Det er blevet tid til at vælge side i kampen mellem Islam og Vesten

Jeg tror, at man kan sige, at de fleste mennesker, som har læst historie, er af den overbevisning, at hvis de havde levet på et afgørende tidspunkt i historien, ville de have valgt at være på den rigtige side – De Allierede mod Aksemagterne, Wilberforce mod slavehandlerne og Romerne mod folk fra Karthago, som ofrede børn.

Vi siger til os selv: Hvis jeg havde levet på netop det tidspunkt, ville jeg have kæmpet på den rigtige side, uanset hvor svært det så ud.

Nuvel, nu er chancen er kommet til dig, for det ser ud som om, at vi er kommet til et af de historiske øjeblikke, og muligvis er der tale om et af de mest afgørende vendepunkter i historien og nok et af de farligste. Vi har en tendens til at tro, at vendepunkter i historien generelt indebærer, at der sker et gennembrud på et højere plan – som leder frem mod det bedre frem for det værre. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange svinger historiens pendul tilbage og afskærer århundreders fremskridt. Det vendepunkt, vi står overfor nu, truer med at føre os mere end tusind år tilbage til nogle af de mørkeste tider i historien. Vi vil snart komme til at kæmpe for det, vi tog for givet – grundlæggende ting som religionsfrihed, ytringsfrihed og friheden til ikke at blive slavebundet.

Det vendepunkt, jeg henviser til, er civilisationernes sammenstød mellem Islam og Vesten, (og jeg erkender selvfølgelig, at en stor del af den tradition, vi finder i Vesten, er blevet til blandt mennesker, der er bosat udenfor de traditionelle – og geografiske grænseskel, der definerer den vestlige verden). Sammenstødet kan i større udstrækning beskrives, som en konflikt mellem Kristendom og Islam, for hvis Vesten mister sin kristne sjæl, så mister Vesten også evnen – og viljen til at forsvare sin frihed.

Selvfølgelig benægter nogle mennesker, at der er tale om ”civilisationernes sammenstød”. Alle religioner og kulturer ønsker i bund og grund det samme, siger man, og man forsikrer om, at der kun er tale om en håndfuld (muslimske) ballademagere, og at dette ikke er repræsentativt for flertallet af muslimer.

Men igen og igen har undersøgelser vist, at et stort antal muslimer ønsker et samfund, der bygger på Sharia – en tilbagevenden til det brutale retssystem, der blev udviklet i Arabien i det syvende århundrede. I modsætning til de forventninger, der var til ”oplysthed”, viser det sig, at mange muslimer i et stort omfang, favoriserer grusomme og usædvanlige afstraffelsesformer for tyveri, utroskab, blasfemi og frafald.

Det er det, de ønsker for deres (med)muslimer, der kommer på afveje. Men hvis man er en ikke-muslim, behøver man ikke at komme på afveje for at blive straffet. Den blotte tilstedeværelse af jøder og kristne samt andre minoriteter betragtes som en krænkelse af mange muslimer. Som følge heraf er diskrimination mod ikke-muslimer blevet en fast bestanddel af i den muslimske verden. Det kan ikke skyldes et mindretal af fanatikere, fordi næsten alle – herunder politiet, embedsmænd, arbejdsgivere og naboer – har en forventning om, at de vantro kender deres plads.

Jøder og kristne har forstået budskabet for længe siden. Det er derfor, der er så få af dem tilbage de steder, som ellers plejede at være deres hjemlande – i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet. For dem, der ikke frivilligt forlader disse steder, vil de erfare, at der sker en ændring fra den daglige behandling, de oplever, som nogen der betragtes som mindreværdig, til mere rendyrkede systematiserede voldshandlinger. Det var tilfældet ved folkedrabene i 1914-1923 mod de armenske, assyriske og græske kristne, som levede i det Ottomanske imperium, og som i 1923 oplevede massakren på assyriske kristne i Simele i Irak og i 1941 i Farhud (pogrom) mod den jødiske befolkning i Bagdad. I de senere år har vi været vidner til nedslagtning af kristne og yazidis foretaget af ISIS i Syrien og i den nordlige del af Irak, samt et utal af massakrer på kristne foretaget af Boko Haran i den nordlige del af Nigeria og af al-Shabaab i Somalia og Kenya samt de hyppige angreb på koptiske kristne kirker i Egypten.

Et ”vidnesbyrd” er nok et for stærkt ord at benytte her. Mange i Vesten noterede sig blot disse grusomheder og er derpå fortsat med de daglige gøremål, som om intet var hændt. Men for at omskrive Trotskij, ”Du er måske ikke interesseret i civilisationernes sammenstød, men civilisationernes sammenstød er interesseret i dig”. I lang tid har folk i USA og Europa kunnet ignorere grusomhederne i Afrika, Irak og andre steder. Men civilisationernes sammenstød rykkede nordpå og dermed ind i Europa. Da ”sammenstødene” holdt deres indtog i de parisiske gader, på julemarkeder i Tyskland og en koncertsal i Manchester, kunne de, der i lang tid bevist har lukkede øjnene, ikke undgå at se, hvad der virkelig er på færde.

Men der er tilsyneladende mange af dem, (der bevidst lukker øjnene). I Europa, USA og Canada fortsætter eliterne, der præger regeringer, medier, de akademiske miljøer og selv i Kirken, med at insistere på, at der ikke er tale om noget sammenstød. Det er i en vis forstand korrekt: Man kan ikke have et sammenstød, hvis der kun er en kæmpende part. Og gensvaret på Jihad – både den væbnede del og den, der mere foregår stilhed, har været utrolig svagt. Eliterne vil ikke engang overveje at tage de indledende skridt til at indføre restriktioner i forhold til den muslimske indvandring.

Desuden gør de alt for at dække over, at der er en konflikt. Politiet indskrænkes i forhold til at rapportere om omfanget af indvandrerkriminalitet, og nyhedsmedier ønsker ikke at bringe historier om indvandrerkriminalitet, medmindre det har været af særlig farlig karakter. Samt når islamkritikere og kritikere af migration, der ytrer sig, stilles for en dommer eller almindelige borgere, der fremsætter islamkritiske holdninger på Facebook, kan blive opsøgt af politiet.

Vestens selvpålagte blindhed overfor det, der sker, leder os til noget andet, vi bør være opmærksom på i forhold til det historiske vendepunkt, der er under udvikling. Den kamp, der foregår, er ikke kun en kamp mellem civilisationer altså mellem Islam og Vesten, det er også en kamp, der foregår internt i Vesten. Mange af de institutioner, vi har i Vesten, tager afstand til det, der er Vestens arv (religion og kultur), og samtidig tager de parti for Islam.

Praktisk talt i forhold til mange af de problemer, der er årsagen til konflikt mellem Islam og den Vestlige verdens værdisæt, tager skolesystemet, medierne, domstolene og mange af vore kirker parti for Islam. De ser det nok ikke på den måde. De rationaliserer sig frem til, at måden, de handler på, blot er et forsvar for de borgerrettigheder muslimer også har. Mange af dem er sandsynligvis ikke bekendte med begrebet den stille Jihad. Men de betragter det på niveau med almene borgerrettigheder. Man lader dette (den stille Jihad) glide ind i samfundet ved at lægge låg på eventuelle dårlige nyheder om Islam. Således afviste kongressen i USA i 2012 at undersøge det muslimske broderskabs indtrængen i statslige organer, og samme år gav FBI, Pentagon og andre sikkerhedsorganer efter for et muslimsk pres og slettede i deres træningsmateriale, at man antager, at islamisk terrorisme er affødt af den islamiske ideologi. For nylig har mediegiganter som Google, Facebook og Twitter afskåret de stemmer, der taler imod islamisk undertrykkelse, fra at udtrykke sig.

Man kunne opliste mange andre episoder, hvor man på selvmorderisk vis allierede sig med vores ideologiske fjender: Dommerne, der forsøger at blokere for en begrænsning af muslimsk indvandring, biskopper, der melder sig under fanen hos bedrageriske kampagner mod islamofobi og Obama-administrationens millardgave (i US-dollars) til Iran.

Med udtagelse af ganske få biskopper, er dem, der muliggør den kulturelle Jihad faktisk progressive sekulære. På trods af deres betegnelse (progressive) er de i bund og grund regressive (tilbagestående). De går ind for abort under hele graviditeten – en praksis der viser, at afstanden mellem os og folkene fra Karthago, som ofrede børn ikke er så stor endda. De progressive lover os en fremtid, men det synes mere som om, at de skubber os tilbage i tiden. Flere progressive stemmer ønsker (nu) for alvor, at der sker en begrænsning af ytringsfriheden. Dette er allerede sket på universitetsområder, hvor mærkatet ”hate speech” benyttes til at kvæle friheden til at tale og udtrykke sig. En gennemsnitlig universitetsstuderende i dag har den samme frihed til at ytre sig, som en kvinde, der tjente ved Cleopatra’s domstol. De såkaldte ”oplyste” progressive, som styrer Google, YouTube og Facebook giver ikke meget for friheden til at ytre sig. Islamkritikere er i en målgruppe, der sættes restriktioner for, der suspenderes eller helt afskæres af disse internetmonopolister.

Situationen beskrevet i korte træk. Vi står overfor et af de vigtigste vendepunkter i historien. To magtfulde størrelser skubber på for et tilbageskridt til en mørk tid. På den ene side ønsker islamister at bringe undertrykkelsen af kvinder tilbage, kvindelig omskæring, sexslaveri, halshugning og underkastelse for de vantro. På den anden side finder man deres teknologiske progressive (kammerater), der gør det muligt at straffe den ikke-muslimske befolkning ved at fremme prævention og abort, samtidig med at de styrer strømmen af information om Islam ved hjælp af strategier, der kvæler ytringsfriheden, strategier som ingen despot kunne have forestillet sig.

Hvis du nogensinde har haft et ønske om at være til på et tidspunkt, som er afgørende i historien, så er dit ønske blevet opfyldt. Og hvis du har haft et ønske om at være på den tabende parts side, så er det også gået i opfyldelse. De kræfter, der ønsker tilbageskridt, vinder i stigende grad frem, samtidig med at den kristne civilisation er på tilbagetog.

Det er nu, man må foretage et valg. Jeg vil ikke sige, at det bliver et let valg. Meget er der blevet gjort for at mudre billedet og for at sikre, at vi forbliver forvirrede og selvtilfredse. Desuden er der enkelte ting, der fremstår klart, når man står midt i – (og er fanget ind i) begivenhedernes spind. For mange jøder stod situationen klar i starten af 1940’erne, da de blev tvunget på tog til koncentrationslejre. For mange amerikanere stod verdenssituationen klar i 1941 ved angrebet på Pearl Harbor. De, der venter, fordi de vil være helt sikre, venter forgæves.

Selvom redskaberne, der benyttes til at forvirre os i dag, er langt mere sofistikerede end i 1940’erne, har vi stadig en række fordele, som tidligere generationer (som også stod i et historisk vendepunkt) ikke havde. Vi kan tage bestik af historiens gang ud fra et bedre grundlag, end de kunne.. For eksempel, da nazisterne opbyggede deres militærapparat, havde man ingen tusindårig historisk baggrund med fokus på nazistisk aggression, som man kunne benytte som advarselslampe. Nazistpartiet var ikke mere end et årti gammelt, og Hitler fik først adgang til magten efter 1933. Dem, der naivt, gav nazisterne adgang til magten, må man lade tvivlen komme til gode. 

Vi kan derimod ikke undskylde os med, at vi ikke så tidens tegn. For dem, der kender historien, er tegnene tydelige. Det er fordi, Islam har en 1400 år lang historie, der præges af aggression. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor konsekvent man over tid har været i sin krigsplanlægning, hvor migration også benyttes som invasion. Den sidste del af den 1400-årige plan om at erobre hele verden i Allahs navn er allerede startet. Vi er vidner til en bemærkelsesværdig islamisk ekspansion i alle dele af verden – Afrika, Australien, Filippinerne, Kina, Rusland og Nord- og Sydamerika.  

Det er dog kun på dette tidspunkt, at de islamiske styrker støttes af venstreorienterede progressive og magtfulde kræfter. Tidligere nævnte jeg nogle af de måder, hvorpå de venstreorienterede forsvarer Islam. Her er et andet eksempel. For et år siden, efter at jeg havde holdt er foredrag på Island om det trusselsbillede Jihad tegner, blev forfatteren Robert Spencer forgiftet af en venstreorienteret og derefter nægtet den rette udredning og behandling af en beredskabslæge (som ideologisk set også var venstreorienteret). Selvom der er gået mere end et år, har politiet endnu ikke foretaget anholdelse af den mistænkte (der stod bag forgiftningen), og den islandske sundhedsstyrelse har heller ikke indledt nogen sag mod den beredskabslæge, der forsømte sin pligt.

Venstreorienterede og islamister, der virkelig brænder for deres sag, er svære at hamle op med. Begge parter er dybt forankret i det, de tror på. Hvis de kristne ikke tror fuldt og fast på, at de skal stoppes, vil begge parter (de venstreorienterede og islamisterne) fortsætte deres ekspansion. Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i historien. Vælger man at forholde sig (passivt) på sidelinjen, tjener det kun til at disse mørke kræfter vil sejre.

Offentliggjort med tilladelse fra the Turning Point Project.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 29. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/time-for-choosing-in-the-struggle-between-islam-and-the-west

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s