Hvorfor kristne i dag fejrer ét af historiens værste tortur- og henrettelsesinstrumenter

For nogle år siden deltog jeg i en retræte, der blev ledet af en åndelig vejleder med stor indsigt, og han åbenbarede for os stor viden om korsets mysterium. På denne dag, hvor vi fejrer korsets ophøjelse, vil jeg efter bedste evne dele den viden, jeg fik på denne retræte med Jer læsere på LifeSite. Det synes som om, at dette er det helt rette at gøre lige nu, set i lyset af, at Kirken på dette tidspunkt i historien i større og større udstrækning tager del i korsfæstelsens mysterium.

Den hellige Treenighed, Den evige Tre i En, som har været til før altings begyndelse, og som hersker over universet med styrke, visdom og kærlighed, denne Treenighed har taget bolig i en sjæl, der er i nådens stand. Dette er et mirakel, der er ubegribeligt! Den åndelige sjæl, der er skabt i Guds billede, bliver Hans tabernakel, tempel, og det sted, hvor Han tager bolig, og det sted Han glædes ved. Uanset om vi fornemmer dette Guds nærvær i stilhed, eller at vi ganske enkelt bærer på det, fordi vi tror på Vor Herres ord (Joh 14: 23), så er den sandhed, der er i Guds nærvær en kilde til glæde og styrke i dødsøjeblikket. Det kan så være sig døden i overført betydning, i institutionel eller fysisk forstand.

Tro og håb er det altafgørende, når vi står med tomme hænder, altså når vi er fattige. Og det er i sig selv noget, vi kan glæde os over: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5: 3). Det er deres her og nu. Når vi er i mørket, ” i mørkets dal” (Sl 23: 4) (som skriften dystert fremstiller det), har vi desto mere brug for tro og håb. Gud beder os om at overgive os i Hans hænder, at stole på ham, at se hen til Ham og at søge Hans ansigt.

Glæden fra Den hellige Treenighed er at finde i hjertet på Den korsfæstede, lige i korsets midte. Korset er kilden til vores kristne liv, passionen var den, der frelste os fra synden og åbnede Himlens porte og vandt os Guds venskab. Men korset er aldrig den endelige afslutning hverken for Kristus eller den kristne. Passionen opfyldes i opstandelsen. ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15: 14). Hvorfor siger apostlen dette? For var Han (Kristus) ikke opstået fra de døde, ville død og lidelse være afslutningen på vort liv. Men meningen med livet er ikke døden, men derimod livet. Den opstandne Herres liv forklarer det, der er meningen med døden, selve pointen med at dø, og hvorfor det er godt at dø fra verden og sig selv på grund af kærlighed. Til trods for de vanskeligheder, vi vil møde undervejs (i livet), har vi altid målet for øje: ”vores bolig i Himlen” (2 Kor 5: 1 og Fil 3: 20). Øjeblikke præget af glæde, som vi oplever på jorden, skal minde os om, hvor vi er på vej hen, nemlig til den evige glæde.

Jesus, der er Sandheden, forhindrer ikke Sandheden i at komme til os, Han sparer os ikke for Den, og Han skjuler Den ikke for os. Dette er blevet mere tydeligt i forbindelse med de mange skandaler i Kirken, hvor de mænd, der skulle være en in persona Christi eller alter Christus har tilbageholdt og skjult sandheden. Jesus er ikke som mennesker, der taler (stolt og nedladent) ud fra lykkelig uvidenhed eller lover et liv uden smerte. Han tilbyder ikke medicin, der fjerner smerten, da en sådan medicin fjerner en del af vores menneskelighed og endog vores samvittighed og liv. Jesus underviste Sine disciple om korset og i forbindelse med det også om opstandelsen, for disse er tæt forbundet. Han er ikke bedragerisk i Sin tale, når han understreger, at der ikke kan være nogen påske uden en langfredag.

Kirken udsprang fra det sted, hvor spyddet gennemtrængte Den sovende Jesus. Hvis hele Kirken er blevet til på netop den måde, må nødvendigvis enhver døbt også være blevet til på den måde: sammenfattet i Jesu Hjerte og kommet til syne i Hans gennemborede side. Jesus gav den sidste dråbe af Sit blod og vand for dig, dig som Han bragte til verden. Og hvorfor? Fordi Han elsker dig, og fordi Han ønsker at dele Sin evige glæde og herlighed med dig og vil gå til Sit yderste for at gøre det muligt for dig at nå dertil.

Det er derfor Han sender Helligånden, Trøsteren og Talsmanden. Som Skt. Johannes skriver i Johannes’ Åbenbaringen: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21: 4). Helligånden understøtter os allerede, så vi ikke mister hjertegløden. ”Gud stiller for høje krav til mig, og jeg er alt for svag”, skal vi være ærlige, så er det ofte sådan, vi tænker. Men det er ikke rigtigt, at Gud stiller for høje krav. Husk på Elias, da han opholdt sig i ørkenen, der stønner han: ”Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre” (1 Kong 19: 4). Gud sender en engel til ham, som siger: ”Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig” (1 Kong 19: 7). Gud ved, hvad vi har brug for og giver os det i overflod, vi er nødt til at tage os sammen og begynde at spise. Hvis vi vil klare det selv, bliver det for vanskeligt for os, for kun med Guds hjælp er det muligt.

Vi forsøger altid at gøre tingene på vores måde. Gud vil lære os det på den lette eller hårde måde: ”for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15: 5). Men: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4: 13). ” Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber” (Sl 124: 8). Hvis Han skabte himlen og jorden, så kan Han helt sikkert hjælpe os ud af vores trængsler. Vores største værdighed er at blive hjulpet af Gud, for da træder Han ind og tjener os (se Luk 12: 27).

For den ydmyge, for den fattige, der stoler på Gud, bliver vejen lettere. Han vil ikke lade os i stikken, og Han ville ikke tøve med at opfylde Sine løfter. Han er den trofaste Fader, der elsker os. Hvis du spørger Ham om du må få et brød vil Han så give dig en sten (se Matt kap 7:9). ”Giv os i dag vort daglige brød”: og det gør Han i form af det overnaturlige brød, som er englenes brød, Den hellige Eukaristi.

Han venter blot på, at vi vil spørge, tro på, og give os hen i Hans hænder, der er fulde af kærlighed. Det er det, troen afføder, en troshandling. Vi er trofaste overfor Gud, når vi stoler på Ham på trods af mørket. Når Den hellige Skrift fortæller: ”For af den nåde er I frelst ved tro” (Ef 2:8), betyder det, at: Vi er frelst, når vi ydmygt og i vores fattigdom beder til Gud: ”Jeg stoler på Dig, jeg giver mig til Dig, jeg overgiver mig i Dine hænder, gør med mig som det Dig behager, for jeg er Din”. Det er den holdning, et Guds barn besidder, fordi det ved, at dets Fader, er en Fader, der elsker og er kærlighed.

Det er det, det fuldendte korsoffer viser os, lærer os og styrker os, så vi kan gøre det samme. Det er det, Det hellige Messeoffer aktualiserer iblandt os igen og igen, så mysterierne omkring Herrens passion, død, opstandelse og himmelfart altid vil være vores, gennemtrænge vores eksistens og genskabe os til det evige liv. Det er derfor en kristen, der virkelig er troende, er urokkelig, så intet på denne jord kan besejre ham.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Peter Kwasniewski og publiceret på LifeSiteNews den 14. september 2018. Den kan læses på: https://www.lifesitenews.com/blogs/why-christians-celebrate-today-one-of-historys-worst-instruments-of-torture

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s