Fra Karl Marx udgik en blodtørstig drage, som indtog verden, men den kan overvindes ved hjælp af rosenkransen

Sidste weekend ”fejrede” man 200-året for Karl Marx’s fødsel, og han er mest kendt for at være ”hjernen” bag den mest brutale og blodtørstige filosofi, som har hærget verden, nemlig den ateistiske kommunisme. Min tanke var i forhold til denne ”begivenhed” at skrive en artikel om kommunismens rædsler, arven efter Karl Marx, det menneskefjendske i marxismen og yderligere den forbindelse, han havde med hemmelige loger.

Efter tre dage med 5000 ord og utallige forsøg på at skrive denne artikel, kom to ting til at stå mig lysende klart. Det første var, at den bitre frugt, man har høstet af Marx’ ideologi, er indlysende, og det andet var, at jeg ikke var så klog, som jeg selv troede.

Jeg var tæt på at opgive at skrive en artikel, men så foreslog min kone mig at gå en tur og bede rosenkransen, da Vor Frue altid er kommet mig til undsætning, når jeg har spurgt efter Hendes hjælp, og derfor var jeg klar over, at dette råd burde jeg følge.

Jeg var ikke kommet langt i min rosenkransbøn, før det gik op for mig, at kimen til en artikel om Marx fandtes i de perler, jeg sad med i hånden. Hvert eneste af de herlighedsfulde mysterier, jeg havde bedt, var et svar, der var blevet givet lang tid før, Marx havde udtænkt sin revolutionære filosofi.

Det første glædesfulde mysterium: Bebudelsen

Hele Marx’ filosofi er centreret omkring spændingsfeltet mellem to laster: grådighed og misundelse. Han beskylder, og med rette overklassen for at udbytte underklassen. Men i stedet for at adressere dette overfor overklassen og minde den om med broderlig kærlighed, at den er forpligtet til at tage sig af de svage og deres familier, opfordrer han til opstand. Hans demagogiske retorik bygges op omkring laster og fejl og opmuntrer til klassekamp, og det er den direkte vej til revolution.

I forbindelse med den første dekade i det herlighedsfulde mysterium, overvejer vi bebudelsen om Det Inkarnerede Ord, som bliver givet til Vor Frue af englen Gabriel. Skt. Bernard fra Clairvaux forklarer i sin prædiken: In Praise of the Virgin Mother(Til Jomfrumoderens pris):

”Du har hørt, O Jomfru, at du vil undfange og bære en søn, du er blevet overbragt, at dette ikke vil ske ved et menneske, men ved Helligånden. Englen venter dit svar, så han kan vende tilbage til Gud, som udsendte ham. O Frue, vi venter også dit svar, på dine omsorgsfulde ord, thi fordømmelsens straf tynger vore skuldre”.

Da var det, Vor Frue sagde, ”Lad det ske mig efter dit ord”, at hun rettede et svar til Marx og hans krigsførelse gennem lasterne. Marx udråbte en revolution, som han hævdede kunne blive til frelse for arbejderklassen, og der var her tale om en revolution, der sigtede på at tage magten fra overklassen, over forbrugsgoder og over staten. Og Gabriel bragte budskabet om menneskets frelse gennem udgydelsen af guddommeligt blod! Himlen ventede på hendes svar, thi uden hendes samtykke til Guds anmodning var mennesket dømt til materiel frelse proklameret af et persongalleri ligesom Marx. Ved at overveje dette mysterium, takker vi Gud, Den Almægtige, for at Vor Frue gav sit samtykke til at bringe en Frelser til verden.

Det andet glædesfulde mysterium: Besøget (hos Elizabeth)

Så snart Gabriel forlod Vor Frue, beretter Den hellige Skrift: ”I de dage brød Maria op og skyndte sig …” til sin kusine Elizabeth, som var seks måneder henne i sin graviditet. Således fyldt af Helligånden og med Jesus i sit moderliv, var Vor Frues højeste ønske at bistå sin familie og yde hjælp til andre. Vi ser her Vor Frue som rollemodellen for udførelsen af barmhjertighedsgerninger.

Marx derimod fremlægger et bud på et system, der afskaffer og forhåner barmhjertighedsgerninger og ønsker indførelsen af en samfundsstruktur, der styres med hård hånd af arbejderklassen. I Marx’ system er der ikke plads til, at man elsker sin næste, men at alle modtager hjælp, der er styret og defineret af staten.

Det tredje glædesfulde mysterium: Jesu fødsel

Mens vi overvejer fødslen af menneskehedens Frelser, tænker vi på Josef, Maria og det lille Jesusbarn, der ligger i krybben. Alene dette billede kan give anledning til et utal af kontemplative meditationer. Her ser vi Den hellige Familie som et jordisk billede på Den hellige Treenighed, Josef er Faderen, Vor Frue er fyldt af Helligåndens nåde, og Vor Herre udfylder det, der mangler mellem Treenighed og familie. Vi kan overveje dette mysterium på mangfoldig måde, men det, der står tilbage, er billedet af familien.

Marx’ revolutionsmanifest stiller følgende spørgsmål: ”Hvilken indflydelse vil den kommunistiske samfundsmodel have på familien”? Hans svar er, at den kommunistiske samfundsmodel vil ødelægge selve grundlaget for familiestrukturen:

Den kommunistiske samfundsmodel vil ændre på forholdet mellem kønnene og gøre det til et privat anliggende, som kun gælder de enkelte personer, og som staten ikke vil blande sig i. Den kommunistiske samfundsmodel kan gøre dette, fordi den private ejendomsret ikke længere eksisterer, og fordi børnene uddannes ud fra et fælles grundlag, og på den måde fjerner man to kerneelementer i det traditionelle ægteskab, nemlig afhængighed, som er rodfæstet i den private ejendomsret, hvor kvinden er afhængig af manden og børnene af deres forældre.

Hvis Den hellige Familie er en rollemodel for alle familier samt et billede på Den hellige Treenighed, så er Marx’ angreb på familien intet mindre end et angreb på Gud, og det er derfor kommunismen i sit inderste væsen er en ateistisk filosofi.

Det fjerde glædesfulde mysterium: Fremstillingen af Jesusbarnet i templet

Da præsten Simeon modtager barnet i sine arme fra Vor Frue, profeterer han: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges”. I det øjeblik forudsagde han Vor Herres korsfæstelse og ved at gøre dette, fortalte han Vor Frue: ”ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”.

Her ser vi et eksempel på viljen til at lide og dø, der udspringer af kærlighed. Vor Frue ved dette, for når hun deler den store glæde, der er i Vor Herre, må hun også tage del i Hans lidelse. Der er intet menneske, der har kendt til lidelse, som Vor Frue. Ved bebudelsen vidste hun, at når hele menneskeheden faldt og måtte lide grundet Evas oprør mod sin mand og Gud, ville den blive frelst, fordi Barnet Kristus ville tage menneskehedens synd og smerte på Sig, og dette kunne kun bringes til opfyldelse, ved at hun gav sit samtykke. Ved besøget hos Elizabeth kendte hun til den glæde, Den guddommelige Frelser, som voksede i hendes moderliv, ville bringe til andre. Efter at hun havde bragt Ham til verden, lagde hun ham på det træ, der udgjorde krybben, der var spisested for dyrene … krybbens træ var en forsmag på korsets træ, hvorpå Han blev føde (til det evige liv) for hele menneskeheden. Og mens Simeon profeterede den lidelse, som Vor Frue ville tage del i ved Hendes Søns lidelse, tog hun imod det i ydmyghed.

I Paulus brev til Filipperne i kapitel 2, siger han: ”… Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2: 5-8).

Men Marx prædiker en afvisning af lidelse og tjeneste. I stedet for at acceptere ens livsvilkår, prædiker Marx et anti-evangelium, som rummer misundelse, hvor arbejderklassen frasiger sig sin tjenestevillighed og gør oprør mod overklassen og beriger sig med det, der ikke er dens.

Det femte glædesfulde mysterium: Genfindelsen af barnet Jesus, der underviste

I denne rosenkrans’ afsluttende mysterium, er vi vidner til at samtale mellem Vor frue og Vor Herre, hvor Vor Frue siger følgende til Ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige” (Luk 2: 48). Som en afslutning på samtalen mellem de to skriver Skt. Lukas: ”Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem” (Luk 2: 51).

Det, der er vigtigt at tage ved lære af i denne sammenhæng, er hellig lydighed. Vor Herre finder behag i dem, som er lydige. Starter man ud med Adam og Eva og gennemgår hele Den hellige Skrift, ser man, at der er en rød tråd, som handler om, at forbandelser er knyttet til ulydighed og velsignelser til lydighed. Når vi er lydige mod Gud og underkaster os Hans myndighed, finder Han behag i os. Når vi er ulydige og gør oprør mod Hans retmæssige autoritet, da vækker vi Hans vrede.

Selv nu præger rædslerne fra Marx’ filosofi alle dele af den menneskelige civilisation. De viser sig i form af prævention, abort, homoseksualitet, oprørske tendenser igennem tiden og ismer, der har mennesket som centrum, og de ”stjæler” vores opmærksomhed i forhold til de fire sidste ting: døden, dommen, himlen og helvede.

Det står altså klart, at det er rosenkransen, der giver det svar, vi søger. De mysterier, vi overvejer, giver os en forståelse af, at mennesket ikke er skabt til denne verden, som Marx ellers ville overbevise os om … tværtimod er vi skabt til at elske Gud og næsten. Men der er mere end det, rosenkransen er det rette våben til at imødegå den gift, som Marx har spredt.

En velkendt legende fortæller, at Skt. Martha drog til den sydlige del af Frankrig, og mens hun opholdt sig der, havde en forfærdelig drage gjort floden Rhone til sit hjemsted. De lokale indbyggere forsøgte forgæves at komme af med den. Ifølge legenden bad de lokale Martha om hjælp, og hun gjorde følgeskab med dem i deres søgen efter dragen. De fandt frem til den, og det endda på et tidspunkt, hvor den var i færd med at fortære en mand, men Skt. Martha gjorde korstegnet, mens hun nærmede sig den, kastede hun helligt vand på den, og den blev from som et lam. Hun fikserede den med sit bælte og førte den til landsbyen, hvor beboerne dræbte den med spyd.

Denne legende er et billede på det, som er blevet forudsagt: nemlig at Vor Frues Ubesmittede Hjerte vil sejre. Vor Frue bad os om at bede rosenkransen dagligt. Hvis dragen, der plager os, er den filosofi Marx udtænkte, må det korstegn Skt. Martha gjorde samt hendes bælte, som dragen blev fikseret med, være et symbol på den kæde af perler og krucifiks, som samler den, med andre ord, rosenkransen. Dragen, som Skt. Martha stod ansigt til ansigt med, kunne ikke gøre hende noget, det samme gælder vor tid Marxistiske drage, den kan heller ikke gøre noget, når den står overfor Vor Frue.

Bed for os, Oh hellige Jomfru af rosenkransen!

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Michael Hichborn og publiceret på LifeSiteNews den 9. maj 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/opinion/carl-marx-unleashed-a-blood-thirsty-dragon-upon-the-world-that-can-be-defea

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s