”I skal jamre og skrige, I hyrder …”: en af de gamle jødiske profeter taler til Den katolske Kirke i vor tid

I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. I skal knuses og falde til jorden som et kostbart kar” (Jer 25: 34).

Jeg har i et stykke tid grundigt og i bøn læst Jeremias’ Bog. Selvom jeg før har læst den, er det tydeligt for mig, at vi her har at gøre med en profet, som har kraft og vægt i sine ord. Grunden er ganske enkel, at selvom Jeremias levede for over 2.500 år siden, taler han ind i den aktuelle situation for den katolske Kirke og rammer plet i sine betragtninger, som om han selv stod midt i det, der sker.

Jeremias er et pragteksempel på hvordan ”… Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4: 12). Og som Jeremias selv udtrykker det: ”Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?” (Jer 23: 29).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for os. Det gamle testamente handler ikke kun om israelitterne. Da Kirken (den katolske) er det nye Israel (se Gal 6: 16), handler det gamle testamente også om os, for så vidt vi er tro eller utro overfor Den nye Pagt, der er blevet til ved Lammets blod, Messias, Israels Hellige, og i det omfang vi viser lydighed eller ulydighed overfor Hans bud (Joh 14: 15 og 1 Joh 2: 4).

Det grundlæggende mønster gennem hele det gamle testamente er følgende: er man tro mod pagten, ”belønnes” man med Guds velsignelse og støttende nærvær, er man derimod utro, vil man mærke Hans forbandelse og vrede, og dette mønster vil gøre sig gældende, indtil menneskehedens historie når sin afslutning. Det synes ganske indlysende, at Den katolske Kirke i dag oplever den forbandelse, der følger i kølvandet på utroskab, nærmere betegnet drejer det sig om, at man har misbrugt det, man er blevet betroet, har misbrugt magtbeføjelser samt har foretaget overgreb på vores teologi, åndelighed, kultur og liturgiske arv. Gud er tro mod Sine løfter, og Hans løfter indbefatter ikke kun velsignelser, men også straffe. Han har gjort det klart, at ved synd følger der altid en straf, og på samme måde har han gjort det klart, at ved Jesu Kristi dyrebare blod, vil der altid være frelse for dem, der omvender sig.

Jeremias barske profetier bliver ligesom Esajas trøstende profetier opfyldt igen og igen gennem århundreder i Den Kirke, der er blevet grundlagt af Kristus. Vi i det 21. århundrede lever tilfældigvis i en tid, hvor ondskabsfulde kirkefolk (ulve i fåreklæder) synes at ”overtrumfe” det gode, når ”Guds Israel”, det vil sige Kirken (jf. Gal 6: 16) synes at være forhippet på at vende ryggen til Herren og den religion, Han har åbenbaret, når det katolske lægfolk er blevet ”lokket” til at tilbede falske guder og tages til fange og sendes i eksil i et fremmed imperium., når det, der engang var en smuk katolsk vingård er blevet ødelagt, hærget af vilde dyr og er blevet til et vildnis. ”De mange hyrder ødelægger min vingård; de nedtramper min mark, de gør min dejlige mark til en øde ørken. De gør den til en sørgende ødemark, den ligger øde hen foran mig; hele landet ligger øde, for ingen tager sig af det” (Jer 12: 10-11).

Hvad er problemet ifølge Jeremias? ”For hyrderne er tåber, de søger ikke Herren; derfor lykkes intet for dem, hele deres hjord er spredt” (Jer 10: 21). Det kan siges med et ord: verdslighed, man har tilpasset sig verdens mentalitet. Helliggjort asketisk praksis, som katolikker har benyttet til at modvirke det kødelige begær: faste, abstinens (afholdenhed fra at spise kød), vigilier, at knæle samt andre fysiske bodsagter blev smidt ud ad vinduet, da Johannes XXIII på uskyldig vis ”åbnede Kirken” i forbindelse med Vatikan II. Dette resultat var ikke svært at forudsige hverken for hyrderne eller deres flokke. I stedet for at stræbe mod himlen lod hyrderne sig fange ind af verden og ”kødet”.

Verdslighed virker i sagens natur intervenerende på bøn, liturgi, tilbedelsen af Gud samt et liv med stringent disciplin og levet i dyd. Ulydighed fremmer sjældent åndeligt fremskridt, flokken spredes i vantro og forfærdelse. ”Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren” (Jer 23: 1-2).

Profeten siger klart og tydeligt, at der er svært at undgå, at denne profane og verdslige mentalitet finder vej ind til det hellige i Kirken, som vi har set det ske på mangfoldig måde. Hyrderne har misbrugt deres autoritet og magtbeføjelser: ”De løber efter det onde, de har deres styrke i uretten. Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren. Derfor bliver deres vej glat, de stødes ud i mørket, og dér skal de falde. For jeg bringer ulykke over dem i straffens år, siger Herren” (Jer 23: 10-12). Tiden for guddommelig domfældelse kommer for enhver hyrde, en efter en må man være parat, hvad enten dommen falder ved de civile retslige instanser eller ved den kirkelige domstol, i denne verden eller på den enkeltes dødsdag, hvor man må stå foran ”Kristi frygtindgydende domstol” (som er de ord, man benytter i den Byzantinske guddommelige liturgi).

Som Bronwen Catherine McShea fremhæver i en særdeles velskreven artikel i januar nummeret af First Things fra 2019, har man i de seneste århundreder arbejdet på en centralisering, hvor den kirkelige magt er blevet lagt i hænderne på biskopper og paven, noget man ikke har set i en så stor skala før i Den katolske Kirke. Før man målrettet begyndte at arbejde sig hen mod denne forening, koncentration og eksklusivitet, var Kirken langt mere diversificeret i sit ”magtgrundlag”: lægfolket, primært Kirkens fyrster, aristokrater og laug og præsteskabet i deres katedraler (disses domkapitler) og kommuniteter deltog i Kirkens styring, herunder hvilke politikker, der blev implementeret samt beslutninger, der blev truffet. I dag er vi underlagt en styringsform, hvor der ikke eksisterer nogen effektiv kontrol af hyrdernes myndighed. Hvis de opfører sig som helgener, kan vi trække vejret lettet og takke for det. Men hvis de bliver korrumperede, og specielt hvis paven og dennes kurie præges af korruption, har lægfolket ingen jordisk chance for at intervenere, altså stoppe eller forhindre det forkerte, der foregår.

I den udstrækning det er sandt, ved vi, at vi kan gøre regres overfor Gud, og vi må derfor bede til Ham af hele vort hjerte og sjæl og under tårer, at Han vil komme Sit folk til undsætning og frelse det fra overgrebsorienterede hyrder. Han vil lytte til vores bønner, og Han vil frelse os, når tiden har nået sin fylde. Endnu engang taler Gud til os gennem Jeremias: ”Jeg vil tage kampen op mod jer”, siger Han til dem, der er utro, og fortsætter: ”med løftet hånd og stærk arm, i stor vrede, i harme og raseri” (Jer 21: 5). Vi kender hverken dagen eller timen, men vi kan være sikre på, at Han vil kæmpe mod de hyrder, der sætter sig op imod Ham og vækker Hans vrede.

Er dette det eneste budskab (af dommedagskarakter), vi finder i Jeremias’ Bog? Nej, slet ikke. For det gælder for denne profet ligesom andre profeter i Den hellige Skrift, at det sidste ord, der bliver sagt, er et ord, der er forbundet med håb. Når Herren taler om Sit eget folk, siger Han: ”Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed. Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere” (Jer 33: 6-7).

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Kirken) (Matt 16: 18), ikke nu og heller ikke i fremtiden, men Herrens ord skal sejre over den klippe, der har vovet at sætte sig op mod hovedhjørnestenen Jesus Kristus.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 15. januar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/wail-shepherds-and-cry-an-ancient-jewish-prophet-speaks-to-todays-catholic

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s