”Til hvem skal vi gå?”: Om at være 70 år og katolik

Vores sogn har 62 tilbud og initiativer. Jeg har talt dem. Har du mistet alt? Der er et tilbud til dig, der har det sådan. Er du afhængig af pornografi? Så er der et tilbud i sognet, som kan hjælpe dig. Må du gå sulten i seng? Vi har et tilbud, der kan hjælpe dig.

Når man er 70 eller ældre og føler, at Den Romerske Katolske Kirke har glemt en, hvad gør man så? Vi har desværre vi har ikke noget tilbud, der dækker denne problemstilling. Men vi kan tilbyde hjælp: Hvis du har mistet en nær pårørende, til at forhindre selvmord eller ved psykisk sygdom. Men vi har ingen telefonlinje for ældre, der er i troskrise.

Et sådant tilbud mangler vi i høj grad. Den gruppe, der har dette behov, nærmer sig tiden, hvor de skal gå bort. Vi ønsker, nej, vi har behov for at blive helt afklarede. Hvordan vi skal tilbringe evigheden er nært forestående. Men der er et problem: Vi er ikke længere afklarede med, hvad der skal ske.

Man kan spørge: Hvad er problemet? Hvis det bekymrer Jer så meget, det med himlen og helvede, så gå til Messe hver søndag og gå til skrifte ved påsketid, og det er godt nok. Hvis I er heldige, vil man også give Jer den sidste olie, før I dør.

Jeg ville ønske, at jeg blot kunne tro på, at det er det.

At være katolik i vores generation har aldrig været let

At være katolik i vores generation har altid krævet en indsats, en indsats i forhold til at forstå den katolske lære, en indsats i forhold til at hjælpe under Messen og en indsats i forhold til at leve op til de krav, Kirken stiller. Men aldrig en større indsats, end at det var muligt, at gøre alt dette ved hjælp af Guds nåde. Selvom man skulle gøre en indsats for at være katolik, vidste vi, at intet andet sted findes vejen til frelsen. Vi vidste, at dette var sandt, fordi Den eneste sande Kirke fortalte, at det er sandheden, og vi havde tillid til det, Kirken sagde.

I begyndelsen blev vi fortalt, at intet ville blive forandret. Vi er i 50 år blevet fortalt, at intet har ændret sig. Jeg og mange andre troede på det. Måske troede vores generation på det, fordi vi havde travlt med så meget andet og ikke var helt opmærksomme. Livet var lige begyndt for os. Vores familier og karrierer tog det meste af vores tid. Så hvilken forskel gjorde det, at Messen plejede at være på latin, men nu var på den på engelsk? Hvorfor var det et problem? Blev den første Messe ikke fejret på aramæisk? Desuden er det altså Den katolske Kirke, vi taler om her ikke nogen anden kirke, og hvad der sker i den.

Efter at være blevet pensioneret, og tempoet er blevet sat ned, har jeg fået mere tid til at se nærmere på, hvad der egentlig skete, da jeg var optaget af så meget andet. Det første, jeg bemærkede, var, at de fleste af mine venner og familie ikke længere gik til Messe om søndagen. Nogle har endda brudt med Kirken og er nu en del af en anden religion. Nogle siger, at de egentlig ikke har behov for nogen kirke, da de har et direkte og personligt forhold til Gud.

Min kommentar til det er, at det er ærgerligt for dem. Har man en gang haft troen og derefter afviser den, er det langt værre end overhovedet aldrig at have haft troen. Jeg har givet ikke altid haft fokus på min tro, men i det mindste er jeg stadig katolik.

Liturgien

Men hvad betyder det at være katolik? I 2010 deltog jeg i en Messe i en forstad til Rochester i NY. Det var Treenighedens søndag. Jeg husker, at det var Treenighedens søndag, fordi diakonen læste Evangeliet og prædikede om Gud som Skaber, Gud som Frelser og Gud som Offer. Det er ikke underligt, at præsten lavede sjov med at denne søndag skulle kaldes ”Hæresiens søndag”.

Noget andet jeg husker fra denne Messe er, at konsekrationen nærmest gik ubemærket hen. Ingen klokke ringede, ingen særlig ærbødighed fra celebranten, ikke engang en opløftning af Hostie og kalk. Menigheden syntes uden nogen forståelse for, hvad der faktisk foregik præcis på dette tidspunkt under Messen.

Så kom Fadervor: Jamen dog! Celebranten gjorde dette levende, og menigheden sagde bønnen med høj stemme, og alle stod de med hinanden i hænderne og løftede dem i enhed mod himlen. Dette var i sandhed højdepunktet i liturgien.

Efter at have modtaget (det jeg håbede, var Kommunionen) bad jeg i stilhed til Gud om, at Han måtte tilgive præsten, det han var i færd med. Jeg bad også for, at min Messedeltagelse den dag til fulde opfyldte søndagens Messepligt.

Det var min første erkendelse af, at denne kirkes – og menighedens katolicisme, deres katolicisme, ikke var den samme som min katolicisme.

Syv år senere i sommeren 2017 havde jeg en anden oplevelse ved en Messe. Igen var det i den nordlige del af staten New York, denne gang på et feriested i en bygning, som ikke dannede rammen for nogen speciel religion, og som blev benyttet til underholdningsarrangementer, kurser og protestantiske gudstjenester, katolske Messer samt andre religiøse aktiviteter.

En familie kom ind og satte sig på bænken foran mig. I årernes løb er jeg blevet vant til, at folk kommer ind i kirken og fortsætter med at samtale, indtil Messen starter. Sådan gjorde de også denne dag og tog ikke notits af mig. Desuden var dette ikke en kirke. Bortset fra det rustikke alter og et par blafrende stearinlys på den scene, vi havde front mod, var der intet, der definerede en egentlig og ordentlig ramme for det, der skulle finde sted.

Messen begyndte, og kvinden foran mig tog en sidste mundfuld kaffe fra sin termokande: Jeg blev straks bekymret (på hendes vegne). Messen på dette sted varer en halv time, allerhøjest 40 minutter. Kommunionen finder sted efter 25 minutter. Hun var med den sidste mundfuld kaffe påbegyndt sin en times Eukaristiske faste. Det syntes vanskeligt for hende at nå det.

På sin vis ”nåede” hun det, for hun modtog rent faktisk Den hellige Kommunion. Og straks efter at hun var vendt tilbage til bænken, tog hun en mundfuld kaffe for ligesom at ”supplere”!

Det er ikke den Eukaristiske faste, der her er pointen. Pointen er, at denne kvinde ikke viste noget tegn på, at hun var bevidst om, at Jesus Kristus er helt og fuldt tilstede i Den hellige Eukaristi. Min Gud, undersøgelserne er korrekte. 

Det er ved Messen, at man ser, at der er sket en tydelig og iøjnefaldende forandring fra den katolicisme, jeg voksede op med og til den katolicisme, der praktiseres i dag. Og det er langt mere end blot sproget og liturgien, der er blevet berørt.

Det plejede at være ”Det hellige Messeoffer”. I dag er Messen et fælles måltid. Det er gammeldags at bekymre sig om at være i ”nådens stand” for at kunne tage del i måltidet. I dag er Eukaristien ”vandringsbrødet”. Alle er velkomne til at tage del i dette måltid, også uanset om den helliggørende nåde er til stede i sjælene. Der er ingen dødssynd, der er kun tale om, at man ikke lever op til idealet.

Det plejede at være sådan, at præsten frembar, på vegne af menigheden, Det fuldendte Offer i tilbedelse til Gud. Messen var fuldendt, selv om der ikke var et ”folkeligt fællesskab”. I dag er præsten der for at lede os i bøn og sang. I dag er Messen for – og om os. Hvis præstens prædiken så at sige er for ”tynd”, ”får vi ikke noget ud af det”.

Opgivelsen af dogmerne

Messen er ikke det eneste sted, hvor det står klart for mig, at der er sket en forandring i Den katolske Kirke. Hver dag synes det som om, at der er en ny selvmodsigelse eller tvetydighed vedrørende det, jeg betragter som bestående og uforanderlige dogmer. F.eks. tværreligiøse initiativer.

I min katolicisme er Den katolske Kirke den eneste sande Kirke. Uden for Kirken er der ingen frelse. Der var regler, der forbød at deltage i andre religiøse arrangementer og ceremonier. Missionærerne gik ud med stor iver til alle verdenshjørner, så alle mennesker kunne høre Evangeliet og blive frelst. Den katolske Kirke var og er pr. definition tilgængelig for hele menneskeheden.

Nu er alle religioner derimod lige gode. Præster, religiøse ledere, rabbinere, imamer, guruer, de kan alle tilbyde hver deres form for gudstjeneste i hver deres (religiøse) bygning. Det er enheden, der er vigtig, ikke disse besværlige udsagn, som stadig er at finde i Den katolske Kirkes Katekismus samt forestillingen om nødvendigheden af gyldige sakramentale hellige Ordner.

Begrundelsen for disse tværreligiøse initiativer synes at være: ”Vi beder alle til den samme Gud, selvom vi betegner Gud forskelligartet. Gør vi virkelig? Gud i min katolicisme er en treenig Gud, tre forskellige Personer og en guddommelig natur. Jeg er ganske sikker på, at hengivne jøder, hinduister og buddhister ikke tilbeder den Gud.

Det er Treenighedens anden Person, Jesus Kristus, der synes at være en hindring for enhed. De to andre personer er så (hvilket ord er det rette at benytte) uforståelige, at det er lettere at forholde sig til dem (eller ej) på ens egen måde. Men den anden Person, der tog bolig iblandt os med et klart budskab og for os skabte en Kirke, som et middel til frelse, men hvem er menneskevordelsen, det er problemets kerne.

Min generations katolicisme frydede sig over kendskabet til Jesus Kristus, og alt hvad Han gjorde, og alt det Han lærte. Nutidens katolicisme synes at fjerne sig fra Jesus Kristus.

Ligesom Kirken opgav sin liturgi, opgav Den også sine dogmer. Prøv ikke at bilde mig ind, at det ikke sker, og at intet har ændret sig. I har prøvet en gang før, da jeg ikke var så opmærksom. Men nu er jeg fuldt ud opmærksom, og jeg kan med egen øjne se, at det virkelig sker.

Da Kirken opgav sine dogmer, opgav Den også mig og min generation. Vor ungdoms præster og nonner foretog et stort arbejde ved at undervise os i troen. Man kan definere os som biskop Fulton Sheen katolikker. Vi kendte vores besøgelsestid. Mange af os er forblevet i Kirken i 50 år. Det er skræmmende at tænke på, at vi stadig bærer på den rigtige lære, og at Det er Kirken, der er på gale veje.

Min generation har behov for et tilbud, der beroliger. Når Kirken bevæger sig i en forkert retning, hvem skal vi (så) gå til?

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Raymond Kowalski og publiceret på OnePeterFive d. 21.september 2017. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/whom-shall-go-70-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s