Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

2.

Rosenkransen: En vej ind i stilheden

Skt. Jogues var kendt for at benytte mange timer i stille bøn, når han var på rejse, og til at bede rosenkransbønnen sammen med sine medpassagerer. Rosenkransbønnen er beregnet til de tidspunkter, hvor vi føler ensomhed, hvor vi skal vente, og hvor vi præges af usikkerhed og uro. Det er på disse tidspunkter, at rosenkransen bliver et håbets anker, der kastes ud og lander i dybet af Guds visdom og forsyn.

Rosenkransen lægger en dæmper på den indre uro og tillader sjælen at høre ”Guds sagte susen” (1 Kong 19:12). ”Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen og stillede sig i hulens åbning” (1 Kong 19:13). Rosenkransen er en vejtil det, Pave Johannes Paul II betegnede som ”den stille tilbedelse”

Vi må erkende, at vi alle har behov for denne stilhed, som er opfyldt af Hans tilstedeværelse, Ham, som bliver tilbedt. Set i et teologisk perspektiv: at stilhedens væsen til fulde udtrykker sin visdom og åndelighed. Set i et bønsmæssigt perspektiv, at vi aldrig må glemme, at det at se Gud betyder at komme ned fra bjerget med et ansigt, der stråler, og at vi dermed er forpligtet til at dække vores ansigt med et slør (jf. 2 Mos 34: 33), og det, at vi samles, vil gøre plads for Guds tilstedeværelse og ikke en fejring af os selv: Ved homilier, at vi ikke narrer os selv og tror, at mange ord vil lede mennesker til en erfaring med Gud, i vort engagement, at vi nægter at blive indesluttet i en kamp uden kærlighed og tilgivelse. Dette er, hvad mennesket har brug for i dag. Mennesket er ofte ikke i stand til at bevare stilheden, fordi det i stilheden frygter at møde sig selv, at mærke den tomhed, der leder til, at man spørger sig selv om, hvad meningen er med livet. Mennesket ”bedøver” sig selv med støj. Alle troende og ikke-troende er nødt til at tillære sig den stilhed, der tillader den Anden at tale, når og hvornår Han ønsker det og giver os mulighed for at forstå Hans ord. (Johannes Paul II Orientale Lumen artikel 16).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: The Rosary: An Initiation into Silence – Vultus Christi

3.

En lidelsernes mand

Rosenkransens smertefulde mysterier er en fordybelse i Kristi Ansigt under Hans lidelse. ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud” (Es 52: 2-4). Den, der beder smertens mysterier dagligt eller i alt fald hyppigt, vil i større udstrækning opnå angerens ånd. Den velsignede abbed Marmion siger, ”at anger er en jævnlig tilbagevendende følelse, hvor vi fortryder, at vi har fornærmet den guddommelige godhed”. Han siger også: ”Samtidig med at angeren gør os bevidste om vores overtrædelse, giver den os også en dybere erkendelse af den guddommelige tilgivelse. Angeren bliver dermed en kilde til fred og tillid, og den bliver også en kilde til glæde og ydmyghed, som er dyb og inderlig”. Smertens mysterier er faktisk en form for lectio – meditatio – oratio – og kontemplation af Esajas profeti om Jesu lidelse. Disse mysterier er også en måde, hvorved man kan gøre de bønner, der er givet os i Salmerne 21, 30 og 68 vedrørende Kristi lidelse til en indre bøn.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 19. oktober 2006. Den kan læses på: A Man of Sorrows – Vultus Christi

4.

Stærk som David med sin slynge

Den styrke rosenkransen rummer er ikke proportional med den enkelthed, der karakteriserer den. Der er ingen nåde, man ikke kan opnå ved at bede den, og der er ingen Goliat, der ikke kan besejres gennem ydmyg bøn af rosenkransen. Vi tøver ikke med endnu engang offentligt at bekende, at vi sætter vores lid til den hellige rosenkrans, når det handler om at komme den ondskab til livs, der præger vor tid. Det kommer ikke til at foregå med magt, våben eller menneskelig styrke, men med guddommelig hjælp ved denne bøn, som er stærk, ligesom David med sin slynge. Med denne bøn vil Kirken konfrontere djævelen, som er fjenden, og Kirken kan gentage de samme ord til djævelen, som den unge hyrde benyttede: ”Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn … og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd” (1 Sam 17:45-47).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 16. oktober 2006. Den kan læses på: Strong Like David With His Sling – Vultus Christi

5.

Drengen, der så Guds Moder

Så smuk er Gud, så smuk Han er! Men Han er sørgmodig på grund af menneskenes synder. Jeg vil trøste Ham, jeg vil lide af kærlighed til Ham” (Den hellige Francisco Marto).

Drengen, der så Guds Moder

Den hellige Francisco Marto, drengen, der så Guds Moder, blev født i Aljustrel i sognet Fatima i Portugal den 11. januar 1908. Sammen med sin søster, den hellige Jacinta, blev han oplært i troen i familien. Han modtog tre besøg af Portugals skytsengel og Den hellige Jomfru Maria over en periode på seks måneder, der startede den 13. maj 1917. Francisco begyndte at bede og bringe ofre for syndernes omvendelse og for at trøste Jesus og som sonebod i forhold til Marias Ubesmittede Hjerte.

Han var den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus

Englens ord, ”Trøst din Gud”, ser ud til at have brændt sig fast i Francisco’s hjerte. Min opfattelse er, at ud af de tre børn fra Fatima, er den nåde, som netop Francisco modtog, en eksplicit Eukaristisk nåde. Francisco søgte mere end nogen anden at være den, der trøstede Den ”skjulte” Jesus ved at tilbede Ham i tabernaklet i sognekirken og ved at bede rosenkransen. Det er dette kald til at trøste Den ”skjulte” Jesus, der har forøget min opmærksomhed på Francisco.

Kalken og Det Dyrebare Blod

Efteråret 1916 viste Portugals skytsengel sig tredje gang for de tre børn. Han holdt en kalk og over kalken figurerede en Hostie. Fra Hostien faldt der bloddråber ned i kalken. Englen forlod derpå kalken og Hostien, der ”svævede” i luften over kalken, og englen faldt ned på sit ansigt i tilbedelse. Han gav Den hellige Kommunion til de tre børn. Han gav Hostien til Lucia og kalken til Francisco og Jacinta, mens han sagde: ”Tag og drik, dette er Jesu Kristi Legeme og Blod, som er blevet krænket af utaknemmelige mennesker. Son for deres overtrædelser og trøst jeres Gud”. Et par dage senere, mens de talte om Kommunionen fra kalken og Det Dyrebare Blod, som skulle frembæres som sonebod, sagde Francisco til Lucia, ”Jeg havde en fornemmelse, at Gud var i mig, men jeg kan ikke forklare hvordan”.

Mange rosenkranse

Vor Frues ord om at Francisco skulle sige ”mange rosenkranse”, før han gik til Himlen, har givet anledninger til mange forskellige fortolkninger, hvoraf nogle kaster lys over den lille 9-årige dreng. Fatimaspecialist og forfatter Leo Madigan giver en forklaring, der giver god mening, og som er fornuftig. Han skriver, at ”Francisco ville komme i Himlen, men der skulle bedes mange rosenkranse, før det ville ske”. Vor Frues ord indeholdt ikke en skjult trussel eller ildevarslende advarsel. Hun talte til Francisco som en moder. Mens han ventede på at komme ind i Himlen, havde han tid til at bede mange rosenkranse. For Francisco var denne viden en gave og en glæde. Francisco døde den 4. april 1919 efter at have bedt ”mange rosenkranse”.

Jeg kan anbefale …

Jeg kan ikke anbefale nogen bedre biografi på engelsk om børnene i Fatima end den, der er skrevet af Leo Madigan, som hedder: The Children of Fatima, Blessed Francisco and Blessed Jacinta Marto (Our Sunday Visitor, 2003). Skt. Johannes Paul II saligkårede Francisco og Jacinta Marto den 13. Maj 2000.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 13. oktober 2014. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2014/10/the-boy-who-saw-the-mother-of-god/

6.

Det er umuligt at forstå livet uden at bede rosenkransen

Det er umuligt at forstå vores eget liv og Kirkens liv uden at bede rosenkransen. Det er umuligt at forstå festerne, der fejres for Maria i løbet af det liturgiske år, de Marianske helligsteder og billederne af Maria uden at man beder rosenkransen (Pave Johannes Paul I).

Rosenkransen er en måde at lytte til Guds Ord på, som Maria lyttede til Ordet, og gentage Ordet, som hun gentog Det, at bede Ordet, som hun bad Det, og tillade at Ordet tager bolig i en, ligesom Ordet tog bolig i hende. Udholdenhed i den velsignede gentagelse af rosenkransbønnen gør hele livet til en slags lectio divina: Hvor man læser om Gud og det, der er Hans, og som samtidig er et tegn på Hans tilstedeværelse i den ydmyge hverdag.

Den, der har rosenkransen i sin hånd, har nøglen til alle livets glædesfulde, lysende, smertefulde og herlighedsfulde mysterier. Rosenkransen er midlet mod ensomhed. Ensomheden hos den, der beder rosenkransen, er en ensomhed, der rummer nærvær, ikke fravær. Rosenkransbønnen er som balsam, der smøres på hjertets hemmelige sår. Den, der underkaster sig rosenkransens afvæbnende enkelthed i form af lægedom, vil opleve dens helbredende virkning.  

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 14. oktober 2006. Den kan læses på: Impossible to Conceive of Life Without the Rosary – Vultus Christi

7.

Med rosenkransen kan man opnå alt

Med rosenkransen kan man opnå alt det, der ligger i Min Moders Ubesmittede Hjerte og Mit eget Hjerte. Rosenkransen overvinder alt det onde, river synden op med rode, åbenbarer det, som er skjult for den skolede og kloge, og den jager mørket på flugt. Rosenkransen bliver et kraftfuldt våben i hænderne på de ”små” og fattige, og satan skælver, når han ser rosenkransen i hænderne på et lille barn. Rosenkransen er den bøn, som Min Moders Ubesmittede Hjerte foretrækker. Når en sjæl begynder at bede rosenkransen, bliver Min Moder overdraget en enorm magt over denne sjæls skæbne. Rosenkransen åbner en sjæl for Min barmhjertige kærligheds styrke, og dette kan være begyndelsen til helbredelse, udfrielse og en omdannelse til mig. Dette er en hemmelighed, som verden og de, der tænker som verden, ikke er i stand til at forstå. Det er en hemmelighed, fordi den er skjult for de hovmodige og selvtilstrækkelige og kun er blevet gjort kendt for de ”små” sjæle, hvis tilbedelse af Mig udgår fra deres dybe fattigdom og den magtesløshed, der stammer fra deres skrøbelighed. Rosenkransen vil for dig åbne op for strømme af nåde, levende vand og løfter, som vil blive opfyldt. Vend tilbage til Min Moders rosenkrans og vent på, at Min kraft manifesteres … thi selv i den skal Min herlighed komme til syne og føre Min nåde til sejr.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 5. december 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/12/the-rosary-obtains-all-things

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Gør dit bedste. Men hold aldrig op med at bruge perlerne (på din rosenkrans)

Én af mine venner i himlen, som jeg på en vis måde kan betragte som én af mine åndelige fædre, er benediktineren Dom Eugéne Vandeur (1875-1967). Én af mine drømme er at lave en genudgivelse af nogle af Fader Vandeurs arbejder. Fader Vandeur skrev udførligt, passioneret og smukt om Den hellige Jomfru Maria. Hans udgangspunkt var altid et skriftsted fra Den hellige Skrift eller en passage fra den hellige liturgi, og derefter ville han lade sin pen (og sjæl) tage ”styringen” og lade det, der blev åbenbaret, blive nedfældet. Hans budskab forblev enkelt og tilgængeligt, selv når han begyndte at undersøge Guds – og Gudsrigets dybder. Her følger et uddrag, som jeg finder passende til festen for Den Ubesmittede Undfangelse:

Hvis det er muligt for dig, så lad være med at undlade at sige rosenkransbønnen hver dag, og hvis du kan finde tid til det, alle 15 dekader. Vær ikke bange for, at der vil komme distraktioner, vær villig til at bekæmpe dem. Din himmelske Moder forstår til fulde din svaghed, følelsesmæssige ustabilitet og træthed.

”Hil dig, Maria”, som bliver mangfoldiggjort har aldrig bragt Maria mishag. Hun sætter pris på din mumlen, der bærer præg af tro, håb og kærlighed. Gør dit bedste, men hold aldrig op med at bruge perlerne (på din rosenkrans).

At du bærer rosenkransen på dig, er det ikke som at sige, at du reciterer bønnen hele dagen og i hemmelighed om natten? Hold rosenkransens perler tæt til dig især på tidspunkter med prøvelse, hold den da i din hule hånd. Dette er som at tage Maria i hånden. Jeg vil afslutte med at sige, at du i det mindste bør huske på følgende: Glem ikke at sige tre Ave Maria om morgenen og om aftenen rettet til Maria, Guds Moder og din moder, og tak Den hellige Treenighed for, at hun er blevet givet til os.

Der eksisterer mange vidnesbyrd om, hvad det kan ”føre med sig”, at man beder rosenkransen, når man lider, arbejder og føler smerte af enhver slags i legeme og på sjæl. Det er i disse situationer, at vor Moder tager sig af sine børn og viser dem sin omsorg her og nu og i evigheden. Når vi elsker en, vil vi aldrig stoppe med at minde vedkommende om vores kærlighed til ham / hende, og vi vil til stadighed elske vedkommende mere. Ved at sige ”Hil dig, Maria” vil du aldrig skuffe dig selv og langt mere vil du aldrig skuffe Marias Ubesmittede Hjerte. Hun er din Moder … siger det ikke det hele? Amen! Sådan er det! Ja, det er helt igennem godt. (Hail Mary af Dom Eugéne Vandeur, oversat af John H. Collins, Sj. The Newman Press, Westminster, Maryland 1954).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 8. december 2007. Den kan læses på: Do your best. But never give up your beads. – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Bruno

Skt. Bruno på biograflærredet

På forunderlig vis har Skt. Bruno, patriarken for dem, der attrår ensomhed, fundet vej til medierne de seneste år. Hvor i mediebilledet har man så kunnet stifte bekendtskab med Skt. Bruno? I litteraturens og filmens verden! En film om karteusernes liv, som det blev udformet af Skt. Bruno for fjorten århundreder siden, tiltrak op til flere biografgængere. Filmen, der blev produceret i 2005 af den tyske filmskaber Philip Groening, er en dokumentar på tre timer, hvor der ikke siges et ord. Meget passende er filmens titel: ”Die Grosse stille”, (Den store stilhed). Den eneste form for lyd, man stifter bekendtskab med i filmen, er lyden af dagliglivet i Chartreuseklosteret og munkenes gregorianske sang, som i sagens natur foregår på latin. Den anerkendelse, som filmen har opnået, siger efter min mening mere noget om den higen verden har efter stilhed, og at mennesker bærer på en parathed til at udleve et radikalt vidnesbyrd om at give Gud forrang, end selve det fokus, der er på livet i Chartreuse klosteret.

Skt. Bruno på hylderne hos boghandlerne

En spændende bog om karteusernes liv så dagens lys i de sekulære medier i 2006. den er skrevet af Nancy Klein Maguire, en kvinde, der er gift med en tidligere karteuser, og den har fået titlen: An Infinity of Little Hours: Five Young Men and Their Trial in the Western World’s Most Austere Monastic Order. Bogen opnåede stor popularitet. Endnu engang vil jeg fremhæve, at denne popularitet (sandsynligvis) ikke skyldes et fokus på klosterlivet, men mere handler om, at verden på et dybere plan higer efter det, der ikke er af denne verden. ”Jeg giver ikke som verden giver” (Joh 14:27).

Stat Crux Dum Volvitum Orbis

Karteuserordenen, der er blevet grundlagt af Skt. Bruno (1030-1101), har aldrig undergået en reformation, fordi den aldrig er blevet deformeret. Karteusernes struktur og måde at leve på er stort set forblevet uændret. Ordenens talemåde lyder således: Stat Crux Dum Volvitum Orbis (Korset står fast, mens verdenen hele tiden forandres). Netop fordi verden udmattes af (konstant) forandring, længes den efter det, der er uforanderligt, tidløst og radikalt i sin tro mod traditionen.

Skjult i Kirkens hjerte

Kaldet til at være karteuser er yderst sjældent. Et utal af mænd og kvinder har prøvet ordenslivet hos karteuserne og har måttet erkende efter få måneder eller selv efter flere år, at de ligesom Jonas ryger fra hvalens bug op på det tørre land. Alligevel forbliver ordenen fra generation til generation ved med at være en levende organisme skjult i Kirkens hjerte, som en vedvarende rytme af kærlighed, der aldrig dør ud.

Forskellige former for ensomhed

Dagens fest, der fejres for Skt. Bruno, forpligter os til at rette et skarpere fokus på den plads ensomheden bør have i vores eget liv. Der eksisterer forskellige former for ensomhed. Der er den selvvalgte ensomhed, der knytter sig til den konsekrerede ensomhed, som er, at et menneske har benyttet sit frie og bevidste valg til at leve et liv med Gud og kun for Gud. Nogle gange bliver denne ensomhed levet i den struktur, der er den gældende i karteuserordenen. Andre gange leves den udenfor klosterlivets struktur efter et selvdefineret reglement. Af dem, der efterstræber dette valg, er størstedelen ikke i stand til at overholde det.

Det sårede hjerte

Det ensomme liv kræver en modenhed, der kun stammer fra lidelse. Til tider vil lidelse være årsag til, at en person lukker fuldstændig af og lukker sig inde i sig selv. I et sådant tilfælde er ensomhed en særdeles farlig form for måde at dø fra sig selv på. Paradoksalt nok er lidelse, der ”slår en omkuld” med til at åbne hjertet for Gud, og dette er den bedste forberedelse til det ensomme liv. Den, der går ind i ensomheden, uden at hjertet er gennemboret af smerte, vil ikke kunne forblive der, fordi den transformation til fællesskab med Gud, der sker gennem ensomheden, foregår i hjertet, der gennem lidelse er blevet åbnet, og som forbliver åbent, fordi det er blevet såret af kærligheden. Måske er det grunden til, at den ægte ensomhed trækker en linje til mysteriet om Jesu Hjerte, der er blevet gennemboret af vores synder. Kristi Hjerte, der én gang er blevet gennemboret af legionærens spyd, er åbent og forbliver åbent til evig tid.

Vor Frue af ensomheden

Der findes den ensomhed, som enken bærer på. Efter at have delt livet med en ægtefælle igennem mange år kan netop den ensomhed, der opstår ved dennes død være en ganske forfærdelig ting, men den kan også vise sig at være en stor nåde. Hjertet, der lider på grund af tabet af en elsket ægtefælle, kan blive et hjerte, der åbnes af ønsket om fællesskab med Gud og samtidig har en åbenhed og forståelse overfor andres sorg. I den ensomhed enken føler, har jomfru Maria en særlig plads. For de spansktalende katolikker eksisterer der en hengivenhed overfor Nuestra Sénora de la Soledad, Vor Frue af ensomheden. Den enke, der anerkender Maria og byder hende velkommen i sin ensomhed, særligt ved rosenkransbønnen, vil opdage, at i hendes selskab er der en skjult kilde af uophørlig bøn, en kilde til mod og håb.

Andre former for ensomhed

Der findes også den form for ensomhed, der gør sig gældende hos det menneske, der ikke føler, at det passer ind nogen steder. Der er den ensomhed, der knytter sig til den uforløste kærlighed. Der er den ensomhed, der følger det barn, der oplever afvisning eller latterliggørelse af dets jævnaldrende i skolen. Der er ensomheden hos det menneske, der aldrig har følt sig som en del af fællesskabet blandt kollegaerne på jobbet. Der er ensomheden hos det menneske, der, fordi han eller hun er blevet forbandet eller velsignet med stor følsomhed, ikke kan fungere i forskellige sammenhænge, fordi vedkommende i sin interaktion let overvældes og såres på det følelsesmæssige plan. Der er ensomheden hos det menneske, der af fysiologiske grunde er afskåret fra at tage del i dagliglivets aktiviteter. Der er også den ensomhed, der kan eksistere i et ægteskab eller i et venskab. Der er også den ensomhed, der gør sig gældende i samfundslivet. Der er den ensomhed, en sognepræst må opleve i sit sogn og sin sognebolig, en ensomhed der må bæres ved siden af de pastorale krav, der stilles til ham. Der er den ensomhed, der gør sig gældende i byens købs- og forbrugscentrum og i det sociale liv.

Den usunde ensomhed

Alle de former for ensomhed, jeg har beskrevet ovenfor, er, hvis de opleves og leves ud passivt, kilden til en permanent tilstand præget af vrede, og det kan lede til aggressivitet eller depression. Dette kan i sidste ende føre til en selvdestruktiv adfærd, hvor man ved forskellige former for afhængighed ødelægger sig selv fysisk og psykisk.

Den helliggjorte ensomhed

Hvornår bliver en ensomhed, der er præget af fravær til en ensomhed opfyldt af nærvær? Det sker, når man i stedet for at lide på en passiv måde under ensomheden, bevidst og ved sit frie valg siger ja til den, for herved opofres den til Gud, som en kalk, der er rede til at blive fyldt op. Enhver form for tomhed, ensomhed og ethvert tomrum rummer et bestemt ”Eukaristisk potentiale”. Der er intet tomrum, ingen tomhed og intet fravær, Gud ikke kan udfylde med Sit nærvær.

Alle mine veje er du fortrolig med

Salme 139 er den helt rigtige bøn for den, der oplever den smerte, der er knyttet til ensomhed. ”Herre, du ransager mig. Du ved om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke, du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med” (Sl 139). Gud afviser ikke den, der med et sønderbrudt hjerte, anråber Ham om at åbenbare Sig som Den, der er langt mere nærværende overfor os, end vi er overfor os selv. Det er til stor trøst at vide, at man i lyset af Kristi Ansigt ikke har noget at skjule.

Mariansk ensomhed

Det er ikke nogen tilfældighed, at Skt. Brunos karteuserorden samt andre ordener i Kirken, der er kendetegnet ved ensomhed, også er dem, der er præget af en stærk og øm hengivenhed overfor Den hellige Jomfru Maria. På en måde er Maria nøglen til enhver ensomhed, der bebos af Gud. Maria er nøglen til enhver form for ensomhed, der ligger i tilbedelsen. En ensomhed, der er helliget Maria, vil ikke opleves som et fravær, men af nærvær, den vil ikke opleves som tomhed, men fylde, og ikke af isolation, men af fællesskab.

Vor Herre har betroet Sin moder, at hun står for, at enhver form for ensomhed transformeres til fællesskab. ”Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel han elskede, sagde han til sin mor: Kvinde, der er din søn. Derpå sagde han til disciplen: Der er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19:26-27). Maria træder ikke ind i vores ensomhed, hvis vi ikke byder hende ind. Men hvis man indbyder hende, særligt ved at bede rosenkransbønnen, vil hun være der og opfylde ensomheden med liv, sødme og håb.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2017. Den kan læses på: Saint Bruno – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Stilhedens endestation

Følgende er et udpluk af et brev, som Skt. Bruno skrev til sin ven Raoulle-Verd.

Jeg bor i vildmarken i Calabrien fjernt fra enhver form for beboelse. Jeg har nogle brødre ved min side, hvoraf nogle er særdeles meget indsigtsfulde, og de er meget overvågende i forhold til deres Herre, så de kan åbne for Ham, så snart Han banker på deres dør. Jeg ville end ikke kunne begynde at berette for dig, hvor godt og rart dette er. Vejret her er ret mildt, og luften er helt igennem sund; her er en bred slette, som er dejlig at beskue, og som når helt ud til bjergene og baner sig vej mellem dem og følger dem, så langt øjet rækker. Der er enge og marker med blomster, der er velduftende. Det er nærmest umuligt at beskrive det syn, der møder en. Der er tale om et varieret bakkelandskab på alle sider, som har skyggefulde dale, der ligger hengemt, og som rummer en overflod af forfriskende kilder, bække og vandløb. Udover alt dette er der grønne haver og alle slags frugttræer.

Men hvorfor dvæle ved disse ting? Mennesket med den sande indsigt har sit hjerte andetsteds, nemlig ved noget, der er langt mere nyttigt og tiltrækkende, fordi det er af guddommelig karakter. Det er sandt, at vores noget svage natur er blevet fornyet og finder nyt liv i sådanne perspektiver, fordi den er træt efter sliddet i åndelig henseende og det strenge liv. Den er ligesom en bue, der snart er slidt og risikerer at blive ubrugelig, fordi man ikke sørger for hele tiden at holde den stram.

Uanset hvilke fordele og guddommelig ophøjelse stilheden og ensomheden i ørkenen har at tilbyde dem, der elsker dette, er det kun dem, der har oplevet det, der ved det.

For her kan mænd med stærk vilje søge ind i sig selv og forblive der, så længe og meget de ønsker og med flid så dydens frø og spise paradisets frugt med glæde.

Her kan de få et glimt af de sår, som Brudgommen har pådraget Sig af kærlighed, og det er klart, at det er ved Hans renhed, at det bliver dem tilladt at se selve Gud.

Her vil de være hensat i en ”travl frihed” og finde hvile i stille foretagsomhed.

Det er også her, at Gud kroner Sine ”atleter” for deres hårde slid med håbet om sejrskransen: En fred, der er ukendt for verden og en glæde i Helligånden.

En sådan livsform så vi hos Rakel, der var Jakobs foretrukne grundet hendes skønhed, selvom hun bragte færre børn til verden end Lea, der havde et mindre gennemtrængende blik. Overvej lige, at man foretrak den, der kunne føde flere, men på trods af det var det altså Josef og Benjamin, der blev deres faders foretrukne. Dette fordybelsens liv, som Maria valgte, blev aldrig taget fra hende. Det handler også om den helt ekstraordinære smukke shunemitiske kvinde, der som den eneste i Israel tog vare på David på hans gamle dage. Jeg kan blot ønske (kære) broder, at også du nærede en sådan kærlighed til hende, så du i hendes favn ville brænde med guddommelig kærlighed. Hvis blot kærlighed af en sådan karakter ville tage ophold i dig! Da ville al den herlighed, der er i verden, straks for dig fremstå som snavs, uanset hvor mange søde ord og attråværdige ting, den kan tilbyde dig for at bedrage dig. Rigdom og de bekymringer, den bærer med sig, vil du kaste fra dig uden at betænke dig et øjeblik, for at blive fritaget fra denne byrde og opnå Åndens frihed. 

Du vil ikke længere begære nydelse, uanset hvor harmløs den måtte synes at være for legeme og sjæl.

Du ved godt, hvem der siger dette til os: ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden” (1 Joh 2:15-16), det vil sige, ”at venskab med verden er fjendskab med Gud”. ”Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud” (1 Joh 4:4). Hvad kunne da være så ondt og ødelæggende, så ulykkeligt, en markant, manisk og stædig ånd, som du strider imod, en ånd, hvis kraft du ikke kan modstå, og hvis retfærdige hævn du end ikke tør håbe på at undslippe? Vi er da ikke stærkere end Ham! Du tror da ikke, at Han vil lade alle de fornærmelser og den foragt gå ustraffet hen, som Han har måttet tage imod, blot fordi Han i sin tålmodige omsorg lige nu tilskynder os til omvendelse? For hvad kunne være mere perverteret, hensynsløst og i modstrid med naturen og den rette orden at elske skabningen mere end Skaberen, at elske det, der passerer forbi, langt mere end det, der varer ved eller at søge de jordiske goder langt mere end de himmelske?

Hvad mener du, der bør gøres min kære ven? Ud over at stole på Guds formaning og have tillid til den sandhed, der ikke bedrager? For Han henvender Sig til enhver og siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11:28). Er det ikke i bund og grund tåbeligt og frugtesløst, at man efter sin flid opfyldes af begær og vedvarende martres af angst, bekymring, frygt og sorg grundet ens begær? Findes der nogen tungere byrde, at ens ånd kastes i afgrunden fra den ophøjethed, den var tiltænkt – og alt dette, fordi der er blevet foretaget en indgriben i den orden, som Den højeste har skabt? Flygt, min broder, fra disse lidelser og denne uro, der præger denne verden, hen til stilhedens endestation.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2015. Den kan læses på: The quiet harbour of the port – Vultus Christi

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Vort liv i Dit Ansigts lys

Samlingen af Skt. Brunos bønner kan ved første øjekast virker mærkværdig, fordi der ikke et eneste sted nævnes noget om det, som han er benådet med: nemlig ensomhed. Man kunne forvente, at der optrådte en bøn med en vis hentydning til ørkenens stilhed og til det liv, som Skt. Bruno levede alene med Gud. I stedet må vi ty til liturgiens tekster, og det, de kan give os:

Sacti Brunónis Confessóris tui, quaesumus, Dómine, intercessiónibus adiuvémur: ut, qui maiestátem tuam gráviter delinquéndo offéndimus, eius méritis et précibus, notrórum véniam consequámur.

Må Skt. Brunos forbøn, Din bekender, hjælpe os, bønfalder vi dig, O, Herre, at vi, der ved så meget synd har fornærmet Deres Majestæt, ved hans fortjenester og bønner må opnå tilgivelse for vore ugerninger.

Hvad er den egentlige betydning i denne bøn? Og hvilken relation har det til Skt. Brunos liv og for den sags skyld dit og mit liv? Vi starter altid ud med, som det er sædvane, at bede om en helgens forbøn. At gå i forbøn betyder bogstavelig talt at sætte sig mellem to parter, at stille sig i midten og være repræsentant for den enes interesser overfor den anden. Vi anerkender derfor, at Skt. Bruno i dag på en særlig måde placerer sig i Kristus og med Kristus, den eneste mægler mellem os og Gud. Skt. Bruno taler til Gud på vores vegne. Han taler vores sag, er repræsentant for vores interesser og er garanten for, at vi opnår himmelske fordele. Derpå vendt mod os, på Guds vegne fortæller Skt. Bruno os, at Gud ser de gode ting, som Han finder passende at give set i forhold til de fordele og bønner, der knytter sig til Hans helgen.

Hvad er det for en særlig nåde, der knytter sig til dagens fest? Det er, hvis vi skal tro Skt. Brunos bønssamling, at vi får tilgivelse for vores ugerninger. Denne bønssamling udtrykker en klar bevidsthed om synd, for den fremlægger følgende, som tager udgangspunkt i den, der på en særlig og alvorlig måde har fornærmet Deres Majestæt ved synd. Der findes ingen små synder. Al synd betragtes som helt igennem ond og alvorlig, fordi den i større eller mindre udstrækning er et udtryk for menneskets hovmod, der i sin trodsighed stikker sit ansigt frem i oprør mod Gud.

”Det er sandt” siger du, ”men hvor kommer Skt. Bruno ind i billedet?” Skt. Bruno er den, der har fremhævet ensomhed, som værende væsentlig. Én af de ting, som ensomhed er med til at skærpe, er vores evne til at se klart. Ensomhed giver os mulighed for at lægge de masker fra os, der skaber forklædninger, der også narrer os selv. Ensomhed tvinger os på en brutal måde til at være hudløst ærlige overfor os selv og at se tingene, som de er og ikke, som vi forestiller os dem, eller som vi ønsker, at de burde være. Det er derfor ensomhed gør folk nervøse og ængstelige. Det er derfor folk ikke kan bære at være uden mobiltelefon, computer, fjernsyn eller anden form for ”gadget”, der gør ”flugten” ind i de sociale medier lettere. Ikke så snart et menneske er alene, begynder det at se sig selv, som det er. Dets synder bliver tydeliggjort. Salme 90 giver en beskrivelse af det, der sker:

Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys. Alle vore dage svinder hen i din vrede, vi henlever vore år under suk” (Sl 90:8-9).

Hvis man er alene, og helt uden Kristus, vil man med sikkerhed havne i fortvivlelse. Men er man alene med Kristus, så vil man på trods af ”hjemsøgelsen” af tidligere synder alligevel se lyset fra Kristi Ansigt, der er barmhjertighed, lægedom og håb, og man vil ikke blive efterladt i en tilstand af forvirring. ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning” (Mal 3:2).

At befinde sig i syndens virkelighed uden Kristus leder til fortvivlelse. (Det er netop det, der er årsagen til så mange selvmord). Befinder man sig derimod i syndens virkelighed sammen med Kristus, åbnes ens sjæl for barmhjertighed, tilgivelse og en genopretning af uskylden.

Jeg vil fortælle en hemmelighed, som Skt. Bruno kendte til og praktiserede. Når som helst du vælger at gå ind i ensomheden, når som helst du lukker en dør bag dig, slukker lyset, computeren eller telefonen, tag da Maria med dig ind i denne ensomhed. Til dem, der vover sig ind i ørkenens store stilhed, åbenbarer Guds Moder sin Søns Ansigt. Maria er en følgesvend for dem, der nærer frygt for at være alene. Maria uddriver alt det mørke og frygtsomme alle de steder, vi med rette bør frygte at færdes uden hende ved vor side.

Denne aften vil vore skridt lede os til festen for Vor Frue af rosenkransen. Det er den helt rette fest, der følger i kølvandet på festen for Skt. Bruno. Der bør ikke være noget, der skræmmer den, der står ansigt til ansigt med sig selv, bærende på rosenkransen, end ikke de synder, forråelsen af andre samt det vanvid, man har forspildt sin ungdom med eller de tåbeligheder, man har ladet være en del af ens midtlivskrise eller for den sags skyld sine ældre dage. Til det menneske, der holder fast ved sine perler og anråber Guds Moder, er der intet synligt eller usynligt, der kan slukke håbet. Dronningen af den hellige rosenkrans og hendes moderlige nærvær skal være som et skjold for dig, og du skal træde på slangen og balisken (et fabeldyr), og løven og dragen skal du træde under fode, og du skal ikke nære frygt for nattens gru.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 6. oktober 2015. Den kan læses på: Vultus Christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Skt. Faustina og ”Barmhjertighedens dør”

Skt. Faustina Kowalska, ”Barmhjertighedens apostel”, hvis fest man fejrer den 5. oktober, var kendt som mystiker, og som en person, der modtog guddommelige visioner. Hendes dagbog ”Divine Mercy in My Soul” er en slags oversigt over den åndelige rejse hendes sjæl blev bragt ud på. Vor Herre gav Skt. Faustina en dyb indsigt i – og forståelse for Guds kærlighed og barmhjertighed, som hun skulle dele med verden. Da pave Frans har udråbt et ”barmhjertighedens år”, som starter den 8. december 2015, vil det væreen fordel, at man læser Skt. Faustinas budskab om barmhjertighed for bedre at kunne forstå betydningen af det kommende (hellige) år.

Vor Herre betonede kraftigt overfor Skt. Faustina, at barmhjertigheden virkeliggøres:

”Jeg kræver (…) barmhjertighedens gerninger, som skal udspringe af kærlighed til mig. Du skal altid og overalt vise barmhjertighed, du må ikke trække dig ud af det, afvise det og heller ikke undskylde dig” (no. 742).

Pave Frans opfordrer os til i dette jubelår at ”forkynde for alle det store mysterium om Guds barmhjertighed, ved at vi fordyber os i Kristi Ansigt”. Ved at udøve de legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger gøres det muligt for os at opfylde Herrens befaling: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger, og priser jeres Fader, som er i himlene” (Matt 5:16). Pave Emeritus Benedikt XVI har sagt: ”Kristi Ansigt er den største åbenbaring af Kristi barmhjertighed”.

”Jeg har altid for mine øjne Hans sorgfulde Ansigt, som er blevet forarmet og vanæret. Hans guddommelige Hjerte er blevet gennemboret af vore synder, og det især ved utaknemmelighed udvist af udvalgte sjæle” (no. 487) – Skt. Faustina.

Dette Jubelår vil også have et kendetegn, en åbning, nærmere betegnet en dør, nemlig barmhjertighedens dør, en hellig dør i Skt. Peters Basilika og ”døre” i andre udvalgte kirker (rundt om i verden), som enhver der passerer ind ad, vil opleve Guds kærlighed, der bringer trøst, tilgivelse og indgyder håb. Skt. Faustina benytter i sin dagbog formuleringen ”barmhjertighedens dør”: ”Mens der endnu er tid, så lad dem benytte min barmhjertigheds kilde (no. 848) …Den, der nægter at passere igennem min barmhjertigheds dør, må passere igennem min retfærdighedsdør” (no. 1146).

Jeg har ofte tænkt over, hvad denne hellige dør og barmhjertighedens ansigt er et billede på, og jeg tror, at de begge er et billede på Jesu Kristi Ansigt. Kirkens ansigt, der fører os til Faderen. Vi går igennem denne dør ved at være disciple, der er hengivet til Det hellige Ansigt, hvor vi ser Jesus i vor næstes ansigt, ved bøn og fordybelse i Jesu sårede Ansigt og ved at fordybe os i Jesu Eukaristiske Ansigt. Også vore ansigter er som en ”dør” til vore hjerter og sjæle, som kan udstråle Jesu Ansigt, altså barmhjertighedens ansigt til andre. Da pave Frans kom til USA talte han til hjemløse i Skt. Patricks Parish i Washington, DC og sagde: ”Jesus fortsætter med at banke på vores dør, og det ved vor næstes (brødre og søstre) ansigter og dem, der er ved vor side”.

”Skriv dette: Inden Jeg kommer som Den retfærdig Dommer, kommer Jeg først som barmhjertighedens Konge” – Vor Herre til Skt. Faustina.

Jubelåret afsluttes den 20. november 2016 på den søndag, hvor vi fejrer Vor Herre, Jesus Kristus, som universets Konge – og Det levende Ansigt, der udtrykker Faderens barmhjertighed (Pavelig skrivelse, Barmhjertighedens Ansigt).

Skt. Faustinas bøn om Guds barmhjertighed for verden.

”Du, Den store barmhjertigheds Gud, Du uendelige Godhed. I dag råber hele menneskeheden fra sin elendigheds dyb til Dig, til Din barmhjertighed, til Din medlidenhed, oh, Gud. Den råber med sin elendigheds vældige stemme. Nådige Gud, forkast ikke bønnen fra denne jords forviste. Oh Herre, Du som er den ufattelige Godhed, Du kender helt og holdent vores elendighed og ved, at vi ikke er i stand til ved egen kraft at hæve os til Dig. Derfor bønfalder vi Dig: Kom os i forkøbet med Din nåde og forøg ustandselig Din barmhjertighed i os, så vi trofast opfylder Din hellige vilje hele vort liv igennem og i dødens time. Lad Din barmhjertigheds almagt beskytte os mod angreb fra fjender som er imod vor frelse, så vi tillidsfuldt, som Dine børn, kan vente på Dit endelige komme, den dag, som Du alene kender. Vi forventer at modtage alt, som Jesus har lovet os, trods al vor elendighed, for vi stoler på Jesus. Gennem Hans barmhjertige Hjerte går vi til himmelen som gennem en åben port (no. 1570).

Den autoriserede udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Illumina Domine den 2. oktober 2015.Den kan læses på: St. Faustina and “The Door of Mercy” – Illumina Domine Blog – Devotion to The Holy Face

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Min ven

Jeg har en usædvanlig ven. Vi blev knyttet til hinanden for mere end 67 år siden. Denne ven har alle de træk, der kendetegner en ven. Han er loyal, og han har aldrig ladt mig i stikken.

Min ven er lynende intelligent. Han skal kun se en ting gang, og så forstår han det med det samme.

Min ven er smuk. Ingen ord kan beskrive det ungdommelige ved hans ansigtstræk. Han bærer på en friskhed som morgenduggen, og i hans øjne ser man en genspejling af Himlen.

Min ven er stærk, intet er for tungt for ham. Intet trætter ham. Intet kan modstå hans kraft.

Min ven er elskværdig, altid i balance med sig selv, uforanderlig, fredelig og beroligende. Hvor end han kommer, trækker han et spor af sindsro og glæde efter sig.

Min ven er taknemmelig, taknemmelig blot for et enkelt ord og gestus. Han husker absolut alt. Det er sket, og jeg frygter, at det er ofte, at jeg har fået ham til at græde. Åh ja han græder, men han tilgiver også, og det trækker ikke ud, og han bærer aldrig nag.

Min ven også læge, og hvilken læge. Han står for behandling og helbredelse af både krop og sjæl.

Han er en eminent psykoterapeut. Han lytter til al min jammer og klage. Han giver mig de bedste råd, man kan tænke sig. Han trøster mig og hjælper mig på fode igen. Han anviser mig den vej, der er bedst at følge. Han bevarer mig fra at tvivle på Guds barmhjertighed.

Min ven er min talsmand, som altid fører min sag med et forsvar for mig. Han fremlægger sagen til min fordel, og han gør det på en så elegant måde, at det må betegnes som engleagtigt.

Når jeg sover, holder min ven vagt. Når jeg våger, våger han sammen med mig, Hvis jeg skal på rejse, er han altid med. (Han er ikke bange for at flyve).

Min vens største glæde, måske har du allerede gættet det, er, når han ledsager mig til alteret, hvor jeg frembærer Det hellige Messeoffer. Der stråler han ganske enkelt. Han står ligesom en diakon ved min side. Han føler sig fuldstændig hjemme i Kirkens liturgi, han kender den ned i mindste detalje. Hans sang er fyldt med indsigt, han bukker sig dybt, han lærer mig, hvordan jeg skal opføre mig i nærheden af Den hellige treenige Gud.

I det øjeblik konsekrationen finder sted, lyser han fuldstændig op med en smuk og ubeskrivelig skønhed. Jeg fornemmer, mens han står ved min side, at han skælver af glæde. Og så bliver han helt stille, han bliver glødende i sin tilbedelse. I netop dette øjeblik er han aldrig alene. Alle hans brødre kommer til stede, og nogle gange fornemmer man svagt et sagte pust af lysets vingefang. De kommer og er alle til stede, og de omgiver alteret, og derpå er de i tilbedelse, tilbedelse og endnu mere tilbedelse.

For min ven er Messen aldrig for lang. Den hellige Messe er det, han holder mest af her på jorden. Han holder allermest Den hellige Messe, derefter tilbedelse af det Allerhelligste sakramente. Han instruerer mig således, at jeg altid har mit fokus rettet mod Tabernaklet.

Åh ja, og så lige en ting mere: min ven nærer stor kærlighed til min moder, Den hellige Jomfru Maria. Han karakteriserer hende som sin dronning og regent. Han minder mig ofte om, at Jesus, mens Han hang på korset, ikke talte til en engel, men til et menneske ”Se, der er din moder”. Når jeg beder til Den hellige Maria, udsender han den dejligste parfume, som er en duft af renhed, ydmyghed og kærlighed, det hele på én gang.

Jeg har her skitseret min ven. Vi har alle en som ham. Elsk disse vore himmelske venner, ær dem, spørg dem til råds, og tak i dag Faderen for, at Han har skænket os dem.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. oktober 2019. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2019/10/my-friend/

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Jeg befinder mig foran Faderens Ansigt

Engle

Frelseshistorien fra Første Mosebog til Johannes Åbenbaring er fuld af engle. For de gamle patriarker, Israels konger og profeter blev Guds Forsyn synliggjort ved engle, der blev sendt til dem for at lede og våge over dem.

Det var en engel, der bebudede Ordets komme, og at Helligånden skulle overskygge Jomfru Maria, og Han ventede i ydmyg ærbødighed på hendes ja, for at kunne bringe dette ja til Himlen (jf. 1: 26-38). En engel åbenbarede for Skt. Josef, den mystiske og farefulde rolle, han skulle spille i Guds plan. En engel oplyste Skt. Josef i det mørke, han vandrede i og førte ham i sikkerhed i Egypten og derpå tilbage til Galilæa (jf. Matt 1: 20-24, 2: 13-22). Engle ledsagede Jesus i mysterierne omkring Hans fødsel, liv, lidelse og opstandelse. Jesus forsvarede uskylden hos de mindste ved at sige til dem, der lod sig friste til at foragte disse små: ”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte” (Matt 18: 10).

Da Peter blev sat i fængsel af Herodes, viste en engel sig for ham om natten og førte ham fra den celle, han sad i og ud i friheden. ”Så kom Peter til sig selv og sagde: ’Nu forstår jeg sandelig, at Herren har sendt sin engel og revet mig ud af Herodes’ hånd og fra alt det, som jøderne går og venter på”’ (ApG 12: 11). Vi læser følgende i brevet til Hebræerne, ”Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling” (Hæbr 12: 22). Og endelig, så er det nærmest umuligt at vende blot en side i Johannes’ Åbenbaring uden at høre englenes vingesus.

En engel går foran os

Den lære, vi kan uddrage af dagens førstelæsning taget fra 2 Mosebog, er, at det, teksten fortæller os, i sandhed er en livsregel. Gud siger, at Han lader en engel gå foran os for at beskytte os på den vej, vi betræder og bringe os til det sted, som Han har forberedt for os (jf. 2 Mos 23: 20). I den fortælling, der udspiller sig i 2 Mosebog, er det sted, Gud har forberedt (for israelitterne), det forjættede land. For os er det sted, som Gud har forberedt, Himlen. Hvert eneste øjeblik og sted på vores rejse vil vi møde Guds vilje og blive draget ind i Hans mystiske udformning af kærligheden. Det var Gud selv, der kortlagde israelitternes rejse ud fra trællehuset i Egypten. Set ude fra et pragmatisk og geografisk udgangspunkt, så var den valgte rute ikke den direkte, mest hensigtsmæssige eller letteste vej. Udfrielsen fra Egypten var præget af mange stop undervejs, og ethvert stop var en mulighed for at opnå nåde og vende sig bort fra synder som utilfredshed, afgudsdyrkelse, grådighed og ulydighed. Der var ganske enkelt tale om en indbydelse til at starte forfra med håb i ydmyghed og i tillid (til Gud).

Lyt

Når Gud taler om Sin engel, og at den repræsenterer Hans nærvær og forsyn, så siger Gud: ”Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham” (2 Mos 23: 21). Det, vi ser her, er åbningslinjen i Skt. Benedikts regel: ”Lyt (ausculta), o min søn, til mesterens bud og bøj dit hjertes øren” (Benedikts munke-regel). Hvorfor er vi ude af stand til at høre Guds engels stemme? Det er, fordi vi ikke er tilstrækkelig stille. Det er svært for os at opretholde en stilhed, fordi vi i vores hovmod foretrækker at lytte til støjen fra vore egne tanker og lyden af vores egne stemmer. Vi er ganske enkelt ude af stand til at opretholde stilheden, fordi vi frygter Guds stemme og ønsker at udskyde ”lydighedens gerning” efter at have vænnet os til ”ulydighedens dovenskab” (Benedikts munke-regel). Vi kan ikke udholde stilhed, fordi lyden fra mange ting har taget vores opmærksomhed fra det, der ”er fornødent” (Luk 10: 42), og vi har glemt, hvordan man sidder ved Herrens fødder og lytter til Hans ord (Luk 10: 42).

Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har forberedt. Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham; han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham. Men hvis du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere” (2 Mos 23: 20-22). Gud beder os om lydighed, den lydighed, som Johannes Paul II definerede som ”måden at lytte på, der skaber forandringer i livet”, men for at kunne lytte må man være stille og for at være stille, må man være ydmyg.

Skt. Pio

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Skt. Pio fra Pieltrecina, hvis fest vi fejrede den 23. september. Skt. Pio havde stor fortrolighed med sin skytsengel, og han tog yderligere et stort skridt i retning af den lydighed, ydmyghed og tavshed, der kendetegnede Den korsfæstede Jesus. På mystisk vis er disse to aspekter samme side af hellighed. Den, der knytter sig til englene, bliver ligesom dem, han er ydmyg, for han er altid i tilbedelse, og stille, fordi han er ydmyg og hurtig til at adlyde, fordi han er stille. Den, der knytter sig til englene, bliver ligesom Kristus, Herren over englene: ydmyg, stille ”og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2: 2).

Dunkelheden, der præger det jordiske liv

Festen for de hellige skytsengle er lige så foruroligende, som den er trøstende. Der er nemlig tale om lydighedens hilsen, der virker forstyrrende ind på vores vrangforestilling om, at vi har det godt og er i sikkerhed, og samtidig tilskynder den os til, at vi skal bevæge os mod forandring. Dette er den trøstende forsikring, om at Forsynet i ”den dunkelhed, der præger det jordiske liv”, (Ambrosius’ forord) omgiver os med engle for at ”oplyse” vores vej.

Gaverne forbundet med skytsenglene

Hvis du ligesom jeg finder dette skræmmende, så ret dit fokus på dagens evangelietekst og se dig selv som værende blandt ”de små” (Matt 18: 10), som Jesus tager i forsvar. Vejen til ydmyghed, stilhed og lydighed er ikke et ”træningsprogram” for superatleter, der træner til de olympiske lege. Paradoksalt nok er det den lille vej, som i går blev åbenbaret for os af Skt. Thérèse af Jesusbarnet og Det hellige Ansigt. Jeg finder trøst i Jesu ord i dagens evangelietekst, for Han lader mig vide, at jeg i min svaghed står foran Faderens Ansigt, men assisteret af en, som har styrke, nemlig min skytsengel. I min ubestandighed står jeg foran Faderens Ansigt assisteret af en, der er urokkelig og standhaftig. I min manglende evne til at kunne lytte og elske, står jeg foran Faderens Ansigt assisteret af min skytsengel, hvis blik ikke (engang i et splitsekund) viger bort fra Guds Ansigt, fordi han uophørligt er i tilbedelse.

Skytsenglens styrke, konstans og tilbedelse er vores. Dens fordybelse relateret til Guds Ansigt er vores. Gør krav på disse gaver, som er hos skytsenglen – dens glæde er at dele disse gaver med dig – og træd frem uden frygt. Hvis vi lader skytsenglene lede os, vil de bringe os sikkert til det sted, og til alle de steder, vi skal passere i vores liv, som Gud har forberedt for os.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på bloggen Vultus Christi den 2. oktober 2018. Den kan læses på: https://vultuschristi.org/index.php/2018/10/i-am-represented-before-the-face-of-the-father

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Kirken eller verden?

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28: 18-20).

Den ærværdige ærkebiskop Fulton J. Sheen fremhævede ofte: ”hvis sjæle ikke bliver frelst, er der ikke noget, der bliver frelst”. Hele Kirkens mission er at frelse sjælene, det er det, det hele drejer sig om. Når hver enkelt af os skal forlade denne jord, ja, så er det, fordi vi står overfor den uundgåelige død. Nogle vil dø, mens de er unge, andre, når de er gamle. Nogle dør efter at have været igennem megen lidelse, og andre dør, mens de er i deres bedste alder. Uanset, hvem du er, og hvor godt et helbred du har, eller hvordan din livssituation ser ud, så må du dø. Ydermere, uanset hvad du tror på, så vil du blive dømt af den retfærdige dommer, som er Vor Herre og Konge, Jesus Kristus. Endelig vil denne dom afgøre, hvor du i al evighed skal befinde dig, Himlen eller helvede.

Alt det, vi gør, tænker, siger eller bekender i dette liv, leder os til vores evige bolig. Denne verden er blot et forstadie, et sted, hvor vi prøves. Denne verden kan betragtes, som et stillads omkring Himlens kongedømme. Når en arkitekt sammen med sin bygherre konstruerer et større bygningsværk, det kunne for eksempel være en katedral, så vil ingen beklage, at man fjerner stilladset, når arbejdet er færdiggjort. Det samme gør sig gældende for denne verden. Som Vor Herre sagde: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå” (Matt 24: 35).

Fordi præster i vor moderne tid er præget af en vis bekymring (for kirkegængerens opfattelse), har de ændret fokus fra de (4) sidste ting (døden, dommen, Himlen og helvede) til de langt mere verdslige ting. Katolske hospitaler, som før var under ledelse af præster og (ordensfolk) Søstre, er blevet til egentlige virksomheder. Det samme er sket med katolske skoler. Overalt i katolske sammenhænge har man rettet fokus på det, som verden har som sit centrum, for eksempel klimaproblemer. Kærlighedsgerninger for næsten har antaget form af en politisk agenda, som handler om social retfærdighed, og måske det værste det hele er, at det hele har udviklet sig til en egentlig industri, der er centreret om sociale udviklingsprogrammer. Heriblandt finder vi Catholic Relief Services, som på årlig basis indkasserer hundrede tusinder af dollars fra større organisationer under dække af at ville yde hjælp til de fattige.

Det, der er det mest skandaløse, er, at barmhjertighedsgerninger funderet i omsorg og kærlighed overfor næsten er blevet ”konverteret” til, at man vil skabe en bedre verden, som vi kan leve i, fremfor at arbejde for at ens egen – og andres sjæl kommer til Kristus. Katolske hospitaler har ikke længere et evangeliseringsaspekt med i plejen af – og omsorgen for patienterne, fokus er ene og alene på kroppen, det fysiske. Det katolske arbejde omkring det at forbedre menneskers livssituationer præges af en politisk venstrefløjstænkning, som ikke har nogen interesse i at hjælpe den værdigt trængende i fysisk og åndelig forstand. Yderligere bliver denne tendens tydelig, når man fra Vatikanets side retter fokus på, at man ønsker at styrke en verdensregering ledet af FN, og argumentet for dette finder man i miljøspørgsmål og klimakrise. Vi ser her igen, at man fra Kirkens side skifter fokus og er mere optaget af at skabe ”Himlen” på jorden.

Sandheden er, at katolikker i det store og hele har mistet fornemmelsen for missionsvirksomhed. Den 23. september vil pave Frans kanonisere den velsignede Junipero Serra, som var stifter af den missionsvirksomhed, der blev etableret i Californien. Fr. Serra var stifteren af 21 missionstiltag i hele sin livstid og bragte dermed et utal af sjæle til den katolske tro. Gennem sine missioner åbnede Fr. Serra op for skolegang og uddannelse for den oprindelige befolkning i Californien, som lærte at læse og skrive og dermed fik et grundlag til at skabe og opbygge og bragte folk ud af den fattigdom, de hidtil havde levet i. Modellen for missionsvirksomhed, som ligger i Den katolske Kirke, er måden, hvorpå Kirken fremmer missions- og udviklingsarbejde på.

Kirkens store skikkelser indenfor mission, Skt. Francis Xavier, Skt. Ignatius fra Loyola, Fr. Pierre-Jean De Smet, Skt. Rose Philippine Duchesne, Skt. Marianne Cope og Skt. Pedro de San Jose Betancur udførte deres mission i den ånd, at de ønskede at frelse sjæle, så disse kunne komme til det himmelske kongerige. Disse store missionærer tilføjede, at flere fik mulighed for skolegang, og den åndelige og fysiske fattigdom blev drastisk mindsket.

Men desværre synes det som om, at mange præster, biskopper og kardinaler i Kirken i dag ikke føler sig tilskyndet til at missionere, men i stedet opfordrer de regeringer og pengemænd til at gøre det, som ellers (og førhen) er blevet gjort af Kirken. Der sker det, når stafetten gives videre til verden, at omvendelse af sjæle bliver glemt. Ordene fra digteren William Wordsworth passer godt i denne sammenhæng:

Hele verden er over os fra tidlig morgen til sen aften,

vi får ting foræret og forbruger løs og spilder vores tid,

vi ser kun lidt i os selv, som er vores,

vi har givet vore hjerter bort til en smudsig velsignelse.

Det er klart, at Kirkens ledere har tilsidesat den største gave til menneskeheden … som er sjælenes frelse … for bagateller i denne verden, der blot passerer forbi.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er publiceret på Lepanto Institute d. 9. oktober 2015. Den kan læses på: http://www.lepantoinstitute.org/uncategorized/the-church-or-the-world

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Pænhedens Kirke!

Goddag og velkommen til Vortex, hvor løgne og falskhed bliver opfanget og afsløret. Mit navn er Michael Voris.

Har I for nylig taget del i en Messe i Pænhedens Kirke, altså i en katolsk menighed, der errodfæstet i Skt. Pænhed?

I ved allerede lige præcis, hvad jeg hentyder til, nemlig et typisk forstadssogn, hvor Fr. Pænhed indleder sin prædiken med en upassende præstelig vittighed og derpå fortsætter med at sige stort set ingenting og endda slet ikke noget om det, der kan føre os til Himlen.

Derpå kan man ”aktivt” deltage i Messen ved at synge med på noget, der angiveligt skal forestille at være en salme, mens de piger, der er ministranter, stirrer tomt ud i luften, mens de ledsager nogle fra menigheden, der bærer gaverne frem til præsten ved alteret, og hele dette scenarie understøttes af et kor samt nogle musikere, der ”spiller løs”.

De meget få unge mennesker, man kan se, der er til stede ved denne Messe, keder sig bravt og forsøger at slå tiden ihjel med deres smartphones.

Skal man yde Fr. Pænhed retfærdighed, så synes det som om, at han også finder det, der foregår kedsommeligt, men det er sandsynligvis, fordi opmærksomheden fra menigheden for en stund er rettet på andre dele af den ”aktive deltagelse” og ikke på ham.

Men i løbet af dette hændelsesforløb er der ikke nogen, der kommer medbemærkninger, hverken før eller efter, fordi det ikke ville være pænt. Hvis der bare blev åbnet en flig for noget med trosmæssig relevans og substans, ville det ryste forsamlingen (menigheden) og måske endda fornærme nogen, og det ville ikke være så pænt.

Nu skal vi til oversigten over hvem, der tager del i denne Messe: Vi møder her:

1.      De par, der benytter prævention. Her kan sættes et flueben.

2.      De par, der er skilte og gengifte. De får også et flueben.

3.      De par, der lever sammen, papirløst. De skal også have et flueben.

4.      De folk, der er af den opfattelse, at abort og ægteskaber mellem homoseksuelle er helt ok. De får også et flueben.

Og man kan være 100 % sikker på, at italesættes et katolsk perspektiv om de omstændigheder, der er skitseret ovenfor, og som præger menigheden, vil den pågældende præst skulle stå skoleret overfor sin biskop og måtte begrunde, hvorfor han forkynder den rette katolske tro.

Jeg vil her kortfattet fortælle Jer om en hændelse, jeg selv har været vidne til, forstået på den måde, at jeg med egne ører har hørt det, der blev sagt.

En biskop holdt et oplæg, og her var størstedelen af de tilstedeværende lægfolk. Her gjorde han rede for, hvor slemt det reelt set stod til i bispedømmet, når det gjaldt det markante fald i bryllupper, dåb, brugen af sakramenterne, præste- og ordenskald og lukningen af sogne. På alle områder, var der tale om markante fald.

Han benyttede nogle minutter til at beklage tingenes tilstand og sagde derpå, at der dog var et område, hvor man kunne spore en fremgang, det var, når det handlede om begravelser, ja I hørte rigtigt, begravelser. Vi har oplevet en fremgang på 200% af katolikker, der er blevet begravet, og det viser, (og det følgende sagde han virkelig), at selvom disse mennesker ikke fik gjort brug af sakramenterne gennem deres liv, så var det os (Kirken), der fik det sidste ord.

Det er sandt, at det, jeg her fremlægger, var nøjagtigt de ord, han benyttede. Han brugte en ”morsomhed” til at understrege situationen i Kirken. En sjæls sørgelige skæbne grundet tingenes tilstand i Kirken benyttes som en morsomhed til at fremhæve sjæles frafald fra Kirken og dermed med stor sandsynlighed fra den evige frelse.

Denne mand er qua sin position som biskop i lige linje med apostlene. Man tør end ikke tænke tanken, at Skt. Peter eller andre i apostelkollegiet benyttede morsomheder vedrørende sjæle, der gik fortabt. Forresten bør det fremhæves, at biskoppen i sin præsentation tog udgangspunkt i et forberedt manuskript, så han improviserede ikke. Det vil sige, hans ”morsomhed” var gennemtænkt og havde fået den rette placering i manuskriptet samt den endelige fremlæggelse.

Man må forstå, at dette er standarden i Pænhedens Kirke. Går man så langt til at italesætte de problemstillinger, der gør sig gældende (i Kirken), ja så opfører man sig bestemt ikke pænt, man er ganske enkelt ondskabsfuld og forstår ikke, når der er tale om en ”morsomhed”.

Der er intet helligt i Pænhedens Kirke, og i særdeleshed ikke Vor Herre. Vi tilbeder Ham, mens vi er upassende klædt, og uden at vide hvad Messen drejer sig om. Vi kommer fem minutter eller mere for sent til Messen og styrter derefter afsted, når vi har modtaget ”brødet” (Den konsekrerede Hostie). Og vi tror, at vi tilbeder Vor Herre ved at synge tåbelige og ligegyldige sange og have fornemmelsen af, at vi er pæne mennesker.

Og lederne i det kirkelige hierarki vil hverken sige elle gøre noget ved dette problem. De kan nemlig godt lide Pænhedens Kirke, og netop fordi de er ledere, så betragtes de som pæne. Pænhed er det mest forfærdelige ord, der optræder i det ordforråd, der knytter sig til moderne katolicisme.

Ordet pænhed betyder at være rarflink og intetsigende. Således at man aldrig er stødende, og at man altid er enig med alle og dermed aldrig tager et standpunkt. Det er en passende erstatning for ordet kujon, som stemmer overens med etymologien for ordet pænhed.

Lad os få det på det rene, således, at det står fuldstændig klart, at Vor Herre bestemt ikke var pæn eller flink. Han var opfyldt af nidkærhed og virkede ”forstyrrende” på den tendens, der gjorde sig gældende hos mange (jødiske) ledere, hvor de lod sjæle gå fortabt, så de kunne blive anset for at være pæne.

Det segment, der udgør Pænhedens Kirke er de lunkne katolikker, de, der hverken er fromme eller frafaldne, de, der balancerer på en midterlinje, dem, som alle kan lide, fordi de er så pæne.

Kærlighed handler ikke om at være rar eller pæn, men om at være givende, som i sagens natur ikke har noget at gøre med at være i stand til at socialisere på en pæn måde. Kærlighed er brændende, passioneret og gør, at man er opslugt af den anden for den andens skyld. Kærligheden tilsidesætter sig selv og vil trodse alle farer for at redde den elskede.

De lunkne katolikkers forhold til Kirken kan passende sammenlignes med to mennesker, hvor den ene er interesseret i, at kærligheden mellem de to skal blomstre, men den anden egentlig er ligeglad og siger: ”Jeg er ikke interesseret i et forhold med dig og forstå mig ret, jeg synes, du er venlig, men nej tak”.

Pænhed er en ”billig” erstatning for kærlighed, for den rummer ikke passion, og den vil ikke udgyde sit blod for nogen eller noget. Den kan ikke engang rejse sig og gøre noget af nidkærhed. Pænhed er kedelig, konventionel og ikke inspirerende og ganske enkelt for tabere uden åndelighed.

Hvorfor står vi en situation, hvor det ene katolske sogn efter det andet må lukke ned? Det er ganske enkelt, fordi man har valgt at være en del af Pænhedens Kirke, og som det allerede er blevet fremhævet, er pænhed ensbetydende med lunkenhed. Vor Herre siger i Johannes Åbenbaring, at de lunkne, vil Han udspy af Sin mund.

Vi må være klar over, at det at være Den militante Kirke ikke handler om at være pæne. Selv Gud kan ikke udstå de pæne.

Gud elsker Jer.

Jeg er Michael Voris

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com den 20. juni 2012. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/pdf/vort-2012-06-20.pdf

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)