Tak for alt pave Frans

Da min hustru, Elizabeth, og jeg blev gift for 25 år siden eller noget i den retning, var hun praktiserende kristen i et ganske almindeligt protestantisk trossamfund, og hendes præst forestod vores vielse. (N.B.: Ingen af de navne, der optræder i denne tekst, hverken vore eller andres, er de oprindelige). Jeg var ikke helt rigtig kristen, hvis jeg selv skal beskrive det, var jeg mere agnostiker, hvis katolske opdragelse lå i baggrunden. Men da Elizabeth sagde til mig for mere end et årti siden, at hun overvejede at blive katolik og ville vide, om jeg kunne tænke mig at vende tilbage til troen, svarede jeg straks. ”Ja, det vil jeg”. Mit noget hurtige svar – uden tøven og større ståhej – overraskede hende, jeg tror også, at det overraskede mig selv. Noget rørte sig i os begge – måske Helligånden – og hendes spørgsmål og mit svar passede perfekt til hinanden.

Vi gik til vor lokale sognepræst. Vi ville gøre det klart for ham, at Elizabeth havde været gift to gange før. Begge ægteskaber var blevet afsluttet med en skilsmisse, da det i begge tilfælde handlede om ægtemændenes hang til utroskab, de tidligere ægtemænd er stadig i live, og begge ægteskaber resulterede ikke i børn. Fr. Colin lyttede til vores historie på en varm og åben måde. For mit vedkommende foreskrev han Bodens Sakramente. På en humoristisk måde foreslog jeg, at dette kunne gøres på en af hans fri eftermiddage. For Elizabeth’s vedkommende skulle hun påbegynde RCIA (The Rite of Christian Initiation of Adults) (På dansk: Konvertitundervisning), selvom man allerede var i gang med et forløb, som skulle forberede hende sammen med andre nye katolikker til at blive optaget i Kirken ved Påskevigilen det følgende efterår.

Det var det. Der blev intet sagt om annullering af de tidligere ægteskaber, samt andre hindringer for at vi begge kunne modtage Sakramenterne. Med glæde blev vi en del af livet i sognet i den lille by. Fr. Colin var en ung ”JP2” præst (En præst uddannet under Johannes Paul II’s pontifikat), der havde viet sig til troen med en ortodoks fremtoning og var klar og tydelig omkring Kirkens lære i sine prædikener. En af grundene til, at jeg ikke benytter hans rigtige navn – eller for den sags skyld vore – er, at vi stadig er meget glade for denne præst. Den dag i dag tager vi os stadig til hovedet over, at han undlod at gøre os opmærksom på Kirkens lære omkring skilsmisse, at gifte sig igen og Sakramenterne, når så meget andet ved hans pastorale karakter var fint og beundringsværdigt.

Som veluddannede mennesker vidste vi, at katolikker, som var blevet gift og derefter skilt og derpå gift igen, stod overfor visse doktrinære udfordringer. Men jeg, som ”en kommende katolik” i vores ægteskab, havde ikke tidligere været gift, mens Elizabeth var blevet opdraget i et Evangelisk (bestemt, ganske anti-katolsk) trossamfund, før vi flyttede til en mere strømlinet kirke, hvori vi blev gift. Ingen af hendes tidligere bryllupper var foregået i en katolsk Kirke. Vi antog, at ”reglerne” vedrørende dette kun gjorde sig gældende i forhold til de sakramentale ægteskaber indgået af katolikker i Kirken. I dette tilfælde var min uvidenhed desto mere forbundet med skyld, da jeg var blevet opdraget i Kirken, inden jeg som ung forlod Den. Men var jeg ikke bare blevet præsenteret for dårlig katekese, og … og havde Fr. Colin ikke på lemfældig måde givet adgang til Sakramenterne? Han vidste med sikkerhed, hvad der var det rigtige at gøre.

Nogle år senere, nye jobs og en ny hjemby fire hundred miles længere væk i et område tættere befolket med katolikker, ”undersøgte” Elizabeth og jeg de forskellige katolske Kirker, indtil vi endelig fandt det, som skulle være vores nye sogn. Vores sognepræst, Fr. John, mindede en del om Fr. Colin med den samme ungdommelige hengivenhed overfor troen, den samme glæde ved at fejre Messen og den samme kærlighed for de sjæle, som han var hyrde for. Men, som vi var begyndt at blive en del af livet i det nye sogn, indkaldte pave Frans til to synoder i Vatikanet vedrørende ægteskab og familie, en i 2014 og en i 2015. Pludselig talte hele den katolske Kirke om sin lære og doktriner vedrørende ægteskab og Sakramenter.

Det gik op for os, mens vi forsøgte at følge med i det, der blev diskuteret, at synodefædrene faktisk talte om vores situation – Elizabeth’s og min. Okay, det tog noget tid før det stod klart for os. Måske fortrængte vi, at det kunne være Fr. Colin, vores tidligere sognepræst, som havde skønnet forkert i forhold til noget så vigtigt.

Samtaler med gode venner blandt katolske lægfolk, amatører med et vist kendskab til doktrin og kanonisk ret, gav os et skub i retning af klarhed. Men argumenterne ved de to synoder var afgørende. Vi kom til den erkendelse, at Kirken betragter ægteskabet som en naturlig institution på lige fod med et sakramentalt- (og et civilt-) ægteskab. Ethvert ægteskab er derfor, et i hvilket to personer indgår frit, fuldt og helt i overensstemmelse med ægteskabets formål, og som formodes at være uopløseligt. (Som vi senere erfarede, kan Kirken opløse denne formodning i enkelte tilfælde med ikke-kristne par, hvor den ene ægtefælle konverterer, men Elizabeth og begge hendes tidligere ægtemænd var alle allerede døbte kristne.

Kunne Kirken muligvis udtale, at på grund af at ”reglerne” vedrørende ægteskabets uopløselighed er katolske regler, gør de sig ikke gældende for ikke-katolikker, endda for døbte kristne ikke-katolikker også selvom disse konverterer til katolicismen og underlægger sig den katolske Kirkes læres jurisdiktion? Hvis den katolske Kirke opererer med en version af et ex post facto princip, er svaret måske ja. Nytilkomne kan sige:” Hvordan kan Kirken forvente, at vi har indrettet os på regler, vi har afvist før de blev en del af vores liv”? Hvis det havde været sådan, ville jeg som den ”fallerede” katolik med tidligere ægteskaber mundhugges over, ok da. Jeg har droppet reglerne i en årrække, men kunne stadig blive stillet til ansvar for dem. Men Elizabeth? Hvordan kan hun som ikke-katolik, gift før, holdes ansvarlig med tilbagevirkende kraft? Og hvis hun ikke kunne, ville vort ægteskab så være gyldigt i Kirkens øjne og ligeledes vor modtagelse af Sakramenterne. Eller hvordan skulle vi forholde os?

Ved synoderne 2014 og (specielt) den i 2015 så vi prælater, der var samlet, nærmest have en slåskamp om, hvorvidt skilte gengifte skulle tillades adgang til Sakramenterne, også selvom de havde været praktiserende katolikker hele deres liv og var blevet gift i Kirken fra starten af. For hver eneste meddelelse vi så eller hørte, syntes det som om, at anstødsstenen til uenigheden var noget så simpelt, som spørgsmålet om ægteskabets status i Den katolske Kirke. For selvfølgelig er ægteskabet for dem, der er ”katolikker helt ud til fingerspidserne” uopløseligt, det er en del af Kirkens lære.

Det var et chok at erfare, at der rent faktisk var biskopper og ærkebiskopper – nogle af dem kardinaler intet mindre – som var villige til at udvande den lære eller helt igennem afvise den, hvis en autonom forståelse af ”samvittighed” blev fulgt. Dette ledte vores opmærksomhed hen på, hvad der var blevet sagt ved synoderne. Til at tage de stød, der kom fra den ene fløj i debatten, stod de synodefædre, som ønskede at gå mere i dybden med Kirkens teologi vedrørende ægteskabet, så man kunne forklare, hvorfor læren på dette område måtte forblive intakt og klar, og hvorfor de individuelle krav om ”samvittighed” ikke skulle omstøde den.

Ved at lytte til dem begyndte vi at få en forståelse for, at det var vanvittigt ud fra et teologisk synspunkt at forvente, at en ex post facto udvej ville skabe en åbning for os. Ægteskabet er det samme for alle, til alle tider og under alle omstændigheder. At finde ud af, hvordan det egentlig forholder sig, længe efter at man har handlet, skaber en indre uro. Din forpligtelse vedbliver at være der. Dit ansvar forsvinder ikke bare, fordi ”du ikke dengang vidste, hvad du ved nu”.

Det var sent på efteråret 2015. Den anden synode var blevet afsluttet. Vi blev klar over, at noget måtte gøres ved vores situation, da vi i vort sogn var til stede ved et oplæg af en monsignor, som fungerer som dommer ved domstolen for kanonisk ret i vores bispedømme, hvor han vurderede annullationssager. Han var, kan man sige, en mand med erfaring i dette, en præst med en smule pastoral personlighed, men mere som en saglig advokat i præstekrave. Vi fandt senere ud af, at han ikke var uden den medfølelse, som opgaven kræver, men det han skulle denne aften var at informere. Temaet han skulle belyse var ”uregelmæssige” ægteskabssituationer, og naturligvis var vi opsatte på en afklaring, og den fik vi lige op i ansigtet. Da han var færdig med sit oplæg, så vi på hinanden og sagde, ”Vi må lave en aftale med Fr. John”.

Den unge præst, uddannet indenfor Kanonisk ret, lyttede til os og gav os klar besked. Uanset om Fr. Colin ikke havde formået at gøre det klart for os mange år tilbage, så måtte vi stoppe med modtage Eukaristien ved Messen. Hvis hun troede, at hun kunne ændre sagen, måtte Elizabeth igangsætte en ansøgning om erklæret ugyldighed af begge hendes tidligere ægteskaber. Vi måtte beslutte os for at leve som ”broder og søster” (uden nogen seksuel relation) mens processen pågik, også uanset hvor lang tid det ville tage. (Han var en hård mand denne Fr. John. Mange præster ville tillade modtagelse af Eukaristien for dem, som lever som broder og søster, eller trække på skulderen i forhold til det med den seksuelle relation så længe parret ikke modtog Eukaristien. Dette dobbelte krav var en del af disciplinen, simpelthen).

Som den, der skal ansøge domstolen, bar Elizabeth den egentlige arbejdsbyrde samt bekymring i flere måneder. Processen med at ansøge om annullering kræver, at man afklares på mange niveauer. Tidligere intime relationer skal genfortælles og nedfældes med en reel oprigtighed. Min modige og smukke Elizabeth tilbragte mange timer stirrende på en computerskærm og ind i sin fortid. Hun var nødt til at tilvejebringe dokumenter og vidner og formidle kontakt mellem domstolen og begge de tidligere ægtemænd. Hendes viljestyrke til at gennemføre alt dette var i sandhed inspirerende for mig. I mellemtiden gik vi mere end et år til Messe hver søndag og på de helligdage, hvor Messegang også var pligtig, og vi satte os der, hvor det var muligt at stå foran en præst med armene mod brystet, under kommunionsuddelingen (ikke foran en diakon eller en Kommunionsuddeler) for at modtage velsignelsen.

Tre måneder eller deromkring efter vores møde med Fr. John, mens Elizabeth stadig var i gang med at forberede sin ansøgningsproces, offentliggjorde pave Frans Amoris Laetitia. Det stod hurtigt klart for læserne af den pavelige skrivelse, at Kirken var ved at bevæge sig væk fra den lære, der var blevet bekræftet på synoden i 2015 og med hvilken vi sammen med Fr. John havde forpligtet os til at overholde. Halvt i sjov sagde jeg en dag til Elizabeth ”Tror du, at paven vil fortælle os, at vi ikke skal tage os af det” Hendes let anstrengte smågrinen sagde det hele. Hun fortsatte, uanset hvilke fornyelser Den hellige Fader måtte udlede af argumenterne fra synoden.

Det var sent på efteråret 2016, da Elizabeth modtog en officiel skrivelse fra domstolen: Begge hendes ansøgninger var blevet imødekommet. Når en periode var gået, hvor en appel fra begge parter kunne være blevet hørt (fremkom der ikke en sådan appel, begge var formentlig overrasket over dette katolske Kanonlovstof ) mødtes vi med Fr. John igen for det at blive løst fra den disciplinering, han foreskrev et år tidligere og genoptage modtagelsen af Sakramenterne.

Til vores overraskelse sagde han, at den passende afrunding på det, vi var gået igennem ville for os være, at vi blev gift igen denne gang sakramentalt i Den katolske Kirke, – og at han ville forestå vielsen (selvfølgelig, efter et grundigt skriftemål fra os begge). Og hvis vi kunne vedholde vores disciplinering for yderligere nogle uger (indtil brylluppet), bad han os læse Familiaris Consortio, Skt. Johannes Paul II pavelige skrivelse fra 1981 vores ”præ – Kanan”, hvilket det var.

Og det gjorde vi. Vi læste Familiaris og diskuterede den med hinanden og med Fr. John. Tidligt i februar samledes vi med vore nærmeste og kæreste og blev forenet i det sande og hellige ægteskab, denne gang ved en Messe med bryllup celebreret af vores vidunderlige unge præst, overfor hvem vi for altid vil være taknemmelige. Som jeg har sagt til Elizabeth mere end en gang, er det mig en glæde, nu, at være hendes eneste og sande ægtemand, forenet med hende for altid for Guds åsyn.

Vi er også taknemmelige overfor Den hellige Fader. Uanset hans intentioner, uanset hvad historien vil fortælle om hans pontifikat, uanset om Amoris Laetitiavil være at finde på en hylde på biblioteket over pavelige udtalelser – så var det pave Frans, der var løftestangen for omvendelsen. Det var ham, der fjernede sløret fra vore øjne og skar det ud i pap for os, hvad der er Moderkirkens uforanderlige lære. Dette gjorde, at vi gik den rigtige vej med den rette lære.

For Den hellige Fader og for præster som Fr. Colin og Fr. John (som førte os ind i troen, og den anden som ændrede vores tilgang til den), for vores ægteskab, for sandheden omkring ægteskabet og for de par, som har problemer med at leve i lyset af denne sandhed, løfter vi vore taknemmelige bønner. Vi er i sandhed blevet velsignet til at komme fuldt og helt ind i Kirken.

James Zacchaeus er pseudonym for en forfatter i det nordøstlige USA.

en autoriserede engelske udgave af denne tekst er skrevet af James Zacchaeus og publiceret på FIRST THINGS, juni 2017. Den kan læses på: https://www.firstthings.com/article/2017/06/thanks-for-everything-pope-francis

(Oversat af Mogens Bohn og Parick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s