”Min sjæl højlover Herrens storhed”: En adventsrefleksion over Marias lovsang

Magnificat, Jomfru Marias lovsang til Gud for den frelse, Han er ved at føre ud i livet gennem Frelseren i hendes moderliv, er en af de mest strålende salmer i Den hellige Skrift. Skt. Francis de Sales går så vidt som til at sige, at: ”Den hellige jomfru … intonerede denne smukke og vidunderlige lovsang, Magnificat, en lovsang, der overgik alle de andre lovsange, der er blevet sunget af (andre) kvinder … eller andre, som Den hellige Skrift omtaler”. Med ord af ophøjet skønhed og glæde opsummerer den vores frelseshistorie og løftet om Israels udfrielse fra fangenskabet (i Ægypten):

Min sjæl højlover Herren. Og min ånd fryder sig i Gud min Frelser. Thi Han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed. Se! Fra nu af skal alle slægter prise mig salig. Thi Han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig, og Hans navn er helligt. Og Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter Ham. Han øver vælde med sin arm. Han adsplitter dem, som er hovmodige i deres hjertes tanker. Han nedstyrter de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe. Hungrige mætter Han med gode gaver. De rige sender Han bort med tomme hænder. Han antager sig sin tjener Israel, idet Han kommer sin miskundhed i hu. Således som Han har lovet vore fædre, Abraham og hans æt til evig tid. (Luk 1:46-55).

En af de nyere forfattere indenfor det åndelige felt skriver:

Magnificat er den ældste adventshymne. Den er fra sin begyndelse meget glødende og stormfuld, og man kan endda sige, at den er den mest revolutionerende adventshymne, der nogensinde er blevet sunget. Dette er ikke den blide, kærlige og drømmende Maria, som (hun) nogle gange er afbilledet på malerier, dette er den glødende, overgivende, stolte og ivrige Maria, som taler her. Denne hymne præges ikke af de søde, nostalgiske eller endda legende toner, som vi finder i vores julesange. Det er i stedet en hård, voldsom og ubønhørlig hymne om troner, der væltes og ydmygelse af de ophøjede i denne verden, om Guds kraft og den magtesløse menneskehed. Det er det, som de kvindelige profeter i Det Gamle Testamente sang om, og som nu bringes til live i Marias ord (Dietrich Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night [New York: Crossroad, 1996], 6).

I sin Magnificat taler Vor Frue ”Kvinden i overvågen stilhed” (Johannes Paul II) om meget mere, end vi ellers kan finde hos evangelisterne. Det er evangeliet i kort form, et vidnesbyrd om Kristus ikke fra en der først kom til at kende Jesus under Hans offentlige virke eller gennem Han apostles forkyndelse, men gennem Hans egen mor, hende der kendte Ham bedre end nogen anden. Hun lærer os om Ordet, der kom ind i verden gennem hende, ved hendes tro som Israels datter, hendes håb som en forventningsfuld moder og hendes kærlighed, som Herrens tjenerinde. I Marias moderskab åbenbarer Gud den ultimative nærhed i Sin kærlighed overfor Israel. Han fremstår ikke længere som en fjern hersker, der indfører love for Sine undersåtter, nu er Han et barn, der vokser stille og roligt i Sin moders liv og fylder hende med pagtbetonet nåde, der stammer fra Hans virkelige tilstedeværelse.

Marias hymne lærer os, hvordan vi efterligner hendes moderskab og tager imod Kristus i vor sjæls ”moderliv” og bærer Ham i vore hjerter. Når vi nærmere undersøger, hvad det er, Skt. Lukas fortæller om mødet mellem Maria og hendes kusine Elizabeth, står det klart, at der er en tæt forbindelse mellem Magnificat og englens hilsen, og der kan yderligere drages en forbindelse til glædens mysterium i rosenkransen. Til Gabriels tidligere hilsen: ”Herren er med dig, du benådede” svarede Vor Frue: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter Dit ord”. Dette simple fiat (ja) indeholdt en opofring af hele hendes væsen og er samtidig et tegn på menneskets accept af Guds hellige vilje bestemt til at forme hele menneskehedens historie. Hun er velsignet på grund af sin tro: ”Salig er hun, som troede, for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse (Luk 1: 45). At tro på dette guddommelige budskab var som at tro på et mirakel, der er større end andre mirakler: Gud bliver kød, Gud bliver menneske og dvæler iblandt os og besøger Sit folk.

Men selv Maria, der var fyldt med Guds nåde, kunne ikke helt forstå betydningen af sit fiat i det øjeblik, hun udtalte det. Magnificat er den modne frugt af de overvejelser, hun har gjort sig omkring bebudelsens mysterium, for hun var bestemt den første, der mediterede over dette mysterium. Når vi beder rosenkransen, gentager vi ikke blot nogle bønner, som traditionen markerer som hellige, vi gør det, som Guds Moder gjorde under den første advent.

Maria forstod og opfangede ved Ånden ordene om Guds komme til verden, om Jesu Kristi komme. For hun ved bedre end nogen anden, hvad det vil sige at vente på Kristus. Hun venter på Ham på en måde, som ikke er lig andres måde at vente på Ham (på). Hun venter på Ham som Hans moder. Hun kender til mysteriet om Hans komme, om Ånden, der er med i alt dette, og om Den almægtige Gud, der udfører Sine mirakler. Hun oplever på egen krop, at Guds veje for os er vidunderlige … at Hans veje går ud over al forstand, ud over alt det, der kan bevises, er frihed og noget helt enestående (Bonhoeffer, The Mystery of Holy Night, 7).

Moderskabet, ligesom faderskabet, præsteskabet eller den indviede jomfruelighed er ikke en mental konstruktion, langt mindre en social konstruktion, det er en levende virkelighed, hvor Gud arbejder med os, og vi bliver i sandhed forandret, det er som ler, der formes i pottemagerens hænder. Vor Frues fiatvar en accept af Guds uudgrundelige plan, om at hun måtte tage sit kors op og bære det i stilhed og undren, måske med en smule forvirring, men med en grænseløs tro. Maria havde ikke det problem, som er alt for velkendt i moderne tid, at hun adskilte sin tro fra sit liv. Alt hvad hun troede på, var en del af hendes daglige liv, og det er det, der gør hende til den største helgen samt dronning over engle og helgener.

Når et kald eller en mission indledes, må man blindt acceptere Guds vilje og agere efter bedste evne på det, der sker. Forståelsen af det hele viser sig senere og er Åndens gave. Det er først efter, at man er ”startet med at leve kaldet, og efter at man er begyndt at opfylde kravene fremsat af Guds Ord, at man høster glædens frugt og forstår til fulde, hvad der er ved at udfolde sig i ens liv. Man må udføre Guds vilje for at kunne forstå den. Dette er alle helgeners budskab, og de fortæller os samstemmigt, at vi aldrig vil forstå Guds målsætning, før vi med mod giver os i kast med det arbejde, Han har bestemt for os.

Det samme gjorde sig gældende for Jomfru Maria. Hun vidste, og forestil dig, hvilke følelser hun må have haft, da hun var blevet anmodet om at blive moder til Israels Hellige og havde givet sit samtykke dertil. Hvad kunne det betyde? Hvad ville det indebære? På det tidspunkt, hvor Gabriel aflagde Maria et besøg, havde hun i det mindste kendskab til dette, og det var tilstrækkeligt: Den Almægtige bad hende om alt. Han bad hende om at give sig selv fuldt og helt for at tjene det løfte, Han var ved at opfylde efter mange århundreder med lidelse og venten. Magnificat er en pludselig åbenbaring af hendes forståelse for den skæbne, der venter hendes barn. Selv Maria kunne ikke overskue den fulde betydning af denne skæbne, indtil hun stod ved foden af korset og bar på smerten indtil det sidste øjeblik og ventede på sin Søns genopstandelse fra dødens mørke dal. Som Den hellige Skrift fortæller om Maria og Josef, da de ikke kan finde Jesus, fordi Han er blevet i Jerusalems tempel: ”Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem” (Luk 2: 50). gennem alt det, der kunne fattes, og det, som fremstod uklart eller svært ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte” (Luk 2: 51).

Ligesom hendes samtykke ved bebudelsen er Jomfruens hymne forankret i tro og en accept af den uudgrundelige dybde, der er i det, der skal ske (missionen). Selvom hun viser, at hun har forstået vigtigheden af det, der skal ske, nemlig Messias komme og Israels frelse, kunne det ikke stå mere klart for hende, hvordan denne frelse i realiteten skulle udmøntes. Den eneste og yderligere forståelse, hun viser, er samtidig den vigtigste: hendes sjæl er blevet knyttet tættere til Gud, som uophørligt vil dvæle i og udover hele skabelsen, og som nu dvæler i hendes moderliv, og hendes vilje er tæt forbundet med Hans hellige vilje. Hun forstår nu, at hele hendes væsen er blevet en kanal for Guds virke i verden, at Han har bragt hende ind til kernen af Sin kraft, nåde og hellighed. Af denne grund kan hun i sandhed glæde sig i Gud, som hun stoler på, og til hvem hun har givet sig selv, som en opofring for verdens frelse.

De ord, der bliver sagt under besøget hos Elizabeth, udtrykker til fulde det, Jomfruen fra Nazareth oplever i sit hjerte efter bebudelsen. En tilbedelse af Gud fyldt med glæde: sådan er tilstanden i hendes velsignede sjæl, sådan fremstår de dybeste følelser, som hendes hjerte bærer på. De bliver frem for alt manifesteret i de ord, der optræder i Magnificat. I Magnificat fremstår en glæde fyldt med ydmyghed, som er det ufejlbarlige tegn på mødet med Den levende Gud: Marias svar på gaven fra det høje foregår ikke blot med ord, men også igennem hele den stilhed, der er forbundet med adventsmysteriet, som er blevet virkeliggjort i hende. 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 19. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/my-soul-proclaims-the-greatness-of-the-lord-an-advent-reflection-on-the-can

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s