Lidelse følger i kølvandet, når en Kirke tager ukloge beslutninger

Det, man kan sige om pave Johannes XXIII’s pontifikat var, at det i sin karakter var optimistisk. Da han blev spurgt, hvorfor han indkaldte til det andet Vatikankoncil, var hans svar angiveligt: ”Jeg ønsker at åbne Kirkens vinduer så meget, at vi kan se ud, og folk (udenfor) kan se ind”. Med denne åbningsreplik for Koncilet, hånede han de kritikere, der hævdede, at den moralske krise var under opsejling ved at karakterisere dem, som dommedagsprofeter, der altid har de værste katastrofer for øje, som om verdens ende er lige om hjørnet. Pave Johannes XXIII’s optimisme figurerede implicit i det, der var sigtet med Vatikan II: At bringe Kirken og den moderne verden sammen på en vellykket måde, det vil sige at åbne Kirkens vinduer og lade røgelsen, der benyttes i hellige sammenhænge, blande sig med den friske sekulære luft, eller sagt på en anden måde, der var tale om et projekt, der havde tiltro til, at en syntese mellem optimisme og håbet om alt det bedste ville bære stor frugt.

Pave Johannes XXIII nåede ikke at opleve koncilets slutresultat. En progressiv katolik ville karakterisere dette på følgende måde: Han var som en bygningshåndværker, tilknyttet et katedralbyggeri, hvor han ikke nåede at opleve det endelige og imponerende resultat. Det er det samme, der gør sig gældende, når man tager udgangspunkt i den kulturelle udvikling. Man tilplanter en have, og de generationer, der kommer efter, kan høste dens frugt.

Men til tider kan dens frugter, der vokser frem være rådden og helt uspiselig.

Den frugt, der var resultatet af Vatikan II, efterlod Kirken med en bitter smag i munden. Mange antager, at dette skyldes en infiltration af Kirken. Måske skulle pave Johannes XXIII have lyttet til dommedagsprofeterne. Hvis man åbner vinduerne, når luften er fyldt med giftig røg, kan det have en dødelig udgang.

Jeg kunne være fristet til at gennemgå de mange mærkværdige og fjollede ting, man har været vidne til siden Vatikan II, samt de drastiske fald, der har været i forhold til kald (præste- og ordenskald) samt folk, der deltager i Den hellige Messe og antallet af misbrugssager og endelig de enorme summer, der er blevet benyttet til at indgå juridiske forlig i disse sager. Jeg kunne fortsætte listen af disse opsigtsvækkende forhold med at nævne Messer med rockmusik, hvor der danses polka, hvor der optræder klovne, og det værste af det hele er Messerne ved Verdensungdomsdagene. Men jeg vil i stedet rette fokus på følgevirkningerne af Vatikan II, og hvilken betydning de aktuelt har for verden og de unge.

Da jeg arbejder som lærer, vil jeg tage udgangspunkt i de erfaringer, jeg har gjort mig på dette område. Jeg arbejder i det offentlige skolesystem, og her er Den katolske Kirke praktisk talt ikke eksisterende. De elever, jeg møder har aldrig hørt om en biskop eller for den sags skyld en pave, og hvad disse titler dækker over. Deres viden om præster stammer fra det, de stifter bekendtskab med fra komikkens verden. De ved, hvad det vil sige at være nonne grundet en aktuel gyserfilm. Der er kun to af mine elever, der på ugentlig basis deltager i en eller anden form for gudstjeneste. Resten tager enten del i søndagens ”tilbedelse” af hockey-sporten eller sidder derhjemme foran computerskærmen og bruger tid på at slå mennesker ihjel i et spil. Hvis en elev har et familiemedlem, der er troende (kristen), så kender eleven til Jesus, men ved med stor sandsynlighed ikke hvem Jesus egentlig er (jeg havde på et tidspunkt en elev på 11 år, som spurgte om julen indikerede Jesu død på korset). Min opfattelse er på baggrund af de erfaringer, jeg har gjort mig, at Den katolske Kirke fremstår som betydningsløs for de elever, jeg er lærer for og ikke bare for dem, men for hele det moderne uddannelsessystem.

Kan jeg få det moderne uddannelsessystem til at forsvinde? Hvad kan Den ”moderne” katolske Kirke tilbyde mine elever? Skal jeg undervise dem i, hvordan de skal plagiere, når de skal skrive et essay? Eller skal jeg give dem en lektion i matematik, hvor 2 +2 = 5? Der vil givet være en elev, der ønsker en forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre? Mit svar til den pågældende elev vil da være: ”du skal ikke fokusere på detaljer”. Måske kan Kirken i forhold til de naturvidenskabelige fag bidrage med, hvorledes man bygger broer på usikker grund, eller laver et flag, som kan indgå, som en naturlig del af boligindretning. Hvis der er et felt, hvor Den ”moderne” katolske Kirke og det offentlige uddannelsessystem kan mødes, er det omkring fordømmelsen af de menneskeskabte klimaforandringer. Man har sagt, at ”de dommedagsprofetier, der i dag bliver forudsagt i forbindelse med klimaforandringerne, skal tages meget alvorligt”. Her ser vi et eksempel på, at Pave Johannes XXIII møder dommedagsprofeten: Frans. Jeg er sikker på, at Kirken og skolerne kan arbejde sammen om at begrænse folks forbrug af plasticsugerør. Med undtagelse af den politik, som Kirken fører, som er smurt ind i teflon, så fremstår Den katolske Kirke som useriøs og utroværdig, når den præsenteres i det offentlige skolesystem.

Fraværet af en klar og tydelig Kirke er ikke noget, man skal tage for let på, for der er tale om fraværet af det sande lys og håb. I de syv år, jeg har fungeret som lærer, har jeg undervist mange utrolige elever. Men jeg har også været vidne til den lidelse, de har gennemgået. Jeg ser elever, hvis liv er blevet ødelagt af en skilsmisse. Jeg er vidne til, at skoler regelmæssigt kortvarigt må lukke ned, fordi der er fare for, at visse elever kan blive bortført. Det at være lærer betyder, at man meget hurtigt kommer på fornavn med betjentene på den lokale politistation. Jeg havde en elev på 9 år, som blev taget i at sende upassende billedmateriale, hvor eleven selv optrådte, til venner og bekendte. Jeg havde en elev på 10, som forsøgte at begå selvmord, og det kom som et chok for mig, at en af mine andre elever på kun 7 år også havde forsøgt på at begå selvmord. Jeg har endda haft to elever, som blev myrdet. Jeg tror ikke, at I kan forestille Jer, hvor mange grædende og sorgfulde børn, jeg har lyttet til. Vi lever i en verden, som er markant præget af sorg og smerte, en verden som sukker efter en frelser, som er Den Frelser, børnene henvender sig til, når de synger Hosanna. Disse børn bærer på så meget sorg og smerte, og de har ingen anelse om, hvor de skal finde håbet. En stærk og synlig Kirke er ganske enkelt fraværende og kan derfor ikke tage dem i hånden og lede dem ad den rette vej.

Alt det, som mine elever oplever og bærer på, bekræfter blot den ulykkelige sandhed, at hvis Kirken fremstår svag, uklar og ikke er i stand til at vise vejen, så lider verden under dette. Det er klart, når Kirken ikke prædiker Kristus, som korsfæstet, og når man fjerner krucifikser i det offentlige skolesystem, så ender det galt. Når krucifikserne fjernes på skolerne, placeres korset med dets lidelse på vores børn. Manglen på rettidig omhu fra Den synlige Kirke har resulteret i, at Den sammen med den moderne verden styrer direkte mod lidelsernes afgrund, og der er her tale om lidelser i en skala, som indtil nu aldrig er set mage, og det er børnene, der må bære dette på deres skuldre.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så optimistisk, som pave Johannes XXIII, og sige, at det hele nok skal blive godt. Det ville være løgn. Kristus har vundet den endelige sejr, men mange sjæle vil gå tabt på vejen derhen. Imidlertid kan man håbe på, at en meget mindre katolsk Kirke vil rejse sig af støvet, vakt til live af Den ekstraordinære Messe, og som vil bringe det glade budskab videre til kommende generationer. I sidste ende må katolikker være parate til at være ligesom dem, der var med til at bygge middelalderens katedraler, nemlig at arbejde på en fornyelse uden at kunne forvente at se det endelige resultat, som er katedraler bygget på klippegrund, ikke på et fundament af genbrugte plasticsugerør. Der har allerede været for meget lidelse forårsaget af ukloge beslutninger.

Den autoriserede engelske oversættelse af denne artikel er publiceret på OnePeterFive.com d. 15. marts 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/suffering-foolish-church

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s