Interview – Roberto de Mattei diskuterer den eskalerende krise i Kirken

Redaktørens bemærkning: I sidste måned startede Dr. Maike Hickson en korrespondance med den katolske historiker, forfatter og fortaler professor Roberto de Mattei om karakteren af den eskalerende krise i Kirken. Selvom hendes mands nylige og pludselige sygdom har krævet, at hun ikke er i stand til at være til stede rent arbejdsmæssigt på OnePeterFive, har hun og hendes mand bedt os fortsætte med at offentliggøre dette vigtige og rettidige interview.

Maike Hickson (MH): Mange katolikker rundt om i verden havde håbet på, at Dubiakardinalerne ville offentliggøre deres korrektion af pave Frans vedrørende hans post-sydonale formaning, Amoris Laetitia. Hvad vil du sige til de troende, der nu er skuffede og modløse set i lyset af den stilhed, der har omgivet disse Kirkens ledere? Med hvilke ord vil du forsøge at opmuntre disse troende til at holde ud i håb og tro?

Roberto de Mattei (RDM): Den aktuelle krise i Kirken stammer ikke fra pave Frans, og den kan ikke spores til en enkelt person, den går snarere tilbage til Det Andet Vatikankoncil og strækker sig endnu længere tilbage i tiden til krisen i forbindelse med modernismen (i begyndelsen af det tyvende århundrede). I dag er store dele af kardinalkollegiet, biskopkollegiet og præsterne blevet ”smittet” af modernismen. De få kardinaler, biskopper og præster, der forsøger at stå op i mod dette, må vurdere situationen, og det er vores opgave at hjælpe dem. Men først og fremmest må man ikke bilde sig selv ind, at en enkelt handling fra en af disse aktører, for eksempel correctio fraterna rettet til paven og offentliggjort af kardinal Burke i sig selv vil løse krisen. Hvad der er behov for, er en overensstemmelse og et fokuseret handlingsforløb fra de forskellige grupper bestående af præster og lægfolk, alt efter hvad de kan gøre og i hvilket omfang. Sensus fidei kan lede kardinaler, biskopper, ordensfolk og lægfolk til at handle (i forhold til den aktuelle krise). Vigtigheden af correctio filialis, der er underskrevet af 250 lærde heriblandt ordens- og lægfolk, var det, den udtrykte – nemlig denne sensus fidei. Måden at agere på kan variere fra land til land og fra bispedømme til bispedømme, men dens (sensus fidei) karakteristika er at fremdrage sandheden og fordømme de fejlslutninger, som står i opposition til sandheden. 

MH: Men hvordan kan denne situation løses?

RDM: Det vil ikke være mennesker, der redder Kirken. Situationen vil blive løst ved en nådefuld og ekstraordinær indgriben, som dog må følges op af et militant engagement fra vedholdende og troende katolikker. I lyset af den nuværende krise er der nogle, som tror, at det eneste der skal gøres er at vente på et mirakel, mens de sidder i stilhed og beder. Men sådan er det ikke. Det er sandt, at vi har brug for en guddommelig indgriben, men nåden baseres på hvordan der handles. Hver af os burde gøre det, vi magter og evner. 

MH: Brevet fra 2016, hvori pave Frans godkender de retningslinjer, der blev udarbejdet af klerikale i Buenos Aires, blev offentliggjort i Acta Apostolicae Sedi medfølgende et notat udfærdiget af statssekretæren, kardinal Parolin, ifølge hvilket, paven ønskede at de to dokumenter, retningslinjerne og brevet blev offentliggjort i AAS.

RDM: Det faktum, at de argentinske biskoppers retningslinjer og pavens godkendelse er blevet offentliggjort i AAS, er det blevet gjort officielt, at ”ingen andre fortolkninger er mulige” af Amoris Laetitia bortset fra de argentinske biskopper, som tillader Kommunion til dem, der er skilte og gengifte, og som dermed befinder sig objektivt set i en dødssynd. Brevet var af privat karakter, men offentliggørelsen i AAS gør, at det ændres fra at være fra pave Frans til at udgå fra læreembedet. Det forekommer mig at bekræfte tesen, som Fr. Giovanni fremkommer med på sin blog, at vi er på vej ind i en ny fase af pave Frans’ pontifikat: Vi bevæger os fra en pastoral revolution til en (åben) omformulering af doktrinen. Pave Frans’ diskurs den 11. oktober 2017 i anledningen af 25-årsdagen for udgivelsen den nye Katekismus, synes at opfordre til en genfortolkning af Den Katolske Kirkes Katekismus set i lyset af Evangelii Gaudium og Amoris Laetitia. 

MH: I et nyere essay og videre set i lyset af hvordan Luther nu genindtræder i Den katolske Kirke, sagde du: ”Kort fortalt, enhver katolik er nu kaldet til at vælge side, altså om de vil sidde side om side med pave Frans og de Jesuitter, som er dominerende i dag, eller gå sammen med Jesuitterne af i går og paverne til alle tider.  Det er blevet tid til at foretage et valg og overveje meget nøje Skt. Ignatius to standarder (indenfor åndelig skelnen)(Spirituel Exercises, 137), som vil hjælpe os med at kunne skelne (mellem ånderne) i disse vanskelige tider. ”Vil du forklare disse ord nærmere for vores læsere ikke kun set i lyset af spørgsmålet om Luther, men også i lyset af Amoris Laetitia?

RDM: Der er øjeblikke i vores liv og i Kirkens historie, hvor man er forpligtet til at vælge side, utvetydigt og uden kompromis. Skt. Ignatius ”Spirituel Exercises” og “theology of history” i “The City of God” gør intet andet end at understrege Evangeliets grundregel: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden” (Matt 6:24). Set i det lys reducerer den aktuelle offentliggørelse i AAS af brevet skrevet af pave Frans til biskopperne i Buenos Aires sagen til to diametrale modsætninger. Den tankegang, der hersker hos de kardinaler, biskopper og teologer, der hævder, at det er muligt at fortolke Amoris Laetitia sammen med Familiaris Consortio 84 samt andre skrivelser fra læreembedet er blevet til noget. Amoris Laetitia er et dokument, der tjener som en lakmus prøve: Det skal enten accepteres eller afvises in toto (totalt). Der eksisterer ikke nogen tredje vej og indsættelsen af pave Frans’ brev til de argentinske biskopper (i AAS) understøtter, at det er sådan, det er. 

MH: Der er dem, der benægter, at offentliggørelsen af brevet til de argentinske biskopper er en handling udgået fra læreembedet, fordi det fremsætter fejlagtigheder, hvis der ikke nærmere er tale om hæresi?

RDM: Dem, der måtte have dette synspunkt, forekommer mig at have et forkert udgangspunkt: At det pavelige læreembede aldrig kan fejle. I virkeligheden er det at være garanten for ufejlbarlighed kun forbeholdt læreembedet under særlige forhold, som tydeligt fremgår af forfatningen for dogmatik Pastor Aeternus fra Vatikan I. Eksistensen af fejlagtigheder i læreembedets ikke ufejlbarlige dokumenter, som inkluderer det pavelige læreembede, er muligt, men dog for det meste i perioder præget af stor krise. Der kan foretages en handling udgået fra læreembedet, som er ægte og højtidelig, men fejlagtig. Dette var eksempelvis (efter min mening) tilfældet med erklæringen Dignitatis Humanae fra Vatikan II, som ud over den pastorale karakter utvivlsomt er en handling udgået fra læreembedet, og som med stor sikkerhed (på en indirekte måde) er i modstrid med Kirkens doktrin vedrørende religionsfrihed. 

MH: Står vi efter din mening foran et formelt skisma, og hvordan vil det udfolde sig? Hvem vil være den skabende kraft bag et sådant skisma? Og hvad vil det betyde for (den enkelte blandt) lægfolket?

RDM: Et skisma er en indre splittelse i Kirken, som det skete i Europa i fyrre år mellem 1378 og 1417, da det syntes som om, at det nærmest ikke var muligt (med sikkerhed) at finde frem til, Kirkens (legitime) myndighed. Denne fragmentering, som er bedre kendt som det ” store skisma i vesten”, var ikke et spørgsmål om hæresi. I almindelighed affødes et skisma af hæresi, som det skete i England under Henrik VIII. I dag befinder vi os i en helt anderledes situation, hvor hæresi, som i sig selv er langt mere alvorlig end et skisma, går forud for det end at følge (efter) det. Der er endnu ikke tale om et formelt skisma, men der eksisterer hæresi i Kirken. Det er hæretikerne, der fremmer et skisma i Kirken, ikke de troende. Og de troende, der ønsker at adskille sig fra hæresien, kan bestemt ikke betegnes som skismatikere. 

MH: Det synes som om, at du antyder, at paven (muligvis) fremmer et skisma og hæresi i Kirken. Hvad er konsekvensen af en så alvorlig situation? Mister paven ikke sin autoritet som pave?

RDM: Man kan ikke sammenfatte en så vigtig og kompleks problemstilling med få ord. Det er nødvendigt, at man vedrørende dette har en teologisk debat om hvilket udgangspunkt, der skal refereres til blandt den mængde skrivelser, der handler om en sand eller falsk pave(True or False Pope) skrevet af Robert J. Sisco og John Salza over til arbejder fra Abbott Jean-Michel Gleize i (det franske blad)Courriere de Rome og først og fremmest de studier, der er blevet foretaget af Arnaldo Xavier da Silveira, Ipotesi teologica di un Papa eretico (teologiske hypoteser vedrørende en hæretisk pave), den italienske udgave, som jeg redigerede i 2016 samt den følgende udgave på engelsk. Forfatteren, hvis holdning jeg grundlæggende deler, fremdrager den grundsætning fra de middelalderlige dekretister såsom Skt. Robert Bellarmine og moderne teologer som Pietro Ballerini, ifølge hvem, at der er en grundlæggende inkompatibilitet mellem (den vedvarende) hæresi og (den konstante) pavelige autoritet, paven mister nemlig ikke sit embede, før hans hæresi bliver synlig for hele Kirken. 

MH: Og endelig hvad er din vurdering og opmuntring til vore læsere, nu hvor vi nærmer os afslutningen på 100-året for Vor Frue af Fatima?

RDM: Modløshed er en følelse en militant katolik ikke må hensætte sig i. Det første våben, der må tages i brug mod de fjender, der angriber Kirken er fornuften for at klargøre de modsætninger, som disse fjender bærer på, og som de nødvendigvis må dø af. Derpå må vi vende os til den usynlige hjælp, der træder til, når nåden gives. For hundrede år siden forudså vor Frue vor tids krise(r). Hun forkyndte en revselse for menneskeheden, hvis den ikke omvendte sig, men hun gav også et ubetinget og uomstødeligt løfte: At Hendes Ubesmittede Hjerte ville triumfere. For Sin del har vor Herre lovet (og sagt): ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28:20). Hvad mere kan vi bede om?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Maike Hickson og publiceret på OnePeterFive d. 11.december 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/interview-roberto-de-mattei-discusses-the-escalating-church-crisis

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s