Lægerne anbefalede hende at abortere sit syge barn. Hun afslog. Nu er der mulighed for, at hun kan blive helgen

Den engelske forfatter Chesterton sagde: “Det er et historisk paradoks, at enhver generation omvendes af en helgen, der står i modsætning til den”.

Når man tænker på dette Chesterton citat, er det ikke overraskende at erfare, at man overvejer en kanonisering af Chiara Corbella Petrillo. For at være mere præcis, man åbner hendes sag kun seks år efter hendes alt for tidlige død den 13. juni 2012.

Prøv at stoppe op for et øjeblik. Gennemse din mailhistorik for den 13. juni 2012. Jeg gjorde. Der optrådte ikke nogen nævneværdige mails, det meste var almindelig kommunikation om stort og småt. Og alligevel afsluttedes på denne dag et kristent vidnesbyrd af episk karakter.

***

Enrico og Chiara blev gift i september 2008. Kort efter blev Chiara gravid. De nygifte var overlykkelige. Deres glæde varede imidlertid kort. En ultralydscanning viste, at barnet var misdannet. ”Du ønsker vel at abortere?” var lægernes respons. Men da Chiara så tilbage på billedet af det hjælpeløse barn, var hun fast besluttet på at fortsætte graviditeten. Selv hvis barnet kun skulle få en kort levetid, besluttede hun sig for, at barnet skulle have mulighed for at leve.

Maria Grazia Letizia blev født den 10. juni 2009. Hun levede i 30 minutter, hvilket var længe nok til, at hun blev døbt af en præst. Senere skrev Chiara:

Hvis jeg havde aborteret hende, tror jeg ikke, at jeg ville mindes dagen for aborten som en dag, der skulle fejres … Det ville være et øjeblik, som jeg ville gøre alt for at glemme resten af mit liv, et øjeblik forbundet med stor lidelse. Men dagen, hvor Maria blev født, vil jeg altid huske som en af de smukkeste dage i mit liv … Længden af tidsrummet hvor vi var forældre er ligegyldigt: en måned, to måneder, et par timer. Det, der betyder noget, er, at vi fik denne gave … og det er noget, som vi aldrig glemmer”.

Maria Letizias begravelse fandt sted to dage efter hendes fødsel. På den lille hvide kiste efterlod hendes forældre et kort med følgende ord:

Vi var tilfredse med at holde dig i favnen blot i en halv time, det gjorde os glade.

Vi kunne ikke holde op med at betragte din næse, som ligner min samt de små hænder og fødder.

Vi havde ikke tid nok til at fortælle dig … at vi elsker dig … Det betyder ikke noget, hvor meget tid vi fik sammen …

Det, der er vigtigt, er at kende Faderen …

Fra din fødsel var du klar (til at kende Faderen), jeg kan ikke finde ord, der beskriver, hvor stolte vi er af dig.

Vi fulgte dig på vej, så langt vi kunne.

Nu skal du møde Faderen …

Endnu en graviditet fulgte. Denne gang viste skanningen, at barnet manglede det ene ben, og det andet var blot en stump, og yderligere skanninger viste, at barnet ingen nyrer havde og som en følge heraf, ville det ikke udvikle lunger, det lille barn ville have vanskeligt ved at trække vejret. Prognosen, for at det ville overleve, var dårlig. Endnu engang havde parret en diskussion med det medicinske personale, om hvorvidt graviditeten skulle fortsættes. Det medicinske personale argumenterede for (overfor Enrico og Chiara) at afslutte barnets liv, mens de alle så på barnet på skærmen, der kæmpede for sit liv.

Et barn er ikke for noget par et spørgsmål om livsstil, det er en gave fra Gud. For dette katolske par fortsatte graviditeten, indtil Davide Giovanni kom til verden.

Umiddelbart ved barnets ankomst, omfavnede moderen den lille og hviskede: ”min elskede søn”. Ligesom sin søster blev drengen med det samme døbt af en ventende præst. Da anbragte Enrico et mindre trækors om sin nyfødte søns hals. 30 minutter senere blev den lille dreng, som sin søster, båret væk af faderen til hospitalets kapel.

Men parret kunne ikke holde op med at elske hinanden og dermed lade livet spire. Chiara blev snart gravid, men udover det lille barn voksede yderligere noget andet i hende. Man fandt en svulst på hendes tunge, og den bredte sig til nakken og øjnene. Hun blev foreslået forskellige former for behandling, men afslog med henvisning til at behandlingen kunne udgøre en risiko for det ufødte barns liv, og hun ønskede derfor først at påbegynde behandlingen efter fødslen.

Endelig kom Francesco til verden. Hans forældre var ude af sig selv af glæde. Francesco var et barn med et godt helbred.

For en kort stund kunne parret sammen med deres nyfødte barn leve et ”almindeligt” familieliv, noget de begge brændende havde ønsket sig. De nød hvert eneste øjeblik med deres barn, at være sammen med andre småbørnsfamilier, at tage på ture som familie og endda de søvnløse nætter. Det var en dyrebar tid, som skulle vise sig at være lånt tid. Chiara havde ikke nogen anelse om, at mens hun bragte nyt liv til verden, var hendes eget liv ved at nærme sig sin afslutning.

Svulsten viste sig at være ondartet. I behandlingsøjemed var der meget lidt, der kunne gøres. Efter en tids ophold på hospitalet stod det klart, at ingen behandling havde virkning. Til slut tog det medicinske personale Enrico til side for at forklare ham situationens alvor. Nu var det op til Enrico at forklare sin 28-årige hustru, hvor alvorligt det stod til. Han skulle forklare dette til den kvinde, som han havde giftet sig med, ønskede at blive gammel med, at stifte familie med og nyde kommende børnebørn sammen med.

Enrico fik samlet sig, opsøgte sin hustru og tog blidt hendes hånd og førte hende til hospitalets kapel. Det var foran Det Allerhelligste Sakramente, at han satte hende ind i tingenes tilstand.

Efter et stykke tid omfavnede de hinanden. Derpå gentog det unge par deres ægteskabsløfte. Chiara bad sin mand om ikke at fortælle hende, hvor lang tid hun havde tilbage, for hun ønskede at leve i nuet sammen med sin mand og sit elskede barn.

Det var onsdag i den stille uge.

***

Som i de historier, der handler om det første møde, så mødtes Chiara og Enrico ved et tilfælde. Det skete i sommeren 2002. De besøgte begge samtidig et helligsted for Maria, og de var hver for sig kommet rejsende dertil, Enrico sammen med sin daværende kæreste, som imidlertid forlod ham, og derfor var Enrico Petrillo alene i restauranten på hotellet. Da kom en ung kvinde til syne. Han så på Chiara og tænkte, at hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. Der var kun en ledig plads i restauranten (det var overfor ham). Deres øjne mødtes, og hun gik igennem lokalet (og tog plads overfor ham).

Da, der blev ringet ind til Angelus om aftenen den 13. juni 2012, lukkede Chiara øjnene for sidste gang. Hun blev 28.

I denne verden var hendes største ønske at blive mor, og tidligere end ventet blev hun genforenet med to af sine børn, som allerede ventede på hende, og hun venter nu på at blive genforenet med alle dem, hun holdt af, og endelig vil deres mange tårer blive tørret bort.

Historien om Chiara Patrillo er en historie af vor tid men også for vor tid. For at citere Chesterton igen: ”Helgenen fungerer som en slags medicin, for han eller hun er som en modgift. Han/hun vil generelt set være en, der genskaber helligheden i verden ved at sætte det i perspektiv, som verden har vendt sig bort fra”.

I en tid hvor manglen på tro er fremherskende, og hvor det bedrageriske vildleder de troende, hvor de mest sårbare som det selvfølgeligste bliver fjernet, hvor valget bliver langt vigtigere end resultatet af valget, nemlig udslettelse, hvor den syge (grundet besvær) anbefales døden, og hvor løgne vedrørende menneskelivets vilkår er blevet gjort til sand viden, når stanken af hele denne rådne dødens kultur dagligt lægger sig over os, da ser det ud som om, at en helgen for vor tid er fremstået i blandt os.

For Chiara var tro mod Guds plan for hende, hun var tro mod de løfter, hun gav ved sit bryllup, hun var tro mod Kirkens gennemgående og uforanderlige lære, hun var tro mod sit kald som mor, uanset den tilstand, de børn hun blev skænket, var i, og hun bar glæden i sin tro indtil det sidste selvom den afslutning på livet, som hun fik, var hendes Golgatha.

Chiara bed for os, Gud ved, at vi trænger til det.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews d. 19. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/doctors-told-her-to-abort-her-sick-baby.-she-refused.-she-now-may-become-a

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Laterankirkens indvielse (11/11/2018)

1. Læsning Ez 47,1- 2.8- 9.12

Han førte mig tilbage til templets dør; der vældede vand ud under templets tærskel imod øst; for templet vendte mod øst, og vandet løb ned mod syd langs med templet syd for alteret. Så førte han mig ud gennem nordporten, og udenfor førte han mig rundt til østporten, og dér rislede vandet frem fra sydsiden.

Han sagde til mig: »Dette vand løber ud i landskabet mod øst og ned i Araba-lavningen, og det når til havet med det bittersalte vand, så vandet bliver sundt. Alle levende væsener, som vrimler, skal kunne leve overalt, hvor strømmene kommer, og der skal være en mængde fisk; for når dette vand kommer derhen, bliver vandet sundt, og overalt, hvor strømmen kommer, bliver der liv.

På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.«

Vekselsang Sl 46,2- 3.5- 6.8- 9

R. Gud er vor tilflugt og styrke.

Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
og bjergene vakler i havets dyb,

Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig.
Gud er i dens midte, den rokkes ikke,
Gud bringer den hjælp ved daggry.

Hærskarers Herre er med os,
Jakobs Gud er vor borg.
Kom og se Herrens gerninger,
de ødelæggelser, han har voldt på jorden.

2. Læsning 1 Kor 3,9c- 11.16- 17

I er Guds mark, Guds bygning.

Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.

Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.

Akklamation til Evangeliet 2 Krøn 7,16

Halleluja!
Jeg har udvalgt og helliget dette hus,
for at mit navn kan være dér til evig tid, siger Herren.

Evangelium Joh 2,13- 22

Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem. På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge. Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, sagde han: »Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!« Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: »Nidkærhed for dit hus skal fortære mig.«

Jøderne sagde da til ham: »Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?« Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« Da sagde jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?« Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

Kirken svigter aldrig, fordi Kristus aldrig svigter, men når det handler om kirkefolket, er det en anden sag

Det er, når det ser sort ud fra et menneskeligt perspektiv, at troen på Guds åbenbaring virkelig er værdifuld, og noget man må holde fast ved.

Når Kirken kan stråle i sin pragt og hellighed, og når kulturen er præget af troen, da er det religiøse liv (for den enkelte) let som en leg fra vugge til grav.

Når der er krisetider, når den omgivende kultur vender sig mod Kirken, når Kirkens lederskab præges af fordærv, og når kærligheden bliver kold blandt de troende, bliver det sværere at tro på, at Kirken i Hendes inderste kerne, som Kristi mystiske Legeme er Hans ubesmittede Brud, uden plet, uden synd og fuldstændig forenet med Ham, og vi må forblive en del af Hans Kirke, hvis vi ønsker at blive frelst.

Kirken, som er vor Moder, Den fuldkomne Kristi Brud, Det himmelske Jerusalem (Gal 4: 26, Hebr 12: 22, Åb 21: 9-10) er byen, vi en dag stræber efter at få et permanent borgerskab i. Kirken på jorden består imidlertid af hvede og ukrudt, det gode og det dårlige, det hellige og det syndige, og mange af os står med et ben i begge lejre. Som et ekko af den store teolog, Augustin, gør Emile Mersch sig følgende betragtninger:

Kilden til synd forbliver generelt set i Kirken (Ecclesia militans: den stridende Kirke), for hvad dåben gør for den enkelte, har Kristi død gjort for hele Det mystiske Legeme. Kirken består af syndere, derfor er Hendes store bønner syndernes bønner: ”og forlad os vor skyld”, ”Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere”. Synden er i Kirken, den er smitsom og ikke til at udrydde ligesom ukrudtet på marken, der hele tiden stædigt trænger sig på og ikke lader sig udrydde, før Hun som Ecclesia militans ikke er her mere på den sidste dag, det vil sige dagen for høsten. Kirkens hellighed er ikke mindre ægte på grund af alt dette, men det er en virkelighedsnær hellighed, en hellighed, der gør sig gældende for Ecclesia militans. Kirken er hellig på grund af det, Gud har nedlagt og vævet ind i Den, men Den er ikke hellig på grund af det mennesker bidrager med af deres egne ressourcer eller grundet den aktivitet de praktiserer i Den, så vidt som aktiviteten alene udgår fra dem. (The Theology of the Mystical Body p. 308).

Jacques Maritain foretager en vigtig skelnen mellem ”det”, der er Kirken og Hendes ”stab”, og som fluktuerer med kardinal Journets skelnen mellem ”Kirken” og ”kirkefolket”.

På den ene siden er Den Kirke, som Kristus indstiftede, Den Kirke vi hører til, og det er i Den, vi er frelste (una sancta), dette er Den eneste Kirke: det samfund af ortodokse og kærlige troende, som er sammen med Den levende Guds Søn gennem Den hellige Eukaristis mysterier og de andre sakramenter, holdt i live af kommuniteter, der er udgået fra apostlenes efterfølgere. Denne Kirke kan aldrig svigte, fordi Kristus aldrig kan svigte, ej heller vil Han svigte dem, som er forenede med Ham i den sande tro, håbet på det evige liv og kærligheden til Gud og næsten.

På den anden side kan de mennesker, der repræsenterer denne Kirke, Hendes midlertidige ledere her på jorden, som i et begrænset omfang kan defineres som ”Kirken”, det er dem, der vakler og svigter. De kan svigte deres Herre, og de kan (som hyrder) svigte deres hjord. De har modtaget et objektivt kald og et løfte om Guds hjælp, men de må subjektivt samarbejde med Guds nåde for at opfylde deres pligter på en hellig måde, som er Gud til behag. Gud alene er uforanderlig og grundfæstet, og indtil vi opnår den himmelske saligprisning, er vi vægelsindede, foranderlige og i fare for at ende i fordærv. Derfor er der endnu mere grund til at råbe: ”Herre, frels os for vi går til grunde”.

Men uanset hvor meget krig de måtte ønske at føre mod alt det, der er helligt og sandt, så kan ingen biskop, præst eller lægmand tage den sande tro fra os, håbet om det evige liv og kærligheden til Gud og næsten. Disse er Guds gaver til os i Hans hellige Kirke. Som Jesus siger i sin præstelige bøn, har Faderen overdraget disciplene til Hans varetægt, og ingen kan frarøve Ham dem, når Faderen leder en sjæl indenfor Sønnens rækkevidde, kan verden ikke hindre Ham i at gøre dette. Intet kan skille os fra Kristi kærlighed (Rom 8: 35-39).

Det eneste (unum necessarium), vi har brug for, er at sidde ved Kristi fødder omgrænset af Hans lys og sandhed og modtage Ham, som en gave og til gengæld overgive os helt til Ham. Vi ved, eller rettere vi tror inderligt – og håber på, at vi på denne måde er en del af Den eneste Kirke, der eksisterer lige nu og i evigheden. Og i Himlen, hvor Kirken er i Sin fuldendte herlighed, er der ingen pave, ingen biskop, ingen sakramenter, intet tempel (jvf Åb 21: 22), intet andet end kongernes Konge i Hans ubeskrivelige skønhed, som man følger, elsker og tilbeder til alle tider. Det, er Den Messe, vi ønsker at være med til, og det er for Dens skyld, at vi er villige til at udholde alt, hvad djævelen vil ramme os med, eller endnu bedre, det som Herren tillader at ske qua Sit Forsyn.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 27. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-church-never-fails-because-christ-never-fails-but-churchmen-are-another

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Alle Helgen (4/11/2018)

1. læsning Åb 7, 2-4. 9-14

Jeg, Johannes, så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl.Og han råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet: “Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.” Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer. Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst:

Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
og fra Lammet.

Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde:

Amen! Pris og lov og visdom og tak
og ære og magt og styrke er vor Guds
i evighedernes evigheder. Amen!

Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Jeg sagde til ham: “Min herre, du ved det.” Og han sagde til mig: “Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

Vekselsang Sl 24,1-2.3-4.5-6

R. Sådan er den slægt, som søger dit ansigt, Herre.

Jorden med alt, hvad den rummer,
verden og dens beboere, tilhører Herren,
for han har grundlagt den på havene,
grundfæstet den på strømmene.

Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.

Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Herre.

2. læsning 1 Joh 3, 1-3

Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.

Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

Halleluja!
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give jer hvile.

Evangelium Matt 5,1-12a

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

“Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene.

Om at gennemleve en nedsmeltning: en opdigtet biografi

Du blev født i 1938. Du voksede op i et sogn, hvor flere søndagsmesser var tætpakket med katolikker. Noget af det tidligste, du husker, er, at mænd gik med hat og kvinder med slør og havde gjort noget ud af deres søndagspåklædning, og mændenes jakkesæt var stilfulde, og skoene var pudsede. Du lærte din katekismus ved hjælp af spørgsmål, du skulle besvare, og i dag kan du genkalde dig hele sektioner af katekismus. Du fastede, så godt du kunne under hele fasten, og du spiste altid fisk om fredagen. Du var aldrig i tvivl om, at du ikke kunne modtage Kommunionen uden at have skriftet. Din tid som ministrant sidst i 40’erne lærte dig disciplin, opmærksomhed og ærbødighed. Du havde en følelse af ydmyghed kombineret med stolthed, fordi du kunne gøre din entré ved det overvældende alter sammen med præsten og betragte ham tæt på, mens han hviskede Messens mærkelige ord.  Du har stærke minder om den stille kirke tidligt om morgenen, hvor sollyset strømmer ind gennem det østvendte vindue, du ser den guldbelagte ornamentik på messehagelen, du fornemmede den hårde glatte overflade af den biretta (1), som præsten gav dig.

I 1955 ændrede din påskeuge sig dramatisk. Nogle mennesker deltog først i eftermiddags- eller aftenmessen, mens andre, der engang var kommet til Messe, før de skulle på arbejde eller andre igen, som deltog i en årlig retræte på et kloster i nærheden, holdt helt op med at komme. Der skete nogle underlige nye ting, som at præsten stod med front til menigheden under velsignelsen af palmegrenene, og alle bad Fader Vor i kor Langfredag. Man kan forestille sig, at du har tænkt: Kirken må vide, hvad Hun gør.

I 1964 skete der drastiske forandringer. Præsten vendte sig mod menigheden under messefejringen, som om den var et publikum og ikke meddeltagere i frembærelsen af Det hellige Messeoffer. Musikken var pludselig blevet meget anderledes, den var folkelig, på modersmålet og en smule akavet. Den gregorianske sang var helt forsvundet, som om den var noget, man skulle skamme sig over. Messedragterne, ornamentikken og arkitekturen blev alt sammen simplificeret, kantet og ikke attraktivt. Du blev gift omkring dette tidspunkt, og du og din brud bad præsten om en værdig bryllupsmesse på den gamle måde, som ikke var så let at få arrangeret. Præsten havde sagt: ”Det er, hvad koncilet har ønsket” – det var allerede blevet en forslidt replik, som skulle åbne op for det, der efterfølgende ville blive sagt, og det syntes at være den blåstempling, der dækkede over et utal af synder – ”alle skal involveres i Messen med glædesfyldte hjerter og stemmer. Man skal ikke bare sidde på kirkebænken og dagdrømme, mens jeg må gøre det hele”. Du var venlig og takkede ham for hans velvilje til at følge dine ureformerede veje. (Det var på det tidspunkt, hvor præsterne generelt respekterede de troende, ligesom de troende på samme måde respekterede præsterne. Det varede ikke længe, før det forsvandt).

I adventstiden i 1969 undergik det hele endnu en forandring. Der kom en ny Messeritus. De velkendte bønner var blevet fjernet. Man gjorde ikke længere brug af latin. Det var, som om at dette var en helt anden denominiation (kirkesamfund). Faktisk sagde nogle af dine venner: ”Ved Den katolske Kirke egentlig, hvad Den vil”? Disse forandringer hver femte år eller deromkring minder om en tros- eller identitetskrise eller noget i den retning”. Og det var ikke fordi, at du selv ønskede forandringer, de blev pålagt dig ovenfra, som en del af det ”koncilet ønskede”, og det som ”paven ønskede”, og som ”et tegn på at Kirken er i live!”. Men det var underligt, for der kom færre mennesker i Kirken, og du kunne ikke lade være med at lægge mærke til det. Når du tænkte på Kirken, som en levende Kirke, da tænkte du tilbage på din barndom. Det var dengang, der var kraft, overbevisning og en troværdighed, som man kunne vende tilbage til uge efter uge og samtidig sætte sin lid til.

Samfundet undergik forandringer, det samme skete for din Kirke. Du havde aldrig tænkt på Kirken, som noget foranderligt, Hun syntes som en fast klippe midt i det oprørte hav. Men nu var Hun også blevet ustabil og uforudsigelig ligesom havet og var parat til at skifte form og farve alt efter vejrforholdene. Mange mennesker blev væk eller forsvandt helt. Du blev, stædig som du var, men også fordi du var loyal. Det var nu blevet tydeligt for dig, at Kirken ikke vidste, hvad Hun var i færd med at gøre. Hun havde mistet forstanden. Eller mere præcist Hendes ledere havde mistet forstanden og foretog en form for forskræmt forsøg på at efterligne den sekulære verden ved at gå forvildet rundt, snuble og fremsætte vidtløftige ideer. Du forsøgte at lade tvivlen komme dem (lederne) til gode, hvis det var muligt, men da det gik op for dig, at tidligere tiders præster havde større kendskab til latin end præsterne på daværende tidspunkt, forsvandt din illusion.

Årtier passerede forbi. Præster kom og gik. Din sognekirke undergik to renoveringer: den første gang blev den kalket over, og alt blev forandret, alt i alt blev fortidens trosgrundlag på brutal vis bortvisket. De velkendte statuer og lysestager og kirkebænkene blev erstattet af store tunge objekter, specielt døbefonten, der lignede en blanding mellem et springvand og en skraldespand. Flag lavet af filt blev hængt op rundt i kirken og mindede dig om skriftstedet: “så skal der komme mørke over Egypten, et mørke, som er til at føle på” (2 Mos 10: 21). Du prøvede sammen med andre fra sognet at overtale præsten til at holde igen med disse mange forandringer, men han var hård og havde et glimt i øjet, som en ny profet, der netop var fremstået.

Ca. to årtier senere kom en anden præst, som fik indsamlet tilstrækkelig mange penge til endnu en renovering. Denne venlige mand førte kirken (mere eller mindre) tilbage til det, den oprindelig var, bortset fra at det aldrig blev det samme, som det var i begyndelsen. En af dine venner spurgte forundret præsten ved et sognerådsmøde: ”Hvorfor skulle vi igennem så meget postyr og bruge store summer penge på at ”ødelægge” kirken, for (igen) at få den til at ligne sig selv, altså som den så ud fra starten?” Hans svar var, at vi havde brugt tid på at ”vokse” med det, ”som koncilet overdrog os”, og vi er gået i gang med at korrigere noget af det uhensigtsmæssige, der blev introduceret efter Koncilet. Din reaktion var, selvom du ikke højlydt gav udtryk for den: ” I nye profeter burde fortsætte i samme spor, som I påbegyndte, det er ganske foruroligende, at Ånden modsiger sig selv med så hyppige intervaller”.

Det sogn, du ”voksede op i” og er en del af, betragtes i dag, som et sundt sogn. Man kan ikke sige, at Messerne om søndagen er tætpakkede med kirkegængere, men alle kirkebænkene er delvist bemandede. Musikken er generelt dårlig, men du tænker, at det kunne være værre. Homilierne er en tynd kop the, men de er i det mindste ikke af den absolut dårlige slags. Du bærer over med præstens homilier, fordi du ved, at han mangler uddannelse og dannelse, men også fordi du ved, hvor mange ”mangler” en seminarist udsættes for under sin uddannelse. ”Tilbedelse”, du har hørt, at det er den måde, folk definerer det på, den kunne blive langt bedre. Hvis du skulle opsummere det hele i et ord, ville det være: middelmådighed. Der er tale om en slags lunkenhed, hvor katolikker, der er troende i moderat grad, på beskeden måde er deltagende i en Messe, der fejres ureflekteret, og alt dette danner rammen om katolicismen, som en gå til og fra religion. Hvis du tænker for meget over dette, blive du deprimeret. Hvis du virkelig betragter Kirken, her forstået som folks beklædning, når de deltager i en Messe eller den måde hvorpå de modtager Kommunionen, eller indholdet i de sange man synger, da er der grobund for en meget dyb depression. Når det virkelig bliver hårdt, trækker du en lille bønnebog fra omkring 1949 op af lommen, som indeholder alle de bønner, du holder af samt sort-hvide billeder af rosenkransens mysterier. Du retter din opmærksomhed mod det ”gamle” sprog i bønnebogen, og den smerte, du bærer på, over at Messen fejres så uværdigt, som den gør, forsvinder.

Du ved, at enkelte bispedømmer og sogne rundt om i landet giver mulighed for at deltage i Den gamle latinske Messe, den du voksede op med, og som du virkelig savner (når du fristes til at tænke dybere over dette, hvilket du ofte forsøger på ikke at gøre). Du har op til flere gange overvejet at tage bilen og køre mange kilometer for at deltage i en latinsk Messe, eller måske endda at flytte til en anden by (med et sogn, hvor man fejrer Den latinske Messe), men du har boet der, hvor du nu er bosat i så mange år, at det er svært at mobilisere den nødvendige energi til et flytteprojekt, og det at skulle foretage en længere køretur til Den nærmeste latinske Messe er en ikke helt uvæsentlig udfordring for dine øjne. ”Det må være dejligt at have en smuk kirke, hvor der fejres en smuk Messe”, siger du drømmende og eftertænksomt til dig selv, hvilket du gør nu og da, til trods for det, der skete med Den selvsikre, velorganiserede, forenende, spirende og endda stolte Kirke (din ungdoms Kirke), Den Kirke, der lod Hollywood vide, hvem de skulle gå til, og hvor folk, der ønskede at konvertere skulle, gå hen.

Du har stadig en tro på, at Herren en dag tager dig til sig, fordi du ved Hans nåde har været trofast alle disse år, selvom vejen har været tornet og stenet. De gamle ord, du husker fra din tid som ministrant i fyrrene, kommer til dig med mellemrum: Deo, quoniam adhuc confitebor illi: salutare vultus mei, et Deus meus (Hvorfor er du sorgfuld min sjæl, og hvorfor volder du mig uro? Håb på Gud, thi endnu skal jeg prise Ham, mit åsyns frelse og min Gud).

Håb på Gud … Ved Hans trone vil du beslutsomt men i ydmyghed spørge Ham: ”Hvorfor lod Du alt dette ske og med hvilket mål O Herre? Hvor blev den fornyelse af, som de talte så meget om? Fornyelse, fornyelse, fornyelse, selv når seminarier og klostre nærmest blev lagt øde, selv når skandalesager vedrørende seksuelle overgreb i Kirken og selv nu, hvor sogn efter sogn nedlægges, fordi der ikke er troende nok til at opretholde kirkegangen, var det det, der blev defineret som fornyelse eller …? En tanke med en ironisk undertone strejfer dig: ”Jeg bryder mig ikke om at se på, hvordan en institutions sammenbrud vil fremstå”.

Du har læst et sted, at Ratzinger engang har sagt om liturger samt dem, der følger dem: ”Det er, som den døende, der begraver en død og definerer det, som en fornyelse”. Ja, det er netop det, der er pointen. Du ved fra førstehåndserfaring, at Kirkens hierarki endnu ikke har været i stand til at håndtere omfanget af de institutionelle skader, psykologiske skader og åndelige ubehag, der er blevet påført de troende ved de liturgiske ændringer i 1960’erne og 70’erne, samt den smerte, forvirring, uro, afsky, vrede og fortvivlelse, som mange mennesker har oplevet. Eller for det mindretal, der ønskede den (forandringen), og den forfængelighed, magtudøvelse, mangel på medfølelse, helligbrøde, ødelæggelse af børnenes uskyldighed samt den politisering, man praktiserede. Johannes Paul II undskyldte for mange ting, og endda nogle gange for ting, som han ikke burde undskylde for, men han fik knap startet med at undskylde for de ting, der skete mellem 1960 og 70 for listen er uendelig.

Tilbage i 1980’erne blot lidt mere end et årti efter, at de sidste rester af den opmuntrende gamle liturgi var skubbet tilbage i glemslen, og en nyere udgave blev sat i stedet, tog Johannes Paul II de første skridt mod en undskyldning i dokumentet Dominicae Cenae. Du husker det, fordi du i en alder af 42 havde en større midtlivskrise i forhold til din tro, og af en eller anden grund endte du op med en pamflet af dette dokument og besluttede dig for at læse det. Du fandt linjer, som du kunne nikke genkendende til:

Jeg beder om tilgivelse, i mit eget navn og i Jeres navn, alle Jer ærbødige og kære brødre og søstre i bispedømmet, for alt det, uanset menneskelig svaghed, utålmodighed ellerforsømmelighed, der har været gennem tiden, samt en ensidig og helt forkert anvendelse af direktiverne fra Det andet Vatikankoncil, som kan have forårsaget skandale og forstyrrelse vedrørende fortolkningen af doktrinen og ærbødigheden i forhold til dette store sakramente. Og jeg beder Vor Herre Jesus om, at vi i fremtiden i håndteringen af dette hellige mysterium, må undgå alt det, der på nogen måde kan svække eller afspore fornemmelsen for den ærbødighed og kærlighed, der findes i de troende.

Der skete selvfølgelig ingen ændringer (i kølvandet på dette dokument) i måden, hvorpå præsten i dit sogn foretog sine sekulære gøremål ved alteret og hans hellige gøremål på golfbanen, men, der var (alligevel) her tale om noget, som en besked, der kom med flaskepost, og som du modtog på den øde ø, hvor du befandt dig, og den forsikrede dig om, at et sted langt væk eksisterede der stadig de regler, som du engang havde kendt til, og det vakte glæde hos dig.

Selvom du har været optaget af din familie, dit arbejde og dine hobbyer og er holdt op med at ”markere” dig i sognet, for simpelthen at holde en respektfuld afstand, har du fra tid til anden forsøgt at holde dig opdateret på nyhedsfronten om Den katolske Kirke. Internettet gjorde det lettere, når du fandt frem til kilder, du kunne stole på, som eksempelvis ”Hvad handler bønnen i virkeligheden om?” af Fr. Z (Hvad skulle du have gjort, hvis du igennem årene, ikke havde haft adgang til hans artikler?). Det var Fr. Z, som gjorde dig opmærksom på Summorum Pontificum,og det medfølgende brev Benedikt XVI skrev til verdens biskopper. Den modige Ratzinger skrev med fornuft og følelse til et bispedømme, der hverken fungerede eller ikke længere troede på sin egen eksistens.

Du fik endnu en oplevelse af at modtage flaskepost på din øde ø, da du blev opmærksom på følgende ord fra Benedikt XVI:

Mange mennesker, der fuldt ud accepterede den autoritet, det Andet Vatikankoncil havde, og som samtidig var trofast overfor paven og biskopperne, ønskede ikke desto mindre at genfinde den hellige liturgis form, som var dem meget kær. Dette skyldtes først og fremmest, at den nye fejring (af Messen) ikke var loyal mod det, der fremgik af det nye Missale, som blev tolket, som en egentlig blåstempling (af de igangsatte aktiviteter) eller et krav om ”kreativ fornyelse”, som alt for ofte førte til, at man deformerede liturgien, og som tog hårdt på mange. Jeg udtaler mig på baggrund af egne erfaringer, for jeg gennemlevede også denne periode med al dens håb og dens forvirring. Og jeg har set, hvordan denne vilkårlige deformation af liturgien forårsagede stor smerte hos enkeltpersoner, som var rodfæstede i Kirkens tro.

En antydning af medfølende realisme faldt som vand på et tørt sted. Du følte dig forstået, her var en, der havde medlidenhed med dig, og at du blev retfærdiggjort. Med denne oprejsning fandt du frem til en række ligesindede katolikker, og I udarbejdede et brev, hvor I alle var medunderskrivere, hvor I anmodede om, at Den gamle Messe måtte blive genoptaget, fordi I antog, at det, som Benedikt havde anmodet om burdes overholdes nemlig at: ”I sogne hvor en stabil gruppe af troende, der holder fast ved den tidligere liturgiske tradition, af stedets præst bør imødekommes ved anmodning om at fejre Messen i overensstemmelse med det Romerske Missales ritus, som blev offentliggjort i 1962”.

Du burde have vidst bedre. Præsten gav dig et utålmodigt og uvenligt blik, da du en dag tog emnet op under en frokost med ham. Du tænkte. at det ville understøtte din sag at vise ham jeres brev med forespørgslen og underskrifterne. Hans ansigtsfarve ændredes til blårød. og det syntes som om, at han (pludselig) havde mistet interessen for desserten. De bestræbelser, som I havde iværksat, førte absolut ikke til noget. En sympatisk præst fra et andet sogn fortalte dig, at biskoppens sympati for prækonciliære ”tiltag” kunne ligge på et meget lille sted, så det ville være spild af din tid, at ”spilde” hans tid med dit forehavende. Det var på det tidspunkt, at du indså, at Summorum Pontificum var et ganske flot dokument indeholdende et meget fint sprog, men det duede ikke til så meget, når det kom til stykket, og samtidig blev det også tydeligt for dig, at de, der stod bag Ecclisia Dei heller ikke kunne udrette så meget. Deres engagement kunne måske løfte øjenbrynene hos nogen, men prælaterne (de højerestående gejstlige) ville stadig være argumentresistente og dermed afvisende.

Derfor sukker du og griber dine rosenkransperler, de er i det mindste ikke blevet forbudt eller taget fra dig. Der er måske ikke så meget håb for dig, i dit lille hjørne af verden, men du forestiller dig, at andre kan gøre en bedre indsats andetsteds, og desuden er du ved at blive gammel og burde ikke forvente meget mere eller beklage dig. Når alt kommer til alt, har Herren velsignet dig på mange andre måder: din kone, dine børn, dine børnebørn, dit rimelige gode helbred (alt taget i betragtning) og din interesse for andre ting, der giver mening, og som fungerer upåklageligt. I din alder kan du endnu være aktiv i en vis tid, derefter er det farvel til verden og det meget rod, der er i den. Nogle problemer, kan kun Gud løse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 21. marts 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/living-through-the-meltdown-an-imaginary-biography

Noter

(1). Biretta er det samme som en baret (af lat. Birrus: kappe med hætte). Gejstlig hovedbeklædning. Farven for præster er sort, violet for biskopper og rød for kardinaler (Kilde: Katolsk minileksikon).

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

30. alm søn (29/10/2018)

1. læsning Jer 31,7-9

Dette siger Herren:

Råb af glæde over Jakob,
bryd ud i jubel over det første blandt folkene;
forkynd under lovsang:
Herren har frelst sit folk,
Israels rest!
Jeg bringer dem
fra Nordens land,
jeg samler dem fra jordens fjerneste egne.
Blandt dem er blinde og halte,
sammen med svangre og fødende,
en stor skare vender tilbage.
Grædende kommer de,
jeg leder de tryglende
og fører dem til bække
ad den jævne vej, hvor de ikke snubler.
Jeg er Israels fader,
Efraim er min førstefødte.

Vekselsang Sl 126,1-2ab.2cd-3.4-5.6

R. Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Da Herren vendte Zions skæbne,
var det, som om vi drømte.
Da fyldtes vor mund med latter,
vor tunge med jubel.

Da sagde man blandt folkene:
“Herren har gjort store ting mod dem.”
Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Vend vor skæbne, Herre,
som strømme i Sydlandet!
De, der sår under tårer,
skal høste med jubel.

Grædende går han ud,
mens han bærer såsæden;
med jubel vender han hjem,
mens han bærer sine neg.

2. læsning Hebr 5,1-6

Brødre og søstre! enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder. Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske og derfor må frembære syndoffer for sig selv såvel som for folket. Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud. Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham:

Du er min søn,
jeg har født dig i dag,
ligesom han også et andet sted siger:
Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.”

Akklamation til Evangeliet Jfr 2 Tim 1,10

Halleluja!
Vor frelser Kristus Jesus tilintetgjorde døden
og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.

Evangelium Mark 10,46-52

På den tid gik Jesus ud af Jeriko sammen med sine disciple og en større skare, og der sad Timæus’ søn, Bartimæus,
en blind tigger, ved vejen. Da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: “Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!” Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og sagde: “Kald på ham!” Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: “Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig.” Så smed han kappen fra sig, sprang op og kom hen til Jesus. Og Jesus spurgte ham: “Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” Den blinde svarede ham: “Rabbuni, at jeg må kunne se!” Jesus sagde til ham: “Gå bort, din tro har frelst dig.” Og straks kunne han se, og han fulgte med ham på vejen.

Tilbage til de fire kendetegn: en, hellig, katolsk og apostolisk efter Det Andet Vatikankoncil

Kirkens fire kendetegn er, at Den er: en, hellig, katolsk og apostolisk. Med de mange forandringer, der er sket indenfor Kirken i løbet af det sidste århundrede, er mange ladt tilbage med stor undren: Hvilke spor er ladt tilbage af troen på Kirkens apostoliske udgangspunkt? På baggrund af tiden, der fulgte efter Det Andet Vatikankoncil, kan man drage følgende to vigtige konklusioner vedrørende Kirkens fire kendetegn:

1.      At evangeliseringen af den moderne verden er et hovedpunkt, der trækker en rød tråd gennem Det Andet Vatikankoncils dokumenter. Man kan stille det spørgsmål, om Kirkens missionsaktivitet i netop den henseende er blevet forbedret siden 1965?

2.      Pave Emeritus Benedikt XVI taler om hermeneutikkens kontinuitet. Dette referer til, at ethvert koncil, specielt Det Andet Vatikankoncil må fortolkes i lyset af tidligere konciler. Har man har gjort det siden 1965?

Mere specifikt omhandler Benedikts lære om hermeneutikkens kontinuitet det, at Den katolske Kirkes tradition før Det Andet Vatikankoncil kan leves (og praktiseres) ud fra de nye måder troen kan udtrykkes på, og som er blevet fremlagt af Koncilet.Hermeneutik er både en filosofisk retning samt læren om at fortolke en teksts mening, og kontinuitet henviser til at katolsk doktrin, tilbedelse og liv efter Det Andet Vatikankoncil burde være de samme, som de havde været i foregående generationer, blot i en fornyet form.

Selvom dette på et teoretisk plan synes tilgængeligt og muligt at iværksætte, har det i praksis ikke været så let at føre ud i livet (med mindre der indtraf et verdensomspændende mirakel). Mirakel eller ej, de følgende syv kriterier må trofaste katolikker tilslutte sig, før vi overhovedet vil opleve nogen form for hermeneutikkens kontinuitet:

1.      Mange ting (både det gode og dårlige) var allerede sat i bevægelse før Vatikan II. Nogen siger, at den liberale humanisme holdt sit indtog i Kirken med renæssancen i det 16. århundrede. Der er nogen, der hævder, at den kom ind i Kirken på grund af Vatikan II (1962 – 1965). Mange af de traditionalister, der har indsigt i dette, anerkender, at denne hæresi med stor succes ”sneg” sig ind på præsteseminarierne allerede før Første Verdenskrig (1905-1915).

Modernismens hæresi (”syntesen af alle hæresier” ifølge pave Skt. Pius X) startede faktisk som et angreb på Bibelen: Fr. Loisy var en ”intellektuel” med speciale i Den hellige Skrift, som underviste på et fransk seminarium og skabte en ”tendens”, hvor man stillede spørgsmålstegn ved Bibelens ufejlbarlighed. Skt. Pius X foretog en ekskommunikation af ham efter utallige forsøg på, at få ham på ”andre tanker”. Selvfølgelig starter det hele med dette, da satans første ord til manden og kvinden var: ”Har Gud virkelig sagt … ?” (1 Mos 3:1). Under alle omstændigheder var det sandsynligvis, fordi man stillede spørgsmålstegn ved Den hellige Skrift i den første halvdel af det 20. århundrede, at klerikale i den anden halvdel af dette århundrede foretog den hybris at stille spørgsmålstegn ved Kirkens forbud mod prævention i ægteskabet.

Den cancer, vi nu oplever i Kirken, har meget lidt at gøre med Vatikan II. Selv ærkebiskop Lefebre sagde i et interview i 1978: ”Jeg vil ikke mene, at Vatikan II kunne have forhindret det, der sker i Kirken i dag. Modernisternes tankesæt er igennem tiden trængt ind alle steder i Kirken”. Men det gode skyldes måske heller ikke Vatikan II: Mens mange katolikker nu med rette erkender, at det, de har behov for, er et personligt forhold til Jesus Kristus for at holde Hans bud, og dette gjorde også Skt. Ignatius af Loyola ved at skrive om de åndelige øvelser i det 16. århundrede. Jesus sagde selv: ”Elsker I mig, så hold mine bud” (Joh 14:15). Denne tidløse forståelse af et ”forhold” blev ikke præsenteret for koncilet. I det mindste kan vi sige, at begge positioner i Kirken må holde op med at benytte Vatikan II, som undskyldning for at ”antage noget” eller ”synke ned i fortvivlelse”. 

2.      Intet koncil vil nogensinde kunne ændre på guddommelig åbenbaring. Men et koncil kan være med til at uddybe den. Jesus Kristus gav troens pant en gang for alle til apostlene. Et koncil bør nære forståelsen af troens pant. For eksempel bidrog koncilet i Kalkedon med dybere indsigt i det, der allerede er åbenbaret i Kristologien, og som nu er understøttet af nye parametre for formuleringen af Kristi hypostatiske forening (Foreningen af Kristi guddomsnatur og menneskenatur i Hans ene Person, som er 2. Person i Gud ). Koncilerne bør fremkomme med ”udviklende” tilføjelser til – eller slutninger i forhold til Den hellige Skrift, så Den kan imødese nye sociale behov eller sætte en stopper for nye hæresier. Men et rigtigt koncil kan ikke frembringe et skamferet sammendrag af troens pant. 

Jeg siger ikke, at Vatikan II gør dette, men ”ånden fra Vatikan II” gør det helt sikkert. For eksempel når folk siger mærkværdige ting, som ”Vatikan II forbyder, at man modtager Den hellige Kommunion på tungen”, eller at ”Vatikan II tillader prævention”. Dette ville være en del af den katolske tro, som et rigtigt koncil ikke har indvirkning på. 

Vatikan II er vanskelig at evaluere i den henseende, da ingen af de efterfølgende dokumenter har status af at være ufejlbarlige. Således må man se Vatikan II i relation til de andre økumeniske konciler. Og helt ærligt, havde vi gjort det, som katolikker, ville vores tilbedelse og vores måde at leve på have undergået subtile og smukke ændringer. 

3.      Den nye Messe var ikke nødvendig for Ad GentesAd Gentes er missionskapitlet i Vatikan II, som betyder, ”at gå ud til alle folkeslag” som er en del af missionsbefalingen. Vatikan II blev afsluttet i 1965. Fra 1965 til 1969 undergik Messen en radikal forandring. 

Bidrog Den nye Messe til at missionærerne nåede ud til ”alle folkeslag”? Nuvel, vi må først anerkende, at den vesterlandske missionsaktivitet i Afrika og Asien var kolossal før koncilet, især fra 1800 til 1960. Efter 1965 blev næsten alt missionsarbejde i udlandet erstattet af socialt arbejde. 

Evangelisering i modersmålslandene synes at være blevet fortsat efter koncilet. For eksempel har vi ekstraordinære eksempler på kinesiske kristne, der evangeliserede deres landsmænd på trods af risikoen for tortur og martyrium. Men hvad med Vesten? Var det en succes med den nye Messe i USA og Europa? 

Arkitekterne bag Den nye Messe (heriblandt Msgr. Bugnini) fortalte os, at Den nye Messe skulle være attraktiv for protestanterne. Men årtier efter at disse ændringer blev foretaget, ser vi, at flere amerikanere har forladt Den nye Messe til fordel for det, protestanterne er langt bedre til (lovprisning, tilbedelse og at skrive spændende prædikener), og som de er blevet bedre til siden Luther. Jeg kan ikke påvise, at der er tale om en årsagssammenhæng, men man kan sige, at de liturgiske forandringer gik hånd i hånd med følgende: en nedgang i kald samt Messedeltagelse, at man modtog katekeser, der lød som om, de stammede fra det unitariske kirkesamfund og lukningen af mange gamle smukke sogne på hele østkysten, og yderligere måtte en stor del af sognene i Boston lukkes ned. Dr. Peter Kreeft minder os om, at dette var et ”liturgisk holocaust”. Jeg kan ikke mindes, at ”nytænkning” nogensinde i et sådant omfang har ”hjemsøgt” Den traditionelle latinske Messe i løbet af de 1500 år, den har eksisteret og ikke engang under de doktrinære kriser, der har været i Kirken. 

4.      Ændringen af sakramenterne efter Koncilet er ikke nødvendigvis en del af den hermeneutiske kontinuitet. Efter Vatikan II overbeviste en mindre gruppe elitære biskopper (indrømmet, de var inspireret af deres progressive protestantiske læremestre) resten af verdens biskopper om, at de skulle acceptere et nyt sæt af tomme velsignelser, en tom excorcisme ritus, en tom kalender, et tomt Officium Divinum, en tom salvelse og en tom Messe. Underligt nok blev dette normen i Den katolske Kirke, og det var som at få en spand kold vand i hovedet for dem, der holdt fast ved den såkaldte ”hermeneutiske kontinuitet”. 

Heldigvis lod Gud stadig i Sin store barmhjertighed alle de nye tomme sakramenter bevare deres gyldighed. Men, det er langt mere end blot ”gyldighed” præsten bør stræbe efter. For eksempel benyttede man en mindre exorcisme i forbindelse med en døende i den gamle udgave af sakramentet: den sidste olie. Hvorfor ville nogle ”liturgiske eksperter” fratage den døende en exorcisme? 

5.      Vi kan acceptere traditionens fylde og stadig missionere. Ifølge Benedikts skrivelse Summorum Pontificum fra 2007 (samt talrige andre dokumenter fra 1600-tallet), må jeg som præst ikke afvise de traditionelle sakramentalier og sakramenter i Den katolske Kirke. Det er tilladt for mig at holde fast ved Den traditionelle latinske Messe i min tilbedelse og evangelisering. Alle mine studier af dette har bevist, at der ikke er tale om en Messe, som er 500 år gammel, men et sted mellem 1500 og 2000 år. Størstedelen af Den Messe, jeg til dagligt celebrerer, er den samme, som den fra det 5. århundrede, men Den gamle Messe kan vise sig at være af endnu ældre dato. Koncilet i Trent definerer den såkaldte ”ekstraordinære form” af Messen, som at være af apostolisk oprindelse. 

Mens jeg prioriterer at celebrere Den traditionelle latinske Messe samt de traditionelle sakramenter, ønsker jeg også at udbrede Kristi budskab til alle folkeslag, som Paulus og Skt. Fracis Xavier gjorde det. Alligevel synes det, som om man er af den opfattelse, at Den nye Messe er det bedste udgangspunkt for missionsaktivitet, og at Den traditionelle latinske Messe er bedst egnet for den neurotiske og psykotiske, som kun ønsker at åbne op for en kultisk livsstil. 

Vi må stoppe med at tænke på den måde, for hvem er, trods alt, bedre missionærer end apostlene? Folkeslagene blev evangeliseret af præster, der celebrerede Den traditionelle latinske Messe.   

6.      Lex orandi, lex credendi. Vor tro afspejler måden, hvorpå vi beder. Dårlig liturgi vil uundgåeligt føre til en dårlig forståelse også uden dårlige katekeser. For eksempel var Vatikan II ikke noget dogmatisk koncil, og stadigvæk er det som om, alle amerikanske katolikker har mistet troen. 

Efter koncilet kom katolikker til den konklusion: at foretage eksperimenter i liturgien berettiger, at man eksperimenterer med doktrin. Kan man bebrejde dem det? Det giver sig selv, at når frygten for Gud forsvinder fra doktrinen, er det fordi, den fra første færd er forsvundet fra liturgien. Messen bør bringe fred og trøst, ja, men tilbedelsen er også med til at åbenbare en ærbødig fornemmelse for det trancendente. Den glemte forening med Gud, en Gud så uendelig magtfuld og hellig, at det nærmest er umuligt tro på, når man går ind til en Messe under Kommunistiske slagsange, som eksempelvis ”Gather Us In”. Hvordan kunne man erstatte den trancendente storhed i Den hellige Højmesse med Marty Haugen (amerikansk komponist med specifik fokus på Luthersk liturgisk musik) og tro, at det ville lede flere sjæle til Gud? 

Jeg har altid troet, at dette ”liturgiske holocaust” var et problem forbeholdt USA, men jeg har været vidne til langt værre musik samt vanhelligelse andre steder i verden (eks. Myrer der spiste af Den hellige Eukaristi i Tabernaklet, dette var jeg vidne til i Brasilien). Hvordan kan nogen besidde frygt for Gud, når vi behandler Ham på den måde? 

Jeg kan med god samvittighed hævde, at protestantiske storkirker møder Gud med langt større hellig frygt (i det mindste set udefra), end man gør i et alment katolsk sogn. Og jeg drager denne konklusion på baggrund af mine rejser til sogne på fem kontinenter, som jeg har foretaget siden min ordination. 

7.      Kollateral cirkulation. Der har optrådt en række meget smukke og stærke bevægelser i Kirken efter Vatikan II. Disse lægfolksbaserede bevægelser er analoge med kollateral cirkulation. Kollateral cirkulation er, når blodet finder alternative veje gennem mindre arterier for at sørge for blodgennemstrømningen til væv, så der kan tilføres ilt, på trods af, at de oprindelige arterier, som er beregnet til at gøre hoveddelen af arbejdet, stadig er beliggende der. De små arterier i min analogi kunne være tiltag, som FOCUS, the Augustine Institute, Theology on Tap og selv de karismatiske bevægelser (når de opererer udenfor Messen), og det er hos dem, jeg har set Guds Hånd udvirke mirakler. 

Det hellige præsteskab i denne analogi er den store arterie, som stadig er beliggende i området. Det er ladet med apostolisk storhed, men aktuelt er det blevet afskåret grundet frygt og politiske hensyn. 

Har det ikke altid været sådan? Nej for præsteskabet er skyld i mange nye ”hændelser” såsom børnesexmisbrugsskandaler samt episoder med unge mænd (noget man endnu ikke har anerkendt). For eksempel er relativismen, der har påvirket vores doktrin, så allestedsnærværende, at en hellig og venlig biskop sagde, at selv pavens teologi objektivt er fejlagtig. Vil nogen ung mand ønske at praktisere cølibatet for at følge denne forvirring? 

Hvor er vi på vej hen herfra? Nuvel, jeg ønsker ikke, at vi vender tilbage til 1950’erne, som nogle vrede mennesker har et ønske om. Mit forslag er ganske enkelt: lad Kirken fortsætte sin færd med alle sine mange gode lægmandsbaserede bevægelser, men lad alle biskopper og præster udøve de tidløse sakramenter (ifølge forordningerne af 1962). Vi kan opretholde ”nyevangeliseringen”, men lad os være på vagt overfor modernismens doktriner. Derpå vil vi se en ny bølge af inspirerende præstekald opstå blandt familier, der har bevaret troen. Rent faktisk, lovede Guds Moder en nonne i det 16. århundrede, at i det 20. århundrede (efter at have oplevet et stort tab i forhold til den katolske tro) vil Gud efterfølgende ”sende til Sin Kirke en prælat, der skal genoprette den åndelige ”tendens” hos Hendes (Kirkens) præster”. Jeg tror, at denne genopretning og denne ”prælat” vil komme i vores levetid, selvom sejren først indfinder sig efter yderligere globale og Kirkelige katastrofer. 

Man kan følge Fr. Nix på hans blog, på video og via podcast på http://www.padreperegrino.org/about-padre/

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Fr. David Nix og publiceret på OnePeterFive d. 6. juli 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/four-marks-apostolic-church-after-vii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

29. alm søn (21/10/2018)

1. læsning Es 53,10-11

Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.

Vekselsang Sl 33,4-5.18-19.20&22

R. Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

Herrens ord er sandt,
alt, hvad han gør, står fast.
Han elsker ret og retfærdighed,
Herrens godhed fylder jorden.

Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed,
så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

Vi længes efter Herren,
han er vor hjælp og vort skjold.
Lad din godhed komme over os, Herre,
for vi venter på dig.

2. læsning Hebr 4,14-16

Brødre og søstre. Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.

Akklamation til Evangeliet Jfr Mark 10,45

Halleluja!
Menneskesønnen er kommet for at tjene
og give sit liv som løsesum for mange.

Evangelium Mark 10,35-45 eller 10,42-45

På den tid kom Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, hen til Jesus og sagde til ham: “Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os.” Han spurgte dem: “Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?” De sagde til ham: “Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.” Jesus sagde til dem: “I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?” “Ja, det kan vi,” svarede de. Jesus sagde til dem: “Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt for.”

Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: “I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”


Kort læsning: Mark 10,42-45

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus.

På den tid kaldte Jesus de tolv til sig og siger til dem: “I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

To helgener hjælper os gennem den ondskab, der har infiltreret Kirken

Vi har altid brug for eksemplet og læren fra helgenerne for at holde os på rette vej. I oktobermåned højtideligholder Kirken fester for mange store helgener. To af disse helgener, som mange har en forkærlighed for, fejres i starten af måneden: det drejer sig om Skt. Thèrése af Lisieux (den 1. oktober i den nye kalender, den 3. oktober i den gamle kalender) og Skt. Frans af Assisi (den 4. oktober i begge kalendere).

Skt. Thèrése lærer os aldrig at overse eller ignorere, at Gud møder os i de små ting, og at det er herigennem, at vi kan vise vor kærlighed til Ham. Skt. Frans lærer os, at alt er uden betydning sammenlignet med den sejrende kærlighed fra Den korsfæstede Kristus. De blev begge helgener ved at følge den trange vej, som betyder, at man lader Kristus komme i første række igen og igen og undgår synd. Det var ikke sådan, at de undgik kampe og vaklede. Denne totale fuldkommenhed er ikke mulig for noget faldent menneske. Som Skt. Thomas siger, vi vil i det himmelske fædreland være fuldkommengjort på enhver måde. Det var, som om Thèrése og Frans vidste, hvor de skulle hen, og hvordan de skulle nå dertil, og derfor lod de sig ikke stoppe af nogen forhindring.

Vor Herre virker kraftfuldt i os på trods af de forhindringer, vi lægger frem for Ham, så længe vi af fri vilje bliver ved med at give vort hjerte til Ham: ”Herre, jeg ønsker at være sammen med Dig, Jeg ønsker at være Din for al evighed. Gør mig til Din ved Din Helligånds kraft”.

Årsagen til den nuværende krise i Kirken er intet andet end mangel på et brændende ønske om at være sammen med Vor Herre Jesus Kristus og være i Ham i dag, hver dag, og på den sidste dag. Dette er grundlaget for hellighed og alt i det kristne liv. Der er intet andet uden dette ønske om en fuldkommen sammenhørighed med Kristus vor Frelser, intet andet betyder noget eller kommer til at betyde noget. Det er netop det, vi må genopdage ved at begynde lige her i mit eget hjerte og dit eget hjerte.

Det onde, som Herren tillader at ske, er et meget tydeligt opråb til os, om at vågne op og genopdage vores kerne som – og forpligtelse til at være Kristi disciple. Og fordi kærlighed tit og ofte viser sig i det små snarere end i det store, som Skt. Thèrése mindede os om, må vi ydmyge os i det omfang, vi dagligt opsøger Herren i bøn, i skriftemålet, i Den hellige Messe, ved den Eukaristiske tilbedelse, og at vi henvender os til Vor Frue og helgenerne, når vi har behov for hjælp, selvom vi er præget af modløshed, selvom vi finder det ubelejligt eller blot er følelsesmæssigt ude af balance, eller hvad der nu måtte ”friste” os til at blive væk fra det, vi ved, vi burde gøre.

Vores daglige rutiner synes at levne endda meget plads til at følge med i nyhedsstrømmen, dens nød og klage og det, den ellers bringer med sig. Jeg kender det fra mig selv, fristelsen til at opsøge disse ting og svælge i dem.

Misforstå mig ikke. Der er bestemt et behov for at følge med i nyhedsstrømmen og forholde sig til, hvad der sker. Ikke desto mindre tror jeg, at Skt. Thèrése og Skt. Frans vil fortælle os: Glem ikke at bruge din tid og gerne mere af den på ydmyg, inderlig, sagtmodig og gavmild bøn for Kirken og for alle i den, og begynd med paven og gennemgå alle de hierarkiske led, til du når til dem, der er dine medtroende i det sogn, du tilhører, og som hele tiden vækker en irritation hos dig samt de præster, der har fornærmet dig, eller hvad der måtte ligge dig på sinde.” Gør dette for Kristi kærlighed, Kristus, der elskede mig og gav sig selv hen for mig, mens jeg” endnu var synder” (Gal 2: 20, Rom 5: 8).

Bøn vil gøre langt mere for at fremme en egentlig og varig reform af Kirken end al den form for aktivisme, vi allerede kender alt for godt. Som Skt. Katarina fra Siena lader komme til udtryk i en af sine fantastiske bønner:

O mildeste Kærlighed, Du så i Dig selv behovet for Den hellige Kirke og de beføjelser Hun behøver, og Du gav Hende dem, det er Dine tjeneres bønner, med hvilke Du gerne vil bygge en mur, som kan understøtte Den hellige Kirke og til Dine tjenere indgyde Helligåndens milde og glødende ønsker om Hendes fornyelse.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/all/today#article-two-saints-to-help-us-through-the-evil-that-has-infiltrated-the-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

28. alm. søn. (14/10/2018)

1. læsning Visd 7,7-11

Jeg bad om klogskab, og den blev mig skænket,
og på min bøn kom visdommens ånd over mig;
den foretrak jeg for sceptre og troner,
og rigdom regned! Jeg for intet imod den;
ingen nok så uvurderlig ædelsten satte jeg så højt som den;
thi ved siden af den er alt guld kun som en smule sand,
og mod den er sølv kun som ler at regne.
Jeg elskede den mere end sundhed og skønhed,
og den valgte jeg at eje endog fremfor solens lys,
thi glansen fra den slukkes aldrig;
sammen med den kom alle andre goder til mig
og ved dens hjælp umådelig rigdom.

Vekselsang Sl 90,12-13.14-15.16-17

R. Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.

Lær os at holde tal på vore dage,
så vi får visdom i hjertet.
Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
Vis medlidenhed med dine tjenere!

Mæt os om morgenen med din godhed,
så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os,
de år, vi oplevede ulykke.

Lad dine tjenere få dit værk at se,
lad deres børn se din pragt!
Herren, vor Guds herlighed komme over os!
Styrk vore hænders værk for os,
ja, styrk vore hænders værk!

2. læsning Hebr 4,12-13

Brødre og søstre! For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.

Akklamation til Evangeliet Matt 5,3

Halleluja!
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.

Evangelium Mark 10,17-30 eller 10,17-27

På den tid, da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: “Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus svarede ham: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: ‘Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!’ ” Han sagde: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.” Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: “Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!” Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Da så Jesus sig omkring og sagde til sine disciple: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige.” Disciplene var rystede over hans ord. Og Jesus sagde igen til dem: “Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Men de blev endnu mere forfærdede og sagde til hinanden: “Hvem kan så blive frelst?” Jesus så på dem og svarede: “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”

Peter tog ordet og sagde til ham: “Se, vi har forladt alt og fulgt dig.” Jesus sagde: “Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden.


Kort læsning: Mark 10,17-27

På den tid, da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: “Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus svarede ham: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: ‘Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!’ ” Han sagde: “Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.” Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: “Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!” Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Da så Jesus sig omkring og sagde til sine disciple: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige.” Disciplene var rystede over hans ord. Og Jesus sagde igen til dem: “Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Men de blev endnu mere forfærdede og sagde til hinanden: “Hvem kan så blive frelst?” Jesus så på dem og svarede: “For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.”