Man lukker munden på ortodokse katolikker: En kræftsvulst i Kristi legeme

Redaktørens bemærkning: Det følgende er det fjerde afsnit af et mere dybdegående studie skrevet af forfatteren og kunstmaleren Michael D. O’Brien om det store frafald.

Læs det første afsnitdet andet afsnit , det tredje afsnit

Katolikker i Nordamerika og Vesteuropa befinder sig i kirker, der er præget af en skizoid tilstand, hvor man formaner os til at undgå den såkaldte ”farisæisme”, og samtidig forsømmer man at opfordre til omvendelse. Et stort antal bispedømmer, sogne og ordner fremmer falskhed og splittelse i sind og hjerte ved at postulere, at sandhed og barmhjertighed ikke er overensstemmende med hinanden, at retfærdighed og barmhjertighed er relativistiske og ”flydende” begreber, som ikke er knyttet til noget fundamentalt fra Det, der er selve retfærdigheden og barmhjertigheden, at doktrin og den pastorale praksis ikke behøver at være konsekvent, og at den autentiske udøvelse af åndelig autoritet er at betegne som autoritær. Den store underkendelse af Kirkens missionsbefaling af teologer med en anden holdning (end Kirkens) og dem, som de ”former” (uddanner) opvejer til fulde (eller mere) de fejl, som knytter sig til pietisterne iblandt os, som virkelig er et mindretal eller nærmere betegnet et mindretal af mikroskopisk størrelse. Årti efter årti har vi set vore kirker undergå en transformation på grund af en forkert fortolkning af Vatikan II og oftest er liturgien blevet gjort til et socialt ritual, hvor mennesket er kommet i centrum, og yderligere har vi set, at den storslåede lære, som er kommet fra tidligere paver er blevet ignoreret, afvist, ”videreudviklet” og misbrugt. Vi, som er græsrødderne i sådanne kirker, har oplevet at blive tilsidesat af andre katolikker og vi har i stilhed taget lidelsen på os under utallige homilier, hvor man i voldsomme vendinger har adresseret farisæismen, som (i deres optik) er det samme som ortodoksi, samtidig med at der har været meget stor mangel på den (grundlæggende og) solide lære fra prædikestolene i store dele af bispedømmerne.

Lidt efter lidt i takt med at en ny generation af apostoliske biskopper og præster (begynder at virke), sker der forbedringer ved visse kirker, men der er dog lang vej endnu, før man kan tale om en egentlig ”ny” renæssance. De fleste troende katolikker fortsætter med at opofre de lidelser, de erfarer, for dem der er årsagen til dem og for den ultimative renselse og styrkelse af Jesu Kristi Legeme i vor tid. De stræber efter at leve veritas og caritas som en mindre forsamling midt i den indre vantro, der er i vore kirker samt i de fjendtligt indstillede sociale og politiske miljøer, der hersker i vore lande, der i en vid udstrækning har overgivet sig til en politik, der er imod livet og familien.

Som årene og årtierne er gået, har troende katolikker i stigende grad følt sig, som en ”udsat” minoritet og ikke en selvretfærdig ”elite”. De ved, at de er syndere. De ved, at de har brug for barmhjertighed. Og på grund af det, er de fuldt ud bevidste om, at de har brug for hele Kristi Kirke og Evangelierne for en autentisk åndelighed og det sakramentale liv, tilbedelsen af Gud, det som mennesket er skabt til, og det for at opnå den indre styrke til at elske næsten mere end sig selv, både din nabo og de mennesker, der alle udgør det globale samfund.

Jeg kan på een hånd tælle dem, jeg har mødt gennem mit liv, der matcher prototypen på den ”gamle” farisæer. I modsætning hertil kender jeg adskillelige hundrede kærlige, heroiske og opofrende mennesker, som ikke dømmer andre, men som ved at være trofaste overfor troens grundlag er blevet set som en ”trussel” mod enheden i den enkelte kirke. Uden at være provokerende har de ofte været syndebukke og anstødssten for andres frygt og ondskab uden at gøre gengæld. For det meste har man dømt dem. Hvis de til tider har protesteret overfor de usandheder, der siges i Guds hus, vanhelligelse og ulydighed i forhold til Kirkens universelle normer for tilbedelse, da er det blevet gjort privat og velmenende. Kirken lærer, at det ikke kun er deres ret, men til tider også deres pligt at gøre dette (kanonisk lov, Can 212 paragraf 3). For det meste bliver de mødt med en irrationel vrede eller i bedste fald en ligegyldighed. De lider under de negative konsekvenser deres smertefulde indsats indebærer, og resultatet er kun en ringe – eller slet ingen forbedring af deres situation, mange hengives til modløshed og hensætter sig i stilhed. Deres fornemmelse af tomhed vokser ligesom en kræftsvulst i Jesus Kristi Legeme og medfører en vis form for lammelse. De har forligt sig med, at dette er uundgåeligt, og at dette er en af de mest snedige og destruktive taktikker, de nye farisæere tager i anvendelse for at neutralisere den opposition, der måtte være. De troende er gentagne gange blevet fortalt, at forsvarer man sandheden, beskyldes man for at være farisæer.

I en prædiken ved Messen den 29. juni 1972 sagde pave Paul VI, at ” Satans røg siver ind i Guds Kirke gennem sprækkerne i væggen”. I en tale i 1977 gik han så langt som til at sige: 

Djævelens hale fungerer som et redskab for opløsning i Den katolske verden. Satans mørke har holdt sit indtog og er blevet spredt i hele Den katolske Kirke selv til dens øverste top. Frafald og tabet af tro spreder sig over hele verden og berører også de øverste niveauer indenfor Kirken(s) (hierarki).(Adress on the Sixtieth Anniversary of the Fatima Apparitions, October 13, 1977)

Valget af denne usædvanlige beskrivelse er markant iøjnefaldende, for ”djævelens hale” refererer til en passage i Johannes’ Åbenbaring: 

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte (Åb 12: 1-4). 

Fortsættelse følger

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael D. O’Brien og publiceret på LifeSiteNews.com d. 30. november 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/the-silencing-of-the-orthodox-faithful-a-cancer-in-the-body-of-christ

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s