”Hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig”: Hvorfor Maria er Mediatrix (formidler) af al nåde

På denne fest for Vor Frue af Gaudalupe, en elsket beskytterinde af pro-life kristne over hele verden og især katolikker i Nord -, Central – og Sydamerika, er det meget passende at forklare og forsvare hendes helt specielle privilegium som formidler af al nåde, en benævnelse, der stadig er blevet misforstået af mange kristne i vore dage. Vi skal se på, hvordan Marias Gudgivne rolle ikke står i modsætning til hendes Søns enestående formidling af frelse, men snarere forudsætter og forstærker den.

Lad os begynde på bedste Thomistisk maner med en indvending: ”For der er … én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus” (1 Tim 2: 5). Som Skt. Thomas Aquinas forklarer:

Formidlerens opgave er at forene de parter, han er formidler for: For ekstremerne forenes i en middelværdi (medio: i midten). At forene mennesket med Gud på den fuldendte måde ligger hos Kristus, gennem hvem mennesket er blevet forenet med Gud, ifølge 2 kor 5: 19: ”for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv …”. Og derfor er det Kristus alene, der er den fuldkomne formidler mellem Gud og mennesket, for så vidt Han ved Sin død forenede menneskeheden med Gud. Derfor tilføjer apostlen til det, han netop har sagt: ”formidler mellem Gud og mennesket, mennesket Kristus Jesus” yderligere, ”som gav sig selv som løsesum for alle” (Summa theologiae 3.26.1).

Ved Sit liv, død og opstandelse vandt Kristus for os alle nåde og fortjenester, som er nødvendige for vores frelse. Opnåelsen og fordelingen af disse fortjenester er den formidling, Jesus Kristus udfører mellem Den hellige Treenighed og menneskeheden.

Jesus opnåede disse fortjenester ved Sin jordiske mission og er derfor værdig til at fordele dem fra Sin himmelske trone. Alle de fortjenester, Han opnåede, er af den slags, der knytter sig til en handling, der gør en værdig til en belønning i stringent juridisk forstand, altså som en løn, der udbetales til en arbejder, der har udført sit arbejde. At have opnået sådanne fortjenester er specielt for Kristus. Siden Han er guddommelig, er Hans gerninger helt igennem værdige. Selv den mindste gerning, Jesus foretog, var fuldt ud til behag for Faderen, for den udgik fra den fuldendte kærlighed. Desto mere var den handling, Jesus gjorde ved Sin død på korset til behag (for Faderen), og gjorde det muligt at opnå al nåde til alle tider. Som Hovedet for hele menneskeheden fordeler Vor Herre sine fortjenester til alle mænd og kvinder, som Han ønsker at forene med sig selv. Det enestående ved Kristi formidling er på den måde altid blevet stadfæstet af kristne teologer: ”… ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG: 4:12).

Der eksisterer en anden slags fortjeneste, som gives til en person, der er i nådens stand, det er fortjeneste de condigno (fortjeneste grundet værdighed), der er her ikke tale om en stringent juridisk definition, men om en relativ juridisk definition. Handlinger foretaget af en person i nådens stand er værdige til at modtage en belønning, ikke fordi personen er på et niveau, der svarer til en sådan belønning, men fordi personen har ”udviklet” sig fra den almindelige nåde, som er det guddommelige livs frø, der er blevet plantet i os ved dåben. Det, der gør, at vi er værdige til Faderens velsignelse, er forårsaget af Sønnens arbejde i os, Hans frugt.

Der eksisterer en tredje slags fortjeneste, som ikke måles i juridisk forstand, men er begrundet i venskabet med Gud. Den defineres som fortjeneste de congruo (fortjeneste af passende grad), for det er passende, at Gud på grund af venskabet med en sjæl, hjælper en, der er knyttet til denne sjæl. ”Siden et menneske i nådens stand gør Guds vilje, er det (mennesket) i overensstemmelse med det, der kendetegner et venskab, og derfor må Gud gøre Sin vilje ved at frelse en anden person for Hans skyld” (Summa theologiae 1-2.114.6).

For eksempel opnåede Skt. Monica, at hendes søn Augustin omvendte sig, ved at hun bad uden ophør og under tårer. Monica fortjente sin søns omvendelse, ikke fordi hun var hans frelser, og ej heller som hvis hun kunne (frelse), men ved nåden i sin sjæl, som kunne frelse en anden sjæl, men fordi Gud valgte at have barmhjertighed med hendes søn på grund af hendes fortjenester og bønner og dette på baggrund af det venskab, der eksisterede mellem Gud og hende. Fortjeneste de congruo forudsætter nådens stand, og derfor er den helt og fuldt afhængig af Kristus. Det er denne tredje form for fortjeneste, som Den hellige Jomfru gennem sit liv opnåede for sine åndelige børn, og ved at være langt mere hellig end nogen anden helgen opnåede hun flere fortjenester end nogen anden helgen.

Efter at have fået skabt klarhed over de forskellige former for fortjenester, der optræder, samt det enestående ved Kristi fortjenester, er det nu hensigtsmæssigt at undersøge, hvordan formidling på anden hånd er mulig. I det gamle testamente udvælger Gud fra begyndelsen bestemte mennesker til at fungere som mellemmænd, såsom profeter og præster, der er knyttet til den gamle pagt. Et eksempel som er specielt fremtrædende, er det, hvor Moses alene på Sinai-bjerget modtog Loven for Israels folk, og hvor han senere beder til Gud for folkets frelse fra ødelæggelse grundet deres eget syndige oprør. I det nye testamente indstifter Jesus Kristus den nye pagts præsteskab for at give Kirken større adgang til Ham og Hans fortjenester. ”Men ligesom såvel præsterne som det troende folk på forskellige måder har del i Kristi præstedømme”, siger Andet Vatikankoncil, ”og ligesom Guds godhed, der er uden sidestykke, på mangfoldige måder meddeler sig virkeligt til skabningerne, således udelukker Forløserens enestående stilling som mellemmand ikke, men fremkalder hos skabningerne snarere en medvirken, som på forskellig måde har sit udspring i denne ene kilde” (Lumen Gentium nr. 62).

På denne underdanige måde er Maria også formidler mellem sin Søn og menneskeheden. Hun er rent faktisk blevet betroet at formidle al nåde. Hvad er grundlaget for hendes unikke rolle? Hendes unikke moderskab. Alle kristne, der holder fast i arven fra de tidligste økumeniske konciler, uanset om man er katolik, ortodoks eller protestant, gør ret i at ære Maria som Theotokos (Guds moder) moderen til – eller den, der bærer på et barn, der i sandhed er Guds Søn, Den anden Person i Treenigheden. Da biskop Nestorius (381 – 451) hævdede, at Maria er ”Kristi Moder”, men ikke ”Guds Moder”, skred Den universelle Kirke ind og tilbageviste hans fejlslutning, fordi den så at sige delte Kristus i to, nemlig som et menneske, som Maria var moder til, og som et guddommeligt væsen, som Maria ikke havde noget at gøre med. Kort fortalt benægter Nestorius inkarnationens mysterium, som vor frelse er knyttet til. Fordi Jesus er Gud, og Maria er moder til Ham, bør hun tituleres Guds Moder.

Marias moderskab er altid blevet betragtet som værende langt mere end et fysisk moderskab. Som Skt. Augustin siger: ”Hun undfangede Ham åndeligt, før hun undfangede Ham fysisk”. Tæt forenet med Gud gennem kærlighed og lydighed gav hun velvilligt sit samtykke på hele menneskehedens vegne. Gennem hele sit liv ved sine gerninger og lidelser samarbejdede hun med sin Søn. I himlen fortsætter hun sit virke som formidler for os ved at gå i forbøn for os (jfr. Johannes Paul II, Redemptoris Mater nr. 21). For at bevise og understøtte det, hun gør, foretager kirkefædrene en sammenligning mellem Maria og Eva. Døden blev bragt ind i verden gennem Eva og i modsætning til det liv, Den nye Adam bringer ind i verden, kommer dette gennem den nye Eva, som dermed fortjener at blive tituleret som: ”Moder til alt levende” (1 Mos 3: 20). Denne fortjeneste og formidling sker i – og gennem Kristus. Et smukt eksempel på dette finder sted ved brylluppet i Kana, hvor det første vidnesbyrd om hendes moderlige formidling åbenbares (Redemptoris Mater nr. 22). På hendes anmodning udfører Jesus miraklet, hvor Han gør vand til vin. Dette mirakel skænkede ikke blot god vin til festen, men også tro: ”… og hans disciple troede på ham” (Joh 2: 11). Marias tro giver anledning til tro hos andre og viser, at hendes rolle som formidler rækker videre til det åndelige niveau (se Pius XII, Mystici Corporis nr. 110).

Udvidelsen af hendes moderskab til at omfatte hele menneskeheden blev ganske tydelig ved frelseshistoriens klimaks, hvor Vor Herre overlader Sin moder til den discipel, Han holdt mest af og omvendt (Joh 19: 26-27). Mens hun stod ved korsets fod og foretog den største troshandling, opofrede Maria, ”som hele tiden var tæt forbundet med sin Søn, Ham på Golgatha, til Den evige Fader på vegne af Adams børn (slægt) … og hendes moderskab og kærlighed var indbefattet i dette offer. Således blev hun i legemlig forstand moder til vores (Kirkens) Hoved, og yderligere gennem smerte og herlighed blev hun ifølge Ånden, moder til alle dem i (sin Søns) Hans Kirke” (Mystici Corporis nr. 110). Ordene, som Jesus sagde til Maria: ” Kvinde, dér er din søn”, og til Johannes: ” Dér er din mor” bekræfter, at hendes moderskab omfatter alle mennesker, set i forhold til formidlingen af nåde samt den fordring, der gælder alle dem, der ønsker at være ”de elskede disciple”, at de betragter hende som deres moder. ”Og hun vedbliver at have den samme moderlige omsorg og glødende kærlighed for Jesu Kristi mystiske Legeme, som kom til verden gennem Frelserens gennemborede Hjerte, som hun havde for det lille Jesusbarn i krybben” (Mystici Corporis nr. 110).  

Ved bebudelsen blev Maria moder til Frelseren, fra Hvem al nåde kommer til mennesket. Som Skt. Louis de Montfort (1673 – 1716) siger: ”Ved at give hende Sin Søn, har Gud Fader, fra Hvem alt godt udgår, givet hende al nåde”. Maria er formidler af al nåde, fordi hun bar i sin krop og sjæl Ham, hvorfra al nåde udgår. Hun fik til opgave at bringe ophavet til nåden til verden, og i Sin menneskeskikkelse forbliver Han (i al evighed) at være hendes Søn, og hun forbliver at være Hans moder. Som det behagede Gud at komme ind i verden og frelse den gennem hende, og som det behagede Ham at skænke ny vin samt det første glimt af herlighed ved hendes mellemkomst, således behager det Ham at frelse verden gennem hendes forbøn. Fordi Maria var fuldt ud forenet med sin Søns hensigter, som straktes ud over menneskeheden og dens behov, deraf følger at hendes hensigter, fortjenester, og at hun yder erstatning, har den samme universelle karakter som hendes Søns. Denne doktrin udgør på ingen måde nogen ”trussel” mod det enestående i Vor Herres formidling, den fremhæver den snarere, for Marias formidling var ”ikke partiel og koordineret, som tre mænd, der skal transportere tungt gods, men langt mere fuldt og helt og gjort i underdanighed” (Garrigou-Lagrange, The Mother of the Saviour and Our Interior Life, 204). Dette fremgår ved den måde, hvorpå hun tituleres ”retfærdighedens spejl”. Hendes ubesmittede hjerte afspejler Jesu hellige Hjertes Guddommelige kærlighed.

Derfor er Kristus den eneste formidler mellem Gud og menneske i kraft af, at Han er Hovedet for menneskeheden. Enhver anden formidling afhænger fuldt og helt af Hans formidling og flyder fra Hans guddommelige kilde.  Som andet Vatikankoncil udtrykker med stor klarhed: ”Marias opgave som moder over for menneskene fordunkler eller formindsker dog på ingen måde denne Kristi stilling som eneste mellemmand, men viser dens kraft. Enhver frelsebringende indflydelse, som den hellige Jomfru udøver mod menneskene, vokser ikke frem af en eller anden naturnødvendighed, men af guddommelig velvilje, og den strømmer frem fra Kristi overvældende fortjenester, bygger på Hans formidling, afhænger fuldstændig af den og henter sin kraft fra den; de troendes umiddelbare forening med Kristus bliver dermed på ingen måde forhindret, men styrket” (Lumen Gentium nr. 60).

Lad os med værdighed ære vor himmelske moder, for intet kunne behage hendes Søn mere. I hendes hellighed, hendes trofasthed og hendes skønhed afspejles Han fuldt og helt, såvel som i hendes sjæl som i hendes krop dvæler Han, i hende har Hans forløsning båret den ædleste frugt. Derfor er det ganske naturligt, at Skt. Ephrem fra Syrien udbryder:

O velsignede Frue, helligste Guds Moder, fuld af nåde, du er det uudtømmelige hav af fortrolig guddommelighed og Guds gaver, efter alles Herre, den hellige Treenighed er du alles Frue, efter paraklet (talsmanden: Helligånden) er du den nye ”talsmand” for alle, og næst efter Formidleren (din Søn) er du Mediatrix (formidler) for hele verden.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 12. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/hail-full-of-grace-the-lord-is-with-thee-why-mary-is-mediatrix-of-all-grace

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s