Kardinal Sarahs’s tale ved ti års jubilæet for ”Summorum Pontificum”

Kollokvium ”Fremtidens kilde” (Quelle der Zukunft) i anledning af tiåret for publikationen Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI den 29. marts – 1. april 2017 i Herzogenrath nær ved Aachen (Tyskland).

Indledning til talen

Først og fremmest vil jeg af hele mit hjerte takke arrangørerne af dette kollokvium i Herzogenrath med titlen ”Fremtidens kilde” i anledning af tiårsdagen for Motu proprio Summorum Pontificum af Pave Benedikt XVI for at lade mig give en introduktion til Jeres senere overvejelser vedrørende dette tema, som er meget vigtigt for Kirkens liv og især for liturgiens fremtid. Det gør jeg med stor glæde. Jeg vil gerne hilse meget hjerteligt på alle deltagere i dette kollokvium, især medlemmerne fra følgende sammenslutninger, hvis navne er nævnt på invitationen, som I så venligt har sendt mig, og jeg håber ikke, at jeg glemmer nogen: Una Voce Germany, The Catholic Circle of the Priests and Laity of the Archdioceses of Hamburg and Cologne, The Cardinal Newman Association, the network of the priests of Saint Gertrude Parish in Herzogenrath. Som jeg skrev til Fr. Guido Rodheudt, præst i Skt. Gertrude sogn i Herzogenrath, er jeg meget ked af, at måtte afstå fra at deltage i Jeres kollokvium grundet andre forpligtelser, der uventet er dukket op, og som blev tilføjet til en tidsplan, som i forvejen er meget stram. Ikke desto mindre kan I være sikre på, at Jeg er med Jer i bønnen, den vil følge Jer hver dag, og selvfølgelig vil I alle være til stede ved offertoriet under Den daglige hellige Messe, som jeg vil fejre i løbet af de fire dage, som dette kollokvium varer fra d. 29. marts til d. 1. april (2017). Jeg vil derfor efter bedste evne starte ud med en kort overvejelse om, hvordan Motu proprio Summorum Pontificum bør anvendes i enighed og fred.

Som I ved, var det, der blev kaldt ”den liturgiske bevægelse” i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønsket af pave Skt. Pius X, blevet udtrykt i en anden Motu proprio med titlen: Tra le sollicitudini (1903), at genoprette liturgien for at gøre (dens) skatte mere tilgængelige, således at det igen blev kilden til et autentisk kristent liv. Derfor er definitionen af liturgien, som ”højdepunktet og kilden til Kirkens liv og mission”, at finde i strukturen for Den hellige liturgi, Sacrosanctum Concilium, som stammer fra Vatikan II (se nr. 10). Det kan ikke gentages for ofte, at liturgien, som Kirkens højdepunkt og kilde, har sit grundlag i Kristus selv. Faktisk er vor Herre Den eneste og endelige Ypperstepræst i Den nye og evige Pagt, siden Han gav Sig selv hen som offer for vore synder, ” For ved ét eneste offer har Han for altid ført dem, Han helliger, til målet” (Hebr 10:14). Således som Den katolske Kirkes Katekismus erklærer: ”Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende må leve af det og vidne om det i verden” (nr. 1068). Denne ”liturgiske bevægelse” er en af de gode frugter af hvilken konstitutionen Sacrosanctum Concilium, som er den sammenhæng, hvori vi bør overveje Mortu proprio Summorum Pontificum fra d. 7. juli 2007, som vi er glade for at fejre i dette år både med stor glæde og taksigelse ved tiårsdagen for dets udgivelse. Vi kan derfor sige, at den ”liturgiske bevægelse”, der blev indledt af pave Skt. Pius X aldrig blev afbrudt, og at den stadig fortsætter i vore dage, hvor den følger den nye drivkraft, som den er blevet tilført af pave Benedikt XVI. Vedrørende dette emne må specifikt fremhæves den specielle omsorg og personlige opmærksomhed, han viste ved fejringen af Den hellige Liturgi som pave, samt de hyppige referencer i hans taler til dens centrale placering i Kirken liv og endelig hans to dokumenter Sacramentum Caritatis og Summorum Pontificam (begge fra læreembedet). Med andre ord det, der kaldes for liturgisk aggionamento, blev på en måde afsluttet af pave Benedikt XVI i Mortu proprio Summorum Pontificum. Hvad handler den om? Pave emeritus skelner mellem to former indenfor den samme Romerske ritus: En såkaldt” Ordinær” form, som tager udgangspunkt i Den Romerske Missales tekstgrundlag, der er revideret i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Andet Vatikan koncil, og en form defineret som den ”Ekstraordinære”, som svarer til den liturgi, man gjorde brug af, før den liturgiske aggiornamento. Derfor er der aktuelt i den Romerske eller Latinske rite to Missaler, som der gøres brug af: Den af Den velsignede pave Paul VI, den tredje udgave, dateret 2002 og Skt. Pius V, den sidste udgave, som blev kundgjort af Skt. Johannes XXIII, som går tilbage til 1962.

I sit brev til biskopperne, der fulgte Motu proprio, forklarede pave Benedikt XVI meget omhyggeligt, at formålet med hans beslutning om at få de to Missaler til at sameksistere, ikke blot var for at tilfredsstille ønsker fra visse grupper af troende, som er knyttet til de liturgiske former, der gik forud Det Andet Vatikankoncil, men også for at muliggøre en gensidig berigelse de to former imellem, indenfor den samme Romerske Ritus, med andre ord ikke kun deres fredelige sameksistens, men også en mulighed for at fuldende dem ved at fremhæve det, der kendertegner dem respektivt. Han fremhævede især, at ” brugen af de to former i den Romerske Ritus, kan være gensidigt berigende. Nyere helgener og nye indledninger kan og bør indsættes i den gamle Missale … Fejringen af Messen, ifølge Paul VI’s Missale, vil være i stand til at demonstrere noget mere kraftfuldt end det hidtil har været tilfældet, det sakrale, som tiltrækker mange til den (Messeform) man tidligere gjorde brug af”. Det er med disse betingelser, at pave emeritus udtrykte sit ønske om at genåbne den ”liturgiske bevægelse”. I sogne, hvor det har været muligt at gennemføre Motu proprio, vidner pastorer om en større glæde både hos de troende og præsterne, som Fr. Rodheudt selv kan berette. De har også bemærket en indirekte følge samt en positiv åndelig udvikling i måden at opleve Den Eukaristiske liturgi på, som er i overensstemmelse med den ”Ordinære” form, især ved at genopdage de kropsholdninger, der udtrykker bøn foran Det Allerhelligste Sakramente: At knæle, at gøre knæbøjning mv., og videre også en stor genopdagelse af, hvad den hellige stilhed markerer ved Messeofferet, samt give præster og de troende mulighed for at tage, dette troens mysterium, som fejres, til sig. Det er også sandt, at liturgisk og åndelig dannelse må opmuntres og støttes. På samme måde vil det være nødvendigt at fremme en grundig og revideret læring for at komme ud over en overdreven formel ”rubricering”, når den Tridintiske Misssales Ritus skal forklares for dem, som endnu ikke er familiær med den, eller dem, som kun delvist har kendskab til den, samt dem der slet ikke kender den. For at gøre dette, er det nødvendigt at fuldføre en tosproget Messe på latin og det lokale sprog for at give en fuld, bevidst og intim og mere frugtbar deltagelse af lægfolket i Eukaristifejringen. Det er også nødvendigt at lægge vægt på kontinuiteten mellem de to Missaler ved hjælp af passende liturgisk katekese … Mange præster vidner om, at dette er en stimulerende opgave, fordi de er bevidste om, at i arbejdet med en liturgisk fornyelse, bidrager de med egne anstrengelser til den ”liturgiske bevægelse”, som vi netop taler om, med andre ord og i virkeligheden, til denne åndelige og mystiske fornyelse, som derfor er af en missionerende karakter, hvilket var hensigten ifølge Det Andet Vatikankoncil, og hvortil pave Frans kalder os. Liturgien må derfor altid blive reformeret, således at den er mere trofast overfor dens mystiske væsen. Men det meste af tiden er denne ”reform”, der erstattede den ægte ”fornyelse”, og som var Det Andet Vatikankoncil intention, blevet ført ud i livet med en overfladisk ånd og på grundlag af et enkelt kriterium: For at undertrykke alle dele af arvegodset, som må betragtes at være helt igennem negativt og gammeldags, så der kunne graves en grøft mellem tiden før og tiden efter koncilet. Nu er det nok, der må samles op på den hellige liturgis konstitution, og den må læses med ærlighed uden at forråde dens mening og for at forstå, at det sande formål med Det Andet Vatikankoncil ikke var at starte en reform, som kunne være et påskud for at bryde med traditionen, men det modsatte, nemlig at genopdage og bekræfte traditionen i dens dybeste forstand. Faktisk er det, der er blevet kaldt ”reformen af reformen”, og som mere præcist burde kaldes ”riternes gensidige berigelse”, for at benytte et udtryk fra Benedikts VXI’s læreembede, først og fremmest en åndelig nødvendighed. Og den angår helt åbenbart Den Romerske Ritus’ to former. Den særlige omhu, som liturgien bør vises: Vigtigheden af at ophøje den, arbejde for dens skønhed, dens hellige karakter og at holde den rette balance mellem lydighed og tradition og den legitime udvikling, blev forkastet absolut og radikalt samt enhver hermeneutikkens diskontinuitet eller brud: Disse nødvendige elementer er hjertet i al kristen autentisk liturgi. Kardinal Joseph Ratzinger gentog utrætteligt, at den krise, som har rystet Kirken i 50 år, hovedsagelig efter Det Andet Vatikankoncil, er forbundet med liturgiens krise, og derfor til en mangel på respekt, en afsakralisering og en udjævning af de nødvendige elementer i den guddommelige tilbedelse. ”Jeg er overbevist om,” skriver han, ”at krisen i Kirken, som vi i dag oplever i stor udstrækning skyldes liturgiens opløsning”.

I sandhed ønskede Det Andet Vatikankoncil at fremkalde en større aktiv deltagelse af Gudsfolket og at udvirke daglige fremskridt i de troendes kristne liv (se Sacrosanctum Concilium, n. 1). Helt sikkert blev der taget nogle gode initiativer vedrørende dette. Imidlertid kan vi ikke lukke vore øjne for den katastrofe, den ødelæggelse og det skisma, som de moderne tilhængere af den levende liturgi forårsagede ved at genskabe Kirkens liturgi, så den passede til deres ideer. De glemte, at den liturgiske handling ikke alene er en BØN, men også og frem for alt er et MYSTERIUM, hvori noget fuldendes for os, som vi ikke helt kan forstå, men som vi må acceptere og modtage ved tro, kærlighed, lydighed og beundrende tavshed. Og dette er den egentlige betydning af en aktiv deltagelse af de troende. Det handler ikke udelukkende om en ydre aktivitet, rollernes fordeling og funktioner indenfor liturgien, men snarere om en intens og aktiv modtagelse: Denne modtagelse er i Kristus og med Kristus med ens eget ydmyge offer i stille bøn og gennem en kontemplativ tilstedeværelse. Troens alvorlige krise er ikke kun at finde hos de troende, men også hos – og specielt blandt mange præster og biskopper, der har gjort det umuligt for os at forstå Den Eukaristiske liturgi som et offer, som er identisk med den handling, der blev udført en gang og for alle af Jesus Kristus, der gjorde korsets offer nærværende på en ikke-blodig måde, gennem Kirken, tider, steder, folk og nationer. Der er ofte en profan tendens til at reducere Den hellige Messe til et simpelt fælles måltid, fejringen af en profan fest, menighedens fejring af sig selv eller endnu værre en frygtelig afledning fra kvalen ved et liv, som ikke længere har nogen mening eller frygten for at stå ansigt til ansigt med Gud, fordi Hans blik afslører – og forpligter os på at se sandfærdigt og uforfærdet på det grimme, som er i vort indre liv. Men Den hellige Messe er ikke en afledning. Den er Kristi levende offer, Han som døde på korset for at befri os fra synd og død, med det formål at åbenbare Gud Faders kærlighed og herlighed. Mange katolikker ved ikke, at det egentlige formål med enhver liturgisk fejring er at herliggøre og tilbede Gud samt frelsen og helliggørelsen af menneskeheden, eftersom det er i liturgien, at ”Gud fuldt og helt herliggøres og menneskeheden helliggøres” (Sacrosanctum Concilium, nr. 7). De fleste af de troende – her inkluderet præster og biskopper – har intet kendskab til denne koncilets lære. Ligesom de ikke ved, at de sande tilbedere af Gud ikke er dem, der reformerer liturgien i overensstemmelse med deres egne ideer og kreativitet, for at gøre det noget behageligt for verden, men snarere dem, der reformerer verden i dyb overensstemmelse med Evangeliet, så der gives adgang til den liturgi, der er en refleksion af den liturgi, der fejres i al evighed i det himmelske Jerusalem. Som Benedikt XVI ofte understregede: Liturgiens kerne er tilbedelsen og dermed Gud. Derfor er det nødvendigt at erkende, at den alvorlige og dybe krise, der har påvirket liturgien og selve Kirken siden koncilet, skyldes den kendsgerning, at Dens CENTRUM ikke længere er Gud og tilbedelsen af Ham, men snarere mennesket og dets påståede evne til at ”foretage sig” noget for at være optaget af et eller andet under Eukaristifejringen. Selv i dag underkender et stort antal Kirkeledere den alvorlige krise, som Kirken gennemgår: Relativisme i forhold til doktrin, moral og læring af disciplin, et alvorligt misbrug (af liturgien), en afsakralisering samt en almindeliggørelse af Den hellige Liturgi, alt dette på bekostning af en mere social og horisontal opfattelse af Kirkens mission. Mange tror og proklamerer højt og længe, at Det Andet Vatikankoncil skabte et sandt forår i Kirken. Ikke desto mindre ser et voksende antal af Kirkelederne dette ”forår” som en afvisning og afkald på Hendes (Kirkens) århundredegamle arv, eller endda som et radikalt spørgsmål om Hendes fortid og tradition. Det politiske Europa dadles for at se bort fra eller benægte sine kristne rødder. Men den første til at benægte sine kristne rødder og fortiden er ubestrideligt Den post-konciliære Katolske Kirke. Nogle biskopkonferencer afviser endda at oversætte den originale latinske tekst i Den Romerske Missale. Nogle hævder, at den enkelte lokale kirke kan oversætte Den Romerske Missale, ikke i overensstemmelse med Kirkens hellige arv ved at følge metoder og principper angivet af Liturgiam authenticam, men ved at følge fantasier og ideologier og kulturelle udtryk, som de siger, der kan forstås og accepteres af folk. Men folk ønsker at blive indført i Guds hellige sprog. Evangeliet og selve åbenbaringerne er ”genfortolket”, ”sat i sammenhæng” og tilpasset den dekadente vestlige kultur. I 1968 skrev biskoppen af Metz i Frankrig i bispedømmets nyhedsbrev en forfærdelig og oprørende ting, som syntes at være et ønske om et fuldstændigt brud med Kirkens fortid. Ifølge denne biskop må vi i dag nytænke frelsens koncept bragt til os af Jesus Kristus, fordi den apostoliske Kirke og de kristne menigheder i kristendommens tidligste århundreder ikke havde forstået noget af Evangeliet. Kun i vor tid er frelsesplanen frembragt af Jesus blevet forstået. Her er den dristige og overraskende udtalelse fra biskoppen af Metz:

Forandringen af verden (civilisationens forandring) lærer og kræver en forandring i frelsens koncept bragt til os af Jesus Kristus, denne forandring afslører for os, at Kirkens tanker omkring Guds plan var utilstrækkelige rent evangelisk før den nuværende ændring … Ingen periode har været så egnet som vores til at forstå det evangeliske ideal for det broderlige liv.

Med en vision som denne er det ikke overraskende, at ødelæggelse, destruktion og krig har fulgt og varet ved i denne tid på det liturgiske, doktrinære og moralske niveau, fordi man hævder, at ingen periode har været i stand til at forstå ”det evangeliske ideal”, så godt som vores. Mange nægter at indse, at Kirken arbejder på en selvdestruktion gennem en frivillig ødelæggelse af Hendes doktrinære, liturgiske, moralske og pastorale grundlag. Men flere og flere røster fra højt rangerede prælater bekræfter hårdnakket de indlysende doktrinære, moralske og liturgiske fejl, som er blevet fordømt hundredvis af gange og arbejder på at ødelægge den smule tro, der er forblevet i Gudsfolket, mens Kirkens båd sejler på den dekadente verdens stormende hav og bølgerne som skyller ind over skibet, så det allerede er ved at blive fyldt med vand, og et voksende antal Kirkeledere og troende råber: ” Tout va très bien, Madame la Marquise!” (”Her går det godt, fru kammerherreinde”, refrænet fra en populær revyvise fra 1930’erne, hvor de ansatte hos en adelskvinde meddeler hende en række katastrofer). Men virkeligheden er helt anderledes. I virkeligheden som kardial Ratzinger sagde: 

Hvad paverne og koncilfædrene forventede, var en ny katolsk enhed, og i stedet har man opdaget en uenighed, som – for at bruge Paul VI’s ord – synes at have ændret sig fra selvkritik til selvødelæggelse. Der har været en forventning om en fornyet entusiasme, og i stedet er det for ofte endt med kedsomhed og mismod. Der har været en forventning om et skridt fremad, og i stedet fandt man sig selv stående overfor dekadencens progressive proces, som i en stor udstrækning antagelig har udfoldet sig under dække af ”koncilets ånd” og ved at gøre dette, har man rent faktisk miskrediteret det i stigende grad.

”Ingen kan med alvor afvise de kritiske manifestationer” og liturgiske krige, som Det Andet Vatikankoncil førte til. I dag er disse fortsat med at fragmentere og ødelægge Den hellige Missale Romanum ved at reducere den til eksperimenter i kulturel diversitet samt uddrag af liturgiske tekster. Her er jeg glad for at kunne lykønske det fantastiske og vidunderlige arbejde, der er blevet fuldført gennem Vox Clara af de engelsksprogede bispekonferencer og af de spanske – og koreanske bispekonferencer osv., som omhyggeligt har oversat Missale Romanum i fuldkommen overensstemmelse med retningslinjerne og principperne i Liturgiam authenticam og Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter har garanteret dem recognitio (godkendelse).

Som en følge af udgivelsen af min bog: Gud eller intet, har folk spurgt mig om ”de liturgiske krige”, der i årtier alt for ofte har splittet katolikkerne. Jeg erklærede, at det er en afvigelse, fordi liturgien, der er blevet en kampplads, hvorpå katolikker burde erfare sandhedens enhed i tro og i kærlighed, og det er selvfølgelig uholdbart at fejre liturgien, mens man i sit hjerte bærer på broderlig strid og bitterhed. Desuden betonede Jesus ikke kraftigt sine ord, når Han sagde: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave” (Matt 5: 23-24).

Liturgien bevæger på sin side de troende, der er fyldt med ” påskens Sakramenter” til at være ”et i hellighed”, den beder om, at de må holde fast i deres liv, hvortil de er blevet grebet af deres tro: En fornyelse af Eukaristiens pagt mellem Herren og mennesket, som trækker de troende ind i Kristi overbevisende kærlighed og gør dem brændende. Fra liturgien og specielt fra Eukaristien, der er som et fond, hvorfra nåden udøses, udgår også menneskets helliggørelse i Kristus samt herliggørelsen af Gud, det er hertil at alle andre aktiviteter i Kirken i sidste ende rettes mod, og dette er gjort mulig på den mest effektive måde (Sacrosanctum Concilium, nr. 10).

I dette møde med Gud ”ansigt til ansigt”, som liturgien er, må vort hjerte være rent og uden fjendskab, hvilket forudsætter, at enhver må respekteres. Det betyder konkret, og skønt at det må genbekræftes, at Det Andet Vatikankoncil aldrig bad om, at foretage en tabula rasa af fortiden og dermed opgive Missalen, som siges at stamme fra Skt. Pius V, som skabte mange helgener, og bare for at nævne tre meget beundringsværdige præster: Skt. Jean-Baptiste-Marie Vianney (præsten fra Ars), Skt. Pius fra Pietrelcina (Padre Pio) og Skt. Josemaria Escriva de Balaguer, på samme tid er det også nødvendigt at fremme den liturgiske fornyelse ønsket af samme koncil, og derfor blev de liturgiske bøger opdateret til at følge konstitutionen Sacrosanctum Concilium i særdeleshed Missalen, som siges at stamme fra den salige pave Paul VI. Og jeg tilføjede, at det allervigtigste er, uanset om man fejrer Messen i den Ordinære eller Ekstraordinære form, at give de troende adgang til det, de med rette kan forvente: Liturgiens skønhed, dens hellighed, stilheden, meditationen og tilbedelsen. Liturgien bør stille os ansigt til ansigt med Gud i et personligt og intenst møde, hvor vi bliver draget ind i Den hellige Treenigheds indre liv. Når han talte om usus antiquio (Den ældre Messeform) i ledsageskrivelsen til Summorum Pontificum, sagde pave Benedikt XVI følgende:

Umiddelbart efter Det Andet Vatikankoncil forventede man, at anmodninger om brug af Den Tridentinske Liturgi fra 1962 i hovedsagen ville komme fra den ældre generation, der var vokset op med den, men efterfølgende har det med al tydelighed vist sig, at unge mennesker også har opdaget denne liturgi, følt sig tiltrukket af den og i den fundet en form for møde med Den hellige Eukaristis Mysterium, som har sagt dem noget helt særligt.

Dette er en uomgængelig virkelighed, et sandt tidens tegn. Når unge mennesker udebliver fra den hellige liturgi, er vi nødt til at spørge os selv hvorfor. Vi må sørge for, at den nyere Messeform (usus recentior) også giver mulighed for et sådant møde på den via pulchritudinis,(skønhedens vej) som gennem sin hellige ritus fører frem til den levende Kristus og til arbejdet i Hans Kirke i dag. For Eukaristien er ikke en slags ”måltid blandt venner”, en selskabelig sammenkomst i menigheden, men et helligt mysterium, vor tros store mysterium, fejringen af Jesu Kristi Forløsning af os, ihukommelsen af Jesu død på korset for at befri os for vore synder. Den hellige Messe bør derfor fejres med den samme skønhed og inderlighed, som den hellige sognepræst fra Ars, Padre Pio eller Josemaria gjorde, og det er en uomgængelig betingelse for at nå frem til en forsoning på det liturgiske område, – om jeg så må sige ”ad den slagne vej”. Jeg vil derfor på det bestemteste afvise, at vi skal spilde vores tid med at sætte den ene liturgi op mod den anden, Skt. Pius V’s Messe op mod den hellige Paul VI’s Messe. Det, det drejer sig om, er derimod, at vi skal begive os ind i liturgiens store stilhed ved at lade os berige af alle de liturgiske former, hvad enten de er latinske eller østkirkelige. For uden denne stilhedens mystiske dimension og uden en kontemplativ ånd vil liturgien fortsat give anledning til hadefulde splittelser og ideologiske konfrontationer og den offentlige ydmygelse af den svage af dem, som hævder sig en vis myndighed. I stedet for at være en lejlighed til at konfrontere og hade hinanden bør liturgien bringe os alle sammen til enhed i troen og til den sande viden om Guds Søn, til at modne menneskeheden til at rumme hele Kristi fylde, … og ved at leve i kærlighedens sandhed vil vi vokse ind i Kristus, så vi kan blive oprejst i alle ting for Ham, som er hovedet (Ef 4:13-15).

Som I ved, den store tyske liturg Msgr. Klaus Gambler (1919 – 1989) benyttede ordet Heimat til at betegne det fælles hjem eller ”det lille hjemland”, som katolikker er samlet omkring, nemlig Det hellige Offers alter. Fornemmelsen af det hellige, der genskaber og overrisler Kirkens ritus, er liturgiens uadskillelige korrelativ. I de seneste årtier er rigtig mange af de troende blevet dårligt behandlet eller bebyrdet med helt igennem forstyrrende Messefejringer, som har været præget af en overfladisk og ødelæggende subjektivisme og det til et punkt, hvor de ikke har kunnet genkende deres Heimat, deres fælles hjem, hvoraf de yngste end ikke har kendt til dets eksistens. Hvor mange er ikke løbet væk, især de mindst betydningsfulde og de fattigste. De er på en måde blevet ”liturgisk statsløse”. Den ”liturgiske bevægelse”, som de to former (af Den Latinske Ritus) er forbundet med, sigter derfor på at genoprette deres Heimat og dermed bringe dem tilbage til deres fælles hjem, for vi ved udmærket godt, at i værket Sacramental Theology, af Joseph kardinal Ratzinger, før offentliggørelsen af Summorum Pontificum, havde påpeget at krisen i Kirken og dermed krisen, der er opstået grundet svækkelsen af troen, i et stort omfang stammer fra måden, hvorpå vi har taget hånd om liturgien, hvilket kan sammenfattes i det gamle ordsprog: lex orandi, lex credendi (Bønnen afspejler troen). I forordet til den franske udgave La réforme de la liturgie romaine (Den Romerske liturgis reform) skrev han (den fremtidige pave Benedikt XVI) med læreembedets styrke og som et ekko af Msgr. Gambler, og jeg citerer:

En ung præst fortalte mig for nylig, ”Det, vi har behov for i dag, er en ny liturgisk bevægelse”. Dette var et udtryk for en bekymring, som kun de, der virkelig vil se bort fra tingenes egentlige tilstand i dag kan gøre. Hvad der var vigtigt for denne præst, var ikke at vinde nye dristige friheder: Hvilke friheder har man ikke allerede på arrogant vis tiltaget sig? . Han mente, at vi havde brug for en ny begyndelse, som kommer fra selve liturgien, ganske som den liturgiske bevægelse havde til hensigt, da den var på sit højdepunkt, da det ikke var et spørgsmål om at fremstille tekster eller opfinde handlinger og former, men om at genopdage det levende centrum, at gå direkte til sagens kerne, være klar i sin tale om liturgien, så fejringen kommer fra dens inderste kerne. Den liturgiske reform i dens konkrete gennemførelse har forårsaget det, at den kom på afveje og langt væk fra det, den var tiltænkt. Resultat var ikke en revitalisering, men en ødelæggelse. På den ene side har vi en liturgi, der har degenereret sig selv, så den er blevet et show, hvor man forsøger at gøre religion interessant ved hjælp af moderne fornyelse og fængende moralske holdninger med kortvarig holdbarhed, udarbejdet af sammenslutningen af liturgiske håndværkere samt en udtalt tilbagetrækning foretaget af dem, der på vegne af dem, der i liturgien ikke søger en åndelig ”eminence”, men snarere et møde med Den levende Gud for Hvem al ”denne gøren sig til” bliver meningsløs, eftersom dette møde alene er i stand til at give adgang til tilværelsens sande rigdomme. På den anden side er der bevarelsen af de rituelle former, hvis pragt altid bevæger en, men som i sit ekstreme udtryk manifesterer en stædig isolation og i sidste instans kun efterlader vemod. I sandhed – imellem disse to poler – er der stadig præsterne og deres sognebørn, som fejrer den nye liturgi med respekt og højtidelighed, men de er tvivlrådige vedrørende modsætningen mellem disse to ekstremer samt den manglende indre enhed i Kirken, og endelig fremstår deres troskab sært fejlagtigt i mange henseende, fordi den blot tager form af et personligt neokonservativt udtryk. Fordi situationen er sådan, er en ny åndelig impuls nødvendig, hvis liturgien skal være mere være mere for os end en fælles aktivitet i Kirken, og noget der foregår på skrømt. Man kan ikke ”udforme” en liturgisk bevægelse af den slags – endnu mindre end man kan ”udforme” en levende ting – men man kan bidrage til dens udvikling ved at stræbe efter at assimilere en ny liturgisk ånd og ved offentligt at forsvare, hvad man har modtaget på denne måde.   

Jeg tror, at dette lange citat, som er meget præcist og klart vil have Jeres interesse som en opstart på dette kollokvium og samtidig være behjælpelig til at påbegynde overvejelserne vedrørende ”the source of the future (Fremtidens kilde), om en del af motu proprio Summorum Pontificum. Tillad mig at udtrykke en overbevisning, jeg har bevaret dybt i mig for en rum tid: Den Romerske Liturgi, forenet i sine to former, som i sig selv er ”frugten af en udvikling”, således som den store tyske liturg Joseph Jungmann (1889-1975) udtrykte det, kan indlede den afgørende proces i den ”liturgiske bevægelse”, som så mange præster og troende har ventet på så længe. Hvor skal den begynde? Jeg tager mig friheden til at foreslå følgende tre veje: Som jeg sammenfatter i tre bogstaver SAF: Silence – adoration – formation (Stilhed, Tilbedelse og Uddannelse). Først og fremmest den hellige stilhed, uden hvilken vi ikke kan møde Gud. I min bog: The Power of Silence (Stilhedens styrke) skriver jeg: ”I stilheden, erhverver mennesket sit adelsmærke og sin storhed alene, hvis det ligger på sine knæ for at lytte til og tilbede Gud” (nr. 66). Det næste er tilbedelse, i denne henseende citerer jeg min åndelige erfaring fra samme bog, The Power of Silence:

For mit vedkommende ved jeg, at alle min dags store øjeblikke findes i de uvurderlige timer, hvor jeg ligger på knæ i mørket foran Det Allerhelligste Sakramente, som er vor Herre Jesu Kristi Legeme og Blod. Jeg er så at sige opslugt af Gud og omfattet på alle sider af Hans tilstedeværelse. Jeg ville ønske, at jeg lige nu tilhørte Gud helt og aldeles og kunne dykke ned i Hans kærligheds renhed. Og dog må jeg kundgøre, hvor fattig jeg er, hvor langt fra at elske vor Herre, som Han elskede mig, til det punkt hvor Han ofrede Sig Selv for min skyld (nr. 54).

Endelig må den liturgiske uddannelse må baseres på en formulering af troen eller katekesen, som er hentet i Den katolske Kirkes Katekismus, og som værner os mod mulige, vilde og abstrakte formuleringer fra teologer, som længes efter ”nyheder”. Dette er, hvad jeg sagde i forbindelse med det, der almindeligvis kaldes- og humoristisk defineres som ”London diskursen” den 5. juli 2016, og det blev fremlagt under den tredje internationale konference i Sacra Liturgia:

Den liturgiske uddannelse, der er primær og væsentlig … er en fordybelse i liturgien, i det dybe Gudsmysterium med Ham som vor elskende Fader. Det handler om at udleve liturgien i al dens rigdom, så når vi har drukket fra dybderne af dens fond, er vi altid tørstige efter dens lyksaligheder, dens orden og skønhed, dens stilhed og fordybelse, dens triumf og tilbedelse, dens mulighed for at knytte os tæt til Ham, som arbejder i- og gennem Kirkens hellige riter.

I denne globale sammenhæng beder jeg Jer ydmygt om, i troens ånd og dybe fællesskab med Kristi lydighed på korset, at benytte Summorum Pontificum meget omhyggeligt, ikke som et negativt tilbageskuende parameter eller som noget, der bygger mure og skaber en ghetto, men som et vigtigt og dybtfølt bidrag til Kirkens nuværende og fremtidige liv og dermed til den liturgiske bevægelse i vor tid, hvorfra flere og flere mennesker og specielt de unge kan drages til de mange ting, som er sande, gode og smukke.

Jeg vil afslutte denne introduktion med Benedikt XVI oplysende ord, som stammer fra slutningen af den prædiken, han gav i 2008 ved højtideligheden for de to helgener Skt. Peter og Skt. Paul: ”Når verden overalt er blevet Guds liturgi, da vil den i sin virkelighed være blevet tilbedelse, og da vil den have nået sit mål sikkert og forsvarligt”.

Jeg takker Jer for Jeres venlige opmærksomhed. Og må Gud velsigne Jer og fylde Jeres liv med Hans stille nærvær.

Robert kardinal Sarah

Præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter.

Den engelske udgave af denne indledningstale er publiceret på Catholic World Report d. 31. marts 2017. Den kan læses på: http://www.catholicworldreport.com/2017/03/31/cardinal-sarahs-address-on-the-10th-anniversary-of-summorum-pontificum

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s