Diskriminerende barmhjertighed: At forsvare Kristus og Hans Kirke med sand kærlighed

Redaktørens bemærkning: Hans Eminence kardinal Raymond Leo Burke, Patron for Malteserordenen og grundlægger af helligdommen for Vor Frue af Gaudalupe i La Crosse, Wisconsin, var meget venlig og tog sig tid til trods for en presset tidsplan at give The Wanderer et omfattende interview under et nyligt besøg af helligdommen. Iblandt mange emner, som han berørte, er budskaberne fra Vor Frue af Fatima samt vurderingen af den situation, som Kirken aktuelt befinder sig i samt fejringen af Den hellige liturgi.

(Dette interview vil blive bragt i tre dele i The Wanderer. Første del blev bragt i sidste uges nummer).

2 del. 

Spørgsmål: Da jeg for et halvt år siden sidst interviewede Dem til The Wanderer, bemærkede De, ”at mange gode præster og endog biskopper taler med Dem om, hvor vanskeligt det er at håndtere den forvirring, der eksisterer, når de fremlægger Kirkens lære”. Og det var før, Amoris Laetitia var blevet offentliggjort. Forvirringen er blevet forværret, som det tydelig fremgår af citatet i Kardinal Cafferra’s brev til Den hellige Fader, som De omtalte tidligere. ”Hvad der er synd i Polen, er godt i Tyskland, hvad der er forbudt i Ærkebispedømmet i Philadelphia er tilladt på Malta”. Faktisk virker det, som om nogle af fortolkningerne er i direkte modstrid med det, der står i paragraf 1650 i Den Katolske Katekismus. Har De, set i lyset af den aktuelle situation, et råd til de troende biskopper, præster, ordensfolk og lægfolk, der søger efter klarhed?

Svar: Mit råd er ganske enkelt. Vi ved, hvad Kirken lærer og praktiserer. Det er indeholdt i Den Katolske Kirkes Katekismus. Det er indeholdt i Kirkens læreembede. Det er sandheden. Siden offentliggørelsen af Amoris Laetitia er situationen for mig at se blevet forværret. Jeg rejser meget, og hvor jeg end kommer, møder jeg store grupper af lægfolk (såvel som præster og endda biskopper), som betror sig til mig vedrørende denne situation, – de er praktisk talt desperate.

Jeg siger ofte, det er præsterne, der lider mest; Det er dem, der har den direkte kontakt med lægfolket, som beder dem foretage ting, der simpelthen ikke er mulige for dem. Når præster, der er funderet i troen, forklarer lægfolket, at de ikke er i stand til at imødekomme deres anmodninger, bliver de anklaget for at gå imod paven og modsætte sig den såkaldte ”nye linje” i Kirken.

Det er derfor, jeg beundrer, det I gør, ved at udarbejde en omfattende kommentar til Katekismen, som hver uge offentliggøres i The Wander. Vi er nødt til at vende tilbage til katekismen og foretage omhyggelige studier af den, afsnit for afsnit og sørge for, at vi i dybden forstår Kirkens lære vedrørende ægteskabet og alt det, det kræver af os.

Spørgsmål: Dette leder til et andet emne, vi talte om i december 2015. Da jeg stillede Dem et spørgsmål om en mulig decentralisering af Kirkens hierarkiske styreform, understregede De, at der intet er i Kirken tradition, der giver biskopkonferencer (eller ordinære bispedømmer) myndighed til at træffe beslutninger vedrørende den pastorale praksis, som medfører ændringer af Kirkens lære”.

Men, som det tydeligt fremgår af det tidligere spørgsmål, er det præcis det, der synes at finde sted. Hvad angår ægteskabet, er vi da ikke nået til en situation i Kirken, hvor katolikker bogstavelig talt ”shopper” rundt efter det sted, som tilgodeser deres behov? Er Kirken i fare for et skisma, medmindre den universelle doktrinære disciplin bliver genoprettet?

Svar: Det er faktisk det, der sker. Biskopper fortæller mig, at når de insisterer på en autentisk Kirkelig lære med hensyn til ægtefæller i ikke-ordnede forhold, afviser folk ganske simpelt deres lære. De siger, at en anden biskop praktiserer en anden lære, og derfor fortrækker de at følge ham.

Svaret fra biskopperne på Malta var chokerende, de sagde, da de blev kritiseret for deres problemfyldte dokument, der blev offentliggjort efter Amoris Laetitia, følger de pave Frans’ lære og ikke andre pavers. Hvordan er det muligt? Alle paver udtaler sig- og er lydige overfor den eneste sande katolske tro. Hvis ikke, er de blevet afsat, som i tilfældet med pave Honorius. Så det er simpelthen ikke muligt.

Folk taler om et de facto skisma. Jeg modsætter mig helt og aldeles enhver form for skisma, – et skisma kan aldrig være det rigtige. Man kan dog være i en skismatisk situation, hvor Kristi lære afvises. Et ord, der er mere passende, er det, som Vor Frue af Fatima benyttede i Sine budskaber: Frafald. Der kan være et frafald indenfor Kirken, og det er det, der i realiteten foregår. I forbindelse med frafaldet henviste Vor Frue til præsternes manglende tilskyndelse til at bringe Kirken til enhed.

Spørgsmål: Hvis vi skubber spørgsmålet om hvornår til side, vil De forklare, hvordan processen i forhold til gennemførslen af en ”formel korrektion” fortsat vil finde sted, hvis et svar på de fem Dubia ikke fremkommer? Hvordan indgives en formel korrektion officielt, hvordan behandler man en sådan indenfor Kirkens hierarki mv.?

Svar: Denne proces er ikke så ofte blevet påråbt i Kirken og faktisk ikke i århundreder. Der har været foretaget en korrektion af tidligere paver i forhold til væsentlige spørgsmål, men ikke således, at det har været af doktrinær karakter. Det forekommer mig, at proceduren for en korrektion er ganske simpel. På den ene side lægger man Kirkens klare lære frem; på den anden side lægges det frem, som paven rent faktisk fremsætter. Hvis der optræder en modsigelse, må paven tilrette sin egen lære og dette i lydighed over for Kristus og Kirkens læreembede.

Spørgsmålet lyder: ”Hvordan vil dette blive gjort?”. Det foregår på en meget simpel måde ved en formel erklæring, på hvilken Den hellige Fader er forpligtet til at respondere. Kardinalerne Brandmüller, Cafferra, Meisner og jeg selv benyttede en gammel metode i Kirkens regi ved at fremlægge Dubia for paven. Dette blev gjort på en meget respektfuld måde og i ingen henseende en aggressiv tone for at give ham lejlighed til at fremlægge Kirkens uændrede lære. Pave Frans har valgt ikke at svare på de fem Dubia, det er derfor nu nødvendigt at få gjort klart, hvad der er Kirkens lære vedrørende ægteskabet, familien og helt igennem onde handlinger osv. Det er disse punkter, der ikke fremstår klart i den aktuelle lære, der udgår fra paven. Derfor er situationen således, at der må handles. Korrektionen vil da direkte henvise til disse doktrinære punkter.

Der har været tilfælde, som jeg allerede har nævnt, hvor korrektioner af tidligere paver har omhandlet ikke-doktrinære punkter, og hvor kardinalerne er gået til Den hellige Fader vedrørende den ene eller den anden ting for eksempel sager vedrørende Kirkens administration.

Man kan også stille et andet spørgsmål. Paven er symbolet på enheden mellem biskopperne og lægfolket. Ikke desto mindre er Kirken aktuelt ramt af forvirring og splittelse. Den hellige Fader må opfordres til at varetage sin opgave, således at der sættes en stopper for dette.

Det næste skridt er derfor en formel erklæring med klare angivelser af Kirkens lære, som det er angivet i Dubia. Desuden vil det blive gjort klart, at disse trossandheder ikke er blevet tydeliggjort af Paven. Med andre ord, i stedet for at stille spørgsmålene, som det blev gjort i Dubia, vil den formelle korrektion fremlægge klare svar, der er i overensstemmelse med Kirkens lære.

Spørgsmål: Kardinal Gerhard Müller stod, under sin embedsperiode som præfekt for Troslærekongregationen, fast på, at de forvirrende udtalelser i Amoris Laetitia skulle fortolkes i overensstemmelse med Kirken traditionelle lære vedrørende Kommunionsmodtagelse af katolikker, som er skilte og gengifte. Forudser De, at der vil blive foretaget en mulig ændring af denne lære og praksis fra Troslærekongrationens side, da Gerhard Müller ikke længere fortsætter som præfekt?

Svar: Det er ikke muligt for Troslærekongregationen at fremsætte en anden lære. Hvis man gjorde dette, ville det være ude af trit med Kirken. Hvad kardinal Müller fremsatte er præcis det, der altid har været Kirkens lære. I nyere tid har paragraf 84 i pave Skt. Johannes Paul II’s apostoliske skrivelse Familias Consortio udtalt Kirkens evige lære. Så den form for ændring er simpelthen ikke mulig.

Spørgsmål: Pave Emiritus Benedikt XVI udtrykte i en tale oplæst under kardinal Joachim Meisners begravelsesmesse sin beundring for kardinalens evne til ”at leve livet i en dyb overbevisning om, at Herren ikke lader Sin Kirke i stikken, også selvom båden har taget så meget vand ind, at den er på nippet til at kæntre”. Den tidligere pave understregede sin bemærkning ved at betegne kardinal Meisner, som ” en hyrde og præst, der brændte for sit kald, og som fandt det svært at forlade sit virke, især på et tidspunkt, hvor Kirken har et særligt behov for overbevisende hyrder, som kan modstå tidsåndens diktatur, og der til fulde lever i troen”. Deres Eminence, både som ven og nær samarbejdspartner til kardinal Meisner, hvordan forstår De disse rørende ord, som er en hyldest fra Benedikt? Kan De fremkomme med nogen personlige refleksioner i forhold til denne store Kirkens tjener, hans liv og eftermæle?

Svar: Der er ingen tvivl om, at kardinal Meisner havde en dybtfølt tro på den katolske tro i sin helhed samt en dyb kærlighed til vor Herre og Hans Kirke. Han var helt og fuldt dedikeret til det at være en god hyrde. Jeg husker især et møde med ham i februar 2014 ved et konsistorium, hvor kardinal Walter Kasper gav sin præsentation, hvori han foreslog, at der var mulighed for at ændre Kirkens disciplin vedrørende dem, der lever i ikke-ordnede forhold, så disse kunne modtage Sakramenterne – her henholdsvis Den hellige Kommunion og Bodens Sakramente. Kardinal Meisner og jeg talte om dette efter en af sessionerne, og han sagde til mig: ”Dette er ikke muligt. Det vil lede til et skisma”. Og han var meget berørt af det. Kardinal Meisner fulgte omhyggeligt hele tiden og hele vejen og støttede og opmuntrede dem, der forsvarede Kirkens evige lære og praksis. Han var en vidunderlig præst og var aldrig den, der sagde, at de, der støttede Kirkens lære, er legalister og ikke drager omsorg for mennesker, og at de kaster sten på dem. Han var en meget kærlig præst, som forstod, at den gode hyrde må lære de troende sandheden i dens helhed.

Jeg så ham den 4.marts 2017 i Köln, da en tidligere studiekammerat i kanonisk ret fejrede sin 65 års fødselsdag. En række af os skrev essays til ære for ham, og disse blev offentliggjort i en bog. Jeg deltog i præsentationen af bogen, og kardinal Meisner var der. Det er fuldstændig rigtigt, hvad pave Benedikt XVI skrev om ham: Han var rolig, men også meget passioneret. Jeg genkalder mig meget levende kardinal Meisner, da han sagde til mig, at vi må fortsætte med at kæmpe for Kirken og Hendes lære. Han besad en vidunderlig kombination af følgende to kvaliteter, sindsro og glød. Jeg har altid haft indtrykket af, at han var en person, der var meget tæt på vor Herre i bøn, og at han talte ud fra en overbevisning, som ikke var hans egen, men som kom af en tæt samhørighed med vor Herre.

Spørgsmål: Flere ubekræftede forlydender har antaget, at det tyder på, at der er etableret en ”hemmelig kommission” i Rom med henblik på at (gen)undersøge læren vedrørende prævention, som er indeholdt i pave Paul VI’s mindeværdige encyklika Humanae Vitae. Er disse forlydende troværdige? Er det ikke Kirkens vedvarende – og ufejlbarlige lære, at det er helt igennem er forkert at adskille de forenende og skabende aspekter, som er iboende ægteskabet? 

Svar: Jeg kan ikke konkret udtale mig om dette, da ingen, som er medlem af en sådan kommission, har udtalt sig til mig. Jeg har dog imidlertid hørt fra en række seriøse og velinformerede kilder, at en sådan kommission allerede er blevet etableret, og at medlemmerne allerede er i arbejdstøjet. Så jeg finder, at forlydenderne er troværdige. Samtidig er det, der antages i dit spørgsmål, sagens kerne – det er Kirkens uforanderlige lære, at prævention helt igennem er forkert, og at adskille de forenende og skabende aspekter, som er iboende ægteskabet til enhver tid er forkert. Hvis denne lære ikke opretholdes, er det ikke kun en overtrædelse af det, der er iboende ægteskabet og dets mening, men det ville også skabe en åbning for alle former for amoralsk aktivitet, der berører seksualiteten og dermed legitimere kønslig omgang. Jeg definerer dette som kønslig omgang frem for en seksuel handling, fordi den kønslige omgang ikke respekterer det forenende og skabende aspekt, som er iboende ægteskabet. For eksempel når to mennesker af samme køn retfærdiggør deres amoralske handlinger ved at sige: ”At de elsker hinanden”, og derfor har det ikke nogen betydning, at deres handlinger ikke er skabende. Folk engagerer sig derfor i yderligere og alvorligere aktivitet i et forsøg på at få børn, som dermed er produktet af deres såkaldte kærlighed. På samme måde er dette også begrundelsen for en autonom erotik. Dette kan selvfølgelig heller ikke retfærdiggøres.

Kærlighed og sandhed

Spørgsmål: Det synes, som om mange i dag forstår ”barmhjertighed”, som tolerancen over for det moralske onde, og det at karakterisere andres handlinger som ”syndige”, som værende meget fordømmende. Men vi ved, at barmhjertigheden ikke kan adskilles fra sandheden. Hvordan kan vi blive mestre i ”diskriminerende barmhjertighed”? Er omvendelse en forudsætning for barmhjertighed?

Svar: Da jeg var barn, kan jeg huske, at vi blev fortalt, at vi skal elske synderen, men hade synden. At vi ikke har fulgt denne sandhed, er kilden til den forvirring, vi ser i dag. Folk har fejlagtigt den opfattelse, at de ved at identificere visse handlinger som syndige udviser had mod dem, der foretager disse handlinger. I virkeligheden udtrykker de, den størst mulige kærlighed over for dem. Med andre ord, hvis man virkelig elsker en anden person, og den person begår handlinger, der truer hans eller hendes evige frelse, er man forpligtet til at gøre opmærksom på det, så man hjælper personen til at undgå den syndige handling og ændre sit liv. Det kan sammenlignes med den situation, hvor forældre opdrager (på) deres børn. Jeg kan stadig huske, når mine forældre opdragede (på) mig, fordi jeg gjorde noget, der var forkert, Jeg brød mig ikke om det. I dag, hvor jeg er voksen, forstår jeg tydeligt, hvorfor de opdragede (på) mig, da jeg var barn. Når forældre opdrager deres børn, løber børnene som oftest ud af rummet og siger ”jeg hader jer”. Senere er de taknemmelige over for deres forældre, fordi de hjalp dem til at blive ordentlige mennesker.

Diskriminerende barmhjertighed, hvilket er en glimrende måde at beskrive det på, skelner synden fra synderen. Et udtryk for kærlighed til synderen gør det meget klart, at den synd han eller hun begår helt igennem er frastødende og må stoppes. Alligevel er tendensen, at man reagerer med en falsk barmhjertighed. Hvis vi ikke er bevidste om vores synd og omvender os fra den, hvordan kan det så give mening af bede om Guds barmhjertighed? Hvorfor beder vi om Guds barmhjertighed, hvis vi ikke har syndet? Så simpelt er det. Ellers er barmhjertighed et meningsløst ord. Vi må indrømme, at den synd vi har begået er forkert, og at vi virkelig er kede af, at vi har gjort det, og at vi beder om Guds barmhjertighed.

Den autoriserede engelske udgave af interviewet er skrevet af Don Fier og publiceret på The Wanderer d. 14. august 2017. Det kan læses på: http://thewandererpress.com/catholic/news/frontpage/interview-with-cardinal-burke-discriminating-mercy-defending-christ-and-his-church-with-true-love-2/#more-19405

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s