Muslimerne overtager Europa langt hurtigere end vi forestiller os

”Hvis man vil se Europas ansigt om 100 år, så se på de unge muslimske immigranters ansigter”. Således udtalte ærkebiskop Charles Chaput sig ved en for nylig afholdt konference på Napa Institute.

”Islam har en fremtid, fordi Islam tror på børn” sagde han. ”Uden en overnaturlig tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til reproduktion”.

Lad os lige stoppe op her for lidt analyse. Det første, der fortjener en nærmere undersøgelse, er tidsperspektivet. Et hundrede år fra nu er 2117. De fleste af os vil på det tidspunkt være afgået ved døden, så for mange vil sagen virke mindre presserende, end ærkebiskop Chaput måske lagde op til. En række observatører, der holder øje med det Europæiske kontinent – Thilo Sarrazin, Douglas Murray, Bruce Bawer og Mark Steyn, skønner, at store dele af Europa vil være blevet islamiseret indenfor tre eller fire årtier. Og hvis man ved en fejltagelse skulle komme til at bevæge sig ind i en af de no-go zones, der er i Paris, vil man tro, at ”de unge muslimske immigranters ansigter” allerede er Europas ansigt.

Ser vi bort fra tidsaspektet, har ærkebiskop Chaput i bund grund ret vedrørende den tendens, der gør sig gældende i Europa. Og han har også ret i, at det meste af skylden skal findes hos de europæere, som er tilbageholdende med at få børn. Europa er ved at dø, siger han, fordi ikke tilstrækkeligt med europæere gør en indsats for fremtiden.

Et par yderligere punkter, han berører, kan blive fejlfortolket. Og på grund af den aktuelle atmosfære i Kirken kan mange katolikker konkludere fejlagtigt ud fra hans bemærkninger. Han udtaler: ”Islam har en fremtid, fordi Islam tror på børn”. Desuden siger han videre: ”Uden en overnaturlig tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til reproduktion”.

Fejltagelsen, – som virkelig er fatal – mange katolikker gør sig, er en dobbelt antagelse: For det første, at muslimer tror på børn på samme måde, som katolikker gør; og for det andet at muslimers overnaturlige tro ligner katolikker overnaturlige tro. Rent faktisk siden Vatikan II har katolikker fået tudet ørerne fulde af, at Islam og Katolicisme har meget til fælles. For eksempel understreger Vatikan II dokumentet Nostra Aetate lighederne mellem de to trosretninger og skøjter hen over forskellene.

Men hvis det er sådan – at muslimerne mere eller mindre betragter børn og den overnaturlige tro ligesom katolikkerne – så er der vel ingen grund til at bekymre sig ret meget om Europas fremtid. Man kunne endda hævde, at Europa ville være bedre tjent med at være i hænderne på et gudfrygtigt, troende og familieorienteret folk end i hænderne på postkristne sækularister, som lige nu sidder på magten.

Jeg tror ikke, at det er det, der er ærkebiskop Chaput’s ærinde. I en anden del af hans tale siger han til unge mennesker, at de skal ”elske hinanden, blive gift, være tro mod hinanden og få mange børn og opdrage dem til at blive mænd og kvinder med en kristen karakter”. Alligevel er for en katolik med et vist universelt tankesæt definitioner som ”kristen karakter” og ”islamisk karakter” praktisk talt lige så usammenlignelige, som begreberne ”kristne familieværdier” og muslimske familieværdier”. For klarhedens skyld lad os se nærmere på islamiske familieværdier og finde ud af, hvad der er den almindelige betragtning.

Et godt sted at starte er med Nonie Darwish’s nye bog, Wholly Different (Helt anderledes), en undersøgelse af kristne- og islamiske værdier. Darwish levede i 30 år i Egypten, før hun kom til USA og til sidst konverterede til kristendommen. Så for at omskrive Joni Mitchell sangen ”Hun anskuer nu troen fra to sider”.

Darwish bekræfter, at ”Islam tror på børn”, men ikke, som hun ser det af samme grund, som kristne tror på børn. Hun skriver: ”I Islam er den højeste prioritet for den muslimske troende, efter troen på Allah, ikke familien, det er Jihad”. Derfor ”betonede Muhammad i flere hadither, at hans krigere skulle ’gifte sig med kvinder, der er frugtbare,’ så muslimerne i befolkningstal kan overstige deres fjender”.

Andre muslimske ledere har sagt lignende ting. PLO-formanden Yasser Arafat pralede med, at ”den arabiske kvindes livmoder er mit stærkeste våben”. Aytollah Khomeini var af samme opfattelse. Han sagde: ”Det islamiske styre skal være funktionsdygtigt på alle fronter, det gælder også i forhold til reproduktion. Flere muslimer desto større styrke. Flere muslimer betyder flere soldater”. Khomeini gjorde, som han sagde, og under krigen med Irak ofrede han tusindvis af børnesoldaters liv endda ved at benytte dem til at rydde mineret land.

Det kristne syn på børn er, at de er dyrebare i Guds øjne – vigtige i sig selv og ikke kun som kanonføde og til at fjerne miner. Den islamiske opfattelse er derimod utilitaristisk (nyttebetonet). Børn er vigtige, fordi de tjener jihad. Siger jeg dermed, at enhver muslim tænker sådan? Selvfølgelig ikke. At foretage denne betragtning, at mange muslimer er i stand til at hæve sig over dette begrænsede syn på deres afkom, beviser ikke noget i forhold til Islam, men fortæller os blot, at muslimer er mennesker.

Kærlighed er ikke fraværende i muslimske familier, men ifølge Darwish har familiens ære en langt vigtigere værdi end kærlighed. En muslimsk datter, der ikke er passende påklædt, eller som omgiver sig med de ”forkerte” mennesker, risikerer at blive slået eller endda slået ihjel for at have bragt skam over familiens ære. En muslimsk hustru eller mor er på samme måde i fare. I filmen The Stoning of Soraya M, som er baseret på en sand historie, er det faderen og sønnerne, der kaster de første sten.

Omvendt bringer, en muslimsk dreng eller pige, som er omhyggelig muslim, ære til familien. Desværre er, ifølge Darwish, den eneste mest hellige tilbedelseshandling, jihad-martyriet. Derfor er der et stærkt incitament for en muslimsk familie at opdrage en dreng til martyriet, fordi hans offer på behørig vis vil tjene til familiens ære. Dette kan være med til at forklare den palæstinensiske forkærlighed for at opdrage deres børn til at forstå martyriet (helst under udførelsen af drab på jøder), som det ypperste kald her i livet. ”Selvmordsbomberen, det er min søn” er den palæstinensiske pendant til ”Lægen, det er min søn”.

Derfor er det ikke hensigtsmæssigt for katolikker at søge trøst i Chaputs konstatering, at ”Islam har en fremtid, fordi Islam tror på børn”. Islam tror også på, at en de sikreste måder at opnå paradis på er at gøre kort proces med de vantro. Da moderen til den 19-årige Omar al-Abed erfarede, at hendes søn havde slået tre medlemmer af en israelsk familie ihjel og såret en fjerde, udbrød hun: ”Lovet være Allah. Jeg er stolt af min søn. Må Allah finde behag i ham”.

Hvis du fristes til at tro, at dette er en afvigelse fra normen, så overvej hvorfor Omars moder har en yderligere grund til at være stolt af sin søn. En forfatter udlægger det sådan:

Under det palæstinensiske styre har man etableret et program, hvor man betaler dem, der foretager terrorangreb – undertiden kaldet ”pay-to-slay”- programmet, modtager Al-Abeds familie angiveligt en månedlig betaling på over 3.100 dollars langt ud i fremtiden fra den palæstinensiske regering, som en måde at sige ”tak” for sidste uges mord.

Dette bringer os tilbage til ærkebiskop Chaput’s kommentar om betydningen af en ”overnaturlig tro, som gør livet værd at leve”. Er alle former for overnaturlig tro skabt lige – eller eksisterer der store forskelle? Praksis som ære vold og et ”pay-to-slay” – program antyder, at den overnaturlige gud i Islam ikke er helt den samme, som den overnaturlige kristne Gud. En ting må gøres klart, Han er ikke Fader. Faktisk er ideen at Gud er Fader afskyelig for det officielle Islam. Og de, der hævder, at Gud har en Søn, anses for at være forbandede. Problemet er, at hvis der ikke er nogen himmelsk Fader, er der ingen figur, som repræsenterer barmhjertighed, kærlighed og forpligtelse for de jordiske fædre, som de må følge. Det ser ud til, at dysfunktionelle familier er den pris, som muslimerne må betale for Islams svækkede opfattelse af det overnaturlige.

For deres egen skyld og deres børns skyld må katolikker komme væk fra den opfattelse, at Islam og Katolicismen deler det samme værdisæt. Islam tilhører tilsyneladende den abrahamittiske religion, men ifølge denne tradition stopper Gud Abraham, da han vil ofre sin søn. Men i den islamiske tradition kan forældre ofre deres døtre af hensyn til familiens ære og deres sønner igennem jihad – alt dette i tillid til, at det vil være Allah til behag.

Og hvad angår I sønner og døtre af de vantro? Forvent ikke, en lys fremtid for dem, når ”de unge muslimske immigranters ansigter” bliver Europas ansigt. Og forvent ikke at I har hundrede år til at forberede Jer på, at dette sker.

Denne artikel blev oprindelig offentliggjort den 1. august 2017 i Crisis og på TurningPointProject og er offentliggjort her igen med tilladelse af forfatteren.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af William Kilpatrick og er publiceret på LifeSiteNews.com d. 22. august 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/family-friendly-islam-comes-to-europe

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s