, der er i den guddommelige retfærdighed. Det var netop i den ånd, at Jesus blev ydmyget, forkastet og opofrede Sig til Guds retfærdighed og hellighed, og det var også i den ånd, at vores orden blev stiftet i Kirkens regi. Du vil bære den nåde og hellighed, som Gud har ladet tilflyde dig, hvis du går igennem al den smerte, der kommer over dig, uanset hvordan den måtte tage sig ud, og du må forblive at være som Jesus og med Jesus, der fulgte Sin Faders vilje.

Vær ikke overrasket over, at du føler elendigheden og ondskaben i dig selv. Lid mit barn, vær lidende sammen med Jesus, og lid sammen med den hellige Paulus for at frembringe det, som endnu mangler både fra hans gode Mester og dig. Lad intet komme som en overraskelse for dig. Overgiv dig til Hans vilje. Så vidt det er muligt undgå at søge dig selv og den trøstende opmærksomhed, som din egoisme tilskynder dig til under forklædning af evighedens frelse eller den overdrevne frygt for synd, og således ikke være i nådens stand. Alt dette, som ikke er en del af Guds orden. Befinder man sig i en sådan tilstand, må man være stålfast og en smule hård ved sig selv, ellers vil man ende med at græde for evigt og bebyrde sig selv med den ånd, der er i verden. I Jesu navn, Ham som er den eneste, der bør bebo vore hjerter, vær tro mod det at gøre Guds vilje. Dette er, hvad du skal gøre. Og vær tro mod alle dine forpligtelser, og frem for alt vær lydig og lad dig blive ført som et lille barn, der uden den mindste tvivl følger Vor Herres godhed.

Fortsæt med, ud fra en kristen enkelthed, at være opmærksom på de følelser og andre ”rørelser”, der foregår i dig, for at undgå illusioner. Velsignet være Gud for evigt, at Han har ladet dig opnå netop denne tilstand! O hvilken nåde, hvis du holder ud og er tro! Du vil forblive tro, hvis du gør, som jeg anviser dig, som er, at du fornægter dig selv i alt, det være sig i åndelig henseende, i den evige og jordiske virkelighed, og når det gælder de legemlige behov og giver det til Jesus Kristus og tillader Ham at lede din sjæl på den måde, Han finder bedst. Hav fuld tillid til Hans godhed.

Dette er, hvad jeg kan råde dig til og bede dig tro på, og som kommer fra mit hjertes dyb. Jeg er helt din, da Gud har overdraget dig til mig, og vær forvisset om, at Han også har overdraget mig til dig, og at dit ve og vel (i jordisk og åndelig forstand) for altid vil ligge mig på sinde.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 22. oktober 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/10/mother-mectilde-on-the-meaning-of-desolation-and-sufferings/

Prayers for Protection and Deliverance

Prayers for Protection and Deliverance

Heavenly Father, I praise and thank you for all you have given me. Please cover me with the protective, precious blood of your Son, Jesus Christ, and increase your Holy Spirit in me with His gifts of wisdom, knowledge, understanding, hunger for prayer, guidance and discernment to help me know your will and surrender to it more completely.
Father please heal my negative emotions and any wounds in my heart and spirit. Send the sword of your Holy Spirit to sever and break all spells, curses, hexes, voodoo and all negative genetic, inter-generational and addictive material, past, present or to come, known or unknown, against me, my relationships and family, finances, possessions and ministry.
Father I forgive and I ask forgiveness for my sins and failings and I ask that my whole person, body and mind, heart and will, soul and spirit, memory and emotions, attitudes and values lie cleansed, renewed and protected by the most precious blood of your Son Jesus.
In the name, power, blood and authority of Jesus Christ I bind and break the power and effect in or around me of any and all evil spirits who are trying to harm me in any way and I command these spirits and their companion spirits in the name of the Father, the Son and the Holy Spirit to leave me peacefully and quietly and go immediately and directly to the Eucharistic presence of Jesus Christ in the closest Catholic Church tabernacle, to be disposed of by Jesus and never again return to harm me.
Dear Holy Spirit please fill up any void in me to overflowing with your great love. All this Father I pray in the name of Jesus Christ by the guidance of your Holy Spirit. Immaculate Heart of Mary, spouse of the Holy Spirit, please pray for me and with me. Amen.

Prayer to St Michael the Archangel
St Michael, the Archangel, defend us in the day of battle; be our safeguard against the wickedness and snares of the devil. May God rebuke him, we humbly pray and do you, O Prince of the heavenly host, by the power of God, cast into hell Satan and all the other evil spirits who prowl through the world seeking the ruin of souls. Amen.

Anima Christi
Soul of Christ, sanctify me. Body of Christ, save me.
Blood of Christ, inebriate me.
Water from the side of Christ, wash me. Passion of Christ, strengthen me.
O good Jesus, hear me; within your wounds hide me. Let me never be separated from you. From the malicious enemy defend me. In the hour of my death call me and bid me come unto you that I may praise you with your saints and with your angels, forever and ever. Amen.

Personal Prayer
Lord, almighty, merciful and omnipotent God, Father, Son and Holy Spirit, drive out from me all influence of evil spirits. Father, in the name of Jesus Christ, I plead you to break any chain that the Devil has on me. Pour upon me the most Precious Blood of your Son. May his immaculate and redeeming blood break all bonds of my body or mind.
I ask you this through the intercession of the Blessed Virgin Mary.
Archangel St Michael, intercede and come to my help.
In the name of Jesus I command all demons that could have any influence over me to leave me forever. By his scourging, his crown of thorns, his cross, by his blood and resurrection, I command all evil spirits to leave me. By the true God, by the Holy God, by God who can do all, in the name of Jesus, my Saviour and Lord, leave me. Amen.

Prayer against Every Evil
Spirit of our God, Father, Son, and Holy Spirit,
Most Holy Trinity, Immaculate Virgin Mary, angels, archangels, and saints of Heaven, descend upon me.
Please purify me, Lord, mould me, fill me with yourself, use me.
Banish from me all the forces of evil, destroy them, vanquish them, so that I can be healthy and do good deeds.
Banish from me all spells, witchcraft., black magic, malefic ties, maledictions, and the evil eye; diabolic infestations, oppressions, possessions; all that evil and sinful, jealousy, perfidy, envy; physical, psychological, moral, spiritual, diabolical ailments.
Burn all these evils in Hell, that they may never again touch me or any other creature in the entire world.
I command and bid all the powers that molest me -by the power of God all powerful, in the name of Jesus Christ our Saviour, through the intercession of the Immaculate Virgin Mary -to leave me forever, and to be consigned into everlasting Hell, where they will be bound by St Michael, St Raphael, our guardian angels, and where they will be crushed under the heel of the Immaculate Virgin Mary. Amen

Ti måder som vi kan faste på

Jesus sagde: ”Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de” (Luk 13: 3). I Sin første forkyndelse i Sin offentlige fremtræden formaner Jesus til omvendelse: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1: 15). Kristi mystiske Legeme fører os ind i en tid fyldt med nåde, og hvert år har til formål at lede os til omvendelse. Den tid, vi her taler om, er den fyrre dage lange fastetid.

Moses fastede i fyrre dage på bjerget, og Jesus var fyrre dage i ørkenen, hvor Han fastede. Kirken opfordrer os til i denne fastetid at søge dybere ind i os selv og bede om hjertets omvendelse.

En sådan omvendelse kan blive til virkelighed, hvis man forpligter sig til at udføre tre traditionelle former for praksis, nemlig bønalmisse og faste (Matt 6: 1-18). Ved bøn retter vi vort fokus på Gud, ved at give almisse rækker vi ud til vores næste, som virkelig har behov for hjælp, og når vi faster, søger vi ind i vores hjertes dyb og beder om Herrens nåde til at kunne slippe tilknytningen til synden.

Når ovenstående er tilfældet, på hvilke konkrete måder kan man så faste? Det er vigtigt at gøre sig klart: det at faste er ikke blot en diet med ønsket om at tabe nogle kilo. Formålet med at faste handler mere om at ville behage Gud, at ønske hjertets omvendelse og bede for andres omvendelse. Med andre ord, det at faste må have et horisontalt og metafysisk sigte.

Ti måder hvorpå vi kan faste

1.      Spis mindre (almindelig mad) og modtag Den hellige Eukaristi oftere.

Ved at gøre dette betoner vi betydningen af vores åndelige liv og sjæls frelse. ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på” (Joh 6: 27).

2.      Styr din tunge/behersk din tale

Skt. Jakob siger i sit brev: ”Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale …” (Jak 1: 19). Dette er ganske enkelt en fremragende formaning, der handler om at styre sin tunge, altså at beherske sin tale.

3.      Heroiske øjeblikke

Grundlæggeren af Opus Dei har fremsat følgende kortfattede sætning: ”Det heroiske øjeblik”. Men denne sætning i mente siger Skt. Jose Maria, at så snart vi hører vækkeuret ringe, bør vi straks stå op, bede og starte vores dag. Djævelen, som finder behag i dovenskab, tilskynder os til at slå vækkeuret fra og sove videre. Jeg tror ikke, at man finder denne praksis hos helgenerne. Så lad os komme op og i gang.

4.      Vær årvågen i forhold til øjnenes begær

Øjnene er sjælens spejl. Den hellige kong David faldt for syndens fristelse, og dette ledte til endnu mere synd. Han fæstnede sit blik på en gift kvinde, Bathsheba. Utroskab i tanken blev gjort til gerning i fysisk forstand. For at få denne synd ud af syne, lod David Bathshebas (uskyldige) mand gå i krig og blive dræbt (2 Sam 11-12). Lad os stræbe efter følgende saligprisning: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5: 8).

5.      Punktlighed/omhu

Jesus siger: ”Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget” (Matt 25: 23). Vær omhyggelig og punktlig, det viser, at du har styr på tingene, og hav respekt for andre. Alt dette viser, at du udfører dine opgaver godt og til tiden.

6.      Lyt til andre

Det er så let at afbryde andre, når de taler, og forsøge at pådutte dem ens egen holdning, inden de har færdiggjort deres forklaring (af egne holdninger). Kærlighed, betyder kærlighed til Gud og næsten, og med det menes der, at man respekterer andre og giver dem plads til at tale ud, uden at man afbryder dem for at påtvinge dem ens egne holdninger.

At lytte til andre er samtidig en måde at vise ydmyghed på, at man lader den anden træde frem, fremfor at man selv gør det. ”Jesus … er sagtmodig og ydmyg af hjerte, så I skal finde hvile for jeres sjæle” (Matt 11: 28-30).

7.      Vær taknemmelig fremfor at beklage dig

Lad aldrig en dag rinde ud, hvor du ikke har vist Gud din taknemmelighed. Vi burde praktisk talt bestandigt takke Gud. Desuden bør vi gøre det til en god skik at takke andre. ”Tak Herren, for Han er god, Hans trofasthed varer evindelig” (Sl 118: 1).

8.      Smil selvom du ikke nødvendigvis ønsker at gøre det

Dette kan i sandhed være en god måde at gøre bod på, når du smiler til et andet menneske, også selvom du er træt, har hovedpine eller er forkølet. Dette er en heroisk dyd. Et smil er ikke noget stort, men det kan have en ”smittende” effekt. Faktisk kan et smil, der udspringer fra et oprigtigt hjerte, flytte et andet menneske fra trøstesløshed til at føle sig trøstet. Ét af de tydeligste tegn på at et menneske følger Jesus, er, at smilet fra dets ansigt har en udstrålende effekt. ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer” (Fil 4: 4).

9.      Bed selvom du ikke føler dig tilskyndet til det

Mange af os bygger vores åndelige liv på følelser, der er kortvarige og forbigående som duggen, der svinder bort ved morgensolens første stråler. Når det handler om at bede uden at være tilskyndet til det, så kan vi tage udgangspunkt i det eksempel, hvor Vor Herre og Frelser Jesus Kristus opholder Sig i Getsemane have (Luk 22: 39-46). Da Jesus oplever stor smerte og trøstesløshed og sveder blod, var det ikke tidspunktet, hvor tilskyndelsen til bøn var stor. Ikke desto mindre blev Jesu bøn mere inderlig.

Lad os derfor faste og gøre bod (for den synd, vi har gjort i vores liv) og fastsætte bestemte tidspunkter, hvor vi beder og lad os også bede på tidspunkter, hvor vi ikke føler os tilskyndet til det. Dette er bod og sand kærlighed til Gud. Dette er et tegn på, at vi vokser i troen.

10.  En opmuntring

”Barnabas” betyder rent faktisk ”Trøstens søn” (ApG 4: 36). Lad os komme ud over vores egen lille cirkel og have et større fokus på Gud og se Jesus i de andre, hvor vi forsøger på at efterligne den gode samaritaner (Lukas kapitel 10). Lad os lære af Simon fra Kyrene og hjælpe vores brødre og søstre, der bærer på tunge kors. Lad os lette deres byrde ved opmuntrende ord og adfærd fyldt med kærlighed og medfølelse. Husk den gyldne regel: ”Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7: 12). I strid modvind og den daglige kamp kan et opmuntrende ord i sandhed give den fornødne styrke til at klare strabadserne.

Vær i bøn, når du læser disse ti forslag igennem, som er centreret om det at faste, og hvordan man fornægter sig selv. Udvælg mindst et eller to, som du straks begynder at føre ud i livet. Må Vor Frue, det gode råds Moder, give os opmuntring til, at vi fornægter os selv og siger ”ja” til Guds kærlighed ved at tjene vore brødre og søstre med et gavmildt hjerte! (Luk 1: 38: Marias ja til Gud).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 25. februar 2020, og den kan læses på: https://catholicexchange.com/ten-ways-we-can-practice-fasting

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det sidste kys inden vi drager i krig

Vi lader vore læber berøre panden på dem, som står os nær. Vi fortæller dem, hvor dyrebare de er for os, og vi gør vort udstyr klar til at gå i krig. Verden, kødet, djævelen, ja, vores faldne tilstand, sårene fra arvesynden, som vi alle bærer på, listen af fjender synes at være uudtømmelig. Hvornår vil det syndige menneske forstå og lære, at det at være kristen er forbundet med lidelse, at skulle løfte og bære et kors, at sørge og græde, mens man bestiger et bjerg, alt imens man drager sit sværd og tager del i kampen? Det er det lod, Guds børn har fået.

Der er ingen anden vej hjem end denne for os. Vor Faders hus venter på hver og en af os, når de slag, vi har taget del i, er afsluttet. Men det betyder, at vi må kæmpe indtil det sidste. Langt sværere er det at skulle begribe det faktum, at denne krig vil fortsætte mange tusind år endnu. Vi ved ikke, hvor mange troppeenheder, fjenden råder over. Vi kender ikke hans strategi. Vores lejr er fyldt med infiltratorer (femtekolonneaktivitet), og vores soldater er vanskelige at mønstre, fordi de er udisciplinerede og ikke kender til våbenbrug, og sidst men ikke mindst vores lederskab er dybt inkompetent.

Det er den virkelighed, vi har måttet stå ansigt til ansigt med de sidste to tusind år, men vi lader os stadig hverve, så vi kan tage del i denne krig. Vi forsøger at lave en hvervekampagne blandt dem i vores omgangskreds til denne kamp, der synes umulig at vinde. Vi gør det, fordi vi ved, at det er tilstrækkeligt at vinde vores eget endelige slag, men også i forhold til at sikre Kristi styrker den endelige sejr. For hver dag der går, rykker krigen tættere på os. Hvert eneste åndedrag er som et sandkorn, der glider igennem et timeglas, vi ikke kender størrelsen på. Til tider bliver vi ved Guds nåde og kraft løftet op over slagmarken, og her får vi en chance for at se hvor dystert, det hele egentlig tager sig ud. Coronavirus er derfor en gave, en mulighed for rekognoscering, og vi bør gøre brug af denne gave både i forhold til slaget og til selve krigen.

Jeg troede, at jeg var et menneske, der i tilstrækkeligt omfang reflekterede over min egen død.

Jeg tog fejl.

Sidste gang jeg tog del i Den hellige Messe, og der modtog Vor Herre i Eukaristien, tænkte jeg ikke over, at det måske var det sidste kys. Det er ganske vist, og vi ved det alle sammen, at vi, når vi forlader Kirken, (og er på vej hjem) kan blive kørt over af en bil. Hvor er det let at glemme ydmyghed, selvom vi bærer på den viden, der skal tilskynde os til at være det. Hvor er det let at glemme, at vi kun er støv.

Jeg tænker nu tilbage på denne min sidste Messe, og det med et stort savn. Vores tur i bilen gennem byen foregik uden besvær. Der var kun lidt trafik, og vi blev mødt af en let kølig brise. Det let forpjuskede græs, der var ved at erstatte sneen, bebudede, at foråret var på vej. Den sidste lyserøde rest af solopgangen forsvandt stille i horisonten. Vi havde sandsynligvis lyttet til nogle YouTube-videoer over højtalerne i bilen, hvor man diskuterede de seneste kontroverser i Den katolske Kirke. Der var en munter stemning, og vi forsøgte ikke at tænke på, hvad vi skulle spise efter, at Messen var forbi.

Det var alt i alt en helt almindelig dag.

Min forlovedes hånd hvilede på bladene i missalet, mens vi satte os på metalstolene i kirkens midterskib, for alle kirkebænkene var allerede optaget. Stearinlysenes flammer ligesom ”dansede” og blev spejlet i guldlysestagerne. En statue af Vor Frue af Fatima så på os, mens vi forsøgte at overvære Messen og få et glimt af Tabernaklet eller præsten, der afsøgte kirkerummet ned til indgangspartiet.

”Min Herre og min Gud” lød som en stille sang fra hundredvis af hjerter, som glade bønder, der hilser deres konge velkommen, vores knæ blev presset ned mod de polstrede knælebænke eller det våde tæppe, men ingen lod sig mærke af det, vi bøjede vores hoveder, fingre gled gennem ældre guldbelagte blade og ofre blev frembåret, og der blev bedt for specifikke ønsker og nåde i sidste øjeblik. En bøn til Maria om at hendes hjerte vil yde mig støtte, blev sagt i sidste øjeblik, og derpå stod præsten foran mig med patena under min hage, og Livets Brød blev lagt på min tunge. Jeg faldt igen på knæ og trak mit tørklæde op, så det dækkede mit ansigt, og jeg bøjede mit hoved. Jeg ønskede at være alene med denne herlighedsfulde Konge blot et øjeblik for at takke, fordi Han elsker mig.

Jeg takkede Ham ikke nok for dette sidste kys. Jeg var blind.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, det, der nu skulle ske. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle knæle på mit stuegulv, mens jeg så en ”livestreamet” Messe hver søndag morgen, uden at vide, hvornår det igen ville blive muligt at tage del i en ”rigtigt” Messe. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle høre om, at over 60 præster var døde i Italien. Jeg forestillede mig heller ikke, at det pludselig ikke var muligt at aflægge skriftemål, når dette var påkrævet.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi ville blive sat i karantæne (isoleret) i vore egne hjem, mens hundrede tusinder rundt om i verden ville blive syge af en virus, vi endnu ikke har et større kendskab til. Aldrig havde jeg forestillet mig den bekymring og angst, jeg ville blive grebet af, når mine kære begyndte at udvise forkølelseslignende symptomer, som om vi alle allerede bar på denne virus. Aldrig har jeg set benzin så billig eller hylderne i butikkerne nærmest ”støvsuget” for varer.

Jeg troede ikke, at jeg var en person, der tog vores moderne verden for givet. Men her tog jeg også fejl.

En ting er, at man med sin rationelle tænkning ved, at mange mennesker allerede gennem historien har gennemlevet perioder, der var langt værre end det, jeg oplever nu. Men noget andet er, at man forsøger at se fremtiden i øjnene og må erkende, at man praktisk talt ikke kan gøre sig nogen forestilling om, hvordan ens liv vil se ud om et år fra nu. Derudover har man heller ikke nogen anelse om, hvor stærk man vil være, hvis ens liv bliver langt mere vanskeligt. Min omvendelse og konvertering til den katolske tro gjorde mig til (Kristi) soldat, men det betød ikke, at jeg var klar til at tage del i et slag som dette.

Der er meget, der fremstår uklart, men én ting ved jeg, og det er, at jeg kan takke Gud for denne nye Coronavirus, for den har hjulpet mig til at huske på det, der virkelig betyder noget her i livet, og hvor mange velsignelser Gud har givet mig. Ting, der ellers plejer at skabe bekymring hos mig, forsvandt over en nat (eller blev i alt fald mindre væsentlige). Nogle af de sår, der er opstået grundet familiære uoverensstemmelser, er blevet åbnet igen grundet den stressbetonet situation, mens andre sår (uoverensstemmelser) i det familiære regi er blevet helet. Spørgsmål om penge og økonomi er blevet skubbet mere i baggrunden, da jeg har accepteret, at løn og opsparing er områder, hvor der vil ske en vis reduktion, men det er sådan, det er.

Det vigtigste er, at denne ulykke har givet mig mulighed for at se mig selv i et klarere lys, så mange af de fejl, jeg ignorerede, fortrængte og fandt undskyldninger for, endelig er kommet for en dag. Jeg takkede ikke Gud tilstrækkeligt for det sidste dyrebare kys i Eukaristien, men Han har ikke tilbageholdt Sin nåde fra mig på trods af min uvidenhed. Hans eneste kys er tilstrækkeligt for mig indtil videre. Det er langt mere, end jeg fortjener.

Mens vi nu er på vej ind i denne periode af historien, bør vi ikke forhale eller være dovne i forhold til vores trosmæssige ”træning”. Denne krig, som så ofte foregår i det skjulte, har sat den synlige verden i brand. Lad os blive soldater af den støbning, som Vor Herre fortjener.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stefanie Lozinski og publiceret på OnePeterFive d. 24. marts 2020. Den kan læses på: The Last Kiss before the Battle – OnePeterFive

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Padre Pios kraftfulde råd, da en pandemi ramte Italien

Folk i Italien var bange for pandemien i 1918 og spurgte Padre Pio, hvad de skulle gøre.

I løbet af sommeren 1918 blev Italien hårdt ramt af den spanske influenza, hvilket tvang skoler til at lukke, og det lokale handelsliv til at stoppe al aktivitet. Det var en svær tid at gennemleve, for man var præget af frygt, da alle syntes at blive smittet af den omsiggribende virus.

Mange var bange for denne nye sygdom, og det, der fulgte i kølvandet på den, og i Italien henvendte man sig til Padre Pio.

I biografien ”Padre Pio: The True Story”, udgivet af Our Sunday Visitor, kan man læse om denne mystiske helgens reaktion på pandemien. Med kraftfulde ord gav han et råd til én af sine åndelige fæller (en ordenssøster).

Da man nåede til september, syntes det som om, at alle i San Giovanni Rotondo var blevet ramt af sygdommen. Man lukkede skolerne, og det samme skete med det lokale handelsliv. I de følgende måneder ville 200 ud af en population på ti tusind mennesker omkomme. Padre Pios åndelige fæller (ordenssøstre) var forfærdede, og derfor opsøgte de ham for at bede ham om at frelse dem. ”Frygt ikke” forsikrede han Nina Campanile. ”Søg tilflugt hos Jomfruens beskyttelse og synd ikke, og sygdommen vil aldrig få overtaget over dig”. Selvom nogle af Campaniles medsøstre blev syge, var der ingen af dem, der døde.

Padre Pios reaktion på det, der skete omkring ham, var yderligere at frembære sig selv som et offer på vegne af verden.

Padre Pio havde allerede frembåret sig selv som et offer for krigens ophør. Yderligere frembar han sig selv som offer for drengene (de studerende) på ”Seraphic College”, som han var fungerende rektor for. Den 17. september frembar han også sig selv som et offer, for at influenzaepidimien måtte blive afsluttet.

Kort tid herefter modtog Padre Pio stigmata fra Herren, der var tydelige tegn på Kristi lidelse på Pios eget legeme.

Hvad der end sker i vort eget liv, minder Padre Pio os om, at vi bør stole på Herren, at vi ikke skal nære frygt, og at vi skal søge beskyttelse hos Jomfru Maria.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Phillip Kosloski og publiceret på Aleteia den 7. januar 2021. Den kan læses på: Padre Pio’s powerful words of advice when a pandemic hit Italy (aleteia.org)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Hvorfor katolikker, der er åndeligt døde, bør bekende den dødssynd, de har begået, før de modtager Den hellige Kommunion

Blandt katolikker, der endnu deltager i Den hellige Messe, eksisterer der et stort problem: en generel og vilkårlig modtagelse af Den hellige Kommunion, endog af dem, der ikke har forberedt sig eller har den rette indstilling til at modtage Herren og kan drage fordel heraf. Dette er et stort problem, som allerede er blevet adresseret af to tidligere paver.

Til tider, faktisk ret ofte, går alle de, der deltager i Eukaristien til Kommunion, og som nogle erfarne præster bekræfter, har det i disse situationer (for nogle) været påkrævet, at de før dette havde gjort brug af bodens sakramente for at få renset deres samvittighed (Johannes Paul II, Dominicae Cenae, 11).

Dette tekststykke kvalificerer sig til at modtage en pris for at underdrive, men det, som det antyder, er ikke til at misforstå. At rense sin samvittighed ved regelmæssigt at gøre brug af bodens sakramente, og i sagens natur helt klart, hvis man har begået en dødssynd, er den måde, hvorpå man kan vise en passende ærbødighed overfor Vor Herre Jesus Kristus, Israels Hellige, som er fuldt og helt til stede i det Allerhelligste sakramente, som føde for os på vores pilgrimsvandring mod himlen.

Som Kirken lærer, er Eukaristien ikke et middel for dem, hvis sjæle er døde, men den er føde for dem, som er i live, og som har behov for styrke til at leve et liv med kærlighed. Man kan gennem en hel dag fodre et dødt menneske, og det vil ikke føre til noget. I det åndelige liv er det langt værre: når et menneske, der er åndeligt dødt spiser livets brød, pådrager det sig mere skyld. Og ved uberettiget at give sådan føde til mennesker (der ikke har angret deres synder), der kan defineres som offentlige syndere (her drejer det sig om præster eller biskopper, der giver Herren til politikere, der stemmer for abort) falder der ild på den, der modtager Herren og den præst, der uddeler Ham. Det er sådan, det er, og det er der bred konsensus om blandt kirkefædrene, kirkelærerne og paver, der holder sig til den katolske tro.

Pave Benedikt bemærkede i et interview, at det foruroligede ham at se store horder af mennesker gå til Kommunion ved store begivenheder i Vatikanet, når det var helt klart, at mange var turister eller besøgende eller på anden måde ikke disponerede (f. eks manglende faste) for Kommunionsmodtagelse. Derfor genintroducerede han brugen af knælebænke og lod Kommunionsmodtagelsen forgå ved at kommunikanten knælede og modtog Hostien på tungen for ganske enkelt at minde folk om, at dette er et helligt ritual, som er centreret om det Allerhelligste, Sanctissimum:

Der er en stor fare for en overfladisk tilgang ved sådanne lejligheder, hvor Messerne i Skt. Peter bliver en del af et arrangement … I en sådan sammenhæng, hvor folk tror, at alle pr. automatik skal modtage Kommunionen, fordi når alle andre går op, så ønskede den enkelte også at deltage, og derfor ønskede jeg at sende et klart signal om, at dette ikke er et ritual, der skal associeres med noget socialt, hvor man ”bare” kan deltage, hvis man har lyst (The Light of the World, p. 156).  

Grunden til denne bekymring er ganske enkel og bliver udtrykt klart og præcist ved Koncilet i Trent:

Det er ikke passende at tage del i en hellig handling uden hellighed. Det er sikkert, at de kristne, når de erkender helligheden og guddommeligheden ved dette himmelske sakramente, må være påpasselige og ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed, især når man tænker på Paulus’ advarende ord: ”For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11: 29). De, som ønsker at modtage Kommunionen må hele tiden have Paulus opfordring i sinde: ”Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret” (1 Kor 11: 28). (Session 13, kap. 7).

I lyset af alt dette må katolikker være sig meget bevidste om, hvad det vil sige at ”værepåpasseligeog ikke modtage dette sakramente uden ærbødighed og hellighed”. Hvilke betingelser gør sig gældende for en frugtbar og regelmæssig modtagelse af det allerhelligste sakramente?

Et svar, der henter sin autoritet i læreembedet, finder man i dekretet Sacra Tridentina Synodus fra 1905, som fremhæver de tanker, som pave Skt. Pius X havde gjort sig. Denne pave fremsatte her en reaktion for at adressere de dele af Jansenismen (1), som havde en afskrækkende virkning på de troende i forhold til at komme nær alteret, samt det at man havde nedsat aldersgrænsen for at modtage Den første Kommunion, og endelig at de troende blot skulle modtage Herrens Legeme så ofte som muligt. I dekretet kan man læse følgende:

For det første skal den, der ønsker at nærme sig Den hellige Banket, være i nådens stand, det vil sige, at vedkommende skal være sig bevidst om, at al begået syndsaktivitet, forstået som dødssynd, er blevet bekendt i skriftemålet.

For det andet skal den troende besidde den ”rette og hengivne tilgang”. Dekretet forklarer, hvad der menes med det: ”at den, der nærmer sig Det hellige Bord ikke bør gøre dette af vane, i hovmod eller ud fra menneskelige hensyn, men fordi den troende ønsker at være Gud til behag, at være tættere forbundet med Ham i kærlighed, og for at gøre brug af dette sakramente med henblik på at løfte den troende i dennes svaghed og skrøbelighed. Med andre ord skal kommunikanten være sig meget bevidst, hvad han foretager sig, og Hvem han nærmer sig (og af den grund bør kommunionsmodtagelsen ikke være rutinemæssig), og at den handling, kommunikanten foretager, er Gud til velbehag og helliggør hans sjæl gennem en tættere tilknytning til Ham ikke på baggrund af, hvad andre måtte formode eller tænke (altså grundet hovmod eller menneskelige hensyn).

For det tredje må den troende ikke bære på dødssynder eller have hensigter om at udøve dem, den troende skal som det mindste være uden dødssynd, og det på en sådan måde, at den troende aldrig vil foretage en dødssynd i fremtiden. Dette element er særlig vigtigt i dag, hvor vi befinder os i en kaotisk situation forårsaget af Amoris Laetitia. Så længe en katolik har til hensigt at fortsætte med at leve i synd, som er konstant at befinde sig i en situation, der objektivt set er forbundet med synd, som eksempelvis kan være, at man er blevet skilt og har fået en borgerlig vielse med en ny partner, mens ens tidligere partner stadig er i live. En sådan katolik kan ikke modtage Den hellige Kommunion, fordi intentionen om at fortsætte synden stadig eksisterer.

For det fjerde er det ikke et krav, at kommunikanten skal have brugt tid på at forberede sig, eller at denne benytter tid efterfølgende til taksigelse, men begge former for praksis (forberedelse og taksigelse) er vigtige delelementer for at kunne opnå den mest givende kommunionsmodtagelse. Dekretet formulerer det på følgende måde: ”sakramenterne … og det man får ud af at modtage dem, afhænger af, hvor godt modtageren har forberedt sig”. Bortset fra Guds intentioner, der ikke er synlige, om at løfte nogle sjæle højere end andre, handler det om, at vi for vores del arbejder på at få en levende tro og skærper vore andagtsøvelser. Vi kan således nærme os alteret og modtage Herren i Kommunionen, Den Herre, der ser forskellene på dem, der hyppigt modtager Kommunionen og viser tydelige effekter på det og omdanner dem til helgener og dem, der ikke synes ikke at vise tegn på forandringer, selvom de på daglig basis modtager Herren.

Kort fortalt er de fire betingelser for en hyppig og frugtbar modtagelse af Den hellige Kommunion: 1) at være i nådens stand, 2) at have den rette og hengivne indstilling 3) at have gjort sig fri af synden også således, at man ikke er fristet til at synde igen i et fremtidigt perspektiv, og 4) at forberede sig ordentligt og fremsige en taksigelse.

Hvilket resultat opnår vi, hvis vi følger den kloge rådgivning fra Vor Moder, Kirken? Det selvsamme dekret kommer med følgende smukke formulering: ”ved hyppig og daglig modtagelse af Den hellige Eukaristi styrkes vor tætte bånd til Kristus, det åndelige liv opretholdes, sjælen bliver mere beriget med dyd, og løftet om evig lykke bestyrkes.

Hvilket privilegium og hvilken udfordring det er for os at få så meget styr på vores liv, at vi kan vokse i nåde, renhed, tro og hengivenhed!

Noter

1.      Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde fundamentet for bevægelsen. Jansenisme var meget udbredt i 1600-tallets Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente at teologien alene burde bygge på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi. (Kilder: Katolsk minileksikon samt Gyldendals store leksikon).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. juli 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/spiritually-dead-catholics-must-not-receive-holy-communion-until-doing-this

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)