Pope Francis names Cardinal with close ties to McCarrick as key figure in next papal election

ROME, February 14, 2019 (LifeSiteNews) – Pope Francis has named Cardinal Kevin Farrell as papal camerlengo, a post by which Cardinal Farrell would administer the Vatican when the pontiff dies or resigns and before the election of a successor.

The announcement comes despite lingering questions about Farrell and his role in controversies swirling around ex-Cardinal Theodore McCarrick. McCarrick is awaiting a decision from Pope Francis regarding his alleged sexual abuse of seminarians and an 11-year-old boy decades ago, which may result in his laicization. Farrell and McCarrick previously shared an apartment.

Farrell, who is Irish, was the Bishop of Dallas before Pope Francis promoted him to lead the Dicastery for Laity, Family and Life. He is a vocal defender of Amoris Laetitia and has endorsed pro-homosexual Father James Martin’s book Building a Bridge.

More

Pope Francis chooses priest to guide Lent retreat who holds Jesus didn’t ‘establish rules’

ROME, February 5, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has selected a Portuguese “priest-poet” to preach at his 2018 Lenten retreat who is an open promoter of the “critical theology” of a Spanish nun who defends the legalization of abortion and government recognition of homosexual “marriage” and adoptions.

Father José Tolentino Calaça de Mendonça, vice rector of the Catholic University of Lisbon, wrote the introduction to the Portuguese translation of “Feminist Theology in History,” by Teresa Forcades, whom the BBC calls “Europe’s most radical nun.”

More

Pope names new Vatican bishop who claims Jesus didn’t ‘establish rules’

August 16, 2018 (LifeSiteNews.com) – Pope Francis has consecrated as a bishop a Portuguese priest who claims that Jesus didn’t “establish rules” and who promotes the theology of a dissenting nun who defends the legalization of abortion and homosexual “marriage.”

José Tolentino Mendonça, a priest and poet who was the vice-rector Catholic University of Lisbon, will now be heading the Vatican Secret Archives for Pope Francis, a post he will assume in September of this year.

More

Skt. Peter Damian (1049): Hvad Kirken bør gøre for at komme den omsiggribende homoseksualitet blandt klerikale til livs

Den stadig større magt og indflydelse, som homoseksuelle præster, biskopper og kardinaler og lægfolk med beføjelser har opnået, har været en væsentlig faktor i forhold til det vedvarende og tiltagende kaos, der har hersket i Den katolske Kirke gennem de sidste 60 år. Denne ”forstyrrelse” i Den katolske Kirke har haft en negativ indvirkning på hele verden, fordi den har været årsag til en svækkelse i den positive påvirkning katolicismen har haft på civilisationen gennem århundreder.

Hvis man tror, at det, der sker nu, er noget helt nyt, er det et tegn på, at man ikke har foretaget en historisk betragtning. I 1049, da Skt. Peter Damian skrev sin afhandling, Book of Gomorrah (Liber Gomorrhianus) til pave Leo IX, var homoseksualitet og seksuel perversion generelt mere åbenlyst og udbredt blandt klerikale, end i dag. Det var denne frygtelige situation, som denne helgen adresserede i sin appel til paven samt et håb om, at der straks blevet taget hånd om problemet.

Vi hører ofte fra lunkne, magelige, kujonagtige og frygtsomme eller kulturkatolikker og specielt fra klerikale, som direkte er en del af en homoseksuel kontekst, at vi ikke bør rette kritik mod præster, biskopper og slet ikke paven. Det antages, at der her tale om en synd, der er langt værre end hæresi og perverteret seksuel aktivitet, da den medfører stor personlig lidelse og leder sjæle til helvede, uden at nogen tager de nødvendige initiativer til at stoppe dem, der udfører denne synd og får dem på andre tanker.

Skt. Peter Damian lod sig ikke stoppe af letkøbte begrundelser om at tilbageholde Guds retfærdighed på et tidspunkt, hvor det så ud som om, Kirken var på vej mod sin undergang. Han forstod den forpligtelse, han var pålagt, samt nødvendigheden af at tale om faren ved at synde for netop at mindske den katastrofe, der ville indfinde sig, hvis man ikke her og nu gjorde det, der var nødvendigt. Samtidig understregede han, at dette måtte foretages i en kærlig ånd og med et kristent håb, om at de personer, der var berørt af dette moralske fordærv, måtte komme ud af det. Deres omvendelse var det, man fremfor alt håbede på og bad for, så de ikke måtte lide evig fortabelse.

En italiensk oversættelse af Book of Gomorrah er for nylig blevet udgivet. En engelsk udgave udarbejdet af én af vores journalister på LifeSite vil snart være tilgængelig.

Den 11. februar 2015 offentliggjorde hjemmesiden Rorate Caeli uddrag fra bogens indledning skrevet af professor Roberto de Mattei til den italienske udgave.

I det følgende præsenteres nogle afsnit fra bogens indledning, som jeg håber vil skærpe opmærksomheden hos de troende, specielt når man tager i betragtning, hvad der aktuelt sker i USA, som er et resultat af den afgørelse, højesteret har foretaget, samt det kaos, der omgav familiesynoden, når det specifikt handlede om Kirkens lære omkring seksualitet.

Uddrag fra indledningen til Book of Gomorrah

Skt. Peter Damien, (1007-1072) abbed for klosteret Fonte Avellana og efterfølgende kardinal/biskop for Ostia, var én af de mest fremtrædende skikkelser i forbindelse med en katolsk reform i det 11. århundrede. Hans Liber Gomorrhianus udkom omkring 1049 på et tidspunkt, hvor fordærv havde spredt sig i meget stort omfang og endda var nået til de højeste positioner indenfor kirkens hierarki.

I denne skrivelse rettet til pave Leo IX, fordømmer Peter Damien den perverterede (seksuelle) praksis, man hengav sig til på hans tid, med en sprogbrug, der ikke levnede plads til tom barmhjertighed eller kompromiser. Han er overbevist om, at den værste af alle synder er sodomi, som er et begreb, der indbefatter alle handlinger, der er naturstridige, og som benyttes til seksuel fornøjelse, fremfor det seksualiteten er skabt til, nemlig forplantning. Skt. Peter Damien skriver: ”hvis ikke en stærk hånd med det samme tager fat om denne forsmædelige og vederstyggelige last, vil Guds vrede komme over os, og mange vil få den at føle”.

Der har været tidspunkter i (Kirkens) historie, hvor Hendes (og andres) hellighed er blevet gennemsyret (af synd), når dem, der er en del af Hende, har skadet Hende så meget, at Hun faldt sammen og blev omgrænset af mørke og fremstod som om, Gud havde forladt Hende.

Peter Damiens røst vækker genklang i dag, ligesom den gjorde dengang med opmuntring til – og trøst for dem, der igennem historien og ligesom ham havde kæmpet, lidt, grædt og håbet.

Han modererede ikke sit sprogbrug, men lod sin overbevisning komme til udtryk for at understrege sin harme. Han var frygtløs og kompromisløs, når han talte imod synd, og netop dette viste, at han brændte af nidkærhed for Gud, det gode og sandheden.

Her i begyndelsen af det tredje årtusinde efter Kristi fødsel er vi vidner til, at præster, biskopper og biskopkonferencer stiller spørgsmålstegn ved ægteskabets uopløselighed, og samtidig taler de varmt for, at man åbner op for samkønnede vielser. Homoseksualitet betragtes ikke længere som en synd, der skriger til himlen (på Guds retfærdighedsharme), men den er derimod begyndt at gennemsyre præsteseminarier, uddannelsesinstitutioner, katolske universiteter og er endda kommet ind bag Vatikanets mure.

Liber Gomorrhianus minder os om, at der er noget, der er langt værre end moralske laster, der praktiseres og tales op som værende noget godt, og det er, at den tavshed, der har lagt sig omkring dette burde brydes og afløses af klar tale, som skal intervenere den uhellige alliance og meddelagtighed, der er opstået mellem de ugudelige og dem, der foregiver, at de for hver en pris foretrækker at holde lav profil (tie stille) for at undgå skandale, eller som blot forsøger at blive en del af det tavse flertal.

Stadig mere alvorligt er det, at accepten af homoseksualitet blandt Kirkens hierarki har udviklet sig til, at man ser homoseksualitet som noget værdifuldt, noget, der skal mødes med pastoral omsorg og nyde juridisk beskyttelse, fremfor at man betragter homoseksualitet som en synd. I det opsamlende arbejdsdokument (relatio), der blev præsenteret midtvejs ved synoden i oktober 2014 fremgik følgende formulering i et afsnit: ”homoseksuelle har kvaliteter, som de kan bidrage med i det kristne kommunitet”, og med denne opfordring til biskopperne ”… bliver vi i stand til at møde disse mennesker med åbne arme og skabe en broderlig atmosfære (for dem) i vores menigheder”.

Denne opsigtsvækkende passage blev fjernet i den endelige rapport fra synoden, men nogle biskopper og kardinaler, som enten deltog i synoden eller havde funktioner udenfor mødeaktiviteterne, insisterede på, at man anlagde nogle positive vinkler på homoseksuelle ægteskabslignende forhold, som er naturstridige, og disse klerikale gik så langt, som til at håbe på ”en måde, der beskrev rettighederne for mennesker i samkønnede ægteskaber”.

Skt. Peter Damian tøvede ikke, både som helt almindelig munk og kardinal, med at rette beskyldninger mod paverne på hans tid for deres yderst kritiske opførsel, når de undlod at adressere problemerne. Man kan håbe, at ved læsning af bogen Liber Gomorrhianus vil Skt. Peter Damiens ånd komme over visse prælater eller lægfolk, så de rystes i deres grundvold og begynder at tale og handle.

Selvom vi er milevidt fra Skt. Peter Damians hellighed og profetiske ånd, lad os da alligevel gøre hans indignation mod ondskaben til vores og med de afsluttende ord i hans afhandling vende os til Kristi stedfortræder på jord, Hans Hellighed Pave Frans, som nu sidder i Peters Stol, således at han kan gribe ind og sætte en stopper for de doktrinære og moralske skandaler, der lige nu præger Den katolske Kirke: ”Vil De, almægtige Herre komme os til undsætning, Ærværdige Fader, så dette lastens misfoster, under Deres pontifikat, må blive tilintetgjort, og Kirken, der aktuelt er i frit fald, kan genopstå i al Sin herlighed og styrke”.

Den italienske udgave af bogen er tilgængelig her.

(Bemærk: navnet på denne helgen staves på engelsk: Damian, hvorimod stavemåden er Damien på italiensk og fransk. I citaterne hentet hos Fr. Mattes er stavemåden: Damien)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Steve Jalsevac og publiceret på LifeSiteNews den 30. juni 2015. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/st.-peter-damien-1049-what-church-must-do-in-response-to-rampant-homosexual

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

6. alm søn (17(2/2019)

1. læsning Jer 17,5-8

Dette siger Herren:

Forbandet den mand, som stoler på mennesker
og søger sin styrke hos dødelige,
men hvis hjerte viger fra Herren.
Han bliver som en busk i ørkenen,
han ser ikke lykken komme,
han skal bo i stenørkenen,
i saltlandet, hvor ingen kan bo.
Velsignet den mand, som stoler på Herren
og tager sin tilflugt hos ham.
Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
det sender sine rødder mod vandløbet,
det frygter ikke, når sommerheden kommer,
dets blade er grønne.
Det bekymrer sig ikke i tørkeår
og holder ikke op med at bære frugt.

Vekselsang Sl 1,1-2.3.4 & 6

R. Lykkelig den mand,
der tager sin tilflugt til Herren.

Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.

Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

2. læsning 1 Kor 15,12. 16-20

Brødre og søstre! Når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?

For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen.

Akklamation til Evangeliet Jfr Luk 6,23

Halleluja!
Fryd jer og spring højt af glæde,
jeres løn er stor i himlen.

Evangelium Luk 6,17. 20-26

Efter at Jesus havde udvalgt de tolv, som han også kaldte apostle, gik han sammen med dem ned fra bjergene, og han stod stille på en slette; og der var en stor skare af hans disciple og en stor mængde mennesker fra hele Judæa og Jerusalem og fra kystlandet ved Tyrus og Sidon.

Og han løftede sit blik, så på sine disciple og sagde:

“Salige er I, som er fattige,
for Guds rige er jeres.
Salige er I, som sulter nu,
for I skal mættes.
Salige er I, som græder nu,
for I skal le.

Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde, for se, jeres løn er stor i himlen; således behandlede deres fædre også profeterne.

Men ve jer, I som er rige,
for I har fået jeres trøst.
Ve jer, I som er mætte nu,
for I skal sulte.
Ve jer, I som ler nu,
for I skal sørge og græde.
Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter.”

”I skal jamre og skrige, I hyrder …”: en af de gamle jødiske profeter taler til Den katolske Kirke i vor tid

I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. I skal knuses og falde til jorden som et kostbart kar” (Jer 25: 34).

Jeg har i et stykke tid grundigt og i bøn læst Jeremias’ Bog. Selvom jeg før har læst den, er det tydeligt for mig, at vi her har at gøre med en profet, som har kraft og vægt i sine ord. Grunden er ganske enkel, at selvom Jeremias levede for over 2.500 år siden, taler han ind i den aktuelle situation for den katolske Kirke og rammer plet i sine betragtninger, som om han selv stod midt i det, der sker.

Jeremias er et pragteksempel på hvordan ”… Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4: 12). Og som Jeremias selv udtrykker det: ”Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?” (Jer 23: 29).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for os. Det gamle testamente handler ikke kun om israelitterne. Da Kirken (den katolske) er det nye Israel (se Gal 6: 16), handler det gamle testamente også om os, for så vidt vi er tro eller utro overfor Den nye Pagt, der er blevet til ved Lammets blod, Messias, Israels Hellige, og i det omfang vi viser lydighed eller ulydighed overfor Hans bud (Joh 14: 15 og 1 Joh 2: 4).

Det grundlæggende mønster gennem hele det gamle testamente er følgende: er man tro mod pagten, ”belønnes” man med Guds velsignelse og støttende nærvær, er man derimod utro, vil man mærke Hans forbandelse og vrede, og dette mønster vil gøre sig gældende, indtil menneskehedens historie når sin afslutning. Det synes ganske indlysende, at Den katolske Kirke i dag oplever den forbandelse, der følger i kølvandet på utroskab, nærmere betegnet drejer det sig om, at man har misbrugt det, man er blevet betroet, har misbrugt magtbeføjelser samt har foretaget overgreb på vores teologi, åndelighed, kultur og liturgiske arv. Gud er tro mod Sine løfter, og Hans løfter indbefatter ikke kun velsignelser, men også straffe. Han har gjort det klart, at ved synd følger der altid en straf, og på samme måde har han gjort det klart, at ved Jesu Kristi dyrebare blod, vil der altid være frelse for dem, der omvender sig.

Jeremias barske profetier bliver ligesom Esajas trøstende profetier opfyldt igen og igen gennem århundreder i Den Kirke, der er blevet grundlagt af Kristus. Vi i det 21. århundrede lever tilfældigvis i en tid, hvor ondskabsfulde kirkefolk (ulve i fåreklæder) synes at ”overtrumfe” det gode, når ”Guds Israel”, det vil sige Kirken (jf. Gal 6: 16) synes at være forhippet på at vende ryggen til Herren og den religion, Han har åbenbaret, når det katolske lægfolk er blevet ”lokket” til at tilbede falske guder og tages til fange og sendes i eksil i et fremmed imperium., når det, der engang var en smuk katolsk vingård er blevet ødelagt, hærget af vilde dyr og er blevet til et vildnis. ”De mange hyrder ødelægger min vingård; de nedtramper min mark, de gør min dejlige mark til en øde ørken. De gør den til en sørgende ødemark, den ligger øde hen foran mig; hele landet ligger øde, for ingen tager sig af det” (Jer 12: 10-11).

Hvad er problemet ifølge Jeremias? ”For hyrderne er tåber, de søger ikke Herren; derfor lykkes intet for dem, hele deres hjord er spredt” (Jer 10: 21). Det kan siges med et ord: verdslighed, man har tilpasset sig verdens mentalitet. Helliggjort asketisk praksis, som katolikker har benyttet til at modvirke det kødelige begær: faste, abstinens (afholdenhed fra at spise kød), vigilier, at knæle samt andre fysiske bodsagter blev smidt ud ad vinduet, da Johannes XXIII på uskyldig vis ”åbnede Kirken” i forbindelse med Vatikan II. Dette resultat var ikke svært at forudsige hverken for hyrderne eller deres flokke. I stedet for at stræbe mod himlen lod hyrderne sig fange ind af verden og ”kødet”.

Verdslighed virker i sagens natur intervenerende på bøn, liturgi, tilbedelsen af Gud samt et liv med stringent disciplin og levet i dyd. Ulydighed fremmer sjældent åndeligt fremskridt, flokken spredes i vantro og forfærdelse. ”Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren” (Jer 23: 1-2).

Profeten siger klart og tydeligt, at der er svært at undgå, at denne profane og verdslige mentalitet finder vej ind til det hellige i Kirken, som vi har set det ske på mangfoldig måde. Hyrderne har misbrugt deres autoritet og magtbeføjelser: ”De løber efter det onde, de har deres styrke i uretten. Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren. Derfor bliver deres vej glat, de stødes ud i mørket, og dér skal de falde. For jeg bringer ulykke over dem i straffens år, siger Herren” (Jer 23: 10-12). Tiden for guddommelig domfældelse kommer for enhver hyrde, en efter en må man være parat, hvad enten dommen falder ved de civile retslige instanser eller ved den kirkelige domstol, i denne verden eller på den enkeltes dødsdag, hvor man må stå foran ”Kristi frygtindgydende domstol” (som er de ord, man benytter i den Byzantinske guddommelige liturgi).

Som Bronwen Catherine McShea fremhæver i en særdeles velskreven artikel i januar nummeret af First Things fra 2019, har man i de seneste århundreder arbejdet på en centralisering, hvor den kirkelige magt er blevet lagt i hænderne på biskopper og paven, noget man ikke har set i en så stor skala før i Den katolske Kirke. Før man målrettet begyndte at arbejde sig hen mod denne forening, koncentration og eksklusivitet, var Kirken langt mere diversificeret i sit ”magtgrundlag”: lægfolket, primært Kirkens fyrster, aristokrater og laug og præsteskabet i deres katedraler (disses domkapitler) og kommuniteter deltog i Kirkens styring, herunder hvilke politikker, der blev implementeret samt beslutninger, der blev truffet. I dag er vi underlagt en styringsform, hvor der ikke eksisterer nogen effektiv kontrol af hyrdernes myndighed. Hvis de opfører sig som helgener, kan vi trække vejret lettet og takke for det. Men hvis de bliver korrumperede, og specielt hvis paven og dennes kurie præges af korruption, har lægfolket ingen jordisk chance for at intervenere, altså stoppe eller forhindre det forkerte, der foregår.

I den udstrækning det er sandt, ved vi, at vi kan gøre regres overfor Gud, og vi må derfor bede til Ham af hele vort hjerte og sjæl og under tårer, at Han vil komme Sit folk til undsætning og frelse det fra overgrebsorienterede hyrder. Han vil lytte til vores bønner, og Han vil frelse os, når tiden har nået sin fylde. Endnu engang taler Gud til os gennem Jeremias: ”Jeg vil tage kampen op mod jer”, siger Han til dem, der er utro, og fortsætter: ”med løftet hånd og stærk arm, i stor vrede, i harme og raseri” (Jer 21: 5). Vi kender hverken dagen eller timen, men vi kan være sikre på, at Han vil kæmpe mod de hyrder, der sætter sig op imod Ham og vækker Hans vrede.

Er dette det eneste budskab (af dommedagskarakter), vi finder i Jeremias’ Bog? Nej, slet ikke. For det gælder for denne profet ligesom andre profeter i Den hellige Skrift, at det sidste ord, der bliver sagt, er et ord, der er forbundet med håb. Når Herren taler om Sit eget folk, siger Han: ”Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed. Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere” (Jer 33: 6-7).

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken) (Matt 16: 18), ikke nu og heller ikke i fremtiden, men Herrens ord skal sejre over den klippe, der har vovet at sætte sig op mod hovedhjørnestenen Jesus Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/wail-shepherds-and-cry-an-ancient-jewish-prophet-speaks-to-todays-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

5. alm søn (10/2/2019)

1. læsning Es 6,1-2a.3-8

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger.

De råbte til hinanden:

“Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed!”

Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.

Da sagde jeg:

“Ve mig, det er ude med mig,
for jeg er en mand med urene læber,
jeg bor i et folk med urene læber,
og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.”

Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde:

“Nu har dette rørt dine læber,
din skyld er fjernet, og din synd er sonet.”

Da hørte jeg Herren sige: “Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede: “Her er jeg, send mig!”

Vekselsang Sl 138,1-2a.2bc-3.4-5.7c-8bc

R. I englenes påhør lovsynger jeg dig.

Jeg takker dig af hele mit hjerte,
i guders påhør lovsynger jeg dig.
Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel.

Jeg priser dit navn
for du har gjort dit ord stort
Den dag jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
for de har hørt de ord, du talte.
Og de skal synge om Herrens veje,
for Herrens herlighed er stor;

Din højre hånd frelser mig;
Herren fører min sag igennem.
Herre, din trofasthed varer til evig tid,
opgiv ikke dine hænders værk!

2. læsning 1 Kor 15,1-11 eller 1 Kor 15,3-8.11

Brødre og søstre! At jeg forkynder evangeliet, giver mig ingen grund til stolthed, for jeg er tvunget til det, og ve mig, hvis jeg ikke forkynder det. For gør jeg det frivilligt, har jeg krav på løn; men gør jeg det, fordi jeg skal, er det et hverv, der er pålagt mig. Hvad er da min løn? At jeg forkynder evangeliet uden udgift for nogen og uden at udnytte den ret, som evangeliet giver mig.

Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,19

Halleluja!
Jesus sagde til didsciplene: “Kom og følg mig,
så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.”

Evangelium Luk 5,1-11

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Men Simon svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.


Læsning 1 Kor 15,3-8.11

Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig. Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

Herrens fremstilling i templet (3/2/2019)

1. læsning Mal 3,1-4

Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Herren, som I søger,
kommer med ét til sit tempel,
pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
siger Hærskarers Herre.
Hvem kan udholde den dag, han kommer?
Hvem kan bestå, når han viser sig?
Han er som ilden i smelteovnen,
som den lud, man bruger til blegning.

Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren. Da skal Judas og Jerusalems offergave være Herren til behag som i ældgamle dage, i fortids år.

Nu kommer jeg til jer og holder dom,
jeg træder snart frem som vidne
mod troldmænd og horkarle,
mod dem, der sværger falsk,
mod dem, der unddrager daglejeren hans løn,
og dem, der afviser den fremmede,
enken og den faderløse.
Men mig frygter de ikke,
siger Hærskarers Herre.

Vekselsang Sl 24,7.8.9.10

R. Herren, hærskarernes Herre han er ærens Konge!

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Hvem er ærens konge?
Det er Herren, stærk og vældig,
Herren, vældig i krig.

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Hvem er han, ærens konge?
Hærskarers Herre,
han er ærens konge!

2. læsning Hebr 2, 14-18

Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.

Akklamation til Evangeliet Luk 2,32

Halleluja!
Et lys, som skal åbenbares for hedningerne,
og en herlighed for dit folk, Israel.

Evangelium Luk 2,22-40 eller 2,22-32

Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.*

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.


Luk 2,22-32

Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren — som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« — og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.

Nye opdagelser viser, at manden på ligklædet fra Torino ”virkelig blev korsfæstet”

Italienske forskere har gjort nye opdagelser omkring ligklædet fra Torino, som de hævder bestyrker hypotesen om, at ”manden på ligklædet virkelig blev korsfæstet”.

I en ny undersøgelse, hvis resultater snart bliver offentliggjort, har forskerne yderligere nøjagtigt fundet det sted, hvor lansen ramte mandens side, og de konkluderer, at blodpletterne på det, som mange tror, er Jesu ligklæde, er ”virkelige”.

Et nyt fund

En forsmag på de nye undersøgelser blev præsenteret i det italienske dagblad La Stampa den 2. januar 2019. Blandt de absolut fremmeste forskningskapaciteter er Filippo Marchisio, der er leder af enheden for radiologi på hospitalet i Rivoli samt den kendte italienske sindonolog Pier Baima Bellone, mangeårig professor ved retsmedicinsk institut på universitet i Torino og overhoved for det internationale center for sindonologi.

Undersøgelsen tog udgangspunkt i den observation, at manden, der figurer på ligklædet, har en højre arm, der ser ud til at være seks centimeter længere end den venstre. De to forskere tilskriver denne tilsyneladende uregelmæssighed, at der er sket et brud på albuen, eller at der er sket en forskydning af skulderen, hvilket stemmer overens med det, der sker under en korsfæstelse. De tog også højde for, at man har været nødsaget til at bøje mandens arme grundet dødsstivhed, da man foretog hans begravelse.

Den øvre del af arme og skuldre er ikke længere synlige på klædet på grund af skader forårsaget af en ildebrand i 1532, da linnedklædet blev opbevaret i Chambéry i kapellet på slottet Dukes of Savoy. Den seks centimeter store forskel mellem højre og venstre arm er derfor ikke umiddelbart synlig for det blotte øje.

Men i dag har forskerne takket være den videnskabelige og teknologiske udvikling kunnet foretage en rekonstruktion. Dr.Marchisio benyttede en CT scanner på instituttet for radiologi i Torino. Og en 32-årig mand, der var atletisk bygget, ligesom manden på ligklædet, blev yderligere benyttet for at rekonstruere de manglende dele ved at foretage en overlapning af billederne.

”CT-skanningen giver en perfekt gengivelse af kroppen, så vi kan rekonstruere de manglende dele uden den subjektivitet, der er forbundet med den kunstneriske skabelse”, sagde Marchisio. ”CT-scanningen fremhæver den uoverensstemmelse, der er mellem skuldre og hænder, som er et yderligere element, der understøtter hypotesen om, at manden på ligklædet virkelig blev korsfæstet”.

”Helt igennem realistisk”

Dr. Marchisio og Dr.Ballone bekræftede også, at blodpletterne på ligklædet fra Torino er ”meget realistiske”, og dette underkender en undersøgelse fra juli sidste år, som stillede spørgsmålstegn ved, om blodpletterne var ægte.

Forskerne identificerede det nøjagtige sted, hvor lansen ramte offerets side. De kunne således danne sig overblik over de organer, der var blevet ødelagt, og ”årsagen til en blodsamling i pleurahulen”, det vil sige en væskeansamling i hulrummet mellem de to lungehinder.

Marchisio forklarede, at ”blodet hovedsageligt løb ned ved højre side langs en kanal dannet af armen tilgrænsende kroppen op til albuen, og derefter blev det samlet og aftegnede et blodbælte ved lænderne”.

Hvilke anatomiske dele, der har hørt sammen, afsløres af rekonstruktionen af de manglende dele og bekræfter fremstillingen ovenfor vedrørende blodpletterne, dette er også med til at understrege det ekstraordinære ved ligklædet, sagde forskerne. ”Desto mere man studerer det, desto flere detaljer kommer der til syne”.

En fejlagtig datering

Skeptiske røster har hævdet, at ligklædet fra Torino er en forfalskning fra middelalderen, et svindelnummer udtænkt af en udspekuleret kunstner. Men italienske forskere har også afvist en undersøgelse fra 1988, der viste, at ligklædet skulle stamme fra middelalderen.

Resultaterne i en anden undersøgelse (som snart vil blive publiceret) er foretaget af dr. Ballone sammen med Grazia Mattutino, en kriminolog ved retsmedicinsk institut på universitetet i Torino, som også i forbindelse med vigtige sager har foretaget og afgivet juridisk rapportering.

Instituttet i Torino har opbevaret nogle af de tråde fra ligklædet, som blev udtaget under undersøgelserne i 1978. Analyser af disse prøver har vist partikler af guld, sølv og bly på klædet, som stammede fra en tæt kontakt med relikvier, som det var blevet opbevaret sammen med. En bestemt algeart blev også fundet, som kan have optrådt i det vand, der blev brugt til at slukke branden ved Chambéry. Meget små mider, pollen og partikler fra bilforurening er også blevet fundet på klædet.

I århundreder er ligklædet blevet opbevaret i en kasse, der hverken var vandtæt eller levede op til de standarder, man har i dag, når det drejer sig om opbevaring.

På baggrund af de betingelser, som ligklædet har været opbevaret under, konkluderer det italienske forskerteam, at kulstof 14-metoden, der blev benyttet i 1988, og som daterede ligklædets oprindelse til at være mellem 1260 og 1390, er ugyldig. De hævder, at prøverne blev taget fra et meget forurenet hjørne af ligklædet, som også er blevet restaureret.

Dr. Alan Dr. Adler, biokemiker og medlem af Shroud Conservation Commission analyserede det 15 fiber ekstrakt fra ligklædet, som var blevet testet med kulstof 14-metoden for at kunne foretage en datering. Efter at have sammenlignet med 19 andre fibre fra andre og forskellige områder af ligklædet, fandt Adler en så høj grad af forurening i den prøve, der var blevet udsat for kulstof 14-metoden, at han konkluderede, at den ikke var repræsentativ for hele ligklædet.

Det hellige ligklæde har en længde på 15 fod og en bredde på 4 fod og på det aftegnes et billede, der synes at forestille et menneske, hvis krop er blevet korsfæstet, og mange antog, at billedet forestiller Jesus fra Nazareth. Ligklædet er anbragt i Johannes Døberens katedral i Torino, Italien.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews den 11. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/new-discoveries-prove-man-on-shroud-of-turin-was-really-crucified

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Ansgar, Nordens apostel

1. læsning Es 52,7-10

Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin
hen over bjergene!
Han forkynder fred,
han bringer godt budskab
og forkynder frelse.
Han siger til Zion:
“Din Gud er konge.”
Hør, dine vægtere løfter røsten,
de jubler i kor,
for med egne øjne ser de
Herren vende hjem til Zion.
Bryd ud i jublende kor,
Jerusalems ruiner!
For Herren trøster sit folk,
han har løskøbt Jerusalem.
Herren har blottet sin hellige arm
for øjnene af alle folkene,
hele den vide jord
skal se vor Guds frelse.

Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.7-8a.10

R. Kundgør Herrens undere for alle folkeslag.

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn.

Forkynd hans frelse dag efter dag!
Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag!

Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære.

Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.

2. læsning 1 Kor 1, 18-25

For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet:

De vises visdom vil jeg ødelægge,
de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.

Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Akklamation til Evangeliet Mark 1,17

Halleluja!
Så siger Herren:
Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer
til menneskefiskere.

Evangelium Mark 1,14-20

Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.