Når katolikker føler sig undertrykt, har martyrerne deres helt egen måde at sætte tingene i perspektiv på

Har du nogensinde haft følelsen af, at du under en Messe i et sogn på en vis måde lider et martyrium for troen, fordi musikken minder om en blanding mellem at man trækker en kat i halen og uddrivelsen af de oprørske engle fra Himlen? Der er sandsynligvis ganske få katolikker, der ikke har oplevet sådanne øjeblikke, når man tager i betragtning, at det generelle musikalske niveau de sidste årtier og frem til i dag placerer sig mellem noget banalt og noget usmageligt.

Jeg har ofte hævdet, at man i en begrænset periode ”kan stå distancen” (i forhold til sogne med liturgiske mangler og vildfarelser under Messefejringen), men man skal gøre sit bedste for at undgå længerevarende ”sulteperioder” i liturgisk og åndelig forstand eller det, der er værre, nemlig en menu rummende et liturgisk blandingsprodukt. Med andre ord hvis man kan finde et bedre sogn eller kapel, har man en forpligtelse overfor Gud, ens sjæl og helt sikkert ens familie til at gøre det, også selvom det betyder, at man må flytte. Det kan lyde hårdt, men det kan blive konsekvensen, hvis man vælger at gå ud fra den præmis, at den højtidelige offentlige tilbedelse af Gud i liturgien er kilden til og højdepunktet i det kristne liv.

Men der er faktorer, der synes at holde os tilbage: det familiære netværk eller vore egne behov, jobsikkerhed og den økonomiske situation, tilgang til skole og uddannelse, langvarige venskaber. Der er mange ting, der kan knytte os til en lokalitet, også selvom Den katolske Kirke på lige netop den lokalitet (by eller bispedømme) er fanget i en tidslomme omkring 1970 og aldrig rigtigt er kommet ud af den.

Hvis det er den situation, du står i, og jeg har med mellemrum stået i samme situation, da har vi en del at lære af vidnesbyrdene fra troens folk, bekendere og martyrer, som langt oftere på egen krop måtte erfare markante begrænsninger i deres trosfrihed, altså det, ”at kunne tilbede Herren i hellighedens skønhed”.

Tag Skt. Phillip, en af de fyrre martyrer fra England og Wales, som efter at være konverteret fra den anglikanske tro til den katolske tro (takket være overværelsen af en offentlig diskussion mellem Skt. Edmund Campion og engelske teologer) blev fanget og sat i fængsel i Tower of London i mere end ti år. Under sit fangenskab blev han ikke tilladt besøg, dette gjaldt også hans hustru og deres søn, som kom til verden, efter at Howard var blevet fængslet.

I al den tid havde han ingen adgang til sakramenterne heller ikke Messe eller bodens sakramente: han modtog ingen hjælp udefra, ingen opmuntring, der var intet andet end fire kolde stenvægge. Men Phillip efterlod os et værdifuldt minde om, hvad han brugte sin tid på. Efter hans død opdagede man, at han i stenene havde indridset ordene: Quanto plus afflictiones pro Christo in hoc saeculo, tanto plus gloriae cum Christo in futuro, desto mere lidelse vi bærer for Kristus i denne verden, desto mere ære opnår vi med Kristus i den verden, som vil komme.

Martyrerne har en måde, hvorpå de sætter tingene i perspektiv. Næste gang de der står for valget af salmer i det lokale sogn, hvor du kommer, vælger den mest elendige indledningssalme, så husk på Skt. Phillip Howard, og hvordan han med Guds nåde fik vendt et bittert fængselsophold til en kilde af helliggørelse, så det blev en indtræden til Den himmelske Messe. (Hvis der er et bedre sogn, som du har mulighed for at komme til, er jeg ganske sikker på, at Skt. Philip ville anbefale dig at gøre det, det ville han selv have gjort, hvis han ikke var blevet kastet i fængsel mod sin vilje.

Det har i for lang tid været alt for let blot at tænke: ”hvor er det godt, at vi lever i et land, som ikke ledes af et totalitært styre, som det, der var under dronning Elizabeth I”. Det voldelige overfald, som skete på en pro-lifer i fuld offentlighed bør få os til at genoverveje vores tilbagelænede holdning.

Menneskeheden har endnu ikke set afslutningen på den forfølgelse, der pågår mod troen. Ledere og pengemænd i den vestlige verden i det 21. århundrede foretrækker at gøre brug af ublodige metoder, som bespottelse, boykotning og retssager, men hvem ved, hvor lang tid de vil fortsætte på det niveau, før de skrider til mere direkte handling, som deres barbariske forfædre eller de kommunistiske og fascistiske regimer, der foregik i det tyvende århundrede? Det er ikke uden grund, at nogle definerer det sidste århundrede som “martyrernes århundrede”: i disse hundrede år blev flere dræbt, fordi de var kristne, end i alle tidligere århundreder sammenlagt. 

Er vi mon klar til at møde det, der kan komme? 

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 17. oktober 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/when-catholics-feel-oppressed-martyrs-have-a-way-of-putting-things-in-persp

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s