Guitarer hører ikke hjemme i en katolsk Messe

Hvorfor er traditionelle katolikker imod brugen af guitarer, når det gælder musikken i kirken? Hvorfor er vi af den opfattelse, at en populær og nutidig musikalsk stilart er uforenelig med liturgiens ånd?

Jeg tager udgangspunkt i følgende ord sagt af Paulus: ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12: 2).

Min grundlæggende indvending er rettet mod den populære og noget særegne antagelse, om at guitarmusik i kirken, uanset om melodierne er sentimentale eller iørefaldende, er det intet andet end en drejning af vores sind i en sekulær retning til de artistiske, psykologiske og åndelige standarder, der præger vor tid. På den måde ”efteraber” man Bob Dylan og Billy Joel, selvom sådanne folkekære kunstnere synes strømlinede i sammenligning med det støjhelvede og den ynkelige sentimentalitet, der præger den musik, som unge voksne i dag lytter til.

Det er som om, den højtprofilerede rockhymne implicit er blevet blåstemplet som det nye parameter, som selv musikken, der er rettet mod tilbedelse, skal skabes ud fra. Også Gud må opleve at blive bejlet til, som Den, der lyser op og er elskende, Han må ”lægge øren til” en klynken og en voldsom mængde ord vedrørende synd og nåde, ligesom når en populær kunstner klynker og forsøger at overbevise os om, hvad der er galt i verden: Vietnamkrigen, fattigdom i tredjeverdens lande og en AIDS epidemi. Sangene bevæger fra tårevædede ballader, til ”nu skal der være fest”. Det er på sin vis ligegyldigt, hvordan man beskriver dette musikalske fænomen, fordi dets oprindelse og lighed med de sekulære tendenser fremstår fuldstændig klar. 

Det er ikke første gang, at vi konfronteres med dette problem i Kirkens liturgiske musikhistorie. Den sidste store epidemi af musikalsk sekularisme var i operaens tidsalder, som strakte sig gennem det attende og nittende århundrede, da næsten al kirkemusik blev fortrængt til fordel for en mere stringent stilart indenfor opera, som er beslægtet med de storslåede værker og forudsigelige kærlighedshistorier, som i evighed har gået sin gang aften efter aften på scener verden over, og hvor publikum primært har været forsamlet for at lytte til kendte tenorers- og sopraners stemmepragt.

Da pave Pius X forsøgte at reformere kirkemusikken, var hans intention en resakralisering, så den kunne gennemgå en genopretning og komme væk fra den verdslighed, der prægede operaen. Han ønskede at forny musikken, så den blev komponeret til Kirken og Hendes liturgi, en musik som var rolig og beregnet for sjælen, og som rettede opmærksomheden ikke blot mod kunstneren, men mod de guddommelige mysterier, og som fremmede en atmosfære af kontemplativ bøn, en musik med mange stemninger og tilstande, blid og som på en subtil måde ”talte” til følelserne, og som altid tjente noget, som var større end den, noget essentielt ikke følelsesmæssigt: en ”rationel tilbedelse” (logikē latreia), som Paulus taler om i sit brev til menigheden i Rom (12: 1). For Paulus den ”sande omskårne” hører til dem, ”som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre” (Fil 3: 3).

Pointen er følgende: at selvom vore døbte legemer er Helligåndens tempel, og vi skal tilbede Herren med hjerte og stemme, er vores tilbedelse ikke på niveau med legemet, der er ikke tale om en sanselig berøring eller om det at blive ”rørt”, men om et åndeligt offer og en tilbedelse, som understøttes af et disciplineret legeme, hvis lidenskaber er blevet tugtet, og hvis følelser er blevet lutret. Den sande katolske hellige musiks herlighed er, at den har styrke til at bevæge os i overensstemmelse med liturgiens værdige ”dans” til en stadig større kærlighed til Herren med vort hjerte, sind, sjæl og styrke: den er således et ydmygt instrument til menneskets guddommeliggørelse, at det bliver lig Gud i nåde og kærlighed. Musikken skulle enten hjælpe eller i det mindste ikke hindre en fremadskridende modning af sjælen på dens rejse gennem Teresas palæer (Teresa af Avila), op ad det stejle Karmelbjerg til endemålet, den transformerende forening, det mystiske ægteskab.

Musik, der rent stilistisk forbliver på et niveau, hvor den appellerer til det sanselige, vil stimulere og understøtte de almene følelser hos sjælen hos den, der lytter, og derfor er denne musik ikke egnet til tilbedelse, fordi den ganske enkelt ikke bistår sjælen i at modnes til åndelig værdighed, den lutrer ikke lidenskaberne og løfter ikke sindet til et himmelsk eksistensplan. Faktisk vil en uformel og snakkesalig måde at fejre Messen på kombineret med en særegen populærmusik resultere i en forkrøblet psyke, en kunstig forlængelse af følelsernes ungdom uden at opnå den åndelige perfektion, som Herren har til hensigt at formidle gennem Kirkens hellige riter og mystiske sakramenter. Den skaber ikke de optimale omgivelser for hjertets stilhed, der dæmper den hyperaktive vilje, som Skt. Teresa ser som en afgørende forberedelse til de prøvelser og velsignelser, som Gud har for sjælene, der holder ud gennem de tre første paladser. Hun siger, at sjælen må blive mere og mere modtagelig og ikke fanges ind i en mental handlen, som gør det praktisk talt umuligt for Gud, der taler med ”sagte stemme” til at handle på Hans initiativ på en suveræn måde.

Den kristne må udvikle en skærpet egenskab for at kunne vente og lytte og for at tage imod og være Gud til behag, samt at overgive sig til Hans umærkelige indtrængen i sjælen og varme sig i Hans lys. Gregoriansk og Byzantinsk sang, den polyfoni og harmoni, de inspirerede til, er en tradition i den moderne hellige musik og bærer derfor de væsentligste kvaliteter for hellighed, kunstnerisk fortræffelighed og universalitet, som Kirkens autentiske liturgi har og kræver. Intet sekulært, banalt, overfladisk og larmende er værdigt til Kristi hellige, udødelige, overvældende og livgivende mysterier.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 20. marts 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/guitar-music-has-no-place-in-the-catholic-mass.-heres-why

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s