Dette vidste jeg ikke om Bugnini og liturgien

Som en person, der tilhører den generation, der defineres som ” Millennium-generationen”, (den generation, der er født mellem 1980 – 2000), og som blev fravænnet troen ved Novus Ordo Missae, er jeg blevet formet af Novus Ordo Missae’shovedarkitekt ærkebiskop Annibale Bugnini (1912-1982). Der er rigtig meget, jeg ikke havde kendskab til omkring Bugnini og den revolution, han igangsatte i forhold til liturgien.

Jeg vidste ikke, da jeg voksede op og gennem min ungdom, at denne mand, der stod bag den ”reformation”, der markant skulle forandre liturgien, hævdes at have været frimurer, eller det, der er værre. Jeg vidste ikke, at den Romerske Canon skulle foregå i stilhed eller udtrykt mere poetisk, være ”iklædt” korsets stilhed, eller at det, præsten i dag foretager, som minder om en teaterforestilling, er en logisk konsekvens af det, at man har ”vendt sig bort” fra ad orientem tilbedelse. Jeg har kort sagt manglet en forståelse for, hvorfor jeg har været vidne til en mangfoldighed af mærkeligt fejrede liturgier.

Jeg vidste ikke, at Bugnini angiveligt benyttede sig af ”lumske kneb” til at opnå det, hans ”bagmænd” havde i sinde. Følgende er et citat, som stammer fra Fr. Louis Boyer’s erindringer. Som sekretær for Vatikanet II’s forberedende kommissorium vedrørende liturgien, var han vidne til, at Bugnini overfor nogle meningsfæller klargjorde, at man af strategiske grunde måtte lade tingene fremgå i ”det skjulte”, for at der kunne foretages en tilrettelæggelse af de postkonciliære ændringer. Han formulerer det på følgende måde:

Det ville være højest ubelejligt, at de enkelte punkter i det, vi har konstrueret, blev afvist af centralkommissionen eller af selve koncilet. Derfor må vi træde varsomt og være diskrete. Vi må gøre dette med forsigtighed, således at forslagene formuleres på en sådan måde, at der bliver sagt en hel del, uden at der i realiteten bliver sagt noget: lad mange ting blive sagt i det skjulte, for på den måde er der stadig en åbning for legitime og mulige postkonciliære beslutninger og anvendelsesmåder: lad intet af det, der bliver sagt antyde, at der er tale om mange nye ting, for det kan ødelægge det resterende … (1).

Der er her tale om ren og skær tilståelse af, at man placerede ”tidsindstillede bomber” i koncilteksten, tvetydige passager, der senere undergik undergravende fortolkninger foretaget af Bugninis udvalg, der samtidig stod for den senere implementering. Jeg havde ikke forstået, at jeg var blevet fanget i de mange eksplosioner, der havde ramt liturgien, og at jeg nu befandt mig i ”ruiner og murbrokker”.

Jeg vidste ikke, at i marts 1965 fejrede pave Paul VI Messen næsten udelukkende på italiensk, hvor han stod med ansigtet mod menigheden (ad populum). Han gjorde dette for at blåstemple den eskalerende liturgiske omvæltning. To år senere begyndte Bugnini på sit arbejde med at forvandle Den Hellige Messe til det helt igennem uigenkendelige. Mens han gjorde alt dette, agerede han ligesom en vendekåbe (en person der skifter standpunkt, som regel efter hvad der betaler sig bedst). Ved synoden i 1967 fejrede han en ”normal” Messe på italiensk ad populum med tre læsninger, med reduceret brug af knæbøjninger, langt flere hymner, et forandret Offertorium samt den nye Eukaristiske bøn (nr. 3). Jeg vidste ikke, at den Eukaristiske bøn (nr. 2) var blevet til ved en idéudveksling på en café og sammenfattet i al hast.

Jeg vidste ikke, at biskopperne uden forbehold stemte imod denne revolutionerende Messeform, og dette karakteriserer Yves Chiron, som en ”offentlig afvisning” af Bugninis arbejde. Pave Paul VI havde stadig stor tiltro til Bugnini, og to år senere i denne måned er det netop 50 år siden, at den forkastede 1967-udgave af Den ”Ordinære Messe” blev genintroduceret og gjort til en norm, og det er Den Messe, som vi i dag kender, som Novus Ordo Missae. Jeg vidste ikke, at Paul VI’s forsvar for denne nye Messeform betød, at det latinske sprog samt de gregorianske hymner måtte fjernes. Det er den måde, Peter Kwasniewski beskriver det på.

Nej, jeg havde ikke nogen anelse om, hvor meget der blev afskaffet ved aggiomamentio. Bugnini forholder sig i sine arbejder nedladende overfor det ”afdæmpede og rolige”, som betegnede menighedens tilstedeværelse i fortiden. Hans slogan var ”aktiv deltagelse” i mysteriet. Allerede i 1940 eksperimenterede Bugnini med at ”omdefinere” Messen, hvor en lektor skulle få menigheden højlydt til at sige italienske formuleringer overført fra den latinske liturgi. Jeg havde ikke forstået, at det latinske sprog, et sandt arsenal af ortodoksi, var en hindring for de ”tidsindstillede bomber”, der var en del af hans revolution, som Dom Prosper Guéranger beskriver det (2). Jeg forstod ikke, at dette hellige sprog fungerede som et ukrænkeligt klæde, der omgrænser hele (Messe)Offeret, og at den liturgiske stilhed er én stor hymne til Gud, et citat der stammer fra den vidunderlige Nothing Superfluous.

Jeg forstod ikke til fulde, at det transcendente, der ligger i de gregorianske hymner, evner på en overnaturlig måde at vække sjælens allerdybeste ømhed for Gud. I de år jeg gik fra at være barn til ung, elskede jeg ”hymner” som ”Gather Us In” (Skrevet af Marty Haugen, som er en del af den protestantiske denomination United Church of Christ og komponerer liturgisk musik rettet til luthersk regi), og nu græmmes jeg ved denne form for narcissistisk kitch, hvor lyrikken lyder: ”vi har sunget sammen igennem hele historien”. Jeg indså aldrig, at denne nye kult, hvor mennesket er i centrum, er en logisk konsekvens af, at menigheden er holdt op med at stå med front til Gud, og at Bugninis samarbejdspartnere fyldte den nye Messe med en masse tiltag, hvor mennesket kommer i centrum og samtidig bliver ”oplyst” (3). Nu gør det virkelig ondt at se, at man har kasseret alt det sublime ved liturgien, man har ganske enkelt smidt det ud, som var det overflødigt affald.

Jeg vidste ikke, at i modsætning til Bugninis ikonoklastiske handling (A), der havde til hensigt at forenkle Den hellige Messe, gjorde Koncilet i Trent det klart, at Kirkens ritus ”hverken rummer noget, der er unødvendigt eller overflødigt”. For eksempel refererer den nifoldige kyrie i Den Tridentinske Messe til de ni englekor samt de ni slags synder. Denne Messe rummer frugtbare tegn på korset og symboliserer alt fra at Vor Herre forrådes til Hans fysiske og mentale lidelser (4). På en skødesløs måde undertrykte Bugnini, blandt mange ting, en lang række knæbøjninger, kys af alteret og det at gøre korstegnet, fordi disse angiveligt skulle være årsag til, at liturgien blev uforståelig, men også trættende for menigheden. Jeg vidste ikke, at han (Bugnini) engang har udtalt følgende: ”vi bør fjerne alt det fra liturgien, som kan være en ”snublesten” for protestanterne”, og han betegnede sin revolution som ”en stor landvinding for Den Romerske Katolske Kirke”.

Men først og fremmest vidste jeg ikke, hvor mangelfuld min forståelse for Den hellige Messe var. Et minde, der hos mig er blevet indprentet, er af den præst, jeg oplevede i min barndom, som blev ”assisteret” af Kommunionsuddelere, og som løftede Den konsekrerede Hostie på en teatralsk facon, og at han som en entertainer indbød os til at tage del i Lammets bord. I større eller mindre grad konkluderede jeg ud fra dette dramatiske klimaks, at det, der her blev fejret, var et ”fælles måltid”. Jeg havde ingen anelse om ”Ottaviani Intervention” (B), og at den undersøgelse i meget stærke vendinger kritiserede Den nye Messe (liturgi) for på en nærmest sygelig og tvangsmæssig måde at definere sig selv som et ”måltid” fremfor at understrege, at den er en fornyelse af ”det ublodige offer på Golgata”. Definitionen af Messen i Institutio Generalis blev meget snart ændret på trods af advarslerne i Ottaviani Intervention. I Ottaviani Intervention kan man læse, at det begrædes, at korsets mysterium ikke længere er udtrykt i liturgien, men det optræder dog i en vis udstrækning på en uklar, tilsløret og umærkelig måde for menigheden.

Efter at jeg havde læst ”Nothing Superfluous, deltog jeg i en uforglemmelig Tridentinsk Messe. Præsten stod med front til det liturgiske Øst (ad orientem), kun bistået af en messetjener, og pludselig oplevede jeg legemliggørelsen af en linje fra bogen: Life of Christ skrevet af ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen: ”Det er alene ypperstepræsten, der kan frembære dette offer”. Præsten fremsagde højtideligt offertoriet, bukkede ved alteret og vendte sig og sagde: ”Orate Frates” (Brødre, lad os bede), og vi var på en vis måde tilstede i Gethsemane, hvor vi betragtede ypperstepræsten segne under syndens tunge åg samtidig med, at Han indbød os til bøn. Da blev kapellet omsluttet af en dyb og forunderlig stilhed, kun afbrudt af tale, helt præcist, syv gange fra ”Orates Frates” til præstens Kommunion. Det var Den evige ypperstepræst, som selv frembar offeret.

Da vidste jeg, at mysteriet på Golgata havde været på netop dette sted, dette var korsets stilhed, der med mellemrum blev afbrudt af Vor Herres syv sidste ord (5). Da vidste jeg, hvordan jeg skal tilbede det opofrende offer spontant og uhindret af en præst med teatralske bevægelser og lange ordstrømme eller det barnlige fredstegn. Da vidste jeg, omend svagt, hvorfor de hellige uophørligt falder på knæ og tilbeder Lammet i den overjordiske himmelske liturgi (jf. Åb 7: 11).

Da gik det op for mig, hvor meget jeg er blevet berøvet ved Bugninis kup.

Noter

1. Citatet stammer fra Ives Chirons Annibale Bugnini: Reformer of the Liturgi. Medmindre andet er angivet, stammer samtlige og efterfølgende fakta om Bugnini, pave Paul VI og Novus Ordo Missae fra denne bog.

2. Se nærmere i Michael Davies bog: Liturgical Timebombs.

3. Se nærmere i Peter Kwasniewskis bog: Resurgent in the Midst of Crisis.

4. Se nærmere i Fr. James Jacksons bog: Nothing Superflous.

5. Bogen Nothing Superflous fremhæver, at iagttagere i middelalderen var af den opfattelse, at Kristi sidste syv ord kom til udtryk i liturgien, de syv gange præsten taler klart fra ”Orate Frates” til hans Kommunion.

Her følger to tilføjelser til noteapparatet, som ikke er at finde i den engelske tekst.

A. En ikonoklasme (græsk for billedødelæggelse) er en bevidst destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en religion. En ikonoklastisk handling indebærer normalt, at aktiviteten er offentlig, oprørsk og udføres af en defineret gruppe.

B. Ottaviani Intervention er en kritisk undersøgelse af Den nye Messe, og den blev færdiggjort den 5. juni 1969. Denne kritiske undersøgelse blev udarbejdet at tolv Romersk Katolske teologer, som arbejdede under ledelse af ærkebiskop Marcel Lefebre og kardinalerne Alfredo Ottaviani og Antonio Bacci. Dette arbejde blev sammen med et medfølgende brev overleveret til pave Paul VI den 25. september 1969.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive d. 25. april 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/bugnini-liturgy

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s