Amoris Laetitia og Lumen Gentium:” Halvvejs” ægteskab,”halvvejs” Kirke

Redaktørens bemærkning: Følgende artikel optrådte første gang på Whispers of Restoration. Med forfatterens tilladelse genoptrykker vi den her i en forkortet udgave.

De troende katolikker ønsker en afklaring og opmuntret af ”Filial Correction”, som er forfattet af 62 gejstlige og lægfolk, (og hvor flere medunderskrivere dagligt kommer til) er blevet sendt til pave Frans og netop offentliggjort. Det 25 sider lange dokument gør det klart og giver indsigt i, hvordan man adresserer nogle af de mere alvorlige fejltagelser, der har bredt sig under dette pontifikat. Det, der slog mig mest var den sektion, hvor man fordømmer Martin Luthers vildfarelser, og hvoraf nogle er blevet godkendt (hvis ikke støttet) af pave Frans i sin tid i Peters stol, noget som dels er helt utænkeligt, men som også vil sprede sig i løbet af denne måneds ”mindehøjtideligheder” for Luthers revolution (fejrer vi virkelig dette?).

Det er forståeligt, at dokumentet har rettet et stort fokus på Amoris Laetitia og dermed på spørgsmål, som er knyttet til ægteskab og familieliv. Dokumentet er ikke langt fra at fremkomme med en observation, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med andre steder, og som jeg ønsker at gøre nærmere rede for her.

Ved min første gennemlæsning af Amoris slog det mig, at der var noget sært kendt ved pave Frans formuleringer, og det var som om, at jeg havde stiftet bekendtskab med disse tidligere. Der skulle kun en yderligere og grundig gennemlæsning til (specielt vedrørende det gradvise, værdier etc), før jeg fandt ud af, at dette var den egentlige rammesætning for den pastorale praksis, altså frugten af Lumen Gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske grundlag for Kirken.

Det synes nu at stå klart for mig, at pave Frans (og mange af de biskopper, der yder ham støtte) blot benytter en ”pastoral støbeform” til det, som Vatikan II beskrev i sit resume: At man denne gang bevæger sig fra sacramentum hoc magnum (det store sakramente) af Kristi kærlighed til Kirken til Dens billede og genspejling i det kristne ægteskab.

Skåret ind til benet, min betragtning går i al væsentlighed ud på: Hvis Den Ene, Hellige, Katolske og Apostoliske Kirke kun eksisterer som et sæt af adskilte dele eller mindre ”dynger” og en ”hellig forsamling af fromme”, hvorfor skal ægteskabets sakramente da ikke betragtes på samme måde?

Først lidt baggrund

”Subsistit In” = Halvvejs Kirke?

Det er bredt antaget, at en af de største teologiske katastrofer, der fulgte i kølvandet på Det Andet Vatikankoncil, indtraf på det ekklesiologiske område: Kirkens teologi. Kirkens selvforståelse havde i århundreder været klar og tydelig i liturgien, forskellige arbejder og skrivelser fra helgener og i erklæringer fra læreembedet: Kristus havde indstiftet en Kirke på jorden, grundlagt Den på Skt. Peter, som et synligt samfund og gjort levende ved Hans Ånd ledt af Hans autoritet kontinuert gennem Peters efterfølgere (paverne) og apostlene (biskopperne), og denne Kirke er En, Hellig, Katolsk og Apostolisk Kirke, Jesu Kristi mystiske Legeme, nødvendig for alle menneskers – og jordens indbyggeres frelse i purgatoriet og Himlen.

Det er værd at bemærke, at fra begyndelsen var det grundlæggende et spørgsmål om det evige liv (og død), simpelthen at få det på det rene: Hvad er Kirken? Grunden hertil er, at det er vigtigt at komme ind i Kirken for at blive frelst; man kan ikke leve et liv i Kristus uden at være en del af Hans Legeme. Denne entydige overbevisning, der konstant opflammede apostlene og martyrerne, blev igen og igen proklameret af Kirkens hyrder gennem århundreder. Det blev gentaget endnu engang på tærsklen til Det Første Vatikankoncil, da den salige Pius IX også indbød protestanter og ortodokse:

Derfor, lad alle de, der ikke holder fast ved Den katolske Kirkes enhed og sandhed, men hvis forfædre var en del af den, drage nytte af muligheden ved dette koncil, hvormed Den katolske Kirke frembærer et nyt bevis på Hendes fuldendte enhed samt Hendes uovervindelige livskraft, og lad dem i lydighed overfor deres hjerters længsler i al hast drage bort fra den stand, hvori de ikke kan være sikre på deres frelse. Og lad dem ikke ophøre med at fremsige inderlige bønner til barmhjertighedens Gud om, at Han må nedbryde den mur, der skaber adskillelsen, at Han må sprede vildfarelsens tåger, så Han kan føre dem tilbage til moderkirkens skød, hvor deres forfædre fandt livets gavnlige græsgange, og hvori Jesu Kristi lære helt og holdent er bevaret og overdraget for evig tid, og mysterierne om himlens nåde givet (Den salige Pius IX, Iam Vos Omnes (1868).

Bemærk hvordan pavens dybtfølte invitation starter ud med den evige lære om, at de, der ikke holder fast ved Den katolske Kirkes enhed og sandhed, står bag en mur, som adskiller, og som må overvindes af menneskets fri vilje, så det i samarbejde med nåden kan opnå frelsen. Da en indtræden i denne Kirke er et spørgsmål om det evige liv eller død for alle mennesker, er en korrekt forståelse af Kirken afgørende. Man må have en forståelse for, hvor afgrænsningen går.

Denne forståelse, som er blevet fastholdt, har konsekvent været klar i det, som traditionen lærer frem til Det Andet Vatikankoncil. Pavelige udtalelser, der fremkommer blot årtier før dette koncil, vidner om denne vedvarende lære, og det gør ondt at fjerne forestillingen om en delelig eller strengt åndelig, usynlig Kirke.

Jesu Kristi sande Kirke blev indstiftet af en guddommelig myndighed og er kendetegnet ved fire markører, som vi hævder i Trosbekendelsen, og som man skal tro på; og hver af disse markører knytter sig til hinanden på en sådan måde, at de ikke kan adskilles; derfor må denne Kirke, der kaldes, og som i sandhed er katolsk, lade sin forret af Enhed, Hellighed og Apostolisk succession skinne frem. Derfor er det alene Den katolske Kirke, der tydeligt og fuldendt i en enhed med verden og alle nationer, og det er specielt i den enhed, hvis rod og ufejlbarlige oprindelse er den øverste myndighed og ”det højeste princip”, den velsignede Peter, apostelkollegiets leder, og det er hans efterfølgere, der sidder i Peters stol (Den Romerske stol). Ingen anden kirke er katolsk med undtagelse af Den, der er grundlagt på den ENE Peter, og som vokser sammen til ”et Legeme der er samlet og sammenføjet” i troens og kærlighedens enhed (Den velsignede pave Pius IX’s brev til Englands biskopper, DZ, n. 1686). 

Hvis vi betragter den vigtigste del af Hans Kirke og de nærliggende virkningsfulde grunde til frelsen, er de uden tvivl guddommelige; men i forhold til dem, der udgør det, og til det, som leder til disse åndelige gaver, er det ydre og nødvendigvis synlige (.) … Af denne grund defineres Kirken i Den hellige Skrift som et Legeme og endda Kristi Legeme, ” I er Kristi legeme” (1 Kor 12.27), og netop fordi Det er et Legeme, er Kirken synlig (.) … Heraf følger, at de, der vilkårligt og for sig selv fremtryller et billede af en skjult og usynlig Kirke, begår en alvorlig og ødelæggende fejl (.) … Jesu Kristus indstiftede ikke en Kirke, som skulle omfatte flere denominationer af samme art, som er særskilte, og som mangler det, der gør Den katolske Kirke enestående og udelelig(.) … Af denne grund taler Kristus kun om mystisk bygning og om en Kirke, Han kalder Sin egen, ”Jeg vil bygge Min Kirke”; enhver anden kirke med undtagelse af denne ene, som ikke er blevet indstiftet af Kristus, kan ikke være den sande Kirke … Kristi Kirke er derfor den samme til enhver tid; de, der afviser den, afviger fra Kristi vilje og befaling og forlader dermed vejen til frelse og går ind på den vej, der fører til fortabelse. (Pave Leo XIII, Satis Cognitum n. 3-5). 

Hvis man vil definere og beskrive denne sande Jesu Kristi Kirke, som er En, Hellig, Katolsk, Apostolisk og Romersk, finder man ikke noget mere ædelt, ophøjet eller guddommeligt udtryk end: ”Kristi mystiske Legeme”, et udtryk som udgår fra – og er en blomstrende gentagelse af den uafbrudte lære i Den hellige Skrift og fra de hellige fædre. At Kirken er et Legeme bliver ofte fremhævet i De hellige Skrifter. Apostlen siger, at ”Kristus er Hovedet på Kirkens Legeme”. Hvis Kirken er et Legeme, må Den være en enhed, der er forblevet ubrudt, ifølge Paulus ord: ”Selvom vi er mange, er vi et Legeme”. Men det er ikke nok, at Kirkens Legeme burde være en ikke ubrudt enhed; det må også være noget klart og synligt for sanserne (.) … Derfor er de, der farer vild i forhold til den guddommelige sandhed, og som forestiller sig og udtrykker, at Kirken er usynlig, uhåndgribelig og alene en åndelig enhed, hvorved mange kristne denominationer, der adskiller sig fra hinanden i troen, er forenet ved et usynligt bånd. (Pave Pius XII, Mystici Corporis, nr. 13-14)

Nogen siger, at de ikke er bundet af doktrin, (allerede) forklaret i vores encykliske brev som er nogle år gammelt og baseret på åbenbaringskilder, der lærer, at Kristi mystiske Legeme og Den Romerske Katolske kirke er to sider af samme sag. Der er nogen, som forsøger på, at reducere nødvendigheden af at tilhøre Den sande Kirke for at opnå den evige frelse til en meningsløs sætning. Endelig er der andre, der underspiller begrundelsen for den kristne tros troværdighed. Det står klart, at disse samt andre vildfarelser har sneget sig ind blandt vore sønner, som er blevet bedraget af en uforskammet iver for sjælene eller af en falsk videnskab. For dem er vi nødt til med sorg endnu engang at gentage de allerede velkendte sandheder og omsorgsfuldt henlede opmærksomheden på de helt åbenbare vildfarelser men også den fare, der er forbundet med vildfarelserne (Pave Pius XII, Humani Generis, nr. 27-28).

Desværre var der blevet advaret om faren ved disse vildfarelser af pave Pius XII kun tolv år før Vatikan II, men den (faren) voksede i et accelererende tempo, efter at man havde nedfældet det, der er den mest omstridte linje i det tekstmateriale, som Koncilet godkendte. Den findes i Kirkens dogmatiske skriftlige sammensætning, Lumen Gentium paragraf 8, hvor en definition af Kirken fremlægges, og som i uddrag lyder således:

Dette er Kristi ene Kirke, som vi i vort credo bekender som én, hellig, katolsk og apostolisk, og som vor Frelser efter sin opstandelse overgav til Peter at vogte (jf. Joh. 21,17), og hvis udbredelse og styre Han betroede ham og de øvrige apostle (jf. Matt. 28,18ff.), og som Han for evigt rejste som sandhedens søjle og grundvold (jf. 1.Tim. 3,15). Denne Kirke, som er grundlagt og indrettet som et samfund i denne verden, eksisterer konkret i Den katolske Kirke, der er ledt af Peters efterfølger og biskopperne i forening med ham, selv om flere elementer af helliggørelse og sandhed findes uden for dens rammer, nemlig elementer, der som Kristi Kirkes særegne gaver tilskynder til katolsk enhed.

Der er blevet benyttet meget blæk og papir på at angribe og forsvare denne formulering, og som det bør bemærkes, blev den nedfældet uden forudgående godkendelse fra Læreembedets myndighed. At hævde, at ”Kristi Kirke” eksisterer i Den katolske Kirke, snarere end at definere den som identisk med Den katolske Kirke, var en hidtil ukendt definition i forhold til det, der er grundlaget i læren, og som traditionen ikke rummer noget belæg for.

Det er forståeligt, uanset om formuleringen var velvalgt, at man fra Vatikanets side begyndte at ”præcisere” i forhold til dette specielle punkt. Mange tolkede Lumen Gentium som en slags ”udvidelse” af Kirkens karakter hen til en ”omstrukturering med henblik på at udvide” havde fundet sted, hvilket i det væsentligste ledte frem til en protestantisk variant: ”Kristi Kirke” som var blevet en abstrakt, ubestemmelig, primært usynlig, lukket og åndelig enhed, der i større eller mindre udstrækning kunne være hvilken som helst kristen denomination (kunne måske endda også optræde indenfor andre religioner) alt afhængig af hvilke – eller hvor mange ”elementer af helliggørelse og sandhed”, de måtte besidde.

”Kristi Kirke” var pludselig blevet en kvantitativ forsamling af enkeltdele, som ganske vist kun kunne være fuldt til stede i Den katolske Kirke, men alligevel kunne være ”halvvejs tilstede” andre steder. En sådan ”Kristi Kirke” kunne derfor have en betragtelig større flade end Den katolske Kirke, en tanke, der i høj grad strider mod den hellige tradition, og man afventer derfor stadig en klar fordømmelse fra Vatikanet. I stedet gav en række udsagn fremsat umiddelbart efter Lumen Gentium anledning til yderligere forvirring.

Overvej følgende:

De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, om end ikke fuldkomment, fællesskab med den katolske kirke. Mange og ofte alvorlige hindringer stiller sig nok fremdeles i vejen for det fulde kirkelige fællesskab. (..)..På samme måde er de selvsamme adskilte kirker og kirkesamfund, skønt vi tror, de lider af mangler, ingenlunde berøvet betydning og vægt i frelsens mysterium. Kristi Ånd har nemlig ikke vægret sig ved at bruge dem som midler til frelse, midler, hvis kraft hidrører fra selve den nådens og sandhedens fylde, som er blevet betroet den katolske kirke(Vatikan II, Unitatis Redintegratio nr. 3).

Det er faktisk de elementer af helliggørelse og sandhed, der i forskellig grad eksisterer i de andre kristne fællesskaber, som udgør det objektive grundlag for det fællesskab, der, skønt ufuldkomment, eksisterer mellem dem og den katolske kirke.  I den udstrækning som disse elementer findes i andre kristne fællesskaber, er Kristi ene Kirke virkeligt nærværende i dem (Johannes Paul II, Ut Unum Sint nr. 11).

Kirken ved, at Hun på mange måder er sammenføjet med de døbte, som har den ære at kunne definere sig som kristne, men som dog ikke bekender sig til den katolske tro i dens helhed eller ikke har bevaret enheden eller fællesskabet med Peters efterfølgere. Blandt de ikke katolske kirker og kristne denominationer finder man faktisk mange elementer af Kristi Kirke, som giver os mulighed for i glæde og med håb at anerkende eksistensen af et givent fællesskab om end ufuldkomment  (Brev fra Troslærekongregationen til biskopperne dateret d. 28. maj 1992, nr. 17).

Man formodede, at en ”halvvejs kirke”, ”en semi-kirke”, ”en kirke, der vokser frem” og ”en endnu ikke erkendt kirke” lød upassende, så disse formuleringer fik aldrig fodfæste i den postkonciliære higen efter at forklare, hvordan hæretikere, skismatikere og afgudsdyrkere kunne blive indlemmet i den nye og stadigt voksende teologiske ramme, man var ved at udarbejde.

Men helhed … det er et ord, der er værd at overveje.

Helhed” blev hurtigt kodeordet for det, der nu udgør store dele af den moderne ekklesiologi: Den katolske Kirke har: Den fulde Sandhed, det fulde fællesskab med Kristus og frelsens helhed … men andre steder finder man ”måder”, hvorpå man ”deltager i” eller ”har en gryende erkendelse” af helheden … måske endda indenfor andre religioner.

Store dele af den moderne ekklesiologi er med andre ord blevet eftergivende. Det er dog ikke sigtet med denne artikel at undersøge dette felt nærmere, men i større udstrækning at tegne et billede af den ”pastorale praksis” i et fremtidigt perspektiv i forhold til ægteskab, da disse to er tæt forbundet.

Hvorfor ikke halvvejs ægteskab?

Når Paulus talte om ægteskabet til Efeserne, lærte han dem om denne sakramentale forening af ægteskabelig kærlighed med formuleringer, der betegner et ”stort mysterium” eller ”det store sakramente” (sacramentum hoc magnum), da det betegner (gennem nåde og deltagelse i) den ægteskabelige forening mellem Kristus og Hans hellige Kirke. Hun er den sande Brud.

Men hvis Kristi Brud ikke kun er En, eller hvis Hendes forening med Kristus ikke er en kysk og monogam enhed, må man så ikke nødvendigvis foretage samme betragtning i forhold til det sakramentale ægteskab og dermed anerkende det ”uægteskabelige forhold”? For er der ikke, når alt kommer til alt mange positive ting, man kan pege på i det, der ligger udenfor ”idealet” for det kristne ægteskab, altså i andre ægteskabslignende forhold med deres diversitet?

Pave Frans siger ja.

Det kristne ægteskab er et spejlbillede af Kristi forhold til Kirken. Det bliver til fuld virkelighed i enheden mellem en mand og en kvinde, som giver sig til hinanden i en eksklusiv kærlighed og med et frit løfte om troskab, – som tilhører hinanden, ‘indtil døden dem skiller’, og som er åbne for at give livet videre. Det er helliget ved sakramentet, som giver dem nåden til at blive en ‘huskirke’ og surdej til nyt liv for samfundet. Det er rigtigt, at der er former for samliv, som står i radikal modsætning til dette ideal, men der er også samliv, der virkeliggør det i det mindste delvist og analogt. Synodefædrene bekræftede, at Kirken til stadighed værdsætter de konstruktive elementer i disse livssituationer, som ikke endnu – eller ikke længere – svarer til dens lære om ægteskabet (Amoris Laetitia, nr. 292).

Den teologiske konklusion er hovedrystende og særdeles klar: Hvis man rent faktisk åbner op for en opfattelse af ægteskabet som værende ”halvt eller mangeartet” (altså kun som begreb, da dette begreb i virkeligheden ikke findes, da det er ikke-eksisterende), forkaster man derved selve begrebet ægteskab, som en entydig og eksklusiv institution på samme måde, som når et samfund med dets egne iboende strukturer og regler skabt af Gud krænkes, er dette en helt igennem ond handling.

Genlæs sætningerne ovenfor, og det samme kan siges i forhold til Kirken. (Dette er alvorligt ment, man skal blot erstatte ”ægteskab” med ”Kirken”). Netop denne fejlslutning er et centralt grundlag for den moderne ekklesiologi og har været en bærende drivkraft for den ”økumeniske bevægelse” i det sidste halve århundrede eller mere. En sådan fejlslutning har sit udgangspunkt i ”fremhævelsen af konstruktive elementer” i de situationer, hvor ”Kirken ikke er fyldt op” og derfor ud fra nødvendighedens princip fordeler sig netop med henblik på en samlet Kirke.

Hvorfor skulle det forholde sig anderledes med ægteskabet?

Intet halvt ægteskab, da der ikke findes en halv Kirke

Et ganske simpelt teologisk redskab bør tages i anvendelse her, qua Kirkens mangeårige lære: Så er der intet delvist ægteskab, da der ikke findes en delvis Kirke.

Den ovennævnte sammenhæng er helt sikkert god at have lagt sig på sinde netop i denne måned, hvor biskopper verden over ”ruster” sig til de forskellige ”mindehøjtideligheder” i forbindelse med 500 års jubilæet for Martin Luthers oprør mod Den hellige Moderkirke og dermed starten på en af de (største) og værste historiske tragedier. Vi burde klæde os i sæk og faste, men vi vil uden tvivl blive inviteret til at fejre (sammen med hans (Luthers) disciple) den ”nye måde”, vi forstår hinanden på” samt vores ”fælles arv” med hæretikeren Luther og ”det fælles grundlag i den kristne tro”, og endelig vil der helt sikkert blive talt meget om et ”delvist fællesskab”, hvad det så end betyder? Glem aldrig ordene fra Pave Skt. Leo den Store (400 – 461):

Derfor, siden der udenfor Den katolske Kirke ikke er noget ubesmittet, erklærede apostlene, at ”alt hvad der ikke er tro, er synd”, vi er på ingen måde ligesom dem, der har afskåret sig fra Jesu Kristi Legemes enhed; vi er ikke fællesskab (Sermo 129).

… eller pave Benedikt XVI …

Sådan er katolicismens natur, at den ikke giver adgang til hverken det ene eller det andet, men den må fastholdes som en enhed, eller som en enhed, der er blevet afvist: Dette er den katolske tro, og medmindre et menneske tror fuldt og fast på det, er dets frelse ikke mulig (Ad Beatissimi, n. 24).

… eller de dogmatiske udtalelser fra koncilet i Firenze …

Den hellige Romerske Kirke tror fuldt og helt, bekender og forkynder, at alle de, der er uden for Den katolske Kirke, ikke kun hedningerne, men også jøderne eller hæretikerne og skismatikerne ikke kan tage del i det evige liv og vil gå til den evige ild, som er forberedt for djævlen og hans engle, med mindre de knytter sig til Kirken før deres død; at det ekklesiastiske Legeme er ET er af meget stor betydning, for det er kun dem, der forbliver i Det og gør brug af Kirkens Sakramenter, der leder til frelse, faster, giver almisse og foretager andre fromme gerninger, og som er en del af den militante Kirke, der gives frelsen; og ingen kan blive frelst, uanset hvor stor en almisse han har givet og selv, hvis han har udgydt sit blod i Kristi navn, så dette gælder kun, hvis han har været udholdende i Den katolske Kirkes enhed og skød.

… eller andre stemmer med autoritet i den katolske tradition op til 1960’erne.

Vedrørende det presserende pastorale spørgsmål om hvordan man på mest frugtbar måde kan engagere sig i ”dem, der står udenfor”? (1 Kor 5: 12), det vil sige udenfor Kirken, med kærlighed og omsorg, bør vi huske på, at vi virkelig har en guddommelig skat, vi kan dele med andre: Guds hus og ”frelsens sakramente”, som fædrene betegnede Kirken, når de henviste til Den. Vi burde have et dybtfølt ønske om (ligesom Han har), at alle mennesker må træde ind i frelsens ark. Vi bør ikke holde sådanne guddommelige skatte for os selv i en verden, der bliver mere og mere sulten og desperat (efter den) eller værre endnu, at vi på selvtilfreds vis lukker os omkring den. At man i tavshed glider hen over nødvendigheden af ”et medlemskab” af Kirken, er at gøre den sande evangelisering en bjørnetjeneste, og ved at afvise det fornægter vi Kristus som hovedet, der ikke kan adskilles fra Hans legeme.

Vi bør i stedet overveje den slags kærlige og alvorlige opfordringer, som vores ærværdige forgængere forankret i troen fremkom med i overbevisning om, at dette var deres mission og gave, overdraget af Kristus og opretholdt (uden at blive berørt) af Kirken gennem århundreder. Måske har Pave Pius XII (så sent som i 1950) nedfældet følgende ord, som en opfordring til protestanter og for at give os et eksempel på en sand barmhjertighed, noget langt bedre end det vrøvl, man vil præsentere os for i de kommende dage:

En mindre indskydelse som en afrunding af artiklen:

Vi er af Himlen blevet forpligtet til at beskytte og vejlede dem, der ikke hører til Den katolske Kirkes synlige Legeme … og fra et hjerte, der flyder over med kærlighed, beder vi enhver af dem om at reagere på den nåde, der rør sig i dem, og dermed drages væk fra den tilstand, hvor de ikke kan være sikre på deres frelse. For selv ved et ubevidst ønske og længsel har de en given tilknytning til Frelserens mystiske Legeme, men de er udelukket fra de mange himmelske gaver og hjælp, som kun kan opnås i Den katolske Kirke. Derfor bør de indgå i den katolske enhed i Det eneste og levendegørende Jesu Kristi Legeme, og der må de sammen med os stræbe mod Det ene Hoved for den herlige kærlighedsforsamling. Udholdende i bøn til kærlighedens og sandhedens Ånd, venter vi på dem med åbne arme, at de kommer, ikke til et fremmed Hus, men til deres eget, deres Faders bolig. (Pave Pius XII, Mystici Corporis, nr. 104)

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Aaron Seng og publiceret på OnePeterFive d. 5. oktober 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/subsistit-church-partial-marriage

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s