En kommunistisk pave? Et interview med forfatteren George Neumayr

Redaktionens bemærkning: De holdninger, der kommer til udtryk i følgende interviewsamtale, er forfatterens egne og afspejler ikke nødvendigvis LifeSiteNews’ holdninger.

Jounalisten Maike Hickson lavede et interview med forfatteren George Neumayr om hans nye bog: The Political Pope (Den politiske pave). Neumayr giver her en indsigt i kommunismens påvirkning af pave Frans.

Maike Hickson (MH): I gennem hele din bog henviser du til pave Frans’ forhold til kommunismen eller relation til specifikke kommunister. Kan du for os, i et overordnet perspektiv, beskrive hans holdning overfor kommunismen?

George Neumayr (GN): Han (pave Frans) har en tendens til at omtale kommunismen på en venligsindet måde. Han fortalte den italienske presse, at han ikke bliver ”stødt”, hvis folk kalder ham for kommunist, da han i sit liv har ”mødt mange marxister, som er gode mennesker”. Ved en anden lejlighed udtrykte han følgende: ”Jeg må konstatere, at kommunisterne har stjålet vores sag” fordi ” de fattiges sag er den kristne sag”. Tidligere paver, som havde gennemskuet, at det, der er kommunismens sigte, er at slavebinde de fattige, ville have fundet sådanne kommentarer yderst forunderlige.

MH: Du skriver i din bog, at pave Frans er sympatisk indstillet overfor – og støtter ”venstreorienterede globalisters politiske program”, og du betegner ham som ”Barack Obamas kirkelige ligemand”. Hvad er det for specifikke emner, pave Frans fremhæver, som får dig til at tænke på et verdensbillede, der lig med det kommunistiske tankesæt?

GN: De, der virkelig er venstreorienterede helt ind i deres sjæl plejede at sige, at de drømte om en verden uden paver. Men nu synger og danser de omkring pave Frans. Den radikale (venstreorienterede) akademiker Cornel West sammenfatter, årsagen til dette: ”Jeg elsker, den han er, hvad han siger og indvirkningen af hans ord på progressive kræfter rundt om i verden”.

Med andre ord pave Frans har gjort Vatikanet til en prædikestol for venstrefløjens agitation for egne mærkesager, såsom: åbne grænser, våbenkontrol, klimaforandringer og aktivismen forbundet med denne sag, afskaffelsen af dødsstraf og livstidsfængsling samt implementeringen af en social tænkning i forvaltningen.

Det er grunden til, at 1960’ernes radikale Tom Hayden ved hans (pave Frans) valg udtalte, at det ”var mere mirakuløst, om man vil, end fremkomsten af Barack Obama”.

MH: Hvilke fremtrædende kommunister har pave Frans offentligt fremhævet under sit pontifikat? Kan du sætte navn på nogen og skitserer deres baggrunde?

GN: Som jeg beskriver i bogen, gav han plads for Raul Castro på den røde løber, hvilket forbløffede mange cubanere, der måtte lide under hans kommunistiske regimes åg. Castro var så begejstret over pavens støtte samt hans hyldest til statsøkonomi, at han udtrykte: ”Hvis du fortsætter med at tale på denne måde…vender jeg tilbage til Den katolske Kirke. Jeg mener det alvorligt. Jeg kan konvertere til katolicismen igen, selvom jeg er kommunist”. 

MH: Hvem af hans nærmeste rådgivere har et socialistisk verdenssyn?

GN: De er alle orienteret i den retning, men en af de mest markante socialister, der er tættest på ham, er en kardinal fra Honduras, som han lod avancere til jobbet som sekretær for hans kardinalråd – det er tale om kardinal Óscar Rodriguez Maradiaga.

Det kom frem gennem WikiLeaks – oplysninger, at Maradiaga har arbejdet med George Soros medarbejdere med henblik på at fremme socialisme i Kirken.

Pave Frans benyttede den højrøstede socialist Leonardo Boff, en befrielsesteolog fra Brasilien, der kom i unåde, og som forlod præstedømmet, som rådgiver, da han udarbejdede sin miljøaktivistiske encyklika Laudato Si. Boff siger, at Frans bad ham gennemgå hans (Frans) planer for at fremme en verdensregering gennem FN. 

MH: Som du skriver i din bog, fejrede pave Frans under sit besøg på Cuba, Den hellige Messe ”i skyggen af Che Guevara”. Kan du forklare dette scenarie og dets symbolik?

GN: At fejre en Messe i skyggen af Guevera, som er en massemorder, var en propagandagave til brødrene Castro. Cubanske systemkritikere blev sammen med en række liberale forfærdet og udtrykte ubehag ved dette optrin. 

MH: Kan du også beskrive pave Frans’ reaktion, da han fra Bolivias præsident Morales modtog en gave, som var et krucifiks, der var formet som en hammer og et segl? Hvad signalerede han igennem sin reaktion?

GN: Det groteske kors’ design var blevet udarbejdet af den ældre jesuit Fr. Luis Espinal, hvis minde pave Frans havde hædret ved ankomsten til Bolivia. Andre paver ville have afvist en sådan vederstyggelighed, men pave Frans tog varmt imod det og sagde, at han ”forstod meningen med det”. Han efterlod derved det indtryk, at han anser et af de mest fjendtligt indstillet systemer over for kristendommen, som værende harmløst. 

MH: Som du skriver, har pave Frans haft flere mentorer i sit liv, som var pro-kommunister. Kan du først fortælle os om Esther Ballestrino, og hvad han (Frans) senere som ærkebiskop i Buenos Aires gjorde i forbindelse med hendes begravelse? 

GN: Ud fra pavens egen beskrivelse var hun en ”glødende kommunist”. Han har beskrevet hende som en af sine vigtigste mentorer. ”Jeg skylder denne store kvinde meget”, sagde han, og forsatte med at uddybe ”hun lærte mig meget om politik”. Hun introducerede ham til kommunistiske tidsskrifter og litteratur. Da hun løb ind i problemer i forhold til myndighederne, gemte han hendes marxistiske materiale på et Jesuit bibliotek, ifølge forfatteren James Carroll (som nedskrev historien med tilladelse).

Reporteren John Allen siger, da familien anmodede om, at hendes begravelse kunne foregå på en katolsk kirkegård, gav Bergoglio ”sin tilslutning” til dette, selvom han vidste, at hun ikke var en troende katolik.

MH: Kan du fortælle os mere om pave Frans’ relation til Leónidas Barletta?  

GN: Han var en kommunistisk filmproducent i Latinamerika, hvis skriverier, den unge Jorge Bergoglio så at sige ”slugte”. Han siger, at han (Frans) ville fremskynde en offentliggørelse af det kommunistiske parti i Argentina, Nuestra Palabra y Propósitos, fordi han var ”tryllebundet” af Barlettas manuskripter. Bergoglio betegner dem, som det, ”der hjalp mig til at finde mit politiske ståsted”.

MH: Du fortæller, at som ung præst i Argentina var Fr. Bergoglio tæt på Jesuit General Superior, Fr. Pedro Arrupe, som selv åbnede Jesuiterordenen op for socialistiske ideer. Kan du uddybe denne handling nærmere?

GN: Han var Arrupe’s protege, som i Bergoglio så en kommende liberal ”stjerne” i Ordenen. Derfor gjorde han ham til provincial i en alder af 36 år. Arrupe var overhoved for Ordenen under dens mest intensive liberaliseringsperiode, og han benyttede Bergoglio som en liberalismens gennemtvinger ved den berygtede verdensomspændende Jesuitersamling i 1975, som beseglede Ordenens socialistiske og modernistiske retning.

MH: Pave Frans har haft møder med – og har støttet the World Meeting of Popular Movements. Kan du fortælle os mere om denne bevægelse og dens politiske sigte? Mere specifikt kan du fortælle os om pave Frans deltagelse i et sådant møde i Bolivia med den socialistiske præsident? 

GN: Det er en forsamling af radikale og socialister. I 2016 samledes de i Bolivia, da de havde anledning til at fejre at paveembedet var kommet på deres hænder. På tribunen stod pave Frans sammen med Bolivias marxistiske præsident, som bar en jakke, hvorpå der var dekoreret et billede af Che Guevara.

Frans benyttede sin tale til at opfordre deltagerne til fortsat til at agitere mod ”ny-kolonialismen” hvilket han sammenlignede med budgetnedskæringer, og regeringer der orienterer sig mod de frie markedskræfter. Talen var ”sød musik” for kommunisterne blandt de tilstedeværende.

Bolivias præsident sagde efterfølgende, at endelig kunne han ”følge” paven. 

MH: Kan du i forbindelse med pave Frans’ mulige sympati for kommunismen fortælle os mere om kanoniseringen af ærkebiskop Óscar Romero og Dom Hélder Câmara? 

GN: Arbejdet med en kanonisering af Romero var sat i bero under de to tidligere paver. Men under Frans blev processen hastet frem med den begrundelse, at martyriet også kan omfatte politisk motiverede drab. Dette var en pavelig godkendelse af Romero’s status, som et ophøjet venstrefløjsoffer for en regerings brutalitet. I modsætning hertil er det svært at forestille sig, at Vatikanet ville omgå reglerne i forhold til en højreorienteret biskop, hvis politiske ståsted var årsagen til hans død.

I forhold til kanoniseringen af Câmara – han blev kaldt den røde kardinal, fordi han støttede kommunistiske guerillaer – ville den være blevet afvist af de tidligere paver. Men Frans gav den ”grønt lys”.

MH: Hvilket signal sender pave Frans med sit personlige besøg hos Paolo Freire’s enke, Paolo Freire der er forfatter til bogen ”Pedagogy of the Oppressed” (Den undertryktes pædagogik)? 

GN: Dette møde blev sat i stand af kardinal Cláudio Hummes, der havde hvisket paven i øret, inden han blev valgt: ”Glem ikke de fattige”, med dette mente Hummes i virkeligheden: ”Glem ikke at gøre socialismen synlig”. Freire’s enke sagde efter mødet, at hendes mand, hvis bog, der betragtes som en kommunistisk klassiker i Latinamerika, havde påvirket denne pave. Paven kan lide at sige: ”Mødet er budskabet”, og hans møde med Freire’s enke levede op til dette ordsprog og forstærkede den tillid, en generation af radikale, der er vokset op under indflydelse af ”The Pedagogy of the Opressed”, kan have til Frans. 

MH: Du berører også i din bog pave Frans’ åbne tilgang til befrielsesteologien. Kan du for os beskrive, hvordan han vurderer denne teoretiske retning, og hvordan han omgås højtstående repræsentanter for denne retning, såsom Gustave Gutiérrez? 

GN: Befrielsesteologien er en retning, der forsøger at kombinere socialisme med katolsk teologi, og den fik minimal opmærksomhed under pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI. Pave Frans gjorde den igen almen kendt. Leonardo Boff, en af de mest exentriske befrielsesteologer, har frydet sig over hvordan han og mange af hans ”glemte” brødre, er blevet rehabiliteret af Frans.

Efter pave Frans hædring af Gustavo Gutiérrez, en af befrielsesteologiens grundlæggere, rapporterede L’Osservatore Romano, at Frans havde hentet befrielsesteologien ud af ”den skyggetilværelse, den havde været forvist til i en årrække”. 

MH: Hvordan vil du beskrive pave Frans forhold til Barack Obama samt venstrefløjen i USA? Kan du fortælle os mere om George Soros og paven? Er der forbindelser mellem de to og søger de udmøntningen af de samme agendaer? 

GN: Pave Frans forsøger at trække Kirken i en retning, hvor Den kommer i kategori med venstrefløjen. Se på de undersøgelser, hvor de, der er for-abort beskriver sig selv som pave Frans demokrater. Se på alle de Soros finansierede partnerskaber, der er mellem venstrefløjen og Vatikanet. Soros udfærdigede praktisk talt manuskriptet for pavens besøg i USA, hvilket WikiLeaks dokumenter bekræfter. 

MH: Tror du, at pave Frans forbereder – og er villig til at samarbejde med den globale elite om at oprette en verdensregering? 

GN: Han ”leger” helt sikkert med initiativer, der leder verden i den retning. Han har ladet dem, som advokerer for en verdensregering, såsom kardinal Peter Turkson, fungere som centrale rådgivere. I Laudato Si optræder et afsnit skrevet pr. stedfortræder (af kardinal Turkson), og som angiver, at reguleringer grundet klimaforandringer bør pålægges de enkelte lande af en global regering. 

MH: Hvordan vurderer du i den sammenhæng pavens åbne kritik af Donald Trump før dennes valg til præsidentembedet i USA? 

GN: Han kaldte faktisk Trump en dårlig kristen – en underlig beskyldning givet på grund af hans afvisning af at definere katolikker, der i meningsmålinger optræder som værende for abort, som værende dårlige kristne. 

MH: Du berører i din bog pavens besøg i USA i 2015. Hvordan vil du beskrive budskabet samt formålet med dette besøg, og hvad forsømte han? 

GN: Kort fortalt forsømte han katolicismen. Hans taler havde praktisk talt ikke noget egentligt katolsk indhold. Havde nogen udskiftet hans taler med en hvilken som helst demokratisk senators tale, ville ingen kunne kende forskel. 

MH: Har du kendskab til, om pave Frans nogensinde offentligt har kritiseret kommunismen samt dens udmøntning i forskellige lande? 

GN: Han har ikke givet udtryk for det, snarere har han vedholdende rettet en kritik mod de frie markedskræfter. I stedet for at anerkende den rolle som socialismen spiller i udviklingslande, foretrækker han at tweete Marxistiske klicher såsom: ”Ulighed er roden til alt ondt”.

Den autoriserede engelske udgave af dette interview er udarbejdet af Maike Hickson og publiceret på LifeSiteNews.com d. 1. september 2017. Det kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/a-communist-pope-an-interview-with-author-george-neumayr

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s