Fristet til at forlade Kirken på grund af de mange seksuelle overgreb? Det er præcis, hvad satan ønsker

Her midt i den anden bølge af beskyldninger om – og afsløringer af seksuelle overgreb foretaget af klerikale, der skyller ind over os – en bølge af det snavs, som biskoppelige autoriter har dækket over, og som i årtier synes at have vokset sig større og større, mens den har ramt det ene bispedømme efter det andet samt den ene kirke efter den anden – må vi vogte os for – og hjælpe andre til at være vagtsomme overfor visse forkerte fremstillinger, der ofte benyttes (fordi de er populære), og som altid har det med at dukke op i en tid som denne.

Jeg husker for mange år siden, at jeg læste syv eller otte breve stilet til redaktøren i et ældre nummer af Time magazine, en udgave, som på sin forside havde et billede af en vadefugl smurt ind i olie. Disse breve var skrevet, som en reaktion på Den katolske Kirkes hierarkis meddelagtighed i de seksuelle overgreb foretaget af klerikale, hvilket man med rette var forarget over. Næsten alle brevene afspejlede den liberale holdning, der lå i tiden, og samtidig afslørede disse breve en vis uvidenhed om det grundlæggende i den katolske lære, noget som kun kan betegnes som utroligt.

En herres argumentation kan koges ned til følgende: ”Kirken hævder, at Den taler på Kristi vegne her på jorden og samtidig er ufejlbarlig, men når synden hos de klerikale bringes frem i lyset, siger Kirken, at Hun består af syndere. Hvordan kan det være”. Er der ikke behov for en sondring her?

En kvinde skrev følgende: ”Hvis paven ikke får ryddet op i det rod, som denne krise med seksuelle overgreb foretaget af klerikale har forårsaget, vil jeg med glæde følge efter dem, der allerede har forladt Kirken”. Så paven er altså personligt ansvarlig for al synd, og hvis han ikke straks på mirakuløs vis får sat en stopper for alt det, der er sket, så kan man ”bare” forlade Kirken?

Endnu en herre skrev, at han tror på den katolske doktrin, men helt afviser pavens autoritet samt Kirkens hierarkiske struktur. Det er hovedrystende. Og den samme ”tone” blev benyttet i de resterende breve.

Vi hører også ofte i disse tider om folk, der føler sig fristet til at forlade Kirken til fordel for den ortodokse kirke. Som om det skulle hjælpe noget! Mens vi kan og burde beundre den ortodokse tradition og dens mystiske arv, er den ortodokse kirke langt mere en katastrofe set i forhold til lære og doktrin, end den katolske Kirke er i dag – og videre kan den ortodokse kirke ikke dele den glæde at nyde frugten af skiftende pontifikater igennem tiden. Trofaste katolikker hævder, at Amoris Laetitia er et stort problem på grund af de dele af den, der står i modsætning til Evangeliet, eller (de dele) der tillader prævention, og som står i modsætning til Humanae Vitae, og som i sidste instans er et yderligere skridt mod abort, og disse (to) modsætninger har præget den ortodokse kirke i århundreder. 

Hvad viser disse reaktioner hos katolikker? Først og fremmest står det klart, at troen ikke er blevet formidlet, og at der ikke prædikes om den. Der eksisterer simpelthen en manglende viden om troen; Hvad der er (endnu) værre, er, at der ikke eksisterer nogen bevidsthed om, at man mangler viden om sin tro. Der er her tale om, at en blind leder en blind. En ung mormon har langt større kendskab til Joseph Smiths fantasifulde indgraverede guldplader, end den gennemsnitlige voksne katolik har om Det Allerhelligste Sakramente eller Kirkens lære vedrørende ægteskab og familie. Det viser blot, at mange biskopper og præster har sovet i timen (og vedbliver med at gøre det) og endnu ikke har forstået, hvor omfattende (de negative eftervirkninger) af Vatikan II har været. Det er tydeligt, at formidlingen af troen (katekeserne) stadig befinder sig i en alvorlig krise, og at man på dette område stadig ”står stille”.

Vi kan begynde med at forklare, hvad der menes (og ikke menes) med Kirkens (og pavens) ufejlbarlighed; en skelnen mellem pavens hellige hverv, som fortjener respekt og hans privatperson, som kan være værdig eller ikke værdig til at sidde på Peters Stol, og som må tåle bebrejdelse, irettesættelse og straf; forskellen mellem lydighed og en falsk (udgave af) lydighed. Vi må gøre os det klart, hvorfor Den katolske Kirke og Hendes sakramenter er nødvendige for frelsen, og at vi tror på Kristus, Den Kristus, der helliggør og frelser os. Og vi skal ikke lukke øjnene for, at der er et stort behov for en hovedrengøring i vores eget hus (Kirken), vi kunne jo starte med den hellige liturgi. For den krise, som Kirken gennemlever lige nu, drager en parallel til den udskiftning, man foretog af den traditionelle Messe og sakramenterne, som rummer en stor skat og erstattede det med en ”skrabet” udgave uden (åndelig) næring, og som i alle afskygninger rummer banalitet og misbrug.

Desuden viser disse reaktioner omfanget af de skadelige virkninger, der har præget katolikker i de årtier, hvor de har stået på, samt den smerte og med rette den harme, de føler og det legitime krav, som de fremsætter. Endelig er det kun dem, som er en del af Kirkens hierarki, der kan gøre skaden god. Lægfolket kan undersøge, fremsætte anklager og endda foretage retsforfølgelse, men de systematiske overgreb, som er blevet foretaget af de kirkelige autoriteter, kan kun modvirkes og elimineres ved initiativer iværksat af toppen i Kirkens hierarki. Vi står i øjeblikket med en institution, der praktisk talt kan defineres som dysfunktionel, og det gør det ikke bedre, at man forsøger på at affærdige det hele ved bortforklaringer. Hvis man tør lade sandheden komme frem i lyset, kan det være begyndelsen til en reform.

At forlade Kirken på et tidspunkt, hvor Hun har allermest behov for den troende, er det værst tænkelige, man kan gøre. Det er præcis det, djævelen håber på vil ske: at de troende vil kaste barnet ud med badevandet og miste deres fokus på Jesus Kristus og den plan, Han har med Kirken, og videre lade sig forlede af, at alt dette må handle om Antikrist, og den plan han har for Kirken. Det er netop på et sådant tidspunkt i en krisetid, at der er mulighed for at frembære en heroisk tro, bøn, opofrelse og med iver forøge og bære (åndelig) frugt.

Vi er blevet vant til i en verden, der er præget af medierne, at disse uden samvittighedsnag foretager en bestemt vinkling på – og forvrænger alt nyhedsstof, undertrykker eller forfalsker sandheden og dermed baner vejen for en egen dagsorden. Vi fornemmer på de mange tegn, der kommer fra det katolske hierarki, at de også foretager en bestemt vinkling af tingene, fordrejer, undertrykker og forfalsker sandheden og arbejder ud fra en liberal agenda. I en sådan atmosfære, der emmer af fjendtlighed, må alle katolikker og mest af alt de biskopper og kardinaler, som er trofaste overfor Kristus og Hans Kirke, være lydhøre overfor følgende ord fra Paulus:

Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! (2 Tim 4: 1-2).

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews d. 16. august 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/tempted-to-leave-church-over-sex-abuse-crisis-thats-exactly-what-satan-want

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s