Denne faste bringer os tættere på himlens bryllupsfest

En af de mest udbredte misforståelser, der er opstået vedrørende helgenerne blandt fromme skribenter og fjender af Kirken, er, at helgenerne var en forsamling mennesker, der var præget af tungsind, som var tynget af strenge bodshandlinger, og som søgte at undgå sollyset, når det kom ind i deres celler, samt at de lukkede af for al glæde, latter og fornøjelser.

Enhver, der har kendskab til helgenerne, eller som har mødt en person med helgentræk, vil ikke genkende beskrivelsen ovenfor. I virkeligheden er et af de vigtigste kendetegn ved en kanoniseret person, dennes glæde og munterhed.

Skt. Frans fra Assisi faldt i henrykkelse over Guds godhed i skabelsen, han gav frit løb for sine følelser, lavede tossestreger og satte ord på sin glæde ved at synge, mens han gik på de italienske veje. Skt. Katarina fra Siena havde så meget gå-på-mod, at hun bad paven om at udtale sig med omtanke. SktLaurentius havde overskud til morskab, da han led sit martyrium på en grill, for han udbrød til sine bødler: ”Jeg skal vendes nu, jeg har fået nok på denne side”. Og hvad med de til tider drilagtige Skt. Philip Neri og Skt. Thérèsa af Lisieux? Læser man Vor Frues Magnificat finder man ingen dysterhed i den.

Helgenerne kendte til en meget vigtig hemmelighed, som langt de fleste mennesker ikke længere har kendskab til: lykken er forankret i Guds kærlighed. Moderne mennesker forsøger at finde lykke, dog uden Gud, men det er ren dårskab, fordi Gud er lykke. Gud er identisk med lykke, Han er uendelig velsignelse, og når vi opnår en vis grad af glæde eller fred, er det, fordi vi er kommet nærmere Ham. At søge lykken andre steder er en illusion og bedrag.

Vi må huske på, at Gud ikke skabte lidelsen og ikke ønsker, at Hans børn skal lide. Lidelse er af det onde, det er ikke godt for noget ikke engang for dets egen skyld. Den verden, som Gud skabte, er helt igennem god, det er mennesket, der bragte det onde ind i verden, og visse menneskers synder har vist sig at være årsagen til stor lidelse hos andre. Gud tillader denne lidelse, fordi Han gennem den kan rense os for vores synd og gøre os mere værdige til Hans grænseløse kærlighed. Gud pålægger os faktisk og forventer, at vi frivilligt søger boden gennem lidelse, fordi Han ved, at vi i alvorlig grad har behov for at blive fravænnet uhensigtsmæssige afhængigheder af denne verdens mammon, så vi igennem denne proces kan gå frem i ”visdom og vækst og yndest” (Luk 2: 52). Dette er hele meningen med fasten: vi vil aldrig opnå opstandelsens åndelige glæde, hvis vi vælter os i syndens søle, eller hvis vi er plettet af resterne fra tidligere tiders ondskab eller optaget af vores verdslige behov og bekvemmeligheder.

Skriften fortæller os, at kong Hizkija var ”syg til døden”, da han angrede under tårer. Denne sygdom og gråden ledte til hans frelse. Jesus forklarer sine disciple følgende om Lazarus (Joh 11: 4): ”Den sygdom er ikke til døden”, men tjener til livet, for den vil vise Jesu Kristi livgivende medlidenhed, ”opstandelsen og livet” (Joh 11: 25). Al vores lidelse vil i mødet med troen bringe os tættere på Frelseren, som græd ved Lazarus grav, og jo tættere vi er på Jesus, desto tættere kommer vi på himlens bryllupsfest, hvor ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne” (Åb 21: 4).

Som helgenerne lærer os, må lidelse bæres af kærlighed, for at der kan ske en fordybelse og udvidelse af Guds rige, og for at vi kan elske Jesus mere, Han, som af kærlighed for os, led på korset, og som gjorde det for alle mennesker. Det er årsagen til, at det er tåleligt og endda glædeligt og årsagen til, at helgenerne har et sådant overskud af kærlighed, at de med glæde led på vegne af dem, der nægtede at lide.

Denne verdens lykke er papier maché og glitrende, på afstand ser det godt ud, men ser man nærmere efter, fremstår det hult og billigt. Kærlighedens glæde rummer tårer, og de er det værd, de er ægte som stål og strålende som guld. Den giver ikke efter for det næste vindpust, men forbliver rodfæstet i Kristi hjerte, som er klippen, grundlaget og ilden i kærlighedens smelteovn. ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig” (Sl 55: 23).

Vores favntag med livets mysterier må i sidste instans opofres til Gud: troen vil fjerne alle overflødige spørgsmål samt enhver forgæves kamp. ”mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.” (Sl 51: 19). Både vores synder og uvidenhed omslutter os i mørke, men den angrede synd og troen på Gud åbner sjælen, lader lys strømme ind, nådens og sandhedens lys.

Et stolt hjerte åbnes ved nåde, blot for at Det, der er større end stolthed, kan tage det i besiddelse. Stolthed behøver barmhjertighed for at kunne forherlige og tilfredsstille sig selv, den ønsker, at sandheden skal være dens ejendom. Men sandheden giver sig selv til dem, der i ydmyghed elsker den for dens egen skyld, og barmhjertighed gives til dem, som opgiver deres stolte ønske om selvforherligelse.

I alt dette fungerer en guddommelig pædagogik, der hjælper os til at lægge vores bekymringer over til Herren og åbne vores mund for den føde, Han ønsker at give os. En nedbrudt ånd, en sulten sjæl, er den ånd, der er blevet helbredt, og den sjæl, der vil modtage føde.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 13. februar 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/this-lent-come-nearer-to-the-wedding-feast-of-heaven

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s