Hvordan kan Immaculee Ilibagiza tilgive?

Hun hørte drabsmændende kalde på hende med hånlige og vedholdende stemmer.

”Hun er her … vi ved, at hun må være her et sted … find hende – find Immaculee”, sagde en af dem.

De medbragte macheter, spyd og hakker, alt hvad der kunne dræbe et menneske. Nogle af dem var tidligere venner og naboer, som Immaculee Ilibagiza var vokset op sammen med, og som hun havde leget – og gået i skole med.

Hun skjulte sig på et badeværelse på størrelse med et kosteskab sammen med andre kvinder. Hun følte sig magtesløs, da hun hørte råb og skrig fra folk ude på gaden, som blev slagtet – fædre, mødre, sønner og døtre alle medlemmer af Rwanda’s minoritet tutsierne, som morderbanderne kunne finde.

For tolv år siden over en periode på blot 100 dage blev mere end 1 million Rwanda tutsier brutalt myrdet af hutubander i et af historiens værste tilfælde af folkedrab. De myrdede indbefattede næsten hele Immaculee’s familie. Hendes far og yngre bror Vianney blev dræbt ved skud. Hendes mor og hendes højtelskede bror, Damascene blev hakket til døde. Kun Immaculee’s ældste bror Aimable overlevede, fordi han var i udlandet under folkemordet.

Alligevel har Immaculee som overlevede dette i dag dedikeret sit liv til at sprede budskabet om Guds barmjertighed – Hans kald til os om at stole på Ham, og Hans kald til os om at tilgive dem, der har gjort os ondt.

Men hvordan gør hun det? Hvordan kan hun tilgive?

Immaculee, som er katolik med en stærk hengivenhed til Guds barmhjertighed, forklarer alt dette i sin nye bog: Left To Tell: Discovering God Admidst the Rwandan Holocaust. Hun besøgte den 5. oktober the National Schrine of The Divine Mercy, Stockbridge, Massachusetts for at fortælle sin historie om den åndelige ”lektie”, hun lærte, da hun skjulte sig på et badeværelse på størrelse med et kosteskab i 91 dage.

”At være blevet skånet er meget forskelligt fra det at blive reddet”, forklarede Immaculee. Og denne ”lektie” har forandret mig for stedse. Det er en lektie, som midt i folkedrabet lærte mig, hvordan man skal elske dem, som hadede og jagede mig, og hvordan man skal tilgive dem, som nedslagtede min familie”. 

Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre

Immaculee var en 22-årig studerende, da hendes land gik i opløsning i foråret 1994. Det var i Påsken. Hun tog hjem til den lille landsby i den vestlige del af den rwandiske provins Kibuye for at tilbringe påskeugen samme med sine forældre og to ældre brødre. Om morgenen den 7. april nåede den langvarige etniske spænding mellem nationens majoritet hutuerne og hendes stamme tutsierne et højdepunkt.

”Jeg husker om morgenen, at min bror kom ind til mig, siger hun. ”Da jeg så ham, blev jeg meget forvirret, ’Åh Gud’ er det noget galt? Han sagde til mig, ’Du ved ikke, hvad der er sket’”. Det, der var sket, var, at Rwandas hutu præsident Jovenal Habyarimana var blevet dræbt den foregående dag, da hans fly var blevet skudt ned.

Radiostationerne var begyndt at udsende vedvarende hadske propaganda fra hutuer, som opfordrede til at gribe til våben for at dræbe alle tutsier. I løbet af få timer begyndte drabene på tutsiefamilierne i Kigali, og snart nåede de til Kibuye. Til sidst nåede hoben af hutudrabsmænd til Immaculee’s hjem. Med den viden hendes far havde, at hvis Immaculee blev fanget, ville hun blive voldtaget og myrdet, gav han sin datter sin rosenkrans og opfordrede hende til at søge tilflugt hos en nærtboende protestantisk præst, som var hutu.

Præsten skjulte Immaculee og syv andre kvinder under forhold, som bedst kan betegnes som ulidelige, selvom han bragte dem mad, når dette kunne lade sig gøre. Kvinderne kunne ikke flygte, og de kunne ikke tale med hinanden af frygt for at blive hørt. Hele tiden kunne de udenfor høre råb og latter fra hutudrabsmændene, mens de slagtede landsbybeboerne. Drabsmændene sang: ”Dræb de store, dræb de små, dræb dem, dræb dem alle!”.

I tre frygtelige måneder forsøgte hutubanderne gentagne gange at finde skjulte tutsier, og nogle gange var de meget tæt på det skab, der skjulte badeværelsesdøren.

En kamp om hendes sjæl

Mens hun skjulte sig, kæmpede Immaculee for ikke at miste sin forstand. Hun mærkede en voldsom indre kamp mellem troen på Gud og det at bukke under ved at blive lammet af frygt og fortvivlelse. Næsten alle hendes vågne timer gik med bøn. Men hun indså, at nogle af de ord, hun sagde, lød hult i hendes hjerte, især ordene i Fadervor om tilgivelse: Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere. Hun følte had til drabsmændene og drømte om hævn.

Mine egne bønner handlede om: Dræb dem! Hævn drabene! Før dem til helvede. Jeg betragtede dem som dyr, de var ikke mennesker”; sagde Immaculee i hendes samtale ved the Schrine foran et publikum på omkring 300 personer.

Faktisk ønskede hun på et tidspunkt, at hun havde en pistol, så hun kunne dræbe hver eneste hutu, hun så, skriver hun i sin bog. ”Nej ikke en pistol, jeg havde brug for et maskingevær, granater og en flammekaster. Hvis jeg havde haft en atombombe, ville jeg have kastet den ned over Rwanda og dræbt alle og enhver i vores dumme hadefulde land”.

”Det var alle mulige former for samtaler, der foregik inde i mig” sagde Immaculee. Djævelen, sagde hun, malede for hende frygtelige og unævnelige syn. På et tidspunkt hørte hun ordene: Hvorfor kalder du på Gud? Se på alle dem derude? Hundredevis af dem søger dig”. Du kan umuligt overleve, du vil ikke overleve, de er ved at finde dig, voldtage dig og dræbe dig.

Stemmerne fulde af tvivl for gennem hendes hoved. Alligevel bad hun mere og mere intensivt. ”Åben mit hjerte Herre og vis mig, hvordan man tilgiver, bad hun. ”Jeg er ikke stærk nok til at knuse mit had, de har alle gjort os så meget uret, mit had er så tungtvejende, og det kunne ødelægge mig. Rør mit hjerte Gud og vis mig, hvordan man tilgiver.

En nat hørte hun skrig udenfor huset, og derefter en babys gråd. Hun forstod, at drabsmændene havde dræbt moderen og efterladt barnet til døden på vejen. Barnet skreg hele natten, den næste dag blev dets gråd svagere, og ved aftenstide var spædbarnet helt stille.

Immaculee skriver: Jeg bad til Gud om at modtage barnets uskyldige sjæl og spurgte Ham: Hvordan kan jeg tilgive mennesker, som gør sådan noget mod et barn?

Så skete der noget fantastisk, Hun fortæller at Hun hørte en svar: I er alle mine børn, og spædbarnet er hos mig nu. Hun skriver, det var blot en enkelt sætning, men det var svaret på de bønner, hun havde sendt af sted i mange dage.

Hun havde fået en åbenbaring. Pludselig genlød ordene, som engang havde lydt hule for hende: Og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere, i hendes sjæl som lyden af frelse. Det stod klart for hende, at det at hade drabsmændene forhindrede hende i at stole på Gud, deres tanker var blevet angrebet af den onde og havde spredt sig ud til hele landet, men deres sjæle var ikke onde, skriver Immaculee. På trods af deres grusomheder er de Guds børn. Jeg blev klar over, at jeg ikke kunne bede Gud om at elske mig, hvis jeg ikke var villig til at elske Hans børn.

Fra det øjeblik bad hun for drabsmændene, om at deres synder måtte blive tilgivet, og at de erkendte de frygtelige fejltagelser i deres handlemåder, før deres liv her på jorden udrinder. Hun holdt fast i perlerne på den rosenkrans, som hendes far havde givet hende og hørte atter Guds stemme: Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.

Hun havde fået fred, Hun skriver, hvordan Jesus talte til hendes hjerte: Tro på Mig og vid, at jeg aldrig vil forlade dig. Tro på Mig og frygt ikke mere. Og sandelig, hver gang drabsmændene kom for at ransage huset, opdagede de på mirakuløs vis aldrig kvinderne.

På det tidspunkt, da hun slap ud fra badeværelset, havde hun tabt 23 kilo. Hun og de andre kvinder flygtede til en nærliggende fransk militærlejr for at søge beskyttelse. Her blev hun bekendt med de barske detaljer om hendes familiemedlemmers død.

Immaculee besluttede at genopbygge sit liv, da volden i Rwanda sluttede. Hun arbejde i flere år ved de forenede nationer med at hjælpe flygtninge fra Rwanda. Hun stiftede også en fond, Left to Tell Charitable Fund, til at fortsætte arbejdet. Hun bor i dag i USA, er gift og har to børn.

Hun møder drabsmanden ansigt til ansigt

Immaculee erkender, at siden krigens afslutning, er hun i sine svage øjeblikke blevet fristet til at hade drabsmændene.

”Men jeg besluttede, at når de negative følelser overmandede mig, ville jeg ikke tillade dem at vokse yderligere i mig eller forblive i mit sind” skriver hun. ”Jeg ville altid omgående vende mig til kilden for den sande kraft: Jeg ville vende mig til Gud og lade Hans kærlighed og tilgivelse beskytte og frelse mig”.

På et tidspunkt, da volden i Rwanda var blevet slået ned og samtaler om FN-ledede tribunaler var begyndt, vendte Immaculee tilbage til Kibuye. Der besøgte hun et fængsel med henblik på at møde lederen af den bande, der havde dræbt hendes mor og bror, Damascene.

Hans navn er Felicien. Før folkedrabet havde han været en succesfuld hutu forretningsmand kendt for sin eksklusive tøjsmag og upåklagelige manerer. Immaculee tænkte tilbage på, hvordan hun plejede at lege med hans børn. Det var Felicien’s stemme, hun havde hørt kalde på hende, da drabsmændende gennemsøgte præstens hjem.

Nu var det Felicien, der hulkede og bar knap så (eksklusive) klæder til at dække den ”mærkede” krop. Fyldt med skam kunne han knap få øjenkontakt med Immaculee. Jeg græd ved synet af hans lidelser. Han var nu blevet et offer for sine egne ofre bestemt til at leve et liv med pinsel og med fortrydelse.

Hun rakte ud og tog hans hånd og sagde: ”Jeg tilgiver dig”. Hans tutsiarrestforvarer var rasende over dette og håbede, at hun ville spytte på manden. ”Hvorfor tilgav du ham?” Spurgte han i et tonefald, som om det var ham magtpåliggende at få et svar.

Tilgivelse er det eneste, jeg kan give” svarede Immaculee.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på The Divine Mercy. Den kan læses på: http://www.thedivinemercy.org/news/How-Does-Immaculee-Ilibagiza-Forgive-2420

(Oversat af Patrick Fyrst og Mogens Bohn)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s