Vor Frues sang af glæde og tilbedelse

Magnificat er en sang præget af glæde og tilbedelse: glæde, fordi Maria ser på den frelse, der er skabt af Gud, og som er ved udfolde sig, og hun glædes ved den umådelige store nådegave, Han giver menneskeheden – og tilbedelse, fordi hun ikke kan andet end at falde på knæ for den styrke og troskab, der udgår fra Israels Gud. Maria forstår sit kald: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig i Gud min Frelser, thi han har set i nåde til sin tjenerindes ringhed … Thi han, som er mægtig, har gjort store ting imod mig”. Hun nærer stor ydmyghed for omfanget af sit kald. Hendes måde at agere på står i skarp kontrast til dem, som praler og ophøjer sig selv på baggrund af deres evner og arbejder! Skt. Francis de Sales formulerer det meget præcist på følgende måde:

Mens Gabriel var i færd med at bebude hende, som Guds Moder og dronning over engle og mennesker, og mens han var ved at gøre det klart for hende, at hun skulle ophøjes over alle skabninger både engle og mennesker, bøjede hun sig for Skaberens fødder og sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Dette er stor ydmyghed. Den hellige Jomfru var så bevidst om den elendighed, der præger vores væsen, og den afstand, der er mellem Gud og menneske, at selv, da det bliver klart for hende, at hun er den udvalgte og højt ophøjet, bøjer hun sig dybt i sin intethed foran den uforståelige og uudtømmelige afgrund, der rummer Guds umådelige godhed.

Hun, som var den mest hellige af alle dødelige, erkendte, at hun i sammenligning med Den almægtige Gud ikke var mere end en tjenerinde, Han havde skabt til sit formål, en blandt mange, der havde tjent Jahve gennem generationer. Først kom hendes stille accept af Guds plan. Først derefter talte Maria med et glødende hjerte fuld af Guds kærlighed om sig selv, og den rolle hun skulle udfylde henvendt til Elizabeth.

I Jomfrumoderen kan vi se, at Kristi frelse folder sig ud, mens hun giver sit hjerte fuldt og helt til Gud. Som Skt. Ambrosius (337 – 379) siger: “det bør ikke overraske os, at Herren, der ønsker at frelse verden, begynder dette arbejde i Maria.Igennem hende fremsættes frelsen for hele menneskeheden, hun måtte være den første til at modtage frelsens frugt fra sin Søn.

Jomfruen siger, at hendes sjæl “ophøjer” Herren. Af hele sin sjæl priser Maria Herrens storhed, og hendes sjæl bidrager til, at Hans storhed bliver opfattet af andre mennesker! Og alligevel udbryder hun straks, at det er Gud, der har ophøjet hende. Den storhed, hun besidder, stammer kun fra Ham. Thi hun har modtaget og gør brug af de gaver, Han har ønsket, at hun skulle modtage, “og Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og helligt er hans navn”, blev og forblev hun i sandhedophøjet, hendes hellighed ligger implicit i hendes ophøjethed, og det er i sin hellighed, at hun højlover Herren. Herren er uendelig hellighed, og Maria modtager grundet sit trosliv og ved sit offer store mængder af Hans uendelige guddommelige godhed.

Vi må forstå, at alle de privilegier, som er blevet givet Vor Frue, så som det, at hun er Mediatrix (formidler) af al nåde, kun giver mening, fordi hun har del i den guddommelige natur (jf. 2 Pet 1: 4), som i sandhed gør hende hellig og derfor berettiget til disse privilegier. Hendes store privilegier er vores håb, fordi de viser, at vi, alle i det omfang vi bliver hellige gennem Kristi nåde, vil opnå og tage del i den herlighed, som Guds Moder har fået del i. Hun er fuld af herlighed, fordi Gud i Sin kærlighed lod hendes fortid blive fyldt af Hans nåde.

Maria erklærer, at ”Gud har øvet vældige gerninger med sin arm”, skønt Den kongelige Frelser stadig kun er et meget lille barn i hendes moderliv! Den måde, hvorpå Gud viser Sin styrke, adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå denne verdens herskere viser deres styrke, som er igennem store hære og artilleri og deres paladser samt pomp og pragt. Hans styrke kommer til syne i ydmyghedens opmærksomhed, helbredende kraft og opløftende kærlighed. Når Vor Frue siger, at ”Han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, står det klart for os, hvorledes ydmygheden i Guds plan i sin stilhed og sårbarhed afviger fra de jødiske forventninger, til hvem Messias ville være, og det kongedømme, Han ville grundlægge. Betragt blot hvilket røre dette lille Gudsbarn skabte! En snublesten for de militante jøder, en dårskab for de græske filosoffer og en provokerende udfordring for alle, der betragter Gud, som om Han var (eller burde være) en udgave af vores menneskelige forestilling om magt, vælde og visdom.

I deres portræt af jøderne og romerne har evangelisterne ganske neutralt eviggjort den skuffelse, der har været hos zeloter og skeptikere igennem tiderne, tænk på moderne tids kommunister og socialister, som må erfare, at Jesus er en helt anden end den, de forventer og kræver, at en Frelser bør være. Den hellige skikkelse sendt af Faderen for at samle Israels fortabte får og forkynde det gode budskab til hedningerne stemmer ikke overens med den hovmodige, selvbevidste, militante og kloge. Han ”ophøjer de ringe”, og Han forsvarer og giver føde til de fattige, Han velsigner dem, der søger Ham af et rent hjerte. Han sender de rige bort, dem, der kun er optaget af sig selv, og som har samlet sig goder, de ikke har behov for. Han giver føde til de sultne, der ikke er opslugt i egoisme, og som ikke ophøjer sig foran Gud. Maria kunne ikke have vidst, at det, hun her ytrede, ville blive opfyldt på en måde, som man end ikke turde håbe på, nemlig at Kristus, Livets Brød kom ned fra himlen og gav Sig selv til os i det Allerhelligste sakramente: Det er den føde Gud har til dem, som hungrer og tørster efter Hans rige!

Hvis Kristus er den, der introducerer den markante forskel og bryder med det gamle testamente, inkarnerer Maria gennem sin stilhed og tro videreførelsen af det nye i Hans ord, Hans liv, Hans lidelse, Hans kors og genopstandelse, som bliver tydelig i Israels fattige, dem, som følgende saligprisning er rettet mod: ”Salige er de fattige i ånden”. I det væsentlige giver saligprisningerne kun forskellige bud på det, der er den åndelige essens i Magnificat: ” Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. Den åndelige essens i Magnificat rummer samtidig det, der er centrum i den bibelske teologi omkring Gudsfolket (Joseph Ratzinger, Daughter Zion).

Marias inspirerende sang lærer os om tro og ydmyghed. Når Vor Herre efter Sin opstandelse siger til den tvivlende Thomas: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20: 29), tilføjer Han således denne saligprisning til dem, der er i bjergprædikenen, Han tilføjer denne saligprisning for kommende troendes skyld. Men disse ord kan også på en speciel måde benyttes i forhold til Hans mor, for noget så stort var var aldrig før blevet krævet af noget menneske. Hun var blevet kaldet til at tro fra det øjeblik, hvor hele verdens frelse var betinget af hendes samtykke, og efter at have givet sit samtykke måtte hun efterfølgende hver dag forny det konfronteret med de voldsomme prøvelser, hendes kald bragte. Hun befandt sig i mørket og vidste intet om, hvad der ville hænde den følgende dag og endnu mindre, hvad morgendagen ville bringe. ”Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2:35). Lad os ikke bedrage os selv med at tro, at Maria fandt sit liv let. Hendes store kærlighed vendte til sidst hendes lidelse til glæde, og hendes lidelser var af en sådan karakter, at ingen nogensinde ville kunne forstå dem til fulde.

Da en kvinde i skaren opløfter sin røst og siger til Jesus: ” Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, svarer Jesus: ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Ved at sige dette underkender Jesus ikke den usigelige forbundethed, Han har haft med sin moder i barndommen, Han priser hende for hendes sande kilde af velsignethed: Hun var den eneste i verdenshistorien, der lyttede til Guds ord og var modtagelig og gemte det troligt i sit hjerte. Hun er den rollemodel, som Jesus ønsker at give os eller langt mere end det, den moder, Han ønsker at give os.

Som den teologiske dyd tro antyder, indebærer det, at en person med sit intellekt her og nu ikke kan se sandheden, men måholde fast ved troen gennem en viljeshandling, som understøttes af nåden, og dette påvirker intellektet, og det er indlysende, at Jesus ikke levede et ”trosliv”. Han vidste med guddommelig klarhed, hvorfra Han stammede, og hvor Han skulle hen. Han havde hele tiden i sin menneskesjæl en salig vision af den guddommelige herlighed, Han for altid deler med Faderen. Derimod levede Hans moder med troens dyd gennem hele sit liv trods den menneskelige videns begrænsethed samt den menneskelige tilstands skrøbeligheder, og hun hørte Guds ord i sin sjæls dyb, overvejede det i sit hjerte og fulgte det i sine gerninger. Hun eksemplificerer således alle dyderne hos den kristne helgen, Hun, der var Jesu moder, var det mest fuldendte Gudsbarn.

Det er sikkert og vist, at Maria ikke forstod dette til fulde. Hvordan skulle hun som dødelig kunne begribe Den levende Guds mysterium. Thi hun var i stand til noget, som i jordisk forstand ikke kan forstås, noget, som kun er muligt gennem den samme Guddommelige kraft, og som tiden gik, tilvejebragte mere indsigt: TRO. Hun troede på ordets betydning på et tidspunkt, hvor ingen praktisk talt besad troen. ”Salig er hun, som troede …”. Hvis der er noget, som virkelig sætter ord på Marias storhed, er det det, som Marias kusine Elizabeth her udbryder (Romano Guardini, The Lord).

Lad os have Magnificat i vore hjerter. Den lærer os, om Guds vidunderlige gerninger, glæden ved at adlyde Hans hellige vilje, og den sejr Han har opnået for os. Den lærer os, at ydmyghed er kongevejen (til Herren), den evigtstrømmende gave af Guds barmhjertighed og det privilegium, det er at tage del i frelsens mysterium. ”Må Marias sjæl være i os alle, så vi kan ophøje Herren, må Marias ånd være i os alle, så vi kan finde glæden i Gud” siger Skt. Ambrosius. Hertil kan vi tilføje Skt. Francis de Sales trøstende ord: ”Vær sagtmodig, ydmyg, kærlig og venlig, og ophøj Herren sammen med hende (Maria) i hele dette (dit) liv. Og hvis du gør således, er ydmyg og trofast i denne verden, vil du uden tvivl synge Magnificat i himlen sammen med Jomfruen.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. december 2017. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/a-song-of-joy-and-adoration

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s