Purgatoriet og helvedet to glemte destinationer – 4. del

Kirkens viden om – og Hendes forståelse af mennesket

I denne sidste artikel vil jeg komme ind på den store viden og forståelse, som Kirken har af, at der er behov for en renselse, et behov, der ikke kun gør sig gældende for det kommende (evige) liv, men også for de bevæggrunde vi har her og nu. Hvorfor vil vi tjene Gud? Hvad holder vi af? Hvad er vi bange for?

Uansvarlighed i forbindelse med sognes forvaltning, et korrupt fremme af aflad samt talrige andre misbrug var omfattende på tærsklen til den protestantiske reformation. Det er ikke forkert at formulere det således, at måden, hvorpå man forsøgte at løse problemet, var langt værre end selve ”sygdommen”. Ligesom en meget stærk medicin, der nærmest amputerer en legemsdel frem for at kurere den, bandlyste de protestantiske sekter aflad og Sakramentalier samt Bodens Sakramente og doktrinen om purgatoriet, og endnu mere konsekvent benægtede man i nogle tilfælde sondringen mellem dødssynden og den tilgivelige synd. Ved at gøre sådan handlede man mod bedre vidende, fordi man banede vejen for en uklar definition af – og eventuel underminering af sammenhængen mellem synd og barmhjertighed, skyld og nåde, renselse og værdighed, som er det centrale for den kristne tro (1).

Enhver, der tror på, at sjælen er udødelig og overvejer menneskets syndighed, vil kunne se behovet for et overjordisk purgatorie eller renselsessted, som den hedenske filosof Platon gjorde; enhver, som har gjort brug af åndelig vejledning, værdsætter det mundtlige skriftemål, som det mest effektive middel til at besejre fejltrin; enhver, der forstår menneskets tosidede sammensætning, den sanselige og den åndelige, vil fornemme behovet for sakramenter ligesom ikoner, indviet vand og perlerne i en rosenkrans for at fastholde det på dydens vej. At give slip på sådanne ting vil blot vise, at forståelsen af mennesket er meget svag, eller at man tror, at synden ene og alene kan overvindes af en selv, en overvindelse, der sikkert aldrig har fundet sted i hele verdenshistorien, eller at man praktisk talt mister fornemmelsen for syndens alvor. Uden forståelse for hvad synd er, hvordan den fungerer, eller hvordan den vil blive straffet, hvordan den kan tilgives og undgået, forstår man ikke, at dens realitet er, at man bliver underkastet den og i sidste instans kasseres.

De, som siger, at frygten for helvede er et egoistisk og uværdigt motiv for at vende sig mod Gud og holde sig væk fra synden, viser uagtsomt, hvor lidt de ved om mennesket og dets svagheder. De har ikke tilstrækkeligt og intenst betragtet den faldne naturs plagede ansigt, presset af fristelse, stædighed og beslutsomhed. Uden frygten for helvede ville helvede i sig selv synes større. Fjern denne frygt og du fjerner dens brod, trompetfanfaren, som nogle omvandrende syndere har behov for at få dem ind til skriftestolen og ned på knæ. Yderligere har troende kristne behov for fra tid til anden at blive mindet om, hvad de er ved at miste ved at afvise livets nåde. Skt. Thomas Aquinas, et meget følsomt menneske, siger det på følgende måde: 

Mennesket undgår fejltagelser ved at minde sig selv om følgerne: Ved at tænke på fordømmelsen, vi er advarede mod synden, i lang tid, bidende og mangfoldige er helvedes pinsler: Tænk på livets afslutning i alt, hvad du foretager dig, så vil du aldrig nogensinde synde (Sir 7:36).

Man kan ikke protestere stærkt nok mod forfattere, som angriber den vestlige Kirke vedrørende dette emne. Et angreb på doktrinen vedrørende det at omvende sig på grund af frygten for helvede, som traditionelt er kendt som det ufuldstændige bidrag, stammer fra en kombination af naivitet og stolthed. Frygten for helvede kan være blevet misbrugt fra tid til anden af prædikanter, som glemte at kombinere barmhjertighed med alvor. Ikke desto mindre er det både urealistisk og ugudeligt at udrydde eller nedvurdere selve motivet for frygten og nedgøre frygtens nødvendige rolle i det åndelige liv hos det faldne menneske. Vor Kirke beder os i Sin visdom om at foretage Bodens Sakramente, inden vi modtager absolutionen. Den traditionelle formel, skønt den er simpel, fortjener megen overvejelse: 

Min Herre og min Gud! Af hele mit hjerte angrer jeg alle mine synder. Jeg vender mig bort med afsky fra dem, fordi jeg ved, de har fortørnet Dig og fortjent at blive straffet af Dig (motivet for den ufuldkomne anger), min største velgører og kærligste Fader. Men i særdeleshed er jeg bedrøvet over, at jeg ved mine synder har været utaknemlig imod Dig og gjort Dig imod, Du, det højeste og mest fuldkomne gode, som jeg elsker over alt (motivet for den fuldkomne anger) … Med Din bistand fortsætter jeg mig oprigtigt at forbedre mig og undgå enhver farlig lejlighed til synd. Jeg vil heller ikke for nogen pris atter begå en svær synd.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at hvis frygten for Gud er begyndelsen til viden, som Den hellige Skrift lærer, kan frygten for helvede være begyndelsen til en

oprigtig metanoi eller hjertets forvandling. Som Kierkegaard siger: 

Thi, ligesom lærerens strenghed til tider er nødvendig, ikke for at straffe den uopmærksomme, men for at få opmærksomhed og for at tvinge eleven til at se på det, som han bør se på, i stedet for at sidde distræt og blive forledt til at se på alle mulige ting – på samme måde må frygten for fortabelse hjælpe den, der lider, til at have fokus på det, der er det væsentlige og derved hjælpe ham til at opdage fryden derved.

Lignende kommentarer kan rettes mod dem, der kritiserer kristne for at adlyde Kristus og Hans Kirke ”for at komme i Himlen”. Der kan være kristne, hvis holdning til frelsen er camouflage for egoisme eller individualisme, der gemmer sig bag en kåbe af fromhed. Men det er på tide at genvinde en stærk og sund kærlighed til Himlen. Kom Kristus ikke for at frelse os, fortalte Han os ikke igen og igen, hvad det er, vi må gøre for at frelse vore sjæle og være sammen med Ham i paradis? Fremgår det ikke tydeligt af Hans ømme ord, specielt i ”afskedsforkyndelserne”, der er nedfældet i Johannes Evangeliet, nemlig at Han længes efter at bringe os ind i Sin Faders rige, og der lade os tage del i Lammets bryllupsfest? Det står yderligere klart, at Hans disciple altid har stræbt efter saliggørelse og den fuldendte samhørighed med Gud, det som Det Nye Testamente hele vejen igennem har som ”den røde tråd” er frelsen, og Kirken har videre i Sin visdom lært os at søge frelsen før alt andet (4). Lad det stå klart: Formørkelsen af Himlen er noget af det værste, der kan ske, når man vender sig mod det verdslige, som var en del af Vatikan II’s ånd. Gud skabte os ikke til at leve for evigt i denne verden, som forsvinder, og som vi alle må give slip på. Før vi ved af det, ligger vi på dødslejet, og det eneste spørgsmål, som betyder noget der, er: Hvorfor har jeg levet? Og hvor skal jeg hen nu?

Gud skabte os til denne afslutning, således at vi kunne blive forenet med Ham i kærlighed af egen vilje, et drømmesyn af Ham vor guddommelige ægtefælle. Gud skabte mennesket for at guddommeliggøre det. Således som Den katolske Kirkes Katekismus lærer os det (1024): ”Dette fuldkomne liv med den Allerhelligste Treenighed, dette livs- og kærlighedsfællesskab med Den, med Jomfru Maria, englene og alle de salige …. er det endelige mål for mennesket og opfyldelsen af dets dybeste længsler, den højeste og endegyldige saligheds tilstand”. At dvæle for evigt i det himmelske kongerige forenet med Gud i et bånd af uløselig kærlighed er vor fuldkommengørelse, den afsluttende overordentlige kærlighedsgave, som Han har beredt for os. Ved bøn og opofrelse kan vi blive værdige til at udtale ordene fra Skt. Ignatius af Antioch: … der er i mig et levende vand, der i mit indre siger til mig: ”Kom til Faderen” (5).

(Denne artikelserie indeholder materiale, der oprindeligt er blevet offentliggjort i The Catholic Faith, bind 5, n. 2. marts – april 1999).

Kildehenvisninger

(1): Protestanter forkaster fuldstændigt purgatoriet, mens de østlige ortodokse teologer har et andet problem. De forkaster purgatoriet, fordi de fastholder, at ifølge skabningens ontologiske status kan der ikke være noget sted, hvor der pågår en midlertidig renselse; himlen rummer snarere en evig renselse af helgenerne. Men dette standpunkt er fejlagtigt af to årsager. For det første kan en sjæl, der bærer syndens stænk være nær den guddommelige tilstedeværelse, den må først være hellig i dens fulde udstrækning. For det andet er der ikke en uendelige mængde af hellighed til rådighed for den enkelte skabning; der er kun så meget godhed, som et menneske kan besidde. Det er den godhed, som er nødvendig for at komme i Himlen, og når en sjæl en gang har opnået den ved Guds nåde, der udgydes over den i purgatoriet, og derfor er der ikke yderligere behov for yderligere renselse af urenhed og uværdighed. Det tænkende menneske er ikke uværdigt i Guds nærværelse, fordi det blot er en skabning, men snarere fordi det er en ulydig tjener. Når dens mangel på trofasthed er fjernet, kan den stå ydmyg men værdig overfor Den Almægtige. Forskellen mellem vest og øst har rødder i en meget dybere forskel, nemlig, hvor vidt eller ej den lyksagliggjorte nyder godt af, det umiddelbare syn af selve det guddommelige væsen; og den kan også blive forbundet på et andet niveau af værdighed i overensstemmelse med mennesket som et billede af Gud. Den vestlige fastholdelse af purgatoriet som nødvendig for renselse nedstammer fra en højere vurdering af den værdighed, dette billede er i stand til at være i Guds nærvær.

(2): Gilby, Theological Texts, 264.

(3): Christian Discourses, trans. Howard V. Hong and Edna H. Hong (Princeton: Princeton University Press, 1997), p. 142.

(4): At have opfattelsen af at vi på en eller anden måde er i stand til at elske Gud “blot for Hans skyld” og ikke på grund af vores enorme behov, vores sult og vores tørst efter Hans tilstedeværelse, vore behov – selv Kierkegaard, som er knap så venligsindet overfor katolsk teologi, ser denne fejltagelse, blasfemien i forhold til dette. Nuvel, ”alle ting må tjene os til det gode, når vi elsker Gud”, taget fra Christian Discourses, p. 188.

(5): Citat fra Den katolske Kirkes Katekismus paragraf 1011.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på OnePeterFive d. 15.december 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/purgatory-and-hell-forgotten-destinations-part-iv

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s