Han skal bide Hende i hælen

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Det sker ofte, når man fejrer jul, at det bliver glemt, hvorfor vi fejrer den. For få år siden fandtes der et populært klistermærke, beregnet til bilruden, hvor der stod: Jesus er grunden til, at vi fejrer jul.

Ja, på en vis måde.

Det er klart, at julen handler om Vor Herre og Hans komme til jorden for at påbegynde Sit guddommelige liv blandt mennesker, og den første del af Hans livsforløb var i sagens natur som et lille barn.

Men det slutter ikke her, selvom det er præcis her, verden ønsker, at fortællingen skal stoppe.

Ja, Jesus er baggrunden for julen, men grunden til, at Jesus kom, var for at frelse verden ikke for at være et sødt lille barn.

Alt omkring dette lille barn er centreret om håb for – og had til menneskeheden. Kom hen til krybben, og du vil modtage et kors.

Knyt dig helt og aldeles til Ham, og du bliver automatisk Hans Moders Søn. Du kan ikke være knyttet til Det Inkarnerede Ord uden også at være knyttet til Hans Moder.

Det var om hende, Gud talte, da Han i Edens Have sagde til slangen: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3: 15), men dette sker ikke, før tiden har nået sin fylde, hvor hun sætter ind med det endelige, afgørende og dødelige slag.

Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

At være Vor Herres bror og dermed Hans Moders søn betyder at tage del i den smerte, som er en del af Marias moderskab, og der er ikke blot tale om smerte, men om ren og skær lidelse.

Da Maria og Josef bragte deres lille barn til templet i Jerusalem for at gøre med Ham, som det er foreskrevet i Herrens lov, henvendte den gamle mand Simeon sig direkte Maria, efter han havde velsignet parret og sagde: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge …” (Luk 2: 34). 

Sværdet er den arv, der overgår til dig, hvis du er en del af den himmelske familie.

Simeon udlagde for Den Allerhelligste Moder det, som sværdet repræsenterer. Senere i Vor Herres offentlige virke udlagde Han i fuld offentlighed for dem, der fulgte Ham, samt deres familier, hvilken betydning sværdet har: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10: 34).

Her på jorden er sværdet vort liv og vor arv. Det er det, der hjælper os i kampen for at overvinde det onde i os selv og i verden.

Guds Moder blev vist sværdet i det øjeblik, der egentlig var præget af stor glæde, altså ved fremstillingen af Hendes Søn i templet, som det er foreskrevet i Herrens lov.

Lige nøjagtig i dette vidunderlige øjeblik, præget af glæde, hørtes lyden af sværdet, der blev trukket af skeden.

Sværdet er lig modsigelse, udfordring og konfrontation. Den næste gang vi møder denne guddommelige dreng i Hans liv, er der, hvor Evangelierne beretter om, at Han sad i templet sammen med de skriftkloge og lovkyndige.

Hvad er det, Han foretager Sig i deres forsamling? Han stiller dem spørgsmål, udfordrer dem og får dem til nærmere at overveje tingenes aktuelle tilstand, altså hvad det er for forestillinger og holdninger, der er de fremherskende.

Den udfordring, de blev præsenteret for, var så dybdegående, omvæltende og kraftfuld, at alle de, der lyttede til Ham, blev slået med forundring.

Sværdet og det, at slangen vil bide Hende i hælen, var det Himlens Dronning måtte erfare og bære, mens Hun var på jorden og Moder for Den stridende Kirke.

De, der følger Kristus, hendes Søn, kan forvente det samme, som er blevet beskrevet ovenfor. Vi er blevet overdraget sværdet for at bekæmpe slangen, og det betyder, at vi ganske enkelt må tage sværdet og begynde at kæmpe.

Det er derfor, de store helgener og paver kalder Kirken her på jorden for Den stridende Kirke.

Med ønsket om en hellig juletid til Jer og Jeres kære.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 29. december 2014. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/he-will-strike-at-her-heel-12-29

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Julenat

1. læsning Es 9,2-7

Du gør jubelen stærk,
du gør glæden stor;
de glæder sig for dit ansigt,
som man glæder sig over høsten,
som man jubler,
når man deler byttet.
For det tyngende åg,
stangen over deres skulder,
og slavefogedens kæp
brækker du som på Midjans dag.
Hver støvle,
der tramper i larmen,
og kappen,
der er sølet i blod,
skal brændes
og fortæres af ild.
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Stort er herredømmet,
freden uden ophør
over Davids trone
og over hans rige,
så han kan grundfæste det
og understøtte det
med ret og retfærdighed
fra nu af og til evig tid.
Hærskarers Herres nidkærhed
skal udvirke dette.

Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.11-12.13

R. I dag er os en Frelser født, Kristus, Herren!

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn.

Forkynd hans frelse dag efter dag!
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag!

Himlen skal glæde sig, jorden juble,
havet med alt, hvad det rummer, skal larme,
marken med alt, hvad den bærer, skal juble,
alle skovens træer skal råbe af fryd for Herren;
Han kommer for at holde dom over jorden,
han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene i sin trofasthed.

2. læsning Tit 2,11-14

Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.

Akklamation til Evangeliet Luk 2,10-11

Halleluja!
Se, jeg forkynder jer en stor glæde:
I dag er der født jer en frelser;
han er Kristus, Herren.

Evangelium Luk 2,1-14

Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Et stort knus i julen …

af Guds Søn

Glædelig jul fra alle os til alle Jer og Jeres kære.

Masser af mennesker rejser i disse dage. Har I for eksempel været vidner til den situation, der kan udspille sig i en lufthavn, hvor to mennesker mødes, og hvor det er tydeligt, at de er meget begejstrede for at se hinanden, de omfavner hinanden og krammer hinanden så hårdt, at man næsten bliver bange for, at de gør skade på hinanden.

Det er altid rørende at overvære et sådant møde, fordi det, der sker, vidner om, at der er tale om et frydefuldt øjeblik.

Det, man ofte ser ved et intenst kram, er, at det foregår på en sådan måde, at man får et indtryk af, at de to implicerede, så at sige opsluges i hinanden og bliver til ét.

Det er netop en sådan situation, man er vidne til, når man ser på (jule)krybben, her er nemlig sket en forening mellem det guddommelige og det menneskelige, Gud holder så at sige menneskeheden ”tæt ind til sig”, og det i en sådan grad, at man i dette specielle tilfælde taler om Gud/mennesket og mennesket/Gud.

Det, jeg netop har beskrevet ovenfor, er det, der finder sted, når vi modtager Den hellige Kommunion. Vor Herre blev født af Sin hellige Moder, der anbragte Ham i en krybbe, der fungerede som et trug, altså et spisested for dyr.

Vor Herre blev født i Betlehem, en by, hvis navn kan oversættes til Brødets hus. Vor Herre ville senere i Sit liv definere Sig selv som Livets Brød.

Vor Herre gav dem, Han elskede, og som ønskede at blive forenet med Ham for evigt, den anvisning, at de skulle modtage Ham som føde. Vil man forsøge at forstå denne formulering i bogstavelig forstand, er dette umuligt, da ingen levende væsner er i stand til at smelte sammen.

Uanset hvor dyb kærligheden er, eller hvor intens den måtte være, er det ikke muligt, at to mennesker oplever en sammensmeltning. Det, der tilnærmelsesvist kan minde om en sammensmeltning, er, når et par giver hinanden sit ja under bryllupsritualet og dermed bliver ét kød. Men selv i dette tilfælde vil der (kunne) opstå en fysisk adskillelse, hvilket finder sted, når døden for én af parterne indtræffer.

Det barn, hvis komme vi fejrer, er ikke kun blevet menneske, men Han har også knyttet sig til specifikke og virkelige mennesker.

Han (Jesus) fortsætter med at knytte sig til andre mennesker, for det er i sagens natur det, man gør, når man elsker. Elsker man en anden, ønsker man ikke adskillelsen, og det gælder også Ham, der elsker. Han forlader aldrig den, Han elsker, end ikke i fysisk forstand, fordi for Gud er alting muligt.

Den guddommelige føde, som blev lagt i en krybbe, der egentlig fungerede som spisested for dyr, kom ikke til verden for blot at dø, men ved at dø, blev Han for os englenes brød og vejen til for altid at være forenet med Ham.

Ved nærmere eftertanke er Det Allerhelligste Sakramente et udtryk for den ypperste kærlighedsgerning, men for at vi på det fysiske plan kan forenes med Ham, måtte Han komme fysisk til stede, så Han blev materialiseret, så man kunne røre ved Ham, spise Ham, så Han kunne forenes med vore legemer, vort kød.

Da Jesus er Gud, kan Han ikke flyde igennem vores system af blodårer og gennem vores bankende hjertes kamre. Derfor måtte Gud, der skabte disse menneskehjerter til at være sammen med Ham, forene Sig med menneskelegemet.

Ved at gøre dette blev Han (Gud) derved en del af menneskets DNA, og på den måde blev Han føde for os. Det vil sige, at guddommens DNA ledes over i dem, Han elsker allermest i denne verden.

I modsætning til ægteskabet der ophører ved døden, vil den fysiske død for dem, der har været forenet med Ham i deres legemer i dette liv, opleve deres dødelige legemes opstandelse i et legeme, der er fuldendt.

For mens englenes Brød så at sige opretholder dem, der i dette liv, i den rette stand, det vil sige nådens stand, har modtaget Ham, så har dette Brød også en forberedende virkning på vores faldne legeme, så det bliver løftet op til evig herlighed.

Det er netop derfor, at Jesus i Kapernaum omtaler Sig selv som Livets Brød, og at det er afgørende, at man spiser Hans Kød og drikker Hans Blod. Han siger dette i Johannesevangeliet kapitel 6. 54: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag”.  

Det, Jeres øjne møder, når I betragter (jule)krybben, er Brødet, der er blevet svøbt og lagt i et trug, og det er det brød, der en dag vil være årsagen til, at Jeres herliggjorte legemer er blevet forberedt til den evige herlighed.

Når I i løbet af juletiden træder frem for at modtage Den hellige Kommunion, så vil I blive mødt af Universets Herre og Konge, som vil modtage Jer med et stort (jule)knus, og Han vil aldrig give slip på en eneste af Jer.

Må det lille barn i Betlehem overbringe Jer og Jeres kære en velsignet nåde i denne hellige juletid.

Fra hele vores familie her på Church Militant og fra dem, der er gået bort og over til Den triumferende Kirke, skal I vide, at Gud elsker Jer.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 24. december 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-a-christmas-hug

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

4. søn i advent

1. læsning 2 Sam 7,1-5. 8b-11.16

Engang Kong David sad i sit hus, efter at Herren havde skaffet ham fred for hans fjender på alle sider, sagde han til profeten Natan: “Se, her bor jeg i et cedertræshus, men Guds ark bor i et telt.” Natan svarede kongen: “Gør blot alt det, du har i sinde, for Herren er med dig.”Samme nat kom Herrens ord til Natan: “Gå hen og sig til min tjener David: Dette siger Herren: Skulle du bygge mig et hus at bo i? Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, til at være fyrste over mit folk Israel, og jeg var med dig overalt, hvor du gik, og udryddede alle dine fjender foran dig. Jeg har skabt dig et navn så stort som de størstes på jorden. Jeg har givet mit folk Israel et sted at bo, og jeg har plantet det, så det kan bo der uden frygt, og uden at voldsmænd længere skal mishandle det, sådan som de før gjorde, dengang jeg måtte indsætte dommere over mit folk Israel. Jeg har skaffet dig fred for alle dine fjender. Og nu forkynder Herren for dig: Herren vil bygge dig et hus. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid.”

Vekselsang Sl 89,2-3.4-5.27&29

R. Om din store godhed, Herre,
vil jeg synge for evigt.

Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
i himlen grundfæster du din trofasthed.

“Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte,
jeg har tilsvoret David, min tjener:
Til evig tid grundfæster jeg din slægt,
bygger din trone i slægt efter slægt.

”Han skal råbe til mig: Du er min fader,
min Gud, min frelses klippe.
Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid,
min pagt med ham står fast.

2. læsning Rom 16,25-27

Brødre og søstre! Ham, som formår at styrke jer med mit evangelium og Jesu Kristi budskab, med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider, men som nu er bragt for dagen og gennem profetiske skrifter på den evige Guds befaling gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed – ham, den eneste, vise Gud være ære ved Jesus Kristus til evig tid! Amen.

Akklamation til Evangeliet Luk 1,38

Halleluja!
Se, jeg er Herrens tjenerinde.
Lad det ske mig efter dit ord

Evangelium Luk 1,26-38

På den tid blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: “Herren er med dig, du benådede!” Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: “Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” Maria sagde til englen: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.” Englen svarede hende: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.” Da sagde Maria: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så forlod englen hende.

Guds egen mand til jul

Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn” (Hos 11:1).

Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel. Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Fra Egypten kaldte jeg min søn” (Matt 2:13-15).

De to ovennævnte skriftsteder fra Hoseas’ Bog og Mattæusevangeliet, der indleder denne artikel, benyttes som oftest med henblik på at minde os om Kristi mystiske Legeme. Det gamle Israel og Den første Kirke fremstår som to sider af samme sag, nemlig Guds rige.

Allerede fra patriarkernes tid (Abraham, Isak og Jakob) har Israel (som det udvalgte folk) båret på kimen til en Frelser, en Messias. Efter den sidste nadver havde Kirken fået overdraget Eukaristien, som er Kristi Legeme, Blod, Sjæl og Guddommelighed. Kristus er Gudsriget, og de udvalgte er Gudsriget. Kirken er på mystisk vis Det mystiske Legeme og det nye Israel. Da Kristus kom til verden, blev Gudsriget ”født”.

Nebukadnesars drøm

Mens du så på den, blev en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem. Derefter knustes på én gang jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet; det blev ført bort af vinden som avner på en tærskeplads om sommeren og var sporløst forsvundet. Men stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden” (Dan: 35-36).

Forestillingen, om at Gudsriget (i en drøm) var blevet overdraget til en konge fra Babylon, blev ikke åbenbaret før den dag, hvor profeten Daniel udlagde- og forklarede den. En sten blev revet løs, men ikke ved menneskehånd. Denne sten er Jesus:

Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse” (Matt 21:44).  

Derfor siger Gud Herren: Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig” (Es 28: 16).

Nebukadnesars drøm var et billede på, hvordan riget skulle udgå fra Jesus, og hvordan det skulle vokse i størrelse og fylde hele jorden. Julen er et helt andet billede på den samme virkelighed, som bliver formidlet til Skt. Josef også i en drøm.

Josefs drøm

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1: 18-21).

Josef erfarer, at Maria er blevet gravid, men at dette ikke er sket ved menneskelig indgriben. På samme måde blev stenen i Nebukadnesars drøm revet løs, men ikke ved menneskehånd. Der var visse mennesker i denne historiske periode, der havde en forventning om, at Messias skulle fremstå som en ”stærk mand”, der ville stå i spidsen for hærstyrker, der skulle erobre verden for Gud. Men det var en forventning, der ikke kunne være mere forkert. Guds rige er (tilgiv mig formuleringen) Guds sag. Gud vil gøre det på den måde, Han finder mest rigtig.

Josef bliver betroet nogle ting i forbindelse med disse fantastiske nyheder. Gud skal have en Søn, Messias, og Han vil være Gud, fordi Hans Fader er Gud, men Han vil også være menneske, fordi Hans moder er en ung israelitisk kvinde, som det var blevet forudsagt af profeten Esajas. Gud ville selv give et tegn, fordi Hans rige ikke skulle komme til verden under stor opstand, men i stilhed, hvilket var en stor overraskelse for mange. Dette er et tegn på, at Den Allerhelligste Maria er forudbestemt til at være dronning over Israel.

Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7:14).

I en drøm, som Josef fra Betlehem har, ligger nøglen til at kunne forstå dette tegn. Han vil adoptere dette mystiske barn og give Ham navnet: Jesus, Søn af Josef. Endnu engang vil en Josef frelse Israel, og endnu engang vil Israel gøre skade på deres Frelser, og Gud vil vende den skade, man påfører Ham til frelse. På samme måde som den første Josef, vil også den nye Josef høre Guds stemme i sine drømme (1 Mos 37: 1-36:9).

En retfærdig mand

Ifølge Evangeliet er Skt. Josef en retfærdig mand, en mand efter Guds Hjerte. I Den hellige Skrift fremstår Skt. Josef som en handlingens mand, men også som en mand præget af tavshed. Jeg forestiller mig, at Maria har betragtet ham, som en mand med styrke og visdom, der er vokset frem gennem mange års hårdt arbejde. Jeg forestiller mig, at Josef har set på Maria med ærefrygt på grund af hendes renhed og skønhed og hendes fuldstændige overgivelse til Den sande Gud. Hvem kunne have gættet, at dette ydmyge par ville være et skjul for selve Gud?

Men Gud kom til udtryk gennem Josef. Gud gjorde Josef til tavshedens mand, som vil tage vare på Det inkarnerede Ord, Det Ord, der er et udtryk for universets eksistens. Den, der har skabt det univers, der omgiver os, har givet Maria og Josef en flig af livet, nemlig Hans liv i et menneskelegeme. Josef vil som tekton opdrage Jesus og lære Ham, hvordan man arbejder med materialerne jern og træ, og hvordan man ved brugen af plovjernet gør jorden klar til sædekornet. Skjult i det arbejde, de foretager, ligger det altafgørende Alfa, det første bogstav i alfabetet, det græske Alfa, der senere vil blive benyttet af Jesus til at vise hvem, Han er: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen …” eller som det formuleres på hebræisk ”Jeg er Aleph og Tav …”, og her betyder Tav, korset. Tav er det sidste bogstav i det hebræiske alfabet. Når vi betragter korset, ser vi, at det består af jern og træ, og det karakteriseres af Lucian, som det modbydelige instrument, hvor vor Frelser valgte at dø. Lucian siger også: ”Jeg er ploven og korset, begyndelsen og afslutningen”.

Josefs livsforløb er en skygge af dette offer. I de sidste år at sit liv vil Josef ofre alt, det han ejer. Han vil sammen med Maria bære på skammen, der knytter sig til denne uforklarlige graviditet. Han vil forlade alt for at søge tilflugt i Egypten. Han vil fortsætte med at arbejde, også selvom hans kræfter svinder, og han vil holde ud til det endelig er slut. Josef er ypperstepræsten, han er en mand, der vil bringe sig selv som offer på sin families alter. Han vil gå bort fra denne verden uden at efterlade sig noget som helst, men med en fornemmelse af, at han udførte sin pligt for Gud.

Den almægtige Gud betroede den første jul til denne mand, til Josef, som var Hans (Guds) endelige valg og den bedste mand (til at varetage denne opgave).

Prøv i denne jul at tænke på Josef. Kirken og verden har brug for mænd, der ønsker – og er villige til at være som ham: tavse og maskuline mænd, der har visioner, og som vil gøre disse visioner mulige.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 23. december 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoin.org/gods-man-for-christmas

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Roser i december

Et besøg

Den 9. december 1531 drog Den Allerhelligste Guds Moder afsted til bjerglandet (Luk 1: 39), dog var det denne gang ikke Judæas bjergland, hun drog afsted til, men i stedet det mexicanske. Hendes besøg var ikke bestemt for hendes kusine Elisabeth, der var hustru til Zakarias, men i stedet den ydmyge bonde Juan Diego. ”Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” (Luk 1: 43).

Stilhedens musik

De første beretninger om Juan Diegos møde med Guds Moder fortæller om en tilskyndelse, han fik til at gå op i bjerglandskabet omkring Mount Tepeyac. Han fornemmede i sig selv noget uimodståeligt, som når man hører en kalden, og som man opsøger, fordi det er bydende nødvendigt. Han fornemmede det, der gik for sig, som en slags himmelsk musik, som lyden af stilhed, der på en og samme tid fremstod både ukendt og smuk. ”Vær stille for Herren, alle mennesker! For han bryder op fra sin hellige bolig” (Zak 2: 13). Stilhedens lyd for Juan Diego adskiller sig ikke fra den ”sagte susen” (1 kong 19: 12), som Elias hører på bjerget Horeb.

Juan ”fulgte efter” lyden af himmelsk musik og blev på den måde ledt til at være vidne til en åbenbaring af ”… et stort tegn (der) viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, men månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 12: 1-2). Hvad var dette, hvis det ikke var en himmelsk indgriben, en teofani eller et øjeblik, hvor sløret løftes til side? ”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel” (Åb 11:19).  

De fattige Gudstroendes Dronning

Kvinden klædt i solen talte til Juan Diego. Hun trøstede ham, og det er det, hun altid gør overfor de fattige, de ”små”, dem, der er plaget, de udstødte og de undertrykte. Vor Frue af Gaudalupe er dronning for anawim (det hebræiske ord for ”de fattige”, der forblev tro mod Gud i svære tider), altså de fattige Gudstroende. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere rørende end det budskab, hun havde til Juan Diego:

Hav vished for, at jeg er Den fuldendte og for evigt Jomfru Maria, den sande Guds Moder, jeg er din barmhjertige Moder, Moder til alle dem, der elsker mig, der anråber mig og til dem, der sætter deres lid til mig. Lad ikke problemer tynge dig og blive til sorg. Frygt ikke nogen sygdom, fortvivlelse, angst eller smerte. Er jeg ikke hos dig, mig, som er din Moder? Lader jeg ikke min beskyttelse favne dig under min kappes fold og i mine arme?”.

Kødet er afhængigt af frelsen

Så blev der musik for øret og en åbenbaring for øjet. Guds plan åbenbarede, at ved, at Hans Ord blev kød, ville hele skabelsen blive genoprettet til hellighed, og at vores fysiske sans ville modtage nåden og dermed blive åben for Guds mysterier. Tertullian sagde: ”kødet er afhængigt af frelsen”.

Jomfruen valgte også at give to andre tegn, inden hun gav det mirakuløse billede. Det første tegn var, at Juan Diego oplevede at blive følelsesmæssigt berørt. Med en helt speciel moderlig ømhed sørgede hun for, at der voksede vidunderlige roser frem på en bar og vindblæst skråning i december, som Juan Diego kunne plukke og samle i sin kappe. Det andet tegn hun gav omfattede selve roserne; de var velduftende. Disse roser, der blomstrede i sneen, må for Juan Diego have fremstået som en festfejring, ligesom det er for os, når vi i dag fejrer denne anden store fest for Jomfruen i december måned. Det tredje tegn, Jomfruen gav, er et utroligt smukt billede. Et stykke af Himlen blev foreviggjort på denne fattige mands kappe. Der er tale om et billede, der til stadighed vækker undren og fortsætter med at overraske verden, og endelig bliver det ved med at vække glæde hos hendes (Jomfruens) børn, for dette billede er for evigt indprentet som et minde om det besøg, Herrens Moder aflagde verden.

De, der bærer Den skjulte Kristus

I al hast iler vi til Den hellige Messe, fordi vi ligesom Juan Diego er draget af den musik, der ikke stammer fra denne jord. Når vi nærmer os Guds alter, bliver vi berørt af Guds Ord, der blev kød. Vi modtager ikke roser, der er arrangeret tæt omkring vore hjerter, men derimod Jesus Kristus selv i de tilbedelsesværdige mysterier, der knytter sig til Hans Legeme og Blod.

Duften af Kristus hænger ved dem, der modtager Ham, og det er en duft, der er langt mere sød end den duft, der stammer fra de roser, der vokser frem i december. Og så er der billedet. Ved at have taget del i de hellige mysterier, bliver vi dem, der bærer på, ikke et mirakuløst billede, men et meget stort mirakel. Vi vil i vore sjæle bære på den samme Jesus, som Maria bar i sit moderliv. Caryll Houselander definerede dette, som at bære på Den skjulte Kristus. Dette medfører, at vi bringer Kristus med til steder og situationer, hvor Han praktisk talt aldrig før har været. ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2: 14).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 12. december 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/12/the-scent-of-roses-in-december

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

3. søn i advent

1. læsning Es 61,1-2a. 10-11

Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Jeg fryder mig over Herren,
min sjæl jubler over min Gud.
For han har klædt mig i frelsens klæder
og hyllet mig i retfærdighedens kappe,
som en brudgom sætter sin turban,
og som bruden fæster sine smykker.
For som jorden bringer spirerne frem,
og frø spirer frem i haven,
sådan lader Gud Herren retfærdighed spire
og lovsang gro frem for alle folkenes øjne.

Vekselsang Luk 1,46-48.49-50.53-54

R. Min sjæl jubler over min Gud.

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig.
Thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.

Sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed.

2. læsning 1 Thess 5,16-24

Brødre og søstre!
Vær altid glade,
bed uophørligt,
sig tak under alle forhold;
for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.
Udsluk ikke Ånden,
ringeagt ikke profetisk tale.
Prøv alt, hold fast ved det gode,
hold jer fra det onde i enhver skikkelse!

Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.

Akklamation til Evangeliet Es 61,1

Halleluja!
Herrens ånd er over mig,
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige.

Evangelium Joh 1,6-8. 19-28

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: “Hvem er du?” Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: “Jeg er ikke Kristus.” “Hvad er du da?” spurgte de ham, “er du Elias?” “Det er jeg ikke,” svarede han. “Er du Profeten?” “Nej,” svarede han. Så sagde de til ham: “Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?” Han svarede: “Jeg er ‘en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.”

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: “Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?” Johannes svarede dem: “Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Maria er midtpunkt i adventstiden

Hvis der er fem dage, der understreger betydningen af vor helt specielle tid med Maria, er det dagene fra den 8. til den 12. december. I de dage reflekterer vi over Marias ubesmittede Undfangelse og de begivenheder og budskaber, der knytter sig til Vor Frue af Gaudalupe. Disse begivenheder er af Det guddommelige Forsyn nøje blevet placeret centralt i adventstiden, ikke for at fjerne vort fokus fra Kristi komme, men for at forberede os til det. De førnævnte begivenheder omkring Maria retter vores opmærksomhed på en smuk og centrale sandhed om hende, som den ærværdige Fulton Sheen ofte har påpeget, nemlig, at Maria altid er Kristi Advent.

De historiske og åndelige tråde, der kan trækkes fra festen for Den ubesmittede Undfangelse til Vor Frue af Gaudalupe, Vor frue af Lourdes og endda Vor Frue af Fatima, fra den gamle verden til USA og fra den østlige kirke til den vestlige kirke, er fascinerende. Jeg har mange gange både talt og skrevet om, hvordan alt dette er forbundet, og man kan finde en kort opsummering af alt dette i en anden artikel, jeg har skrevet. I dette indlæg, vil jeg koncentrere mig mere specifikt om de mysterier og begivenheder, der knytter sig til tiden fra den 8. til den 12. december, og hvordan de viser os vejen til at komme tættere på Gud, et budskab verden i dag desperat har behov for, fordi den har vendt sig bort fra Gud. I løbet af disse specielle dage i adventstiden, vil vi overveje, hvordan Gud ønsker at knytte Sig tættere til hver eneste af os på en helt speciel måde gennem Hans Moders hengivenhed. Det var det, Han gjorde, den første gang, Han kom, og hver eneste advent giver Kirken os mulighed for at reflektere over, hvordan denne sandhed gengives i vores eget liv.

Vor Frue af Gaudalupe og Hendes mysterium kan ligesom Den ubesmittede Undfangelse give os to betydningsfulde sandheder om det at være forbundet med Gud, og som har stor betydning for enhver kristen. Det første, som vi så på en kraftfuld måde i Mexico City i 1531, er, at Maria altid er handlekraftig, specielt i disse dage, for at forberede sjæle til at modtage Kristus som den gave, som Han er. Og hun viste, at hendes foretagsomhed bar frugt, fordi 9 millioner aztekere konverterede (uden at hun sagde et eneste ord til dem). Aztekernes civilisation var baseret på en dødskult, der var centreret omkring menneskeofringer. Med andre ord, når verden ikke ser noget håb eller mulighed for at finde Gud, er Maria Guds hemmelige våben. Hemmeligt, fordi hun ikke kommer med fuld styrke eller på en frembrusende måde, men på en uventet måde, der afvæbner verden omkring hende. Man må aldrig glemme, at Mexico er kristent på grund af Maria, og Maria var i stand til at forestå denne omfattende omvendelse, fordi Helligånden kun virker igennem hende, da hun er Hans brud, hvilket altid har været Kirkens lære. Skt. Louis de Montfort formulerer det på følgende måde: ”Jesus er altid og overalt Marias frugt, Marias Søn. Og Maria er altid og overalt det sande træ, som bærer livets frugt. Hun er den sande Moder, som frembringer denne frugt” (True Devotion, no. 44).

Den anden sandhed, Vor Frue af Gaudalupe åbenbarer, er, at hemmeligheden bag det, at Maria er fuld af nåde, skyldes, at hun er ubesmittet, et ord der betyder ”uden plet”. Hvad er det, der skaber pletter på vores sjæle, ægteskaber og forholdet til Gud? Er det ikke egoisme, urenhed, jalousi og det at sætte mennesker og materielle ting over Gud?

Hvordan kan Den ubesmittede Undfangelse være netop dét, der kan fjerne disse (syndens) pletter? Ganske enkelt fordi, det er ved hjertets ydmyghed og renhed, at der banes vej for, at man kan se Gud og fuldt ud modtage Hans nåde, alt det, som vi oprindelig er skabt til. Da Maria tømte sig for ”sit ego”, blev der plads til Gud, og Gud fyldte hende. Maria har tømt sig så meget for ”sit ego”, at hun blev ét med Helligånden. ”Jeg er Den ubesmittede Undfangelse”, det var det, hun åbenbarede i Lourdes. Dette siger langt mere end blot, at hun er uden synd. Hun er fuld af nåde, i nåden er hun et og alt med sin ægtefælle (Helligånden), og det betyder, at når vi ser hende, er det kun Gud, vi ser i – og gennem hende.

Det var det, hun mente, da hun sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren” (Luk 1: 46). Et forstørrelsesglas er gennemsigtigt og forstørrer kun det, der ses igennem det. Forestil dig et menneske, der er fuldstændig under Guds kontrol. Ja det er svært at fatte. Kun de, der fuldstændig stoler på Gud, modtager Hans nåde helt og fuldt for at kunne opnå det utænkelige i deres sjæle og gennem deres gerninger.

Det er det, Kirken beder os overveje omkring Maria denne og alle andre adventer, fordi hun er enhver kristens forbillede. Ja, vi er kaldet til i vore sjæle at gennemleve den Ubesmittede Undfangelses mysterium, så vi finder frem til den forbundethed med Gud, som vil forandre verden omkring os. Gud elsker os, når vi forsøger på at tømme os, så meget vi kan, for ”vores ego”, for derved giver vi Ham plads til at gøre underværker. Fortvivl ikke, når I læser dette. Dette er virkeligt og netop det, der er Guds ønske for dig denne advent.

Vi har alle mulighed for at tømme os for vores ego, så Gud kan fylde os med Sin nåde. Hvad kan vi gøre for at nå dertil? Vi kan gøre, som de tre vise mænd, som ydmygede sig for at kunne få opfyldt det, de allermest ønskede sig, nemlig at møde Jesus Kristus, Frelseren, som lå i Marias favn. Lad os gå i fodsporene på de tre vise mænd og lære af deres visdom, og vi bør aldrig glemme, at jo mere vi er skjult for verdens åsyn, jo mere er vi til for Gud. Husk på det, når I beder rosenkransen denne advent, og især når I overvejer glædens mysterier.

Vor Frue af Gaudalupe og den nye advent, bed for os.

Glædelig jul.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Howard og publiceret den 9. december 2018. Den kan læses på: https://spiritualdirection.com/2018/12/09/mary-is-the-heart-of-advent

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

1. søn i advent

1. læsning Es 63,16b-17. 64,1. 3b-7

Du, Herre, er vor fader,
Vor Løskøber er dit navn fra evig tid.
Herre, hvorfor leder du os vild fra dine veje
og forhærder vort hjerte, så vi ikke frygter dig?
Vend om for dine tjeneres skyld,
de stammer, som er din ejendom.
Gid du ville flænge himlen og stige ned,
så bjergene rystede foran dig!
Intet øre har nogen sinde hørt,
intet øje har set en anden Gud end dig,
som griber ind for den, der håber på ham.
Du kommer den i møde, der med glæde handler retfærdigt,
som husker dig på dine veje.
Men du blev vred, og vi syndede,
trods det har vi forbrudt os fra fortiden.
Vi blev alle som den urene,
og al vor retfærdighed blev som snavset tøj.
Vi visnede alle som løv,
som vinden rev vor synd os bort.
Ingen påkaldte dit navn,
ingen vågnede op og holdt fast ved dig;
for du havde skjult dit ansigt for os
og givet os vor synd i vold.
Men, Herre, du er jo vor fader;
vi er ler, og du har formet os,
vi er alle sammen dine hænders værk.

Vekselsang Sl 80,2ac&3b.15-16.18-19

R. Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

Lyt, Israels hyrde,
du, der fører Josef som en hjord.
Du, der troner på keruberne,
træd frem i stråleglans
Opbyd din styrke
og kom os til hjælp!

Hærskarers Gud, vend tilbage,
se dog ned fra himlen!
Tag dig af denne vinstok,
det skud, din hånd har plantet.

Hold din hånd over manden ved din højre hånd,
over det menneske, du gav styrke,
så vil vi ikke vige fra dig.
Hold os i live, så vil vi påkalde dit navn.

2. læsning 1 Kor 1,3-9

Brødre og søstre! Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares. Han vil også grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag. Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.

Akklamation til Evangeliet Sl 85,8

Halleluja!
Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

Evangelium Mark 13,33-37

På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, hvornår tiden er inde. Det er ligesom med en mand, der skulle rejse til udlandet; han forlod sit hus og gav sine tjenere fuldmagt, hver enkelt sin opgave, og dørvogteren pålagde han at våge. Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry; lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!”

Den bedste måde at forberede sig til julen på er den daglige deltagelse i Den hellige Messe

Understøttet af denne bøn bliver det muligt for os at indtage ”Ånd og ild”.

Vi er endnu engang ved at tage de første skridt ind i adventstiden. På en vis måde kan man betragte denne tid som en udvidet fejring af det, der sker, da englen kommer til Maria ved bebudelsen. Herren sender sin engel Gabriel til os i liturgien, som giver os løftet om, at Ordet bliver kød, det kød, der allerede dvæler i vor midte i den hellige banket. Vi ser med forventning på mysteriet, som er knyttet til åbenbaringen af Guds Søn i julen, når vi i denne tid fokuserer vores kærlighed på de ting, vi ikke kan se på grund af deres ydmyge herlighed, for det er netop det (en ydmyg herlighed), der møder vores blik, når vi ser mod Nazaret. Hver eneste dag, i løbet af året, i Kirkens liturgi, er en erindring om det, der allerede er her, en forventning om det, der vil komme og en deltagelse i den virkelighed, der (allerede) eksisterer.

Vi kan gøre mange gode ting i løbet af adventstiden: vi kan på daglig basis bede rosenkransen, vi kan læse en bog, der gør, at vi på et dybere plan overvejer vores tro, vi kan bede dele af tidebønnen eller bruge 15 minutter til en halv time på at læse og grunde over Den hellige skrift, som det første i den stille morgenstund.

Vi er dels forpligtede overfor Gud til at bede til Ham, og dels bærer vi på et indre behov for at komme i kontakt med Ham gennem bøn. Vores liv vil uden bøn over tid visne og tørre ud, hvis vi ikke dagligt gør brug af den. Men ingen overgår Kristus og Hans Kirkes højeste bøn, nemlig Messeofferet. Fejres Den hellige Messe på daglig basis (på en behørig og ærbødig måde), er det den bedste hengivenhedsakt, man kan anvende i løbet af denne advent som en forberedelse til julefesten. ”For Helligånden har gjort liturgien til netop det sted, hvor Han kan arbejde i menneskets sjæl”, som den store Dom Prosper Guérager engang har udtalt. Der er tale om Den selvsamme Helligånd, der overskyggede jomfru Maria, så Guds Ord kom til stede i hendes moderliv, det er Den samme Helligånd, der svævede over Kristus ved Hans dåb i Jordanfloden, det er Den samme Helligånd, Kristus nedsendte over apostlene ved pinseunderet med henblik på, at Kirken til alle tider skulle spredes ud over hele verden, det er den Helligånd, der ”fungerer” lige i centrum af Det hellige Messeoffer og er ”aktiv” netop der mere end noget andet sted på jorden, og derfor bliver det muligt (med Skt. Ephrems’ ord) at indtage ”Ånd og ild”.

Den hellige Messe er det sted, hvor vi oplever et møde med- og indtagelsen af det mysterium, vi tror på. Skt. Athanasius siger i den mest fuldendte betragtning vedrørende julen, der nogensinde er blevet fremsat, at ”Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud”. Hvis vi har et ønske om, at Gud bliver vores helt egen, og at vi selv bliver Guds helt egen, må vi ”lukke Gud ind” på netop den måde, Han har valgt, altså under brødets skikkelse, som er den føde, der giver liv. Betlehem er trods alt ”Brødets hus”. Han kom for at blive vores brød, men som Skt. Augustin fortæller os: Når vi indtager Ham under brødets skikkelse, så fungerer denne fødeindtagelse på en helt anden måde, end hvis vi indtager et almindeligt måltid med almindelige fødevarer, for her sker der det, at den ”almindelige” føde bliver til energi og dermed en del af os selv, og det er, fordi vi står over fødevarerne og kan bearbejde dem, men når vi indtager den guddommelige føde, som er Kristus, og som i den grad er til stede og langt mere kraftfuld, end vi er, så omdanner Han os til Sig, når Han vel og mærke ikke finder nogen forhindring i forhold til denne forandring.

Lyt til det, som præsten fra Ars, Skt. Johannes Vianney, har at sige:

Alle gode gerninger, der foretages i verden, kan ikke betragtes som værende på lige fod med Det hellige Messeoffer, og det er, fordi der er tale om gerninger foretaget af mennesker, hvorimod Det hellige Messeoffer stammer fra Guds Hånd. Martyriet kan heller ikke sammenlignes med Det hellige Messeoffer, for martyriet er er menneskets offer til Gud, hvorimod Messeofferet er Guds offer for mennesket”.

Som det fremgår af dokumentet Lumen Gentium fra Vatikan II, så er liturgien ”kilden og højdepunktet” i vort kristne liv. Liturgien er en kilde, som styrker, giver indsigt, oplyser og hjælper, både i dette liv og det, der vil komme, for det kommende liv er eet, vi bør forberede os på gennem hele vort liv. For Kirken minder os i adventstiden om Kristi andet komme, som bliver til virkelighed (kan man sige) ved den enkeltes egen død, hvor Kristus kommer til hver eneste af os enten til herlighed eller skam.

”Herrens engel forkyndte for Maria, og hun undfangede ved Helligånden. I ordets liturgi forkynder Herren Sit ord til os. I den Eukaristiske liturgi modtager vi Ordet, der er blevet kød, undfanget ved Helligånden. Den hellige Messe er for os den bestandige bebudelse og livslange advent. Den tid af kirkeåret, Den hellige Moderkirke betegner som advent, er derfor en ganske velegnet lejlighed til daglig Messegang. Må Jeres advent afføde en åndelig frugt, der på en vis og skjult måde bidrager til en rensning og helliggørelse af Kirken her på jorden, som vi alle længes imod.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 30. november 2020. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/no-christmas-preparation-could-be-better-than-daily-praying-this-awesome-pr

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)