Purgatoriet og helvedet: to glemte destinationer – 1. del

Helvedet er virkeligt, og man kan ende der

Man skulle tro, hvis man tager udgangspunkt i den doktrin, der præger nutidens prædikener og bøger, at hvert eneste menneske, der har eksisteret igennem tiden, har sin destination i Himlen. Uanset om nogle stier er krogede, og nogle er lige, så leder de alle i samme retning, der er kun en destination på den anden side af dette liv. ”Gud er rummelig og tager det hele med”, det er det, vi præsenteres for i det materiale, der handler om selvrealisering.

Men digteren Dante (1265-1321) skrev værket Divina Commedia (Den guddommelige komedie), hvori han fremkom med en noget anden betragtning. Han troede på, at der var tre mulige destinationer, og han foretog en opdeling på 33 vers til hver af de enkelte destinationer: Inferno, Purgatorio og Paradisio. Titlerne på de tre dele bør give stof til eftertanke hos dem, der tror, at der kun er en vej for sjælene, nemlig den evige salighed. Hvis vi forsøger at skubbe det ødelæggende intellektuelle ”tornekrat” til side og vender os til de enkle formuleringer i Evangelierne, vil vi meget hurtigt opdage, at Jesus er af samme observans (som Dante). Selvom Dante var katolik fra middelalderen, (og om middelalderens katolikker fortæller historikerne med en vis ringeagt, at de tog tingene meget alvorligt), tog han ikke tingene for alvorligt, for det er alvorligt, det, der her er tale om.

Denne artikelserie vil præsentere en række meditationer over det, der følger efter døden med en særlig opmærksomhed på de ”glemte” steder, der fremgår af overskriften. Hvis vi kan indhente blot en smule (sand) viden om den verden, der venter os, om dens ”geografi” så at sige samt en karakteristik af dens indbyggere, kan vi i vores liv få et større fokus på at hige endnu mere efter Paradis, det sted, vi håber at komme til ved Guds nåde og en dyb taknemmelighed for den guddommelige kærligheds rensende kraft samt en afsky for den straf, der er affødt af en manglende anger for begået dødssynd. Som Skt. Thomas Aquinas siger: Lad vore tanker…dvæle ved straf og efterligne den hellige konge Hezekiah: Jeg sagde: Midt i mit liv går jeg bort, i dødsrigets porte holdes jeg fanget resten af mine år (Es 38:10). En sjæl der (ofte) husker på helvede, mens den er live, vil ikke så let gå dertil efter døden.

***

Den katolske lære om de to evige steder for sjælene er ikke tankespind begået af teologer, man har sin baggrund i Det Ny Testamente. Faktisk er der ganske få doktriner, der så klart er funderet på Guds Ord.

I Johannes første brev lærer Johannes os, hvordan vi skelner mellem en dødssynd, som er den type synd, der hindrer nåden i at nå til sjælen og tilgivelig synd, som ikke behager Gud, men som ikke forhindrer tilstedeværelsen af nåden:

Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv – dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden (1 Joh 5:16-17).

På baggrund af denne sondring (læs nærmere om dette i Den Katolske Kirkes Katekismus, paragrafferne 1854-1864) har Kirken fra sin begyndelse lært, at den ikke angrede dødssynd er en hindring for, at man kan komme i Himlen, da betingelsen for at komme ind i Himlen er, at sjælen skal være opfyldt af Kristi nåde, og det er denne nåde, dødssynden ødelægger.

På samme måde har traditionen fortolket fodvaskningen af Kristi disciple, som værende et tegn på, at Han (Jesus Kristus) ønsker at rense dem for de tilgivelige synder, før de modtager Hans Legeme og Blod. Som et svar på Skt. Peters udtalelse: Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet! siger vor Herre henvendt til dem men undtagelse af Judas: Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle (Joh 13:9-10). Elleve ud af de tolv disciple var ”helt rene”, men deres fødder var snavsede efter flere dagsrejser; derfor vaskede Jesus dem for at fjerne mindre urenheder.

Paulus bekræfter læren om Himlen og helvede en lang række steder (i sine breve). Her følger blot nogle få:

Men du, menneske, som dømmer dem, der handler sådan, og som selv gør det samme – tror du, at du vil kunne flygte fra Guds dom? Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares. Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme (Rom 2:3-8).

Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige (Gal 5: 19-21).

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige (1 kor 6:9-10).

Det er nemt at forestille sig, at Paulus i dag opfordrer os til at være opmærksomme på hans ord: Lad Jer ikke forlede, lad Jer ikke forlede af liberale teologer, psykiatere, massemedier eller af andre af denne verdens magter. Der vil komme en dommens dag for det enkelte menneske, hvor det vil blive gengældt efter sine gerninger. Det er ligegyldigt, om man tror på det, eller om man finder det retfærdigt. Gud har redegjort fuldt og klart for sine intentioner og planer, og der er ingen, der skal tale Ham fra det. Hans første og vedvarende barmhjertighed var netop at fortælle os på en klar måde, hvordan vi bør leve for at kunne arve det evige liv, og hvad vi skal undlade at gøre, hvis vi ønsker at undgå den evige fortabelse.

Selv hvis vi kun havde det tekstmateriale, der fremgår af brevene (i Det Nye Testamente), fremstår det klart, hvad der er sandheden i Kirkens vedvarende vidnesbyrd. Men, det er vor Herre Jesus samt læren fra Johannes og Paulus, der på den mest frygtindgydende måde taler om den endelige dom.

Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt (Matt 22:13-14).

Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt 7:13-14, se også Luk 13:24).

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7:21-23, se også Luk 13:27).

Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren (Matt 13:40-42).

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle (Matt 25:41).

Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes (Mark 16:15-16).

Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham (Joh 3:36).

Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis man udelukkende beskæftigede sig med disse urovækkende skriftsteder i stedet for at have fokus på Gud, prise Ham og igennem bønnen søge Hans vilje samt bygge Hans rige gennem et liv med gode gerninger. Hvorom alting er, glemmer vi det (Gud har forkyndt) og opmuntrer vi- eller tillader andre at glemme det, eller værst af alt hvis vi fornægter sandheden, forråder vi helheden i Jesu Kristi lære. Ved at gøre dette forråder vi intet mindre end Kristi Person og i afvisningen af Hans ord, afviser vi Faderens inkarnerede Ord. Jesus kom for at frelse syndere, der omvender sig og som hengiver sig til Faderens barmhjertige kærlighed; Han kom ikke for at give vilkårlig amnesti til den, der viser ligegyldighed, der er lunken, der ikke omvender sig eller den ugudelige.

Ganske enkelt: Det er evigheden, der er i spil i forhold til, hvordan vi lever vores liv her og nu, hvad vi tror på, hvilke handlinger vi foretager, og hvilke handlinger vi afstår fra at foretage.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 1. december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-i

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

1. søn i fasten (18/2/2017)

1. læsning 1 Mos 9,8-15

Gud sagde til Noa og hans sønner: “Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere, med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle der gik ud af arken, alle jordens dyr. Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.”

Gud sagde: “Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende.

Vekselsang Sl 25,4-5ab.6&7bc.8-9

R. Herrens stier er altid godhed og troskab
for dem, der holder hans pagt og hans lov.

Vis mig dine veje, Herre,
lær mig dine stier!
Vejled mig i din sandhed og belær mig,
for du er min frelses Gud.

Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
som har været til fra evighed
husk mig i din trofasthed,
fordi du er god, Herre.

Herren er god og retskaffen,
derfor belærer han syndere om vejen.
De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
han lærer ydmyge sin vej.

2. læsning 1 Pet 3,18-22

I elskede! Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

Ære være dig, Herre Jesus.

Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Evangelium Mark 1,12-15

Ånden drev Jesus ud i ørkenen. Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham. Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet.”

6. alm søn (11/2/2017)

1. læsning 3 Mos 13,1-2.43-46

Herren talte til Moses og til Aron og sagde: Når et menneske på sin hud får en hævelse eller udslæt eller en lys plet, og det kan være et angreb af spedalskhed, skal han føres hen til præsten Aron eller til en af hans sønner, præsterne. Præsten skal undersøge det, og hvis det viser sig, at hævelsen på det angrebne sted på baghovedet eller panden er rødlig-hvid og ser ud som spedalskhed på huden, er han spedalsk; han er uren. Præsten skal erklære ham uren; han er angrebet i hovedet.

Den spedalske, der er angrebet, skal bære iturevne klæder, hans hår skal hænge løst, han skal tilhylle sit ansigt og råbe: “Uren, uren!” Så længe han er angrebet, er han uren. Han skal bo isoleret og opholde sig uden for lejren.

Vekselsang Sl 32,1-2.5.11

R. Hos dig søger jeg skjul,
du beskytter mig mod trængsel.

Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet,
og hvis synder er blevet skjult;
lykkeligt det menneske,
som Herren ikke tilregner skyld,
og i hvis sind der ikke er svig.

Min synd bekendte jeg for dig,
og jeg skjulte ikke min skyld.
Jeg sagde: Jeg vil bekende
mine overtrædelser for Herren,
og du tilgav
min syndeskyld.

Glæd jer over Herren, fryd jer, I retfærdige,
alle I oprigtige skal juble.

2. læsning 1 Kor 10,31-11,1

Brødre og søstre! Enten I spiser eller drikker, eller hvad I end gør, skal I gøre alt til Guds ære. Væk ikke anstød, hverken hos jøder eller grækere eller i Guds menighed. Selv prøver jeg altid at være alle til behag og søger ikke mit eget bedste, men de andres, for at de kan frelses.

Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus.

Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

Halleluja!
En stor profet er fremstået iblandt os,
og Gud har besøgt sit folk.

Evangelium Mark 1,40-45

En spedalsk kom hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: “Hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: “Jeg vil, bliv ren!” Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk, idet han sagde til ham: “Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.” Men manden gik ud og gav sig ivrigt til at prædike ordet vidt og bredt, så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder. Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle vegne fra.

Satans had til Gud er mest påfaldende i hadet til jomfruelighed, ægteskab og forplantning

I sidste uge så vi på, hvordan Lucifer ved at nægte at tjene Gud, som er frugtbarhed og opofrende kærlighed, fik sin fortjeneste i form af evig isolation og mangel på frugtbarhed, og hvordan han hele tiden forsøger at trække menneskenes sjæle til sit rige, hvor egoismen hersker. Specielt er det afvisningen ved at nægte at underordne det naturlige til det overnaturlige, der er hans afgørende karaktertræk, og det forklarer, hvorfor han hader cølibat og jomfruelighed mere end noget andet på jorden.

Satan hader ægteskabet af samme grund: Det er nemlig også et liv i selvopofrelse, der kun er mulig ved guddommelig velsignelse, en ”tilstand” der er tænkt til mangfoldiggørelse af Guds børn, som har det, der fordres for at modtage den ”overnaturlige” ophøjelse gennem nåde og til at nyde den himmelske herlighed, som djævelen selv gav afkald på. Skaberkraften i mennesket – så mystisk, som den er! At være indbudt til et forhold med livets Skaber! Det er en frembringelse af skabningens tilblivelse ud af intet ex nihilo: Det er en kraft, som ingen engle besidder. Det er en direkte aktiv deltagelse i Guds skaberhandling. Som den store thomist teologen Scheeben forklarer: Hvis Adam og Eva ikke havde syndet, ville de have overført ikke alene det naturlige liv til deres efterkommere, men også betingelserne for det overnaturlige liv: Deres børn ville være blevet undfanget og født i en tilstand af nåde. Det er derfor, djævelen hadede Adam og Eva, som strålede i deres nåde: Han vidste, at fra deres skød ville der udspringe en slægt bestemt til udødelig herlighed sammen med englene. Selvom vi nu er faldet og derfor ikke længere undfanges som ”Guds børn”, forbliver det vores privilegium, at vi tager del i forplantningen og har friheden til at samarbejde med Kristus i helliggørelsen af vore børn. Pave Pius XI fremfører på elegant vis sit vidnesbyrd vedrørende ægteskab og familie i et af de mest betydningsfulde pavelige dokumenter, der nogensinde er skrevet om ægteskab og familie: 

Hvor stor en Guds velsignelse er dette (det godes afkom), og hvor stor en velsignelse af ægteskabet, det bliver klart ved at betragte menneskets værdighed og dets sublime afslutning. Thi mennesket overgår alle andre synlige skabninger på grund af den overlegenhed, som dets rationelle natur tilsiger. Desuden ønsker Gud, at mennesket ikke kun fødes til at blive mangfoldiggjort på jorden, men langt mere at det bør lovprise Gud, og at det bør kende Ham (Gud) og elske Ham og endelig forenes med Ham for evigt i Himlen, og denne afslutning overgår alt eftersom mennesket er skabt af Gud på en forunderlig måde til den overnaturlige orden og overgår alt det, øjet har set, og øret har hørt og alt det, der er kommet ind i menneskets hjerte. Ud fra dette er det let at se, hvor storslået en gave af guddommelig godhed, og hvor bemærkelsesværdig børnene som frugt af ægteskabet er, fordi de er blevet til ved Guds almægtige magt og ved et samarbejde mellem dem, der er bundet sammen i ægteskabet. 

Selvom kristne ægtefæller er helliggjort, kan de ikke overføre helliggørelsen til deres børn, ja endog, selvom den naturlige proces med at skabe liv er blevet en vej til døden, hvorved arvesynden overføres til efterkommerne, deler de (de kristne ægtefæller) ikke desto mindre i en vis udstrækning velsignelserne fra det første paradisiske ægteskab, eftersom det tilkommer dem at give deres afkom til Kirken, for at denne mest frugtbare Moder til Guds børn gennem dåbens bad kan ”genskabe” den overnaturlige retfærdighed, (så barnet endelig kan) gennem dåben blive forenet med Kristus og få del i det evige liv og arve den uendelige herlighed, som vi alle af hele vort hjerte stræber efter (Encyclical Casti Connubii, nr. 12 og 14).

Satan gjorde alt, hvad han kunne for at modarbejde denne plan, og han gør det samme overfor hver enkelt af os, hvis vi lader ham gøre det. Djævelen er både imod den naturlige og den overnaturlige videreførelse: Han forsøger at hindre mænd og kvinder i at benytte deres seksualitet til at bringe mere liv til verden, han forsøger at overbevise dem om, at de bør slå den ”frugt”, de bærer på ihjel, og han forsøger at lede dem bort fra kilden til udødelighed (Kirkens sakramenter). Fordi han hader (menneskeslægtens) videreførelse, har han koncentreret alle sine bestræbelser på at stoppe denne gennem prævention og abort. Prævention er Ødelæggelsens Vederstyggelig midt i Guds tempel, som er menneskets krop helliggjort ved Helligånden: Gennem prævention er Herren, som Den, der levendegør, blevet drevet ud som en ond ånd, og i Hans sted har man budt lystens – og lidenskabens ånd velkommen og gjort det til et ufrugtbart sted ligesom en Kirke uden et Tabernakel og Realpræsens.

I stedet for at hengive sig til den egoisme, der udgår fra den dæmoniske ånd, giver ægtefællerne afkald på retten til selv at bestemme over deres kroppe, når de afgiver deres løfte om, at de trofast vil elske hinanden i med – og modgang, indtil døden dem skiller. Også Kristus er tro overfor Sin Kirke i med – og modgang, og Han opgiver ikke Hendes syndige medlemmer, før alle, der er bestemt til ære er kommet til fædrelandet. I lyset af Guds trofasthed overfor det syndige Israel, og Kristi trofasthed overfor Hans til stadighed ufuldkomne Kirke, er skilsmisse en ikke frelsende forestilling, utroskab er en vederstyggelighed og Den Eukaristiske Kommunion for dem, som er ”gengifte”, er en helligbrøde, hvor man spytter på Frelseren, lader Ham hudstryge, kroner Ham med torne og korsfæster Ham i Hans sakramente.

Lad os få det fuldstændig på det rene: Lucifer har med pseudotålmodighed som en udødelig ånd, langsomt opbygget en antireligion, en forfalsket katolicisme, der har til formål at lede mennesket til evig fortabelse, ligesom den katolske religion har til formål at lede mennesket til evig frelse. På lige fod med skilsmisse er utroskab et antisakramente i forhold til ægteskabets sakramente, og fra prævention udgår abort, som er et antisakramente i forhold til dåbens sakramente, den selvtilfredsstillelse, der ligger i masturbation og den homoseksuelle aktivitet og er et antisakramente i forhold til firmelsens sakramente, som skaber selvkontrol og styrke, og eutanasia er et antisakramente i forhold til den sidste olie. I stedet for de hellige ordener er der det glemte faderskab og feminister, der hader mænd, i stedet for bodens sakramente eksisterer der en hedonistisk selvtilfredsstillelse af enhver form for kropslig nydelse, i stedet for Eukaristien(s) sakramente er der en afgudsdyrkelse i forhold til verden, kødet og djævelen.

Det er langt fra tilfældigt, at den hellige liturgi må falde sammen, før djævelen kan udføre sit angreb mod jomfruelighed og cølibat. Disse har nemlig ingen mening og formål adskilt fra Lammets bryllupsfest, som liturgien giver os adgang til. Når man i liturgien har fjernet tilbedelse, skønhed og kontemplation, kan den ikke længere vække, give næring til – og styre en altomfattende sult og tørst efter Guds rige. Den vil ikke længere bevæge til præste – og ordenskald og gøre det muligt at opretholde disse indtil tidernes ende. Messen og det at tjene Gud må undergå en reduktion, før cølibat og jomfruelighed kan bringes til fald. Den såkaldte ”irreversible liturgiske reform” måtte foregribe det irreversible fald i ”traditionelle rollemodeller for præsteembedet og det at tjene Gud i et ordenskald”. I virkeligheden er Kirkens autentiske liturgi i al sin dybde og pragt et kald til præsteembedet og ordenslivet. Her finder vi endnu engang årsagen til, at djævelen hader usus antiquior så meget. Uanset om den traditionelle liturgi vender tilbage, vil cølibat og jomfruelighed blomstre på ny, ligesom ægteskaber hvor mand og hustru på selvopofrende vis sætter mange børn i verden. Satan hader det og arbejder utrætteligt på at bekæmpe det ved at tage alle midler i brug.

Vi kan nu langt bedre forstå den sammenhæng, der er mellem Sr. Lucias udsagn om, at ”det endelige slag mellem Herren og satans regime vil stå omkring ægteskab og familie” og pave Siricius tugtelse af Jovinian for at benægte den ophøjethed, som cølibat og jomfruelighed har som liv viet til Gud. Falske læresætninger vedrørende ægteskab og det at man vil ”slække” på (det elles påkrævede) cølibat hos klerikale er to flanker, der er blevet åbnet af den hær, som har belejret Guds by her på jorden. Ethvert ord og angreb mod ægteskabets hellighed og det gode ved familien eller den ophøjethed, der ligger i det klerikale – og ordensbaserede liv, er udtænkt af generalen (djævelen) for denne hær, menneskehedens fjende. Mens vi udholder den værst tænkelige doktrinære forvirring nogensinde, den moralske tilbagelænethed, og det at liturgien rives op med rode er noget af det værste Kirken hidtil har måttet lide under, må Herren vise sin magt og vælde i kampen (Sl 23:8), frelse Sit folk og velsigne Sine arvinger (Sl 27: 9)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 14. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-anti-religion-of-selfishness-sterility-and-sacrilege

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick FyrstI

Pave Benedikt skriver, at han er ved at forberede sig på at vende ”hjem”

I et kortfattet brev til en landsdækkende italiensk avis, skrev pave emeritus Benedikt XVI, at ”han har startet sin pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”.

Benedikt XVI skrev det kortfattede brev, som et svar til en journalist på den italienske avis Corriere della Sera, som skrev til ham og meddelte ham, at mange læsere spurgte om, hvordan han har det, når det nu er fem år siden, han meddelte sin beslutning om at trække sig tilbage fra pavestolen.

Benedikt XVI besvarede spørgsmålene med et gribende håndskrevet brev, der fortalte, at ”med det langsomme tilbagefald i min fysiske tilstand, har jeg startet min pilgrimsfærd med henblik på at vende hjem”. Dette brev blev offentliggjort på forsiden af avisen, hvor Benedikt XVI også bemærkede, at det ” er en stor nåde for mig at være omgivet af så meget kærlighed og velvilje”.

Siden sin tilbagetræden i 2013 har pave emeritus Benedikt XVI ført en meget stille og fredfyldt tilværelse, idet han bor i det tidligere kloster Mater Ecclesiaei Vatikanets have.

Læs brevet i dets fulde længde her:

”Jeg blev bevæget over, at så mange læsere af Deres avis ønsker at vide, hvordan jeg tilbringer den sidste periode i mit liv. Jeg kan blot bemærke, at med den langsomme tilbagegang i min fysiske styrke er jeg på pilgrimsfærd mod mit hjem. Det er en stor nåde for mig at være omgivet på denne sidste til tider trættende rejse af så meget kærlighed og velvilje, som jeg aldrig kunne have forestillet mig. På denne måde betragter jeg også deres læseres spørgsmål, som at man følger mig et stykke på vej, derfor kan jeg ikke være taknemmelig nok, og jeg forsikrer Dem alle om mine bønner”.

Med venlig hilsen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på uCatholic d. 8. februar 2018. Den kan læses på: https://www.ucatholic.com/news/pope-benedict-writes-letter-says-hes-preparing-for-home

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Djævelen har erklæret åben krig mod cølibatet, ægteskabet og Eukaristien. Årsagen til dette defineres i det følgende:

Mange læsere har måske stiftet bekendtskab med dette citat fra et brev skrevet af Søster Lucia, én af Fatimaseerne. ”Den endelige kamp mellem Herren og satans herredømme vil blive udkæmpet omkring ægteskab og familie. Vær ikke bange, thi enhver, der kæmper for ægteskabet og familiens hellighed, vil til enhver tid og på alle måder møde modstand. Dette er et afgørende område”.

Få kender imidlertid Pave Siricius (334-399), der beskrev sin modstander Jovinian som et redskab for” den gamle fjende, kyskhedens modstander og en læremester i at leve i luksus”, fordi han havde foretaget et angreb på præsternes cølibat. Er der en sammenhæng mellem Søster Lucias indsigt og djævelens ældgamle kamp mod jomfruelighed og cølibat for Himlen?

For at kunne besvare dette spørgsmål må vi undersøge djævelen nærmere. Hvem er han, og hvordan arbejder han?

Lucifer hader den indviede jomfruelighed og det præstelige cølibat, fordi denne nådegave og måde at leve på er en måde, som helt igennem strider imod den stolthed, der medførte hans fald, hans evige tab af saliggørelse og hans fordømmelse. Djævelen ønskede at modtage saliggørelsen, som en belønning for sin egen naturlige storhed ikke som en nådesgave, som ikke er fortjent af nogen skabning. Han ønskede at være den ”førstefødte (søn)”, der modtog hyldest fra den underordnede skabning” og måske endda fungere som formidler mellem menneskeheden og dens Skaber.

Da Gud åbenbarede, at Han selv ville indgå i et venskab med rationelle dyr, som er englene underdanige og give dem adgang til saliggørelse, at Hans eget Ord skulle blive kød, modtageligt kød, og at dette Ord, der er blevet kød, skulle oprejse menneskeheden ved at lide og dø for den, ville Lucifer ikke acceptere dette. Kærligheden hos ham blev vendt til egenkærlighed (egoisme). Med stolthed sagde han: Non serviam: Jeg vil ikke tjene Gud, jeg vil ikke tjene en sådan Gud, jeg vil ikke tjene en sådan plan. Lucifer afviste det overnaturlige til fordel for det naturlige.

Den mand eller kvinde, der vælger jomfrueligheden eller cølibatet for Guds rige, gør det fuldstændig modsatte. På en måde tilsidesætter han eller hun det naturlige til fordel for det overnaturlige. Jomfruen eller den, der lever i cølibat, giver afkald på det, som er det mest naturlige for mennesket nemlig at leve i et partnerskab med en af det modsatte køn og i dette (partnerskabet) finde en enhed af venskab og frugtbarhed, som er beregnet for mennesket fra begyndelsen, og som er indskrevet i dets kropslige natur, noget vi erfarer i skabelsen af Eva, der sker ud af Adams side, og som på den måde resulterer i skabelsen af hans hustru.

Ligesom intet andet er naturligt for mennesket end ægteskabet, finder man ikke noget andet vidnesbyrd, som bekræfter det at give sig selv til Gud af kærlighed til Ham og opgive alt for Hans skyld. Livet for jomfruen eller den, der lever i cølibat er en efterligning af Jesu Kristi offer, Guds Lam. Som Ordet, der blev kød for vores skyld, den indviede sjæl, som gør sit eget kød til et levende ord, der helt og fuldt samtykker og overgiver sig til Gud. Jomfruen og den, der lever i cølibat er det ypperste menneskelige tegn på Guds radikale selvudtømmende opofrende kærlighed og en fuldkommen antitese i forhold til Lucifers ”omvendelse” (til sig selv og bort fra Gud).

Men mens helgenerne beder uden ophør og frembringer bøn hos andre, så er djævelen, som er en løgner og fader til løgnen (Joh 8:44), og som farer med løgn uden ophør og er kilden til endnu mere løgn hos sine ofre. Han overtaler folk til at tro, at cølibat eller jomfruelighed er en nedvurdering af ægteskabet, og at de, der giver det en højere status og definerer det, som et kald fremmer en bagvaskelse af skabelsesordningen, det gode ved det naturlige og skønheden ved den ægteskabelige kærlighed. Han fremstår til tider, som en forsvarer af alt dette, dog kun i en forvansket form, som Luther gjorde.

Djævelen ønsker, at den specielle samhørighed, som præster og ordensfolk har til Herren og Hans folk vildledes eller forkastet, så han kan forstærke og formere sit eget infernalske oprør mod den nådesbetonede ”tildækkethed” frem for nøgenheden, som han kan kalde sit eget, og en hær af følgere, som han kan kalde sine egne, som følger ham til tomhed og frustration i en evig fordømt natur. Men mest af alt har han formået at plante den løgn, at mennesket ikke kan opnå en selvrealisering, uden at sex er en del af processen, altså seksuelle eksperimenter og udtryk, og at mennesket ødelægges og forarmes, hvis det ikke seksuelt forlyster sig.

Satans strategi er meget subtil! Den ultimative forarmelse af mennesket er i realiteten at leve uden Gud og at leve uden kendskab til Ham eller ønsket om for evigt at være i fællesskab med Ham (Gud) i Himlen. Da præsteskabet og ordenslivet direkte bindes til at leve og forkynde Guds riges virkelighed og vigtighed, er det af stor betydning for menneskeheden, at præster og ordensfolk er utvetydige tegn på dens ultimative skæbne, thi i Himlen, som vor Herre lærer os det, findes der ikke noget ægteskab. Det eneste ægteskab, der er nødvendigt, er foreningen mellem Kristus og Hans Kirke (Bruden).

Dette ægteskab mellem Kristus og Kirken er betegnet på to specielle måder på jorden og viser hen til dette (ægteskabet mellem Kristus og Kirken): Ægteskabets sakramente og Det Eukaristiske sakramente. Derfor udsætter djævelen dem begge for angreb.

Han angriber ægteskabet ved at underminere det gode ved dette, nemlig afkom ved hjælp af prævention og abort, troskab ved utugt og utroskab og selve sakramentet ved skilsmisse, og at man i den pastorale praksis anvender skilsmisse.

Han angriber Den hellige Eukaristi, som er Frelserens tilstedeværelse i kød, og som fuldt ud er i stand til at tilfredsstille vores higen efter kærlighed i dette liv og ved at angribe den hellige liturgi, ved at forlede folk til at gøre den til en antropocentrisk (at mennesket opfattes som værende centrum i universet) horisontal selvfejring, hvor dens egentlige mening undermineres, selv hvis sakramentet stadig udføres.

Dermed er djævelens strategi multifacetteret.

Han arbejder på at underminere den uopløselige pagt, som ægteskabet er. Ægteskabet er det sakramentale tegn på den uforgængelige og overstrømmende frugtbare forening mellem Kristus og Hans Kirke. Den igangværende krig ført mod ægteskabet er også på et dybere plan, mod det forenende bryllup mellem Kristus og Kirken, et forgæves men et desperat forsøg på at få menneskene til at glemme denne herlige forening, der blev fuldbragt på korset.

Han arbejder på at underminere Den Allerhelligste Eukaristi, som er tegnet på – og grunden til vores forening med Kristus og vores herliggørende deltagelse i Hans (eget) offer på korset.

Han arbejder på at underminere præsteskabet og ordenslivet, som eksemplificerer og på effektiv måde i denne verden, og skaber skabelsens ordning, gennem Kristus, til Faderen, som er begyndelsen og afslutningen på alting. Det, der er fælles for alle disse angreb, er djævelens raseri over, at nogen eller noget naturligt skulle være overordnet det, der er overnaturligt, at et trofast og radikalt selvoffer skulle være vejen til frelse og velsignelse.

Redaktørens bemærkning: Denne refleksion fortsættes i næste uge.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews.com d. 7. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-devils-declared-open-war-against-celibacy-marriage-and-the-eucharist.-h

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Guds fulde rustning er det eneste, der beskytter mod det kommende frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det femte og afsluttende afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit , det andet afsnit , det tredje afsnit, det fjerde afsnit

Paulus minder os om i brevet til menigheden i Efesos, at hvis vi ønsker at være standhaftige i disse mørke tider, må vi modstå de fristelser, vi personligt oplever, og som retter vort fokus på synd, vildfarelser, hæresier, frafald og andre muligheder for at blive hensat i raseri eller fortvivlelse, vi må iføre os Guds fulde rustning, så vi kan holde stand mod djævelens snigløb:

”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige” (Ef. 6: 12-18).

Denne formaning er blevet givet i Kirkens begyndelse, og den er af lige så afgørende betydning i vor tid. Faktisk behøver vi den mere end nogensinde før, for den fremtidige utroskab er nu kommet over os og omgiver os.

Den Katolske Kirkes Katekismus lærer os at:

Før Kristi (andet) komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden (se Luk 21: 12 og Joh 15: 19-20), vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer med frafald fra sandheden som pris. Det største religiøse bedrag er Antikrists, det vil sige det bedrag, som består i en pseudomessianisme, hvor mennesker forherliger sig selv i stedet for Gud og Hans Messias, der er kommet i kød (se 2 Thess 2: 4-12, 1 Thess 5: 2-3, 2 Joh 7 og 1 Joh 2: 18, 22) (KKK, nr. 675).

Dette antikrist-bedrag aftegner sig i verden, hver gang man foregiver allerede inden for historien at opfylde det messianske håb, som kun kan fuldbyrdes hinsides historien gennem den eskatologiske dom. Selv i afsvækket form har Kirken forkastet denne forfalskning af det kommende Rige, under navnet ”millenarisme” (jf. Enchiridion Symbolorum, 3839), frem for alt i politisk udgave som en sækulariseret messianisme, som er ”pervers i sig selv” (Divini RedemptorusGaudium et Spes, 20-21) (KKK, nr. 676).

Kirken kan kun indtræde i Rigets herlighed gennem den sidste Påske, hvor den skal efterfølge sin Herre i Hans død og Opstandelse (se Åb 19: 1-9). Riget fuldendes altså ikke gennem et stigende fremskridt, med en historisk triumf for Kirken, men ved en Guds sejr i slutkampen med det onde; denne sejr vil få Hans brud til at stige ned fra Himlen. Guds sejr over det ondes oprør vil tage form af den endelige Dom, efter den sidste kosmiske rystelse af denne verden, som forgår (KKK, nr. 677) (1).

Vores sorg over Kirkens nuværende tilstand, den universelle og de enkelte (kirker) er meget stor. Og mens denne sorg over tabet af så mange sjæle og ødelæggelsen af det hellige er ganske naturlig, må vi aldrig hensætte os i mismod. De største fristelser, der markerer sig (for os) i denne tid, fyldt med forvirring, kan være bitterhed, isolation og mere subtilt, at der farer en djævel i os i forhold til at ville markere modstand (foretage et egentligt oprør), som i sidste instans kan føre til et skisma, som igen afføder et endnu større antal onder. I stedet beder Herren os om at være et bolværk, et tegn på modsigelse, mod den tsunami af bedrag og ondskab (som skyller ind over os) uanset konsekvenserne samt udsigten til ”succes” eller ”fiasko”. Han ønsker, at vi (i vort hjerte og i et og alt) går længere og dybere, sammen med Ham. Men denne forening vokser kun ved tro og gennem lidelse. Oplever vi at blive forkastet, at blive dømt på fejlagtigt grundlag af andre, hyrders manglende evne eller uvillighed til at være sande åndelige fædre samt en mangfoldighed af ”sygdomme” i Kristi Legeme … Disse er en prøvelse for os (nogle gange en alvorlig prøvelse).

Vi må huske på, at gennem Kirkens lange historie har der ofte været krise. Hun er altid befolket, og som tiden går, virker Hun mindre opbyggende på folk. Men skibet er hele tiden oven vande og bevæger sig fremad. Gud arbejder hele tiden på at bringe noget godt ud af vores uendelige tåbeligheder. Derfor vil Han sørge for nye præster og helgener i vor tid, og det vil givet være midt i den store trængsel. Vores opgave er fortsat at fastholde vort sinds – og hjertes fokus på den sande horisont, at have vore øjne rettet mod Kirken som Kristi Brud, der forberedes til mødet med sin brudgom.

Han kommer. Han er nær. Menneskelige ”løsninger” som frafald eller skisma føjer kun flere sår til (Bruden) og øger det antal, Hun allerede har og hindrer Hende derved i at blive forberedt. Vi må elske Kirken og vise den stor kærlighed og aldrig glemme Herrens løfte om, at ”helvedes porte” ikke skal få magt over den (Hende). Dette indebærer dog, at helvede helt sikkert vil gøre sit ”bedste” (eller værste) for at friste os alle og sigte os som hvede. Lad os være en del af Kirkens forsvar og ikke en del af problemet.

Vi vil modtage trøst og blive opmuntret ved at opofre al vor lidelse, som et offer, der er forenet med korset for at rense og styrke Kirken. Vi mennesker og især vi pragmatikere fra Nordamerika må erkende den (vores) fejlslutning, som handler om, at vi tror, at vi blot kan ”klare sagen” med viden, dygtighed, redskaber, indflydelse, retorik, strategier osv. Vi må forstå, at i tilfældet med Kirken kan vi ikke overvinde dette aktuelle mørke med vores begrænsede menneskelige styrke. Vi kan kun genopbygge os selv ved at samarbejde med Kristi nåde, gennem personlig omvendelse, bøn, sakramenterne, opofring, udholdenhed, tålmodighed, barmhjertighed, sandhed og den tro, som er lutreti den allermørkeste ild. Det er fra selve Jesus Kristus, at vi lærer, hvornår vi skal tie foran vore anklagere, og hvornår vi skal tale og hvordan til alle tider, og hvordan vi står fast og styrker det, der er tilbage.

                                                                 ***

Læsning:

”Den dom, som Herren har kundgjort vedrører først og fremmest Jerusalems ødelæggelse i år 70. Men stadig bekymrer tanken om dommen os, Kirken i Europa og generelt i Vesten. Med dette Evangelium løfter Herren sin røst for at nå vore ører med netop de ord, Han benytter i Johannes’ Åbenbaringen, hvor Han taler til Kirken i Efesos:”… omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig” (Åb 2: 5). Lyset kan altså tages væk fra os, og vi bør lade denne advarsel fæstne sig dybt i vore hjerter, mens vi råber til Herren: ’Hjælp os til omvendelse! Giv os alle nåden til ægte fornyelse! Lad ikke dit lys i vor midte udslukkes! Styrk vor tro, vort håb og vor kærlighed, så vi kan bære gode frugter!”’.

(Prædiken af pave Benedikt XVI, den 2. oktober 2005 ved åbningen af synoden i Rom).

***

”Jo mørkere det er, desto større skal vores tillid være” (Skt. Faustina Kowalska, diary, Divine Mercy in My Soul, nr. 357)

*** 

”Skriv dette: Før jeg kommer som den retfærdige dommer, kommer jeg først som barmhjertighedens Konge. Før retfærdighedens dag kommer, vil menneskene blive givet følgende tegn på himlen:

”Alt lys på himlen vil blive slukket, og et totalt mørke vil dække jorden. Derefter vil korsets tegn fremstå på himlen, og fra naglemærkerne på Frelserens hænder og fødder vil der fremkomme store lys, som vil oplyse verden for et stykke tid. Dette vil finde sted kort før den sidste dag” (Kristi ord til Skt. Faustina Kowalska, diary, Divine Mercy in My Soul, nr. 83)

*** 

”Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår” (Dan 12: 10).

*** 

”Vågn op, sværd! imod min hyrde, mod den mand, der står mig nær, siger Hærskarers Herre.
Slå hyrden ned, så fårene spredes, jeg vender min hånd mod de mindste. I hele landet, siger Herren, skal to tredjedele tilintetgøres og omkomme, og en tredjedel skal blive tilbage. Den tredjedel lægger jeg i ilden, jeg lutrer dem, som man lutrer sølv, og prøver dem, som man prøver guld. De skal påkalde mit navn, og jeg vil svare dem. Jeg siger: De er mit folk, og de svarer: Herren er min Gud”
 (Zak 13: 7-9).

*** 

”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år” (Mal 3: 2-3).

***

Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev fra os” (2 Thess 2: 15).

***

Ja, Jeg kommer snart” (Åb 22: 7 og 20).

Kildehenvisninger 

  1. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 675-677, se også nr. 678-680.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 1. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-armor-of-god-our-only-protection-against-the-coming-great-apostasy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Ansgar (28/1/2018)

1. læsning Es 52,7-10

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin
hen over bjergene!
Han forkynder fred,
han bringer godt budskab
og forkynder frelse.
Han siger til Zion:
“Din Gud er konge.”
Hør, dine vægtere løfter røsten,
de jubler i kor,
for med egne øjne ser de
Herren vende hjem til Zion.
Bryd ud i jublende kor,
Jerusalems ruiner!
For Herren trøster sit folk,
han har løskøbt Jerusalem.
Herren har blottet sin hellige arm
for øjnene af alle folkene,
hele den vide jord
skal se vor Guds frelse.

Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.7-8a.10

R. Kundgør Herrens undere for alle folkeslag.

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn.

Forkynd hans frelse dag efter dag!
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag!

Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære.

Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.

2. læsning 1 Kor 1, 18-25

For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet:

De vises visdom vil jeg ødelægge,
de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.

Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Akklamation til Evangeliet Mark 1,17

Halleluja!
Så siger Herren:
Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer
til menneskefiskere.

Evangelium Mark 1,14-20

Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

Man lukker munden på ortodokse katolikker: En kræftsvulst i Kristi legeme

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det fjerde afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnitdet andet afsnit , det tredje afsnit

Katolikker i Nordamerika og Vesteuropa befinder sig i kirker, der er præget af en skizoid tilstand, hvor man formaner os til at undgå den såkaldte ”farisæisme”, og samtidig forsømmer man at opfordre til omvendelse. Et stort antal bispedømmer, sogne og ordner fremmer falskhed og splittelse i sind og hjerte ved at postulere, at sandhed og barmhjertighed ikke er overensstemmende med hinanden, at retfærdighed og barmhjertighed er relativistiske og ”flydende” begreber, som ikke er knyttet til noget fundamentalt fra Det, der er selve retfærdigheden og barmhjertigheden, at doktrin og den pastorale praksis ikke behøver at være konsekvent, og at den autentiske udøvelse af åndelig autoritet er at betegne som autoritær. Den store underkendelse af Kirkens missionsbefaling af teologer med en anden holdning (end Kirkens) og dem, som de ”former” (uddanner) opvejer til fulde (eller mere) de fejl, som knytter sig til pietisterne iblandt os, som virkelig er et mindretal eller nærmere betegnet et mindretal af mikroskopisk størrelse. Årti efter årti har vi set vore kirker undergå en transformation på grund af en forkert fortolkning af Vatikan II og oftest er liturgien blevet gjort til et socialt ritual, hvor mennesket er kommet i centrum, og yderligere har vi set, at den storslåede lære, som er kommet fra tidligere paver er blevet ignoreret, afvist, ”videreudviklet” og misbrugt. Vi, som er græsrødderne i sådanne kirker, har oplevet at blive tilsidesat af andre katolikker og vi har i stilhed taget lidelsen på os under utallige homilier, hvor man i voldsomme vendinger har adresseret farisæismen, som (i deres optik) er det samme som ortodoksi, samtidig med at der har været meget stor mangel på den (grundlæggende og) solide lære fra prædikestolene i store dele af bispedømmerne.

Lidt efter lidt i takt med at en ny generation af apostoliske biskopper og præster (begynder at virke), sker der forbedringer ved visse kirker, men der er dog lang vej endnu, før man kan tale om en egentlig ”ny” renæssance. De fleste troende katolikker fortsætter med at opofre de lidelser, de erfarer, for dem der er årsagen til dem og for den ultimative renselse og styrkelse af Jesu Kristi Legeme i vor tid. De stræber efter at leve veritas og caritas som en mindre forsamling midt i den indre vantro, der er i vore kirker samt i de fjendtligt indstillede sociale og politiske miljøer, der hersker i vore lande, der i en vid udstrækning har overgivet sig til en politik, der er imod livet og familien.

Som årene og årtierne er gået, har troende katolikker i stigende grad følt sig, som en ”udsat” minoritet og ikke en selvretfærdig ”elite”. De ved, at de er syndere. De ved, at de har brug for barmhjertighed. Og på grund af det, er de fuldt ud bevidste om, at de har brug for hele Kristi Kirke og Evangelierne for en autentisk åndelighed og det sakramentale liv, tilbedelsen af Gud, det som mennesket er skabt til, og det for at opnå den indre styrke til at elske næsten mere end sig selv, både din nabo og de mennesker, der alle udgør det globale samfund.

Jeg kan på een hånd tælle dem, jeg har mødt gennem mit liv, der matcher prototypen på den ”gamle” farisæer. I modsætning hertil kender jeg adskillelige hundrede kærlige, heroiske og opofrende mennesker, som ikke dømmer andre, men som ved at være trofaste overfor troens grundlag er blevet set som en ”trussel” mod enheden i den enkelte kirke. Uden at være provokerende har de ofte været syndebukke og anstødssten for andres frygt og ondskab uden at gøre gengæld. For det meste har man dømt dem. Hvis de til tider har protesteret overfor de usandheder, der siges i Guds hus, vanhelligelse og ulydighed i forhold til Kirkens universelle normer for tilbedelse, da er det blevet gjort privat og velmenende. Kirken lærer, at det ikke kun er deres ret, men til tider også deres pligt at gøre dette (kanonisk lov, Can 212 paragraf 3). For det meste bliver de mødt med en irrationel vrede eller i bedste fald en ligegyldighed. De lider under de negative konsekvenser deres smertefulde indsats indebærer, og resultatet er kun en ringe – eller slet ingen forbedring af deres situation, mange hengives til modløshed og hensætter sig i stilhed. Deres fornemmelse af tomhed vokser ligesom en kræftsvulst i Jesus Kristi Legeme og medfører en vis form for lammelse. De har forligt sig med, at dette er uundgåeligt, og at dette er en af de mest snedige og destruktive taktikker, de nye farisæere tager i anvendelse for at neutralisere den opposition, der måtte være. De troende er gentagne gange blevet fortalt, at forsvarer man sandheden, beskyldes man for at være farisæer.

I en prædiken ved Messen den 29. juni 1972 sagde pave Paul VI, at ” Satans røg siver ind i Guds Kirke gennem sprækkerne i væggen”. I en tale i 1977 gik han så langt som til at sige: 

Djævelens hale fungerer som et redskab for opløsning i Den katolske verden. Satans mørke har holdt sit indtog og er blevet spredt i hele Den katolske Kirke selv til dens øverste top. Frafald og tabet af tro spreder sig over hele verden og berører også de øverste niveauer indenfor Kirken(s) (hierarki).(Adress on the Sixtieth Anniversary of the Fatima Apparitions, October 13, 1977)

Valget af denne usædvanlige beskrivelse er markant iøjnefaldende, for ”djævelens hale” refererer til en passage i Johannes’ Åbenbaring: 

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte (Åb 12: 1-4). 

Fortsættelse følger

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 30. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-silencing-of-the-orthodox-faithful-a-cancer-in-the-body-of-christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

3. alm søn (21/1/2018)

1. læsning Jon 3,1-5. 10

Herrens ord kom til Jonas således: “Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.” Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en stor by for Gud, tre dagsrejser stor. Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.

Vekselsang Sl 25,4-5ab.6-7bc.8-9

R. Vis mig dine veje, Herre!

Vis mig dine veje, Herre,
lær mig dine stier!
Vejled mig i din sandhed og belær mig,
for du er min frelses Gud.

Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
som har været til fra evighed.
Husk mig i din trofasthed,
fordi du er god, Herre.

Herren er god og retskaffen,
derfor belærer han syndere om vejen.
De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
han lærer ydmyge sin vej.

2. læsning 1 Kor 7,29-31

Det siger jeg jer, brødre og søstre! Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde.

Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

Halleluja!
Tiden er inde, Guds rige er kommet nær;
omvend jer og tro på evangeliet.

Evangelium Mark 1,14-20

Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.