Tilbage til de fire kendetegn: en, hellig, katolsk og apostolisk efter Det Andet Vatikankoncil

Kirkens fire kendetegn er, at Den er: en, hellig, katolsk og apostolisk. Med de mange forandringer, der er sket indenfor Kirken i løbet af det sidste århundrede, er mange ladt tilbage med stor undren: Hvilke spor er ladt tilbage af troen på Kirkens apostoliske udgangspunkt? På baggrund af tiden, der fulgte efter Det Andet Vatikankoncil, kan man drage følgende to vigtige konklusioner vedrørende Kirkens fire kendetegn:

1.      At evangeliseringen af den moderne verden er et hovedpunkt, der trækker en rød tråd gennem Det Andet Vatikankoncils dokumenter. Man kan stille det spørgsmål, om Kirkens missionsaktivitet i netop den henseende er blevet forbedret siden 1965?

2.      Pave Emeritus Benedikt XVI taler om hermeneutikkens kontinuitet. Dette referer til, at ethvert koncil, specielt Det Andet Vatikankoncil må fortolkes i lyset af tidligere konciler. Har man har gjort det siden 1965?

Mere specifikt omhandler Benedikts lære om hermeneutikkens kontinuitet det, at Den katolske Kirkes tradition før Det Andet Vatikankoncil kan leves (og praktiseres) ud fra de nye måder troen kan udtrykkes på, og som er blevet fremlagt af Koncilet.Hermeneutik er både en filosofisk retning samt læren om at fortolke en teksts mening, og kontinuitet henviser til at katolsk doktrin, tilbedelse og liv efter Det Andet Vatikankoncil burde være de samme, som de havde været i foregående generationer, blot i en fornyet form.

Selvom dette på et teoretisk plan synes tilgængeligt og muligt at iværksætte, har det i praksis ikke været så let at føre ud i livet (med mindre der indtraf et verdensomspændende mirakel). Mirakel eller ej, de følgende syv kriterier må trofaste katolikker tilslutte sig, før vi overhovedet vil opleve nogen form for hermeneutikkens kontinuitet:

1.      Mange ting (både det gode og dårlige) var allerede sat i bevægelse før Vatikan II. Nogen siger, at den liberale humanisme holdt sit indtog i Kirken med renæssancen i det 16. århundrede. Der er nogen, der hævder, at den kom ind i Kirken på grund af Vatikan II (1962 – 1965). Mange af de traditionalister, der har indsigt i dette, anerkender, at denne hæresi med stor succes ”sneg” sig ind på præsteseminarierne allerede før Første Verdenskrig (1905-1915).

Modernismens hæresi (”syntesen af alle hæresier” ifølge pave Skt. Pius X) startede faktisk som et angreb på Bibelen: Fr. Loisy var en ”intellektuel” med speciale i Den hellige Skrift, som underviste på et fransk seminarium og skabte en ”tendens”, hvor man stillede spørgsmålstegn ved Bibelens ufejlbarlighed. Skt. Pius X foretog en ekskommunikation af ham efter utallige forsøg på, at få ham på ”andre tanker”. Selvfølgelig starter det hele med dette, da satans første ord til manden og kvinden var: ”Har Gud virkelig sagt … ?” (1 Mos 3:1). Under alle omstændigheder var det sandsynligvis, fordi man stillede spørgsmålstegn ved Den hellige Skrift i den første halvdel af det 20. århundrede, at klerikale i den anden halvdel af dette århundrede foretog den hybris at stille spørgsmålstegn ved Kirkens forbud mod prævention i ægteskabet.

Den cancer, vi nu oplever i Kirken, har meget lidt at gøre med Vatikan II. Selv ærkebiskop Lefebre sagde i et interview i 1978: ”Jeg vil ikke mene, at Vatikan II kunne have forhindret det, der sker i Kirken i dag. Modernisternes tankesæt er igennem tiden trængt ind alle steder i Kirken”. Men det gode skyldes måske heller ikke Vatikan II: Mens mange katolikker nu med rette erkender, at det, de har behov for, er et personligt forhold til Jesus Kristus for at holde Hans bud, og dette gjorde også Skt. Ignatius af Loyola ved at skrive om de åndelige øvelser i det 16. århundrede. Jesus sagde selv: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14:15). Denne tidløse forståelse af et ”forhold” blev ikke præsenteret for koncilet. I det mindste kan vi sige, at begge positioner i Kirken må holde op med at benytte Vatikan II, som undskyldning for at ”antage noget” eller ”synke ned i fortvivlelse”. 

2.      Intet koncil vil nogensinde kunne ændre på guddommelig åbenbaring. Men et koncil kan være med til at uddybe den. Jesus Kristus gav troens pant en gang for alle til apostlene. Et koncil bør nære forståelsen af troens pant. For eksempel bidrog koncilet i Kalkedon med dybere indsigt i det, der allerede er åbenbaret i Kristologien, og som nu er understøttet af nye parametre for formuleringen af Kristi hypostatiske forening (Foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i Hans ene Person, som er 2. Person i Gud ). Koncilerne bør fremkomme med ”udviklende” tilføjelser til – eller slutninger i forhold til Den hellige Skrift, så Den kan imødese nye sociale behov eller sætte en stopper for nye hæresier. Men et rigtigt koncil kan ikke frembringe et skamferet sammendrag af troens pant. 

Jeg siger ikke, at Vatikan II gør dette, men ”ånden fra Vatikan II” gør det helt sikkert. For eksempel når folk siger mærkværdige ting, som ”Vatikan II forbyder, at man modtager Den hellige Kommunion på tungen”, eller at ”Vatikan II tillader prævention”. Dette ville være en del af den katolske tro, som et rigtigt koncil ikke har indvirkning på. 

Vatikan II er vanskelig at evaluere i den henseende, da ingen af de efterfølgende dokumenter har status af at være ufejlbarlige. Således må man se Vatikan II i relation til de andre økumeniske konciler. Og helt ærligt, havde vi gjort det, som katolikker, ville vores tilbedelse og vores måde at leve på have undergået subtile og smukke ændringer. 

3.      Den nye Messe var ikke nødvendig for Ad GentesAd Gentes er missionskapitlet i Vatikan II, som betyder, ”at gå ud til alle folkeslag” som er en del af missionsbefalingen. Vatikan II blev afsluttet i 1965. Fra 1965 til 1969 undergik Messen en radikal forandring. 

Bidrog Den nye Messe til at missionærerne nåede ud til ”alle folkeslag”? Nuvel, vi må først anerkende, at den vesterlandske missionsaktivitet i Afrika og Asien var kolossal før koncilet, især fra 1800 til 1960. Efter 1965 blev næsten alt missionsarbejde i udlandet erstattet af socialt arbejde. 

Evangelisering i modersmålslandene synes at være blevet fortsat efter koncilet. For eksempel har vi ekstraordinære eksempler på kinesiske kristne, der evangeliserede deres landsmænd på trods af risikoen for tortur og martyrium. Men hvad med Vesten? Var det en succes med den nye Messe i USA og Europa? 

Arkitekterne bag Den nye Messe (heriblandt Msgr. Bugnini) fortalte os, at Den nye Messe skulle være attraktiv for protestanterne. Men årtier efter at disse ændringer blev foretaget, ser vi, at flere amerikanere har forladt Den nye Messe til fordel for det, protestanterne er langt bedre til (lovprisning, tilbedelse og at skrive spændende prædikener), og som de er blevet bedre til siden Luther. Jeg kan ikke påvise, at der er tale om en årsagssammenhæng, men man kan sige, at de liturgiske forandringer gik hånd i hånd med følgende: en nedgang i kald samt Messedeltagelse, at man modtog katekeser, der lød som om, de stammede fra det unitariske kirkesamfund og lukningen af mange gamle smukke sogne på hele østkysten, og yderligere måtte en stor del af sognene i Boston lukkes ned. Dr. Peter Kreeft minder os om, at dette var et ”liturgisk holocaust”. Jeg kan ikke mindes, at ”nytænkning” nogensinde i et sådant omfang har ”hjemsøgt” Den traditionelle latinske Messe i løbet af de 1500 år, den har eksisteret og ikke engang under de doktrinære kriser, der har været i Kirken. 

4.      Ændringen af sakramenterne efter Koncilet er ikke nødvendigvis en del af den hermeneutiske kontinuitet. Efter Vatikan II overbeviste en mindre gruppe elitære biskopper (indrømmet, de var inspireret af deres progressive protestantiske læremestre) resten af verdens biskopper om, at de skulle acceptere et nyt sæt af tomme velsignelser, en tom excorcisme ritus, en tom kalender, et tomt Officium Divinum, en tom salvelse og en tom Messe. Underligt nok blev dette normen i Den katolske Kirke, og det var som at få en spand kold vand i hovedet for dem, der holdt fast ved den såkaldte ”hermeneutiske kontinuitet”. 

Heldigvis lod Gud stadig i Sin store barmhjertighed alle de nye tomme sakramenter bevare deres gyldighed. Men, det er langt mere end blot ”gyldighed” præsten bør stræbe efter. For eksempel benyttede man en mindre exorcisme i forbindelse med en døende i den gamle udgave af sakramentet: den sidste olie. Hvorfor ville nogle ”liturgiske eksperter” fratage den døende en exorcisme? 

5.      Vi kan acceptere traditionens fylde og stadig missionere. Ifølge Benedikts skrivelse Summorum Pontificum fra 2007 (samt talrige andre dokumenter fra 1600-tallet), må jeg som præst ikke afvise de traditionelle sakramentalier og sakramenter i Den katolske Kirke. Det er tilladt for mig at holde fast ved Den traditionelle latinske Messe i min tilbedelse og evangelisering. Alle mine studier af dette har bevist, at der ikke er tale om en Messe, som er 500 år gammel, men et sted mellem 1500 og 2000 år. Størstedelen af Den Messe, jeg til dagligt celebrerer, er den samme, som den fra det 5. århundrede, men Den gamle Messe kan vise sig at være af endnu ældre dato. Koncilet i Trent definerer den såkaldte ”ekstraordinære form” af Messen, som at være af apostolisk oprindelse. 

Mens jeg prioriterer at celebrere Den traditionelle latinske Messe samt de traditionelle sakramenter, ønsker jeg også at udbrede Kristi budskab til alle folkeslag, som Paulus og Skt. Fracis Xavier gjorde det. Alligevel synes det, som om man er af den opfattelse, at Den nye Messe er det bedste udgangspunkt for missionsaktivitet, og at Den traditionelle latinske Messe er bedst egnet for den neurotiske og psykotiske, som kun ønsker at åbne op for en kultisk livsstil. 

Vi må stoppe med at tænke på den måde, for hvem er, trods alt, bedre missionærer end apostlene? Folkeslagene blev evangeliseret af præster, der celebrerede Den traditionelle latinske Messe.   

6.      Lex orandi, lex credendi. Vor tro afspejler måden, hvorpå vi beder. Dårlig liturgi vil uundgåeligt føre til en dårlig forståelse også uden dårlige katekeser. For eksempel var Vatikan II ikke noget dogmatisk koncil, og stadigvæk er det som om, alle amerikanske katolikker har mistet troen. 

Efter koncilet kom katolikker til den konklusion: at foretage eksperimenter i liturgien berettiger, at man eksperimenterer med doktrin. Kan man bebrejde dem det? Det giver sig selv, at når frygten for Gud forsvinder fra doktrinen, er det fordi, den fra første færd er forsvundet fra liturgien. Messen bør bringe fred og trøst, ja, men tilbedelsen er også med til at åbenbare en ærbødig fornemmelse for det trancendente. Den glemte forening med Gud, en Gud så uendelig magtfuld og hellig, at det nærmest er umuligt tro på, når man går ind til en Messe under Kommunistiske slagsange, som eksempelvis ”Gather Us In”. Hvordan kunne man erstatte den trancendente storhed i Den hellige Højmesse med Marty Haugen (amerikansk komponist med specifik fokus på Luthersk liturgisk musik) og tro, at det ville lede flere sjæle til Gud? 

Jeg har altid troet, at dette ”liturgiske holocaust” var et problem forbeholdt USA, men jeg har været vidne til langt værre musik samt vanhelligelse andre steder i verden (eks. Myrer der spiste af Den hellige Eukaristi i Tabernaklet, dette var jeg vidne til i Brasilien). Hvordan kan nogen besidde frygt for Gud, når vi behandler Ham på den måde? 

Jeg kan med god samvittighed hævde, at protestantiske storkirker møder Gud med langt større hellig frygt (i det mindste set udefra), end man gør i et alment katolsk sogn. Og jeg drager denne konklusion på baggrund af mine rejser til sogne på fem kontinenter, som jeg har foretaget siden min ordination. 

7.      Kollateral cirkulation. Der har optrådt en række meget smukke og stærke bevægelser i Kirken efter Vatikan II. Disse lægfolksbaserede bevægelser er analoge med kollateral cirkulation. Kollateral cirkulation er, når blodet finder alternative veje gennem mindre arterier for at sørge for blodgennemstrømningen til væv, så der kan tilføres ilt, på trods af, at de oprindelige arterier, som er beregnet til at gøre hoveddelen af arbejdet, stadig er beliggende der. De små arterier i min analogi kunne være tiltag, som FOCUS, the Augustine Institute, Theology on Tap og selv de karismatiske bevægelser (når de opererer udenfor Messen), og det er hos dem, jeg har set Guds Hånd udvirke mirakler. 

Det hellige præsteskab i denne analogi er den store arterie, som stadig er beliggende i området. Det er ladet med apostolisk storhed, men aktuelt er det blevet afskåret grundet frygt og politiske hensyn. 

Har det ikke altid været sådan? Nej for præsteskabet er skyld i mange nye ”hændelser” såsom børnesexmisbrugsskandaler samt episoder med unge mænd (noget man endnu ikke har anerkendt). For eksempel er relativismen, der har påvirket vores doktrin, så allestedsnærværende, at en hellig og venlig biskop sagde, at selv pavens teologi objektivt er fejlagtig. Vil nogen ung mand ønske at praktisere cølibatet for at følge denne forvirring? 

Hvor er vi på vej hen herfra? Nuvel, jeg ønsker ikke, at vi vender tilbage til 1950’erne, som nogle vrede mennesker har et ønske om. Mit forslag er ganske enkelt: lad Kirken fortsætte sin færd med alle sine mange gode lægmandsbaserede bevægelser, men lad alle biskopper og præster udøve de tidløse sakramenter (ifølge forordningerne af 1962). Vi kan opretholde ”nyevangeliseringen”, men lad os være på vagt overfor modernismens doktriner. Derpå vil vi se en ny bølge af inspirerende præstekald opstå blandt familier, der har bevaret troen. Rent faktisk, lovede Guds Moder en nonne i det 16. århundrede, at i det 20. århundrede (efter at have oplevet et stort tab i forhold til den katolske tro) vil Gud efterfølgende ”sende til Sin Kirke en prælat, der skal genoprette den åndelige ”tendens” hos Hendes (Kirkens) præster”. Jeg tror, at denne genopretning og denne ”prælat” vil komme i vores levetid, selvom sejren først indfinder sig efter yderligere globale og Kirkelige katastrofer. 

Man kan følge Fr. Nix på hans blog, på video og via podcast på http://www.padreperegrino.org/about-padre/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. David Nix og publiceret på OnePeterFive d. 6. juli 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/four-marks-apostolic-church-after-vii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

29. alm søn (21/10/2018)

1. læsning Es 53,10-11

Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.

Vekselsang Sl 33,4-5.18-19.20&22

R. Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

Herrens ord er sandt,
alt, hvad han gør, står fast.
Han elsker ret og retfærdighed,
Herrens godhed fylder jorden.

Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

2. læsning Hebr 4,14-16

Brødre og søstre. Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.

Akklamation til Evangeliet Jfr Mark 10,45

Halleluja!
Menneskesønnen er kommet for at tjene
og give sit liv som løsesum for mange.

Evangelium Mark 10,35-45 eller 10,42-45

På den tid kom Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, hen til Jesus og sagde til ham: “Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os.” Han spurgte dem: “Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?” De sagde til ham: “Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.” Jesus sagde til dem: “I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?” “Ja, det kan vi,” svarede de. Jesus sagde til dem: “Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt for.”

Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: “I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”


Kort læsning: Mark 10,42-45

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus.

På den tid kaldte Jesus de tolv til sig og siger til dem: “I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

To helgener hjælper os gennem den ondskab, der har infiltreret Kirken

Vi har altid brug for eksemplet og læren fra helgenerne for at holde os på rette vej. I oktobermåned højtideligholder Kirken fester for mange store helgener. To af disse helgener, som mange har en forkærlighed for, fejres i starten af måneden: det drejer sig om Skt. Thèrése af Lisieux (den 1. oktober i den nye kalender, den 3. oktober i den gamle kalender) og Skt. Frans af Assisi (den 4. oktober i begge kalendere).

Skt. Thèrése lærer os aldrig at overse eller ignorere, at Gud møder os i de små ting, og at det er herigennem, at vi kan vise vor kærlighed til Ham. Skt. Frans lærer os, at alt er uden betydning sammenlignet med den sejrende kærlighed fra Den korsfæstede Kristus. De blev begge helgener ved at følge den trange vej, som betyder, at man lader Kristus komme i første række igen og igen og undgår synd. Det var ikke sådan, at de undgik kampe og vaklede. Denne totale fuldkommenhed er ikke mulig for noget faldent menneske. Som Skt. Thomas siger, vi vil i det himmelske fædreland være fuldkommengjort på enhver måde. Det var, som om Thèrése og Frans vidste, hvor de skulle hen, og hvordan de skulle nå dertil, og derfor lod de sig ikke stoppe af nogen forhindring.

Vor Herre virker kraftfuldt i os på trods af de forhindringer, vi lægger frem for Ham, så længe vi af fri vilje bliver ved med at give vort hjerte til Ham: ”Herre, jeg ønsker at være sammen med Dig, Jeg ønsker at være Din for al evighed. Gør mig til Din ved Din Helligånds kraft”.

Årsagen til den nuværende krise i Kirken er intet andet end mangel på et brændende ønske om at være sammen med Vor Herre Jesus Kristus og være i Ham i dag, hver dag, og på den sidste dag. Dette er grundlaget for hellighed og alt i det kristne liv. Der er intet andet uden dette ønske om en fuldkommen sammenhørighed med Kristus vor Frelser, intet andet betyder noget eller kommer til at betyde noget. Det er netop det, vi må genopdage ved at begynde lige her i mit eget hjerte og dit eget hjerte.

Det onde, som Herren tillader at ske, er et meget tydeligt opråb til os, om at vågne op og genopdage vores kerne som – og forpligtelse til at være Kristi disciple. Og fordi kærlighed tit og ofte viser sig i det små snarere end i det store, som Skt. Thèrése mindede os om, må vi ydmyge os i det omfang, vi dagligt opsøger Herren i bøn, i skriftemålet, i Den hellige Messe, ved den Eukaristiske tilbedelse, og at vi henvender os til Vor Frue og helgenerne, når vi har behov for hjælp, selvom vi er præget af modløshed, selvom vi finder det ubelejligt eller blot er følelsesmæssigt ude af balance, eller hvad der nu måtte ”friste” os til at blive væk fra det, vi ved, vi burde gøre.

Vores daglige rutiner synes at levne endda meget plads til at følge med i nyhedsstrømmen, dens nød og klage og det, den ellers bringer med sig. Jeg kender det fra mig selv, fristelsen til at opsøge disse ting og svælge i dem.

Misforstå mig ikke. Der er bestemt et behov for at følge med i nyhedsstrømmen og forholde sig til, hvad der sker. Ikke desto mindre tror jeg, at Skt. Thèrése og Skt. Frans vil fortælle os: Glem ikke at bruge din tid og gerne mere af den på ydmyg, inderlig, sagtmodig og gavmild bøn for Kirken og for alle i den, og begynd med paven og gennemgå alle de hierarkiske led, til du når til dem, der er dine medtroende i det sogn, du tilhører, og som hele tiden vækker en irritation hos dig samt de præster, der har fornærmet dig, eller hvad der måtte ligge dig på sinde.” Gør dette for Kristi kærlighed, Kristus, der elskede mig og gav sig selv hen for mig, mens jeg” endnu var synder” (Gal 2: 20, Rom 5: 8).

Bøn vil gøre langt mere for at fremme en egentlig og varig reform af Kirken end al den form for aktivisme, vi allerede kender alt for godt. Som Skt. Katarina fra Siena lader komme til udtryk i en af sine fantastiske bønner:

O mildeste Kærlighed, Du så i Dig selv behovet for Den hellige Kirke og de beføjelser Hun behøver, og Du gav Hende dem, det er Dine tjeneres bønner, med hvilke Du gerne vil bygge en mur, som kan understøtte Den hellige Kirke og til Dine tjenere indgyde Helligåndens milde og glødende ønsker om Hendes fornyelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/all/today#article-two-saints-to-help-us-through-the-evil-that-has-infiltrated-the-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

28. alm. søn. (14/10/2018)

1. læsning Visd 7,7-11

Jeg bad om klogskab, og den blev mig skænket,
og på min bøn kom visdommens ånd over mig;
den foretrak jeg for sceptre og troner,
og rigdom regned! Jeg for intet imod den;
ingen nok så uvurderlig ædelsten satte jeg så højt som den;
thi ved siden af den er alt guld kun som en smule sand,
og mod den er sølv kun som ler at regne.
Jeg elskede den mere end sundhed og skønhed,
og den valgte jeg at eje endog fremfor solens lys,
thi glansen fra den slukkes aldrig;
sammen med den kom alle andre goder til mig
og ved dens hjælp umådelig rigdom.

Vekselsang Sl 90,12-13.14-15.16-17

R. Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!

Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os,
de år, vi oplevede ulykke.

Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

2. læsning Hebr 4,12-13

Brødre og søstre! For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.

Akklamation til Evangeliet Matt 5,3

Halleluja!
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.

Evangelium Mark 10,17-30 eller 10,17-27

På den tid, da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: “Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus svarede ham: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: ‘Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!’ ” Han sagde: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.” Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: “Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!” Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Da så Jesus sig omkring og sagde til sine disciple: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige.” Disciplene var rystede over hans ord. Og Jesus sagde igen til dem: “Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Men de blev endnu mere forfærdede og sagde til hinanden: “Hvem kan så blive frelst?” Jesus så på dem og svarede: “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”

Peter tog ordet og sagde til ham: “Se, vi har forladt alt og fulgt dig.” Jesus sagde: “Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden.


Kort læsning: Mark 10,17-27

På den tid, da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: “Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus svarede ham: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: ‘Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!’ ” Han sagde: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.” Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: “Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!” Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Da så Jesus sig omkring og sagde til sine disciple: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige.” Disciplene var rystede over hans ord. Og Jesus sagde igen til dem: “Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Men de blev endnu mere forfærdede og sagde til hinanden: “Hvem kan så blive frelst?” Jesus så på dem og svarede: “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”

Vedrørende det at læse Tolkien midt i en krisetid

Lige netop nu er en hovedrengøring det, Den katolske Kirke har behov for.

På grund af vor yngste barns interesse for at se filmversionen af Ringenes Herre, og ja hun har læst bøgerne, har jeg måttet tage mig selv i at genlæse J.R.R. Tolkiens episke mesterværk for første gang i mange år. Tilfældigvis blev jeg færdig med at læse Ringenes Herre midt under krisen og forvirringen i Den katolske Kirke, så man kan sige, at jeg fik det med som en bonus, for det er en historie om at finde håb og medgang i mørke tider. Alt synes tabt for dem, der forsøger at stå op imod Saurons ondskab, og den helt store opgave blev betroet den laveste rangerende person. Det er også en historie om barmhjertighed, der bliver vist dem, der aldrig har fortjent den eller har sat pris på den.

Mens jeg ”pløjede” mig igennem de sidste sider af Kongen vender tilbage, fremkom der et brev, som Tolkien skrev til søn Michael, og som blev delt på de sociale medier, og som trak tråde til det rod, der aktuelt er i Kirken. Brevet blev skrevet i november 1963, og mens det ikke fremgår, hvad der specifikt gjorde Tolkiens søn ulykkelig i forhold til katolicismen, det er muligt, at Tolkien var frustreret over den retning, som det andet Vatikankoncil havde udstukket for Den katolske Kirke. Det er givet helt sikkert, at Koncilet var en del af nyhedsbilledet på det tidspunkt, og J.R.R. Tolkien, hvis ældste barn var præst ville have rettet sin opmærksomhed imod dette. Det er velkendt, at han var utilfreds med forandringerne. Det er imidlertid også alment kendt at noget andet end de forandringer, der kom fra Koncilet ville komme til at præge deres liv. Der er her tale om en skandale af mere personlig karakter.

”Vores kærlighed kan blive svagere og vor vilje nedbrudt ved synet af begrænsninger, dårskab og endog ved den synd, der er i Kirken og præsteskabet, men jeg tror ikke, at en, der engang havde troen, trækker sig på baggrund af disse årsager (og mindst af alt dem, der har en historisk viden)”, dette skrev Tolkien i et forsøg på at bestyrke sin 43årige søns tro.

Tolkien bemærker, at fristelsen til ikke at tro kan blive stærk, og der er tidspunkter, og specielt ved skandaler, hvor folk vil søge en hvilken som helst grund til at trække sig fra det byrdefulde ved katolicismen. Han bemærkede, at der helt sikkert, tit og ofte, er nogen i Kirken, der bidrager med gode grunde til, at vi overvejer vores troskab. ”Jeg har i mit liv lidt enormt under præster, der var dumme, trættende, uklare og endda dårlige, men jeg kender mig selv så godt, at jeg er opmærksom på, at dette ikke bør være grunden til, at jeg forlader Kirken”, tilføjer Tolkien. ”Vi bør sørge på Vor Herres vegne og med Ham, … ikke udbryde, at vi ikke kan klare Judas Iskariot eller den absurde og feje Simon Peter, eller Zebedæus sønnernes mor, der fremlægger ambitioner på sine sønners vegne”.

Da de britiske forfattere, kunstnere samt andre bad om Den Latinske Messe i 1971, det, som senere er blevet betegnet som ”Agatha Christie indult” (dispensationen), var Tolkien ikke medunderskriver. Han var en aldrende mand, og hans elskede hustru gik bort samme år, og senere ”sluttede” han sig til hende, og han har måske aldrig fået muligheden for at overveje, om han skulle have været medunderskriver, hvis det (omstændighederne taget i betragtning) var muligt for ham. ”Nu er vi så at sige blevet ”klædt af til skindet” mens vi står ansigt til ansigt med Guds vilje, både vedrørende os selv, men også den tid vi lever i”, skrev han i et andet brev til Michael, som blev afsendt mellem 1967 og 68. ”Jeg tror, at der ikke er andet at gøre end at bede for Kirken, for paven og for os selv og i mellemtiden praktisere dydens loyalitet, hvilket bestemt kun bliver til en dyd, når man under pres opretholder den”.

Det var den form for loyalitet, Tolkien etablerede, som en dyd, der bekæmpede de grusomme og blodige slag i Første Verdenskrig, der drev fællesskabet mellem hobitter, mennesker, alfer, dværge og troldmænd i Ringenes Herre, et fællesskab, som havde sine dystre momenter med fortvivlelse, og som endda bød på forræderi, ikke blot ved Boromirs forbigående fristelse (samt den fristelse Frodo oplever mod slutningen, da han når Dommedagsbjerget), men ved de skandaløse ting, der sker omkring Saruman, den hvide troldmand, som Gandalf var tæt knyttet til”.

Nu i 2018 er den præstelige sexsmisbrugsskandale kommet op til overfladen og berører toppen af det kirkelige hierarki på måder, som vi hidtil ikke har oplevet. Mange katolikker boykotter indsamlingskurvene ved søndagsmesserne, og biskopper og ærkebiskopper angriber hinanden (verbalt) og fremtrædende lægfolk forlader Kirken eller overvejer det. Det kan til tider være svært at adskille Den Kirke, vi holder af fra dem, der er i Den (her forstået som præster, biskopper, kardinaler etc), og som hensynsløst ødelægger den. Og alligevel må vi ikke glemme, hvad Tolkien fremhævede i sit brev vedrørende fristelsen til at miste troen og den rolle, som skandale spiller: ”Nogle af os længes efter at finde en undskyldning for det, der sker, udenfor os selv. Jo stærkere den indre fristelse fremtræder, desto lettere og i langt alvorligere grad ’forarges’ vi over andres handlinger”.

En anden engelsk forfatter, Hilaire Belloc, har udtrykt det på en mere præcis måde: ”Den katolske Kirke er en institution, jeg er forpligtet til at anse som guddommelig, men for dem, der ikke tror, kan et bevis på dens guddommelighed findes i det faktum, at ingen menneskeskabt institution grundlagt på svigefuld tåbelighed vil kunne opretholdes i blot fjorten dage”. ”Og man kan være helt sikker på, at der er langt mere på spil her end ”svigefuld tåbelighed”.

At anerkende vor sørgelige forfatning i Tolkiens korrespondance er én ting, og den historie, han tilvejebringer om afslutningen på en epoke i Midgård er en anden. Da fortællingen når sit højdepunkt, betræder Frodo og den trofaste Sam helt alene Mordor anført af den utro Gollum, og alle deres sande allierede er ved at samle tropperne og udkæmpe slag. Disse allierede tror (her mod fortællingens afslutning), at det er forbi, og de foretager en fremadrettet manøvre for at ofre sig selv for at distrahere Saurons øje, mens Frodo og Sam nærmer sig Dommedagsbjerget. De opgav deres eget håb, men erkendte at den mission, der skulle udføres, var langt større, nemlig at få ringen destrueret.

I dag, synes det som om, vi bliver jaget af orker ved foden af Mordor, og at den mørke tåge lægger sig over os. Over os flyver den onde Nazgul, fordi den søger nogen, som den kan fortære. Og måske vil løsningen være at finde hos lægfolket, der som hobbitterne fra Herredet er de mindste, og som tillige fremstår som dem uden magt. Som Elrond herskeren over Kløvedal formulerer det, “Dette er tidspunktet for Shirefolket, hvor de vil rejse sig fra deres tavse land for at sende rystelser mod de stores tårne og sammenslutninger. Hvem blandt alle de kloge hoveder kunne have forudset det. 

Ligesom Ringenes Herre når til en afslutning, hvor ringen bliver ødelagt og lyset genskabes og bortdriver mørket, og ligesom at det igen bliver jul i Narnia, på samme måde vender de eventyrlystne og sejrrige hobbitter hjem, hvor de genforenes med deres elskede Herredet, som de forlod for at redde Midgård, en gerning, der kan betegnes, som en “hovedrengøring”, som også er kapitlets overskift. Det var i forbindelse med denne “hovedrengøring”, at den engang gode og store troldmand Saruman fik løn som forskyldt og dermed sit endeligt, og det er præcis en “hovedrengøring” Den katolske Kirke lige nu har behov for.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på National Catholic Register d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: http://www.ncregister.com/blog/guest-blogger/reading-tolkien-at-a-time-of-

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

27. alm søn (7/10/2018)

1. læsning 1 Mos 2,18-24

Gud Herren sagde: “Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.” Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.

Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:

“Nu er det ben af mine ben
og kød af mit kød.
Hun skal kaldes kvinde,
for af manden er hun taget.”

Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød

Vekselsang Sl 128,1-2.3.4-5.6

R.Herren velsigne os alle vort livs dage.

Lykkelig hver den, der frygter Herren
og vandrer ad hans veje.
Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
lykkelig er du, det skal gå dig vel.

Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.

Ja, sådan velsignes den mand,
der frygter Herren.
Herren velsigne dig fra Zion,
så du ser Jerusalems lykke,
så længe du lever.

Og så du får dine sønners sønner at se.
Fred over Israel!

2. læsning Hebr 2,9-11

Brødre og søstre! Vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden. For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser. For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre..

Akklamation til Evangeliet 1 Joh 4,12

Halleluja!
Ingen har nogensinde set Gud,
men hvis vi elsker hinanden,
bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

Evangelium Mark 10,2-16

På den tid kom der nogle farisæere, og for at sætte Jesus på prøve spurgte de ham: “Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?” Han svarede dem: “Hvad har Moses påbudt jer?” Og de sagde: “Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende.” Jesus sagde til dem: “Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud; men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. ‘Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.’ Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette, og han sagde til dem: “Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.”

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

26. alm søn. (30/9/2018)

1. læsning 4 Mos 11,25-29

Herren steg ned i skyen og talte til Moses, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham, og lagde den på de halvfjerds ældste. Ånden kom over dem, og de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen. To af mændene var blevet tilbage i lejren; den ene hed Eldad, den anden Medad. Ånden kom over dem, for de hørte til de halvfjerds, der var blevet udskrevet; men de var ikke gået ud til teltet, så de kom i profetisk henrykkelse inde i lejren. En ung mand løb ud til Moses og fortalte ham, at Eldad og Medad var kommet i profetisk henrykkelse inde i lejren, og Josva, Nuns søn, der fra sin ungdom havde været i Moses’ tjeneste, sagde: “Moses, herre, stands dem!” Men Moses svarede ham: “Viser du nidkærhed på mine vegne? Gid hele Herrens folk var profeter, fordi Herren lagde sin ånd på dem.”

Vekselsang Sl 19,8.10.12-13.14

R. Herrens forordninger er retskafne,
de glæder hjertet.

Herrens lov er fuldkommen,
den styrker sjælen.
Herrens vidnesbyrd står fast,
det giver den uerfarne visdom.

Herrens ord er rent,
det består til evig tid.
Herrens bud er sandhed,
de er alle retfærdige.

Din tjener lader sig advare af dem,
der er stor løn ved at holde dem.
Hvem lægger mærke til uforsætlige synder?
Rens mig for skjulte synder!

Skån også din tjener for de overmodige,
lad dem ikke få magt over mig!
Da er jeg udadlelig
og uden skyld i grov overtrædelse.

2. læsning Jak 5,1-6

Kære brødre og søstre! I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! I har dømt og dræbt den retfærdige, mod jer er han værgeløs.

Akklamation til Evangeliet Joh 17,17

Halleluja!
Hellig dem i sandheden;
dit ord er sandhed.

Evangelium Mark 9,38-43. 45. 47-48

På den tid sagde Johannes til Jesus: “Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke var i følge med os.” Men Jesus svarede: “I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig. Den, der ikke er imod os, er for os. For den, der giver jer et bæger vand at drikke, fordi I hører Kristus til, sandelig siger jeg jer, han skal ikke gå glip af sin løn. Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet. Og hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede, til den uudslukkelige ild, og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud; du er bedre tjent med at gå ind i Guds rige med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes!”

En perfekt trojansk hest

Den nye apostolske konstitution ”Episcopalis Communio” risikerer at påføre Kirkens livsnerve hæresi.

Pave Frans har fremlagt en ny apostolisk konstitution for bispesynoden, som har til hensigt og formål at være den helt perfekte trojanske hest, således at hæresi på globalt plan kan blive påført Kirken. Hvis dette foregår uden den nødvendige kontrol, vil revolutionære tendenser blive i stand til at omdanne al ”heterodoksi” eller nye disciplinære regler, der strider imod trosgrundlaget til et nyt og officielt trosgrundlag for Den katolske Kirke. Dette er ganske enkelt en genial strategi, hvor man benytter bispesynoden, som platform til at foretage grundlæggende og pludselige forandringer på alle områder i Kirkens liv, som vi kender den i dag.

Den nye apostoliske konstitution, der bærer titlen Episcopalis Communio er et udtryk for en juridisk handling foretaget af paven, og det er en ”sand og passende ’nyskabelse’ af det sydonale organ”, og sådan lød det ved offentliggørelsen fra kardinal Lorenzo Baldisseri, bispesynodens generalsekretær.

Ved at ophæve den velsignede Paul VI’s motu proprio Apostolica Sollicitudo, Benedikt XVI’s Ordo Synodi Episcoporum samt andre dele af kanonisk ret, som står i skarp modsætning til det nye normsæt, der blev offentliggjort den 18. september i Vatikanets avis L’Osservatore Romano, undgik man at benytte det gængse medie ved sådanne udgivelser Acta Apostolicae Sedis, for at det nye lovkompleks kunne få øjeblikkelig juridisk virkning. Med andre ord man har berammet udgivelsen således, at konstitutionen kan tages i brug ved den kommende synode, som omhandler de unge.

Selvom den blev vedtaget med det samme, fremstår den tekstmæssigt ikke dårlig: den er blevet udformet med omhu. Teksten er opdelt i to hovedafsnit, det ene omhandler doktrin og det andet disciplinære forhold.

Det afsnit, der omhandler doktrin, sigter på at danne grundlag for – og retfærdiggøre den nye forskrift for synoden, som er baseret på den ekklesiologiske doktrin i Det andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution Lumen Gentium. Imidlertid finder man det, der er det nye i artikel 18 i teksten, og man må forholde sig kritisk til det, der bliver fremsat:

§1. Efter at have modtaget medlemmernes godkendelse, vil slutdokumentet blive fremsat for paven, som afgør, om det kan fremsættes. Hvis det endelige dokument godkendes af paven, vil det efterfølgende blive en del af læreembedet.

§2. Hvis paven har overdraget magtbeføjelser til synodens delegerede ifølge kanonisk lov § 343, da vil slutdokumentet blive en del af læreembedet, efter at det er blevet ratificeret og offentliggjort. I et sådant tilfælde vil slutdokumentet blive offentliggjort med pavens signatur ved siden af de delegeredes.

Kort fortalt det betyder, at det organ, der i århundreder har beskyttet trosgrundlaget og den hellige kanon fra at blive ændret – den romerske kurie – nu officielt er blevet sat ud af spil i forhold til at kunne forsvare Kirken mod revolutionerende fornyelser. Ikke alene er den romerske kurie blevet kørt ud på et sidespor, men endnu værre, det organ, der historisk set har skullet identificere, diskutere og beslutte, om der skulle foretages indholdsmæssige ændringer af Kirkens doktrinære tekster og disciplinære regler – det økumeniske koncil, der består af paven og hele verdens biskopper, – er blevet dramatisk beskåret i forhold til sine forrettigheder og unikke stemme, som apostlenes efterfølgere.

Det eneste nye, der er ved Episcopalis Communio, er dens evne til at gennemføre meget hurtige materielle og varige ændringer i Kirkens almindelige liv, og det lader sig gøre på tre måder:

For det første fastsættes den taktik, som blev fremsat og testet af Frans ved den sidste familiesynode, der blev afholdt med to samlinger mellem 2014 og 2015. Som National Catholic Registers Edward Pentin så rammende har beskrevet, den direkte udnævnelse af særlige embedsmænd og konsulenter, som understøttede heterodoxe synspunkter, gav indtryk af, at hele forløbet var fyldt med hindriger. ”Episcopalis Communio vil regulere fremtidige potentielle hindringer ved at gøre synoden til et ”permanent og centraliseret organ, som er placeret udenfor kuriens administration” (jvn. N. 2 EC).

For det andet fremhæver Frans den hidtidige teoretiske bestemmelse i kanonisk lov og sørger derved for, at de biskoppelige medlemmer af synoden bliver garanteret, hvis paven bevilger det, ”myndighed til at stemme” således at det, der bliver vedtaget ved enhver synode, er et produkt af medbestemmelse. Ved at handle således, har Frans gjort sin hensigt klar, nemlig at han ønsker at udøve sin pavelige magt ved at intervenere i stridsspørgsmål. Han har videre klogt ladet spørgsmålet om nødvendigheden af to tredjedeles flertal ved afstemninger blandt synodefædrene ved lovgivning af nye normsæt, stå ubesvaret hen. Yderligere har han på en meget voldsom facon åbnet op, for at lægfolket samt andre agitatorer for forandring kan øve deres indflydelse i aktuelle debatter og samtidig præge det endelige resultat og dermed i sidste instans sammen med synodefædrene være medunderskrivere på slutdokumentet.

Endelig, som det for nylig blev afprøvet af Frans den 5. september 2016, blev hans private anerkendelse af kriterierne fremsat i Básicos para la Aplicación del Capitulo VIII de Amoris Laetitia udarbejdet af biskopperne i Buenos Aires’ pastorale område, og derpå hævet til at være en del af læreembedet i form af et paveligt dekret, en diskret modifikation af de disciplinære regler, som gjorde det muligt at ændre på Kirken officielle doktrin uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, som kunne være i stand til at afværge det.

En lignende prøveballon blev sendt op, da det handlede om at ændre på Kirkens holdning til dødsstraf, da paven først adresserede dette tema for en mindre nærmere defineret gruppe den 11. oktober 2017, og han ophøjede derpå dette til at være en del af Kirkens læreembede den 3. august 2018 ligeledes gennem et paveligt dekret, og videre denne gang også uden at møde nogen egentlig modstand fra kardinaler, der kunne have ønsket at afværge eller omgøre denne substantielle ændring i Kirkens doktrin. Efter at disse to prøveballoner havde vist, at de kunne flyve uden at blive skudt ned, besluttede Frans sig for at gå videre med at etablere en permanent og mere effektiv og praktisk håndtering af ”forandring” simpelthen ved at ”gentænke” bispesynoden.

Der vil ikke længere være behov for at sende private prøveballoner af sted understøttet af diskrete pavelige modifikationer: der er åbnet op for, at hæresi kan få direkte adgang til Kirkens livsnerve, og det er nu blevet muligt at heterodoks praksis kan blive blåstemplet gennem en synode, og derpå at paven ganske automatisk ophøjer det til at være en del af ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”. Der er ikke længere behov for flere behandlinger, når det handler om at foretage ændringer af normsæt af disciplinær karakter, der derefter skal ophøjes til læreembedet, som teknisk set betyder, at der kun figurerer ufejlbarlige doktriner. Nu er det, der tidligere er blevet ophøjet til at skulle forandre disciplinen, blevet en del af den pakke, som er ”det læreembede, der er udgået fra Peter og hans efterfølgere”, og der bliver dermed gjort plads til mulig ufejlbarlig lære.

Episcopalis Communio vil snarere end at øge det fællesskab, der er mellem biskopperne, der er i den eneste sande tro, være løftestang for, at enhver biskop eller lægmand, der vover at stille spørgsmålstegn ved disciplinære normer udstedt af en fremtidig synode, pludselig bliver gjort fredløs og betragtet som afviger, hæretiker og skismatiker, og dette er en perfekt trojansk hest

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant d. 19. september 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/a-perfect-trojan-horse

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Når vi er trængt op i et hjørne, så rejser vi os

Overalt omkring os ser vi tegnene på, at skibet er ved at gå ned. Institutioner på stribe er blevet moralsk fordærvede på alle niveauer, og praktisk talt alle disse institutioner har indtaget en position, hvor de tager afstand til det, der er de sidste rester af kristendommen. I århundreder har udspekulerede mennesker i deres sekter i det skjulte og på rituel vis knust den pavelige tiara og kongekrone, og nu er deres dunkle planer ved at blive til virkelighed. Uanset om der er tale om regeringer, universiteter eller vores egne ”nyttige idioter” eller selv det, der foregår i Vatikanet, bliver ondskaben næret som aldrig før, mens det gode praktisk talt negligeres.

I modsætning til dem, der benægter dette, så har det altid været sådan. I virkeligheden står trofaste katolikker helt alene. Ingen vil komme for at redde os. Her i menneskenes verden, har den tilbageværende og trofaste rest ingen i det politiske system, der beskytter dem eller kæmper for deres interesser. Det er rigtigt, at katolikker kan læne sig op ad det ledende hierarki i Den katolske Kirke. Men betragt blot de nyheder, som præger overskrifterne fra uge til uge, så viser de, at de gamle strukturerer i Den katolske Kirke har givet afkald på det, der tidligere var Hendes pligt, og i mange tilfælde ser vi, at Vatikanet modarbejder Kirkens egne medlemmer.

Men dette er kun problemer af samfundsmæssig karakter. Det skib, der udgør Ecclesia militans (Den stridende Kirke), de katolikker, der her på jorden (i de levendes land), som Kristi soldater kæmper mod synden og djævelen, er ved at synke. Dog har de trofaste katolikker erkendt, at de er hævet over alt dette. Vi må øve os i ikke at hænge fast i en materialistisk overbevisning og give dette videre til vores børn. I realiteten hæver vi os over tid og ser udover det timelige. Vi må se frem til – og glæde os til fremtiden.

Gud beder os om at tage det lange seje træk. Mine kære, det er det, vi bør arbejde på. Det lange seje træk for at nå Gud er det, der resulterer i sejrskransen. Vær ikke bedrøvede. Meget er blevet taget fra os, men ikke Helligånden.

Tænk på mulighederne disse tre steder:

Overvej helvede. Disse sjæle er låst fast. De er i en tilstand af rædsel og vanvid. De har gennemgået en forandring gennem fortvivlelse, de hader alt og alle omkring sig. De hader fortid, nutid og fremtid, og på dette tidspunkt i deres eksistens er de fyldt med ondskab mod alt og alle, også mod den Gud, som skabte dem. Der er intet håb for dem. Og som en afledning for den angst, der i en uendelighed vil præge deres bevidsthed, tillades deres opmærksom at blive afledt gennem smerte, for helvedes lidelser er praktisk talt en nådefuld adspredelse fra det evige vanvid, de står i. I livet på denne jord har vi det trods alt ikke så slemt.

Tænk nu på purgatoriet. Ecclesia poenitens, som man også betegner Den lidende (bodfærdige) Kirke. I de flammer, der også omslutter helvede, lutres de dødes sjæle (for deres synder) på en forfærdelig og smertefuld måde. De venter på vores bøn, så de hurtigere kan fare til Himmels. Til tider tillades dæmoner at plage dem, som en slags ”tilbagebetaling”, for det, de har bedrevet, mens de var på jorden. Dog er disse sjæle fyldt med fred og glæde. De ved, at Himlen er deres endelige endemål.

De stakkels sjæle i purgatoriet er begrænsede i deres handleevne. De kan ikke tænke langsigtet i timelig forstand, ej heller kan de evangelisere, og de kan ikke bede for sig selv. De befinder sig i en ”venteposition”, som er præget af smerte. Deres sjæle lutres for det, de har bragt med sig fra denne verden, som der berettes om i Paulus’ 1. brev til korintherne 3: 11-15: Dog, har de mere glæde og fred end de fleste af dem, der endnu er i live.

Vi har derimod langt flere muligheder i dette liv. Vi har nogle positive stier, vi kan betræde. Vi kan sigte mod at nå Himlen, som er vores mål. Vi kan gennem evangelisering forsøge at hjælpe andre mennesker til Himlen. Vi kan mangfoldiggøre os her på jorden, som man ikke kan gøre andre steder. Vi kan få børn og forsøge på at opdrage dem til at blive gode eksempler, der følger Kristus, og som kan have et håb om at nå til Himlen. Vi har også mulighed for at opmuntre hinanden i dette livs kampe, og vi er ikke isolerede, som sjælene i purgatoriet og helvede er det. Vi har også mulighed for at bede for de troendes sjæle, der befinder sig i purgatoriet, så de hurtigere kan komme ind i Himlen. Og i modsætning til sjælene i helvede, bliver vore bønner hørt af Gud, Kristus, Guds Moder og helgenerne.

Helligånden er stadig med os

Denne verdens ”goder” giver ikke adgang til bedre ”vilkår”. Livet på jorden rummer andre goder. Den mest bemærkelsesværdige fordel er, at Helligånden dvæler her, og Helligånden fortsætter med at give os gaver, som forvirrer vores fjender. Ja, det er sandt, at der er fraktioner og mange slette mennesker, som forsøger at ødelægge alt det, som kristendommen har frembragt. Men hvad de ikke ved noget om, er de helt specielle gaver, de troende får, det er gaver, som giver udholdenhed samt energi til at kunne klare den forfølgelse, de udsættes for.

Helligånden har to kategorier af gaver, som Han giver til os. Den første kategori er til dem, som ønsker at følge Kristus, og der er her tale om en række ”hjælpemidler”, som helliggør og styrker os i forhold til de udfordringer, vi vil møde. Dette er gaver, som selv de mørkeste magter og myndigheder spotter og ikke regner for noget. Disse mørkets eksistenser, som er os overlegne, og som er så fulde af magtbegær, at de end ikke ænser betydningen af disse gaver fra Gud. Disse gaver skaber ganske enkelt forvirring hos dem.

Vi har styrken til at kunne frigøre os fra denne verden og se ud over den og glædes i forhold til Himlen, selvom vi endnu ikke er nået dertil. Vi kan holde fast i sandheden ved vor tro på måder som ikke alle kan. Det er Helligåndens nærvær, der leder os ind på og hjælper os til med varsomhed at vælge den rette vej. Vi er blevet givet et ganske specielt mod til at overvinde hindringer, selv hvis det er satan, det er bagmanden for måder, hvorpå tilbedelsen af Gud kan forhindres. For os står vejen åben, og vi er i stand til at være opmærksomme på de farer, der lurer. Helligånden giver os tillid til at følge Jesu Kristi lære. Vores stræben efter frelsen bringer os glæde. Endelig lærer vi at tænke på Gud med ærefrygt og bæven, ligesom en myre, der bliver opmærksom på et menneskes fod ovenover den. At besidde denne evne er helt igennem fraværende hos vores skarpeste fjender.

Den anden kategori af gaver, som Helligånden giver, betegnes som karismatiske og optræder i kristendommens historie. Disse gaver er evnen til at: helbrede, udføre mirakler, profetere, tungetale og bilokation (Det metafysiske fænomen, at en person angiveligt befinder sig to steder samtidig), alle disse vidunderlige og mystiske katolske ting, som man støder på, når man læser om helgenernes liv. Denne anden kategori af gaver er sjælden, og Helligånden skænker kun disse efter Guds skøn. Selvom disse mirakler ikke er blevet gjort alment kendt før mange år senere, efter at de er hændt, bekræfter de og hjælper os til at tro på, at Gud er på vores side, og at Han er i stand til at hæve Sig over det frygtelige, der sker i verden, og at Han ønsker, at vi gør det samme med vores sjæle. Når man ser tilbage på hændelser, der har fundet sted, og som har et karismatisk træk, er dette i stor udstrækning med til at styrke troen hos mange katolikker. Dette er noget, som mennesker i denne verden, der ikke tror, ikke besidder.

Ophøjelsen

I det 21. århundrede står vi ansigt til ansigt med mange udfordringer. Vi må se på en verden, der er ved at bryde sammen, nøjagtig som da Rom faldt. Vi sukker i frustration, og siger til os selv: ”Vi må rydde op efter vores modstandere, når de engang har afsluttet det, som de er i færd med”. På en vis måde er vi rengøringsfolk, der rydder op efter de festlige begivenheder i forbindelse med en nytårsaften. Men i modsætning til dem, der deltog i festen, har vi som rengøringsfolk i en vis forstand og åndeligt set en ”privat sygeforsikring, et medlemskab i et fitnesscenter og en forsikringspolice, som man kan ændre”. Vi har et formål. Det rummer en fortjeneste, når alt er forbi. Ja, vi må starte på ny og genopbygge fra grunden, når denne tid præget af galskab er tilendebragt. Det er en realitet, som vi fuldt ud er bevidste om. En stor del af verdens befolkning tror, at verden er på vej mod sit endeligt. Selvom verden er ved at gå under, ved de, der følger Kristus, at det ikke er slut med denne verden.

Vi kan se ud over – og hæve os over dette. Helligånden giver os gaver, og ved at arbejde (tæt) samme med denne tredje person i Den hellige Treenighed ser vi resultater allerede i dette liv. Vi oplever glæde, fred og tålmodighed og tro, og vi overvinder trængsler, når vi møder nogen. Vi kan praktisere former for godhed og mildhed, som vore modstandere end ikke tør drømme om. Det er ikke uden problemer at leve et passende liv, og det er muligt for os – selv i de mest ”belastede” omgivelser – at leve et kyskt liv. Trofaste katolikker er en slags ”supermennesker”. Trofaste katolikker er jordens salt.

Vore fjender har deres eget lange seje træk, som de skal tage, men det rækker ikke ud over denne dødens spiral. Det er muligt, at forskellige grupper og magter igennem århundreder har lagt strategier, men disse lumske og ondskabsfulde bagmænd har ikke en tålmodighed, der rækker ud over det timelige. Med al tydelighed viser ”statistikken”, at deres åndelige kapacitet ikke rummer den samme udholdenhed, som findes hos troende katolikker. Uden Helligånden er disse mennesker svage og bukker let under. Vi er blevet stærkere af Helligånden. Vi er dem, der har de bedste muligheder. Vi katolikker er dem, der til sidst vil sejre. Efter dommens dag er det dem, der følger Guds Ord, der vil være med ham i Hans by og der give pris og ære til Ham, der har styret tidens gang med fast og sikker hånd. Derimod vil vore fjender kun arve onde dæmoners tilstedeværelse, svovl og mørke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 7. juni 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/cornered-rise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

25. alm søn (23/9/2018)

1. læsning Visd 2,17-20

Lad os se, om det er sandt, hvad han siger,
og lad os prøve, hvad ende det tager med ham;
thi er den retfærdige Guds søn,
må Han jo tage sig af ham
og udfri ham af hans modstanderes hånd.
Lad os da sætte ham på prøve med vold og pinsel,
for at vi kan få at vide, hvor sagtmodig han er,
og fastslå, om han virkelig er standhaftig.
Lad os dømme ham til en forsmædelig død,
thi ifølge hans egne ord vil der blive draget omsorg for ham.

Vekselsang Sl 54,3-4.5.6&8

R. Herren styrker mig!

Gud, frels mig ved dit navn,
skaf mig ret ved din styrke!
Gud, hør min bøn,
lyt til min munds ord!

Fremmede har rejst sig mod mig,
voldsmænd stræber mig efter livet,
for de har ikke Gud for øje.

Se, Gud er min hjælper,
Herren styrker mig.
Så vil jeg bringe dig et frivilligoffer,
jeg vil takke dit navn, Herre, for dit navn er godt.

2. læsning Jak 3,16-4,3

Hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt. Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred.

Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer? I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette; I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.

Akklamation til Evangeliet Jfr 2 Thess 2,14

Halleluja!
Gud kaldte os gennem evangeliet,
for at vi skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed.

Evangelium Mark 9,30-37

På den tid brød Jesus og hans disciple op fra bjerget og drog igennem Galilæa, og han ville ikke have, at nogen skulle vide det, for han underviste sine disciple og sagde til dem: “Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.” Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.

Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: “Hvad var det, I talte om på vejen?” Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største. Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: “Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.” Så tog han et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.”