Der er ingen frelse udenfor Den katolske Kirke

Der er en sandhed, åbenbaret af Gud: at der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke. Den katolske Kirke er Jesu Kristi sande Kirke, fordi Den er indstiftet af Jesus Kristus for helliggørelse af – og til frelse af sjælene. Hvordan er det så muligt, at frelsen kan eksistere udenfor Den Kirke, som Jesus Kristus indstiftede for at frelsen var mulig?

Den katolske Kirke er ikke noget usynligt fællesskab, men et synligt, og det er det, fordi det er nødvendigt at være en del af Den synlige Kirke for at kunne opnå frelsen. Der eksisterer ikke nogen usynlig katolsk Kirke. Det er dog muligt, at et menneske på en usynlig måde kan være en del af Den katolske Kirke, som er synlig. Et menneske, der lever i total uvidenhed om den sande tro, og som ikke har kendskab til den nødvendighed, det er at være en del af Kirken for at opnå frelsen, vil ikke af Den Almægtige Gud blive holdt ansvarlig for en synd, vedkommende ikke har gjort sig skyld i. Et sådant menneske kan gennem nåden være en del af Den katolske Kirke.

Det er ekstremt risikobetonet at forblive uden for Den katolske Kirke, når Den af Gud er indstiftet for at lede mennesket til frelsen. Man bliver en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab gennem dåben eller ved nåden, fordi det netop er ved denne synlige rituelle handling, et menneske bliver en del af Den katolske Kirke. Men protestanter, der har en gyldig dåb, er ikke katolikker: for Kirken er karakteriseret ved et synligt fællesskab bestående af dem, der bekender troen på Kristus og tager del i de samme sakramenter og er forenet under deres legitime præst, der er underlagt det synlige overhoved (paven). Protestanter befinder sig imidlertid i et ikke fuldkomment, men dog egentligt (eller sagt på en anden måde, et egentligt men ufuldstændigt) fællesskab med os katolikker, og de er kristne, men de er ikke i sig selv en del af Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Katolikker har i to hundrede år eller mere benyttet formuleringen ”adskilte brødre” til at betegne protestanterne og ortodokse og andre. Det andet Vatikankoncil benytter udtrykket ”frates a nobis sejuncti”, de brødre, der er adskilt fra os. Ordet adskilt beskriver en mangel i forhold til dette fællesskab, og ordet brødre betegner, at det rigtige fællesskab ikke desto mindre er ufuldkomment.

At hævde, at ”der ingen frelse er udenfor Den katolske Kirke” betyder ikke, at protestanter, jøder, muslimer o.s.v ikke kan opnå frelsen, men opnår de frelsen, er det i kraft af Den katolske Kirke og ikke deres egen denomination eller religion. Hvis en person fra en anden denomination eller religion opnår frelsen, er det, fordi vedkommende af nåde (eller i tilfældet med protestanter, ved dåben) er en del af Den katolske Kirkes fællesskab. Alle, der er i Himlen, er en del af Den triumferende Kirke og er i sig selv (ipso facto) katolik.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil benægte, at der findes gode og hellige mennesker indenfor andre religioner. Men det fjerner ikke den kendsgerning, at al nåde, der er i verden, kommer ind i verden gennem Den katolske Kirke.

En person, der ved, at Den katolske Kirke er den sande tro, og ikke ønsker at træde ind i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, kan ikke opnå frelsen. Det siger den lære, der ligger i Kirkens læreembede, og som er bekræftet i skrivelsen Lumen Gentium, som er et dokument fra det andet Vatikankoncil.

Den katolske Kirke, er Kirken. Den er ikke en del af Kirken eller en denomination i Kirken, Den katolske Kirke og katolicismen er indstiftet af Jesus Kristus, udenfor Den er der ingen frelse. Katolicismen er den eneste religion, der er blevet indstiftet af Gud, og er dermed også den eneste religion, der har Guds velbehag.

Det er alle menneskers pligt at blive optaget i Den katolske Kirke og underkaste sig Hendes lære. Det er Gud, der taler til mennesket ikke blot gennem den hellige Skrift, men også den hellige tradition og Kirkens læreembede. Vi bør tro på det, som Kristus lærer os gennem Sin Kirke og have tro på det, der ligger implicit i alt det, Gud har åbenbaret, at det er altafgørende for frelsen. (Og der er visse sandheder, som man helt klart bør tro på)

Det er en stor synd imod kærligheden, hvis man opmuntrer folk til at holde fast ved deres vildfarelser, som ikke fører til frelsen. Vildfarelser leder ikke til frelsen. Sandheden er Jesus Kristus, og det indbefatter den sandhed, der ligger i Hans Kirke, Den Kirke, der er Jesu Kristi ubesmittede Brud og Hans mystiske Legeme, og det er Den, der vil lede folk til frelsen. Folk har ret til at have kendskab til den fulde sandhed, man finder i Evangelierne og ikke nægtes adgang til den. Derfor er folk, som allerede nævnt, berettiget til at kende sandheden, at den katolske tro er den sande religion, at Den katolske Kirke er Guds Kirke, som har autoritet, er ufejlbarlig og er fundamentet, og som videregiver den sande tro og bevarer sakramenterne, der er indstiftet af Jesus Kristus, og som står indtil verdens ende. At være en del af Kirkens fulde fællesskab er nødvendigt for frelsen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af David Mitchell og publiceret på OnePeterFive den 24. juli 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/salvation-outside-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Bebudelsen: velsignede kvinder, der knuser hovedet på deres fjender

Ved denne store fest for Herrens bebudelse fejrer vi ikke blot undfangelsen af Den anden Person i Den hellige Treenighed, vi fejrer også Marias fiat (ja) til at være Herrens tjenerinde. Derudover var Marias fiat, det endelige og afgørende nederlag for djævelen, og det er det, vi ofte ser afbilledet i kunsten og specielt i forbindelse med Mariastatuer, hvor hendes ene fod er placeret på slangens hoved. Når protestanterne bestrider Marias betydning i frelseshistorien, bør man rette et undersøgende blik på evangelisten Lukas, der ved bebudelsen beskriver Vor Frue, som den, der besejrer satan.

Det centrale i Bebudelsen trækker tydelige tråde til et skriftsted i det gamle Testamente. Det skriftsted, der er tale om, er 1. Mosebog kap. 3: 15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen”. Dette skriftsted er af så stor betydning, at det betegnes som et protoevangelium eller urevangelium. I dette protoevangelium, hvor syndefaldet er sket, og dommen over Adam og Eva stadfæstes, indvarsler Gud Sin frelsesplan. Ligesom det højtidelige glædesudbrud under påskevigilien, som lyder: ”O lykkelige brøde, der fortjente at få en sådan og stor Forløser”, kommer protoevangeliet lige efter syndefaldet, hvor Gud forkynder det ”første” glædelige budskab om frelsen fra synd og djævelens varetægt. I overensstemmelse med 1. Mosebog kapitel 3: 15 udviser Kristus, som den nye Adam, lydighed og gør dermed det modsatte af den første og oprindelige Adam, som syndede ved ulydighed. Jesus udviser lydighed, da han i sin angst i Getsemane have beder en bøn, der er rodfæstet i lydighed: ” ikke som jeg vil, men som du vil”. Dette skildres på følgende måde i Mel Gibsons The Passion of the Christ, hvor Jesus efter at have overvundet fristelserne gennem Sin ”lydighedsbøn”, rejser Sig og tramper med fuld kraft på en slange, der er er et billede på djævelen.

Fortolkningen af det ovenfor beskrevne skriftsted behøver ikke nødvendigvis at være centreret omkring Kristus. Faktisk finder man i Douay Rheims New Jerusalem bibelversioner et protoevangelium, der indeholder et feminint pronomen, ”Hun skal knuse dit hoved, og du skal bide hende i hælen”. Dette kunne henvise til Maria, som Den nye Eva, der understøtter, men ikke erstatter Kristus, som er Den nye Adam, og det er netop det, der henvises til i evangelisten Lukas beskrivelse.

For at uddybe den forbindelse, der er mellem protoevangeliet og Bebudelsen, må vi tage udgangspunkt i to eksempler på heltemodige kvinder, der optræder i det gamle Testamente. I Dommerbogen kapitel 4 befaler Herren gennem profetinden og dommeren Debora, at der skal sendes en hær mod den kanaanæiske besættelsesmagt ledet af kana’anæerkongen Jabin, der undertrykker israelitterne. Som Herren har forudsagt, lider kanaanæerne et nederlag, og deres general Sisera flygter til fods og ankommer til Jaels telt. ”Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk (som havde en bedøvende virkning) … og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han” (Dom 4: 17-21). Som det efterfølgende fremgår af Deboras sejrssang, er det centrale tema, at israelitterne har besejret kanaanæerne: ”Velsignet blandt kvinder være Jael, kenitten Hebers hustru, velsignet blandt kvinder i telte … Hun rakte hånden ud efter en teltpløk og greb en hammer med højre hånd. Hun hamrede pløkken i Sisera, kløvede hans hoved, knuste og gennemborede hans tinding” (Dom 5: 24 og 26). Man bør sætte stor pris på det gamle Testamente.

Et lignende forløb udspiller sig i Judits Bog. En assyrisk hær under ledelse af Holofernes belejrer den jødiske by Betylua, som ligger på vejen til Jerusalem. Efter 34 dage er byens befolkning rådvilde og er ved at tabe modet og villige til at overgive sig. Af den grund tog Judit sagen i egen hånd, hun sagde til Betyluas ledere: ” … Herren (vil) redde Israel ved min hånd. Men spørg mig ikke ud om mit forehavende, for jeg vil ikke fortælle jer noget, før jeg har gennemført det, jeg er i færd med” (Judit 8: 33-34).

”… så gik Judit ud sammen med sin tjenestepige … Da de to kvinder fortsatte lige frem i dalen, mødte de en assyrisk forpost. De greb fat i Judit og spurgte: Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Hun svarede: Jeg er en af hebræernes døtre, men jeg er løbet væk fra dem, for de vil blive overgivet til jer og ædt. Jeg er på vej til Holofernes, den øverstbefalende over jeres hær, for at give ham pålidelig underretning og vise ham, hvilken vej han skal gå for at blive herre over hele bjerglandet, uden at en eneste af hans folk går tabt, ikke en levende sjæl. Da mændene hørte hendes ord og iagttog hendes udseende – hun var i deres øjne forunderlig smuk – sagde de til hende: Du har reddet livet ved at skynde dig ned til vores herre. Fortsæt du kun hen til hans telt …” (Judit 10: 10 og 11-15). Betaget af Judits skønhed indbyder Holofernes hende til at holde måltid med sig. ”Holofernes glædede sig over hende og drak store mængder af vin, mere end han nogensinde i hele sit liv havde drukket på én dag” (Judit 12: 20). Derpå sker der følgende: ”Da alle var gået, og der ikke var en sjæl tilbage i soverummet, stillede Judit sig ved Holofernes’ seng og bad ved sig selv: Herre, al magts Gud, giv i denne time din støtte til det, mine hænder skal gøre til Jerusalems ophøjelse; for nu er tiden inde til, at du kommer dit ejendomsfolk til hjælp og lader mit forehavende føre til udslettelse af de fjender, der har rejst sig mod os. Hun gik så hen til sengestolpen ved Holofernes’ hoved og tog hans sværd ned, stillede sig tæt ved sengen, greb fat i hans hår og bad: Giv mig styrke i dag, Herre, Israels Gud! Så slog hun af al sin kraft to gange mod hans hals og huggede hovedet af ham. Derpå rullede hun hans krop ned fra lejet og fjernede moskitonettet fra stængerne. Straks efter gik hun ud og overlod Holofernes’ hoved til pigen, som stoppede det ned i sin madsæk. Så gik de to ud sammen, som de plejede, når de skulle bede; men da de var kommet gennem lejren, gik de uden om kløften og op ad bjerget ved Betylua og nåede frem til byporten” (Judit 13: 4-10). ”Så tog hun (Judit) Holofernes’ hoved frem fra sækken, viste dem det og sagde: Her er Holofernes’ hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren, og her er moskitonettet, han lå under i sin rus. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd” (Judit 13, 15), og ”hele folket blev ude af sig selv, bøjede sig ned og tilbad Gud, og de sagde som med én røst: Lovet være du, vor Gud, som i dag har tilintetgjort dit folks fjender! Og Uzzija (byens overhoved) sagde til hende: Velsignet af Gud den Højeste være du, min datter, frem for alle andre kvinder på jorden, og velsignet være Gud Herren, som skabte himlen og jorden, og som ledte din vej, så du kunne give vore fjenders leder hans banesår” (Judit 13: 17-18).

Disse to afsnit om Jeal og Judit får stor betydning, når de ses i relation til Marias måde at handle på under Bebudelsen samt de sejre de to heltinder i det gamle Testamente står bag. I Lukasevangeliet kapitel 1: 38, bliver Evas ulydighed ”vendt” til lydighed af Maria, da hun siger: ” … Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Fire vers senere i Lukasevangeliet kapitel 1: 42 siger Elisabeth med høj røst henvendt til Maria: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”, og Elisabeth fortsætter i vers 45: ”Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse”. Maria bekræfter efterfølgende det, som Elisabeth netop har sagt i sin Magnificat: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig” (Luk 1: 48).

Denne trefoldige erklæring, at Maria er salig, leder læserens opmærksomhed tilbage på Jael og Judit, og de gerninger, de udfører, og som er årsagen til, at disse to kvinder kaldes salige. Ser man nærmere på den bibelske konkordans (alfabetisk fortegnelse over ord og disses forekomst i bibelen), vil man opdage, at der kun er to kvinder, udover Maria, Jael og Judit, der betegnes som salige. Når Lukasevangeliet viser stor sympati for det gamle Testamente, og samtidig henter referencer herfra, må man antage, at evangelisten har været vidende om den betydning, der ligger i, at Maria kaldes salig.

Hvis Marias salighed svarer til Jael og Judits respektive salighed, må de tre kvinders handlinger også svare til hinanden, altså de handlinger, der er årsagen til, at de tre kvinder er salige. Jael og Judit knuser begge hovedet på et menneske, der ønsker Israels endeligt, hvor Maria derimod knuser hovedet på en åndelig fjende, nemlig den gamle slange, der er leder for alt det onde og ikke hellige. Ved at sige ja til Guds vilje erstatter Maria, som den nye Eva, den gamle og oprindelige Evas ulydighed med lydighed, den ulydighed, der ledte til syndefaldet. Fordi Maria siger ja til Guds vilje og dermed viser lydighed, retter hun det afgørende slag mod djævelen, og det ved at bane vejen for Guds Ord, som blev kød og menneskehedens Frelser.

Lukasevangeliet viser, at Bebudelsen er en opfyldelse af protoevangeliet og bekræfter blot for os katolikker, at Maria spiller en vigtig rolle i frelseshistorien, og at hun med rette kan kaldes medforløserske (Mediatrix) af al nåde. For protestanter, der accepterer denne form for eksegese, kan dette være en anledning til at rette (et nødvendigt) fokus på – og hengive sig til Guds Moder.

Med den tilsyneladende evige strøm af dårlige nyheder fra Kirkens hierarki til lægfolket, sender Bebudelsen et budskab om håb, et håb om den sejr, der allerede er vundet. I dag er djævelens indflydelse allestedsnærværende, men han er blevet besejret. Vi, der udgør Den militante Kirke, er vidner til, at han (djævelen) synger sin svanesang, mens han krampagtigt til det sidste forsøger at tage så mange sjæle med sig i faldet, som overhovedet muligt. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på, at han drager sit sidste suk. Indtil det sker, bør vi fejre den sejr, Vor Frue har vundet over fjenden (djævelen) og håbe på den glæde, vi skal tage del i, når vores pilgrimsvandring i denne verden er tilendebragt.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Shane Ball og publiceret på OnePeterFive den 25. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/annunciation-women-crush-heads

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål

Anden del.

Når man er på vej ind til skriftemålet, er det bedste, man kan gøre, at være i vedvarende bøn og bede Herren om at lede en, når der er behov for det. Husk dette, overvej dette og lad dette bundfælde sig i dig på vej til – under og efter skriftemålet:

Hvis sjælen befinder sig i en tilstand, hvor den er præget af dødssynd, er den ikke i stand til at omvende sig, medmindre Gud giver den nåden til at gøre det, og selv da skal sjælen arbejde sammen med den nåde, Gud har givet kvit og frit ud af sin guddommelige barmhjertighed.

Er en sjæl først kommet i en tilstand præget af dødssynd, kan den ikke ved egen kraft orientere sig mod Gud, fordi synden har slukket Guds kærlighedslys i den. Hvis Gud ikke giver sjælen denne foreløbige nåde, (en nåde Gud giver rettet til et specifikt formål, og denne nåde skal ikke forveksles med den helliggørende nåde) vil den være låst fast i sin synd. Det er netop grunden til, at det er vigtigt, at man vedvarende er i bøn, og der beder for, at man altid må være tæt på Gud, også selvom det betyder, at Han tugter en i dette liv, for der findes ikke noget værre, end at man afslutter dette liv i en tilstand, der præges af dødssynd.

Den nu afdøde Father John Hardon, S. J beskrev Guds barmhjertighed på følgende måde: Guds kærlighed rækker ud over det, menneskeheden fortjener … Når en sjæl har benyttet sit frie valg til at afvise denne kærlighed ved at begå en dødssynd, fortjener sjælen ikke længere Guds hjælp, sjælen er dermed blevet fuldstændig afhængig af Guds Barmhjertighed til at hjælpe den tilbage til Ham ved omvendelse og skriftemål.

I parentes bemærket bør trofaste katolikker ofte have med i deres bøn, at Herren vil føre så mange sjæle som muligt til Sin nåde, og det gælder i sagens natur (også den, der selv fremsiger bønnen), og det gælder især dem, der er langt fra Ham.

Bodens sakramente består af tre væsentlige elementer, som pønitenten (skriftebarnet) skal opfylde. Disse tre elementer fremgår af § 1450 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning (40).

1.      Angeren: en god anger kommer fra hjertets dyb, fordi man elsker Gud. Men angeren kan også stamme fra en angst for Gud eller for at komme i helvede. Der optræder dog også en tredje mulighed, hvor angeren er funderet i egoisme kombineret med kærligheden til Gud eller frygten for Gud. Paragraf 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus uddyber angeren og dens natur:

§ 1451 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd og med det forsæt fra nu af ikke at synde mere (41).

2.      I skriftemålet bekendes alle de dødssynder, pønitenten er bevidst om, og her drejer det sig om dødssynder, der er begået siden sidste skriftemål. Derudover skal al anden foretaget syndsaktivitet siden sidste skriftemål også bekendes for skriftefaderen, det kan være tyveri, løgn og utugt. Undladelsessynder skal også lægges frem, og det kan eksempelvis være, at man har undladt at gå til Messe på (af Kirken) påbudte dage, at man ikke har vist lydighed overfor myndigheder, ikke støttet Kirken og undladt faste og abstinens på (af Kirken) påbudte dage. Læs nærmere om dette i paragraf 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

§ 1456 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1456: Tilståelsen over for præsten udgør en væsentlig del af Bodens sakramente: De bodfærdige bør i skriftemålet nævne alle de dødssynder, som de er sig bevidst efter en omhyggelig samvittighedsransagelse, selv når disse synder er meget skjult og kun er begået mod de to sidste af Lovens ti bud. For disse synder sårer til tider sjælen dybere og er farligere end dem, som er begået offentligt” (46).

3.      Soning: efter skriftemålet skal man gøre bod og om nødvendigt genoprette den skade, ens synd har påført andre. Det kan for eksempel være, at man afleverer penge eller ting tilbage, man har stjålet fra en anden eller yder økonomisk eller materiel erstatning til vedkommende. Soning kan også betyde, at man renser et andet menneskes rygte, et menneske man har bagtalt etc. Dette bliver uddybet i paragraf 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus

§ 1459 i Den Katolske Kirkes Katekismus:

1459: Mange synder skader vores næste. Man må gøre det, der er muligt for at genoprette skader (for eksempel tilbagegive stjålne ting, rense dens rygte, som vi har bagtalt; bøde på sår). Det kræver simpel retfærdighed. Men desuden sårer og svækker synden også synderen selv, såvel som hans forhold til Gud som til hans næste. Absolutionen borttager synden, men udbedrer ikke al den uorden, synden har forvoldt (55). Løst fra synden skal synderen endnu genvinde sin fulde åndelige sundhed. Han skal altså gøre noget mere for at gøre det godt igen, som han har forbrudt ved sine synder. Han skal på en passende måde yde bod for eller sone sine synder. Denne soning kaldes også bod.

Som Den Katolske Kirkes Katekismus påpeger, er angeren det primære, men det betyder ikke, at de andre dele af skrifteprocessen, der er beskrevet ovenfor, er mindre betydningsfulde, de bør og skal fuldføres. Imidlertid kan der opstå nødsituationer, som at døden er nært forestående, og hvor skriftemålet og den efterfølgende soning ikke er mulig. Normalt er det en ordineret præst med myndighed, der varetager sakramenternes udførelse, men i ekstraordinære situationer, hvor der er en overvejende risiko for, at døden bliver det endelige udfald, har alle præster, selv lægfolk disse beføjelser, og disse bør derfor forestå et generelt skriftemål ved at spørge ind til – og lytte til de synder, pønitenten måtte have at bekende (hvis denne i sagens natur er ved bevidsthed), og som vedkommende er ked af og angrer. Hvis pønitentens helbredstilstand tillader det, bør denne endeligt bekræfte det, der er blevet bekendt, og derpå kan en sakramental absolution gives, som fjerner al evig straf, der knytter sig til synd. Yderligere tillader Kirken qua Hendes frelsesøkonomi, at varetageren af sakramentet kan give en apostolisk syndsforladelse, hvis vedkommende har modtaget et angerfuldt skriftemål, så den timelige straf bundet til synden fjernes.

Pønitenten bør stræbe efter at vise en dyb anger (som Skt. Thomas Aquinas påpeger, er dette noget, Gud giver til sjælen, og derfor er det påkrævet, at man beder Gud om at kunne vise den dybe anger) eller som et minimum udvise en vis form for anger, for ellers kan pønitenten blot skrifte, og præsten give absolution, men pønitenten fortsætter efterfølgende med at foretage samme synder, fordi vedkommende ikke har indset, at hans/hendes handlinger grundlæggende er forkerte, og dermed er en synd mod Gud. Det kan være, at pønitenten er angerfuld i forhold til alle sine synder bortset fra en, og på grund af denne ene er pønitenten stadig bundet af alle sine synder.

Det, jeg erfarer, og som jeg vil betegne som værende en stor mangel, er, at mange pønitenter har en manglende vilje til at ville ændre deres liv, så de ikke begår de samme synder igen, det er jo det, der er hensigten med skriftemålet, nemlig at man ikke vil synde igen. Derfor er en grundlæggende og dyb anger det altafgørende. Man skal ville angeren, så den er ægte og kommer fra hjertets dyb. I evangelierne benytter Jesus ofte formuleringer som:

Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre” (Joh 5: 14).

Hun svarede: Nej, Herre, ingen. Så sagde Jesus: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

For at angeren kan være dyb og ægte, må man som et minimum have et ønske om ikke at ville synde mere (også selvom man ved, at man er svag og kan falde for fristelse og dermed er ængstelig for at synde igen). Vi må begynde at opbygge en grundlæggende målsætning om, at det er vores højeste prioritet at forandre vores liv.

Hvis man har for vane at indtage for meget alkohol, alene eller sammen med andre, så er én af de helt åbenlyse ændringer, man kan foretage at undgå de miljøer og sociale sammenhænge, hvor et stort alkoholindtag er normen. Man kan i sagens natur ikke forvente, at der sker forandringer, hvis man fortsætter med at gøre som hidtil. Hvis en person har for vane ikke at gå til Højmessen om søndagen kl. 10.00, fordi vedkommende lørdag aften/nat går i byen og efterfølgende kommer sent hjem, bør vedkommende ændre på sin dårlige vane og gøre tilbedelsen af Gud til det absolut vigtigste og dermed stoppe sin sene gå-i-byen-aktivitet lørdag aften/nat. Hvis en person ikke har noget ønske om at ville ændre sit liv, hvordan kan man da hævde, at man stræber efter at praktisere en dybere anger?

Kan I lugte det? Stanken af helvede, der klæber sig til en sjæl, der er på vej ind til skriftemålet, men egentlig ikke har noget ønske om at ændre sit liv, så det stemmer overens med Guds hellige Bud.

Hvis I ønsker at foretage et godt skriftemål, så brug tiden til at bede om nådens lys, så I kan ændre Jeres liv, så det er Gud til behag. Hvem ønsker I at behage? Er det Jer selv, Jeres ”såkaldte venner”, familien eller vennerne på Facebook? Vær opmærksom på, at ingen af dem har magten over liv og død, det er kun Gud, der har det. Så hvem bør I stræbe efter at behage med Jeres livsførelse? Det første bud er aldrig blevet afskaffet:

Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene’” (Luk 4:8).

Når angeren begynder at tynge samvittigheden, er det et signal om, at der er et påtrængende behov for at opsøge skriftemålet. Det bør derfor være af stor vigtighed, at man får skriftet. Om nødvendigt ring til en præst og lav en aftale med henblik på at foretage skriftemål hurtigst muligt. Hvis skriftemål allerede er en ugentlig ”aktivitet”, så mød op i god tid og stil dig i kø (hvis man da stadig nogen steder i Vesten står i kø foran skriftestolen).

Dette leder os til ransagelse af samvittigheden. Formodentlig har man en (god) grund til at gøre brug af bodens sakramente. Imidlertid kan man bære på flere synder, end man er bevidst om, og som er vigtige at få bekendt. Der findes mange (tilgængelige) eksempler på en god og objektiv måde, hvorpå man kan ransage sin samvittighed. Anskaf dig den udgave, der passer netop til dig og gør brug af den. Den synd, man har begået, bliver ikke målt ud fra ens egen ”mavefornemmelse” (subjektiv vurdering), nej, målestokken er grundfæstet i Gud og den naturlige lov, samt det, Kirken foreskriver. Man bør have foretaget en grundig ransagelse af samvittigheden, inden man ankommer til Kirken, så man straks kan stille sig i køen til skriftestolen og nå at foretage skriftemålet, inden skriftefaderen må forlade skriftestolen for at fejre Den hellige Messe. Som oftest har man gjort det således i sognene, at man har lagt skriftemålet før Messefejring. Man har arrangeret det således, fordi det synes som om, at langt de fleste ”praktiserende” katolikker derved kan se et incitament til at komme i Kirken.

Når man er angerfuld og har ransaget sin samvittighed i henhold til Kirkens lære (og ikke i forhold til det, man selv fornemmer) og har fundet vej til skriftestolen, knæl da ned (eller sæt dig) og gør derpå korstegnet og sig således:

Fader, jeg beder om tilgivelse, for jeg har syndet. Jeg er … (civilstand: gift eller tilhører en orden som ordenssøster eller ordensbroder). Mit sidste skriftemål var … (her angiver man tilnærmelsesvist, hvor lang tid, der er gået, siden man skriftede sidst).

Hvis præsten ingen kendskab har til dig og din livssituation, er du forpligtet til at informere ham om dette i begyndelsen af skriftemålet: ”jeg er gift, vi har børn, men der er tale om voksne børn, så de er flyttet hjemmefra, jeg bor alene / er ikke i forhold, jeg er præst, jeg er ordenssøster eller broder. Syndens alvor kan være afhængig af din livssituation.

Sig derpå: dette er mine synder, og herefter bekender du alle de dødssynder, du er blevet bevidst om gennem samvittighedsransagelsen. Du skal redegøre for deres art og antallet af gange, du har foretaget dem. Du skal også redegøre for dine undladelsessynder samt svaghedssynder. Der er opstået en udfordring i forhold til, hvordan skriftemålet bør praktiseres, og denne udfordring har sin oprindelse i den modernistiske tænkning. Det synes, som om mange katolikker ikke er bevidste om, at de bør nævne og bekende antallet af gange, de har begået en synd siden deres sidste skriftemål. Synd er en fornærmelse mod Gud og Hans folk. Til hver eneste synd er der tilknyttet en helt særlig straf. Hvis man fremstilles for en domstol, fordi man har overtrådt loven, dømmes man for hver eneste gang, man har foretaget en lovovertrædelse, og strafudmålingen bliver derfor ikke defineret ud fra en ”pakkeløsning”. Et eksempel på det netop beskrevne kan være:

”Det er tre måneder siden mit sidste skriftemål: jeg har løjet, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og syndet ved at sladre”. Derpå siger jeg: ”hvor mange gange har du benyttet løgnen, ikke gået til Messe, misbrugt Herrens navn og udbredt sladder?” ”Øh, det ved jeg ikke. Jeg tror jeg har benyttet løgnen ca. 10 gange, ikke gået til Messe 7 gange, misbrugt Herrens navn et par gange om dagen og udbredt sladder mindst 20 gange”.

Jeg tror, at det er tydeligt for enhver, at der er stor forskel på måden at skrifte på i de to tilfælde. Det første skriftemål er bedrøvende og forkert, det fortæller at: 3 synder er blevet begået, og 1 gang har personen undladt at opfylde det, Kirken kræver af den troende. Min erfaring er, at denne form for skriftemål er blevet normen. Det andet skriftemål fremlægges på en langt mere korrekt måde, her er der tale om et antal på mindst 210 begåede synder (alle graverende), og 7 af disse omhandler en undladelse af at opfylde Kirkens fremsatte krav. Hvis man virkelig vil vise taknemmelighed overfor Herren, bør man indse og forstå, hvor langmodig og barmhjertig Han er med os, og hvor skamfuldt og modbydeligt vi har handlet mod Ham.

Efter at have aflagt skriftemålet slutter man af med at sige: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder om tilgivelse og bod”. Lad være med at sige, og jeg beder Jer virkelig, ”det var det”, når I færdige med at skrifte, dette er nemlig en anden dårlig vane folk generelt har taget til sig. Nej, for det var ikke ”bare” det, det var alt det, man kunne erindre, men der eksisterer med garanti synder, man har glemt eller synder, man ikke har kendskab til. Bekendtgør ikke for Herren, at ”det var det”. Det er ikke et tegn på ydmyghed, det er dumhed. Vær ydmyg for Herren og erkend din svaghed, dårlig hukommelse og eventuelle ligegyldighed og afslut dit skriftemål med: ”disse og alle mine andre synder angrer jeg af hele mit hjerte og beder tilgivelse og bod”.

Efter at skriftefaderen har stillet yderligere spørgsmål relateret til skriftemålet (hvis dette er nødvendigt) og givet nogle vigtige og gode råd (igen hvis dette er nødvendigt), modtager pønitenten en bod (for det meste en elendig og upassende bod), som skal udføres så hurtigt som muligt. Da soningen er en væsentlig del af bodens sakramente, bør pønitenten gøre alt det, der ligger i dennes magt, for at afholde boden (pønitenten kan anmode skriftefaderen om en anden bod, hvis pønitenten med sig selv ved, at den foreskrevne bod er vanskelig at gennemføre). Synd sætter ikke kun et varigt mærke på sjælen (ingen anden end Jesus kan med sit offer sone dette), den har også timelige konsekvenser, der kan være temmelig uoverskuelige. Den soning pønitenten foretager er i relation til den timelig straf, der er knyttet til synden, den er ikke relateret til den evige straf. Derfor bør pønitenten fra hjertets dyb have en intention om at udføre boden snarest muligt. Hvis pønitenten har tvivlsspørgsmål, bør disse rettes til skriftefaderen, så denne kan afklare disse, inden pønitenten forlader skriftestolen for at udføre bodsakten.

Mit gode råd til Jer er: start allerede nu med at få oparbejdet en god vane med regelmæssigt at ”indhente” aflad. Bønner og handlinger, der er forbundet med aflad, fjerner den timelige straf, der knytter sig til synden. Hvis man dør i en tilstand af synd, hvortil der er knyttet timelig straf, sker en ”udligning” i purgatoriet, og jeg bliver nødt til at understrege, at dette er en meget alvorlig sag, for det handler om en renselse i purgatoriet.

Efter at pøniteten har bekræftet, at denne har forstået det, som skriftefaderen har fremlagt og påbudt, og der ikke er yderligere, forlader pøniteten skriftestolen og gør sin bod på passende måde. Der findes en ældre, men god anger/bodsakt, der udtrykker det, der skal udtrykkes, og som jeg selv gør brug af:

Min Gud, af ganske hjerte angrer jeg mine synder. Det gør mig ondt, at jeg så ofte har gjort et onde og forsømt det gode, for derved har jeg krænket Dig, Det højeste gode, som alene er værd at elske højere end alt andet. Jeg har det faste foresæt med Din nådes hjælp at gøre bod, ikke mere at ville synde og at undgå lejlighed til synd. Vær mig nådig Herre, for vor Frelser Jesu Kristi lidelses skyld. Amen”.

Hvis man omhyggeligt undersøger denne anger/bodsakt, vil man opdage, hvor smuk og teologisk fuldendt den er.

Enten efter at du har foretaget denne anger/bodsakt, eller mens du gør det (hvis præsten er af den gamle skole), vil han give dig den hellige absolution, og derpå sende dig bort med en lovprisning af Gud.

Det er nu blevet tid for en dybfølt taksigelse til Gud! Vær taknemmelig for bodens sakramente, vær ikke bange for det (angst for bodens sakramente bunder ofte i hovmod og forfængelighed). Hvis du ikke bryder dig om de råd, du modtager fra skriftefaderen (sandsynligvis fordi de ikke følger katolsk norm, eller fordi de ikke passer til din specifikke situation), da bør du opsøge en anden skriftefader, for det har du ret til at gøre.

Som præst er det mest velsignede, jeg kan sige indstiftelsesordene, der optræder under Den hellige Messe, men det, der kommer næstefter, er følgende:

Gud, vor barmhjertige Fader har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til syndernes forladelse. Han skænke dig gennem kirkens tjeneste tilgivelse og fred. Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen“.

Desværre, og dette tynger mig med stor sorg, så kommer disse velsignede linjer alt for sjældent over mine læber … Min bøn er, at alle dem, der læser denne artikel (som ikke er noget stort) vil agere således, at deres præst (eller personlige skriftefader) får den velsignelse, at han må udtale disse ord rettet netop til dem så ofte som muligt. Amen

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 15. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-ii-making-a-good-confession

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg beder om tilgivelse Fader, for jeg har syndet: Hvorfor gøre brug af skriftemålet?

Første del.

Bodens sakramente (som nu i daglig tale bliver betegnet som forsoningens sakramente) er måden, hvorpå den kristne sjæl opnår nådens stand. Sjælen skal være i nådens stand, når den ved et menneskes død forlader kroppen, så den kan være sammen med Gud i Himlen (om det er nødvendigt, skal den opholde sig i purgatoriet for at blive renset for den synd, der ikke blev bekendt og sonet, mens den stadig befandt sig i sin jordiske tilstand). Hvis et menneske dør uden at være i nådens stand, og denne tilstand er præget af en dødssynd, er muligheden for det evige liv i Himlen fraværende. Med andre ord sjælen går til helvede og vil være der for altid.

Hvis vi virkelig forstår dette, bør vi med stor inderlighed stræbe efter at gøre det gode og solide skriftemål til en integreret og fast bestanddel af vores kristne liv. Kirken understreger med tydelighed, at den troende er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, vedkommende er bevidst om, mindst en gang om året:

Kanonisk lov § 989: Efter at have nået et alderstrin med en adækvat (passende) vurderingsevne er hver eneste troende forpligtet til trofast at bekende de alvorlige synder, vedkommende har begået, mindst en gang om året.

Lad mig i forbindelse med dette punkt stille et spørgsmål: Hvis man dør uden at være i nådens stand, og det betyder, at man opnår det evige liv i helvede, (for alt, der kræves, er blot én dødssynd for ikke at være i nådens stand), vil man så virkelig vente et helt år med at opsøge skriftemålet og bekende sin synd? Man tager så at sige en chance, for man ved som bekendt ikke, hvornår man skal dø, og tør man vove at vente et helt år indtil næste obligatoriske skriftemål?

Som præst må jeg indrømme, at min erfaring er, at katolikker synes at have det helt fint med at spille russisk roulette med deres frelse:

”Hej, jeg har allerede skriftet en gang i år, så jeg er god nok (klik …), selvfølgelig har der været gange siden da, hvor jeg har syndet, men jeg er god nok (klik…), fordi jeg har overholdt det, der er min pligt (BANG)”, nå hold da helt op, der røg lige en kugle igennem min tinding… desværre min ven, du går til helvede, den evige fortabelse. Du ønskes bedre held næste gang, bortset fra, at der aldrig kommer nogen næste gang… ALDRIG.

De, der tænker på netop denne måde, synes at have det ret godt med at benytte skriftemålet kun en gang om året eller at deltage i en overordnet bodsandagt i forbindelse med advent eller under fasten, og derpå glemme alt om skriftemålet de resterende af årets 365 dage, også selvom de har begået en dødssynd eller endda flere kort tid efter deres skriftemål! Hvis man ikke som et mindstemål har et ønske om at gøre en ting ordentligt, bør man heller ikke blive overrasket over det resultat, man opnår. Dette gælder også i det åndelige liv, men her bør man lægge sig på sinde, at det dårlige resultat ikke kun markerer sig her og nu, det rækker også videre til det evige liv, det dårlige resultat kan ende katastrofalt. Her vil jeg henlede opmærksomheden på Lukasevangeliet kapitel 12: 16-21: ”Og han fortalte dem en lignelse: Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Hvem ønsker at høre Gud tiltale en som en tåbe, den dag ens liv kræves af en? Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Der vil være en ret stor chance for, at man ikke er rig hos Gud, når man finder, at det er legitimt ikke at yde noget, der ikke engang tilnærmelsesvist minder om en minimumsindsats, når det handler om at omvende sig og bekende sin synd, når man har fornærmet Gud.

Et liv, hvor det er blevet en vane, at man bærer på dødssynd, er den helt ”rette” vej til at dø i en tilstand, hvor sjælen er mærket af dødssynd. Hvis man ikke plejer regelmæssig omsorg for sin sjæl og blot venter til næste gang, Kirken i forbindelse med en højtid afholder en overordnet bodsandagt, så bliver det svært at holde sjælen fri for synd, så den ikke er i nådens stand.

Den fuldkomne anger kan genoprette sjælens tilstand i forhold til den skade, en meget alvorlig synd har forårsaget, og den afstedkommer samtidig Guds tilgivelse, men det kræver, at man har en ægte intention om at bekende den dødssynd, man har begået snarest muligt. Det er det, man kan læse i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK):

1450: Boden nøder synderen til gerne at udholde alt; i hans hjerte anger, i munden bekendelse, i gerning fuldkommen ydmyghed eller frugtbar soning.

1451: Blandt den bodfærdiges handlinger kommer angeren først. Den er en smerte i sjælen og en afsky for den begåede synd, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere. 

1452: Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den fuldkommen (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter de tilgivelige synder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den indebærer det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål.

Snarest muligt betyder ikke, at man venter til næste gang, den lokale præst giver mulighed for en overordnet bodsandagt i forbindelse med en højtid. Derudover er det vigtigt at huske på:

1457: Ifølge Kirkens bud er enhver troende, der er nået til alderen for fornuftens brug, forpligtet til mindst én gang om året trofast at skrifte sine alvorlige synder. Den, der er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution– medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme i kontakt med en skriftefader (50). Børn bør gå til Bodens sakramente, før de modtager den første Hellige Kommunion.

Fodnote nr. 50 henviser dels til Koncilet i Trent og dels til kanonisk lov § 916:

Koncilet i Trent, afsnit 13, kapitel 7: Det er sædvane, at Kirken fremsætter, at den enkelte foretager denne nødvendige ransagelse af sig selv, så personen er bevidst om, at ingen dødssynd er eksisterende hos vedkommende, også uanset hvor angerfuld denne person måtte være, så denne person ikke modtager Den hellige Eukaristi uden først at have skriftet sine synder. Den hellige synode har besluttet, at ovennævnte til enhver tid skal overholdes af alle kristne, dette gælder også for de præster, der besidder et embede, hvor de skal celebrere Den hellige Messe eller fungere som skriftefader, også selvom de står i en situation, hvor skriftemålet ikke er muligt. Men hvis det er strengt nødvendigt, må præsten celebrere Den hellige Messe, uden at han har skriftet, men lad ham da snarest muligt efter Messefejringen opsøge bodens sakramente og bekende sin synd.

Kanonisk lov 916: En person, der er bevidst om, at han har begået en alvorlig synd, bør ikke celebrere Den hellige Messe eller modtage Herrens Legeme uden først at have benyttet skriftemålet, dog med den undtagelse, at der er en ganske særlig grund til, at ovenstående skal varetages, og der absolut ingen mulighed er for skriftemål. I et sådant tilfælde bør denne person huske på, at efter fejringen af Den hellige Messe og modtagelse af Herrens Legeme og Blod, må personen snarest muligt opsøge bodens sakramente.

I de to specifikke afsnit fra Koncilet i Trent og Kanonisk lov 916, som er beskrevet ovenfor, rettes der specifikt fokus på præster (da det kun er dem, der kan celebrere en Messe), der er præget af synd, og som ”strengt nødvendigt” eller af ”særlig grund” må celebrere Den hellige Messe, og der modtage Den hellige Kommunion (præster modtager Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse, for at Jesus sonoffer kan fuldbyrdes). Formuleringen ”strengt nødvendig” henviser til præstens forpligtelse til at celebrere Den hellige Messe for de troende, det kan her dreje sig om Messe i forbindelse med begravelse, bryllup, eller det kan handle om den generelle pastorale omsorg. Man skal her være opmærksom på, at lægfolket ikke kan gøre brug af denne undtagelsesparagraf … lægfolket er forpligtet til at bekende alle de dødssynder, som de måtte have foretaget, før de modtager Den hellige Kommunion. Den stakkels syndige præst kan befinde sig i en sådan situation, at det på ingen måde er muligt for ham at skrifte, og hvor det er ”strengt nødvendigt”, at han celebrerer en Messe. Kirken ønsker ikke, at præstens sjæl yderligere bliver trukket ned af fortabelsens sti ved at begå en helligbrøde, som også er en synd, så Hun (Kirken) giver ham på nådig vis mulighed for straks efter Messefejringen at opsøge skriftemålet, og der bekende og sone sin synd, for at han igen kan celebrere Den hellige Messe og der modtage Herrens Legeme og Blod i brødets og vinens skikkelse. Situationen forholder sig helt anderledes for lægfolket, som ikke er forpligtet til at modtage Den hellige Kommunion under Den hellige Messe, det er derfor ikke ”strengt nødvendigt” eller en ”særlig grund” til, at de skal kommunicere uden først have benyttet skriftemålet, hvis de har begået en dødssynd. Men modtager de Den hellige Kommunion uden at være i nådens stand (hvor de har begået en eller flere dødssynder), begår de helligbrøde, som er en dødssynd, og denne handling gør dermed muligheden for at komme til den evige fortabelse større.

Den Katolske Katekismus § 2042 taler om de tre første af Kirkens bud, bud der er obligatoriske, og som er blevet opstillet af Kirken, og som omfatter alle katolikker. (Ud fra min teologiske og erfaringsmæssige opfattelse bør disse minimumsstandarder indenfor katolsk praksis formuleres på en sådan måde, at de fremlægges og forklares for katolikker, så de forstår den alvor, der er forbundet med at følge det regelgrundlag, Gud og Kirken har lagt frem, fordi den måde, hvorpå disse minimumsstandarder fremstår i dag, kun bidrager til en falsk tryghed hos katolikker i forhold til, om de gør det korrekte).

Paragraf 2042

Det første bud (På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra slidsomt arbejde) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring, som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed, som af natur hindrer disse dages helligholdelse.

Det andet bud (Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens og tilgivelsens værk, som begyndtes i Dåben.

Det tredje bud (De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

Bemærk, at det andet bud foregriber det tredje bud, man kan altså ikke opfylde det tredje bud ved at lægge til grund, at der er tale om ”streng nødvendighed” eller et ”særligt grundlag”, når man ikke har ønsket at opfylde det andet bud. Den teologiske refleksion, jeg har gjort mig, er, at så snart man begynder at slække på kravene og opererer med minimumskrav, sender man det signal til mange sjæle, at de bør sigte efter det, der er minimumskravet, og det ender som oftest med, at minimumskravet fremstår som noget, der er ligegyldigt (nogle vil betegne dette som acedia eller sløvhed). Bør Guds børn ikke søge at elske Gud, som Den eneste? Er det ikke den standard, der bør danne grundlaget for vores liv?

Den helt almindelige katoliks afslappede tilgang til alt det, der berører det evige liv og den hellige disciplin, der knytter sig til sakramenterne, er et resultat af modernitetens hæresi, der har holdt sit indtog i Kirken. Desværre må man sige, at denne noget sløsede tilgang, man finder hos mange katolikker i dag inklusiv præster og ordensfolk, er den ”helt rigtige” vej at gå, hvis man altså ønsker at ende i helvede.

Jeg forstår ikke, at man kan have en nonchalant tilgang til det, der omhandler det evige liv, og derpå have en forventning om, at det ender godt. Enhver katolik burde have et oprigtigt ønske om, regelmæssigt at foretage et godt og grundigt skriftemål. Bodens sakramente bidrager ikke kun med en absolution i forhold til meget alvorlig synd, det gør også det, at den saliggørende nåde på ny kan flyde ind i sjælen, yderligere styrker det også det åndelige liv hos et menneske og drager det tættere til Gud og hjælper samtidig dette menneske, så det ikke giver efter for syndens fristelser. Jo oftere man går til skrifte, desto mere vil man frygte Herren, elske Gud og elske andre som sig selv.

I den anden af disse to artikler om skriftemålet, vil jeg rette et specifikt fokus på, hvordan man foretager et godt og grundigt skriftemål, og jeg vil videre berøre, hvordan man kan få oparbejdet en god ”vane” i forhold til dette sakramente, så man regelmæssigt går til skrifte med svaghedssynder samt uhensigtsmæssigheder, der kan præge ens liv.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Father RP og publiceret på OnePeterFive den 9. marts 2016. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/forgive-me-father-for-i-have-sinned-part-i

(Oversata f Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Sigt dem som hvede ….

for der er tale om en dødsensfarlig situation

Tidligere på måneden lød alarmklokkerne i hele det katolske medielandskab, da ingen ringere end kardinal Robert Sarah fremkom med en klar og modig udtalelse: ”Det kristne præsteskab befinder sig i en dødsfarlig situation! Det oplever en kæmpe krise”.

Church Militant har igennem mange år gjort opmærksom på, at der eksisterer en manglende tro på det metafysiske blandt dem, der er blevet ordineret. De har ganske enkelt ikke nogen tro.

Vi har offentliggjort et utal af historier, der underbygger denne påstand. Det var faktisk på grund af den konstante strøm af historier af denne art, der gjorde, at vi (så at sige) blev tvunget til at komme frem til denne særdeles triste erkendelse. Det er praktisk talt umuligt ikke at nå frem til en anden konklusion. Man kan formulere det således, at lukker man definitivt øjnene for denne realitet og dermed benhårdt benægter dens eksistens, gør man sig medskyldig i den krise, der pågår.

Vi har her at gøre med en kendsgerning, ingen diskussion om det. Det er egentlig ligegyldigt, hvad man ”føler”, når man stifter bekendtskab med dette. Det, der ret beset betyder noget, er, at man accepterer denne kendsgerning og forstår den sandhed, som den åbenbarer. Der eksisterer ikke nogen anden forklaring, end at man har mistet troen på det metafysiske.

Når en kardinal udtaler, at præsteskabet befinder sig i en dødsensfarlig situation, hvad forestiller man sig ellers, han kunne hentyde til? Det eneste, der gør situationen dødsensfarlig for præsteskabet, er deres manglende tro på det metafysiske.

Bemærk dette, blandt dødssynderne kan der foretages en differentiering. Det er korrekt, at alle dødssynder sender et menneske (en sjæl) i helvede. Dør et menneske i en tilstand præget af dødssynd, lurer fortabelsen. Men der eksisterer forskellige typer af dødssynd. Der er synder, der har deres rod i svaghed, og som i sagens natur af og til vil optræde, men det er dog stadig synder, der fører til helvede. Men det er muligt at undgå dem, hvis man er opmærksom på, at det, man foretager sig, er syndsbetonet. De mennesker, der agerer med opmærksomhed, holder synden på afstand, de lader sig ikke friste af – eller hengiver sig til synden, som var den en livsstil, og dermed begynder at acceptere den, som værende af det gode. De er netop klar over, at synd er forkert, ondt og fører til døden, og hvis de har begået synd, opsøger de straks skriftemålet og bekender deres synd, og derved er deres samvittighed stadig ren.

Men der eksisterer en anden type dødssynd, som hvis den har fået tag i synderen, gør, at synderen egentlig aldrig forlader sin syndige vej. Måske er der til en start hos synderen tilskyndelser til at få bekendt synden, men synden begås igen og igen, og dette formørker samvittigheden. Men samvittigheden formørkes også, ved at synderen begynder at rationalisere og bortforklare sin synd. Et sådant menneske begår ikke blot dødssynder, men det etablerer et livsfundament bygget på dødssynd, og derfor ”kvæles” enhver tilskyndelse til at komme tilbage til nådens stand.

Ikke engang frygten for helvede kan fremelske en motivation hos dette menneske til at revidere sin livsførelse, og til sidst vil dette menneskes ”skæbne” blive, som Den hellige Skrift beskriver: ”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig”. Gud holder Sin nåde tilbage, fordi en sådan synder fortsætter sine syndige gerninger og dermed ikke ønsker at tage imod Guds nåde, som Han lader tilflyde synderen, men som synderen så at sige ”kaster direkte tilbage i ansigtet på Gud”, og denne handling er i sig selv endnu en syndig handling”. Så ud af kærlighed til synderen, er det eneste Gud kan gøre at stoppe med at lade Sin nåde tilflyde synderen, som ellers skulle have ”motiveret” synderen til ikke at synde.

Lad os nu benytte denne betragtning, jeg har gjort rede for som ramme for en række klerikale og prælater i Den katolske Kirkes hierarki. Det kan dreje sig om biskopper, der i en tilstand af dødssynd fejrer Den hellige Messe eller præster, der også er i en tilstand, præget af dødssynd frembærer Messeofferet. Begge parter tilføjer ved deres blotte handling yderligere synd til deres synderegister. En biskop, der har knyttet sig i for stor en grad til verdens ånd, vil på et tidspunkt fremstå som en fjende af Kristus, fordi han ganske enkelt har pådraget sig store andele af dødssynd. Prælater og klerikale, der lever et homoseksuelt liv, er selvretfærdiggjorte, foretager seksuelle overgreb, har stjålet, løjet, ageret med arrogance og ikke vist barmhjertighed, hvilken skæbne vil vente disse mænd?

Hvilket håb er der for en mand, der har haft en høj position i Den katolske Kirkes hierarki, når denne på det personlige plan og i sin sjæl har givet efter for begær, magtbeføjelser eller penge, men udadtil giver udtryk for en helt anden adfærd? Forholder det sig ikke således, at Gud ønsker at frelse ham? Vor Herre har altid et ønske om at frelse et menneske. Men det, der her er forfærdeligt, er, at dette menneske ikke ønsker frelsen. Det har ikke længere nogen tro.

På deres frugt skal man kende dem. Dem, der ud fra en fornuftsbaseret forklaring: giver Den hellige Kommunion til folk, der ikke er i nådens stand og dermed profanerer Den hellige Kommunion, dækker over  seksuelle overgreb af homoseksuel karakter, enten deres egen eller andres, der stjæler fra de troende, der benytter løgn for at kunne bevare den position, de besidder, de, der nægter at afsløre den sandhed, at skandale på skandale hærger Kirken, og sidst men ikke mindst at disse mennesker går til bekendelse i forhold til deres egen meddelagtighed i alt dette.

Forestil Jer en mand, der dør med dette på samvittigheden, en mand, som er apostlenes efterfølger. Hvordan kan man forestille sig, at andet end helvede bliver hans lod?

Da Jesus er samlet med Sine apostle Skærtorsdag ved Den sidste Nadver, advarer Vor Herre Peter og siger til ham: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på Jer for at sigte Jer som hvede”. Det er ikke et tilfælde, at dette åbenbares ved netop Den sidste Nadver, for det er her Vor Herre indstifter Sit hellige præsteskab. Satan ønsker præsteskabet ødelagt. Præsteskabet bringer nemlig Kristus ned fra Himlen for at give Sig selv som føde til os ved Sit Legeme og Blod.

Det kan på ingen måde modsiges, at klerikale og prælater med den tilgang og adfærd, der her er blevet beskrevet, har forårsaget stor skade. Derfor er vi nået til det punkt, hvor lægfolket må bede om Himlens Dronnings mellemkomst. Vi må forene vores lidelse med den lidelse, hun gennemgik på Golgata. Blandt de ”roller”, som Vor Frue spiller, er én som moder til Ypperstepræsten.

Hun stod ved Hans kors, Hans alter, og accepterede med velvilje de lidelser, Han gennemlevede og som fulgte i kølvandet på menneskehedens frelse. Den lidelse hun gennemgik, bør stå som et forbillede for os. Vi må også acceptere lidelsen og forene den med hendes gennem Ypperstepræsten for præsteskabets skyld. Det er nøglen til en løsning.

I denne måned, hvor vi har afholdt vores tilbagevendende begivenhed ”Retreat at Sea”, blev det tema, der er omdrejningspunktet i denne Vortex, taget op blandt de mange hundrede retrætedeltagere, og vi bad dem tænke over hvilket særligt og vigtigt offer, de kan bringe for præsteskabet.

Vi, der er lægfolket, bør afgjort agere i den aktuelle situation, vi må tage kampen op, afsløre det, der sker, lære vores tro at kende og løfte vores røst, når der handles forkert eller uretfærdigt, det er præcis det, vi må gøre. Men vi må også på vort eget legeme i dette jordiske liv bærer smerten fra Golgata for præsteskabets skyld.

Så tag venligst denne anmodning alvorligt. Find noget, det er lige meget hvad og gør det resten af dit liv. Vor Moder led for sin Søns præsteskab. Vi er hendes afkom, vi bør også lide for præsteskabet, for det befinder sig i en dødsensfarlig situation.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. februar 2020. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-sift-them-like-wheat

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

1. søn i fasten

1. læsning 1 Mos 2,7-9. 3, 1-7

Gud Herren formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: “Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” Kvinden svarede slangen: “Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.” Men slangen sagde til kvinden: “Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Vekselsang Sl 51,3-4.5-6a.12-13. 14&17

R. Gud, vær os nådig i din godhed,
thi vi har syndet.

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

For jeg kender mine overtrædelser,
og min synd har jeg altid for øje.
Mod dig alene har jeg syndet,
jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!

Lad mig atter frydes over din frelse,
styrk mig med en villig ånd!
Herre, åbn mine læber,
så min mund kan forkynde din pris.

2. læsning Rom 5,12-19*
Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam. Han er et billede på ham, der skulle komme; men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus. Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed. Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus. Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.

I stedet for foranstående læsning kan følgende kortere anvendes:

Rom 5,12. 17-19:
Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.

Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus. Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.

Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Evangelium Matt 4,1-11

På den tid blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.” Men han svarede: “Der står skrevet: ‘Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.’ ” Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.”

Jesus sagde til ham: “Der står også skrevet: ‘Du må ikke udæske Herren din Gud.’ ” Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: “Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: “Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’ ” Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Aske aske, vi skal alle dø

Fastetiden handler om, at man forbereder sig på døden

Sidste onsdag modtog katolikker i sognene rundt om i verden et askekors på panden, mens de hørte ordene: ”omvend dig og tro på Evangeliet”. Denne sætning er i sandhed vigtig, fordi vi hver dag skal omvende os, bekende vore synder og leve efter Evangeliets ånd. Men, der er mange, der har glemt eller rent faktisk ikke har kendskab til den traditionelle formulering, der benyttes i forbindelse med modtagelsen af askekorset, som lyder: menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”. Det er disse ord, Gud Herren siger direkte til Adam, da Adam og Eva forvises fra Edens have på grund af deres overtrædelse af Guds befaling. Det er alvorlige og dybe ting, man præsenteres for, og de bør betragtes som alvorlige og lede til eftertanke.

Fastetiden er en periode, hvor vi bliver mere ydmyge og husker på – og overvejer, at vi skal herfra en dag. Det er i fastetiden, vi overvejer de fire sidste ting, som er: dødendommenhimlen og helvede, men i pænhedens Kirke har man ikke nogen interesse i, at menigheden tænker i de baner. Man ønsker ikke, at menigheden på et dybere plan overvejer noget, der virker dystert og alvorligt, som fortabelse, synd etc.

Nej, for pænhedens Kirke har kun ét sigte, nemlig at fjerne alt det, der leder tankerne hen på livets alvor, den åndelige kamp, som enhver katolik bør tage del i, og få menigheden (åndeligt set) til at finde ”alt dette” værende ”for kompliceret”, og dermed springe over der, hvor gærdet er lavest. Den etablerede Kirke har ikke nogen interesse i, og læg Jer dette på sinde, at frelse Jeres sjæle eller for den sags skyld Jeres børns sjæle, Den ønsker blot gøre det så behageligt som muligt for Jer, og dette er netop grunden til, at de ikke forkynder sandheden. De benytter undskyldning på undskyldning for at bortforklare syndsaktivitet. De bruger ikke engang ordet synd mere, synd er for dem lig med dårlige valg, den enkelte har foretaget gennem i sit liv.

De klerikale i pænhedens Kirke siger alt det, der lyder pænt. Der er i princippet ikke noget galt med det, de siger. Men problemet er, at de ikke fortæller Jer det hele, og derfor kræver det både viden og evnen til at lytte godt efter, hvis man vil gennemskue, hvad der ikke bliver sagt. Vi står nu med tre generationer af katolikker, der har modtaget dårlig katekese eller slet ingen katekese, og derfor har ringe viden om deres tro. Hvorfra skal disse katolikker vide, at der er en viden om deres tro, de bør have kendskab til. Det, den enkelte præst siger er godt nok, der er egentlig ikke noget galt med det, men der ikke meget sandhed i det, og langt størstedelen af de få mennesker, der stadig deltager i en Messe, har ingen fornemmelse af, hvad der burde blive sagt fra prædikestolen. Det forholder sig sådan, som allerede nævnt, at katolikker ingen fornemmelse har af, hvad de burde vide om deres tro. Det gælder også de ord, der benyttes, når askekorset tegnes på deres pande. Det er ikke forkert at benytte ordene: ”omvend dig og tro på Evangeliet”, men denne sætning giver ikke den fulde forståelse af den alvor, der er forbundet med askekorset. Faktisk lyder det lidt som, når en selvbestaltet guru giver en af sine følgere et godt råd. Sætningen mangler ganske enkelt den ”klang”, der maner til alvor og eftertænksomhed, og yderligere bliver disse ord taget direkte ud af deres (bibelske) kontekst.

Det er i Markusevangeliet, at Vor Herre benytter disse ord for at opfordre os til omvendelse: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1: 15). Man får her en langt større forståelse for, at tidsaspektet er af afgørende betydning, og derfor må der handles nu. Men, da det forholder sig således, at mange i de ledende positioner i hierarkiet i pænhedens Kirke rent faktisk ikke tror på det, som Kirken lærer, nemlig, at der kommer et tidspunkt, hvor man må træffe et afgørende valg og derpå omvende sig, har mange katolikker ingen fornemmelse for den alvor og dybde, der ligger i deres tro. En kort bemærkning: det eneste tidspunkt, hvor Kirkens lederskab har fokus på den hurtige beslutning (og omvendelse), er, når det drejer sig om Jeres penge.

Den linje, der lyder: ”menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”, har det helt rette fokus og er passende til fastetiden, fordi den er centreret omkring afslutningen på livet, som det centrale. Vi skal alle dø, dette liv vil nå sin afslutning, og man gør klogt i at forberede sig på den dag, det sker. Set udefra, kan det synes som om, når det drejer sig om budskabet, der følger med askekorset, at forskellene mellem pænhedens Kirke og Den Kirke, der står for den autentiske katolicisme, skal findes i detaljen. Men det er ikke korrekt, for katolikker i pænhedens Kirke er blevet snydt for sandheden om Kirkens formål, og hvad det faktisk vil sige at være katolik.

Husk derfor: ”menneske kom ihu, at du er støv og skal vende tilbage til støvet”.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 21. februar 2018. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-ashes-ashes-we-all-die

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)