Katolicisme eller intet

Kristus er alt eller intet, men Han er ALT

Først og fremmest tak for alle Jeres bønner, Messeintentioner, kærlighed og støtte i forbindelse med min far Russ. Han er nu kommet hjem og er i gang med en hverdag i et tempo, der er passende for ham. Men han har det godt, og alle Jeres bønner har uden tvivl været en medvirkende faktor. At en mand på hans alder, næsten 88, rammes af et hjerteslag samt svær beskadigelse af hjertes venstre side, og 48 timer senere er sengeliggende derhjemme, næsten som om intet var hændt, er ganske imponerende. Lægerne var målløse, ufatteligt var det ord de benyttede, da han blev udskrevet – sådan noget sker ikke hver dag, men du og jeg ved hvorfor. Takket være Gud.

Vi er på den tid af året, hvor noget nyt påbegyndes på flere måder. Vi skal tilbage på skolebænken, og her i vores apostolat ønsker vi at markere dette hele denne uge i Vortex episoderne – tilbage på skolebænken i troens skole.

Den katolske Kirke blev indstiftet af Jesus Kristus, som det eneste middel til frelse, og ethvert andet trossystem eller ateistiskorienteret system er helt igennem ufuldkomment og falskt, da alle disse systemer tager deres udgangspunkt i syndige mennesker, også uanset deres gode intentioner. Derfor hele denne uge vil vi rette vores fokus på de forskellige filosofiske og religiøse systemer, der står i modsætning til troen (Den katolske tro). I dag er det ateismen, som er helt igennem absurd og tåbeligt.

Ikke alene er den (ateismen) en uværdig modsætning til den katolske tro, den kan end ikke stå sin prøve ved en nærmere undersøgelse. Ateismen rummer så mange ubesvarede spørgsmål, at det rent faktisk er svært at tro på den. Ateisme er i dag praktisk talt en videnskab om materien, hvilket betyder, at søger man en betydning, er den at finde i universet, og at der findes en videnskabelig forklaring på alt. Dette er helt absurd. Videnskaben magter ikke at måle det, der ikke er materie. Det videnskaben kan gøre er at hjælpe os med at forstå, hvordan den materielle verden fungerer, men den kan end ikke nå til en større forståelse af, hvorfor to slags materie reagerer på hinanden, som de gør – altså en forståelse af hvilke underliggende strukturer og egenskaber, der opererer i universet.

Det, ateisten kan sige, er, at det kun er verden eller andre typer af eksistens, der er materie, og derved er det immaterielle og det åndelige ikke eksisterende. Hvis ateisterne indrømmer, at der eksisterer noget, som det immaterielle, så må de nødvendigvis være teister, som er betegnelsen for de mennesker, der tror, at der findes en eller flere guder – det vil sige et skabende væsen eller en skabende kraft.

Ateisterne kan derfor ikke forklare følelsen af kærlighed, og hvad det i bund og grund er. De kan definere det som kemiske reaktioner i hjernen. De har ingen forklaring på tristhed eller glæde. Og selv i forhold til det at give en forklaring på at mennesket kan erkende sin eksistens – den menneskelige bevidsthed – mangler de svar. Den menneskelige bevidsthed eksisterer uden for den materielle verden og er uden for videnskabens rækkevidde.

Det samme gælder for matematik. De underliggende matematiske principper, som universet opererer ud fra – hvorfor fungerer de, som de gør – er videnskaben helt og holdent afskåret fra at have viden om og mest af alt ateisterne. Hvor står det for eksempel nedskrevet at 2 + 2 = 4? Alligevel ved vi, at det er nedskrevet et sted, fordi hele universets materie opererer i forhold til sig selv grundet på matematiske principper, som mennesket ikke skaber, men kun opdager. Vi kan kun opdage dem, fordi de var der før os – intelligente principper, der kun kan opdages af intelligente skabninger, kræver en absolut intelligent kilde, hvorfra de kan stamme. Hvorfor er tyngdekraften en fast realitet? Hvorfor og ikke hvordan, men hvorfor er det, at to brintmolekyler der forbinder sig til et iltmolekyle producerer vand?

Mens vi overvejer, hvad der adskiller katolicisme og ateisme, erindrer vi os, hvad den ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen engang bemærkede, nemlig, at når det kommer til stykket, vil kampen komme til at stå mellem disse to. Alle andre religioner og trossystemer vil på grund af deres indre logiske fejlslutninger lede til enten katolicisme, som er sandheden eller til ateisme, som ikke er sandheden. Sandheden har ikke i sig evnen til at blive kompromitteret. Bliver sandheden kompromitteret, er den ikke længere sandheden, uanset hvor meget den for en tid vil fremstå som sandfærdig eller til en vis grad ønsker at være sandfærdig, så er den det ikke.

Tilbage til det grundlæggende og dermed tilbage på skolebænken, når alt kommer til alt, er der kun en sandhed, den katolske sandhed, fordi sandheden i sidste instans ikke er en ting, men en person fra hvem, sandheden flyder. Den katolske Kirke er forankret i intet andet end sandheden, fordi Hendes guddommelige grundlægger, som er sandheden, er Hendes kilde. Denne blændende, frygtindgydende og herlige sandhed får mange mennesker til at føle ubehag og i et forsøg på at undgå den (sandheden), angriber de personen eller personerne, der fremsætter den. Angrib alt det, I vil, det ændrer ikke på noget som helst. Katolicismen er sandheden, og man kan ikke afvige blot den mindste tøddel fra den.

Ateismen kræver, at man ”slår sit intellekt fra” kombineret med, at man undviger og benægter sandheden. Det er netop derfor ateister ofte henfalder til en latterliggørende karakteristik af religion og lader deres ”argumenter” fremstå som en barnlig form for humor eller som en hån af religionen. I forhold til nogle punkter – kun nogle – kan det siges, at det, de påpeger, på en vis måde kan retfærdiggøres, fordi alle andre religioner har indre modsætninger etc. Men ateister kan ikke bare placere alle religioner under ”samme hat” og dermed kategorisere dem som ét og se bort fra de forskelle, der gør sig gældende.

Det er disse forskelle, der er vores fokus i denne uges tre resterende Vortex episoder af ”Tilbage til grundlaget, tilbage på skolebænken”, her på Church Militant. I morgen er det katolicismen og de andre verdensreligioner, nærmere betegnet de ikke-monotistiske.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 5. september 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-catholicism-or-nothing

_________________________________

Østens religioner

Mange tilhængere og mange usandheder

Som vi fortalte i går i Vortex, er vi hele denne uge ligesom mange af Jer sporet ind på en ”tilbage på skolebænken” tankegang. Vi tager bestik af, at sommeren er ved at gå på hæld, og at de fleste i USA på dette tidspunkt er på vej ”tilbage på skolebænken” også i forhold til troen.

I dag går vi tilbage til det grundlæggende i forhold til Den katolske Kirke set i relation til alle de ikke – kristne religioner – her specielt alle de såkaldte ikke-monoteistiske religioner, som eksempelvis Buddhisme, Hinduisme, Konfucianisme samt et utal af andre lignende trossystemer, og hvordan de står i relation til Den katolske Kirke.

Pave Skt. Johannes Paul II skabte en vis sensation tilbage i tiden, da han skrev og ganske korrekt identificerede Buddhismen, som værende en ikke – religion, da den ikke giver plads for en egentlig guddom. Buddhismen er mere en filosofisk tilgang til livet, som hævder at foreskrive en måde, hvorpå den enkelte kan løfte sig til et højere åndeligt niveau. Den er strengt taget ikke nogen religion. Da der ikke er nogen anerkendelse af en guddom i Buddhismen, bør der ikke herske nogen tvivl om, hvordan den står i forhold til katolicismen.

Nu, fra ingen gud til en mangfoldighed af guder, vi flytter vores fokus mod Hinduismen. Hinduismens problem er et forvrænget syn på det guddommelige i modsætning til Buddhismen, som end ikke retter sit blik mod en guddom. I de hinduistiske kredse er der megen debat om den egentlig er en religion. Den er snarere bedre defineret som et paraplybegreb for forskellige religiøse retninger samt forskellige guder dyrket af forskellige folkeslag på det indiske subkontinent. En betydelig svaghed ved Hinduismens forskellige religiøse retninger er forholdet til reinkarnation. Reinkarnation benægter menneskets sammensathed – legeme og sjæl, – og konsekvent betragter man legemet som midlertidigt og uden en egentlig vigtighed. Reinkarnation står i direkte modsætning til Den katolske sandhed og fremstår ganske uklar i sin filosofiske opbygning.

Konfucianismen er, ligesom Buddhismen og specielt Hinduismen, mere en smeltedigel af forskellige religioner eller filosofiske tilgange til livet, og er langt mere centreret omkring denne verden frem for den (overnaturlige) verden. En af de hovedsætninger, der knytter sig til Konfucianismen er ”det verdslige er helligt”. På samme måde som Hinduismen er dens udsyn stort set associeret med et større geografisk område samt lokalbefolkningers historier og deres egne snæversynede verdenssyn samt forestillinger om meningen med livet.

Hver af disse Østens filosofier eller religiøse systemer har ikke nogen central grundlægger eller er blevet videreudviklet ud over det stifteren eller andre nøglefigurer lærte eller har ganske enkelt tilpasset sig datiden. Disse filosofier rummer hver især nogle fjernt forbundne forståelser vedrørende guddommelige principper, men dette ”smuldrer” ved en nærmere undersøgelse. For eksempel er man generelt enige om eksistensen af en sjæl, men begrundelserne herfor er uhyre vage alt afhængig af hvilken ”denomination”, man spørger, hvis man da overhovedet kan benytte ordet ”denomination” i denne sammenhæng. For eksempel hvorfra stammer sjælen? Hvad er den egentlige afslutning for sjælen, og hvad er målet for den? Hvordan når sjælen det endelige mål? På alle disse spørgsmål giver ingen af de østlige trossystemer et klart eller samstemmende svar.

Hovedproblemet for Østens religiøse systemer er en uklar definition af guddommelighed. Fra slet ingen Gud til mange guder, til én Gud med mange under-guder eller fremtrædelsesformer, denne manglende definition medfører en mangfoldighed af syn på -, argumenter for- og uoverensstemmelser om meningen med livet, hvilke regler der er de herskende og ”hvilken” måde, hvorpå man opnår en egentlig afslutning.

Katolicismen har ingen af sådanne indre uoverensstemmelser, fordi det var Gud Selv, som indstiftede den, og frembragte synet på Ham Den guddommelige Åbenbaring af Hans indre liv, som blev den standard, som alle andre spørgsmål vedrørende vort liv, meningen med livet og måden at leve på, bliver besvaret. For at få det helt på det rene ingen af disse overfladiske gennemgange af de repræsenterede religioner er ikke ment som et angreb på dem eller at være fornærmende. Men tiden er kommet til at kalde en spade for en spade og proklamere, hvad Den almægtige Gud Selv har sagt om Sin eksistens ”JEG ER” og, at Han eksisterer på en bestemt måde, som tre personer i én Gud, Den hellige Treenighed og fra Hans indre muliggjorde Han af egen vilje, at Hans herlighed kan Hans skabninger få del i. Derfor blev Han kød og indstiftede en Kirke for vedvarende og rent at forkynde Hans budskab om frelse, indtil Han kommer igen.

Kirken ønsker ikke at afvise eller fornærme de andre verdensreligioner, men forsøger at række ud til – og hjælpe dem til at forstå, at deres nuværende tågede forestillinger om guddommelig sandhed relaterer sig til langt større guddommelige sandheder og realiteter. Mange i Kirken har i al hast nærmest panisk haft travlt med at tilsidesætte troens ære, så man har kunnet omfavne andre religioner og få det hele til at fremstå, som om forskellige veje fører til den samme Gud. Intet kunne være længere væk fra sandheden. Kun Den katolske Kirke fører til Gud, fordi det kun er Den katolske Kirke, der er blevet grundlagt af Den eneste sande Gud.

I morgen vil vi se på de forskelle, der er imellem de to andre religioner, der bekender sig til, at der kun er én Gud, og Den katolske Kirke, og forskellene her er i sandhed store.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 6. september 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-eastern-religions

__________________________________

De Abrahamitiske religioner

Der er kun en autentisk Abrahamitisk religion

Som I sikkert allerede nu er klar over, har vi i denne uge fokus på at komme ”tilbage på skolebænken”, og derfor synes vi, at dette kunne være et godt tidspunkt at opsummere den viden, vi allerede har, som nogle gange, faktisk ret ofte, fortoner sig eller bliver glemt. At man glemmer eller ignorerer det grundlæggende, giver ofte alt for megen ”hovedpine” samt for mange ”bump” på vejen, og derfor har vi besluttet åndeligt set at komme ”tilbage på skolebænken” og træde et skridt tilbage for at se på det vigtigste. I dag skal vi se på, hvad der er det grundlæggende i Den katolske Kirkes relation til de andre såkaldte Abrahamitiske religioner, specielt Islam og Jødedommen.

Først Islam, at forstå denne religion (som man aktuelt gør) som værende en Abrahamitisk religion er ikke overensstemmende med virkeligheden. Islam er ikke direkte forbundet med Abraham, som mange mennesker antager uanset hvilken Bibelsk fortolkning, man foretrækker. De to eneste religioner, der kan trække tråde direkte tilbage til Abraham er Jødedommen og Katolicismen, mere om det senere.

Islam er en sammensmeltning af forskellige vage og hæretiske tolkninger (fra det 6. og 7. århundrede) af Jødedommen og Katolicismen kombineret med anskuelser fra forskellige nomadesamfund, der holdt til på den arabiske halvø. Måske er det det vigtigste i denne sammenhæng, måden hvorpå den (Islam) direkte adskiller sig fra de Abrahamitiske religioner, som er en falsk forståelse af, eller forestilling om Den eneste Gud.

Islam forkynder som en af sine grundlæggende overbevisninger, at intet menneske nogensinde kan være forenet med Gud eller som på arabisk kaldes Allah. Det tætteste et menneske kan komme på Gud eller Allah, er Allahs vilje men ikke selve guddommeligheden. Den er helt igennem utilgængelig ifølge Islam. Ydermere lærer Islam, at Gud er så magtfuld, at Han kan ændre sin egen vilje, hvilket naturligvis åbner op for et ocean af filosofiske problemer og indre modsætninger, ikke mindst, at for mennesket har Allah fastslået, at Islam er vejen til Ham, og Mohammed er hans profet. Men hvad nu hvis Allah ændrer sin vilje i denne henseende, hvilket han ifølge Islam både er fri – og magtfuld nok til at gøre. Dette er en for stor problemstilling for de muslimske lærde både at overveje og overvinde. Når alt kommer til alt, giver Islam ikke mening.

Desuden er, den specifikke kristne hæresi, der fandt vej ind i Islam’s fundament, Nestorianismen, en hæresi fra det 5. århundrede, som benægtede Kristi guddommelighed. Nestorianismen medgiver dog, at Han (Jesus Kristus) var fra Gud, men at Han ikke var Gud. Vi kan følge sporene fra denne hæresi ind i Islam’s lære, især i forhold til Koranen, som er åben for forskellige tolkninger, fordi der ikke optræder nogen central autoritet i denne religion, og dette har affødt en splittelse, som overordnet har medfør to retninger Sunni og Shia, men også mange andre retninger. Islam kan faktisk betegnes som et blandingsprodukt bestående af en meget dårlig forståelse af Jødedommen og hæretisk Katolicisme.

Dette bringer os til Jødedommen og forskellene mellem denne religion og Katolicismen. Den Jødedom, der blev praktiseret på vor Herres tid, og som gik forud for Hans inkarnation, eksisterer ikke mere. Den jødedom havde et præsteskab, et tempel og ofringer. Alt dette fik en brat afslutning i år 70, da den romerske general Titus og hans 10. legion ødelagde Jerusalem og dræbte næsten en million af dens indbyggere og gjorde de tilbageværende til slaver. Hvad der opstod i stedet for den gamle jødedom, er en jødedom uden tempel, præsteskab og ofringer. Den jødedom, der i dag gør sig gældende 2000 år senere, er den rabbinske jødedom. Mens Kildematerialet selvfølgelig er det samme, er der gennem århundreder blevet foretaget flere tilføjelser i Toraen, og Talmud er hovedværket heriblandt. Dette er tilføjelser til det, vi kalder for Den Gammeltestamentlige Jødedom.

Den første Kirke var helt igennem jødisk, dette var et skrækscenarie for farisæerne, der indædt kæmpede imod de kristne jøder, og det endda i et sådant omfang, at de gik så langt som til at myrde dem.  Apostlen Jakob, uden tvivl jøde, blev myrdet af de jødiske ledere i de første år, hvor Kirken eksisterede i Jerusalem. Saulus (Paulus) var selv jøde og blev sendt ud af de jødiske ledere for at myrde de jøder, der var begyndt at tro på Kristus.

Adskillelsen mellem jøder og kristne blev i første omgang til ved hjælp af datidens jødiske ledere, som nægtede at tro på den Messias, som så mange af deres jødiske brødre og søstre var kommet til at tro på. Efter at de havde lagt planer for en systematisk forfølgelse (med drab og udstødelse) af de jøder, der var kommet til at tro på Jesus, åbnede de op for den totale ødelæggelse, som fandt sted i år 70, nøjagtig som deres Messias havde profeteret ved flere lejligheder.

Sådan som jødedommen fremstår i dag, er den ikke, som det vi forstår ved den” klassiske” jødedom, ligesom det nuværende Israel som nationalstat ikke har noget at gøre med Den Gammeltestamentlige nation Israel, til trods for at fundamentalistiske protestanter forkynder, at det er sådan det hænger sammen. Den nuværende jødedom som religion er menneskeskabt, ligesom Israel som nation er menneskeskabt.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jøderne er et folk, man udnytter, diskriminerer, forfølger etc, alt det som desværre er sket så mange gange igennem historien. Men fordi der er en sammenhæng, der dog er fjern til Det Gamle Testamente, betyder det ikke, at vi ikke kan drøfte sandheden i sagens kerne.

Den katolske Kirke fortsætter, der hvor Israel slap, og bekræfter til fulde, at Gud ikke har forladt Sit folk. Den katolske Kirke er helt igennem jødisk qua sin grundlægger, det oprindelige tilhørsforhold, forkyndelsen, selvforståelsen, ritualerne, Skriften osv. Tænk for eksempel på, at hele Det Nye Testamente blev skrevet af Messiastilhængere, som alle var jøder, og som ikke fandt nogen uoverensstemmelse mellem deres tro på Messias og deres jødiske baggrund. Faktisk så de Guds herlighed fuldt ud i det jødiske folk, som Simeon erklærede i templet, da han holdt det inkarnerede barn i sine hænder: …. og en herlighed for dit folk Israel.

Dette er en smuk ting, som i realiteten er værd at overveje, nemlig hvorledes Gud holder Sit løfte helt tilbage til den 1000 generation, hvor en ung jødisk jomfru af Davids hus nu er himmeldronning, baseret på det israelske kongedømmes fundament. Listen af eksempler er uendelig, men de er alle erkendt og forstået af apostlene, de apostoliske fædre, kirkefædrene og kirkelærerne for ikke at nævne de mange helgener.

I morgen skal vi se på de enorme forskelle, der er mellem ikke-katolske kristne og katolikker nemlig en række forskelle, som man bevidst overser og ignorer, og som dermed forårsager store skader på den katolske selvforståelse.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 7. september 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-the-abrahamic-religions

_______________________________

Der er kun én Kirke 

Protestantisme er gift

I dag er vi nået til den sidste episode i denne uges serie af The Vortex, som vi kalder ”tilbage på skolebænken”, fordi de fleste elever og studerende i USA er ved at pakke deres tasker til et nyt skoleår. Vores ønske er ikke kun at lede tankerne tilbage på den glæde sommeren har bragt, men mest af alt på det grundlæggende.

Og hvad er det grundlæggende? Udgangspunktet er, at Den katolske Kirke er den eneste sande tro, og at der ingen frelse er udenfor denne Kirke, fordi Den blev indstiftet af Guds Søn. Blot dette udgangspunkt gør alle andre religioner falske og ude af stand til at forestå frelsen.

Indtil nu har vi i denne uge kortfattet berørt ateismens mærkværdigheder, og dens indre selvmodsigelser samt manglende logik. I mindre skala, men stadig ganske utilstrækkelige, er Østens religioner såvel som Islam og Jødedommen blevet berørt. Ingen af dem har magten til at frelse. Det samme gør sig gældende for hver eneste protestantiske denomination (trossamfund), alle 40.000. De har ingen magt til at frelse, fordi de alle er blevet grundlagt af syndige mennesker, som ikke var i stand til at forestå frelsen, fordi de aldrig selv var i besiddelse af den. Vi bør huske på den gamle filosofiske maksime (læresætning): Du kan ikke give, hvad du ikke har.

Protestantismen er et system, uanset om en person står udenfor denomination, tilhører de reformerede, en frikirke, er Lutheraner, Metodist, eller hvad der nu gør sig gældende, så er ingen af dem i stand til at forestå frelsen. De har ingen magt til at forestå frelsen, fordi de hver især har et forvrænget syn på Kristus. Det er ganske vist vanskeligt at tale om protestantismen som et system, fordi de 40.000 denominationer har mange forskellige trosbekendelser og fortolkninger af Den hellige Skrift og syn på nåde og retfærdiggørelse samt indstilling(er) til autoritet (her forstået som pavedømmet) og mange andre spørgsmål. Forskellene indenfor protestantismen er så store, at den som et trossystem lægger sig tæt op ad Hinduismen, som også med alle sine variationer og modstridende anskuelser på guddommelighed, sjælen og evigheden, alt hvad der hidrører religion, er meget forskelligartede.

Den vigtigste forenende faktor, det, der holder dette forskelligartede trossystem sammen, er dets modstand mod Den katolske Kirke. De kan være fjendtligt indstillet over for hinanden, men de har benyttet fem århundreder på at forene sig mod en fælles fjende, Den katolske Kirke. Uanset hvor fragmenteret protestantismen er, og at den til stadighed fragmenteres yderligere, vil den aldrig som system anerkende Den katolske Kirkes autoritet. Den vil ikke. Modstanden mod denne autoritet er det, der definerer protestantismen.

Det er rigtigt, at de enkelte protestanter kan anerkende autoriteten, nemlig de, der er af god vilje og har et åbent sind, ligesom min far i sine unge år, men som et system er det ikke muligt. Er det katolsk, vil protestantismen i en væsentlig udstrækning afvise det, også selvom den (protestantismen) på nogle punkter, selvom katolicismen fremstår i en særdeles udvandet form, ville kunne anerkende den (katolicismen). Det kan eksempelvis være: Autoritet, fortolkningen af Den hellige Skrift, Sakramenterne, frelsen, gerningsretfærdighed, purgatoriet, præsteskabet, Messeofferet og endog det måske mest enkle af alle dogmer, nemlig det, der vedrører Maria som Guds Moder, hvis fødselsdag Den katolske Kirke fejrer i dag.

Alt, hvad der udgår fra disse centrale katolske principper, betragtes dels som værende problematiske eller afvises helt eller delvist af protestantismen, eksempelvis: Liturgien, helgenerne, fromhedslivet og endog i mange tilfælde den hellige kunst og musik. Disse store forskelle bør der rettes fokus på og italesættes, fordi den, der står udenfor Kirken, har langt vanskeligere ved at opnå frelsen, da tilgangen til nåden generelt er sværere for vedkommende. Ikke at Gud er bundet af Sine Sakramenter, som et middel til at bringe nåde, men Sakramenterne er en garanti for nåden, den eneste begrænsning, i forhold til Hans uendelige nåde er den begrænsning, vi selv sætter for den (nåden) gennem det, at vi dels sætter os i en ikke nådens stand og drages af synden.

Selv hvis en given protestant er frelst, er han frelst gennem Den katolske Kirke, og straks efter døden ophører han med at være protestant. Protestantisme er hæresi, og ingen kan komme ind i Himlen, kan blive frelst, som holder fast ved hæresi. Der er ingen protestanter i Himlen, ligesom der ikke er andre religioner i Himlen. Lyder det hårdt? Fordømmende? Anstødeligt? Nuvel, det er end ikke et så direkte sprogbrug, som vor Herre gjorde brug af eller for så vidt Paulus eller Kirkefædrene og Kirkelærerne osv. Men den store omfavnelse af protestantismen, som så mange af de katolske ledere har foretaget igennem de sidste 50 år, og som stadig pågår, har haft væsentlige omkostninger for Kirken.

Fordi man har haft alt for travlt med at åbne dørene for personer med en falsk lære, har man enten været overbærende, ignoreret eller undskyldt dette, og denne lære (hæresi) er som en Trojansk hest ubemærket kommet ind i Kirken. Vi betaler nu prisen for denne sløsede tilgang, og det må betegnes som det, det er, der må sættes ord på det, der er gået galt, uanset hvordan reaktionen bliver.

Satan, den primære kilde til hæresi såvel som splittelse og frafald, ønsker, at hæresien fortsætter med at forblive i Kirken, så den påvirker de troendes sind og sjæle. Derfor afskyr han dem, der retter fokus på dette (hans gerninger), og (han) retter sit fokus på en underminering af dem. Men Gud ønsker at få tilintetgjort hæresi, for den er en hindring for det, Han ønskede, og derfor bad Han aftenen før Den sidste nadver: At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, ….

Hæresi står over for enhed. Hæresi og enhed kan ikke være i samme rum på nogen måde. Katolicisme er enhed – En, hellig, Katolsk og Apostolisk kirke, og protestantismen er hæresi, og den skal bekæmpes. De, indenfor Kirken, der ikke kæmper i mod hæresi, ødelægger enheden. Der er ingen større fare for Den katolske Kirke end protestantiske katolikker, dårlige katolikker og det inkluderer dem med krave og mitra. Skt. Bernadette fra det 19. århundrede, en ung fransk seer af den ubesmittede undfangelse, sagde, hvad hun frygtede mest var: Dårlige katolikker.

For kortfattet at opsummere det vi har talt om i denne uge: Der er en Gud, der eksisterer i evigheden, som en Treenighed, hvor Den anden Person i denne Treenigheden blev inkarneret, og som frelste menneskeheden fra virkninger af Arvesynden og grundlagde en Kirke og kun en Kirke til at give nåden fra Hans frelsende virke op igennem historien frem til den dag, Han kommer igen. Står man uden for denne Kirke, er frelsen ikke mulig.

Så lad os vende ”tilbage på skolebænken” og dristigt forkynde dette anstødelige budskab så højt som muligt, for dette er det gode budskab, og der er intet andet.

Den engelske udgave af dette manuskript er publiceret på ChurchMilitant.com d. 8. september 2017. Det kan læses på: https://www.churchmilitant.com/video/episode/vortex-there-is-only-one-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s