Pave Benedikt havde ret i sin forelæsning i Regensburg vedrørende Islam. Verden skylder ham en undskyldning

Mens jeg sidder og skriver, er overskrifterne og de forskellige nyheder, der ”løber” ind fyldt med billeder af nogle af de mest grusomme barbariske handlinger, som vi har været vidne til siden slutningen af anden verdenskrig. De forfærdelige billeder, der fylder internettet, stammer fra Syrien og (landet som tidligere er kendt som) Irak: Massemord, korsfæstelser, halshugninger – selv af små børn – tortur og systematiske gruppevoldtægter; kvinder og piger som i stort tal er blevet bortført og solgt til slaveri; tusinder er under stor frygt blevet jaget bort fra deres hjem uden at kunne tage enkelte fornødenheder med sig; hjem, gamle kirker, klostre og helligdomme er blevet plyndret og nedbrændt …

Ud over, at det er forfærdeligt, det som billederne viser, er det også bizart og surrealistisk, som om den vold og det kaos, der herskede i det 7. århundrede på en sygelig måde er trængt ind i en forstad i midtvesten. Vi bliver nu igennem detaljeret billedmateriale på YouTube, Twitter, Facebook og Google antydningsvist præsenteret for den islamiske erobring af de gamle kristne lande, som vi i dag betegner som Mellemøsten. Vi bliver nu mindet om århundreder med mørke, elendighed og undertrykkelse af den oprindelige befolkning af ikke-muslimsk herkomst af et islamisk overherredømme, som ansporede de kristne til at tage initiativ til korstogene for at komme deres trosfæller til undsætning.

Vi nærmer os nu hastigt otte års jubilæet for den 12. september, hvor pave Benedikt XVI i 2006 gav sin forelæsning på Universitet i Regensburg, hvor han citerede en afdød kristen kejser, der modtog lignende informationer, (som beskrevet ovenfor). For en uge siden skrev redaktøren for den katolske italienske avis Il Foglio, Camillo Langone, at verden skylder pave Benedikt XVI – og kejser Paleologius – en undskyldning for den modtagelse, man gav forelæsningen (pave Benedikt XVI) og udsagnet (kejser Paleologius).

I dag, da nyhederne vedrørende det tidligere Irak igen skaber overskrifter, og det bliver gjort klart for enhver, der kan se, hvad det vil sige, at koranen bliver gjort til virkelighed, er der virkelig behov for at give dem begge en undskyldning”. Langone sagde med åbenlys afsky, at den moderne sekulariserede europæer ”ikke vil gøre dette”. Et (sådant) menneske, skrev han, ” som ikke tror på hellige tekster … tror ikke på Evangelierne”.

At få en europæer til at tro på en, der tror på (en) religion, det er umuligt … En, der ikke længere tror på Gud, er ikke i stand til at tro på virkeligheden og opdager ikke, når sværdet nærmer sig hans hals”.

Vender vi tilbage til Benedikts forelæsning med vores aktuelle viden i baghovedet, er det svært at forestille sig et mere ”blødt” svar på den islamiske ekstremisme. Pave Benedikt talte om en samtale ”som formentlig fandt sted i 1391 i vinterlejren tæt ved Ankara med den lærde Byzantiske kejser Manuel II Paleologus vedrørende (emnet) Islam, som han bogstaveligt blev truet af i skikkelse af det Ottomanske rige.

Det fortælles, at kejseren, som pave Benedikt beskrev, var en ”veluddannet” perser med indblik i kristendommen og Islam, spurgte: “Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt – og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Foreksempel at han foreskrev, at den tro han prædiker, skal udbredes med sværdet“.

Paven bemærkede, at udtalelsen faldt på et tidspunkt ”under belejringen af Konstantinopel mellem 1394 og 1402”, og han fremlagde videre den observation, at kejseren talte med en ”forbavsende bryskhed, en bryskhed, som vi (i dag) finder ganske uacceptabel”. Men det er klart, at kejseren var en mand med stor indsigt, og derfor talte han ud fra sit erfaringsgrundlag. Efter denne forelæsning har pave Benedikt konstant måtte lægge øre til (fra pressen i Vesten) endeløse og gentagne beskyldninger om, at hans ”krænkende” bemærkninger og ”klodsethed” vedrørende Islam var skyld i den vold, der fulgte efter.

Men hvad sagde han egentlig? På en stille og rolig måde opfordrede han blot til en tilbagevenden til fornuften, som det centrale i debatten om religion, og han bad i en venlig tone muslimerne om at opgive volden.

De selvtilfredse vestlige sekulære medier undlod i deres ensidige forehavende hvor de benyttede pave Benedikt som prygelknabe at citere den resterende del af dette tekststykke.

Det er ikke kun pave Benedikt, der har beskæftiget sig med dette emne, for man kan i hele kristendommens historie finde skrivelser, som både forholder sig til Islams ukontrollerede voldelige tendenser og vor egen forarmede intellektuelle frihedstrang: Tro og fornuft, ”fides et ratio” og deres indbyrdes harmoniske samspil med det formål at skabe en moralsk og civil orden.

Kejseren begrunder derefter indgående, hvorfor udbredelsen af tro med vold og magt er fornuftstridigt. Volden står i modsætning til Guds natur og sjælens natur” sagde pave Benedikt.

Han citerede Paleologus: “Gud finder ikke behag i blodsudgydelse, og det er mod Guds natur at handle fornuftsstridigt. Troen er frugt af sjælen, ikke af kroppen. Den, som vil have andre til at tro, har brug for evnen til at tale godt og tænke retsindigt – ikke voldeligt og truende… For at overbevise en fornuftig sjæl behøver man hverken fysisk styrke eller slagvåben eller noget andet middel, hvormed man kan true nogen med døden…”.

Med de billeder vi i dag ser, og som brænder sig fast i vores bevidsthed, hvor mildt, hvor fuldstændigt og meningsgivende er disse ord ikke. Og hvor tydeligt bliver det ikke, hvor ondskabsfulde kravene (var) til ham om at trække sin udtalelser tilbage og undskylde for den ”krænkelse”, som hans ord havde været overfor muslimerne: Hvor var denne fremstilling krænkende i sin forstillelse og samtidig bedragerisk og selvforherligende i sit udtryk.

Når vi endelig kan finde modet til at se på disse billeder, som stammer fra den nye islamiske stat, det nye ”kalifat”, bliver vi bedrøvede og overvældede og undrer os over, at dette virkelig kan ske i en tidsalder, hvor vi praktisk talt opfyldes af en global markedsmekanisme, der på enhver måde tilfredsstiller det forbrugende menneske i Vesten. Hvordan kan dette ske i en globaliseret verden? Hvad er der sket med vores ”globaliserede landsby”? Er moderniteten ikke med al dens bekvemmelighed og distraktion, venlighed og vestlige sekulære ”Coca Cola imperialisme” lykkedes med at civilisere verden (uden for Vesten) og dermed ”tilpasse” verden?

Et billede skiller sig ud i denne uge, det er et billede af en dreng, der er omkring otte år gammel, og det fortælles, at han er søn, en af en af de terrorister, der kommer fra Islamisk stat, den lille dreng er klædt i en polo-shirt i børnestørrelse samt tjekkede skotskternet sommerbukser, som ser ud til at være af mærket Birkenstock, og endelig bærer han en kasket. Drengen fremviser stolt et afhugget hoved. Et hoved må være tungt, siden den lille dreng må bruge to hænder til at holde fast i dets hår for at vise det frem. Sydney Morning Herald, som bragte billedet med drengens ansigt, skrev følgende billedtekst: ”En dreng, man formoder, der er den australske Khaled Sharrouf’s søn fremviser et afhugget hoved af en soldat. På Khaled Sharrouf’s Twitterkonto (står der): Man forestiller sig normalt ikke en apokalyptisk dystopi, der fremviser så mange mærkevarer”.

I lyset af denne skræmmende moderne genopblussen af den gamle trussel om sådanne brutale og uvirkelige barbariske handlinger, bliver det sværere for Vestens intellektuelle liberale at gentage de samme gamle mantraer. Den hårde sandhed må i sidste ende konfronteres, selv af dem, der er de mest vedholdende; ikke alle i verden tænker som vi gør, har de samme værdier og de samme målsætninger. Ikke alle kulturer er ligeværdige. Ikke alt er lige rigtigt, når det kommer til det, vi tror på (i religiøs henseende).

Og hvis det budskab, som disse billeder og videoer udsender, ikke siver ind i vores tykke vestlige hoveder, får vi i dag en direkte advarsel fra overhovedet for det gamle kristne samfund, som er blevet ødelagt af ISIS. Den kaldæiske katolske Kirke kan trække tråde tilbage til Skt. Thomas, den af Kristi disciple, der tvivlede. For få dage siden så vi overskrifterne, der fortalte, at for første gang i 1600 år blev Messen ikke fejret i den gamle kristne by Mosul, fordi alle kristne, alle de kaldæiske katolikker enten var blevet dræbt, jaget bort eller kidnappet for derefter at blive solgt til slaveri.

Biskoppen kommer med sine udtalelser fra sit usikre og midlertidige eksil i den nordlige irakiske by Erbil, overhovedet for dette fortabte og sørgende kommunitet, ærkebiskop Amel Nona fra det kaldæiske katolske ærkebispedømme i Mosul fortalte os lige ud og uden at tage fløjlshandskerne af, som pave Benedikts civiliserede akademiske tilhørere ellers foretrak, at han (pave Benedikt) havde holdt på, at tiden for vores ”hengivenhed” over for vores magelige liberale fantasier er slut.

De lidelser, vi oplever i dag, er et forspil til det, I kristne i Europa og Vesten i den nærmeste fremtid vil komme til at opleve”, sagde ærkebiskoppen i et interview med Corriere della Sera. ”Jeg har mistet mit bispedømme. Mit apostolats fysiske beliggenhed er blevet besat af radikale islamister, som ville have os til at konvertere eller dø. Men mit kommunitet eksisterer stadig”.

Forsøg dog på at forstå os. Jeres liberale og demokratiske principper er intet værd her. I må genoverveje den virkelighed, vi i Mellemøsten befinder os i, da I (i Jeres lande) tager imod et voksende antal muslimer”.

Han advarer os, ”Også I er i fare. I må tage holdbare og modige beslutninger også selvom det strider imod Jeres principper”.

Erbil ligger 55 miles øst for Mosul, et område, der i øjeblikket ikke er besat af IS-krigere, men de er helt sikkert ”opmærksomme” på området. Corriera della Sera fortæller, at biskoppen har bedt om materielle fornødenheder til dem, der er flygtet, og som er berørt af situationen. ”Der er tale om 8000 mennesker heriblandt mange ældre og et relativt stort antal (for os i Vesten) børn, og der er tale om helt små børn (babyer), som kun er få måneder gamle, mange af disse er dehydreret og lider af diarré. En halvfjerdsårig har bedt om insulin. Andre nedfælder på stumper af krøllet papir, hvilken medicin, de har behov for, og som ingen (i realiteten) kan fremskaffe”.

Tusinder af rustne kørestole er blevet doneret af humanitære organisationer til de syge og bliver benyttet som stole til de ældre. De lokale kristne (hjælpe)organisationer har sammen med FN etableret et midlertidigt tiltag, hvor man står for uddeling af ris, brød og vand i flasker. De sanitære forhold er praktisk talt ikke eksisterende”.

Ærkebiskoppen fortsætter: ”I tror, at alle mennesker er lige, men det er ikke sandt: Islam er ikke af den opfattelse, alle mennesker er (for dem) ikke lige. Jeres værdier er ikke deres værdier. Hvis I ikke snart forstår det, vil I selv blive ofre for den fjende, som I har budt indenfor i jeres lande”.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Hilary White og publiceret på LifeSiteNews.com d. 20. august 2014. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-world-owes-an-apology-to-pope-benedict-over-his-remarks-on-islam

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s