Endelig katolik: Fra den ortodokse kirke i øst til den eneste sande tro

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive dette vidnesbyrd til OnePeterFive, ønskede Steve Skojec at vide, hvorfor jeg netop nu konverterede til katolicismen.

Man kan betegne mig som konservativ. En højtråbende ”ekstremist”. En frontkæmper for at der kun findes to køn. Man kan næppe betegne mig som en person med stor tolerance for fremskridt og relativisme, som er meget fremtrædende indenfor den moderne katolicisme.

Specielt er det, at jeg er døbt i den græske ortodokse kirke. Jeg modtog katekese, som knyttede sig til den græske ortodoksi. En liturgi, som er godt og vel firehundrede år gammel! Jeg kommer fra et Byzantisk univers, der er præget af duften af røgelse, og som ville forfærdes over at opdage, hvad der er sket med liturgien i Den katolske Kirke efter Vatikan II, og som har bragt megen smerte og lidelse med sig ind i Den hellige Moderkirke (Jeg finder Belloc’s kommentarer vedrørende alt dette ganske beroligende i den tid, vi aktuelt befinder os i).

Hvorfor blev jeg katolik i stedet for at vende tilbage til mine ortodokse rødder?  Jeg forlod den ortodokse kirke og var i en årrække religiøst søgende (jeg opførte mig praktisk talt, som en hedning) i større eller mindre udstrækning og stiftede bekendtskab med Buddhisme, Islam, Ateisme, Protestantisme og Jødedommen. Selvom jeg forsøgte at undslippe den ortodokse kirke, kunne jeg ikke slippe selve ortodoksien. Jeg mistede aldrig den bevidsthed, man bærer i sit hjerte om, at der er en Sandhed, og at der kun findes Den, og at alt andet er forkert, og at denne Sandhed kunne jeg finde, hvis jeg ledte længe nok.

I stedet fandt jeg synd, forvirring og et liv fyldt med smerte.

Men heldigvis fandt Sandheden mig.

Enhver, der kender mig vil tro, at jeg har ”studeret” mig til at blive optaget i Den katolske Kirke. Mange af de (protestantiske) konvertitter, der for nylig er kommet ind i Kirken, som jeg har kontakt med, og som deler min forkærlighed for at studere, har benyttet netop den vej (ned) ad Tiberen og ind i den Romerske Katolske Kirke. Men – og til min egen overraskelse, var det ikke den vej, jeg måtte tage for at komme til Rom.

Katolicismen var den eneste tro, jeg aldrig ville havde overvejet, hverken intellektuelt eller på anden måde. Hvis nogen for syv måneder siden havde fortalt mig, at jeg meget snart ville konvertere til katolicismen, endsige dedikere mit liv til at fordybe mig i – lære og tale om troen, ville jeg have set på vedkommende, som om han / hun havde oplyst mig om, at Muhammad rent faktisk var en kvindesagsforkæmper.

Min rejse ind i katolicismen vil altid minde mig om, at jeg i mig selv intet er, alt hvad jeg opnår samt enhver gave, jeg får i eje for at komme til troen, tilhører helt og holdent Herren.

Hvad er den mest enkle forklaring på min omvendelse? Gud lod mig se mennesker, som var nedbrudte, som syndede, som var ufuldkomne, og som var eksempler på det, der står i Peters Første Brev 3: 15: ”men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har” for disse mennesker bar et håb i sig, som fjernede det skæl, der var for mine øjne. Jeg måtte finde ud af hvorfor, det var sådan, at når jeg så på disse mennesker, var det som om, at jeg så min egen sjæl, en erindring – og et løfte om en ny fødsel, det hele på en og samme tid.

Med andre ord de besad Kristi lys, og jeg vidste, at jeg måtte finde ind til det, de afspejlede.

Jeg passerede forbi det sogn, jeg (nu) er en del af mere end hundrede gange, og jeg troede aldrig, at jeg for første gang ville gå derind i starten af fasten, og der få fornemmelsen af, at jeg var hjemme, jeg græd og kunne ikke forklare, hvorfor jeg egentlig var der, bortset fra at det var Gud, der havde ledt mig dertil.

Min søn blev døbt, og jeg blev optaget i Kirkens fulde fællesskab den 31. marts 2018 under en overvældende Virgiliemesse i Påsken. Jeg vil resten af mit liv (huske) og sætte stor pris på denne dag.

Mit liv i dag rummer en glæde, jeg ikke har oplevet før, også selvom verdens tilstand er blevet væsentligt forandret, siden jeg konverterede. Jeg er en del af Den universelle Kirke, der rummer helheden af Summa Theologia, historikken omkring de helliges samfund, dybden af de mange teologiske betragtninger, man har gjort sig, (kirke)historien, (kirke)kunsten, (kirke)musikken. Alt det, som Kirken har sat sit præg på i verden. Kirken er det rum, hvor min utrættelige nysgerrighed kan finde svar på det, der ligger gemt i evigheden.

Og alligevel er Den (Kirken) på en smuk måde afgrænset, Kirken er ganske enkelt min Faders hus. Det menighed, jeg er en del af, er meget moderne, meget Novus Ordo orienteret, og et sted man normalt ikke ville finde mig, men det er det sted, Herren ønsker, at jeg skal være lige nu.

Dette er min Faders hus, som jeg omgås med respekt, og hvor mit barn, som nu er to år, til tider støjer så meget, at jeg automatisk bliver mindet om, at jeg må rette blikket mod Maria for at bede om hjælp til at håndtere min modergerning, hvor jeg til tider bedende knæler i stilhed, og hvor jeg til tider føler, at jeg og min lille ”fantastiske” dreng er et irritationsmoment for de andre, som ønsker at være i stilhed, men hvor jeg til enhver tid modtager ”den mindste ting”, som bliver til alt ved Guds kraft: Livets Brød.

Jeg er katolik, fordi Den katolske Kirke er den kristendom, der tales om i Apostlenes gerninger. Ikke nogen uklar eller vag variant af kristendommen, som så mange i dag klynger sig til, men noget håndgribeligt og fastfunderet.

Selvom det til tider er svært at finde ud af, hvor man skal have sit fokus i Kirken i den urolige tid Den befinder sig i, så tror jeg stadig på den samme Frelser, som ledte mig hjem for at frelse min sjæl.

Jeg ser i dag smerten hos mange katolikker, mennesker, som i lang tid har holdt fast ved den skat, jeg i elvte time har fundet. Jeg troede, det var tilstrækkeligt at dukke op med en overbevisning om, at her var det muligt at gøre en forskel ved at engagere mig i Den militante Kirkes (Ecclesia militans) kamp. Jeg kan se, at katolikker længes mod den østlige ortodoksi, og den ærbødighed, der er repræsenteret der, og den ligegyldighed de ortodokse skænker protestanter, moderniseringen af liturgien samt andre ting.

Jeg er dybt taknemmelig for at være født ind i den ortodokse kirke. Det gjorde min rejse ind i den Romerske Katolske Kirke mindre kompleks og mere hurtig, når jeg sammenligner mig med andre konvertitter, for på mange måder føles det som en tilbagevenden, netop fordi de to retninger ligner hinanden så meget. For mig har brugen af guitarer under Messen altid virket bizart. Jeg kunne, fra jeg første gang trådte ind af kirkedøren fornemme den krise, der er i dag præger Kirken, og det har gjort mig mere opmærksom end mine medkonvertitter, jeg er taknemmelig for min evne til at se, hvad ærbødighed betyder for nidkærhed.

Jeg elsker vores ortodokse brødre og søstre, mest af alt min far, hvis bønner, sammen med mine afdøde slægtninges Yiaia og Papou helt sikkert gavner i bestræbelserne på at frelse min sjæl. Jeg elsker den ortodokse kirke, så jeg studerer og prøver med omhu at forstå det store skisma, (der indtraf i 1054, da patriarken af Konstantinopel brød med paven i Rom og Den Romersk-Katolske Kirke), som jeg hver dag gennemlever i mindre forstand for at være klar til at forsvare Den Romerske Katolske Kirke, hvornår jeg end måtte blive kaldt til at gøre dette i mit daglige liv.

Jeg beder for, at vore adskilte brødre og søstre en dag i flok vil strømme ind i Den katolske Kirke, og det vil være en ubeskrivelig glæde for mig, hvis Helligånden vil bruge mig til at lede bare en hjem til den katolske Kirke.

Følgende, som taler direkte til mig, er blevet sagt af Skt. Ignatius af Antiokia:

Tag ikke fejl mine brødre, hvis nogen slutter sig til noget, der er skismatisk, vil han ikke arve Guds rige. Hvis nogen går på hæresiens sti, finder han ikke behag i Jesu passion. Vær varsom, og gå derpå hen og betragt en enkelt Eukaristi. For der findes kun det kød, der stammer fra Jesus Kristus og (kun) en kalk med Hans blod, som forener os, og et alter, ligesom, der kun er en biskop med præsteskabet og diakonerne, de som er mine medslaver. Derfor uanset hvad du foretager dig, gør det i overensstemmelse med Guds vilje.

De ortodokse kan lære os meget om liturgi og tradition. Imidlertid er de stadig forpligtede til (selv i deres egen opfattelse, finder de det vigtigt at vise paven ærbødighed), at være i kommunion med Peters Stol, som er klippen. Uden den, kan de ikke betragtes som Den sande Kirke. Et hus, der er splid med sig selv, kan ikke bestå.

De ortodokses afvisning af udviklingen af doktrinen, er præcis det, der har gjort, at de direkte har foretaget en ændring af doktrinen. Jeg kan ikke – og vil heller ikke tilbede Gud i et Legeme (her forstået som Kirken), som direkte har valgt at foretage ændringer i Guds bud.

De ortodokse har foretaget ændringer i doktrinen. Det er en historisk kendsgerning.

Den mest åbenlyse forandring, der er blevet foretaget hos de ortodokse er ironisk nok den, jeg frygtede ville blive en udfordring for mig, da jeg blev kaldet til Den katolske Kirke: Den konservative tilgang Den katolske Kirke har til skilsmisse og det at gifte sig igen. Jeg fandt ud af, at hvis jeg blev katolik og ikke kunne få mit ægteskab annulleret, var jeg nødt til at leve som alenemor resten af mit liv, og det er bestemt noget, der betyder noget, når man er 26 år.

I den ortodokse kirke falder skilsmisse og det at gifte sig igen indenfor rammerne af familien ”oikonomia”. I praksis er de ortodokse overbevist om, at biskopperne har myndighed til at velsigne deres menigheder til at handle på en måde, der strider imod de ord, som Kristus har talt, og de betegner det, som pastoral omsorg.

Dette forekommer særdeles mærkværdigt set i lyset af den almindelige moderne ortodokse opfattelse, at man ikke behøver paven som det synlige overhoved, for det er Kristus alene, der er hovedet for Legemet, og stadig kan de tilsyneladende ikke adlyde Ham, når Hans ord står klart for dem.

Hvad Gud har sammenføjet, kan intet menneske adskille. Der skal være en mand og en kvinde, ligesom der en Kristus og en Brud.

Jeg har også fået kendskab til den katolske lære om prævention, det faktum, at vi er den eneste kristne institution på jorden, som fortsætter med at betragte prævention som helt igennem ondt, virker ganske overbevisende sammenholdt med den ortodokse betragtning omkring familien ”oikonomia”.

Den ortodokse kirke kan på en vis måde synes, som den letteste måde at komme ud af det morads, vi som katolikker befinder os i, i en verden, som kan betegnes som post – katolsk. Den ortodokse kirke, er en kirke med en ”fleksibel” ekklesiologi (læren om kirken og den kristne menighed), hvor det ikke er påkrævet, at man sætter sin lid til – og viser sin troskab overfor Peters Stol, som så mange gange igennem historien har været præget af paver, der var korrupte og fordærvede, (og nu ser jeg på mange niveauer, at det står langt værre til end før antaget).

Det er fristende, og det er det virkelig (at vælge den ortodokse kirke til). Og dog forekommer følgende ord fra Ordsprogenes Bog mig meget centrale: Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier (Ordsp 3: 5-6). Jo mere jeg studerer og indhenter viden om katolsk og ortodoks ekklesiologi og specielt de fire kendetegn ved Den katolske Kirke, desto mere er jeg sikker på, at jeg står på ”fast grund” på det skib, som skal fragte mig hjem fra mit eksil.

Og stadig stammer den tro jeg fornemmer ikke fra mine ”studier”. Det, har noget at gøre med det, der ligger udover dem. Det er tale om en vished, som stammer fra et overnaturligt niveau, noget som jeg aldrig nogen sinde før i mit liv har oplevet. Den forankring af glæde, som er i mig, kan jeg ikke forklare på anden måde end ved at sige: ”I må stole på mig”, og det er en skræmmende ting at tale med ikke katolikker om deres sjæles skæbne. For hvem er jeg, at de skulle tro på netop mine ord?

Til trods for at jeg ikke er værdig til Jeres tillid, håber jeg, at I vil tro på, at det er Gud, der arbejder i mig og bed for mig, at mit liv må være et værdigt og godt eksempel. Bed for mig, at min tro vil opmuntre katolikker, der er i færd med at overveje den ortodokse kirke, at de står fast, der, hvor de er. Herren har gjort store ting for mig, lovet være Hans navn.

Den største ting Herren har givet mig er en urokkelig følelse af sikkerhed af, at jeg (nu) er i Den eneste sande Kirke, og jeg ved, at ordet følelse ikke er det rette ord at benytte i denne sammenhæng. Der er mere tale om en vished. En vished, jeg kun en gang før i mit liv har oplevet, (og det var før jeg konverterede), og det var, da min søn kom til verden, og jeg her fik en vished for, at det at blive mor er det mest fantastiske, der kan ske her i verden, altså måske lige bortset fra at Eukaristien er det mest fantastiske i verden.

Jeg måtte blive katolik og være en del af Den eneste Kirke på hele kloden, som har holdt fast ved Frelserens bud og dogmerne, selvom disse to ikke altid har været overensstemmende.

Jeg er et menneske, der er ramt, ligesom Den Pave vi har lige nu, også er det, og som sidder på Peters Stol, der har skånet Den universelle Kirke fra hæresi siden Kristus og apostlenes tid. Vor tros højdepunkt er Eukaristien – kun den ene Eukaristi

Jeg må tro på at det, vi i dag ser i Kirken, ikke er endetiderne, men begyndelsen på en ny æra. Den tid, vi er i nu, er præget af en revselse og er ganske givet en tid, hvor vi er vidner til, at Kirken følger i sin Herres fodspor og oplever Sin egen passion (lidelse), men det er samtidig en spændende tid at være katolik i. Det er en tid, hvor noget nyt kommer til verden med den smerte, der naturligt følger heraf.

Hvis vi fortsætter med at kæmpe vores kamp mod myndigheder og magter ved at væbne os med vore åndelige våben, vil vi ikke fejle. Vore fjender er ikke de mennesker, der både udenfor og indenfor Kirken ønsker at gøre os ondt.

Vores fjende er satan.

Jeg ved, at det lyder som en kliche, når jeg fortæller disse ting. Jeg ved, at I er ved at være trætte. Jeg er også blevet træt. Men, det er en omvendelse, vi alle må bede for og huske i vore hjerter og i alt hvad vi siger og gør, at vi har fået et løfte, som ingen anden Kirke på denne jord har fået eller nogensinde vil få. Et løfte som igennem 2000 år ikke er blevet brudt. Kristus lyver ikke, og Helligånden vil på ingen måde tillade, at Kristus bliver gjort til en løgner.

Alt, hvad jeg ved, er, at jeg for første gang i mit liv gav mit fiat (ja), og Gud flyttede bjerge for mig

Hvor meget mere vil Han ikke gøre for de katolikker, som er trofaste, og som virkelig er pressede i Kirken i dag?

Læg Ham ikke hindringer i vejen. Vi har allerede sejret.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stefanie Nicholas og publiceret på OnePeterFive d. 6. august 2018. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/catholic-eastern-orthodox-true

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s