Kunne Gud tillade en dårlig pave?

At ”Kirken vil vedblive at eksistere” betyder, at hierarkiet og de troende og dermed Kirkens sakramentale og sociale liv vil forblive intakt ét eller andet sted. Vi ved, at det betyder, at det ikke er alle steder, Den vil være intakt, ellers ville Kirkens fald i Nordafrika til muslimerne, og det skisma, som over halvdelen af Europa oplevede under den protestantiske revolte, ikke have været mulig. Vi ved, at der ikke er tale om, at Kirken nogen steder har været fuldstændig forsvundet, som om Den var blevet til et usynligt ideal, som senere skulle genopdages, denne betragtning er fremherskende blandt protestanterne, som tror, at Kirken har været ”væk” i årerne mellem år 300 – 1500.

Årsagen til, at mange mennesker igen beskæftiger sig med den arianske krise, er, at der var tidspunkter under denne forfærdelige krise, hvor meget få biskopper og præster ”opførte” sig som katolikker, sammenlignet med det store antal biskopper, som havde valgt side til fordel for hæresien. Det var under denne krise, at Athanasius kom med sin berømte og spydige bemærkning: ”Det er Jer, der besidder bygningerne, men det er os, der har troen”. Bemærkningen hentydede til, at langt de fleste af de fysiske kirker var i hænderne på tilhængerne af arianismen.

For cirka en uge siden fejrede vi festen for apostlen Peters Stol, hvor vi dels genkaldte os Vor Herres overdragelse af nøglerne til himmeriget til apostlenes leder og dels oprettelsen af Peters biskoppelige sæde i byen Rom. Det er godt, at vi hvert år bliver mindet om, at 1) Kirken er indstiftet på klippen Skt. Peter, som et synligt overhoved, samt 2) det centrale i Peters tro på Den guddommelige Frelser, som led for troen, og at Peter må gennemgå den samme lidelse for at vise sin værdighed til det embede, der er blevet ham betroet, og at han kan varetage det.

Matthæusevangeliet kapitel 16: 18: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”, har en lang eksegetisk historie bag sig. Skt. Augustin antog, at ”klippe” betød Peters tro og dermed Kirkens tro. Skt. Thomas Aquinas argumenterer for, at der dels er tale om Peters troshandling, som enhver kristen må søge at efterligne, og Peters autoritet, den, som han alene er blevet overdraget.

I den modreformatoriske periode blev skriftstedet fra Matthæusevangeliet, som er citeret ovenfor, benyttet om paveembedet i katolsk forstand, men ser man på konteksten i Matthæusevangeliet kap 16, viser det sig, at det, Jesus fremhæver og priser, er Peters bekendelse af troen på Jesu guddommelighed og Jesu Messianske mission, og netop dette er Kirkens fundament og ikke et menneske eller et embede, det er det, man må konkludere ud fra en overordnet betragtning. Den grundlæggende opgave for en pave er at fortsætte med at bekende Kristus, som Guds Søn, ved at opretholde den sande tro med dens moral- og dogmatiske lære, med andre ord, paven skal være garanten for, at evangeliet forbliver intakt, klart og fremherskende. Alt dette er med til at tegne et billede af, hvilke problematiserende aspekter, der kendetegner den aktuelle efterfølger til Peter.

Da en person for nylig benyttede følgende argumentation overfor mig: ”Du bliver nødt til at basere den kritik, du fremsætter på et bredere udsnit af Kirkehistorien. Det, jeg mener er, at man kunne eksempelvis se nærmere på pave Alexander VI (1492-1503), var mit svar: ”Efter at have studeret de respektive pavers historik, mener jeg bestemt, at man kan tage udgangspunkt i pave Alexander VI. Det er klart, at hans moral var betydelig flosset, men i sit officielle embede videreførte han Kirkens lære, og i ydmyghed bøjede han sig for den ærværdighed, der kendetegner den romerske liturgiske ritus. Han gjorde netop det, der forventes af en pave, nemlig at han stod vagt om den traditionelle doktrin og tilbedelse”.

Ja, Matthæusevangeliet kapitel 16: 18 og kirkefædrene taler helt klart om en person og dennes tro, som er grundlaget for denne gave (embedet) fra Kristus, men det, der gør sig gældende, for at embedet varetages på rette vis, er, at dets indehaver besidder- og udøver troen på Jesus Kristus. En hæretisk pave står i stærk kontrast til det ovennævnte. Han bliver så at sige i stand til at ”ophæve” sig selv, ligesom det er muligt indenfor matematikken, hvor +2 og -2 ophæver hinanden. Selvfølgelig er det klart, at den hæretiske praksis skal være synlig, at den udøvede praksis kan betegnes som hæretisk, og at udøveren i hovmod opretholder sin praksis trods gentagne advarsler. Vi er dog ved at nå det punkt.

I betragtning af de udfordringer, der aktuelt er til stede i Kirken, kommer det ikke bag på mig, at en læser henvendte sig til mig med følgende:

Hvordan kan det være, at Gud kun yder ”hjælp” til en vis grænse, og derefter stopper Han? For eksempel hvorfor vil Gud ikke lade Sin Kirke fejle, men lader Hende komme tæt på det punkt, hvor Hun gør det, hvorfor trækker Han ikke en streg i sandet tidligere? Eller i 1 Mosebog, hvorfor tillader Han Adam at have friheden til at vælge at spise af kundskabens træ, så han får evnen til at skelne mellem godt og ondt, men Han forhindrer ham (Adam) i at kunne spise af livets træ, og hvorfor markerede Han ikke allerede en grænse i forhold til kundskabens træ? Selvfølgelig er vi fuldstændig fortabte uden Guds hjælp, men hvordan skal vi forstå, at Gud hjælper os til et vist punkt? På en måde kan det virke som om, at dette er et ”spil” for Gud, men jeg må formode, at der er en guddommelig styring i alt dette.

Dette spørgsmål overtrumfer alle spørgsmål. Hvorfor tillader Gud det onde? Hvorfor tillader Han det til et vist punkt, hverken mere eller mindre? Svaret ligger i ”den tilbageholdte nåde”, som Sheldon Vanauken taler om. Gud forsøger ikke at gøre det let for os, Hans mål er at helliggøre os, rense os for synd og gøre os til helte. Enhver kristen er kaldet til at være martyr uanset om martyriet er blodigt eller ublodigt. Der er krav forbundet med Hans nåde og for at opnå den, må vi helt ud til kanten, der hvor vores absolutte grænse går. Når vi siger ja til det, da vil vi praktisk talt erfare vores purgatorie her på jorden. Det er den samme lære, vi kan drage af mystikerne, som eksempelvis Johannes af Korset: en rensende, oplysende og forenende vej. Hvis vi ønsker at være forenede med Vor Herre, må vi lade Ham være vores lærer, og hvis vi ønsker at blive modtagelige overfor lærdom og klar til at modtage det, Han ønsker at give, da må vi undergå lidelse. Lidelsen er med til at forøge vor tro, håb og kærlighed.

Gud, som er så uendelig stor, har så meget at give, at Han må skabe rum for Sit nærvær i vores sjæle gennem store prøvelser og trængsler. Der er altså ikke tale om et spil, men fundamentet i den kærlighed, der hverken kan eller vil gå på kompromis, og som på ingen måde kan være i stue med uværdig kærlighed.

Jeg siger dette med henvisning til hver eneste katoliks indre liv samt hver eneste troendes kald til at bringe vidnesbyrd om troen, det er det, der er martyriet. I et overordnet perspektiv må det også betragtes som en fordel, når Gud tillader, at Kirken udsættes for prøvelser af en sådan karakter og størrelsesorden, for den sandhed, der ligger i Hendes tradition vil fremstå langt mere klart, den dag modstanderne af sandheden er blevet slået tilbage. Vores forståelse af pavedømmet, og dets dybe forbundethed med traditionen og de afvigelser, der kan optræde i pavedømmet, bliver markant forstærket, og vores tro bliver på den måde ”renset” for ekstremer, som at sætte paven på en pedestal eller sedevacantisme, (ordet stammer fra sede vacante (lat. mens sædet er ledigt). Perioden mellem en biskops død eller lovlige fratræden og valget af hans efterfølger. Udtrykket anvendes især for perioden mellem 2 paver).

Til dem, der ønsker at læse mere om, hvorfor pavens embede bør vurderes ud fra, hvorvidt det lægger sig op ad traditionen, og hvordan det bør tilpasses det trosfundament, der til alle tider er Kirkens, kan jeg henvise til den artikel, jeg offentliggjorde tidligere på måneden: https://onepeterfive.com/happy-catholics-pope

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 28. februar 2019. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/would-god-permit-a-bad-pope

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s