Forfølgelsen af katolikker intensiveres trods aftalen mellem Kina og Vatikanet

Kinesiske katolikker er blevet ofret på diplomatiets alter

Kina fører krig mod troen på trods af den aftale Vatikanet fornyelig har indgået om at anerkende syv biskopper i den af kommunisterne godkendte, skismatiske ”patriotiske katolske” kirke, og samtidig intensiverer Beijing undertrykkelsen (af katolikker).

Myndighederne angriber den katolske undergrundskirke ved at brænde bibler, tvinge kirker til at fjerne kors og ikoner, lukke hjemmesider for tilbedelses – og valfartssteder og foretager vilkårlige arrestationer af trofaste klerikale.

Siden kommunisternes magtovertagelse i 1949 har staten indtaget en fjendtlig holdning over for alle religioner, men under præsident Xi Jinpings styre har forfølgelserne nået et højdepunkt.

I 2015 opfandt partiets ledelse udtrykket ”sinicering” (en ensretning i kommunistisk forstand af det enkelte individ) for at presse religiøse ledere til at kombinere troen med den kommunistiske ideologi, og i dag råder regeringen over statskontrollerede kirkelige medarbejdere, udgivelser og økonomi, og det er blevet rutinemæssig praksis, at man i præsternes homilier tilføjer kommunistisk propaganda, og samtidig forbereder man sig fra regeringens side på at erstatte den hellige Skrift med en stærkt ”bearbejdet” udgave, som kaldes ”den kinesiske kristne bibel”.

Den hellige Stol har ikke haft nogen formel kontakt med Kina siden 1951, altså kort efter at kommunisterne overtog magten i landet. Kirkens embedsmænd hævder, at de initiativer, der er blevet igangsat i begyndelsen af pave Frans’ pontifikat, er med til at ”rette op” på dette.

Men set i lyset af, at den største forfølgelse siden den katastrofale kulturrevolution (1966-1976), der aktuelt finder sted, synes Roms beslutning om at have en ”bekvem” interaktion med det kommunistiske styre noget mærkværdig.

Trofaste kinesiske katolikker frygter, at de vil blive ofret på diplomatiets alter. Blandt de kritiske røster af aftalen mellem Vatikanet og Kina, er kardinal Jeseph Zen, ærkebiskop emeritus af Hong Kong. Kardinal Zen har i skarpe vendinger advaret Vatikanets embedsmænd: ”I placerer ulve foran fåreflokken, og dette kan kun ende i et blodbad”.

Steven Mosher, som er ekspert vedrørende kinesiske forhold og leder af Population Research Institute er enig i ovenstående udtalelse fra kardinal Zen. Tidligere i år fortalte han Church Militant, at: ”Det officielle ateistiske kinesiske kommunistparti … ønsker at fjerne al religiøs tro og aktivitet, som eksisterer i Kina”.

”De vil sørge for at få elimineret alt, der har med religion at gøre, deres målsætning er at indføre ateisme, som skal omfatte alle kinesiske borgere”, tilføjede Mosher. ”Derfor introducerede de den 1. februar de nye regler, der skal forhindre katolikker eller kristne (generelt) i at medbringe deres børn, som har nået 18. års alderen, eller som er yngre til Messe eller til en samling i en huskirke. De ønsker at eliminere religionen, så den ikke gives videre til næste generation”.

På samme måde har Chen Guangcheng, en ledende kinesisk menneskerettighedsforkæmper, gentagne gange verbalt angrebet Vatikanet, fordi det er gået på kompromis i forhold til Beijing.

Tidligere i år advarede Chen, en fremtrædende kollega ved Institute for Policy Research and Catholic Studies på Catholic University of America (som var på besøg) om følgende: ”Jeg blev født og voksede op i Kina under det kommunistiske styre. Personligt oplevede jeg den brutale tortur og forfølgelse, som ateisterne fra det kommunistiske parti foretog mod afvigere”.

”De frygter ikke Gud og har ikke noget moralkodeks”, bemærkede han og tilføjede: ”De har begået utallige mord uden at tage menneskelivet i betragtning og det med det ene formål at opretholde styret”.

I en artikel, offentliggjort i sidste måned, med titlen: ”En pagt med en tyv, en aftale med djævelen: om Vatikanets verserende aftale med Kina”, gentog Chen sin kritik.

”Jeg har kendt og arbejdet sammen med utallige personer i Kina, der er blevet forfulgt grundet deres religiøse overbevisning” skrev han. ”Det er derfor med chok og forfærdelse, at jeg har måttet erfare, at Vatikanet har nærmet sig Kina i så stort et omfang”.

”At Vatikanet betragter disse vilkår, som værende et acceptabelt grundlag for forsoning med et brutalt diktatorisk styre, er et slag i ansigtet på millioner af katolikker samt andre troende i Kina, som har måttet lide under reelle forfølgelser under CCP (Det kinesiske kommunistparti), fortsatte han”.

”Det er klart, at aftalen (åbenlyst) fungerer som en politisk manøvre, der målrettet understøtter CCP’s interesser”, sagde han. ”Det er ikke kun det, at CCP har fået beføjelse til at stå for udvælgelsen af katolske biskopper, der er en tabersag for Vatikanet, det svarer praktisk talt til, at man bøjer sig i ærbødighed for selve ondskaben, og at man sælger Gud til djævelen”.

Chen tilføjede:

Jeg er sikker på, at de aktive medlemmer af undergrundskirken i Kina, som har holdt ud gennem den enorme forfølgelse, de er blevet udsat for i så lang tid, føler sig forrådt. De må helt sikkert føle, at Vatikanet bevæger sig længere væk fra Gud, og tættere på den overfladiske menneskelige verden med dens laster og dermed tættere på det kommunistiske parti, som er ansvarlig for drabene på over fire hundrede millioner ufødte børn og hundrede af millioner af kinesere. Er dette virkelig himlens vilje?

Beijings forsøg på at undertrykke troen er så åbenlys, at selv sekulære organisationer, herunder grupper, der står i opposition til den katolske doktrin, har udtrykt forfærdelse over den aftale, der er blevet indgået.

I et interview med The Atlantic i denne uge, kom Sophie Richardson, leder for den kinesiske afdeling af Human Rights Watch, med følgende advarsel: ”At være vidne til, at en af de store verdensreligioner indgår en aftale med et autoritært styre, der er berygtet for at undertrykke religionsfrihed, og som videre ganske behændigt giver efter for dette styre, sætter dagsordenen for en meget bekymrende udvikling”.

”Paven har på behændig måde blåstemplet Xi Jinping, også når sidstnævnte udviser en så markant fjendtlighed overfor religionsfrihed”, sagde Richardson.

Præsterne i Kina, som er en del af undergrundskirken, og som er det primære mål for det kommunistiske styre, har ikke stor tiltro til, at den aftale, som Vatikanet har indgået vil mindske undertrykkelsen.

I september samledes en række trofaste klerikale i ubemærkethed for at drøfte, hvordan de kan fortsætte deres arbejde i kølvandet på aftalen. Præsterne besluttede enstemmigt, at de aktuelt ikke ønsker at være en del at den statskontrollerede kirke.

”Hvis vi skal være en officiel kirke, da agerer vi samlet, med andre ord, hvis paven ønsker, at vi skal være åbne, da vil vi samlet agere åbent, ellers vil vi samlet vedblive at være en undergrundskirke” sagde en af præsterne. ”Vil styret give os mere frihed, efter at vi er blevet en officiel kirke? … Da har styret forandret sig”.

Det har det tydeligvis ikke. Siden man underskrev den foreløbige aftale i september, er styrets folk begyndt at gå ud til sogne for at tvinge præster i undergrundskirken til at være meddeltagende i den ”patriotiske” kirke, ellers bliver de betragtet som illegitime præster. To tilbedelsessteder for Maria, Vor Frue af lyksaligheden i Guizhouprovinsen og Vor Frue af de syv smerter i Shanxiprovinsen, er blevet ødelagte. Biskop Shao Zhumin for den østlige del af byen Wenzhou, som var udpeget af Vatikanet, forsvandt for en måned siden og befinder sig i politiets varetægt.

Tre måneder efter underskrivelsen af den foreløbige aftale er det i stigende grad blevet klart, at kardinal Zens vurdering var af profetisk karakter: Vatikanet foretager en ”selvmordshandling” i Kina ved at gå på kompromis med det kommunistiske diktatur.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Stephen Wynne og publiceret på ChurchMilitant d. 5. december 2018. Den kan læses på: https://www.churchmilitant.com/news/article/china-ramping-up-persecution-of-catholics-in-spite-of-vatican-accord

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s