Den nye farisæisme bereder vejen for at antikrist kan rejse sig

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det tredje afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit , det andet afsnit 

Den Katolske Kirkes Katekismus definerer hæresi som ”den hårdnakkede fornægtelse efter at have modtaget Dåben af en sandhed, som skal tros med guddommelig og katolsk tro, eller den hårdnakkede tvivl om en sådan sandhed. Apostasi kaldes den totale forkastelse af den kristne tro” (1).

Lad det stå fuldstændig klart: At det omfattende frafald, der præger vor tid, er blevet frembragt af hidtil usete kræfter, der findes hos sekulære magtinstanser. Det har rod i de hæresier, der har spredt sig blandt os, en ny slags farisæisme, som har til hensigt at udtømme troen for kraft og substans og i stedet skabe en psykologisk og ”spirituel” grobund, hvorfra den antikristelige ånd kan tiltage sig mere magt over menneskets måde at opfatte, tænke og føle på. Det er det, der allerede nu gør det muligt for ”fortabelsens søn” at rejse sig.

Det altdominerede problem i Kirken i vesten i dag er den farisæisme, der knytter sig til en korrumperet moralteologi og forstyrret ekklessiologi, hvorfra falske lærere ”bilder” folk ind, at de er retfærdige, selvom de synder i forhold til seksualmoralen eller ved at lære, at en sådan synd ikke er en alvorlig synd og dermed ikke en hindring for at modtage Sakramenterne. De føler sig retfærdiggjort ved at tro på et nyt ”Evangelium”, der hviler på social retfærdighed, en særdeles selektiv social retfærdighed, der reducerer Evangeliets fylde til et falskt enten / eller – valg: Man er enten en liberal afviger (altså ”kærlig og medfølende”), eller man er farisæer (”ubøjelig legalist”). De slutter fred med den personlige synd, fordi de tror, at de opfylder Evangeliets fordringer ved at hjælpe de fattige. Og når man stiller spørgsmålstegn ved deres hykleri og kompromis i forhold til den personlige synd, skyder de ganske enkelt budbringeren ved at rette anklage mod alle dem, der står i modsætning til deres agendaer og dæmoniserer sandhedens stemme ved at foretage overfladiske sammenligninger med de legalistiske farisæere, der optræder i Evangelierne. Faktum er, at de nye farisæere ikke kun benægter de mere ”tungtvejende forhold”, ofte forsøger de ganske aktivt at undergrave dem og i værste fald bidrager til den uskyldiges død. Han gjorde det som det mest ironiske ved at appellere til barmhjertighed.

Således er der i den voksende forvirring, som vi alle er omgivet af, behov for en nøgtern refleksion over, hvad det helt eksakt var, Jesus adresserede, da Han stod overfor farisæerne i sin tid. De skriftsteder, der specielt berører dette, findes hos Matthæus 23: 1-39, Markus 7: 1-13, Markus 12: 35-40, Lukas 11.37-54, Lukas 20:45 – 47 og endelig Johannes 9: 1-41.

I hvert af disse skriftsteder ser man, at Kristus frem for alt konfronterer farisæerne med deres hykleri, deres ydre adfærd i forhold til dydighed, deres indre fordærv, grådighed og onde tanker. (Matt 23: 27-28 og Luk 12: 1). De pålægger mennesker store byrder, mens de forsømmer det, der er det vigtigste i deres tro på Gud. Disse ”hårde” ord, som Jesus udtaler, får man kun den korrekte forståelse af ved at se dem benyttet i den rette sammenhæng:

En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: Hvilket er det første af alle bud? Jesus svarede: Det første bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse” (Mark 12: 28-31).

Jesus er meget klar I Sin lære om, at det, at man i sandhed må elske sin næste er funderet i en fuldstændig tro på de guddommelige bud. Uden at være bevidst om denne sammenhæng blev de gamle farisæeres formodede retfærdighed reduceret til en streng overholdelse af loven, uden at kærligheden var til stede. Ligeledes uden denne sammenhæng for øje kan den formodede medfølelse hos de nye farisæere reduceres til en overfladisk følelse af selvtilfredshed og antagelser. Hvis kærligheden ikke er baseret på fuldstændig troskab mod Guds befalinger, bliver den (kærligheden) meget snart afkortet og resultatet er en kortsigtet venlighed, der fostrer ondskab i det lange løb. I Markus Evangeliet (7: 1-13) revser Jesus farisæerne for, at de tilsidesætter Guds befalinger, mens de er meget detaljeorienteret i forhold til deres egne bud, som fremgår af følgende eksempel: Moses har jo sagt: Ær din far og din mor! og: Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden. Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave (Mark 7: 10-11). I Matthæus Evangeliet (23: 15) siger Jesus: Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv. I Lukas Evangeliet (17:3-4) siger Jesus: ”Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham”. I Johannes Evangeliet (8: 2-11) hvor Jesus møder kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud, ville farisæerne have dømt hende og stenet hende til døde. Efter at Jesus har bragt dem til skamme og dermed forhindret deres onde hensigt, siger Han til kvinden: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8: 11).

I disse mange eksempler i Det Nye Testamente, der bygger på Det Gamle Testamente, er Jesus ikke sen til at irettesætte syndere, og igen og igen kalder Han dem til omvendelse, for Han vidste, at omvendelse er forudsætningen for at modtage barmhjertighed og befri os fra syndens slaveri. Det er sandheden, der sætter os fri, siger Herren.

De gamle farisæere var meget optaget af at overholde loven ned til mindste detalje. De var hurtige til at dømme de svage og fordømme dem, der ikke levede op til deres krav. De var generelt hjerteløse og kendte ikke til barmhjertighed. Desuden var de selv som ”kalkede grave”, der underviste i Moseloven og dens udførlige forskrifter, samtidig med at de indvendig var fordærvede. Og frugten af deres ”lukkede øjne” åbenbaredes, da de iværksatte tortur og henrettelse af Livets Skaber.

I vor tid er det ubestrideligt, at det tilbageværende af den gamle farisæisme forbliver med at være blandt de troende. Det, tankerne øjeblikkeligt ledes hen på, er den stereotype forestilling, som er resultatet af et uophørligt (gentaget) mantra i den vestlige verdens liberale kirker. De forkynder, at den eneste alvorlige synd, (der findes) er ”intolerance”, hvorved man har efterladt folk med en ubehagelig følelse. Dette er blevet kombineret med en bagvaskelse af dem, der agerer doktrinært og liturgisk korrekt angiveligt er påtaget.

Det siger sig selv, at præster og lægfolk, der har den korrekte tilgang til doktrin og liturgi, men mangler ”sansen” for at hjælpe næsten og iveren til at foretage det grundlæggende missionsarbejde, tager sig ikke i agt for ”farisæernes surdej”. Men enhver oprigtig kristen er overvågen i forhold til ”risikoen” for farisæismen såvel som fristelsen til at synde. Han ved, at uden Jesu Kristi nåde vil han indtage rollen, som både den yngre og ældre broder i lignelsen om den fortabte søn.

Siger Herren ikke til os, hvis vi ville lytte til Ham: ” Pas på den fare, mine børn, som ’den ældste søn’ i lignelsen om den fortabte søn står overfor, for I risikerer at komme ud på en glidebane, der fører til farisæismen?”

Og på samme tid udbryder Han ikke til hver eneste sjæl: ”Omvend jer fra Jeres synder! Kom til mig og I skal få liv!”(Es 55: 3-5, Ez 33: 11 og Joh 14: 6)? 

Fortsættelse følger

Kildehenvisninger 

  1. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 2089 og CIC, The Code of Canon Law, can 751.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-new-phariseeism-is-preparing-the-way-for-antichrist-to-arise

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

One comment

  1. Pingback: Kirken er kaldet til at være en bastion mod det kommende frafald | Gudsbarmhjertighed

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s