Hvorfor gifte præster ikke kan rette op på præstemanglen

I 1970 var der en præst for hver 800 katolikker i USA.

I dag er der en præst for hver 1.800 katolikker i USA.

Globalt er situationen værre. Antallet af katolikker pr. præst er steget fra 1.895 i 1980 til 3.126 i 2012 ifølge en rapport fra CARA på Georgetown University. Den katolske Kirke i store dele af verden oplever det, der bliver kaldt for ”præstemangel” eller ”præstekrise”.

Tidligere i år besvarede pave Frans et spørgsmål om manglen på præster i et interview af 8. marts offentliggjort i den tyske ugeavis Die Zeit. Den del, der skabte overskrifter, var selvfølgelig den om gifte præster.

”Pave Frans er åben for at tillade gifte præster i Den katolske Kirke”, og man kunne læse følgende overskrift i USA Today: Paven signalerer, at der kan åbnes op for, at gifte katolske mænd kan blive præster”, sagde CNN.

Men det forholder sig ikke sådan, som man ved første øjekast skulle tro, at det gjorde. For går man et spadestik dybere, sagde pave Frans ikke, at Fr. John Smith i sognet rundt om hjørnet nu kan begrave cølibatet og søge mage.

Hvad Den hellige Fader sagde er, at han er åben for, at man undersøger, at duelige mænd (på latin: viri probi), som er gift, kan blive ordineret til præsteskabet. I øjeblikket kan mænd, som typisk er over 35 år, tillades ordination til et permanent diakonat, men ikke til præsteskabet.

Imidlertid var ægteskabet ikke den første løsning på manglen på præster, som pave Frans foreslog. Faktisk var det den sidste.

I første omgang nævnte han overhovedet ikke ægteskabet.

Presset specifikt i forhold til det gifte præsteskab sagde paven: ”Det frivillige cølibat er blevet diskuteret men først og fremmest i forhold til der, hvor behovet for præster er mest presserende. Men det frivillige cølibat er ikke løsningen”.

Mens pave Frans måske signalerer en bagatelagtig større åbenhed overfor muligheden af gifte præster i bestemte situationer, er hans tøven med at åbne dørene på vidt gab for udbredelsen for det gifte præsteskab på linje med hans forgængere Skt. Johannes Paul II og Benedikt XVI, såvel som traditionen i Den Romerske Katolske Kirke.

Så hvorfor er Kirken i vesten, selv når Den står overfor en mangel på præster, tilbageholdende med at fjerne traditionen med cølibat, hvis det potentielt er en stopklods for yderligere kandidater til præsteskabet.

Hvorfor er cølibat normen for Kirken i vesten?

Fr. Gary Selin er romersk katolsk præst og professor ved St. John Vianney Seminary i Denver.  Hans bog: Priestly Celibacy: Theological Foundations blev udgivet sidste år af CUA press.

Mens debatten omkring cølibat ofte handler om det rent pragmatiske – problemet med at give gifte præster en højere løn, og spørgsmålet om deres tilgængelighed – ser dette bort fra det rige teologiske fundament, som traditionen om cølibatet står på, fortalte Fr. Selin CNA.

En af hovedårsagerne til denne 2000-årige tradition er Kristologisk, da den er baseret på den første præst, som levede i cølibat – Jesus.

”Jesus Kristus blev aldrig selv gift, og der ligger noget i at efterligne det liv til fulde, som vor Herre levede, og det er meget attraktivt” sagde Fr. Selin.

”Det er interessant, fordi Jesus ingen begrundelse giver for cølibatet. Næste gang du læser om cølibatet, prøv da at være opmærksom på om man nævner vor Herre, for ofte lades Han helt ude af billedet”.

Kristi liv i cølibat er overensstemmende med Hans missionsvirksomhed, men ville ikke have været det med et ægteskab, fordi ”Han forlod Sit hjem og Sin familie i Nazareth for at kunne fungere som omvandrende prædikant, og som bevidst afstod fra en fast hjemsted: ”…. men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved” siger Fr. Selin og henviser til Matt 8: 20.

Adskillelige gange i Det Ny Testamente priser Kristus det at leve i cølibat. I Matt 19:11-12 besvarer Han et spørgsmål fra sine disciple omkring ægteskabet: ”… og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det”.

”Af de tre grunde der gør, at man ikke er egnet til den seksuelle relation, er den tredje helt og aldeles frivillig. ’Eunukker, der har gjort sig selv til eunukker’. Disse mennesker gør det ’for himmerigets skyld’, det er for riget, at Jesus forkynder og indvier sig” forklarede Fr. Selin.

Ikke desto mindre tog det et stykke tid, før det at leve i cølibat blev en del af den tidlige Kirke, sagde Fr. Selin.

Kristus kom til denne verden blandt det jødiske folk og en kultur, som var blevet opdraget af deres stamfædre Adam og Eva til: ” Bliv frugtbare og talrige ” (1 Mos 1: 28, 9: 7) og blevet lovet: ”… og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred” (1 Mos 22:17). At være ugift eller ufrugtbar skulle man undgå både af praktiske og religiøse grunde, og det blev betragtet som en forbandelse eller i det mindste mangel på Guds nåde.

Apostlene var også af jødisk afstamning og dermed en del af denne kultur. Det er kendt, at iblandt dem er i alt fald Skt. Peter blevet gift på et tidspunkt, fordi Skriften omtaler hans svigermor (Matt 8: 14-15).

Skt. Johannes (Evangelisten), mener kirkefædrene, er den eneste af de 12 apostle, der levede i cølibat, og det er derfor, at Kristus særligt elskede ham, sagde Fr. Selin. Nogle af de andre apostle var sandsynligvis, i overensstemmelse med den jødiske tradition, gift, men det menes, at de praktiserede en bestandig afholdenhed (frivillig afholdenhed fra seksuel relation) da de blev apostle for livet. Paulus priser cølibatet, hvilket han også selv praktiserede (1 kor 7:7-8).

Fordi ægteskabet var en så integreret del af den jødiske kultur, selv for apostlene, var det tidlige præsteskab ofte, men ikke altid, gift. Imidlertid har vi beviser for, at disse præster blev bedt om at praktisere den fuldkomne afholdenhed, når de var blevet ordineret. Præster, hvis hustruer blev gravide efter ordinationen, kunne endda blive straffet med suspension, forklarede Fr. Selin.

Tidligt i Kirken blev biskopper udvalgt blandt præsterne, der levede i cølibat, en tradition der gjorde sig gældende, før cølibatet blev gjort obligatorisk for præsteskabet. Selv i dag i Den katolske Kirkes Østlige ritus, hvor man i en stor udstrækning tillader gifte præster, udvælger man sine biskopper blandt de præster, der lever i cølibat.

Da, det at leve i cølibat blev en mere etableret del af Kirken, blev det også i en stigende grad Kirkens norm, og derfor måtte gifte mænd, som ønskede en ordination søge paven om speciel tilladelse.

I det 11. århundrede udstedte Skt. Gregory VII et dekret, der krævede, at alle præster skulle leve i cølibat og bad sine biskopper implementere dette. Cølibatet blev herefter normen i Den Latinske ritus, dog med særlige undtagelse for nogle anglikanske og protestantiske præster, der konverterede til katolicismen.

Et tegn på Himmeriget

En anden grund til, at cølibat i præsteskabet har en høj værdi i Kirken er, fordi det bærer vidnesbyrd om noget, der er større end denne verden, forklarer Fr. Selin.

Benedikt XVI fortalte engang præster, at cølibatet foruroliger verden, fordi det er tegn på Riget, der skal komme.

”Det er sandt, at for den agnostiske verden, i den verden, hvor Gud ikke holder Sit indtog, er cølibatet en stor skandale, fordi det viser præcist, hvor meget Gud betragtes og opleves som virkelig. Med cølibatets eskatologiske dimension holder Guds fremtidige verden sit indtog i vores virkelighed i vores tid. Og skulle det forsvinde?” spurgte Benedikt XVI i 2010.

Kristus selv sagde, at ingen ville blive gift eller indgå ægteskab i himlen, og derfor er cølibatet et tegn på lyksaligheden (Matt 22:30-32).

”Det ægteskabelige liv vil forsvinde, når vi ser Gud ansigt til ansigt, og vi alle bliver en del af bruden, som Kirken er”, sagde Fr. Selin. ”Cølibatet er det egentlige symbol på dette”.

En anden værdi, som cølibatet rummer, er, at det tillader præster en tættere samhørighed med Kristus, idet de fuldt ud efterligner Ham, bemærker Fr. Selin.

”Præsten er ordineret til at være Jesus for andre, så han er i stand til at dedikere hele sit legeme og sin sjæl først og fremmest til Gud, og fra den enhed med Jesus, er han i stand til at tjene Kirken”, sagde han.

”Vi kan ikke gøre det omvendt” understreger han. Ofte bliver cølibatet fremhævet af praktiske grunde eksempelvis tid og penge, hvilket ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at opretholde traditionen.

”Det er ikke tilstrækkeligt, og det opfylder ikke hjertet hos den, der lever i cølibat, fordi det han i første instans ønsker, er en samhørighed med Gud. Cølibatet er først og fremmest en stor og dyb samhørighed med Kristus”.

De gifte præsters perspektiv: Foretag ikke ændringer i cølibatet hos præsteskabet

Father Douglas Grandon er en af de sjældne undtagelser – en gift Romersk Katolsk præst.

Han var en episkopal præst i ægteskab, da han og hans familie besluttede sig for at træde ind i Den katolske Kirke for 14 år siden, og han modtog tilladelse fra Benedikt XVI til at blive katolsk præst.

Selvom Fr. Grandon anerkender manglen på præster, siger han, at åbne dørene for gifte præster ikke vil fjerne årsagen til, at der er mangel på præster.

”Efter min mening er nøglen til at løse problemet med præstemangel en større involvering i det, som George Wiegel kalder evangelisk katolicisme”, fortalte Fr. Grandon CNA.

”Uanset, om man er protestant eller katolik, kommer kaldene fra en meget stærk hengivenhed til det grundlæggende i Jesu befaling om at forkynde Evangeliet og omvende verden. Hvor som helst der er denne stærke evangeliske hengivenhed, og hvor som helst man har præster, der har givet sig selv til at lede folk dybere ind i troen og gøre dem til disciple, der tager dette alvorligt, og der har dette kald. Det er nøglen”.

Han sagde også, at han ”for altid er taknemlig” for, at Skt. Johannes Paul II tillod

undtagelser fra præster i cølibat i 1980, – som tillod protestantiske præster, som konverterede, ligesom han selv, at blive præster – han ser samtidig værdien af et præsteskab i cølibat og er derfor ikke fortaler for, at man afskaffer det.

”… vi tror virkelig på, at kaldet, hvori cølibatet optræder, er en vidunderlig ting, som er meget værd, og vi ønsker ikke, at noget skal nedbryde det specielle ved præsteskabets cølibat”, sagde han.

”Jesus levede i cølibat, Paulus levede i cølibat, og nogle af de 12 (apostle) levede i cølibat, så det er en speciel gave, Gud har givet til Den katolske Kirke”.

Fr. Joshua J. Whitfield er en anden gift præst, som er bosiddende i Dallas, og som er redaktør for The Dallas Morning News. Han skrev for nylig om sin erfaring med det at være gift præst, hvor han også udtrykte, at han ikke ønsker, at Kirken ændrer sin norm vedrørende cølibatet.

”Det vi har behov for, er anden Pinse. Det var måden, hvorpå man håndterede den første ”præstemangel”. De tolv (apostle) ventede på Helligånden, og Han lod det ske”, fortalte Fr. Whitfield CNA i en kommentar pr. mail.

”At anskue denne krise fra et åndeligt perspektiv, er det, der skal til. Og det er den eneste ordentlige måde, hvorpå vi kan løse det. Jeg er simpelthen ikke overbevist om, at en saltvandsindsprøjtning i form af et gift præsteskab vil resultere i en forøgelse hverken af præster eller af Kirken.

Et blik på hvilket billede der tegnes af præstemanglen i USA

Ærkebispedømmet Los Angeles er det største bispedømme i USA, og omfatter ifølge P.J. Kennedy and Sons Official Catholic Directory en befolkning på 4,029,336 katolikker.

Med 1.051 bispedømmer og ordenspræster i kombination har ærkebispedømmet en præst for hver 3,833 katolikker – mere end det dobbelte i forhold til den nationale standard.

På trods af den store katolske befolkning, hvilket både er ”en stor velsignelse, men også en stor udfordring”, Fr. Samuel Ward, som er ærkebispedømmets tilknyttede overhoved for kald, fortalte CNA, at han ikke håber på eller forudser større ændringer i praksis for cølibatet for præster.

”Jeg tror på den store værdi, som cølibatet har for Den Romerske Katolske Kirkes præsteskab”, sagde han.

Han finder også grundlag for håb. Den seneste mindre stigning i antallet af seminarister og unge mænd, der overvejer kaldet til præst, synes at opbygge et positivt momentum for kald hos fremtidige generationer.

Tendensen gør sig også gældende nationalt – CARA rapporterer, at omkring 100 flere mænd blev ordineret til præsteskabet i 2016 end i 2010. Mellem 2005 og 2010 var der en forskel kun på 4.

I Ærkebispedømmet i New York, det næststørste bispedømme i USA, er der en katolsk befolkning på 2,642,740 og 1,198 bispedømmer og ordenspræster, det betyder, at der er 1 præst for hver 2,205 katolikker.

”Jeg tror, at vi er på niveau med hvilket som helst andet bispedømme i landet set over de sidste 40 – 50 år, hvor antallet af ordinationer slet ikke er i trit med antallet af præster, der enten går på pension eller afgår ved døden”, siger Joseph Zwilling, kommunikationsansvarlig i bispedømmet.

Dette er noget af grunden til, at de for nyligt har gennemgået en større omstruktureringsproces, som har medført dels lukninger og sammenlægninger af en række sogne, hvoraf mange i de seneste år havde været uden en præst.

”I stedet for at vente på at krisen når sit højdepunkt, ville vi handle med rettidig omhu og planlægge, hvordan fremtiden skal se ud her i ærkebispedømmet i New York”, sagde Zwilling.

Monsignor Peter Finn har været præst i New York i 52 år, og han har været rektor på St. Joseph’s Seminary i seks år siden år 2000, og han har adskillelige års erfaring med at uddanne præster. Selvom han indrømmer, at der er præstemangel, så er han ikke overbevist om, at en fjernelse af cølibatet vil løse noget.

”Efter 52 år som en del af præsteskabet er jeg ikke sikker på, at det vil gøre nogen større forskel”, fortalte han CNA.

Det er, fordi krisen ikke er speciel i forhold præstekaldet, sagde han. Det større problem er manglen på engagement – ikke kun i forhold til præsteskabet, men også til ægteskabet og andre kald til det Gudviede liv.

Fr. Selin har samme indstilling.

”Det stikker dybere, fordi der er tale om en troskrise, en voldsom materialisme, og det gør det til tider vanskeligt at foretage et valg”, sagde han.

Hvis ægteskabet ikke løser problemet, hvad gør så?

Skoler, seminarer og kaldskulturen

Ærkebispedømmet i St. Louis har derimod ikke oplevet en markant mangel på præster. Sammenlignet med andre større bispedømmer i landet, (dem med 300 000 eller flere katolikker) har ærkebispedømmet St. Louis flest præster pr. indbygger: Kun 959 katolikker pr præst, i 2014.

John Schwob, overhoved for pastoral planlægning i ærkebispedømmet, sagde, at dette kunne henføres til en række ting – større og mere aktive katolske skoler, et lokalt seminarium, der hører under bispedømmet og ærkebiskopper der sørger for at kald prioriteres pastoralt.

” … går man tilbage til vor bispedømmes begyndelse i 1826, foretog de tidlige biskopper gentagne gange rejser til Europa, hvorfra de bragte ordens- og sekulærpræster samt ordensfolk af begge køn, som skulle opbygge stærke katolske sogne og skoler, fortalte han CNA. ”Det skabte et momentum, som fortsatte med at eksistere i omkring 200 år”.

Disse tre ting er også en sandhed, der kan siges om bispedømmet Lincoln, som har en mindre befolkning og et forhold præst – katolik, der er højt.: 1 præst for hver 577 katolikker, hvilket er mindre end en tredjedel af det nationale forhold.

Som i St. Louis, knytter Robert Matya, Lincoln’s overhoved for arbejdet med kald, antallet af de mange kald i bispedømmet til de katolske skoler, hvor der arbejder præster og ordenssøstre.

”Langt de fleste af vores kald opstår hos børn i vores katolske skolesystem”, sagde Fr. Matya.

”Det unikke ved Lincoln er, at religionsfaget i alle vore katolske gymnasier varetages af enten præster eller søstre, og det er ellers ikke tilfældet … eleverne kan bare i langt højere grad identificere sig med præster og søstre, end de unge, der går på et gymnasium, der ikke har præster til at undervise dem, eller som i det hele taget ikke har en daglig kontakt med præster og søstre”.

Bispedømmet har også to søsterordner – Søstrene som tilbeder Helligånden og de barfodede kloster- Karmeliter – som specielt beder for præstekald samt andre kald.

Msgr. Timothy Thorburn, generalvikar i bispedømmet i Lincoln sagde, at da Karmelitersøstrene flyttede til bispedømmet sidst i 90’erne, kom der ”nærmest ud af det blå” – et mindre seminarium hørende under bispedømmet samt et seminarium for Skt. Peters præstelige broderskab.

”Uanset hvor præsterne uddannes, vil djævlen gøre sig anstrengelser i baggrunden, og klosterordnerne er derfor at betragte som en slags jægersoldater, som er i felten for at bekæmpe mørkets magter, det er dem, der opererer i frontlinjen”, fortalte Msgr. Thorburn CNA.

”Midt i opbygningen af disse to seminarier, spurgte Karmelitersøstrene om det var muligt at opbygge et kloster i vores bispedømme”.

Det, at forpligte sig på den autentiske og ortodokse katolske lære er også meget vigtigt for kaldene, bemærkede Msgr. Thorburn.

”Jeg voksede op i 60’erne og 70’erne og 80’erne, hvor mange troede, at hvis vi bare blev mere hippe, ville unge mennesker søge mod et liv som præst eller i en orden… og det modsatte skete. Unge mennesker følte sig ikke tiltrukket af det”, sagde han.

”De ønskede at forpligte sig, de ønskede den autentiske katolske lære, og den autentiske katolske tro, de ønskede ikke noget, der ”minder om” eller en udvandet version af troen, det var på ingen måde attraktivt for dem. Og jeg må sige, at det er det samme nu. Præsteskabet bliver ikke mere attraktivt, hvis Kirken på en eller anden måde siger, at gifte mænd kan bliver ordineret”.

Pave Frans’ løsninger: Bøn, et fremme af kald og fødselsraten

Også pave Frans er af den opfattelse, at det gifte præsteskab ikke er løsningen på præstemanglen. Før han overhovedet kom ind på det gifte præsteskab til Die Zeit, talte paven om bøn.

”Den første løsning er, – og her taler jeg som troende, – at Herren fortalte os, at vi må bede. Bønnen, bønnen mangler” sagde han til avisen.

Rose Sullivan, overhoved for lederne i den nationale konference for kald i bispedømmerne, og mor til en seminarist, som er på vej til at blive ordineret, er enig med paven.

”Vi ville ikke referere til det, som ’præstemangel’ eller ’kaldskrise’. Vi vil henføre det til en bønskrise. Gud er ikke holdt op med at kalde folk til deres kald, vi er holdt med at lytte, fordi støjens kultur står i vejen”, sagde hun.

”Skriften fortæller: ’Tal Herre for Din tjener lytter’. Så spørgsmålet er, lytter vi? Og mit svar er, at vi godt kunne anstrenge os noget mere for at lytte efter”.

En anden løsning der er blevet foreslået af pave Frans, er en forøgelse af fødselsraten, som er faldet i store dele af Kirken, specielt i Vesten.

I nogle europæiske lande, som engang, på verdensplan, var et højkatolsk område, er fødselsraten faldet så meget, at regeringer fremlægger ekstraordinære tiltag for at stimulere lysten til at blive forældre.

”Hvis der ingen unge mænd er, kan der heller ikke være nogen præster”, sagde paven.

Kaldet til ægteskabet og til præsteskabet er derfor tæt forbundet, sagde Fr. Ward.

”De komplimenterer hinanden og er afhængig af hinanden. Hvis vi ikke har familier, har vi intet som præster at foretage os, og familier har brug for præster til at prædike og varetage Sakramenterne”.

Den tredje løsning, som blev foreslået af pave Frans, var, at man i arbejdet med unge mennesker klart og direkte taler om kald.

Mange præster kan spore deres eget kald tilbage til en personlig opfordring, som oftest fra en præst eller fra vidnesbyrdet fra en god og hellig præst, som var en væsentlig del af deres liv.

”Et tidligere overhoved for arbejdet med kald lavede en uvidenskabelig undersøgelse, hvor han spurgte mænd: ’Hvad fik dig til at overveje præstekaldet?’ og langt de fleste svarede: ’Fordi min sognepræst skubbede til mig’”, beretter Fr. Selin.

”Det var det samme med mig. Når en præst lever sit præsteskab med stor glæde og troskab, er han en ledestjerne for kald, fordi en ung mand kan se sig selv i ham”.

Msgr. Thorburn tilføjede: ”Der er ingen mangel på kald”.

”Gud kalder et tilstrækkeligt antal mænd i Kirken i Vesten, som Han gennem vores tradition giver gaven at leve i cølibatet i et kald. Vi må gøre plads for, at frøene kan falde på i frugtbar jord.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på CNA den 9. april 2017.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Mary Rezac og publiceret på CNA/EWTN News d. 18. juni 2017. Den kan læses på: http://www.catholicnewsagency.com/news/why-married-priests-wont-really-fix-the-shortage-80190

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s