Modernismens ulykkelige Evangelium

I løbet af de sidste par måneder har jeg foretaget adskillelige mislykkede forsøg på at skrive nye artikler om forskellige emner. I en artikel forsøgte jeg at argumentere for, hvordan Kaspers afhandling rent faktisk er nedladende samt et angreb på menneskesjælens adelsmærke. I en anden (artikel) forsøgte jeg, at analysere den velsignede Elena Aiello’s profetier set i lyset af de seneste begivenheder. De fleste af disse artikler skulle være en reaktion på de fejl og skandaler, Kirken aktuelt står overfor, men efter få sætninger blev jeg fortvivlet i mine bestræbelser. Mit forsøg på at fremlægge sandheden syntes nyttesløs; mine intentioner om at hjælpe Kirken i Hendes aktuelle vanskeligheder føltes håbløse. Hver gang jeg forsøgte, blev jeg mere og mere udmattet af den konstante strøm af dårlige nyheder og negativitet.

Som enhver forfatter nok har oplevet, kommer inspirationen ved et tilfælde. I går søgte jeg efter et citat, som jeg efter at være konverteret havde benyttet i et brev, skrevet til nogle protestantiske venner. Jeg kom fra det, der var min egentlige hensigt, og begyndte at genlæse konklusionen på mit brev. Hvad jeg fandt der, var det liv og den ånd, som på det seneste manglede både i min tankevirksomhed og skrivning. Jeg overvejede for en stund, det jeg læste igennem og undredes over, hvordan jeg engang havde været i stand til at skrive på en så glædelig og fredfyldt måde. Jeg forsøgte at forklare det for min hustru. Jeg fortalte hende, at da jeg gav mit vidnesbyrd til mine protestantiske venner, var der en stor glæde forbundet med at gøre det. Min hensigt var ikke at give dem en streng formaning eller fremsætte en voldsom kritik af deres fejl, men snarere at forklare at Evangeliet er langt bedre end man kan forestille sig. Frelsen er mere end blot syndernes tilgivelse, – det er en forening med Gud selv. Denne hellighed skyldes ikke fraværet af synd, men en aktiv deltagelse i Helligåndens liv og kraft. At Gud ikke er adskilt fra – eller utilgængelig for os, men dagligt er tilgængelig og kan modtages – Legeme, Blod, Sjæl og Guddommeligheds – i Den hellige Messe.

Nu er et par stykker af disse protestantiske venner konverteret eller er på vej til at konvertere. Andre er ikke, og på grund af afstanden og travlhed i hverdagen er mine forsøg på at evangelisere trådt i baggrunden til fordel for andre gøremål. Da mit fokus på at evangelisere er blevet vendt til et mere fordybende studie af troen, er min opmærksomhed, måske uundgåeligt, blevet rettet mod den aktuelle krise i Kirken – med særlig vægt på de faresignaler, der udgik fra synoderne. I min optagethed af disse kirkelige problemstillinger forsvandt den glæde, der ellers flyder naturligt fra troens nidkærhed. Dette resulterede i en intellektuel (og måske også åndelig) depression, som medførte et korrelativt fald i min evne til at skrive.

Hvis nu, tænkte jeg, jeg kunne vende tilbage til en fordybelse i, hvor vidunderligt Evangeliet er, snarere end på, hvor ondskabsfuld hæresi er! Pludselig indså jeg, at det samme argument jeg benyttede i forhold til mine protestantiske venner også kan benyttes i forhold til modernisterne i Kirken. Vi, der opretholder vore fædres tro kommer ikke med forvirring og forkynder ulykkelige sandheder. Den katolske religion er ikke en ulykkelig religion og modernisternes falske religion er ikke en lykkelig en af slagsen. Nej, det er helgenerne på jorden og i himlen, der er de lykkelige, og det er fordi de sandheder, de kender til, har elsket, omfavnet og triumferet ved, er uden for menneskelig fatteevne.

Det endelige svar til modernisterne må være: Evangeliet er meget bedre end man kan forestille sig!

Til dem der insisterer på, at barmhjertighed er det samme som en omskrivning af den naturlige lov for at få den til at passe med tidens luner, forkynder vi ikke det sørgelige budskab, at noget sådan ikke kan lade sig gøre. Vi råber ikke, ”hvis I bare havde ret! hvis vi bare var bundet af sådanne undertrykkende regler fra en tyrannisk Gud! Alligevel har Gud bestemt det, og vi må adlyde”. Nej i stedet kan vi sige: ”Takket være Gud, er I forkerte på den! Takket være Gud, har livet mere mening og retning, end I tillader. Takket være at Gud ikke bare tillader os at følge hvert eneste ønske eller behov, men giver os indsigt i Hans hellige lov, så vi må tage del i Hans treenige liv for altid”.

Vi behøver ikke at undskylde over for verden for moralloven. Vi behøver ikke at undskylde over for verden for vores forældede skikke. Vi behøver ikke at undskylde over for verden for vores trosbekendelser, vores kultus og for vores korstog! At verden ikke forstår disse ting, betyder ikke, at vi skal kaste os i støvet for verden, men snarere, at vi med sandhed og omsorg må lære verden måden, vi gør tingene på.

Til den bortfaldne katolik som bekender sig til troen på den universelle frelse for alle mennesker, kan vi svare, ”Evangeliet er langt bedre end du kan forestille dig, og det er netop, fordi det benægter en sådan universel frelse”.

Til den modernistiske biskop, der opfordrer til en anerkendelse af ægteskaber mellem to af samme køn, kan vi svare, ” Evangeliet er langt bedre, end du kan forestille dig, og det er netop, fordi det benægter menneskets ret til en selvdefineret lovgivning i forhold til moralen.

Vi tror på dogmer, ikke fordi de fraholder os den frie tanke, men fordi de gør vort sind frit til at kende Gud. Vi tror på det guddommelige ritual, ikke fordi det former os til en utænkelig automatiseret Messe, men fordi det gør os i stand til på værdig vis at tjene Gud. Vi tror på den traditionelle fromhed, ikke fordi den fordømmer eller opmuntrer til uvidenhed, men fordi vi må blive som børn for at komme ind i Himmeriget. Vi tror på Kirkens disciplin, ikke fordi den autoritært styrer det, der skulle være selvstændige individer, men fordi den er guddommelig bestemt til at fjerne synden fra vore sjæle.

Modernisten burde sørge over sit formodentlige manglende kendskab til dogmerne: ”Hvis bare Gud havde åbenbaret Sig Selv klarere for mennesket!” Han skulle sørge over den formodede mangel på guddommeligt ritual: ”Hvis bare Gud havde indstiftet en ritus for at kommunikere Sit guddommelige liv til mennesket!” Han skulle sørge over den formodede mangel på den Gud-givne, traditionelle fromhed, det virkningsfulde ved Kirkens disciplin samt alt det katolske, han afviser. Ligesom det eneste logiske er, at den konsekvente hæretiker er en sørgmodig hæretiker, må det logisk også forholde sig sådan, at den konsekvente modernist er en sørgmodig modernist!

Dette umage vidnesbyrd vil sandsynligvis ikke være velkomment i verden, men det er sandt. Og vi vil kun vinde denne krig for ortodoksien i Kirken, hvis vi hæver stemmen overfor de troende: Lyt ikke til disse hæretikere, og lad ikke Jeres håb blive svagt! Gud talte sandfærdigt gennem hele Den (hellige) Skrift, og hvert et ord er ufejlbarligt. Kristus er ingen løgner, Han er Guds Ord, og Hans ord er fuldstændige og klare og oplyser hjertet. Kirken er ikke nogen løgner, Hende kan man stole på, når Hun på en fuldendt og klar måde viderefører troen. Gud skaber ikke børn, der ikke kan skille sandt fra falsk, og som ikke kan føres til at dele Hans hellighed. Nej, Han skabte sønner til at bistå ved guddommelige processioner, til at brænde med en hellighed, der lader menneskets adelsmærke skinne og til at gøre Den hellige Treenighed synlig i en verden præget af synd!

Vi kan udvide dette svar til modernisterne, der i øjeblikket forsøger at undergrave den naturlige lov. Til dem, der ønsker, at vi samtykker og accepterer modernitetens politiske, økonomiske, sociale og filosofiske systemer, er vort svar: ”Åh, hvis fremskridt kun var af det gode, men vi blev befalet at leve i de dunkle tidsaldre”. Nej, vores svar er, ”Et sandt samfund, som har som sin målsætning – det fælles bedste, er langt bedre, end man kan forestille sig. I har accepteret det tyvende århundrede med fascisme, kommunisme, folkemord og abort, som om det var en norm for det menneskelige samfund – nødvendige omkostninger for fremskridtet. Men det er det ikke. Vi vil ikke undskylde for vore ledere, selvom de ofte kæmpede mod hinanden og lagde middelalderlandsbyer øde, for de begik præmoderne synder såsom stolthed, grådighed og misundelse, ikke postmoderne synder såsom nihilisme, skepticisme og relativisme. Vore ledere var bedre end Jeres præsidenter, selvom nogle var onde. Vi vil ikke undskylde for vores præster og biskopper, selvom de ofte blev verdslige og levede sammen med konkubiner, for de var i det mindste syndere mod loven og benægtede ikke lovens eksistens, ligesom nutidens falske religioner gør det. Vores præster var bedre end Jeres lærere i relativismens religion, selvom nogle var onde. Vi undskylder ikke for vores teologer og filosoffer, selvom de ofte kom på vildveje, for de erkendte i det mindste den mulige eksistens af løgn og sandhed, i modsætning til nutidens filosoffer, der ikke elsker visdom, men sofistik. Vores profeter var bedre end jeres filosoffer, selvom de ofte fremsagde det fejlagtige. Middelalderens synder var synderne af et samfund, der fejlede i sine bestræbelser på at opnå det gode; modernitetens synder er synderne af et samfund, der er lykkedes med at opnå det onde. Desuden venter vi med iver kristendommens opstandelse. Mange af os håber, at dette vil være Det Ubesmittede Hjertes triumf. Endelig og med stor sikkerhed vil vi se det i endetiderne. Gyldne tider er kommet og gået, men den sande gyldne tid har vi i vente.

Modernitetens filosofi er et mørkt helvede, og selvom fangerne i Platons hulelignelse ikke kunne erkende deres triste tilstand og den smukke sandhed, gjorde det ikke sandheden mindre smuk. Kardinal Kasper og de, der støtter ham, forsøger at trække Kirken ind i dette relativistiske helvede. De er ikke kommet for at befri, men for at binde os. Vi vil ikke på nogen måde lade dem fuldføre det, de forsøger på, så vidt det står i vores magt, fordi vi ikke vil tillade de gode budskaber bliver rodet sammen med deres pessimisme. Vi vil ikke tillade deres fortvivlelse at krybe ind for at ødelægge vort håb. Vi vil ikke tillade deres lunkne, uattraktive og nedslående budskab at blive prædiket for verden, som om det var den katolske tro.

Vi vil i stedet forkynde de gode budskaber: At Guds Søn blev menneske for at forløse os fra vore synder gennem nådens fylde, ved hvilken vi bliver ledt ind Treenighedens indre liv. Ved nåde tager vi del i Ordet, talt ved Faderen gennem en fuldstændig og pletfri tro på fraværet af fejl, og på Helligånden udgået fra Faderen og Sønnen gennem en fuldstændig pletfri barmhjertighed til fjernelsen af synd. Intet kan være fyldt med så meget håb, som denne Trosbekendelse, og enhver, der forringer vor mulighed for til at vende os fra synd og fejl til tro og godhed, bør være dem, der går med dyster mine.

For to år siden fortalte jeg mine protestantiske venner, at Evangeliet er langt bedre, end de kunne forestille sig. I dag siger jeg det samme til modernisterne, som står i spidsen for en revolution i Kirken: I er ikke for optimistiske, men for pessimistiske. Vi vil ikke tillade Jeres falske doktriner at være fremherskende i de troendes hjerter, at Jeres giftige afvisning af dyd skyller ind over frelsens kyster, som forgiftet tidevand, og at Evangeliet bliver glemt. Vi vil bevare troen, og vi vil give den videre, som den gode nyhed, den er. På samme måde må vi også bringe det budskab til venner og familie, som af uvidenhed har hold fast ved modernisternes agenda. Gud er så meget større, end man tror; nåden er så meget mere ædel, end man forstår; Kirken besidder mere sandhed og hellighed end man forestiller sig.

Endelig, dette er ikke blot et budskab til andre, men et budskab til os, især nu hvor nattemørket falder på over Vesten. Jo mere overbeviste vi er om Evangeliets godhed, desto mere er vi villige til at ofre alt for dets skyld.

Herrens lov er fuldkommen,
den styrker sjælen.
Herrens vidnesbyrd står fast,
det giver den uerfarne visdom.

Herrens forordninger er retskafne,
de glæder hjertet.
Herrens befaling er ægte,
den giver øjnene glans.

Herrens ord er rent,
det består til evig tid.
Herrens bud er sandhed,
de er alle retfærdige.

De er mere kostbare end guld,
end det reneste guld i mængde,
de er sødere end honning,
end flydende honning.

(Sl 19:8-10)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Carl Wolk og publiceret på OnePeterFive d. 18. juni 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/the-unhappy-gospel-of-modernism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s