2 alm søn (20/1/2019)

1. læsning Es 62,1-5

For Zions skyld vil jeg ikke tie,
for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs,
før dens ret bryder frem som et lysskær
og dens frelse som en flammende fakkel.
Da skal folkene se din ret
og alle konger din herlighed;
du skal få et nyt navn,
som Herren selv bestemmer.
Du bliver en prægtig krone i Herrens hånd,
en kongelig turban i din Guds hånd.
Du skal ikke længere hedde Den Forladte,
og dit land ikke længere Den Forstødte.
Men du skal kaldes Elsket,
og dit land kaldes Hustru.
For Herren elsker dig
og tager dit land til hustru.
Som den unge mand tager jomfruen til hustru,
tager din genopbygger dig til hustru,
og som en brudgom fryder sig over sin brud,
fryder din Gud sig over dig.

Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.7-8a.9-10a&c

R. Fortæl om Herrens undere blandt alle folkeslag.

Syng en ny sang for Herren,
syng for Herren, hele jorden!
Syng for Herren, pris hans navn.
Forkynd hans frelse dag efter dag!

Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
om hans undere blandt alle folkeslag!
Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!

Vis Herrens navn ære.
Træd ind i hans forgårde med gaver,
kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!

Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.

2. læsning 1 Kor 12,4-11

Brødre og søstre! Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. v6 Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.

Akklamation til Evangeliet 2 Thess 2,14

Halleluja!
Dertil kaldte Gud jer ved vort evangelium,
for at I skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed.

Evangelium Joh 2,1-12

På hin tid var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: “De har ikke mere vin.” Jesus sagde til hende: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Hans mor sagde til tjenerne: “Gør, hvad som helst han siger til jer.”

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: “Fyld karrene med vand.” Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: “Øs nu op og bær det hen til skafferen.” Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: “Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.”

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s