De to helgener Joakim og Anna

De helliges samfund

Vi lever sammen med helgenerne, vi er i fællesskab med dem, og det fællesskab indebærer en forbindelse. Hvert eneste øjeblik foregår der en form for mystisk udveksling mellem os og helgenerne, der omgiver os. I brevet til Hebræerne læser vi om, at ”vi har en sky af vidner omkring os” (Hebr 12:1).

Når man navngiver sit barn

Det bliver mere og mere sjældent, at katolske forældre navngiver deres barn efter en helgen. Man kan sige, at der i den forbindelse optræder en vis form for uvidenhed hos forældrene, fordi de er blevet ofre for den mangelfulde katekese, der fulgte i kølvandet på Det Andet Vatikankoncil. Men der er noget mere, der gør sig gældende. Tilskyndelsen til at ville gøre alle aspekter af livet til noget sekulært har på sin vis nået sit momentum. Der er tale om, at der sker en ændring i den måde, hvorpå mennesker taler og tænker på. Der er sket en ændring i forhold til de ord, vi benytter, og hvordan vi benytter dem. Dette gælder også, når man tilsidesætter den del af det katolske arvegods, der handler om helgenernes navne, for dette leder nemlig til en ændring af værdier og sidst men ikke mindst moral.

At leve med helgenerne

I klostrene har man den helt særlige skik, at man navngiver hvert eneste rum og sted på klosterets matrikel, det være sig fra munkenes celler til de steder, hvor man har arbejdsaktiviteter, og hvor man opbevarer forskellige ting, og opkalder dem efter en helgen eller en bibelsk person. Denne meget gamle skiks betydning er lige så smuk, som den er dybfølt. Et kloster bebos ikke kun af synlige væsner (mennesker og dyr), men indenfor dets mure er der også de usynlige beboere, som er englene og helgenerne. Det, at man navngiver et rum efter en helgen, er en slags trosbekendelse, der fremstår som en opposition til den sekulære ideologi, der vil have os til at tro, at virkeligheden kun består af det, der kan ses med det blotte øje.

En genopretning af det, der er helligt

Den tendens, der er fremherskende blandt selv kirkefolk, hvor man ønsker at betragte mennesker, steder og ting ud fra et sekulært perspektiv, er lige så skadelig, som den er pågående. Den er en del af ”satans røg”, som den hellige pave Paul VI (Prædiken, den 29. juni 1972) så gennemtrænge Kirken for at skabe forvirring. Det er vigtigt, at vi svarer på denne krise opfyldt af mod og tilskyndelse. Invasionen af sekulære tendenser må man imødegå ved at foretage en samlet genopretning af det hellige og ved at stå fast på, at alt i Kristus er under beskyttelse af Hans helgener og mysterier, det være sig vore byer, hjem, samfundsmæssige institutioner, værelser og rum i vore hjem og ja selv vores børn.

At helgenerne bliver nævnt i Libera Nos under Messen           

For otte år siden indeholdt pave Benedikt XVI’s Motu Proprio Summorum Pontificum et sammendrag af de komparative studier, der var blevet foretaget af den ritus, der gjorde sig gældende under den hellige Johannes XXIII (Den Messe, der blev fejret under Det andet Vatikankoncil) og den ritus, der stammer fra 1969 (under pave Paul VI). Én af de betragtninger, man gjorde sig, var, at man i den nye ritus fejlagtigt forsøgte at gøre Messen mindre ”stødende” overfor protestanter ved at fjerne henvisninger til den hellige Jomfru Maria og helgenerne og deres forbøn (f.eks. ConfiteorSuscipeSancta Trinitas og Libera Nos). Denne manipulation af det tekstmæssige indhold blev på ingen måde godkendt af koncilfædrene. Dette var faktisk bedrøveligt og fremmedgørende i forhold til den ærværdige ortodokse kirke (som implicit blev fremhævet ved, at man inddrog den hellige Andreas (apostlen) i Libera Nos. Dette kunne opfattes som en afvisning af det arvegods, der ligger i den ikke adskilte Kirke. Man kan nære det ønske, at man under kardinal Sarah i en fremtidig udgave af det reformerede Missale Romanum ”genindfører” helgenerne i Libera Nos. For dem, der gør brug af det reformerede Ordo Missae, ville dette være et særdeles positivt træk.   

De ortodokse og protestanterne

Under Skt. Johannes Paul II og pave Benedikt XVI stod det klart, at de økumeniske bestræbelser – samt Kirken i Roms fokus var rettet mod øst, mod de sande Kirker, der er del af den apostolske succession, og som Kirken i Rom deler Den hellige Eukaristi samt de andre sakramenter med. Selvom de protestantiske denominationer rummer delelementer fra Den sande Kirke og enkelte frelseaspekter, der er afledt af Den sande Kirke, så er disse objektivt ikke gyldige. Kirken i Rom har i forhold til dette ikke noget at vinde, tværtimod taber Den uhyre meget ved at efterligne disse protestanter, særligt ved at minimere Guds Moders og helgenernes forbøn. Dette betyder ikke, at Kirken i Rom har opgivet at nå ud til protestanterne. Snarere tværtimod forsøger Hun at række ud til dem igennem dialog. Ligesom en kærlig moder søger at få kontakt med det ængstelige barn, og Hun venter på dem, indtil de vender tilbage til troens fylde, den tro, der opfylder Hendes Hjerte.

Under helgenernes beskyttelse

Festen for Skt. Joakim og Skt. Anna opfordrer os til at overveje alt det, jeg indtil nu har beskrevet ovenfor. Den hellige Joakim og den hellige Anna ankom til Nordamerika med de første bosættere fra Frankrig og Spanien, og de navngav hvert nyt sted, de kom til, efter én af Kristi helgener. Med dette gjorde de det klart, at Himmeriget hele tiden ”ekspanderer”, og alle steder er alle folkeslag indbudt til at leve i fællesskab med helgenerne og være under deres beskyttelse.

Herrens bedsteforældre

I det syttende århundrede blev den hengivenhed, man i Frankrig viste overfor Den hellige Familie, et tegn på den fornyelse, der fulgte i kølvandet på koncilet i Trent, som skabte et nyt morgengry for Kirken, nærmere betegnet var det som en mystisk invasion. Den hellige familie blev på det tidspunkt betragtet som et billede på hele Jesu familie inklusiv Hans bedsteforældre, Joakim og Anna. 

Et helligsted for den hellige Anna i Irland

Det var normannerne, der bragte opmærksomheden omkring Skt. Anna til Irland og etablerede et helligsted for hende og til hendes ære i et kapel for Skt. Audoen, biskop over Rouen ved Cornmarket i Dublin. Den hengivenhed, man i Dublin har vist Skt. Anna, kan dateres tilbage til 1169/1170 og blev til i forbindelse med et relikvie, som er hendes fingerknogle, som normannerne bragte med sig til Irland. Med stor hastighed spredtes denne hengivenhed overfor Skt. Anna, og i 1352 erklærede man festen den 26. juli som en dag, hvor man havde Messepligt. Henrik VI etablerede ved dekret i 1431 Skt. Anna -gildet, ”for at prise Gud og Den hellige Jomfru Maria og for at ære Skt. Anna”. Det var nødvendigt at stille med seks præster for at tage vare på pilgrimme fra Irland, Storbritannien og Kontinentet. I Kirken var der et kapel, hvor man ærede Den hellige Jomfru Maria og Skt. Anna. Dekretet møntet på Skt. Anna-gildet kan man i dag se i Skt. Audiens Kirke.

Helligsteder for Skt. Anna i den nye verden

Fra Frankrig bragte jesuitiske missionærer, ursulinere (Skt. Ursula-ordenen), hospitalsordener (søstre) og hengivne lægfolk hengivelsen til Den hellige Familie med til det nye Frankrig. Et helligsted dedikeret til Skt. Anna blev opført i 1658 mellem Saint Laurence-floden og kysten ved Beaupré i Québec. Andre mindre helligsteder også dedikeret til den hellige Anna finder man på øen La Motte, Vermont, Sturbridge og Fall River, Massachusetts, Waterbury og Connecticut. Alle disse steder var med til at optegne et katolsk landkort over New England.

Den hellige Familie som beskyttere

Efter den franske revolution oplevede Kirken en opblomstring, og det kom blandt andet til udtryk ved, at der blev etableret hundredvis af nye kvindelige ordener. Mange af disse ordener, som var blevet stiftet i 19. århundrede, var dedikeret til Den hellige Familie, og når man her talte om Den hellige Familie var det inklusiv Vor Herres bedsteforældre. Nogle af disse nystiftede kommuniteter kom til Amerika, hvor de lærte generationer af katolikker, hvordan man viser ærbødighed overfor Kristi menneskelige familie, og hvordan man lever et liv sammen med helgenerne.

At have et kald som bedsteforældre

Skt. Anna og Skt. Joakim har en særlig betydning for bedsteforældre. Bedstemødre og fædre har et særligt kald, når det handler om nåde. Bedsteforældre er kaldet til at fremme deres børnebørns overnaturlige liv, at bede for dem, og at bede sammen med dem og overfor dem være et foregangsbillede i forhold til hellighed.

Det, der minder os om helgenerne

Vi er dem, der kommer efter de hellige. Vi bekender i Trosbekendelsen, at vi tror på de helliges samfund, og vi anerkender deres tilstedeværelse i vort hjem og liv. Vi tager afstand til den ondskabsfulde ideologi, som sekularismen er, fordi den ved at undertrykke de ting, der minder os om de hellige, sigter mod at fjerne det overnaturlige fra dagliglivet.

Eukaristisk forbøn

I selve Messeofferet kommer Himlen ned til jorden, og jorden ”mødes” med Himlen. I Den hellige Messe foregår der langt mere, end det blotte øje kan se. Den hellige Joakim og den hellige Anna er nær ved os, deres Allerhelligste datter, Den Ubesmittede Jomfru Maria, Guds Moder er også nær ved os. Lad os bede dem om at være med i vores forbøn og bede om fred for hele verden og velsignelser over vore familier. Dette er også de helliges samfund. Det hellige Messeoffer, der frembæres her, kan bringe fred og velsignelser til tusinder af hjerter og steder. Lev da som om du kunne se det usynlige, der findes ikke noget mere virkeligt end dette.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 25. juli 2016. Den kan læses på: Saints Joachim and Anna – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

De velsignede karmelitersøstre fra Compiègne, der blev martyrer

Den 17. juli fejrede vi de 16 velsignede karmelitersøstre fra Compiègne, der blev martyrer. Der er tale om Moder Teresa af Skt. Augustin og hendes medsøstre, der blev henrettet den 17. juli 1794 under den franske revolution.

Søstrene havde nægtet at overholde den på daværende tidspunkt konstitution gældende for klerikale. Der var tale om en lov, der var blevet vedtaget i 1790, og som havde til hensigt at undertrykke og tilpasse Den katolske Kirke i henhold til den revolutionære regering. Man havde inddraget Kirkens ejendom og forbudt klosterordner af enhver slags. Karmelitersøstrene fra Compiègne nægtede at følge den undertrykkende lovgivning, der berørte deres kloster, og derfor blev de arresteret i juni 1794 og blev holdt fængslet i det tidligere Visitationskloster i Compiègne, hvor de dagligt frembar sig selv som et offer for fred i Frankrig og i Kirken. Den 17. juli kom deres sag for de revolutionæres domstol i Paris, og de blev dømt for forræderi og dermed til døden i guillotinen. Ved Forsynets vilje bar de deres forbudte ordensdragter, da deres sekulære klæder var blevet vasket den dag, deres sag kom for retten.

Søstrene blev derpå transporteret i bøddelkærrer sammen med 40 andre dødsdømte fanger til henrettelsesstedet på Place du Trône i Paris. På denne tur sang søstrene tidebønnerne fra Vesper og Komplet. Derudover sang de Miserere og bodssalmen 51: ”Gud, vær mig nådig i din godhed”, og de afsluttede med Salve Regina. Øjenvidneberetninger fortæller, at folkemængden, de passerede forbi på deres vej, sædvanligvis var støjende, men på forunderlig vis, havde der den dag lagt sig en dyb ro over den.

Da de nåede til stedet, hvor henrettelserne skulle foregå, istemte Moder Teresa Te Deum og derefter Veni Creator Spiritus. Alle søstrene fornyede deres klosterløfte og Sr. Constance, den yngste, der stadig var novise, sluttede sig til de andre søstre og foretog sin profes, inden hun skulle henrettes. Sr. Constance var den første, der skulle dø. Efter at have modtaget en velsignelse fra sin priorinde og kysset en mindre figur forestillede Vor Frue, gik hun mod guillotinen. Hun istemte Laudate Dominum Omnes Gentes: ”Lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed modtog os er stor, Herrens troskab varer til evig tid” (Salme 117). Dette blev fulgt op af alle søstrene, som fortsatte med at synge, først højt, derefter blev sangen mere og mere lavmælt og til sidst forstummede den, med den sidste søster, der gik til sin død. Der plejede at være råb og megen støj under henrettelserne, men da søstrene blev henrettet, var der helt stille.

Sr. Constance antydede med et vink, at bødlen og dennes hjælpere skulle fjerne sig, så hun uden assistance kunne gå til guillotinen. Det synes sandsynligt, at henrettelserne blev fortsat i den rækkefølge, som søstrene havde afgivet deres ordensløfte. Vi ved, at Moder Teresa var den sidste, der gik i døden. Det er blevet fortalt, at man hørte den 78-årige Sr. Maria af Den korsfæstede Jesus sige følgende til sine bødler: ”Mine venner, jeg tilgiver jer og det er med den samme store længsel, jeg nærer efter, at Gud vil tilgive mig”. Karmelitersøstrenes lig blev begravet i en massegrav.

Der er mange, der af den opfattelse, at det offer, som Moder Teresa af Skt. Augustin og hendes kommunitet frembar, var med til at afslutte det terrorregime, der var ved magten på det tidspunkt. Det skete blot 10 dage efter nemlig den 27. juli 1794. Historien om søstrenes martyrium er blevet fremstillet i en mere populær form blandt andet i en roman af Gertrud von le Fort, i et skuespil af Georges Bernanos og i en opera af Francis Poulenc. Søstrene blev saligkåret af pave Skt. Pius X den 27. maj 1906.

Der optræder et britisk element i forbindelse med martyrerne fra Compiégne. Det handler om det engelske benediktinerkommunitet fra Cambrai. Dette kommunitet blev fordrevet fra deres kloster i 1792 og fængslet i Compiégne. I juni 1794 sluttede karmelitersøstrene sig til dem, og selvom de var fængslet hver for sig, blev benediktinerne vidner til karmelitersøstrenes hellighed, og de (benediktinerne) var samtidig overbevist om, at karmeliternes martyrium var med til at redde deres liv. En anden årsag kan dog også være, at disse benediktinere var engelske statsborgere, og at det var afgørende for, at de ikke blev stillet for en fransk domstol og dømt til døden for forræderi. De forblev at være fængslet indtil april 1795 og blev derefter forvist til England, hvor de til sidst slog sig ned i Stanbrook Abbey. Det eneste de ejede var karmeliternes verdslige beklædningsdele, og det var dem de bar. Enkelte stofstykker og en espadrille fra martyrerne fra Compiégne æres nu på Stanbrooke som relikvier.

Læs mere om martyrerne fra Compiégne på Wikipedia, Catholic Encyclopedia. Kildematerialet, der ligger til grund for beskrivelsen af henrettelsen i denne artikel er ”To Quell the Terror: The True Story of the Carmelite Martyrs of Compiégne” skrevet af William Bush (ICS Publications,Washington D.C., 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på Carmelite Nuns of Great Britain. Den kan læses på: The Blessed Carmelite Martyrs of Compiègne – Carmelite Nuns in Britain

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Missionen er fuldført … og det ned til mindste detalje

I visse teologiske kredse, især dem, der fastholder, at vi har et tilnærmelsesvist håb om, at alle mennesker er frelst, hvilket i sagens natur omvendt må betyde, at ikke et eneste menneske er gået til fortabelse. I forbindelse med dette er der opstået en højst mærkværdig betragtning, nemlig at hvis nogen er gået til fortabelse, som det er sket for størstedelen af menneskeheden, det har de store helgener og kirkefædre sagt, så er det, fordi Gud har begået en fejl.

De, der er en del af disse teologiske kredse, gør ligesom protestanterne, de tager en linje fra Den hellige Skrift og udarbejder en helt ny teologi på baggrund af den.

Det skriftsted, der er tale om, er følgende: ”Gud vil at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden”, og det stammer fra den hellige Paulus første brev til Timoteus (1 Tim 2: 4).

Man skal lægge mærke til, at den hellige Paulus ikke siger, at siden Gud vil, at alle mennesker bliver frelst, så bliver de automatisk frelst. Paulus understreger, at Gud ønsker, at alle mennesker går ind i et samarbejde omkring frelsen, som er en gave, de frit kan tage imod, og som dermed kan blive deres. Der er tale om en gave, altså frelsen, der er blevet til ved Vor Herres lidelse og død.

Men det er ikke alle mennesker, der går ind i dette samarbejde med Gud. Det er netop grunden til, at Vor Herre på Golgata ikke siger til de to røvere: ”I dag skal du være med mig i paradis”. Vor Herre sagde netop disse ord kun rettet til den ene, fordi han tog imod den nåde, der blev skænket. Den anden røver kunne have gjort det samme, men valgte ikke at gøre det. Det er det, Den hellige Skrift beretter.

Der hersker ikke nogen tvivl om, at Vor Herre ville have ønsket, at Han kunne bekendtgøre frelsen for begge røverne, men det var ikke muligt, og en sådan bekendtgørelse ville heller ikke være i overensstemmelse med sandheden. Den ene røver bad om tilgivelse, den anden spottede og rakkede ned på Ham. På samme måde ville evangeliets forfattere have ønsket, at de kunne fortælle om en omvendelse hos begge røvere. Men de kunne ikke skrive dette, for det skete ikke.

Imidlertid forholder det sig således, at de teologiske kredse, der holder fast ved påstanden om, at vi har et tilnærmelsesvist håb om, at alle mennesker bliver frelst, har svært ved at acceptere, at ikke begge røvere blev frelst. Uanset, hvor meget de end vender og drejer denne kendsgerning, så er det i modstrid med deres teologiske betragtninger. Derfor fremlægger de nye og mærkværdige teologiske vinkler i forhold til dette emne. Det må de nødvendigvis gøre, for det er det eneste, de kan gøre.

At påstå at hvis en sjæl er gået til fortabelse, er det Guds fejl og viser, at man ikke har forstået meningen med frelsesgerningen. Det er kun ved Jesu lidelse og død, at der er blevet skabt en vej til frelsen. Frelsen kommer ikke automatisk til en person, fordi Jesus foretog det, Han gjorde ved Sin lidelse og død. Det er det samme, der gør sig gældende, når en person åbner en dør. Så er der ikke en garanti for, at et menneske vil passere igennem den. Det siger sig selv, at frelsen ikke kunne blive til med mindre, at èn betalte prisen.

Det er vigtigt at understrege, at den forløsning, der sker op til frelsen, helt og aldeles er Guds værk. Den er ikke betinget af noget. Frelsen er en fælles indsats fra Gud og menneskets side. Gud er altid fuldt og helt engageret i denne indsats, men mange mennesker er ikke. Derfor er det at hævde, at det på en vis måde er Guds fejl, at en sjæl går til fortabelse, fordi det er Hans vilje, ganske enkelt absurd.

Kristi mission var at frelse menneskeheden og opfylde den guddommelige retfærdighed, nemlig at give Sit liv, så vi ikke automatisk skulle lide under en evig adskillelse fra Gud. Hans mission var at frelse. I den henseende er missionen blevet fuldført.

Hans mission havde i sagens natur ét mål, nemlig frelsen. Men i alt dette tillader Han, at menneskets frie vilje spiller en vigtig rolle. Mennesket spillede ingen rolle i selve frelsesgerningen. Frelsen er Guds ufortjente gave, ligesom når man kaster en redningskrans ud til et menneske, som er på vej til at drukne.

Det, at der bliver kastet en redningskrans ud, er en fri handling, den er ufortjent i relation til den nødstedte. Men i det øjeblik, hvor redningskransen lander foran ham, da ændres fokus og rettes mod ham. Han har sit frie valg til at række ud efter redningskransen, men han kan også lade være.

Derudover har personen på båden ingen magt over det menneske, som er ved at drukne, og om vedkommende vil gribe fat i redningskransen eller ej. Personen på båden kan råbe til den nødstedte, opmuntre ham til at holde ud og endda styre båden så tæt på ham, at han får en fornemmelse af, at en redningsaktion er igangsat. Men det er manden, der er ved at drukne, og ikke personen på skibet, der afgør udfaldet, nu hvor redningskransen er blevet kastet ud og kan benyttes.

Derfor er spørgsmålet til alle Jer teologer, der forkynder vildfarelser og samtidig gør alt for ikke at indrømme, at der er sjæle, der fortabes: Hvor i det scenarie, jeg netop har skitseret, formåede manden på båden ikke at gøre det, som han kunne og skulle gøre?

Han stod på båden, og så at et menneske var på vej til at drukne, han handler ved at kaste en redningskrans ud til den nødstedte, og han gjorde det, der stod hans magt for at signalere og overbevise den nødstedte om at holde ud, for hjælpen var på vej. Det har ingen betydning, om han har ønsket, at den nødstedte skulle holde ud. Hans ønske tilsidesætter ikke den frie vilje hos nødstedte, og på intet tidspunkt begik manden på båden nogen fejl. Ønskede den nødstedte at drukne, var det hans valg. Manden ombord på båden vil aldrig kunne drages til ansvar, for han gjorde det, der måtte gøres for at kunne redde et menneske, der var ved at drukne.

Mennesker dør og går til fortabelse. Vi ved ikke med sikkerhed hvem og hvor mange, men vi ved, at der er sjæle, der går til fortabelse, fordi det er det, Kristus fortæller os.

Kristi mission blev fuldført. Han gjorde alt det, der var Faderens ønske. Han åbnede en dør for menneskeheden, som den kan nå til frelsen ved at benytte. Han kastede en redningskrans ud til os, for vi ikke skulle drukne.

Derfor kommer det til at handle om os. Den hellige Paulus siger meget klart: ”arbejd med frygt og bæven på jeres frelse”.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 27. maj 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-mission-accomplished

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Festen for Det Dyrebare Blod

Da jeg første gang så Berninis ikke så kendte maleri, der forestiller Jesus på korset, og hvor blodet løber fra Hans sår (man kan se billedet, hvis man benytter linket til den originale engelske tekst), blev jeg praktisk talt slået omkuld. Den evige Fader beskuer, at Hans eneste Søns Blod bliver udgydt. Englene er overvældet af det, de er vidner til. Blodet strømmer fra hænder, fødder og den åbne side på Den Korsfæstede. Jesu Moder, hende, der er det fuldendte billede på Kirken, løfter sine hænder for at tage imod den højrøde blodstråle, der udspringer fra Hans Hellige Hjertes indre. Under korset er der et blodhav, Blod til at tvætte verden ren for enhver synd, overtrædelse og besmittelse. Hvis du ønsker at forstå den fulde betydning af Det dyrebare Blod, så henvend dig til Lammets Moder.

Præsterne og Det Dyrebare Blod

”Mit moderlige hjerte længes efter at føre alle mine sønner, der er præster, ind i Jesu nærvær, Det Lam, som har frelst verden ved Sit Blod og tvættet den ren for synd. Mine sønner, der er præster, må være de første til at erfare den lægedom, der er i det Blod, der stammer fra Guds Lam. Jeg beder derfor alle mine sønner, der er præster, om at bære vidnesbyrd om Jesu dyrebare Blod. Hans Blod er i deres hænder, hvor Det renser og giver fornyet styrke til levende og døde.

Benyt Det i forhold til jeres egne sår

”Jeg ønsker, at alle præster må blive opmærksomme på den uendelige værdi og kraft, der ligger i blot én eneste dråbe af min Søns Blod. Tilbed Hans Dyrebare Blod i Hans kærligheds sakramente. Hans Blod blandet med vand flyder uophørligt fra Hans Eukaristiske Hjerte, Det Hjerte, der blev gennemboret af den romerske legionærs lanse for at rense og forny hele Kirken, men i første omgang for at tvætte Hans præsteskab rent og forny det. Når I kommer i nærheden af Hans Eukaristiske tilstedeværelse, vær da opmærksomme på, at Hans Dyrebare Blod strømmer fra Hans åbne Hjerte. Tilbed Hans Blod og benyt Det i forhold til jeres egne sår og sjæle, der er blevet såret”.

Hvor Det end flyder, er der tale om renhed

”Min Søns Blod tvætter rent og bringer lægedom og nyt liv, hvor Det end flyder. Bønfald om at kraften fra Det Dyrebare Blod må komme over jer og alle præster. Når I bliver bedt om at gå i forbøn for sjæle, så påkald Det Dyrebare Blods kraft over dem og før dem frem for Faderen dækket af Lammets Blod”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 1. juli 2008. Den kan læses på: Feast of the Most Precious Blood – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Benedikt XVI om Det Dyrebare Blod

Den 5. juli 2009 efter at have bedt Angelus talte pave Benedikt XVI om Kristi dyrebare Blod. ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne” (Åb 2:29) Mine kommentarer er med kursiv.

Kære brødre og søstre

Tidligere var den første søndag i juli kendetegnet ved hengivenhed til Kristi Dyrebare Blod. I det sidste århundrede har nogle af mine ærværdige forgængere bekræftet denne tradition, og den velsignede Johannes XXIII forklarer i sin apostoliske skrivelse ”Inde a Primis” (30. juni 1960) om dens betydning, og samtidig gav han sit bifald til de litanier, der knytter sig til denne hengivenhed.

Det er fantastisk, at Den hellige Fader her antyder, at man bør opretholde den skik, at juli måned er dedikeret til Det Dyrebare Blod. De litanier, der knytter sig til det Dyrebare blod, og som opnåede godkendelse til offentlig brug af den velsignede Johannes XXIII, er bønner, jeg skatter højt, og som er funderet i Den hellige Skrift og traditionen og besidder en helt særlig kraft.

Når det handler om blod, er der en tæt forbindelse til påskelammet, og dette fremhæves i Den hellige Skrift. I Det Gamle Testamente stænkede man blodet fra det ofrede dyr på menigheden og alteret, og det indikerede og var samtidig grundlaget for den pagt, der var blevet indgået mellem Gud og Hans folk. Man kan læse følgende i 2 Mosebog: ”Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, og han sagde: Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af disse ord” (2 Mos 24:8).

Den hellige Messe samt tidebønnen, der er knyttet til festen for Det Dyrebare Blod (den 1. juli) rummer en mosaik af typologier fra Det Gamle Testamente, billeder af Kristi Blod og Lammet, der blev ofret.

Jesus gentager udtrykkeligt det, jeg netop har beskrevet ovenfor ved den sidste Nadver, da Han løfter kalken og rækker den til Sine disciple og siger: ”Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26:28). Og ser man på forløbet fra hudstrygelsen, til Han bliver gennemboret af lansen efter Sin død på korset, der udgyder Kristus virkelig Sit Blod som det sande offerlam, der blev ofret for universel frelse. Den frelsende betydning, Hans Blod har, bekræftes mange steder i Det Ny Testamente.

Den hellige Fader opfordrer os til at grunde over mysterierne, der knytter sig til Det Dyrebare Blod fra indstiftelsen af Eukaristien til Kristi lidelse og gennemboringen af Vor Herres side og endelig Det ofrede Lam, vi stifter bekendtskab med i Johannes’ Åbenbaring.

I dette år, som er præstens år, behøver man kun at fremhæve følgende smukke skriftsted fra Brevet til Hebræerne: ”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud” (Hebr 9:11-14).

Mysteriet om Kristi Blod, der fremstår meget tydeligt i Brevet til Hebræerne, kan ikke adskilles fra alt det, der relaterer sig til præsternes år. Jeg anbefaler, at man reciterer litaniet til Det Dyrebare Blod, og gør det for præsterne i løbet af dette år.

Kære brødre, der står skrevet i 1. Mosebog, at Abels blod, Abel, der var blevet dræbt af sin bror Kain, skreg til Gud fra jorden (jf. 1 Mos 4:10). Desværre ophører dette skrig ikke, det fortsætter, det forstummer ikke, da menneskeblod fortsætter med at blive udgydt på grund af vold, uretfærdighed og had. Hvornår vil mennesket forstå, at livet er helligt og alene tilhører Gud? Hvornår vil mennesket forstå, at vi alle er brødre. Til skriget fra det blod, der når op til himlen fra mange dele af jorden, svarer Gud med Sin Søns Blod, Han, som gav Sit liv for os. Kristus besvarede ikke ondt med ondt, men med det gode og Sin uendelige kærlighed.

Livet er helligt og tilhører Gud alene. I Bibelen er liv ensbetydende med blod. Gud besvarer det at tage menneskeliv med at give Sin Søns Blod. Kristi Blod bønfalder på vegne af alle dem, der er ofre for vold og selv for dem, der begår den, om at de må omvende sig.

Kristi Blod er løftet om Guds trofaste kærlighed til menneskeheden. Ethvert menneske kan ved at beskue Den korsfæstedes sårmærker selv under ekstreme moralske forhold sige: Gud har ikke forladt mig, Han elsker mig, Han gav Sit liv for mig, og på netop den måde genopdage håbet. Må Jomfru Maria, som sammen med apostlen Johannes stod ved korsets fod og var vidne til det testamente, Jesu Blod efterlod sig, hjælpe os med at genopdage denne nådes uvurderlige rigdomme og til at føle en dyb og evig taknemmelighed for det.

Jeg blev slået af ærefrygt ved at lytte til disse ord: Ethvert menneske kan ved at beskue Den korsfæstedes sårmærker selv under ekstreme moralske forhold sige: Gud har ikke forladt mig, Han elsker mig, Han gav Sit liv for mig, og på netop den måde genopdage håbet”. Og derpå leder Den hellige Fader vor opmærksomhed hen på Vor Frue og Johannes ved korsets fod, som er vidner til, at vand og blod kom ud af Jesu åbne sår i siden. Der er plads til alle ved korsets fod, selv til dem, der befinder sig under ekstreme moralske forhold. Og der ved korsets fod er der håb og overflod af frelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 1. juli 2017. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Castitatem amare

Det er passende på denne fest for den hellige Maria Goretti, jomfru og martyr, at overveje kyskhed, som er den glædesfulde dyd.

Kyskhed leder til håb og glæde. Manglende kyskhed leder til fortvivlelse og sorg. Kyskhed glæder Gud, og manglende kyskhed glæder djævelen. Kyskhed gør sjælen åben for Gud, og manglende kyskhed gør sjælen åben for djævelen. Derfor, som den hellige Benedikt siger: Castitatem amare ” at elske kyskhed”.

Kyskhed skaber en grobund for andre dyders vækst, manglende kyskhed er derimod hæmmende for andre dyders vækst og vil, hvis man ikke agerer præventivt, inficere og ødelægge dem. Kyskhed åbner op for en dyb guddommelig nærhed, manglende kyskhed afskærer en dyb guddommelig nærhed og virker tiltrækkende på onde ånder og skaber grobund for en større forbundethed med dem.

Kyskhed giver åndelig autoritet og får sjælen til at udstråle en metafysisk fred. Manglende kyskhed ødelægger åndelig autoritet og afføder, at sjælen udsender en fornemmelse af uro, at den er i problemer, og at den er præget af tristhed.

Kyskhed er en belønning i sig selv, idet kyskheden disponerer sjælen for en vedvarende og tæt relation til Gud. Manglende kyskhed er en straf i sig selv og gør sjælen tung og uden fornemmelse for åndelig glæde.

En manglende kyskhed påvirker viljen og gør den svag, den inficerer hukommelsen og formørker forestillingsevnen. Selv kroppen påvirkes i negativ retning af manglende kyskhed, for den manglende kyskhed giver anledning til psykosomatiske reaktioner, træthed og rastløshed. Den manglende kyskhed svækker kroppens modstandskraft mod sygdom ved at bestyrke sjælens alliance med synden. I sidste ende vil den manglende kyskhed fremkalde vantro, fortvivlelse og et had til Gud.

At vandre ad kyskhedens sti er at gå på glædens vej, der fører til en ubeskrivelig sødme i foreningen med Gud. Sjælen er skabt for sandheden, sjælen længes efter sandheden og genkender sandheden, når hun møder den.

Den sjæl, der næres af sandheden, styrkes i det gode og udstråler en metafysisk skønhed. Den manglende kyskhed forblinder sjælen, så den ikke ser sandheden. Den kyske sjæl holder fast ved Herrens ord: ”Sandheden vil sætte dig fri”. Manglende kyskhed fremmaner i værste fald afsky for Sandheden samt foragt for Sandheden, der får sjælen til at afvise den.

Kyskhed blomstrer i lyset, og kyskheden vender sig mod lyset som solsikken, der vender sig mod solen. Den manglende kyskhed formørker sindet og får sjælen til at foretrække mørkets dække fremfor Sandhedens lys. Det er derfor, at en manglende kyskhed er tæt forbundet med den last, det er at lyve. Den manglende kyskhed er grundlaget for en mangfoldighed af løgne, fejlslutninger og bedrag.

Kyskhed er tæt knyttet til det at elske sandheden, og den glæder sig over det, der er smukt, den følger efter det, der er godt og skaber en stemning af glæde, hvori Helligåndens andre frugter trives og gror. Hvis du ønsker at være glad, så vær kysk.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. juli 2016. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2016/07/chastity-the-joyful-virtue/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick)

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed for Himmeriget er deres (Matt 5:10)

Kristus Jesus forfølges i det sakramente, hvor Han viser Sin kærlighed. Det er netop i dette sakramente, Han har gjort Sig selv fuldstændig forsvarsløs. Her er Han tavs og fremstår skrøbelig og sårbar, og det er her, Hans majestætiske herlighed er skjult, og selv Hans menneskenatur er bag et slør.

Trøsten fra det hjerte, der ledsager Ham

Kristus Jesus bliver hånet, foragtet, latterliggjort, hadet og krænket i selve det sakramente, hvor Han til fulde åbenbare Sin store barmhjertighed, Sin kærlige venlighed overfor mennesker, Sin trofaste kærlighed og Sin guddommelige uskyld. Selv Hans egne forlader Ham. I hvor mange Tabernakler efterlades Han ikke i kold ensomhed uden trøsten fra et hjerte, der ledsager Ham?

Det guddommelige mysteriums storhed

Han kom og indbød til et venskab i det Allerhelligste sakramente, og hvad modtog Han til gengæld? Han bliver mødt med manglende ærbødighed, skødesløshed og ligegyldighed. Mysterierne forbundet med Hans Legeme og Blod er i større grad blevet gjort til et spørgsmål om noget, man rutinemæssigt modtager. Selv de, der tjener ved Hans alter, hvor de konsekrerer brødet og vinen for at gøre disse to til Hans Legeme og Blod og derpå opofrer Ham til Faderen, gør dette med ringe opmærksomhed på det guddommelige mysteriums storhed, der netop er ved at folde sig ud for deres øjne, i deres hænder og ved deres ord.

Præster er målet

Kristi præster er i farezonen, fordi de er de mænd, der er tættest på det evige offer, som er Hans Legeme og Blod. Det alene gør dem til genstand for satans had og målet for hans ondskabsfulde forfølgelse. Vor Herre vil have os til at bede for Sine præster. De er i fare, fordi de er præster, og fordi Han har valgt lige netop dem blandt alle andre mænd til at stå ved Sine altre og frembære Sit Legeme og Blod. Og Herren sagde: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede, men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre” (Luk 22:31-32).

Eukaristien og præsteskabet

Vor Herre vil have os til at elske Sine præster og vise dem ærbødighed som sonebod for den forfølgelse af Hans præsteskab, der finder sted i verden. Den, der elsker og viser ærbødighed overfor Kristi præsteskab, vil også elske og vise ærbødighed overfor Hans tilstedeværelse i det Allerhelligste sakramente, og den, der elsker og viser ærbødighed overfor Hans Eukaristiske Legeme, vil ligesom Skt. Frans af Assisi blive opfyldt af en dyb respekt for præsterne ved Hans altre.

Angreb på Jesu Legeme

Forfølgelsen af dem, der er en del af Det mystiske Legeme, er i sidste instans rettet mod Kristus selv. De mest ondskabsfulde forfølgelser af Hans mystiske Legeme bliver hurtigt til had mod – og forfølgelse af Hans Eukaristiske Legeme. Dette er blevet gjort gentagne gange igennem historien, og det, vi oplever i vor tid, adskiller sig ikke herfra.

Hostien: Et tegn som modsiges

Er sjæle i stand til at se, at Kristus i Sit kærlighedssakramente er som en, der bliver forfulgt for retfærdighedens skyld? Han forfølges i Sit kærlighedssakramente, fordi Hans hellighed fremstår utålelig for den ondes medsammensvorne. Hostien, der er hvid og et udtryk for uskyld, er en vanære for dem, der er urene. Hostiens stilhed foruroliger vor tids kloge hoveder. Det skjulte, som Hostien rummer, forvirrer dem, der vil sætte kursen for historiens gang. Hostiens ydmyghed virker forstyrrende på de stolte og arrogante. Hostiens sårbarhed afvæbner dem, der vil tage magten og myrde de små og forsvarsløse.

Sonebod

Kristus Jesus kalder sjæle og beder dem elske Ham og trøste Ham i den forfølgelse, der rettes mod Ham i Hans mystiske Legeme og Hans sakramentale Legeme. Han beder om sjæle, der vil elske Ham i Hans sakramentale kærlighed rettet til dem. I den kærlighed, der eksisterer i små sjæle, og her tænker jeg på den hellige Francisco fra Fatima, vil Han finde trøst og derpå besejre de angreb, der kommer fra mørket, og som truer Hans Kirke og verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus 

Christi den 9. december 2013. Den kan læses på: Blessed are they that suffer persecution for justice’ sake – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Salige er de, som sørger

Salige er de, som sørger

Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske. Jesu Kristi ord og gerninger i det liv, Han levede på jorden, var menneskeord, der blev sagt af en guddommelig person, og derfor kan de karakteriseres som mysterier. Hans gerninger var helt igennem menneskelige gerninger udført af en guddommelig person, og af samme grund kan de også karakteriseres som mysterier. For så vidt Kristi ord blev sagt af en, der er sandt menneske, blev de dermed sagt på et givent tidspunkt, på et sted og under visse omstændigheder af en, der er sand Gud. Hans ord er evige og mister ikke deres aktualitet, magt og virkning. For så vidt Kristi gerninger blev udført af en, der er et sandt menneske, blev de udført på et givent tidspunkt, sted og under visse omstændigheder, og de blev dermed udført af en, der er en sand Gud. Hans gerninger fremstår for evigt for Faderen og er for altid tilgængelige for Hans Kirke, og de mister ikke deres direkte, magt og virkning.

Det Allerhelligste sakramente

Moder Mectilde de Bar, den benediktinske mystiker, der er den mest fremtrædende repræsentant for den franske skole (i åndelig henseende) undersøgte nærmere mysterierne forbundet med Kristi ord og gerninger og den guddommelige tilstedeværelse på alle planer, mens Han var på jorden. I det Allerhelligste sakramente fandt hun alle Jesu Kristi mysterier. Hun skriver følgende:

Vi bør aldrig vige bort fra det hellige ciborium eller rettere fra Hostien, Den er Jesu Hjerte. Derfra modtager vi nåden fra alle Hans mysterier, for de udgår alle fra det Allerhelligste sakramente. I dette sakramente finder jeg mysteriet om Jesu fødsel. Kort fortalt vi finder her mysterierne om: Jesu omskærelse, hellige tre konger (som er en manifestation af Jesus Kristus), Jesu dåb, Jesu skjulte liv og Hans kald til omvendelse. Sagt på en anden måde (det Allerhelligste sakramente) rummer alle disse mysterier. Dette sakramente er det mest guddommelige af alle de sakramenter, Kirken er blevet overdraget. O, guddommelige Jesus, kom Du og lær os om sandheden i Dine ærværdige mysterier eller sagt på en anden måde, forbliv der, hvor Du er og drag vore hjerter til Dig.

Til enhver tid aktuelt, nærværende og virkningsfuldt

Det allerhelligste sakramente rummer alle Kristi ord og gerninger, ikke som ord og gerninger, der tidsmæssigt er låst fast, men som ord og gerninger, der til hver en tid er aktuelle, nærværende og virksomme. Blandt de guddommelige skatte, der er nær Faderen og altid tilgængelig for Kirken i det Allerhelligste sakramente, er Kristi tårer, grædt af en guddommelig person, og menneskelige tårer, der åbenbarer en guddommelig medlidenhed. ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes” (Matt 5:4). I løbet af Sit jordiske liv i denne tårernes dal kendte Jesus til jammer, klage og det at sørge. Han fældede rigtige tårer og græd over Jerusalems hårdnakkede blindhed: ”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne” (Luk 19:41).

Han græd også over Lazarus, som Han elskede, da han har var død. ”Da Jesus så hende (Maria) græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: Hvor har I lagt ham? Herre, kom og se! Svarede de. Jesus brast i gråd” (Joh 11:33-35).

Fra korsets alter græd Jesus højlydt fra sit sønderbrudte Hjertes dyb. ”Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag, ligesom han også et andet sted siger: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis. Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt” (Hebr 5:5-7).

Mine tårer er samlet i din lædersæk

Kristi tårer er ikke gået tabt. Salmisten siger: ”Du har mine tårer for øje” eller som det formuleres i en anden oversættelse, ”Du fører bog over min elendighed, mine tårer er samlet i den lædersæk, de står i din bog” (Sl 56:9). Hvis dette også gør sig gældende i forhold til vores tårer, hvor meget mere er dette så ikke i sandhed og på en vidunderlig måde gældende for Kristi tårer, Han som er Faderens elskede Søn?

Bønnens tårer

Tilbedelse kan til tider antage form af en sagte gråd, når man er foran det Allerhelligste sakramente. Der hører Kristus vore suk, og Han tørrer vore tårer bort. Siger den hellige Benedikt ikke: ”Men ikke i mange ord, thi vi ved, at vi bønhøres formedelst hjertets renhed og sønderknuselsens tårer. Derfor bør bønnen være kort og redelig – medmindre den forlænges ved inspiration af Guds nåde” (Benedikts Munkeregel kap XX). Tilbedelse kan på samme tid på en mystisk måde afføde en gavnlighed (for os) af Kristi uendelige dyrebare tårer. Sønnens tårer kan blive frembåret for Faderen, som igen og igen tillader dem at falde som sagte regn på selv de mest forhærdede hjerter.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. november 2013. Den kan læses på: Blessed are they that mourn – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Salige er de, som stifter fred

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn

Om mindre end fire uger vil vi synge den indledende antifon til juleaftens 1. Vesper, som lyder således: Rex pacificus magnificatus est, cujus vultum desiderat universa terra (Vor Herre er såre stor; al jorden higer efter Hans åsyn). Kristus er Fredsfyrste. Da Han blev født fyldtes himlen over Betlehem af englekor, som sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag” (Luk 2:14). Englene vidste, at Guds Søn var kommet for at skabe fred mellem himmel og jord. Da Adams synd havde forårsaget, at jorden satte sig op mod himlen og fået himlen til at fælde tårer over den synd, der ødelagde jorden overflade, da opfyldte Kristus ved Sit komme salmistens profeti, om at jorden vil blive beboet af dem, der stifter fred, og at Han vil give fred til alle dem, der byder Ham velkommen i deres hjerter og lader Ham som Konge regere over dem. ”Men de sagtmodige skal få landet i arv og eje og glæde sig over stor lykke” Sl 37:11).

Fred ved Hans Blod på korset

Jesus stiftede fred på jorden ved at bringe Sig selv som et villigt offer på korsets alter. Han tog menneskehedens synder på Sig og deres had rettet mod Hans Fader og mod hinanden og bar det på Sit eget Legeme, hvor det blev naglet (til korsets træ) og overvundet. ”For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig, og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlen ved at stifte fred ved hans blod på korset” Kol 1:19-20).

Min fred giver jeg jer

Der, hvor Gud og Vor Herre Jesu Kristi fader ikke er elsket og ikke bliver tilbedt, kan der ikke herske fred. Ved Sit korsoffer blev Jesus kærlighedens og tilbedelsens alter og genoprettede balancen og den rette orden villet af Hans Fader, da Han påbegyndte Skabelsen og endda gå ud over det ved at fylde jorden med løftet om en fred, som verden ikke kan give. ”Fred efterlader jeg jer, min fader giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst” (Joh 14:27). Jesus stiftede fred ved Sit Blod, og den fred, Han vandt ved at dø på korset, flyder nu selv fra ethvert alter, hvor Hans Legeme og Blod frembæres igen og igen til Faderen og fremstilles for sjæle som Den Nye Pagt, der er eviggyldig og uundgåelig.

Ofre med Offeret Kristus

At være en, der stifter fred, er, som at være med Kristus og ligesom Kristus, der som et offer frembæres for Faderen, som et kærlighedens offer, som et offerlam, der bæres frem. Desværre har man i nyere tid forvansket (i katolsk terminologi) ordet ”offersjæl”, og det gælder også i den oprindelige liturgiske kontekst, hvor det er blevet gjort til noget ophøjet og sjældent, og derfor har det fået mistænkelighedens skær over sig. Dette er absolut ikke Kirkens syn på sagen. Kirkens liturgi gør det klart, at den, der helt, fuldt og bevidst tager del i Kristi Offer, herved bliver et offer sammen med Kristus. I forordet til Messen for det Allerhelligste sakramente gøres følgende klart:

I dette mysterium, der består af uudsigelig visdom og grænseløs kærlighed, forordner Han uden ophør på en vidunderlig måde Selv Sit Offer. Han har også en indvirkning på det, der skete på korset, idet det var Ham, der var Offeret. Når det gælder os: Er man blevet offer med Ham, indbyder Han os til Den hellige Bryllupsfest, hvor Han er Den Føde, vi indtager, hvor mindet om Hans lidelse bliver fornyet, og sjælen opfyldes af nåde, og løftet om fremtidig herlighed bliver givet os.

Endnu engang er hemmeligheden ved votivmessen for Vor Herre, Jesus Kristus, Den evige Ypperstepræst, at den betegner alle, der tager del i Kristi Legeme og Blod, som ofre, er blevet en del af Ham i Hans Offer

Må Jesus Kristus, vor Talsmand, frembære disse ofre til Dit behag O Herre og fremstille os med Sig selv som ofre, som vil være til Dit velbehag.

I 1958 offentliggjorde den berømte benediktinske forsker Dom Georges Lefebvre en undersøgelse af det doktrinære princip indenfor åndelighed, der omhandler offersjæle, og hvordan dette aspekt gør sig gældende hos Moder Mectilde de Bar. De refleksioner, han gjorde sig, er med til at kaste yderligere lys over den korrekte teologiske forståelse af ordet ”offer”.

Tager man udgangspunkt i ordet ”offer” og dets egentlige betydning, er det et synonym for ordet kristen. Det er det mest enkle og sande ord, der udtrykker, hvad det vil sige at være kristen. En kristen er en, der går ind i et fællesskab med Kristi mysterium. Ser man på ordet ”offer” i dets teologiske betydning, så udtrykker det essensen i ethvert kristent liv, nemlig at være sammen med Kristus, forenet med Hans Offer, tage del i Hans opofring af Sig selv og at være et offer med Ham.

Dom Georges Lefebvre viser, at det, der først og fremmest betyder noget, ikke er den ødelæggelse offeret gennemgår, men dets indvielse, hvor det overdrages til Gud ved en handling, hvor det giver sig selv i forening med Gud. Man misforstår betydningen ved et offer ved at lade det fremstå, som om det handler om lidelse for lidelsens skyld. Den lidelse, der indgår i selve ofringen, er umærkelig en konsekvens af ens overgivelse til den guddommelige kærligheds ild, der er nemlig tale om lidelse indtil døden, men en sådan død er blot overgangen til det sande og evige liv. Er dette ikke apostlenes lære:

Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. Derfor virker døden i os, men livet i jer. Da vi har den troens ånd, der står skrevet om: Jeg troede, derfor talte jeg, så tror vi, og derfor taler vi også. For vi ved, at han, der oprejste Herren Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og lade os stå frem sammen med jer. Alting sker for jeres skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære. Derfor bliver vi ikke modløse, for selvom vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vor lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt” (2 Kor 4:9-18).

Offersjæle: De, der er de sande fredsstiftere

Efter at have gjort rede for, hvad jeg mener med begrebet offersjæl, kan jeg uden frygt for at blive misforstået, fremhæve, at i fraværet af offersjæle kan der ikke eksistere fred. De, der er de sande fredsstiftere, er offersjæle, der grunder over Jesus i mysteriet omkring Hans Offer, og som af Helligånden tilskyndes til at blive ligesom Ham i alle ting, selv til døden, så der kan herske fred i verden og være liv i overflod. ”Derfor virker døden i os, men livet i jer” (2 Kor 4:12).

I enhver generation udvælger Kristus offersjæle, der skal være Hans fredsstiftere. Ligesom Den hellige Hostie er de skjult for det menneskelige øje. Ligesom Den hellige Hostie er de tavse. Ligesom Den hellige Hostie er deres liv et endeløst offer. De er som Hostien forenet med Hostien, som er Guds Lam, der ved Sit Offer har overvundet fjenden og alle hans horder af ondskab og sendt dem på flugt.

Fred: En gave fra himlen

De sande fredsstiftere er ikke dem, der med verdens øjne, skaber fred (i verden). Fred er ikke traktater, og den er heller ikke frugten af diplomatisk arbejde og menneskers indsats. Den er en gave fra himlen. Det er en underskøn udveksling, der sker ved vellugten af Kristi Offer, der stiger op fra altre i hele verden og Tabernakler, hvor Han er skjult og kommer til Sin Fader. Sjæle, der er forenet med Den hellige Hostie modtager guddommelig fred og bliver i stand til at bringe den videre til ethvert hjerte, der er klar til at tage imod denne fred.

Fredens sakramente

Der findes ingen fred, der ikke er Eukaristisk i sin karakter. Det Allerhelligste sakramente er fredens sakramente. Hvor Kristus er til stede, der hersker fred. Der, hvor Han er elsket og tilbedes, hersker fred. Overalt hvor Han er til stede skjult under det sakramentale slør udgår en kraftig stråling af fred, der er i stand til at forandre hjerter og helbrede de sår, der er blevet påført sjæle af oprørske mennesker, der er i djævelens vold. Der er mange, der vil hævde, at fred opnår man ved dialog, men den eneste fred, der er værd at besidde, altså den fred, som verden ikke kan give, er frugten af dialogen med Vor Herre i Hans Ord og i Hans kærlighedssakramente. Endnu mere handler det om den frugt, der opstår ved at lytte til de ting, som Han siger til ydmyge hjerter: ”Jeg ved hvilke planer, jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren. Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra” (Jer 29:11,12 og14). Fred er frugten af en stille tilbedende tilknytning til Kristi mysterium, det vil sige til Kristus, som Han er- og som Han er kommet til stede ved indstiftelsesordene, der siges af præsten i Hans kærlighedssakramente.

En stor fredsstifter

I dette øjeblik kan den største fredsstifter i verden være en sjæl, der er skjult, og som befinder sig langt væk fra den uro, der præger samtaler og forhandlinger, og som forbliver i stilhed foran Jesu Eukaristiske Ansigt, og der åbner sig for den vedvarende strøm af kærlighed, der udgår fra det Allerhelligste sakramente. Det er på denne måde, vores ”afsondrede” pave emeritus Benedikt XVI er en stor fredsstifter. Kristi fredsgave forøges proportionalt med de levende hostiers afsondring, stilhed og ydmyghed, som opofrer sig selv og tillader Kristus, som Præsten, at frembære dem og til at tage imod den.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 29. november 2013. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden

Retfærdighed

Hvad er det for en retfærdighed, der er lige så nødvendig for vor sjæl, som føde og væske er det for vort legeme? Hvorfor siger Vor Herre: Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden? Desværre er der mange, der forveksler retfærdighed med hævn. Der er mange, der betragter retfærdighed som en udligning eller noget, der er et resultat af revolution og samfundsomvæltning, eller som at nogen mister magten, og andre vinder den. Der er dem, der ser retfærdighed som et millimeterdemokrati, der tilgodeser alle. Ingen af disse betragtninger svarer til den retfærdighed, Jesus ønsker, at vi hungrer og tørster efter.

Et nyt fokus på Guds hellighed

Den retfærdighed, der ligger i denne saligprisning, er snarere frugten af, at man har foretaget en radikal justering af sit fokus på Guds hellighed. Denne justering er i sin kerne affødt af den nåde, der er forbundet med en forsoning med Gud, som Han er, og som Han har åbenbaret Sig. Det er omvendelsens nåde til Guds herlighed, der oplyser Hans Kristi Ansigt. ”Thi Gud, der sagde: Af mørke skal lys skinne frem, han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt” (2 Kor 4:6). Hvad er synd, hvis den ikke er løftestangen for, at sjælen i tanke, ord og gerning er i modstrid med Guds hellighed? Synd er en tilstand, der er i modstrid med Guds plan. Synden drager mennesket væk fra Den (Skaberen), der er kilden til dets lykke og kaster det ned ad en sliske bestående af rastløshed, frygt og laster.

Jeg vil skue dig i helligdommen

Retfærdighed er det rette forhold mellem alle mennesker og ting i relation til Guds hellighed. Den, der hungrer og tørster efter hellighed, hungrer og tørster efter nåden til virkelig at tage del i Guds hellighed. Dette er det brændende ønske hos salmisten, vi ofte gentager i tidebønnen: ”Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre udpinte land. Ja, jeg vil skue dig i helligdommen og se din magt og herlighed … ” (Sl 63:2-3).

At beskue Herrens herlighed

Der er i ethvert menneske en dyb længsel efter at tilpasse alt det, som det er til Den Treenige Gud, der lader Sig forandre på ny ved den indre og hemmelige handling, Helligånden foretager, som er til Guds vilje, og her opdager mennesket herligheden ved Guds hellighed og omdannes ved Kristus til den herlighed, der er genstanden for menneskets komtemplation. ”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som ånden er” (2 Kor 3:18).

Kristi Legeme og Blod

Tilbedelsen af Vor Herre i det Allerhelligste sakramente er på et dybere plan et udtryk for en sult og tørst efter retfærdigheden, og der er samtidig en vedvarende hunger og tørst efter Livets Brød og Frelsens Kalk. De, der bliver ved med at se på Den hellige Hostie under tilbedelsen, siger til Vor Herre: Lad mig undergå en forandring og lad det også ske for mange sjæle, så det bliver til herlighed for Din hellighed. Gør det, der skal til for at forene sjæle med den kærlighed, der er stærkere end døden, og som Du først elskede os med, og som Du har elsket os med indtil det sidste. ”(Jesus) Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste” (Joh 13:1).

Verden tilpasset Kirken

Den bøn, der implicit er i tilbedelsen, fremmer retfærdighed, fordi den på en skjult, men reel måde tilpasser sjæle og verden til Guds hellighed åbenbaret i Kristus. De, der tror, at man kan tilvejebringe retfærdighed ved, at Kirken tilpasser sig verden, tager grueligt fejl, det er ikke Kirken, der skal tilpasse sig verden, men omvendt, og denne tilpasning er ikke en menneskelig bedrift, men sker ved nådens virke i de små, skjulte, fattige og dem som verden ikke regner for noget. ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre det vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af overfor Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning” (1 Kor 1:27-30).

Med blikket rettet mod Himmeriget

Forunderligt nok opdager de, der er vedholdende i tilbedelsen af Den skjulte Gud, at deres hunger og tørst intet er i sammenligning med den hunger og tørst, Gud har efter sjæle overladt til Hans guddommelige handlinger. Han ønsker intet andet end at tilpasse os på en blid og storslået måde til Sig selv, og dette med henblik på det evige liv i Himmeriget.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 10. november 2013. Den kan læses på: Blessed are they that hunger and thirst after justice – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)