Det, at jeg så min far bede rosenkransen, førte mig væk fra homoseksualiteten

Som barn beundrede jeg min far, og samtidig forstod jeg ham ikke. Jeg vidste instinktivt, at jeg var afhængig af ham.  Min far var en mand, der arbejdede hårdt. Han var flittig. Han kunne fremstille alt muligt ud af ingenting: en have, et hus af træ og tilbygninger til det hus, vi boede i. Han var den, der sørgede for min materielle velfærd. Det var en glæde, når han med jævne mellemrum havde købt kage eller donuts, for så vidste jeg, at min far var glad, og det var jeg også. Når jeg til tider gjorde noget, der var forkert, blev min far vred. Det var på sådanne tidspunkter, at jeg frygtede ham mest, for det var ham, der stod for strafudmåling og dens udførelse. Men jeg elskede min far, og jeg vidste, at han elskede mig. Men ud fra et barns synsvinkel var han ikke et menneske, men en gud og tilmed en gud på afstand. 

Min far var ambitiøs, frimodig og højrøstet. Jeg var ikke som ham. Min far var stærk og kraftig bygget. Det var jeg ikke. Min far var en MAND. Jeg betragtede mig selv, som noget, der ikke svarede dertil. Ved siden af ham fremstod jeg altid som meget lille. Min far kunne ordne alle ting, og han udså sig altid det helt rette værktøj, når en opgave skulle løses, og han mestrede brugen af værktøj. Han kunne køre traktor, og ved egen muskelkraft løftede han tunge træbjælker. Han blev aldrig mobbet, og han var ikke en, man kunne løbe om hjørner med. Jeg følte mig sikker, men også usikker, når jeg var i nærheden af ham. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke holde mig oprejst på en cykel, jeg kunne ikke kaste en bold mere end fem meter, og når jeg holdt på en hammer eller skruetrækker lykkedes det ikke, for jeg havde ti tommelfingre. I stedet kunne jeg i timevis sidde med blyant og tegne små billeder af kaniner og regnbuer, som reflekterede min egen fantasiverden. De andre drenge i skolen var hele tiden efter mig, jeg blev ydmyget og var ikke i stand til at forsvare mig. Jeg skammede mig. En dag, hvor jeg gennemlevede denne ydmygelse, blev jeg som forstenet, og selvom min far ikke var i nærheden af skolegården og kunne se hvilket scenarie, der udspillede sig, havde jeg fornemmelsen af, at han havde overværet det hele og vidste, hvad der var sket. På en underlig måde havde jeg en følelse af, at jeg ikke levede op til de krav, min far, som gud og menneske havde til mig.

Det billede af Jesus, som jeg blev præsenteret for i skolen, var en smilende feminin hippie. Han forkyndte et noget tåget budskab om kærlighed, men blev til sidst offer for de politiske magthaveres intolerance og deres tendens til at undertrykke deres befolkninger. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor han blev slået ihjel, måske fordi ingen egentlig skænkede Ham opmærksomhed. Det billede af Jesus, som kom til at stå mest klart for mig i disse år, var et smiskende blomsterbarn fra den musical, der hedder Godspell. Filmatiseringen af denne musical prægede mine skoleår og senere min tid i gymnasiet og ville på et senere tidspunkt få afgørende betydning for mit liv. Hvis min far var mere gud end menneske, så var denne Jesus mere menneske end Gud. Hvis min far var større end Den største og en slags overnaturlig Skabning, var denne Jesus helt igennem hverdagsagtig. Jo ældre jeg blev, desto mere foragtede jeg disse to billeder af Gud. Som homoseksuel troede jeg, at jeg kunne finde den fuldendte mand, en som var maskulin og kraftfuld, men som besad accept og medfølelse.

Men jeg fandt aldrig min homoseksuelle gud, fordi alle omkring mig ledte efter præcis det samme. Desto større forventninger jeg havde, og desto mere jeg håbede, desto mere desperat blev jeg. Mine forældre og specielt min far kunne ikke bære, at jeg havde valgt den homoseksuelle livsstil. Men jeg var ligeglad. At jeg havde gjort det alment kendt, at jeg var til mænd, var min måde at vende tilbage til min far på, selvom han havde svært ved at se det på netop den måde på det tidspunkt. Jeg gjorde det klart, at jeg behøvede ham, men jeg hævdede samtidig, at han aldrig var der. En dag kom han med en rammende og ærlig vurdering af mig og mine homoseksuelle venner. I mit forsøg på at finde grænsen for min fars accept af min livsstil, tog jeg en weekend en af mine homoseksuelle venner med hjem. Min far gjorde det klart, at ”dette” ikke var velkomment indenfor huset fire vægge. Jeg så det, som endnu en afvisning. Derfor forlod jeg mit barndomshjem. 

Som årene gik, blev jeg ældre og syg. Mine muligheder udtømtes gradvist, og samtidig så en ny generation af ensomme unge mænd dagens lys, unge mænd, der så op til mig, som den, der kunne frelse dem, som deres nye gud. For et stykke tid fortsatte jeg dette ”skuespil”, alene for at udvikle en mere respektløs karakter samt en voksende hævntørst, og jeg behandlede dem, der søgte min anerkendelse på den samme måde, som jeg selv engang var blevet behandlet (misbrugt og nedbrudt) af ældre mænd. Jeg hadede mig selv, og jeg begyndte at misunde de venner, jeg havde mistet for mange år siden, fordi de havde lidt en pinefuld død grundet AIDS. I min forestilling troede jeg, at de nu havde det godt, fordi deres lidelser trods alt var ovre.

En nat, hvor jeg lå i en kold og hård hospitalsseng og var døden nær og glemt af verden omkring mig, bad jeg om at måtte dø, mens min mor omvendt bad til Jesus. Jeg forbandede hendes forsøg på, at få Himlen til at intervenere, for jeg ville ikke have noget med hendes Gud at gøre. Hvor havde Han været hele mit liv. Hvorom alting er, Han var ingenting og ynkelig. Utroligt, men sandt, mens jeg gennemlevede min patetiske død, forsøgte jeg at være påstående og selvsikker, men i stedet blev jeg bange og gik i panik. Da kaldte jeg på Gud Fader, og Han sendte straks Sin Søn. Umiddelbart følte jeg Hans betryggende og beroligende nærvær. På en måde var det, den samme følelse, jeg fik som dreng, når min far var i nærheden, og jeg følte mig sikker. Senere vendte uroen på en vis måde tilbage. Var denne Jesus Kristus, den samme Jesus Kristus fra 1970’erne med langt hår, som lavede socialt arbejde, og som kom for at give mig et knus eller muligheden for noget at spise for derefter at lukke mig ud på ”gaden” igen? Men jeg ønskede ikke at vende tilbage til det, jeg kom fra.

Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, opsøgte jeg mit barndomshjem. Den fortabte søn var i live og vendte hjem. Min forældre åbnede deres dør for mig. Men jeg var for forvirret, udmattet og syg til at tage del i fejringen af min tilbagekomst. I en periode var jeg ude af stand til at tale eller sove. Det var chokerende for mig at vende tilbage til det, der mindede om barndommen. Jeg rakte ud efter hjælp, sandheden og livet. Jeg rakte ud efter min far og Gud.

I begyndelsen vidste min far ikke, hvordan han skulle håndtere denne situation. Han holdt sig på afstand, og jeg opholdt mig på mit værelse. Jeg bad til Gud uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Da jeg var plaget af mange fysiske smerter, var det umuligt for mig at koncentrere mig om de ellers enkle bønner, jeg havde lært i min barndom, men som jeg nu havde svært ved at huske. I stedet for bad jeg ganske enkelt om hjælp. De næste par dage levede jeg som eremit. Men jeg var stadig præget af usikkerhed.

Ganske langsomt dristede jeg mig ud af min klostercelle og begyndte at lede efter svar. Jeg styrede praktisk talt direkte mod mine forældres bogreol. Uden at tænke nærmere over det, udvalgte jeg to bøger og gik tilbage til mit værelse. De to bøger jeg havde valgt, var Bibelen og Den Katolske Kirkes Katekismus. Jeg havde ikke læst nogen af dem.

I løbet af de næste dage udvalgte jeg mig specifikke afsnit og undersøgte dem nærmere. Det drejede sig primært om Jesus, der offentligt tilgav syndere samt de paragraffer i Den Katolske Kirkes Katekismus, der handlede om homoseksualitet. Der var medfølelse og styrke, som udsprang af sandheden. Kristus var ikke en uduelig tøsedreng, som var det billede, jeg havde med mig fra skoletiden. Han markerede modstand overfor dem, der tyranniserede, og Han trøstede dem, der var blevet forulempet. Men Han efterlod dem ikke liggende i støvet, Han gav os sit Ord til efterlevelse og lovene, som burde være retningsgivende for måden, vi tænker på. Han gav os en udvej.

Jeg forlod mit værelse med de to bøger, hvor jeg havde fundet min tro og satte dem tilbage i mine forældres bogreol. På vej derhen så jeg, at min far bad. Jeg havde aldrig før set ham i bøn. Mens jeg havde befundet mig i mit selvvalgte homoseksuelle fangenskab, havde mine forældre selv været fanget i adspredelse og udsvævelse. Men de fandt ud af, at ekstravagant forbrug af dyre vine og gourmetmiddage i alverdens lande kun bragte tomhed med sig. Nu havde de vendt ryggen til et liv i luksus grundet min fars beslutning. Min fars drivkraft var ikke blevet mindre, men den havde fået ny retning. Alt i hans liv plejede at være rettet mod det materielle, men hans fokus var nu blevet vendt mod det immaterielle. 

Mens jeg stod der halvvejs oppe på en trappe og på en vis måde gemt væk, så jeg et par små perler på en snor, som gled gennem min fars fingre. Som barn vidste jeg ikke, hvordan man skulle bede rosenkransen. Det, der igennem tiden har mindet mig om rosenkransen, er en ung sangerinde, som kaldte sig Madonna, fordi hun om sin hals bar en rosenkrans. Efter min mening havde rosenkransen status, som noget helligt, undergået en forandring til noget profant, fordi Madonna strategisk havde placeret krucifikset ved sin kavalergang. Men i min fars barkede hænder kom rosenkransen igen til sin ret. På samme måde som det var med min forestilling om Jesus i barndommen, således var det også med min far, men han ”gemte” på meget mere, end mit blotte øje kunne se.

Jeg troede hele tiden, at min far foragtede mig, men rent faktisk græd og bad han for mig. I bønnen, som han sagde for sig selv i stilhed, var der medfølelse. Mens jeg dansede på homoseksuelle diskoteker, bad min far for mig. Mens jeg havde sex med ukendte mænd, bad min far for mig. Mens jeg spildte mit liv på alt og ingenting, bad min far for mig. Hver dag bad han rosenkransen, og jeg havde ikke nogen anelse om det. I dage præget af trøstesløshed, som da jeg lå på mit dødsleje ville dette ikke have betydet noget for mig, eller jeg ville have betragtet ham som ufattelig dum. Det må have syntes, som om hans bøn ingen virkning havde. Jeg vendte ikke tilbage. Men han fortsatte ufortrødent, også selvom det krævede styrke og vedholdenhed, netop de karaktertræk, der syntes frastødende, da jeg var dreng, de var nu blevet til et redskab for frelsen for mig gennem Jesus Kristus.

Utilfredshed med verden kan føre til, at man fortryder det, man har gjort. Dernæst følger, med mindre man forbliver bitter og tvær, en radikal ændring af den måde, man ser sig selv og sine omgivelser på. Dette er nødvendigt, dels for at man kan starte på en frisk, og dels for at man kan overleve. Dette kræver ydmyghed. Set i forhold til min aktuelle fysiske nedbrudte tilstand, så var ydmygelsen fuldstændig. I mit forgæves forsøg på at finde en maskulin mand, der kunne redde mig, røg jeg direkte tilbage til dengang, jeg var dreng, og den skade, jeg havde påført min krop, var forfærdelig, den skræmte lille dreng gjorde det på ingen måde let for sig selv. Jeg vidste nu, at der ikke findes noget menneske, der kunne fjerne min synd, tilgive mig eller fjerne smerten, ikke engang min far. For en anden Mand, som var mere end blot en mand, havde allerede frelst mig. I denne udfrielse spillede min far en rolle.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Joseph Sciambra og publiceret på OnePeterFive d. 29. april 2017. Den kan læses på:  https://onepeterfive.com/seeing-father-pray-rosary-saved-homosexuality

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

29. Alm søn (20/10/19)

1. læsning 2 Mos 17,8-13

Amalekitterne kom og gik til angreb på israelitterne i Refidim. Da sagde Moses til Josva: “Udvælg nogle mænd, og ryk ud og kæmp mod amalekitterne! I morgen vil jeg stå på toppen af højen med Guds stav i min hånd.” Josva gjorde, som Moses havde sagt, og rykkede ud til kamp mod amalekitterne. Moses, Aron og Hur var gået op på toppen af højen. Når nu Moses løftede hånden, fik israelitterne overtaget; men når han lod hånden synke, fik amalekitterne overtaget. Da Moses blev træt i armene, tog de en sten og anbragte den under ham. Han satte sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder fra hver sin side, så hans arme blev holdt oppe, til solen gik ned. Sådan besejrede Josva med sværd amalekitterne og deres hær.

Vekselsang Sl 121,1-2.3-4.5-6.7-8

R. Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.

Han lader ikke din fod vakle,
han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.
Han, som bevarer Israel,
falder ikke i søvn, han sover ikke.

Herren bevarer dig,
Herren er din skygge
ved din højre side.
Om dagen stikker solen dig ikke,
månen ikke om natten.

Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.
Herren bevare din udgang og din indgang
fra nu af og til evig tid.

2. læsning 2 Tim 3,14-4,2

Mit barn! Bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning. Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!

Akklamation til Evangeliet Jfr Hebr 4,12

Halleluja!
Guds ord er levende og virksomt,
og er dommer over hjertets tanker.

Evangelium Luk 18,1-8

Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: “I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.” Og Herren sagde: “Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

28. alm søn (13/10/19)

1. læsning 2 Kong 5,14-17

I de dage gik syreren Na’aman ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsmanden havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren. Derefter vendte Na’aman tilbage til gudsmanden med hele sit følge. Da han var kommet derhen og var trådt frem for ham, sagde han: “Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel. Tag nu imod en gave fra din tjener!” Men Elisa svarede: “Så sandt Herren lever, som jeg står i tjeneste hos: Jeg tager ikke imod noget!” Og skønt han nødte ham, sagde han nej.
Da sagde Na’aman: “Så lad være! Men lad mig få så meget jord med, som et spand muldyr kan trække, herre, for fra nu af vil jeg ikke bringe brændofre eller slagtofre til andre guder end Herren.”

Vekselsang Sl 98,1.2-3ab.3cd-4

R. For folkenes øjne
har Herren åbenbaret sin retfærdighed

Syng en ny sang for Herren,
for han har udført undere;
hans højre hånd og hellige arm
har skaffet ham sejr.

Herren har kundgjort sin frelse,
for folkenes øjne
har han åbenbaret sin retfærdighed.
Han har husket på sin godhed
og sin trofasthed mod Israels hus.

Hele den vide jord har set
vor Guds frelse.
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden,
bryd ud i jubel og lovsang!

2. læsning 2 Tim 2,8-13

Mit barn! Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium; for det lider jeg ondt, ja, er i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen ved Kristus Jesus med evig herlighed – troværdigt er det ord!
For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham;
holder vi ud, skal vi også være konger med ham;
fornægter vi ham, vil han også fornægte os;
er vi utro, forbliver han dog tro,
thi fornægte sig selv kan han ikke.

Akklamation til Evangeliet Jfr 1 Thess 5,18

Halleluja!
Sig altid Gud tak og giv ham ære:
for dette er hans vilje med jer i Kristus Jesus.

Evangelium Luk 17,11-19

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem, sagde han: “Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!” Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: “Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” Og han sagde til ham: “Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”

Moder er den, der ved bedst: en tilskyndelse til at bede rosenkransen

I 1917 åbenbarede Den hellige Jomfru sig i Fatima i Portugal for tre hyrdebørn. Et år tidligere var børnene blevet varslet af Herrens engel på tre forskellige tidspunkter, om at disse åbenbaringer ville finde sted.

Ofte er vi vidner til, at ateister og skeptikere latterliggør kristne, fordi man i dag, ved første øjekast, ikke ser den samme åbenbaringsaktivitet som i Bibelen. De mennesker, der levede på bibelsk tid, ville sikkert også have oplevet det på samme måde, selvom de mirakuløse hændelser, der fandt sted, strakte sig over flere generationer.

Men Fatimaåbenbaringerne har vist sig at være de største offentlige åbenbaringer, menneskeheden har været vidne til. Vi bør derfor tro, at disse åbenbaringer er nogle af de allervigtigste.

Har man så lyttet til de budskaber, Vor Frue gav i Fatima? Jeg er tilbøjelig til at hævde, at det har man ikke. Tilbage i 1917 fortalte Sr. Lucia, at hun så sjæle gå til helvede, som når man ser snefnug falde. Det moralske fordærv, der præger den moderne verden, får verden af 1917 til at minde om Edens have. Der er mange aspekter i budskaberne fra Fatima, som menneskeheden ikke har taget til sig bortset fra en lille rest blandt de troende.

I sin bog Secret of the Rosary forsikrer Skt. Louis de Montfort os om, at ”hvis man trofast beder rosenkransen indtil ens dødsdag, kan han garantere for, at uanset omfanget og størrelsen af ens synder, vil man modtage den evige sejrskrans”.

Hvis disse ord – eller de mange andre formaninger, der er kommet fra helgener og hellige paver – ikke er nok, så har Den hellige Jomfru selv åbenbaret 15 løfter, hun vil opfylde for sine trofaste børn, der vil følge hendes appel om at bede rosenkransen. Den første gang disse løfter blev offentligt kendt var i forbindelse med Skt. Dominic i det 12. århundrede, og de blev senere i det 15. århundrede offentliggjort igen af den salige Alan de la Roche. I den sidste del af denne artikel, finder man en oplistning af de 15 løfter givet af Vor Frue. Jeg vil i det følgende kortfattet fremhæve nogle få af dem.

Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi”.

Efter min mening er det løfte, der er blevet skitseret ovenfor, noget af det mest betydningsfulde for os. Vi kan forsøge at fortrænge, at vi lever i en tid, hvor helvedes kræfter har stort spillerum, hvor laster findes i overflod, synden er ubegrænset, og det mest tragiske af det hele er, at vildfarelser og hæresi har spredt sig så meget, at det nærmest er umuligt at gennemskue, hvad der sandt og falskt.

Ingen kan uden Guds mirakuløse nåde modstå vildfarelsens bølger, der konstant skyller ind over os, medmindre man trofast beder rosenkransen. Når nu rosenkransen yder en så markant beskyttelse mod hæresi, er det helt sikkert grunden til, at Vor Moder inderligt ønsker, at vi holder fast i rosenkransen og beder den i disse tider. Vi bør huske, at rosenkransen, som vi kender den i dag, blev givet til Skt. Dominic i kampen mod albigenserne (1) og den hæresi, de var repræsentanter for. Rosenkransen blev overdraget ham som et våben, der skulle benyttes til at udslette vildfarelser af enhver slags. Vi bør også huske på, at Skt. Dominic benyttede andre ”midler” til at komme albigenserne og deres hæresi til livs. Han forkyndte og forsøgte af al kraft at overbevise folk om den sande tro og dens doktrin. Han forkyndte det, troens fædre havde opnået indsigt i med en visdom og klarhed, som aldrig er hørt før. Men det var ikke nok. Rosenkransen måtte også tages i brug for at understrege hans forkyndelse. Det var rosenkransen alene, der gav dødsstødet til den hæresi, der herskede på hans tid.

Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt”.

Det næste løfte, jeg vil rette fokus på, er enkelt og kortfattet, og det bør indgyde stor tillid hos os til Barmhjertighedens Moder samt den evige frelse. Vi er af Guds Moder blevet overdraget et håndfast og enkelt redskab til vore sjæles frelse, som er det altgørende i den kamp, vi kalder livet. Vi ville være godt dumme, hvis vi undlod blot en dag ikke at bede denne kraftfulde bøn.

I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen”.

Alt det, I beder om”, det er det, Guds Moder siger. Min erfaring i forhold til dette er ganske enkelt, at det er sandt, og det er også det, jeg hører fra andre. Rosenkransen har for mig været en vedvarende kilde af velsignelser, det være sig åndeligt og i forhold til mit liv her på jorden, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget den ”byrde” på mig (som jeg i starten troede det var) at bede rosenkransen. Men som det er med så mange ting i livet, når man først har lært det og er kommet godt i gang med det, er det let og endda en glæde. For de sjæle, der dedikerer sig til rosenkransen, venter en stor glæde.

Som en tilføjelse til dette løfte, fortæller Den Hellige Moder os i det sjette ud af de 15 løfter, at ”den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, aldrig vil blive ramt af ulykke”. Jeg tror bestemt, at det er noget, vi alle ønsker både nu og altid.

Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette

Det, vi ser her, er, at Den hellige Moder ønsker, at Hendes børn påtager sig denne opgave, som vil gøre så uendeligt meget godt for deres stakkels sjæle. Ordene bærer præg af en underliggende (sorg og) smerte over, at nogle af hendes elskede børn ikke vil gøre sig de anstrengelser, der skal til, efter at Himlen har vist, at rosenkransen er nødvendig for os.

Til at understøtte det, der er beskrevet ovenfor, vil jeg kortfattet citere Vor Frue af Fatima, hvor hun gør det klart, hvorfor hun virkelig ønsker, at vi beder rosenkransen:

Bed, bed meget og bring mange ofre, for mange sjæle går til helvede, fordi de ganske enkelt ingen har til at bringe ofre på deres vegne eller til at bede for dem”.

Der er sjæle, der går fortabt, og jeg tror ikke, at vi begriber, hvor forfærdeligt det er. Vi kan gøre en forskel, og det er netop det, Vor Frue understreger. Gud ønsker, at vi tager del i den frelsesplan, Han har udtænkt i forhold til sjælenes frelse, og derfor må og skal vi tage imod Hans anmodning. Han har i Sin uendelige godhed og visdom indrettet det således, at vores bøn har en betydning. Vi kan (ved bønnens kraft) opnå ekstraordinære forandringer hos mennesker, som vi ikke kender. Hvis vi forsømmer vores pligt til at bede, vil mange sjæle ikke modtage den nåde, som er afgørende for, at de omvender sig og opnår frelsen.

Jeg er Vor Frue af Rosenkransen, jeg er kommet for at opfordre de troende til at omvende sig og bede om tilgivelse for deres synder. De troende skal holde op med krænke Vor Herre, for Han er allerede blevet krænket mere end nok af menneskenes synder. Det er på tide, at menneskene beder rosenkransen, og det er vigtigt, at den bedes dagligt”.

Rosenkransen er et guddommeligt udvalgt redskab, som skal modarbejde menneskets synd. ”Lad menneskene bede den dagligt”, siger Den velsignede Moder.

Mit håb er, at denne artikel vil opmuntre alle til at være mere fokuseret på rosenkransbønnen. Måske vil artiklen også tilskynde dem, der endnu ikke har taget dette helt specielle ”våben” til sig, til at blive mere opmærksomme på rosenkransen, og det, den kan. Vi bør bede rosenkransen, som om vi deltog i et slag, for det er i sandhed sådan, det forholder sig. Den ydmyge bøn, der kommer fra en tilsyneladende ubetydelig person, kan ryste helvede, samt det, den onde foretager sig og markant ændrer andre menneskers liv, og alt dette sker, mens en person fyldes med en overflod af guddommelig nåde.

Uanset om I beder alle 20 dekader eller 5, tag rosenkransen og Vor Frue til Jer, ligesom Skt. Johannes gjorde det ved korsets fod på Golgata. Fortæl om rosenkransen og hold fast i den, for den er Jeres.

Jeg vil lade Skt. Lucia afslutte og sammenfatte budskabet i denne artikel:

Den Allerhelligste Jomfru har i disse sidste tider, som vi lever i, givet en fornyet styrke til at bede rosenkransen, og det på en sådan måde, at uanset mængden af problemer og udfordringer, der præger vort personlige- og familiære liv, er rosenkransbønnen løsningen på dette. Ved hjælp af den hellige rosenkrans vil vi kunne opnå frelsen. Vi vil blive helliggjort. Vi vil trøste Vor Herre og opnå mange sjæles frelse.

Femten løfter, der knytter sig til rosenkransbønnen

1.      Alle, der tjener mig ved at bede rosenkransen, vil modtage tegn på nåde.

2.      Jeg lover en speciel beskyttelse samt stor nåde til alle dem, der beder rosenkransen.

3.      Rosenkransen vil være et kraftfuldt værn mod helvedes magter, den vil nedbryde laster, mindske synd og besejre alle former for hæresi.

4.      Rosenkransen vil bevirke, at dyd og gode gerninger forøges, den vil sørge for, at sjæle modtager Guds nåde i stor mængde. Den vil lede menneskene fra at elske verden og det, der er i verden, og til at tragte efter det, der er evigt. Oh, disse sjæle vil blive helliggjort ved dette.

5.      Den sjæl, der hengiver sig til mig ved at bede rosenkransen, skal ikke gå fortabt.

6.      Den, der beder rosenkransen hengivent ved at overveje de hellige mysterier, der knytter sig til den, vil aldrig blive ramt af ulykke.

7.      Alle, der viser sand hengivenhed til rosenkransen, vil ikke gå bort fra denne verden uden at blive fulgt på vej af Kirkens sakramenter.

8.      De, som trofast beder rosenkransbønnen, vil gennem hele deres liv samt i dødsøjeblikket have Guds lys og modtage en mangfoldighed af Hans nåde. I dødsøjeblikket vil de tage del i de fortjenester, der stammer fra helgenerne i paradiset.

9.      Jeg vil udfri dem fra purgatoriet, der har hengivet sig til rosenkransen.

10.  Rosenkransens trofaste børn vil opnå stor herlighed i Himlen.

11.  I vil modtage alt det, I beder om, når I beder rosenkransen.

12.  Alle de, der udbreder kendskabet til den hellige rosenkrans og bønnen, der knytter sig til den, vil jeg bistå med det, de end måtte have behov for.

13.  Det er blevet givet mig af min guddommelige Søn, at alle. der udbreder kendskabet til rosenkransen, vil modtage forbøn fra den himmelske domstol igennem hele deres liv samt i deres dødstime.

14.  Alle de, der beder rosenkransen, betegner jeg som min eneste Søn, Jesu Kristi sønner, døtre, brødre og søstre.

15.  Hengivenhed overfor min rosenkrans, er et stort tegn på prædestination (2).

Noter

1: Albigensere, (efter byen Albi), en middelalderlig dualistisk kætterbevægelse, som især gjorde sig gældende i Sydfrankrig i 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet. Albigenserne var en hovedgruppe af katharerne (de rene).

2: Prædestination, (af præ- og lat. destinatio ‘bestemmelse’, af destinare ‘fastsætte, bestemme’), forudbestemmelse, teologisk betegnelse for Guds udvælgelse af visse individer eller grupper til frelse; denne udvælgelse ligger forud for fødslen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Henry Walker og publiceret på OnePeterFive den 28. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/rosary-mother-knows-best

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Amazonassynoden er et bevis på, at Den katolske Kirke er blevet infiltreret, og at dette er sket indefra, siger Dr. Taylor Marshall.

Bemærk: Den 4. oktober 2019 var Voice of the Family, en sammenslutning af organisationer, der kæmper for familien og livet, værter for en rundbordssamtale i Rom, der omhandlede kritiske og væsentlige spørgsmål vedrørende Kirken og familien. Denne samtale fandt sted, kort tid før Amazonassynoden tog sin begyndelse. Man kan læse mere af LifeSiteNews rapportering fra denne begivenhed her (1). I det følgende bringes de informationer, Dr. Taylor Marshall fremlagde ved mødet.

Hvorfor trak Pave Benedikt XVI sig tilbage fra paveembedet den 28. februar 2013? Og hvorfor slog lynet ned i Vatikanet i forbindelse med, at alt dette skete? Blev dette affødt af skandaler i Vatikanets bank? Var det, fordi skandaler af seksuel karakter, der knyttede sig til højtrangerende kardinaler, stod til at blive afsløret? Eller var der tale om en begyndende krise relateret til doktrinære spørgsmål?

Alle disse spørgsmål samt den tvivl, der er opstået, flyder sammen, når vi tager udgangspunkt i den kendsgerning, der er veldokumenteret: at satan på en helt særlig måde, har holdt sit indtog i Den katolske Kirke på et tidspunkt i det forrige århundrede eller endda før. For i over et århundrede har aktører med rødder i frimurerne forsøgt at liberalisere og modernisere den katolske doktrin, liturgi og mission fra at have et overnaturligt fokus til et sekulært fokus.

Katolikker er i en stigende grad opmærksomme på, at der sker ændringer i Kirken.

I den henseende er der røster, der hævder, at det er pave Frans kontroversielle pontifikat, der er årsagen. Andre hæfter sig ved den forvirring, der var forbundet med den overraskende fratræden, som pave Benedikt foretog i 2013. Andre igen er overbevist om, at årsagen ligger i, at Johannes Paul II ikke var den pave, vi gik rundt og troede, han var. De fleste er dog enige om, at det andet Vatikankoncil, Novus Ordo Messen og Paul VI’s pontifikat bragte en voldsom forvirring ind i Den katolske Kirke. Men var åbningen af det andet Vatikankoncil i 1962, det, der satte en dominoeffekt i gang?

Jeg vil påstå, at hovedårsagen til alt dette strækker sig ca. 100 år tilbage i tiden før Vatikan II, og det handler om, at en bestemt dagsorden blev sat. Denne dagsorden går i al sin enkelthed ud på, at man erstatter den ”overnaturlige” religion, der har Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, som sit centrum med en mere ikke-overnaturlig religion, hvor globalisme og humanisme er i centrum. Dette minder om det valg, Adam og Eva foretog ved skabelsen, hvor de gjorde sig selv til Gud ved at spise frugten fra kundskabens træ fremfor at knæle og modtage den overnaturlige frugt i form af guddommelig nåde. Lucifer gjorde også oprør mod Gud, fordi han i sin stolthed forsøgte at bestige Guds trone ikke ved at modtage Guds overnaturlige liv, men ved egen hjælp. Lucifer troede, at han kunne nå stjernerne, men han faldt i den afgrund, der kaldes helvede.

Det overnaturlige, hvor man er afhængig af Gud, der står over det naturlige, er katolicismen.

Det naturlige, hvor man forlader sig på sig selv uden Guds hjælp, er satanisme.

Den Katolske Kirke befinder sig i en krise, fordi Kristi fjender har igangsat udførelsen af en plan, hvor de ønsker at placere en pave i Peters Stol, som er pave for satan. Kristi fjender, fra Nero til Napoleon, erfarede til sidst efter deres mange anstrengelser, at når de angreb eller myrdede en pave, skabte dette kun sympati for Kirken og paven, og samtidig affødte det også martyrer. Denne strategi har altså igennem historien vist sig nyttesløs. Man har derfor taget en helt anden metode i anvendelse. Man har fundet sin egen kandidat, som skal beklæde paveembedet. Man har fra starten vidst, at dette ”projekt” ville tage tid, årtier og endda et århundrede. For det tager tid at ”forme” seminarister, præster, biskopper, dem, der står for udvælgelsen af kardinaler og selve paven. Men man har væbnet sig med tålmodighed, for det rette øjeblik har været værd at vente på. Man har udført sin plan langsomt og med tålmodighed, så en satanisk revolution har kunnet igangsættes med paven som kransekagefigur.

Paulus sagde: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6: 12). Krisen i Den katolske Kirke er relateret til den indtrængen, der er blevet foretaget af disse mørkets magter samt deres aktuelle tilstedeværelse. Kirken kan kun blive rengjort gennem en hellig krigsførelse mod det onde.

I en prædiken ved Den hellige Messe på festdagen for helgenerne Peter og Paulus og til minde om 9. års jubilæet for hans indsættelse som biskop af Rom, betonede Paul VI med beklagelse: ”Vi må fastslå, at der gennem en, på mystisk vis, fremkommet sprække, og nej, dette er egentlig ikke så mystisk, er satans røg kommet ind i Guds Kirke. Der hersker tvivl, usikkerhed, problemer, uro, utilfredshed og egentlig konfrontation” (2). Dette vidnesbyrd fra Paul VI er ikke blot en erkendelse af, at Den katolske Kirke har oplevet en sekularisering. Dette vidnesbyrd bekræfter snarere, at det er satan selv, der har sneget sig ind Kirken gennem den førnævnte sprække.

Den katolske Kirke er blevet infiltreret indefra, og denne infiltration strækker sig i alt fald tilbage til pave Pius IX’s pontifikat. Der er tale om et angreb på den overnaturlige tro, miraklerne, de guddommelige åbenbaringer og selve skabelsen. Den Gudgivne skabelse af mand og kvinde, og indstiftelsen af ægteskabet mand/kvinde, og den frugtbarhed og mangfoldiggørelse ægteskabet medfører. Derudover er der tale om en ”genopstandelse” af hedenskaben, ”hvor man søger at blive sin egen gud”.

Noter

1: Link til uddybende rapportering fra mødet: https://www.lifesitenews.com/news/lay-catholic-leaders-warn-about-amazon-synod-pope-francis-has-gravely-harmed-the-faith-it-is-time-to-say-it-out-loud

2: Pave Paul VI. Prædiken den 29. juni 1972, på festen for Peter og Paulus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 4. oktober 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/amazon-synod-is-proof-that-catholic-church-has-been-infiltrated-from-within-dr-taylor-marshall

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

27. alm søn (6/10/19)

1. læsning Hab 1,2-3. 2,2-4

Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp,
uden at du hører,
skrige til dig om vold,
uden at du frelser?
Hvorfor lader du mig opleve uret
og ser roligt på ulykken?
Undertrykkelse og vold møder mig,
der lyder anklage, der rejser sig fordømmelse.

Herren svarede mig:
“Skriv synet tydeligt på tavler,
så det er let at læse.
For synet gælder først den fastsatte tid,
det vidner om enden, og det bedrager ikke.
Hvis det trækker ud, så vent,
for det kommer, det udebliver ikke.”
Se, den overmodige er uden retskaffenhed,
men den retfærdige skal leve i tro.

Vekselsang Sl 95,1-2.6-7.8-9

R. Når I i dag hører Herrens røst,
gør ikke jeres hjerter hårde.

Kom, lad os juble for Herren,
bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
Lad os træde frem for ham med takkesang,
bryde ud i lovsang til ham.

Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os
lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
for han er vor Gud,
og vi er hans folk,
de får, han vogter.

Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
som den dag ved Massa i ørkenen,
da jeres fædre udæskede mig
og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

2. læsning 2 Tim 1,6-8. 13-14

Mit barn! Jeg påminderdig om at lade den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse, flamme op. For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. Du skal tage det, du har hørt af mig, som eksempel på sund forkyndelse, i tro og kærlighed ved Kristus Jesus; den skønne skat, som er betroet dig, skal du tage vare på ved Helligånden, som bor i os.

Akklamation til Evangeliet 1 Pet 1,25

Halleluja!
Herrens ord forbliver til evig tid.
Det er dette ord, som er forkyndt for jer.

Evangelium Luk 17,5-10

På den tid sagde apostlene til Herren: “Giv os en større tro!” Herren svarede: “Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

Skt. Johannes Marie Viannay kontra de falske præster

(Artiklen, som man finder nedenfor, er skrevet af Julia Meloni, som er skribent for OnePeterFive, LifeSiteNews og CrisisMagazine. Hun har her valgt at benytte et forfatterteknisk greb, som man finder i C.S. Lewis’ bog ”The Screwtape Letters” fra 1942 (på dansk ”Fra Djævelens Blækhus”). Bogens tema er en brevveksling mellem dæmonerne Screwtape og Wormwood (Fangearm og Malurt).

Screwtape (Fangearm) er en professortype ved helvedets lærestol i fristelser, og Wormwood (Malurt) er den unge nyuddannede, der skal forsøge at friste et menneske til at fjerne sig fra Gud, så det kan komme i helvedet. I brevene fungerer Screwtape som en mentorskikkelse for den unge dæmon, så der er sikkerhed for, at dennes ”patient”, går den rigtige vej, det vil sige mod helvede.

Det er i den ånd, man skal læse denne artikel.

God fornøjelse)

Forord:

Jeg vil ikke nærmere gøre rede for, hvordan de følgende to breve er kommet i min besiddelse. Jeg vil blot fremhæve, at deres indhold på forunderlig vis trækker en række tråde til den debat, der aktuelt foregår omkring den kommende Amazonassynode.

Det første brev.

Kære Malurt!

Jeg er ganske foruroliget over at erfare, at din arbejdsindsats overfor præsterne er en aktivitet, du har nedprioriteret. Det er, som om du antager, at de befinder sig på niveau med vores andre patienter (mennesker), altså som om, at der ikke kræves en yderligere arbejdsindsats i den åndelige kamp rettet mod dem. Jeg vil derfor i dette brev bestræbe mig på mere udførligt at redegøre for præsteskabet, og hvor meget vi (dæmoner) foragter det, hvor meget vi afskyr det, og hvordan vi planlægger at angribe det.

Vidste du, at netop i denne måned (den 4. august) fejrer fjenden sit præsteskabs største pralhals Skt. Johannes Marie Viannay (1786-1859)? Da denne afskyelige skabning, som ung engang spurgte om den primære egenskab hos en præst, modtog han følgende svar: en præst er et menneske, der dør så meget fra sig selv, at han blot er En, nemlig Jesus Kristus.

Denne skabning døde så sandelig fra sig selv dagligt, og det til trods for alle vores anstrengelser. Han fastede i flere dage og holdt sig i live ved at spise kartofler, der var groet skimmel på. Han lærte sin flok (menighed), at de skulle afsky synd, som slår Den gode Gud ihjel og myrder sjælen og sone deres synder med forfærdelige bodshandlinger. Han var en rollemodel i forhold til at vise en brændende kærlighed for Eukaristien, hvor han (spontant) kunne udbryde: ”Oh smukke liv”, blot ved at tænke på Den.

Fordi han agerede sådan, gjorde vi (dæmoner) alt for, at han skulle lide så meget så muligt. Én af fjendens præster sammenfatter det på følgende måde:

”Vianney Vianney! Du, som spiser kartofler. Åh, er du stadig i live! Jeg skal nok for ordnet dig”. Der lød en raslen, og møbler blev væltet rundt. Den (dæmonen) brummede som en bjørn og snerrede som en hund, og når den talte, gjorde den det på en lokal dialekt(.) …

Til tider havde han fornemmelsen af, at ånden/ånderne bevægede sig hen over ham som rotter i løb, og andre gange forsøgte de (dæmonerne) at smide ham ud af sengen. Andre nætter forekom madrassen, der var fyldt med strå, ham, som den rene silke, og en stemme sang en vuggesang eller en søvndyssende melodi. Den næste morgen ankom præsten til Messen bleg og chokeret. I 1826, hvor han begiver sig mod Saint–Trivier for at holde en prædiken, ændrede omgivelserne, han befandt sig i fuldstændig karakter. Det var, som om luften var præget af et ildevarslende blik, og de vækster, der var i vejkanten, fik et skær af en rød farve, som om de var ved at visne bort. Da han ankom til sit bestemmelsessted for at begynde sin mission, beretter fire øjenvidner samstemmende, at de så hans seng blive skubbet rundt i rummet og efterfølgende placeret midt i rummet, og alt dette skete under skingre hyl (.)…

Da han på et tidspunkt har sin søster på besøg, og hun også hører lyde, beroliger han hende med følgende ord, som ikke ligefrem virker beroligende: ”det er djævelen, men han kan ikke gøre dig noget. Alt det, han gør, er rettet mod mig, og han forsøger at ramme mig på mange forskellige måder. Nogle gange tager han mig ved fødderne og slæber mig rundt i rummet. Han gør alt dette mod mig, fordi jeg ganske enkelt omvender sjæle til Den gode Gud” (1).

Jeg fortæller dig alt dette for at minde dig om det, vi virkelig hader. Vi hader præstens askese og renhed, som han opofrer for menneskers synd. Vi hader hans overjordiske fokus, hans øje for den verden, der ligger udover denne og hans vidnesbyrd om det evige liv. Vi hader den magt, han har til med kærlighed at få sjæles blik rettet mod Eukaristien, som Han er med til at virkeliggøre. Kan du ikke forstå, at de tiltag og angreb, vi foretog imod denne Vianney, (som vi virkelig hadede) var nyttesløse? Som én af os, der havde besat en kvinde, snerrede ad ham: ”hvis der blot var tre af din slags, ville mit rige blive ødelagt. Du har frarøvet mig mere end 80.000 sjæle”.

Derfor min kære Malurt, må du aldrig undervurdere den magt, præsten har til at fravriste os sjæle, sjæle, der skulle have været i vores varetægt.

Jeg ser frem til at høre nærmere om din fornyede indsats imod disse rædselsfulde fjender.

Din hengivne onkel

Fangearm

Det andet brev.

Kære Malurt!

Jeg blev ganske opmuntret over at erfare, at du ønsker mere specifik viden om de taktikker, vi benytter mod præsteskabet. Der er mange, og de er snu og snedige.

Vi befinder os i en krig, hvor det er vores målsætning at udskifte den type præst, som Skt. Johannes Marie Viannay var, en glorværdig præst, med en karikatur af en præst. Denne formulering, en karikatur af en præst, stammer fra én af fjendens egne biskopper, som har benyttet den til at beskrive de typer, f.eks folk, der foretager socialt arbejde, NGO’er, socialister, specialister indenfor økologi og grøn bæredygtighed og kvindelige præster, der vil forsøge at overtage præstedømmet og på den måde skabe en sekterisk bevægelse. Vi befinder os i en krig, hvor det er vores mål at gøre præsteskabet til en karikatur af sig selv, og vi vil ganske enkelt latterliggøre det.

En af fjendens kardinaler beklager, at så mange sjæle forlader Kirken på samme måde, som hvis de opgav deres medlemskab af en hvilken som helst sekulær organisation. Der er tale om et egentligt frafald, og folk forlader Kirken uden den mindste bekymring for det, de er i færd med. De tror, at det at forlade Kirken er på linje med det at opsige sit medlemskab i en forening. Denne kardinal advarer også om, at de, der søger at fremme ordinationen af kvinder, ”betragter Kirken, som en sekulær organisation og begår den fejltagelse ikke at betragte ordinationen, som værende guddommeligt indstiftet”. Han advarer om, at ethvert forsøg på at muliggøre ordinationen af kvinder ikke har nogen gyldighed og med andre ord det, vi her forsøger på, er at latterliggøre præsteskabet.

Bemærk, også det denne fjende siger om cølibatet:

En kirke, der slet og ret fungerer som en menneskestyret organisation med sekulære målsætninger, og som har opgivet det, den blev indstiftet til, nemlig at være Kristi mellemmand i forhold til frelsen, og som desuden har mistet fornemmelsen for den transcendente og eskatologiske forbindelse til Den Herre, der skal komme igen. Den Herre, der af egen fri vilje valgte cølibatet ”for Himmerigets skyld” (Matt 19: 12), eller for at Han kunne ”stå(r) fast ved sit forsæt …” (1 Kor 7: 37). Cølibatet ser man nu på med forlegenhed, som noget mærkværdigt, som den enkelte skal frigøres fra hurtigst muligt. I bedste fald kan cølibatet tillades for mennesker, der er lidt særegne, hos hvem det kan fungere som en masochistisk form for selvfornægtelse.

Cølibatet, der er et fond af nåde, og som vi virkelig hader, bliver nu latterliggjort og sammenlignet med masochisme, og som noget primitivt man foretog sig i middelalderen. Forstår du, min kære Malurt, vi underminerer det overnaturlige ved Kirken og hindrer nåden i at flyde gennem Kirken ved helt enkelt at svække præsteskabet. Vianney sagde engang: ”ønsker man at ødelægge en religion (her den katolske), gør man det ved at rette sit angreb mod præsten, fordi, der hvor der ingen præst er, er der intet (Messe)offer, og der hvor (Messe)offeret ikke eksisterer, er der ingen religion (katolicisme)”.

Det er ikke vores hensigt at efterlade folk uden en præst, men med en præst, der er en karikatur af sig selv. En præst, der er en karikatur af sig selv, er ikke en asket, er ikke djævelens fjende og overhoved for en latterlig religion uden et kors, en liturgi og det evige liv. Der er her tale om en religion, der ødelægger sig selv, eller en politisk ideologi, der er blevet til en religion. Jeg vil benytte en udtalelse fra én af fjendens folk, ærkebiskop Fulton Sheen, der snart bliver kanoniseret. Han sagde følgende: ”Vi skal lade deres tegneseriereligion, som er funderet i økologi og politik, dræbe enhver ubetydelig trang, folk måtte have for den rigtige katolicisme”.

Må dette brev tilskynde dig til at forøge din indsats mod disse arvtagere til Vianney

Din hengivne onkel

Fangearm

PS: En sidste bemærkning, min kære Malurt: Kan du ikke fornemme, at der er noget i luften, Tingene accelerer nu mod en afslutning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vianney-counterfeit-priests

Noter

(1): Dette citat stammer fra Fr. George Rutlers The Curé D’Ars Today: Saint John Vianney.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)