Moder Mectilde de Bar

Catherine Mectilde de Bar blev født i Lorraine (Frankrig) den 31.december 1614, og hun fortjener at blive kendt i Den universelle Kirke. Hun er en kvinde af samme format som Gertrud den Store og Teresa af Avila. Moder Mectildes arbejder bærer et markant præg af Den hellige Skrift og den liturgiske tradition, der var med til at forme hende, som benediktinernonne. Dette får hende til at fremstå som en kvinde med et særligt kendskab til menneskesindet og med en stor åndelig visdom.

Catherine Mectilde de Bar oplevede på sin vej mod kaldet til ordenslivet mange uforudsete hændelser, lidelser på sjæl og legeme, hele tiden at skulle starte forfra, konstante omvæltninger og en uforanderlig stabilitet i Det eneste nødvendige. Netop i den henseende taler Moder Mectilde til nutidens unge mænd og kvinder, der må følge deres kalds vej i en tid præget af usikkerhed, omskiftelighed og hurtig forandring. I 1653 lagde hun fundamentet til én af de mange grene indenfor den benediktinske ”familie”, dedikeret til evig tilbedelse af det Allerhelligste sakramente med det sigte og den ånd at foretage sonebod og uophørlig lovprisning.

Moder Mectildes Eukaristiske doktrin er et mystisk udtryk for det Kirken i Øst og Vest altid har troet på vedrørende Det tilbedelsesværdige Kristi Legeme og Blod som sakramente. Hendes opmærksomhed rettet på en værdig og ærbødig fejring af Den hellige Messe og læsning af tidebønnen er en opfordring til at foretage en genopretning af det, tidligere generationer betragtede som helligt og stort. Mectilde de Bar bærer på en vision om benediktinernes liv, hvor man fornyer klosterlivet ved en ”saltvandsindsprøjtning” bestående af Eukaristisk kraft og liv. Hendes dedikation til evig tilbedelse af det Allerhelligste sakramente ligger på lige linje med den nutidige længsel, der hersker blandt unge mennesker efter et personligt og transformerende møde med Guds Ansigt.

Moder Mectildes dybe og hjertelige forhold til Den hellige Jomfru Maria er et forbillede for en livgivende Mariansk fromhed. Den plads, hun overlader til Vor Frue som priorinde for sine klostre, antyder, at ethvert samfund og familie kan komme under Marias royale beskyttelse og blive indviet til hendes moderlige hjerte, og dermed kan det blive stedet for en vedvarende pinse, et læringssted for apostle og evangelister og et frugtbart moderliv, der bringer liv til verden i alle generationer.

Catherine Mectilde de Bar levede i en tid præget af overtro, hvor man ”legede” med mørkets magter, og hvor man bedrev helligbrøde. Urovækkende begivenheder på ethvert kontinent viser (med tydelighed), at sådanne synder foretaget mod det Allerhelligste sakramente stadig foretages den dag i dag. Moder Mectilde knytter sig i kærlighed til gerningsmændene, der foretog disse forfærdelige forbrydelser og bad til Gud om at vise dem barmhjertighed og fremstillede sig selv som et offer for sonebod: et offer, der uigenkaldeligt blev overdraget Gud med den hensigt at give Ham den kærlighed og tilbedelse, som blev nægtet Ham af dem, der hader Ham og viser modstand overfor Hans hellighed.

Catherine Mectilde de Bar er et eksempel på det åndelige moderskab, der er nødvendigt i Kirken i dag, ikke kun i klostrene og andre ordenskommuniteter, men overalt hvor Kirken igen og igen bringes til verden ved Eukaristien. Moder Mectilde viser, at det Allerhelligste sakramente er en kilde til ”overnaturlig” frugtbarhed i enhver sjæls liv, der ved at holde fast ved Lammets Offer, indgår i Hans Offer og med Ham tilbeder Faderen ved Helligånden.

Moder Mectilde af det Allerhelligste sakramente fandt fred i Herren Quasimodo søndag den 6. april 1698. De ord, hun udtalte i sin dødsstund, udtrykker hele hendes liv: ”Jeg tilbeder og underkaster mig”.

Vil man vide mere om Moder Mectilde og hendes arbejder, kan disse findes på Vultus Christi. I foråret 2020 blev det første store værk om Moder Mectilde udgivet på engelsk, og det kan findes her (1).

Henvisninger

1: The Mystery of Incomprehensible Love — Silverstream Priory (cenacleosb.org)Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi. Den kan læses på: Mother Mectilde — Silverstream Priory (cenacleosb.org)

2.

Du vil erfare, at dit håb ikke er forgæves

I sine breve til Marguerite, hertuginden af Orléans (1613-1672) har Moder Mectilde de Bar nogle meget smukke ting at sige om mysterierne knyttet til Barnet Jesus. For mig ser det ud som om, at de ting som Moder Mectilde fremkommer med, afspejler de erfaringer Skt. Thérèse, trappistabbeden Dom Vital Léhodey og Moder Yvonne-Aimée har haft med Jesus, Kærlighedens Konge. Her følger min egen oversættelse af det, som Moder Mectilde har at sige:

Det synes for mig, som om ønsket om at høre Gud til og elske Ham, har bragt opmuntring til dit hjerte op til flere gange. Du har i dit hjerte et ønske om at løfte dig op over dig selv for at forblive i Gud, men tyngden af den menneskelige elendighed tillader dig ikke at kunne nyde denne lykke vedvarende i dette liv uden afbrydelser. Man må erfare lidelse, så længe man er i dette eksil, og denne lidelse må bæres med tålmodighed. Dette vil kun blive lettere for os at bære, hvis vi ser hen til Det Evige Ord i kødets skikkelse, Han kommer … for at ledsage os på denne pilgrimsvandring.

Han kommer ind i verden, men verden har ikke taget imod Ham. Han kommer til Sine egne, men de kendte Ham ikke. Jesus er således her på jorden, som en fremmed, der ikke har noget sted at hvile Sit hoved. Det er den kærlighed, Han bærer på, rettet mod os, der hensætter Ham i armod. Men min Gud, hvor stor er denne kærlighed, at den reducerer Jesus til absolut intet. Blandt Sine undersåtter er Han som en slave, og alt det, Han gør, er at give vidunderlige eksempler på Sin kærlighed blot for at drage os til Ham. Han gør dette for at vinde vore hjerter og for at give os friheden til at tale med Ham og aldrig mere betvivle Hans venlighed overfor os, og at vi ikke mere holder fast ved tanker om mistillid og frygt, som har det med at komme i vejen for os og skabe uro i vores ånd…

Hvis dette Guds Barn manifesterer sig i din sjæls dyb, da vil Hans tilstedeværelse bringe dig glæde, og Hans kærlighed vil gøre dig stærk. Der findes ikke noget så sødmefuldt som at elske (sin næste) og kende og elske Jesus. Profeten forsikrer os om dette. Elsk, elsk denne elskelige Frelser, som elsker dig så ømt, og som lader Sine fortjenester tilflyde dig samt alt det, Han i Sig selv er. Du bør have Ham i dig og find i Hans fylde alt det, du mangler. Benyt Hans dyder og kærlighed som kompensation (for dine mangler) og dvæl i Hans godhed med et barns tillid, og du vil erfare, at dit håb ikke er forgæves, ej heller bliver din tillid svigtet.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. september 2012. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2012/09/you-will-experience-that-your/

3.

Vent på Ham i alle situationer

I dette brev skrevet til en ordensperson i Rambervillers i 1643 eller 1644, taler Moder Mectilde om det at vende Gud ryggen i en tid præget af lidelse. Hun ønsker, at brevets modtager vil forstå, at de problemer, man oplever i livet, i åndelig forstand er fordelagtige, fordi lidelse bereder sjælen til en forening med Gud.

Vi er i Hans almagts hænder, og det er vi uden forbehold. Det gør mig fortrøstningsfuld at se, at dine problemer fortsætter. De har nemlig konsekvenser, der er meget fordelagtig for din sjæl, selvom resultatet er, at du lider meget. Det er nødvendigt at gå igennem smeltedigelen for at blive den guddommelige forening værdig.

Moder Mectilde ønsker, at brevets modtager må sige ”ja” til alt det, Guds vilje tillader. Hun vender tilbage til sin vedvarende lære om, at man må blive til ”ingenting”. Dette betyder ikke en tilintetgørelse af den sjæl, der er skabt i Guds billede og lighed. Når hun taler om sjælens tilintetgørelse, henviser hun til, at den kommer af med sit falske selv, som er det grimme selv, der er blevet forvrænget af synd, og som i hovmod knejser med nakken i Guds nærhed og foregiver at være noget. Det er det ego, der må afgå ved døden, og hvis det er Gud, der er bødlen, er det, det bedste, der kan ske. Henrettelsen vil blive udført hurtigt og omhyggeligt.

Betro dig til Gud og overgiv dig til Hans varetægt og hellige handling. Sig ja til alt det, Han lader tilstøde dig, det være sig problemer, lidelser og til, at du føler dig som det rene ingenting. Du bør i langt højere grad indtage en passiv end en aktiv holdning. Selv hvis omfanget og intensiteten af disse problemer og lidelser undertiden slår benene væk under dig, vil Guds magtfulde hånd en dag ride denne storm af. Vent på Ham i alle situationer og giv slip på dig selv og din oprørske natur og overgiv dig til Hans uendelige godhed.

Jeg vil her fremhæve noget, som de ”moderne” åndelige vejledere sjældent kommer ind på: ”giv afkald på dig selv og overgiv dig til Ham, for at dit ego kan blive elimineret”. Moder Mectilde taler her om en passiv renselse af sjælen, som er, når Gud selv på en direkte måde begynder at handle i forhold til sjælen for at fjerne resterne af stolthed og urenhed, som selv den bedste menneskelige indsats ikke formår at fjerne. Hun definerer denne handling som ”Hans barmhjertige og retfærdige gerning”. Det er sjælens renselse ved Den evige Kærlighed, og det er det, som Skt. Johannes af korset betegner som ”kærlighedens levende flamme”.

Giv afkald på dig selv og overgiv dig til Ham, og lad dit ego blive fuldstændig elimineret. Endnu mere formaner jeg dig, at du selv bidrager til, at dette sker, ved at du overgiver dig til den fortvivlelse (der tilstøder dig), og derved ydmyger dig foran Hans Majestæt, så du modtager ”Hans barmhjertige og retfærdige gerning”, som renser dig med Hans evige kærlighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 26. september 2011. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2011/09/wait-upon-him-for-everything/

4.

Derfor kan jeg begynde at leve ganske som et lille barn

Catherine – Mectilde de Bar var den, der i det 17. århundrede gik forud for Thérèse, kirkelæreren med fokus på den ”lille vej”. Teksten nedenfor er taget fra en samtale den 28. marts 1694, efter at Moder Mectilde var kommet sig af en livstruende sygdom. Under oversættelsesarbejdet med teksterne blev jeg forbløffet over det åndelige slægtskab mellem benediktineren af det Allerhelligste sakramente, som levede indtil hun blev 84 år og karmeliteren fra Liseieux, der døde som 24-årig. De regnes begge for at være blandt ”de små”, som det behager Faderen at vise ting, der er skjult for denne verdens kloge hoveder.

Lad os komme til Ham i en ånd af ydmyghed og med alle vores fejl og elendighed. Hvis vi ufrivilligt begår fejl, bør vi ikke blive overraskede. Hvis du falder i synd, bøj dig da endnu dybere, end du er faldet. Du bør være dig din elendighed bevidst overfor Herren. Da vil du tro, at det er det, du er i stand til. Anråb Ham og Han vil forlade dig din synd. Hvis du har benyttet din frie vilje til at begå disse fejl, bør dit råb til Herren være endnu højere. Han bliver ikke træt af at tilgive dig. Det er let at sone hos Herren. Jeg ville aldrig have troet, at det forholdt sig sådan, men jeg har lært det. Jeg måtte alligevel bringe nogle ofre, der var en smule hårde og smertefulde, men de blev forsødet af Vor Herres mildhed.

Ja, mine børn, der ligger en ubeskrivelig nåde i at give afkald på sig selv, for den leder sjælen til Guds favn. Jeg finder ikke desto mindre, at der endda er noget mere (i selve handlingen – overgivelsen), når sjælen giver fuldstændig afkald på sig selv. Jeg siger dette, fordi vi i vores afkald på os selv stadig har fokus på os selv, men når vi opgiver os selv, forlader vi os selv. Det er meget få, der giver afkald på sig selv, fordi det at vende tilbage til sig selv og dermed sine egne interesser gør, at man vender tilbage til det, man har opgivet. Det var på den måde, jeg lærte at forsage mig selv: efter to eller tre dages sygdom, gjorde min forestillingsevne det muligt, at jeg blev vidne til min egen dom. Gud gav mig nåden ved at sætte mig i en tilstand, hvor jeg gav afkald på mig selv. På samme tid fik jeg vist, at min sjæl var som en pjalt, der var mærket af Gud. Dette fik mig til at forstå, at Gud ville have mig til at give afkald på mig selv, som man skiller sig af med en pjalt. Man har ikke travlt med at samle denne pjalt op fra jorden, hvis man vel og mærke ønsker at gøre dette, og gør man det, er det kun for at skaffe den af vejen. Man gemmer den ikke i en kasse. Mine børn, det er i sandhed godt at være en pjalt. Gud lod mig stå op igen (jeg var syg til døden), så jeg kunne begynde at leve i enkelhed, som et barn, hvor jeg har overdraget alt til Ham uden at ville have noget for mig selv. Jeg finder ikke noget mere trøstende og betagende for en sjæl end at sige: ”Gud er min Fader”. Vi stifter bekendtskab med dette flere steder i evangeliet, og det synes endda som om, at der bevidst bliver givet en betaling i dagens evangelietekst: ”I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader: for én er jeres Fader, han, som er i himlen” (Matt 23:9). De ord, som Han (Kristus) siger til Skt. Magdalene efter Hans opstandelse, gør stort indtryk på mig: ”Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud” (Joh 20: 17). Dette er i sandhed en trøst for en sjæl at vide: Gud er min Gud, og Han er tillige min Fader.

I forgårs efter modtagelsen af Den hellige Kommunion var det, som om min sjæl udbrød til syndere: Kom, kom syndere! Kom og se Guds umådelige store kærlighed og de vidundere, Han udvirker i sjæle. Kom og se denne afgrund af barmhjertighed og kærlighed, der er uendelig! Abyssus abyssum (Sl 141:8). Han er Gud, men Han besidder også en Faders hjerte. Det, der er beundringsværdigt, er, at Den, der er hovedelementet i Den hellige Treenighed, er min Fader! Guds Fader er min Fader! Og dette er en trossandhed, som vi bør tro på lige så meget, som at vi tror på det Allerhelligste sakramente, fordi Jesus befalede os det.

Læg mærke til at Jesus ikke sagde: ”Så vær da fuldkommen som Min himmelske Fader er fuldkommen”, nej, det, Han sagde, var: ”Så vær da fuldkommen som jeres himmelske Fader er fuldkommen”. Vi har en guddommelig oprindelse. Hvilken ære for os, mine søstre, at have Gud til Fader! Hvad? Den, der er min Gud, er min Fader! Lad os derfor betro os til Ham. Nej, mine søstre, Han vil aldrig vende sig bort fra jer. Det er måske gift, I bærer på i jeres hjerter, men I vil ikke dø af den. Han er en retfærdig Gud, Han er så uendelig god. Tro mig. Læn jer mere til godheden end til retfærdigheden. Nej, Han vil på ingen måde se sjæle gå til grunde, det har jeg allerede sagt jer. Han elsker sjælene og bærer dem alle i Sit yndige Hjerte.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 21. oktober 2018. Den kan læses på: So that I might begin to live in simplicity, like a child – Vultus Christi

5.

Din elendighed er en trone for Jesus Kristus

Moder Mectilde de Bar skriver til en person i en orden i Toul den 5. juni 1677, og hun har følgende at sige:

Vi bør være tålmodige i forhold til de svagheder, som vi har, og gøre dem til genstand for vores ydmyghed, men vi må under ingen omstændigheder følge den uorden, de medfører. Det er det, der er synd og ikke en bevidsthed om de dybder af ondskab, der er i os. Man må bære dette uden at lade sig forstyrre af det, fordi det tjener som en trone for Jesus Kristus, og Han glæder Sig over en sjæl, der accepterer og fornemmer sit eget fordærv på netop denne måde.

Vores ”beholdning” af dyd er i underskud, ja, men det er et underskud, der venter på at blive opfyldt af Kristi evige nåde. ”Vores underskud af dyd” kan, siger Moder Mectilde, ”tjene som en trone for Jesus Kristus”. Ydmyghed består først og fremmest af følgende: en ydmyg og frygtløs erkendelse af ens egen svaghed, uberegnelighed og ustadighed. Når man har accepteret sin egen elendighed, kan man roligt og med vished overlade det til Vor Herre og have tillid til, at Han selv vil gøre alt det (arbejde), i det ydmyge menneske, som intet menneske formår at gøre. Dette princip kan også benyttes, når det handler om at opbygge et kommunitet i et kloster, eller når det handler om den enkelte munks arbejde med sig selv. Jeg finder trøst i det, som Moder Mectilde skrev i 1665 i hendes sidste brev til vennen Jean de Bernières, som var en hellig lægmand:

I bund og grund har jeg stadig afstand til det hele, og her er Gud min eneste støtte. I Ham finder jeg det eneste, jeg har brug for. Det ser også ud til, at jeg absolut ikke har nogen ambition om at bygge et kloster, der skal ”udstilles”, tværtimod ønsker jeg at opbygge et meget lille sted, hvor man ikke bliver set eller genkendt af nogen. Der er nok af prægtige bygninger i Paris, hvor Gud i storslået pragt bliver æret. Jeg ønsker, at dette hus skal ære Ham i stilhed og tomhed dog uden at give køb på noget af det, der skal bidrage til tilbedelse og ære af det Allerhelligste sakramente, det vil sige for Kirken og Herrens Alter.

Derfor er det altså i sjælen, det hele foregår. Hvis dit indre liv er præget af en mangfoldighed af ting, der bekymrer dig, plager dig, skaber problemer for dig og lammer din ånd, søg da Guds nærvær og overgiv dig til Ham. Se på Ham og tænk kun på Ham. Husk Hans godhed og barmhjertighed. Søg ind i Hans storhed samt uendelige fuldkommenhed og fortab dig i Hans ufattelige guddommelige uendelighed, og du vil forstå, at alt det, der foruroliger dig, er forsvundet, og du vil til din overraskelse i din sjæl fornemme roen og freden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. april 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2017/04/ones-misery-a-throne-for-jesus-christ/

6.

At tilbede stilheden i Ordet

Moder Mectilde de Bar (1614-1698) hører til den forsamling af store mystikere, der ligesom Skt. Johannes af Korset var tilfreds med at være i det skjulte og hengive sig til stille tilbedelse. Her er min oversættelse af et foredrag Moder Mectilde gav i 1661 i et domkapitel. Hun taler ind i Den hellige Messes introitus på en søndag i juleoktaven ”Dum medium silentium”.

Stilhed i Ordets nærvær

Hvem vil vove at tale, og hvad kan der siges i Det evige Ords nærvær, som er så dybsindigt og stille og alligevel med stilhedens sprog gør sig selv forståelig for sjæle, der forbliver at være i den hellige og mest inderlige stilhed, der spreder fred i sjælen?

Den indre og ydre stilhed

Hvad kan en skabning, som ikke er andet end mørke og dyb uvidenhed, nogensinde ytre sig om Den evige Visdom, Den guddommelige alvidenhed, der rummer alt? Vi bør være præget af rådvildhed i forhold til, om vi overhovedet bør sige et eneste ord, når Han på intet tidspunkt lader ord komme over Sine læber, og det er i forbindelse med Hans stilhed, at Han lærer os at befinde os i en indre og ydre stilhed. Englene blev slået med tavshed ved synet af det lille barn, det var guddommeligt, den guddom, der var blevet så lille, at Han lå i krybbens strå, og hvordan Han har givet Sig selv i Hostien. Hvad ser vi blandt disse velsignede ånder med undtagelse af hellig forbløffelse, som leder dem til en afgrundsdyb tavshed og ærefrygt?

Dum medium silentium

Jeg finder ordene Dum medium silentium beundringsværdige. Gud er i Sin majestæt kommet til verden i mørket og stilheden. Åh … hvis blot jeg kunne berette om, når Jesus Kristus fødes ind i en sjæl! Han kommer til verden i stilhed og mørke: i vores indre og ydre stilhed og i vores møde med andre skabninger. I mørket, ikke uklarheden, der er forårsaget af sjælens ufuldkommenhed, men det guddommelige mørke, som ikke giver os lov til at se de hellige mysterier, Han udvirker i os, mysterier, vi bør tilbede og ære uden at kende til dem.

Mother Mectilde de Bar, Chapter Conference, 31 December 1661.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 29. oktober 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/12/adoring-the-silence-of-the-wor/

7.

Et kvarter om dagen

Catherine-Mectilde de Bar (1614-1698) var åndelig moder og vejleder for hertuginden af Orleans, Marguerite af Lorraine (1615-1672). I løbet af deres lange korrespondance pålagde Moder Mectilde hertuginden hver dag at afsætte et kvarter, hvor hun trådte frem for Gud og lod Ham foretage Sit arbejde i hende.

Jeg er en stor tilhænger af Moder Mectildes blide, men også faste pædagogiske tilgang, hvor hun pålægger sjælen, at den et kvarter om dagen følger den helt enkle sandhed, nemlig at: Gud er. Jeg har gennemgået Moder Mectildes breve til Marguerite af Lorraine for at samle de henvisninger, der er til ”et kvarter om dagen” og oversat dem til engelsk (og de kommer her på dansk). Her er frugten af mit arbejde.

En sjæl, der lever i evangeliets ånd (Moder Mectilde henviser her til evangelieteksten om Den gode Hyrde, som bliver læst den anden søndag efter påske (Johannesevangeliet 10:11-16)), bærer alene på en glæde og ro, der er funderet i Gud. Lad Jesus Kristus være Ham, der nærer dig og af kærlighed til Ham, afvis ikke mig et kvarter om dagen, hvor jeg beder dig træde frem for Hans hellige tilstedeværelse for at modtage Hans nåde og blive funderet i tro, kærlighed og respekt for den ufejlbarlige og magtfulde sandhed, der rummer alt, nemlig: ”Gud er”. Det er nok for en kristen sjæl.

Hvis du ønsker at forpligte dig på denne lille praksis hver dag, vil jeg tage mig den frihed at skrive til dig og instruere dig i, hvordan du skal gøre det. Jeg kan forsikre dig om, at din sjæl vil modtage stor nåde ved dette, og hvis du fortsætter, vil du blive i stand til uden besvær at tilbringe flere timer i stille bøn (Oraison). Giv mig lov til at gøre dig denne tjeneste, og lad din ydmyghed tillade mig, nogle gange, at bede dig om en redegørelse for det, der sker hos dig, for at jeg kan få vished for, at Vor Herre arbejder med dig. Hvis du bifalder det og vil gøre det (hvilket du bør), vil du med lethed kunne færdes i verden og blandt alt det, der er i verden.

***               

Hvis jeg ikke formåede at lægge en dæmper på mig selv, ville du ofte blive ulejliget af din lille tjener (Moder Mectilde henviser her til sig selv), der vil spørge til dit helbred, og om du husker ”et kvarter om dagen”. Du har lovet at være tro mod det. Du må ikke lade dig afskrække, hvis det i starten ikke er let. Det, der følger, vil gøre din indsats sødmefuld.

***

Jeg tør ikke håbe på den ære at se dig i dag, det er derfor jeg sender dig et brev … hvor jeg spørger ind til dit helbred, og om du fortsætter med ”et kvarter om dagen”. Du må helst ikke opgive det. Det er for Gud og til Gud, du giver dette direkte, og det er det, der forpligter dig til at være tro mod det. Brug det venligst i denne pinseoktav til at overgive dig til Helligåndens kraft og kærlighed. Lad dine tanker være enkle, for at du kan være opmærksom og overgive dig til Hans nåde og Hans arbejde og tilbed Ham i stilhed. Vær en passiv modtager af det arbejde, Han vil gøre i dig og forhold dig åbent overfor de indtryk, Han lader komme til dig. Han vil ikke undlade, at de kommer til dig for at oplyse din ånd om evangeliets sandhed og tilskynd din vilje til at omsætte denne sandhed i praksis og det på en gavmild måde.

***

Lad din sjæl være Hans hellige Forsyns lille barn, der uden forbehold og med iver ønsker at være i overensstemmelse med Hans kærlighed. Det er det, Vor Herre ønsker af dig, og samtidig er det den måde, hvorpå du vil finde den fuldendte fred i dit hjerte og blive gjort hellig ved frakobling af det, der bekymrer dig. Jeg ved ikke, om jeg vover at spørge ind til ”et kvarter om dagen”, og om hvordan det går med at praktisere det?

***

Jesu hellighed ønsker at gøre sit arbejde i din sjæl. Det er grunden til, at din sjæl bør afsondres i forhold til din egen tænkning, så den kan holde sig tæt til Hans kærlighed. Lad os leve fuldt og helt for den kærlighed, der vil forandre os, så vi ligner Jesus. Jeg har et stort ønske om at være ved din side og tale om dette og ved denne sødmefulde samtale at bortjage dine problemer. Fat mod og fortsæt med ”et kvarter om dagen” og gør det med endnu større omhu end nogensinde før.

***

Jeg er sikker på, at hvis vi havde mere tro, ville vi oftere se mirakler i vores liv. Men det største mirakel af alle ville være en dyb fred og ro i os selv. Jeg har et dybt ønske om, at du skal opnå denne fredelige tilstand, at du må blive så tæt forenet med Jesus, at du ikke styrtes omkuld i de omskifteligheder, der præger dette liv, som består af forfængelighed, flygtighed og lidelse. Dette er grunden til, at man må holde fast ved denne fredelige tilstand (hvor man er forenet med Jesus) og ikke lade sig fange ind i tings flygtighed og dermed forblive fri (også) i mødet med udfordringer og tage den ufejlbarlige sandhed til sig, at: ”Gud er”. Det er med udgangspunkt i denne sandhed, at jeg tryglende bad dig benytte ”et kvarter om dagen” til at beskæftige dig med tro. Du kan gøre det på følgende måde: På det tidspunkt på dagen, i den time, der passer dig bedst, bør du finde dig et værelse, hvor du kan knæle eller sidde, hvis andet ikke er muligt og ved en helt enkel troshandling, tro på at Gud er til stede i det dybeste dyb af din sjæl, tro på Ham, som Han er, uden at skele til alle Hans egenskaber og det, at Han er fuldkommen. Man kan sige: ”Min Gud, ’Du er’, jeg tror på, at ’Du er’, og jeg anser mig selv som værende intet i Dit hellige nærvær”. Efter disse ord eller andre ord man måtte have benyttet, som Helligånden har givet Sin inspiration til, forbliv da i stilhed i en dyb respekt for Hans (Guds) uendelige storhed og gør dig ydmyg og undlad enhver forstyrrelse, som kan lede dig væk fra denne Hans allestedsnærværende tilstedeværelse. I løbet af dette kvarter om dagen skal du sætte vagt om dit sind, så det ikke ægges af tilskyndelser, så du ikke er i stand til at fornemme det, som Helligånden lader dit hjertes indre blive berørt af. Tro endelig ikke at dette er spild af tid. Du vil erfare, at denne stille bøn (Oraison) rummer en uudtømmelig skat bestående af nåde. Men da al begyndelse er svær, er det hensigtsmæssigt kun at gøre det i et kvarter, men det skal foregå uden afvigelser, og hvis du vil gøre mig den ære at aflægge mig et besøg, kan vi gå mere i dybden med dette. Lad os, mens vi er her på jorden, leve som helgenerne i Himlen og gøre det, som vi håber at skulle gøre i evigheden. Lad os elske, tilbede og have den Gud i os, som er helgenernes herlighed og lyksalighed. Må det ske på denne måde.

***

Når såret er fundet, så er man på vej til helbredelse af sygdommen, hvis der ikke er tale om en særlig farlig sygdom … Du, der er novice, foragter dig selv og finder trøst i det, der er tomt. Det er også sandt, at intet menneske er i stand til at give dig trøst, men det, der er Guds kan styrke og opmuntre dig til at bære de kors, som Gud finder, at du skal bære. Du må vise lidt hårdhed overfor dig selv, og det, der synes umuligt vil blive let for dig. Med (Guds) nåde er man i stand til at klare det meste. Jeg tilbageholder min iver for ikke at skælde (dig) min dyrebare novice ud. Men jeg beder dig ydmygt om, at du vil komme og se din elskede moder, så du ikke kommer til at erfare en mindre irettesættelse, og hvis du trækker det ud, vil du glemme det, din moder har lært dig. Hvad vil der da ske med ”et kvarter om dagen”, hvis du ikke giver en tilbagemelding, om du foretager denne praksis eller ej. Jeg er dog overfor Gud forpligtet til at give dig et venligt og blidt ”skub” ind i Jesu Kristi Hjerte, hvor du finder det liv, den hvile og glæde, som hverken verden eller skabninger giver.

***

Lad os hver dag omvende os mere og mere til Ham. Han venter kun på, at vi vender tilbage til Ham og bliver tæt forbundet med Ham. Dette er meget let, for Han er i os, og af den grund behøver vi ikke at søge Ham i vore kirker. Det, vi blot skal gøre, er at samle os omkring den tro, vi bærer i os og tilbede Ham i os selv med dyb respekt. En sjæls omvendelse til Ham sker ikke hurtigere ved en enkel og kærlig omvendelse, end ved at hun finder Ham i de indtryk, Hans nåde tilskynder hende, som om Han sagde: ”Her er jeg, vær Min, og Jeg vil være din”. O, ord kan føre hjertet på afveje og endda ødelægge sanserne! At finde Gud, som er så tæt på os, og som fremstår, som om Han intet andet ønske har end at give Sig selv fuldt og helt til os og opfylde os med Sin nåde.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 29. november 2018. Den kan læses på: A quarter of an hour a day – Vultus Christi

8.

Alle steder antænder Han ild

I dette brev fremlægger Moder Mectilde med humoristisk sans en dyb åndelig lære. Moder Mectilde regnes blandt 1700-tallets største forfattere, som Frankrig har fostret, og hun markerer sig specielt på det område, der omhandler åndelig vejledning.

Min kære datter, du søger en vis form for støtte hos mig, men jeg kan forsikre dig om, at jeg tager Vor Herres parti. Hvis Han fjerner dit slør, vil jeg fjerne din kåbe. Jeg vil have din hellighed. Du er en lille bondepige, der står foran domstolen. Man ønsker at gøre hende til en fin frue, og derfor fjerner man hendes gamle ”klude” og det, der er laset. Hun ønsker ikke nogen smukkere eller pompøs kjole. Hun kan ikke bære en sådan kjole. Hun føler sig som en fupmager. ”Tag den af mig” siger hun, ”Jeg vil have mit gamle tøj tilbage”. ”Jeg foretrækker min frihed fremfor alle disse fine ting”. Dette er et godt sted at starte, for det er nemlig en metafor møntet på dig. Når Gud fjerner noget hos dig, bliver det et stort tab for dig. Han ønsker at fjerne dine ”klude” for at kunne klæde dig i Sig selv, og det ønsker du ikke. Du forhindrer Ham i at gøre det. Din natur (det vil sige den lille bondepige) siger: ”Hvad så? Skal jeg ikke have mere end det, når det er Gud, der giver? Ikke en eneste god tanke? Ikke en eneste god ting? Ingen trøst? Dette er ganske enkelt for hårdt for mig. Jeg skaffer mig af med det. Dette er blot ’klude”. Gud vil være din styrke og støtte. ”Ja, men jeg kan jo ikke se Ham. Jeg har ikke nogen fornemmelse af noget overhovedet. Hvorfor skulle jeg tro på det?”

”Så siger vi det”. Vi overgiver os til en person, vi ikke kender, og som vi er elsket af, selvom vi ofte ikke rigtig tror på det. Og alligevel har vi svært ved at tro på Gud og på Hans ord, fordi vi med vore øjne ikke kan se Ham. Blot en smule tro på- og tillid til Hans godhed udvirker mirakler. Hvis du befandt dig i din jordiske faders favn, da ville du sige: ”Min far elsker mig, og han vil, at intet ondt skal hænde mig”. Gud elsker os så meget mere, der er intet, der står til måls med dette faktum. O, det lykkelige tab! Hvis du giver slip på dig selv, da vil Jesus Kristus tage imod dig.

Hvorfor tror du, at Helligånden steg ned over apostlene med en kraftig vind og ild? Det var, fordi vinden kan være årsag til, at alt væltes omkuld, men når den har mistet ”pusten”, kan alt det, der blev blæst omkuld, genrejses. Sådan er det ikke med ild. Ild fortærer alt på sin vej og skåner intet. Overgiv dig til Helligåndens kraft, og du vil her have at gøre med En, der udrydder alt på sin vej. Alle steder antænder Han ild.

Tag dig i agt for at ville udrette noget. Udhold smerte så længe Gud ønsker det. Vil du virkelig hellere dø end at vansmægte i uendelighed? Er du klar til at blive bragt ud af din elendighed? Du bærer på alt for meget selvmedlidenhed. Bare glem dig selv en gang for alle. Kast alle tanker og rationaliseringer bort. Lad dig ikke beskæftige med argumentation i forhold til den mangfoldighed af kommentarer, du støder på. Hvis du ikke er varsom, vil dette holde dig tilbage. Dæmonen begejstres, når den ser en sjæl, der koncentrerer sig om bagateller og har fokus rettet på sig selv. Dæmonen benytter denne mulighed til at fælde en sjæl. Når noget sådant trænger sig på i dit sind, skal du sige: ”Klap i, du er mig til besvær”. Og hvis det starter på ny, skal du end ikke besvære dig med at kæmpe imod det. Alle disse refleksioner og din kærlighed til din natur og det, at du vil tage vare på dine egne interesser, er ikke andet end et spil. Lad dem råbe op alt det, de vil. ”Men er det en måde at leve på?” Jeg ville langt hellere miste alle skabte ting end fornemmelsen for Gud. Det er egoisme, der markerer sig på netop denne måde. Det er ikke Gud, der giver dig Sin nåde til at blive forbundet med Hans Søn. Jeg ved, at du ønsker Ham hos dig af hele dit hjerte, så overgiv dig til Ham. Glem alt om dig selv, og du vil se, at Han vil foretage det arbejde, der er nødvendigt. Jeg vil for dig udfærdige sådanne kontrakter med Ham, som du ikke er i stand til at komme ud af.

Bed til Gud for at Han må Give mig Sin Ånd, og at jeg aldrig må fornærme Ham, og at Han vil handle i forhold til alle mine små bekymringer. Forbliv i fred.

(To a religious of Toul, F.C, 3025, no 267, Letters inédites, 378).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 26. oktober 2018. Den kan læses på: Vultus Christi

9.

Man må i sandhed overgive sig til Gud

Når alt ser ud til at have nået det punkt, hvor det hele synes at falde sammen, og jeg næsten bliver slået til jorden og har svært ved at finde mit ståsted, og når jeg møder modstand praktisk talt overalt dels i andres opfattelse af mig og dels i mine egne relationer, trækker jeg mig tilbage til det Allerhelligste sakramente, eller jeg søger ind i mig selv og forbliver der i en rum tid, som var jeg en person, der ikke eksisterer. Og mens jeg befinder mig dybt inde der, hvor jeg ingenting er, udfører Gud Sit arbejde og foretager det, Han finder bedst. Derefter kan jeg se, at alt det, Han gør, er fuldendt. Man må i sandhed overgive sig til Gud…

Gud har givet mig en ømhed, og jeg kender ikke til noget andet overfor sjæle, der plages og har kvaler, som gør, at jeg altid har dem for øje. Jeg kan ikke andet end at drage omsorg for dem, så længe deres lidelse står på. Det forekommer mig, at Gud har skabt mig til at tage vare på sådanne sjæle. Åh! Hvis de blot kendte til deres lykke! Jeg er sikker på, at flere ville blive frelst på denne måde (ved lidelse) end ved trøst. Dette at søge trøst og få den, er en snare, mange fanges i, fordi stor ydmyghed og megen troskab er påkrævet for at kunne tage imod disse gaver uden at fremsætte krav, eller at man tilskrives noget. Jeg sætter pris på sjæle, der trøstes, men jeg nærer ingen misundelse i forhold til dem. (Mother Mectilde de Bar: A letter of 1671).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 15. marts 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/03/in-truth-one-must-abandon-oneself-to-god

10.

En overvældende stilhed baseret på kærlighed

Dengang og nu

Catherine-Mectilde de Bar (1614-1698) levede i en tid, der ligesom vores, var præget af mange problemer. På det tidspunkt, hvor hun levede, var Kirkens liv præget af verdslighed, en higen efter magt, og man indgik skamfulde kompromiser grundet udsigten til ussel mammon. Der var skandaler blandt præsterne og i klostrene og vanhelligelse af Det Allerhelligst Sakramente. Man beskæftigede sig også en del med det okkulte. På denne tid oplevede Kirken også en vidunderlig opblomstring, et sandt åndeligt forår fulgte i kølvandet på koncilet i Trent. En umådelig stor nåde var tydelig overalt: man reformerede strukturerne omkring det at være præst, iveren for missionsarbejdet var stor, man gjorde præsteseminarierne til gode og solide uddannelsesinstitutioner for seminaristerne, altså de kommende præster. Man reformerede de gamle munke – og nonneordener, og der blev stiftet nye ordener. Som en underliggende tendens for alt dette var der en vidunderlig og omfattende bønsaktivitet hos folk i alle aldre og i alle sociale lag.

Stilhedens og lydhørhedens oaser

Klostrene har altid været stilhedens og lydhørhedens oaser. Mange har nok den forestilling, at når klosteret er afsides beliggende, hvor man virkelig er afsondret i forhold til verden, og hvor man benytter mange timer i løbet af dagen på guddommelig tilbedelse, manuelt og akademisk arbejde, i ensom og stille bøn, så finder de problemer og kontroverser, der præger Kirken, ikke vej ind bag klosterets mure og påvirker livet og stilheden her. Sådan forholder det sig ikke. Præster og lægfolk erfarede allerede århundreder tilbage, at munke er gode til at lytte. Selvom vi munke hverken har tv eller avisabonnement, og selvom vi har opstillet strenge normer for brugen af internet og samtidig med stor forsigtighed vurderer katolske blogs, katolske hjemmesider og katolicisme på internettet i generel forstand, befinder vi os ”mærkværdigt nok” i den situation, at vi er ganske godt informerede (om tingenes tilstand). Men hvad gør man så? Vi vælger stilheden fremfor den højlydte diskussion, vi vælger bøn fremfor debat, og vi vælger lovprisning og tilbedelse fremfor det, som salmisten formulerer på følgende måde: ”Lad de falske læber blive stumme” (Sl 31: 19). Vi ”hører krigslarm og rygter om krig” (Matt 24: 6), som stammer fra røster indenfor Kirken mure. Hvad er vores svar til dette? I ét af sine breve giver Moder Mectilde følgende gode råd:

Vær varsom med at dømme. Lad dig ikke blive befængt med andres synd. De, som vi til tider antager er i syndens vold, er måske allerede blevet berørt af Gud og har oplevet en fuldstændig omvendelse. Jeg kan næsten ikke bære (i mit hjerte), at en sjæl, som har bekendt, at den elsker Jesus Kristus, at den er travlt optaget af at blande sig i sin næstes gøremål. Dit sind bør netop på dette punkt været præget af strenghed og være i tavshed. ”Døm ikke, og du vil ikke selv blive dømt”, siger Vor Herre. Skænk din næste din opmærksomhed på den måde, som Gud vil. Du bør hverken ophøje eller nedgøre din næste. Vær varsom og bær på en betydelig stilhed, der har kærligheden som grundlag, da dette er et tegn på, at Guds Ånd er i en sjæl. For hvis forsigtigheden ikke er tilstede, da vejledes sjælen ikke. Jesus siger: ”Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer” (Matt 10: 16). Når det handler om forhold, der vedrører din næste, da bør din tale foretages med stor omtanke.

Jeg vil på et senere tidspunkt forfatte en tekst, som udtrykker mine tanker om de ting, der sker, for det er den mest passende og frugtbare måde at svare på den kontrovers, uenighed og polarisering, der præger Kirken. I mellemtiden vil jeg holde fast ved Moder Mectildes gode råd og blot gentage salmistens ord:

Lad dit ansigt lyse over din tjener,

frels mig i din trofasthed!

Herre, lad mig ikke blive til skamme,

når jeg råber til dig.

Gør de ugudelige til skamme,

lad dem gå klagende til dødsriget!

Lad de falske læber blive stumme,

dem, der taler frækt mod den retfærdige

med hovmod og foragt.

Hvor stor er dog din godhed,

som du har gemt til dem, der frygter dig!

Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig,

for alle menneskers øjne.

Du skjuler dem hos dig,

fjernt fra menneskers overgreb;

du gemmer dem i din hytte,

fjernt fra anklagende tunger.

Lovet være Herren!

Han har vist sin underfulde troskab mod mig

i den belejrede by”.

(Sl 31: 17-22)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 18. oktober 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/10/and-a-very-great-silence-based-on-charity

11.

Mectilde de Bar: har hun noget at sige i forhold til Kirken i dag?

1.      Catherine Mectilde de Bar, født i Saint – Dié i Lorraine (Frankrig) den 31. december 1614, fortjener at blive kendt i Den universelle Kirke. Hun er en kvinde af samme formatsom Gertrude den Store, Teresa af Avila og Marie de l’Incarnation. Moder Mectildes liv og mission er et levende og overbevisende udtryk for den rolle, som kvinder spiller i Kirken i dag og har gjort til enhver tid. Hendes forfatterskab er dybt rodfæstet i Den hellige Skrift og den liturgiske tradition, som også har været med til at forme hende som benediktinersøster. Hendes arbejder åbenbarer for os, at hun var en kvinde med en dyb menneskelig indsigt og stor åndelig visdom.

2.      Moder Mectilde henviser til, at den nåde, man modtager ved dåben, er væsentlig og leder til en egentlig meddeltagelse i Kristi Offer ved at modtage de overstrålende mysterier, som Hans Legeme og Blod er i Den hellige Kommunion. Ved at bekræfte dette tydeliggør hun sin egen erfaring med et kristent liv i en Eukaristiske form, det som pave Benedikt XVI gør rede for i Sacramentum Caritatis:

Eukaristifejringen viser sig her i al sin kraft som kirkens kilde og højdepunkt, for så vidt som den tillige udtrykker den nye og endegyldige gudstjenestes oprindelse såvel som dens fuldendelse, logiké latreía. (200) Den hellige Paulus’ ord til romerne angående dette udtrykker i klar tale, hvordan eukaristien forvandler vort hele liv til en åndelig gudstjeneste, der er Gud velbehagelig: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste” (Rom 12,1). I denne opfordring ses billedet af den nye gudstjeneste som fuldstændig hengivelse af egen person i fællesskab med hele kirken. Apostlens insisteren på hele vort legemes hengivelse understreger den menneskelige konkrethed i kulten, der er alt andet end ukropslig. Atter er det den hellige fra Hippo, der i den forbindelse erindrer os om, at ”dette er de kristnes offer: at være mange og samtidig et eneste legeme i Kristus. Kirken fejrer dette mysterium i alterets sakramente, som de troende kender godt, og i hvilket det vises dem tydeligt, at i det, som ofres, er det dem selv, der bliver ofret”. (201) Og således bekræfter også den katolske lære, at eukaristien i sin egenskab som Kristi offer ligeledes er kirkens såvel som de troendes offer. (202) Fastholdelsen af offeret (latin: sacri-ficium, hvilket betyder så meget som helliggjort) betyder her hele den eksistentielle fylde, som indeholdes i forvandlingen af vor menneskelige natur, som er opfyldt af Kristus (sml. Fil 3,12).

3.      Den vej, Catherine Mectilde de Bar betrådte i forhold til et ordenskald, var præget af omskiftelighed, uforudsigelighed og lidelse på krop og sjæl, fordi hun igen og igen måtte starte forfra, blev placeret de forkerte steder, og samtidig oplevede hun tillige en konstant ustabilitet i det, der var allermest vigtigt. I relation til det, hun selv erfarede, taler Moder Mectilde i dag til unge mænd og kvinder, der vil følge deres (ordens)kald med stort mod midt i en tid præget af usikkerhed og omskiftelighed. I en tid hvor mange viger tilbage fra at give et ”ja”, der varer til døden. Moder Mectilde gør det klart, at glæden ikke er at finde i en endeløs række af nydelser, men i den enkelthed, der ligger i en beslutning baseret på tro og det guddommelige Forsyn.

4.      I de sidste 50 år har vi været vidner til i stor skala en manglende tro på Kristi realpræsens i Den Allerhelligste Eukaristi, og at man under Den hellige Messe på en synlig måde er vidne til et ublodigt offer, som tydeliggør Kristi mysterium, Kristus som er præst og offer og som frembærer Sit Offer til Faderen. Moder Mectildes klare og glødende Eukaristiske lære går direkte imod ethvert forsøg på at fjerne Messens karakteristika, nemlig Messeofferet, en doktrin stadfæstet af koncilet i Trent.

5.      Undersøger man det arbejde og liv, som Cathrine Mectilde de Bar lavede og levede, udgør dette en dyrebar locus theologicus, hvor det er muligt at inddrage væsentlige dele af læren fra koncilet i Trent med den ægte lære fra det andet Vatikankoncil og på den måde opnå en frugtbar syntese, der skaber og viderefører en liturgisk kontinuitet, Eukaristisk teologi og erfaring præget af mysticisme.

6.      Moder Mectilde åbner op for sine betragtninger vedrørende et liv som benediktiner, som kan være med til at forny klosterlivet, især der, hvor det er blevet ”for” institutionaliseret, eller der hvor der har sænket sig en mathed over det, og det kan man gøre ved at tilføre den Eukaristiske kraft. Det, at hun har bundet sig til en vedvarende tilbedelse af Det allerhelligste Sakramente, svarer til en ”moderne” længsel, især blandt unge mennesker, efter et personligt og forandrende møde med Guds Ansigt. 

7.      Cathrine Mectilde de Bars tætte og inderlige relation til Den velsignede Jomfru Maria bør fungere som et eksempel for en levende Mariansk fromhed. I sin funktion som abbedisse i det kloster, hun ledte, gav hun Vor Frue en markant plads og position, og det viser, at ethvert kommunitet og enhver familie kan komme under Marias royale beskyttelse, være indviet til Hendes moderlige Hjerte, et cenakel for en evig pinse, være et læringssted for apostle og evangelister og endelig være som et frugtbart moderliv, der sætter nye generationer i verden.

8.      Moder Mectildes hengivenhed overfor den hellige liturgi, en ordentlig fejring af de hellige mysterier, et passende sted præget af skønhed, og en dyb ærbødighed og ved en ydmyg sømmelighed er en indbydelse til en genskabelse af det, der formede og udtrykte tidligere generationers tro, samtidig med at man anerkender enhver tilskyndelse til vækst og fremskridt foretaget på den rette måde i overensstemmelse med en organisk kontinuitet, uden at noget brydes og fremfor alt, at det foretages med kærlighed.

I historien om liturgien ser vi vækst, fremskridt og ingen brud. Det, som tidligere generationer betragtede som helligt, forbliver også helligt for os og bærer på en storhed, man ikke pludselig kan forbyde eller betragte som værende skadelig. Det vil være passende for os alle, at man bevarer den rigdom, der er udviklet ved Kirkens tro og give den, dens rette plads (Pope Benedict XVI Letter to the Bishops on the Occasion of the Apostolic Letter ”Motu Proprio Data” Summorum Pontificum, 7 July 2007).

9.      Catherine Mectilde de Bar levede i en tid, der var præget af overtro, hekseri og en adfærd, hvor man ”legede” med de mørke kræfter, agerede blasfemisk og begik helligbrøde. En række aktuelle begivenheder i Kirker på flere kontinenter har tydeligt vist, at det globale samfund i dag har mere til fælles med det krigshærgede Frankrig i det 17. århundrede, end man lige skulle tro. Moder Mectilde hengav sig til en selvopofrende kærlighed for de gerningsmænd, der foretog forfærdelige forbrydelser, og hun frembar sig selv som et sonoffer (for alt dette), det vil sige et offer, der uigenkaldeligt er overbragt til Gud, med den intention at udfylde for den kærlighed og tilbedelse, der nægtes Ham af dem, som hader Ham og skænder Hans hellighed, og på samme tid bad hun Gud om at vise disse mennesker barmhjertighed og give dem nåde til omvendelse.

10.  Catherine Mectilde de Bar er et billede på den form for åndelig moderlighed, der er behov for i Kirken i dag, ikke kun i klostrene og kommuniteterne bestående af ordensfolk, men i enhver sammenhæng, hvor Kirken bliver født og fødes igen og igen ud af Den Allerhelligste Eukaristi, Ecclesia de Eucharistia. Moder Mectilde viser, at selve alteret er det sted, der er udvalgt til opofringen af Det guddommelige Offer, og det bliver dermed en kilde for metafysisk frugtbarhed hos enhver kvinde, der holder sig tæt til Det hellige Offer, og som bliver en del af Kristi offer, og sammen med Ham tilbeder Faderen i Helligånden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. april 2017. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2016/12/mectilde-de-bar-has-she-anything-to-say-to-the-church-today/

12.

Al vores utilfredshed udspringer af vores egoisme

De breve, hvor Moder Mectilde giver vejledning til grevinden af Châteauvieux, er ved at blive oversat af en oblat, der er tilknyttet Silverstream Priory. Vi ser med spænding frem til, at disse oversættelser kan offentliggøres. I mellemtiden bringer vi her et mindre udsnit af denne korrespondance, som er særlig bemærkelsesværdig:

Det, der ofte giver dig anledning til bekymring, er dit ønske om at være fuldendt. Du ønsker, at du aldrig må falde (i fristelse), fordi den elendighed, du erfarer, holder dig tilbage. Bevar tålmodigheden, indtil Vor Herre har tvættet dig ren, og mens du venter forbliv da ydmyg, mens du (troligt) bærer på din ufuldkommenhed. Man må igennem sit liv forblive ufuldkommen. Du kan opnå en vis form for fuldkommenhed ved at udøve ganske få dyder. Disse er hver især nyttige og nødvendige, men opnåelsen af den sande fuldkommenhed består af, at vi giver fuldstændig afkald på vores egenvilje til fordel for den guddommelige vilje, således at en sjæl, der er mere eller mindre fuldkommen i større eller mindre grad har underkastet sig Guds vilje og forbundet sig med den. En sjæl, der har det samme ønske som Gud, er lykkelig. Al vores utilfredshed udspringer af vores egoisme og af vore skjulte længsler.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 27. oktober 2018. Den kan læses på: Vultus Christi

13.

Man bør aldrig frygte, at man giver Maria for meget

Jeg vil i dag fortsætte min oversættelse af Moder Mectildes tekst om den sande hengivenhed for Den hellige Jomfru. Hun skrev denne tekst på et tidspunkt under sit benediktinske noviciat (1639-1640). Hun var omkring 26 år gammel på det tidspunkt. Enhver, der har kendskab til Skt. Louis-Marie Grignion de Montforts bog ”True Devotion to Mary”, vil nikke genkendende til, at Moder Mectilde også fulgte denne Marianske skole.

Det, Maria gør bedst

Elsk Maria, og du vil ikke dø, uden at hun har fået dig til at elske Jesus. Det er det, hun gør bedst, og det er det, hun aldrig vil undlade at gøre, hvis vi er villige til at svare på den nåde, hun lægger frem for os.

En forsikring om frelse

Når jeg møder en sjæl, der har, hvad hun burde have i relation til Guds Moder, synes det som om, at jeg holder en sådan sjæls frelse i mine hænder; med det mener jeg, at jeg betragter denne frelse som givet. Hvis alle sjæle blev overbevist om dette, ville de elske hende med stor ømhed og have fuld tillid til hende. Man bør aldrig frygte, at man giver Maria for meget, eller at man går ud over det, der er passende, for intet forbliver i hende, det hele tilgår Jesus og er hos Ham.

Fordelene ved hengivenhed for Maria

Jeg ville have meget mere at sige, hvis jeg fuldt ud kunne forklare de fordele, der er forbundet med denne hengivenhed. Det er sikkert, at denne hengivenhed er med til at gøre det tilgængeligt for intellektet, så det kan begribe de ubeskrivelige ting, der knytter sig til de hellige mysterier, og hvordan nåden virker. Denne hengivenhed lærer os at bede og at være ydmyg. Den favner og trøster os i sorgen. Den hjælper os med ikke at falde i fristelse. Den bortjager enhver fjende, det være sig synlige eller usynlige, og den forsvarer os mod den ondes gerninger.

Tillid og hengivenhed

O beundringsværdige Moder, din gavmildhed er ikke erkendt ud fra ønsket om tillid. Og fordi vi ikke kærligt har hengivet os i dine hænder. Garanter mig din nåde ved at lade dine øjne falde på mig med blid venlighed. Selvom jeg hele mit liv har misbrugt din nåde, afvis da ikke et sønderbrudt og ydmygt hjerte, der kun alt for godt ved, at det i al evighed er uværdigt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. februar 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/02/one-must-never-fear-to-give-mary-too-much/

14.

Skt. Josef og Moder Mectilde

Her følger endnu engang min oversættelse af fortællingen om Skt. Josefs åbenbaring for Moder Mectilde de Bar den 19. marts 1653. Moder Mectilde havde ligesom sin modpart karmeliterinden Skt. Teresa af Avila en intens hengivenhed overfor Skt. Josef, og hun overlod i hans varetægt alle sine behov og bekymringer. Skt. Josef efterlod aldrig hendes bønner ubesvaret. Her følger den oversatte tekst:

På festen for Skt. Josef den 19. marts talte Helligånden direkte til Moder Mectilde, mens hun var i indre bøn, hvor Han åbenbarede for hende al den skønhed, der lå i det virke, hun var blevet kaldet til, og Helligånden opfordrede hende venligt til skyndsomt at få taget hånd om det, hun var blevet pålagt. Forfærdet over sin uværdighed og sine manglende evner til at udføre det, hun var blevet pålagt, udbrød hun: ”Men Herre, hvem skal tage vare på det og være den bærende kraft i dette arbejde?”

Pludselig fremkom en himmelsk åbenbaring i et strålende lys, som ikke kan forklares, og Moder Mectilde genkendte Marias dydige brudgom, den prægtige Skt. Josef. Han fremstod, som en mand lidt op i årene, hans ansigt var omgrænset af kastanjefarvet hår, som på en vis måde var langt, og det fremstod på en fin måde, som ikke var til at beskrive. ”Det er mig”, sagde han henvendt til Moder Mectilde, ”det er mig, Vor Herre har udvalgt til at være forvalter af den enestående nåde, Han vil lade tilfalde din ordens hus”. Og han forsikrede hende med en ubeskrivelig ømhed, at han ville tage sig af ordenens hus med samme ansvarsfuldhed, som han havde vist overfor Den hellige Familie med Det Inkarnerede Ord i sin midte.

Den guddommelige Frelser lod derpå Sin egen røst lyde i Moder Mectildes øren: ”Dette er Mit tilsagn”, sagde Han adskillelige gange, ”Jeg vil sørge for, at det lykkes”. Moder Mectilde tog sig den frihed at spørge Ham om følgende: ”Hvis dette er dit tilsagn Herre, vil Du da lade den nåde tilskynde os, at det Allerhelligste sakramente må være hos os? Og du, den store Skt. Josef, vil du påtage dig forvalterrollen i forhold til, at dette vil ske?”

Syv dage senere imod alle forventninger gav Dom Roussel, prior for Saint-Germain-de-Prés, hvis autoritet Moder Mectilde og hendes orden var underlagt, tilladelse til, at ordenen skulle tillades det privilegium at have det Allerhelligste sakramente i deres varetægt, og at Det på højtideligste vis blev udstillet i kommunitetets midlertidige kapel. I tillid til Skt. Josefs kraftfulde forbøn kan vi i dag sammen bede følgende bøn:

O herlighedsfulde Sankt Josef, Den velsignede Jomfru Marias brudgom, den retfærdige, søn af David, den, som selve Guds Søn elskede, ærede og adlød, ved i alle ting at behandle dig, som den hengivne søn behandler sin fader, jeg lover og beslutter, at fra i dag og i fremtiden vil jeg se hen til dig som min egen fader, og elske dig, ære dig og adlyde dig med en søns hengivenhed og overlade til din faderlige omsorg alle mine behov, det, jeg ængstes for og mine bekymringer. Jeg har tillid til dig, at du vil være min fader, og den bedste af alle fædre, og at jeg under din beskyttelse og omsorg ikke skal mangle noget. Amen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. marts 2020. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2020/03/saint-joseph-and-mother-mectilde-4/

15.

Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig

Den 31. december markerer begyndelsen på året, hvor vi fejrer 400-årsdagen for Moder Mectilde de Bars’ fødselsdag. Den følgende tekst stammer fra 1671, og viser, at hun er en forløber for Skt. Thérèse af Jesusbarnet.

Det er sandt, at mysteriet er fortid, jeg genkender det, og det er kun sket en gang, men den nåde, der udgår fra mysteriet, er faktisk ikke fortid for de sjæle, der forbereder sig på, at Jesus bliver født i deres hjerte. Han blev født en gang i Betlehem, og Han fødes hver dag i os ved modtagelsen af Den hellige Kommunion, som kirkefædrene betegner, som en videreførelse af inkarnationen.

Ved I hvorfor Vor Herre ikke ønskede at blive født i byen Jerusalem? Årsagen er, at denne by var fyldt til bristepunktet med skabninger, og derfor fandtes der ikke et eneste ledigt hus. Byen var fyldt med forretningsmænd og megen anden aktivitet. Han foretrak at blive født i en simpel stald, som var forladt og dermed tom. Dette viser os med al tydelighed, at hvis vi ønsker, at Jesus skal tage bolig i os, må vi tømme os for alt, som kan forhindre Ham i at komme til os, og der er tale om, at alt uden undtagelse skal fjernes. Når vi formår at gøre dette, vil Han mærke os med Sin Ånd, liv og væsen i en sådan udstrækning, at set ude fra vil en sådan sjæl ganske enkelt fremstå som Jesus.

De, der har modtaget denne nåde, vil let kunne genkendes på deres føjelighed og enkelhed, og de ledsages af den dyd, der kan kendes på et helligt barnesind. Hvem er de første, der kommer til Barnet Jesus for at hylde Ham? Det er de mennesker, der lever enkelt og under fattige kår, nemlig hyrderne. Dette er, hvad Evangelierne siger: ”Lad de små børn være, I må ikke hindre dem i at komme til Mig”. Kun de, der er ydmyge, er værdige til at kende hemmeligheder, der er så guddommelige og som forbliver skjulte for denne verdens vise og forstandige, som netop er dem, der præges af hovmod. Jo mere en sjæl gør sig lille, desto mere vil Gud give Sig selv hen til den. Han søger ind og ned i den sjæl, der har tømt sig for sin egoisme og fylder den ud med Sig selv.

Moder Mectilde de Bar (1614-1698).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. december 2013. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2013/12/ye-who-are-little-come-unto-me/

16.

Hold op med at gøre dig selv ked af det

I dette brev fra den 5. juli 1667, som indeholder åndelig vejledning, skriver Moder Mectilde til en ordenssøster i Toul, som synes at lide under bekymring, og som er nedtrykt over visse erfaringer, hun har haft under bønnen. De kan have været af følelsesmæssig eller fysisk karakter. Denne ordenssøster synes at have for meget fokus på sig selv og dvæler ved sin egen elendighed. Moder Mectilde råder hende til at acceptere sin grundlæggende elendighed og endda til at betragte den som en trone, der er gjort rede til Jesus.

Det fremgår af dette brev, som i mange andre tilfælde, at Mectilde af det Allerhelligste sakramente italesætter budskabet om tillid, det at give afkald på sig selv og en ydmyg accept af ens svagheder, det som senere skulle blive karaktertræk hos Skt. Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt.

Når Moder Mectilde benytter ordet ”fordærv”, henviser hun til den hellige Paulus og hans forståelse af arvesyndens virkning: synden som hersker i en, og hvor man gør de ting, der er i modstrid med Guds plan. Moder Mectilde er på linje med den hellige Paulus, der i sit brev til menigheden i Rom i kapitel 7 skriver:

For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, der gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov” (Rom 7: 15-25).

Her følger min oversættelse af brevet:

Forbliv altid i en hellig overgivelse til Ham, så du ikke fristes til at tale om nyheder eller har rettet din bekymring mod alt andet. Du ville fornærme Gud i dig, Ham, der viser dig stor godhed, skulle du så bekymre dig om noget (andet)?

Med hensyn til den betydning Guds tilstedeværelse har i dig, altså de oplevelser, du har, som affødes af at være så tæt knyttet til Gud: Sådanne ting vil ske fra tid til anden. Ikke desto mindre må du vænne dig til ved Guds nåde, at bære din elendighed og dit fordærv uden at tro, at du helt kan blive fri for dem.

Vi bør have tålmodighed, når det handler om de mange laster, vi bærer rundt på og gør dem til genstand for vores ydmyghed, men vi bør under ingen omstændigheder fristes til at følge lastens og syndens tilskyndelser. Det er det, der er synd og ingenlunde en dybere bevidsthed om den ondskab, der er fremherskende i os. Man må bære over med dette uden at blive forstyrret af det, fordi det tjener som en trone for Jesus Kristus, og Han glæder Sig over en sjæl, der accepterer sit eget fordærv på denne måde.

Du bør ikke holde din ånd tilbage ved at undertrykke den, men nænsomt følge de indre tilskyndelser, der bringer dig Helligåndens fred. Hvis der (i din bøn) forekommer noget, du finder svært, skal du ikke gøre noget ved det, det er nemlig et ønske fra Gud, som med en målrettet handling forsøger at få dig til at fornemme noget guddommeligt.

Jeg kan se det, Vor Herre gør for Sin herlighed i dig. Vær frimodig. Det ville være godt for dig, at du fra tid til anden skriver til mig, om hvordan det går. Vær tro og lad ingen lede dig i fristelse og til fald. Vær loyal overfor din superior og sørg for at bevare den indre ro og undgå alle livets problemer og støjende tale fra andre mennesker. Du bør dog ikke holde op med at udføre dine pligter. Hold op med at gøre dig selv ked af det, fordi du befinder dig i en given og aktuel tilstand, alt vil gå godt, hvis du blot gør det, jeg siger til dig.

Jeg anbefaler søster N til din forbøn. Jeg er bange for, at hun lider af en mindre depression. Hun befinder sig i en vanskelig situation. Gud korsfæster hende på en særlig hård måde, men Han ønsker også at gøre hende til en helgen, og det kan ikke ske uden lidelse. Giv hende opmuntring og bed for mig. Fra mit hjertes dyb, jeg elsker og værner om dig i Jesus. På gensyn.

Jeg vil blot endnu engang gøre det klart at med hensyn til det, der sker i dig, og som forstyrrer freden i din sjæl, så skal du ikke skænke det opmærksomhed eller lade det virke forstyrrende på dig.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 4. marts 2016. Den kan læses på: Vultus Christi

17.

Den guddommelige arbejder, der former dig

Her er endnu et uddrag af Moder Mectildes brev til Moder Saint-Francois-de-Paule Charbonnier. Hendes doktrinære tilgang kan betegnes som streng, men den er ikke uoverkommelig. Jeg har altid haft en fornemmelse af åndelig glæde og indre frihed i alt det, Moder Mectilde skriver. Dette er benediktinske kendemærker, de aftryk som liturgien sætter i ens personlighed. Moder Mectilde er praktiker, og hun insisterer på punktlighed, lydighed og ro. Ordet ”intet” gentages igen og igen, og det, at give slip på alt, er begyndelsen på, at man tager Guds virke alvorligt.

Jeg finder ikke nogen større trøst i denne verden, end at vide at du helt og aldeles tilhører Gud, og at du i hans Hænder er som blødt voks, der skal formes efter Hans kærlige vilje. Frem for alt hold fast i din indre fred. Du skal ikke knytte dig til noget, du skal ikke nære noget som helst ønske, og du skal ikke frygte noget. Er dette ikke paradis på jord? Dette er måden, hvorpå du kan være i besiddelse af dette paradis. 

Vær dog punktlig, når det gælder dine pligter og nær ikke for mange bekymringer, når det gælder de opgaver, du er blevet betroet eller det, du må adlyde og underordne dig. Hvis du lægger dig det på sinde, jeg fortæller dig, er der intet, der vil volde dig besvær.

Vær rolig i alt. Bær din skat dybt i dig, så hvis du forbliver tro, kan intet skabt tage den fra dig. Det betyder uendelig lidt, at der tilstøder os dette eller hint, blot vi har vort blik stift rettet mod Gud, som er i vort hjertes dyb. Tag imod alt det, der kommer fra Ham og lad dig ikke stoppe af de menneskelige begrænsninger, du møder hos dem, der står over dig eller hos dine medsøstre. Gør det til en vane, at du gør alt det, du skal i troens ånd og hæv dig over den skrøbelighed, du møder hos mennesker. Se Guds vilje i alle ting og lad dig ikke besnære af menneskers betragtninger, det være sig gode eller onde. Væn dig til at se Gud og Hans vilje i alt og alle, der møder dig.

Jeg nærer et stort ønske om, at du må blive virkelig hellig, og jeg vil altid være ved din side og hjælpe dig på rette vej, så du for altid vil tilhøre Jesus Kristus som Hans rene kærlighedsoffer. Jeg vil også råde dig til ikke at falde for fristelsen til at lytte til din indre stemme, der lokker og giver trøst. Du bør ikke knytte dig til noget (eller nogen) overhovedet. Vær som statuen i skulptørens hænder, som oplever lidelse, hver gang han skærer noget overflødigt bort. Gud er den guddommelige håndværker, der arbejder i dig, og som skal forme dig, så du bliver som Hans Søn. Det er derfor, du bliver nødt til at give slip på alt (indre og ydre) bortset fra en kærlig hengivenhed overfor Guds vilje. Da vil du ikke have noget, der er glædesfyldt og kærligt, men det, der er korsfæstet og bedrøveligt. Det sidste er langt mere herliggørende end det første.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. oktober 2018. Den kan læses på: Vultus Christi

18.

Nogle af Moder Mectildes udtalelser

Der er intet, der vækker så stort behag hos Gud, som en person, der er ydmyg. I al hast søger Han mod den sjæl og det med en hastighed som lynet inden tordenen eller en pil, der forlader buen (Conference no 659, 34).

Helgenerne er ligeså opfyldte af Gud, som de er tomme for deres egoisme. Ak, hvis vi blev presset (som en citron) og dermed reduceret til væske, da ville man i denne væske kun finde vores egoisme (Conference no 1075, 39).

Hvis korset skræmmer dig alt for meget, og du (hellere) foretrækker kærligheden, så elsk (Familiar Conversations, F.C. 2401, 40).

Gud er i sig selv uafhængig af alle skabninger. Skabningen er i sig selv intet og må derfor tømme sig for sit ego. Gud er, og du er overhovedet ingenting (no 340, juli 1662, 84).

Når du er i Guds nærhed, vær da ikke bekymret for, om du gør nok. Alt det, Han ønsker af dig, er stilhed og omvendelse. Når du giver slip på dig selv og er uden forbehold overfor Hans almagt, vil du til enhver tid gøre meget (no 1746, To Mother Marie de Jésus Chopinel, Caen, 24. maj 1649, 104).

Bønnen fra hjertet er intet andet end troen på, at Gud er i dit hjerte, at man tilbeder Ham der og giver sig til Ham i kærlighed. Denne form for bøn kræver ikke nogen anden anvisning end den, Helligånden placerer i ens sjæl. Den guddommelige kærlighed er Herre og vejleder, det er det, der er hemmeligheden. Skabningen må på ingen måde blande sig i det, der er Guds (To the Coumtess of Châteauvieux, F.C 2030, 105).

Men du vil sige til mig: ”Jeg er ked af det, fordi jeg tror, at min mangel stammer fra min svage tro, og at det er et tegn på, at Vor Herre er utilfreds med mig”. Sådanne argumenter er intet andet end egoisme. Hvis din mangel på tro har bragt dig i denne tilstand, bør du gennemlide det som den bod, du fortjener. Lad være med at tænke for meget og opgiv dig selv. Tænk kun på at elske Ham og på at gøre Ham lykkelig. Det er det eneste, der er nødvendigt. Alt andet er unødvendigt (To a partucular religious, FC. 2548, 107).

Selvom det fra et indre perspektiv synes som om, sjælen befinder sig i mørke og tilsyneladende ikke har kraft til at søge Gud, så er sandheden, at den, allerede i troen, er Ham nær, da det er sandt, at Han favner os og er vort væsen, mere end vi er os selv. Og hvis en sjæl skulle sige: ”Jeg kan ikke forenes med Gud på grund af min urenhed”, da vil mit svar til denne sjæl være, at den er i Gud, og at den ganske enkelt lever i Gud. Hvis man blot havde kendskab til al det gode, sjælen modtager i netop denne situation, når den i tro hengiver sig til Ham hvert eneste øjeblik. Sjælen vil da finde sig omsluttet af Gud og det i et sådant omfang, at det ikke lader sig forklare. Alle vores problemer består i, at vi ikke ønsker at høre under denne kærlighedens lovmæssighed og den enkle tilknytning til Gud, som er nærværende (Chapter, 592,107).

Men du vil sige til mig: ”Jeg er ked af det, fordi jeg tror, at min mangel stammer fra min svage tro, og at det er et tegn på, at Vor Herre er utilfreds med mig”. Sådanne argumenter er ikke andet end egoisme. Hvis din mangel på tro har bragt dig i denne tilstand, bør du gennemlide det som den bod, du fortjener. Lad være med at tænke for meget og opgiv dig selv. Gå i troens rene lys, ikke i det lys, der udgår fra vore sansers forfængelighed. Lad det være ved det. Tænk kun på at gøre Gud glad. Se med beundring på den godhed, Han møder os med. Tænk kun på at elske Ham og på at give Ham lykke. Det er det eneste, der er nødvendigt. Alt andet er lige meget (Letter to a religious, F.C. Écoute, 107).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 25. oktober 2018. Den kan læses på: Vultus Christi

19.

Men nu er jeg altid hos dig

I 1667 skriver Moder Mectilde igen til Moder Saint Francois-de-Paule Charbonnier, som er begyndt at blive plaget af skrupoløse tanker. Dette brev med åndelig vejledning er ét af de ”hårdtslående”, fordi det er et udtryk for hendes markante lære. Hun siger sin mening lige ud. Rent faktisk foretager Moder Mectilde (bevidst) et sprogligt skifte og benytter første person flertal, det majestætiske ”vi” for at gøre det klart, at Hun taler i Guds Navn. Moder Mectilde henviser to gange til Salme 73:23. Den synes at være en vigtig tekst for hende, som det er for alle, der kæmper med at være vedholdende i bønnen. Monsignor Knoxs gengivelse af, hvad der sker i den sammenhæng er særdeles stemningsfuld:

Dengang mit hjerte var bittert, og det nagede mig i mit indre, var jeg et uforstandigt fæ, en stud var jeg over for dig. Men nu er jeg altid hos dig. Min højre holder du fast. Du leder mig med dit råd, du fører mig til herlighed. Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden. Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod” (Sl 73:21-26).

Til Moder Saint-Francois-de-Paule Charbonnier.

Efter at have erfaret, at du fortsat befinder dig i vanskeligheder, tænkte jeg, at jeg bør fortælle dig, hvad det er, Vor Herre lader mig vide om din situation. Først og fremmest står det mig klart, at du er blevet indfanget i stor selvoptagethed med et stort fokus på dig selv. Jeg siger dig, og det ved Gud, at du ganske enkelt er for optaget af din egen elendighed, dine synder, dine onde gerninger, din helligbrøde, at du er fortabt, kommer i helvede og du mister din Gud. I stedet for at dø fra dig selv i alle ting, kan jeg se, at du har rettet dit fokus på din tomhed, og det skræmmer dig. Du har forsøgt at ordne denne ”problemstilling” ved en ”indre” flid, men i stedet for at finde lindring i din magtesløshed, er du stødt på problemer, og i din fattigdom har du fundet helvede. Du er plaget af nød, og du har hverken overholdt regler eller andre foranstaltninger. Den evige fortabelse for dig forekommer med sikkerhed at være dit endeligt. Sagt på en anden måde: alt er tabt, ingen nåde, og intet håb om bedring. Føj til alt dette, hvis du vil, alt, hvad dit sind forelægger dig af last og synd. Du kan få det ligesom du vil have det. Du kan få det værre end alle djævelene, hvis det vel og mærke er det, du ønsker. Dette skræmmer mig ikke, og det overrasker mig heller ikke. I alt dette har du begået én enkelt synd, nemlig at du er holdt op med at være ”ingenting” for at være noget. Du har forladt den tilstand, hvor du var død for at komme til livet. Du har ønsket at være noget i Gud og i nåden, men du er ingenting i din elendighed, og du bør glemmes ikke kun af alle omkring dig, men af selve Gud, da du finder dig selv uværdig til at blive husket af Ham.

Hvis jeg var ved din side, ville jeg overbevise dig om de sandheder, jeg her fortæller dig, men desværre kan jeg ikke være hos dig. Jeg beder dig om at have tiltro til det, min pen nedfælder. Og fald på knæ så snart du har set det, jeg har skrevet ovenfor og sig af hele dit hjerte og med din mund: Min Gud og min Frelser, Jesus Kristus, jeg beder Dig om forladelse for at have ønsket at være noget og for at have holdt Din nåde fra at gøre mig til ingenting. Jeg accepterer al min elendighed som bod, og i Din Ånd fornyer jeg det løfte, der gør mig til et offer bestemt for døden, fratag mig alle de rettigheder min egoisme har lagt i mine hænder og al min higen efter nåde i tid og evighed. Jeg giver dig alt og holder intet tilbage. For mit vedkommende, holder jeg fast i ikke at være noget i alle ting i al evighed, og derved lade Dig virke i mig, så Din vilje må ske. 

Efter at du har gjort det, hold da op med hele tiden at ransage dig selv, at være selvoptaget, at granske alt, at bære på frygt og at nære modstand mod lydighed og Den hellige Kommunion. Vi beordrer dig i Guds Navn til at fremstå som et uforstandigt fæ (jf. Sl 73), en som har tabt alt og endda sin frelse og fuldendelse på gulvet. Det handler ikke længere om alt dette, men om at du forbliver i denne enkle afvisning af dig selv og det så stålfast, at selvom du så helvede åbne sig foran dig for at opsluge dig, ville du ikke vende dig bort fra denne afvisning af dig selv for at blive reddet.

Det bør nu stå klart for dig, at du må dø fra dig selv, og det er det, du forsøger på at undgå. Jeg vil skælde dig ud, fordi du netop forsøger at undgå det, som Den barmhjertige Gud gør. Lad ikke din menneskenatur eller din fornuft få det sidste ord, når det handler om det, vi ønsker, at du skal gøre. Gå med dit hoved bøjet under Herrens lov. Hans nåde over for dig er ganske enkelt for meget. Vær ikke så ynkelig at du afviser den under påskud af, at du fornærmer Ham.

Jeg forbyder dig at ”fornøje” dig med at dvæle ved dine synder og at betragte dine Kommunionsmodtagelser som helligbrøde. Få fjernet alle disse selvbetragtninger og på en enkel måde fornægt dig selv, som jeg foreslår dig. Tag ikke del i noget af det, der rør sig i dig, og det uanset, om det er af det gode eller det onde. Læg det til side uden diskussion. Gud vil være dommer over det, og Han vil gøre det, som Han finder passende. Og hvad med dig selv? Fastlås for altid dig selv i en position, hvor du ingenting er, hvor du ikke søger forståelse eller taler din egen – eller andres sag.

Lad mig gentage dette for dig: Forbliv som en død, når det handler om dig selv og om Gud. Vær som en, der ikke længere er noget, og som aldrig vil blive til noget igen. Og hvis du trofast følger den regel, jeg overdrager dig fra Gud, vil du finde det, du har svært ved at forestille dig, og som gør sig gældende lige nu, hvilket jeg ikke kan give dig en forklaring på. Følg mig blindt, hvor jeg end fører dig og tro på Guds nåde, jeg ved, hvad jeg taler om. I lydighed gå med sikre skridt, og stop ikke med at bede for hende, som i Jesus er din i et og alt. Husk derefter at fremstå for Herren som et uforstandigt fæ (jf. Sl 73) uden betænkelighed, uden at handle og uden kraft. Når man intet er, har man ikke disse tre ting.

Når du begynder at være af den opfattelse, at du er fordømt, overlad da al form for dom til Gud, med en tro på at Han udøver retfærdighed, skulle Han da sende dig til helvede? Du skal ikke lade dig bekymre og slet ikke over dette. Lad alt tilbage for at indtage ”den nederste plads”, som er langt under helvede og dets dæmoner. Den, der intet er, er ikke af alt dette (helvede).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 25. oktober 2018. Den kan læses på: Vultus Christi

20.

Den tilstand, som du befinder dig i, er skabt af Gud

Her følger et andet uddrag af det brev, som Moder Mectilde skrev i 1665 til Moder Saint-Francois-de-Paule Charbonnier. Der er her tale om åndelig vejledning af den helt særlige, kraftfulde og præcise slags. Der er intet i dette, der bærer præg af en sentimental og selvoptaget ærbødighed, der alt for ofte er en tendens hos fromme sjæle, der spiller en fremtrædende rolle. Moder Mectilde er venlig, men hendes åndelige vejledning går lige til sagens kerne. Når jeg læser hendes brevudvekslinger, hvor det åndelige aspekt er i centrum, tænker jeg, at det er den form for åndelig vejledning, mange mennesker søger. Moder Mectilde spilder ikke tiden og går lige til sagens kerne:

”Det var nødvendigt, at Gud vendte hele din situation på hovedet for at åbne dine øjne og tvinge dig ud af dig selv”.

Disse ord, min allerkæreste datter, er blot for at forsikre dig om, at jeg modtog dine venlige breve med stor trøst. Jo mere fattig og ynkelig du er, desto mere har jeg en fornemmelse af Vor Herres godhed. Det er aldeles nødvendigt, at den algode Gud leder dig på netop denne måde, ellers ville du aldrig have fået muligheden for at lære dig selv at kende eller komme ud af den ”råddenskab”, du står i. Dine smukke tanker, de gode følelser og alt det andet du tog imod i overflod, nærede din egoisme. Selvom det forekom dig, at du havde knyttet dig til Gud med iver, og at du elskede Ham af hele dit hjerte, nærede du dit ego på Vor Herres bekostning. Må du i al evighed se dette som en velsignelse, at Han vendte hele situationen på hovedet for at åbne dine øjne.

Du vil være i stand til i sandhed at sige: ”at det, du har tabt, er det, du har vundet”, og at du finder usigelig glæde i din elendighed og det, som du af egenkærlighed kalder ulykke, grundet det og de tab, din selvkærlighed er årsag til. Vær forvisset om, at den tilstand, du befinder dig i, er skabt af Gud. Det er Hans barmhjertige måde at behandle dig på. Hvis jeg var sammen med dig, min kære datter, i blot en time, ville jeg håbe med Hans nåde at kunne fremlægge og begrunde de fordele, der ligger i din aktuelle situation. Det var en nødvendighed, at Gud med Sin Hånd vendte hele din situation på hovedet for at åbne dine øjne og tvinge dig til at træde ud af dig selv.

Det, jeg kan sige, er, at jeg takker Ham for dig og beder Ham i ydmyghed om at fortsætte med det arbejde, Han gør i dig, og at Han på trods af den naturlige selvoptagethed, der uophørligt får dig til at tænke på dig selv, får dig til at træde ind i den hellighed, som Han har skabt din sjæl med. Jeg beder Ham om at give dig styrke og nåde til at overholde det, Han har skabt og underkaste dig din naturlige fornemmelse for Hans guddommelige bud, og alt dette ved at du ganske enkelt giver slip på dig selv. Hold op med at søge efter fuldendelse, og hvordan man opnår den. Overgiv dig selv, din skæbne og fuldendelse til Jesus Kristus. Foretag en oprigtig overgivelse af dig selv til Hans gode vilje.

Vær trofast i alt uden at blive forstyrret eller plaget af dine fald og din ufuldkommenhed. Du kan meget vel hævde, at selvom der er mange ting, du har opnået, er der stadig meget for dig at gøre, og jeg, mit kære barn, må gøre dig det klart, at du i langt større udstrækning må dø fra dig selv. Vær ved godt mod. Gud befaler dig ikke at indhente alle dyder på én gang, men Han ønsker, at du skal opleve, hvor nødlidende du er, hvor svag og uværdig du er, så du ved at miste tilliden til dig selv kan håbe på Hans godhed. Skriv til os igen i adventstiden, eller når som helst du har behov det. Du ved, at i Jesus er jeg din.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 24. oktober 2018. Den kan læses på: Vultus Christi

21.

Det, der ikke er noget, knytter sig ikke til det, der ingenting er

I 1699 skriver Moder Mectilde igen til Moder Saint-Francois-de-Paule Charbonnier. Sidstnævnte synes ud fra brevets ordlyd at være godt på vej til en ”forandring”. Moder Mectilde giver hende på sin helt egen facon gode råd og afslutter med: ”Jeg ønsker dig en smule munterhed, dog ikke af den ’skadelige’ slags”.

Jeg tvivler ikke et sekund på, min kære datter, at fordi du intet er, har du fundet fred og lykke og i tilgift favner Gud dig. Man kan sige, at denne sande tilstand, hvor ”man intet er” i sig selv rummer en skat bestående af nåde og hellighed. Vær derfor frimodig. Du bør på ingen måde vige tilbage fra denne velsignede tilstand. Og hvis du ønsker at få bekræftet, at det er ved Guds Ånd, at du har opnået denne tilstand, så lad det stå sin prøve, at du, med din hellige ligegyldighed finder ubehag ved alt andet (end det, der af Gud), og at denne tilstand er med dig uanset, hvor du er, og hvad der tilstøder dig. Efterlader det dig med ligegyldighed (overfor verden) og er du klar til at møde alle slags prøvelser?

Jeg håber, at hvis du er tro imod dette, at du vil træde ind i et ”ejerskab” af det ”ikke at være noget” i alle forhold af dit liv, og det på en sådan måde, at intet i livet vil være i stand til at bringe dig ud af fatning. Forstå mig ret, det er ikke sådan, at jeg mener, at du altid skal tænke på det ”ikke at være noget” og aldrig dvæle ved noget andet. Det, der ikke er noget, knytter sig ikke til det, der ingenting er. Du skal blot gøre dig til et redskab for alt det, Gud ønsker at gøre med dig. Vær klar til at gøre alt uden at vælge til eller fra.

Hvis jeg kunne tale med dig ansigt til ansigt, ville jeg være i stand til at forklare dette bedre, men alt det, jeg kan gøre, er at skrive dette lille brev til dig. Jesu Ånd vil sørge for resten. Overgiv dig fuldt og helt til Ham. Det, Han startede ved sin uendelige godhed og barmhjertighed, vil Han fuldføre ved Sin kærlighed.

Bed til Ham for mig og bed om, at Han må tage vare på mig. Ak, jeg er udmattet til døden, men Jesus er herligheden og Den, der giver støtte i alt. Jeg er for altid i Ham og det uden at forandres, og du ved, at jeg er din i Ham og ved Ham. Jeg favner søster N med ømhed og beder hende sammen med dig om at opofre et par Kommunioner for mig, så jeg kan modtage Herrens nåde til aldrig at stå i modsætning til vores ordens hellighed.

Jeg hilser alle vore kære søstre, men vis ikke dette brev til andre end Moder Superior, hvis hun ønsker at se det og til min kære engleagtige søster. Vær årvågen i forhold til, at du ikke skaber for megen opmærksomhed omkring det, der sker i dig, for så vil du langt mere ødelægge det, som Gud gør i dig, end at du lader det gro. Gå ikke til yderligheder. Indtag den rette mængde føde og sørg for at hvile dig i passende omfang, og når du hviler dig vær ikke fokuseret på dine bodsøvelser. Lad det ikke blive for sent med bønnen efter aftensmåltidet. Jeg ønsker dig en smule munterhed, dog ikke af den ”skadelige” slags.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 25. oktober 2018. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Continue reading

Den salige Anna Maria Taigi, hustru og moder

Lad Din nådige gunst, vi beder Dig, Herre, styrke Dine trofaste, at dem, du har ledt ved den salige Anna Marias dydige eksempel, at de ved hendes forbøn, og ved deres hellige gerninger her på jorden, i Himlen må blive kronet med hende”.

Kvinder, jeg beundrer

Den 9. juni fejrer vi festen for den salige Anna Maria Taigi (1769-1837). Hun fremstår som noget særligt for mig, fordi hun minder om nogle af mine venner – gifte kvinder med børn – som ligesom hende bærer deres kors med gavmildhed, værdighed og bøn. Den salige Anna var blevet givet en lyskugle, der svævede ovenover hendes hoved, og i den kunne hun se, hvad Kirken og verden behøvede. I denne lyskugle af åndelig indsigt fremkom svar på hendes spørgsmål, og de udfordringer hun blev mødt med. Derudover modtog hun fra lyskuglen anvisninger rettet til hende personligt og for dem, der anbefalede sig til hendes forbøn. Ingen af mine venner, som jeg nævnte ovenfor, har en lyskugle svævende over sig. Men de er i vedvarende bøn og er tålmodige i trængsel og i deres kærlighed til deres familier.

Om at give et hjem et katolsk præg

Anna Maria fik i sit hjem et lille rum indrettet som kapel med et krucifiks, et billede af Den hellige Moder og Skt. Philomena og med en lampe, hvis olie var medvirkende til at udføre mirakler. Hun bad sammen med sin familie rosenkransen hver aften, og dette blev efterfulgt af en oplæsning af et stykke omhandlende dagens helgen og dennes liv. De gjorde brug af helligt vand (til at gøre korsets tegn), når familien gik ind i – og forlod deres hjem. De havde fokus på, at søndagen blev benyttet til tilbedelse, hvile og sygebesøg på Roms hospitaler. Meget tidligt i sit ægteskab blev Anna Maria optaget som lægsøster i Trinitarernes Ordine Secolare og bar deres karakteristiske hvide skapular med det blå og røde kors. En gang da Vor Herre var ved at lede hende ind i en mystisk trance, sagde hun til Ham: ”Lad mig være i fred. Gå væk med dig. Jeg har arbejde, jeg skal udføre. Jeg er mor og skal tage mig af min familie”.

Tålmodighed

Hun bar med tålmodighed sin mands opfarende temperament: Engang kastede han bordet, der var dækket op til middag, igennem luften, og på et andet tidspunkt, kastede han en polstret stol ud ad vinduet, som det var meningen, at parrets søn skulle have i hovedet, og dette skete, mens drengen flygtede hen ad gaden nedenfor vinduet. Anna Maria passede også sine gamle forældre med mildhed og ro, selvom de var forbitrede og krævende.

En særlig (op)gave

Kardinaler, biskopper, fyrster og adelige kvinder hørte om de mystiske evner, Anna Maria var blevet begavet med, og derfor opsøgte de hende for råd og vejledning. Hun hjalp dem på en enkel måde og afviste kategorisk at modtage penge eller gaver til gengæld, selv når disse kunne være til gavn for hendes familie. ”Man bør ikke”, sagde hun, ”sammenblande penge med Guds gerninger”.

Den himmelske værnehelgen for husmødre og mødre

Fredag den 2. juni 1837 gik hun til sit sengeleje med stærk feber. Hun gennemgik en hård medicinsk behandling, som tærede kraftigt på hendes kræfter. Hun døde fredag den 9. juni 1837 i en alder af 64 år. Anne Maria efterlod sig et ry for sin hellighed og gode gerninger. Hendes mand gjorde sit ypperste for at give vidnesbyrd om hendes dyder i processen frem til hendes saligkåring. Efter 18 år blev hendes kiste åbnet, og hendes legeme så ud som, at der var tale om en person, der lige var faldet i søvn. Den 18. august 1865 blev hendes legeme overført til Kirken San Crisogono i Trastevere, hvor det stadig er opbevaret. Hendes legeme fremstår den dag i dag, som da man første gang åbnede hendes kiste. Pave Benedikt saligkårede Anna Maria Taigi, hustru og moder, den 30. maj 1920.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. juni 2007. Den kan læses på: Blessed Anna Maria Taigi, Wife and Mother – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Dronningemoderen

Enhver, der læser Det Nye Testamente, vil nikke samtykkende til, at Jesus er Israels konge. Det er det, der refereres til, når Han omtales som Messias. Han er den nye konge, der er udgået fra Davids slægt. Men der er et spørgsmål, som vi ikke så ofte stiller os selv, og det er: ”Når Han er kongen, hvem er så dronningen”? Grunden til, at vi ikke stiller os selv det spørgsmål, er ganske enkelt, at vi ikke læser Det Gamle Testamente, som vi burde gøre.

Enhver jøde, der levede i det 1. århundrede, og som rettede sit blik på det Gamle Testamente, ville blive mindet om, at den siddende dronning i Davids regeringstid ikke var regentens hustru, men hans moder. På hebræisk blev hun omtalt som ”Gebirah”, og dette ord oversættes som oftest til dronningemoder, men egentlig betyder det ”Store Frue”. Gebir er en ”magtfuld mand”, altså en ”stor (mægtig) mand”. En Gebirah er en ”magtfuld kvinde” eller en ”stor (og mægtig) kvinde” der befinder sig på kongeligt niveau. Det er eksempelvis en sådan reference, vi finder i 1 Kongebog 15: 13. Hvis man gennemgår de to Kongebøger samt de to Krønikebøger (som ikke er så kendte, og derfor har vi måske ikke denne vigtige viden om dronningemoderen), vil man se, at hver gang, der indsættes en ny konge, nævnes det ikke, hvem hans hustru er. Derimod præsenteres man for kongens slægt, hans navn og hans moders navn. Man gør rede for kongens moders navn, fordi hun rangerer som nummer to i det kongelige hierarki, og det vil sige, at hun bærer titlen og hvervet som dronningemoder.

Man kan kende dronningemoderen (hendes titel og hverv) på følgende ting: for det første bærer hun en krone (Jer 13: 18). Ligesom kongen bærer hun en krone. I Salme 45 kan man læse: ”Dronningen står ved din højre side”, og videre står der, ”smykket med Ofir-guld”, og her møder vi igen guldet. Hvorfor står hun ved hans højre hånd? Svaret er, at hver gang man i Det Gamle Testamente får at vide, at en person står ved kongens højre hånd, så er det ensbetydende med, at denne person har del i kongemagten: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd”. Det vil sige, at hun har autoritet, og hun har et hverv. Hun fungerer også, (og dette er vigtigt) som en der går i forbøn for andre hos kongen. Den praksis, som jeg netop har beskrevet, ser vi i en berømt fortælling fra 1 Kongebog kapitel 2.

Der er tale om fortællingen om Batseba, som helt klart er den mest berømte af Israels dronningemødre, fordi hendes relation til David var baseret på utroskab. Så vi har alle kendskab til Batseba på baggrund af denne fortælling. ”Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppe fra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias’ kone. David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende … Bagefter gik hun hjem. Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid” (2 Sam kap 11). Det barn, der her bliver undfanget, er blevet til i utroskab, og derfor ”lod Herren den dreng, Urias kone havde født David, blive ramt af sygdom … på den syvende dag døde drengen” (Sam kap 12). Efter Urias død gifter David sig med Batseba, ”Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren” (2 Sam kap 12). Vi retter nu vort fokus på 1 Kongebog kapitel 1, her står der: ”Batseba gik da ind til kongen (David) i hans sovekammer. Batseba bøjede sig dybt for kongen”. Selvom Batseba er kongens hustru, bøjer hun sig for ham. Men i det næste kapitel (1 Kongebog kapitel 2), erfarer vi, at David er gået bort, og nu er hans søn Salomon blevet konge, og da Batseba kommer til Salomons hofsal, da ”gik kongen hende i møde og kastede sig ned for hende”, vi ser her, at tingene har ændret sig, og det er kongen, der bukker for dronningemoderen. Han bukker ikke kun for hende, ”han satte sig på sin trone og lod en anden sætte frem til kongemoderen, der tog plads ved hans højre side”. I netop dette tilfælde ankommer kongemoderen for at tale Adonijas sag, som handler om, at han ønsker Abishag fra Shunen (Davids konkubine) til hustru. Kongen går hende i møde og kaster sig ned for hende. Hvorfor gør han det? Fordi hun er dronningen, og fordi hun er hans moder, og det sidste knytter sig til det fjerde Bud i de ti Bud, som lyder, at man skal ære sin far og mor. Det hæbræiske ord kavod betyder bogstavelig talt, at du skal vise ærbødighed over for din far og mor. Det kan synes som et strengt bud, men Salomo viser ærbødighed overfor sin moder, som dronningemoder. Han går hende i møde og kaster sig ned for hende, og derpå sætter han sig på sin trone og lader en anden sætte frem til hende, og hun tager plads ved hans højre side. Vi bør dvæle ved dette et øjeblik. I nogle oversættelser fremstår det som, at det er en siddeplads, der gøres rede for hende. Selvom det hebræiske ord er kisseh (trone), er det det samme ord, der benyttes om hans trone, kisseh. Men oversætterne har ændret det, fordi begge ord så at sige betyder det samme. Hvorfor sættes der er en trone frem for hende? Det synes ikke at give mening. Der skulle ret beset kun gøres en plads ”rede til” hende. Men det er ikke det, ordet kisseh betyder, det betyder trone, og det er, fordi hun er dronningemoder.

Derpå siger Batseba til Salomon: ”Der er en lille ting, jeg vil bede dig om, du må ikke afvise mig. Kongen svarede: Bed om det, mor, jeg afviser dig ikke” (1 Kong 2: 19-20). Der er to ting i dette, vi bør være opmærksom på. Hvilken betydning har det, at Adonija først fremlægger sin sag for Batseba, som derefter fremlægger sagen for kongen? Det har den betydning, at det er skik og brug at præsentere sin sag for dronningemoderen, for hun er den, der går i forbøn for den enkelte hos kongen, hvilket i sandhed giver god mening. Så hvis du ønsker kongens hjælp, ret da din anmodning til hans moder. Nu er der nok nogen, der vil gøre indsigelse, fordi de vil sige: jamen når man læser videre i 1 Kongebog kapitel 2, så gør Salomo faktisk ikke det, Batseba beder ham om, fordi han lader sin bror blive slået ihjel, altså ham, som fik fremsat sin anmodning gennem dronningemoderen. Det er korrekt, at der optræder en række eksempler på ting Salomo gør, som ikke er godt i moralsk henseende. Men det fjerner dog ikke det faktum, at havde man en sag, man ønskede forelagt for kongen, var det skik og brug først at gå til dronningemoderen, og hun gik i forbøn for en hos kongen. Dette understreger blot, at dronningemoderen 1. havde et hverv at udfylde, 2. hun gik i forbøn for folk hos kongen og 3. at hun havde en tæt relation til kongen. Dette er ikke de eneste skriftsteder, der omtaler dronningemoderen, hun bliver nemlig også omtalt i forskellige profetier i Det Gamle Testamente. Den mest berømte stammer fra Esajas Bog kapitel 7: 14: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. I Esajas Bog kapitel 9: 6 står der videre: ”Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid, Hærskarers Herre skal udvirke dette”. Vi kender disse skriftsteder, fordi de knytter sig til advent og jul, og fordi det er her, vi forbereder os på, at Messias fødes ind i verden, og samtidig fejrer vi Marias Ubesmittede Undfangelse. Men det vi ofte glemmer er, at hvis kvinden, den jomfru som bliver nævnt i Esajas Bog kapitel 7, skal føde en søn, som skal være konge, så må det i sagens natur gøre hende til dronningemoder.

Det er den samme beskrivelse, vi finder i Mikas Bog kapitel 2, hvor der tales om en kvinde, der i Betlehem vil bringe en konge til verden. Denne profeti er derfor meget specifik, når det handler om det sted, hvor dronningemoderen vil føde kongen, nemlig i Betlehem. Igen skal det understreges, at de profetier, jeg har trukket frem, ikke handler om hvem som helst, der er om kongemoderen, der skal regere sammen med Messias i Hans rige. Med disse profetier i mente, prøv da at forestille dig, at du er jøde i det første århundrede, nærmere betegnet en jødisk kvinde ligesom Maria. Én af de ting, som de jødiske kvinder ville have vidst med sikkerhed, var, at én af dem ville blive moder til Messias, og den, som Gud udvælger til at være Messias moder, hun vil også pr. definition ophøjes til dronningeembedet. Lad os forestille os, at jeg har 4 døtre, og de er alle prinsesser. De vil alle i sagens natur være dronning. Man kan forestille sig, at Maria har gjort sig de samme tanker: ”Hvem skal være dronning, den fremtidige dronning”? Da englen Gabriel kommer til hende og fortæller hende, hvad der skal ske, har hun kendt til denne viden. Hun skulle ikke kun bringe Guds Søn til verden, hun skulle også være dronningemoder. Hvis du på nogen måder betvivler dette, så er Det Nye Testamente, det rette sted at hente en forklaring. Der er nogle vigtige ting, jeg vil trække frem her. Det første er Jesu fødsel, som er en fascinerende fortælling. For det andet starter Matthæus sin fortælling om Jesus med at rette fokus på Hans slægt. Matthæus giver os en oversigt over Jesu slægt. Det, der gør denne oversigt over Jesu slægt anderledes end andre slægtsoversigter, er, at netop denne rummer adskillelige kvinder. Normalt ville en sådan oversigt være centreret omkring præster og konger. Vi ser, at Matthæus afrunder med Maria. Hvis vi for et øjeblik vender tilbage til Det Gamle Testamente, så er det interessant at iagttage i Kongebøgerne, at når mindre oversigter over slægten dukker op, så er de kvinder, der optræder der, kongens moder, og dette er for os et tegn på, at det er kongemoderen, der figurer her.

I Mattæusevangeliet kapitel 1: 20-23 beskrives Maria som moder til Immanuel. Her følger dette skriftsted, som er meget vigtigt for forståelsen af Marias betydning, som Guds Moder i Det Nye Testamente: ”Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for Han skal frelse Sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel. Det betyder: Gud med os”. Det er godt at holde sig dette skriftsted i mente, for mange mennesker spørger ofte: Hvor i Det Nye Testamente defineres Maria som Guds Moder? I nogle tilfælde vil katolikker argumentere med, at Elisabeth karakteriserer Maria, som sin Herres moder. Det er både et vægtigt og sandt argument, for Herre kan betyde konge, men også Gud. Men Matthæusevangeliet kapitel 1: 20-23 er det skriftsted, der mest klart understreger, at Maria er Guds Moder. Navnet Immanuel betyder ”Gud (er) med os”. Når vi ser på formuleringen ”Guds Moder”, så er det græske ord for denne ”theotokos”, som betyder ”Gudbærer”. Når man deler ordet op, ser det således ud: ”theos” og ”tikto” (eller tokos), som betyder: ”en der bærer på” eller ”en kvinde, der bærer på et barn”. Nogle vil så videre spørge: ”Hvor stammer disse ord fra”? Det gør de fra den første side i Matthæusevangeliet, hvor Matthæus gør rede for, at ”en kvinde skal undfange og bære en søn (tikto), og hun skal blive kaldt moder til Immanuel, Gud (theos) er med os. Det er denne ordstilling ”tikto” og ”theos”, der skaber ordet ”theotokos” Gudbærer. Det var den opfattelse, man havde blandt de første kristne, de læste græsk, og derfor var theotokos, det ord, man benyttede.

Ser man nærmere på Marias besøg hos Elisabeth, opdager man, at Maria ikke kun bliver karakteriseret (af Elisabeth) som ”min Herres moder”, derudover bør også man hæfte sig ved, at efter, at Maria har lyttet til Gabriels budskab ved bebudelsen, konfronteres hun med Elisabeths ord (nævnt ovenfor), og det løfter sløret for hendes rolle som dronningemoder, hvilket kommer til udtryk i hendes Magnificat. I Lukasevangeliet kapitel 1: 48, siger Maria følgende: ”… For herefter skal alle slægter prise mig salig”. Dette er vigtigt, for alle (ikke kun katolikker) vil prise hende salig. I vers 49 står der videre: ”thi den mægtige har gjort store ting mod mig, helligt er Hans navn”. Hvad er det, Maria siger her? ”Gud har set til Sin ringe tjenerinde”. Går vi videre til vers, så læser vi her: ”Han har styrtet mægtige fra tronen, og Han har ophøjet de ringe”. Det græske ord for ”de ringe” er tapeinosis, og det er netop sådan, hun betegner sig selv: ”ringe tjenerinde”, og nu har Gud ”styrtet de mægtige fra tronen, og … ophøjet de ringe”. Hmm, hvorfor er der mon mere end en trone, og hvem er ”de ringe”, Han har ophøjet? Det er Maria og hendes Søn, fordi Han er konge og hun er dronning, og det er dem, der sidder på troner i Davids kongerige.

Endelig er der Johannes’ Åbenbaring kapitel 12: 1. Her ser Johannes kvinden, der er klædt i solen, og hun bærer på sit hoved en krone af 12 stjerner. I det gamle Israel var det sådan, at når en kvinde bar en krone (og måske endda en bestående af 12 stjerner), så var hun Israels dronning, hun var dronningemoderen. Dette skriftsted er nemt at finde frem til og benytte i argumentationen for, at Maria er dronningemoderen.

Vi ser altså, at Det nye Testamente skildrer Maria som den nye Eva, den nye Ark og den nye Dronning. Hvilken betydning har det? Det har den betydning, at hvis Maria er den nye dronningemoder, så giver det rigtig god mening, at vi katolikker gør følgende, nemlig at vi ærer hende. For de mennesker, der ikke er vokset op med et monarki, kan dette med en konge og en dronning være svært at forstå, men vi bør huske på det, som Jesus forkynder, og det er Gudsriget, og det er der, vi hører til, og i dette rige er der en dronning, som er vores dronning. Hvis dronninger i jordiske kongeriger fortjener at blive æret af deres undersåtter, hvor meget mere fortjener den hellige dronning i himlens kongerige ikke at blive æret. Lad mig understrege, at Maria ikke er nogen almindelig kvinde, hun er dronningen.

Når hun nu er dronningen, så giver det mening, at vi beder hende om at gå i forbøn for os, for hun er i live i himlen. Det er derfor, vi betegner livet der, som det ”evige liv”. Hun er hos og sammen med Kristus i den himmelske herlighed i Det Allerhelligste og kan derfor henvende sig til Kristus (hun kan gå i forbøn for os, som er i hendes Søns rige, og som er Guds børn). Det giver kun god mening at betragte Maria på netop den måde. Nogle gange vil man opleve, at folk siger: ”at katolikker tilbeder Maria”, og nej det gør vi ikke, vi ærer hende, og det er en forskel, man bør hæfte sig ved. I det 4. århundrede efter Kristi fødsel eksisterede der en hæresi, en hæretisk gruppe, som blev kaldt Collyridianisme, og de blev stemplet som hæretikere, fordi de ganske enkelt opofrede Eukaristien til Maria. Collyra er det græske ord for ”et brød”. Denne gruppe tilbad Maria, som en gudinde ved at opofre Eukaristien til hende.

Det er præcis det, katolikker ikke gør, vi tilbeder ikke Maria, og det gør de ortodokse heller ikke. Vi katolikker opofrer ikke Det hellige Messeoffer til Maria. Amen. Det hellige Messeoffer er et offer for Gud alene. Men hvis man ikke vokser op som katolik (eller ortodoks), og står man ude på sidelinjen og betragter det, katolikker foretager sig, kan man undre sig og blive forvirret over det, katolikker foretager sig. Det gælder for eksempel min hustru, der voksede op i et baptistmiljø. I Baptistkirken lovpriser man ved at synge, lytter til en prædiken og ved ordinær bøn. Det vil sige lovprisning i dette miljø foregår ved sang og bøn. Når vi i Den katolske Kirke synger sange rettet til Maria eller retter vores bøn til Maria, så er det i den henseende, at vi beder hende om at gå i forbøn for os, og det kan, hvis man betragter det udefra, synes som om, vi tilbeder hende. Det kan skyldes, at de forskellige denominationer (kristne) ikke har præsteskabet, Messeofferet etc. Men for os katolikker er essensen Messeofferet, og den tilbedelse er rettet mod Gud og Gud alene. Vi opofrer Kristi Legeme ved ånden til Faderen. Så dette er en afgørende forskel. Så hver gang kristne (så som Collyridianisme) opofrede til og tilbad Maria, blev de straks fordømt af Skt. Ambrosius og Skt. Epiphanius som hæretikere. Men det er som sagt ikke det, vi katolikker gør i relation til Maria. Vi ærer hende, og vi er hengivne overfor hende. Vi beder hende om at gå i forbøn for os og bede med os, fordi hun er vores moder.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på Brant Pitres blog den 23. maj 2019. Det kan læses på: https://catholicproductions.com/blogs/blog/the-queen-mother

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

SvarVideresend

Magnificat udtrykker Eukaristiens mysterium

Skt. Johannes Paul II

Salig er hun, som troede” (Luk 1,45). I inkarnationens mysterium foregreb Maria også Kirkens tro på Eukaristien. Da hun ved besøget hos Elisabeth i sit skød bar Ordet, der var blevet kød, blev hun på en måde et ”tabernakel” – historiens første tabernakel – i hvilket Guds Søn, stadig usynligt for vort menneskelige blik, gav Sig selv lov til at blive tilbedt af Elisabeth, idet Hans lys ligesom stråler gennem Marias øjne og stemme. Og er ikke Marias henrykte blik, da hun betragtede Den nyfødte Kristi Ansigt og vuggede Ham i sine arme, den uforlignelige model for den kærlighed, der skulle inspirere os, hver gang vi modtager Den Eukaristiske Kommunion? (Ecclesia de Eucharistia nr. 55)

Kristi skjulte Ansigt

Kristi Ansigt var skjult i Vor Frues jomfruskød. Det var skjult, men fremstod alligevel med en vidunderlig stråleglans. Jesus var skjult i Maria, ligesom Han er skjult i Tabernaklet. (Den traditionelle brug af et tabernakelforhæng antyder, at Han er skjult både i Maria og i Tabernaklet). Jomfruen bærer ved besøget hos Elisabeth i sit moderliv Guds menneskelige Ansigt lige under sit hjerte. Den glæde, der stråler fra jomfruens ansigt, mens hun istemmer sin Magnificat, er selve den glæde, der stråler i evighed fra Ordets Ansigt i Faderens nærvær. Jomfrumoderens skød omfavnede fremtidige generationer, så de kunne vide, at ”i mørket skal lys skinne frem: Han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi Ansigt” (2 Kor 4: 6).

Jomfruen som et tegn

Det er det, der kommer til udtryk på en gammel ikon, som viser Guds Moder, og som kaldes ”Tegnet på”. Denne ikon viser Hende som Jomfruen, der lader Magnificat komme over Sine læber og den Eukaristiske kvinde. Det guddommelige barn, der befinder sig i hendes moderliv, der er et Tabernakel, bliver synligt for troens øjne. Gudsbarnet stråler fra Vor Frues skød, ligesom Det stråler fra det Allerhelligste sakramente, der står på alteret. Elisabeth oplevede en indre oplysning ved den udstråling, der udgik fra Kristi skjulte Ansigt, og det lille barn Johannes skjult i hendes skød sprang af glæde. Det er det samme lys, som strålede fra Barnet Jesus og Hans ansigt i Tabernaklet i Vor Frues moderliv, som stråler ud på os fra Hans Eukaristiske Ansigt.

Kristi Eukaristiske Ansigt

Kristi Eukaristiske Ansigt skjult i tabernaklet eller åbenbaret for vore øjne under Den hellige Messe eller stillet til skue i monstransen kommer for at bringe lys i mørket, lægedom til dem, der har behov for helbredelse, glæde til at dulme sorg og tilgivelse for enhver synd. Så ofte Kristus bliver ført frem i Den hellige Eukaristi, som da Han kom til verden fra Marias jomfruelige moderskød den første jul, kan Kirken synge, som Den gør hvert år ved første vesper på dagen for Herrens fødsel: ”Rex pacifius magnificatus est, cuius vultum desiderat universa terra” (Vor Fredsfyrste er såre stor, al jorden higer efter Hans åsyn).

Et glædens besøg

Til den fest, vi i dag fejrer, nemlig Marias besøg hos Elisabeth, indbydes vi til at efterligne Elisabeths tro. Elisabeth, der uden at kunne se det, blev oplyst af Guds menneskelige Ansigt, som var i det tabernakel, som var Marias moderliv. For os er det det samme Guds menneskelige Ansigt skjult i sakramental skikkelse, som er brød og vin. Den Allerhelligste Eukaristi skal ses som et besøg af Den skjulte Kristus: Han kommer altid sammen med sin Jomfrumoder, og det er af hende, at vi kan lære, som Skt. Johannes Paul II sagde, at synge, at ”Magnificat udtrykker Eukaristiens mysterium” (Ecclesia de Eucharistia nr. 58). Således bliver Kristi skjulte Ansigt for os, som det var for Vor Frue Maria og Skt. Elisabeth, det uudtømmelige kildevæld af Guds glæde.
Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. juli 2020. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2020/07/13396/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

I de dage brød Maria op

Tilstedeværelsen af Den hellige Jomfru Maria i adventstiden er som duften af roser i december. Vor Frue er overalt og drager os til sig og ind i Kristi mysterium. I forbindelse med advent går Kirken ind i et Mariansk jubilæumsår, hvor Den med taknemmelighed mindes 150 året for åbenbaringen af Den Ubesmittede Undfangelse for Skt. Bernadette af Lourdes. ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne” (Åb 2:11).

Et nådens øjeblik

Dette er nådens øjeblik, et omvendelsens øjeblik og et håbets øjeblik for os alle. Den Allerhelligste og Ubesmittede Guds Moder fremstår fra sit skjul. Hvorfor gør hun det? Fordi hendes børn, der trues af den gamle drage, har brug for hendes moderlige og storslåede tilstedeværelse. Den åbenbaring, Skt. Juan Diego fik, er den samme, som blev tydelig for en anden Johannes, der opholdt sig på øen Patmos: ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved” (Åb 11:19a og 12:1).

Hun brød op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland” (Luk 1:39), hvor hendes kusine Elisabeth boede og derefter århundreder senere til Mexicos bjergland for at besøge Juan Diego, og i dag aflægger hun os sit besøg. Hun besøger os ved sin nådes magt, den nåde, der udgår fra hendes hænder og bærer vidnesbyrd om hendes moderlige og storslåede handlinger.

Hjertet som en slagmark

Lad ikke den nåde, der knytter sig til festen for Vor Frue af Gaudalupe gå dig forbi, uden at du omvender dig. Selv den største mystiske nåde kan vise sig at være til ingen nytte, hvis vi ikke berøres af den og ikke omvender os eller forandrer os. Bed den ydmyge rosenkransbøn ikke sporadisk, men vedvarende hvert ledigt øjeblik du har til rådighed. Den eliminerer hovmod, Den slukker begærets glød, misundelse, griskhed, besiddertrang og grådighed. Den river de syv dødssynder op med rode. Det store kosmiske slag mellem kvinden og dragen bliver ikke udkæmpet i en fantasiverden eller på det store lærred. Det udkæmpes på menneskehjertets slagmark, og det foregår i et hjerte ad gangen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 1. december 2007. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2007/12/mary-rose-up-in-haste-in-those/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende

Gå og vær et offer og en duftende røgelse

Dagens fest har sin oprindelse i kirken i øst. Det er en fest, hvor man fornemmer kirken i øst. For at man kan få mysteriet helt under huden, bør man lytte til – og overveje den poesi, som den byzantinske tradition fejrer denne fest med. I én af de tekster, som Kirken har indviet til vesper, synger Kirken følgende:

Da Anna, som betyder nåde, blev benådet med den rene og for altid Jomfru Maria, fremstillede hun hende i Guds tempel. Hun bad tjenerinder om at bære stearinlys og gå foran hende, mens hun sagde: ”O, barn gå og vær et offer og en duftende røgelse for Den, der sendte dig til mig. Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende. Forbered dig på at være det bedste hvilested for Jesus, som vil bringe stor nåde til verden”.

Den første fremstilling

Fremstillingen af Maria i templet er en bebudelse af Marias fremstilling i Det himmelske Jerusalem, altså mysteriet omkring hendes optagelse i Himlen. I den første fremstilling af barnet Maria opfyldes Salmistens profeti, ”Hun føres til kongen, jomfruerne er i hendes følge, hendes veninder føres til dig” (Sl 45:15). Den hellige legende fortæller, at barnet Maria gik ind i tempelgården og dansede af glæde, og hun fortsatte ind i den hellige del og besteg trappen med de 15 trin, der fører ind til det Allerhelligste, og til Zakarias og de øvrige præsters forundring, gik hun igennem forhænget. Der var ingen, der vovede at stoppe hende. Alle blev overvældet af ærefrygt. Selv englene så til med stor forbløffelse.

Den anden fremstilling

Under den anden fremstilling, som er Marias optagelse i Himlen, går hun ind i selve Himlen ledsaget af engle. Hun går igennem forhænget og tager sæde ved Kristi side i det Allerhelligste, ”det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst” (Hebr 8:2). Fremstillingen af Maria for anden gang i det himmelske tempel, opfylder det, der blev forudset med den første fremstilling. Maria er moder til ”Det håb, som ligger foran os” (Hebr 6:18). Hun er blevet overdraget os, som ”Det håb, (der) er som et anker for sjælen, det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis” (Hebr 6:19-20).

Glæder og sorger

Mellem disse to fremstillinger levede Maria et liv, hvor hun gik fra at være barn til voksen. Hun blev trolovet med Josef, gav sit ”ja” til englen (ved bebudelsen) og blev overskygget af Helligånden. Hun undfangede sin Søn og bar Ham i ni måneder i sit moderliv. Hun gav Ham føde ved sit bryst og ”tog ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren” (Luk 2:22), bragte Ham i eksil i Egypten og bragte Ham tilbage til Nazarets stilhed. Hun led kval, da Jesus i en alder af tolv var forsvundet i tre dage og herefter blev fundet i Jerusalems tempel, som Han kaldte for ”min Faders hus” (jf. Luk 2:49).

Ved brylluppet i Kana talte hun med frimodighed til Jesus på vegne af brudeparret, fordi de manglede vin, og derpå vendte hun sig til tjenerne og sagde følgende profetiske ord, som Helligånden retter til os: ”Gør, hvad som helst han siger” (Joh 2:5). En dag, da Jesus var i færd med at forkynde, dukkede hun op og stod udenfor og ville tale med Ham, men hun blev fortalt, at hendes moderskab var blevet et forbillede for et andet moderskab, nemlig det mystiske moderskab, som omfatter hendes søns disciple, altså dem, ”der gør Hans Faders vilje” (jf. Matt 12:50).

På Golgata blev den profeti. Simeon fremsagde ved Jesu fremstilling i templet, som handlede om det sorgens og smertens sværd, der skulle gennemtrænge Marias sjæl opfyldt (jf. Luk 2:35). ”Ved Jesu kors stod” (Joh 19:25) hendes helt særlige moderskab, som på en smertelig og vidunderlig måde blev udvidet til at favne et væld af sønner og døtre. Efter langfredag fulgte lørdagens enorme og forfærdelige stilhed, og siden den tid har lørdagen været Marias dag. Han er opstanden, som Han har sagt, sicut dixit, og opfylder hendes sjæl med ubeskrivelig glæde. Derpå var der en ”jubel med en uudsigelig forklaret glæde” (jf. 1Pet 1:8) i forbindelse med Kristi Himmelfart. ”De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre” (ApG 1:14). Og endelig var Maria uden tvivl blandt dem, som den hellige Lukas skriver om i den sidste linje af sit evangelium: ”Og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud” (Luk 24:53).

Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende

På en vis måde udstikker dagens fest en linje for vores eget liv. Vi lever alle et liv, som ligger mellem de to fremstillinger, Maria oplever. Den første gang vi fremstilles er ved dåben, og den anden er ved vores død. I dag placerer den byzantinske liturgi fremmedartede og vidunderlige ord i munden på den hellige Anna, når Hun taler til barnet Maria. På en vis måde er den hellige Annas ord også rettet til hver eneste af os: ” … gå og vær et offer og en duftende røgelse … Gå ind i det skjulte og lær Guds mysterier at kende. Forbered dig på at være det bedste hvilested for Jesus, som vil bringe stor nåde til verden”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 20. november 2015. Den kan læses på: Enter Into the Veiled Places and Learn the Mysteries of God – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ti måder, hvorpå vi kan efterligne Vor Frue

Da Jesus hang på korset, gav Han den person, Han elskede allermest her på jorden, nemlig sin velsignede Moder Maria til Skt. Johannes. Han gav hende også til os som vores allerhelligste moder. I sit mesterstykke af en afhandling vedrørende åndelighed, som har fokus på Maria, ”True Devotion to Mary”, fremhæver Skt. Louis de Montfort ti meget vigtige dyder hos Den hellige Jomfru Maria.

Lad os her gennemgå listen over de vigtigste dyder hos Maria.

Skt. Louis de Montfort oplister følgende:

Den ægte Mariafromhed er hellig. Den er virksom i kampen med syndens blændværk og hjælper til ligedannelse med Maria i hendes dybe ydmyghed, i hendes levende tro, i hendes radikale lydighed, i hendes udholdende bøn, i hendes totale fornægtelse af illusioner omkring sig selv, i hendes guddommelige renhed, i hendes glødende kærlighed, i hendes ufattelige tålmodighed, i hendes engleblide sagtmodighed og i hendes gudgivne visdom” (nr. 108).

Lad os ydmygt bede vor hellige Moder Maria om nåden for at forstå disse dyder, som hun altid praktiserede heroisk og til perfektion, men lad os også bede om nåden til at kunne føre disse dyder ud i praksis i vort daglige liv.

1.      Dyb ydmyghed. En ydmyg person erkender, at alt det gode, vedkommende har gjort og kan gøre, skyldes Guds nærvær i vedkommendes liv. Maria var særdeles ydmyg og kaldte sig selv for Herrens tjenerinde. I sin lovprisning af Gud, i det, vi kender som Magnificat (Luk 1:46-55), siger Maria, at ”Gud har set i nåde til sin ringe tjenerinde”. 

Lad os bede om Marias forbøn i forhold til at opnå et sagtmodigt og ydmygt hjerte, som ligner hendes, og at vi som hende tilskriver Gud vores gode gerninger og os selv vores fejl.

2.      En levende tro. Tro er én af de tre teologale dyder, som er trohåb og kærlighed. Tro er, at tro på Gud og Hans ord uden at have set med egen øjne. Jesus foretog en venlig irettesættelse af den tvivlende Thomas med disse ord: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20:29), Maria er i bogstavelig forstand en troens kvinde.

Selvom Maria var vidne til Jesu lidelse og død, troede hun på, at Han ville overvinde døden. Derfor, når vi fristes til at tvivle, lad os da vende os til Maria, som er troens kvinde og bede om hendes kraftfulde forbøn.

3.      Lydighed. Ved at give sit fiat ved bebudelsen: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord” (Luk 1:38) udviste Maria en beundringsværdig lydighed overfor Guds ord, og samtidig viste hun tillid til Hans hellige vilje. Når vi fristes til at gøre oprør mod Gud og stå op i mod Hans vilje, lad os da ved Marias bøn og forbillede vise Gud lydighed, ligesom Maria og Jesus gjorde. Jesus, ”der ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors” (Fil 2:8).

4.      Uophørlig bøn. Bøn kan beskrives som værende en samtale med Gud. Der findes ikke noget bedre eksempel, bortset fra Jesus, når det drejer sig om et liv i vedvarende bøn end Den hellige Jomfru Maria. Hun var uophørligt i bøn. Det fortæller Den hellige Skrift os på følgende måde: ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte” (Luk 2:19). Hendes tanker var vedvarende centreret omkring Gud, og hun elskede Gud af hele sit hjerte. Hun var i en kontinuerlig samtale med Den hellige Treenighed, Faderen, Sønnen og Helligånden. Hvis vi udviser dovenskab, gør vi os selv til et oplagt mål for djævelen.

Må Vor Frue være vores forbillede, når det handler om uophørlig, inderlig og trofast bønspraksis. Sandelig bøn er nøglen til vor frelse. Hvad luften er for lungerne, er bønnen for sjælen.

5.      Konstant selvfornægtelse. Man kan også formulere det på en anden måde, nemlig at man dør fra sig selv. Det asketiske liv leder til det mystiske liv i forening med Gud. Maria fornægtede sig selv og ofrede sig selv til alle tider og på alle steder. Ved at gøre dette gav hun Gud fuld råderet over sit liv.

I Marias åbenbaringer i Lourdes og Fatima tilskyndede hun kraftigt til bøn, men også til at frembære ofre. Ved at frembære ofre, efterligner vi Maria i forhold til selvfornægtelse. Selvfornægtelse vender os til Gud og væk fra os selv. Maria havde altid fokus på Gud og aldrig på sig selv. Må det være den måde, hvorpå vi lever vores liv.

6.      En fuldstændig renhed. Én af de største dyder, der karakteriserer Den hellige Jomfru Maria er hendes fuldkomne renhed. Maria er kendt som Den Ubesmittede. I Fatima fortalte Vor Frue med sorg, at de fleste sjæle går til fortabelse i den evige ild på grund af synd mod den dyd, der handler om hellig renhed.

Maria er den evige Jomfru. Hun var jomfru, før hun fødte Jesus, hun var jomfru under Jesu fødsel og efter Jesu fødsel. En sand hengivenhed til Maria kan hjælpe os til at opretholde vores egen renhed, og hvis vi har mistet den, søger vi gennem bodens sakramente at gøre sonebod. Ved at betragte et smukt billede, maleri eller statue af Vor Frue, kan vi blive tilskyndet til at længes efter renhed.

7.      En brændende kærlighed. Af alle de dyder, vi er kaldet til at praktisere, er den brændende kærlighed den største. Læs det smukke afsnit om kærligheden i den hellige Paulus’ brev til menigheden i Korinth (Kor 13).

Vor Frue viste kærlighed i et meget stort omfang og på to måder, for kærligheden har to dimensioner. Maria elskede altid – og overalt Gud. Maria udtrykte i konkret forstand sin kærlighed til Gud ved at vise sin næste kærlighed.

Ved bebudelsen viste Maria ved sit ubetingede ja sin totale og uforbeholdende kærlighed til Gud. Ved at hun hastede afsted for at besøge sin kusine Elisabeth, viste Maria stor kærlighed for sin næste. I vores efterligning af Maria bør vi med den hellige Paulus sige: ”Guds kærlighed tvinger mig” (2 Kor 5:14).

Må vi lære os dette dobbelte kærlighedsbud, som er at elske Gud og næsten og stræbe efter at udleve det i vores dagligdag. Den hellige Johannes af korset siger følgende: ”Ved vores død vil vi blive dømt på, hvor meget kærlighed, vi har vist”.

8.      Heroisk tålmodighed. Der er ingen af os, der kan sige, at vi kan bevare tålmodigheden under alle forhold. Dette står i skærende kontrast til Maria, der udviste bemærkelsesværdig tålmodighed.

Prøv at tænke over, at Maria under sin graviditet måtte foretage den lange rejse til Betlehem, og der opleve afvisning på afvisning, og dette bar hun med stor tålmodighed. Hun oplevede ikke at kunne finde Jesus, da Han var 12 år gammel. Sammen med Josef ledte hun efter Ham i tre dage og genfandt Ham i templet i Jerusalem. Alt dette bar hun også med stor tålmodighed. Især ved at ledsage Jesus i den lidelse, Han gennemgik, inden Han nåede til Golgata, og der på brutal vis blev korsfæstet og døde på korset, viste Maria en ubeskrivelig tålmodighed.

Når vores tålmodighed sættes på prøve, lad os da bede Maria om hendes forbøn. Hun vil aldrig svigte os.

9.      Engleblid venlighed. Det modsatte af venlighed er grov opførsel. Prøv at forestille dig på hvilken måde Maria har behandlet sin næste. Hun har givet sin næste en varm velkomst med et venligt og vindende smil. Hun har vist stor høflighed og været en opmærksom lytter. Alt dette har været tydelige tegn på venlighed, en engleblid venlighed. Maria formåede alt dette til fulde. 

Om dyden venlighed har Skt. Francis de Sales sagt følgende: ”Man kan tiltrække flere fluer med en skefuld honning end en tønde fuld af eddike”. Med andre ord, venlighed drager andre til Kristus, mens en grov og intimiderende adfærd skubber dem væk fra Jesus. Må Vor Frue lære os, hvad det vil sige at være venlig, og må vi omsætte denne dyd i praksis.

10.  Visdom fra himlen. Én af de helt fantastiske titler man giver Vor frue i det Laurentiske litani er: ”Visdommens sæde”. Et klogt menneske ved, hvad der er det vigtigste i livet. En vedvarende kærlighed til Gud og et brændende ønske om frelsen for de udødelige sjæle er en markør for sand visdom. Vor Frue bar på en brændende kærlighed til Gud samt et dybt ønske om syndernes omvendelse og deres evige frelse. ”Den hellige Jomfru var vedholdende i sin forening med sin Søn til korset … I sit hjerte forbandt hun sig med Hans offer” (Vat II, Lumen Gentium).

Kong Salomon agerede og regerede med visdom, men på et tidspunkt blev han svag og gav efter for sit begær, og hans liv endte uden visdom. Vi beder Vor Frue, som er Visdommens Sæde, om hendes forbøn for os vedrørende visdom, ikke kun her og nu, men om vedholdenhed i forhold til denne dyd alle vore dage.

Konklusion

Må vi med nidkærhed kende, elske og efterligne vor hellige Moder Maria. Må vi blive tilskyndet til på et dybere plan at overveje Marias hellige dyder og stræbe efter at udleve dem alle vore dage. ”Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime. Amen”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. Ed Broom, OMV og publiceret på Catholic Exchange den 15. december 2020. Den kan læses på: Ten Ways We Can Imitate Our Lady (catholicexchange.com)

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Om I i dag ville lytte til hendes stemme, gør ikke jeres hjerter hårde

Der er ikke det, jeg ikke vil gøre for syndere

Den hellige Jomfru Maria, alle helgeners dronning, er også barmhjertighedens moder og syndernes tilflugt. Der er ikke det, hun ikke vil gøre for den, der faldet i synd, og hjælpe ham på fode igen, så han fjerner sig fra sin synd. Der er ikke det, hun ikke vil gøre for at lede en synder til sin Søns Hjerte. Skønt Maria var uden syndens plet fra det øjeblik, hun blev undfanget, er hun ikke afvisende overfor syndere, tværtimod, hun føler sig draget af dem. Gud har givet hende et hjerte, der er opfyldt af medlidenhed for syndere. Maria vil blive ved med at følge en synder, selvom denne går ad vejen mod helvedes porte. Hun vil bede for ham og med ham, om at han rækker sin hånd imod hendes. Det er kun i herlighedens lys, at det vil stå klart for os, hvor stort et antal syndere, Guds Moder har frelst og i sin store barmhjertighed ledt til stor hellighed. Jeg tror, at der eksisterer visse syndere, som det glæder Vor Herre, at de er Hans Moders. På en eller anden måde overdrager Han dem til hendes hjerte og lader dem være i hendes varetægt. Syndere, der accepterer denne særlige handling fra Gud ud af Hans barmhjertighed og visdom, vil nødvendigvis opnå hellighed altså at blive helgener. I himlen vil de stråle med en særlig herlighed, som er en genspejling af Maria Ubesmittede Hjerte. Dette er sandsynligvis årsagen til, at Skt. Bernard, Skt. Alphonsus, Præsten fra Ars samt mange andre helgener, når de stiftede bekendtskab med forhærdede syndere, overdrog dem til Marias varetægt, som deres sidste tilflugtssted. Det, ingen prædiken kan gøre, eller tårer kan opnå, det gør Maria, og hun fuldfører det. Selvom Jomfru Maria er helgenernes dronning, er hun endnu mere dronning for dem, som hun har frelst fra syndens åg. Der er intet hos Jomfru Maria, som ikke fuldt og helt er en del af Guds barmhjertighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 31. oktober 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/10/if-today-you-hear-her-voice-harden-not-your-hearts/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Alt skal blive nyt og bedre

Maria som medforløserske

Jeg er begejstret for det afsnit, der er skrevet af Skt. Bernard, og som jeg læste her til morgen ved matutin, altså i forbindelse med tidebønnen om lørdagen for Den hellige Jomfru Maria. Denne dygtige kirkelærer tilskriver frelsen én mand og én kvinde, nemlig Jesus og Maria. Senere på dagen læste jeg Den hellige Faders homili, der blev givet ved Den hellige Messe i Saint Mary’s Cathedral i Sydney, og her opdagede jeg, at Hans Hellighed talte om det samme mysterium, nemlig at Den nye Eva samarbejder med Den nye Adam om at gøre den ulydighed, Adam og Eva udviste, god igen.

Skt. Bernard siger følgende (ved denne morgens matutin):

(Fra en prædiken af Bernard om Johannes Åbenbaring kapitel 12):

”Højtelskede! Én mand og én kvinde voldte vor ulykke. Men Gud ske tak, ved én mand og én kvinde blev alt genoprettet, og det endog med en rigelig nådes rente. For gaven er ikke som brøden, men velgerningernes storhed overgår tabets størrelse. Således har da den alvise og algode Skaber ikke sønderbrudt, hvad der allerede var ødelagt, men tværtimod genskabt det langt bedre, idet han nemlig dannede os en ny Adam af den gamle og omskabte Eva til Maria”.

Pave Benedikt XVI denne morgen i Sydney:

Kære venner, lad mig afslutte disse overvejelser ved at henlede jeres opmærksomhed på det store vindue i koret i denne katedral, som er en glasmosaik. Der kan man se Vor Frue, Himlens Dronning, der fremstår majestætisk på en trone ved siden af sin guddommelige Søn. Kunstneren har ladet Maria fremstå som Den nye Eva, der rækker et æble til Kristus, Den nye Adam. Denne handling er et symbol på, at hun gør vore første forældres ulydighed god igen. Dette æble er også et billede på den rige frugt, som hun ved Guds nåde bar i sit moderliv samt den frelste og herliggjorte menneskehed, som hun er gået forud for ind i himlens herlighed.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus 

Christi den 19. juli 2008. Den kan læses på: Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ave verum Corpus natum de Maria Virgine

På en vis måde besad Maria en Eukaristisk tro, allerede inden Eukaristien blev indstiftet, og det gjorde hun, fordi hun havde givet sit ja til i sit moderliv at bære på Guds Ord, der blev kød. Eukaristien er samtidig med, at Den er et minde om passionen og opstandelsen, en forlængelse af inkarnationen. Ved bebudelsen undfangede Maria Guds Søn rent fysisk – Hans legeme og Blod, og derved foregreb hun i sit moderliv det, der i en vis udstrækning sker rent sakramentalt i enhver troende, som i brødets og vinens skikkelse modtager Herrens Legeme og Blod.

Derved bliver det tydeligt, at der er en dyb sammenhæng mellem Marias fiat til englen og det amen, den troende siger, når denne modtager Herrens Legeme. Maria blev bedt om at tro på, at Den, hun undfangede ”ved Helligånden”, var ”Guds Søn” (Luk 1: 30-35). I forlængelse af Jomfruens tro, bliver vi i det Eukaristiske mysterium bedt om at tro på, at Den samme Jesus Kristus, Guds Søn og Marias Søn kommer til stede i sin fulde menneskelighed og guddommelighed i brødets og vinens skikkelse.

Salig er hun, som troede” (Luk 1,45). I inkarnationens mysterium foregreb Maria også Kirkens tro på Eukaristien. Da hun ved besøget hos Elisabeth i sit skød bar Ordet, der var blevet kød, blev hun på en måde et ”tabernakel” – historiens første tabernakel – i hvilket Guds Søn, stadig usynligt for vort menneskelige blik gav sig selv lov til at blive tilbedt af Elisabeth, idet hans lys ligesom stråler gennem Marias øjne og stemme. Er ikke Marias henrykte blik, da hun betragtede den nyfødte Kristi ansigt og vuggede Ham i sine arme, den uforlignelige model for den kærlighed, der skal inspirere os, hver gang vi modtager Den Eukaristiske Kommunion? (Johannes Paul II, Ecclesia de Eucharistia).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 20. december 2006. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2006/12/corpus-christ-amen/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)