Kirken er kaldet til at være en bastion mod det kommende frafald

Redaktørens bemærkning: Det følgende er andet afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnit 

Hvorfor har så mange kristne vist sig at være sårbare – samt modtagelige overfor vor tids patologiske løgne? Eller sagt på en anden måde hvorfor lader vi løgnen besnære os? Vi bedrager os selv, fordi det betaler sig, samtidig med at de indre spændinger, den moralske kamp, der er del af menneskelivet, synes at blive mindre eller helt forsvinder, som havde vi kasseret dem, som forældede fortællinger. Dagligt sluger vi løgne, som virker ”troværdige”, spundet ind i et net af falskhed og tilsat smiger, om mental- og kropslig tilfredsstillelse, og som konstant forstærkes af en ny verdenskultur, der i en vid udstrækning underbygges af medier indenfor underholdning og kommunikation, ved en demoralisering af uddannelsessystemet, ved politikere, der er gået på kompromis i forhold til moral og endelig det værste af det hele gennem tvetydig teologi og falsk åndelighed.

I det andet brev til Timotheus opmuntrer Paulus hyrderne for Herrens hjord til at stå frem i tide og utide og prædike ordet for at ”overbevise, irettesætte og formane”.”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter ” (2 Tim 4: 3-4).

Hvis de aktuelle studier af trospraksis i den vestlige verden er korrekte, ser det ud til, at mere end 80 % af katolikkerne ikke længere tror på Kristi realpræsens i Eukaristien samt nødvendigheden af bodens sakramente eller på andre af (den katolske tros) grundlæggende doktriner. Endvidere afviser dette flertal konsekvent Kirkens lære vedrørende seksualmoralen. Alligevel fortsætter mange (ud af dette flertal) med at gå til Messe eller definerer sig selv som katolikker, og dermed bærere af en kulturel- og religiøs markør, som benyttes som et etisk grundlag, hvorpå man opdrager sine børn til at blive ”lovlydige” borgere og ”grundlæggende gode mennesker”, dog uden at man står til ansvar overfor Gud og mennesker. 

I Paulus’ Andet Brev til menigheden i Thessalonika (2: 1-4) formaner han os til forsigtighed, at vi ikke straks lader os bringe ud af fatning eller lader os skræmme, hverken af en profeti eller af et ord, om at Herrens dag er nært forestående. Først skal frafaldet komme, som er præludiet til at lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig for at være Gud. Dette er antikrist, som med løgnetegn og løgneundere bedrager menneskene, fordi de ikke har taget imod sandheden og Guds autoritet, men i virkeligheden har ophøjet sig selv, til guder i deres eget liv.

I Paulus andet brev til Timotheus giver han følgende advarsel: 

”Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem” (2 Tim 3:1-5).

Det står her klart, at det ikke er Kirkens ydre fjender, Paulus henviser til, men mere de indre, som findes i Hendes (Kirkens) eget hierarki. Peters andet brev underbygger denne advarsel og peger på, at den kommende utroskab ikke kun er af ekstern karakter, men også intern: 

”Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem” (2 Pet 2: 1-2). 

”… at I skal huske de ord, som tidligere er talt af de hellige profeter, og vor Herre og frelsers bud, som I har fået gennem jeres apostle. For først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse. Men de, der påstår dette, overser, at fra gammel tid var der himle til og en jord, som på Guds ord var opstået af vand og gennem vand, og derfor gik den daværende verden da også til grunde ved at blive oversvømmet af vand. Men de nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt. 

Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er” (2 Pet 3: 2-10).

Da mennesket er et religiøst væsen, vil det tomrum, der opstår ved fraværet af troens adelsmærke, snart udfyldes af en eller anden form for trossystem. Som G. K. Chesterton har påpeget: Når mennesket ikke længere tror på Gud, er det ikke ensbetydende med, at det (mennesket) ikke tror på noget, men nu tror det (praktisk talt) på alt muligt (1). Imidlertid må den frafaldne leve med sig selv, og derfor ser han sig selv, som værende den rette dommer i forhold til godt og ondt, og han glædes ved en samvittighed, der er ubesværet, mens han gennemfører det, men ve den, der modsiger dette. For at han kan leve med det, der er ”tilbage” af hans samvittighed, må den frafaldne se sig som en, der sætter fri og reformerer: Han er oplyst, han er medfølende, han er mild, indtil han markerer modstand, da bliver han nådesløs. Den selvudråbte ”liberale” må snart erfare, at han snarere opfører sig som en fascist, han ved ikke, hvorfor han ikke engang stiller spørgsmål ved det. Dette gør sig også gældende for mange af de liberale hæretikere, som forbliver i Kirkens hierarki, og som har igangsat et projekt, der handler om at ødelægge Hende (Kirken) indefra og genopbygge Hende i overensstemmelse med deres egne ideer og vil langt hellere give verden en ”tam” Kristus end en barmhjertig Kristus, en fordringsløs kristendom snarere end en kristendom, der løfter mennesket, så det kan blive dets sande jeg samt et ”amputeret” Evangelium, der mangler vitale lemmer og organer. De er oprørere, der har maskeret sig som moralens reformatorer.

Historikeren Christopher Dawson advarede i sin profetiske bog fra 1942: The Judgment of the Nations, at i den nære fremtid ville indførelsen af en ny form for totalitært styre og en korrumperet moral under dække af at være et moralsk korstog være noget, som vil kræve (som en selvfølge), at Kirken underkaster sig statens vilje: 

Det skyldes tidsåndens invasion og det triumferende selvværd, som den sekulære civilisation og stat besidder, når den går imod åndelige værdier og mod Kirken. Den egentlige betydning af det, som vi definerer som totalitarisme og den totalitære stat er dens kontrol over alle menneskelige aktiviteter og energi, både den åndelige og fysiske, som ledes i den retning, som den (staten) måtte ønske eller rettere, hvad det ledende parti eller klasse måtte ønske … I et sådant system er der ikke plads til religion, med mindre religionen mister sin åndelige frihed og lader sig ”udnytte” af den nye magt(elite), som et middel til at kontrollere massernes mentale tilstand. Men dette er ikke en mulig løsning for kristendommen, da dette ville være en synd mod Helligånden i ordets bogstaveligste forstand. Derfor må Kirken tage sin profetiske gerning på sig og frembære vidnesbyrd om Ordet, selvom det betyder fordømmelse fra nationerne og åben krig med verdens magter (2).

Den fremtid, som Dawson forudså for 75 år siden, befinder vi os i nu. Det skal bemærkes, at denne sociale revolution på legitim måde er blevet indført i det tidligere kristne vesten af regeringer, der ledes af hæretiske – og frafaldne kristne, og dette er blevet fuldendt med påbuddet om straf, hvis der ydes modstand mod den nye ”ortodoksi”. Det er derfor nærmest logisk, at der eksisterer statssanktioneret og statsfinansieret drab på forskellige grupper af mennesker (børn, de ældre, de svage, de svagelige, dem, der er deprimerede osv.) som lanceres i menneskehedens navn, og friheden undergraves gennem en påråbelse af friheden. Desuden, der hvor denne ånd og etos ikke kan krydse de grænser, der er sat af Islam og Marxismen (som begge er selvstændige varianter af dyret i Åbenbaringen) markerer den sig gennem kulturen og de elektroniske medier. Der er således tale om en global revolution, der har det formål at ophøje mennesket og fornægte Guds eksistens. Da konsekvenserne af denne nye og frimodige religion er skjult for menneskets øje, kalder mennesket nu mørke for lys, det (mennesket) får svig til at fremstå som en romance og mord som et tegn på medlidenhed, det kalder ”dybet” for det ”høje”. Det vil intet opnå, men får det til at se ud som om, at det har opnået alt. Det vil miste alt, men ikke regne det for noget. Det skal tilbede, da alt det skabte skal tilbede, og mens det (mennesket) anstrenger sig for at tilbede sig selv, vil han komme, uden at man ved det, og man skal tilbede løgnens fader. Herefter følger en gradvis forøgelse af ondskaben, som i sidste instans vil fortære alting.

Kun én ting står i vejen: Den Romerske Katolske Kirke, det vil sige Kirken, når den lever sit liv fuldt ud i Kristus. Når den er en bastion, der står fast mod al djævelens ondskab og bedrag, og når den er ”et tegn, der skal modsiges”, der står imod den ødelæggende rationalisering, som er blevet til ved det faldne menneske.

Forskellen mellem den autentiske kristne og hæretikeren (eller den de facto frafaldne) er ikke altid klar, fordi menneskene altid befinder sig i en overgangsfase og tingene ikke altid fremstår entydigt. For Newman kunne en sondring foretages i forhold til samvittigheden:

… Kristus dvæler i samvittigheden hos en, men ikke hos en anden, den ene anskuer kun Den almægtige Gud som en tilfældig besøgende, den anden ser Herren som ophavsmanden til alt det, han er, den ene giver Ham husly for natten eller på bestemte tidspunkter, den anden overgiver sig til Gud og betragter sig selv som Guds tjener og redskab nu og altid (3).

Men hvad sker der, når bolværket og ”tegnet på modsigelse” bliver selve redskabet for misdannelsen af samvittigheden? Når dens universelle godgørenhed for syndere bliver til en parodi og i stedet transformeres til at udvise empati for synden? Når dens stemme bliver svag, og den ikke længere formår at løfte mennesket, så det kan blive sit sande jeg.

Den hellige Skrift er fyldt med advarsler: 

Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen. Da udøste jeg min harme over dem, tilintetgjorde dem i min vredes ild og gengældte dem deres færd, siger Gud Herren (Ez 22.30-31).

Og Jesu ord: 

Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud. Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig! Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig (Åb 3: 1-3).

Disse advarsler kan synes så hårde, autoritære og ukærlige i deres udtryk, at vi undlader at lytte til den stemme, der egentlig taler til os. ”… Den, der vil høre, må høre, og den, der ikke vil, må lade være, for de er et genstridigt folk” (Ez 3:27). Når Kristus selv fortæller os, at vi bør omvende os, for at vi ikke mister det, der så dyrebart er blevet os givet, er vi da ikke i stand til at høre, at det, der bliver sagt, siges af kærlighed? Er vi ikke i stand til at høre, at de indtrængende ord kommer fra en agtpågivende hyrde og ikke en hævngerrig autokrat?

Og hvis vi ikke er i stand til at høre, at dette formidles ud af en brændende kærlighed, hvad er der da sket med vores forståelse? Står vi på Guds hellige grund, uden at vi har taget vores sandaler af? Har vi haft en formodning om, at Gud agerer på vores vilkår? Har vi bevidst eller ubevidst ophøjet os selv i forhold til nødvendigheden af guddommelig åbenbaring, i forhold til Guds levende Ord, i forhold til Kirkens læringsautoritet (læreembedet), som Frelseren har givet os og ladet forme gennem to årtusinder gennem et utal af martyrer, store kirkelærere, præster, lærere, ydmyge og skjulte helgener, kort fortalt, af et hav af vidner, både ”de store og små”? Har vi antaget, at vi står på kanten af en ny og bedre åbenbaring? Er vi blevet forført til at se på os selv, som den mest avancerede generation af kristne, den mest oplyste, den seneste af dygtige fortolkere af loven og profeterne og af Kristus selv? I så fald er vi blevet neoagnostikere, dem med indsigt, men dog uden at vide, hvad vi egentlig er ” elendige, ynkelige, fattige, blinde og nøgne ” (Åb 3: 15-18). 

Fortsættelse følger

Kildehenvisninger

  1. Denne grundsætning, som Chesterton ofte er blevet citeret for, er han i realiteten ikke selv ophavsmand til, men der er snarere tale om en parafrase eller syntese, som man finder andre steder i hans forfatterskab, for eksempel i en af hans historier om Fader Brown (en præstedetektiv), hvor denne karakter udtaler: ”Det første tegn på, at du ikke længere tror på Gud, er at du mister din fornuft”.
  2. Christopher Dawson,The Judgment of the Nations, Sheed & Ward, New York, 1942.
  3. Newman,Parochial and Plain Sermons, V, Sermon 16, December 25, 1837, “Christ Hidden from the World”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 28. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-church-called-to-be-a-bulwark-against-the-coming-apostasy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

2 comments

  1. Pingback: Den nye farisæisme bereder vejen for at antikrist kan rejse sig | Gudsbarmhjertighed
  2. Pingback: Begyndelsen på det store frafald | Gudsbarmhjertighed

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s