Kærligheden eksisterer midt i ondskaben – hinsides optimisme og pessimisme

I Kirken på jorden, der går sin pilgrimsgang, er det ”fulde fællesskab” i krise. Vi kan se det på den manglende lydighed overfor præster, så vel som det ofte forekommende misbrug af positioner i (Kirkens) hierarki og den medfølgende autoritet, dårlige katekeser og sekteriske tilskyndelser, en plat liturgi og forhutlet teologi, for få (præste- og ordens)kald og kirker, der må lukkes ned, seksuel forvirring og perversion og en kvælende sekularisme. Alle disse problemer (og langt flere) rummer bestemt et socialt aspekt, men det er ikke problemer, der kun berører enkelte lægfolk eller klerikale, det omfatter hele Jesu Kristi Legeme, der består af de troende over hele verden. Mange katolikker i dag lader sig let fange ind i forvirring, modløshed, passivitet og fortvivlelse.

Ikke desto mindre må vi med al vor styrke modstå disse fristelser, fordi de er redskaber i hænderne på menneskehedens (største) fjende, som kun forsøger at hindre os i at stræbe mod hellighed og afvæbne os i kampen for sandheden. Ved at lade denne krise udfolde sig, lærer vor Herre os, hvad det vil sige at tro på Hans forsyn samt at have en tættere relation til Ham, end vi nogensinde har haft før.

Det afgørende er, at vi alt for let undgår at tilskyndes til modstand mod optimismen (”Det er helt sikkert slemt, men grundlæggende er det godt”) og pessimismen (”Kirken er ved at blive revet fuldstændig fra hinanden, og det sker lige foran os, og vi kan intet gøre for at sætte en stopper for det”), men for at overvinde ved Evangeliet bør vi på et dybere plan overveje mysterierne i Jesu Kristi liv. Kirken har til enhver tid fulgt – og vil altid følge i Sin Herres fodspor, ikke kun et sted i verden, men overalt, for at Evangeliets frø kan lægges i jorden. Som det var for Ham, vil der også for Hende være år, der i overvejende grad er præget af uklarhed og fattigdom, nogle (år) af forråelse, smerte og død og endnu andre (år) af opstandelse, sejr og herlighed. Alt dette: fremgang, tilbagegang og en ny fødsel eller gennembrud (opstandelse) vil skiftevis kunne opleves hos den enkelte, i samfund, familier, sogne og bispedømmer.

Overvej følgende bemærkning fremsat af Joseph Ratzinger i Salt of The Earth:

Måske står vi overfor en ny og anderledes epoke i Kirkens historie, hvor kristendommen igen mere vil have form af sennepsfrøet, og hvor den (kristendommen) vil eksistere i små og tilsyneladende ubetydelige grupper, som kontant kæmper mod det onde og bringer det gode ind i verden, der hvor verden ønsker at tage imod Gud.

”Små tilsyneladende ubetydelige grupper”, lyder det ikke som os? Det er historien om David og Goliath, bare i større skala. Ratzinger siger i det samme interview, at kristendommen altid har haft – og vil fortsætte med at have til opgave at ”skabe steder for menneskehedens overlevelse”. En gribende tanke: Steder for menneskehedens overlevelse og ud over det, steder for nyt liv, steder for at genopdage, at blive forynget og genopstå. Set ud fra Ratzingers realistiske tilgang, når der ikke længere er så mange kristne samfund tilbage, så finder man små frø af tro og håb, der er spredt, og som kan slå rod (og vækste), uanset hvor og under hvilke vilkår Helligåndens vind leder dem. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12:24).

Vi er ikke alene, selvom vi ofte kan føle os helt alene, og endda helt forladt. I dette som i alt andet er Jesus, Ham vi må have fokus på, Han er vor hyrde og vor trøst. Han var det ene hvedekorn, der måtte dø, hvis Hans ubesmittede brud skulle fødes ud af Hans gennemborede Hjerte. Vi går ind i Hans ensomhed, ligesom vi går ind til Hans forening med Faderen og Helligånden. Hans uovervindelige kærlighed, som for altid legemliggøres i Kirken og Hendes liv er en garanti for den ultimative sejr. ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden ” (Joh 16:33).

Hvad er mest vanskeligt for den moderne verden at tro på? Man kunne sige Gud eller Jesus Kristus eller Kirken, men måske og mere grundlæggende er vores samtid fristet til at tvivle på selve den mulighed, der eksisterer for en interpersonel kærlighed, uselviskhed, det uhåndgribelige, mødet med åbne arme og loyalitet, den virkelighed, der kendetegner et ægte fællesskab, der byder sine medlemmer velkomne, uanset hvem de er, mens det samtidig udfordrer dem til at blive de mennesker, Gud ønskede, at de skulle blive. Når folk bliver vant til at betragte relationer, som udvekslingsforhold (noget for noget), stridende instinkter eller intern rivalisering omkring magt, bliver disse (relationerne) hurtigt nedslidte, når det handler om ”kærlighed”. Intet eller kun meget lidt er kommet til deres midte af overbevisende erfaringer og vidnesbyrd om, at der er noget, som er værd at leve – og dø for. Selve forestillingen om et ”fælles gode” er forsvundet i en verden af uopnåelige idealer. Frem for alt har de ikke set livets skønhed, skønheden ved mange liv, arbejde og hvile i skøn harmoni, hengivelsen til det højeste og ukvalificerede fælles gode, Den for altid velsignede Treenighed. Det er et vidnesbyrd, vi til hver tid og alle steder kan give verden, blot ved at være tro overfor det fredselskende og fredsbevarende arbejde, der er blevet os betroet, ”elsk de brødre”, som Gud har givet dig, den ægtefælle eller børn eller familie eller venner Gud har ladet komme ind i dit liv og tag imod dem, som var de Kristus.

I den forstand, når det kommer til livet i menigheden, kan vi lære meget af de store ordensstiftere. Der er meget at hente i eksempelvis det, som Skt. Benedikt skriver om at give folk en varm velkomst, hvordan man gensidigt er med til at opbygge hinanden (i en menighed eller ordenssamfund) og frem for alt den fælles vedvarende bøn, det som virkelig er et symbol på en passioneret kærlighed, der forener Kirken med Hendes guddommelige brudgom.

Ja, Gud er allerede allestedsnærværende i Sit nærvær, Sin væren og i Sin magt, og som Skt. Thomas Aquinas siger: Men Han vil mest af alt være til stede i sjæle ved Sin nåde, og ved at Han på mystisk vis er iboende de guddommelige personer. Vi er dem, der må forkynde denne tilstedeværelse: Emmanuel ”Gud er med os”. Da Jesus var på jorden, udgik magten fra Ham til at ødelægge djævelens arbejde og drage sjæle til Sig i et guddommeligt venskab. Den samme Herre er med os indtil tidernes ende, i Sit Mystiske Legeme, i Sit Eukaristiske Legeme og i de gode gerninger, Hans ånd inspirer os til. Han søger altid de mange, dem, der er blevet spredt, og Han stræber efter at gøre dem til ET, samlet i Hans navn, til deres glæde og i Hans herlighed. Lad os holde fast i Ham, at Hans nåde og sandhed må dvæle i os, så vi kan give det videre til verden.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på LifeSiteNews.com d. 16. januar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-reality-of-love-in-the-midst-of-evil-beyond-optimism-and-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s