Jomfru Marias optagelse i himlen (18/8/19)

1. læsning Åb 11,19a; 12,1-6a. 10ab

Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende. Og jeg hørte en høj røst i himlen sige:

»Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds
og herredømmet hans salvedes!«

Vekselsang Sl 45,10.11-12.16

R. Herren har velsignet dig til evig tid.

Kongedøtre går dig i møde,
dronningen står ved din højre side,
smykket med Ofir-guld.

Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:
Glem dit folk og din fars hus!
Kongen begærer din skønhed,
han er din herre, kast dig ned for ham!

De føres til dig under glædessang og jubel,
og træder ind i kongens palads.

2. læsning 1 Kor 15,20-27a

Brødre og søstre! Nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for »alt har han lagt under hans fødder«

Akklamation til Evangeliet Luk 11,28

Halleluja!
Maria er blevet optaget i himmelen,
englenes hærskare fryder sig.

Evangelium Luk 1,39-56

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Fem ting Marias optagelse i Himlen lærer kristne om vejen til Himlen

Med al den ondskab, der oversvømmer Kristi Kirke på jorden, kan vi alt for let glemme, at den trøst, der ligger i – og en yderligere ansporing til at leve dydigt, er målet for alle vore bestræbelser: Nemlig det evige liv i Guds Rige, Det himmelske Jerusalem og Kirken i Hendes ubesmittede brudeværdighed og moderlige fuldkommenlighed med Vor Herre, Vor Frue og alle engle og helgener.

Den vej, vi må følge for at nå dertil, er, (at vi dagligt viser) kærlighed samt stræber efter hellighed. Den smukke fest, som den Hellige Jomfru Marias optagelse i Himlen er, er den mest kraftfulde påmindelse om vores glorværdige endemål og den umådelige kraft hos Gud til at bringe os hjem.

Denne fest kan lære os meget, men lad os se nærmere på fem punkter.

For det første er vort hjem ikke i denne verden, denne dødelige, fordærvede og syndefulde tårernes dal. Gud, der i Sin uforanderlige evighed altid har kendt os, skabte os for Ham og satte os i denne verdens have for at dyrke og tage vare på den, indtil det tidspunkt, hvor vi enten var parate til at blive løftet til en større og bedre have, hvor denne verden kun er en tåget skygge i sammenligning, eller til definitivt at blive jaget ud af alle haver på grund af vores ulydighed samt foragten for deres skønhed og reaktionen overfor Skaberen.

Man kan spørge, hvorfor placeres vi først i en ”midlertidig” have for kort efter at blive løftet til helgenernes evige stad? Skabninger som mennesket, der er blevet til af jord, må gennemgå en gradvis proces for at nå til sit endemål, thi det kan ikke opnå det hele på en gang, (som englene kunne ved deres skabelse). Den menneskelige tilstand, som Gud har ønsket den, er en gradvis proces mod det, at blive voksen (opnå modenhed), som sker ved, at man vokser gennem erkendelse og ved at hengive sig (til Gud). Vores liv på denne jord er derfor en lære i dyd, bøn og kærlighed, en prøvetid, som viser, hvad det er, vi sætter højt, og hvor vi ønsker at tilbringe evigheden. Vi ser i Vor Frue en mønsterelev i netop denne disciplin, fordi hun var en, der lyttede til Faderen, modtog Hans Ord og uden forbehold bragte Ham (Ordet) til verden.

For det andet kan vores endelige tilstand ikke sammenlignes med et spøgelse, et ideal eller en engel, som udelukkende er åndelig. Nej, vi er blevet til af kød og blod, vi er det punkt, hvor det synlige mødes og blander sig med det usynlige. Ordet blev kød for at frelse og guddommeliggøre dette fornuftige dyr, for at gøre dets fornuft og dets dyriske væsen fuldkomment. I den opstandne Kristus ser vi fuldkommengørelsen af sindet såvel som det materiale, vi er skabt af. Det er også vores endelige mål: at blive oprejst fra de døde, med vort kød genoprettet til den helhed, det er, samt at vor sjæl bliver genforenet med vor krop, det menneske som Gud skabte af jordens støv og blæste Sin ånde ind i det.

Det er ikke anderledes med Jomfru Maria: Hende, der ikke kendte til syndens fordærv, ikke kendte til gravens forkrænkelighed: det var i Hende, at Det levende og livgivende Ord dvælede, som ikke skulle kende til dødens favn. Det var i hele Hendes intakte og nådefulde menneskenatur, legeme og sjæl, at Hun blev oprejst til Himlens herlighed, og Hun var på den måde allerede genopstået.

For det tredje viser det os, at naturlovene, også selvom de er skabt af Gud, ikke binder Hans hænder og hindrer Hans vilje i at ske. Vor Frue blev oprejst til Himlen, også selvom det strider imod naturlovene, men det skete i samklang med Guds lov og Hans vilje. Hun blev oprejst til et andet rige, et rige, der ikke er målbart i forhold til bevægelsesfrihed og hastighed for det forgængelige legeme, et rige, som adskiller sig fra tid og rum, som vi kender det. Dette adskiller sig ikke fra det, der skete med Vor Herre og Hans Himmelfart, da Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1:9). Det er evangelistens måde at beskrive, hvordan Jesus forlod den skabte verden til Guds eget rige, Hans hjemland, mystisk, uvirkeligt og skjult for dødeliges øjne, men som nu er blevet synligt ved Hans lidelse og kors for dem, der er blevet frelst.

For det fjerde viser denne fest os det menneskelige legemes umådelige store værdighed, idet det er et tempel for Helligånden, som vi aldrig bør besudle gennem utugt eller urenhed eller ødelægge ved at skamfere det eller påføre det forskellige former for udsmykning, ødelægge det gennem afhængighed eller ved dovenskab, tilbede det igennem sportsaktiviteter og fitness eller vise foragt for det ved kremering. Legemet er det bedste hvilested for den udødelige sjæl og Kristi Legeme i Den hellige Eukaristi. Det er netop det værdifulde redskab, Gud brugte i forplantningsøjemed. Det er det nødvendige redskab ved hjælp af hvilket, vi udfører legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger. Og det vil blive oprejst på den yderste dag. Ikke desto mindre er legemet ikke det, der gør os til mennesker eller den dyd, der gør, at vi bliver Guds børn: det er vores åndelige sjæl, som giver liv til legemet og som gennem sakramenterne modtager den gave, som nåden er. At anerkende legemets værdi, fordi det er knyttet til sjælen og det evige liv, er afgørende for at modstå mange af de onder, der er i verden i dag og som nedværdiger kødet.

For det femte viser optagelsen i Himlen, at Vor Frue er knyttet, endda meget tæt til Vor Herre, og at Hun ser, hvad vi mangler og går i forbøn for os hos Ham, som Hun gjorde ved brylluppet i Kanaan: ”De har ikke mere vin”. Hun ser, hvad vi mangler; Hun hører sine børns bøn; Hun handler på vegne af sine børn, som enhver moder ville gøre. Og Jesus, der allerede ved, hvad vi mangler, ligesom Han vidste, hvad brudeparret ved bryllupsfesten i Kanaan manglede, lytter til Sin Moder og tillader, at Hun arbejder sammen med Ham om vores frelse. Optagelsen til Himlen bringer Vor Frue mere end nogensinde tættere på os, fordi den bringer Hende tættere på Vor Herre, som altid er nærværende alle steder til alle tider. Vi har ikke noget at frygte, når vi har en moder, der er så opmærksom på os, og som samtidig er en storsindet frelser.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 15. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/five-lessons-marys-assumption-teaches-christians-about-the-road-to-heaven

(Oversat af Mogen Bohn og Patrick Fyrst)

 

19. alm søn (11.8.19)

1. læsning Visd 18,6-9

Om denne nat, i hvilken du, Herre, lod Ægypterne omkomme, havde vore fædre i forvejen fået underretning, for at de i sikker forvisning om de edelige tilsagn, de havde skænket tiltro, kunne være ved godt mod.

Så ventede da dit folk frelse for de retfærdige, men undergang for fjenderne.

Thi det, du benyttede som et middel til afstraffelse af modstanderne, det samme anvendte du også til at kalde os og give os herlige kår.

I det skjulte frembar nemlig de fromme arvinger til frelsesgoderne deres offer, og idet de allerede i forvejen havde istemt fædrenes lovsange, vedtog de enstemmigt af følge den guddommelige lovbestemmelse: at de hellige i lige grad skulle have del i de samme fordele og farer.

Vekselsang Sl 33,1&12.18-19.20&22

R. Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.

Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige,
lovsang er dejlig for de retskafne.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.

Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

2. læsning Hebr 11,1-2.8-19 eller 11,1-2. 8-12

Som kortere afsnint kan læses Hebr 11,1-2. 8-12. Fra begyndelsen indtil tegnet +++).

Brødre og søstre! Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.

I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred. +++)

Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.

I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: “Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;” for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

 

Akklamation til Evangeliet Matt 24,42a,44

Halleluja!
Våg, for Menneskesønnen kommer i den time,
I ikke venter det.

Evangelium Luk 12,32-48 eller 12,35-40

Som kortere afsnit kan læses Luk 12,35-40 fra tegnet +++) indtil samme tegn.

På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.

+++) I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.” +++)

Peter spurgte: “Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?” Herren svarede: “Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid?

Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.

18. alm søn (4/8/19)

1. læsning Præd 1,2; 2,21-23

Endeløs tomhed,
sagde Prædikeren,
endeløs tomhed,
alt er tomhed.

For et menneske kan have slidt med visdom og kundskab og dygtighed, men må give det hele i arv til et menneske, som ikke har slidt med det. Også det er tomhed og et stort onde! Hvad har et menneske ud af det, han med flid har slidt med under solen? Alle hans dage har været smerte og kvalfuld plage; end ikke om natten fandt hans hjerte ro. Også det er tomhed!

Vekselsang Sl 90,3-4.5-6.12-13. 14&17

R. Herre, du var vor bolig slægt efter slægt.

Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«
Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.

Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!

Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

2. læsning Kol 3,1-5. 9-11

Brødre og søstre! Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed. Så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse.

Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse. Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.

Akklamation til Evangeliet Matt 5,3

Halleluja!
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.

Evangelium Luk 12,13-21

En i skaren sagde til Jesus: “Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.” Men han svarede: “Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?” Og han sagde til dem: “Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” Og han fortalte dem en lignelse: “Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.”

En nonne udtaler: Katolikker, der lader samfundet opdrage deres børn, er med til at lede dem i fortabelse

Unge mennesker forlader Den Romerske Katolske Kirke uden overhovedet at vide, hvad det vil sige at være katolik, og det er deres forældres pligt at lære dem om troen, siger grundlæggeren af et traditionelt orienteret kommunitet for ordenssøstre.

”Børn forlader den katolske tro, og de tror, at de forlader den katolske tro, men de har aldrig kendt til den”, siger Moder Miriam, som er grundlæggeren af Marias døtre, Moder til Israels håb, ved konferencen om de katolske familier, som er en alternativ konference til det af Vatikanet arrangerede verdensmøde om familier, som blev afholdt i Irland i sidste uge.

Moder Miriam stod stålfast på under sit oplæg, som bar titlen: At være forældre i en verden der har vendt sig bort fra Gud, at katolske forældre har en højtidelig pligt til at opdrage deres børn i troen.

Ved at benytte eksemplet fra Anden Makkabæerbog kapitel syv med en moder og hendes syv sønner, der hellere ville lide døden end gå på kompromis med deres tro, betonede Moder Miriam, at moderen i historien aldrig ville lade et hedensk samfund pålægge sine sønner et falskt værdigrundlag.

”Enhver moder, der tillader samfundet at opdrage sine børn, også selvom det foregår på en skole, der betegner sig katolsk, sætter sit kald som moder og forældre over styr og leder sine børn i fortabelse, medmindre der er tale om en rigtig katolsk skole”, sagde hun.

”Den dag, hvor den enkelte skal stå (til ansvar) overfor Gud, er det hverken Kirken eller skolerne, der vil blive holdt ansvarlige”, sagde hun. ”Det er forældrene … Vi må vide, hvad vores børn har lært og taget til sig i løbet af dagen, inden de går i seng”.

Det, der er vigtigt, er, at det børnene lærer, ikke alt sammen stammer fra bøger, men også er det, de kan udlede af den opførsel, som deres forældre udviser, sagde ordenssøsteren.

I sin encyklika fra 1930 Casti Connubii (om det kristne ægteskab) forklarede pave Pius XI, at en passende katolsk læring indenfor ægteskabets ramme er mere end blot den instruktion, som Kirken giver.

”Der er behov for noget mere udover den intellektuelle dannelse nemlig en vedholdende viljestyrke hos mand og hustru til at betragte Guds hellige lov samt den naturlige lov set i relation til ægteskabet”, skrev pave Pius XI i selvsamme encyklika.

Til trods for hvad andre måtte fremsætte og sprede gennem det talte og skrevne ord, bør mand og hustru være fastbesluttede på: at holde fast ved Guds Bud i alt hvad ægteskabet måtte kræve af dem; altid at være parate til at yde hinanden støtte med gensidig kærlighed; bevare kyskheden; ikke at lade profane tendenser komme i nærheden af den naturlige stabilitet, der ligger i ægteskabets bånd; at parret benytter de retmæssige beføjelser, der følger med ægteskabet, så de bevarer dette kristent og helligt især i de første år af ægteskabet, for skulle der efterfølgende opstå et behov for (seksuel) afholdenhed, da vil en vane i den henseende være blevet oparbejdet, og det vil være lettere for den enkelte at opretholde en afholdenhed”, skrev han.

Forældre i katolske ægteskaber bør være rollemodeller for deres børn i forhold til kyskhed og anstændighed, og det gælder også måden, man klæder sig på, sagde Moder Miriam.

”Der findes ikke noget bedre eksempel end det, du som forældre giver dit barn”, sagde hun.

Når det kommer til påklædning, var ordenssøsterens standpunkt klart. Kvinder bør bære kjoler, der ikke er for nedringede, der ikke viser ben og er uden ærmer. Også katolske mænd bør klæde sig respektabelt, sagde hun.

”Kære mænd: der er ingen, som vil sidde ved siden af Jer i Kirken, når I bærer shorts og sandaler og i det hele taget viser Jeres ben under Messen”, sagde hun. ”Vær respektabelt klædt”.

Til forældre, der lader deres børn leve et liv, der er i overensstemmelse med de værdier, som samfundet udstikker frem for katolske værdier og doktriner, eller som har voksne børn, der er vokset op under sekulære forhold, har hun følgende råd:

”Der er ingen tid at spilde, Sig ikke: ’mine børn er blevet 65, og der er ikke meget, jeg kan gøre for at ændre på dem’, kom ned på knæ og sig … ’Far og jeg fejlede, og vi beder Jer om at lytte til os. Hvordan I efterfølgende handler på det, vi har fortalt Jer, er Jeres sag”.

”Kærligheden taler altid sandheden”.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 28. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/nun-catholics-who-let-society-raise-their-kids-are-likely-damning-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Syv jødiske brødre, der led døden, fordi de ville overholde Guds lov – og hvad vi i dag kan lære af dem

I dag (den 1. august) fejrer vi, ifølge den traditionelle kalender i Den Romerske ritus såvel som for katolikker i øst samt den østlige ortodokse kirke, festen for de syv hellige Makkabæerbrødre, som døde under forfærdelige omstændigheder (under pinefuld tortur), fordi de ikke under nogen omstændigheder ønskede at bryde Guds lov. Og hvad var det for en lov, de døde for? Noget så stort som: ”Du må ikke slå ihjel” eller ”Du må ikke stjæle” eller ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”?

Nej, de måtte ikke at spise svinekød, som er forbudt i Moseloven. Denne meget lille detalje i Moseloven, som var bestemt til at forsvinde fuldstændig ved Kristi komme, var alligevel en lovbestemmelse fra Gud, som Hans folk skulle stå fast på. Ja, der var grunde hertil. For eksempel lærte jøderne, at de skulle slagte de dyr, som Egypterne tilbedte som guder, og at de skulle undgå dyr, der var urene, og som var blevet vogtet af hedninger.

Men uanset om vi fuldt ud forstår grundene til et forbud, er det vigtigt at adlyde Guds vilje, som Han gør kendt for os. Faktisk hævder Skt. Thomas, at restriktionen i forhold til kundskabens træ vedrørende godt og ondt, det allerførste bud, der er blevet givet, var vilkårligt i ordets strengeste betydning, som er, at der ikke var noget galt med træet, og dog var dets frugt forbudt at spise af, for entydigt at slå fast, at Gud er Skaberen, og at Han er målet for, hvad der er rigtigt og forkert for skabningen. Det var en pædagogisk metode til at indgyde tillid: ”Hvis I accepterer denne begrænsning, vil jeg velsigne Jer for det, og når tiden er moden, vil jeg give Jer mere end det, jeg holdt tilbage”. Ved at adlyde ville de (Adam og Eva) tilkendegive, at de underordnede sig Gud, at de havde tillid til den visdom, der ligger i Hans forsyn, og at de besad en vilje til at blive ledt, snarere end at tage sagerne i deres egne hænder, fordi de troede, at de vidste bedre og dermed gjorde sig selv til guder og handlede uafhængigt af loven.

Som vi ved, viste Adam og Eva ikke lydighed. Tragisk nok gjorde det israelske folk det heller ikke, selvom Herren havde vist dem mange store undere blandt andet ved udfrielsen (af Egypten) og gennem Sin store barmhjertighed, og først og fremmest ved at give dem et omfattende lovkompleks, som var mere retfærdigt og fornuftsbetonet, noget Han ikke havde gjort overfor andre folkeslag. Og dette leder os frem til, grunden til hvorfor de syv Makkabæerbrødre, som ifølge traditionen har fået navnene: Abim, Antonius, Gurias, Eleazar, Eusebonus, Alimus og Marcellus, i den universelle Kirke igennem århundreder er blevet æret af kristne. De er faktisk de eneste helgener, der stammer fra Det Gamle Testamente, og som optræder i Messen i Den Romerske Ritus (i det mindste indtil reformerne, der opstod i 1960’erne, hvor man fjernede mange helgener, men som heldigvis vendte tilbage i forbindelse med Den ekstraordinære Ritus, og på den måde kom Makkabæerne tilbage).

Denne gruppe brødre æres, fordi vi i dem ser lydighed, tillid og troskab overfor Guds ord, vilje og lov, nemlig det som Adam og Eva ikke gjorde. Vi ser (hos disse brødre) en vilje til at lide og dø selv for en mindre sag, hvis den er et udtryk for Guds vilje, langt mere end den praktiske ateisme, der ikke bekymrer sig om Guds vilje og håner Gud i alle henseender. Vi ser et eksempel på en discipels fulde hengivelse til sin Herre, som også ses hos Sønnen i forhold til Faderen og fra skabningen overfor Skaberen. Kort fortalt, vi ser her et eksempel, som vi bør følge, når det handler om Guds Bud, og somintet på nogen måde må rangere over.

Historien om de syv, der lider martyriet for loven, finder vi i kapitel syv i Anden Makkabæerbog. Den ældste af de syv brødre siger til kongen: ”Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end (at) overtræde de fædrene love”. Den yngste ytrer sig på samme måde overfor kongen, efter at han har set sine brødre blive dræbt: ”Hvad venter I på? Jeg adlyder ikke kongens bud, men det bud, der står i loven, vore fædre fik ved Moses … Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod”. I teksten bemærkes det efterfølgende: ” Og drengen døde ubesmittet, i fast tillid til Herren”.

I dag bør man ikke blive chokeret eller forfærdet over, at der er mennesker i Den katolske Kirke, der argumenterer for, at De ti Bud ikke skal overholdes af kristne. Eller hvem er overbevist om, at vi bør være parate til at udholde lidelser og enhver form for pinsel samt at miste livet, hvis vi nægter at gå imod Disse Bud.

Det er svært ikke at se en forbindelse, selvom den måske er stærkt optegnet, er den alligevel reel nok, mellem afskaffelsen af en gammel fest, som den vi fejrer for Makkabæerne og den tendens, der er til (at ville) undgå Budene som et grundlag for Bodens sakramente; det klare skel, der er blevet tegnet mellem (på den ene side) kærlighed og barmhjertighed og på den anden side lydighed og lovsamt en underminering af moral og doktrin, som præger Kirkens hierarki. Kuren for vores manglende vilje indebærer en total helbredelse af menneskets syndighed, nemlig ydmyg omvendelse fra det, at vi har afveget fra Guds hellige vilje, der er udtrykt i Hans bud og en nidkær indsats for at gøre Hans vilje, uanset hvad det koster os af lidelser. For det er, uanset hvordan man ser på det, den måde, hvorpå vi viser Ham vores kærlighed: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14: 15).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. august 2018. Den kan læses på:https://www.lifesitenews.com/blogs/seven-jewish-brothers-who-died-for-gods-law-and-what-we-can-learn-from-them

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

17. alm søn (28/11/19)

1. læsning 1 Mos 18,20-32

Efter at have åbenbaret sig for Abraham ved Mamres lund, sagde Herren: “Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor. Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide.”

Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren. Abraham trådte nærmere og sagde: “Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?” Herren svarede: “Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.” Abraham svarede: “Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?” Han svarede: “Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre.” Men Abraham blev ved med at tale til ham: “Måske findes der fyrre,” og han svarede: “For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det.” Så sagde han: “Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive,” og han svarede: “Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive.”

Men han sagde: “Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve,” og han svarede: “For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den.” Så sagde han: “Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti,” og han svarede: “For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den.”

Vekselsang Sl 138,1-2a.2bc-3.6,7ab.7c-8

R. Den dag jeg råbte, svarede du mig.

Jeg takker dig af hele mit hjerte,
i guders påhør lovsynger jeg dig.
Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
og priser dit navn.

For din godhed og troskab,
for du har gjort dit ord stort
over hele din himmel.
Den dag jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

Ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge,
den stolte kender han på lang afstand.
Selv om jeg vandrer i trængsler,
holder du mig i live trods mine fjenders had;
du rækker din hånd ud.

Din højre hånd frelser mig;
Herren fører min sag igennem.
Herre, din trofasthed varer til evig tid,
opgiv ikke dine hænders værk!

2. læsning Kol 2,12-14

Brødre og søstre! I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.

Akklamation til Evangeliet Rom 8,15bc

Halleluja!
I har fået den ånd, som giver barnekår,
og i den råber vi: Abba, fader!

Evangelium Luk 11,1-13

Det skete, da Jesus var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: “Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.” Han sagde til dem: “Når I beder, skal I sige:

Fader!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige;
giv os hver dag vort daglige brød,
og forlad os vore synder,
for også vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os,
og led os ikke ind i fristelse.”

Han sagde også til dem: “Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for. Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.

Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!”