Skt. Johannes Marie Viannay kontra de falske præster

(Artiklen, som man finder nedenfor, er skrevet af Julia Meloni, som er skribent for OnePeterFive, LifeSiteNews og CrisisMagazine. Hun har her valgt at benytte et forfatterteknisk greb, som man finder i C.S. Lewis’ bog ”The Screwtape Letters” fra 1942 (på dansk ”Fra Djævelens Blækhus”). Bogens tema er en brevveksling mellem dæmonerne Screwtape og Wormwood (Fangearm og Malurt).

Screwtape (Fangearm) er en professortype ved helvedets lærestol i fristelser, og Wormwood (Malurt) er den unge nyuddannede, der skal forsøge at friste et menneske til at fjerne sig fra Gud, så det kan komme i helvedet. I brevene fungerer Screwtape som en mentorskikkelse for den unge dæmon, så der er sikkerhed for, at dennes ”patient”, går den rigtige vej, det vil sige mod helvede.

Det er i den ånd, man skal læse denne artikel.

God fornøjelse)

Forord:

Jeg vil ikke nærmere gøre rede for, hvordan de følgende to breve er kommet i min besiddelse. Jeg vil blot fremhæve, at deres indhold på forunderlig vis trækker en række tråde til den debat, der aktuelt foregår omkring den kommende Amazonassynode.

Det første brev.

Kære Malurt!

Jeg er ganske foruroliget over at erfare, at din arbejdsindsats overfor præsterne er en aktivitet, du har nedprioriteret. Det er, som om du antager, at de befinder sig på niveau med vores andre patienter (mennesker), altså som om, at der ikke kræves en yderligere arbejdsindsats i den åndelige kamp rettet mod dem. Jeg vil derfor i dette brev bestræbe mig på mere udførligt at redegøre for præsteskabet, og hvor meget vi (dæmoner) foragter det, hvor meget vi afskyr det, og hvordan vi planlægger at angribe det.

Vidste du, at netop i denne måned (den 4. august) fejrer fjenden sit præsteskabs største pralhals Skt. Johannes Marie Viannay (1786-1859)? Da denne afskyelige skabning, som ung engang spurgte om den primære egenskab hos en præst, modtog han følgende svar: en præst er et menneske, der dør så meget fra sig selv, at han blot er En, nemlig Jesus Kristus.

Denne skabning døde så sandelig fra sig selv dagligt, og det til trods for alle vores anstrengelser. Han fastede i flere dage og holdt sig i live ved at spise kartofler, der var groet skimmel på. Han lærte sin flok (menighed), at de skulle afsky synd, som slår Den gode Gud ihjel og myrder sjælen og sone deres synder med forfærdelige bodshandlinger. Han var en rollemodel i forhold til at vise en brændende kærlighed for Eukaristien, hvor han (spontant) kunne udbryde: ”Oh smukke liv”, blot ved at tænke på Den.

Fordi han agerede sådan, gjorde vi (dæmoner) alt for, at han skulle lide så meget så muligt. Én af fjendens præster sammenfatter det på følgende måde:

”Vianney Vianney! Du, som spiser kartofler. Åh, er du stadig i live! Jeg skal nok for ordnet dig”. Der lød en raslen, og møbler blev væltet rundt. Den (dæmonen) brummede som en bjørn og snerrede som en hund, og når den talte, gjorde den det på en lokal dialekt(.) …

Til tider havde han fornemmelsen af, at ånden/ånderne bevægede sig hen over ham som rotter i løb, og andre gange forsøgte de (dæmonerne) at smide ham ud af sengen. Andre nætter forekom madrassen, der var fyldt med strå, ham, som den rene silke, og en stemme sang en vuggesang eller en søvndyssende melodi. Den næste morgen ankom præsten til Messen bleg og chokeret. I 1826, hvor han begiver sig mod Saint–Trivier for at holde en prædiken, ændrede omgivelserne, han befandt sig i fuldstændig karakter. Det var, som om luften var præget af et ildevarslende blik, og de vækster, der var i vejkanten, fik et skær af en rød farve, som om de var ved at visne bort. Da han ankom til sit bestemmelsessted for at begynde sin mission, beretter fire øjenvidner samstemmende, at de så hans seng blive skubbet rundt i rummet og efterfølgende placeret midt i rummet, og alt dette skete under skingre hyl (.)…

Da han på et tidspunkt har sin søster på besøg, og hun også hører lyde, beroliger han hende med følgende ord, som ikke ligefrem virker beroligende: ”det er djævelen, men han kan ikke gøre dig noget. Alt det, han gør, er rettet mod mig, og han forsøger at ramme mig på mange forskellige måder. Nogle gange tager han mig ved fødderne og slæber mig rundt i rummet. Han gør alt dette mod mig, fordi jeg ganske enkelt omvender sjæle til Den gode Gud” (1).

Jeg fortæller dig alt dette for at minde dig om det, vi virkelig hader. Vi hader præstens askese og renhed, som han opofrer for menneskers synd. Vi hader hans overjordiske fokus, hans øje for den verden, der ligger udover denne og hans vidnesbyrd om det evige liv. Vi hader den magt, han har til med kærlighed at få sjæles blik rettet mod Eukaristien, som Han er med til at virkeliggøre. Kan du ikke forstå, at de tiltag og angreb, vi foretog imod denne Vianney, (som vi virkelig hadede) var nyttesløse? Som én af os, der havde besat en kvinde, snerrede ad ham: ”hvis der blot var tre af din slags, ville mit rige blive ødelagt. Du har frarøvet mig mere end 80.000 sjæle”.

Derfor min kære Malurt, må du aldrig undervurdere den magt, præsten har til at fravriste os sjæle, sjæle, der skulle have været i vores varetægt.

Jeg ser frem til at høre nærmere om din fornyede indsats imod disse rædselsfulde fjender.

Din hengivne onkel

Fangearm

Det andet brev.

Kære Malurt!

Jeg blev ganske opmuntret over at erfare, at du ønsker mere specifik viden om de taktikker, vi benytter mod præsteskabet. Der er mange, og de er snu og snedige.

Vi befinder os i en krig, hvor det er vores målsætning at udskifte den type præst, som Skt. Johannes Marie Viannay var, en glorværdig præst, med en karikatur af en præst. Denne formulering, en karikatur af en præst, stammer fra én af fjendens egne biskopper, som har benyttet den til at beskrive de typer, f.eks folk, der foretager socialt arbejde, NGO’er, socialister, specialister indenfor økologi og grøn bæredygtighed og kvindelige præster, der vil forsøge at overtage præstedømmet og på den måde skabe en sekterisk bevægelse. Vi befinder os i en krig, hvor det er vores mål at gøre præsteskabet til en karikatur af sig selv, og vi vil ganske enkelt latterliggøre det.

En af fjendens kardinaler beklager, at så mange sjæle forlader Kirken på samme måde, som hvis de opgav deres medlemskab af en hvilken som helst sekulær organisation. Der er tale om et egentligt frafald, og folk forlader Kirken uden den mindste bekymring for det, de er i færd med. De tror, at det at forlade Kirken er på linje med det at opsige sit medlemskab i en forening. Denne kardinal advarer også om, at de, der søger at fremme ordinationen af kvinder, ”betragter Kirken, som en sekulær organisation og begår den fejltagelse ikke at betragte ordinationen, som værende guddommeligt indstiftet”. Han advarer om, at ethvert forsøg på at muliggøre ordinationen af kvinder ikke har nogen gyldighed og med andre ord det, vi her forsøger på, er at latterliggøre præsteskabet.

Bemærk, også det denne fjende siger om cølibatet:

En kirke, der slet og ret fungerer som en menneskestyret organisation med sekulære målsætninger, og som har opgivet det, den blev indstiftet til, nemlig at være Kristi mellemmand i forhold til frelsen, og som desuden har mistet fornemmelsen for den transcendente og eskatologiske forbindelse til Den Herre, der skal komme igen. Den Herre, der af egen fri vilje valgte cølibatet ”for Himmerigets skyld” (Matt 19: 12), eller for at Han kunne ”stå(r) fast ved sit forsæt …” (1 Kor 7: 37). Cølibatet ser man nu på med forlegenhed, som noget mærkværdigt, som den enkelte skal frigøres fra hurtigst muligt. I bedste fald kan cølibatet tillades for mennesker, der er lidt særegne, hos hvem det kan fungere som en masochistisk form for selvfornægtelse.

Cølibatet, der er et fond af nåde, og som vi virkelig hader, bliver nu latterliggjort og sammenlignet med masochisme, og som noget primitivt man foretog sig i middelalderen. Forstår du, min kære Malurt, vi underminerer det overnaturlige ved Kirken og hindrer nåden i at flyde gennem Kirken ved helt enkelt at svække præsteskabet. Vianney sagde engang: ”ønsker man at ødelægge en religion (her den katolske), gør man det ved at rette sit angreb mod præsten, fordi, der hvor der ingen præst er, er der intet (Messe)offer, og der hvor (Messe)offeret ikke eksisterer, er der ingen religion (katolicisme)”.

Det er ikke vores hensigt at efterlade folk uden en præst, men med en præst, der er en karikatur af sig selv. En præst, der er en karikatur af sig selv, er ikke en asket, er ikke djævelens fjende og overhoved for en latterlig religion uden et kors, en liturgi og det evige liv. Der er her tale om en religion, der ødelægger sig selv, eller en politisk ideologi, der er blevet til en religion. Jeg vil benytte en udtalelse fra én af fjendens folk, ærkebiskop Fulton Sheen, der snart bliver kanoniseret. Han sagde følgende: ”Vi skal lade deres tegneseriereligion, som er funderet i økologi og politik, dræbe enhver ubetydelig trang, folk måtte have for den rigtige katolicisme”.

Må dette brev tilskynde dig til at forøge din indsats mod disse arvtagere til Vianney

Din hengivne onkel

Fangearm

PS: En sidste bemærkning, min kære Malurt: Kan du ikke fornemme, at der er noget i luften, Tingene accelerer nu mod en afslutning.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Julia Meloni og publiceret på OnePeterFive den 5. august 2019. Den kan læses på: https://onepeterfive.com/vianney-counterfeit-priests

Noter

(1): Dette citat stammer fra Fr. George Rutlers The Curé D’Ars Today: Saint John Vianney.

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s