Interview: Biskop Schneider gør rede for en ny ”oversigt over fejlslutninger” i Den moderne Kirke

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere vores læsere for et længere og helt særligt interview med biskop Athanasius Schneider fra ærkebispedømmet Skt. Maria i Astana i Kazaksthan. Han har været meget velovervejet i sine svar på de følgende spørgsmål, som vi sendte til ham forud for det møde, der blev afholdt den 3. maj mellem repræsentanter fra den tyske biskopkonference og repræsentanter fra Vatikanet omkring den aktuelle konflikt vedrørende Kommunion for protestanter, der er gift med katolikker, men også forud for åbningen af den skandaløse udstilling ”Heavenly Bodies” (himmelske kroppe) i New York. Det var vores hensigt at stille spørgsmålene på en sådan måde, at han kunne få lejlighed til at udstede en ”ny variant” af en ”syllabus over fejlslutninger” (Syllabus betyder i katolsk teologi en oversigt over sætninger, der fordømmes), – det er vores formulering ikke hans – i Den moderne Kirke, og derved tilvejebringe en broderlig korrektion af nogle af de alvorlige – og forkerte (teologiske) udlægninger, der får lov til at cirkulere indenfor – og udenfor Kirken uden at blive korrigeret.

Biskop Schneider kommenterer dermed på spørgsmål om: Velsignelse af homoseksuelle par, ordinationen af kvindelige præster, Kommunion til protestanter, der er gift med katolikker, Frimurernes symboler i Vatikanet, gifte præster, Vatikanets udlån af hellige genstande til modeshowet og udstillingen i New York og endelig sagen om lille Alfie Evans.

Den gode biskop tøver ikke med at være klar i sin holdninger vedrørende tro og moral, og vi er derfor meget taknemmelige for, at han endnu engang vil give sit katolske vidnesbyrd. Må dette vidnesbyrd stråle ud over hele verden og bekræfte katolikker i deres tro.

Maike Hickson (MH): I begyndelsen af året fremlagde repræsentanter fra den tyske biskopkonference et forslag til en velsignelse af homoseksuelle par. Hvordan skal et sådant forslag betragtes, når det ses i lyset af katolsk doktrin?

Biskop Athanasius Schneider (BAS): Giver man en velsignelse til homoseksuelle par, betyder det ikke kun, at man velsigner udenomægteskabelige seksuelle handlinger, men det, der er endnu værre, nemlig seksuelle handlinger mellem to personer af samme køn, dvs. at man velsigner den homoseksuelle ”akt”, som i næsten hele menneskets historie samt den kristne tradition betragtes som: synder, der råber til Himlen (Jf. Den Katolske Kirkes Katekismus § 1867). Fordi den ophæver, skænder og går direkte imod den naturlige orden for den menneskelige seksualitet i de to køns gensidige komplementaritet, som er skabt ud af Guds uendelige visdom. Homoseksuelle handlinger eller homoseksuelle forhold strider direkte imod al logik og Guds eksplicitte vilje.

Den homoseksuelle handling er i sit væsen så uhensigtsmæssig, at man kan sammenligne det med det eksempel, hvor det er helt ude af proportion, at man forsøger at forhindre en sikkerhedsseles funktionsevne, hvor låsetungen placeres i selespændet. Ethvert menneske med sin sunde fornuft vil kunne se det absurde ved at benytte en sikkerhedssele med to låsetunger eller to selespænder. Det vil ikke fungere, og det vil i en lang række tilfælde lede til dødsfald, netop fordi selen ikke er blevet fastgjort. Således er det også med de homoseksuelle handlinger, de skaber en åndelig død og ofte tillige en fysisk død, fordi de er forbundet med en høj risiko for overførslen af kønssygdomme.

Når klerikale derfor ønsker at fremme en velsignelse af homoseksuelle forhold, fremmer de: synder, der råber til Himlen, samt en logik, der er absurd. Sådanne klerikale begår derved en alvorlig synd, og deres synd er endnu mere alvorlig, end den er for de homoseksuelle par, de velsigner, fordi de giver disse mennesker et påskud til at leve et liv, hvor de fortsætter med at begå synd og udsætter dem yderligere for en reel fare for evig fordømmelse. Sådanne klerikale vil helt sikkert høre følgende alvorlige ord fra Gud ved deres personlige dom: ”Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd” (Ez 3:18). De klerikale, der velsigner den homoseksuelle praksis genindfører på en vis måde den hedenske tempelprostitution. En sådan klerikal adfærd er beslægtet med frafald, og man kan hæfte følgende ord fra Den hellige Skrift på dem: ”For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus”(Jud: 1:4).

MH: Fr. Anselm Grün, en tysk forfatter, som for nylig er blevet rost af pave Frans for en af sine bøger, har aktuelt udtalt, at han i fremtiden sagtens kan forestille sig en kvindelig pave. Kardinal Cristoph Schönborn har også for nylig sagt, at et fremtidigt koncil meget vel kan skabe grundlaget for kvindelige præster og endda biskopper. Hvad er i denne sammenhæng muligt – og godt for Kirken, og hvad er ikke? Hvad er den rette rolle for kvinden i Kirken set i lyset af Evangelierne?

BAS: Da ordinationens sakramente (sacramentum ordinis) er guddommelig indstiftet, kan det kun varetages af mænd. Kirken har ingen beføjelse til at ændre på netop det, der er det særlige kendetegn ved dette sakramente, som det fremgår (af dokumenterne) fra Koncilet i Trent (jf. Sess. 21, kap. 2). Pave Johannes Paul II erklærede, at det er umuligt at foretage kvindelige ordinationer, og at dette er en del af den ufejlbarlige lære, der udgår fra læreembedet (jf. den apostoliske skrivelseOrdinatio sacerdotalis nr. 4), og derfor er dette en guddommelig åbenbaret sandhed, der hører til troens kerne (jf. Response of the Congregation for the Doctrine of faith from October 28, 1995).

Den, som tvivler på – eller benægter denne åbenbarede sandhed, begår den synd at bedrive hæresi, og ved at gøre det offentligt og hårdnakket, bliver synden en overtrædelse af kanonisk lov, som automatisk resulterer i ekskommunikation (latae sententia). Der er en lang række klerikale, selv i de episkopale rækker, som foretager denne synd i vore dage, og derved afskærer sig på en usynlig måde fra den menighed, der er baseret på den katolske tro. Om dem kan man med rette benytte følgende Guds ord: ”Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore ” (1 Joh 2:19).

Ingen pave og intet økumenisk koncil kan nogensinde tillade, at der foretages sakramentale ordinationer af kvinder (hverken diakoner, præster eller biskopper). Hvis, det rent hypotetisk skulle ske, vil Kirken blive ødelagt i forhold til en del af Dens fundament. Men det kan aldrig ske, for Kirken er uforgængelig, og Kristus er det sande hoved for Sin Kirke, og Han vil ikke tillade, at helvedes porte får magt over Hende i dette konkrete tilfælde.

Den smukkeste, enestående og helt uerstattelige rolle kvinden har i Kirken, er hendes kald og værdighed (både fysisk og åndeligt), som er relateret til moderskabet, fordi enhver kvinde er moderlig i sit væsen. Man kan ikke adskille hendes moderlighed fra hendes brudeværdighed og kald. I denne hendes brudeværdighed forkynder kvinden den sandhed, at hver eneste kristne sjæl, (det gælder) også mandens sjæl, bør være Kristi brud. I sit kald til at være moder og brud, udfører kvinden i sit hjerte en indre præstegerning, som er speciel for hende, og som er komplementær til mandens (ydre) apostoliske præsteskab. Gud har med stor visdom skabt naturens orden, som genspejles i hvor smukt nåden er ordnet samt i ordinationens sakramente! En kvindelig ordination vil ødelægge den Guddommelige orden og vil konsekvent medføre en åndelig afskyelighed, åndelig sterilitet og sidst men ikke mindst afgudsdyrkelse.

MH: De tyske biskopper godkendte i februar et udkast, der tillader, at det bliver muligt for protestantiske ægtefæller til katolikker i særlige tilfælde og efter en længere overvejelsesperiode, regelmæssigt at modtage Den hellige Kommunion. Set i lyset af Kirkens sakramentale orden samt at katolikker ofte bør gøre brug af bodens sakramente, er et sådant initiativ fra de tyske biskopper overhovedet legitimt og muligt?

BAS: Siden apostlenes tid (jf. ApG 2:42) er troens integritet (doctrina Apostolorum), hierarkiet i (Kirkens) fællesskab (communicatio) og Den Eukaristiske Kommunion (fractio panis) (uadskilligt) forbundet med hinanden. Ved at tillade en døbt person at modtage Den hellige Kommunion, bør Kirken ikke gå bort fra, at denne må bekende den sammenhæng, der er i den katolske og apostoliske tro. Det er ikke tilstrækkeligt, at man kun forlanger, at personen tror på Eukaristiens sakramente (eller på bodens sakramente eller de syges salvelse).

At tillade en døbt person at modtage Den hellige Kommunion og ikke forlange af vedkommende at denne, som en forudsætning også accepterer alle andre katolske sandheder (f.eks dogmerne vedrørende Kirkens hierarki samt de synlige kendetegn ved Kirken, det romerske pontifikats juridiske forrang samt pontifikatets, de økumeniske koncilers og læreembedets ufejlbarlighed, dogmerne vedrørende Maria etc) signalerer en modsætning til den nødvendige ydre enhed i Kirken og selve Det Eukaristiske sakramente. Den rette virkning af Den Eukaristiske Kommunion er nemlig en manifestation af dem, der indgår i Kirkens fulde fællesskab. Derfor kan modtagelsen af Den hellige Kommunion i Den katolske Kirke – i særlige tilfælde – af protestanter eller af ortodokse kristne betegnes, som en usandhed. Det er i modstrid med det, som sakramentet signalerer samt den indre sakramentale virkelighed, dersom de, der ikke er katolikker, og som har fået tilladelse til at modtage Den hellige Kommunion, med vilje og i fuld offentlighed, fortsætter med at knytte sig til det protestantiske eller ortodokse trosgrundlag.

Vi må også i denne sammenhæng se på, at der optræder et problematisk og modstridende princip i kanonisk lov § 844 (som beskriver håndteringen af visse sakramenter såsom Den Hellige Eukaristi til ikke katolske kristne i nødsituationer og i tilfælde af livsfare). Dette princip er i modstrid med den apostoliske tradition samt den praksis, man har haft i Den katolske Kirke gennem totusind år. Allerede i tidlig-apostolisk tid blev Den Romerske Kirke opmærksom på denne regel, hvorom Skt. Justin fremkom med følgende vidnesbyrd: ”Denne føde kaldes iblandt os Eukaristien, og den kan ingen tage del i, medmindre man tror på, at det vi lærer er sandt” (Apol. I, 66). Det problem, der for nylig er blevet skabt af den tyske biskopkonference er – for at være ærlig- blot en konsekvens af den problematiske formulering i § 844 i kanonisk lov.

MH: Nogle iagttagere finder, at dette minder om introduktionen af Kommunionsmodtagelse i hånden, som i første omgang blev indført regionalt, dog kun for senere at blive implementeret i Den universelle Kirke. Ser De her et lignende mønster?

BAS: Når man ved, at mennesket er skrøbeligt, og sammenholder det med den dynamik, der er i det ideologiske pres, samt hvordan det ”dårlige eksempel” (hurtigt) spredes, så vil de undtagelsesvise eksempler med protestanter, der er gift med katolikker, og som modtager Den hellige Kommunion, over tid blive implementeret i større skala, og det vil derfor være vanskeligt at stoppe.

MH: Hvis dette nye interkommunionsinitiativ bliver godkendt af Rom ved det kommende møde den 3. maj (klik her for mere information om resultatet af mødet), kan dette så blive den anden svækkelse af Kirken sakramentale lære efterAmoris Laetitia og dens eftervirkninger? 

BAS: Uden tvivl!

MH: I lyset af dette seneste tyske interkommunionsprojekt, ser De her en begrænsning i opfordringen til, at man decentraliserer Kirken?

BAS: Når der opstår en reel fare for, at den katolske tros integritet og den tilhørende sakramentale praksis i en bestemt kirke lider skade, må paven gøre sin pligt og korrigere dette for at beskytte de troende mod den afvigelse, der ”truer” den katolske og apostoliske tro. Når biskopper handler på en måde, der strider mod deres pligt, som er at: ”… alle biskopper bør fremme og værne om troens enhed og hele Kirkens fælles disciplin” (Andet Vatikankoncil, Lumen gentium, 23), så må paven gribe ind, fordi det er hans opgave at være ”… alle de kristnes øverste hyrde” og være ”… den universelle Kirkes øverste lærer” (Lumen Gentium, 25). Når nogle af de overordnede på et skib under dets sejlads begynder at bore huller i fartøjets side, så er det ikke (godt) nok, at skibets kaptajn siger: ”Jeg finder det ikke nødvendigt at blande mig, fordi jeg følger principperne i decentralisering”. Enhver, der er ved sin sunde fornuft, vil betragte en sådan adfærd, som uansvarlig og mærkelig, fordi det vil have frygtelige følger. Når denne præmis er sand set i forhold til det fysiske liv, hvor meget mere er det så ikke sandt for sjælenes overnaturlige liv! Når de lokale biskopper imidlertid gør et godt stykke arbejde med at fremme og beskytte Kirkens tro, disciplin og liturgi, bør paven under ingen omstændigheder gribe begrænsende ind overfor det, de gør. I et sådant tilfælde er der tale om en fornuftig decentralisering. I ”… alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige …”(Fil 4:8), som de lokale biskopper gør, bør paven ikke blande sig i, og han bør endvidere lade dem gøre det gode arbejde, som de foretager decentralt.

MH: I forbindelse med det kommende 2019 Amazonsynode, er der mange, der efterspørger, at man giver tilladelse til, at gifte præster kan fungere i den latinske ritus. Hvad er Deres holdning til dette? Bør og kan Den katolske Kirke følge denne vej?

BAS: Den Romerske Katolske Kirke bør ikke falde for ”viri probati” tricket eller lade sig overvælde af en markant mangel på præster i nogle områder. Dette er en menneskelig reaktion og viser samtidig en mangel på overnaturlig tro, nemlig troen på at Det guddommelige Forsyn, altid leder Sin Kirke. Der findes tilstrækkelig med beviser på, at der har været perioder i Kirken historie, hvor nogle områder har oplevet en markant mangel på præster, men hvor den katolske tro blandt lægfolket er blomstret, fordi den (i familierne) blev givet videre fra generation til generation, men også på grund af vidnesbyrdet om enkelte menneskers dydige liv. For mit eget vedkommende kan jeg nævne, at jeg i min barndom levede under forhold, hvor der ingen præst var til stede, og denne præstemangel måtte vi leve med i flere år.

Det fremgår tydeligt af dokumenter, der stammer fra Den tidlige Kirke, at det præstelige cølibat, samt kravet om, at en præst må leve i afholdenhed, er at finde i det apostoliske grundlag. På apostolisk tid og i Kirkefædrenes tid blev dette ført videre og efterlevet på baggrund af en ikke nedskrevet regel, nemlig at fra tidspunktet for den hellige ordination (diakon, præst eller biskop) måtte den ordinerede klerikale leve (for altid) seksuelt afholdende, uanset om han var gift eller alene. Der findes solide videnskabelige undersøgelser, som bekræfter dette faktum, f.eks undersøgelser foretaget af Christian Cocchini, kardinal Alfons Stickler, Stefan Heid et al. Synoden i Kathargo (390), på Skt. Augustins tid, erklærede at (seksuel) afholdenhed for altid var ”hvad apostlene lærte, og videre, hvad man i antikken allerede havde erfaret”. Pave Leo den Store, (+ 450), som var meget fortrolig med de apostoliske traditioner, har udtalt: ”Reglerne for (seksuel) afholdenhed er den samme for dem, som tjener ved alteret (ministranter), som for biskopper og præster: da de stadig var lægfolk eller lektorer, var de fri til at indgå ægteskab og opfostre børn. Men når de har opnået en position i Kirkens hierarki (som dem, der er beskrevet ovenfor), kan de ikke længere gøre som før” (Epist. Ad Rusticum) Det kategoriske forbud mod at indgå ægteskab, efter at man er blevet ordineret havde universel gyldighed, og er stadig gyldigt selv i de ortodokse kirker, hvor cølibatet for sognepræster er afskaffet. Dette er et tydeligt bevis for det faktum, at reglerne vedrørende (seksuel) afholdenhed for prælater (højerestående gejstlige) er af apostolisk oprindelse.

Det første forsøg på at bryde den apostoliske traditions regler om afholdenhed dvs. reglerne vedrørende cølibatet i en bredere forstand blev fastlagt i reglementet i den Byzantinske kirke ved den såkaldte Anden Tullianske Synode (691), som den Apostoliske Stol imidlertid ikke har anerkendt. Ifølge det Byzantiske reglement må den gifte præst overholde det at være seksuelt afholdende aftenen og natten før, han skal fejre Messeofret. Men den sande katolske præst, som nat og dag er en ”alter Christus”, og som derfor dagligt skal fejre Det hellige Messeoffer og må altid fuldt og helt være (seksuel) afholdende. Dette er den logiske konsekvens af Det Nye Testamentes præsteskabs ontologiske værdighed og deres bestandige forbindelse til fejringen af Jesu Kristi offer på alteret, og dette står i modsætning til Det Gamle Testamentes dynasti af ”kødelige” præster, som kun var forpligtet til seksuel afholdenhed i de perioder, hvor de gjorde tempeltjeneste. Det var netop med henvisning til præsterne i Det Gamle Testamente, for hvem det var tilladt at have seksuelt samkvem med deres hustruer, at den Anden Tullianske Synode i 691 gav dispensation til gifte præster i forhold til reglerne om (seksuel) afholdenhed.

Hvis det planlagte Amazonsynode i 2019 åbner op for det gifte præsteskab selv i enkelte tilfælde og i afgrænsede geografiske områder, vil dynamikken i en sådan fornyelse – det gifte præsteskab – uden tvivl gradvist sprede sig i hele Den Latinske Kirke. Vi håber ikke, at Amazonsynoden 2019 vil fremme etableringen af den livsstil, Det Gamle Testamentes præster havde, som er en livsstil, der for længst er forældet set i forhold til dels Kristi eksempel, hvor Han er Den evige ypperstepræst og dels den apostoliske tradition. Desuden, findes der en fremragende roman af den argentinske forfatter Hugo Wast (et pseudonym for Gustav Adolfo Martinez Zuviria, + 1962) med titlen ”Lo que Dios ha Unido” (Det, Gud har gjort), hvor forfatteren på en overbevisende og glimrende måde gøre rede for, hvorfor det katolske præsteskab og den ægteskabelige seksualitet er to uforenelige størrelser.

MH: Ved en nylig afholdt konference i Vatikanet blev der givet gaver til deltagerne, som har stor lighed med den symbolik, man finder hos Frimurerne. Er en sådan udvikling problematisk set i lyset af, at man forsøger at bevare den katolske lære, som et samlet hele?

BAS: Det, der betegnes som ”gaver”, og som er nærmere beskrevet og visualiseret på internettet, er åbenlyst hedenske, esoteriske og har karakter af frimureri. Disse handlinger, som fandt sted i Vatikanet, som er stedet for Skt. Peter, Sandhedens Stol (cathedra veritatis) minder om de mange episoder i Det Gamle Testamente, hvor Gudsfolket og nogle af deres ledere havde vendt sig bort fra den eneste sande og helst specielle tilbedelse af Gud. For, ifølge nogle religiøse lederes opfattelse i Det Gamle Testamente, var det legitimt at forene tilbedelsen af Den sande Gud med afgudsdyrkelsen. Men Gud lod gennem Sine profeter vide, at dette var en vederstyggelighed. Der er ingen tvivl om, at de ovenfornævnte hedenske og kultiske effekter i Vatikanet vil blive mødt med fordømmelsens stemme, som hos de Bibelske profeter. Denne tragiske hændelse i Vatikanet afslører en vis lighed med en profetisk vision, der blev givet den salige Anne Catherine Emmerich: ” Jeg så igen den siddende pave og Den ’mørkets’ Kirke, der prægede hans pontifikat. (..) Og se, et helt specielt syn. Ud fra hver enkelt af disse medlemmer af menigheden udgik der fra deres bryst en afgud, som den enkelte stod overfor og bad til. Det var som om, at hvert eneste menneske (i denne forsamling) havde fremdraget sine hemmelige tanker, drømme og længsler ud af en mørk sky, som straks udenfor antog en bestemt form” (En vision fra den 3, maj 1820).

MH: Vatikanet besluttede sig for nylig for at udlåne mange hellige beklædningsgenstande samt andre hellige effekter til en sekulær udstilling samt modeshow i New York, hvor kvindelige modeller fremstod som kvindelige præster, en kvindelig biskop samt en kvindelig kardinal og endog en kvindelig pave. Sender en sådan beslutning fra Vatikanet ikke forvirrende signaler, da man blander det, der er helligt sammen med det, der er profant, og er dette ikke løftestangen for en moralsk og åndelig forvirring blandt de troende?

BAS: Det er klart, ved at man har ageret sådan, er hellige effekter blevet profaneret, og der er tale om effekter, der er velsignede til et specielt formål, nemlig til brug i tilbedelsen af Den hellige Treenighed: Fader, Søn og Helligånden. Man kan ikke lade være med at tænke tilbage på (en situation) i Det Gamle Testamente, hvor kong Nebukadnesar netop handler sådan (Dan 5:2). Men ”Gud lader Sig ikke spotte” (Gal 6:7). Følgende ord, som Gud har ladet komme over profeten Daniels læber kan med rette anvendes i forhold til den aktuelle episode (fra New York), hvor hellige beklædningsgenstande er blevet profaneret med godkendelse fra Vatikanet: ”Du har ophøjet dig over for himlens Herre, da du lod karrene fra hans hus hente, så du og dine stormænd, dine hustruer og medhustruer kunne drikke vin af dem. Du lovsang guderne af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken kan se, høre eller forstå; men den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret. Derfor blev hånden udsendt fra ham og disse ord skrevet. Dette er de ord, der blev skrevet: mené, mené, teqél, ufarsín”(Dan 5:23-25). Hvis profeten Daniel havde levet i dag og vidst, hvad der var foregået med de hellige beklædningsgenstande, at de var blevet profaneret, ville han uden tøven rette de samme ord til de mennesker, der gav tilladelse til at indgå et sådant samarbejde, som fik dette udfald.

MH: For nylig oplevede verden Alfie Evans sagen, hvor staten besluttede at afslutte den livsforlængende behandling for et lille barn. Ærkebiskop Paglia og nogle britiske biskopper bifaldt statens beslutning med henvisning til, at det var unødvendigt med yderligere behandling. Hvad er Deres kommentar til sagen omkring Alfie? Traf staten i denne situation den rette beslutning, og er dette den rette vej at gå set i sekulært perspektiv? Hvilke principper gør sig gældende, når vi har at gøre med behandlingen af alvorligt syge mennesker og det gælder både børn og voksne?

BAS: Sagen om Alfie er kun toppen af isbjerget, isbjerget af ufødte børn, der slås ihjel af en ”moderne” antikultur, en praksis der for første gang i menneskehedens historie (på lovbaseret grundlag) blev påbegyndt under Lenin og dennes Kommunistiske og Marxistiske diktatoriske lederskab i 1920. Siden 1960erne blev det at dræbe de ufødte børn gradvist udbredt, nærmest som en handling, der blev orkestreret til at sprede sig til (næsten) hele den vestlige verden. Den verdensomspændende ideologi, som handler om at slå de ufødte børn ihjel, er en foragtens ideologi overfor menneskeheden, og som har gemt sig bag kynismens maske, som dels benyttes i påråbelsen af kvinders (påståede) rettigheder og dels i forhold til det, man (på ubehagelig måde) definerer som ”reproduktiv sundhed”.

Abortindustrien og dens bagvedliggende ideologi har altid kategorisk afvist sammenligningen mellem abort og ”folkedrab” på meget små børn. Alligevel viser sagen om Alfie i stor skala og for hele verden, at den politiske -, juridiske – og mediemæssige magt på globalt plan kan tilintetgøre de ufødte – de sårbare og svage menneskeliv – og vil tage de næste skridt til at legalisere drab på børn ved først at starte med at legitimere ”drab” på et alvorligt sygt barn. Med sagen omkring Alfie vil man sætte et eksempel for i hvilken retning, man vil fortsætte. Dette er praktisk talt den logiske konsekvens af abort, som man så kombinerer med tankesættet bag eutanasia. Sagen om Alfie viste virkelig hvem, der er hvem, i spørgsmålet om det kompromisløse forsvar for menneskelivets ukrænkelighed. Sagen her forende parter overalt på kloden i en spontan og fælles kamp for livet. Det var en lille, men ædel og åndelig hær, som samledes mod den magtfulde sammensværgelse af det politiske system, det juridiske system og til stor forbløffelse også medicinindustrien og disses aftalte agenda. Livets hær syntes at være den nye David, som gik i front mod en ”moderne” Goliat, som stod for et folkedrab på børn. Det synes denne gang som om, at Goliat har vundet. Alligevel har denne Goliat tabt. For i sagen om Alfie mistede det politiske system, det juridiske system og medicinalindustrien deres moralske troværdighed i forhold til upartiskhed, gennemsigtighed og retfærdighed. Vinderen blev alligevel Alfies lille hær. For i Guds øjne og endog i et historisk perspektiv vil de, der forsvarer de svage og sårbare mennesker, som i første omgang er de ufødte børn samt de børn, der fødes med en sygdom altid være de endelige sejrherrer. Det politiske systems, det juridiske systems og medicinalindustriens sammensværgelse mod menneskelivet vil helt sikkert en dag falde fra hinanden, fordi det er umenneskeligt.

I forhold til sagen om Alfie og den lille hær omkring ham, som kæmper for livet, kan man benytte følgende ord fra Den hellige Skrift: De, der sår under tårer, skal høste med jubel” (Sl 126:5).

Athanasius Schneider er hjælpebiskop i bispedømmet Skt. Mary i Astana.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 17. maj 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/interview-bishop-schneider-addresses-a-new-syllabus-of-errors-for-the-modern-church 

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s