Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 3. del

Purgatoriet – Den dragende bevægelse mod Hans brændende kærlighed

At betragte henholdsvis himlen og helvede er med til at synliggøre formålet med -, men også nødvendigheden af purgatoriet, hvor en sjæl, der går bort, og som har Guds nåde, bliver renset for alt, der er uværdigt og gjort rede til at kunne stå foran Gud og se Guds hellige ansigt. Kærligheden renser det ikke-kærlige, ilden smelter det hårde hjerte, lyset bryder frem gennem skyerne. Skam udryddes, skyld ødelægges. Intet ondt og grimt forbliver, så det kan hindre foreningen med Den evige hellige Gud. Alt ondt, alt det grimme fortæres i Guds barmhjertige og retfærdige smelteovn, fordi Han ønsker Sit værk, som det fremstod, da det blev skabt i al sin pragt og i en fuldendt lighed med Ham. Uskylden og oprigtigheden i den velsignede vilje vil fuldt og helt blive fornyet; alle kroppens lemmer og sjælen vil af fuld kraft forkynde Guds herlighed.

Den katolske Kirkes lære om purgatoriet stammer fra Kirkens hellige tradition. I Den hellige Skrift findes med sikkerhed skriftsteder som omhandler purgatoriet (1). Paulus og Peter taler begge om den rensende ild (1 Kor 3:15; 1 Pet 1:7): Skt. Gregory den Store fremlagde følgende: Jesus erklærer: ”Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Af dette udsagn forstår vi, at visse synder kan tilgives i dette liv og andre i det kommende (se Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1031). I Anden Makkabæerbog læser vi følgende om Judas Makkabæeren ”Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd”(2 Makk 12:45).

Som Katekismen lærer: De, som dør i Guds nåde og venskab, men endnu ikke er fuldkomment rensede, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde (Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1030). Fordi vores jordiske anger og forbedring for det meste i enhver henseende er mangelfuld, vores bod for synden, eller med andre ord, uoverensstemmelsen mellem sjælens indre tilstand og Kristi sonoffer på Golgata, må stemme overens så den guddommelige retfærdighed fuldendes, og den guddommelige barmhjertighed må opfylde sit løfte, om at vi ubesmittede kan deltage i Lammets bryllupsfest (Ef 5:25-27). Sjælen, der virkelig elsker Gud, ønsker for evigt at blive renset for syndens plet; den vil ikke gå ind i himlen, før den fuldt ud er helliggjort, hvis den ikke er lys og smuk, men stadig bærer på noget mørkt og hæsligt. Kristus frelser os indefra ved at helliggøre os, ligesom Han selv er hellig.

At forestillingen om purgatoriet er klar fremgår af det faktum, at en moderne teolog, der syntes ude af stand til at forfatte noget, uden at det var hæresi, Edward Schillebeeckx (1914-2009), frembar et klart vidnesbyrd netop om purgatoriet: 

Forestillingen om purgatoriet udgår af det katolske tankesæt, og jeg finder det afgørende for eskatologien. Selv hvis menneskene havde valgt det gode, og dermed det evige liv i Himlen, er de endnu ikke helgener …de er ufuldkomne og ikke fejlfri, og selv om en person dør, og som vi betegner det er i nådens stand, er han eller hun stadig en synder … Guds første barmhjertighedsgerning i det evige liv er en renselse af alle vore urenheder(2).

Katharina fra Genua, som modtog visioner om ”livet efter livet”, forklarede, at purgatoriet er det arbejde, Gud foretager for at gøre sjælen rede til at være hos Ham ved at føre den tilbage til dens oprindelige storhed, hvilket den er skabt til, samt den ophøjede værdighed, den modtog ved dåben. Vi må gøre plads for denne helgen og lade hende sætte ord på, hvad det er, der sker: 

Jeg ser, at Gud er i en så fuld overensstemmelse med sjælen, at Han, når Han ser den i sin renhed, som den blev skabt af Hans guddommelige Majestæt, tilfører Han en dragende bevægelse med Sin brændende kærlighed tilstrækkeligt til at tilintetgøre den (sjælen), på trods af at den er udødelig, og på denne måde former Han sjælen til Sig Selv, dens Gud, så den i sig selv kun ser Gud, som fortsætter, tiltrækker og opflammer den, indtil Han har bragt den tilbage til den tilstand, den eksisterede i, da den blev frembragt, det vil sige i den fuldstændige renhed, hvori den blev skabt. Og når sjælen ved en indre oplysning erkender, at Gud drager den med en sådan kærlig varme til Sig, fremstår der straks en tilsvarende ild af kærlighed til dens mest elskede Herre og Gud, som forårsager, at den smelter fuldstændig væk: Det fremgår af det guddommelige lys, hvor betydelig og med hvilket ufejlbarligt forsyn, at Gud fører den til dens fuldkommenhed, og at Han gør alt dette gennem Sin rene kærlighed; Den erfarer, at den stopper sig selv igennem synden og er ude af stand til at følge den himmelske tiltrækning – jeg mener, at det udseende, som Gud giver den, er for at bringe den til forening med Ham: Og fornemmelsen af alvoren ved at blive tilbageholdt fra det guddommelige lys kombineret med en instinktiv længsel, som ville være uden hindring for at følge det lokkende syn – disse to ting, siger jeg, udgør de pinsler, som sjælene mærkes af i purgatoriet. Ikke at de tænker på deres pinsler, hvor store de end måtte være; de tænker langt mere på den modstand, som de gør i forhold til Guds vilje, og som de klart ser brænde intenst af ren kærlighed til dem. I mellemtiden fortsætter Gud med at drage sjælene ved Hans udtrykte kærlighedskraft og med udelt energi: Dette er velkendt for sjælen, og kunne den finde et andet purgatorie, større end dette, hvorved den hurtigere kunne fjerne så stor en hindring, ville den øjeblikkeligt søge derhen tiltrukket af den kærlighed, der er mellem Gud og sjælen (3).

I virkeligheden er det sjælens higen efter at blive renset, dens længsel efter at se Guds ansigt og dermed at leve, der er hovedårsagen til – samt drivkraften for, at den vil renses. ”Dens eneste ønske om at blive forenet med Gud bliver til ved en brændende kærlighed. Smerten stammer fra det faktum, at ”skorpen” på sjælen, syndens rustpletter, forhindrer den ønskede forening”(4). Så brændende er denne længsel, så smertefuld er den tilbageværende skyld og ufuldkommenhed, at sjælen, hvis den havde et valg, ville afvise ikke at blive straffet. Om frugten af det at lide, siger Søren Kierkegaard: 

Denne lidelse er en proces, som ikke efterlader noget mærke på sjælen eller endnu bedre, ved at gennemgå processen renses sjælen fuldstændig, og som følge heraf bliver renheden det, der markerer, hvad sjælen har måttet gennemgå. På samme måde som guld renses i ilden, bliver sjælen renset gennem lidelse. Men hvad borttager ilden fra guldet? Ja, det er en besynderlig måde, hvorpå man definerer det at ”borttage”; den borttager alle de urene dele, der optræder på guldet. Hvad efterlader guldet i ilden? Ja, det er en besynderlig måde at omtale det at efterlade; i ilden efterlader guldet alt det, som er uædelt, det vil sige ikke ægte og guldet vinder ved at gennemgå dette. Således også med alle de timelige lidelser, de hårdeste og længstvarende, i sig selv er de uden kraft, de er ikke i stand til at fjerne noget som helst, dog, hvis den der lider, lader evigheden råde, fjerner den det, der er uægte, og det vil sige, at den skaber renhed (5).

Efter at have fået en forsmag på den guddommelige herlighed og en viden, om at den fuldstændige renhed er nødvendig for at kunne blive en del af den (den guddommelige herlighed), ønsker sjælen blot at blive ren, strålende og smuk, som en brud, der gør sig rede til bryllupsfesten. Tidligere citerede vi Den katolske Kirkes Katekismus, hvor der står skrevet: At de, der ikke er ”fuldkomment rensede”, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse ”for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde”. Man bør bemærke, hvordan denne fremragende fremstilling understreger forbindelsen mellem hellighed og glæde. Hellighed er i realiteten en betingelse for den fuldkomne glæde. En sjæl, der ikke fuldstændig er helliggjort, har ikke det, der er påkrævet for at kunne tage del i Guds herlighed. Det samme gør sig gældende, når et par i menneskelivet oplever, at deres motiver er egoistiske, så vil de ikke fuldt ud opleve glæden og den gensidige hengivelse.

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Kardinal Ratzinger hævder, at den stiltiende fjernelse af purgatoriet af katolske teologer i samtiden kan opfattes som en fejlagtig tilgang til “biblicisme (Biblicisme er betegnelsen for den teologiske retning, der lægger vægten på Bibelens ord og ikke på senere lære i Kirken og i teologien) der først blev udviklet i den protestantiske tradition, og som hurtigt fandt vej ind i katolsk teologi. Her fastholdt man, at bestemte skriftsteder i Bibelen om det stadie, som traditionen definerer som ’purgatoriet’ (denne vending er givet af sen oprindelse, men er i virkeligheden noget man har troet på allerede i den første Kirke) er utilstrækkelige og uklare. Men som jeg har udtalt andetsteds, biblicime har intet at gøre med den katolske forståelse, hvor man må læse Bibelen i Kirken og forholde den til Hendes tro”. (The Ratzinger report, trans. Salvator Attanasio and Graham Harrison (San Francisco: Ignatius Press, 1985), p. 146). Ikke desto mindre har katolske forfattere noteret sig, at aspekter vedrørende doktrinen om purgatoriet fremgår af talrige skriftsteder: se for eksempel: Heb 5:1, Sl 66:9-12, Es 4:4, Mika 7:8-9, Zak ):11, Mal 3:3 1 Kor 3:13-15, Matt 12:32 Matt 12:36, Matt5:25-26, Luk 12:57-59, Fil 2:10 og 2 Makk 12:46.

(2): Sono Un Teologo Felice – Colloqui con Francesco Strazzari, trans. John Bowden (New York: Crossroad, 1994), p. 66. Se også Hans Urs von Balthasar, In Fullness of Faith, trans. Graham Harrison (San Francisco: Ignatius Press, 1988), p. 79: “Ifølge Paulus må vi alle undergå Guds rensende dom (1 Kor 3: 12-15) ’ … skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, den enkeltes gerninger.  Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn …’. I katolsk kontekst kaldes denne ’dimension’ eller ’intensitet’ eller ’varighed’ af domsprocessen (som ikke kan udtrykkes i tid) ’purgatoriet’ eller ’rensningsstedet’ (eller bedre ’rensningsprocessen’)”

(3): The Soul Afire, ed. H.A. Reinhold (New York: Meridian Books, 1960), pp. 246-47.

(4): Review of The Fire of Love (Sophia Institute Press), in New Oxford Review, December 1997, pp. 39-40.

(5): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna Hong (Princeton: University Press, 1997), p. 102.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 11.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iii

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s