16. alm søn (22/7/2018)

1. læsning Jer 23,1-6

Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. Derfor siger Herren, Israels Gud, om de hyrder, som vogter mit folk: I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren. Men dem, der er tilbage af mine får, vil jeg samle fra alle de lande, jeg fordrev dem til. Jeg fører dem tilbage til deres græsgang, og de skal blive frugtbare og talrige. Jeg sætter hyrder over dem, som skal vogte dem. Ingen skal længere frygte og være bange, og der skal ikke mangle nogen af dem, siger Herren.

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn »Herren er vor Retfærdighed«.

Vekselsang Sl 23,1-2.3-4.5.6

R. Herren er min hyrde,
mig skal intet fattes.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

2. læsning Ef 2,13-18

Brødre og søstre. Nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.

Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

Halleluja!
Mine får hører min røst, siger Herren,
og jeg kender dem, og de følger mig.

Evangelium Mark 6,30-34

Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.« For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.

Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

15. alm søn (15/7/2018)

1. læsning Amos 7,12-15

I de dage sagde Amasja, Betels præst til Amos: »Seer, skynd dig at tage til Juda; der kan du skaffe dig føden, der kan du profetere. I Betel må du ikke længere profetere; for det er kongens helligdom og rigets tempel.« Amos svarede Amasja: »Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel; jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner. Men Herren tog mig bort fra hjorden og sagde til mig: ‘Gå hen og profetér for mit folk Israel’.«

Vekselsang Sl 85,9ab-10.11-12.13-14

R. Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

Nu vil jeg høre, hvad Gud siger,
Herren taler jo fred
til sit folk, til sine fromme.
Hans frelse er dem nær, der frygter ham,
og herligheden skal bo i vort land.

Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.

Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

2. læsning Ef 1,3-14

Brødre og søstre! Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn. I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.

I ham har vi også fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, så at vi kan blive til lov og pris for hans herlighed, vi som allerede forud havde sat vort håb til Kristus. I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed.

Akklamation til Evangeliet Jfr Ef 1,17-18

Halleluja!
Må vor Herre Jesu Kristi fader give vore indre øjne lys,
så vi forstår, til hvilket håb han kaldte os.

Evangelium Mark 6,7-13

Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder, og han forbød dem at tage noget med sig på rejsen bortset fra en stav, men ikke brød eller taske og heller ikke penge i bæltet; dog skulle de have sandaler på, men de måtte ikke tage to kjortler med. Og han sagde til dem: »Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre. Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem.« Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.

Vedrørende Islam: man må tænke på en anden måde, end man gjorde i 60’erne

For nylig modtog jeg en mail fra en læser, der følte sig ”berørt” af mit skeptiske syn på Islam. Mellem 1963 og 1965 arbejdede han for en fredsbevarende styrke i et muslimsk område i Nigeria. Hans udgangspunkt og overbevisning var, at ”alle mennesker fundamentalt set er ens”, og at ” alle grundlæggende stræber mod det samme”.  Han fastholdt, at kulturel forskellighed blot er af mere overfladisk karakter.

Hans synspunkt er almindeligt blandt mennesker, som blev voksne i 60’erne og 70’erne. Og da en stor del af vores samfunds dominerende fortællinger blev udviklet i den periode, er denne optimistiske opfattelse stadig udbredt. Men tiden ændrer sig, selvom fortællingerne ikke gør det.

For eksempel er virkeligheden i Nigeria i dag væsentlig anderledes, end den brevskriveren oplevede midt i 60’erne. Det synes ikke længere som om, at alle ønsker at leve efter de samme grundregler. Rent faktisk ønsker mange muslimer at nægte kristne adgang til at opfylde disse basale rettigheder, som f.eks retten til at bede i fred og endda retten til et liv.

Joseph Bagobiri, som er biskop i Kafanchan i det nordvestlige Nigeria, fortæller, at alene i hans bispedømme er: ”53 landsbyer blevet nedbrændt, 808 mennesker er blevet myrdet, 57 er blevet såret og 1422 huse og 16 kirker er blevet ødelagt”. Desuden viste en rapport fra det internationale samfund for menneskerettigheder og lovgivning sidste år, at 16.000 kristne er blevet myrdet i Nigeria siden juni 2015.

Det, der foregår i Nigeria, sker overalt i den muslimske verden. ”Åbne Døre” i USA (Åbne Døre er en upolitisk, international missionsorganisation, som arbejder på tværs af kirker og foreninger med en omfattende aktivitet i hele verden) kan rapportere, at på globalt plan står kristne over for en alvorlig forfølgelse, som i et stort omfang foretages af muslimer. Spørgsmålet er derfor, hvad er den rigtige Islam: Den fredelige Islam, som er brevskriverens erfaringsgrundlag fra 60’erne eller den militante og aggressive Islam, som eksisterer i dag?

Tager man udgangspunkt i de 1400 år, hvor Islam har ageret militant og aggressivt, så tager den relativt rolige periode sin begyndelse, da det Ottomanske imperium går i opløsning i starten af det 20. århundrede, men denne relativt rolige periode synes at være en parentes i historien. På det tidspunkt, hvor brevskriveren arbejdede i den fredsbevarende styrke i Nigeria, var man i den muslimske verden langt mere moderat, end man er i dag eller var i fortiden. Den form for Islam, han oplevede, afveg markant fra den traditionelle form for Islam.

Noget af det, der kendetegnede denne periode, finder man i en artikel, der er i The Chronicle og Higher Education af Ali A. Allawi, tidligere minister for kabinettet i Irak:

Jeg er født og opvokset i en moderat muslimsk familie i Irak. På den tid i 1950’erne var sekularismen begyndt at sprede sig blandt den politiske, kulturelle og intellektuelle elite i Mellemøsten. Det syntes som om, at det var et spørgsmål om tid, før Islam for alvor ville miste sit greb om den muslimske verden. Selv formuleringen, ”den muslimske verden”, var ganske usædvanlig, da muslimer i større udstrækning definerer sig selv ud fra nationale, etniske eller ideologiske tilhørsforhold end ved deres religion.

Kort fortalt, det muslimske samfund var mere moderat på den tid, fordi man bevægede sig væk fra Islam. Som Allawi bemærker: Selv for et barn var det tydeligt, at man var ved at bevæge sig væk fra Islam. Selvom religion var obligatorisk i skolen, var der ingen, der lærte os reglerne for bøn, eller man forventede ikke af os, at vi fastede under Ramadanen. Vi reciterede de kortere vers i Koranen, men selve den hellige bog forblev uåbnet, stod på hylden eller lå i skuffen.

Den mere moderate retning af Islam, som var mere fremherskende i den muslimske verden i det sidste århundrede, var ikke resultatet af en dybere fromhed, men snarere en omsiggribende sekularisering. Der eksisterer stadig en rest af denne moderate tankegang i de muslimske lande, men det burde være klart for enhver, som følger med i de aktuelle begivenheder, at den traditionelle (konservative) og tekstnære Islam igen er på fremmarch. Lårkorte nederdele er ikke noget, man længere ser i Teheran og Kabul, den var ellers en del af gadebilledet i halvfjerdserne, men derimod har hijab’en fået et ”comeback” i den muslimske verden. Med andre ord, sekulariseringsprocessen er gået i stå.

Det uforståelige er, at den Vestlige verden ikke har fattet det. Hvorfor? Svaret skal måske findes i, at det 7. århundredes Islam’s tilbagevenden fuldstændig underminerer den multikulturelle overbevisning om, at alle kulturer grundlæggende deler de samme værdier. Derfor ”bilder” mange sig ind, at den muslimske verden stadig er den samme, som dengang kong Farouk (i Egypten) og Shahen i Iran sad på regeringsmagten, altså den relativt korte periode hvor ”sekularismen vandt frem”.

Desværre lever Den katolske Kirke, en af de vigtige organisationer, stadig i fortiden, med hensyn til Islam. Det synes som om, mange i Kirken stadig tænker og agerer som om, vi stadig befinder os i 1965, og at Nostra Aetate (som blev offentliggjort i 1965) stadig gælder vedrørende Islam.

Afsnittet om ”Muslimer” i Nostra Aetate afspejler den multikulturelle opfattelse, at kulturelle forskelle er uden betydning, og at alle mennesker har de samme grundlæggende ønsker. Derfor forsøgte dokumentets forfattere ”med vold og magt” at fremhæve ligheder mellem kristendommen og Islam endda ved at gå så langt som til at antage, at de to trosretninger deler de samme moralske værdier.

Selvfølgelig er det praktisk talt umuligt at ignorere den radikalisering, som har præget den muslimske verden siden 1965. Men i deres ønske om at bevare den fortælling, der omhandler Islam, og som er essensen i Nostra Aetate, har Kirkens ledere fundet en måde, hvorpå de kan komme uden om dette ubehagelige faktum. Muslimer, der forfølger og terroriserer ikke-muslimer, kan siges at have ”forvrænget” eller ”perverteret” deres religion, for i henhold til pave Frans’ egen udtalelse, ” står den autentiske Islam – samt en passende forståelse af Koranen i modsætning til enhver form for vold”.

Så sent som den 16. marts sagde pave Frans til en repræsentant for organisationen for Islamisk Samarbejde, at der ingen forbindelse er mellem Islam og terrorisme. Ved andre lejligheder har paven endda udtalt, at muslimsk radikalisering kan afhjælpes, ved at muslimer søger dybere ind i deres tro og finder vejledning i koranen. Dette står i sagens natur i stærk kontrast til Allawi’s egne erfaringer, nemlig at en moderation af Islam ikke sker, ved at muslimerne søger dybere ind i troen, men ved at de ”afkobler sig fra Islam”.

Kirkens ledere klynger sig til et syn på Islam, som burde være forsvundet med halvfjerdserne. Med mindre og indtil de antager et ”bredere” syn på Islam, vil de fortsætte med at være en del af problemet snarere end at være en del af løsningen.  

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/on-islam-catholics-cant-have-a-sixties-mindset-anymore?utm_source=LifeSiteNews.com&utm_campaign=f85f4ab2ab-Catholic_4_19_2018&utm_medium=email&utm_term=0_12387f0e3e-f85f4ab2ab-402270181

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

14. alm søn (8/7/2018)

1. læsning Ez 2,2-5

I de dage kom Ånden ind i mig og rejste mig op, da han talte til mig, så jeg kunne høre ham tale til mig. Han sagde til mig: “Menneske, jeg sender dig til israelitterne, til de oprørske folk, som lige til denne dag gør oprør imod mig; de og deres fædre har brudt med mig, og de er stivsindede og hårdhjertede. Jeg sender dig til dem, og du skal sige: ‘Dette siger Gud Herren’, hvad enten de vil høre eller ej, for de er et genstridigt folk. Så skal de forstå, at der er kommet en profet blandt dem.

Vekselsang Sl 123,1-2a.2bcd.3-4

R. Vore øjne er rettet mod Herren vor Gud,
til han er os nådig.

Jeg løfter mine øjne til dig,
du som bor i himlen.
Som trælles øjne
er rettet mod deres herres hånd.

Som trælkvindens øjne
er rettet mod hendes frues hånd,
sådan er vore øjne rettet mod Herren vor Gud,
til han er os nådig.

Vær os nådig, Herre, vær os nådig!
Vi er mættede med foragt,
vi er overmætte
af de sorgløses spot,
de overmodiges foragt.

2. læsning 2 Kor 12,7-10

Brødre og søstre! For at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.

Akklamation til Evangeliet Jfr Luk 4,18

Halleluja!
Herrens ånd er over mig.
Han har salvet mig for at bringe godt budskab.

Evangelium Mark 6,1-6

På den tid kom Jesus til sin hjemby, og hans disciple fulgte med ham. Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: “Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?” Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: “En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.” Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.

Revider historien og rens Islam’s rygte

Selv om konflikten mellem Islam og Vesten ikke kun er en parentes, – men er en del af historien, er strategien hos dem, som søger at ”rense” Islam’s rygte at styrke denne religion ved at være fokuseret på fredelige vildfarelser, mens de undertrykker den vedvarende fjendtlighed, som denne religion udviser.

 ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”, og på den måde forsøger Akbar Ahmed, formand for de islamiske studier ved American University, Washington, DC at fremhæve ikke karakteristiske episoder, som optræder i Italiens fortid for at overbevise italienerne om, at de bør være mere åbne overfor muslimske migranter.

Før vi ser nærmere på hans udsagn, bør vi se på den faktiske historiske kontekst, hvad angår Italien og Islam, hvilket Akbar’s artikel undlader at omtale.

Da jihad blev igangsat med udgangspunkt i Arabien, var det ikke kun Italien, der kom til at stå for skud, også Peters stol i Rom kom i sigtekornet, hovedstaden for kristendommen i Vesten, og ifølge Islam hovedsædet for de vantro, nemlig det sted, som en lang række ambitiøse kaliffer og sultaner havde som målet for deres og Islam’s vedvarende angreb, og som de ville kunne prale af at være de første til at lade deres heste fodre ved alteret i Peterskirken.

Allerede i det syvende århundrede skrev Paulus Diaconus (ca. 720 – 799), at ”saracenerne, som allerede havde været på fremmarch gennem Alexandria og Ægypten, pludselig kom med mange skibe og invaderede Sicilien og indtog Syracuse og foretog en stor nedslagtning af folk, så kun nogle få undslap med nød og næppe til andre stærkt befæstede byer og bjergkæder. Saracenerne tog et stort bytte med sig og vendte tilbage til Alexandria”.

I 840 lykkedes de muslimske flåder at lande på Ostias kyst nær Rom. Da de ikke kunne trænge igennem murene, der omgav den evige stad, plyndrede og ødelagde de i stedet (byer og beboelse) i Roms opland og til stor forfærdelse for de kristne i Vesten, de højtagtede basilikaer for Skt. Peter og Paulus. De invaderede og ødelagde de to helligdomme og skændede gravmælerne for to af kristendommens mest agtværdige apostle og tømte gravmælerne for alle værdigenstande.

Disse begivenheder gjorde, at pave Leo IV omgående lod opføre stærkere murværk for at styrke Rom fæstningsanlæg langs Tiberens højre bred for at beskytte basilikaer og andre kirker mod yderligere muslimske angreb. Ikke en eneste gang lod man sig afskrække, og ”i 849 forsøgte muslimerne igen en landgang i Ostia, og fra da af omkring 857 foretog de årligt truende anslag mod Roms kystområder”, som den franske historiker C.E. Dufourcq med speciale i middelalderen forklarer.

Det står klart, når man ser på begyndelsen af Ibn al-Athirs historie, der beskæftiger sig med det sydlige Italien og Sicilien, at der er indikationer på antallet af – samt intensiteten af disse islamiske invasioner:

Et andet angreb i 835 rettet mod Etna og de omkringliggende fæstninger resulterede i afbrænding af det høstmodne korn, nedslagtning af mange mennesker og plyndringer. Et andet angreb med samme formål blev startet af Abu al-Aghlab i 221 (ifølge den muslimske kalender, som i dette tilfælde var synkron med juledag 835), og det bytte, man bragte med tilbage herfra, var så omfangsrigt, at slaver blev solgt for næsten ingenting (.) … Samme år blev en flåde sendt mod de kristne naboøer og efter at have foretaget omfangsrige plyndringer med stort udbytte og erobret adskillelige byer og fæstninger, vendte de uskadt tilbage. I 234 (den 5. august 848) sluttede indbyggerne i Ragusa fred med muslimerne til gengæld for at overgive dem byen og dens indhold. De sejrende plyndrede byen for alt af værdi, og som kunne bringes med hjem og jævnede den herefter med jorden. I 235 (den 25. juli 849) marcherede muslimske tropper mod Castrogiovanni og vendte uskadte tilbage, efter at byen (og dens indbyggere) var blevet underkastet plyndring, nedslagtning og afbrænding. (Ye’or 2010, 289-290).

Sadistisk behandling af de vantro var altid en del af et angreb, ”for saracenerne var det altid en fornøjelse at opføre sig blasfemisk, ligesom de også plyndrede klostre og kirker”, bemærker Edward Gibbon. ”Ved belejringen af Salerno benyttede en muslimsk overordnet Kommunionsbordet som sit sengeleje, og på dette alter ofrede han hver nat en kristen nonnes jomfrudom”.

Selvom århundreder med korstog i høj grad ydede beskyttelse til Italien og Sicilien mod yderligere islamiske angreb, invaderede i 1480 den Ottomanske sultan Muhammad II Italien og erobrede Otranto. Mere end halvdelen af de toogtredive tusinde indbyggere blev massakreret, og fem tusinde blev ført væk i lænker. På en bjergtop, som efterfølgende er blevet kaldt ”martyrernes bjerg”, blev yderligere otte hundrede kristne på rituel vis halshugget, fordi de nægtede at konvertere til Islam, og deres biskop blev savet midt over.

Sådan beskrev den franske præst Jérôme Maarand den skæbne, som indbyggerne på den lille ø Lipari udenfor Sicilien kom til at lide, efter at de var blevet invaderet af Ottomannerne i 1544: ”At se så mange stakkels kristne, og især så mange små drenge og piger som slaver, vakte stor medlidenhed (.) … tårene, klageråbene og skrigene fra de stakkels liparioter, faderen der betragtede sin søn og moderen sin datter … og som græd, mens de som slaver blev ført væk fra deres by til et liv blandt disse hunde, som mindede om griske ulve blandt forskræmte lam”.

Ude af stand til at forstå, hvorfor de muslimske erobrere så hensynsløst torturerede den nu slavebundne befolkning, og hvor man med fuldt overlæg langsomt sprættede de gamle og svage op med knive”, spurgte han disse tyrkere, hvorfor de behandlede de stakkels kristne med så stor grusomhed, og de svarede, at denne måde at agere på var helt normal, og det var det eneste svar, man gav os”.

Yderligere blev et stort antal af disse millioner europæere gjort til slaver og solgt til muslimsk barbari mellem det 15 og 19. århundrede, og de stammede alle fra den italienske kystlinje og Sicilien.

Det er overflødigt at fremhæve, at disse århundreder og deres begivenheder, som er dokumenteret i min bog: Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West aldrig ”fandt vej” til Akbar’s artikel, ”Italien må huske på sin nuancerede fortid”.

I stedet for og fordi hans hensigt er at få italienerne til at være endnu mere imødekommende over for de muslimske indvandrere, ignorer han det, der er fakta, mens han fokuserer på de afvigelser, der kan understøtte hans teser.

Italien fostrede kristne ledere som f.eks Roger II, konge af Sicilien og Frederick II, Den hellige romerske kejser, konge af Sicilien samt konge af Italien, og som talte arabisk og havde en personlig muslimsk garde samt bar arabiske inskriptioner på deres kongelige kapper. Muslimer og jøder havde tilladelse til at leve efter deres egne love, og yderligere har juvelen i den sicilianske arkitektur, Rogers palatinkapel fra det 12. århundrede, elementer af både kristne, muslimske og jødiske træk.

Sådan fremstår Akbar’s argumenter for Italiens ”nuancerede fortid”. Men hans fremstillinger synes ganske fjerne fra det, der er sket i de ovennævnte århundreder med konstant (muslimsk) fjendtlighed, og derfor er det svært at tage Akbar’s pointe seriøst. Når alt kommer til alt, har næsten ingen italienere i dag kendskab til det arabiske sprog, og man ansætter ikke katolske medarbejdere og yderligere tillader andre at leve efter deres egne skikke eller opføre eksotisk arkitektur.

Snarere har de et problem med at forstå, at den gamle jihad mod deres hjemland forøges, når man tager imod flere og flere muslimske migranter, der handler i overensstemmelse med historien, noget som Akbar hævder aldrig har fundet sted.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 19. april 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/revising-history-whitewashing-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Apostle Peter og Paulus (1/7/2018)

1. læsning ApG 12,1-11

Kong Herodes lagde hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. Og Johannes’ bror, Jakob, lod han henrette med sværd. Da han så, at det var jøderne tilpas, gik han videre og lod også Peter anholde. Det skete under de usyrede brøds fest. Han greb Peter og kastede ham i fængsel og satte fire hold på hver fire soldater til at holde vagt over ham. Efter påske ville han så føre ham frem for folket. Peter blev derfor holdt fængslet, men i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham. Natten før Herodes ville stille ham for retten, lå Peter og sov mellem to soldater; han var lagt i to lænker, og vagter ved døren bevogtede fængslet. Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: »Skynd dig at stå op!« Da faldt lænkerne af hans hænder. Og englen sagde til ham: »Bind kjortlen op og tag dine sandaler på!« Han gjorde, som der blev sagt, og englen sagde: »Tag din kappe på og følg mig!« Peter fulgte med ud, men forstod ikke, at det, der skete ved englen, var virkeligt; han troede, at det var et syn. Da de var kommet forbi den første og den anden vagtpost, kom de til den jernport, der førte ud til byen. Den åbnede sig for dem af sig selv, og de trådte ud og fortsatte en gade hen; og pludselig forsvandt englen fra ham.

Så kom Peter til sig selv og sagde: »Nu forstår jeg sandelig, at Herren har sendt sin engel og revet mig ud af Herodes’ hånd og fra alt det, som jøderne går og venter på.«

Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7.8-9

R. Han befriede mig for al min frygt.

Jeg vil prise Herren til alle tider,
min mund skal altid lovsynge ham.
Jeg fryder mig over Herren,
de ydmyge hører det med glæde.

Ophøj Herren sammen med mig,
sammen vil vi hylde hans navn!
Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.

De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
deres ansigter skal ikke forgræmmes.
Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.

Herrens engel lejrer sig
omkring dem, der frygter ham,
og han udfrier dem.
Smag og se, at Herren er god;
lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.

2. læsning 2 Tim 4,6-8. 17-18

Højtelskede: Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.

Men Herren stod mig bi og gav mig kraft til at fuldføre min forkyndelse af budskabet, så at alle folkeslagene kan få den at høre, og jeg blev udfriet af løvens gab. Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige. Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.

Akklamation til Evangeliet Matt 16,18

Halleluja!
Jeg siger dig, at du er Peter,
og på den klippe vil jeg bygge min kirke,
og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Evangelium Matt 16,13-19

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple:

»Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

Heltene med tændstikæsker

Opfør dig som en brandstifter

Fr. John Hardon, som er på vej til at blive helgen, sagde engang, (lettere) omskrevet, at det i denne tid kun er katolikker, som er heltemodige af karakter, der vil finde vej til himlen. Glorværdige. Heltemodige fædre og mødre. Heltemodige familier. Levende helgener.

Angrebene fra fjenden er så voldsomme, så ondskabsfulde, at de fleste næppe kan modstå dem, og dermed bliver de fordømt. Når man ser sig omkring i Kirken, og ser det store antal katolikker, der allerede har givet afkald på deres tro for det, som verden har at tilbyde, bliver man klar over, hvad der er ved at ske.

Mange har forladt vore rækker og endnu flere vil følge i deres fodspor, fordi situationen i verden gør det nødvendigt, at noget sådant sker. Selv Kirken udsættes for stor forfølgelse – som afslutning på en tid præget af en storbrand, – og de katolikker, der stadig er tilbage, selvom de vakler, bør meget hurtig finde deres plads.

Man bliver ikke så let en helt. En person er forudbestemt til at blive en helt og til at handle (som en helt) i overensstemmelse med forskellige livsforhold og gennem store indre kampe, som munder ud i en opofrende ånd. En ”førsteklasses” helt er, når man skal definere en sådan, en der sætter andre højere end sig selv. De opofrer sig selv for andres ve og vel.

Man kan sige, at enhver gør dette fra tid til anden i et mindre målestok og nogle gange på grund af bestemte omstændigheder. Selvom det er godt, bør det ikke lede til en forvrænget selvopfattelse. At være en helt betyder at man (virkelig) har fat i sig selv med henblik på (at gøre) det gode for andre. Det(te) er åndelig glorværdighed. At bekæmpe satan i sig på ens egen personlige slagmark, så man kan blive i stand til at hjælpe andre.

Mange mennesker vil (uden tøven) springe i nok så koldt vand for at redde en hund eller løbe ind i et brændende hus for at redde et barn – dette er den naturlige heltegerning, og disse skal naturligvis anerkendes. Men ville de selvsamme mennesker frasige sig brugen af prævention, pornografi eller trangen til mastubation? Ville de bekæmpe – og arbejde målrettet for at få bugt med det begær og den vrede, som de bærer i sig, for at underkue den djævel, man har i sig i stedet for at blive fastholdt af ham?

De gør det i sidste ende for Gud og for at komme ind i Gudsriget. Det gamle ordsprog siger: ”Du kan ikke give, hvad du ikke har”, og det er værd at tænke over netop i denne sammenhæng. Mens en person kan være en helt på det naturlige plan, – og det er der, praktisk talt, få der er – bliver den ægte heltegerning synlig i den overnaturlige sfære, hvor det, vi gør, er for evigt, ikke kun her og nu (timeligt).  

En person kan ikke praktisere den overnaturlige heltegerning overfor andre, hvis man ikke selv besidder den. Vedkommende kan have mange beundringsværdige naturlige kvaliteter – selv adskillelige ateister har sådanne (kvaliteter) – men gode naturlige kvaliteter gør ikke, at man kommer ind i Himlen. Den overnaturlige heltegerning gør, at man kan komme ind i Himlen – intet mindre.

Da vor Herre var på jorden og her gjorde Sin gerning, sagde Han: ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget ” (Luk 12:49). Den ild er Hans, men den enkelte i Kirken er en lille tændstik, Han ønsker at benytte til at antænde en brand, som skal nedbrænde satans rige.

Vi vil alle blive dømt i forhold til, hvor meget vi stillede os til rådighed for Ham, så Han kunne antænde Sin storbrand og sætte verden i flammer. Som helte med en tændstikæske – det er, hvad vi hver dag er kaldet til at være, så vi kan fremme Kirkens sandhed.

Troende katolikker må være åndelige brandstiftere – de må bede for – og anråbe om at blive store helgener, at blive brugt til at frelse sjæle, og at blive helte i krigen mod den onde.

Ser du, man bekæmper ikke ild med ild, men man bekæmper ild med ild fra Himlen.

Vær en helt.

Den autoriserede engelske udgave af denne tekst er publiceret på ChurchMilitant.com d. 20. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-matchbook-heroes

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Johannes døbers fødsel (24/7/2018)

1. læsning Es 49,1-6

Hør mig, I fjerne øer,
lyt, I folk langt borte:
Herren har kaldet mig fra moders liv,
fra fødslen kaldte han mig ved navn.
Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
han gjorde mig til en spids pil,
i sit kogger holdt han mig gemt.
Han sagde til mig: Du er min tjener,
Israel, ved dig viser jeg min herlighed.
Men jeg sagde: Forgæves har jeg anstrengt mig,
på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter.
Dog, min ret er hos Herren,
min løn er hos min Gud.

Men nu har Herren talt,
han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
for at føre Jakob tilbage,
så Israel samles hos ham.
Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
min Gud bliver min styrke.
Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
skal genrejse Jakobs stammer
og føre Israels overlevende hjem;
derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
for at min frelse skal nå til jordens ende.

Vekselsang Sl 139,1-3.13-14ab.14c-15

R. Jeg takker dig, Herre, fordi jeg er underfuldt skabt.

Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.

Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!

Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.

2. læsning Apg 13,22-26

Paulus prædikede i Antiokia i Pisidien og han sagde: »Så afsatte Gud ham og oprejste David til konge over dem. Om ham vidnede Gud og sagde: Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil. Af hans slægt har Gud givet Israel en frelser, som han havde lovet, Jesus. Forud for hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelsesdåb for hele Israels folk. Da Johannes stod ved enden af sit livsløb, sagde han: Jeg er ikke, hvad I anser mig for at være. Men efter mig kommer en, hvis sko jeg ikke er værdig til at tage af.

Brødre, I som er børn af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud! Det er til os, ordet om denne frelse er blevet sendt.«

Akklamation til Evangeliet Luk 1,76

Halleluja!
Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje.

Evangelium Luk 1,57-66. 80

Tiden kom , da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn. Og hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende. Den ottende dag kom de for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. Da sagde hans mor: »Nej, han skal hedde Johannes.« De sagde til hende: »Men der er ingen af det navn i din slægt,« og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde. Han bad om en tavle og skrev: »Johannes er hans navn.« Og alle undrede sig. I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.

Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Fransk bispedømme dækker over en muslimsk skandalehistorie

En muslim afbryder en biskops prædiken og råber ”Allahu Akbar” i mikrofonen.

En muslimsk mand afbryder en Messe i Frankrig, griber mikrofonen og råber ”Allahu Akbar”, og bispedømmet er under mistanke for at dække over sagen.

Ved en Messe i forbindelse med Pinsehøjtiden i Skt. Peter og Paulus katedralen i Nantes den 20. maj, bestormer en 25-årig mand med afrikansk baggrund prædikestolen under prædikenen og hiver mikrofonen ud af hånden på biskoppen. Mindst et øjenvidne hævder, at manden råbte ”Allahu Akbar”, som betyder Gud er stor.

Men bispedømmet benægter, at det har fundet sted – dette er en måde at agere på, som Robert Spencer, ekspert i Islam, siger, er i overensstemmelse med den ”historie”, som franske biskopper holder fast i, nemlig at Islam er en såkaldt fredens religion.

”Historier som den ovenstående stemmer ikke overens med den ”historie”, som de franske biskopper italesætter”, fortalte Spencer Church Militant.

Fr. Benoit Bertrand, som er generalvikar i bispedømmet Nantes, fortalte til den lokale avis Presse-Ocean, at han ikke hørte at manden, der forstyrrede, i sit udfald skulle have råbt ”Allahu Akbar”. Fr. Bertrand sagde, at han stod lige ved siden af biskop Jean – Paul James under prædikenen, da manden bestormede prædikestolen, tog mikrofonen og begyndte at råbe.

Fr. Bertrands vidnesbyrd modsiger det, som er blevet set af andre øjenvidner. Situationen, hvor afbrydelsen optræder, er blevet ”redigeret” væk på optagelsen af biskoppens prædiken – ”ganske belejligt”, har nogen udtalt.

”Den katolske Kirke har under pave Frans taget den betragtning til sig, at Islam er en fredens religion, og at katolikker bør være mere åbne overfor den muslimske migrantstrøm til Europa”, udtalte Spencer til Church Militant.

Ifølge forskellige rapporter siger de, der var til stede i katedralen, at det syntes som om manden var mentalt forstyrret, udtaler Spencer.

Problemet med en sådan udtalelse er, at myndigheder overalt i Europa og Nordamerika i lang tid har beskrevet det, der helt tydeligt er Jihad som en ”psykisk lidelse”. Der har altid eksisteret psykisk syge mennesker, men psykisk syge mennesker, der går ind i kirker og afbryder gudstjenesten ved at råbe ”Allahu Akbar” er noget helt nyt. Dette er blot en anden måde, hvorpå myndighederne forsøger at holde folk hen i uvidenhed og selvtilfredshed i forhold til det, der kendetegner jihad, og hvor stort trusselsniveauet er i forhold til jihad.

Spencer har også kommenteret denne historie i et indlæg bragt for nylig på hans hjemmeside: ”Det er blevet et markant dogme i Den katolske Kirke: At hvis man ikke er af den observans, at Islam er en fredens religion, oplever man en skånselsløs chikane og at få ”mundkurv på” af den amerikanske biskopkonference samt af andre i det klerikale hierarki andre steder.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på ChurchMilitant.com d. 5. juni 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/muslim-disrupts-cathedral-pentecost-mass

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)