Befrielsesteologi: En KGB-konstruktion eller en ”rigtig teologi”?

Tilbage i februar blev den dominikanske Fader Gustav Gutierrez inviteret til Vatikanet af kardinal Gerhard Müller, præfekt for Troslærekongregationen, for at holde et oplæg.

Man kan stille spørgsmålet: Hvem er Fr. Gutierrez? Han er en peruviansk præst, som nu er i slutningen af firserne, og som ofte betegnes som ophavsmanden for befrielsesteologien med udgivelsen af bogen: A Theology of Liberation i 1971. Kardinal Müller talte med stor begejstring om befrielsesteologien i anledning af Fr. Gutierrez besøg:

I interviews med forskellige medier, tirsdag før arrangementet blev afholdt, støttede Müller helhjertet befrielsesteologien og udtalte, at ”den er funderet på ordets teologi, og at den ikke er en menneskeskabt ideologi”.

”Denne teologi er ikke en ideologi” fortsatte han. ”Den er grundlagt på en ægte teologi, som baserer sig på Guds ord. Gennem Hans ord kan vi blive frelst. Det er kun Gud og Hans ord, der kan redde menneskeheden”.

(…)

I adskillelige offentlige udtalelser sagde pave Johannes Paul II, at Marxismen i overdreven grad havde influeret på Gutierrez og andres arbejde, og ved en given lejlighed i 1979 gik han så langt som til at sige, at deres arbejder ”ikke stemmer overens med Kirkens katekismus”.

I interviews, der blev givet efter arrangementet, sagde Gutierrez, at han antog, at Ratzinger ”forstod” befrielsesteologien og bidrog til at forklare, hvad den gik ud på til Johannes Paul II. Teologen sagde, at Benedict endda spillede en nøglerolle i organiseringen af et skelsættende møde i 2007 med de latinamerikanske biskopper i Aparecida i Brasilien, hvor man diskuterede dette emne.

Påstanden, om at Ratzinger havde ”forståelse for” befrielsesteologien, synes mærkværdig. I 1984 udstedte Troslærekongregationen, som dengang var under ledelse af Ratzinger som præfekt en instruktion, der fremhævede farerne ved befrielsesteologien.

Her følger nogle uddrag fra instruktionen:

Begreber, man ukritisk har ”lånt” fra den marxistiske ideologi og anvender i forbindelse med en bibelsk tese kombineret med hermeneutik og efterfølgende sat ind i en rationalistisk ramme, er grundlaget for en ny fortolkning, som underminerer, hvad der end måtte være autentisk i et velment forsøg på at hjælpe de fattige.

(…)

I sit positive udtryk signalerer ”de fattiges kirke”, at man har et hovedsigte på de fattige uden at udelukke nogen, uanset hvordan deres fattigdom måtte tage sig ud, fordi det er dem, der er Guds foretrukne. Udtrykket henviser også til vor tids Kirke, som fællesskab og institution og vil på baggrund af sine medlemmer blive mere bevidst om kravet om evangelisk fattigdom.

Men ”befrielsesteologierne”, som må forbeholdes en anerkendelse for at genoprette en æresplads for det storslåede tekstmateriale hos profeterne og i Evangeliet, der forsvarer de fattige, tager skridtet videre og havner i en forvirring af katastrofal karakter, fordi de blander ”de fattige” i Den hellige Skrift sammen med ”proletariatet” i den marxistiske ideologi. På den måde forvrider man den kristne forståelse af ”de fattige”, og man forvandler kampen for de fattiges rettigheder til en klassekamp, der ligger indenfor klassekampens ideologiske grundlag. For dem er ”de fattiges kirke” identisk med en klassebaseret kirke, som er blevet opmærksom på behovet for en revolutionær kamp, som et skridt på vejen mod frigørelse, og som fejrer denne befrielse i sin liturgi.

(…)

Frembringer man en sådan opfattelse af folkets kirke, udvikles der samtidig en kritik af de strukturer, der gør sig gældende i Kirken. Det er ganske enkelt ikke et spørgsmål om broderlig korrektion af præsterne i Kirken, hvis adfærd ikke afspejler Evangeliets ånd om tjenestevillighed og videre er koblet til etgammeldags udtryk for autoritet, som forarger de fattige. Det, der her er på spil, er, at man udfordrer den sakramentale og hierarkiske struktur i Kirken, som var ønsket af Herren. Der er tale om en fordømmelse af medlemmer af hierarkiet samt læreembedet, som objektive repræsentanter for den herskende klasse, og som man må markere en opposition i forhold til. Rent teologisk betyder det, at denne retning antager, at præster er af folket, som efter eget valg udpeger præster, der er i overensstemmelse med deres behov for en historisk revolutionær mission.

I har måske bemærket, at ord, som ”Marx(ist)” og ”revolutionær”, ofte bliver gentaget. Det er ikke tilfældigt. Instruktionen fremkommer forbløffende nok op til 29 gange med varianter af ordet ”Marx”, og ordet revolutionær optræder halvt så mange gange. Der er et helt afsnit (VII) om marxistisk analyse.

I denne uge er et interview blevet bragt i det katolske medielandskab, og det kan være behjælpeligt med at få kastet mere lys over befrielsesteologiens marxistiske grundlag. Interviewet er med løjtnant general Ion Mihai Pacepa, en øverstbefalende officer i Securitate (det rumænske kommunistiske hemmelige politi) og den højest rangerende afhopper fra det sovjetiske hierarki.

Lad os se nærmere på, hvad Pacepa kan fortælle om befrielsesteologien.

Jeg fik kendskab til det, der er kernen i KGB’s samarbejde med befrielsesteologien, og som stammer fra de udsagn, der er fremkommet fra den tidligere sovjetiske general Aleksandr Sakharovsky, overhoved samt rådgiver for Rumæniens kommunistiske efterretningstjeneste Razvedka og min de facto overordnede indtil 1956, hvor han blev leder af den sovjetiske efterretningstjeneste PGU1, en position og et hverv han uden fortilfælde bestred i en periode på 15 år.

Den 26. oktober 1959 kom Sakharovsky og dennes nye overordnede, Nikita Khrusjtsjov til Rumænien under dække af det, som senere er blevet kendt som ” Khrushcheys seks dages ferie”. Han havde aldrig taget så lang en ferie uden for sit lands grænser, og derfor var hans ophold i Rumænien ikke at betragte som en ferie. Khrushchev havde et ønske om at gå over i historien som det sovjetiske overhoved, der have ”eksporteret” Kommunismen” til Central- og Sydamerika. Rumænien var det eneste land i sovjetblokken med en ”åben” katolicisme, og Khrushchev ønskede at indrullere landets kirkelige ledelse i hans nye kamp for frigørelse.

(…)

Bevægelsen blev bragt til verden af KGB, og den fik et navn ”opfundet” af KGB: Befrielsesteologi. I løbet af disse år viste KGB en væsentlig interesse for ”befrielses”bevægelser. Columbias nationale befrielseshær (FARC) blev skabt af KGB med hjælp fra Fidel Castro, Bolivias nationale befrielseshær blev skabt af KGB med hjælp fra ”Che” Guevara, og den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) blev skabt af KGB med hjælp fra Yasser Arafat, og disse er blot et udsnit af andre lignende ”befrielses”bevægelser, der blev udtænkt i Lubyanka, KGB’s hovedkvarter.

At befrielsesteologien kom til verden, var et resultat af et tophemmeligt parti- og statsligt reguleret Dezinformatsiya Program, som var blevet godkendt af Aleksandr Shelepin KGB’s overhoved samt medlem af politbureauet Aleksey Kirichenko, som koordinator for kommunistpartiets udenrigspolitiske aktiviteter. Dette program fordrede, at KGB igennem undergravende virksomhed tog kontrol over World Council of Churches (WCC) (Kirkernes verdensråd), som havde hovedsæde i Geneve i Schweiz og der under dække gøre befrielsesteologien til en løftestang for revolutionær aktivitet i Sydamerika. WCC var den største internationale økumeniske organisation næstefter Vatikanet, og repræsenterede omkring 550 millioner kristne fra forskellige denominationer i omkring 120 lande.

Det er påfaldende, at jeg netop har læst Pacepas seneste bog: Disinformation: Former Spy Chief Reveals Secret Strategies for Undermining Freedom, Attacking Religion, and Promoting Terrorism. I den gør Pacepa det klart, at den sovjetiske efterretningstjeneste altid var på udkig efter måder, hvorpå den kunne infiltrere eller miskreditere Den katolske Kirke, og dette omfattede eksempelvis, hævder han, tilblivelsen af myten om Pius XII, som ”Hitlers pave”. I forordet til sin bog opsummerer Pacepa følgende:

Efter anden verdenskrig har misinformation været Kremls mest effektive våben i kampen mod Vesten og her specifikt religionen i den vestlige verden. Josef Stalin opfandt denne hemmelige ”videnskab” og gav den et franskklingende navn og fremstillede det, der blev gjort, som et ”beskidt” arbejde foretaget af Vesten. Det, som denne bog fremhæver er, at Kreml i al hemmelighed og med stor succes har bagvasket ledende Romersk Katolske prælater, og dette kulminerede med pave Pius XII, og yderligere lykkedes det næsten at få myrdet pave Johannes Paul II. Kreml opfandt befrielsesteologien, som er en marxistisk doktrin, der vendte mange europæiske og latinamerikanske katolikker mod Vatikanet og USA, og Kreml har yderligere tilskyndet til antisemitisme, international terrorisme og opildnet til anti-amerikansk opstand i den islamiske verden.

Pacepa bliver mere detaljeret specielt i kapitlet om befrielsesteologien.

Krushchev ønskede at gå over i historien, som den sovjetiske leder, der havde ”eksporteret” kommunismen til det amerikanske kontinent. I 1959 blev det muligt for ham at få placeret Castrobrødrene i Havana, og snart blev hans efterretningstjeneste involveret i at hjælpe Cubas nye kommunistiske ledere med at få udbredt de revolutionære tendenser i Sydamerika. Det lykkedes imidlertid ikke. I modsætning til Europa havde Latinamerika ikke ladet sig påvirke af den marxistiske tankegang. I 1967 blev Castros stråmand Che Guevara f.eks henrettet i Bolivia efter en fejlslagen opstart af guerillakrig i landet.

I 1950’erne og 60’erne var langt de fleste latinamerikanere fattige, religiøse bønder, der accepterede tingenes tilstand, og Khrushchev var overbevist om, at de kunne blive ”omvendt” til Kommunismen gennem manipulation af religionen. I 1968 var KGB i stand til at få en gruppe venstreorienterede sydamerikanske biskopper til at afholde en konference i Medellin i Columbia. På KGB’s anmodning bidrog DIE med logistisk assistance til arrangørerne. Den officielle målsætning med konferencen var at bidrage til at fjerne fattigdommen i Latinamerika. Den bagvedliggende målsætning var at legitimere en religiøs bevægelse, udtænkt af KGB, og som blev kaldt ”Befrielsesteologi”, hvis hemmelige opgave var at anspore Latinamerikas fattige til at gøre oprør med den ”institutionaliserede fattigdom” fremkaldt af USA.

KGB havde en vis forkærlighed for ”befrielses”-bevægelser. Den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO), Colombias nationale befrielseshær (FARC) og Bolivias nationale befrielseshær var blot nogle få af de ”befrielses”-bevægelser, som KGB bragte til verden. Medellinkonferencen støttede helt klart befrielsesteologien, og de delegerede anbefalede den til Kirkernes Verdensråd (WCC) til officiel godkendelse. WCC, der har hovedkontor i Geneve og som blandt andet  repræsenterer den russisk ortodokse kirke og andre mindre denominationer i mere end 120 lande, var allerede under kontrol af den sovjetiske efterretningstjeneste. Politisk set forblev det under kontrol af det, vi i dag kender som Kreml gennem de mange ortodokse præster, der havde en fremtrædende position i WCC, og som samtidig fungerede som agenter for den russiske efterretningstjeneste. Den russiske præst Gleb Yakunin, som var afviger og medlem af den russiske Duma fra 1990-95, og som i et kort tidsrum fik officiel adgang til KGB’s arkiver, lod en del information se dagens lys i samizdat-rapporterne, og her blev de ortodokse præster, der var agenter identificeret, samt den indflydelse, de kunne udøve i WCC-regi. F.eks. sendte KGB i 1983 47 agenter til Vancouver til WCC’s generalforsamling, og det følgende år tog KGB æren for at have benyttet tjenestens agenter og fået dem placeret i WCC’s udvalgskomite, hvor de skulle sørge for, at den helt rigtige mand blev valgt som WCC’s generalsekretær.

Generalsekretæren for kirkernes verdensråd, Eugene Carson Blake, tidligere præsident for kirkernes nationale råd i USA godkendte befrielsesteologien og gjorde den til en del af WCC’s agenda. I marts 1970 og juli 1971 fandt de første sydamerikanske katolske kongresser helliget befrielsesteologien sted i Bogota.

Pave Johannes Paul II, som på egen hånd havde oplevet det kommunistiske forræderi, fordømte befrielsesteologien på konferencen i 1979 for de romerske-katolske biskopper i Sydamerika (CELAM), som blev afholdt i Pueblo i Mexico: ”Denne forestilling om Kristus, som en politisk figur, en revolutionær, som en samfundsnedbryder fra Nazareth, stemmer ikke overens med Kirkens katekismus. I løbet af fire timer fremlagde paven en 20 siders tilbagevisning af befrielsesteologien, og disse 20 sider lå efterfølgende spredt i konferencelokalet og dækkede gulvet. Kardial Lopez Trujillo, der var arrangør af konferencen, forklarede, at pavens tilbagevisning var rettet mod nogle marxistiske frihedskæmpere, og som fungerede udenfor biskopkonferencen. Jeg huskede på, at det rumænske DIE tidligere havde overbragt lykønskninger fra KGB for at have ydet logistisk støtte til sådanne frihedskæmpere.

I forbindelse med den kontekst, der gøres rede for i bogen, giver dette god mening. Man var fra sovjetisk side mester i at bedrage og foretage infiltration og have en evne til at sprede ”troværdige” løgne gennem uventede kilder.

Pacepa siger, at han har mistanke om, at KGB har tætte bånd til visse personer, der stod for udbredelsen af befrielsesteologien, men han er ikke i besiddelse af det nødvendige bevismateriale til at kunne verificere dette. Man kan dog fortsat spørge sig selv: Hvorfor leger Vatikanet med ilden, når det drejer sig om en potentielt farlig og tydelig marxistiskinspireret og muligvis kommunistisk konstrueret bevægelse?

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 5. maj 2015. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/liberation-theology-kgb-construct-or-real-theology

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s