Det, at jeg så min far bede rosenkransen, førte mig væk fra homoseksualiteten

Som barn beundrede jeg min far, og samtidig forstod jeg ham ikke. Jeg vidste instinktivt, at jeg var afhængig af ham.  Min far var en mand, der arbejdede hårdt. Han var flittig. Han kunne fremstille alt muligt ud af ingenting: en have, et hus af træ og tilbygninger til det hus, vi boede i. Han var den, der sørgede for min materielle velfærd. Det var en glæde, når han med jævne mellemrum havde købt kage eller donuts, for så vidste jeg, at min far var glad, og det var jeg også. Når jeg til tider gjorde noget, der var forkert, blev min far vred. Det var på sådanne tidspunkter, at jeg frygtede ham mest, for det var ham, der stod for strafudmåling og dens udførelse. Men jeg elskede min far, og jeg vidste, at han elskede mig. Men ud fra et barns synsvinkel var han ikke et menneske, men en gud og tilmed en gud på afstand. 

Min far var ambitiøs, frimodig og højrøstet. Jeg var ikke som ham. Min far var stærk og kraftig bygget. Det var jeg ikke. Min far var en MAND. Jeg betragtede mig selv, som noget, der ikke svarede dertil. Ved siden af ham fremstod jeg altid som meget lille. Min far kunne ordne alle ting, og han udså sig altid det helt rette værktøj, når en opgave skulle løses, og han mestrede brugen af værktøj. Han kunne køre traktor, og ved egen muskelkraft løftede han tunge træbjælker. Han blev aldrig mobbet, og han var ikke en, man kunne løbe om hjørner med. Jeg følte mig sikker, men også usikker, når jeg var i nærheden af ham. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke holde mig oprejst på en cykel, jeg kunne ikke kaste en bold mere end fem meter, og når jeg holdt på en hammer eller skruetrækker lykkedes det ikke, for jeg havde ti tommelfingre. I stedet kunne jeg i timevis sidde med blyant og tegne små billeder af kaniner og regnbuer, som reflekterede min egen fantasiverden. De andre drenge i skolen var hele tiden efter mig, jeg blev ydmyget og var ikke i stand til at forsvare mig. Jeg skammede mig. En dag, hvor jeg gennemlevede denne ydmygelse, blev jeg som forstenet, og selvom min far ikke var i nærheden af skolegården og kunne se hvilket scenarie, der udspillede sig, havde jeg fornemmelsen af, at han havde overværet det hele og vidste, hvad der var sket. På en underlig måde havde jeg en følelse af, at jeg ikke levede op til de krav, min far, som gud og menneske havde til mig.

Det billede af Jesus, som jeg blev præsenteret for i skolen, var en smilende feminin hippie. Han forkyndte et noget tåget budskab om kærlighed, men blev til sidst offer for de politiske magthaveres intolerance og deres tendens til at undertrykke deres befolkninger. Jeg forstod aldrig helt, hvorfor han blev slået ihjel, måske fordi ingen egentlig skænkede Ham opmærksomhed. Det billede af Jesus, som kom til at stå mest klart for mig i disse år, var et smiskende blomsterbarn fra den musical, der hedder Godspell. Filmatiseringen af denne musical prægede mine skoleår og senere min tid i gymnasiet og ville på et senere tidspunkt få afgørende betydning for mit liv. Hvis min far var mere gud end menneske, så var denne Jesus mere menneske end Gud. Hvis min far var større end Den største og en slags overnaturlig Skabning, var denne Jesus helt igennem hverdagsagtig. Jo ældre jeg blev, desto mere foragtede jeg disse to billeder af Gud. Som homoseksuel troede jeg, at jeg kunne finde den fuldendte mand, en som var maskulin og kraftfuld, men som besad accept og medfølelse.

Men jeg fandt aldrig min homoseksuelle gud, fordi alle omkring mig ledte efter præcis det samme. Desto større forventninger jeg havde, og desto mere jeg håbede, desto mere desperat blev jeg. Mine forældre og specielt min far kunne ikke bære, at jeg havde valgt den homoseksuelle livsstil. Men jeg var ligeglad. At jeg havde gjort det alment kendt, at jeg var til mænd, var min måde at vende tilbage til min far på, selvom han havde svært ved at se det på netop den måde på det tidspunkt. Jeg gjorde det klart, at jeg behøvede ham, men jeg hævdede samtidig, at han aldrig var der. En dag kom han med en rammende og ærlig vurdering af mig og mine homoseksuelle venner. I mit forsøg på at finde grænsen for min fars accept af min livsstil, tog jeg en weekend en af mine homoseksuelle venner med hjem. Min far gjorde det klart, at ”dette” ikke var velkomment indenfor huset fire vægge. Jeg så det, som endnu en afvisning. Derfor forlod jeg mit barndomshjem. 

Som årene gik, blev jeg ældre og syg. Mine muligheder udtømtes gradvist, og samtidig så en ny generation af ensomme unge mænd dagens lys, unge mænd, der så op til mig, som den, der kunne frelse dem, som deres nye gud. For et stykke tid fortsatte jeg dette ”skuespil”, alene for at udvikle en mere respektløs karakter samt en voksende hævntørst, og jeg behandlede dem, der søgte min anerkendelse på den samme måde, som jeg selv engang var blevet behandlet (misbrugt og nedbrudt) af ældre mænd. Jeg hadede mig selv, og jeg begyndte at misunde de venner, jeg havde mistet for mange år siden, fordi de havde lidt en pinefuld død grundet AIDS. I min forestilling troede jeg, at de nu havde det godt, fordi deres lidelser trods alt var ovre.

En nat, hvor jeg lå i en kold og hård hospitalsseng og var døden nær og glemt af verden omkring mig, bad jeg om at måtte dø, mens min mor omvendt bad til Jesus. Jeg forbandede hendes forsøg på, at få Himlen til at intervenere, for jeg ville ikke have noget med hendes Gud at gøre. Hvor havde Han været hele mit liv. Hvorom alting er, Han var ingenting og ynkelig. Utroligt, men sandt, mens jeg gennemlevede min patetiske død, forsøgte jeg at være påstående og selvsikker, men i stedet blev jeg bange og gik i panik. Da kaldte jeg på Gud Fader, og Han sendte straks Sin Søn. Umiddelbart følte jeg Hans betryggende og beroligende nærvær. På en måde var det, den samme følelse, jeg fik som dreng, når min far var i nærheden, og jeg følte mig sikker. Senere vendte uroen på en vis måde tilbage. Var denne Jesus Kristus, den samme Jesus Kristus fra 1970’erne med langt hår, som lavede socialt arbejde, og som kom for at give mig et knus eller muligheden for noget at spise for derefter at lukke mig ud på ”gaden” igen? Men jeg ønskede ikke at vende tilbage til det, jeg kom fra.

Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, opsøgte jeg mit barndomshjem. Den fortabte søn var i live og vendte hjem. Min forældre åbnede deres dør for mig. Men jeg var for forvirret, udmattet og syg til at tage del i fejringen af min tilbagekomst. I en periode var jeg ude af stand til at tale eller sove. Det var chokerende for mig at vende tilbage til det, der mindede om barndommen. Jeg rakte ud efter hjælp, sandheden og livet. Jeg rakte ud efter min far og Gud.

I begyndelsen vidste min far ikke, hvordan han skulle håndtere denne situation. Han holdt sig på afstand, og jeg opholdt mig på mit værelse. Jeg bad til Gud uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Da jeg var plaget af mange fysiske smerter, var det umuligt for mig at koncentrere mig om de ellers enkle bønner, jeg havde lært i min barndom, men som jeg nu havde svært ved at huske. I stedet for bad jeg ganske enkelt om hjælp. De næste par dage levede jeg som eremit. Men jeg var stadig præget af usikkerhed.

Ganske langsomt dristede jeg mig ud af min klostercelle og begyndte at lede efter svar. Jeg styrede praktisk talt direkte mod mine forældres bogreol. Uden at tænke nærmere over det, udvalgte jeg to bøger og gik tilbage til mit værelse. De to bøger jeg havde valgt, var Bibelen og Den Katolske Kirkes Katekismus. Jeg havde ikke læst nogen af dem.

I løbet af de næste dage udvalgte jeg mig specifikke afsnit og undersøgte dem nærmere. Det drejede sig primært om Jesus, der offentligt tilgav syndere samt de paragraffer i Den Katolske Kirkes Katekismus, der handlede om homoseksualitet. Der var medfølelse og styrke, som udsprang af sandheden. Kristus var ikke en uduelig tøsedreng, som var det billede, jeg havde med mig fra skoletiden. Han markerede modstand overfor dem, der tyranniserede, og Han trøstede dem, der var blevet forulempet. Men Han efterlod dem ikke liggende i støvet, Han gav os sit Ord til efterlevelse og lovene, som burde være retningsgivende for måden, vi tænker på. Han gav os en udvej.

Jeg forlod mit værelse med de to bøger, hvor jeg havde fundet min tro og satte dem tilbage i mine forældres bogreol. På vej derhen så jeg, at min far bad. Jeg havde aldrig før set ham i bøn. Mens jeg havde befundet mig i mit selvvalgte homoseksuelle fangenskab, havde mine forældre selv været fanget i adspredelse og udsvævelse. Men de fandt ud af, at ekstravagant forbrug af dyre vine og gourmetmiddage i alverdens lande kun bragte tomhed med sig. Nu havde de vendt ryggen til et liv i luksus grundet min fars beslutning. Min fars drivkraft var ikke blevet mindre, men den havde fået ny retning. Alt i hans liv plejede at være rettet mod det materielle, men hans fokus var nu blevet vendt mod det immaterielle. 

Mens jeg stod der halvvejs oppe på en trappe og på en vis måde gemt væk, så jeg et par små perler på en snor, som gled gennem min fars fingre. Som barn vidste jeg ikke, hvordan man skulle bede rosenkransen. Det, der igennem tiden har mindet mig om rosenkransen, er en ung sangerinde, som kaldte sig Madonna, fordi hun om sin hals bar en rosenkrans. Efter min mening havde rosenkransen status, som noget helligt, undergået en forandring til noget profant, fordi Madonna strategisk havde placeret krucifikset ved sin kavalergang. Men i min fars barkede hænder kom rosenkransen igen til sin ret. På samme måde som det var med min forestilling om Jesus i barndommen, således var det også med min far, men han ”gemte” på meget mere, end mit blotte øje kunne se.

Jeg troede hele tiden, at min far foragtede mig, men rent faktisk græd og bad han for mig. I bønnen, som han sagde for sig selv i stilhed, var der medfølelse. Mens jeg dansede på homoseksuelle diskoteker, bad min far for mig. Mens jeg havde sex med ukendte mænd, bad min far for mig. Mens jeg spildte mit liv på alt og ingenting, bad min far for mig. Hver dag bad han rosenkransen, og jeg havde ikke nogen anelse om det. I dage præget af trøstesløshed, som da jeg lå på mit dødsleje ville dette ikke have betydet noget for mig, eller jeg ville have betragtet ham som ufattelig dum. Det må have syntes, som om hans bøn ingen virkning havde. Jeg vendte ikke tilbage. Men han fortsatte ufortrødent, også selvom det krævede styrke og vedholdenhed, netop de karaktertræk, der syntes frastødende, da jeg var dreng, de var nu blevet til et redskab for frelsen for mig gennem Jesus Kristus.

Utilfredshed med verden kan føre til, at man fortryder det, man har gjort. Dernæst følger, med mindre man forbliver bitter og tvær, en radikal ændring af den måde, man ser sig selv og sine omgivelser på. Dette er nødvendigt, dels for at man kan starte på en frisk, og dels for at man kan overleve. Dette kræver ydmyghed. Set i forhold til min aktuelle fysiske nedbrudte tilstand, så var ydmygelsen fuldstændig. I mit forgæves forsøg på at finde en maskulin mand, der kunne redde mig, røg jeg direkte tilbage til dengang, jeg var dreng, og den skade, jeg havde påført min krop, var forfærdelig, den skræmte lille dreng gjorde det på ingen måde let for sig selv. Jeg vidste nu, at der ikke findes noget menneske, der kunne fjerne min synd, tilgive mig eller fjerne smerten, ikke engang min far. For en anden Mand, som var mere end blot en mand, havde allerede frelst mig. I denne udfrielse spillede min far en rolle.

Den autoriserede engelske udgave af denne artikel er skrevet af Joseph Sciambra og publiceret på OnePeterFive d. 29. april 2017. Den kan læses på:  https://onepeterfive.com/seeing-father-pray-rosary-saved-homosexuality

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s