Amazonassynodens tanker er på lang sigt mere omfattende, end man forestiller sig

Vi skriver 2029, og på grund af omstændighederne deltager du i en gruppestyret Messe, som fejres af Asger, som erbuschauffør, Karl, som er bankdirektør og Hans, der er tømrer.

Du befinder dig i en ”kirke”, som blev ”skabt” i hovedet på Amazonassynodens radikale muse, biskop Fritz Lobinger. Efter at pave Frans havde prist Lobingers arbejde til skyerne, blev det en realitet efter synoden i 2019, og man kunne foretage en præsteordination af ”ældre” gifte mænd (viri probati: prøvede mænd), en praksis, der efterfølgende spredte sig til Tyskland, USA og mange andre lande (en udvikling man måtte forudse).

Du vil tænke den tanke, og her kan man passende tage udgangspunkt i én af Lobingers egne formuleringer, ”at man vil finde det urovækkende, at man nu må erfare, at en Messe celebreres af en leder i en bank, en buschauffør og en tømrer”.

Men du var blevet advaret, før man påbegyndte denne ”fornyelse”.

Før Asger, Karl og Hans blev ordineret til præstegerningen, deltog de sammen med Fr. Peter ved alteret i de messeklæder, der benyttes under liturgien og tog del i så meget af liturgien, som det var muligt. Men nu er det Asger, Karl og Hans, der selvstændigt fejrer de gruppestyrede Messer, og netop dette aspekt begrunder Lobinger med, at: ”Jesus ikke var alene ved den sidste nadver”.

Under denne Lobingers opsplitning af præsteskabet, har Asger, som til daglig er buschauffør, fungeret som ”præst” på sidelinjen, mens han har været på præstekursus i weekenderne. Han optræder i civilbeklædning og bliver tiltalt som: Asger, men tituleres som ”ældre” for at markere, at der er en forskel på ham og præsterne i det rigtige præsteskab. Fr. Peters rolle som præst er blevet forandret, han fungerer nu som ”mentor” i forhold til den præstelige gerning, når mænd, der til hverdag arbejder som arkitekter, politimænd, køkkenchefer o.s.v, skal celebrere Messer, lytte til skriftemål og i det hele taget varetage den pastorale omsorg, som egentlig er Fr. Peters arbejdsområde.

Asgers ordination foregik i forbindelse med en gruppeordination, fordi ordinationen af en enkelt person kunne tegne et billede af, at man bevarer Den nærende Kirke, hvor man gør brug af en uhensigtsmæssig tilgang, hvor de troende kun er passivt modtagende. Asgers tilstedeværelse handler ikke bare om, at han skal varetage sakramenterne, indtil den rigtige præst dukker op. Asger og de andre deltidspræster er der, fordi deres tilstedeværelse og aktivitet stemmer overens med Vatikan II’s ønske om aktiv deltagelse.

Men vi befinder os nu (2019) på et tidspunkt, hvor paven har indkaldt til en synode, hvor det skal undersøges om, Fr. Peter kan være gift, og om Asgers hustru Alice også kan blive ordineret. Man hævder, at Amazonassynoden afholdes for at løse problemet med præstemanglen i de områder, der lider under dette. Det er dog ikke det, der er den egentlige hensigt, man ønsker derimod en gennemgribende forandring af Messen og præsteskabet.

Hvis det er manglen på præster, der er årsagen til, at vi skal begynde at ordinere menighedsledere, må vi i sagens natur afslutte denne praksis den dag, vi igen har tilstrækkelig med præster”. Den indrømmelse kommer Lobinger med i sin skelsættende bog: Like His Brothers and Sisters (Ligesom Hans brødre og søstre) (1).

Ifølge den seneste bog Lobinger har skrevet: The Empty Alter (Det tomme alter) er motivet det, at det er os (lægfolket), der bør sige ordene: Gør dette til ihukommelse af mig”. Lobinger forklarer, at der er mere passende for ældre mænd, der er gift, end præster, der kommer ude fra at sige disse ord, som husker os på, at Jesus kom for at helbrede de syge, hjælpe de svage og skabe enhed. Lobinger har ladet et billede optræde i bogen, som forestiller tre ældre mænd, der står ved et alter, og siger de førnævnte ord omgivet af en stående menighed.

Ligesom pave Frans, der med stor entusiasme har læst tre af Lobingers bøger, er Lobinger ensidigt fokuseret på at bekrige ”klerikalisme”. Lobinger ønsker at fjerne sig fra en Kirke, der ledes af præster samt en forestilling om, at præsten er en, der bringer (åndelig) næring, og som praktisk talt ”udfører” ”magiske” sakramenter. Han beklager, at der findes områder, hvor lægfolket udviser meget lidt ”aktiv deltagelse” i liturgien og betegner det, som verdensfjernt og uden tilskyndelse til at udvirke sociale forandringer.

Lobinger har tydet ”tidens tegn” og har forstået, at folk har et ønske om at være en del af en menighed, hvor alle er lige.

Asger, der, som allerede nævnt, til dagligt kører bus, står sammen med sine venner ved alteret. De er alle en del af dette ”optrin”, fordi det skal symbolisere, at det er menigheden, der fejrer liturgien, og optrinnet skal yderligere være med til at udviske den forskel, der er mellem lægfolket og den traditionelle præst. Asgers venner er også repræsenteret for at tegne et billede af, at Eukaristien er et ”familiemåltid”, som foregår ved et bord, som familien er samlet om, og hvor familiens overhoveder er de ”ældre”. Alt dette er blot yderligere med til at tilsløre- og skabe forvirring omkring det, der er centrum for Messen, nemlig Jesu korsoffer, som er Messeofferet.

Lobinger kunne forudse, at hvis der blev udstedt en generel tilladelse til ordination af ældre gifte mænd, ville det sende chokbølger igennem hele det kirkelige ”landskab”, og det ville afstedkomme en markant modstand hos konservative katolikker. Han havde en forudanelse om, at ”militante” konservative katolikker ville yde stor modstand mod hans ”initiativ”, når det efterhånden gik op for dem, at dette ikke kun var en midlertidig løsning på et aktuelt problem, men at det var fundamentet for en hel ny måde at være menighed på.

Med stor kløgt planlagde han derfor, at ordinationen af ældre gifte mænd kun skulle være en undtagelse i forhold til en regel, som man officielt ville holde fast ved. Han konkluderede, at den konservative modstand ville gå i sig selv, hvis der kun var tale om få områder, der ville søge om tilladelse til at gøre brug af denne nye mulighed, og der ville ikke kunne spores nogen forbindelse mellem de få tilfælde, der ville gøre brug af denne mulighed og spørgsmålet om det eksisterende krav om cølibat i Den universelle Kirke.

Man vil på et tidspunkt nå dertil, hvor der i hele Kirken er et behov for ældre gifte mænd”, det har Lobinger for nylig bekræftet.

Amazonassynoden igangsætter dermed en proces, der vil tage tid. Lobinger indrømmer, at visse af de allerede fungerende præster, efter at denne proces er blevet indledt, vil blive imødekommet i deres ønske om at blive gift. Lobinger indrømmer videre, at der eksisterer en fare for, at det, som kun skulle have været en undtagelse, meget let kan blive ophøjet til norm.

Videre indrømmer Lobinger, at kaldet til at være præst på ”fuld tid” og dermed ”mentor” for ”deltidspræsterne” vil svinde ind. I sin bog: The Empty Altar bemærker han optimistisk, at et større antal ældre gifte mænd (20 til 1) vil være afgørende for, om folk specifikt ønsker rigtige præster til at forestå liturgien og varetage sakramenterne. I sidste ende må folk overvinde den hurdle, hvor de ønsker en rigtig præst fremfor en ældre mand, der er gift.

Lobinger har gentagne gange udtalt, at ved ordination af ældre gifte mænd, vil man åbne op for en ordination af kvinder. Han fremlægger følgende i sin bog Like His Brothers and Sisters: ”ordinationen af ældre gifte mænd vil ændre på den måde, hvorpå man ser på præsteskabet. Den nye måde at anskue præster på vil efterhånden erstatte den ”gamle” klerikale præst, så præsten i stedet betragtes som værende et ligeværdigt medlem af menigheden. Og netop det vil gøre ordinationen af kvinder mere attraktiv overfor kvinder set i relation til diakonatet, et spørgsmål, der allerede i dag diskuteres i Kirken”.

Endemålet er, siger Lobinger ildevarslende, at præsteskabet bestående af ældre gifte mænd både ”skal og vil blive udviklet”. Derpå har vi endelig fået udviklet et præsteskab, der er passer til en tilsvarende udviklet Messe.

Men nu befinder vi os i 2029, og du tager del i en gruppestyret Messe. Du lukker øjnene og forestiller dig Fr. Stefan celebrere Den tridentinske liturgi og prøver at fremkalde et billede af Kristus, som ypperstepræsten og det offer, Han frembærer på Golgata, og du forsøger at udviske minderne om en almindelig, menneskeorienteret, enhedsopbyggende og vi-er-samlet-som-en-familie-omkring-et-måltid Messe som ”celebreres” af gifte ældre mænd. 

Gør dette til ihukommelse af mig”. Siger Asger, Hans og Karl, mens de smiler.

 Noter

1: Medmindre andet er angivet, stammer alle de efterfølgende citater af Lobinger fra denne bog.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 19. juni 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/amazon-agenda

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s