Vatikan II’s undladelse af at fordømme kommunismen bliver nu afsløret for offentligheden for første gang

Redaktørens bemærkning: Undladelsen af en fordømmelse af kommunismen, som egentlig var blevet forberedt til Det Andet Vatikankoncil, men som senere blev forkastet og glemt, er nu for første gang blevet gjort tilgængelig for offentligheden i en engelsk oversættelse her på LifeSite News. (Men optræder dog her i en dansk oversættelse).

Oversættelserne foretaget af LifeSite’s Mattthew Cullinan Hoffman baserer sig på dokumentudkast, som er indeholdt i koncilets forberedende kommissioners officielle handlinger. 

Dokumenterne indeholder en omfattende plan for en koordineret og global indsats for at modvirke marxismens og kommunismens indflydelse på verdensplan samt at ”nedbryde deres dristige fremfærd”. Men efter at Koncilets kommissioner blev overtaget af de ultra liberale biskopper i ”Rhine gruppen”, blev fordømmelserne forkastet, og alle forsøg på at udtrykke en fordømmelse af kommunismen og marxismen blev fejet af bordet. 

Efter koncilets afslutning blev fordømmelserne ”henvist” til de bind, der udgør koncilets forberedende kommissioners officielle handlinger, og som kun er skrevet på latin. Disse blev henvist til at samle støv på forskningsbibliotekernes hylder i årtier, indtil nu hvor de er blevet fundet frem. 

I den følgende rapport forklarer Hoffman teksterne og deres betydning.

I 1962 forberedte man sig på ved Det Andet Vatikankoncil at fremlægge en historisk fordømmelse af den marxistiske og kommunistiske ideologi, en fordømmelse, der havde som sit strategiske sigte på globalt plan, at marxismen og kommunismen skulle bringes til fald. Alt dette foregik, mens millioner af katolikker vansmægtede bag jerntæppet, og Sovjetunionen arbejdede på at udbrede den ateistiske kommunistiske ideologi på verdensplan.

Vatikan II’s forberedende kommissioner havde udfærdiget tre forskellige redegørelser, der havde til hensigt at fordømme marxismen, som en ”overordentlig alvorlig og universel fare” samt kommunismen som en ”falsk religion uden Gud”, der søger, at ”undergrave grundlaget for den kristne civilisation”. Man havde yderligere som sit fokus en massiv og velkoordineret kampagne med sigte på at frigøre menneskeheden fra kommunismen og ”nedbryde dens uhyrligheder”.

Det skulle være et modangreb i fuld skala mod det, som Fatima seeren Lúcia dos Santos definerede som ”den største hæresi, der nogensinde har eksisteret”, og ”som ville sprede sine fejltagelser til alle dele af verden.

Dokumenterne blev imidlertid kasseret allerede ved koncilets begyndelse, da liberale tyske-, franske- og hollandsktalende biskopper, der udgjorde ”Rhine gruppen” udmanøvrerede det overvejende konservative flertal og tiltog sig kontrol over de kommissioner, der havde kontrolmyndighed over koncilets dokumenter. De afviste størstedelen af de forberedende skemaer, der var blevet udsendt til koncilfædrene og erstattede dem med skemaer, der generelt undgik at fordømme de fejltagelser, der var blevet begået igennem årerne. De skemaer, der fordømte kommunismen og marxismen blev aldrig vurderet. Det, der stod tilbage, var en vag kritik af ateismen i dokumentet Gaudium et Spes med en henvisende reference i en fodnote til tidligere pavers fordømmelse af kommunismen.

Koncilets planer om at bekæmpe Marxismen blev i sidste instans offentliggjort i den endelige udfærdigelse på latin, som en del af koncilets anbefalinger og blev næsten glemt og arkiveret på forskningsbiblioteker verden over, hvor de samlede støv. 

I årerne der fulgte efter koncilet, vandt den marxistisk inspirerede del af ”befrielsesteologien” udbredelse blandt katolske klerikale og teologer især i Latinamerika. En sådan præst, den argentinske jesuit Jorge Bergoglio, modstod oprindeligt disse påvirkninger, men begyndte at indlade sig med marxistiskinspirerede teologer, før han blev valgt til pave i 2013.

I et interview for nylig med pave Frans kunne den ateistiske og venstreorienterede journalist Eugenio Scalfari fortælle, at han spurgte paven om følgende: Længes du efter et samfund, hvor lighed er den dominerende faktor. Det er, som du nok ved, agendaen både for den marxistiske socialisme og kommunismen. Er det netop det, du har i tankerne, en marxistiskinspireret samfundsmodel? Til dette, fortæller han (Eugenio Scalfari), at Frans svarede på følgende måde: Det er blevet sagt mange gange før, og mit svar har altid været det, at hvis der er nogen, der tænker ligesom de kristne, så er det kommunisterne”. Frans har aldrig benægtet eller sået tvivl om denne udtalelse.

Frans har også beskæftiget sig med andre bevægelser, der udtrykker sympati for marxismen herunder en accept af det hammer og segl krucifiks, som han modtog fra Bolivias marxistiske præsident Evo Morales, en gestus, der skabte stor forvirring i Latinamerika. Han har efter sigende anmodet om hjælp fra marxismeinspirerede teologer såsom Leonardo Boff i forbindelse med udfærdigelsen af hans encyklika Laudato Si. For nylig valgte Jesuiterordenen en ny superior general, den venezuelanske Arturo Abascal, der har været åben omkring sit forsøg på at kombinere kristendommen med marxismen.

Ved andre lejligheder har Frans imidlertid udtrykt uenighed med marxismen, mens han samtidig udtrykker respekt for marxister. ”Marxistisk ideologi er forkert. Men igennem mit liv har jeg mødt mange marxister, der er gode mennesker, så jeg føler ikke, jeg er blevet fornærmet” sagde han til flere reportere i 2013, efter at han var blevet beskyldt for at fremme marxismen i sin apostoliske belæringEvangelii Gaudium.

LifeSite præsenterer her en fuldstændig oversættelse af de kasserede fordømmelser af kommunismen og marxismen, som stammer fra Vatikan II. Vi er overbeviste om, at dette er første gang, at dokumenterne har undergået en oversættelse (fra latin) til et andet sprog. Der optræder i alt tre dokumenter: To komplette skemaer med deres egne (uafhængige) systemer af fodnoter samt en tredje tekst som omfatter en del af et større skema. Samlet set omfatter oversættelsen 20 siders tekstmateriale. 

”Nedbryd dens uhyrligheder”

Medlemmer af Vatikans II’s forberedende kommissioner var, som et svar på de anmodninger, der var kommet fra teologer, fast besluttet på at fremsætte en klar fordømmelse af kommunismen og den marxistiske ideologi, der danner grundlag for kommunismen samt at udarbejde en strategi for på globalt plan at fjerne den fra jordens overflade.

Det mest omfattende dokument formuleret af de forberedende kommissioner bærer overskriften: ”Om at tage vare på sjælene i forbindelse med de kristne, der er berørt af kommunismen” (De cura animarum pro Christianis communismo infectis), og var udarbejdet af en kommission bestående af biskopper og folk med det hverv at føre tilsyn med bispedømmerne. Tilgangen til, hvordan problemet skulle løses, blev opbygget som en tretrinsraket, hvor man ville forsøge at modvirke kommunistisk propaganda blandt dem, som var under indflydelse af denne ideologi i den frie verden, og at yde hjælp til de katolikker, som var flygtet fra de kommunistiske lande og endelig yde støtte til den ”tavse Kirke”, som led under det kommunistiske tyranni.

Med advarsler om at kommunister forsøger ”på radikal måde at omstyrte den sociale orden og undergrave grundlaget for den kristne civilisation”, erklærede De cura animarum, at kommunismen kan sammenlignes med en falsk religion, der er baseret på materialisme og indeholder egne doktriner, sakramenter og et løfte om frelse. Alt i alt forsøger den af feje kristendommen af banen og erstatte den med sin egen ideologi, hvor Gud skiftes ud med staten.

Med henvisning til pave Pius XI bemærker dokumentet, at kommunismen ” præges på en pseudo – mystisk måde af en forestilling om retfærdighed, ligestilling og broderskab”, som skal ”opildne masserne ved at lokke dem med bedrageriske løfter” og tilføjer, at den (kommunismen) ”tilbyder en falsk forestilling om frelse”, en ”falsk religion uden Gud” som fungerer som ”et nyt evangelium og noget, der minder om frelse”. Resultatet er, advares der i skemaet ”en udplyndring af menneskets frihed … og ligeledes en fravristelse af den menneskelige værdighed og en udslettelse af menneskelivet, samt en fjernelse af forældres autoritet i forhold til børneopdragelse”.

Det fremgår af dokumentet, at ”det er Kirkens ret og pligt at kæmpe mod den ateistiske kommunisme både i henhold til (Kirkens) doktrin, men også hvordan der skal handles og på hvilken måde”. Det tilføjes senere, at en ”åndelig kamp mod den ateistiske kommunisme, eller ’dette påfund, der er fuld af fejlslutninger og vrangforestillinger’, bør iværksættes, så de troende (kristne) kan styrkes”. 

De cura animarum forestillede sig en generel strategi, der omfattede en international kommission bestående af biskopper og lægeksperter, som skulle følge den globale kamp for at ”forsvare og befri menneskeheden fra ateismens og kommunismens fejltagelser”, og som ville ”fremme og koordinere studierne, arbejderne, forordninger og love, der svækker kommunismen og nedbryder dens uhyrligheder”.

Dokumentet foreslog programmer, som indgående uddannede de troende i den katolske Kirkes doktriner vedrørende social retfærdighed samt udarbejdelsen af et systematisk modsvar til den kommunistiske propaganda og endelig en lancering af en evangeliseringsindsats målrettet kommunister med henblik på at omvende disse til kristendommen. Alt dette skulle fungere til gavn for et projekt med fokus på, at kristne det moderne samfund og skulle indeholde en kontinuerlig opfordring til præster om, at ”de i deres hjerter bør brænde for at skabe en social orden af kristen karakter”.

Det er vigtigt at fremhæve, at De cura animarum insisterede på at katolikker, der lader sig involvere i ”progressive tiltag” og modsætter sig Kirkens kamp mod kommunismen ”offentligt må irettesættes af Kirkens myndighed”, og præster der pådrager sig selvsamme skyld må modtage ”en skarp advarsel, eller hvis en sag er af særdeles alvorlig karakter, pålægges en straf”.

De to andre skemaer ”om at tage vare på sjælene og kommunismen” (De cura animarum et communismo) og ”om lægfolkets apostolat i de miljøer, der er berørt af materialisme nærmere betegnet marxisme” (De laicorum apostolatu in ambitibus materialismo, praesertim Marxismo, imbutis) rummer store dele af det samme tekstmateriale, der er at finde i ”Om at tage vare på sjælene i forbindelse med de kristne, der er berørt af kommunismen”.

Selvom (de to dokumenter) også klart fordømmer kommunismen og marxismen, retter de deres sigte mod at uddanne katolikker i forhold til Kirkens lære om social retfærdighed og opfordrer dem til igennem deres væremåde at vise et godt eksempel, der kan tiltrække arbejdere og andre til Kirken og væk fra de ateistiske – og ekstremistiske ideologier.

Selvom de endelige dokumenter af kommissionens medlemmer overordnet set blev fundet tilfredsstillende, stemte kardinal Alfredo Ottovani, propræfekt (for det man i dag betegner som troslærekongregationen) imod godkendelsen af ”om at tage vare på sjælene og kommunismen” med den begrundelse, at det ikke fremlagde noget praktisk bud på et program for at modvirke den kommunistiske trussel. Mange andre herunder ærkebiskop Marcel Lefebre støttede, at man kunne lade dokumentets tekstmateriale indgå i det mere omfattende dokument: ”Om at tage vare på sjælene i forbindelse med de kristne, der er berørt af kommunismen” som ikke indeholdt et sådant program.

Mens kardinal Ottavani stemte for at godkende dokumentet ”Om at tage vare på sjælene i forbindelse med de kristne, der er berørt af kommunismen” udtrykte han et ønske om, at der kom yderligere tilføjelser vedrørende kommunismens ondskab ud fra et rent naturligt synspunkt, og som en modsætning til menneskets grundlæggende værdighed. I dokumentet kunne man finde udsagn herom, men de var kortfattede og noget vage. 

Kampen fortsætter under koncilet

Skønt skemaerne, der fordømmer kommunismen, blev kasseret og glemt op til påbegyndelsen af Vatikan II, gav mange biskopper udtryk for deres skuffelse over, at man havde undladt at medtage dokumenterne, og de søgte derfor gentagne gange at få dette ændret. Sådan var forløbet ifølge Ralph Wiltgren, der er en højt respekteret ekspert vedrørende koncilets historie og forfatter til ”The Rhine Flows Into the Tiber”.

I begyndelsen af december 1963 fremlagde ærkebiskop Geraldo Sigaud fra Diamantina i Brasilien en ansøgning adresseret til pave Paul VI, hvori han anmodede, om at man lavede et skema, hvori ”den katolske doktrin vedrørende sociallære med klarhed ville blive fremlagt, og at marxismen, socialismen og kommunismen ville blive afvist af filosofiske, sociologiske og økonomiske grunde”. Ansøgningen var underskrevet af mere end 200 koncilfædre fra 46 lande. I det, der måske var et svar på denne ansøgning, formulerede pave Paul VI encyklikaen Ecclesiam Suam otte måneder senere, hvori han fordømte kommunismen og protesterede over dens tyranniske mishandling af kristne, samtidig med at han udtrykte ønske om dialog med lederne af de kommunistiske regimer. Der blev dog alligevel ikke forelagt et skema vedrørende kommunismen.

I slutningen af oktober 1964 talte Paul Yu Pin, den eksilerede ærkebiskop i Nanking i Kina på vegne af 70 koncilfædre, hvor han anmodede om en tilføjelse af et kapitel til skemaet Gaudium et Spes, hvor der fremgik en fordømmelse af den ateistiske kommunisme, fordi ”den var en af de største, åbenlyse og mest ulykkelige fænomener i moderne tid”. Yu Pin, fortaler for kinesiske katolikker, mindede koncilet om alle dem ” der sukker under kommunismens åg og er tvunget til at udholde ubeskrivelig sorg og uretfærdighed”, men hans påmindelse og anmodning blev mødt af døve øren.

Endelig i slutningen af september 1965, efter at der var blevet foretaget en ny revision af Gaudium et Spes hvor man endnu engang havde undladt at redegøre for kommunismen, cirkulerede et brev underskrevet af 25 biskopper rundt blandt koncilfædrene, som oplistede ti grunde til, hvorfor marxistisk kommunisme måtte adresseres af koncilet. Brevet erklærede, at hvis koncilet fejlede med at fordømme kommunismen, ville det være det samme, som ”at underkende alt, hvad der var blevet sagt og gjort frem til dette tidspunkt” vedrørende denne problemstilling og advarede videre om, at ”koncilet ville blive irettesat og det med rette for at udvise tavshed vedrørende kommunismen, hvilket i sidste instans ville blive betragtet som et tegn på kujonagtig adfærd”.

Brevet, som cirkulerede i gruppen af konservative og ”internationale koncilfædre” (Coetus internationalis patrum), blev ledsaget af en opfordring til biskopperne om at skrive under. 450 biskopper fra 86 lande, det vil sige omkring enfemtedel af de forsamlede koncilfædre støttede med deres underskrift ansøgningen, og dermed anmodningen heri om, at Gaudium et Spes skulle adressere problemstillingen (omkring kommunismen). Men i henhold til koncilets reglement skulle anmodningen være blevet fremsat til afstemning for alle koncilets medlemmer, men den overordnede fungerende kommission med ansvar for udarbejdelse af dokumentet henviste ikke til dette i den følgende afrapportering, og derfor undlod man at nævne noget om kommunismen i det følgende udkast.

På dette tidspunkt protesterede underskriverne anført af biskop Luigi Carli fra Segni i Italien til koncilets præsidium og fremsatte en anklage mod den overordnede fungerende kommission, som handlede om, at de nægtedes retten til at stemme blandt koncilets medlemmer. Et medlem af den overordnede fungerende kommission fortalte til pressen, at ansøgningen var blevet fremsat for sent, hvilket på det kraftigste blev afvist af de biskopper, der havde indleveret den. Wiltgen siger, at i en fortrolig rapport til pave Paul VI fra koncilets præsident kardinal Eugene Tisserant konkluderes det, at sekretæren for den overordnede fungerende kommission Msgr. Achille Glorieux, havde modtaget den, men ikke lod den passere videre til de resterende kommissionsmedlemmer, et faktum der er blevet skrevet vidt og bredt om i den italienske presse.

På dette tidspunkt forsøgte pave Paul VI at give oprejsning i forhold til den manglende håndtering af problemet. Ved en audiens med latinamerikanske biskopper fordømte han ”den marxistiske ateisme”, og den betydning, den havde fået i flere latinamerikanske samfund og bemærkede, at den lagde kimen til ”en voldelig revolution som den eneste måde at løse problemer på”. Ifølge Wiltgen sendte paven den næste dag en direkte ordre til kommissionen om at inkludere en fodnote i Gaudium et Spes, der skulle referere til tidligere dokumenter fra læreembedet, der fordømte kommunismen. Kommissionen reagerede ved at inkludere en paragraf i dokumentet, der vagt fordømte ”de giftige doktriner og handlinger, der modsiger fornuften og den almene menneskelige erfaring” og sørgede for en fodnote, der citerede flere pavelige encyklikaer, der indeholdt fordømmelser af kommunismen, men uden egentlige og specifikke henvisninger. I kommissionens rapport til koncilets generalforsamling sagde den overordnede fungerende kommission, at udtrykket sigtede til ”fordømmelserne af kommunisme og marxisme fremlagt af paven”

Denne vage og næsten umærkelige reference til kommunismen i Gaudium et Spes var ikke nok for dem, der havde fremlagt ansøgningen, og de anmodede derfor koncilfædrene om at stemme imod hele skemaet. Ved den endelige afstemning den 7. december 1965 stemte kun 75 af koncilfædrene imod, og skemaet blev ikke ændret. Gaudium et Spes blev offentliggjort af pave Paul VI den samme dag. Vatikan II’s forventede fordømmelse af kommunismen var blevet reduceret til en gådefuld tekst og en vag fodnote.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel (samt oversættelse) er skrevet af Matthew Cullinan Hoffman og publiceret på LifeSiteNews.com d. 25. oktober 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/news/vatican-iis-lost-condemnations-of-communism-revealed-to-public-for-first-ti

 (Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Click here to read the complete texts of Vatican II’s lost condemnations of communism.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s