Påskesøndag

1. læsning ApG 10,34a. 37-43

Så tog Peter ordet og sagde: » I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn.«

Vekselsang Sl 118,1-2.16ab-17.22-23

R. Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.

Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!
Jeg skal ikke dø, men leve
og fortælle om Herrens gerninger.

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

2. læsning Kol 3,1-4 eller 1 Kor 5, 6b-8

Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.

Sekvens

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

Akklamation til Evangeliet 1 Kor 5,7b-8a

Vort påskelam er slagtet, Kristus.
Lad os derfor fejre festen.

Evangelium Joh. 20,1-9 eller Luk 24, 1-12 eller ved aftenmesse Luk 24,13-35

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.



2.Læsning 1 Kor 5,6b-8

Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.


Evangelium Luk 24,1-12

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.  De fandt stenen væltet bort fra graven,  og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme.  Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder.  Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?  Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«  Så huskede de hans ord.

 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre.  Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.

Vi må finde tilbage til vores tro

Hvad er Himlen? Jeg tror på, at Himlen er lig med det evige liv, dét liv, der er tale om, når vi siger de sidste vers i trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,

den hellige katolske Kirke,

de helliges samfund, 

syndernes forladelse,

kødets opstandelse,

og det evige liv. 

Himlen er det evige liv. Bemærk, hvordan de enkelte vers er placeret i forhold til hinanden. Først og fremmest er det kærligheden til Gud, Helligånden, der er så virkelig, at Den er en person. Herefter følger Den katolske Kirke, ”katolsk”, her forstået i en universel forstand, ikke blot i tid og rum, og Dens centrum er korset på Golgata: fra dag et, altså helt fra begyndelsen, intet mindre. De helliges samfund må nødvendigvis være konsekvensen af det ovenstående. De hellige (helgenerne) er blevet sat til side som et kar, der benyttes til hellige handlinger. Vi benytter næsten ikke ordet ”de udvalgte” i dag, men dets egentlige betydning er ”helgen” eller ”hellig”, og begge ord kan benyttes til at betegne enkeltindivider eller Kirken, som noget Gud udvælger og holder adskilt, fordi de skal fungere i henhold til Hans planer.

Syndernes forladelse er ligeledes vigtig. Hele processen, der skal forme os til hellighed, og at vi adskilles fra den profane verden for at tjene Gud, er en konsekvens af syndefaldet. Ingen kan komme ind i himlen, hvis han bærer på synd. Vi må ”fødes” på ny, dø og genopstå til et helt nyt menneske (uden synd). Ordene ”kødets opstandelse” betyder, at man bliver til det nye menneske, som har den samme karakter, som Adam havde før syndefaldet. Det er på det tidspunkt, og kun der, man kan tale om ”det evige liv”, som er, at: leve i Gud, som er ”Jeg er”. Den, som virkelig er, (som ved Sin vilje er Den, Han er) er også Den, hvis vilje er, at vi skal være den,vi er. Være elsket af Ham, være i fællesskab med Ham, tilgivet, renset for vore synder og opstået til nyt liv med og i Ham, alt dette er en del af den ovenfor beskrevet proces, som er nødvendig for at leve et liv i Ham.

Vores rolle i denne proces er at være i tilbedelse og med ærbødighed forberede os på at gå ind til det, der er helligt: et nyt liv, som fuldt ud passer sammen med resten af universet, et liv, der er katolsk og forbundet med hver eneste dimension af den Guddommelige vilje. For Gud må tilbedes på en fuldendt måde, en måde, der stemmer overens med det, der er Hans vilje. Denne fuldendte tilbedelse forudsætter en fuldstændig udslettelse af vores behov. Vi vil opnå den fuldendte glæde og frihed ved at overgive os til Gud og gøre Guds vilje i alle ting. Og alle ting betyder absolut althver eneste ting. Der er ingen plads til viljens tilskyndelser til at synde (voluntas mea), den trang må lægges bag os.

En svigefuld ånd

Den svigefulde ånd fra koncilet (ånden fra Vatikan II) tog Kirken med storm, forblindede de troende og gjorde vejen, der fører til Himlen uklar. Siden koncilet har den såkaldte tilgang betegnet som ”pastoral” omsorg, der har skullet lede Kirken ikke hjulpet nogen til at nå det ultimative mål. Hvis vi overgiver vores vilje til Guds vilje og er i fællesskab med Ham, da er der ingen plads til strategisk tænkning. Vi kan ikke være i opposition til troen, for der er ganske enkelt ingen mulighed for det, troen er den korteste vej til himlen. Hvis vi ikke ser Gud og fokuserer på Ham, som det ultimative mål, vil vi hurtigt fare vild.

Læs følgende citat omhyggeligt og vær opmærksom på, hvordan mennesker har fordrejet hvert eneste aspekt ved Kirken, der tilskynder Den til at gå troens vej, som fører til Gud.

Fra vore katolske bønner og liturgi, må vi fjerne alt det, der kan virke som en snublesten for vore adskilte brødre, det vil sige for protestanterne” (fremhævelser tilføjet), ærkebiskop Annibale Bugnini, L’Osservatore Romano, den 19. marts 1965.

”Du må ikke have andre guder end Mig”, det er indlysende. Vi kan ikke være tæt knyttet til Sandheden, hvis der er andre ting, der forhindrer denne tilknytning. Disse forhindringer er de snublesten, der må ryddes af vejen. Der er intet i den sande tro, som hindrer nogen (i at komme til den), uanset om man er protestant eller noget andet. Hvis vi begynder at tænke for meget på dem, der er langt væk (fra troen), vil vores fokus på Guds vilje fjernes. Den gode Hyrde tager ikke hele Sin flok med hen til kløften for at frelse det fortabte får. Tværtimod leder Han flokken til de frodige græsgange, og selv går Han ud for at lede efter det fortabte får, så det kan genforenes med flokken.

Det andet Vatikankoncil havde til hensigt at komme protestanterne i møde ved at gøre den katolske tro mere tilgængelig. Efter koncilet undlod de, der var varme fortalere for ”ånden fra Vatikan II”, at begive sig ud på en længere vandring for at bringe deres katolske trosfæller, der var blevet ”ladt i stikken” tilbage til flokken. Tværtimod påbegyndte de en systematisk nedbrydning af den katolske tro. Det gjorde man ved at ”adoptere” fremmede elementer og implementere disse i det trosgrundlag, der er Kirkens fundament. En falsk økumeni blev undskyldningen for at ødelægge katolicismen, altså den måde hvorpå vi udøver vor tro. Troens snævre og lige vej blev tilsidesat til fordel for den brede vej, som er verdens vej. Vores tro, som er en hellig tro, blev udvandet, fordi den blev blandet op med det profane. Som en følge heraf er de katolske kirker ikke blevet fyldt med tidligere protestanter, der er sket det lige modsatte, de protestantiske denominationer har oplevet en stor tilgang af frafaldne katolikker.

Den synode, der for nylig er blevet afholdt i Rom, må fremstå som en advarsel om, at det er på høje tid, at kursen lægges om, og at vi vender tilbage til ”den tro, der engang blev givet til helgenerne”. Man må ganske enkelt stoppe med at definere mørke som ”lys”.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 3. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/5236-2/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Det kristne Frankrig må genskabes

Den katolske tro i Frankrig ligger i ruiner

Brandvæsnets forsinkede udrykning til branden i Notre Dame betragtes af mange, som et tegn på, at Frankrig har svigtet sin katolske arv.

Man har undret sig over, at det tog så lang tid at få fremskaffet vand til brandslukningen, for det resulterede i, at ilden fortærede hele tagkonstruktionen på Katedralen. Troen i Frankrig er billedligt talt gået op i flammer i de århundreder, der fulgte i kølvandet på den franske revolution, og i dag er der praktisk talt kun aske tilbage.

Den politiske analytiker samt overhoved for det franske institut for opinionsmålinger, Jérôme Fourquet har undersøgt en række nye målingsresultater. I hans bog L’archipel francais: naissance d’une nation multiple et divisée, som blev udgivet i marts, præsenteres et statistisk materiale, som tegner et dystert billede af, at Den katolske Kirke i Frankrig er ved at afgå ved døden.

Her er et mindre udpluk af det, Fourquet er kommet frem til:

·         4 % af den franske befolkning deltager i søndagsmessen.

·         60 % af de ægteskaber, der bliver indgået i Frankrig, foregår ikke i kirken og er dermed ikke af sakramental karakter.

·         Der var 50.000 præster i 1950, dette tal er i dag faldet til 10.000.

Fourquet siger, at hvis disse tendenser fortsætter, så forudser han, at det sidste ægteskab af sakramental karakter vil finde sted i 2031. Og i 2048 vil børn ikke længere blive døbt på katolsk vis. Han advarer også om, at de sidste præsteordinationer vil finde sted i 2044. Dette er meget bekymrende, for flertallet af de franske præster nærmer sig eller er ud over pensionsalderen.

Mens den katolske tro er i frit fald, er der en stigning at spore hos islam. Fourquet fandt frem til, at i 2017 var det mest populære drengenavn i Frankrigs forstæder, Muhammed. Med udgangspunkt i fremskrivninger forudsiger Pew Research, at i 2050 vil den muslimske population være steget til og udgøre 17,4%.

Dette kan delvist være årsagen til den stigende vandalisering af franske kirker. Sidste år (2018) blev 875 katolske kirker i Frankrig udsat for hærværk, som man fra officiel side ikke har taget sig af eller har skænket større opmærksomhed.

Katedralen Notre Dame symboliserer den katolske tro i Frankrig. At man var vidne til, at flammerne fortærede bygningsværket i længere tid, uden at der blev grebet ind, ses af mange, som det man kunne forvente, og i et land, der er sekulært, er man forhippet på at genskabe Katedralen som sekulær turistattraktion og et symbol på den såkaldte mangfoldighed.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Bradley Eli og publiceret på ChurchMilitant.com d. 17. april 2019. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/restoring-christian-france

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Palmesøndag

Palmeprocessionen – Evangelium

Luk 19,28-40

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Jesus gik videre på sin vej op mod Jerusalem. Da han nærmede sig Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Oliebjerget, sendte han to af disciplene af sted  og sagde: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I finde et føl, som står bundet, og som ingen nogen sinde har siddet på. Løs det, og kom med det. Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I løser det, skal I svare: Herren har brug for det.«  De to disciple gik, og de fandt det, sådan som han havde sagt dem.  Mens de var ved at løse føllet, spurgte dets ejere dem: »Hvorfor løser I føllet?«  De svarede: »Herren har brug for det.« De kom så hen til Jesus med føllet og lagde deres kapper på det og lod Jesus sætte sig op.  Og hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen.  Da han allerede nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, de havde set.  De råbte:

Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn!
Fred i himlen
og ære i det højeste!

 Nogle farisæere i skaren sagde da til ham: »Mester, sæt dine disciple i rette!«  Men han svarede: »Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.«

1. læsning Es 50,4-7

Gud Herren har givet mig
disciples tunge,
så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte.
Hver morgen vækker han mit øre,
og jeg hører som en discipel.
Gud Herren har åbnet mit øre,
og jeg var ikke genstridig,
jeg veg ikke tilbage.
Jeg lod dem slå min ryg
og rive skægget ud af mine kinder.
Jeg skjulte ikke mit ansigt
for skændsler og for spyt.
Gud Herren er min hjælper,
derfor blev jeg ikke til spot og spe;
derfor gjorde jeg mit ansigt hårdt som flint,
jeg ved, at jeg ikke bliver til skamme.

Vekselsang Sl 22, 8-9. 17-18a. 19-20. 23-24

R. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
“Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham.

Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
jeg kan tælle alle mine knogler.

De deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!

Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!

2. læsning Fil 2,6-11

Kristus, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Akklamation til Evangeliet Fil 2,8-9

Kristus blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne.

Evangelium Luk 22,14-23,56 eller Luk 23,1-49

Den korte form

VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

Da timen var inde, satte Jesus sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide,  for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«

 Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.«  Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

 Men se, han, som forråder mig, har sin hånd her på bordet sammen med mig.  For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af.«  Så begyndte de indbyrdes at diskutere, hvem af dem det kunne være, der ville gøre det.

 De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.  Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.  For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

 Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser,  og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

 Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«  Simon Peter sagde til ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.«  Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«

 Så sagde han til dem: »Dengang jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, manglede I da noget?« »Nej, ingenting,« svarede de.  Da sagde han til dem: »Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et. For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: ›Og han blev regnet blandt lovbrydere.‹ Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.«  Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«

Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.  Da han kom derud, sagde han til dem: »Bed om ikke at falde i fristelse!«  Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:  »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«  Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.  I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.  Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg,  og han sagde til dem: »Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse.«

 Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham.  Jesus sagde til ham: »Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?«  De, som var sammen med Jesus, så, hvad der ville ske, og spurgte: »Herre, skal vi gribe til sværd?«  En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham.  Jesus sagde: »Lad det være nok!« Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham.

 Så tog Jesus til orde og sagde til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og de ældste, som var kommet ud mod ham: »I er rykket ud med sværd og knipler, som om jeg var en røver.  Dag efter dag har jeg været sammen med jer på tempelpladsen, uden at I løftede en hånd imod mig; men dette er jeres time, og mørket har magten.«

 De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand.  Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem.  En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!«  Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af dem.« Men Peter svarede: »Vel er jeg ej, menneske!«  En times tid senere var der en til, som forsikrede: »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«  Men Peter sagde: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.«  Og han gik udenfor og græd bitterligt.

 De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham,  og de dækkede hans ansigt til og sagde: »Profetér! Hvem var det, der slog dig?« Og de sagde også mange andre spottende ord til ham.

 Da det blev dag, samledes folkets ældste med ypperstepræster og skriftkloge. De førte ham ind til Rådet  og sagde: »Er du Kristus, så sig os det!« Han svarede: »Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det,  og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.  Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.«  Så sagde de alle sammen: »Du er altså Guds søn?« Han svarede dem: »I siger selv, at jeg er det.«  Da sagde de: »Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.«

Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

 Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

 Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

 Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

 Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

 Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand,  som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.  Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen.  Det varforberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte.  De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.


VOR HERRES JESU KRISTI LIDELSES HISTORIE EFTER EVANGELISTEN LUKAS.

Hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus.  Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.«  Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.«  Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«

 Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa;  og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

 Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.  Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.  Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham.  Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus.  Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.

 Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen  og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for;  og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.  Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

 Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.  Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!«  For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.«  Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede.  Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes;  han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

 Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.  En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.  Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!  For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.  Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!  For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham.  Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,  fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem.  Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Alle knæler et øjeblik i tavshed.

 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.«  Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

I smerte skal du føde børn

Dette er prisen for frelsen og omkostningen ved at synde

Her midt i den stille uge er det en god ide at reflektere nærmere over, hvad denne meget vigtige uge i menneskehedens historie, betyder for os, og vi må på en passende og dyb måde at rette sind og sjæl mod de mange aspekter, der præger denne uge. Eksempelvis kan man overveje, hvad Maria, Vor Herres moder, måtte udholde i de dage, hvor hendes Søn blev pågrebet og korsfæstet.

Mange år tidligere havde den ældre mand Simeon stående overfor Maria profeteret følgende: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”, der var her tale om den store sorgs sværd. Det sværd, som var ved at gennemtrænge den mest uskyldige skabning, der indtil nu har levet på denne jord.

I 1917 skrev pave Benedikt XV følgende:

Med sin smerte samt en Søn, der var ved at gå bort, gennemgik Maria en lidelse, som næsten var til døden, og hun overdrog sin moderret over sin Søn for frelsen af menneskeheden for at formilde Guds retfærdighed, og man kan dermed med rette sige om hende, der ofrede sin Søn, at hun sammen med Kristus frelste menneskeheden.

Hvis man ikke forstår den rolle, som Maria spillede i Vor Herres liv og passion, kan man ikke forstå meningen med vores forhold til Kristus. Vor Frue bragte af fri vilje sin Søn, som et offer for at formilde den guddommelige retfærdighed, derfor måtte hun stå ved korsets fod, ved det alter, hvor ofret blev frembragt.

Dette var hendes helt specielle offer, et offer intet andet menneske i menneskehedens historie kunne frembringe. Dette var en moders offer, som skulle komme menneskeheden til gavn. Eva, som er vores oprindelige moder, valgte sig selv fremfor sine børn, men denne moder, den nye Eva, gav sit liv for sine børn, mens sværdet gennemtrængte hendes ubesmittede Hjerte.

Ingen moder har i historien lidt så meget, som netop denne moder, fordi ingen anden moder nogensinde er blevet bedt om at frembære så stort et offer. Hun var blevet benådet med et moderskab, som aldrig har set mage.

Siden tidernes begyndelse har menneskeheden løftet blikket mod himlen. Hun modtog den velsignelse at kunne se ned på ”Himlen”, mens hun holdt sit nyfødte barn i favnen i Betlehem. Det var fra hende, Han modtog Sin menneskenatur. Det var hende, der gav Ham mælk at drikke, føde at spise og tog del i Hans barndom.

Hver aften, når hun lagde Ham i seng og kyssede Ham go’ nat, så ”Himlen” tilbage på hende og sagde ”go’ nat mor”. Hun var ved Hans side, da Han skulle lære at gå. Hun så til, mens Josef oplærte Ham i tømrerfaget. Ingen moder har været så opmærksom, kærlig og fuldendt i sit moderskab, som denne moder.

Men pludselig ved en bryllupsfest af alle steder, ved det, der skulle være en glædelig begivenhed, nåede mor-barn relationen mellem Maria og Jesus sin afslutning. ”De har ikke mere vin”, sagde Maria til sin Søn, fordi hun vidste, at Han kunne tage hånd om situationen, så brudeparret ikke ville stå forlegne tilbage. Jesu svar til hende markerede en begyndende afslutning på deres private mor-barn relation.

Det, der til tider ubehjælpsomt er blevet oversat til: ”Hvad vil du mig kvinde”, kan mere passende formuleres på følgende måde: ”Hvad der sker for mig, sker også for dig”, dette er en jødisk formulering, der betyder: ”Du og jeg er så tæt knyttet, at det, der hænder mig, også hænder dig”. Vor Herre afslutter derfor sætningen med at sige: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Det, Han i virkeligheden sagde, var: ”Moder, tiden for åbenbaringen af Min guddommelighed er endnu ikke kommet, og når den åbenbares, vil den relation, vi to har haft, nå sin afslutning. Du vil ikke længere være Jesu moder, men sorgens moder, for når jeg åbenbarer Min guddommelighed, er det netop det, der leder til korset, og ved korsets fod må du frembære Mig, som dit offer for Den guddommelige Retfærdighed”.

Det er netop det sværd, Simeon talte om i dit påhør, da han tog Mig i sin favn i templet for mange år siden og sagde: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge”. Nu hvor du har fået vished for, det der skal ske, ønsker du da stadig at tage de første skridt sammen med Mig ad den vej, der fører mod Golgata og mod korset?

Du vil ikke længere blot være Min moder, men du vil blive moder til alle Mine brødre og med smerte bringe dem til livet. Dine fødselsveer vil være af en sådan karakter og omfang, at de aldrig er blevet oplevet af nogen anden kvinde i menneskehedens historie.

Det var dig og dit afkom, som Min Himmelske Fader hentydede til, da Han henvendte Sig til Slangen og sagde: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes”.

Nu har Jeg fortalt dig alt dette, og du ved, hvad der venter dig på Golgata nemlig en ubeskrivelig smerte, som intet menneske har kunnet udholde, fordi du nu vil frembære dig selv og Mig, som et offer for verden, ønsker du så stadig, at Jeg åbenbarer Min guddommelighed ved at gøre vand til vin?

Den hellige Skrift lader os forstå, at de sidste ord, som Vor Herres hellige Moder lader komme over sine læber er: ”Gør, hvad som helst han siger til jer”.

Hun havde dermed underskrevet sin egen ”dødsdom” og gjorde sig parat til den størst mulige lidelse, der kan overgå et menneske. Tre år senere blev denne lidelse fuldbyrdet. Maria frembar sin Søn som et offer på Golgata, og dermed opofrede hun sin moderret til at kalde Ham sin Søn. Dette var prisen for frelsen og samtidig syndens omkostning.

Han var nu en del af menneskeheden, og hendes moderskab strakte sig nu ikke blot til at være moder til Jesus, men moder til alle, der ville blive en del af Hans mystiske Legeme her på jorden: Den katolske Kirke. Kort tid før Han udbrød: ”Det er fuldbragt”, for at understrege, at det var fuldbragt ved Hans offer, måtte Han markere en ende på hendes offer, for selv Hans hellige Moder kunne ikke bære den altomfattende smerte, Han gennemled. Det var Ham, der bragte en ende på hendes ubesmittede og fuldendte offer.

Mens Han led frygteligt på korset, erklærede Han med stor kærlighed: ”Kvinde, dér er din søn” og henviste til Skt. Johannes, som også stod der på frelsens hellige sted lige uden for Den hellige Bys mure, for at alle skulle komme til at tro på Ham. Hun var blevet moder for dem, der lever, og som lever et liv i Kristus, som er Livet.

Det evige liv er ikke muligt uden døden, og den, der var tættest på dette forunderlige mysterium, var Hans velsignede moder.

Husk på hendes smerte i den uge, vi kalder den stille uge.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 12. april 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-in-pain-shall-you-bring-forth-children

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

5. søn i fasten

1. læsning Es 43,16-21

Dette siger Herren,
han som lagde en vej i havet,
en sti i de vældige vande,
han som førte vogne og heste derud,
den hele hær og krigsmagt.
De lå der og kunne ikke rejse sig,
de slukkedes, gik ud som et lys.

Husk ikke på det, der skete tidligere,
giv ikke agt på fortiden;
nu skaber jeg nyt,
nu spirer det frem, ved I det ikke?
Ja, jeg lægger vej i ørkenen
og floder i ødemarken;
de vilde dyr skal ære mig,
sjakaler og strudse,
for jeg giver vand i ørkenen,
floder i ødemarken,
så mit udvalgte folk kan drikke.
Det folk, jeg skabte mig,
skal forkynde min pris.

Vekselsang Sl 126,1-2ab.2cd-3.4-5.6

R. Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Da Herren vendte Zions skæbne,
var det, som om vi drømte.
Da fyldtes vor mund med latter,
vor tunge med jubel.

Da sagde man blandt folkene:
“Herren har gjort store ting mod dem.”
Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Vend vor skæbne, Herre,
som strømme i Sydlandet!
De, der sår under tårer,
skal høste med jubel.

Grædende går han ud,
mens han bærer såsæden;
med jubel vender han hjem,
mens han bærer sine neg.

2. læsning Fil 3,8-14

Brødre og søstre! Jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!

Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

Akklamation til Evangeliet Joel 2,12-13

Selv nu siger Herren:
Vend om til mig af hele jeres hjerte,
for jeg er nådig og barmhjertig.

Evangelium Joh 8,1-11

Jesus gik ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: “Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?” Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.

Jesus rettede sig op og sagde til hende: “Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?” Hun svarede: “Nej, Herre, ingen.” Så sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”

Hvorfor kristne hylder Jesu kors, som menneskehedens eneste håb

Gud kalder de enkelte individer og ikke større forsamlinger. Som der står skrevet: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3: 16). Ved at benytte kærlige ord, fortæller Han os: ”… jeg kalder dig ved navn, du er min” (Es 43: 1).

Vi hylder korset i fastetiden, som spes unica, menneskehedens eneste håb. Korset er vores håb, fordi det bekender, den kærlighed, Gud nærer til hvert eneste menneske, udtrykt gennem fuldstændig tilgivelse. Korset er det oprindelige Evangelium. Det er derfor Paulus, den store forkynder af ordet, kan sige: ”for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 kor 2: 2).

Korset er et tegn på alt det, der virkelig skræmmer det moderne menneske, men som det samtidig drages imod: fordi det er udtryk for ægte kærlighed, som man giver indtil døden, og som strækker sig ud over døden. Og det gode budskab er, at Gud ikke elsker os ud fra en opregning af vores gerninger eller fortjenester, men gennem Jesus Kristus, som har elsket os før, vi elsker Ham.

Budskabet til det moderne menneske kunne være: ”enten er der en Gud, som elsker dig, som Hans skabning, og du bør tro Ham og på Ham, eller så er der ingen Gud, og du er ikke noget helt specielt, du er ganske enkelt værdiløs. Det første udsagn (at der er en Gud …) giver mening, liv og sejr over døden, det sidste udsagn (at der ingen Gud er) leder til fortvivlelse, apati, depression og et rastløst begær. Jesu Kristi menneskenatur er ikke blot et udtryk for, at Gud eksisterer, men den viser også, at Guds kærlighed rækker ud over det, vi kan forestille os eller begribe. Gud kalder dig ved navn. Gør ikke dit hjerte hårdt, men overgiv dig til Hans ubegribelige kærlighed”.

Mennesker i dag er meget optaget af at være unikke, men omvendt har der aldrig før været så meget masseproduktion, ensartethed, traditionsbundethed og politisk korrekthed. Et menneske med en stærk personlighed og sine meningers mod er svær at finde.

Der er er en særlig ironi forbundet med det at være noget helt særligt. Der er kun én, som er noget helt særligt, og det er Jesus Kristus, Ham, ”der er den usynlige Guds billede” (Kol 1: 15). Vi andre er blevet skabt ud af en ”skabelon”, som er blevet til ved guddommelig kraft, og vores livslange opgave er at lade os forme på bedst mulig måde til denne skabelon, som er Jesus Kristus (jf. Rom 8: 28). Vores mål er at blive som Ham og at komme til at ligne Ham mere og mere, ”indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4: 13), Den Kristus, der er menneskehedens Frelser og en del af vores personlighed.

At blive som vi er, kræver at vi kommer ud over os selv og nærmer os Den, der skabte os i Sit billede. Jo mere vi ligner Ham, desto mere bliver vi os selv, for indtil livets afslutning rummer vi både 1) den individualitet Gud skabte, og 2) Kristus, som vi er kaldet til at ligne. Essensen med fastetiden er ikke, at vi bebrejder os selv, men forsøger at rejse os ved hjælp af Hans nåde og blive til det, som Gud ønsker. Dette kræver i sagens natur disciplin, selvkontrol og selvfornægtelse, men målet er, at vi udvikles, styrkes og kommer til herligheden.

Mystikeren Richard Rolle (1290-1349) har skrevet følgende i The Fire of Love, som kan give os inspiration i denne fastetid til at fordybe os i Vor Herres lidelse således, at vi kan tage del i Hans opstandelsesliv.

Gode Jesus, opflam mig, plag mig og lad mig blive såret og gør med mig her og nu, hvad der i Din godhed behager Dig, at jeg i den tid, der ligger foran mig, ikke skal kende til eller fornemme ondskaben, men blot Din kærlighed, intet andet, og det for altid!

At blive foragtet, stødt bort, forulempet af andre for Din skyld er langt bedre for mig end at blive anset som frænde til denne verdens herskere, hædret blandt mennesker og hyldet af alle og enhver.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 7. marts 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-hail-during-lent-jesus-cross-as-the-one-and-only-hope-of-mankind