Korset ryster den, der er optimistisk, og opstandelsen ryster den, der er pessimistisk

En pessimist ser tingene på en negativ måde, og det positive er helt og aldeles fraværende. Dette menneske opfører sig som apostlen, der sagde: ”Hvorfor ødsle sådan? Denne olie (salve) kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige” (Matt 26: 8). Det så ikke kærlighedens skønhed bag det uvurderlige ”tab” af salve, ej heller så det værdigheden hos Den, salven blev ”ødslet” på, for Ham var omkostningen aldrig for stor, når det handlede om kærlighed, at gøre en indsats og at fremme det smukke.

Skt. Johannes Chrysostomos sagde følgende, som er gået over i historien, at vi burde smelte vores kalke om, så vi kunne give mad til de fattige. Den samme helgen talte med stor ærefrygt om at vise den ærbødighed, som det Allerhelligste sakramente med rette fortjener. Han var ikke ligegyldig i sin holdning, når det kom til liturgiens værdighed. Det, han mener, er, at en samling af smukke ting, som man ikke gør brug af, kan stå i vejen for, at mennesker ikke får det, de basalt har behov for. Det har altid ligget i den katolske ånd, at der er fokus på begge aspekter: at Gud fortjener det bedste, vi kan skænke Ham, og at vi ser Guds billede i den fattige, som har behov for mad, drikke, husly og mest af alt kærlighed.

I realiteten må historiens forskellige epoker kendes på glorværdigheden af den kristne kunst, der blev frembragt i den enkelte epoke, eksempelvis katedralen Notre Dame, som prægede nyhedsbilledet i sidste uge, men disse epoker må også kendes på den opmærksomhed, man havde på dem, der var værdigt trængende, hvor man gav almisse, sørgede for hospitalshjælp, og hvor ordensfolk sørgede for, at alt dette blev sat i værk. Disse to forhold, altså fokus på Gud og næsten, er to sider af samme sag, fordi de begge er rodfæstede i troen på Gud og ønsket om at elske Ham og det enkelte menneske, som Han har skabt, men også ud fra en tro på livet efter døden, hvor Gud belønner dem, der har tjent Ham og straffer dem, der kun har tjent sig selv, med egoisme og fokus med det legemlige.

Derfor er det frustrerende at læse, at de, der er sekulært orienteret, hævder, at genopbygningen af katedralen Notre Dame er spild af tid og ressourcer (herunder millioner af euro), og at man end ikke bør overveje en genopbygning, og hvis man så alligevel vil gøre det, bør det være i en selvbevidst og nutidig stil, som symboliserer moderne værdier. Det, de sekulært orienterede har glemt er, at den universelle skønhed og tidløse stil, der præger dette bygningsværk er udgået fra troen på en transcendent og inkarneret Gud, og i det øjeblik vi fjerner Ham for at sætte os selv i centrum i de projekter, vi igangsætter, ærer vi en tom og værdiløs afgud, som kun fortjener en ting, nemlig at gå op i flammer.

Fordi mennesket er skabt i Guds billede, følger det, at når mennesket forstøder Gud fra Sin trone, går det før eller senere sin undergang i møde. Det er derfor, abort er et satanisk sakramente med rod i liberalismen. Hvis Gud ikke eksisterer, er tilværelsen et kaos, livet byrdefuldt og mennesket er et mål for udryddelse. Denne måde at betragte tilværelsen på er karakteristisk for det pessimistiske menneske.

Det optimistiske menneske er selektivt i sin måde at betragte virkeligheden på, det ”sorterer” det negative fra, fordi det er for svært at have med at gøre. Det negative står i vejen for dette menneskes holdningsstrukturer og udfordrer de forklaringsmodeller, dette menneske er kommet frem til. Derfor er dette menneske blevet en mester i at frasortere alle de falske, grimme og grusomme ting, der er en del af denne faldne verden, som higer efter frelsen.

For eksempel finder man, inden for vore egne kirkelige rækker, katolikker, der, når de bliver konfronteret med det, der aktuelt foregår i Kirken, hvor der præsenteres løgne, Kirkens hierarki dækker over sine egne, foregår hykleri, fejl, signaleres tvetydighed, og der fremsættes nedsættende bemærkninger vedrørende pave Frans, vender det døve øre til eller affejer det med, at der er tale om misforståelser eller dårlig journalistisk arbejde, eller at der er nogen, der er ude på at gøre en myg til en elefant.

En sådan person er i realiteten mindst ligeså farlig, som den person, der i sin karakter er pessimistisk, men dog på en anden måde. Den ene ser kun håbløshed, og at det hele er en tragedie, den anden ser så lyst på det hele, at det virker komisk. Et træk på skulderen eller et underfundigt smil på læben er ikke desto mindre, ligeså meget, som den knyttede næve og blodige hånd, et oprør mod den virkelighed, der gør sig gældende og dermed imod Gud. Den optimistiske person opretholder situationer præget af ondskab, som kunne afhjælpes, hvis disse situationer med ærlighed og ihærdig indsats blev undersøgt. Den optimistiske person har filtre, der forhindrer vedkommende i at definere ondskab, som det, det er. At foretage en definition af ondskab, som ondskab, er den bedste måde, hvorpå vi som mennesker kan imødegå ondskaben. Praktisk talt kan det filter, som den optimistiske person har etableret virke hæmmende i forhold til at bede til Gud om Hans mellemkomst, om at styrke personen i dennes kamp og om at få hævn, en anmodning, man ofte ser fremsat af salmisten. På den måde stræber den optimistiske person efter godhedens nederlag og det i samme omfang som den pessimistiske person.

I bogen med titlen Orthodoxy skriver G.K Chesterton følgende:

Der er ingen tvivl om, at det helt almindelige menneske kan leve i denne verden: men vi har ikke tilstrækkelig med styrke til at fortsætte, men styrke nok til at leve med den (verden). Kan mennesket hade verden så meget, at det ændrer den, og alligevel elske den så meget, at det tænker, at den er værd at forandre? Kan mennesket se på verdens goder uden at føle sig i overensstemmelse med verden? Kan mennesket se på den enorme ondskab i verden uden at fortvivle? Kort sagt, er det muligt, at mennesket på en og samme tid ikke alene er pessimist eller optimist, men er en fanatisk pessimist og en fanatisk optimist? Er mennesket så tilpas hedensk, at det ønsker at dø for verden, eller er det så tilstrækkelig kristent, at det ønsker at dø for Kristus. Jeg vil fastholde, at i denne kombination er det, den rationelle optimist, der lider nederlag, og det er den irrationelle optimist, der sejrer. Han er nemlig parat til at smadre hele universet for dets egen skyld.

Påskemysteriet ændrer fuldstændigt måden, hvorpå vi betragter virkeligheden. Verdens optimisme blev naglet til korset, og verdens pessimisme blev trådt under fode af Den opstandne Herre. Optimismens kunstige lys blev udslukt af det altomfattende mørke på Golgata. Pessimismens selvopslugende mørke blev forvist af påskens sejrrige lys. Det prægtige Offer, Den sårede Frelser omformer det, der er lys og det, der er mørke samt afgørende ændrer vores syn på det, livet egentlig handler om.

Antagelserne, der ligger til grund for optimismen, kan formuleres på følgende måde: ”grundlæggende er alting godt, og vi ved egen hjælp kan håndtere ondskaben”. Dette kunne ikke være mere forkert. Ondskaben fungerer bedst, når den ikke er under opsyn, specielt i dag, men det er kun Gud, der er godheden Selv, og som er uden plet og er hellig, der kan helbrede og beskytte os.

Antagelserne, der ligger bag pessimismen, kan formuleres på følgende måde: ”tingenes tilstand er fuldstændig håbløs og ikke engang Gud kan hjælpe os nu, og hvis Han kan, så ønsker Han det ikke”. I virkeligheden er vi vidner til, som den tomme grav forkynder, at Gud triumferer og sejrer på skjulte og overraskende måder: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren” (Es 55: 8).

For denne verden, som den er, går til grunde” (1 Kor 7: 31). ”… Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer” (Luk 17: 20-21). ”Mysteriet”, somLumen Gentium betegner det, er ikke fuldt ud åbenbaret i Sin sejrrige skikkelse, altså som Det himmelske Jerusalem.

Hverken optimisme eller pessimisme kan få det sidste ord. Det sidste afgørende ord er Ordet, der blev kød, og som sonede vore overtrædelser og blev til for at kunne udfri os og for evigt bære Sine prægtige (og hellige) vunder, hvorfra det evige liv strømmer, og som gør vores liv værd at leve.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 23. april 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/the-cross-shatters-optimism-and-the-resurrection-shatters-pessimism

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s