Vedrørende det at læse Tolkien midt i en krisetid

Lige netop nu er en hovedrengøring det, Den katolske Kirke har behov for.

På grund af vor yngste barns interesse for at se filmversionen af Ringenes Herre, og ja hun har læst bøgerne, har jeg måttet tage mig selv i at genlæse J.R.R. Tolkiens episke mesterværk for første gang i mange år. Tilfældigvis blev jeg færdig med at læse Ringenes Herre midt under krisen og forvirringen i Den katolske Kirke, så man kan sige, at jeg fik det med som en bonus, for det er en historie om at finde håb og medgang i mørke tider. Alt synes tabt for dem, der forsøger at stå op imod Saurons ondskab, og den helt store opgave blev betroet den laveste rangerende person. Det er også en historie om barmhjertighed, der bliver vist dem, der aldrig har fortjent den eller har sat pris på den.

Mens jeg ”pløjede” mig igennem de sidste sider af Kongen vender tilbage, fremkom der et brev, som Tolkien skrev til søn Michael, og som blev delt på de sociale medier, og som trak tråde til det rod, der aktuelt er i Kirken. Brevet blev skrevet i november 1963, og mens det ikke fremgår, hvad der specifikt gjorde Tolkiens søn ulykkelig i forhold til katolicismen, det er muligt, at Tolkien var frustreret over den retning, som det andet Vatikankoncil havde udstukket for Den katolske Kirke. Det er givet helt sikkert, at Koncilet var en del af nyhedsbilledet på det tidspunkt, og J.R.R. Tolkien, hvis ældste barn var præst ville have rettet sin opmærksomhed imod dette. Det er velkendt, at han var utilfreds med forandringerne. Det er imidlertid også alment kendt at noget andet end de forandringer, der kom fra Koncilet ville komme til at præge deres liv. Der er her tale om en skandale af mere personlig karakter.

”Vores kærlighed kan blive svagere og vor vilje nedbrudt ved synet af begrænsninger, dårskab og endog ved den synd, der er i Kirken og præsteskabet, men jeg tror ikke, at en, der engang havde troen, trækker sig på baggrund af disse årsager (og mindst af alt dem, der har en historisk viden)”, dette skrev Tolkien i et forsøg på at bestyrke sin 43årige søns tro.

Tolkien bemærker, at fristelsen til ikke at tro kan blive stærk, og der er tidspunkter, og specielt ved skandaler, hvor folk vil søge en hvilken som helst grund til at trække sig fra det byrdefulde ved katolicismen. Han bemærkede, at der helt sikkert, tit og ofte, er nogen i Kirken, der bidrager med gode grunde til, at vi overvejer vores troskab. ”Jeg har i mit liv lidt enormt under præster, der var dumme, trættende, uklare og endda dårlige, men jeg kender mig selv så godt, at jeg er opmærksom på, at dette ikke bør være grunden til, at jeg forlader Kirken”, tilføjer Tolkien. ”Vi bør sørge på Vor Herres vegne og med Ham, … ikke udbryde, at vi ikke kan klare Judas Iskariot eller den absurde og feje Simon Peter, eller Zebedæus sønnernes mor, der fremlægger ambitioner på sine sønners vegne”.

Da de britiske forfattere, kunstnere samt andre bad om Den Latinske Messe i 1971, det, som senere er blevet betegnet som ”Agatha Christie indult” (dispensationen), var Tolkien ikke medunderskriver. Han var en aldrende mand, og hans elskede hustru gik bort samme år, og senere ”sluttede” han sig til hende, og han har måske aldrig fået muligheden for at overveje, om han skulle have været medunderskriver, hvis det (omstændighederne taget i betragtning) var muligt for ham. ”Nu er vi så at sige blevet ”klædt af til skindet” mens vi står ansigt til ansigt med Guds vilje, både vedrørende os selv, men også den tid vi lever i”, skrev han i et andet brev til Michael, som blev afsendt mellem 1967 og 68. ”Jeg tror, at der ikke er andet at gøre end at bede for Kirken, for paven og for os selv og i mellemtiden praktisere dydens loyalitet, hvilket bestemt kun bliver til en dyd, når man under pres opretholder den”.

Det var den form for loyalitet, Tolkien etablerede, som en dyd, der bekæmpede de grusomme og blodige slag i Første Verdenskrig, der drev fællesskabet mellem hobitter, mennesker, alfer, dværge og troldmænd i Ringenes Herre, et fællesskab, som havde sine dystre momenter med fortvivlelse, og som endda bød på forræderi, ikke blot ved Boromirs forbigående fristelse (samt den fristelse Frodo oplever mod slutningen, da han når Dommedagsbjerget), men ved de skandaløse ting, der sker omkring Saruman, den hvide troldmand, som Gandalf var tæt knyttet til”.

Nu i 2018 er den præstelige sexsmisbrugsskandale kommet op til overfladen og berører toppen af det kirkelige hierarki på måder, som vi hidtil ikke har oplevet. Mange katolikker boykotter indsamlingskurvene ved søndagsmesserne, og biskopper og ærkebiskopper angriber hinanden (verbalt) og fremtrædende lægfolk forlader Kirken eller overvejer det. Det kan til tider være svært at adskille Den Kirke, vi holder af fra dem, der er i Den (her forstået som præster, biskopper, kardinaler etc), og som hensynsløst ødelægger den. Og alligevel må vi ikke glemme, hvad Tolkien fremhævede i sit brev vedrørende fristelsen til at miste troen og den rolle, som skandale spiller: ”Nogle af os længes efter at finde en undskyldning for det, der sker, udenfor os selv. Jo stærkere den indre fristelse fremtræder, desto lettere og i langt alvorligere grad ’forarges’ vi over andres handlinger”.

En anden engelsk forfatter, Hilaire Belloc, har udtrykt det på en mere præcis måde: ”Den katolske Kirke er en institution, jeg er forpligtet til at anse som guddommelig, men for dem, der ikke tror, kan et bevis på dens guddommelighed findes i det faktum, at ingen menneskeskabt institution grundlagt på svigefuld tåbelighed vil kunne opretholdes i blot fjorten dage”. ”Og man kan være helt sikker på, at der er langt mere på spil her end ”svigefuld tåbelighed”.

At anerkende vor sørgelige forfatning i Tolkiens korrespondance er én ting, og den historie, han tilvejebringer om afslutningen på en epoke i Midgård er en anden. Da fortællingen når sit højdepunkt, betræder Frodo og den trofaste Sam helt alene Mordor anført af den utro Gollum, og alle deres sande allierede er ved at samle tropperne og udkæmpe slag. Disse allierede tror (her mod fortællingens afslutning), at det er forbi, og de foretager en fremadrettet manøvre for at ofre sig selv for at distrahere Saurons øje, mens Frodo og Sam nærmer sig Dommedagsbjerget. De opgav deres eget håb, men erkendte at den mission, der skulle udføres, var langt større, nemlig at få ringen destrueret.

I dag, synes det som om, vi bliver jaget af orker ved foden af Mordor, og at den mørke tåge lægger sig over os. Over os flyver den onde Nazgul, fordi den søger nogen, som den kan fortære. Og måske vil løsningen være at finde hos lægfolket, der som hobbitterne fra Herredet er de mindste, og som tillige fremstår som dem uden magt. Som Elrond herskeren over Kløvedal formulerer det, “Dette er tidspunktet for Shirefolket, hvor de vil rejse sig fra deres tavse land for at sende rystelser mod de stores tårne og sammenslutninger. Hvem blandt alle de kloge hoveder kunne have forudset det. 

Ligesom Ringenes Herre når til en afslutning, hvor ringen bliver ødelagt og lyset genskabes og bortdriver mørket, og ligesom at det igen bliver jul i Narnia, på samme måde vender de eventyrlystne og sejrrige hobbitter hjem, hvor de genforenes med deres elskede Herredet, som de forlod for at redde Midgård, en gerning, der kan betegnes, som en “hovedrengøring”, som også er kapitlets overskift. Det var i forbindelse med denne “hovedrengøring”, at den engang gode og store troldmand Saruman fik løn som forskyldt og dermed sit endeligt, og det er præcis en “hovedrengøring” Den katolske Kirke lige nu har behov for.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er publiceret på National Catholic Register d. 1. oktober 2018. Den kan læses på: http://www.ncregister.com/blog/guest-blogger/reading-tolkien-at-a-time-of-

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s