Kardinal Sarah: ”Vi er i dag kaldet til at give vidnesbyrd, og det betyder martyriet”

Redaktørens bemærkning: Kardinal Robert Sarah, Præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, gav følgende prædiken ved en Messe den 12. august i Frankrigs historiske temapark, Puy-du-Fou. Læs om hans besøg her.

I aften fejrer vi Messen for Puy-du-Fou’s frivillige, og disses sjæles fred, som er døde siden begyndelsen af dette smukke arbejde for 40 år siden.

Hver aften vækker I, der er samlet her, gennem Jeres arbejde, minder til live. Puy-du-Fou-slottet med sine ødelagte ruiner, glemt af mennesker, tårner sig mod himlen, som et råb. Med sit ødelagte indre minder den, den verden der hader troen, og som den stod ansigt til ansigt med, om, at et folk rejste sig: Folket i Vendée!

Mine kære venner, ved at give disse ruiner liv hver aften, giver I livet tilbage til de døde! I giver liv til alle de mennesker fra Vendée, som døde for deres tro, for deres Kirker og deres præster.

Jeres arbejde løfter sig fra jorden, som en sang, der bærer på erindringen om martyrerne fra Vendée!

I giver liv til disse 300.000 mænd, kvinder og børn, som blev ofre for et terrorregime.

I giver stemme til alle dem, som ”terrorregimet” ønskede at knægte, fordi de stod op i mod den ateistiske ideologis løgn!

I ærer dem, som man søgte at henkaste til glemsel, fordi man ikke ville tillade friheden til at tro og fjernede Messen fra dem!

Jeg vil udtrykke det på følgende højtidelig måde: Jeres arbejde er retfærdigt og nødvendigt!

Gennem Jeres kunst, Jeres sang og Jeres teknologiske dygtighed giver I en værdig gravplads til alle disse martyrer, som de revolutionære nærede så stort et had til, at man end ikke levnede dem en begravelse, men efterlod deres lig til hundene og kragerne!

Og Jeres arbejde er meget mere end blot en menneskelig præstation. Det er meget mere lig Kirkens arbejde.

Jeres arbejde er nødvendigt! For vor tid synes at være blevet uden følelser! Når vi står over for relativismens diktatur, og når vi står over for den nye kontrol af sindet, som endnu engang forsøger at fjerne Gud fra børnenes hjerter, må vi genopdage sindets friskhed, det glædesfulde og den brændende enkelthed hos disse helgener og martyrer.

Da revolutionen forsøgte at fratage folkene fra Vendée deres præster, rejste et helt folk sig. Ansigt til ansigt med kanoner havde disse fattige mennesker kun deres stave! Ansigt til ansigt med geværer havde de kun deres leer!  Ansigt til ansigt med terrorregimets kolonners had havde de kun deres rosenkranse, deres bønner og Jesu hellige Hjerte syet på brystet!

Mine brødre, folkene fra Vendée gjorde praktisk talt det, som dagens læsning foreskriver os. Gud er ikke i lyn og torden, Han er ikke i magten og i armlænkerne. Han er skjult i den sagte brise!

Over for terrorregimets planlagte og metodiske angreb, vidste folkene fra Vendée til fulde, at de ville blive slået. Ikke desto mindre gav de syngende deres offer til Herren. De var den sagte brise, en brise, der synes at blive fejet væk af ondskabens kolonners magtfulde storm.

Men Gud var der. Hans magt åbenbarede Sig i deres svaghed!

Historien – den sande historie – ved allerinderst inde, at det var bønderne fra Vendée, der var de sejrende.

Gennem deres ofre forhindrede de ideologiens løgn i den ultimative regeringsmagt. Takket være folkene fra Vendée, blev revolutionen nødt til at smide maskerne og dermed vise sit sande ansigt: Dens had til Gud og til troen. Takket være folkene fra Vendée blev præsterne ikke den totalitære stats krybende slaver, de forblev Kristi – og Kirkens frie tjenere.

Folkene fra Vendée hørte Kristi kald i dagens Evangelium: ”Fat mod! Det er Mig, vær ikke bange!” Da stormen rasede, og deres båd tog vand ind fra alle sider, var de ikke bange: Det var den sikkerhed, de havde, at efter døden ville Jesu Hjerte være deres eneste hjemland!

Mine venner, vi kristne har brug for netop den ånd, som folkene fra Vendée havde! Vi har brug for deres eksempel! Ligesom dem må vi forlade vort arbejde med at så og høste samt vore plovfure for at føre kamp, ikke for mennesker, men for Gud.

Hvem skal i dag stå op for Gud? Hvem tør vove at konfrontere dem, der i dag forfølger Kirken? Hvem har modet til at stå op, kun bevæbnet med rosenkransen og Det hellige Hjerte, og stå ansigt til ansigt med vor tids dødskolonner, som er relativismen, ligegyldigheden og foragten for Gud? Hvem skal fortælle denne verden, at den eneste frihed, der er værd at dø for, er trosfriheden?

Mine brødre, ligesom disse vore fortidens brødre fra Vendée, er vi i dag kaldet til at bringe vidnesbyrd, og det betyder martyriet!

I dag dør vore kristne brødre, i Øst, Pakistan og Afrika, for deres tro, knust af kolonnerne af islamiske forfølgere.

Og I, det franske folk, menneskene fra Vendée, hvornår vil I endelig rejse Jer med fredelige våben såsom bøn og omsorg for at forsvare Jeres tro?

Mine venner, martyrernes blod løber gennem Jeres årer, vær tro mod det!

Åndeligt er vi alle børn af martyrerne fra Vendée! Selv vi afrikanere, der har modtaget så mange missionærer fra Vendée, som i vore lande døde under forkyndelsen af Kristus.

Vi skylder os selv at være tro mod deres arv!

Disse martyrers sjæle omgiver os på dette sted. Hvad fortæller de os? Hvad vil de give videre til os?

Først og fremmest deres mod! Når det drejer sig om Gud, kan der ikke være nogen kompromiser! Guds ære er ikke åben for diskussion! Og det må starte med vor personlige bøn og tilbedelse. Det er på tide mine venner, at vi må gøre oprør mod den praktiserede ateisme, som lammer vore liv! Lad os bede som familier, lad os give Gud førstepladsen! En familie der beder, er en familie, der er i live! En kristen, som ikke beder, og som ikke giver plads til Gud gennem stilhed og tilbedelse, vil ende med at dø!

Som i eksemplet med folkene fra Vendée må vi også lære at elske præsteskabet, det var, fordi deres ”gode præster” blev truet, de gjorde oprør.

Hvad angår Jer, de yngre iblandt os, hvis I vil være trofaste mod Jeres ældres eksempel. Må I elske Jeres præster, elske præsteskabet! I må stille Jer selv det spørgsmål: Hvad angår mig selv, er jeg også kaldet til at være præst og gå i fodsporene på disse gode præster, som blev martyrer for revolutionen? Vil jeg også have det mod til at ofre mit liv for Kristus og mine brødre?

Martyrerne fra Vendée lærte os også følelser som tilgivelse og barmhjertighed. Ansigt til ansigt med forfølgelser og had bevarede de i deres hjerter omsorgen for fred og tilgivelse. Husk på hvordan deres leder Bonchamp beordrede 5. 000 fanger at blive løsladt få minutter, før de skulle dø. Lad os være i stand til at møde had uden vrede og uden bitterhed. Vi er Jesu Hjerte hær, og som Han, ønsker vi at være fulde af sødme!

Endelig må vi af martyrerne fra Vendée lære følelsen af gavmildhed og frivilligt afkald.

Jeres forfædre kæmpede ikke for deres interesser. De havde intet at vinde.

I dag giver de os en lektion i menneskelighed.

Vi lever i en verden præget af pengenes diktatur, goder og rigdom. Glæden ved frivilligt at give er overalt foragtet og nedgjort.

Men kun kærlighed som er givende, den uegennyttige gave af ens eget liv kan besejre hadet til Gud samt de mennesker, der er grundstammen i alle revolutioner. Folkene fra Vendée har lært os at modstå alle disse revolutioner. De har vist os ansigtet på de frygtelige kolonner, når man har set nazisternes frygtelige udryddelseslejre, kommunisternes tvangsarbejdslejre (Gulag), og når man har set islamismens barbari, er der kun et svar: Offeret af en selv og af ens hele liv. Kun kærligheden overvinder dødens magt.

Selv nu og måske mere end nogensinde før ønsker revolutionens ideologier at tilintetgøre det naturlige sted for at ofre sig selv gavmildt og med kærlighed! Jeg taler om familien!

Kønsideologier, foragt for frugtbarhed og troskab er de nye slagord i denne revolution. Familierne er blevet de nye folk fra Vendée, der skal udslettes. Deres forsvinden er nøje blevet planlagt på samme måde, som det skete i Vendée i fortiden.

Disse nye revolutionære er bekymret for de store familiers gavmildhed. De spotter de kristne familier, fordi de repræsenterer alt det, de hader. De er parate til at angribe Afrika med nye djævelske kolonner for at lægge pres på familierne og tvinge dem til sterilisering, abort og brugen af prævention. Afrika vil stå imod på sammen måde som folkene fra Vendée! Familier overalt må være glædens spydspidser i oprøret mod denne nye egoismens diktatur.

Det er nu i hjertet på alle familier, alle kristne og ethvert menneske af god vilje, at et indre Vendée må rejse sig.

Enhver kristen er åndeligt fra Vendée!

Lad ikke godheden og viljen til at give blive kvalt i os. Lad os lære, som Vendée’s martyrer, at finde denne gave ved dens kilde: Jesu Hjerte.

Lad os bede om, at et stærkt og glædeligt indre Vendée kan rejse sig i Kirken og i verden.

Amen. 

Kardinal Robert Sarah

Prædiken ved Messen søndag den 12. august i Puy-du-Fou, Vendée, Frankrig

Den autoriserede engelske udgave af denne prædiken er publiceret på LifeSiteNews.com d. 17. august 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/cardinal-sarah-we-are-called-today-to-witness-which-means-martyrdom

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s