Maria i det gamle Testamente

Julen nærmer sig. Denne højtid er et godt tidspunkt til en fordybelse, der er helt enkel, og som handler om de mange kvinder, der viste Gud stor hengivenhed, og som var protyper på – og et forvarsel om Frelserens Moder. Denne fordybelse vil være med til at tegne et billede af, hvordan det gamle Testamente gradvist åbenbarer en række aspekter af kvinden, der bliver nævnt i 1. Mosebog kapitel 3: 15. Både Messias og Hans Moder fremstod som et mysterium i mange århundreder. Sløret for dette mysterium blev endelig løftet ved den første jul i Betlehem. Som Esajas siger i sin profeti: ”Se den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Emmanuel” (Gud er med os) (Es 7: 14).

Bibelen beretter om Jomfru Maria i det gamle – og nye Testamente. I det gamle Testamente stifter vi bekendtskab med Jomfru Maria gennem profetier og prototyper på hende. Alt dette benytter Gud til at give os viden om Jomfru Marias karaktertræk og egenskaber.

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3: 15).

I 1. Mosebog kapitel 3: 15 finder vi den første forudsigelse om Maria. Hun er den, der skal knuse den gamle slanges hoved. Da de hebræiske lærde tilbage i antikken oversatte disse linjer til græsk, benyttede de ordet gunai (kvinde). Hun er den, der vil bringe den guddommelige straf over faderen til øgleyngel” (Matt 12: 34). Ham som Jesus betegner som ”fader til løgnen” (Joh 8: 44). I dette korte skriftsted finder vi de første tegn på Evangeliernes løfte. Kvindens afkom er også Abrahams afkom, Abraham som er de troendes fader. Det afkom, der er tale om, er Kristus, som kommer til verden gennem Maria. Det bliver forklaret af Paulus i brevet til Galaterne i kapitel 3: 16: ”Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: og til dine afkom i flertal, men i ental: og til dit afkom, og det er Kristus”.

Fjendskabet mellem kvindens afkom og den gamle slanges afkom fortsætter til tiden har nået sin fylde. Det bliver vist til Skt. Johannes i hans Åbenbaring (Johannes’ Åbenbaringen) i kapitlerne 11: 19 til 12: 6.

Herren talte på ny til Akaz: Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje. Akaz svarede: Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren. Da sagde Esajas: Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7: 10-14). Gud gentager, at Han vil frembringe en Frelser, og afslører for første gang, at denne vil være Søn af en ung kvinde:” den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Ordet almah betyder pige/kvinde. Navner Emmanuel betyder ”Gud med os”. Esajas løfter sløret for flere detaljer om denne Søn af en ung kvinde.

Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter” (Es 11, 1-5).

Denne profeti bekræfter, at en ung kvinde fra Judas stamme og Davids æt vil bringe den lovede Messias til verden. Isai, der er nævnt her, er kong Davids far, og er fra Judas stamme. Tilbage i historien havde Jakob profeteret, at Messias ville udgå fra Judas stamme: ”Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde” (1 Mos 49: 10). Her begynder Esajas at åbenbare den rolle, som Messias Moder skal spille. I det nye Testamente bliver det hele sammenføjet, og hvordan det sker, kan vi læse om i Matthæusevangeliet:

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus” (Matt 1: 18-25).

 

Profeten Mika, der levede samtidig med profeten Esajas, siger følgende om Messias Moder:

Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne” (Mika 5: 1-2).

Også profeten Jeremias synes at nævne Messias Moder i dette underfundige skriftsted: ”Hvor længe vil du flakke om, du frafaldne datter? Herren skaber nyt i landet, den forbandede forvandles til dronning!” (Jer 31: 22).

I denne sammenhæng er den frafaldne datter Israel. Udtrykket synes at henvise til, at Gud er ved at handle i forhold til Sit folk, der konstant vender sig bort fra Ham. Skt. Hieronymus, kirkefader (347-420) forklarer, at dette skriftsted er en profetisk ”skitse”, til hvordan Kristus kommer til verden ved en jomfrufødsel. Det ”nye”, Herren skaber, er Maria fra Nazareth, som vil få den mission at undfange det fuldendte menneske uden arvesyndens plet. Der er dog andre protyper på Maria f.eks. Sara, Hanna, Debora, Jael, Judith, Esther o.s.v.

Sara

Sara er Abrahams hustru, Isaks mor og Jakobs bedstemor, Jakob, der er fader til Israels tolv stammer. Der er mange lighedstegn mellem Sara og Maria fra Nazareth. Som for eksempel at Sara ligesom Maria må opholde sig i Egypten for en tid (1 Mos 2:10-20). Hun havde ingen børn (1 Mos 16: 1), og hendes mirakuløse graviditet bebudes af et himmelsk sendebud (1 Mos 18: 10), og hun stiller englen et spørgsmål, der ligner det spørgsmål, Maria stillede til englen Gabriel:

”Maria sagde til englen: Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand” (Luk 1: 34).

Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel?” (1 Mos 18: 13).

Sara og Maria lever begge på nogle vigtige historiske tidspunkter, fordi det er her, Gud stifter en ny pagt med Sit folk.

Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig” (1 Mos 17: 2).

Da sagde englen til hende: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1: 30-33).

Hanna

Går man langt tilbage i historien, blev børn anset som en stor skat for en familie. Det blev betragtet som en Guds velsignelse, hvis man havde mange børn. Når en kvinde ikke var i stand til at få børn, måtte hun bære den skam, der var forbundet med at være ufrugtbar. Som oftest ville manden så tage sig en hustru nummer to, og det medførte ofte problemer for hustru nummer et. Det er netop det, der er tilfældet med Hanna, der er gift med Elkana, en mand fra Efraimstammen. Denne troende kvinde var ufrugtbar, men det forhindrede hende ikke i at bede til Gud om, at hun måtte blive med barn.

Men et år på det tidspunkt, hvor man drog op til Herrens tempel i Shilo, trådte Hanna frem for Herrens ansigt og bad inderligt til Gud om, at Han måtte åbne hendes moderliv. Hun bad i stilhed, mens præsten Eli på afstand betragtede hende. Eli kunne se, at Hanna var meget ulykkelig og græd bitterligt, mens hun bad. På den baggrund konkluderede Eli fejlagtigt, at Hanna var beruset, fordi hun havde indtaget for meget vin under festlighederne. Eli påtalte dette overfor Hanna og anklagede hende direkte for at være beruset, mens hun opholdt sig i Herrens tempel. Lad os i den forbindelse tænke tilbage på den situation, hvor Maria er forsamlet med dem, der havde fulgt Jesus. De blev også beskyldt for at være berusede i forbindelse med pinseunderet. Alt dette skete på den dag, hvor Kirken tog imod Helligånden (ApG 2: 1-13).

Så rejste Hanna sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, og hun aflagde det løfte: Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved. I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, og sagde til hende: Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru! Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt. Da sagde Eli: Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om” (1 Sam 1: 9-17).

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: Hvad skal det betyde? Men andre spottede og sagde: De har drukket sig fulde i sød vin” (ApG 2: 1-13).

Efter at have modtaget Elis præstelige velsignelse sætter Hanna sin lid til Herren, at Han vil høre hendes bøn. Hun lover Gud, at hvis Han giver hende en søn, vil hun indvie ham til Herren, så han hele sit liv tjener Herren. Svaret på hendes bøn og løfte er Samuel, en stor præst og profet i Israel, og han kom til verden det år. Hanna opfyldte sit løfte, og fem år senere bragte hun Samuel til Eli i Shilo, hvor Samuel blev oplært til præstegerningen.

Ligesom Maria blev Hanna moder til en stor profet, som fra barndommen blev indviet til at tjene Herren (se de ligheder der optræder i 1 Sam 1: 24 og Matt 2: 22-40). Hannas lovsang som man finder i 1 Sam 2: 1-10 har sandsynligvis givet inspiration til Marias lovsang, Magnificat (Luk 1: 46-55).

Hannas lovsang

Hanna bad:

Mit hjerte fryder sig over Herren,

Herren har løftet mit horn.

Jeg spærrer munden op imod mine fjender,

for jeg glæder mig over din frelse.

Ingen er hellig som Herren,

der er ingen uden dig,

ingen klippe som vor Gud.

Hold op med jeres store ord,

fræk tale må ikke udgå af jeres mund,

for Herren er en Gud, der ved alt,

af ham prøves hver en gerning.

Heltenes bue brækkes,

men de segnefærdige væbner sig med styrke.

Mætte lader sig fæste for brød,

men sultne behøver det ikke.

Den ufrugtbare føder syv børn,

men den med de mange børn sygner hen.

Herren dræber, og han gør levende,

han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;

Herren gør fattig, og han gør rig,

han ydmyger, og han ophøjer.

Fra støvet rejser han de svage,

fra skarnet løfter han de fattige,

han sætter dem blandt fyrster

og giver dem hæderspladsen.

For jordens søjler tilhører Herren,

han satte jorden på dem.

Han værner sine fromme, hvor de går,

men ugudelige omkommer i mørket,

for ingen sejrer ved egen kraft.

Herrens modstandere forfærdes,

den Højeste tordner i himlen.

Måtte Herren dømme den vide jord,

måtte han give sin konge styrke,

løfte sin salvedes horn.

 

Marias lovsang

Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

– som han tilsagde vore fædre –

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Debora og Jael

Debora er en skikkelse, der agerer med visdom, hun fungerer som dommer for israelitterne på en lokalitet mellem Rama og Betel i Efraims bjergland (Dom 4:4) På et tidspunkt, hvor israelitterne var undertrykt af kana’anæerkongen Jabin, ”sendte (hun-Debora) bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kedesh i Naftali og sagde til ham: Dette befaler Herren, Israels Gud: Drag op på Taborbjerget, og tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig! Så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4: 7). Hun profeterer, at den hersker, der har undertrykt israelitterne med hård hånd, må lide døden ved en kvindes hånd: ”… så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde” (Dom 4: 9). I Debora møder vi den profeterende prototype på Maria, som skal opfylde Guds profeti, der optræder i 1 Mos 3: 15 om, at kvinden skal knuse den gamle slanges (satans) hoved. Den kvinde, som Gud har udvalgt til at slå Sissera ihjel, er Jael. Debora og Jael er begge prototyper på Maria.

I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange! Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. Han sagde til hende: Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig. Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. Han sagde til hende: Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej. Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt, som han var. Sådan døde han. I det samme kom Barak, som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger. Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen” (Dom 4: 17-22).

Judit

Judits Bog fortæller om, hvordan Gud udfriede det jødiske folk gennem en tapper kvinde, Judith, som frygtede Gud. Judits navn betyder ”at være jøde”. Judit er en prototype på Maria i den henseende, at hun har fuld tillid til Gud. Maria udtrykte sig på følgende måde ved bebudelsen: ”thi intet er umuligt for Gud. Da sagde Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord! Så forlod englen hende” (Luk 1: 37-38). Ligesom Maria går Judit i forbøn og retter sin bøn til Herren om Hans folks frelse.

”… Gud, min Gud, hør også på mig, en enke! For det er dig, som har udvirket alt dette, også det, som gik forud, og det, som fulgte efter; både det, der er nu, og det, der kommer, har du udtænkt, og hvad du har tænkt, er sket. De ting, du havde besluttet, stod frem og sagde: ›Her er vi!‹ For alle dine veje er på forhånd lagt fast, og din afgørelse hviler på din forudviden. Se, assyrerne står her med en vældig hær. De er overmodige på grund af deres heste og ryttere og stolte af fodfolkets styrke; de sætter deres håb til skjold og spyd, bue og slynge, men ved ikke, at du er Herren, som afgør kampen. Herren er dit navn. Bryd du deres styrke ved din kraft, knus deres magt i din vrede! For de har besluttet at vanhellige din helligdom, gøre den bolig uren, hvori dit herlige navn bor, og med sværd hugge hornene af dit alter. Se deres overmod; send din vrede over deres hoveder, og giv mig, som er enke, styrke til at gennemføre, hvad jeg har udtænkt. Slå ved mine læbers list slaven ihjel sammen med herren og herren sammen med hans tjener, knæk deres stolthed ved en kvindes hånd! For din magt beror ikke på de mange, din vælde ikke på de stærke. Du er de undertryktes Gud, de ringes hjælper, de svages forsvarer, de fortvivledes beskytter og frelser for dem uden håb. Ja, hør min bøn, du min faders Gud og dit ejendomsfolk Israels Gud, du, som er hersker over himlen og jorden, skaber af vandene og konge over alle dine skabninger. Lad mine besnærende ord såre og skade dem, som har lagt onde planer mod din pagt, mod dit hellige hus, mod Zions tinde og mod det hus, dine børn har fået i eje. Giv hele dit folk og alle stammer indsigt, så de erkender, at du er al magts og styrkes Gud, og at der ikke er nogen anden Gud end dig, som kommer Israels folk til undsætning” (Judit 9: 4-14).

Dronning Ester

Dronning Ester er én af de mest fantastiske prototyper på Guds Moder. Hun er et forbillede, når det handler om at have tillid til Gud og at have en tro på, at bøn og faste er virksomt. Da Guds folks fjender lægger onde planer om at udrydde dem, griber dronning Ester ind og går til kongen, velvidende at det kan koste hende livet. Hun er et billede på Maria, som er Gudsfolkets modige dronning.

Kongen rakte sit guldscepter ud mod Ester, og hun rejste sig, trådte frem for kongen og sagde: »Hvis det behager kongen, og hvis jeg har fundet nåde for hans øjne, og hvis kongen finder det rimeligt, og han synes om mig, så lad der udgå en skrivelse, der tilbagekalder de breve, som agagitten Haman, Hammedatas søn, skrev, da han planlagde at tilintetgøre jøderne i alle kongens provinser. For hvordan skulle jeg kunne bære at se den ulykke ramme mit folk, og hvordan skulle jeg kunne se på tilintetgørelsen af min slægt?” (Est 8: 4-6).

Det aspekt, at Maria er den nye Eva, kommer til udtryk i denne historie. Ved det antikke hof, hvor den persiske kong Ahasverus regerede, bliver dronning Vashti forvist fra kongens hof, fordi hun udviser ulydighed mod kongen. Fire år senere tager kong Ahasverus Esther til hustru, og samtidig får hun titlen som dronning. Kongen udvælger netop Ester, fordi hun er smuk og klog.

Der sker så det, at nogle af jødernes fjender lægger planer om, at jøderne, der er bosat i kongens rige, skal udslettes. Den eneste, der kan forhindre, at det sker, er Ester, men hun kan ikke uden videre (selvom hun er dronning) søge om foretræde for kongen, for loven foreskriver, at der kun er foretræde for kongen, hvis det er hans ønske. Træder man alligevel frem for kongen, uden at han har anmodet om det, straffes det med døden. Ester tager den beslutning, at hun vil redde sit folk. Ester og de piger, der tjener hende samt jøderne i Persien beslutter sig for at faste og bede i tre dage. Da, de tre dage er gået, kommer Ester til kongens hof, dog uden at være blevet hidkaldt, for at gå i forbøn for sit folk. At gå i forbøn leder hurtigt tankerne hen på den rolle, som Maria har, hvor hun går i forbøn for Gudsfolket. Den mellemkomst, som Maria foretager, sker gennem bøn og lidelse, ligesom da Ester bad og fastede.

Ved historiens afslutning, hvor dronning Ester går i forbøn for sit folk hos kongen, beslutter kongen, at der ikke skal foretages en udrensning af det jødiske folk i hans rige, og de, der ønskede det jødiske folks udslettelse, modtager deres straf. Dette er årsagen til, at jøderne fejrer festen Purim. Oprindeligt blev den faste, som Ester og Israels folk foretog, gennemført den 14., 15. og 16. i måneden Nissan. Det kan tilnærmelsesvist sammenlignes med det hellige påsketriduum. Her optræder et sammenfald, som bør fremhæves: ligesom jøderne besejrede deres fjender i det antikke Persien, således besejrede Jesus menneskehedens fjende ved sin korsdød den 14. i måneden Nissan, som er Langfredag.

Ester fremstilles i Bibelen, som en kvinde med stor tro og stort mod, og som elsker sit folk og er villig til at sætte sit liv til for dem, hun elsker. Hun er det redskab, Gud benytter til at opnå frelsen for – og til at beskytte Sit folk. På samme måde er Maria, det redskab, som Gud benytter til at gøre frelsen mulig for menneskeheden. Gennem Maria har verden modtaget Vor Herre. Ligesom Ester er Maria den, der vedvarende går i forbøn for sine børn ved Faderens trone.

At vise hengivenhed overfor Jomfru Maria er en vigtig del af det at være katolik. I andre kristne denominationer har man et vist forbehold overfor Guds Moder. Den store kristne apologet C.S Lewis fremkommer med en central betragtning i forhold til netop dette problem i sin bog Det er kristendom:

Og der findes ingen kontroverser blandt de kristne, som man bør berøre så forsigtigt som denne. Hvad angår dette spørgsmål, så er den romersk-katolske tro kendetegnet ikke bare ved den varme, som almindeligvis kendetegner oprigtigt troende, men ved den specielle, og så at sige ridderlige følsomhed, en mand har, når hans mors eller hans elskedes ære står på spil. Det er meget svært at tage afstand i disse spørgsmål uden derved at komme til at tage sig ud som en samvittighedsløs fyr eller en kætter. Og omvendt fremkalder protestanternes modsatte tro i dette anliggende følelser, som når ned til roden af al monoteisme. For radikale protestanter synes forskellen mellem Skaber og skabning (uanset hvor hellig den er) bragt i fare: at polyteismen igen stikker sit hoved op, Derfor er det svært at tage afstand uden også at komme til at virke endnu værre end en kætter – en hedning”.

At have fokus på Maria kan vise sig nyttigt for katolikker og mennesker fra andre kristne denominationer. Maria var den første Kristi discipel og derfor også den første kristne, fordi hun ganske enkelt troede på sin Søn. I den hellige Skrift siger hun igen og igen følgende ord til os ”Gør, hvad som helst han siger til jer” (Joh 2: 5). Det er i sandhed et godt råd, vi får, når der bliver sagt: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer” (Joh 15: 14). Jesus betroede Johannes, den discipel, han elskede mest, Maria, så han kunne sørge for hende (Joh 19: 26). Der er ingen grund til at tro, at Jesus ikke ville gøre det samme overfor de andre disciple, Han elsker. Vi kan betragte Maria som den første discipel og lære meget af hendes eksempel ved at læse de passager i den hellige Skrift, som omhandler hende, og det liv hun levede.

Når vi taler med andre om Kristus, kan vi trække Maria frem, som et eksempel til efterfølgelse i forhold til et kristent liv. Vi skal bringe Kristus ud til verden ved at tale om det glædelige budskab og frelsen. Maria er det bedste eksempel på dette, fordi det var gennem hende, Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1: 14).

Hvis verden skal komme den ondskab, der er forbundet med egoisme, til livs, ville det være givtigt, hvis flere mennesker begyndte at tænke og handle som Maria og samtidig overgav sig fuldt og helt til Gud. Maria led med tålmodighed under fattigdom, bagtalelse, skam og i sin tid i eksil, alt sammen for vores skyld, så vi kunne opnå frelsen ved Jesus. Før det helt store offer ved Jesu død på korset, havde Maria ofret alt, det hun havde for vores skyld. Vi bør med rette vise vores taknemmelighed ved (virkelig) at fordybe os i det forbilledlige liv, hun levede.

Vi bør virkelig stræbe efter at ligne Maria. Vi kan lære af hendes dydspraksis ved at studere den hellige Skrift og ved at følge hendes eksempel, når det drejer sig om enkelhed og lydighed. Ingen vil nogensinde modtage større nåde fra Gud end Maria, der bar Ham (Gud/Jesus) i sit moderliv. Når tiden har nået sin fylde, og helgenerne samles i Himlen for at prise Gud: hvem vil da være ligesom Maria, der fik den nåde at være Moder til Frelseren.

Maria fører os til Jesus gennem det eksempel, hun gav. Lad os derfor med stor omhu lytte til det, hun siger til os. Lad os efterligne hende i alt det, vi gør.

Den autoriserede engelske udgave af artiklen er skrevet af Carlos Caso-Rosendi og publiceret på Lepanto Institute d. 13. december 2018. Den kan læses på: https://www.lepantoinstitute.org/mary-old-testament

(Oversat af Mogens Bohn og Patrick Fyrst)

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s