Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 2. del

Opgiv dig selv og overgiv dig til Gud

I skriftet Nicomachean Ethichs diskuterer Aristoteles (384 f. Kr. – 322 f. Kr), hvordan mennesket har en ”indre dialog”, hvor det samtaler med sig selv og reflekterer over det, det (mennesket) allerede har bedrevet af handlinger og videre overvejer, hvad det vil foretage sig i dagene, der kommer. Aristoteles bemærker, at et slet menneske kan få det så dårligt, at denne ”indre dialog” ganske enkelt bliver for smertefuld at opretholde; dette menneske kan ikke være i sig selv mere, og dette kan resultere i selvmord. Dette menneske bebrejder sig selv, da det hos sig selv intet kan finde at elske. Aristoteles beskriver senere det ædle og dydige menneske, som det menneske, der i sig selv finder mange grunde til at glædes, også selvom dette menneske tænker på den tid, der allerede er faret forbi, eller de gerninger det fremtidigt må udføre; dette menneske nyder livet, fordi livet er godt. Dette menneske er imidlertid klar til at give sit liv for sit land, sin familie eller sine venner. Dette menneske kan deltage i krig med visheden om, at det er muligt, at det ikke vender tilbage (i live). Og når tiden oprinder for kamp, vil dette menneske gå ud på slagmarken, og der (så at sige) møde sin død.

Nuvel, hvad er forskellen mellem dette menneskes død og mennesket i eksemplet, vi indledte med? Det gode menneske gav sit liv eller opofrede sit liv for kærlighedens skyld; det dårlige menneske kastede i had sit liv bort. Det ene menneske ofrede sig, det andet menneske slog sig selv ihjel. Mellem disse to måder at handle på er der en uendelig afstand, og betydningerne af disse to handlemønstre er ganske modsatrettede. (1) Filosoffen Gabriel Marcel (1889-1973) forklarer det på følgende måde: 

Den fysiske mulighed for selvmord, er iboende i vores natur, som inkarnerede skabninger, er intet andet end et udtryk for en anden og endnu dybere og skjult mulighed, en mulighed for en åndelig fornægtelse af selvet, eller det som også kan beskrives som en ugudelig og dæmonisk bekræftelse af selvet, som udgør en radikal afvisning af det at være til. Der er noget, der siger en, at denne afvisning er absolut falsk og absurd; for den (afvisningen) kan kun eksistere gennem ”noget”, som, når det tager form, bliver til et perverteret væsen(2). 

Marcels beskrivelse af den åndelige fornægtelse af selvet, som er et resultat af en ”uhyggelig bekræftelse af selvet”, indfanger essensen af, hvilken betydning det har at afvise Gud, som menneskets Skaber og Frelser. Gud giver ud af Sin kærlighed hvert enkelt menneske livet som en gave, hvis formål er at lede til kendskabet til Gud og at elske Ham som en forberedelse til det evige liv med Ham. At tilbede Gud, som skabte os i Sit billede og frelser os som Sine børn, er at bekræfte sig selv på den rigtige måde. Vores eksistens og vores livsvej når kun sin fylde og form, når den passer ind i Guds kærlighed, som er udtrykt i livet, som er en gave fra Gud til os, og det vil sige, at måden, hvorpå vi lever vort liv, afspejler og herliggør Ham. Marcel fortsætter: 

Det bliver klart for os med hvilken varsomhed, vi må nærme os erklæringen ”Jeg er”: Denne erklæring blev manifesteret af Descartes (1596–1650), som troede, at han havde bevist dens gyldighed en gang for alle. Jeg foretrækker at udtrykke det således, at denne erklæring ikke bør fremsættes i trods eller i en overmodig tone, langt hellere bør den hviskes ydmygt med frygt og bæven. Jeg siger med ydmyghed, for trods alt … denne væren (det enkelte menneskes eksistens) er kun skænket os som gave, det er en illusion at tro, at det er noget, jeg selv er ophavet til: Med frygt for, at jeg ikke engang kan være sikker på, at jeg er værdig til denne gave, at jeg er så uværdig, at jeg kunne fordømmes og derpå miste den, blev nåden mig ikke givet: og endelig fuld af undren, da denne gave har lyset som dens ledsager, er gaven lyset (3).

At kende og elske Gud er et vedholdende arbejde, hvor man giver sig selv tilbage til ham i dagligdagens gerninger og lidelser. Når vi stræber efter at gøre Hans vilje, er vi kaldet til at sætte os selv til side. Han er i centrum. På denne måde er frelsen allerede påbegyndt, når man med kærlighed overgiver hele sin væren til Gud, som overgav Sin eneste Søn til korset, ligesom ægtefæller der helt og fuldt elsker hinanden giver sig selv uden forbehold ved ægtevielsen. Frelsen kræver Guds nåde, fordi mennesket, hvis faldne natur adsplitter dets indre enhed, og det er derfor ikke i stand til ved egen kraft at udføre en udelt kærlighedsgerning. At opnå frelsen og dermed til sidst komme ind i Himlen betyder, at man bliver benådet med en vedvarende kraft til at elske Gud fuldt og helt, og at ens hjerte er fastgjort til Hans, vort liv fornys bestandigt og flyder frit i den fuldendte samhørighed, noget som intet tungemål, menneske eller engle kan beskrive. ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” (1 Kor 2:9).

Fortabelse er at adskille sig fra Gud i stedet for at overgive sig til Ham. Den person, der begår selvmord i trods mod sin væren (sit livsvilkår) adskiller sig fra Gud, og dette er fortabelsen, hvorimod soldaten, der ofrer sit liv for sit folk, er ligesom den, der overgiver sig til Gud, som er frelsen. Synderens uværdighed er grundlaget for hans fortabelse. Den fortabte sjæl nages af samvittigheden, der konstant minder ham om, hvor uværdig han er, at han selv har valgt denne uværdighed, at han bør være fuld af skam og er opfyldt af det, der bør være skjult.

Den velsignede ses som værende eller er rettere blevet formet til at være fuldt ud værdig. På dette niveau for et menneskes værdighed, er imago dei (Guds billede) blevet fuldstædig genskabt i det. Mennesket herliggør Gud ved at være helt igennem sig selv, siden dets selv var villet af Gud til at tage del i Hans herlighed. Når mennesket ikke genspejler andet end dets guddommelige oprindelse, er det, det mest herlige og ærbare i sig selv.

***

Etymologien om ordet ”uskyld” (Etymologi er læren om ords oprindelse og udvikling) kan lære os meget. Innocentia betyder ”ikke at være blevet skadet”. Hvorfor er uskyld nødvendig, hvilken funktion har den? Det er en proces, hvor man fjerner tilvækster, noget påtaget og urenheder for at komme tilbage til menneskehedens oprindelige renhed, tilbage til Adam og Evas nøgenhed overfor hinanden og Gud og ingen skamfølelse i forhold denne nøgenhed, denne sårbarhed og enkelthed (4). Skammen er et resultat af den viden, vi har om, at vi har forrådt os selv, har været falske overfor os selv, afvist den indre skønhed for noget billigt eller forbigående, en skarp bemærkning, uhøflig tale eller opførsel, stolthed eller egoisme. Nu hvor barndommens tabte uskyld ikke vender tilbage, venter en langt bedre uskyld, som vi kan søge at opnå: Det er den hellige uskyld. 

Lasciate ogni speranza, voi ch’entrate: Opgiv alt håb, I der kommer her, står der skrevet over helvedes porte, det fortæller Dante iInferno. Denne markante sætning indeholder en hel teologi. Det værste ved helvede er, at der ingen mulighed er for at nærme sig sandheden, kærligheden samt den fulde væren. En af fordelene ved livet på jorden er, at der indtil det sidste åndedrag er tid til at ændre sig, tid til at bede, tid til at samle sig en åndelig skat, tid til at søge sandheden gennem studier eller sprede denne sandhed ved at lære, forkynde og opdrage børn i den etc. Der er tid til at elske; man kan elske mere, end man har elsket før, eller man kan i det mindste fortsætte med at elske, som man har gjort hidtil. Således er der en slags åbenhed for oplevelsen af livet; selv det døende menneske har den trøst, at det endnu ikke er gået bort, og at ”viljen stadig er der” (5).

Det må være en af Himlens største glæder, at denne åbenhed kan øges, at den er sat fri fra sine begrænsninger af Guds uendelige kærlighed og Hans sandheds pragt. Himlen er ægte og evig ekstasis (ekstase), en ren udstrømning fra selvet til Skaberen og dermed målet. Den begrænsende fornemmelse af ”at have tid til…” men aldrig have tid nok overgås af det evige nu, som består i at være et med Gud, Ham, der elsker os, og Hvis kærlighed vi søgte efter og holde fast ved på jorden med rækken af vores ynkelige øjeblikke, der som sand gled bort mellem fingrene på os.

Som modsætning til Himlen er helvede det værst tænkelige af alle steder, for der har man uanede mængder af tid, men der eksisterer ingen ”tid til at søge frelsen”, der er ingen måde hvorpå, der kan skabes en åbning for kærlighed og sandhed, som man i sin væren (da man var på jorden) afviste ved at fjerne sig fra Gud, og der er vel og mærke tale om den fulde væren (livet med og i Gud). Skt. Thomas siger: Det, der styrer Himlen er evigheden, det, der styrer helvede er tiden”. Synderen har ikke andet end sit gamle og miserable jeg, som behøver Den anden (Gud), men ikke kan have Den anden, fordi selvet (mennesket) har udelukket Den anden (Gud) ved at tilbede sig selv. Tørsten efter det guddommelige lys, ekstasis for Gud og for Hvem vore udødelige sjæle blev skabt, afviste vi på jorden og er nu henvist til mørket og skuffelsen der. Dette er, hvad der menes med helvedets håbløshed. ”Opgiv alt håb” skrev Dante. Håbet er den dyd, der får os til at gøre vor fremtid tilgængelig for Gud og dermed en fremtid med Gud i Hans favn. Hvis vi ikke har noget håb, lever vi allerede på kanten af helvede. Dette er den passende straf for alle de, der vil tilbede den tidsbundne skabning frem for Den evige Skaber. Den, der tilbeder det timelige berøves retmæssigt det evige.

Selvom Hun består af millioner af sjæle, og vi taler her om vores Kirke i ental: Hun er Kristi Brud. Hun er mangfoldig og leder dog til enhed, de mange knyttes sammen af en Herres magt, Hvis enestående glorværdighed er det højeste gode og dybt forbundne for alle i Kirken. Himlen er sandheden, og den er faktisk det eneste fuldendte samfund; Dens majestætiske mangfoldighed udgår fra Den hellige, de mange har deres udvalgte plads i kærlighedens broderlige bånd.

De, der er forenet med Kristus, skal danne de forløstes fællesskab, Guds hellige by, bruden, Lammets hustru”. Den skal ikke mere såres af den synd, de urenheder, den egenkærlighed, der ødelægger og sårer menneskenes jordiske fællesskab. Det saliggørende syn, i hvilket Gud åbner sig i uudtømmeligt mål for de udvalgte, vil være en evigt strømmende kilde til salighed, fred og indbyrdes fællesskab (Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1045).

I helvede er der tværtimod intet samfund, der er kun individer. Dette er individualismens triumf. De befinder sig i forvirring, ligesom på et abstrakt maleri, formløst og uden mening; de besidder ingen sympati, og de vises ingen medfølelse. Og ud af disse individer opstår en tilfældig ”enhed”, alle er de samlet i ”enhedens elendighed”, og de er alle som en alene i ”de isoleredes fællesskab”. Helvede er et samfund baseret på hån: De fordømte er sammen, men kan ikke tale sammen, kan ikke elske hinanden og kan ikke forfølge et fælles gode. Den katolske Kirkes Katekismus definerer helvede som: ”…at forblive skilt fra Ham for evigt ved ens eget frie valg … (og samtidig) definitivt udelukket fra samfundet med Gud og de salige …”. Et tyrannisk ego udtaler dødsdommen over sig selv og er dermed garanten for udelukkelse.

Som Skt. Robert Bellamine (1542 – 1621) skriver: ”Vi (som elsker Herren) skal virkelig se Det Himmelske Jerusalems gode for evigt og altid. Ligesom de ugudelige vil se Babylons onde handlinger til evig tid” (6). Lad os sammen med de mange helgener løfte vore stemmer og sige: Herre, frels os fra os selv! Og gendan i os Din Søns billede, så vi kan glædes med Dig for altid. Amen.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Se Gabriel Marcel, The mystery of Being, vol. I: Reflection and Mystery, trans. G.S. Fraser (Chicago: Henry Regnery, 1960), 204 et seq.

(2): Gabriel Marcel, The mystery of Being, vol. II: Faith and Reality, trans. René Haugue (Chicago: Henry Regnery, 1960), p. 194.

(3): Mystery of Being, vol. II, 36.

(4): Se Wojtylas nærmere analyse af skam i Love and Responsibility.

(5): Den katolske Kirkes Katekismus: ”Døden gør en ende på menneskets liv som den tid, der er til rådighed for modtagelsen eller forkastelsen af den guddommelige nåde, åbenbaret i Kristus”.

(6): A Commentary on the Book of Psalms, trans. John O’Sullivan (Fitzwilliam, NH: Loreto Publications, 2003), p. 339.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 4.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-ii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s