Martyrerne, der stod op imod islam, blev engang fejret. Har pave Frans underkendt det ultimative offer, de frembar?

Den Romerske Martyrologi har sin oprindelse i gamle optegnelser af navnene på martyrerne ud fra deres ”dies natalis” og viser, hvornår de blev født, og hvornår de kom i Himlen. Århundrede efter århundrede blev der yderligere føjet navne til, når bekendere, lærere, munke, eremitter, ordensbrødre, jomfruer, konger, dronninger og andre blev en del af martyrernes rækker. Disse optegnelser i bogform er en liturgisk bog, fordi den oplæses som en del af den ældre Prim. (Det er kutyme, at den følgende dags liste af helgener oplæses, fordi det på et mentalt plan forbereder os til den første Vesper, der går forud for en større fest, og samtidig giver det os mulighed for at tænke nærmere på de helgener, vi ønsker at erindre). Dette viderefører Kirkes tro og benyttes af ordensfolk, klerikale og lægfolket, der holder sig til usus antiquior eller den gamle og traditionelle romerske ritus.

Det var sørgeligt, at man på trods af dens historiske rødder og det, at den samtidig er en væsentlig del af de syvfoldige lovprisninger af Gud, ved det andet vatikankoncil blev afskaffet. Den liturgiske reform åbnede op for en ny version af Martyrologien, som har meget lidt til fælles med sin forgænger, ligesom Novus Ordo Missae fra 1969 har meget lidt til fælles med sin forgænger, som er Missale Romanum fra 1570. Det, der er sket, efter at man afskaffede Prim, er, at den nye version af Martyrologien aldrig har fundet fodfæste og samtidig benyttes den meget sjældent i vor tid, et tydeligt tegn på dette er, at den latinske edito typica sjældent benyttes, og at der stadig den dag i dag ikke er foretaget en engelsk oversættelse. Mærkværdigt nok er den gamle Martyrologi i sin seneste udgave fra 1956 tilgængelig i flere nyere engelske udgaver (ligesom denne: https://angeluspress.org/products/roman-martyrology).

Når alt kommer til alt, er Martyrologien ikke blot en optegnelse over dem, der sejrede, men den er også en forkyndelse af de helliges samfund (helgenerne), en ophøjelse af det kristne liv og et vidnesbyrd om de mirakler, der er en del af Kirkens liv. Imidlertid optræder der i Martyrologien ikke mange eksempler på vidnesbyrd, der direkte relaterer sig til specifikke doktriner. Den traditionelle Romerske Martyrologi er klar i mælet vedrørende mange forskellige forhold, og ét af disse er særligt relevant, fordi det er løftestangen til en del af den forvirring, der hersker i Kirken. Det handler om islam, og hvordan man i Kirken skal forholde sig til den religion. Her er Martyrologien klar og utvetydig.

Da jeg læste det, Martyrologien siger om dagen i dag den 21. februar, faldt mit blik på følgende:

I Damaskus sagde Skt. Peter Mavimenus til en gruppe arabere, der kom til ham, mens han var syg: ”Ethvert menneske, der ikke tilslutter sig den katolske kristendom, er fordømt, ligesom Jeres falske profet Muhammed var”, og han blev efterfølgende myrdet af dem.

I modsætning til pave Frans, der sammen med en muslimsk leder underskrev et dokument, der antyder inter alia, ”atpluralismen og religionernes … forskellighed er villet af Gud i hans visdom”, undlod Skt. Peter Mavimenus ikke at fremlægge sandheden, som den er. Hans ordvalg viser, hvordan den rette kristne holdning bør være i forhold til islam: en utvetydig afvisning af alle de fejlslutninger, der præger – og gør denne religion farlig, fordi disse fejlslutninger er kombineret med legitime religiøse elementer og åbenbaringer, der normalt kendetegner en religion. At pave Frans har været medunderskriver på dette dokument er fejlagtigt og hæretisk af karakter, som Dr. John Lamont og biskop Athanasius Schneider tydeligt har bemærket.

Ovenstående afsnit i den gamle Martyrologi er ikke det eneste af sin karakter, som understreger det dybe fjendskab, der er mellem katolikker og muslimer. Man vil hver måned igennem året finde eksempler på det, som Skt. Peter Mavimenus giver udtryk for. Kirken fejrer i traditionel forstand de katolikker, der måtte lide martyrdøden under islams banner på følgende datoer: den 14 og 16. januar, den 19. februar, den 11 og 15. marts, den 17 og 18. april, den 16. maj, den 5, den 7, den 13, den 26 og 28. juni, den 11, den 16, den 19, den 20, den 22 og 27. juli, den 6 og 20. august, den 15, den 19 og 27. september, den 10, den 11 og 22. oktober, den 6 og 24. november og endelig den 17. december.

Her følger en række eksempler taget fra den gamle Martyrologi:

I Marokko oplevede fem ordensbrødre fra De Små Brødres Orden at blive de første martyrer. Der er tale om brødrene: Berard, Peter og Otho, som var præster og endvidere lægbrødrene Accursius og Adjutus. Disse gennemlevede deres lidelse, fordi de forkyndte den katolske tro, og fordi de afviste muhammedansk lov. Efter at være blevet hånet og tortureret blev de halshugget af saracenernes konge (Den 16. januar).

Følgende martyrer stammer alle fra Cordova i Spanien:

Skt. Eulogius var præst. Han led sit martyrium, fordi han uden frygt bekendte sin tro på Kristus. Han blev pisket og gennembanket med stave og til sidst halshugget af saracenerne. Han tilskrives at have lidt sit martyrium sammen med andre martyrer fra Cordova, fordi han havde skrevet om den kamp, de kæmpede, og samtidig var hans ønske at slutte sig dem (den 11. marts).

Skt. Perfectus var også præst. Han blev halshugget, fordi han dels rettede kritik mod Muhammeds sekt, og dels fordi han heltemodigt bekendte sin tro på Kristus (den 18. april).

Skt. Aurea var jomfru og søster til de hellige martyrer Skt. Adulf og Johannes. Hun vendte troen ryggen, dog kun for kort tid, fordi hun lod sig overtale til at gøre dette af en dommer ved en muhammedansk retsinstans. Men hun angrede det, hun havde gjort, og derved blev hun i stand til at modstå fjenden, da hun for anden gang blev prøvet i forhold til sin tro, og hun led martyrdøden (den 19. juli).

Skt. Paul var diakon og led sit martyrium, fordi han modsagde og fordømte muhammedanske fyrster for deres ondskab og grusomhed, og samtidig forkyndte han med stort mod Kristus. Deres svar til ham var, at han blev henrettet og modtog Himlens sejrskrans (den 20. juli).

Brødrene Skt. Adulf og Johannes, som kortfattet er nævnt ovenfor, led deres martyrium for Kristi skyld under kristenforfølgelserne foretaget af araberne. Deres søster den velsignede jomfru Aurea lod sig inspirere af deres eksempel og vendte tilbage til troen på Kristus og led martyrdøden den 19. juli (den 27. september).

Tæt ved Cueta i Marokko led syv ordensbrødre fra Ordenen De Små Brødre martyrdøden. Deres navne er: Daniel, Samuel, Angelus, Leo, Nicholas, Ugolino og Domnus. De var alle præster dog med undtagelse af Domnus. De blev hånet, pisket og halshugget af saracenerne, fordi de havde forkyndt evangeliet og ”lukket munden” på den islamiske sekt Mahomet (den 10. oktober).

Og måske det mest opsigtsvækkende eksempel set i lyset af den seneste tids begivenheder (pave Frans som medunderskriver på det kontroversielle dokument fra Abu Dhabi):

Ved Monte Cassino lykkedes det ved Guds indgriben den salige Pave Victor III, som fulgte efter pave Skt. Gregory VII, at kaste ny glans over Den Apostoliske Stol, ved at sejre stort over Saracenerne (den 16. september).

På samme måde som Skt. Pius V bekæmpede den salige Victor III muslimerne fremfor at overgive sig til dem, og den tilgang kan man ikke sige, at deres efterfølger pave Frans udviser, når han har sympati for immigranter fra muslimske lande og til stor forvirring for katolikker underskriver et dokument, der med sit budskab leder til religiøs ligegyldighed.

I Robert Reilly’s The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis får man et indblik i den interne kamp, der er foregået i islam fra det 9. til det 11. århundrede mellem de hellenistiske muslimer, der tog udgangspunkt i fornuften og de fundamentalistiske muslimer (som vi vil betegne dem i dag), som var kritiske overfor fornuften eller helt afviste den. Det var fundamentalisterne, der gik af med sejren, og siden da har udtrykket ”en sha´Allah”,være det, der betegner alt i islam, ”om Gud vil”. Som pave Benedikt XVI argumenterede for i sit oplæg i Regensburg, er Gud blevet reduceret til ren vilje.

Der er en besynderlig og foruroligende parallel til ovenstående, fordi vi er vidner til en lignende brug af reduktionisme i pave Frans’ måde at varetage paveembedet på. I stedet for at være Ordets fortaler og et vidnesbyrd om fornuften og åbenbaringen og alt dette, som har været en del af Kirken siden Dens begyndelse, bliver pontifikatet til et spørgsmål om ren og skær vilje: og autoritet reduceres til ”viljestyret magt”. Gud går fra at være den kærlige visdom til at være, som i islam, den almægtige vilje, og dermed reduceres paven i Vatikanets optik fra at være garanten for Kirkens tradition, som har været det i årtusinder til at være talsmand for forandringer. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at det var muligt for paven i UAE at underskrive dokumentet vedrørende ”menneskeligt broderskab”. Et pontifikat, der baserer sig på vilje, indgår velvilligt en aftale med en anden religion.

Uden tvivl bevæger vi os ud på dybt vand, når vores tro, der er funderet i Den hellige Skrift og traditionen samt en behændig brug af fornuften, underkastes en andens vilje og dagsorden og behandles som en vare, man kan forhandle om, når man deltager i en interreligiøs dialog.

Det, vi her er vidner til, er et åbenlyst sammenstød mellem på den ene side Kirkens traditionelle tro repræsenteret af lex orandi fremsat af Martyrologien og på den anden side de nyeste tanker fremlagt af pave Frans, der bestræber sig på at introducere en helt ny lex credendi i forhold til utroskab, adgang til sakramenterne, dødsstraf og religiøs pluralisme, og det synes at være oplagt, at man følger den vej, han anviser, fordi der er udpræget mangel på adgang til de gamle liturgiske bøger, der indeholder den uforanderlige katolske tro.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 21. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/martyrs-who-resisted-islam-were-once-celebrated.-has-pope-francis-rejected

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s