Femogtyve år senere og jeg er stadig katolik

Jeg fejrede for nylig, at det er 25 år siden, for at jeg konverterede til katolicismen. Når jeg tænker tilbage på tiden, før jeg konverterede, husker jeg, at det var en tid med megen optimisme i Kirken. Det syntes som om, at alle havde en fornemmelse af, at vi var kommet på den anden side af den fuldstændige katastrofe. Det var i 1970’erne og 80’erne, og det var under pave Johannes Paul II, og vi ville snart se Kirken genrejst til Dens tidligere herlighed. Hver uge gik endnu en protestantisk præst over til katolicismen. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg resten af mit liv skulle være en del af en Kirke, der robust forkyndte og forsvarede de kristne sandheder og værdier.

Jeg har nu været katolik i et kvart århundrede, heriblandt fem år hvor jeg arbejdede for et bispedømme. Det har været en interessant rejse og ikke, hvad jeg forventede. Jeg følte mig privilegeret ved, at jeg kom ind i Kirken under pave Johannes Paul II, og jeg var bogstavelig talt jublende glad, da kardinal Ratzinger, min favoritteolog, blev valgt til pave i 2005. Men i den tid, der er gået, har jeg været vidne til den ene skandale efter den anden, kriser med præster der har været involveret i misbrugssager (af unge mænd), den ubestridelige homoseksualitet blandt præster, lunkenheden i sognene som var blevet en norm, fejlagtig lære udgået fra alle niveauer i det klerikale hierarki, og jeg kunne fortsætte opremsningen. På mange måder fremstår situationen meget værre i dag end på noget andet tidspunkt i min (korte) tid som katolik. Hvis jeg kunne have set frem til 2017 i 1992, ville jeg så stadig være katolik?

Det er et legitimt spørgsmål, og hvis jeg kun skulle besvare det ud fra en menneskelig betragtning, er mit ærlige svar givetvis ”nej”. En af de primære årsager til, at jeg fravalgte protestantismen, var, at jeg i Den katolske Kirke så den urokkelige klippe, hvorpå jeg kunne stå sikkert omgivet af modernitetens oprørte vande. Et af mine første skridt mod katolicismen blev udløst af min frustration over protestantismens morallære (eller mangel herpå). Jeg var medlem af the United Methodist Church, det støttede brugen af prævention og abort. Da jeg undersøgte andre protestantiske denominationer (trossamfund), fandt jeg ingen, som ikke havde overgivet sig til den moralske relativisme, som gennemsyrer det moderne liv, derfor så jeg i Den katolske Kirke et bolværk af moralsk styrke. Jeg beundrede pave Johannes Paul II og hans vilje til at kæmpe for eviggyldige moralske principper, selvom han oplevede modstand. Hvis man på det tidspunkt havde fortalt mig, at man et kvart århundrede senere på to synoder i Kirken, ville diskutere emner, som ikke kan ændres, såsom utroskab, med den romerske paves godkendelse, ville jeg overveje, om det var det værd at afstå fra min ungdoms religiøse ståsted.

Når jeg fra et overordnet perspektiv ser på, hvad det har betydet for mig at være katolik, er svaret på, om jeg stadig ville være konverteret et utvetydigt ”JA”.

Jeg er stadig katolik på grund af…

Jeg er stadig katolik på grund af Kristi løfter om at ville beskytte Kirken. For mig er det at overvære de hadefulde diskussioner, der foregår i Den katolske Kirke, om det, der ikke er til diskussion, afveget meget fra lignende diskussioner i Metodistkirken. Som metodist var jeg konstant bekymret for, om denominationen ville fortsætte med at tage afstand til den traditionelle morallære og favne alle aspekter af den seksuelle revolution, hvilket man gjorde. Jeg vidste, at der var en ”risiko” for dette, fordi jeg samtidig vidste, at Kristus ikke havde givet noget løfte om at beskytte Metodist kirken mod det, der måtte komme over den. Men som katolik er jeg mindre bekymret. Jeg bliver stadig dybt berørt, når katolske ledere favner løgn og ondskab, og ved at gøre dette forårsager de stor skade på mange sjæle. Men jeg ved, at Den katolske Kirke ikke vil falde og vil vedblive med at være Kristi Kirke. Denne forsikring bør ikke være en undskyldning for, at man tillader, at løgne blive spredt (Dette var en bemærkning, der faldt på en flyvetur, men hvad betyder det?), men det sætter tingene i det rette perspektiv. Hvis man følger alt det, der er Den katolske Kirkes lære, bliver man frelst, så simpelt er det. Ingen anden kirke, denomination eller religion kan hævde dette.

Jeg er stadig katolik på grund af Sakramenterne. Et andet aspekt ved Den katolske Kirke, der aldrig må tages for givet eller blive undervurderet, er Sakramenterne. Man kan gå til en klovnemesse celebreret af en præst, som er transvestit (Jeg formoder dog ikke, at dette nogensinde har fundet sted), og man vil stadig i Eukaristien modtage vor Herre Jesu Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Igen er det ikke for at nedtone det Eukaristiske ”overgreb”, der foretages ved en sådan Eukaristifejring, men det er for at understrege, at vor Herre ikke vil nægte Sig Selv (til nogen) i Sin søgen efter sjæle og i Sit ønske om at give Sin nåde til verden. Som katolik finder jeg det et privilegium ofte at kunne møde Kristus i Den hellige Kommunion og Bodens Sakramente. Nåden skænkes mig hver dag i ægteskabets Sakramente. Dette er gaver, som på en grænseløs måde overgår alle de ”overgreb” de (Sakramenterne) udsættes for af Kristi tjenere.

Jeg er stadig katolik på grund af helgenernes vidnesbyrd. Da jeg var protestant, bestod min viden om kristendommens historie af det første århundrede og det 16. århundrede samt kendskabet til få enkeltpersoner såsom John Wesley (Som var en engelsk teolog, der sammen med sin broder Charles Wesley regnes som grundlæggerne af den metodistiske bevægelse). Jeg havde intet kendskab til den lange række af helgener, som findes i Kirken, dem som gennem deres liv, har bragt vidnesbyrd om Kirkens sandhed. Når jeg ser netop den hellighed, Kirken har frembragt, ved jeg, at Den må være guddommeligt inspireret, ingen menneskelig institution kan rumme sådanne lysende eksempler. Jeg vil være en del af en Kirke, hvor følgende helgener figurerer: Skt. Peter, Skt. Athanasius, Skt. Benedikt, Skt. Frans og Klara, Skt. Theresa af Avila, Skt. Thérèse af Liseiux og Skt. Maximillian Kolbe. Jeg bemærker også, at det synes som om, at de største helgener er blevet til i krisetider i henholdsvis Kirken og verden. De levede ikke i fredstider, så hvorfor skulle jeg have en sådan forventning? Og kan Kirken frembringe så store helgener i tumultariske tider, kan Den måske også lede mig til at forbedre mig.

Jeg er stadig katolik på grund af, at det er sandheden. Jeg er ikke en del af en religion eller denomination eller kirke for at være en del af en personkult, som er centreret omkring dens grundlægger, eller fordi den er uden ”ridser i lakken”. Jeg er en del af Den, fordi Den er sand. Den katolske Kirke lærer sandheden, og at Den er vejen, sandheden og livet. Der er kun én Kirke, og det er Den katolske Kirke. Følger man Kristus, betyder det, at man er en del af Den katolske Kirke. Vælger man en anden vej, vælger man vor Herre fra.

Peter sagde til vor Herre efter at Kristus åbenbarede Sin lære om Eukaristien: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige (Joh 6:68-69). På samme måde når jeg er frustreret over – eller berørt af det, jeg ser ske i kirken i dag, kan jeg kun sige: Herre, hvem skal jeg gå til? Du har indstiftet Den katolske Kirke som vejen til det evige liv; og jeg tror på – og ved, at Hun er Den sande Kristi Kirke.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Eric Sammons og publiceret på OnePeterFive d. 28. februar 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/twenty-five-years-later-still-become-catholic

( Oersat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Warnings About the 20th Century

Lay of Good SuccessEarly in the morning of January 21, 1610, Mother Mariana was favored by an apparition of the Archangels St. Michael, St. Gabriel and St. Raphael. Then Our Lady appeared and related many predictions:

“Thus I make it known to you that from the end of the 19th century and shortly after the middle of the 20th century, in what is today the Colony and will then be the Republic of Ecuador, the passions will erupt and there will be a total corruption of customs (morals), for Satan will reign almost completely by means of the Masonic sects.

“They will focus principally on the children in order to sustain this general corruption. Woe to the children of these times! It will be difficult to receive the Sacrament of Baptism, and also that of Confirmation… Often during this epoch the enemies of Jesus Christ, instigated by the Devil, will steal consecrated hosts from the churches, so that they might profane the Eucharistic Species…

“As for the Sacrament of Matrimony… it will be attacked and deeply profaned… The Catholic spirit will rapidly decay; the precious light of the Faith will gradually be extinguished… Added to this will be the effects of secular education, which will be one reason for the dearth of priestly and religious vocations.

“The Sacrament of Holy Orders will be ridiculed, oppressed, and despised… The Devil will try to persecute the ministers of the Lord in every possible way; he will labor with cruel and subtle astuteness to deviate them from the spirit of their vocation and will corrupt many of them. These depraved priests, who will scandalize the Christian people, will make the hatred of bad Catholics and the enemies of the Roman Catholic and Apostolic Church fall upon all priests…

“Further, in these unhappy times, there will be unbridled luxury, which will ensnare the rest into sin and conquer innumerable frivolous souls, who will be lost. Innocence will almost no longer be found in children, nor modesty in women. In this supreme moment of need of the Church, the one who should speak will fall silent.”

More about the apparition of Our Lady of Good Success, Quito, Ecuador

19. alm søn (12/8/2018)

1. læsning 1 Kong 19,4-8

I de dage vandrede Elias en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: “Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.” Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: “Stå op og spis!” Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: “Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.” Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb.

Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7.8-9

R. Smag og se, at Herren er god.

Jeg vil prise Herren til alle tider,
min mund skal altid lovsynge ham.
Jeg fryder mig over Herren,
de ydmyge hører det med glæde.

Ophøj Herren sammen med mig,
sammen vil vi hylde hans navn!
Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.

De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
deres ansigter skal ikke forgræmmes.
Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.

Herrens engel lejrer sig
omkring dem, der frygter ham,
og han udfrier dem.
Smag og se, at Herren er god;
lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.

2. læsning Ef 4,30-5,2

Brødre og søstre. Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.

I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.

Akklamation til Evangeliet Joh 6,51

Halleluja!
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen;
den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.

Evangelium Joh 6,41-51

På den tid stod og skumlede Jøderne over Jesus, fordi han havde sagt: Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen. Og de sagde: “Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis far og mor vi kender? Hvordan kan han så sige: Jeg er kommet ned fra himlen?” Jesus svarede dem: “I skal ikke stå dér og skumle! Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ‘Alle skal være oplært af Gud.’ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.”

At foretage barmhjertighedsgerninger på det åndelige niveau: en moderne genfortælling af Matthæusevangeliet 25:31-46

Kapitel 25 i Matthæusevangeliet er helt sikkert et af de kapitler i Det nye Testamente, som kan ”ruske op i folk”. Det har gennem århundreder sendt chokbølger gennem et utal af kristne og affødt en åndelig opvågen; det har givet inspiration til ornamentikken på kirkedøre og altre gennem hele kristendommen, og det har ledt til en vedvarende samvittighedsransagelse.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

 (Matt 25: 31-46).

Denne passage er central (men ikke kun den), når man taler om de syv ”legemlige barmhjertighedsgerninger”, som er:

1. Mætte de sultne.
2. Give de tørstige noget at drikke.
3. Give de nøgne klæder.
4. Give husly til de hjemløse.
5. Besøge og pleje de syge.
6. Besøge og løskøbe fanger.
7. Begrave de døde.

De åndelige barmhjertighedsgerninger, hvoraf der også er syv, er opstillet som en parallel til de legemlige og har som deres fokus at drage omsorg for mennesket i åndelig henseende:

1: Omvende synderen.
2. Undervise den uvidende.
3. Rådgive den tvivlende.
4. Trøste den bedrøvede.
5. Tilgive spotteren.
6. Bære forurettelse tålmodigt.
7. Bede for de levende og døde.

På mange måder har de åndelige barmhjertighedsgerninger en langt større betydning – så meget mere overgår sjælens (sundheds)tilstand legemets. Det har man i vor tid kun en meget ringe forståelse for, da materialismen, selv hos kristne, har sat sit aftryk i en sådan grad, at deres fokus mere er blevet rettet mod de legemlige behov frem for behovet for sandheden, uden hvilken, mennesket vil havne i helvede. Prøv at tænke på, hvor mange begravelser, der i dag udføres, som om, der er tale om en på forhånd garanteret kanonisering (at den afdøde indføres i helgenernes kanon), hvor vi glædes over, at den afdøde har (op)nået den evige salighed, og samtidig forsikrer hinanden om på en munter amerikansk måde, at det hele er (endt) godt. På ingen måde opfordrer den ”moderne” katolske begravelse de kristne til at udføre en barmhjertighedsgerning i form af bøn eller at opofre (en Messe, ens lidelser etc) for at den afdøde, hvis skæbne er ganske uvis, må hvile i fred. I forhold til det at formane syndere ser vi kun halvhjertede forsøg, når pave Frans med ”uld i mund” gør brug af besynderlige eksempler taget fra dagens evangelietekst.

På dommens dag vil vi blive dømt i forhold til de legemlige – og åndelige barmhjertighedsgerninger, vi har udøvet, og som Den hellige Skrift giver os vished for, vil de, der er blevet betroet meget, og de, der er blevet betroet mange menneskers velfærd, blive dømt mere strengt. Hvilken betydning har det for dommer Kennedy, som med sin underskrift banede vejen for kulturrelativismen, eller Nancy Pelosi, der har millioner af børns blod på sine hænder – blod, som på lige fod med Abels blod, skriger til Himlen? Hverken du eller jeg er ligesom Kennedy eller Palosi, men vi har også begået synder, hvor vi har handlet i tilfælde, hvor vi ikke burde handle eller helt undladt at handle (en undladelsessynd), og hvor vi har handlet i strid med barmhjertighedsgerningen eller undladt at handle i forhold til den.

Som, det er med andre velkendte skriftsteder, kan vi tro, at vi fuldt ud har forstået det budskab, Matthæusevangeliet kap. 25 sender, men det kan vise sig, at vi ikke har forstået det i dybden og dermed ikke fattet dets egentlige betydning.

Mens vi nærmer os 11-årsdagen for offentliggørelsen af Benedikt XVI’s motu proprio Summorum Pontificum, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at (det ville være godt med) en genlæsning (af denne), som rækker udover den gamle katekese. Et nyt syn på skriftstedet 42-45, hvor det stilles overfor den Kirke, som vi kender i dag, kræver i en omfattende (selv)ransagelse hos – og irettesættelse af mange af Kirkens hyrder, når de på et tidspunkt skal stå foran Den gode Hyrdes domstol.

Jeg hungrede efter ærbødig tilbedelse af Gud, jeg havde appetit på det hellige, jeg ønskede så inderligt, at der blev fejret latinske Messer, hvor jeg var bosat, men I gav mig ikke noget at spise.

Jeg tørstede efter Messens skønhed og højtidelighed og sakramenternes værdighed, men I gav mig ikke noget at drikke.

Jeg var fremmed i mit eget sogn og bispedømme og gik omkring for at lede efter Kirkens traditionelle liturgi og anråbelse af helgenerne, hellighedens uudtømmelige kilde, og I tog mig ikke til Jer. I ønskede ikke at have noget gøre med mig eller dem, der er som mig.

Jeg var nøgen, for jeg blev ikke ”klædt på” i forhold til min tro, for I gav mig ikke katekeser, jeg blev overladt til bøger og film fyldt med ondskab, og I gav mig ikke beskyttelse. Jeres ”tilbud” om et ”sikkert sted” samt Jeres bureaukrati ydede beskyttelse til dem med perverterede tilbøjeligheder, mens jeg blev udsat for overgreb.

Jeg var syg og i fængsel, jeg var led ved hæresi og Jeres evige forsøg på at gå på kompromis med den sekulære relativisme, jeg var fanget i senmodernitetens fængsel og tynget af dets klaustrofobiske loft og vægge uden vinduer, og I besøgte mig ikke. I opførte Jer som om, at min sygdom ikke var alvorlig, og I betragtede fængslet som værende egnet til at danne rammen for hjemlige omgivelser. I forsøgte ikke engang at forstå problemerne og finde en løsning. Og rundt omkring Jer (og midt i Kirken) var et vidnesbyrd på 2000 års katolsk tradition, som blot ventede på at blive genopdaget og genanvendt på mine sår og komme til udfoldelse under min indespærring. I kunne have befriet mig, men I foretrak, at jeg var ”buret inde”, forseglet og ”neutraliseret”.

 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 9. juli 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/spiritual-works-of-mercy-a-contemporary-retelling-of-matthew-2531-46/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

18. alm søn (5/8/2018)

1. læsning 2 Mos 16,2-4. 12-15

I de dage gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron i ørkenen og sagde til dem: “Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.” Da sagde Herren til Moses: “Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.” Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: “Hvad er det?” For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: “Det er det brød, Herren giver jer at spise.”

Vekselsang Sl 78,3&4bc.23-24.25&54

R. Herren gav dem korn fra himlen at spise.

Det, vi har hørt og erfaret,
det, vore fædre har fortalt os,
vi fortæller den kommende slægt
om Herrens glorværdige gerninger og styrke,
om de undere, han har gjort.

Han gav befaling til skyerne deroppe,
han åbnede himlens døre
og lod det regne over dem med manna,
korn fra himlen gav han dem at spise.

Mennesker spiste engles brød,
han sendte dem føde, så de blev mætte.
Han førte dem ind i sit hellige land,
det bjergland, hans højre hånd havde vundet.

2. læsning  Ef 4,17.20-24

Brødre og søstre. Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker. Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

Halleluja!
Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Evangelium Joh 6,24-35

På den tid, da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: “Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: “Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”

Da sagde de til ham: “Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ‘Brød fra himlen gav han dem at spise.’ ” Jesus sagde så til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: “Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

En sammenslutning af katolske præster i USA: kæmper for heterodoksi med støtte fra biskopper

I de seneste mange uger har Lepanto instituttet undersøgt og fortalt om en sammenslutning af hæretiske præster, der kalder sig AUSCP (the Association of United States Catholic Priests). Denne sammenslutning ønsker at arbejde med emner som ordinering af kvinder til diakoner (med henblik på præsteordination af kvinder), homoseksualitet, sogne uden præster, gifte præster og en lang række andre emner, som kan karakteriseres som heterodokse.

Hvis man er interesseret i at vide mere om denne internationale sammenslutning, som har til hensigt at udbrede hæresi i Kirken, kan man nedenfor finde tidligere rapporter samt lignende materiale om AUSCP, som er udarbejdet af Lepanto instituttet:

o    AUSCP’s Plan for Ordained Women and Priestless parishes

o    Wester Participating in AUSCP Conference

o    AUSCP’s Desire to Obtain Funding from Unsuspecting, Pew-sitting Catholics

o    The AUSCP is a Cog in the International Heresy Machine

o    AUSCP’s Alliance with Heretical, Pro-Sodomy Organizations

o    AUSCP’s Keynote Address from Notorious Priest, Fr. Richard Rohr

I sidste uge var Lepanto instituttet til stede ved AUSCP’s årlige konference, hvor følgende organisationer med hæretisk tilsnit deltog:

FutureChurch (Fremtidens Kirke), Voice of the Faithful (De troendes stemme), New Ways Ministry (nye måder at være kirke på) en gruppe, der er blevet fordømt af Vatikanet)), og det blasfemiske Dignity (Værdighed) (den amerikanske afdeling) og gjorde brug af denne platform, som her er blevet givet dem til at udbrede deres vildfarelser. Regnbuebadges og emblemer, hvor man kunne læse ”Jeg har også andel i velsignelsen” og ”Kærlighed er kærlighed”, var et almindeligt syn blandt flere af de deltagende præster.

En brochure for et møde (under ledelse af nonner) med titlen ”Garcious Embodiment: Embracing a Capaciuos Sexuality” (Elskværdig Legemliggørelse: om at omfavne den rummelige seksualitet) lagde op til, at der var tale om ”en samtale mellem lesbiske søstre, menighedsledere og dem, der står for (katolsk) dannelse og for håndteringen af kaldsspørgsmål”. Et andet initiativ havde til hensigt at besvare spørgsmål om ”transpersoner, kønsidentitet, og hvordan dette kommer til udtryk”.

Det, der var det mest hårrejsende, var, at al den litteratur, der cirkulerede blandt deltagerne, var udarbejdet af AUSCP.

Gransker man dokumenterne fra AUSCP, kan man læse, at formålet er at redegøre for, at man med ”konstruktive tiltag” kan opbygge en ny kirke, som skal erstatte den gamle, og skabe et nyt fundament med nye søjler.

AUSCP skriver følgende:

Teologen Hermann Pottmeyer betragter æraen omkring andet vatikankoncil, som en bygning, der endnu ikke er færdiggjort på samme måde som opførelsen af en ny Skt. Peters Basilika i 1500 tallet. Continue reading

17. alm søn (29/7/2018)

1. læsning 2 Kong 4,42-44

Engang kom en mand fra Ba’al-Shalisha og bragte gudsmanden nogle brød af førstegrøden, tyve bygbrød og noget frisk korn i sin ransel. Han sagde: “Giv folkene det at spise!” Hans tjener svarede: “Det er da ikke noget at sætte for hundrede mand!” Men han sagde: “Giv folkene det at spise, for dette siger Herren: De skal spise og få tilovers!” Tjeneren satte det for dem, og de spiste og fik tilovers, som Herren havde sagt.

Vekselsang Sl 145,10-11.15-16.17-18

R. Du åbner din hånd og mætter os.

Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
dine fromme priser dig.
De fortæller om dit herlige kongedømme
og taler om din styrke.

Alles øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
Du åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

Herren er retfærdig på alle sine veje,
han er trofast i alle sine gerninger.
Herren er nær ved alle, der råber til ham,
alle der råber til ham i oprigtighed.

2. læsning Ef 4,1-6

Brødre og søstre. Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

Halleluja!
En stor profet er fremstået iblandt os,
og Gud har besøgt sit folk.

Evangelium Joh 6,1-15

På den tid tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: “Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.” En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: “Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Jesus sagde: “Få folk til at sætte sig.” Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: “Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.” Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: “Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.” Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Pave Benedikt havde ret i sin forelæsning i Regensburg vedrørende Islam. Verden skylder ham en undskyldning

Mens jeg sidder og skriver, er overskrifterne og de forskellige nyheder, der ”løber” ind fyldt med billeder af nogle af de mest grusomme barbariske handlinger, som vi har været vidne til siden slutningen af anden verdenskrig. De forfærdelige billeder, der fylder internettet, stammer fra Syrien og (landet som tidligere er kendt som) Irak: Massemord, korsfæstelser, halshugninger – selv af små børn – tortur og systematiske gruppevoldtægter; kvinder og piger som i stort tal er blevet bortført og solgt til slaveri; tusinder er under stor frygt blevet jaget bort fra deres hjem uden at kunne tage enkelte fornødenheder med sig; hjem, gamle kirker, klostre og helligdomme er blevet plyndret og nedbrændt …

Ud over, at det er forfærdeligt, det som billederne viser, er det også bizart og surrealistisk, som om den vold og det kaos, der herskede i det 7. århundrede på en sygelig måde er trængt ind i en forstad i midtvesten. Vi bliver nu igennem detaljeret billedmateriale på YouTube, Twitter, Facebook og Google antydningsvist præsenteret for den islamiske erobring af de gamle kristne lande, som vi i dag betegner som Mellemøsten. Vi bliver nu mindet om århundreder med mørke, elendighed og undertrykkelse af den oprindelige befolkning af ikke-muslimsk herkomst af et islamisk overherredømme, som ansporede de kristne til at tage initiativ til korstogene for at komme deres trosfæller til undsætning.

Vi nærmer os nu hastigt otte års jubilæet for den 12. september, hvor pave Benedikt XVI i 2006 gav sin forelæsning på Universitet i Regensburg, hvor han citerede en afdød kristen kejser, der modtog lignende informationer, (som beskrevet ovenfor). For en uge siden skrev redaktøren for den katolske italienske avis Il Foglio, Camillo Langone, at verden skylder pave Benedikt XVI – og kejser Paleologius – en undskyldning for den modtagelse, man gav forelæsningen (pave Benedikt XVI) og udsagnet (kejser Paleologius).

I dag, da nyhederne vedrørende det tidligere Irak igen skaber overskrifter, og det bliver gjort klart for enhver, der kan se, hvad det vil sige, at koranen bliver gjort til virkelighed, er der virkelig behov for at give dem begge en undskyldning”. Langone sagde med åbenlys afsky, at den moderne sekulariserede europæer ”ikke vil gøre dette”. Et (sådant) menneske, skrev han, ” som ikke tror på hellige tekster … tror ikke på Evangelierne”.

At få en europæer til at tro på en, der tror på (en) religion, det er umuligt … En, der ikke længere tror på Gud, er ikke i stand til at tro på virkeligheden og opdager ikke, når sværdet nærmer sig hans hals”.

Vender vi tilbage til Benedikts forelæsning med vores aktuelle viden i baghovedet, er det svært at forestille sig et mere ”blødt” svar på den islamiske ekstremisme. Pave Benedikt talte om en samtale ”som formentlig fandt sted i 1391 i vinterlejren tæt ved Ankara med den lærde Byzantiske kejser Manuel II Paleologus vedrørende (emnet) Islam, som han bogstaveligt blev truet af i skikkelse af det Ottomanske rige.

Det fortælles, at kejseren, som pave Benedikt beskrev, var en ”veluddannet” perser med indblik i kristendommen og Islam, spurgte: “Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt – og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Foreksempel at han foreskrev, at den tro han prædiker, skal udbredes med sværdet“.

Paven bemærkede, at udtalelsen faldt på et tidspunkt ”under belejringen af Konstantinopel mellem 1394 og 1402”, og han fremlagde videre den observation, at kejseren talte med en ”forbavsende bryskhed, en bryskhed, som vi (i dag) finder ganske uacceptabel”. Men det er klart, at kejseren var en mand med stor indsigt, og derfor talte han ud fra sit erfaringsgrundlag. Efter denne forelæsning har pave Benedikt konstant måtte lægge øre til (fra pressen i Vesten) endeløse og gentagne beskyldninger om, at hans ”krænkende” bemærkninger og ”klodsethed” vedrørende Islam var skyld i den vold, der fulgte efter.

Men hvad sagde han egentlig? På en stille og rolig måde opfordrede han blot til en tilbagevenden til fornuften, som det centrale i debatten om religion, og han bad i en venlig tone muslimerne om at opgive volden.

De selvtilfredse vestlige sekulære medier undlod i deres ensidige forehavende hvor de benyttede pave Benedikt som prygelknabe at citere den resterende del af dette tekststykke.

Det er ikke kun pave Benedikt, der har beskæftiget sig med dette emne, for man kan i hele kristendommens historie finde skrivelser, som både forholder sig til Islams ukontrollerede voldelige tendenser og vor egen forarmede intellektuelle frihedstrang: Tro og fornuft, ”fides et ratio” og deres indbyrdes harmoniske samspil med det formål at skabe en moralsk og civil orden.

Kejseren begrunder derefter indgående, hvorfor udbredelsen af tro med vold og magt er fornuftstridigt. Volden står i modsætning til Guds natur og sjælens natur” sagde pave Benedikt.

Han citerede Paleologus: “Gud finder ikke behag i blodsudgydelse, og det er mod Guds natur at handle fornuftsstridigt. Troen er frugt af sjælen, ikke af kroppen. Den, som vil have andre til at tro, har brug for evnen til at tale godt og tænke retsindigt – ikke voldeligt og truende… For at overbevise en fornuftig sjæl behøver man hverken fysisk styrke eller slagvåben eller noget andet middel, hvormed man kan true nogen med døden…”.

Med de billeder vi i dag ser, og som brænder sig fast i vores bevidsthed, hvor mildt, hvor fuldstændigt og meningsgivende er disse ord ikke. Og hvor tydeligt bliver det ikke, hvor ondskabsfulde kravene (var) til ham om at trække sin udtalelser tilbage og undskylde for den ”krænkelse”, som hans ord havde været overfor muslimerne: Hvor var denne fremstilling krænkende i sin forstillelse og samtidig bedragerisk og selvforherligende i sit udtryk.

Når vi endelig kan finde modet til at se på disse billeder, som stammer fra den nye islamiske stat, det nye ”kalifat”, bliver vi bedrøvede og overvældede og undrer os over, at dette virkelig kan ske i en tidsalder, hvor vi praktisk talt opfyldes af en global markedsmekanisme, der på enhver måde tilfredsstiller det forbrugende menneske i Vesten. Hvordan kan dette ske i en globaliseret verden? Hvad er der sket med vores ”globaliserede landsby”? Er moderniteten ikke med al dens bekvemmelighed og distraktion, venlighed og vestlige sekulære ”Coca Cola imperialisme” lykkedes med at civilisere verden (uden for Vesten) og dermed ”tilpasse” verden?

Et billede skiller sig ud i denne uge, det er et billede af en dreng, der er omkring otte år gammel, og det fortælles, at han er søn, en af en af de terrorister, der kommer fra Islamisk stat, den lille dreng er klædt i en polo-shirt i børnestørrelse samt tjekkede skotskternet sommerbukser, som ser ud til at være af mærket Birkenstock, og endelig bærer han en kasket. Drengen fremviser stolt et afhugget hoved. Et hoved må være tungt, siden den lille dreng må bruge to hænder til at holde fast i dets hår for at vise det frem. Sydney Morning Herald, som bragte billedet med drengens ansigt, skrev følgende billedtekst: ”En dreng, man formoder, der er den australske Khaled Sharrouf’s søn fremviser et afhugget hoved af en soldat. På Khaled Sharrouf’s Twitterkonto (står der): Man forestiller sig normalt ikke en apokalyptisk dystopi, der fremviser så mange mærkevarer”.

I lyset af denne skræmmende moderne genopblussen af den gamle trussel om sådanne brutale og uvirkelige barbariske handlinger, bliver det sværere for Vestens intellektuelle liberale at gentage de samme gamle mantraer. Den hårde sandhed må i sidste ende konfronteres, selv af dem, der er de mest vedholdende; ikke alle i verden tænker som vi gør, har de samme værdier og de samme målsætninger. Ikke alle kulturer er ligeværdige. Ikke alt er lige rigtigt, når det kommer til det, vi tror på (i religiøs henseende).

Og hvis det budskab, som disse billeder og videoer udsender, ikke siver ind i vores tykke vestlige hoveder, får vi i dag en direkte advarsel fra overhovedet for det gamle kristne samfund, som er blevet ødelagt af ISIS. Den kaldæiske katolske Kirke kan trække tråde tilbage til Skt. Thomas, den af Kristi disciple, der tvivlede. For få dage siden så vi overskrifterne, der fortalte, at for første gang i 1600 år blev Messen ikke fejret i den gamle kristne by Mosul, fordi alle kristne, alle de kaldæiske katolikker enten var blevet dræbt, jaget bort eller kidnappet for derefter at blive solgt til slaveri.

Biskoppen kommer med sine udtalelser fra sit usikre og midlertidige eksil i den nordlige irakiske by Erbil, overhovedet for dette fortabte og sørgende kommunitet, ærkebiskop Amel Nona fra det kaldæiske katolske ærkebispedømme i Mosul fortalte os lige ud og uden at tage fløjlshandskerne af, som pave Benedikts civiliserede akademiske tilhørere ellers foretrak, at han (pave Benedikt) havde holdt på, at tiden for vores ”hengivenhed” over for vores magelige liberale fantasier er slut.

De lidelser, vi oplever i dag, er et forspil til det, I kristne i Europa og Vesten i den nærmeste fremtid vil komme til at opleve”, sagde ærkebiskoppen i et interview med Corriere della Sera. ”Jeg har mistet mit bispedømme. Mit apostolats fysiske beliggenhed er blevet besat af radikale islamister, som ville have os til at konvertere eller dø. Men mit kommunitet eksisterer stadig”.

Forsøg dog på at forstå os. Jeres liberale og demokratiske principper er intet værd her. I må genoverveje den virkelighed, vi i Mellemøsten befinder os i, da I (i Jeres lande) tager imod et voksende antal muslimer”.

Han advarer os, ”Også I er i fare. I må tage holdbare og modige beslutninger også selvom det strider imod Jeres principper”.

Erbil ligger 55 miles øst for Mosul, et område, der i øjeblikket ikke er besat af IS-krigere, men de er helt sikkert ”opmærksomme” på området. Corriera della Sera fortæller, at biskoppen har bedt om materielle fornødenheder til dem, der er flygtet, og som er berørt af situationen. ”Der er tale om 8000 mennesker heriblandt mange ældre og et relativt stort antal (for os i Vesten) børn, og der er tale om helt små børn (babyer), som kun er få måneder gamle, mange af disse er dehydreret og lider af diarré. En halvfjerdsårig har bedt om insulin. Andre nedfælder på stumper af krøllet papir, hvilken medicin, de har behov for, og som ingen (i realiteten) kan fremskaffe”.

Tusinder af rustne kørestole er blevet doneret af humanitære organisationer til de syge og bliver benyttet som stole til de ældre. De lokale kristne (hjælpe)organisationer har sammen med FN etableret et midlertidigt tiltag, hvor man står for uddeling af ris, brød og vand i flasker. De sanitære forhold er praktisk talt ikke eksisterende”.

Ærkebiskoppen fortsætter: ”I tror, at alle mennesker er lige, men det er ikke sandt: Islam er ikke af den opfattelse, alle mennesker er (for dem) ikke lige. Jeres værdier er ikke deres værdier. Hvis I ikke snart forstår det, vil I selv blive ofre for den fjende, som I har budt indenfor i jeres lande”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Hilary White og publiceret på LifeSiteNews.com d. 20. august 2014. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-world-owes-an-apology-to-pope-benedict-over-his-remarks-on-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

16. alm søn (22/7/2018)

1. læsning Jer 23,1-6

Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. Derfor siger Herren, Israels Gud, om de hyrder, som vogter mit folk: I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren. Men dem, der er tilbage af mine får, vil jeg samle fra alle de lande, jeg fordrev dem til. Jeg fører dem tilbage til deres græsgang, og de skal blive frugtbare og talrige. Jeg sætter hyrder over dem, som skal vogte dem. Ingen skal længere frygte og være bange, og der skal ikke mangle nogen af dem, siger Herren.

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn »Herren er vor Retfærdighed«.

Vekselsang Sl 23,1-2.3-4.5.6

R. Herren er min hyrde,
mig skal intet fattes.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

2. læsning Ef 2,13-18

Brødre og søstre. Nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.

Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

Halleluja!
Mine får hører min røst, siger Herren,
og jeg kender dem, og de følger mig.

Evangelium Mark 6,30-34

Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: »Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.« For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise.

Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.

En afvisning af traditionen: Om Nostra Aetate og muhammedanerne

Den 28. oktober 1965 udstedte pave Paul VI erklæringen Nostra Aetate. Dokumentet handler om Den katolske Kirkes forhold til ikke kristne religioner. Der er mange udtalelser i de fem sektioner, der udgør Nostra Aetate, som fortjener at blive undersøgt (nærmere), og som strider imod den katolske tradition. Blandt disse konciliære udtalelser får (især) sektion 3, som omhandler Muslimerne, en til at spærre øjnene op.

I dokumentet fremhæver koncilfædrene (1) at Muhammedanerne tilbeder en Gud, ærer Jesus og viser Maria ærbødighed og vægter den moralsk livsførelse højt. Her er den første del af sektionen:

Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De afven­ter desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (2).

Men er det, som pave Paul VI hævder, forsvarligt? Tilbeder muslimer Den hellige Treenighed? Viser de virkelig ærbødighed over for Jesus og Maria? Lægger muhammedanerne virkelig vægt på en moralsk livsførelse? Ifølge Skt. John Bosco og Koranen bifalder muslimerne ideologier og handlinger, som modsiger det, som pave Paul VI bekendtgør.

Første påstand: Muslimerne tilbeder den ene Gud

I den anden sætning i sektion 3 fremsætter koncilfædrene, at muslimerne tilbeder den ene Gud. Som enhver katolik ved, er Den ene sande Gud, Den hellige Treenighed. Det er Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden, som skabte englene og menneskene ud af intet. Det er Den hellige Treenighed, der bringer liv til ethvert menneske på jorden. Det er Den hellige Treenighed, der er guddommelig og uendelig majestætisk og i sig er selv godheden. Hvis muslimerne virkelig tilbeder Den ene Gud, vil de aldrig nedgøre Den hellige Treenighed.

Men på trods af det Nostra Aetate fremsætter, udviser muslimerne i alvorlig grad en blasfemisk holdning over for Den hellige Treenighed. De afviser vor Herre Jesu Kristi – og Helligåndens guddommelighed. De bestrider det, der er Guds inderste væsen. Muhammedanerne benægter, at Den ene sande Gud er tre (forskellige) personer i EN. I stedet for at synge hymner, der priser Den hellige Treenighed, henviser de til en forestilling om Treenigheden, som værende af ”ekskremental” karakter.

Det er umuligt at herliggøre Gud, når man henviser til Ham på en sådan afskyelig måde. Den enkelte muslim tror givet, at han på et subjektivt plan gør det rigtige, men objektivt set, udøver han blasfemi, og han er spundet ind i en falsk tro. Når man fordømmer Den hellige Treenighed, tilbeder man ikke Gud, man fornægter Ham.

Anden påstand: Muslimerne ærer Jesus

I det som koncilet fremhæver vedrørende muslimernes syn på Jesus og Maria, forsøger man at ”blåstemple” noget, der er ganske afskyeligt op prøver at få det til at fremstå, som noget, der på en vis måde fremstår respektabelt. Lad os gennemgå citatet igen:

Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfru­e­lige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende.(3)

Men er det muligt at ære Jesus, når man benægter Hans guddommelige natur, lidelse, død, opstandelse og Himmelfart? Lad os se på Jesu lidelse og død og muslimernes holdning til dette, før vi vender tilbage til spørgsmålet.

Ifølge (en) privatåbenbaring blev Jesus af romerne pisket på en så brutal vis, at intet sted på Hans krop ikke var mærket (af dette). På vejen mod Golgata slog folk Jesus på hoved og hals, og Den hellige Jomfru husker særlig tydeligt en episode med en person, der med sit slag ramte Jesus i ansigtet, dette genkaldte hun sig under en samtale med den hellige Birgitta (af Sverige) (1303 – 23. juli 1373) (4). Da Jesus hang på korset, var Hans hud og muskler så medtaget, at man kunne tælle hans knogler. Hans håndled og albuer var vredet af led, og Hans ribben stak frem fra den hud, der var blevet flænset (under hudstrygelsen) (5). Jesus gjorde med Sine handlinger Sig ikke fortjent til korset, for Han syndede aldrig, fordi Han er fuldendt. Men i stedet udholdt Han ubeskrivelige lidelser, så menneskeheden kunne opnå frelsen og få chancen for at komme ind i Himlen.

Muhammedanerne tror, at Kristi korsfæstelse aldrig fandt sted. De holder sig til Muhammed, som hævdede, at han var større end Jesus Kristus (6). Enhver, der ophøjer sig selv i forhold til Guds Lam, er en bedrager og overtræder det første Bud.

Igen, mens en muslim på et subjektivt plan mener, at han priser Jesus, fornægter han på et objektivt plan sin Skaber og hylder en falsk profet. At påstå at Jesus ikke er Gud, men blot et menneske, er en af de mest uærbødige ting, et menneske kan gøre.

Tredje påstand: Muhammedanerne viser ærbødighed over for Maria

Spørgsmålet omkring den hellige Jomfru og muhammedanerne er af lignende karakter, som det foregående med Jesus: Kan man vise ærbødighed over for Maria, når man afviser hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i Himlens herlighed, at hun er (Himmel)dronning, og at Guds Søn kom til verden ved en jomfrufødsel? Den ubesmittede undfangelse og optagelsen i Himlens herlighed er dogmer, som de to paver Pius IX og Pius XII står bag. Det er dogmer, som vi med sikkerhed ved er sande: Den hellige Jomfru Maria blev objektivt set undfanget uden arvesyndens plet og optaget i Himlens herlighed. Enhver, der benægter hendes ubesmittede undfangelse samt hendes optagelse i Himlens herlighed betvivler, at Maria ikke er besmittet med syndens arveplet og har adgang til den evige salighed. Hvordan kan en sådan person vise ærbødighed over for hende? Når man tænker på, at muhammedanerne også forkaster Marias jomfruelighed og benægter, at hun er Guds Moder, står det klart, hvor fejlagtig og vildfarent det muslimske syn er på Jomfru Maria.

Fjerde påstand: Muhammedanerne lægger vægt på en moralsk livsførelse og dyrkelsen af Gud

I den sidste sætning i det første afsnit i Nostra Aetate’s tredje sektion fremhæver koncilfædrene følgende: De lægger derfor vægt på en moralsk livs­fø­relse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste (7).

Det, som her fremlægges af pave Paul VI, står i skarp kontrast til den hellige litteratur skrevet af Skt. John Bosco. I hans essay fra 1853 The Catholic Educated in His religion, opstiller Don Bosco en række spørgsmål og svar mellem en far og dennes søn, som omhandler muhammedanismen. I denne konversation fremhæver Don Bosco følgende (fremhævelser er tilføjet):

Faderen: Muhammedanismen er en samling af maximer, der stammer fra forskellige religioner, som, hvis den praktiseres, medfører ødelæggelse af ethvert moralsk princip (.) … Man kan sige, at Koranen (Qur’an) er en række fejl(slutninger), og de mest markante af disse går (direkte) imod moral og tilbedelse af den sande Gud (8).

Omkring 110 år før man indkaldte til Det Andet Vatikankoncil, påtalte Skt. John Bosco den antagelse, at Koranen fremmer moral eller lærer den enkelte, hvordan man på korrekt måde tilbeder den eneste sande Gud. (Han er ikke den eneste helgen, der har gjort dette). Denne bog (Koranen) favoriserer vellyst og henviser til, at lykken findes i sanselig fornøjelse (9). Den benægter ægteskabet uløselighed, og den fremmer usædelig adfærd. Den siger, at de, der benægter Gud grundet frygt for døden, ikke begår synd, den tillader hævn, og den giver sine tilhængere en garanti for et paradis kun fyldt med jordisk lyst (10). Denne store tunge bog er en diametral modsætning til Kristi lære. Enhver person, der trofast følger Koranen forkaster et moralsk liv og er blasfemisk over for Gud samt lever et perverteret liv.

De fremlagte påstande kan ikke berigtiges

De fejl(slutninger), der er i Nostra Aetate, afsløres ved princippet om, at påstande ikke kan være sande og falske på en og samme tid. På grundlag af den semantiske udgave af Aristoteles princip: Et argument består af en påstand (et synspunkt, en holdning) og et belæg (en begrundelse, præmis, støtte, bevis), der støtter påstanden. Opstilles modsatrettede påstande overfor hinanden kan de ikke (alle) være sande på en og samme tid. En må i sagens natur være sand og de andre falske.

Pave Paul VI og Skt. John Bosco kan derfor ikke begge have ret i deres påstande. Den ene må være sand og den anden falsk. I betragtning af Skt. John Boscos almenkendte hellighed og Koranens fremme af blasfemi, utroskab samt andre onder, må jeg sige, at den påstand Don Bosco fremsætter, er den sande, og pave Paul VI’s er falsk. Det samme kan uddrages i forhold til de tre andre påstande. Man kan ikke tilbede Den hellige Treenighed og samtidig spotte Den. Man kan ikke ære Jesus, mens man bekender, at Jesus ikke er Gud, men kun et menneske. Og man kan ikke vise ærbødighed over for Den hellige Jomfru Maria, når man samtidig forkaster hendes jomfruelighed, og det at hun er Guds Moder og Himmeldronning.

Efter at have læst Skt. John Boscos essay og analyseret de åbenbare fejlslutninger, der fremgår i Koranen, kan jeg ikke med god samvittighed sige, at Nostra Aetate er i overensstemmelse med den katolske lære vedrørende muhammedanismen.

Kildehenvisninger:

(1): Jeg benytter denne formulering i generel forstand. Når jeg omtaler koncilfædrene, mener jeg ikke alle dem, der var til stede ved Vatikan II, men snarere dem, nærmere betegnet de 2221 (fædre), der stemte for dette dokument: Nostra Aetate, hvor 88 stemte imod.

(2): Nostra Aetate, sektion 3.

(3): Nostra Aetate, sektion 3.

(4): Skt. Bridget of Sweden. ”Book 1, Chapter 10”. The Revelation of Saint Bridget of Sweden: Books 1-5. Edited by Darrell Wright, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2016, Loc. 632-644.

(5): Blessed Anne Catherine Emmerich. “THE DOLOROUS PASSION AND DEATH OF OUR LORD JESUS CHRIST, Section 50.” The Complete Vision of Anne Catherine Emmerich (Illustrated). Illustrated by Myron Henkmen, Kindle, CreateSpace Independent Publishing Platform, 2014, Loc. 24647-24688.

(6): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.” The Catholic Educated in His Religion: Conversations with the Father of a Family and His Beloved Son, in Relation to the Needs of the Present Day. Turin, 1853. Web. http://www.fatima.org/apostolate/vlarchive/pdf/lf352_st_john_bosco_leaflet.pdf.

(7): Nostra Aetate, Section 3.

(8): Skt. John Bosco. “Conversation XIII.”

(9): Ibid.

(10): Ibid.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Jean Delacroix og publiceret på OnePeterFive d. 3. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/nostra-aetate-mohammedans

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)