Vatikanets ”synode om ungdommen” udgør en ny trussel mod tro og familie

Tidligere i år udsendte Synodesekretariatet et forberedende dokument samt et ledsagende spørgeskema til verdens biskopper forud for synoden om ”Ungdommen, troens – og kaldets dømmekraft”.

Det står nu klart for alle objektive observatører, at de to ”familiesynoder”, som blev afholdt i 2014 og 2015 fra begyndelsen havde til hensigt at forsøge at fremtvinge ændringer i den katolske lære vedrørende ægteskab og familie. Processen kulminerede med den apostoliske formaning Amoris Laetitia, udgivet af pave Frans i april 2016, og som indeholder en lang række hæretiske forslag. Synodesekretariatet bliver stadig ledet af samme persongalleri, som forestod manipuleringen af synoderne i 2014 og 2015. Overhovedet er stadig pave Frans, generalsekretæren er stadig kardinal Lorenzo Baldisseri, og specialsekretæren er også stadig ærkebiskop Bruno Forte.

Efter at have gennemlæst det forberedende dokument, der markerer dagsordenen for den periode, der fører op til synoden i oktober 2018, ønsker Voice of the Family at advare om sekretariatets planer for den næste synode. Vi ved erfaringsmæssigt, at indholdet af en synodes forberedende dokument samt svarene på det ledsagende spørgeskema har en betydelig indflydelse på indholdet af Instrumentum Laboris og dermed retningen for de sydonale debatter. Det er derfor af stor betydning for katolikker, at de kan forberede sig og dermed begrænse den skade, der forårsages af synodesekretariatets forsøg på at benytte ”synoden om ungdommen” til at lancere endnu et udfald mod den katolske tro.

Det forberedende dokument anskuer kald ud fra et verdsligt og naturalistisk perspektiv

Kirken har traditionelt benyttet udtrykket ”kald” til at angive et ”kald” til ordensliv eller til at overholde den vejledning, som Evangeliet angiver i forhold til det Gudviede liv. Ægteskabet, når det løftes til det åndelige og Sakramentale niveau, betegnes også som et kald. Familien som et åndeligt og timeligt gode afhænger af, at alle livets stadier leves i overensstemmelse med det Gudskabte.

Det er derfor for os umiddelbart og åbenlyst bekymrende, at det forberedende dokument til en synode med temaet ”Ungdommen, troens – og kaldets dømmekraft” taler om det åndelige kald. Dokumentet giver i stedet et indtryk af, at et kald er noget, som et ungt menneske kan vælge at gøre. Det autentiske kald finder man oplistet side om side med ”professioner”, ”former for et socialt og civilt engagement”, ”livsstil”, ”håndteringen af tid og penge”, ”frivilligt arbejde” og ”hjælp til de trængende samt et engagement i det civile- og politiske liv” (Introduction and II.2). Intet sted i dokumentet fremgår en egentlig skelnen mellem det autentiske kald og andre livsvalg. ”Ægteskab, præsteembede og det Gudviede liv er samlet oplistet i introduktionen, som værende stadier i livet, eller som et slags etc, da der kan gøres yderligere tilføjelser på listen. Det er givet også af betydning, at ægteskabet er anført som det første, mens det er et ”mindre” kald end det Gudviede liv og ordenslivet.

Alle de autentiske kald fører til en større herliggørelse af Gud og til sjælenes frelse. De er rettet mod en enhed med Gud i dette liv, i evigheden og i himlens salighed. Men dokumentet taler overhovedet ikke om kald i den forstand og omtaler ikke Sakramenterne eller nådens liv. Mens det gentagne gange refererer til ”glædens fylde” og til ”livets fylde”, undlader det at definere disse begreber i forhold til foreningen med Gud og det evige liv, og det giver det konsekvente indtryk af, at disse skal forstås i naturlig forstand. Faktisk præsenterer dokumentet ”kaldets dømmekraft”, som et ”spørgsmål om, hvordan en person ikke forspilder mulighederne for selvrealisering” (II.2). Vi finder kun en henvisning til ”det åndelige liv i teksten”, og det er et citat fra det femte århundrede, nemlig af den syriske biskop, Philoxenus af Mabbug, der synes at have forkastet definitionerne fra koncilet i Khalkedon. Selv her kan sekretariatet ikke præsentere det evige liv, som et mål i sig selv, men må gøre det acceptabelt for moderne ører ved at understrege, at det handler om åbne en ” person til den fulde frihed” (II. Intro).

I en særlig foruroligende passage læser vi, at:

”Kirken kan ikke, og Den ønsker heller ikke at overlade de (unge mennesker) til isolation og til den udelukkelse, som verden udsætter dem for. De unge menneskers liv må være en god oplevelse, så de ikke går tabt i vold eller død, og at skuffelse ikke lukker og fremmedgør dem, alt dette må være af stor bekymring for den, der har modtaget livet, er blevet døbt i troen og er bevidst om, at disse ting er store gaver” (II. Intro).

Her vægtes det, at unge menneskers liv skal være en ”god oplevelse”, og at de befries fra den timelige ondskab. Der er ingen antydning hverken her eller i resten af dokumentet af den åndelige virkeligheds farer eller den evige fordømmelse, eller at Kirkens primære mission er herliggørelsen af Gud og sjælendes frelse.

Det synes som om, at sekretariatet er fast besluttet på at reducere alt til kun naturlige formål. ”Missionserfaringer handler ikke længere om at udbrede Evangeliet, men snarere om ”den altruistiske (uegennyttig) tjeneste og en frugtbar udveksling” (III.3). ”Genopdagelsen af pilgrimsfærden er frataget enhver overnaturlig betydning og fremstår kun som en formalitet og ”en måde at komme videre på livets rejse” (III.3). Tilstedeværelsen af ikke-troende ansporer ikke til evangelisering, men snarere til en mulighed for ”forøget lejlighed til frugtbar dialog, gensidig berigelse”, ”større lydhørhed, respekt og dialog” (I.I).

Synodesekretariatet har ikke agtet Kristi befaling: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”. (Matt 28.18-20). Man kan ikke forstå formålet med det autentiske kald uden at forstå vor Herres ”store mission”.

Dokumentet mangler at adressere mange af de mest alvorlige problemer, som unge mennesker står overfor i dag

Langt de fleste unge i vesten udsættes fra en meget tidlig alder for en kultur, der søger at indoktrinere dem til en tilgang til seksualitet, der strider mod den naturlige lov og til sandheden om den menneskelige natur, åbenbaret af Gud til Den katolske Kirke. Dette udgør en alvorlig trussel mod unge menneskers fysiske, psykologiske, intellektuelle og åndelige udvikling, som i høj grad opmuntres til at tage del i før-ægteskabelige seksuelle aktiviteter, til at anvende prævention, gøre brug af abort, være åbne for at eksperimentere med amoralske former for seksuel aktivitet såsom homoseksualitet. Gennem flere medieplatforme bombarderes de unge konstant af stødende billedemateriale, af pornografi samt en vedvarende svækkelse af den autentiske forståelse af menneskets seksualitet. ”Genderideologi” (Kønsideologien) bliver på aggressiv vis fremlagt dels af regeringer dels af indflydelsesrige lobbyister, og mange unge bliver stadig mere bekymrede for deres fremtidige muligheder for at praktisere den katolske tro og leve i overensstemmelse med den naturlige orden. Og mest af alt, disse onder bringer deres sjæles evige frelse i fare.

Synodesekretariatet synes at være uinteresseret i disse problemstillinger. Det er bekymret for problemer, som allerede er anerkendt af den sekulære verden. Det omfatter temaer om: ”arbejdsløshed”, ”fleksibilitetsforøgelse på arbejdsmarkedet”, ”miljø” og ”multikulturalisme” (I.1, I.2). Dette er efter vores opfattelse en alvorlig ansvarsforflygtigelse fra synodesekretariatets side, som har et ansvar for sjælenes evige frelse. Der tegner sig et billede af, at sekretariatet mere er optaget af at komme verden i møde end at tage hånd om de mange alvorlige problemer, de unge står overfor.

Det forberedende dokument undergraver Kirkens legitimitet som læringsautoritet

Dokumentet understreger at:

”Ved at lytte til unge mennesker vil Kirken endnu en gang lytte til Herren, der taler ind i verden af i dag” (Intro).

Denne erklæring er fejlagtig på flere niveauer:

  • Det forudsætter, at Kirken for øjeblikket ikke lytter til Herren. Dette er i strid med det løfte, vor Herre gav, da Han sagde: ” Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende ” (Matt 28:20) Kirken vil aldrig undlade at videregive den sande troslære på trods af de menneskelige svagheder, der gør sig gældende blandt de troende.
  • Erklæringen forudsætter endvidere, at det er de ”unge”, der skal lede Kirken. Sandheden er selvfølgelig præcis lige det modsatte. Det er de ”unge” sammen med alle andre, der har behov for Kirkens vejledning.
  • Det synes også som om, at erklæringen forudsætter, at Kirkens nuværende lære ikke egner sig til ”verden af i dag”. Tværtimod, Evangeliet blev ”én gang for alle overdraget de hellige” (Jud 1:3) og passer ind alle steder til alle tider, for det er Guds eget ord.

Dokumentet tydeliggør en tilsvarende fejlagtig tilgang, når det fremsætter:

”Og ligesom det var i Samuels (jf. 1 Sam 3:1-21) og Jeremias’ (jf. Jer 1: 4-20) dage, kender de unge til at tyde tidens tegn, som er givet ved ånden. Når de lytter til deres higen, kan Kirken give dem et glimt af den verden, der ligger foran dem og de veje, som Kirken er kaldet til at følge” (Intro).

Dette udsagn er absurd. ”Unge mennesker” har ikke nogen speciel indsigt i ”tidens tegn”, eller ”verden der ligger foran dem”, og de er bestemt ikke de bedst egnede til at udstikke ”de veje, Kirken er kaldet til at følge”. Faktisk er det sådan i Den hellige Skrift, Kirkens tradition og menneskets samlede visdom, at man forbinder visdom med den ældre og fordrer os til at ære de ældre. ”Rejs dig for de grå hår, vis ærbødighed mod de gamle. Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren!” (3 Mos 19.32) understreger Tredje Mosebog, og Skt. Peter bekræfter:” Ligeså skal I unge underordne jer under de ældste…” (1 Pet 5:5). Skt. Thomas Aquinas forklarer, hvad den store erfaring hos de ældre betyder, nemlig at de generelt besidder mere klogskab, end de unge, om dyden forsigtighed, som er den ypperste af de naturlige dyder (ST II.II q. 47, a.15).

Vi må også bemærke, at der ikke er nogen ”verden”, som ”ligger foran dem”, som er fundamentalt forskellig fra den, som vi lever i nu. Det menneskelige samfund er i sandhed genstand for forandringer, men vi må understrege, at der ikke vil være nogen ændring af den naturlige lov eller Den katolske Kirkes grundlag og lære, før vor Herre vender tilbage i Sin herlighed. Synodesekretariatets tilgang er præget af teorien om udvikling i Kirken og i samfundet, som allerede er blevet diskuteret i Voice of the Family’s analyse af slutrapporten fra synoden i 2015.

Dokumentet præsenter for størstedelen de ”unge” som en homogen gruppe (defineret som dem der er mellem 16 og 29 år). Vi får at vide mere end en gang, at synodesekretariatets karakteristik af de unge er baseret på ”studier”, men forfatterne har undladt at sørge for referencer, som understøtter det, de hævder. Synet på de unge, der præsenteres her, synes at være typisk for de gejstlige, som endnu mangler at lægge mentaliteten fra 1960’erne bag sig. De ”unge” i sekretariatets forestilling er alle ivrige efter forandringer i samfundet og Kirken. De ville ønske, ”at Kirken var nærmere folket og var mere opmærksom på sociale spørgsmål, men de erkender, at dette ikke vil ske her og nu” (I.2), og de ”ønsker at være en aktiv part i den forandringsproces, som finder sted i vor tid” (L.1). Det er disse unge, som ”foreslår og praktiserer sådanne alternativer, som viser, hvordan verden og Kirken burde være” (I.3).

Det meste af den resterende del af dokumentets omtale af de unge er ligeledes mangelfuld. Det understreger forskellen mellem generationerne samt den moderne ungdoms formodede unikke karakter:

”Vore dages generationer af unge lever i en verden, som er forskellig fra den deres forældre og opdragere oplevede. Økonomiske og sociale ændringer har påvirket omfanget af forpligtelser og muligheder. Unges higen, behov, følelser og måden at relatere sig til andre på har også ændret karakter” (I.2).

Sådanne påstande ignorerer den dybe enhed og lighed i udsyn, der ofte forekommer mellem generationerne. Specielt i de ikke vestlige lande. Ligegyldig hvad synodesekretariatet måtte forestille sig, er erfaringen hos Voice of the Family i vores arbejde på fem kontinenter, at de basale behov og forhåbninger hos de unge vedrørende de fundamentale forhold er de samme som hos deres forældre og bedsteforældre.

Dokumentet har et negativt syn på Kirkens tradition

Det forberedende dokument gør kun et lille forsøg på at præsentere sig selv som værende forankret i Kirkens tradition. Der er ikke en eneste henvisning i hele dokumentet til kirkefædrene, kirkelærerne eller Kirkens helgener. Der er ikke desto mindre 20 henvisninger til dokumenter eller meddelelser fra pave Frans. Der er et citat af pave Benedikt XVI, men ingen henvisninger til hans forgængere. Det er to henvisninger til Vatikan II, men ingen til noget anden økumenisk koncil. Den eneste anden person, der bliver citeret, er som allerede nævnt ovenfor, en syrisk biskop fra det femte århundrede, som er tvivlsom i forhold til sin ortodoksi.

Faktisk skjuler dokumentet ikke sin foragt for fortiden, idet det hævder, at ”målet for ethvert seriøst pastoralt kaldsprogram” er ” frie og ansvarlige valg, fuldstændig fjernet fra fortidens praksis” (II.2). I en anden sammenhæng er en lignende mening udtrykt: ”De gamle tilgange virker ikke længere, og den erfaring, der passede til tidligere generationer, bliver hurtigt forældet” (I.3). Dokumentet opfordrer i realiteten Kirken til at frafalde Sin læringsautoritet:

”I arbejdet med at følge den unge generation accepterer Kirken opfordringen

til at tage del i de unges glæde, snarere end at blive fristet til at kontrollere deres tro” (II.4).

I virkeligheden er det det kirkelige hierarki, der er blevet betroet en åbenbaring direkte fra Gud, som må videregives i en uforanderlig udgave til de unge, som har ret til at modtage troen i sin helhed fra Kirken.

Dokumentet fremviser en negativ holdning til forældre og ældre mennesker

Synodesekretariatet har ry for at underminere forældrenes legitime rettigheder og autoritet. De gør det samme i dette dokument. I sektion I.2 er ”forældrenes og de voksnes opdragende rolle” anerkendt som ”afgørende”, men resten af afsnittet er helliget kritik. ”De ældre generationer” får vi at vide, ”har ofte en tendens til at undervurdere de unges potentiale” og ”lægge vægt på deres svagheder, og de har problemer med at forstå behovene hos dem, der er meget yngre”. Forældrene ” har ofte ikke en klar ide om, hvordan de kan hjælpe unge mennesker med at fokusere på fremtiden” og de ”to mest almindelige reaktioner er at foretrække ikke at sige noget som helst og lade dem træffe deres egne valg. Fraværende eller overbeskyttende forældre gør deres børn mere uforberedte til at møde livet, og tenderer til at undervurdere de risici, der gør sig gældende, eller er besat af en frygt for at begå fejltagelser”. Denne kritik kan selvfølgelig være sand i mange tilfælde, men i betragtning af sekretariatets tidligere modvilje til at opretholde forældrenes rettigheder, ville det være forfriskende at høre noget positivt sagt om forældrene på et tidspunkt, hvor de kommer under et stadigt større pres.

Sekretariatet har det synspunkt, at ”hvis samfundet og den kristne menighed ønsker at få noget nyt til at ske igen, må de gøre plads til nye folk, der kan agere” (I.3). Med andre ord ville det være nødvendigt at opmuntre eller (tvinge?) ældre personer til at forlade deres stillinger selv i Kirken, fordi alderen på dem, der sidder i stillinger, er høj,” og dette ”sinker hastigheden for et generationsskifte” (I.3). Dette divergerer ikke fra den traditionelle måde at se på ældre, som er skitseret ovenfor. Der er klare paralleller mellem denne holdning, og den som så ofte ligger bag den stigende støtte til euthanasia eller ”aktiv dødshjælp”, nemlig, at de ældre og de handicappede ofte er betragtet – og betragter sig selv som værende en byrde for deres familie og de kommende generationer.

Dokumentet lægger mere vægt på ”erfaring” end på doktrinær dannelse

I vor analyse af den endelige rapport fra den ordinære familiesynode, kunne vi fremvise, hvordan tilgangen fra synodesekretariatet var gennemsyret af modernismens hæresi. Især påpegede vi, at vægten mere var lagt på ”erfaring” over troskaben overfor den åbenbarede sandhed. Vi skrev: ” At religiøse doktriner i det modernistiske system er refleksioner vedrørende en følelse, der breder sig fra menneskets hjerte og ikke primært sandheder som er indlært udefra, f.eks gennem Kirken. De er resultatet af individuelle overvejelser hos hver enkelt mand og kvinde skabt gennem deres egen unikke oplevelse. Som ethvert individ samt det menneskelige samfund er genstand for en tidsmæssig og konstant udvikling, gælder dette også for de regler, vi kalder for dogmer, at de er underlagt omskiftelighed og er forpligtet til at blive ændret. ”Således er dogmet ikke i stand til at blive ændret, men burde kunne udvikle sig og ændre sig” (Skt. Pius X Pascendi, 12).

”Modernisterne hævder derfor, at de følelsesmæssige erfaringer er overlegne i en religiøs sammenhæng. Erfaringen, som ikke er fremkaldt af udefrakommende læring er kilden til den religiøse doktrin”.

Den samme vægtning af ”erfaring” er at finde i dette nye dokument:

  • Tro er præsenteret som at ”lytte til Ånden” med ”alle ens muligheder og følelser” og med at engagere sig i en ”dialog med Ordet”. Det hævdes videre, at ”dette må erfares af enhver kristen menighed og hos den enkelte troende” (II.1). Intet sted finder man den eksakte definition på tro: Intellektets opstigning til sandheden åbenbaret af Gud til Hans Kirke.
  • Seminarier og uddannelsesinstitutioner (for det Gudviede liv) er præsenteret som at ”varetage opgaven med at hjælpe unge mennesker, der svarer på Guds kald, med erfaring, at blive inkluderet i et intenst trosfællesskab, som vil gøre dem i stand til at gøre følgeskab med andre” (III.3). De (institutionerne) fremstilles ikke som steder for doktrinær og åndelig dannelse.
  • Spørgeskemaet stiller biskopperne dette spørgsmål: ”Hvilke erfaringer har du gjort dig i forbindelse med bispedømmets planlægning af det pastorale program for unge?” Man skulle snarere spørge, hvordan biskopperne har til hensigt at forme unge mennesker i den katolske tro.
  • Metoden for faglig skelnen foreslået i afsnit II er baseret på unge, der træffer beslutninger vedrørende deres ”kald” (Hvilken betydning det så end har set i forhold til dette dokuments omdrejningspunkt) er i en vid udstrækning baseret på deres subjektive følelsesmæssige erfaringer. Der forefindes næppe nogen reference til udviklingen af denne metode relaterende sig til det doktrinære indhold med hensyn til kaldets objektive karakter.
  • Kirken fremstilles, som om Den ønsker, at unge menneskers liv skal være en ”god oplevelse” (PD, II. Intro) snarere end at være god, det vil sige, at Den leder mod det gode.

Troens teologale dyder bliver også fremlagt fejlagtigt på følgende måder:

  • Tro er beskrevet, men med ord taget fra pave Frans, som ”noget der forbedrer vores liv” (II.1). Dette er en alvorlig forvrængning af sandheden. Tro er ikke kun noget, som ”forbedrer vores liv”, men den er absolut nødvendigt for vores evige frelse: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Mark 16.16).
  • Tro beskrives yderligere som ”at bidrage til at opbygge et universelt broderskab” blandt vor tids mænd og kvinder” (II.1). Således giver dokumentet troen på et naturligt bindeled, ”det universelt broderskab”, snarere end at det lægger vægt på den overnaturlige afslutning, som er en forening med Gud.

Konklusioner

Punkterne fremhævet ovenfor gør på ingen måde krav på at være en fuldstændig analyse af det forberedende dokument. Imidlertid viser det i et tilstrækkeligt omfang, at ungdomssynoden truer med at være ligeså destruktiv for integriteten af den katolske tros lære, som familiesynoden, der gik forud for den.

Dokumentet synes at sætte scenen for en synodal proces, som vil fremhæve unge mennesker, som voldgiftsmænd for hvad Kirken burde gøre og lære. Vi forudser, at synodesekretariatet vil præsentere os for krav fra de unge om forandringer af den katolske doktrin og praksis, som så vil blive fremlagt som et bevis på, at Kirken har brug for at ændre sine grundlæggende trosbegreber. De omtalte ”unge” kan naturligvis være udvalgt i forvejen og manipuleret til at tjene forudbestemte slutninger.

Troende katolikker må forberede sig på den uundgåelige optrapning af dette nye angreb på Kirken, hvor Hendes egen ungdom, der har fået dårlig katekese og ikke har tilstrækkelig viden om troen, vil blive brugt imod Hende. De, som kontrollerer magtens mekanismer i Vatikanet, har givet et stort bevis på, hvor langt de vil gå i forhold til at sprede deres eget perverterede og forvrængede ”Evangelium” i stedet for Det sande Evangelium, åbenbaret en gang for alle af vor Herre Jesus Kristus.

Lad os fortsætte med at anråbe om vor Frues forbøn for, at Kirken må blive befriet fra Hendes nuværende prøvelser og for vor Frues ubesmittede Hjertes triumf.

Du, Den mest magtfulde Jomfru, bed for os!

Matthew McCusker

Voice of the Family

  1. august 2017

Den autoriserede engelske udgave af dette indlæg er publiceret på Voice of the Family d. 23. august 2017. Det kan læses på: http://voiceofthefamily.com/vatican-youth-synod-poses-new-threat-to-faith-and-family

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s