3. søn i advent (16/12/2018)

1. læsning Sef 3,14-17

Råb af fryd, Zions datter,
bryd ud i jubel, Israel,
glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte,
Jerusalems datter!
Herren har fjernet dine dommere
og drevet dine fjender bort.
Israels konge, Herren, er hos dig,
du skal ikke mere frygte ondt.
På den dag skal det siges til Jerusalem:
“Frygt ikke, Zion,
lad ikke hænderne synke!
Herren din Gud er hos dig,
helten, der bringer frelse.
Han fryder sig i glæde over dig
og viser dig sin kærlighed på ny.
Han jubler over dig med fryd.

Vekselsang Es 12,2,3-4,5-6

R. I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd,
for Israels Hellige er stor iblandt jer.

Gud er min frelse,
jeg er tryg, jeg frygter ikke,
for Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
I skal øse vand med glæde
af frelsens kilder.

På den dag skal I sige:
Tak Herren, påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene,
forkynd, at hans navn er ophøjet!

Lovsyng Herren, for store ting har han gjort,
det skal hele jorden vide.
I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd,
for Israels Hellige er stor iblandt jer.

2. læsning Fil 4,4-7

Brødre og søstre! Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Akklamation til Evangeliet Es 61,1

Halleluja!
Herrens ånd er over mig,
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige.

Evangelium Luk 3,10-18

Da Johannes, Zakarias’ søn, prædikede i egnen omkring Jordan, spurgte skarerne ham: “Hvad skal vi da gøre?” Han svarede: “Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså.” Der kom også nogle toldere for at blive døbt, og de sagde til ham: “Mester, hvad skal vi gøre?” Han svarede dem: “Opkræv ikke mere end det, der er foreskrevet jer.” Også nogle soldater spurgte: “Hvad skal så vi gøre?” Og til dem sagde han: “Ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn.”

Folket var fyldt med forventning, og alle tænkte i deres stille sind, om Johannes mon skulle være Kristus. Men han sagde til dem alle: “Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden for at rydde sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.”

Også på mange andre måder formanede han, mens han forkyndte evangeliet for folket.

”Hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig”: Hvorfor Maria er Mediatrix (formidler) af al nåde

På denne fest for Vor Frue af Gaudalupe, en elsket beskytterinde af pro-life kristne over hele verden og især katolikker i Nord -, Central – og Sydamerika, er det meget passende at forklare og forsvare hendes helt specielle privilegium som formidler af al nåde, en benævnelse, der stadig er blevet misforstået af mange kristne i vore dage. Vi skal se på, hvordan Marias Gudgivne rolle ikke står i modsætning til hendes Søns enestående formidling af frelse, men snarere forudsætter og forstærker den.

Lad os begynde på bedste Thomistisk maner med en indvending: ”For der er … én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus” (1 Tim 2: 5). Som Skt. Thomas Aquinas forklarer:

Formidlerens opgave er at forene de parter, han er formidler for: For ekstremerne forenes i en middelværdi (medio: i midten). At forene mennesket med Gud på den fuldendte måde ligger hos Kristus, gennem hvem mennesket er blevet forenet med Gud, ifølge 2 kor 5: 19: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv …”. Og derfor er det Kristus alene, der er den fuldkomne formidler mellem Gud og mennesket, for så vidt Han ved Sin død forenede menneskeheden med Gud. Derfor tilføjer apostlen til det, han netop har sagt: ”formidler mellem Gud og mennesket, mennesket Kristus Jesus” yderligere, ”som gav sig selv som løsesum for alle” (Summa theologiae 3.26.1).

Ved Sit liv, død og opstandelse vandt Kristus for os alle nåde og fortjenester, som er nødvendige for vores frelse. Opnåelsen og fordelingen af disse fortjenester er den formidling, Jesus Kristus udfører mellem Den hellige Treenighed og menneskeheden.

Jesus opnåede disse fortjenester ved Sin jordiske mission og er derfor værdig til at fordele dem fra Sin himmelske trone. Alle de fortjenester, Han opnåede, er af den slags, der knytter sig til en handling, der gør en værdig til en belønning i stringent juridisk forstand, altså som en løn, der udbetales til en arbejder, der har udført sit arbejde. At have opnået sådanne fortjenester er specielt for Kristus. Siden Han er guddommelig, er Hans gerninger helt igennem værdige. Selv den mindste gerning, Jesus foretog, var fuldt ud til behag for Faderen, for den udgik fra den fuldendte kærlighed. Desto mere var den handling, Jesus gjorde ved Sin død på korset til behag (for Faderen), og gjorde det muligt at opnå al nåde til alle tider. Som Hovedet for hele menneskeheden fordeler Vor Herre sine fortjenester til alle mænd og kvinder, som Han ønsker at forene med sig selv. Det enestående ved Kristi formidling er på den måde altid blevet stadfæstet af kristne teologer: ”… ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG: 4:12).

Der eksisterer en anden slags fortjeneste, som gives til en person, der er i nådens stand, det er fortjeneste de condigno (fortjeneste grundet værdighed), der er her ikke tale om en stringent juridisk definition, men om en relativ juridisk definition. Handlinger foretaget af en person i nådens stand er værdige til at modtage en belønning, ikke fordi personen er på et niveau, der svarer til en sådan belønning, men fordi personen har ”udviklet” sig fra den almindelige nåde, som er det guddommelige livs frø, der er blevet plantet i os ved dåben. Det, der gør, at vi er værdige til Faderens velsignelse, er forårsaget af Sønnens arbejde i os, Hans frugt.

Der eksisterer en tredje slags fortjeneste, som ikke måles i juridisk forstand, men er begrundet i venskabet med Gud. Den defineres som fortjeneste de congruo (fortjeneste af passende grad), for det er passende, at Gud på grund af venskabet med en sjæl, hjælper en, der er knyttet til denne sjæl. ”Siden et menneske i nådens stand gør Guds vilje, er det (mennesket) i overensstemmelse med det, der kendetegner et venskab, og derfor må Gud gøre Sin vilje ved at frelse en anden person for Hans skyld” (Summa theologiae 1-2.114.6).

For eksempel opnåede Skt. Monica, at hendes søn Augustin omvendte sig, ved at hun bad uden ophør og under tårer. Monica fortjente sin søns omvendelse, ikke fordi hun var hans frelser, og ej heller som hvis hun kunne (frelse), men ved nåden i sin sjæl, som kunne frelse en anden sjæl, men fordi Gud valgte at have barmhjertighed med hendes søn på grund af hendes fortjenester og bønner og dette på baggrund af det venskab, der eksisterede mellem Gud og hende. Fortjeneste de congruo forudsætter nådens stand, og derfor er den helt og fuldt afhængig af Kristus. Det er denne tredje form for fortjeneste, som Den hellige Jomfru gennem sit liv opnåede for sine åndelige børn, og ved at være langt mere hellig end nogen anden helgen opnåede hun flere fortjenester end nogen anden helgen.

Efter at have fået skabt klarhed over de forskellige former for fortjenester, der optræder, samt det enestående ved Kristi fortjenester, er det nu hensigtsmæssigt at undersøge, hvordan formidling på anden hånd er mulig. I det gamle testamente udvælger Gud fra begyndelsen bestemte mennesker til at fungere som mellemmænd, såsom profeter og præster, der er knyttet til den gamle pagt. Et eksempel som er specielt fremtrædende, er det, hvor Moses alene på Sinai-bjerget modtog Loven for Israels folk, og hvor han senere beder til Gud for folkets frelse fra ødelæggelse grundet deres eget syndige oprør. I det nye testamente indstifter Jesus Kristus den nye pagts præsteskab for at give Kirken større adgang til Ham og Hans fortjenester. ”Men ligesom såvel præsterne som det troende folk på forskellige måder har del i Kristi præstedømme”, siger Andet Vatikankoncil, ”og ligesom Guds godhed, der er uden sidestykke, på mangfoldige måder meddeler sig virkeligt til skabningerne, således udelukker Forløserens enestående stilling som mellemmand ikke, men fremkalder hos skabningerne snarere en medvirken, som på forskellig måde har sit udspring i denne ene kilde” (Lumen Gentium nr. 62).

På denne underdanige måde er Maria også formidler mellem sin Søn og menneskeheden. Hun er rent faktisk blevet betroet at formidle al nåde. Hvad er grundlaget for hendes unikke rolle? Hendes unikke moderskab. Alle kristne, der holder fast i arven fra de tidligste økumeniske konciler, uanset om man er katolik, ortodoks eller protestant, gør ret i at ære Maria som Theotokos (Guds moder) moderen til – eller den, der bærer på et barn, der i sandhed er Guds Søn, Den anden Person i Treenigheden. Da biskop Nestorius (381 – 451) hævdede, at Maria er ”Kristi Moder”, men ikke ”Guds Moder”, skred Den universelle Kirke ind og tilbageviste hans fejlslutning, fordi den så at sige delte Kristus i to, nemlig som et menneske, som Maria var moder til, og som et guddommeligt væsen, som Maria ikke havde noget at gøre med. Kort fortalt benægter Nestorius inkarnationens mysterium, som vor frelse er knyttet til. Fordi Jesus er Gud, og Maria er moder til Ham, bør hun tituleres Guds Moder.

Marias moderskab er altid blevet betragtet som værende langt mere end et fysisk moderskab. Som Skt. Augustin siger: ”Hun undfangede Ham åndeligt, før hun undfangede Ham fysisk”. Tæt forenet med Gud gennem kærlighed og lydighed gav hun velvilligt sit samtykke på hele menneskehedens vegne. Gennem hele sit liv ved sine gerninger og lidelser samarbejdede hun med sin Søn. I himlen fortsætter hun sit virke som formidler for os ved at gå i forbøn for os (jfr. Johannes Paul II, Redemptoris Mater nr. 21). For at bevise og understøtte det, hun gør, foretager kirkefædrene en sammenligning mellem Maria og Eva. Døden blev bragt ind i verden gennem Eva og i modsætning til det liv, Den nye Adam bringer ind i verden, kommer dette gennem den nye Eva, som dermed fortjener at blive tituleret som: ”Moder til alt levende” (1 Mos 3: 20). Denne fortjeneste og formidling sker i – og gennem Kristus. Et smukt eksempel på dette finder sted ved brylluppet i Kana, hvor det første vidnesbyrd om hendes moderlige formidling åbenbares (Redemptoris Mater nr. 22). På hendes anmodning udfører Jesus miraklet, hvor Han gør vand til vin. Dette mirakel skænkede ikke blot god vin til festen, men også tro: ”… og hans disciple troede på ham” (Joh 2: 11). Marias tro giver anledning til tro hos andre og viser, at hendes rolle som formidler rækker videre til det åndelige niveau (se Pius XII, Mystici Corporis nr. 110).

Udvidelsen af hendes moderskab til at omfatte hele menneskeheden blev ganske tydelig ved frelseshistoriens klimaks, hvor Vor Herre overlader Sin moder til den discipel, Han holdt mest af og omvendt (Joh 19: 26-27). Mens hun stod ved korsets fod og foretog den største troshandling, opofrede Maria, ”som hele tiden var tæt forbundet med sin Søn, Ham på Golgatha, til Den evige Fader på vegne af Adams børn (slægt) … og hendes moderskab og kærlighed var indbefattet i dette offer. Således blev hun i legemlig forstand moder til vores (Kirkens) Hoved, og yderligere gennem smerte og herlighed blev hun ifølge Ånden, moder til alle dem i (sin Søns) Hans Kirke” (Mystici Corporis nr. 110). Ordene, som Jesus sagde til Maria: ” Kvinde, dér er din søn”, og til Johannes: ” Dér er din mor” bekræfter, at hendes moderskab omfatter alle mennesker, set i forhold til formidlingen af nåde samt den fordring, der gælder alle dem, der ønsker at være ”de elskede disciple”, at de betragter hende som deres moder. ”Og hun vedbliver at have den samme moderlige omsorg og glødende kærlighed for Jesu Kristi mystiske Legeme, som kom til verden gennem Frelserens gennemborede Hjerte, som hun havde for det lille Jesusbarn i krybben” (Mystici Corporis nr. 110).  

Ved bebudelsen blev Maria moder til Frelseren, fra Hvem al nåde kommer til mennesket. Som Skt. Louis de Montfort (1673 – 1716) siger: ”Ved at give hende Sin Søn, har Gud Fader, fra Hvem alt godt udgår, givet hende al nåde”. Maria er formidler af al nåde, fordi hun bar i sin krop og sjæl Ham, hvorfra al nåde udgår. Hun fik til opgave at bringe ophavet til nåden til verden, og i Sin menneskeskikkelse forbliver Han (i al evighed) at være hendes Søn, og hun forbliver at være Hans moder. Som det behagede Gud at komme ind i verden og frelse den gennem hende, og som det behagede Ham at skænke ny vin samt det første glimt af herlighed ved hendes mellemkomst, således behager det Ham at frelse verden gennem hendes forbøn. Fordi Maria var fuldt ud forenet med sin Søns hensigter, som straktes ud over menneskeheden og dens behov, deraf følger at hendes hensigter, fortjenester, og at hun yder erstatning, har den samme universelle karakter som hendes Søns. Denne doktrin udgør på ingen måde nogen ”trussel” mod det enestående i Vor Herres formidling, den fremhæver den snarere, for Marias formidling var ”ikke partiel og koordineret, som tre mænd, der skal transportere tungt gods, men langt mere fuldt og helt og gjort i underdanighed” (Garrigou-Lagrange, The Mother of the Saviour and Our Interior Life, 204). Dette fremgår ved den måde, hvorpå hun tituleres ”retfærdighedens spejl”. Hendes ubesmittede hjerte afspejler Jesu hellige Hjertes Guddommelige kærlighed.

Derfor er Kristus den eneste formidler mellem Gud og menneske i kraft af, at Han er Hovedet for menneskeheden. Enhver anden formidling afhænger fuldt og helt af Hans formidling og flyder fra Hans guddommelige kilde.  Som andet Vatikankoncil udtrykker med stor klarhed: ”Marias opgave som moder over for menneskene fordunkler eller formindsker dog på ingen måde denne Kristi stilling som eneste mellemmand, men viser dens kraft. Enhver frelsebringende indflydelse, som den hellige Jomfru udøver mod menneskene, vokser ikke frem af en eller anden naturnødvendighed, men af guddommelig velvilje, og den strømmer frem fra Kristi overvældende fortjenester, bygger på Hans formidling, afhænger fuldstændig af den og henter sin kraft fra den; de troendes umiddelbare forening med Kristus bliver dermed på ingen måde forhindret, men styrket” (Lumen Gentium nr. 60).

Lad os med værdighed ære vor himmelske moder, for intet kunne behage hendes Søn mere. I hendes hellighed, hendes trofasthed og hendes skønhed afspejles Han fuldt og helt, såvel som i hendes sjæl som i hendes krop dvæler Han, i hende har Hans forløsning båret den ædleste frugt. Derfor er det ganske naturligt, at Skt. Ephrem fra Syrien udbryder:

O velsignede Frue, helligste Guds Moder, fuld af nåde, du er det uudtømmelige hav af fortrolig guddommelighed og Guds gaver, efter alles Herre, den hellige Treenighed er du alles Frue, efter paraklet (talsmanden: Helligånden) er du den nye ”talsmand” for alle, og næst efter Formidleren (din Søn) er du Mediatrix (formidler) for hele verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 12. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/hail-full-of-grace-the-lord-is-with-thee-why-mary-is-mediatrix-of-all-grace

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

2. Søn i advent (9/12/2018)

1. læsning Bar 5,1-9

Affør dig den sorgens og lidelsens dragt, du bærer – Jerusalem, og ifør dig den skønne herligheds klædning fra Gud for evigt.

Klæd dig i retfærdigheden fra Gud som din kappe, sæt herligheden fra den evige som smykke på dit hoved; thi Gud skal lade din glans blive synlig for hver egn under himlen; og dit navn skal kaldes af Gud til evig tid: “retfærdigheds fred” og “gudsfrygts herlighed”.

Stå op, Jerusalem, stil dig på højen, og vend blikket mod øst: Se, dine børn kommer samlede både fra vest og fra øst på den helliges bud, opfyldte af glæde over, at Gud kommer dem i hu; thi på deres fod drog de bort fra dig, ført af sted af fjender; men nu fører Gud dem tilbage til dig, bårne med ære som på en kongetrone.

Gud har jo befalet, at hvert højt bjerg, selv de evige høje, skal sløjfes, og at dalene skal fyldes, så landet bliver jævnt, for at Israel kan vandre trygt under Guds herlighed – ja også skovene og hvert duftende træ skænker Israel skygge på Guds befaling;

Gud skal jo lede det jublende Israel i lyset af sin herlighed med den barmhjertighed og retfærdighed, han skænker.

Vekselsang Sl 126,1-2ab,2cd-3,4-5,6

R. Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Da Herren vendte Zions skæbne,
var det, som om vi drømte.
Da fyldtes vor mund med latter,
vor tunge med jubel.

Da sagde man blandt folkene:
“Herren har gjort store ting mod dem.”
Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Vend vor skæbne, Herre,
som strømme i Sydlandet!
De, der sår under tårer,
skal høste med jubel.

Grædende går han ud,
mens han bærer såsæden;
med jubel vender han hjem,
mens han bærer sine neg.

2. læsning Fil 1,4-6.8-11

Brødre og søstre! I alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.

Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære.

Akklamation til Evangeliet Luk 3,4 & 6

Halleluja!
Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!
Og alle mennesker skal se Guds frelse.

Evangelium Luk 3,1-6

I kejser Tiberius’ femtende regeringsår, mens Pontius Pilatus var stadholder over Judæa, og Herodes var landsfyrste over Galilæa, hans bror Filip over Ituræa og Trakonitis, og Lysanias over Abilene, og mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Zakarias’ søn, Johannes, ude i ørkenen.

Han kom så til egnen omkring Jordan, og overalt prædikede han omvendelsesdåb til syndernes forladelse, ligesom der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord:

Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
Hver dal skal fyldes,
hvert bjerg og hver høj skal sænkes,
de krogede veje skal rettes ud,
de ujævne gøres jævne.
Og alle mennesker skal se Guds frelse.

”Min sjæl højlover Herrens storhed”: En adventsrefleksion over Marias lovsang

Magnificat, Jomfru Marias lovsang til Gud for den frelse, Han er ved at føre ud i livet gennem Frelseren i hendes moderliv, er en af de mest strålende salmer i Den hellige Skrift. Skt. Francis de Sales går så vidt som til at sige, at: ”Den hellige jomfru … intonerede denne smukke og vidunderlige lovsang, Magnificat, en lovsang, der overgik alle de andre lovsange, der er blevet sunget af (andre) kvinder … eller andre, som Den hellige Skrift omtaler”. Med ord af ophøjet skønhed og glæde opsummerer den vores frelseshistorie og løftet om Israels udfrielse fra fangenskabet (i Ægypten):

Min sjæl højlover Herren. Og min ånd fryder sig i Gud min Frelser. Thi Han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed. Se! Fra nu af skal alle slægter prise mig salig. Thi Han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig, og Hans navn er helligt. Og Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter Ham. Han øver vælde med sin arm. Han adsplitter dem, som er hovmodige i deres hjertes tanker. Han nedstyrter de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe. Hungrige mætter Han med gode gaver. De rige sender Han bort med tomme hænder. Han antager sig sin tjener Israel, idet Han kommer sin miskundhed i hu. Således som Han har lovet vore fædre, Abraham og hans æt til evig tid. (Luk 1:46-55).

En af de nyere forfattere indenfor det åndelige felt skriver:

Magnificat er den ældste adventshymne. Den er fra sin begyndelse meget glødende og stormfuld, og man kan endda sige, at den er den mest revolutionerende adventshymne, der nogensinde er blevet sunget. Dette er ikke den blide, kærlige og drømmende Maria, som (hun) nogle gange er afbilledet på malerier, dette er den glødende, overgivende, stolte og ivrige Maria, som taler her. Denne hymne præges ikke af de søde, nostalgiske eller endda legende toner, som vi finder i vores julesange. Det er i stedet en hård, voldsom og ubønhørlig hymne om troner, der væltes og ydmygelse af de ophøjede i denne verden, om Guds kraft og den magtesløse menneskehed. Det er det, som de kvindelige profeter i Det Gamle Testamente sang om, og som nu bringes til live i Marias ord (Dietrich Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night [New York: Crossroad, 1996], 6).

I sin Magnificat taler Vor Frue ”Kvinden i overvågen stilhed” (Johannes Paul II) om meget mere, end vi ellers kan finde hos evangelisterne. Det er evangeliet i kort form, et vidnesbyrd om Kristus ikke fra en der først kom til at kende Jesus under Hans offentlige virke eller gennem Han apostles forkyndelse, men gennem Hans egen mor, hende der kendte Ham bedre end nogen anden. Hun lærer os om Ordet, der kom ind i verden gennem hende, ved hendes tro som Israels datter, hendes håb som en forventningsfuld moder og hendes kærlighed, som Herrens tjenerinde. I Marias moderskab åbenbarer Gud den ultimative nærhed i Sin kærlighed overfor Israel. Han fremstår ikke længere som en fjern hersker, der indfører love for Sine undersåtter, nu er Han et barn, der vokser stille og roligt i Sin moders liv og fylder hende med pagtbetonet nåde, der stammer fra Hans virkelige tilstedeværelse.

Marias hymne lærer os, hvordan vi efterligner hendes moderskab og tager imod Kristus i vor sjæls ”moderliv” og bærer Ham i vore hjerter. Når vi nærmere undersøger, hvad det er, Skt. Lukas fortæller om mødet mellem Maria og hendes kusine Elizabeth, står det klart, at der er en tæt forbindelse mellem Magnificat og englens hilsen, og der kan yderligere drages en forbindelse til glædens mysterium i rosenkransen. Til Gabriels tidligere hilsen: ”Herren er med dig, du benådede” svarede Vor Frue: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter Dit ord”. Dette simple fiat (ja) indeholdt en opofring af hele hendes væsen og er samtidig et tegn på menneskets accept af Guds hellige vilje bestemt til at forme hele menneskehedens historie. Hun er velsignet på grund af sin tro: ”Salig er hun, som troede, for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse (Luk 1: 45). At tro på dette guddommelige budskab var som at tro på et mirakel, der er større end andre mirakler: Gud bliver kød, Gud bliver menneske og dvæler iblandt os og besøger Sit folk.

Men selv Maria, der var fyldt med Guds nåde, kunne ikke helt forstå betydningen af sit fiat i det øjeblik, hun udtalte det. Magnificat er den modne frugt af de overvejelser, hun har gjort sig omkring bebudelsens mysterium, for hun var bestemt den første, der mediterede over dette mysterium. Når vi beder rosenkransen, gentager vi ikke blot nogle bønner, som traditionen markerer som hellige, vi gør det, som Guds Moder gjorde under den første advent.

Maria forstod og opfangede ved Ånden ordene om Guds komme til verden, om Jesu Kristi komme. For hun ved bedre end nogen anden, hvad det vil sige at vente på Kristus. Hun venter på Ham på en måde, som ikke er lig andres måde at vente på Ham (på). Hun venter på Ham som Hans moder. Hun kender til mysteriet om Hans komme, om Ånden, der er med i alt dette, og om Den almægtige Gud, der udfører Sine mirakler. Hun oplever på egen krop, at Guds veje for os er vidunderlige … at Hans veje går ud over al forstand, ud over alt det, der kan bevises, er frihed og noget helt enestående (Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night, 7).

Moderskabet, ligesom faderskabet, præsteskabet eller den indviede jomfruelighed er ikke en mental konstruktion, langt mindre en social konstruktion, det er en levende virkelighed, hvor Gud arbejder med os, og vi bliver i sandhed forandret, det er som ler, der formes i pottemagerens hænder. Vor Frues fiatvar en accept af Guds uudgrundelige plan, om at hun måtte tage sit kors op og bære det i stilhed og undren, måske med en smule forvirring, men med en grænseløs tro. Maria havde ikke det problem, som er alt for velkendt i moderne tid, at hun adskilte sin tro fra sit liv. Alt hvad hun troede på, var en del af hendes daglige liv, og det er det, der gør hende til den største helgen samt dronning over engle og helgener.

Når et kald eller en mission indledes, må man blindt acceptere Guds vilje og agere efter bedste evne på det, der sker. Forståelsen af det hele viser sig senere og er Åndens gave. Det er først efter, at man er ”startet med at leve kaldet, og efter at man er begyndt at opfylde kravene fremsat af Guds Ord, at man høster glædens frugt og forstår til fulde, hvad der er ved at udfolde sig i ens liv. Man må udføre Guds vilje for at kunne forstå den. Dette er alle helgeners budskab, og de fortæller os samstemmigt, at vi aldrig vil forstå Guds målsætning, før vi med mod giver os i kast med det arbejde, Han har bestemt for os.

Det samme gjorde sig gældende for Jomfru Maria. Hun vidste, og forestil dig, hvilke følelser hun må have haft, da hun var blevet anmodet om at blive moder til Israels Hellige og havde givet sit samtykke dertil. Hvad kunne det betyde? Hvad ville det indebære? På det tidspunkt, hvor Gabriel aflagde Maria et besøg, havde hun i det mindste kendskab til dette, og det var tilstrækkeligt: Den Almægtige bad hende om alt. Han bad hende om at give sig selv fuldt og helt for at tjene det løfte, Han var ved at opfylde efter mange århundreder med lidelse og venten. Magnificat er en pludselig åbenbaring af hendes forståelse for den skæbne, der venter hendes barn. Selv Maria kunne ikke overskue den fulde betydning af denne skæbne, indtil hun stod ved foden af korset og bar på smerten indtil det sidste øjeblik og ventede på sin Søns genopstandelse fra dødens mørke dal. Som Den hellige Skrift fortæller om Maria og Josef, da de ikke kan finde Jesus, fordi Han er blevet i Jerusalems tempel: ”Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem” (Luk 2: 50). gennem alt det, der kunne fattes, og det, som fremstod uklart eller svært ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Ligesom hendes samtykke ved bebudelsen er Jomfruens hymne forankret i tro og en accept af den uudgrundelige dybde, der er i det, der skal ske (missionen). Selvom hun viser, at hun har forstået vigtigheden af det, der skal ske, nemlig Messias komme og Israels frelse, kunne det ikke stå mere klart for hende, hvordan denne frelse i realiteten skulle udmøntes. Den eneste og yderligere forståelse, hun viser, er samtidig den vigtigste: hendes sjæl er blevet knyttet tættere til Gud, som uophørligt vil dvæle i og udover hele skabelsen, og som nu dvæler i hendes moderliv, og hendes vilje er tæt forbundet med Hans hellige vilje. Hun forstår nu, at hele hendes væsen er blevet en kanal for Guds virke i verden, at Han har bragt hende ind til kernen af Sin kraft, nåde og hellighed. Af denne grund kan hun i sandhed glæde sig i Gud, som hun stoler på, og til hvem hun har givet sig selv, som en opofring for verdens frelse.

De ord, der bliver sagt under besøget hos Elizabeth, udtrykker til fulde det, Jomfruen fra Nazareth oplever i sit hjerte efter bebudelsen. En tilbedelse af Gud fyldt med glæde: sådan er tilstanden i hendes velsignede sjæl, sådan fremstår de dybeste følelser, som hendes hjerte bærer på. De bliver frem for alt manifesteret i de ord, der optræder i Magnificat. I Magnificat fremstår en glæde fyldt med ydmyghed, som er det ufejlbarlige tegn på mødet med Den levende Gud: Marias svar på gaven fra det høje foregår ikke blot med ord, men også igennem hele den stilhed, der er forbundet med adventsmysteriet, som er blevet virkeliggjort i hende. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 19. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/my-soul-proclaims-the-greatness-of-the-lord-an-advent-reflection-on-the-can

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

1. søn i advent (2/12/2018)

1. læsning Jer.33,14-16

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opfylder det gode løfte, jeg gav Israels hus og Judas hus. I de dage og til den tid vil jeg lade en retfærdigheds spire af Davids slægt vokse op; han skal øve ret og retfærdighed i landet. I de dage skal Juda frelses og Jerusalem ligge trygt. Og man skal kalde den “Herren er vor Retfærdighed”. For dette siger Herren: Der skal aldrig mangle en af Davids slægt på Israels trone.

Vekselsang Sl.25,4bc-5ab,8-9,10&14

R. Jeg stoler på dig, min Gud.

Vis mig dine veje, Herre,
Lær mig dine stier!
Vejled mig i din sandhed og belær mig,
for du er min frelses Gud.

Herren er god og retskaffen,
derfor belærer han syndere om vejen.
De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
han lærer ydmyge sin vej.

Herrens stier er altid godhed og troskab
for dem, der holder hans pagt og hans lov.
De, der frygter Herren, har fællesskab med ham,
gennem sin pagt vejleder han dem.

2. læsning 1 Thess 3,12-4,2

Brødre og søstre. Herren lade jer vokse og blive overstrømmende rige i kærligheden til hinanden og til alle, som vores kærlighed til jer, så han styrker jeres hjerter til at være uangribelige i hellighed over for vor Gud og Fader, når vor Herre Jesus kommer med alle sine hellige! Amen.

I øvrigt, brødre, beder vi jer om og formaner jer i Herren Jesus til at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag, hvad I da også gør. I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus.

Akklamation til Evangeliet Sl 85,8

Halleluja!
Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

Evangelium Luk.21,25-28.34-36

På den tid sagde Jesus til sine disciple:

“Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”

Hvordan fredshilsenen virker forstyrrende på mig

Er det ikke paradoksalt, at den del af Messen, hvor vi foretager fredshilsenen, er den mindst fredelige del? Alle rejser sig, trykker hænder, siger hej, giver hinanden kram og til tider kysser hinanden. Jeg har engang overværet, at man gav hinanden et rendyrket kys. Det er, som om der sker et brud i Messen, og den forandres til noget, som praktisk talt ikke hører til der: en form for hippiagtig kærlighedsfest eller valgkampagne (der er altid en eller anden, der farer rundt mellem bænkene og giver håndtryk, som om vedkommende jagtede stemmer hos potentielle vælgere). Jeg bryder mig ikke om det, og nogle gange deltager jeg slet ikke i fredshilsenen, hvilke resulterer i, at folk bliver fornærmede, og jeg fortryder øjeblikkeligt.

For et par uger siden besluttede jeg mig for at knæle under en Messe, der forgik i Kent. Da, det blev tid for at give fredshilsenen, knælede jeg og begyndte at bede. Jeg hørte ordene ”fred være med dig” lyde rundt omkring mig, og jeg åbnede mine øjne for at se, om man havde overstået dette. Uheldigvis fik jeg øjenkontakt med en venlig ældre mand, som stod foran mig. Han må have troet, at jeg var forvirret eller var fremmed eller måske begge dele på samme tid og rakte en hånd frem mod mig. ”Fred være med dig” lød det højlydt fra ham. Det er lang tid siden, at jeg har taget del i dette, og derfor havde jeg glemt de ord, man benytter. Jeg svarede derfor: ”i lige måde!” Måden jeg fik det sagt på, rummede en undertone af foragt”. Den stakkels mand trak hurtigt hånden til sig og så meget fornærmet ud. Den katolske skyldfølelse havde sejret endnu engang, da Messen var færdig, forlod jeg skamfuld stedet.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan i forhold til denne forstyrrelse. Mange steder i verden forekommer fredshilsenen kun under søndagsmesserne. Den blev en almen praksis i England efter Vatikan II og kom til at fungere som en demokratisering af katolicismen og gjorde den mere centreret om sognet og dets medlemmer. Ophavet til fredshilsenen ligger langt tilbage i tiden. I den første Kirke var fredshilsenen en udbredt praksis (sommetider dog kun blandt dem som skulle modtage Kommunionen), og som blev foretaget ved et kys. Et osculatorium (1) som blev båret rundt: en smukt udskåret tavle som de tilstedeværende kunne kysse. Senere begrænsede Kirken denne praksis til de klerikale. Den blev genoptaget i det 20. århundrede, og Vatikanet var ikke tilfreds med det, der kom ud af det. Benedikt XVI så med bekymring på, hvor meget tid fredshilsenen optog samt hvor mærkværdigt, den rent emotionelt kunne komme til udtryk, og han overvejede derfor, om den kunne flyttes til et andet og bedre sted i Den hellige Messe, såsom før frembærelsen af gaverne. I sidste måned meddelte Vatikanet, at fredshilsenen forbliver, hvor den er under Den hellige Messe, men man vil overveje tiltag om, hvorvidt dens ”udfoldelse” kan modereres. Man må nok i den sammenhæng forvente, at særdeles liberalt orienterede menigheder vil sammenligne dette med at få besøg af den spanske inkvisition.

For mig er det, at stilheden ”udfordrer”, det jeg holder allermest af ved Den katolske Messe, for her er der plads til den private bøn. Den første gang jeg deltog i en Messe, blev jeg slået af, den fantastiske anonymitet, der her gjorde sig gældende. Dette stod i skarp kontrast til den evangeliske tro, jeg voksede op med. Her var der ingen, der forsøgte at ”trænge” sig ind på mig, og der var ingen, der bad mig om at komme med et offentligt vidnesbyrd. I stedet blev jeg bedt om i stilhed og under bøn at ransage min samvittighed. Den eneste del af Den hellige Messe, der virkelig skuffede mig, var det øjeblik, hvor vi midt i den fredfyldte kontemplation pludselig med ”vold og magt” skulle ”anerkende” og omfavne hinanden. Det føltes unaturligt.

Jeg ved, at kristendommen handler om, at man skal udfordre sine fordomme, og at man skal sætte andre i første række. Men man mangler stadig at få mig overbevist om, at dette moment med koreograferet venlighed er måden at markere fredshilsenen på. En af mine venner, der arbejder for Kirken, har kendskab til to tilfælde, hvor det viste sig at være særdeles uhensigtsmæssigt.

I et sogn var der en pige med Tourette syndrom, som ville svare på ”fred være med dig” med en række fornærmende og modbydelige ord, som gjorde den resterende del af Messen til en akavet oplevelse. En anden kvinde, han (min ven) stødte på, var berygtet for at ville gramse på folk, og hun benyttede lejligheden til at finde nogen at gramse på. Selvfølge er der tale om et fåtal, der har sådanne ”udfordringer”, og de fleste mennesker vil gennemføre fredshilsenen med et almindeligt håndtryk. Man kan kun opfordre folk til at være opmærksomme på, at det ikke er alle i menigheden, der ønsker et nærmere bekendtskab.  

Jeg er ikke imod, at man har venskaber i menigheden. I den evangeliske kirke, hvor jeg kom før, havde vi ikke noget, der ligner fredshilsenen, men vi fik kirkekaffe, (og det var frivilligt, om man ville deltage). Jeg har altid fundet det besynderligt, at mange katolske Kirker gør et stort nummer ud af dette ”sociale arrangement”, og som man går lige på og hårdt med under Messen og efterfølgende fuldstændig ignorer hinanden. Er det for meget at forlange at fredshilsenen i det mindste nedtones, så man efterfølgende kan bruge kræfterne på virkelig at være venlige over for hinanden? Et venligt nik før Kommunionen og et stort kram til allersidst (efter Messen)? Udover det, er det vigtigt at minde folk om, at Den hellige Messe på ingen måde handler om at fejre menigheden. Menigheden samles for at modtage sakramentet og for at tilbede Gud. Der er rig mulighed for at udveksle fredshilsenen med hinanden på pubben efter Messen.

 Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Tim Stanley og publiceret på Catholic Herald d. 5. september 2014. Den kan læses på: http://catholicherald.co.uk/commentandblogs/2014/09/05/how-the-sign-of-peace-disturbs-me

Noter

(1)   Pax var en liturgisk genstand, man benyttede i middelalderen og renæssancen i forbindelse med fredskysset under Den hellige Messe. Skikken med det direkte kys celebranter og menighed imellem blev afløst af, at hver enkelt af de tilstedeværende kunne kysse pax, som blev båret rundt i menigheden. Pax er latin og betyder fred og optræder ved siden af to andre betegnelser, som man også gjorde brug af, disse er: osculatorium (en metal-kysseplade med et helligt bil­lede, der sendtes rundt i Kirken for at blive kysset) og instrumentum pacis (fredens redskab).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jesus Kristus, universets konge

1. læsning Dan 7,13-14

I nattesynerne så jeg dette:
Med himlens skyer kom en,
der så ud som en menneskesøn;
han kom hen til den gamle af dage
og blev ført frem for ham.

Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
alle folk, stammer og tungemål tjente ham.
Hans herredømme er et evigt herredømme,
som ikke skal forgå,
hans kongerige
skal ikke gå til grunde.

Vekselsang Sl 93,1ab.1c-2.5

R. Herren har vist, han er konge,
har iført sig højhed.

Herren er konge! Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.

Din trone står fast fra ældgammel tid,
fra evighed har du været til.

Dine vidnesbyrd står fast,
hellighed smykker dit hus
i al evighed, Herre.

2. læsning Åb 1,5-8

Jesus Kristus er vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen.

Se, han kommer med skyerne,
og hvert øje skal se ham,
også de, som har gennemboret ham;
og alle jordens folkestammer skal jamre over ham.
Ja, amen.
Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige.

Akklamation til Evangeliet Mk 11,10

Halleluja!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!

Evangelium Joh 18,33b-37

På den tid sagde Pilatus til Jesus: “Er du jødernes konge?” Jesus svarede: “Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?” Pilatus svarede: “Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?” Jesus svarede: “Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” Pilatus sagde til ham: “Så er du altså konge?” Jesus svarede: “Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.”

Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive dette vidnesbyrd til OnePeterFive, ønskede Steve Skojec at vide, hvorfor jeg netop nu konverterede til katolicismen.

Man kan betegne mig som konservativ. En højtråbende ”ekstremist”. En frontkæmper for at der kun findes to køn. Man kan næppe betegne mig som en person med stor tolerance for fremskridt og relativisme, som er meget fremtrædende indenfor den moderne katolicisme.

Specielt er det, at jeg er døbt i den græske ortodokse kirke. Jeg modtog katekese, som knyttede sig til den græske ortodoksi. En liturgi, som er godt og vel firehundrede år gammel! Jeg kommer fra et Byzantisk univers, der er præget af duften af røgelse, og som ville forfærdes over at opdage, hvad der er sket med liturgien i Den katolske Kirke efter Vatikan II, og som har bragt megen smerte og lidelse med sig ind i Den hellige Moderkirke (Jeg finder Belloc’s kommentarer vedrørende alt dette ganske beroligende i den tid, vi aktuelt befinder os i).

Hvorfor blev jeg katolik i stedet for at vende tilbage til mine ortodokse rødder?  Jeg forlod den ortodokse kirke og var i en årrække religiøst søgende (jeg opførte mig praktisk talt, som en hedning) i større eller mindre udstrækning og stiftede bekendtskab med Buddhisme, Islam, Ateisme, Protestantisme og Jødedommen. Selvom jeg forsøgte at undslippe den ortodokse kirke, kunne jeg ikke slippe selve ortodoksien. Jeg mistede aldrig den bevidsthed, man bærer i sit hjerte om, at der er en Sandhed, og at der kun findes Den, og at alt andet er forkert, og at denne Sandhed kunne jeg finde, hvis jeg ledte længe nok.

I stedet fandt jeg synd, forvirring og et liv fyldt med smerte.

Men heldigvis fandt Sandheden mig.

Enhver, der kender mig vil tro, at jeg har ”studeret” mig til at blive optaget i Den katolske Kirke. Mange af de (protestantiske) konvertitter, der for nylig er kommet ind i Kirken, som jeg har kontakt med, og som deler min forkærlighed for at studere, har benyttet netop den vej (ned) ad Tiberen og ind i den Romerske Katolske Kirke. Men – og til min egen overraskelse, var det ikke den vej, jeg måtte tage for at komme til Rom.

Katolicismen var den eneste tro, jeg aldrig ville havde overvejet, hverken intellektuelt eller på anden måde. Hvis nogen for syv måneder siden havde fortalt mig, at jeg meget snart ville konvertere til katolicismen, endsige dedikere mit liv til at fordybe mig i – lære og tale om troen, ville jeg have set på vedkommende, som om han / hun havde oplyst mig om, at Muhammad rent faktisk var en kvindesagsforkæmper.

Min rejse ind i katolicismen vil altid minde mig om, at jeg i mig selv intet er, alt hvad jeg opnår samt enhver gave, jeg får i eje for at komme til troen, tilhører helt og holdent Herren.

Hvad er den mest enkle forklaring på min omvendelse? Gud lod mig se mennesker, som var nedbrudte, som syndede, som var ufuldkomne, og som var eksempler på det, der står i Peters Første Brev 3: 15: ”men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har” for disse mennesker bar et håb i sig, som fjernede det skæl, der var for mine øjne. Jeg måtte finde ud af hvorfor, det var sådan, at når jeg så på disse mennesker, var det som om, at jeg så min egen sjæl, en erindring – og et løfte om en ny fødsel, det hele på en og samme tid.

Med andre ord de besad Kristi lys, og jeg vidste, at jeg måtte finde ind til det, de afspejlede.

Jeg passerede forbi det sogn, jeg (nu) er en del af mere end hundrede gange, og jeg troede aldrig, at jeg for første gang ville gå derind i starten af fasten, og der få fornemmelsen af, at jeg var hjemme, jeg græd og kunne ikke forklare, hvorfor jeg egentlig var der, bortset fra at det var Gud, der havde ledt mig dertil.

Min søn blev døbt, og jeg blev optaget i Kirkens fulde fællesskab den 31. marts 2018 under en overvældende Virgiliemesse i Påsken. Jeg vil resten af mit liv (huske) og sætte stor pris på denne dag.

Mit liv i dag rummer en glæde, jeg ikke har oplevet før, også selvom verdens tilstand er blevet væsentligt forandret, siden jeg konverterede. Jeg er en del af Den universelle Kirke, der rummer helheden af Summa Theologia, historikken omkring de helliges samfund, dybden af de mange teologiske betragtninger, man har gjort sig, (kirke)historien, (kirke)kunsten, (kirke)musikken. Alt det, som Kirken har sat sit præg på i verden. Kirken er det rum, hvor min utrættelige nysgerrighed kan finde svar på det, der ligger gemt i evigheden.

Og alligevel er Den (Kirken) på en smuk måde afgrænset, Kirken er ganske enkelt min Faders hus. Det menighed, jeg er en del af, er meget moderne, meget Novus Ordo orienteret, og et sted man normalt ikke ville finde mig, men det er det sted, Herren ønsker, at jeg skal være lige nu.

Dette er min Faders hus, som jeg omgås med respekt, og hvor mit barn, som nu er to år, til tider støjer så meget, at jeg automatisk bliver mindet om, at jeg må rette blikket mod Maria for at bede om hjælp til at håndtere min modergerning, hvor jeg til tider bedende knæler i stilhed, og hvor jeg til tider føler, at jeg og min lille ”fantastiske” dreng er et irritationsmoment for de andre, som ønsker at være i stilhed, men hvor jeg til enhver tid modtager ”den mindste ting”, som bliver til alt ved Guds kraft: Livets Brød.

Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet.

Selvom det til tider er svært at finde ud af, hvor man skal have sit fokus i Kirken i den urolige tid Den befinder sig i, så tror jeg stadig på den samme Frelser, som ledte mig hjem for at frelse min sjæl.

Jeg ser i dag smerten hos mange katolikker, mennesker, som i lang tid har holdt fast ved den skat, jeg i elvte time har fundet. Jeg troede, det var tilstrækkeligt at dukke op med en overbevisning om, at her var det muligt at gøre en forskel ved at engagere mig i Den militante Kirkes (Ecclesia militans) kamp. Jeg kan se, at katolikker længes mod den østlige ortodoksi, og den ærbødighed, der er repræsenteret der, og den ligegyldighed de ortodokse skænker protestanter, moderniseringen af liturgien samt andre ting.

Jeg er dybt taknemmelig for at være født ind i den ortodokse kirke. Det gjorde min rejse ind i den Romerske Katolske Kirke mindre kompleks og mere hurtig, når jeg sammenligner mig med andre konvertitter, for på mange måder føles det som en tilbagevenden, netop fordi de to retninger ligner hinanden så meget. For mig har brugen af guitarer under Messen altid virket bizart. Jeg kunne, fra jeg første gang trådte ind af kirkedøren fornemme den krise, der er i dag præger Kirken, og det har gjort mig mere opmærksom end mine medkonvertitter, jeg er taknemmelig for min evne til at se, hvad ærbødighed betyder for nidkærhed.

Jeg elsker vores ortodokse brødre og søstre, mest af alt min far, hvis bønner, sammen med mine afdøde slægtninges Yiaia og Papou helt sikkert gavner i bestræbelserne på at frelse min sjæl. Jeg elsker den ortodokse kirke, så jeg studerer og prøver med omhu at forstå det store skisma, (der indtraf i 1054, da patriarken af Konstantinopel brød med paven i Rom og Den Romersk-Katolske Kirke), som jeg hver dag gennemlever i mindre forstand for at være klar til at forsvare Den Romerske Katolske Kirke, hvornår jeg end måtte blive kaldt til at gøre dette i mit daglige liv.

Jeg beder for, at vore adskilte brødre og søstre en dag i flok vil strømme ind i Den katolske Kirke, og det vil være en ubeskrivelig glæde for mig, hvis Helligånden vil bruge mig til at lede bare en hjem til den katolske Kirke.

Følgende, som taler direkte til mig, er blevet sagt af Skt. Ignatius af Antiokia:

Tag ikke fejl mine brødre, hvis nogen slutter sig til noget, der er skismatisk, vil han ikke arve Guds rige. Hvis nogen går på hæresiens sti, finder han ikke behag i Jesu passion. Vær varsom, og gå derpå hen og betragt en enkelt Eukaristi. For der findes kun det kød, der stammer fra Jesus Kristus og (kun) en kalk med Hans blod, som forener os, og et alter, ligesom, der kun er en biskop med præsteskabet og diakonerne, de som er mine medslaver. Derfor uanset hvad du foretager dig, gør det i overensstemmelse med Guds vilje.

De ortodokse kan lære os meget om liturgi og tradition. Imidlertid er de stadig forpligtede til (selv i deres egen opfattelse, finder de det vigtigt at vise paven ærbødighed), at være i kommunion med Peters Stol, som er klippen. Uden den, kan de ikke betragtes som Den sande Kirke. Et hus, der er splid med sig selv, kan ikke bestå.

De ortodokses afvisning af udviklingen af doktrinen, er præcis det, der har gjort, at de direkte har foretaget en ændring af doktrinen. Jeg kan ikke – og vil heller ikke tilbede Gud i et Legeme (her forstået som Kirken), som direkte har valgt at foretage ændringer i Guds bud.

De ortodokse har foretaget ændringer i doktrinen. Det er en historisk kendsgerning.

Den mest åbenlyse forandring, der er blevet foretaget hos de ortodokse er ironisk nok den, jeg frygtede ville blive en udfordring for mig, da jeg blev kaldet til Den katolske Kirke: Den konservative tilgang Den katolske Kirke har til skilsmisse og det at gifte sig igen. Jeg fandt ud af, at hvis jeg blev katolik og ikke kunne få mit ægteskab annulleret, var jeg nødt til at leve som alenemor resten af mit liv, og det er bestemt noget, der betyder noget, når man er 26 år.

I den ortodokse kirke falder skilsmisse og det at gifte sig igen indenfor rammerne af familien ”oikonomia”. I praksis er de ortodokse overbevist om, at biskopperne har myndighed til at velsigne deres menigheder til at handle på en måde, der strider imod de ord, som Kristus har talt, og de betegner det, som pastoral omsorg.

Dette forekommer særdeles mærkværdigt set i lyset af den almindelige moderne ortodokse opfattelse, at man ikke behøver paven som det synlige overhoved, for det er Kristus alene, der er hovedet for Legemet, og stadig kan de tilsyneladende ikke adlyde Ham, når Hans ord står klart for dem.

Hvad Gud har sammenføjet, kan intet menneske adskille. Der skal være en mand og en kvinde, ligesom der en Kristus og en Brud.

Jeg har også fået kendskab til den katolske lære om prævention, det faktum, at vi er den eneste kristne institution på jorden, som fortsætter med at betragte prævention som helt igennem ondt, virker ganske overbevisende sammenholdt med den ortodokse betragtning omkring familien ”oikonomia”.

Den ortodokse kirke kan på en vis måde synes, som den letteste måde at komme ud af det morads, vi som katolikker befinder os i, i en verden, som kan betegnes som post – katolsk. Den ortodokse kirke, er en kirke med en ”fleksibel” ekklesiologi (læren om kirken og den kristne menighed), hvor det ikke er påkrævet, at man sætter sin lid til – og viser sin troskab overfor Peters Stol, som så mange gange igennem historien har været præget af paver, der var korrupte og fordærvede, (og nu ser jeg på mange niveauer, at det står langt værre til end før antaget).

Det er fristende, og det er det virkelig (at vælge den ortodokse kirke til). Og dog forekommer følgende ord fra Ordsprogenes Bog mig meget centrale: Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier (Ordsp 3: 5-6). Jo mere jeg studerer og indhenter viden om katolsk og ortodoks ekklesiologi og specielt de fire kendetegn ved Den katolske Kirke, desto mere er jeg sikker på, at jeg står på ”fast grund” på det skib, som skal fragte mig hjem fra mit eksil.

Og stadig stammer den tro jeg fornemmer ikke fra mine ”studier”. Det, har noget at gøre med det, der ligger udover dem. Det er tale om en vished, som stammer fra et overnaturligt niveau, noget som jeg aldrig nogen sinde før i mit liv har oplevet. Den forankring af glæde, som er i mig, kan jeg ikke forklare på anden måde end ved at sige: ”I må stole på mig”, og det er en skræmmende ting at tale med ikke katolikker om deres sjæles skæbne. For hvem er jeg, at de skulle tro på netop mine ord?

Til trods for at jeg ikke er værdig til Jeres tillid, håber jeg, at I vil tro på, at det er Gud, der arbejder i mig og bed for mig, at mit liv må være et værdigt og godt eksempel. Bed for mig, at min tro vil opmuntre katolikker, der er i færd med at overveje den ortodokse kirke, at de står fast, der, hvor de er. Herren har gjort store ting for mig, lovet være Hans navn.

Den største ting Herren har givet mig er en urokkelig følelse af sikkerhed af, at jeg (nu) er i Den eneste sande Kirke, og jeg ved, at ordet følelse ikke er det rette ord at benytte i denne sammenhæng. Der er mere tale om en vished. En vished, jeg kun en gang før i mit liv har oplevet, (og det var før jeg konverterede), og det var, da min søn kom til verden, og jeg her fik en vished for, at det at blive mor er det mest fantastiske, der kan ske her i verden, altså måske lige bortset fra at Eukaristien er det mest fantastiske i verden.

Jeg måtte blive katolik og være en del af Den eneste Kirke på hele kloden, som har holdt fast ved Frelserens bud og dogmerne, selvom disse to ikke altid har været overensstemmende.

Jeg er et menneske, der er ramt, ligesom Den Pave vi har lige nu, også er det, og som sidder på Peters Stol, der har skånet Den universelle Kirke fra hæresi siden Kristus og apostlenes tid. Vor tros højdepunkt er Eukaristien – kun den ene Eukaristi

Jeg må tro på at det, vi i dag ser i Kirken, ikke er endetiderne, men begyndelsen på en ny æra. Den tid, vi er i nu, er præget af en revselse og er ganske givet en tid, hvor vi er vidner til, at Kirken følger i sin Herres fodspor og oplever Sin egen passion (lidelse), men det er samtidig en spændende tid at være katolik i. Det er en tid, hvor noget nyt kommer til verden med den smerte, der naturligt følger heraf.

Hvis vi fortsætter med at kæmpe vores kamp mod myndigheder og magter ved at væbne os med vore åndelige våben, vil vi ikke fejle. Vore fjender er ikke de mennesker, der både udenfor og indenfor Kirken ønsker at gøre os ondt.

Vores fjende er satan.

Jeg ved, at det lyder som en kliche, når jeg fortæller disse ting. Jeg ved, at I er ved at være trætte. Jeg er også blevet træt. Men, det er en omvendelse, vi alle må bede for og huske i vore hjerter og i alt hvad vi siger og gør, at vi har fået et løfte, som ingen anden Kirke på denne jord har fået eller nogensinde vil få. Et løfte som igennem 2000 år ikke er blevet brudt. Kristus lyver ikke, og Helligånden vil på ingen måde tillade, at Kristus bliver gjort til en løgner.

Alt, hvad jeg ved, er, at jeg for første gang i mit liv gav mit fiat (ja), og Gud flyttede bjerge for mig

Hvor meget mere vil Han ikke gøre for de katolikker, som er trofaste, og som virkelig er pressede i Kirken i dag?

Læg Ham ikke hindringer i vejen. Vi har allerede sejret.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stefanie Nicholas og publiceret på OnePeterFive d. 6. august 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/catholic-eastern-orthodox-true

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

33. alm søn

1. læsning Dan 12,1-3

På den tid fremstår Mikael,
den store fyrste,
der står ved dit folks side.
Det bliver en trængselstid,
som der ikke har været magen til,
så længe folkeslag har været til.
På den tid skal dit folk blive reddet,
alle der er indskrevet i bogen.
Mange af dem, der sover i jorden,
skal vågne,
nogle til evigt liv,
andre til forhånelse, til evig afsky.
De indsigtsfulde skal stråle
som himmelhvælvingens stråleglans,
og de, der førte mange til retfærdigheden,
skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

Vekselsang Sl 16,5&8.9-10.11

R. Vogt mig, Gud,
jeg søger tilflugt hos dig.

Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
du sikrer min lod.
Jeg har altid Herren for øje,
han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
ja, mit legeme skal bo i tryghed.
For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
din fromme vil du ikke lade se graven.

Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd.

2. læsning Hebr 10,11-18

Brødre og søstre. Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder, men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd, hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder. For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.Det bevidner Helligånden også for os; for efter at have sagt: “Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.” Men når synden er tilgivet, er der ikke længere brug for syndoffer.

Akklamation til Evangeliet Luk 21,36

Halleluja!
Våg altid, og bed om, at I må få styrken til
at stå foran Menneskesønnen.

Evangelium Mark 13,24-32

På den tid sagde Jesus til sine disciple: ” I de dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og kræfterne i himlen rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed. Og da skal han sende englene ud, og han skal samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens yderste grænse til himlens yderste grænse.

Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at han står lige for døren. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå. Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.”

Lægerne anbefalede hende at abortere sit syge barn. Hun afslog. Nu er der mulighed for, at hun kan blive helgen

Den engelske forfatter Chesterton sagde: “Det er et historisk paradoks, at enhver generation omvendes af en helgen, der står i modsætning til den”.

Når man tænker på dette Chesterton citat, er det ikke overraskende at erfare, at man overvejer en kanonisering af Chiara Corbella Petrillo. For at være mere præcis, man åbner hendes sag kun seks år efter hendes alt for tidlige død den 13. juni 2012.

Prøv at stoppe op for et øjeblik. Gennemse din mailhistorik for den 13. juni 2012. Jeg gjorde. Der optrådte ikke nogen nævneværdige mails, det meste var almindelig kommunikation om stort og småt. Og alligevel afsluttedes på denne dag et kristent vidnesbyrd af episk karakter.

***

Enrico og Chiara blev gift i september 2008. Kort efter blev Chiara gravid. De nygifte var overlykkelige. Deres glæde varede imidlertid kort. En ultralydscanning viste, at barnet var misdannet. ”Du ønsker vel at abortere?” var lægernes respons. Men da Chiara så tilbage på billedet af det hjælpeløse barn, var hun fast besluttet på at fortsætte graviditeten. Selv hvis barnet kun skulle få en kort levetid, besluttede hun sig for, at barnet skulle have mulighed for at leve.

Maria Grazia Letizia blev født den 10. juni 2009. Hun levede i 30 minutter, hvilket var længe nok til, at hun blev døbt af en præst. Senere skrev Chiara:

Hvis jeg havde aborteret hende, tror jeg ikke, at jeg ville mindes dagen for aborten som en dag, der skulle fejres … Det ville være et øjeblik, som jeg ville gøre alt for at glemme resten af mit liv, et øjeblik forbundet med stor lidelse. Men dagen, hvor Maria blev født, vil jeg altid huske som en af de smukkeste dage i mit liv … Længden af tidsrummet hvor vi var forældre er ligegyldigt: en måned, to måneder, et par timer. Det, der betyder noget, er, at vi fik denne gave … og det er noget, som vi aldrig glemmer”.

Maria Letizias begravelse fandt sted to dage efter hendes fødsel. På den lille hvide kiste efterlod hendes forældre et kort med følgende ord:

Vi var tilfredse med at holde dig i favnen blot i en halv time, det gjorde os glade.

Vi kunne ikke holde op med at betragte din næse, som ligner min samt de små hænder og fødder.

Vi havde ikke tid nok til at fortælle dig … at vi elsker dig … Det betyder ikke noget, hvor meget tid vi fik sammen …

Det, der er vigtigt, er at kende Faderen …

Fra din fødsel var du klar (til at kende Faderen), jeg kan ikke finde ord, der beskriver, hvor stolte vi er af dig.

Vi fulgte dig på vej, så langt vi kunne.

Nu skal du møde Faderen …

Endnu en graviditet fulgte. Denne gang viste skanningen, at barnet manglede det ene ben, og det andet var blot en stump, og yderligere skanninger viste, at barnet ingen nyrer havde og som en følge heraf, ville det ikke udvikle lunger, det lille barn ville have vanskeligt ved at trække vejret. Prognosen, for at det ville overleve, var dårlig. Endnu engang havde parret en diskussion med det medicinske personale, om hvorvidt graviditeten skulle fortsættes. Det medicinske personale argumenterede for (overfor Enrico og Chiara) at afslutte barnets liv, mens de alle så på barnet på skærmen, der kæmpede for sit liv.

Et barn er ikke for noget par et spørgsmål om livsstil, det er en gave fra Gud. For dette katolske par fortsatte graviditeten, indtil Davide Giovanni kom til verden.

Umiddelbart ved barnets ankomst, omfavnede moderen den lille og hviskede: ”min elskede søn”. Ligesom sin søster blev drengen med det samme døbt af en ventende præst. Da anbragte Enrico et mindre trækors om sin nyfødte søns hals. 30 minutter senere blev den lille dreng, som sin søster, båret væk af faderen til hospitalets kapel.

Men parret kunne ikke holde op med at elske hinanden og dermed lade livet spire. Chiara blev snart gravid, men udover det lille barn voksede yderligere noget andet i hende. Man fandt en svulst på hendes tunge, og den bredte sig til nakken og øjnene. Hun blev foreslået forskellige former for behandling, men afslog med henvisning til at behandlingen kunne udgøre en risiko for det ufødte barns liv, og hun ønskede derfor først at påbegynde behandlingen efter fødslen.

Endelig kom Francesco til verden. Hans forældre var ude af sig selv af glæde. Francesco var et barn med et godt helbred.

For en kort stund kunne parret sammen med deres nyfødte barn leve et ”almindeligt” familieliv, noget de begge brændende havde ønsket sig. De nød hvert eneste øjeblik med deres barn, at være sammen med andre småbørnsfamilier, at tage på ture som familie og endda de søvnløse nætter. Det var en dyrebar tid, som skulle vise sig at være lånt tid. Chiara havde ikke nogen anelse om, at mens hun bragte nyt liv til verden, var hendes eget liv ved at nærme sig sin afslutning.

Svulsten viste sig at være ondartet. I behandlingsøjemed var der meget lidt, der kunne gøres. Efter en tids ophold på hospitalet stod det klart, at ingen behandling havde virkning. Til slut tog det medicinske personale Enrico til side for at forklare ham situationens alvor. Nu var det op til Enrico at forklare sin 28-årige hustru, hvor alvorligt det stod til. Han skulle forklare dette til den kvinde, som han havde giftet sig med, ønskede at blive gammel med, at stifte familie med og nyde kommende børnebørn sammen med.

Enrico fik samlet sig, opsøgte sin hustru og tog blidt hendes hånd og førte hende til hospitalets kapel. Det var foran Det Allerhelligste Sakramente, at han satte hende ind i tingenes tilstand.

Efter et stykke tid omfavnede de hinanden. Derpå gentog det unge par deres ægteskabsløfte. Chiara bad sin mand om ikke at fortælle hende, hvor lang tid hun havde tilbage, for hun ønskede at leve i nuet sammen med sin mand og sit elskede barn.

Det var onsdag i den stille uge.

***

Som i de historier, der handler om det første møde, så mødtes Chiara og Enrico ved et tilfælde. Det skete i sommeren 2002. De besøgte begge samtidig et helligsted for Maria, og de var hver for sig kommet rejsende dertil, Enrico sammen med sin daværende kæreste, som imidlertid forlod ham, og derfor var Enrico Petrillo alene i restauranten på hotellet. Da kom en ung kvinde til syne. Han så på Chiara og tænkte, at hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Der var kun en ledig plads i restauranten (det var overfor ham). Deres øjne mødtes, og hun gik igennem lokalet (og tog plads overfor ham).

Da, der blev ringet ind til Angelus om aftenen den 13. juni 2012, lukkede Chiara øjnene for sidste gang. Hun blev 28.

I denne verden var hendes største ønske at blive mor, og tidligere end ventet blev hun genforenet med to af sine børn, som allerede ventede på hende, og hun venter nu på at blive genforenet med alle dem, hun holdt af, og endelig vil deres mange tårer blive tørret bort.

Historien om Chiara Patrillo er en historie af vor tid men også for vor tid. For at citere Chesterton igen: ”Helgenen fungerer som en slags medicin, for han eller hun er som en modgift. Han/hun vil generelt set være en, der genskaber helligheden i verden ved at sætte det i perspektiv, som verden har vendt sig bort fra”.

I en tid hvor manglen på tro er fremherskende, og hvor det bedrageriske vildleder de troende, hvor de mest sårbare som det selvfølgeligste bliver fjernet, hvor valget bliver langt vigtigere end resultatet af valget, nemlig udslettelse, hvor den syge (grundet besvær) anbefales døden, og hvor løgne vedrørende menneskelivets vilkår er blevet gjort til sand viden, når stanken af hele denne rådne dødens kultur dagligt lægger sig over os, da ser det ud som om, at en helgen for vor tid er fremstået i blandt os.

For Chiara var tro mod Guds plan for hende, hun var tro mod de løfter, hun gav ved sit bryllup, hun var tro mod Kirkens gennemgående og uforanderlige lære, hun var tro mod sit kald som mor, uanset den tilstand, de børn hun blev skænket, var i, og hun bar glæden i sin tro indtil det sidste selvom den afslutning på livet, som hun fik, var hendes Golgatha.

Chiara bed for os, Gud ved, at vi trænger til det.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 19. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/doctors-told-her-to-abort-her-sick-baby.-she-refused.-she-now-may-become-a

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)