Herrens dåb (12/1/2019)

1. læsning Es 42, 1-4. 6-7

Se min tjener, ham støtter jeg,
min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.
Jeg lader min ånd komme over ham,
og han skal bringe ret til folkene.
Han skriger ikke, han råber ikke,
han løfter ikke sin røst i gaderne.
Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
den osende væge slukker han ikke,
han fører retten til sejr.
Han bliver ikke svag og knækkes ikke,
til han har ført retten igennem på jorden;
de fjerne øer venter på hans belæring.
Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;
jeg tager dig ved hånden.
Jeg danner dig og gør dig
til en pagt med folket, til et lys for folkene.
Du skal åbne de blindes øjne,
føre fangerne ud af fængslet
og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet.

Vekselsang Sl 29,1a & 2. 3ac-4.3b & 9b-10

R. Herren velsigner sit folk med fred.

Vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære,
kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt.

Herrens røst lyder over vandet,
Herren er over de vældige vande.
Herrens røst lyder med kraft,
Herrens røst lyder med vælde.

Ærens Gud lader tordenen rulle.
I hans tempel råber alle: Ære!
Herren har taget sæde over vandfloden,
Herren troner som konge i evighed.

2. læsning ApG 10,34-38

Peter tog ordet og sagde: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre. I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham.

Akklamation til Evangeliet Mark 9,7

Halleluja!
Himlene åbnede sig og der lød Faderens røst fra skyen:
»Det er min elskede søn. Hør ham!«

Evangelium Luk 3,15-16. 21-22

Folket var fyldt med forventning, og alle tænkte i deres stille sind, om Johannes mon skulle være Kristus. Men han sagde til dem alle: »Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.
Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

Arkæologer siger: Sodoma og Gomorra blev bogstavelig talt ødelagt af ild og svovl, der faldt ned fra himlen

En gruppe arkæologer og andre videnskabsmænd fortæller, at de har fundet stærke beviser for, at den region, der kaldes ”Middle Ghor”, hvor byerne Sodoma og Gomorra har været beliggende, er blevet ødelagt af en meteor, der eksploderede i himmelrummet over byerne, og ophedet materiale regnede derefter ned over byerne og den ophedning, der skete under alt dette, havde en temperaturstigning på langt over tusind grader, og dette er en teori, der stemmer overens med beskrivelserne i 1. Mosebog i det gamle testamente.

Ifølge teorien eksploderede meteoren i lav højde med en styrke som en 10 megaton atombombe og i en højde omkring en kilometer over havets overflade ved det nordøstlige hjørne af Det Døde Hav, og den udslettede al civilisation i 25 kilometers omkreds i den cirkulære formation, der aftegner og udgør ”Middle Ghor”.

Forskerne fremlagde deres foreløbige resultater vedrørende emnet ved dette års møde i november på ”Americans Schools of Oriental Research”, og man er blevet ved med at udvide teorien siden den sidste del af 2015. Det anføres, at kulstof 14 – dateringen tyder på, at en række civilisationer har beboet området og udviklet sig over en periode på to årtusinder indtil ca. 1700 f. Kr., da bygningernes murstensvægge i regionen forsvandt samtidig, og kun stenfundamentet blev tilbage.

Samtidig blev den keramik, som var i bebyggelserne udsat for så stærk varme, at den i løbet af millisekunder blev til glas, og det fremgår af analyseresultaterne fra zicron-krystallerne, som blev dannet under denne forandringsproces. Zicron-krystallerne indikerer, at de i løbet af kort tid blev udsat for temperaturer målt til ca. 4000 – 12000 grader celcius, og disse temperaturer kan sammenlignes med temperaturen på solens overflade.

Ifølge to af arkæologerne afgav eksplosionen platin såvel som flydende lava, der ramte regionen, og dette bekræfter yderligere, at det er en meteor, der har udløst dette, da platin findes i større koncentrationer i meteorer end i jord.

Forskerne skønner, at de ca. 40 – 60.000 mennesker der beboede området blev dræbt, og et område i en omkreds på 500 kvadratkilometer blev gjort ubeboeligt i de følgende 600 – 700 år. Forskerne antager videre, at overfladejorden i hele området forsvandt, og at salt fra Det Døde Hav blev spredt ud over området og ødelagde jordens egnethed til dyrkning.

De bebyggelser, der blev tilintetgjort under det, der skete, befinder sig på det vigtigste udgravningssted ”Tall el-Hammam”, som arkæologerne mener, er byen Sodoma, hvis ødelæggelse er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19. Ifølge arkæologerne fluktuerer den skønnede dato for udslettelsen med det, der er beskrevet i 1. Mosesbog.

Undersøgelsen er blevet foretaget af Tall el-Hammam Excavattion Project (TeHEP), en gruppe af forskere fra forskellige universiteter og videnskabscentre, herunder New Mexico Tech, Northern Arizona University, North Carolina State University, Elizabeth City (NC) State University, DePaul University, Trinity Southwest University, og Los Alamos National Laboratories.

Den tætte sammenhæng med 1. Mosebog kapitel 19

To arkæologer Steven Collins and Phillip Silvia, der er en del af udgravningsprojektet i Tall el-Hammam, skrev i en mødeberetning fra 2015, at ”de fysiske beviser fra Tall el-Hammam og de omkringliggende områder viser tegn på en stærk ødelæggende rystelse samt termisk hændelse, som man antager er ligesom den, der er beskrevet i 1. Mosebog kapitel 19”.

”Jord- og askeprøver, som er blevet opsamlet i Tall el-Hammam, indeholder tegn på ødelæggelse af overfladejorden kombineret med en form for jordbundsforurening forårsaget af salt, der stammer fra Det Døde hav, som har forhindret en dyrkning af afgrøder mange århundreder frem i tiden, og dette forklarer delvist, hvorfor der i en lang periode ikke er foregået landbrugsaktivitet på stedet”, tilføjer de.

Ifølge 1. Mosebog 19: 24 læser man: ”lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen”, dette stemmer overens med de høje temperaturer samt overophedede sten, der faldt ned fra himlen.

Det hebræiske ord for ”svovl” anvendes normalt om brændende sten.

Arkæologerne opdagede, at kapitel 19 i 1. Mosebog i generelle termer synes at beskrive den ødelæggelse, der ramte området, herunder vilkårene for plantevækst, for der står i vers 25: ”Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne”.

Det hebræiske ord for ”det omkringliggende land” er ”hakkikkar”, og det henviser til en slette mellem bjerge eller en dal. Arkæologer mener, at området, der her er tale om, kan være Middle Ghor.

Der står videre i 1. Mosebog om Abraham, at når ”han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn” (1 Mos 19: 28).

I Bibelen anfører både 1. Mosebog og andre bøger, at Sodoma blev ødelagt som en straf for, at dens indbyggere udlevede deres forskelligartede seksuelle tilbøjeligheder, specielt deres homoseksuelle tilbøjeligheder, som Skriften definerer som ”vederstyggeligt”.

I det nye testamente finder man Judas’ Brev, og det sammenligner den ild, der ødelagde Sodoma og Gomorra med den ”evige ild” i helvede.

og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild” (Jud 1: 7).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 11. december 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/archeologists-sodom-and-gomorrah-literally-destroyed-by-fire-and-brimstone

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Herrens åbenbarelse (6/1/2019)

1. læsning Es 60,1-6

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
For se, mørket dækker jorden,
mulmet dækker folkene;
men over dig bryder Herren frem,
hans herlighed viser sig over dig.
Folkeslag skal komme til dit lys
og konger til din stråleglans.
Løft blikket, og se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig,
dine sønner kommer fra det fjerne,
dine døtre bæres ved hoften.
Da stråler du af glæde, når du ser det,
dit hjerte banker og svulmer,
når havets skatte bringes til dig
og folkenes rigdom kommer til dig.
Kameler i mængde flokkes hos dig,
dromedarer fra Midjan og Efa,
fra Saba kommer de alle sammen,
de bærer guld og røgelse;
de forkynder Herrens pris.

Vekselsang Sl 72,1-2.7-8.10-11.12-13

R. Alle folkeslag skal tjene dig, Herre.

Gud, overdrag dine domme til kongen,
din retfærd til kongesønnen,
han dømmer dit folk med retfærdighed
og dine hjælpeløse med retsindighed.

Retfærdighedskal blomstre i hans dage
og freden være stor, til månen forgår.
Han skal herske fra hav til hav
og fra floden til jordens ender.

Konger fra Tarshish og fjerne øer
skal frembære gaver,
Sabas og Sebas konger
skal bringe tribut.
Alle konger skal kaste sig ned for ham,
alle folkeslag skal tjene ham.

Han redder den fattige, der råber om hjælp,
og den nødstedte, som ingen hjælper.
Han forbarmer sig over svage og fattige,
han redder de fattiges liv.

2. læsning Ef 3,2-3a. 5-6

Brødre og søstre! Så sandt I har hørt om det hverv, Gud af sin nåde har givet mig med henblik på jer: Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig. I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden: At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium.

Akklamation til Evangeliet Matt 2,2

Halleluja!
Vi har set hans stjerne gå op
og er kommet for at tilbede Herren.

Evangelium Matt 2,1-12

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Vor Frues sang af glæde og tilbedelse

Magnificat er en sang præget af glæde og tilbedelse: glæde, fordi Maria ser på den frelse, der er skabt af Gud, og som er ved udfolde sig, og hun glædes ved den umådelige store nådegave, Han giver menneskeheden – og tilbedelse, fordi hun ikke kan andet end at falde på knæ for den styrke og troskab, der udgår fra Israels Gud. Maria forstår sit kald: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig i Gud min Frelser, thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed … Thi han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig”. Hun nærer stor ydmyghed for omfanget af sit kald. Hendes måde at agere på står i skarp kontrast til dem, som praler og ophøjer sig selv på baggrund af deres evner og arbejder! Skt. Francis de Sales formulerer det meget præcist på følgende måde:

Mens Gabriel var i færd med at bebude hende, som Guds Moder og dronning over engle og mennesker, og mens han var ved at gøre det klart for hende, at hun skulle ophøjes over alle skabninger både engle og mennesker, bøjede hun sig for Skaberens fødder og sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Dette er stor ydmyghed. Den hellige Jomfru var så bevidst om den elendighed, der præger vores væsen, og den afstand, der er mellem Gud og menneske, at selv, da det bliver klart for hende, at hun er den udvalgte og højt ophøjet, bøjer hun sig dybt i sin intethed foran den uforståelige og uudtømmelige afgrund, der rummer Guds umådelige godhed.

Hun, som var den mest hellige af alle dødelige, erkendte, at hun i sammenligning med Den almægtige Gud ikke var mere end en tjenerinde, Han havde skabt til sit formål, en blandt mange, der havde tjent Jahve gennem generationer. Først kom hendes stille accept af Guds plan. Først derefter talte Maria med et glødende hjerte fuld af Guds kærlighed om sig selv, og den rolle hun skulle udfylde henvendt til Elizabeth.

I Jomfrumoderen kan vi se, at Kristi frelse folder sig ud, mens hun giver sit hjerte fuldt og helt til Gud. Som Skt. Ambrosius (337 – 379) siger: “det bør ikke overraske os, at Herren, der ønsker at frelse verden, begynder dette arbejde i Maria.Igennem hende fremsættes frelsen for hele menneskeheden, hun måtte være den første til at modtage frelsens frugt fra sin Søn.

Jomfruen siger, at hendes sjæl “ophøjer” Herren. Af hele sin sjæl priser Maria Herrens storhed, og hendes sjæl bidrager til, at Hans storhed bliver opfattet af andre mennesker! Og alligevel udbryder hun straks, at det er Gud, der har ophøjet hende. Den storhed, hun besidder, stammer kun fra Ham. Thi hun har modtaget og gør brug af de gaver, Han har ønsket, at hun skulle modtage, “og Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn”, blev og forblev hun i sandhedophøjet, hendes hellighed ligger implicit i hendes ophøjethed, og det er i sin hellighed, at hun højlover Herren. Herren er uendelig hellighed, og Maria modtager grundet sit trosliv og ved sit offer store mængder af Hans uendelige guddommelige godhed.

Vi må forstå, at alle de privilegier, som er blevet givet Vor Frue, så som det, at hun er Mediatrix (formidler) af al nåde, kun giver mening, fordi hun har del i den guddommelige natur (jf. 2 Pet 1: 4), som i sandhed gør hende hellig og derfor berettiget til disse privilegier. Hendes store privilegier er vores håb, fordi de viser, at vi, alle i det omfang vi bliver hellige gennem Kristi nåde, vil opnå og tage del i den herlighed, som Guds Moder har fået del i. Hun er fuld af herlighed, fordi Gud i Sin kærlighed lod hendes fortid blive fyldt af Hans nåde.

Maria erklærer, at ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm”, skønt Den kongelige Frelser stadig kun er et meget lille barn i hendes moderliv! Den måde, hvorpå Gud viser Sin styrke, adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå denne verdens herskere viser deres styrke, som er igennem store hære og artilleri og deres paladser samt pomp og pragt. Hans styrke kommer til syne i ydmyghedens opmærksomhed, helbredende kraft og opløftende kærlighed. Når Vor Frue siger, at ”Han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, står det klart for os, hvorledes ydmygheden i Guds plan i sin stilhed og sårbarhed afviger fra de jødiske forventninger, til hvem Messias ville være, og det kongedømme, Han ville grundlægge. Betragt blot hvilket røre dette lille Gudsbarn skabte! En snublesten for de militante jøder, en dårskab for de græske filosoffer og en provokerende udfordring for alle, der betragter Gud, som om Han var (eller burde være) en udgave af vores menneskelige forestilling om magt, vælde og visdom.

I deres portræt af jøderne og romerne har evangelisterne ganske neutralt eviggjort den skuffelse, der har været hos zeloter og skeptikere igennem tiderne, tænk på moderne tids kommunister og socialister, som må erfare, at Jesus er en helt anden end den, de forventer og kræver, at en Frelser bør være. Den hellige skikkelse sendt af Faderen for at samle Israels fortabte får og forkynde det gode budskab til hedningerne stemmer ikke overens med den hovmodige, selvbevidste, militante og kloge. Han ”ophøjer de ringe”, og Han forsvarer og giver føde til de fattige, Han velsigner dem, der søger Ham af et rent hjerte. Han sender de rige bort, dem, der kun er optaget af sig selv, og som har samlet sig goder, de ikke har behov for. Han giver føde til de sultne, der ikke er opslugt i egoisme, og som ikke ophøjer sig foran Gud. Maria kunne ikke have vidst, at det, hun her ytrede, ville blive opfyldt på en måde, som man end ikke turde håbe på, nemlig at Kristus, Livets Brød kom ned fra himlen og gav Sig selv til os i det Allerhelligste sakramente: Det er den føde Gud har til dem, som hungrer og tørster efter Hans rige!

Hvis Kristus er den, der introducerer den markante forskel og bryder med det gamle testamente, inkarnerer Maria gennem sin stilhed og tro videreførelsen af det nye i Hans ord, Hans liv, Hans lidelse, Hans kors og genopstandelse, som bliver tydelig i Israels fattige, dem, som følgende saligprisning er rettet mod: ”Salige er de fattige i ånden”. I det væsentlige giver saligprisningerne kun forskellige bud på det, der er den åndelige essens i Magnificat: ” Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. Den åndelige essens i Magnificat rummer samtidig det, der er centrum i den bibelske teologi omkring Gudsfolket (Joseph Ratzinger, Daughter Zion).

Marias inspirerende sang lærer os om tro og ydmyghed. Når Vor Herre efter Sin opstandelse siger til den tvivlende Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20: 29), tilføjer Han således denne saligprisning til dem, der er i bjergprædikenen, Han tilføjer denne saligprisning for kommende troendes skyld. Men disse ord kan også på en speciel måde benyttes i forhold til Hans mor, for noget så stort var var aldrig før blevet krævet af noget menneske. Hun var blevet kaldet til at tro fra det øjeblik, hvor hele verdens frelse var betinget af hendes samtykke, og efter at have givet sit samtykke måtte hun efterfølgende hver dag forny det konfronteret med de voldsomme prøvelser, hendes kald bragte. Hun befandt sig i mørket og vidste intet om, hvad der ville hænde den følgende dag og endnu mindre, hvad morgendagen ville bringe. ”Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2:35). Lad os ikke bedrage os selv med at tro, at Maria fandt sit liv let. Hendes store kærlighed vendte til sidst hendes lidelse til glæde, og hendes lidelser var af en sådan karakter, at ingen nogensinde ville kunne forstå dem til fulde.

Da en kvinde i skaren opløfter sin røst og siger til Jesus: ” Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, svarer Jesus: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Ved at sige dette underkender Jesus ikke den usigelige forbundethed, Han har haft med sin moder i barndommen, Han priser hende for hendes sande kilde af velsignethed: Hun var den eneste i verdenshistorien, der lyttede til Guds ord og var modtagelig og gemte det troligt i sit hjerte. Hun er den rollemodel, som Jesus ønsker at give os eller langt mere end det, den moder, Han ønsker at give os.

Som den teologiske dyd tro antyder, indebærer det, at en person med sit intellekt her og nu ikke kan se sandheden, men måholde fast ved troen gennem en viljeshandling, som understøttes af nåden, og dette påvirker intellektet, og det er indlysende, at Jesus ikke levede et ”trosliv”. Han vidste med guddommelig klarhed, hvorfra Han stammede, og hvor Han skulle hen. Han havde hele tiden i sin menneskesjæl en salig vision af den guddommelige herlighed, Han for altid deler med Faderen. Derimod levede Hans moder med troens dyd gennem hele sit liv trods den menneskelige videns begrænsethed samt den menneskelige tilstands skrøbeligheder, og hun hørte Guds ord i sin sjæls dyb, overvejede det i sit hjerte og fulgte det i sine gerninger. Hun eksemplificerer således alle dyderne hos den kristne helgen, Hun, der var Jesu moder, var det mest fuldendte Gudsbarn.

Det er sikkert og vist, at Maria ikke forstod dette til fulde. Hvordan skulle hun som dødelig kunne begribe Den levende Guds mysterium. Thi hun var i stand til noget, som i jordisk forstand ikke kan forstås, noget, som kun er muligt gennem den samme Guddommelige kraft, og som tiden gik, tilvejebragte mere indsigt: TRO. Hun troede på ordets betydning på et tidspunkt, hvor ingen praktisk talt besad troen. ”Salig er hun, som troede …”. Hvis der er noget, som virkelig sætter ord på Marias storhed, er det det, som Marias kusine Elizabeth her udbryder (Romano Guardini, The Lord).

Lad os have Magnificat i vore hjerter. Den lærer os, om Guds vidunderlige gerninger, glæden ved at adlyde Hans hellige vilje, og den sejr Han har opnået for os. Den lærer os, at ydmyghed er kongevejen (til Herren), den evigtstrømmende gave af Guds barmhjertighed og det privilegium, det er at tage del i frelsens mysterium. ”Må Marias sjæl være i os alle, så vi kan ophøje Herren, må Marias ånd være i os alle, så vi kan finde glæden i Gud” siger Skt. Ambrosius. Hertil kan vi tilføje Skt. Francis de Sales trøstende ord: ”Vær sagtmodig, ydmyg, kærlig og venlig, og ophøj Herren sammen med hende (Maria) i hele dette (dit) liv. Og hvis du gør således, er ydmyg og trofast i denne verden, vil du uden tvivl synge Magnificat i himlen sammen med Jomfruen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/a-song-of-joy-and-adoration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Den Hellige Familie

1. læsning Sir 3,2-6. 12-14

For det er Herrens vilje, at en far har myndighed over børnene,
og en mors ret i forhold til sønnerne har han fastsat.
Den, der ærer sin far, soner sine synder,
og den, der hædrer sin mor, er som en, der samler sig skatte.
Den, der ærer sin far, får glæde af sine børn,
og når han beder, bliver han bønhørt.
Den, der hædrer sin far, får et langt liv,
og den, der er lydig mod Herren, giver sin mor ro i sindet.
Min søn, tag dig af din far i hans alderdom,
vold ham ikke sorg, så længe han lever.
Og hvis hans forstand svækkes, skal du, som har din fulde styrke, vise overbærenhed og ikke vanære ham.
For barmhjertighed mod en far vil ikke blive glemt,
den genopbygger, hvad dine synder har revet ned.

Vekselsang Sl 128,1-2.3.4-5

R. Lykkelig hver den, der frygter Herren
og vandrer ad hans veje.

Lykkelig hver den, der frygter Herren
og vandrer ad hans veje.
Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
lykkelig er du, det skal gå dig vel.

Ja, sådan velsignes den mand,
der frygter Herren.
Herren velsigne dig fra Zion,
så du ser Jerusalems lykke,
så længe du lever.

Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.

2. læsning Kol 3,12-21

Brødre og søstre! Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. Mænd, elsk jeres hustruer, og vær ikke hårde mod dem.

Børn, adlyd jeres forældre i alt, for sådan skal det være i Herren. Fædre, I må ikke tirre jeres børn, så de mister modet..

Akklamation til Evangeliet Kol 3,15a. 16a
Halleluja!
Kristi fred skal råde i jeres hjerter;
Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer.

Evangelium Luk 2,41-52

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Why we should be able to celebrate the Old Rite in the vernacular

Tridentine MassThe Chalcedonian vocabulary which attempts to describe the hypostatic union in Christ may not be perfect, but its tautness does help us to resist emphasizing unduly one nature over and against the other. The ineffable character of our Lord’s ontic constitution requires us to resist softening the irreducible strangeness of the God-man. This is true when we approach Christ both in His Gospel and in His Eucharist.

More

Biblical scholar on Pope’s change to the Our Father

Fr. Reto Nay: The text of the Our Father is passed down to us in the New Testament, which was written in ancient Greek. The phrase “and lead us not into temptation” is contained both in Mt 6:13 and Lk 11:4 with identical wording: καὶ μὴ εἰσενέγκῃς ἡμᾶς εἰς πειρασμόν. This means that the wording of the petition in question cannot be blamed on a transmission error or misunderstanding.

More

Julenat & Juledag

1. læsning Es 9,2-7

Du gør jubelen stærk,
du gør glæden stor;
de glæder sig for dit ansigt,
som man glæder sig over høsten,
som man jubler,
når man deler byttet.
For det tyngende åg,
stangen over deres skulder,
og slavefogedens kæp
brækker du som på Midjans dag.
Hver støvle,
der tramper i larmen,
og kappen,
der er sølet i blod,
skal brændes
og fortæres af ild.
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Stort er herredømmet,
freden uden ophør
over Davids trone
og over hans rige,
så han kan grundfæste det
og understøtte det
med ret og retfærdighed
fra nu af og til evig tid.
Hærskarers Herres nidkærhed
skal udvirke dette.

Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.11-12.13

R. I dag er os en Frelser født, Kristus, Herren!

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn.

Forkynd hans frelse dag efter dag!
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag!

Himlen skal glæde sig, jorden juble,
havet med alt, hvad det rummer, skal larme,
marken med alt, hvad den bærer, skal juble,
alle skovens træer skal råbe af fryd for Herren;
Han kommer for at holde dom over jorden,
han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene i sin trofasthed.

2. læsning Tit 2,11-14

Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.

Akklamation til Evangeliet Luk 2,10-11

Halleluja!
Se, jeg forkynder jer en stor glæde:
I dag er der født jer en frelser;
han er Kristus, Herren.

Evangelium Luk 2,1-14

Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

 

Tilbage til sidens begyndelse

JULEMORGENS MESSE

1. læsning Es 62,11-12

Herren lader det lyde
til jordens ender:
Sig til Zions datter:
»Se, din frelser kommer!
Se, hans løn er med ham,
hans fortjeneste går foran ham.«
De skal kaldes Det Hellige Folk,
Herrens Løskøbte;
og dig skal man kalde Den Eftertragtede,
byen der aldrig bliver forladt.

Vekselsang Sl 97,1&6.11-12

R. Lys skal stråle over os;
thi i dag er vor Frelser født!

Herren er konge! Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
Himlen fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.

Lys stråler frem for de retfærdige
og glæde for de oprigtige.
I retfærdige, glæd jer i Herren,
og lovpris hans hellige navn.

2. læsning Tit 3,4-7

Da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt

Akklamation til Evangeliet Luk 2,14

Halleluja!
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Evangelium Luk 2,15-20

Da englene havde forladt hyrderne og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Tilbage til sidens begyndelse


JULEDAGENS MESSE
1. læsning Es 52,7-10

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin
hen over bjergene!
Han forkynder fred,
han bringer godt budskab
og forkynder frelse.
Han siger til Zion:
»Din Gud er konge.«
Hør, dine vægtere løfter røsten,
de jubler i kor,
for med egne øjne ser de
Herren vende hjem til Zion.
Bryd ud i jublende kor,
Jerusalems ruiner!
For Herren trøster sit folk,
han har løskøbt Jerusalem.
Herren har blottet sin hellige arm
for øjnene af alle folkene,
hele den vide jord
skal se vor Guds frelse.

Vekselsang Sl 98,1.2-3ab.3cd-4.5-6

R. Hele den vide jord
skal se vor Guds frelse.

Syng en ny sang for Herren,
for han har udført undere;
hans højre hånd og hellige arm
har skaffet ham sejr.

Herren har kundgjort sin frelse,
for folkenes øjne
har han åbenbaret sin retfærdighed.
Han har husket på sin godhed
og sin trofasthed mod Israels hus.

Hele den vide jord har set
vor Guds frelse.
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden,
bryd ud i jubel og lovsang!

Lovsyng Herren til citer,
til citer og klingende spil,
til trompeter og hornets klang,
bryd ud i fryderåb for kongen, Herren!

2. læsning Hebr 1,1-6

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.

For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt:
Du er min søn,
jeg har født dig i dag,
og et andet sted:
Jeg vil være hans fader,
og han skal være min søn?
Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han:
Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.

Akklamation til Evangeliet

Halleluja!
Hellig er denne dag,
thi i dag har Lyset oplyst hele verden.
Kom, lad os tilbede Herren.
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Evangelium Joh 1,1-18 eller Joh 1,1-5. 9-14

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.*

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham.Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

eller


I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Tilbage til sidens begyndelse

Pave Frans har brudt med tidligere paver, og det medfører hæresi og skismer udtaler en teolog i Vatikanet

I et kraftfuldt interview med den italienske Vatikanist, Aldo Maria Valli, advarer Msgr. Nicola Bux om, at det nuværende pontifikat fremsætter udtalelser, der genererer hæresier, skismer og kontroverser af forskellig art, og at Den hellige Fader bør bekende troen for at genskabe enhed i Kirken.

I det interview, der blev offentliggjort den 13. oktober, men som er blevet overset på grund af ungdomssynoden, der fandt sted i Rom i sidste måned, fremkom teologen, med konsulentstatus for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser, med hæretiske udtalelser vedrørende ægteskab, moral og modtagelsen af sakramenter, og som nu er omdrejningspunktet for stor debat, som bliver mere og mere intensiv for hver dag.

Msgr. Bux sagde, at årsagen til, at der stilles spørgsmålstegn ved disse doktriner, som blev fremhævet dels i den broderlige korrektion fra september 2017 og dels ved en konference i Rom i april vedrørende doktrinær forvirring i Kirken, er pavens postsydonale apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, og det er efterfølgende blevet meget værre og endnu mere komplekst.

Han sagde, at dette har ført til, at nogle ældre prælater, såsom kardinal Walter Brandmüller, en af de fire kardinaler, som underskrev dubia i 2016, har gentaget opråbet om, at paven bør bekende troen.

Men Msgr. Bux sagde, at dette næppe vil ske, når man tager i betragtning, at paven ser Kirken som en føderation af kirkelige samfund, noget, som Msgr. Bux beskriver som det, man finder hos protestanterne.

Den italienske teolog sagde, at siden de to familiesynoder har der (i Kirken) eksisteret to spor i forhold til tro og moral, som bliver helt tydelig, når talen falder på om Kommunionsmodtagelse er tilladt for nogle af dem, der er skilte gengifte. Dette har skabt stor frustration hos mange biskopper og sognepræster, fordi der er tale om en uholdbar pastoral situation præget af forvirring, sagde han.

Msgr. Bux, som tidligere har fungeret som konsulent for Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser under Benedikt XVI, siger, at situationen kan afhjælpes, ved at paven bekender troen. Han refererer til, at Skt. Paul VI i 1968 foretog en lignende trosbekendelse, der bekræftede, hvad der var katolsk set i lyset af de vildfarelser og hæresier, der opstod i kølvandet på Andet Vatikankoncil.

Hvis dette ikke sker, advarer han, vil frafaldet øges (drastisk), og et de facto skisma vil være en realitet.

Hvem har begået fejl?

Msgr. Bux fornemmer, at situationen er blevet specielt opkørt, efter at paven i august ændrede i katekismen, hvor han erklærede, at dødsstraf ikke kan tillades. Denne ændring er i modstrid med den tridentinske – og Skt. Pius X katekismus, og teologen fremhæver, at den sidste af de to nævnte lærte, at legitimiteten af dødsstraf var i fuld overensstemmelse med det Guddommeligt åbenbarede.

Enten indrømmer man, at Kirken, igennem to tusinde år, praktisk talt har lært, at noget er legitimt, men ikke er i overensstemmelse med evangeliet, eller man må indrømme, at det var pave Bergolio, som begik en fejl, sagde Msgr. Bux og tilføjede: Dette er en meget følsom problemstilling, men før eller siden vil han blive nødt til at rette op på det, og det gælder ikke kun sagen om dødsstraf.

Adspurgt af Valli, at hvis ovennævnte danner præcedens, for at paven begynder at ændre mere i katekismen, hvis det er det, han ønsker, svarer teologen, at dette er et ganske foruroligende spørgsmål, og at en yderligere legitim bekymring man kan gøre sig er, om trosgrundlaget holdes på sikker afstand af tidsåndens luner.

Paven kan ikke pålægge Kirken sin egen holdning, understregede Msgr. Bux ved at citere Joseph Ratzinger: Kirken kan i spørgsmål vedrørende tro, moral og sakramenter kun følge Kristi vilje. Og alligevel, sagde han, er der ”mange punkter” iAmoris Laetitia, som er vanskelige og modstridende og faktisk også står i modsætning til Skt. Thomas Aquinas tænkning, på trods af at skrivelsen selv hævder noget andet.

Han fremhævede også den tendens, som dette pontifikat har for vane at lægge for dagen, nemlig at forholde sig tavst, når det mødes med kritik, eller når det afviser at forholde sig til anklager om hæresi og frafald, og dette bringer minder om Skt. Pius X’s advarsel i sin encyklika Pascendi dominici gregis fra 1907: ”Det, at man ikke klart bekender sin hæresi, er en almindelig fremgangsmåde hos modernister, fordi de netop på den måde kan dække sig under Kirken”.

Valli og Msgr. Bux fortsatte derefter med at tale om de praktiske, teologiske og juridiske problemer, der er forbundet med at foretage en korrektion af en pave, der er har søsat sådanne vildfarelser. Dette omfatter den hurdle, at hæresi skal være åbenlys og offentlig bekendt, og at paven bevidst og af egen fri vilje har bidraget til, at der stilles spørgsmålstegn ved trossandheden, samt det, at han er beskyttet af en form for juridisk immunitet, som der findes belæg for i det kanoniske princip om, at ingen kan dømme Den apostoliske Stol og slet ikke Dens Hyrde.

Upålidelig teologi

Yderligere er det i dag vanskeligt at sætte fingeren på det, der helt eksakt er hæretisk, fordi teologien ganske enkelt ikke længere er pålidelig, sagde han. Han sagde videre: I stedet er den blevet en slags ”slagmark”, hvor en sandhed bekræftes, men hvor der altid er en, der ønsker at hævde og forsvare det modsatte synspunkt.

Fremfor at foretage en broderlig korrektion (af pave Frans), bør man langt hellere undersøge arten af det juridiske grundlag, der dannede rammen for pave Benedikt XVI’s tilbagetræden, sagde han. Jesus overdrog ikke nøglerne til Himlen til Peter og Andreas (Peters bror) kun til Peter. En dybdegående undersøgelse af pave Benedikt XVI’s tilbagetræden ville hjælpe for at løse de problemer, der i dag synes os uoverstigelige, sagde han.

At der sker store forandringer i Kirken under pave Frans er tydeligt, sagde Msgr. Bux, og dette foregår sideløbende med, at der markeres en tendens til diskontinuitet, eller at man forsøger at bryde med tidligere pontifikater. Et sådant brud, fortsatte han, er en omvæltning, der genererer hæresi, skismer samt kontroverser af enhver art, og dette kan spores tilbage til synd.

Han henviste til det 3. århundredes kirkefader Origenes fra Alexandria (ca. 185-ca. 254), der sagde: Hvor der er synder, er der forskelligartethed, skismer, hæresier og splid. Men hvor der er dyd, er der enhed, og man er forenet ud fra den præmis, at alle troende er eet hjerte og een sjæl.

Den nuværende krise har haft en negativ indvirkning på liturgien, sagde han, men for at opmuntre citerede han Skt. Athanasius fra Alexandria (ca. 298 – 373), og dennes henvendelse til de kristne, der led under arianismen:

I forbliver uden for de steder, hvor der er tilbedelse, men troen forbliver inden i Jer. Lad os overveje: Hvad er mest vigtigt, stedet eller troen? Den sande tro uden tvivl. Hvem har tabt, og hvem har vundet i denne kamp – den, som overholder præmisserne eller den, som beholder troen? Sandelig, bygningerne er gode, når Den apostoliske Tro prædikes der; de er hellige, hvis alt, der finder sted der, foregår på en hellig måde… I er dem, som er lykkelige; I som forbliver indenfor Kirken på grund af Jeres tro, som fastholder troens grundlag, som er kommet ned til Jer gennem Den apostoliske Tradition. Og hvis en afskyelig jalousi har forsøgt at ryste Jer ved en række lejligheder, er det ikke lykkedes. Det er dem, der har forladt Kirken under den nuværende krise. Ingen vil nogensinde sejre over Jeres tro elskede brødre (og søstre), og vi tror, at Gud vil give os mulighed for at kunne vende tilbage til vore kirker en dag”. Jo mere voldelige de er i deres forsøg på at besætte stederne for tilbedelse, desto mere adskiller de sig fra Kirken. De hævder, at de repræsenterer Kirken, men i virkeligheden er det dem, der igen vises bort fra Den (Kirken), og som virkelig er på afveje (Coll. Selecta SS. Eccl. Patrum. Caillu and Guillou, vol. 32, pp. 411-412).

Valli spurgte til sidst, om hæresi ikke er andet og mere end det at udbrede falske doktriner og at udelukke sandheden om doktrin og moral.

Selvfølgelig, svarede Msgr. Bux. Hvor der ikke eksisterer nogen doktrin, finder man moralske problemer, og det er det, vi ser. Når paven og biskopperne gør noget sådant, benytter de deres position til at ødelægge (doktrinen).

Med henvisning til Skt. Augustin, sagde han: De har kun deres egne interesser for øje ikke Jesu Kristi interesser, de forkynder hans ord, men de udbreder deres egne ideer.

Jesu Kristi navn er, sagde han, med henvisning til Giacomo Biffi tidlige kardinal fra Bologna, blevet en undskyldning for at tale om helt andre ting: Migration, økologi osv. Dermed er der ikke længere enhed, når vi taler, og Kirken er blevet splittet (1 Kor 1: 10).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Edward Pentin og publiceret på LifeSiteNews d. 15. november 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/pope-francis-has-broken-with-previous-popes-causing-heresies-schisms-vatica

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

4. søn i advent (23/12/2018)

1. læsning Mika 5,1-4a

Således siger Herren:
Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
Men han skal prisgive dem,
indtil den fødende kvinde har født,
og resten af hans brødre
vender tilbage til israelitterne.
Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,
i Herren sin Guds navns storhed;
de skal bo trygt,
for hans magt når til jordens ender.
Han skal være fredens herre.

Vekselsang Sl 80,2ac & 3b,15-16,18-19

R. Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

Lyt, Israels hyrde,
Du, der troner på keruberne,
træd frem i stråleglans.

Hærskarers Gud, vend tilbage,
se dog ned fra himlen!
Tag dig af denne vinstok,
det skud, din hånd har plantet.

Hold din hånd over manden ved din højre hånd,
over det menneske, du gav styrke,
så vil vi ikke vige fra dig.
Hold os i live, så vil vi påkalde dit navn.

2. læsning Hebr 10,5-10

Brødre og søstre!Kristus siger, da han træder ind i verden:
Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have,
men et legeme har du beredt mig;
brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
Da siger jeg: ‘Se, jeg er kommet
– i bogrullen er der skrevet om mig –
for at gøre din vilje, Gud.’

Mens han først siger: “Slagtoffer og afgrødeoffer, brændoffer og syndoffer ville du ikke have, og du ønskede dem ikke” – og det er dem, der frembæres som ofre ifølge loven – så fortsætter han: “Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver altså det første for at sætte det andet i kraft, og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.

Akklamation til Evangeliet Luk 1,38

Halleluja!
Se, jeg er Herrens tjenerinde.
Lad det ske mig efter dit ord!

Evangelium Luk,1-39-45

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: “Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.”